Jensen, Kristine Boesen

Sygeplejerske/Diakonisse

Kristine Boesen Jensen: To sygeplejersker fra Sønderjylland
i verdenskrigen 1914-18 (DSK-årbøger 1968)

Da jeg sagde ja til at skrive en artikel til D.S.K.-årbogen, var det meningen, at jeg ville give en levnedsskildring af diakonisse Augusta Nørgaard fra Skærbæk, der var den ene af de to danske sygeplejersker, som meldte sig til »Røde Kors “-arbejde i den tyske hær og blev de første danske sygeplejersker ved fronten i første verdenskrig.

Augusta, som nu lever sit otium som diakonisse i Düsseldorf, hvor hun blev diakonisse efter verdenskrigen, har med sin sædvanlige beskedenhed nægtet tilladelse til en omtale; hun kunne ellers have fortalt adskilligt fra et indholdsrigt og broget levnedsløb.

I 16 år var hun diakonisse i Jerusalem, derefter arbejdede hun i Tel Aviv, hvor der før jødernes ankomst var en tysk koloni. Til denne blev hun sendt hen sammen med nogle tyske læger, og hun blev her vidne til, at jøderne lavede massakre på tyskerne. Først da hun kom tilbage til Tyskland og hørte om, hvordan jøderne var blevet behandlet, forstod hun og tilgav. —

Der ville være meget mere at fortælle, ting, der kunne belyse, hvilket kærligt og fint menneske hun var, men da hun ikke ønsker det, skal jeg afstå derfra.

Vi mindes den augustdag, da alle kirkeklokkerne i hele landsdelen ringede, og folk strømmede ud af husene, mange grædende, mens  der blev råbt »mobilisering«.

De første, som blev indkaldt, var landstormsmændene, hvoraf  mange aldrig havde været soldater. En klog og dygtig landmand kom tilbage efter nogle dages forløb. Der blev sagt, han kunne ikke lære at skelne mellem menige og officerer: Han hilste på dem alle.

Et par dage efter landstormens indkaldelse kom mobiliseringen af de unge. Mange af dem var først kommet hjem fra tjenesten i foråret. Nu gik de i marken og pløjede og høstede. Gendarmen måtte rundt med ordren, der skulle overrækkes personligt.

— Stilfærdigt spændte de hestene fra og gik hjem. Et par dage senere skulle de møde på kasernen i Haderslev. De fleste tog var inddraget, og alle her fra vestkysten måtte med »æ Kleinbahn« fra Skærbæk. En tidlig morgen kl. 4,30 skulle toget afgå.

Mange var med på banegården for at tage afsked. Vi unge var mødt for at sige farvel til vore kammerater — vi havde kendt hinanden altid, sådan som sønderjyder kendte hinanden i det fælles livsmønster: Vi havde cyklet sammen til månedsmøder på Askov og til årsmøder i landsdelen, vi mødtes i frimenighedskirker og forsamlingshuse. Et fællesskab havde bundet os sammen.

Da vi gik hjem, efter at toget var kørt, modnedes beslutningen i mig om at melde mig som sygeplejerske ved »Røde Kors«.

Ingen af os vidste noget om, hvordan en krig var. Der blev set optimistisk på det: Om nogle måneder, måske til jul, så var nok det hele forbi med de våben, man nu rådede over. Hvor var vi naive!

Uden at rådføre mig med nogen gik jeg samme dag op og meldte mig til amtsforstanderen, Rafalski, så først huskede jeg på, at jeg var bundet af en sygeplejerforening, men bestyrelsen så med forståelse på mit ønske.

Bagefter meldte Augusta Nørgaard fra Skærbæk sig ligeledes frivilligt til tjenesten, og hun blev så den anden plejerske her fra Sønderjylland.

Efter fremskaffelsen af adskillige andre attester, bl. a. for »sædelig vandel« samt eksamensbeviser, fik vi skriftligt bevis på, at vi var antaget som sygeplejersker for etappeområdet.

Der blev en ventetid på en måned, inden vi blev indkaldt, og vi skulle give møde i Hamborg den 20. september kl. 9 om morgenen. Men på grund af de meget dårlige togforbindelser ankom vi først dagen efter om aftenen kl. 7 i Altona.

Vi fandt uden besvær Bahnhofsstrasse nr. 17, hvor vi bad om at få Hauptmann Klaver i tale. Her blev vi ført ind i en vældig sal, hvor der herskede stor travlhed. Et sted blev store kasser med »Liebesgaben« pakket ud.

