Senest ændret den 17. september 2021 20:26
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.
Den 19. september om aftenen – den dato vil jeg altid huske – kom der en ordonnans fra bataljonen med ordre til, at vi omgående skulle afløse et andet MG-kompagni, som havde haft så store tab, at de ikke kunne betjene deres geværer mere.
Løjtnant Knutz protesterede og mente, at der måtte foreligge en fejltagelse. Han begav sig til bataljonen for at få sagen opklaret. Men der var intet at gøre til trods for, at han fremhævede, at også hans kompagni var underbemandet. Der var kun fire mand til hvert gevær.
Lidt efter kom han tilbage, og jeg kan endnu huske ord til andet, hvad han sagde til os: “Ja Kinder, wir müssen los, da hilft alles nichts, die haben die Hosen voll” (Ja folkens, vi må af sted. Der er intet at gøre. De er skideangst).
Om han mente bataljonsstaben eller det kompagni, som vi skulle afløse, forblev uopklaret, måske mente han begge dele.
Situationen fremkaldte nogle drøje kommentarer fra mandskabet, men dem skal jeg lade være med at gengive.
Ikke alt for hurtigt gjorde vi os klar til afmarch.
Fra det kompagni, som vi skulle afløse, var der ankommet nogle folk, der skulle agere vejvisere for os, da det ellers ville være så godt som umuligt i nattens mulm og mørke at finde de “Stollen”, som vi skulle besætte. De lå i et område, hvor vi endnu ikke havde været.
Første deling, der havde en løjtnant som leder, tog først af sted. Efter et kvarters forløb var anden deling på tur, den blev ledet af en Vizefeldwebel.
Tredje deling, hvortil jeg hørte, havde også en Vizefeldwebel som leder, men samtidig sluttede kompagnichefen, løjtnant Knutz, sig til os sammen med sin ordonnans og sanitetsunderofficeren.
Den dag i dag kan jeg ikke forstå, hvorfor løjtnant Knutz den nat gik med op på højde 344, men der er vel noget, der hedder skæbne. – Det var almindelig kutyme, at kompagniføreren for MG-kompagniet opholdt sig hos bataljonsstaben.
(fortsættes under billedet)
Ude i forreste linie måtte han ligesom alle vi andre opholde sig i en bestemt “Stollen” dagen lang, og forbindelse med de to andre delinger var udelukket, så længe det var lyst. Fra bataljonsstaben kunne han ved hjælp af stabens telefon og ordonnanser meget bedre orientere sig om, hvordan det stod til ude i forreste linie.
Jeg kan tænke mig to grunde til, hvorfor han den nat gik med os ud i dette helvede. For det første har han nok haft et sammenstød med bataljonen, fordi vi mod alle regler var blevet udkommanderet. Vi var sikkert lige så underbemandede som det kompagni, vi skulle afløse.
For det andet havde vi på dette tidspunkt en helt uduelig leder ved tredje deling. Og det vidste løjtnanten. Han har derfor sandsynligvis kun villet forsikre sig om, at vi nåede frem til vort bestemmelsessted i god behold for derefter sammen med sin ordonnans at vende tilbage til bataljonen.
Han havde ikke taget oppasser med, og det taler for, at denne formodning er den rigtige. Hans omsorg for sit mandskab var velkendt, og derfor var han også meget afholdt, ikke mindst af de gamle “rotter”.
Optakten til turen var ikke særlig opmuntrende for tredie deling. Vi stod uden for opholdsrummet og ventede på ordre til afgang.
Underofficer Weil – det var ham, hvis næse jeg havde reddet fra forfrysning i Galicien – sagde i et anfald af galgenhumor: “Hier werden Heimatschüsse entgegengenommen« (Her modtages hjemsendelsesskud).
Aldrig har jeg set et ønske blive så hurtigt opfyldt, for han havde knap nok udtalt ordene, så “kreperede” en brisant-granat mindst 100 meter borte, og en splint suste ind i flokken og traf Weil i skulderen. Han gik på halen, men kom ret hurtigt på benene igen. Det var et såkaldt “Steckschuss” og ikke farligt – netop sådan et skud, som han lige havde ønsket sig. Han blev forbundet af “lille Franz” – det var sanitetsunderofficeren, der ligesom løjtnant Knutz var mellem 1,90 og 2 meter høj.
Vi gratulerede Weil med hans “Heimatschuss” og spurgte, om han ikke også kunne bestille et til os. “Nej nej, kammerater – das ist eigene Angelegenheit des Empfängers (Det må enhver selv sørge for), men nu held og lykke på turen, jeg skal nok bestille plads til jer på lazarettet.”
