Tag-arkiv: Marne

5. Oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af oktober måtte Eskilden og hans mænd skifte stilling op til flere gange. Franskmændene pressede hårdt på.  Det er også på dette tidspunkt at Prins Max af Baden bliver rigskansler.

Den 1. Oktober, Kl. 1 om Morgenen, marcherer vi af Sted, i Ilmarch nordpaa. Vejen ligger under Ild.

En Kaptajn og en Læge dræbes lige bag os; men vi naar heldigt vor nye Stilling ved Aisne-Marne-Kanalen, omtrent 10 Kilometer Nordvest for Reims. Hele Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.

Den 2. Oktober falder St, Quentin, næste Dag Lens, Hjørnet ved Laffaux rømmes.

I Tyskland syder det.

Grev Hertling træder tilbage, Prins Max bliver Rigskansler, med den Opgave at hidføre Vaabenstilstand og Fred.

Hvad ved vi om Hertling og Prins Max?

Vi aner intet om, at Ludendorff har tabt Mod og Besindelse, og at Hindenburg og han den 28. September meget bestemt har krævet Vaabenstilstanden.

Vi har at holde vor Stilling, og den holder vi, hvor haardt end Franskmændene maser paa. Natten mellem den 4. og 5. Oktober opgives ogsaa Kanalstillingen.

Vi trækkes tilbage til en ny ved Floden Suippes. Lysraketter og brændende Landsbyer lyser for os, mens vi marcherer de 10 Kilometer tilbage.

Staben tager Ophold i den smukke og næsten uskadte By Avaux ved Aisnefloden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236

17. juli 1918: Voldsomme tab på Marneslagets anden dag

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Den 16 juli, tidlig om morgenen gik jeg ind i Troissy for at søge efter levnedsmidler. Ved at gå gennem en have, bemærkede jeg to døde franskmænd, der lå der i haven, de havde brækkede fingre, dvs. den ene havde de to yderste led fjernet på ringfingeren og langemand, den anden havde to led fjernet på ringfingeren.

Mellem det første led på hånden var der på alle tre fingre en mørk stribe, tydelige mærker efter ringe; fingrene var blevet fjernet på denne måde, at ligrøveren eller ligrøverne først havde skåret med en kniv i kødet rundt omkring leddet, og dernæst var fingeren brækket af i leddet på den ene dødes hånd, den andens finger var ikke brækket af i leddet, men et stykke oven for leddet ind efter hånden, og der stak en nøgen bensplint ud af kødet p. ca. 1 cm. længde. Denne finger så ud, som om den var blevet hugget over med en mindre skarp genstand. Dette tydede på, at der havde været to mand om arbejdet.

Jeg betragtede det hele meget nøje, da jeg aldrig havde set mage til ugerning før. At tænke sig, at der fandtes mennesker, der i nattens mulm og mørke under slige forhold, hvor de måtte risikere deres liv og lemmer, kunne få sig selv til at kravle rundt imellem de døde og lemlæste disse for at komme i besiddelse af nogle ringe af tvivlsom værdi.

Gerningsmændene var sikkert tyske soldater, civilbefolkningen var mestendels borte, og franskmændene havde trukket sig tilbage om dagen, og derfor havde de sikkert ikke fået tid til sligt.

Uden at finde levnedsmidler gik jeg tilbage til batteriet, der var i færd med at pakke sammen, vi skulle skifte stilling og længere fremefter. Vi fik hele tiden usædvanlig megen ild fra alle sider, men særlig lå landevejen under ild, og hele tiden var der fjendtlige flyvere oppe, der kastede bomber, skød med maskingeværer osv.

I Troissy var der mægtige huller rundt på gaderne, og mange steder kneb det med at komme forbi med kanonerne. Tidlig på formiddagen gik vi i stilling i nærheden af Port a Binson. Syd for byen. Vi åbnede ilden og skød i sydøstlig retning. Men her som alle andre steder i dette angreb var modstanderens ild meget voldsom.

Vi lå lige ved en farm – en større gård. Her var feltlazaret og samlingssted for sårede. Her var det ligesom ved angrebene ved Chemin des Dames og St. Quentin, hjælpen stod ikke i forhold til trangen. Her var en enkelt læge og en del sygepassere, men det forslog kun lidt, når de sårede væltede ind i hundredvis.

De let sårede fik en nødforbinding på, og så kunne de selv arbejde sig tilbage, meget værre var det for de hårdt sårede; alt for få biler og sygevogne nåede frem, og det svandt ikke synderligt, fordi der af og til kom et læs bort.

En gammel bonde og sin hustru var endnu i huset. De ville ikke forlade deres hjem, skønt situationen var meget kritisk. Da den gamle bonde blev opfordret af en officer til at tage bort med en bil, pegede han med sin stok på et skilt over døren, her stod: ”La mon Dieu Farm” dvs. sådan noget som Guds kærligheds farm – den gode Guds hus el lign. Dog kan jeg ikke huske den nøjagtige franske stavemåde. Manden var åbenbart troende katolik, der stolede på Guds vilje og varetægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. juli 1918. Frederik Tychsen: “En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden

Ved ca. 4 tiden om morgenen den 15. juli blev ilden åbnet over hele linjen. Det var en ganske voldsom kanonade.

