Tag-arkiv: løn

28. maj 1918 – Mathias Damm: “… her i Tyskland forslaar Lønningen ikke”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren den 28.5.18

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 22. Du skriver at i har modtaget Penge, men ikke hvor mange, og heller ikke om der har staaet paa Afsnittet af Anvisningen, hvad det var for, de mange, som Du skriver, kan jeg nok tænke mig, men de 6 M ikke, hvis det var 7 vilde jeg tro at det var min Lønning fra 1 Mai og den har faaet i Sedan den Dag jeg kom hertil. Forhaabentlig faar jeg Besked naar, Du skriver igjen. At det ikke gaar som 1915, da jeg krævede Feldweblen for mine penge og da havde i dem længst hjemme.

Jeg har da skrevet eder fra Noyon at jeg havde samlet en Del Kobber og Messing sammen og nogle Faareskind, og afleveret paa Samlepladsen og haabede at faa findeløn, Kvitteringen derfor har jeg fra Sedan sendt Feldweblen, med Bøn om at sende eder Pengene, hvis det gav nogle. At i nu er forbavset, kan jeg godt tro. Godt at jeg de sidste Dage i Felten har tjent nogle, thi her i Tyskland forslaar Lønningen ikke. Jeg skal nok forlange i Tide hvis jeg bruger. Foreløbig har jeg nok.

Jeg var igaar for første Gang ude at spadsere lidt. Det gik storartet og idag mærker jeg intet til, at det har skadet. Idag er Veiedag igjen, 144 veier jeg nu, der maa nok alligevel være Kraft i Marmeladen. Jeg spiser jo ogsaa som en Akkord-arbeider. Hovedsagen naar der blot er nok at spise af og det er der for det meste. Jeg har i disse Dage snart mere Smerter i Armen end i Benet. Det var for otte Dage helt tør og ved at komme Skind over og nu er det atter som før og saa kommer der stadig smaa Frænner og Blærer rundt om og de er værre end alt andet. Nu er det i Benet snart bedre, Jeg kan ikke rigtig forstaa det, naar der er en Splint deri er det sært det heles og er der ingen deri hvordan bliver det saa stort et Saar og saa dyb som det var i Førstningen. Naa Lægen skal jo nok vide det, det maa jo staa i Papirerne fra Sedan. Idag kommer Undersøgelses Kommissionen fra Ulm og rydder op. –

Ser at Bierne atter har Nykker i Aar. Det Skidt. Jeg gad nok vide, hvad de feiler. C. A. har vel havt et tomt Hus staaende, da Du skriver, de fløj ind. Saa er det jo ikke saa sært, at de flyver væk. Det var ærgeligt nok. Det bedste var at tage Bier og Hus eller Kube, hvad de er i. I kunde jo betale det, men lovligt er det ikke at have tomme Huse staaende, naar i melde det, fik de noget paa Kasketten. Nu haaber jeg idag at modtage noget mere fra eder thi jeg gad nok vide lidt bedre Besked om alting. Slutter nu med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Vi spaserede igaar 4, to med et stivt Ben, Mand med 6 Kæppe. Jeg mente, det var vel Tysklands sidste Haab, naar vi kom med vore Stokke.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

25. februar 1918: Frederik Tychsen – Spande reddes op af brønden

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Der var en uhyre dyb brønd ved det gamle slot. Den var bygget af granitsten og målte ca. 3 m i gennemsnit (diameter). Her skulle vi hente vand, og vi trak det op i en spand, der hang i enden af et langt tov. Der var også en krog i enden af tovet, og da en del med lidet praktisk sans nøjedes med at hænge spanden over krogen, tabte de spanden i vandet. Sådan tabte Johan Vinkler begge de spande, som hørte til vor stue i brønden. Han blev ganske vist skældt ud af alle mand, men det bragte os ikke spandene tilbage.

 Vi androg om at få et par andre spande, men det kunne vi ikke få, vi kunne komme til at betale dem, vi havde mistet. Der var altså ikke andet for end se at få spandene op på en eller anden måde. Vi lavede en plan. Der skulle en mand ned i brønden, han skulle sidde over skrævs på tværpinden, der var i enden af de lange kanontove, fires langsomt ned, og ved hjælp af en lang stang med en forsvarlig krog på enden, skulle han så trække spandene op.

 Vi havde i forvejen målt vandstanden, der androg sig til 2 – 3 m., vi havde også haft et lys nede i brønden og konstateret, at ingen giftige gasarter forefandtes. Det var en middagsstund i klart solskin, Karl Skurnia ville nok stige ned i brønden, og alle de andre skulle fire i tovet, medens jeg overtog kommandoen. Med stangen i hånden satte Skurnia sig over tværpinden, og langsomt sank han dybere og dybere. Det varede dog ikke ret længe, før han råbte “holdt”, det var disse granitstene, der hang så truende over hans hoved, – der gjorde ham bange. Men det nyttede ikke noget, han måtte helt ned, nu da vi var kommet så vidt.