Jeg for mit vedkommende blev lidt tavs. Det var atter en af de gamle, gode kammerater, der forsvandt, og uvilkårligt tænkte man på, hvornår turen kom til én selv.
Omsider kom vi af sted; jeg havde fået ordre til at overtage Weils gevær.
Vi var knap nok nået ned i slugten, da vi mødte de første sårede fra første og anden deling. Der var ikke tid til at standse op; i hurtigløb gik det videre, og vi nåede alle sammen gennem slugten og et lille stykke op ad skråningen på den anden side.
Dér smed vi os ned et sted, hvor v i havde nogenlunde dækning for at få vejret efter anstrengelsen. Vi havde vel ligget der i en fem til ti minutter, da løjtnant Knutz mente, at vi hellere måtte se at komme videre. Min ven Richard bad om, at vi måtte blive liggende et par minutter endnu, og det fik vi lov til.
Endelig gik det videre, men vi var vel kun kommet ca. 100 meter længere op ad skråningen, så haglede shrapnel-kuglerne os om ørerne, og vi forsvandt som lyn i granathullerne. Efter et par salver af samme sort, blev der atter lidt ro. Der gik fem minutter. – Der gik ti minutter, og stadig kom der ikke ordre til at fortsætte.
Jeg blev urolig. – Da løjtnanten og “lille Franz” var gået lige foran mig, måtte de være i nærheden. Jeg kravlede op af mit hul, og fik straks øje på Franz et par meter længere fremme, hvor hans hoved ragede op af et granathul.
“Hvor er løjtnanten, Franz?” spurgte jeg. “Er ist tot – Kopfschuss” (Han er død – ramt i hovedet) – svarede han.
Selv om man var vant til lidt af hvert, kom det dog som et chok, at den “Lange” var død, og jeg anede samtidig, at vi nu var uden ledelse. Dette fik jeg hurtigt bekræftet, idet Franz meddelte, at Feldweblen og vejviseren var gået bort for at finde den “Stollen”, hvor vi skulle hen. Vejviseren hævdede, at han under skydningen havde mistet orienteringen. Det kunne være sandt, men det kunne lige så godt være løgn, og dét mente jeg, at det var.
Richard, der også var blevet urolig over ventetiden, kom kravlende hen til os, og da han fik at vide, hvordan det hele stod til, var vi rørende enige om, at Feldweblen fik vi ikke at se mere denne nat, for fandt han først ned i en “Stollen”, kunne ti vilde heste ikke slæbe ham ud igen. Vi kendte kun fyren alt for godt, det var ikke første gang, han lod sine folk i stikken. Vi erkendte situationens alvor og handlede derefter; – det var for resten heller ikke første gang.
Da det ikke ville vare ret længe, før det begyndte at lysne i øst, var der ingen tid at spilde, v i måtte i gang med at søge videre på egen hånd. Vi fik resten af delingen på benene – en tre-fire stykker, der var blevet sårede, var allerede forsvundet bagud – og begyndte nu at søge i den retning, v i mente var den rigtige.
Heldet fulgte os endnu engang, og det havde vi så sandelig også brug for, thi fandt vi ikke i “hus” inden alt for længe, var udsigterne mørke, endda meget mørke. Pludselig snublede jeg over et eller andet og faldt på hovedet ned i et mægtigt krater, hvor jeg havnede oven på en vagtpost. Det viste sig, at der fra bunden af krateret var indgang til den “Stollen”, hvor anden deling af vort kompagni var placeret.
Det var jo unægtelig ikke dér, vi skulle være, men da delingens fører fik at vide, at løjtnant Knutz var faldet, og at vor Feldwebel samt vejviser var forduftet, og da det ydermere var ved at blive lyst, kunne han nok indse, at vi var nødt til at blive, hvor vi var.
Det viste sig senere, at Feldweblen – der for øvrigt var officersaspirant – sammen med vejviseren ganske rigtig havde fundet frem t i l det sted, hvor v i egentlig skulle være. Men ingen, heller ikke Feldweblen, havde mod til at vende tilbage for at hente os. Man overlod os til vor skæbne.
Det var ikke blide ord, der senere faldt i den anledning. Det var ikke Feldweblens skyld, at stumperne af delingen blev reddet.
Feldweblen må kort tid efter være kommet bort fra kompagniet, jeg kan ikke mindes, at han lavede flere ulykker. Måske blev han såret eller syg, eller som en tredje mulighed – sendt på officerskursus.
Løjtnant Knutz havde vi måttet lade ligge, hvor han faldt. Vi havde simpelt hen ikke mandskab til at transportere ham tilbage, og materiellet var vi nødt til først at bringe i sikkerhed.
I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)