Tag-arkiv: Reims

5. Oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af oktober måtte Eskilden og hans mænd skifte stilling op til flere gange. Franskmændene pressede hårdt på.  Det er også på dette tidspunkt at Prins Max af Baden bliver rigskansler.

Den 1. Oktober, Kl. 1 om Morgenen, marcherer vi af Sted, i Ilmarch nordpaa. Vejen ligger under Ild.

En Kaptajn og en Læge dræbes lige bag os; men vi naar heldigt vor nye Stilling ved Aisne-Marne-Kanalen, omtrent 10 Kilometer Nordvest for Reims. Hele Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.

Den 2. Oktober falder St, Quentin, næste Dag Lens, Hjørnet ved Laffaux rømmes.

I Tyskland syder det.

Grev Hertling træder tilbage, Prins Max bliver Rigskansler, med den Opgave at hidføre Vaabenstilstand og Fred.

Hvad ved vi om Hertling og Prins Max?

Vi aner intet om, at Ludendorff har tabt Mod og Besindelse, og at Hindenburg og han den 28. September meget bestemt har krævet Vaabenstilstanden.

Vi har at holde vor Stilling, og den holder vi, hvor haardt end Franskmændene maser paa. Natten mellem den 4. og 5. Oktober opgives ogsaa Kanalstillingen.

Vi trækkes tilbage til en ny ved Floden Suippes. Lysraketter og brændende Landsbyer lyser for os, mens vi marcherer de 10 Kilometer tilbage.

Staben tager Ophold i den smukke og næsten uskadte By Avaux ved Aisnefloden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236

28. september 1918. “Det staar ilde til paa begge Fløje. »Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider.«”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment har endnu en gang slået sig ned i huler. Denne gang ved Reims. På vestfronten er tyskerne efterhånden presset til det yderste.

Vor Bolig er naturligvis igen et mørkt Hulrum dybt nede i Kalken. Men Forholdene er meget venligere her end paa den anden Side af Reims.

Stollerne er hugget ind i et af Reims’s Yderforter. Kravler vi ud af Jorden, staar vi i en Have, hvor vi omsider finder Vinen, vi saa længe har søgt.

Stiger vi op paa Fortet, ser vi ud over et Hav af Hustage nede i Reims. Den verdensberømte Katedrals Taarne stiger endnu højt op i Luften; men selv her oppe fra kan vi se Krigens Ødelæggelsesværk paa den smukke Domkirke.

Her er godt at være, synes vi. Vi belaver os saa smaat paa at blive her hele Vinteren.

To Dage efter kommer som en Bombe Befalingen: »Straks gøre alt rede til et Tilbagetog!« Det staar ilde til paa begge Fløje.

I Flandern har Kong Albert presset sig frem, ved Verdun Amerikanerne. Vauquois, vor gamle Bekendt, er gaaet tabt. 

Den sidste Hilsen, Hulebjergets sidste Kommandant sendte ud til Omverdenen, var et stolt Farvel:

»Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider. Der kæmpes forbitret til sidste Mand. Kongen leve!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 235-236

25. september 1918. “Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Situationen så slem ud for det Tyske Rige i september 1918.  Claus Eskildsen og hans regiment var klar til at møde et angreb ved Champagne.

Vore Barakker ligger ikke langt fra Pauvres-Lejren. Herfra begyndte vi for nøjagtig et halvt Aar siden den stolte Sejlads ud mod Fjendens Tilintetgørelse.

Det er kun to Maaneder siden, at vi ikke langt herfra fik udleveret Kort til den store Sejrsoffensiv. Nu er det en havareret Skude, der søger tilbage.

Bladet har vendt sig!

Septembers Regnskab ser daarligt ud for Tyskland. Tsar Ferdinand er løbet sin Vej, Tyrkiet ligger i de sidste Trækninger, Østerrig beder om Vaabenstilstand.

