Tag-arkiv: faldne saarede

22. februar 1918 – Hejmdal: Brødre-gensyn ved fronten

Senest ændret den 8. oktober 2018 13:01

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Tabte Levnedsmiddel-Kort
Da Begæringerne om Erstatning af Brødkort og andre Levnedsmiddelkort samt Kul- og Petroleumskort, der efter Foregivende er gaaede tabt, stadig bliver hyppigere, gør Magistraten opmærksom paa, at bortkomne Kort af enhver Slags ikke maa erstattes.
    For at forebygge, at Levnedsmiddelkort o. f. v. gaar tabt, tilraader Magistraten indtrængende ikke at sende Børn eller upaalidelige Personer i Byen efter Varer.

Brevcensuren
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der til Trods for de mange Henvisninger til de for Brevcensuren bestaaende Anordninger endnu stadigt af mange Beboere befordres Breve o. f. v. under Omgaaelse af Censuren. Politiforvaltningen gør derfor i de Paagældendes egen Interesse disse opmærksomme paa det strafbare i deres Handlemaade med den Tilføjelse, at der i den nærmeste Fremtid vil blive foretaget uformodede Revisioner af det rejsende Publikum for at se, om nogen skulde være i Besiddelse af Brevskaber, der er blevne unddragne Censuren.

Udsendt Stikbrev
Militær-Domstolene i Rødding har udsendt Stikbrev efter Danselærer Carl Petersen, født den 4. Marts 1876 i Sønderborg, sidst bosat i Adalbertgade 11 i Sønderborg, der mistænkes for Faneflugt. 


Fra Felten


Den 18. Febr. 18.
    Fra Lasaret i Thüringen sendes Venner og Bekendte, hjemme og ude ved Fronten, en venlig Hilsen i Haab om et glædeligt Gensyn i det kære Nordslesvig.
    Jens Callesen fra Søderup.

14. 2. 18.
    Kære “Hejmdal”!
Med Tak fordi du stadig befølger os herude beder vi dig bringe Venner og Bekendte en kærlig Hilsen fra undertegnede to Brødre, som har truffet hinanden i Felten. Paa et godt Gensyn i vore kære Nordslesvig!
    Christian og Andreas Witte fra Nordborg.

Død hjemme
I Søndags Eftermiddags afgik Peter Kunts paa Pugholm ved Graasten ved Døden efter en langvarig Sygdom, som han havde paadraget sig i Krigen. Han blev 32½ Aar gammel.

Saarede
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Johannes Lund fra Kolsnap let saaret.

Forfremmelse
Arbejdsmand Frederik Jørgensen fra Gildegadegang Nr. 8 i Aabenraa, der har været med fra Krigens Begyndelse af og for Tiden ligger i Belgien, er bleven forfremmet til Sergent.
    Kataster-Assistent Johan Bahrt, Søn af Uldspinder Bahrt i Kolstrup ved Aabenraa, der ogsaa staar ved Vestfronten, er ligeledes bleven forfremmet til Sergent.

 

(Læs hele Hejmdal fra 22. februar 1918)

7. november 1916 – Ribe Stiftstidende: roer, kanoner og nedskydning af vildt

Senest ændret den 17. september 2017 10:58

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kartofler og roer

Landraaden i Haderslev opfordrer ifølge Dannevirke beboerne i by og paa land allerede nu uden hensyn til den dem tilkommende lovlige daglige ration af kartofler at være meget sparsommelige med denne vare og at forskaffe sig erstatning i kaalrabi, hvoraf der er rigeligt i kredsen, og de er i aar af ganske særlig god kvalitet. Folk opfordres til at forskaffe sig disse ved fri handel. Endvidere anbefales det kommunalforvaltningerne, særligt de som hos Landraaden har anmeldt deres kartoffelbehov, at sikre sig tilstrækkelige mængder af roer til menneskeføde. Der er fastsat højestepriser for roer, og det er forbudt at sælge roer ud af Haderslev kreds.

En foræring

Med det først vil der til Kristiansfelt, Vojens, Jels, Rødding, Toftlund, Arnum og Skærbæk ankomme 7 femten-centimeters kanoner paa hjullavetter. Kanonerne er tagne som bytte.

Tvangsnedskydning af vildtet?

Landraaden i den holsteinske kreds Steinburg har anordnet at skyde saa meget vildt som muligt og ifølge Hamburgischer Correspondent truet med ellers at lade militæret foretage nedskydningen af vildtet, dersom jagtforpagterne ikke selv skynder sig dermed.

Faldne

En søn af skræddermester Asmus Christensen i Sønderborg er falden ved Somme.

Chr. Petersen i Tandselle på Als har modtaget budskab om, at hans eneste søn Hans er død den 14. oktober, dræbt af mineild, 20 aar gl.

Asmus Hansen, Kettingskov paa Als, er falden den 7. oktober; han, der blev 31 aar gammel, efterlader hustru og 3 børn.

Martin Wonsild og hustru i Vonsbæk ved Haderslev har modtaget budskab om, at deres søn Jørgen er falden, 22 aar gl.

Slagtermester Bulls søn Henrik fra Øster Lindet er død paa et lazaret i Aachen.

Jakob Petersen 2. fra Haderslev er ifølge tabslisten død af sine saar.

Saarede

Frits Køhn den yngre fra Hokkerup er saaret og ført til et lazaret i Tyskland.

Ifølge tabslisten er Peter Svane fra Ullerup haardt saaret.

I fangenskab

Lærer Jensen fra Aarslev ved Aabenraa er i fangenskab og Reinhold Behnke, søn af skrædder B. i Haderslev, er i engelsk fangenskab.

Savnede

Mathias Fisker fra Stenderup Fælled ved Rødding er savnet; ligesaa Nikolaj Clausen 2. fra Lysabild paa Als og Martin Nissen fra Hyrup.