Vi mærkede hurtigt, at modstanderen var i stand til at svare igen. I marts ved St. Quentin svarede modstanderen slet ikke, den 27. maj ved den store offensiv ved Chemin des Dames mødte vi nogen modstand fra det franske artilleri; og her ved Marnen, fik vi straks at mærke, at de havde flere kanoner, end vi havde.

Vi havde kun sendt nogle få salver derover, så fik vi en voldsom ild igen.

Planen var, at vi skulle foretage overgangen over Marnen om morgenen klokken 5, men det slog meget fejl. Jeg stod ved 4. kanon, og vi blev ved med at fyre hele formiddagen.

Morgenstunden havde været noget tåget, der var blikstille, og krudtdampene ville ikke rigtig fortage sig. Skydningen blev mere og mere voldsom, en granat strøg over mit hoved, jeg havde en fornemmelse, som om den berørte stålhjelmen, så det gav et chok i mig, men den skal nok have været 1 m over hovedet.

Jeg sad imidlertid på sædet ved den venstre side og sigtede hele tiden. To mand stod ved lafetten og drejede den efter mine håndbevægelser, kanoner Uldworm og en mere. Jeg mærkede, at på en gang reagerede de ikke. Jeg drejede mig om og så, at de var falden begge to. Uldworm var død, den anden hårdt såret.

En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm og såret den anden. Da vi hen på dagen fik et ophold i skydningen, lavede vi en grav til Uldworm under et blommetræ, der stod bag ved kanonen. Uldworm var den mindste af hele batteriet – nu var han også gået til den store armé hinsides.

Skydningen fortsattes, og to andre kom straks i deres sted, der var borte.

Hvad der egentlig foregik, var vi ikke rigtig klar over, men en ting mærkede vi, nemlig en frygtelig modstand og en voldsom ild fra modstanderens side. Der var uhyre mange flyvere oppe, og for første gang kunne vi tydelig se, at modstanderen havde absolut overtaget i luften. De tyske flyvere kunne slet ikke komme frem over kamplinjerne, men holdt sig mere bag ved fronten.

En løjtnant blev såret straks om morgenen, han forlod batteriet. Hen på eftermiddagen fik vi ordre til at pakke sammen; vi gjorde os færdig; men vi holdt længe på stedet, inden vi fik ordre til afmarch.

Vi holdt bag et hegn. Hestene stod foran kanonerne, en del af kanonererne sov, men i det hele og store var der en mærkelig spænding over det hele. Infanteriet var gået over Marnefloden, men hvor langt de var fremme, vidste vi ikke.

Sanitetsvæsenet (ambulancekolonnen) havde et stort arbejde med at få de sårede transporteret tilbage. Vi kørte så nogle km. frem, holdt igen, så rykkede vi frem igen en ca. 4 – 5 km holdt igen et stykke tid, men derefter rykkede vi frem til byen Dormans, der holdt vi længe i denne bys gader. Byen lå lige ned til Marnefloden; den var meget beskudt, ja, den lå hele tiden under ild, snart fra artilleriet, snart fra luften.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. juli 1918: Frederik Tychsen og batteriet gør klar til fremmarch ved Marne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var nu i gang med forberedelserne til andet Marneslag.

Den 13. juli 1918 hen imod aften blev vi kommanderet til at træde an, og der blev af batterichefen oplæst en armébefaling (Armebefehl), der gik ud på følgende: ”De franske stillinger skulle stormes, fjenden skulle slås, tages til fange eller trænges tilbage, og Paris skulle tages. Det rigtige tidspunkt var inde til at slå fjenden, nu skulle det ske osv.”

Det blev forbudt at drikke sig beruset under fremmarchen, og det var forbudt at betræde den store vinby, Epernay, som vi om få dage skulle indtage. Kun de, der var under kommando, måtte gå ind i byen. Vi blev indviet i, hvad der skulle foregå, og fremgangsmåden var noget lignede vom ved St. Quentin den 21/3 og ved Chemin de Dames og Laon den 27/5 samme år.

Den 14. juli tidlig om morgenen begyndte vi med at pakke sammen og ordne alt, hvad der skulle ordnes, de 18 heste var blevet erstattet med andre, og bataillonet var klar til at rykke ud, stemningen var trykket – begejstringen var borte, og der var ingen, der troede på sejr.

Amerikanernes indsats kunne mærkes på mere end en måde, og vi følte i sandhed, at modstanderen havde mere at skyde med, end vi. Vi fik at vide, at der foruden franskmændene, amerikanerne og englænderne også var kolonialtropper og portugisere.

Om aftenen den 14. juli ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Det var et vrimmel på landevejene og alle vegne. Vi kørte gennem byer og store skove, og ud på natten gik vi i stilling oppe på en høj bag et hegn. Stillingen var færdig og ammunitionen på plads.