Paa Tyskernes Front har Amerikanerne vundet deres første store Sejr, Erobringen af St. Mihiel-Stillingen ved Verdun. De trykker videre haardt paa i Retning mod Charleville.

Paa yderste venstre Flanke er Kong Alberts Tryk med Gent som Maal lige saa fast. Krigen var lang og trang, — Afslutningen kom brat! Vi aner endnu intet om, at Situationen er saa alvorlig. Vi belaver os paa nogle Ugers Hvile og Pusterum som Arméreserve her i Lejren. Man under os kun fire Dage.

Den 25. September venter man et stort Angreb i Champagne, og Divisionen gaar som »Eingreifdivision« til Fronten ved Lavannes, 10 Kilometer Nordøst for Reims. Angrebet kommer først Dagen efter.

Fra Reims til Verdun hamrer Trommeilden i 11 Timer, og saa stiger Franskmændene ud af Skyttegravene. Divisionen jages frem og tilbage til truede Punkter. Men Fronten holder, man kan undvære vor Hjælp.

Vi har nok af Uroen som flyvende Division bag Linien og er tilfredse, da man to Dage senere giver os et »roligt Afsnit«. Vi afløser i Stillingen ved Vesle-Floden, umiddelbart Vest for Reims.

Denne Gang skal Schrøder have Lov til at blive ved Trainet, og jeg gaar med ud.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 234-235

23. august 1918. “Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et par uger i Reims, kan Eskildsen og hans kammerater endelig forlade jordhulerne.

Den 23. August forlader vi Reims.

Vi nyder den friske Luft og det klare Lys efter de mange Ugers triste Tilværelse nede i de dybe Grubegange! Lunger og Porer indsuger den rene Luft, Øjnene drikker af Lysets Væld.

Der er nok at se efter. Tæt ved os skyder en fransk Flyver en Observationsballon i Brand. Iagttageren springer ud i Faldskærm. Den brændende Ballon strejfer ham næsten, da den synker til Jorden.

Vi diskuterer endnu, om han slap levende fra det eller blev stegt oppe i Luften, da Maskingeværerne igen hamrer i rasende Takt over vore Hoveder.

Tre franske Flyvere angriber en anden Ballon. Tyske Maskingeværer nede paa Jorden skyder efter dem med Ammunition, der trækker lysende Spor gennem Luften. Den har de Respekt for, og de vender om.

Observatøren i Naboballonen har allerede gjort Springet og hænger nu og dingler under sin Skærm. Der er nok at se efter.

Man behøver ikke at bruge Øjnene længe, før man har set, at Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!

Den friske Luft trætter. Nogle Kilometer før Maalet segner jeg om og maa ligge en Time i Vejgrøften, inden jeg kan slæbe mig bag efter de andre.

De to følgende Dage – vi marcherer i tre Dage – er man allerede trænet og mærker ikke mere noget til Slapheden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 226

18. juli 1918. “hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!” Eskildsen oplever endnu en stor offensiv.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. 15. juli startede Ludendorff endnu en stor offensiv og et par dage efter kom det franske modsvar. De havde forventet angrebet og de slog hårdt tilbage.

Alle gode Gange er tre! Ludendorff langer ud til det store Gennembrud, »Kejser-Wilhelm-Offensiven« Øst og Vest for Reims. Man behøver ikke at fortælle mig det, da jeg kommer fra Orlov. En blind kan se, hvad her forestaar. Overalt Tropper, Tropper, Tropper, Kanoner, Kanoner, Kanoner, Ammunition, Ammunition, Ammunition!

Alt staar i Offensivens Tegn. Vi afleverer al unødvendig Bagage. Ikke engang Tæppe og Kappe faar vi Lov til at føre med denne Gang; let til Bens skal vi kunne løbe lige til Paris. Vi har faaet udleveret Kort over Egnen langt bag de franske Linier, selv en Byplan over Chalons mangler ikke.