Der var alt, hvad nævnes kunne:  Saft og syltetøj, kiks og chokolade, tobak og cigarer o. m. m. — alt i uendelige mængder. En flok  sanitetere havde fået deres identitetsmærker og var blevet ført ind i en kæmpeprotokol.

Nu marcherede de ud i stram »trit og retning«. Så kom turen til os, og protokollen kom atter frem. — Der blev bl. a. indført, at vi af fremmede sprog kunne »dansk«. Vi blev indkvarteret på et diakonissehjem, hvor vi boede tyve sygeplejersker. Vi spiste på hjemmet, og inden hvert måltid måtte vi folde hænderne, lægge dem på bordkanten og i munden på hinanden bede »Vater unser«. Havde lille Schwester Pauline forinden fået gaflen i en frikadelle, måtte hun efterlade den på fadet, og da kneb det med at bevare alvoren.

Vi gik nu en uge i Altona, meldte os morgen og aften til Oberkommandoen og fik gang efter gang til svar: »Noch nichts besonderes«. Det fulgte os som et valgsprog under hele krigen.

Vi vidste, at regiment 84 lå ved Vestfronten. En af vore gode venner var faldet den dag, de havde overskredet grænsen til Belgien. Nu var det uhyre spændende for os, da dagen endelig kom efter en uges venten, om vi skulle mod øst eller vest. —

Vi havde for længst af de tyske søstre fået påmindelse om ikke at tale dansk, men vi svarede, at så længe det ikke var forbudt, agtede vi at bruge vort modersmål indbyrdes.

Den 8. september (1914) kom så rejseordren. Vi måtte kun medføre en lille håndkuffert, som vi selv kunne bære, for det tilfælde, at vi  blev beskudt og måtte flygte. Vi var 40 sanitetere, 14 sygeplejersker
og 4 kokkepiger, der alle hørte til vor lazarettrup B. De 4 kokkepiger forsvandt dog hurtigt, og søster Hanna fra Hannover overtog husførelsen, når der var noget at holde hus med.

Så stillede vi på banegården i Altona. Hauptmann Klaver holdt tale. Så meldte toget afgang. I en fart hankede vi op i kufferten og kom ind i toget, som dampede af sted med os mod det ukendte, mens vore kammerater istemte: »Nun ade, du mein lieb Heimatland«.

Vi nærmede os hurtigt Bremen, og så vidste vi, at rejsen gik mod vest. Vi blev glade og sendte vore tankehilsener til vore venner i regiment 84 — 9. armékorps med et »på gensyn«. Meget skulle vi dog opleve, før dette gensyn fandt sted.

Vi nåede Osnabrück henad morgenstunden, og nu begyndte  soldaterlivet for os. Vi blev kommanderet ud for at gøre  morgentoilette. Der var til dette formål sat nogle baljer med vand ud på perronen, og så vaskede vi os alle.

Samme  aften nåede vi Düsseldorf, og herfra begyndte krigen for os.

Det ene lazarettog efter det andet med sårede kørte forbi, en uendelig række. Men også lange tog med fanger af alle nationaliteter passerede os. Det sidste vakte en vældig begejstring hos tyskerne, og ikke engang synet af de mange sårede kunne standse jubelen.

Vi passerede den store bro ved Køln, og langsomt kørte vi ind under de vældige buer. Pludselig holdt toget stille, mens travle vagtposter løb frem og tilbage under barske kommandoråb. Det hele gjorde et uhyggeligt indtryk. Der var én, der sagde: »Hvis broen nu bliver sprængt i luften!«. »Ja«, råbte de alle i munden på hinanden, »dann sterben wir fürs Vaterland«. Og der blev stor jubel.

Det viste sig nu senere, da vi virkelig kom i livsfare, at da var begejstringen ikke så stor.

Natten mellem 8. og 9. september nåede vi Liége. Klokken var over to, og vi havde ikke spist, siden vi forlod Altona, men nu fik vi ordre til at gå ned i soldaternes lokaler for at spise. Men her var der dog så uappetitligt, at vi ikke kunne få en bid ned.

Vi sov så lidt i kupeen. Dagen efter gik vi ud i byen, hvor vi kunne købe lidt spiseligt. På vor færd gennem gaderne blev vi betragtede med skumle og mistroiske blikke. — Samme dag forlod vi Liége med Bryssel som mål. Vi skulle med et militærtog. Alle vogne var pyntede med grønt, og med kridt var der malet: »Nach Paris«. Vi kørte fra Liége ved to-tiden. Det var væmmeligt at høre vore kammerater skråle patriotiske sange i munden på hinanden — oftest var det dog »Deutschland, Deutschland fiber alles«, der lød ud fra  kupévindueme.