Det var i nærheden af byen Vemeul. Vi lå 500 – 1.000 m fra Marnefloden, vi kunne tydelig se den i sommernatten, men franskmændene lå på begge sider af Marnen. Vi lå ca. 500 m fra de franske forposter, det tyske infanteri lå selvfølgelig foran os. Der var dyb stilhed om natten, man mærkede, hvorledes troppene alle vegne rykkede frem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

26. September 1914. Hejmdal: Faldne og sårede. En frontberetning.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Fjelstrup, Lørdag.

Saarede i Krigen. Lærer Thomsen er kommen hjem som saaret fra den vestlige Krigsskueplads. Thomsen er bleven saaret i en Fægtning omtrent 45 Kilometer Nord for Paris. En Søn af Landmand Klaus Hansen er ogsaa bleven saaret. Han ligger i et Lasaret i Düsseldorf. Lærer Westergaard i Aller er blev saaret paa den vestlige Krigsskueplads. (D.)

Lintrup, Lørdag.

Paa Lasaret i Kønigsberg. Landmand Chr. Gammelgaard, Aarlund, der i Begyndelsen af Krigen havde været med i Belgien og Frankrig og sidst ved den russiske Grænse, ligger ifølge “Fl.N.” for Tiden paa et Lasaret i Kønigsberg. Han har faaet et Maveonde.

Tønder, Lørdag.

Landdagsmand Schifferer har som Officer i Efterretningsvæsenet faaet Jernkorset.

Husum, Lørdag.

Fedekvægmarkederne har naturligvis lidt meget under Krigen. Indtil 26. August var der tilført 9971 Stykker Hornkvæg mod 25,421 i samme Tidsrum i Fjord. Tilførslen har været saa lav som ingen Sinde i de sidste 10 Aar. Som Aarsag til denne Fremtoning nævner et tysk Blad i første Række den manglende Afsætningsmulighed. Paa den anden Side bemærkes fra Kvæghandlerkredse, at Opkøbet af Fedekvæg direkte paa Marken med Levering til nærmeste Banegaard antager en bestandig større Omfang.

Flensborg, Lørdag.

Faldne og saarede. Ifølge Menighedsbladet for Vor Frue Sogn er en af den herværende Militærmenighed Løjtnant Reissmann falden den 15. August, Kaptajn Man den 26. August. Kaptajnerne Deichmann og Bitter blev saarede den 26. August. Den 4. September faldt Major von Fuchs, Adjutant ved 15. Division, og Overløjtnant Behn fra den 16. Husarregiment, Ordonnandsofficer ved 18. Division, Den 4. September saarede Major von Gellhorn, Generalstabsofficer ved 18. Division, og den 6. September faldt Kaptajn Friherre von Lilieneron.

Fra den store Kamp paa Vestfronten. Et billede fra en Fægtning. (Særtelegram til “Hejmdal”. ) Berlin, 25. September.

En Enaarig-Underofficer ved Infanteribataillon meddeler følgende Skildring fra en Fægtning paa Vestfronten:

Pludselig blev der Røre i vort Regiment. Vi maatte fram. Næppe var vi ude af Skoven før Kuglerne fra de lige overfor liggende Høje peb os om Ørerne. Vi gik frem i Løb for at naa Bækken, som flød i Dalsænkningen. Vi overskred den med Bøsserne i Vejret. Mange Steder naaede Vandet os til Brystet. Nu gik det videre. De fjentlige Granater bestrøg hele Omraadet, som vi maatte passere. Til Højre og til Venstre bliver Kammerater bogstavligt revne i Stykker. Der springer en Granat over mig, og et stykke af Størrelse som en Haand borer sig et Skridt fra mig ned i Jorden. Lufttrykket faar mig til at bæve, jeg vakler, men kun fremad. Vi iler videre frem i Røg og Damp, i Snavs og Dynd, der sprøjter os op i Ansigtet, for endelig at naa Randen af Skoven paa Bakkens højeste Top. Her indtager vi fuld Dækning, thi hvad der her venter os, lader sig ikke beskrive. Vi laa i en Linje. Kuglerne suste omkring os saa tæt som Kornet, der udstrøes af Saamaskinen. Det franske Infanteri havde forladt Skovbrynet og valgte den næste Høj til Forsvaret.

Nu blev Skovranden Maalet for Franskmændenes Artilleriild. Skovbrynet blev bogstavligt revet bort, og Stumper af oprevne Træer med Rod fløj omkring. – En Granat farer 3 Skridt til Venstre for mig ned i den Skyttegrav, hvor vi ligger tæt sammen. Et skrig som af saarede Dyr skærer og i Ørene, der følger en Stønnen og Jamren, Rundt omkring i en stor Blodpøl ligger 6 Kammarater. Min Kammerat til Højre for mig faar en Kugle i Hovedet og søger endnu at løfte Haanden i Vejret, den synker atter ned. En anden faar et Skud i Underarmen og skriger. Jeg tilsnører Overarmenen, for at han ikke skal dø af Blodtab.