Mens vi holder Udfaldsstillingen, skal udvalgte Tropper, hos os Garden og Bajrere, bruse frem. Efter dem følger den anden Bølge, og saa bryder vi op og følger som tredje. Ludendorff er saa sikker i sin Sag, og alt er saa nøje beregnet, at vi ved, hvad Klokkeslet vi skal begynde vor, den tredje Bølges, Fremmarch.

Den 15. Juli, Klokken 1,10 om Morgenen, begynder alle Kanonrør at spy Ild og Staal. Foran os, bag os, til højre, til venstre, hele Egnen er spækket med Kanoner. Det er en Helvedeskoncert!

Vi spærrer Munden højt op, for at Trommehinden ikke skal revne. Det hyler, det piber, det bruser, det brager hen over os. Mundingsflammerne forvandler Nat til Dag. Jorden ryster, Kalken revner. Krudtdampen er saa stærk, at vi nyser i Timevis. De fornemme Gardeofficerer og de vigtige Bajrere sidder i vort Hulrum.

Kl. 4,50 stormer Infanteriet frem. De tager de sammenskudte franske Stillinger. — Mærkeligt! Ingen Folk i dem! — De stormer Cornilletbjerget. — Mystisk! Hvor er Franskmændene? — De stormer ned ad Bjerget — og saa kan det nok være, de finder Franskmænd!

De sidder tæt og uskadte i nye, pæne Stillinger hinsides Bakkedraget — og her gaar Offensiven blodigt i Staa! Ludendorff var klog; men Foch var snedig og havde denne Gang narret ham. Foch vidste paa Dag og Time, hvornaar Angrebet kom, og mens det tyske Artilleri pløjede de tomme, forreste Stillinger, sad Franskmændene et helt andet Sted, rede til at give det stakkels Infanteri en varm Modtagelse.

Dagen efter brager Kanonerne igen, og den anden Bølge sættes ind. Det franske Bolværk bryder ogsaa den. Saa giver man Afkald paa vor tredje og standser den store Sejrsoffensiv.

Slaget er tabt! Krigen er tabt!

Tre Dage efter bryder de franske Tropper frem af Skovene ved Villers-Cotterets, og fra nu af spiller Foch ud. Han fører ikke de store Slag, men han hamrer ustandseligt, her og der, indtil den tyske Linie er skør og mør, revnet, sønderslaaet, opløst. Vi sidder endnu nogle Dage i vor dybe og mørke Hule. Franskmanden tror, at det svære Batteri staar her, og overdænger os en hel Nat med 18 Centimeters Granater. Det er ingen hyggelig og rolig Nat.

Vore Døre flyver ud af Rammen, Jordrystelsen gør os søsyge. Om Morgenen er to af vore Stollenedgange skudt sammen, og 10 Mand arbejder en hel Dag for at gøre dem fri igen. Men vi havde heldigvis endnu en Reserveudgang. Ellers havde vi maattet dele Skæbne med nogle Kammerater ved Siden af, som man efter en Dags Arbejde med Hakke og Skovl fandt kvalte dernede.

Det er overhovedet alt andet end hyggeligt her dybt nede i vor natmørke og snævre »Understand«. Luften er saa tæt som i en Undervandsbaad. En daarligt brændende Petroleumslampe, uden Skærm, fyldt med en Vædske, der har en vis Lighed med Petroleum, skal erstatte Dagslyset. Har man ved Hjælp af den uundværlige elektriske Lommelygte fundet den lange Trappegang, skimter man foroven Lys og synes, at det er Maaneskin. Staar man oppe, lysblind og bleg, ser man, at det er solklar Dag. — Og saa er Hulen saa fuld af Lopper! En Nat finder jeg 16 i mit Tæppe, inden jeg kan faa Ro.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 222-224

19. juni 1918. Claus Eskildsen bliver sendt på orlov “Det passer mig lige.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen stadig ligger på lazaret, mens den tyske hær forbereder endnu en offensiv.

Saa har man Brug for Sanitetskompagniet. Den 30. Maj flytter det, og jeg er husvild.

