Tag-arkiv: heimatschuss

30. marts 1918. To timers “Kaiserschlacht” og et “Heimatschuss” …

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og tildelt Regiment 464. I foråret 1917 kom han til Vestfronten.

I løbet af vinteren blev vor division efterhånden forstærket med nyt og meget ungt mandskab, så den kunne være klar til den store forårsoffensiv – kejserslaget – som tyskerne havde ventet sig meget af.

De havde koncentreret store styrker bag fronten og håbede på at kunne knuse fjenden ved en sidste kraftprøve. Inden storangrebet satte ind, var vi kommanderet til gudstjeneste med altergang, og omkvædet af præstens tale lød: » Wir werden über sie herfallen wie ein Sturmwind und sie zerschmettern«, men det går jo ikke altid efter, som præsten prædiker – og denne gang heller ikke.

Vi gik altså frem på fronten foran St. Quentin den 21. marts 1918 i den tidlige morgenstund. Efter en kraftig trommeild, der havde varet alle nattetimerne igennem, myldrede de tyske styrker frem i et massivt fremstød, løb englændernes første linjer over ende, hvorefter det gik i stormskridt over det åbne terræn i baglandet, indtil vi ved den store jernbanedæmning mødte kraftig modstand og blev standset der for en tid.

Jeg var kun med i to timer, inden jeg blev såret af en lille granatsplint i låret, og jeg var straks klar over, at jeg havde fået et regulært »Heimatsschuss«, så jeg kastede geværet og al anden overflødig udrustning bort, hvorefter jeg skyndte mig hen til en saniteter for at blive forbundet.

Derefter gjaldt det tilbagemarch til St. Quentin for at blive transporteret til en »Krankensammelstelle«, der i mit tilfælde blev Wattinge-kasernen i Maubeuge, hvor det vrimlede med letsårede, der ventede på transport til Tyskland, men det varede ni dage, inden der skete noget, og i den tid måtte vi selv klare os så godt eller dårligt, som vi kunne.

Endelig den 30. marts arriverede et godstog, som medførte kreaturvogne forsynet med lidt halm i bunden, men ellers ingen yderligere bekvemmeligheder for os.

Vi kørte igennem Ardennerne og langs med den skønne Moseldal, men der blev kun lidt lejlighed til at nyde udsigten under kørselen. Kun glimtvis kunne vi titte gennem en kun lejlighedsvis åbnet dør, og der var altid trængsel ved samme, da mange ville se og nyde det skønne syn, men til sidst nåede vi da frem til Koblenz.

Vi var en flok på ca. 20, der fortsatte kørselen langs bifloden Lahn til Oberlahnstein, hvor vi anbragtes i et såkaldt »Teillazaret« og blev der »betreut« af to blide katolske søstre og en sygepasser. Aldrig har jeg under hele min krigsdeltagelse haft så dejlig en sommer, og det både med henblik på pleje, men også hvad forplejning angik.

DSK-årbøger 1971

19. september 1917. Ved Verdun: Døden indhenter løjtnant Knutz

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Den 19. september om aftenen – den dato vil jeg altid huske – kom der en ordonnans fra bataljonen med ordre til, at vi omgående skulle afløse et andet MG-kompagni, som havde haft så store tab, at de ikke kunne betjene deres geværer mere.

Løjtnant Knutz protesterede og mente, at der måtte foreligge en fejltagelse. Han begav sig til bataljonen for at få sagen opklaret. Men der var intet at gøre til trods for, at han fremhævede, at også hans kompagni var underbemandet. Der var kun fire mand til hvert gevær.

Lidt efter kom han tilbage, og jeg kan endnu huske ord til andet, hvad han sagde til os: “Ja Kinder, wir müssen los, da hilft alles nichts, die haben die Hosen voll” (Ja folkens, vi må af sted. Der er intet at gøre. De er skideangst).

Om han mente bataljonsstaben eller det kompagni, som vi skulle afløse, forblev uopklaret, måske mente han begge dele.

Situationen fremkaldte nogle drøje kommentarer fra mandskabet, men dem skal jeg lade være med at gengive.

Ikke alt for hurtigt gjorde vi os klar til afmarch.

Fra det kompagni, som vi skulle afløse, var der ankommet nogle folk, der skulle agere vejvisere for os, da det ellers ville være så godt som umuligt i nattens mulm og mørke at finde de “Stollen”, som vi skulle besætte. De lå i et område, hvor vi endnu ikke havde været.