Jeg kravler hen til Kaptajnen for at faa at vide, hvad vi skal gøre. Her kan vi ikke blive liggende, for saa vil vi alle gaa til Grunde. Kaptajnen sender mig til Bataillonskommandøren. Jeg skal melde ham, at hvis vi ikke faar Artilleri, er hele Bataillonen fortabt.

I Kugleregnen iler jeg saa ned ad Højen. Til Højre og til Venstre for mig falder atter Granaterne. Endelig finder jeg Kommandanten og melde ham, at 4 Officerer allerede er faldne, og at hele Bataillonen vil blive tilintetgjort, hvis vi ikke faar Artilleri. “Gaa”, svarer han, “vi faar ingen Artilleri!”

Vi sætter os fast ved Vejen, der gaar langs Skrænten. Der vil vi blive. Patronerne lægges til Rette. Da kommer en preussisk Officer galopperende paa skumhvid Hest og siger til min Kaptajn: “Hr. Kammerat, de preussiske Brødre til Højre forbløder, hvis Bajrerne ikke holder ud. For Guds Skyld, gaa tilbage.” Taarene staar ham i Øjnene.

Jeg iler pustende min Vej tilbage op ad Bakken. Min Kaptajn vil lige give Orde til Fremrykning. Jeg bringer Bataillonsbefalingen. Tilbagetoget tiltrædes over Dalen, over til den Høj, vi er komne fra.

Men vi kan kke finde nogen Major. Kaptajnen giver da igen Odre: “Fremad, march!” Trommerne røres; det gaar atter op ad Højen til vor Grav. Da vi har naaet Skovranden og gør Holdt, kommer Hjælpen. En fransk Brigade vilde netop gaa frem mod vor Bataillon, da falder 20. Regiment dem fra Venstre i Flanken. Vi aander op. Vi og Preusserne er reddede.

Vi bliver liggende i Kanten af Skoven, til Aftenen kommer. Saa bærer vi vore dyrebare Døde ud af Skoven. Begge vore Løjtanter, en aktiv og en Reservist, der begge havde giftet sig lige før Krigen, bæres forbi os. Vi staar tavse med Hjelmen i Haanden. Vi græder og hulker som Børn.

M. Erzberger. Rigsdagsmand.

Opspind. Berlin, 25. September.

I “Le Matin” bringer Jeand’Orsay den usande Meddelelse, at det tyske Folk har i Sinde at ødelægge de bøger, Tapisserier og Kunstgenstande af alle Slags, som Nabofolkene i god Tro loyalt har betroet til Udstillingen i Leipzig. Det er fuldstændig usandt og tendentiøst Opspind. Alle Genstande, som er overladt Bogudstillingen og den grafiske Udstilling, er fuldstændig ubeskadigede og staar efter Fredens Slutning til Udstillernes Disposition. Udstillingsledelsen og Statsmyndighederne overtager enhver Garanti.

11. september 1914. “Nu kan de [tyskerne] ikke med magt længere …”

84’eren “Chr.” fortæller:

Tilbagetoget fra Marne var Krigens store Vendepunkt.

Masser af Rytteri overhalede os bag fra. Jeg har aldrig set saa meget tysk Kavalleri som i de første Dage under Tilbagemarchen. Vi vidste jo dengang intet om, at tyske Kavalleristyrker havde været endnu nærmere ved Paris, end vi var.

Endelig en Morgenstund kom vi en Times Tid i Bivuak. Der blev kommanderet »Helm ab zum Gebet«, og en Præst talte, jeg véd ikke hvad. Men jeg husker, at en af mine Kompagnikammerater, N. B. fra Haderslev Næs, sagde til mig: »Nu kan de ikke med Magt længere, nu skal de prøve at bede sig frem – -«.

Das Kreuz von Saarburg
Krucifikset ved Saarburg. Korset blev bortskudt under kampene.

Almanak for Nordslesvig, 1935.

8. september 1914. Massakre ved Esternay: “Der lå bunker af døde omkring på valen …”

84’eren “Chr.” fortæller

Om Aftenen den 8. September passerede vi Hovedlandevejen til Paris, og en Vejviser forkyndte, at der fra dette Sted kun var 45 km til den franske Hovedstad. Den Nat kom 2. Batl. paa Forpost paa et Højdedrag et Stykke udenfor Byen Esternay. (…)

Det var stille og meget mørkt. Hen paa Aftenen kom der ude fra en Melding tilbage til Bataillonen, gaaende ud paa, at man langt borte havde hørt noget syngende nærme sig ad Landevejen. Ingen maatte skyde. Alle lyttede spændt og stirrede blindt ud i Mørket. Vi var gaaet i Stilling ved Aftenstid og kendte saaledes ikke Terrænet, vidste ikke, hvad vi havde for os. Paa Grund af Mørket var al Orientering udelukket. Vi vidste kun, at fjendtlige Styrker bevægede sig frem imod os et eller andet Sted forude.