For anden Gang skal jeg paa Rejsen til Lazarettet; men Oberstløjtnanten griber atter ind, og jeg indlægges paa Regimentets Sygestue i en Skovlejr.

Nogle Dage senere flytter de med mig igen. Den ene Division efter den anden trækkes ud for at fremtvinge Gennembruddet ved Marne. Linien bliver tyndere, Regimentets Afsnit bliver længere, vi flytter nærmere ind mod Reims, rede til at gribe Byttet, naar det som en moden Frugt falder os i Skødet.

Reims! Frankrigs hellige Stad! Her døbte den hellige Remigius den blodige Kong Klodvig. Her kronedes den lange, lange Række af franske Konger, her staar den 700 Aar gamle Notre Dame, et af Verdens største og skønneste Gudshuse.

Der ligger en egen Stemning over disse Dage, hvor Regimentet holder Udkig med Byen, ser Røgen stige op derinde, hører Sprængninger og hver Dag venter at kunne holde sit Indtog i den gamle, hellige Stad. Franskmændene giver ikke Slip paa den.

Den tyske Offensiv gaar atter i Staa. Dens eneste Resultat er nok en stor Bule i Frontlinien, en farlig Sæk, hvor Foch senere sætter Stødet ind. Fire Uger ligger jeg i Sengen.

Den 19. Juni genoptager jeg Arbejdet. Men Lægen forbyder det. Han vil have mig paa et Rekreationshjem. Oberstløjtnanten foreslaar i Stedet for at sende mig paa Rekreationsorlov.

Det passer mig lige. I 3 Uger lader jeg mig behandle paa Seminariet i Tønder, der er indrettet til Lazaret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s.  219

18. april 1918. “Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles med Flyverne over Hovedet” Eskildsen på vestfronten.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I stedet for rekreation, blev Eskildsens regiment nød til at afløse en anden division ved Reims. Mens de befinder sig i Aussonce stifter de bekendtskab med både engelske soldaterkvarterer og franske flyvemaskiner.

Vi skal paa Rekreation i Hvilekvarterer tæt ved Wasigny. Kvarter grupperne staar paa Wasigny Banegaard for at tage imod os. Men vort Tog holder ikke! Befalingen er igen omstødt. Vi damper 30 Kilometer videre mod Fronten, thi vi skal nu afløse den 14. bajerske Division ude i Linien. I Juneville holder Toget, og vi marcherer straks i Retning mod Reims. Vi er tredje Gang havnet i »Lusechampagne«.

I den lille By Aussonce tager vi Ophold nogle Dage, mens Bataillonerne afløser ude ved Cornillet-Bjerget, 15 Kilometer Øst for Reims. I Aussonce er der baade Boghandel, Soldaterhjem, Bad og Kino. Vi lægger tydeligt Mærke til Forskellen mellem de tyske Soldaterkvarterer og de engelske, som vi i de sidste Uger har lært at kende.

Englænderne er bedre klædt og svømmer i Overflod af Levnedsmidler; hos Tyskerne hersker Smalhans, men deres Kvarterer er bedre. Englænderne savner Glas. Hvor der mangler en Rude, klæber de gult Pergamentpapir for. I Stedet for vore smaa, praktiske »Understands«-Kakkelovne bruger de Spande med Ild i, som Kakkelovnsrør har de rullet Blik. De har ikke vore »Senge« med Staaltraadsfletninger som Madras. Tilsyneladende mangler de ogsaa Sans for Renlighed og Hygge.

Hver Aften Klokken 11½ har Byerne her bag Fronten Besøg af de franske Flyvere. Saa er der stor Alarm: Signalhornet hyler, der drejes paa en Alarmmaskine foran Kommandantboligen, man hører Etappesoldaterne rende til deres Heltekældere.