Første deling, der havde en løjtnant som leder, tog først af sted. Efter et kvarters forløb var anden deling på tur, den blev ledet af en Vizefeldwebel.

Tredje deling, hvortil jeg hørte, havde også en Vizefeldwebel som leder, men samtidig sluttede kompagnichefen, løjtnant Knutz, sig til os sammen med sin ordonnans og sanitetsunderofficeren.

Den dag i dag kan jeg ikke forstå, hvorfor løjtnant Knutz den nat gik med op på højde 344, men der er vel noget, der hedder skæbne. – Det var almindelig kutyme, at kompagniføreren for MG-kompagniet opholdt sig hos bataljonsstaben.

(fortsættes under billedet)

Ude i forreste linie måtte han ligesom alle vi andre opholde sig i en bestemt “Stollen” dagen lang, og forbindelse med de to andre delinger var udelukket, så længe det var lyst. Fra bataljonsstaben kunne han ved hjælp af stabens telefon og ordonnanser meget bedre orientere sig om, hvordan det stod til ude i forreste linie.

Jeg kan tænke mig to grunde til, hvorfor han den nat gik med os ud i dette helvede. For det første har han nok haft et sammenstød med bataljonen, fordi vi mod alle regler var blevet udkommanderet. Vi var sikkert lige så underbemandede som det kompagni, vi skulle afløse.

For det andet havde vi på dette tidspunkt en helt uduelig leder ved tredje deling. Og det vidste løjtnanten. Han har derfor sandsynligvis kun villet forsikre sig om, at vi nåede frem til vort bestemmelsessted i god behold for derefter sammen med sin ordonnans at vende tilbage til bataljonen.

Han havde ikke taget oppasser med, og det taler for, at denne formodning er den rigtige. Hans omsorg for sit mandskab var velkendt, og derfor var han også meget afholdt, ikke mindst af de gamle “rotter”.

Optakten til turen var ikke særlig opmuntrende for tredie deling. Vi stod uden for opholdsrummet og ventede på ordre til afgang.

Underofficer Weil – det var ham, hvis næse jeg havde reddet fra forfrysning i Galicien – sagde i et anfald af galgenhumor: “Hier werden Heimatschüsse entgegengenommen« (Her modtages hjemsendelsesskud).

Aldrig har jeg set et ønske blive så hurtigt opfyldt, for han havde knap nok udtalt ordene, så “kreperede” en brisant-granat mindst 100 meter borte, og en splint suste ind i flokken og traf Weil i skulderen. Han gik på halen, men kom ret hurtigt på benene igen. Det var et såkaldt “Steckschuss” og ikke farligt – netop sådan et skud, som han lige havde ønsket sig. Han blev forbundet af “lille Franz” – det var sanitetsunderofficeren, der ligesom løjtnant Knutz var mellem 1,90 og 2 meter høj.

Vi gratulerede Weil med hans “Heimatschuss” og spurgte, om han ikke også kunne bestille et til os. “Nej nej, kammerater – das ist eigene Angelegenheit des Empfängers (Det må enhver selv sørge for), men nu held og lykke på turen, jeg skal nok bestille plads til jer på lazarettet.”

Jeg for mit vedkommende blev lidt tavs. Det var atter en af de gamle, gode kammerater, der forsvandt, og uvilkårligt tænkte man på, hvornår turen kom til én selv.

Omsider kom vi af sted; jeg havde fået ordre til at overtage Weils gevær.

Vi var knap nok nået ned i slugten, da vi mødte de første sårede fra første og anden deling. Der var ikke tid til at standse op; i hurtigløb gik det videre, og vi nåede alle sammen gennem slugten og et lille stykke op ad skråningen på den anden side.

Dér smed vi os ned et sted, hvor v i havde nogenlunde dækning for at få vejret efter anstrengelsen. Vi havde vel ligget der i en fem til ti minutter, da løjtnant Knutz mente, at vi hellere måtte se at komme videre. Min ven Richard bad om, at vi måtte blive liggende et par minutter endnu, og det fik vi lov til.

Endelig gik det videre, men vi var vel kun kommet ca. 100 meter længere op ad skråningen, så haglede shrapnel-kuglerne os om ørerne, og vi forsvandt som lyn i granathullerne. Efter et par salver af samme sort, blev der atter lidt ro. Der gik fem minutter. – Der gik ti minutter, og stadig kom der ikke ordre til at fortsætte.