Uhyggen bredte sig. Men nu hørte vi tydeligt Sangen i det Fjerne. Den blev kraftigere. Det var fransk Sang. Vi hørte Fodtrinene. Franske Styrker marcherede i Natten. Intetanende gik de Faren i Møde, begejstret syngende. Hvor langt mon de nu var borte?

Vi blev urolige, nervøse — maatte vi dog blot skyde. Vi laa med det ladte Gevær trukket ind under Kinden. Og endelig blev der givet Tegn til at fyre.

Med ét lynede det op omkring os. Rasende knaldede vi ud i Mørket, alt hvad Bøssepiberne kunde give fra sig af Død og Fordærvelse slyngedes ud i den Retning, hvor de marcherende Styrker formodedes at maatte være.

Den stille Nat var forvandlet til et larmende, lynende Helvede. Ved Siden af os fyrede Artilleriet og overdængede den foranliggende Landevejsstrækning massakremed Shrapnels og Kardæsker. Meget gik vel ved Siden af. Men Virkningerne af den kraftige Ild var alligevel frygtelig. Vi hørte det paa Skrigene og Raabene fra de ulykkelige Franskmænd, som syngende var marcheret lige ind i den morderiske Ild.

Vi havde skudt uafbrudt fra ved 9-Tiden til om Natten Kl. 12. Da blev der givet Ordre til at indstille Skydningen. Det blev sagt, det var for at give Franskmændene Lejlighed til at bjerge de Saarede. Næste Morgen saa vi, hvad vi havde udrettet. Der laa Bunker af Døde omkring paa Valen, et Blodbad var det i Ordets egentlige Betydning.

Almanak for Nordslesvig 1935.

Reg 86 i Belgien Chateau Thierry 1

7. september 1914. 86’erne på tilbagetog.

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Den 7. 9. kl. 7.30 om formiddagen indtraf den endegyldige tilbagetrækningsordre. Den var blevet nødvendig på grund af den alment strategiske situation.

Mellem Paris og Verdun var slaget blusset op over hele linjen, værst på den tyske højre fløj. Et heftigt fjendtligt flankeangreb havde ramt 1. armés højre fløj, Kluck havde imødegået det, idet han havde trukket 4. og 2. armékorps ud af fronten og i ilmarch kastet dem ind på sin højre fløj. De derved opståede huller i formationen var kun nødtørftigt udfyldt af kavallerikorps.

Ved en tilbagetrækning af 1. armé, der kæmpede i en stor halvbue, til en kortere linje, blev der frigjort yderligere styrker. Nu blev også 9. armékorps trukket ud og i ilmarch kastet ind på den truede højre fløj.

Regiment 86 016 Moulin skyttegrav
86’ere i en hastigt gravet skyttegrav

6. september 1914. En 86’er ved Marne: “Ned, ned i den hårde lerjord skulle vi!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’eren H.C. Brodersen fortæller:

Hvilken frygtelig Dag. Næppe var vi stillet op til Afmarch, før franske Granater splittede os til alle Sider. Der var Forvirring allevegne, og selv Officererne syntes ikke at vide, hvad der foregik, eller hvad der skulde ske. Paa en Græsmark fandt Kompagniet dog atter sammen, og der blev givet Ordre til at grave os ned.

Dem, der havde Spader, blev nu misundt, men der var for de andre ikke andet at gøre end tage Fingrene, Bajonetter og Støvlehæle i Brug.

Shrapnels og Granater suste ustandselig ned omkring og hvirvlede ved deres Indhug Jordklumper i Vejret til alle Sider. Stedse nærmere syntes de at komme, og vi fik her en første Prøve paa det franske Artilleris Præcision og Træfsikkerhed.

Ned, ned i den haarde Lerjord skulde vi, hvis vi da ikke vilde udsætte os alt for meget for de hvirvlende Granatsplinter. Fra Fingerspidserne løb Blodet ud fra Neglene, men da hver Haandfuld Jord ydede forøget Sikkerhed, blev der arbejdet videre uden at ænse paa dette.

Ved Middagstid blev der givet Ordre til Angreb, men af Fjenden kunde vi intet se, og der havde endnu ikke lydt Geværskud, hvorefter vi kunde bedømme hans Stilling. Glade for at komme ud af denne „Heksekedel”, løb vi frem mod den Jernbanedæmning, der var anvist som næste Samlingssted. Over Jernbanedæmningen og videre ind i den foranliggende Skov gik det, men vi var nu kommet „fra Asken i Ilden”.