Saa regelmæssigt kommer Flyverne, at vore Kortspillere først pakker Kortene sammen, naar de har været der. Hele den tyske Hær spiller Kort. Der spilles Formiddag og Nat, i Skyttegrav og Etappe, i Trommeild og med Flyverne over Hovedet. Hvem der ikke er aandelig begavet nok til at nyde den interessante »Skat«, nøjes med at friste Lykken i »Mauschel«, men alle tærsker i de fedtede Kort.

Vi lader os ikke forstyrre af Flyverne; men vi føler, at et Flyverangreb er uhyggeligere end et Artillerioverfald. Det naturlige menneskelige Instinkt er endnu ikke indstillet paa det nye Vaaben. Vi kender »vort« Skud paa Knaldet og søger Dækning, selv om det kun er et Skinværn bag et Muldvarpeskud, et Træ, et raaddent Plankeværk.

Overfor Flyverne kan man hverken bestemme Faren eller finde et Værn. Man hører Motorens fine Sang i Luften, tilsyneladende lige over Hovedet, man hører Bomben hyle og pibe ned gennem Luften, tilsyneladende lige ned mod ens Isse, man kan ikke søge Læ bag Mure og Volde og føler sig værgeløs.

Først naar Knaldet er kommet og Jordrystelsen mærkes, ved man, at den Fare, man stod blankt opgivende overfor, er forbi.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 213-214

21-29. marts 1918. “En skarp Vind dækker os med rødt Støv, thi her er Jorden rød, i Champagne var den hvid.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tyske stormtropper bryder fronten ved Reims og Arras, bevæger Eskildsen og hans regiment sig frem i det franske landsskab over flere dag.

Den 21. Marts sprænger de tyske Stormdivisioner Fronten mellem Reims og Arras i 70 Kilometers Bredde. Gennem Hullet vælter sig den første Flodbølge vestpaa, et stort Stykke hver Dag. Vi følger i den planlagte Afstand.

Skærtorsdag, den 28. Marts, kører man os til Les Esquilles ved Guise, hvorfra vi straks begynder Fremmarchen i Retning mod St. Quentin. En skarp Vind dækker os med rødt Støv, thi her er Jorden rød, i Champagne var den hvid.

Uden Afbrydelse gaar Train-Kolonnernes roterende Baand, udad med Føde til Kanoner og Folk, indad med lemlæstede og syge. I den lille By Regny tæt foran St. Quentin overnatter vi. Her laa Natten før det store Gennembrud 30,000 Mand!

Langfredag kommer vi gennem St. Quentin. Stakkels, stakkels By, du er værre medtaget end Lens! Af den store, prægtige Katedral staar endnu saa meget, at man kan se, hvor rigt og smukt dette Gudshus engang var. Jeg tager rask et Billede af Kirkeruinerne; vi har Tid nok, thi Vejene er fuldstændig stoppede.

Infanteriet kniber sig igennem eller marcherer ved Siden af Vejen. Trainvognene sidder uhjælpelig fast. Jeg søger at presse mit lille Vogntog igennem og faar derved et Sammenstød med to Excellencer, hvoraf den ene truer med at stille mig for Krigsretten.

Skidt med det, vi skal videre, hvad gælder her en Excellence? Jeg har meget mere Respekt for min Oberstløjtnant, der nu staar og fnyser i Roupy og venter paa sin Bagage og sine Oppassere!

Lige Vest for St. Quentin kører vi først over de tyske Skyttegrave og umiddelbart derefter over de engelske. De er næsten hele endnu. »Ildtromlen« har ikke jævnet dem, det stakkels Infanteri har igen maattet trække det tunge Læs.

Det er allerede mørkt, da vi skimter Resterne af en Husmur, der kunde høre til Roupy. Vi lyser hen paa den og læser i helt store Bogstaver »This is Roupy«. Englænderne er praktiske Folk! Her virker Præsentationen for Resten grotesk, thi disse Par Mursten er næsten det eneste, der er tilbage af Byen. Vi kravler ned i et lille Bølgebliksskur, der hverken har Stol, Bord eller Kakkelovn.