Jeg blev urolig. – Da løjtnanten og “lille Franz” var gået lige foran mig, måtte de være i nærheden. Jeg kravlede op af mit hul, og fik straks øje på Franz et par meter længere fremme, hvor hans hoved ragede op af et granathul.

“Hvor er løjtnanten, Franz?” spurgte jeg. “Er ist tot – Kopfschuss” (Han er død – ramt i hovedet) – svarede han.

Selv om man var vant til lidt af hvert, kom det dog som et chok, at den “Lange” var død, og jeg anede samtidig, at vi nu var uden ledelse. Dette fik jeg hurtigt bekræftet, idet Franz meddelte, at Feldweblen og vejviseren var gået bort for at finde den “Stollen”, hvor vi skulle hen. Vejviseren hævdede, at han under skydningen havde mistet orienteringen. Det kunne være sandt, men det kunne lige så godt være løgn, og dét mente jeg, at det var.

Richard, der også var blevet urolig over ventetiden, kom kravlende hen til os, og da han fik at vide, hvordan det hele stod til, var vi rørende enige om, at Feldweblen fik vi ikke at se mere denne nat, for fandt han først ned i en “Stollen”, kunne ti vilde heste ikke slæbe ham ud igen. Vi kendte kun fyren alt for godt, det var ikke første gang, han lod sine folk i stikken. Vi erkendte situationens alvor og handlede derefter; – det var for resten heller ikke første gang.

Da det ikke ville vare ret længe, før det begyndte at lysne i øst, var der ingen tid at spilde, v i måtte i gang med at søge videre på egen hånd. Vi fik resten af delingen på benene – en tre-fire stykker, der var blevet sårede, var allerede forsvundet bagud – og begyndte nu at søge i den retning, v i mente var den rigtige.

Heldet fulgte os endnu engang, og det havde vi så sandelig også brug for, thi fandt vi ikke i “hus” inden alt for længe, var udsigterne mørke, endda meget mørke. Pludselig snublede jeg over et eller andet og faldt på hovedet ned i et mægtigt krater, hvor jeg havnede oven på en vagtpost. Det viste sig, at der fra bunden af krateret var indgang til den “Stollen”, hvor anden deling af vort kompagni var placeret.

Det var jo unægtelig ikke dér, vi skulle være, men da delingens fører fik at vide, at løjtnant Knutz var faldet, og at vor Feldwebel samt vejviser var forduftet, og da det ydermere var ved at blive lyst, kunne han nok indse, at vi var nødt til at blive, hvor vi var.

Det viste sig senere, at Feldweblen – der for øvrigt var officersaspirant – sammen med vejviseren ganske rigtig havde fundet frem t i l det sted, hvor v i egentlig skulle være. Men ingen, heller ikke Feldweblen, havde mod til at vende tilbage for at hente os. Man overlod os til vor skæbne.

Det var ikke blide ord, der senere faldt i den anledning. Det var ikke Feldweblens skyld, at stumperne af delingen blev reddet.

Feldweblen må kort tid efter være kommet bort fra kompagniet, jeg kan ikke mindes, at han lavede flere ulykker. Måske blev han såret eller syg, eller som en tredje mulighed – sendt på officerskursus.

Løjtnant Knutz havde vi måttet lade ligge, hvor han faldt. Vi havde simpelt hen ikke mandskab til at transportere ham tilbage, og materiellet var vi nødt til først at bringe i sikkerhed.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. september 1916. Vand og pløre ved St. Quentin

Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.

Vi blev omsider trukket ud af fronten ved Arras og blev indsat ved St. Quentin. Byen lå i frontlinien. Den var slet medtaget, mange huse skudt i grus.

Jeg var sådan set ikke ked af frontafsnittet her, for her fandtes dog nogenlunde skyttegrave, og dækninger var der også;  men da der indtrådte en regnperiode, blev graven hurtigt et søle og næsten ufremkommelig. Vandet silede ned ad brystværn og rygdækning, og den opblødte jord fulgte med. Ofte var pløret i bunden af graven op til 40 cm dybt. Vi måtte dag og nat skovle pløret ud. Englænderne, der lå over for os, var flinke. De forstyrrede os ikke. De var nemlig ude for dén samme ubehagelighed og fulgte vort eksempel. Vi forstyrrede naturligvis heller ikke dem …

Det skete dog under en skudveksling, at en af mine kammerater blev ramt af en geværkugle i halepartiet. Vi syntes, han var meget heldig, for han kunne nu forlade den opblødte skyttegrav, og han kunne  regne med at blive indlagt på et lazaret i Tyskland, ja, han kunne oven i købet engang komme hjem på orlov.