Voldsomme Brag, der gav Genlyd i den store Skov, lød rundt omkring, og de eksploderende Granater løsrev Grene, der raslede ned om Ørerne paa os og forøgede Uhyggen. Der var en Helvedeslarm, og der var ikke til at skaffe Ørenlyd for Kommando eller andre orienterende Tilraab. Da vi endelig naaede igennem til Skovens modsatte Side, spærredes den videre Fremtrængen af en høj Tjørnehæk og et Pigtraadshegn. Med Økser og Spader blev der dog efter et kortere Ophold skaffet Gennemgang, og i nogle faa Spring satte vi over Vejen bag Indhegningen og laa snart i spredt Orden paa en aaben Mark. Her stod skokket Byg, og den bød kun ringe Dækning mod den voldsomme Ild, vi blev modtaget med.

Forude kunde vi tydelig se det franske Artilleri, der var kørt op paa en Mark noget til højre, men ogsaa de havde opdaget os, thi Kaskader af Shrapnels og Granater slog ned omkring, imellem og bag os. Jord, Sten og Granatsplinter røg hvinende omkring, og de skokkede Neg røg med i Luften, hvorfra de atter søgte ned og lagde sig til Hvile mellem lemlæstede Mennesker, indtil de paany sammen med dem blev hvirvlet op.

De første Geværkugler fløjtede og hvinede omkring os, men endnu kunde vi ikke finde ud af, hvorfra de kom. Vore Tab var store, og vi havde endnu intet at skyde efter for at kunne forsvare os. Nu blev der raabt: „Forude i Træerne Zuaver! Fyr løs ! ” Der sad de altsaa gemt imellem Trætoppene, intet Under, at vi ikke havde kunnet finde dem.

Vi fyrede nu som vanvittige, men der var ikke Mulighed for at kunne tage ordentlig Sigte. Der blev blæst til Storm, men den mest morderiske Geværild modtog os. Vi blev standset i vort Angreb, og Dækning var der ikke at finde. Det var en frygtelig Situation, thi fra et Skovhjørne længere tilbage kunde vi se nye franske Forstærkninger rykke frem. (…).

1914-09-06 Engelsk feltartilleri copy
Engelsk feltartilleri

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1914. En 84’er ved Marne: “Det var som om helvede brød løs!”

Af Regiment 84’s historie. C. Jensen, Feldwebel ved 7. Kompagni, fortæller:

Kompagniet marcherede i sluttet formation gennem landsbyen Neuvy og kom, idet de fulgte et engareal, uden at lide tab til en vej, der førte gennem en skov (ved Nogentel).

3. deling (Offizierstellvertreter Lund) blev deployeret og gik frem i sydlig retning gennem skoven. Kort efter fulgte 1. deling (Vizefeldwebel Hartwig). Af kaptajn Grebel, der rykkede frem sammen med denne deling, fik jeg den anvisning – officerer var der ikke flere af siden Lüttich – at jeg skulle følge ham med resten af kompagniet på hans ordre. Det varede ikke ret længe, før hornblæseren Freda bragte mig den ordre.

Først gik det ganske glat fremad gennem skoven, idet vi fulgte et brandbælte. Den brave Freda , der jo kendte vejen, gik ved siden af mig i spidsen af delingen. Men snart skulle det blive anderledes. Vi krydsede netop en lysning i skoven. Et blik til højre viste mig ca. 100 m borte på højde med os en sluttet del af 5. kompagni med kaptajn Klapp og Feldwebel Krohn i spidsen. For mig var det en beroligelse at konstatere, at 5. kompagni havde samme marchretning som vi.

I næste øjeblik får vi en artilleriild over os, som vi ikke tidligere havde oplevet den. Det var, som om helvede var løs, som om vi befandt os i et ildhav. De hylende sprængstykker, de revnende træer og de omkringflyvende træsplinter lavede et ubeskriveligt spektakel. Denne artilleriild i skoven rev og sled i nerverne og påvirkede moralen. En af de første, der blev ramt, var min brave Freda. Den stakkels fyr jamrede meget. Personligt kunne jeg desværre ikke tage mig af ham. Denne opgave overtog straks en af vore brave sygebærere.

Da artilleriilden satte ind, havde jeg råbt “fald ned!”, men i den helvedes larm trængte ingen kommando igennem. Det var en frygtelig situation. Én ting var klar for mig: delingen skulle så hurtigt som muligt bringes ud af skoven, ellers ville vi blive skudt sønder og sammen, før vi nåede skyttelinjen.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy
Hurtigtskydende fransk artilleri (“75’ere”).

6. september 1914. Regiment 86 i Marne-slaget

Af Regiment 86’s historie

Den 6. september bryder frem, ”hviledagen”, og dertil en søndag. En solrig septembermorgen. 86’erne glæder sig over den dejlige ro og kan slet ikke fatte, at det er virkeligt. Kaffen med det hvide franskbrød smager kosteligt. Så tager man bad ved pumpen eller i den nærliggende flod. Rent tøj! Hvor gør det godt! Man tænker allerede på middagsmaden, hønsekødsuppen eller noget andet godt koger allerede over kogehullerne på komfuret. Det skal vel nok smage! Intet synes at forstyrre freden på denne dejlige efterårsmorgen.