Vi arbejder her til Kl. 3 om Natten, Kl. 4½ kommer der nye Befalinger, Kl. 6 gaar det videre.

De sidste tre Nætter har tilsammen kun undt os 10 Timers Søvn.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 205-206

4. oktober 1917. Claus Eskildsen forlader Champagne.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment ankommer til Champagne i slutningen af september, men det blev en kort fornøjelse.

Dagen efter faar vi Besøg af fire Rigsdagsmænd fra Berlin, sendt ud af Rigsdagen for at granske Stemningen ved Fronten. De repræsenterer alle store Partier, fra de konservative til Socialdemokratiet. Vi ser baade den kendte konservative v. Heydebrand og den lige saa kendte Socialdemokrat Dr. David hos os.

De spørger og fritter, og hver søger at høre det, som han ønsker. Den følgende Dag kommer der en velplejet Officer fra Arméstaben og bruger Mund, fordi de Herrer Rigsdagsmænd har faaet et ugunstigt Indtryk af Stemningen hos os! Hvert Regiment faar nu en særlig A.O., d. v. s. »Aufklärungs-Officer«.

Hos os faar en tyk hamborgsk Lærer ved Navn Tummel denne Rolle. Han skal holde Foredrag for Soldaterne om Nødvendigheden af at holde ud, til Sejren er der, om den gunstige Situation paa de enkelte Krigsskuepladser, om Fordelene for Sundheden ved at sulte, om Pligten til at tegne Krigslaan.

Selv hjemmefra sendes der Talere til Fronten. En Skoleraad fra Slesvig havde tre Ordener paa sit Helte-bryst, da han havde holdt sin 110. Tale. Om han opnaaede andet, ved jeg ikke.

Et Par af mine Kolleger erhverver sig hjemme et Ordenskors med Munden. De var omtrent jævnaldrende med mig, men fandt aldrig ud i Felten; de fik Dyrtidstillæg, medens min Familie i flere Aar intet kunde faa; — men de kunde tale meget smukt om at ofre alt for Fædrelandet. — Og de taler den Dag i Dag!

Hjemme led Soldatens Familie Nød, medens jævnaldrende, sunde og raske Købmænd og Haandværkere tjente en Formue paa eet Aar. I Etappen løb Officerer og Menige med Ordener paa Brystet og nød Livets fulde Bæger. I Fronten blev Soldaten revet og slidt i Stykker. Saadan var Krigen blevet! Det kunde alle smukke Taler ikke mere skjule.

Den 16. September og følgende Nætter overtager Batailloneme Afsnit ude i Linien, den 19. September overtager Regimentsstaben Kommandoen over Stillingen Tahure, nøjagtig midtvejs mellem Verdun og Reims.

Det udslidte Regiment blev altsaa straks smidt ud i Skyttegravene; men Stillingen ved Tahure er meget rolig. Vi marcherer fra Vouziers sydpaa, langs med Aisnefloden, paa en smuk og god Landevej, indfattet af Frugttræer.

Den rødgule Argonnersandsten afløses snart af det hvide Champagnekridt. Vi er i det berømte Champagne, — men Vinbjerge søger Blikket forgæves. I en »Ferme«, d. v. s. en større Gaard, Corbon ved St. Morel, indkvarteres Stabens Skrivestue og Bagage. Fermen er udnyttet til sidste Hjørne. Den er Kvarter for en Bilkolonne, i en Lade er der indrettet et Biografteater, i et Hjørne af Stalden findes der en Barberstue.

Alt er vel ordnet her. Hvilebataillonen ligger længere fremme i en Skovlejr, hvor der baade findes Soldaterhjem og Kiosk.

Det er velgørende at komme fra Uhyggen foran Verdun ind i disse ordnede Forhold. »Her agter vi at blive længe!« siger alle.

Dette »længe« blev kun til 15 Dage. Allerede den 4. Oktober forlader vi Champagne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 185-187

27. September 1914. Feltpost fra fronten: “Jeg ynker de stakkels Infanterister, hvor de ser ud!”

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Ugeoversigt.