Vi kørte under en bro. En gammel kælling spyttede efter os, og det vakte stor forargelse. Mange stod i dørene og græd. — Efterhånden,
som vi nærmede os Louvain, så vi flere og flere sønderskudte huse.

Pludselig standsede toget med et ryk. Vi hørte skud ganske nær ved. Det viste sig at være englænderne, der gjorde udfald fra Antwerpen, og vi måtte tilbage, granaterne eksploderede kun 50 meter borte. Lidt efter hørte skydningen op, og vi kunne fortsætte. Det var  omtrent mørkt, da de første huse i Louvain dukkede op.

Næppe var toget kørt ind på banegården, før alle kupédøre blev revet op: »Englænderne var der«. Vi blev med magt halet ud af toget og måtte efterlade bagagen.

Nu var det blevet helt mørkt, skikkelser trak af sted med os over skinnerne, vi blev stuvet ned i en tunnel under banelegemet. Over os hørtes ilsomme fodtrin, og pludselig blev der råbt, at vi skulle skynde os ud. Imellem hinanden fløj vi til udgangen. Vi blev nu stuvet ind i et tog, der skulle tilbage til Tirlemont med sårede.

Medens vi ventede, kom båre efter båre, alle kupeer var fulde; til sidst måtte vi have en hårdt såret ind i vor kupé, hvor vi i forvejen var 11. Pludselig lød der bragende geværsalver fra alle sider, mens toget langsomt satte sig i bevægelse. — Vi var dødtrætte, det sidste døgn havde vi kun fået tørt brød.

Så standsede toget ved Tirlemont. Vi steg ud, og også de sårede måtte ud. På banegården havde diakonisser vagt, parat med sprøjter og forbindssager. Vi hjalp lidt til, hvor vi kunne, men var faktisk alt for trætte.

Om natten opholdt vi os i ventesalen, og vi lå i en lang række på bænkene, mens saniteterne lå på gulvet. Vi sov nogle timer, og da vi vågnede, kom diakonisserne med kaffe og hvedebrød med smør til. Det havde vi ikke smagt, siden vi forlod Altona.

Inden vi endnu var færdige, lød der et øresønderrivende brag; det var banegården, der blev beskudt. Kommandoråb lød, men ingen hørte efter. Sanseløse løb vi ud og ind, mens shrapneller slog ned rundt omkring os.

Omsider blev vi beordret op i toget, der skulle køre tilbage, men det var fyldt med soldater, selv banegårdsvagten var søgt derind. Så kom nogle officerer skændende og bandende: »Infanteriesten, Schweinehunde, heraus o. s. v.«. Og de måtte ud, men de havde ikke større mod end vi andre.

Under kugleregn satte toget sig i bevægelse. Augusta og jeg samt en anden sygeplejerske og en saniteter befandt os i en kreaturvogn, hvor vi lå i halm bag nogle heste. I begge de åbne døre stod en soldat parat til at skyde. Vi havde intet til dækning mod geværilden og ventede hvert øjeblik at få en kugle gennem de åbne døre.

Efter en times forløb holdt skydningen op, og toget standsede.

Vi måtte dog senere helt tilbage til Liége, hvor vi blev indkvarteret i en fornem belgiers hus, hvis beboere havde forladt det i stor hast: Bordet stod endnu dækket med det fineste porcelæn og sølvtøj. Alt, hvad der var i huset af kostbarheder, lige fra fruens rober til kostbare Brysseler kniplinger blev pakket ned og sendt til Tyskland.

Vi to danske skammede os over at være i et sådant selskab.

I to dage levede vi her som herremænd. En stor vinkælder blev fundet, og den blev flittigt benyttet. Men det, at vi skammede os, blev vist den egentlige årsag til, at vi senere blev beskyldt for sabotage — men dette er en anden historie.

Endelig kom der bud fra vor tropsfører, herr Ehlers, at banen var fri, og den 14. september nåede vi Bryssel, hvor vi fandt vor bagage i god behold. Vi blev indkvarteret på det kgl. bibliotek og måtte ikke vise os på gaden, for der blev skudt på de tyske søstre.

Vi havde håbet, at vi skulle være rejst videre til 9. armé, der lå ved Noyon i Frankrig, men det viste sig, at 3. armé, som lå udenfor Antwerpen, ingen sanitærhjælp havde.