Da lyder der hen mod kl. 8 fra venstre en skarp og heftigt infanteri- og maskingeværild. 86´erne lytter. Artilleriets dumpe buldren blander sig. Så lyder ordren: ”Hold kompagnierne i alarmberedskab!” Lidt senere: ”Klar, og træd an!” Farvel morgenkaffe! Farvel hønsekødsuppe! Det ville have været så dejligt. (…)

Til venstre for regimentet var 17. division overraskende blevet angrebet af overlegne styrker. Deres fortrop, infanteriregiment 76, befandt sig i svære kampe syd for Esternay. Regiment 86 trækker nu sine forposter tilbage og sikrer sig mod et lignende angreb. Det indtager stilling umiddelbart øst for Neuvy på Store Morins nordlige højdedrag. I og II bataljon i forreste linie, III i reserve. Kompagnierne graver sig ned, for artillerislaget er allerede i fuld gang. De fjendtlige skud – det er mest shrapnells – hyler hen over hovederne.

Hen mod kl.1 om middagen bliver 35. infanteribrigade indsat til angreb efter et opkald om hjælp fra 17. division. Brigaden skal aflaste nabodivisionen i den svære kamp. (…)

Ved banedæmningen et kort hvil. Her kommer de første fjendtlige granater og shrapnells. Regimentet vil her afvente opmarchen af det højre naboregiment 84, som endnu ikke er med fremme. Men det beslutter sig til at rykke frem alene, idet infanteriregiment 76’s råb om hjælp bliver mere indtrængende.

Grand Morin bliver overskredet og de stejle sydhøjdedrag besteget. En kilometer længere mod syd, og den store Pariser landevej er nået og bliver overskredet. Nu forsvinder infanteriet ind i en tæt skovbevoksning.

I skoven er helvede løs. Uophørligt slår granater og shrapnells ned. Deres genlyd forstærkes dobbelt og tredobbelt. Samtale er næsten umulig. Træerne knækker som tændstikker, grene og træsplinter rasler ned over hovederne. Tabene begynder.

Den uhyggelige kalden ”sanitetsfolk!” gjalder gennem skoven, ofte for døve øren på grund af den helvedes larm. Under store vanskeligheder nås sydranden af skoven. Dér hindres videre fremrykning af en hæk, gennem hvilken der er trukket pigtråd, og som oven i købet spærrer for udsynet.

Man klatrer over hækken eller slår den ned med økser og spader. Igen en landevej. I ilmarch over den og ned i grøften på den anden side. Endelig frit udsyn! Halvt til højre ca. 500 m borte en skovbevoksning. Derfra bliver der uafladeligt skudt på I bataljon, der ligger nærmest. Se nogen kan man ikke, men så snart en hjelmspids viser sig, bliver der sluppet en haglbyge af skud løs. Åbenbart franskmændenes forreste linje. 1½ km bagved på en bakke ligger landsbyen Escardes.

Foran er et fransk batteri kørt i stilling helt åbent, kanonerernes håndtering samt mundingsilden er helt tydeligt at se. Desværre kan disse batterier, som i det hele taget det franske artilleri, uforstyrret af vort eget ødelægge tyske linjer, og de benytter situationen grundigt. Granat efter granat slår ned i landevejen og river frygtelige huller i 86´ernes rækker. At blive her er den sikre død. (…)

I bataljon træder an til storm på den lille skov, der ligger lidt til højre for den. Med uforlignelig elan stormer man over det åbne terræn og løber den første fjendtlige linje over ende. Fjendens tab er svære. Det er til dels Zuaver [franske kolonitropper], der havde skudt fra træerne, og som nu bliver skudt ned som krager. Vore tab er ikke mindre svære. I rækker ligger de døde foran den franske stilling.

Bataljonen passerer gennem den lille skov og går en kort tid i stilling ved sydranden. Så stormer den videre frem, men kommer ind i en ligefrem morderisk infanteri- og artilleriild. En usynlig fjende skyder fra den nærmeste skovrand og ud af havreskokke. Tabene er så store, at en videre fremrykning snart vil gå i stå. (…)

Solen gik ned i en sky af gløder og røg. Kold og uden medlidenhed steg månen op og sammen med den rædslen. Artilleriilden stilnede af, men stille blev det ikke. Ud af skovbevoksningen, fra sænkninger og grøfter lød der rallen, støn og skrig. Råbet ”sygebærer!” dirrede mere eller mindre højt gennem luften. Når én endnu var i stand til at slæbe sig over slagmarken, fik han hundreder af råb og bønner efter sig: ”Kammerat, tag mig med!”, ”Kammerat, giv mig en tår vand!”. Hvem der endnu kunne hjælpe, gjorde det. Uafladeligt blev de sårede fra ulykkesskoven båret bagud.