Det vældige Slag i Frankrig fortærer stadig flere Mennesker paa begge Sider, uden at Enden er til at se. Paa Grund af, at Tyskland maa værge sig til 2 Sider, er de tyske Tropper i Frankrig ikke talrigere end de franske, og i Tapperhed og Krigsteknik er de to Folk hinanden jævnbyrdige.

Allerede i Fredstid har Officererne sagt til os, at med de Vaaben, som vi har i Øjeblikket, vilde et Stormangreb i aabent Feltlag ikke mere være muligt, fordi det vilde kræve altfor umenneskelige Ofre. Det har Franskmændene ogsaa erfaret i Begyndelsen af Krigen, da de angreb de tyske Stillinger ved den lothringske Grænse.

Nu ligger, saa vidt vort Kendskab naar, Forholdene saaledes: Først trak Tyskerne sig tilbage til Aisneflodens Bredder for der at afvente og slaa Franskmændenes og Englændernes Angreb tilbage. Efter at det var sket, gravede de tilbageslaaede Fjender sig ned i Jorden paa den anden Side, og her afventede de saa det tyske Angreb. Jo længere Slaget varer, des fastere forskanser Vedkommende sig, og kun Artilleriet kører over den af Lig overstrøede Flade. Men hvad der ligger mellem de 2 hære, er i stadig Dødsfare. Det er byen Reims’ Skæbne.

Desværre er ogsaa den vidunderlig skønne Katedral i Reims bleven draget med ind i Kampen. Jeg kender den godt og har for dens Skyld opholdt mig flere Dage i Reims. Den har samme høje Værd som Domkirken i Strasborg, og overgaaes i Skønhed og Størrelse af ganske faa Kirker paa hele Jorden.

At en eller anden tysk Artilleriofficer kunde have haft til hensigt at ødelægge dette historiske Minde, er fuldstændigt udelukket. Dertil kom, at Hærledelsen endog havde give særlig Befaling til at skaane Katedralen. Der vilde sikkert ikke være hændt den noget, og den vilde være kommen ligesaa godt fra Byens Belejring som Strasborg Domkirke i 1870, hvis ikke Franskmændene havde benyttet Katedralen til Artilleridækning og Militæriagttagelsespost. De er efter vort Hovedkvarters sikkert paalidelige Meddelelser Skyld i deres bestemmelige Kroningskirkes Ulykke. Det staar fast, at Tyskerne en kort Tid havde besat Amiens, Soissons, Beauvais og Loos eller endog havde den i Besiddelse, uden at der skete disse Byers væsen ligesaa beundrede Domkirker det allerringeste.

Medens begge Hære altsaa ligger overfor hinanden, vil der fra begge Sider blive gjort Omgaaelsesforsøg. Franskmændene søger Nord for Paris at komme udenom vor højre Fløj; men de er bleven vist tilbage i haarde Slag. Derved har Tyskerne maattet trække sig noget tilbage fra deres Forposter, men holder Linjen paa Oise-Flodens højre Bred. Tyskerne forsøger derimod at trænge frem mod Øst ved Fæstningerne Verdun og Toul og beholder Spærreforterne mellem de to Befæstninger. Hele Verdens Nationer har deres Øjne rettede mod denne Kamp, thi her drejer det sig om den største verdenshistoriske Afgørelse.

Imidlertid hviler Hærene i Øst sig ud efter Kampene. De tyske Sejre i Østpreussen er af en uhyggelig Kraft. Som Danskerne ved, har Rigskansleren meddelt til Ritzaus Bureau, at der er omkommet 150,000 Russere ved Tannenberg og i de masuriske Søer. Dertil kommer de 90,000 Fanger i dette Slag. Endnu aldrig er en Hær vel bleven saa ødelagt i et Feltslag. Man tror, efter hvad vi hører, i St. Petersborg, at Generaloberst v. Hindenburg, Sejrherren i Østpreussen, fortsætter Marchen mod Warschau, og det er muligt, at denne Tro er rigtig.