Men hos os gik granaterne vedblivende hen over vore hoveder, om
natten steg og sank lyskuglerne i et broget fyrværkeri, geværer affyredes, og maskingeværerne knaldede. Og så måtte vi om natten tilbage for at hente proviant. Feltkøkkenet stod inde i St. Quentin, og vi havde en lang og streng og farlig vej at gå. Maden blev naturligvis kold, inden vi nåede ud i skyttegraven med den.

Der var dog et gode ved stillingen her. Vi havde, så utroligt det lyder, elektrisk lys i vor understand. Det havde jeg aldrig oplevet.

DSK-årbøger 1961

1. august 1916. Verdun: “Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk”

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Så var det morgenen den 1. august. Præcis klokken fire – alle formationer havde fået deres ure stillet – startede angrebet.

Himlen blev rød over det hele, og af hundreder af kanonrør spyedes der ild på de franske stillinger. Også minekasterne, som stod i en lang række bag den tyske skyttegrav, sendte deres 200 punds frugter af sted, og snart var alt indhyllet i røg og støv.

Der kunne da ingen slippe levende ud af det ragnarok, tænkte jeg. –

Jeg havde frivagt fra klokken otte og havde lagt mig til at sove i vor lille dækning, men jeg vågnede ved, at det med et blev stille, og jeg så en skare franskmænd komme over imod os.

Da var stormangrebet i fuld gang, thi alt var gået planmæssigt; det var nemlig fanger, der arriverede, og som skyndte sig ud af ildlinjen.

Noget efter begyndte også de letsårede at myldre forbi os. En af de første var Hans Bøjskov fra Rønshoved. Jeg ser ham endnu komme springende ned ad skrænten med venstre hånd forbundet og råbende i forbifarten: »Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk«, og borte var han.

Snart kom der dog flere, og de var værre medtaget, men alle flyttede sig dog så hurtigt, de nogenlunde kunne. Blandt disse mindes jeg en ung franskmand, der gik alene og ikke evnede at løbe for et skud i siden; vi gav ham noget at drikke og viste ham den korteste vej tilbage.

Ebbesen_vand_mindre
Johannes P. Ebbesen: To soldater drikker vand (Museum Sønderjylland)

Snart begyndte franskmændene dog at komme til kræfter igen, og så var det alt andet end hyggeligt for os. Oppe i stillingen så det forfærdeligt ud. Selvfølgelig var der ikke skyttegrave mere, kun granathuller og fordybninger, som soldaterne selv havde gravet. Den eftermiddag mistede 5. kompagni halvdelen af sit mandskab, men stillingen blev holdt.

DSK-årbøger 1970

16. juni 1916. Et nervevrag: Kravlede på alle fire.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heimatschuss”

Et par nætter derefter arbejdede vi atter sammen, og da var Jørgen mere »heldig«, han fik en kugle gennem den ene arm, og var ovenud lykkelig .

Jeg har ikke truffet Jørgen senere, men jeg håber, at han stadig har været »forfulgt« af lykken, og er kommet nogenlunde helskindet hjem. Han var en god kammerat og i besiddelse af et godt humør og – for at sige det populært – fuld af »fup«.

En nat, før han blev såret, var vi sammen på forpost og sad i samme jordhul, hvor der lige var plads til to mand. Den underofficer, der denne nat skulle kontrollere forpostkæden, var lige kommet fra garnisonen og havde ikke før været ved fronten. Han var overnervøs og nærmest umulig. Hvor alle andre gik oprejst, der kravlede han på alle fire.

Da han denne nat kom til vort hul, kunne Jørgen selvfølgelig ikke holde sig i skindet. Pludselig hviskede han »Se der, se der,« og pegede i retning af en rugmark ca. 50 meter foran os, »en russisk patrulje!«

Jeg var klar over, at det var et af Jørgens »numre«, men underofficeren sprang med et sæt ned i hullet til os, hvor der dårligt var plads til to, langt mindre til tre. Til trods for, at vi begge to bedyrede, at det med patruljen havde været en fejltagelse, var det os umuligt at få manden ud af hullet igen.