Da indtræffer efter mørkets frembrud helt overraskende ordren om tilbagetrækning. (…) Så overlader man alligevel de mange døde og sårede kammerater, der endnu ligger ubegravede og ubjærgede på slagmarken, til fjendens nåde, en fjende, der ofte nok havde vist, at ridderlighed og nåde var fremmed for ham. Kl. 21.30 bliver tilbagetoget påbegyndt. (…)

Ualmindelig svære var tabene. 6 officerer var faldet; af mandskabet blev meldt 39 som døde, 352 som såret, 225 som savnet og 77 som tilfangetaget. Det kan siges med sikkerhed, at størsteparten af de 225 savnede har været døde eller sårede. Den 6. september blev i sandhed en ”hviledag” for mangen en brav 86´er.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling 2 copy
Franske 75’ere. Det fremragende, hurtigtskydende feltartilleri kunne affyre 20 skud i minuttet.

6. september 1914. Slaget ved Marne. Den tyske fremmarch stoppes.

Vestfronten

Slaget ved Marne – øst for Paris – begynder. De engelske og franske styrker iværksætter en række offensiver. For at få soldaterne frem til fronten ”beslaglægges” mere end 6.000 taxier i Paris og får besked på at overgå til ”militær transport”.

1914-09-06 Marne kort
Slaget ved Marne

I den indledende fase af ”Slaget ved Marne” lykkes det at bremse for den tyske fremrykning ved Beauzec – tæt på Verdun – og ved Jezanville – tæt på Port a Moussont.

Mod syd standses den tyske fremrykning ved Provins, der resten af krigen bliver det sydligste punkt, ”Kejserhæren” når til.

1914-09-06 Taxi
Parisertaxi brugt til troppetransport

Østfronten

De østrigske tropper bremses ved Krasnostov (det sydøstlige Polen).

I Galizien støder russiske og østrigske tropper sammen ved Grodek – sydvest for Lemberg. Kampene. varer frem til den 12.9.

Afrika

De engelske tropper ”bindes” ved det tidligere North Rhodesia, (Nsanakong)

1914-09-06 Afrika
Afrika 1914. Tyske kolonier med gult.

Denne dag falder

den 26-årige Chresten Hansen Andersen, Esternay, (Fr)
den 23-årige Søren Andersen, Esternay
den 23-årige Gefreiter Marius Hansen Boisen, Marne
den 27-årige Unteroffizier Johannes Robert Breum, Esternay
den 21-årige Hans August Brodersen, Frankrig
den 19-årige Chresten Christensen, Esternay
den 26-årige Jens Peter Christensen, (Fr)
den 26-årige Wilhelm Christensen, (Fr)
den 23-årigeErnst Clausen, (Fr)
den 26-årige Feldwebel/Leutnant Otto Dame, Neury (Fr)
den 23-årige Musketier Peter Oluf Damm, Courgivaux, (Fr)
den 25-årige Feldwebel Hugo Eduard Dobran, Nancy, (Fr)
den 23-årige Musketier Kristen Grau, Esternay
den 22-årige Gefreiter Töge Gregersen, Nancy
den 27-årige Hans Peter Hansen, Marne
den 26-årige Niels Hansson, Marne
den 27-årige Sergeant Paul Friedrich Harder, Nancy
den 25-årige Peter Hansen Hesselberg, (meldt savnet)
den 26-årige Jørgen Heinrich Happner, Marne
den 25-årige Musketier Johann Wilhelm Jensen, Nancy
den 21-årige Musketier Lorenz Jensen, Esternay
den 26-årige Carl Ferdinand Jessen, (?)
den 20-årige Hans Johannsen, (Fr)
den 29-årige Christian Juhl, (Fr)
den 26-årige Paul Petersen Juhl, (Vestfronten)
den 26-årige Peter Jørgensen, (Fr)
den 21-årige Feldwebel Peter Wilhelm Krohn, Nancy
den 29-årige Unteroffizier Johannes Lüthje, Nancy
den 30-årige Rasmus Mathiesen, Marne
den 25-årige Reserwist Thomas Möller, Nancy
den 25-årige Reserwist Jens Mathiesen Nissen, Nancy
den 33-årige Wehrmann Friedrich Karl Pörschke, Gent (Bel)
den 23-årige Franz Quosig, Esterney, (?)
den 27-årige Reserwist Andreas Jørgen Schultz, Esterneu (?)
den 28-årige Peter Christian Schöning, Marne
den 28-årige Christian Thomsen, (Fr)
den 23-årige Gefreiter Niels Nielsen Tønder
den 22-årige Grenadier Nicolaus Weiss, Beuvy, (Fr)

3. september 1914. Marne og Galizien.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

 De tyske tropper trænger frem til floden Marne og påbegynder overgangen.

Endvidere begynder tyskerne at evakuere indbyggerne i Lille.

Guerre 1914-1918, Première Guerre mondiale
Indbyggerne i Lille evakueres

Østfronten

 Lemberg – hovedstaden i Galizien – besættes af de russiske tropper, der tager store mængder af krigsbytte.

1914-09-03 Ødelagt østrigsk kanon Lemberg
Ødelagt østrigsk kanon ved Lemberg

Denne dag falder

Den 21-årige Füselier Horst Arthur Schreiner, Frankrig