Med særlig Tilfredsstillelse har man erfaret i Tyskland, at Undervandsbaaden “U9” har bragt 3 engelske Krydsere til at synke. Det viser, at den yngre tyske Flaade kan tage Kampen op med den vældige, ældre Sømagt, og at det ikke blot er Kvantiteten, som er det afgørende. Ved at blande sig ind i det europæiske Krig, har England tilføjet alle Landes Verdenshandel en umaadelig Skade og har sat sin store Anseelse som Sømagt på Prøve. Vi vil videre faa at se, hvad begge Flaader formaar.

I det Indre af Landet gaar Arbejdet hos os roligt videre. I Luksus- og Eksportindustrien er der naturligvis Arbejdsløshed, men den er ikke saa stor, som vi var bange for. Alle Myndigheder anstrenger sig for at skaffe de Arbejdsløse Beskæftigelse. Der opføres offentlige Bygninger og graves Kanaler. Den gode Vilje er overalt til Stede, og det er en stor Saf. Man indretter sig paa, ogsaa at kunne holde en lang Krig.

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Vi gengiver i Dag yderligere et Udtog af et Brev, dateret den 11. September, som en Alsinger har skrevet til sit hjem.

“—-Vi kører den ene Dag efter den anden og ved ikke selv, hvor vi kommer hen og hvor vi skal bivuakere. I Gaar maatte vi op af Søvnen Klokken 12 Nat og skulde straks rykke ud; vi kørte saa til Klokken 3-4, fik en Kop Kaffe, læssede Havren og Konserves af vore Vogne og kørte videre hele Dagen, holdt mange Timer paa Vejene, fordi vi ikke kunne komme frem for Tropperne, spiste Æbler og hvad Frugter vi kunde faa fat i, og kom først i  Bivuak Klokken 7 Aften.

Først nu blev der Tid til at lave lidt Mad, som bestod i kogte Kartofler, kogt Kød af Daaserne og Kaffe og Brød. Vi har ikke faaet Brød udleveret den sidste Uge, Infanteriet har ikke haft Brød i 10 Dage. De har ude i Skudlinjen stadig kun haft Kiks.

Jeg ynker de stakkels Infanterister, hvor de ser ud! Og saa kan de ikke en Gang faa varm og nok Mad. Der var en fra Holm, som vi fik op at køre; han fortalte mig om Slagene fra de sidste Dage. Det gaar frygteligt til. Han var næsten helt forkommen. Jeg gav ham Fedtebrød, Vin og Snaps, aa hvor han dog blev lykkelig! Han havde i Slaget været sammen med J. Valentin fra Hagenbjerg, som var bleven saaret, med Hans Lorensen fra Hagenbjerg, som var værre saaret, med Peter Krogh fra Oksbøl, der blev ramt af en Granatstump, dog ikke saa slemt, og med Math. Nissens Søn fra Brandsbøl, som var kommen godt fra det. Bageren, som var i Hagenbjerg til August, talte jeg ogsaa med. Han kørte ogsaa med os og var endnu uskadt, men havde været med Søndag den 6. September, da det gik haardt til. Jeg talte ogsaa i Gaar med Peter Hansen fra Aabenraa, han fik lidt Vin at drikke hos mig. Naar vi holder roligt paa Vejene og Tropperne marcherer forbi, kan man nok hilse et Øjeblik paa dem, man kender. De kommer forbi i Tusindvis, Artilleri og Infanteri.

Ja det er den første Krig vi Yngre oplever og vi vil haabe, at det ikke maa ske mere i vor Tid eller nogensinde mer. Nu vil jeg slutte, da vi skal afsted over Middag. Vi ligger i Bivuak ved Foden af et stort, smukt og mægtigt Slot. Jeg vedlægger et Kort af det”.