 Han skændte og bandede, truede med klø, men der var intet at gøre, han måtte sørge for at få et par spande med op. “Holdt” råbte han, ”jeg er nede ved vandet” men det passede ikke, og havde blot dette til følge, at da han virkelig var ved vandet, troede vi ham ikke, vi fik ikke standset rettidigt, så han fik benene i vandet, men da han begyndte med at plaske, kunne vi høre det.

Karl Skurnia var imidlertid blevet meget vred, men det nyttede ikke noget, at han nægtede at bestille noget, vi havde mere tid end han, og lidt efter lidt begyndte han at søge med stangen, og dette var ikke uden resultat, han fik fat i den ene spand efter den anden, og inden vi trak ham op, havde han fået fat i elleve spande, nogle var lidt rustne, men de var gode nok til almindelig brug. Da Karl kom op, var han både våd og vred, men vreden gik hurtigt over, og han tog så noget andet tøj på.

 Vi skulle kun bruge to spande, de 9 solgte vi for 1 Mark pr. styk, og pengene delte vi. Det blev jo ikke nogen stor kapital til den enkelte, men dog bedre end ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. december 1917. H. C Brodersen bruger alle sine penge og skal sørge for transport til Tyskland.

Senest ændret den 4. december 2020 8:55

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Der  er  købt  ind  for  alle  Penge  og  mere  til. Enhver  har  vist en  større  Regning,  han  ikke  tænker  paa  at  faa  betalt.  „Dos­mere”,  erklærede  Løjtnanten,  da  vi  bad  ham  om  Lønningsforskud,  „hvad  bruger  I  Penge  til, naar  I  har  en  Kappe,  som I  kan  hænge  omkring  Skuldrene.” 

Jeg  tør  ikke  paastaa,  at jeg  forstod  ham  rigtig,  men  der  var  mange,  der  løb rundt  paa Gaden  med  en  „Pukkel”,  som  ikke  var  helt  symmetrisk. 

— I  Aftes  fik  jeg  Ordre  til at  sørge  for  et  Par  Vogne,  der  skulde  befordre  Bagagen  til  Banegaarden,  og  i  Morges  Klokken 6  stillede  de  allesammen  med  deres  Bagage.  Der  blev  hele  3 Vognlæs,  og  paa  Banegaarden  blev  det  hele,  der  var  forsynet med  Navnet  paa  Ejermanden,  ladet  i  et  Par  Vogne,  der  var tilsluttet  det  Tog, der  skal  føre  os  tilbage  til Tyskland.

Turen hjemad  gaar  samme  Vej,  som  vi  er  kommet,  og  vi  er  for Øjeblikket  ved  at  køre  ud  fra  Udine.

 

11. oktober 1917 – Mathias Damm: “Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 11 Okt 17.

Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d 4 og Pakke 17 som jeg har modtaget. Jeg har været ved Tandlægen og faaet en Tand udtrukket. Derfor har jeg ikke faaet skreven i et par Dage. Den havde kvælet mig i 14 Dage nu. Saa jeg havde rigtig Nenne til den. Det er ellers en lang Vei nu, slank væk 6 Timer, og det er vist sjælden nogen gaar saa rask som jeg. Jeg har jo nu ogsaa faaet de gamle Stillinger at se ved samme Ledighed, hvad jeg ønskede mig. Men hvordan det ser ud, vil jeg ikke skildre jer.

Jeg fandt ogsaa en Kamerats (fra 3 Comp) Grav, han var indtil Dato “vermisst”. Og saa er hans Grav endda ved Siden af Veien. Hvem der har begravet ham er jo ikke godt at vide, men nogle Fæhoveder maa det da være. Det kunde aldrig falde mig ind at begrave en, uden at gøre Melding derom.

Jeg har læst det om Aargangen 69-70. Det maa komme alle tilgode, naar det bliver gjennemført. Af de to Aargange er der ingen mere i Fronten. Men det er jo endnu et Spørgsmaal, om det bliver til noget. Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig, og kommer naturligvis for alle. Det er jo ogsaa i Gange at vi skulle faa mere Lønning. Saa faar jeg jo 40 Prosent = 2,12 M. mere. Fader og R foreløbig 20 Prosent eller 1,06 M mere. Det er ogsaa fornuftig nok. Hvorfor skal de 14 Dages Rekrutter have ligesaa meget som dem der er tre Aar i Krigen. Og naar det saadan bliver inddelt, har Krigsgefreiteren og Krigsunderoffisererne ikke saa megen Fordel frem for os. Det har ogsaa ærgret saa mange gammel Kriger, naar de 4 Ugers Soldater er bleven befordret og faar mere Lønning. Thi det er blot Lønningen, der trækker.

Det er nu snart Kaffetid. Jeg vil derfor slutte med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)