Han lod de andre poster passe sig selv og blev i hullet, til vi blev afløst. Han kravlede så på alle fire, til vi nåede vore pigtrådsspærringer, først da kom han på højkant og fortsatte i løb, til han nåede skyttegraven.

Jørgen grinede højlydt – og jeg da for resten også, for det var et kosteligt syn. Men bagefter var vi enige om, at det var synd for manden, han var jo et nervevrag. Efter kort tids forløb, blev han også sendt bort, han var ubrugelig.

Jørgen grinede højlydt – og jeg da for resten også, for det var et kosteligt syn. Men bagefter var vi enige om, at det var synd for manden, han var jo et nervevrag. Efter kort tids forløb, blev han også sendt bort, han var ubrugelig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

15. juni 1916. Tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heldige skud”

Da regimentet havde fået udhvilet, blev det beordret til at bygge en skyttegrav over et engdrag. For grundvandets skyld måtte skyttegraven bygges oven på jorden. Hver nat blev halvdelen af styrken sat til dette arbejde, som viste sig at være endda meget farligt.

Russerne kunne selvfølgelig om dagen konstatere, at der blev arbejdet om natten, og holdt engen, der var ca. 200 meter bred, under en vold som geværild hele natten igennem. Arbejdet bestod i at grave græstørv og stable dem oven på hinanden, så der blev en vold i mandshøjde.

Den første nat, jeg var med til dette job, arbejdede jeg sammen med en anden sønderjyde, hvis navn var Jørgen. Han var en gemytlig fyr og dejlig at arbejde sammen med. Pludselig smed Jørgen spaden og svor en dyr ed. Det viste sig, at han havde fået et strejfskud i den ene tommelfinger.

Skaden var imidlertid ubetydelig, det så nærmest ud, som om han havde brændt fingeren en smule. »Det var da som pokker,« udbrød han, »en halv cm tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss« (hjemsendelssesskud)«.

Den næstfølgende nat arbejdede vi atter sammen, og Jørgen var atter heldig – eller uheldig om man vil. Han faldt pludselig om og tog sig til skinnebenet. Jeg fik ham slæbt i læ bag volden, trak støvlen af ham, men kunne intet sår finde, kun en stor blå plet var synlig på skinnebenet.

»Det var strejfskud nr. to,« var Jørgens kommentar, »Gud ved, hvad der sker tredie gang?« Da han ville trække støvlen på igen, var der noget, der trykkede inde ved tæerne. Han trak atter støvlen af, stak hånden ned i den og halede en geværkugle frem.

Nu kan man jo med rette spørge, hvordan dette kunne gå til? Svaret er ligetil, på et givet tidspunkt går farten af enhver kugle, og den får en nedadgående bevægelse. I dette tilfælde var kuglen gået gennem et læg i Jørgens bukseben lige oven for støvleskaftet. Ved den nedadgående bevægelse var den gået imod støvleskaftet indvendig. Den havde ikke haft kraft til at gå gennem læderet og var så faldet ned i støvlen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

9. juni 1916. Heimatschuss: “Slut med forstillingen Jacob, hjemmet i sigte.”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En ordenlig forskrækkelse”

Jeg måtte tit i de kommende år tænke tilbage på Claus og hans ord, for de viste sig at være rigtige. 

En af de følgende nætter, da vi atter bar »ryttere« frem, fik Claus en kugle gennem overarmen. Trods det, at kuglen havde beskadiget knoglen, og at det sikkert var meget smertefuldt, gav han – bortset fra en lille ed, da kuglen traf – ikke en klagelyd fra sig; tværtimod, hans kommentar var: »Slut med forestillingen Jacob, hjemmet i sigte.« 

Jeg forbandt armen efter Claus’ anvisning, så godt det lod sig gøre, og udtalte min bekymring over, at knoglen var beskadiget, men det faldt ikke i god jord hos Claus: »Det er netop det fine ved det hele min dreng, hvis det kun havde været et kødsår, ville jeg ikke nå tilbage til Tyskland . Som det er nu, har jeg en stor chance for, at dette kan lykkes.« Jeg måtte uvilkårlig tænke tilbage på bayrerens opførsel, da han blev såret i benet. 