Vi indrettede så et feltlazaret i et sygehus i en forstad til Bryssel. Indretningen bestod i, at de belgiske læger og sygeplejersker med samt deres patienter blev smidt ud, og vi overtog sygehuset med dets 700 senge. Intet under, at beboerne hadede os, og at de stod uden for portene og truede ad os, når vi viste os.

Efterhånden blev det dog sådan, at vi kunne gå i byen uden at blive fulgt af en soldat med opplantet bajonet.

Snart begyndte sårede fra Antwerpen at ankomme, og få dage efter, at vi havde overtaget sygehuset, var det fuldt belagt. Men der kom fortsat sårede fra Antwerpen, mest tyskere, dog også belgiere, englændere og franskmænd. Havde der et døgn været heftig kanontorden derinde, så fik vi i døgnet efter stor invasion af sårede, og Augusta og jeg talte ofte om, at vi alligevel var lykkelige over, at det ikke var landsmænd, hvad vi næppe kunne have holdt til.

Når et sådant døgn indtraf, kom der båre efter båre, indtil hver  tomme gulvplads og gangen med var fyldt. Da det var et feltlazaret, fik vi dem lige fra slagmarken, ofte syn, som vi helst ville glemme. De sårede, der kunne tåle transporten til Tyskland, blev gjort i stand og sendt videre, de hårdest medtagne beholdt vi.

Der kom en stivkrampeepidemi, og alle, der blev angrebet, døde, for vi havde ingen mulighed for at hjælpe dem. Først, da det blev  opklaret, at de sårede fra Frankrig blev transporteret tilbage i kreaturvogne, der havde været brugt til at transportere heste til fronten i, kunne epidemien bekæmpes.

Det blev en måned med mange oplevelser og undertiden med hårdt arbejde. Der forekom også tildragelser, man bagefter mindes med glæde, ja, undertiden med morskab. Vi glædede os med dem, der fik lov til at rejse hjem og beundrede en ofte tålmodig hengiven i skæbnen, som mange gav udtryk for.

Vi hørte sommetider de store kanoner — kaldet »Dicke Berta«. Da klirrede vinduer og døre. Endelig overgav Antwerpen sig, og vi følte en stor lettelse, uden at vi tænkte over, hvem der egentlig havde vundet.

Umiddelbart derefter fik vi besked om at pakke, og to timer senere var vi på vej til 9. armé i Frankrig. Forventningen hos os to var stor: Mon vi skulle se vore landsmænd og kunne være dem til nytte! Det lykkedes, og vi oplevede meget sammen med dem.

Efter at jeg sammen med en anden sygeplejerske havde været på et fransk hospital, fik vi ordre til at indrette barakker til tyfuspatienter. Det blev en frygtelig epidemi, vi kom ud for, og de første dage døde 95 procent af de indlagte. En dag hørte vi pludselig dansk tale neden for vore vinduer, og vi skyndte os derned. Det viste sig at være dr. Lausten-Thomsens oppasser fra Skærbæk, og vi kom snart i  forbindelse med hinanden.

Dr. Lausten-Thomsen besøgte os næsten dagligt, og gennem ham kom vi i forbindelse med mange af vore gode venner hjemmefra. Ofte besøgte nogen af dem os, og vi havde gode timer sammen. Vi delte med dem, hvad vi havde, stjal også til hinanden, når lejlighed bød sig. Så godt havde vi det, at vi undertiden sagde til hverandre: »Nu skulle de bare kunne se os hjemme, så ville de ikke være så kede af det«.

Krig er forfærdelig, nedværdigende, ja, den største ulykke, menneskeheden kan blive udsat for. Men også den har to sider. Hvor ofte har jeg ikke hørt én sige: »Der er det ved at være i krig, at så har man kun én eneste sorg, nemlig længslen efter alt derhjemme;  derimod, når man er hjemme, så er der tusinde ting i vejen«.

Så er der også det gode kammeratskab, der gror ud af den fælles skæbne.

Selvfølgelig kunne der være meget mere at fortælle: Om alle de forskellige mennesker, vi kom i berøring med. Og bl. a. om,hvordan vi engang blev beskyldt for sabotage — dertil om en Hauptmann, i civil overlærer fra Berlin, der forsvarede os kraftigt.

Men meget var der om menneskelige lidelser og tålmod. Dog lad dette være nok og være en venlig hilsen til alle kendte og ukendte D.S.K.’ere, som endnu ofte i tankerne dvæler ved minderne fra krigsårene 1914-18.

(DSK-årbøger, 1968)

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918