Da Claus og jeg kom tilbage til skyttegraven – han ville nemlig have sine personlige ejendele med sig – tog han afsked med kammeraterne med følgende spådom: »Så vidt jeg kan skønne, har I været her den længste tid. Læg mærke til russernes lyskugler om natten, jeg tror, de er ved at omringe os. Hold jer muntre og på gensyn i Tyskland, nu glider Claus.« 

Jeg så ham aldrig mere, men savnede ham meget. 

Han var en god læremester og beherskede de 5 %, der var nødvendige for at overleve. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

21. februar 1916. Stormen på Giessler-højden ved Loretto

E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.

Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.

Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort  Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.

Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.

Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.

Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«.  De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.

Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.

Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var  det en lang Ventetid.

Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.

Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.

En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.

Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann  Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.

Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb.  Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.

Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live

For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun  faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.

Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.

I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.

I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.

Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.

DSK-årbøger, 1956.

IR163_Angreb_Giessler-Höhe

18. november 1914. “Det var kun et Heimatschuss”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Næste Morgen, d. 18. Nov., atter Fremrykning. Vi havde knap faaet os udhvilet efter den forrige Dags lange March, Uden for Byen modtoges vi af Geværsalver, og efter at vi en Tid lang havde ligget udsværmet, retirerede vi tilbage igennem Zgerz og tog Stilling bag en Banedæmning (Zgerz—Strykov—Lowic).

Her skulde vi ligge som Reserve, men i højeste Alarmberedskab, og ved Middagstid fik vi Ordre til at rykke frem som Forstærkning for Reg. 141.

Paa Vej fremefter saas det, hvor svært det havde været for Kammeraterne at arbejde sig frem; Hul ved Hul, hvori de havde søgt Dækning. Hist og her laa der Uniformsgenstande fra en saaret. Af og til blev Sindet nedstemt ved at gaa forbi en død Kammerat.

Med disse Omgivelser for øje marcherede vi tavse fremad, spændt paa, hvad Dagen vilde bringe. Vi naaede et Stykke Bøgeskov, jeg tror, den eneste Bøgeskov, jeg har set i Polen. Vi sværmede ud, for her blev det pludselig meget farligt; Kuglerne hamrede imod Træstammerne og gik baade paa Kryds og tværs.

Man opdagede, at det var vanskeligt at afgøre, fra hvilken Side man skulde søge Dækning; vi vidste, at disse ,,Querschlägere” var farlige. Ved Siden af mig fik en Vicefeldwebel sit ene Ben revet op af et saadant Bæst, og mens jeg hjalp ham med Forbindingen, klagede han sig jammerligt. Efter at en Sanitetssoldat var kommet til, fulgte jeg Kammeraterne.

Vi naaede ud af Skoven, og nu skulde et Stykke aaben Mark forceres, før vi naaede de første Huse, bag hvilke Reg. 141 laa i Stilling. Disse to tre Hundrede Meter kostede vort Kompagni 2 døde og 7 saarede, og disse var desværre foreløbig afskaaret fra at faa Hjælp. Vi maatte sande, at det var værre at gaa i Stilling i et Kampafsnit end at ligge i Stillingen.

Jeg naaede lykkeligt frem til en Trælade, hvor Kuglerne desværre gik igennem. En Officer raadede til Dækning bag en Halmstak, hvor ingen Kugle gik igennem. Pludselig kom min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson, med Hovedet i Bind for at byde mig Farvel. Han fik ,,Skrammen” — for det var kun et ,,Heimatschuss”, — da han forbandt en anden Kammerat.

Da det begyndte at blive mørkt, forlod han os med et Smil. Hver Gang en Sending fra Artilleriet begyndte at hyle i Luften, løb en Del af os ind i forreste Linie. Vort Artilleri buldrede Natten igennem, hvorimod Fjendens Artilleri svarede med at sende en enkelt Granat regelmæssigt hvert Kvarter, saa vi kunde hver Gang være forberedt, naar Granaten fo’r tæt hen over os, banende sig Vej gennem det stille Snevejr.

Vejret var slaaet om til Frost og Sne. Vi forblev Natten igennem i Skyttegraven, og til Trods for, at der laa døde Kammerater ovenfor, fik man sig alligevel et Par Timers Søvn i Nattens Løb i Bunden af Graven. —

Men Træthed og Udmattelse befriede os for alle Rædsler og tvang os til at sove. Man kunde falde i Søvn i alle mulige Stillinger, en Pæl at læne sig til var tilstrækkeligt.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Operation af såret ca. 1916-1918. Fotograferet af læge Hans Lorensen, Bov.