Senest ændret den 6. februar 2016 17:34

Dagens nyt fra Hejmdal

Fjelstrup, Lørdag.

Saarede i Krigen. Lærer Thomsen er kommen hjem som saaret fra den vestlige Krigsskueplads. Thomsen er bleven saaret i en Fægtning omtrent 45 Kilometer Nord for Paris. En Søn af Landmand Klaus Hansen er ogsaa bleven saaret. Han ligger i et Lasaret i Düsseldorf. Lærer Westergaard i Aller er blev saaret paa den vestlige Krigsskueplads. (D.)

Lintrup, Lørdag.

Paa Lasaret i Kønigsberg. Landmand Chr. Gammelgaard, Aarlund, der i Begyndelsen af Krigen havde været med i Belgien og Frankrig og sidst ved den russiske Grænse, ligger ifølge “Fl.N.” for Tiden paa et Lasaret i Kønigsberg. Han har faaet et Maveonde.

Tønder, Lørdag.

Landdagsmand Schifferer har som Officer i Efterretningsvæsenet faaet Jernkorset.

Husum, Lørdag.

Fedekvægmarkederne har naturligvis lidt meget under Krigen. Indtil 26. August var der tilført 9971 Stykker Hornkvæg mod 25,421 i samme Tidsrum i Fjord. Tilførslen har været saa lav som ingen Sinde i de sidste 10 Aar. Som Aarsag til denne Fremtoning nævner et tysk Blad i første Række den manglende Afsætningsmulighed. Paa den anden Side bemærkes fra Kvæghandlerkredse, at Opkøbet af Fedekvæg direkte paa Marken med Levering til nærmeste Banegaard antager en bestandig større Omfang.

Flensborg, Lørdag.

Faldne og saarede. Ifølge Menighedsbladet for Vor Frue Sogn er en af den herværende Militærmenighed Løjtnant Reissmann falden den 15. August, Kaptajn Man den 26. August. Kaptajnerne Deichmann og Bitter blev saarede den 26. August. Den 4. September faldt Major von Fuchs, Adjutant ved 15. Division, og Overløjtnant Behn fra den 16. Husarregiment, Ordonnandsofficer ved 18. Division, Den 4. September saarede Major von Gellhorn, Generalstabsofficer ved 18. Division, og den 6. September faldt Kaptajn Friherre von Lilieneron.

Fra den store Kamp paa Vestfronten. Et billede fra en Fægtning. (Særtelegram til “Hejmdal”. ) Berlin, 25. September.

En Enaarig-Underofficer ved Infanteribataillon meddeler følgende Skildring fra en Fægtning paa Vestfronten:

Pludselig blev der Røre i vort Regiment. Vi maatte fram. Næppe var vi ude af Skoven før Kuglerne fra de lige overfor liggende Høje peb os om Ørerne. Vi gik frem i Løb for at naa Bækken, som flød i Dalsænkningen. Vi overskred den med Bøsserne i Vejret. Mange Steder naaede Vandet os til Brystet. Nu gik det videre. De fjentlige Granater bestrøg hele Omraadet, som vi maatte passere. Til Højre og til Venstre bliver Kammerater bogstavligt revne i Stykker. Der springer en Granat over mig, og et stykke af Størrelse som en Haand borer sig et Skridt fra mig ned i Jorden. Lufttrykket faar mig til at bæve, jeg vakler, men kun fremad. Vi iler videre frem i Røg og Damp, i Snavs og Dynd, der sprøjter os op i Ansigtet, for endelig at naa Randen af Skoven paa Bakkens højeste Top. Her indtager vi fuld Dækning, thi hvad der her venter os, lader sig ikke beskrive. Vi laa i en Linje. Kuglerne suste omkring os saa tæt som Kornet, der udstrøes af Saamaskinen. Det franske Infanteri havde forladt Skovbrynet og valgte den næste Høj til Forsvaret.

Nu blev Skovranden Maalet for Franskmændenes Artilleriild. Skovbrynet blev bogstavligt revet bort, og Stumper af oprevne Træer med Rod fløj omkring. – En Granat farer 3 Skridt til Venstre for mig ned i den Skyttegrav, hvor vi ligger tæt sammen. Et skrig som af saarede Dyr skærer og i Ørene, der følger en Stønnen og Jamren, Rundt omkring i en stor Blodpøl ligger 6 Kammarater. Min Kammerat til Højre for mig faar en Kugle i Hovedet og søger endnu at løfte Haanden i Vejret, den synker atter ned. En anden faar et Skud i Underarmen og skriger. Jeg tilsnører Overarmenen, for at han ikke skal dø af Blodtab.

Jeg kravler hen til Kaptajnen for at faa at vide, hvad vi skal gøre. Her kan vi ikke blive liggende, for saa vil vi alle gaa til Grunde. Kaptajnen sender mig til Bataillonskommandøren. Jeg skal melde ham, at hvis vi ikke faar Artilleri, er hele Bataillonen fortabt.

I Kugleregnen iler jeg saa ned ad Højen. Til Højre og til Venstre for mig falder atter Granaterne. Endelig finder jeg Kommandanten og melde ham, at 4 Officerer allerede er faldne, og at hele Bataillonen vil blive tilintetgjort, hvis vi ikke faar Artilleri. “Gaa”, svarer han, “vi faar ingen Artilleri!”

Vi sætter os fast ved Vejen, der gaar langs Skrænten. Der vil vi blive. Patronerne lægges til Rette. Da kommer en preussisk Officer galopperende paa skumhvid Hest og siger til min Kaptajn: “Hr. Kammerat, de preussiske Brødre til Højre forbløder, hvis Bajrerne ikke holder ud. For Guds Skyld, gaa tilbage.” Taarene staar ham i Øjnene.

Jeg iler pustende min Vej tilbage op ad Bakken. Min Kaptajn vil lige give Orde til Fremrykning. Jeg bringer Bataillonsbefalingen. Tilbagetoget tiltrædes over Dalen, over til den Høj, vi er komne fra.

Men vi kan kke finde nogen Major. Kaptajnen giver da igen Odre: “Fremad, march!” Trommerne røres; det gaar atter op ad Højen til vor Grav. Da vi har naaet Skovranden og gør Holdt, kommer Hjælpen. En fransk Brigade vilde netop gaa frem mod vor Bataillon, da falder 20. Regiment dem fra Venstre i Flanken. Vi aander op. Vi og Preusserne er reddede.

Vi bliver liggende i Kanten af Skoven, til Aftenen kommer. Saa bærer vi vore dyrebare Døde ud af Skoven. Begge vore Løjtanter, en aktiv og en Reservist, der begge havde giftet sig lige før Krigen, bæres forbi os. Vi staar tavse med Hjelmen i Haanden. Vi græder og hulker som Børn.

M. Erzberger. Rigsdagsmand.

Opspind. Berlin, 25. September.

I “Le Matin” bringer Jeand’Orsay den usande Meddelelse, at det tyske Folk har i Sinde at ødelægge de bøger, Tapisserier og Kunstgenstande af alle Slags, som Nabofolkene i god Tro loyalt har betroet til Udstillingen i Leipzig. Det er fuldstændig usandt og tendentiøst Opspind. Alle Genstande, som er overladt Bogudstillingen og den grafiske Udstilling, er fuldstændig ubeskadigede og staar efter Fredens Slutning til Udstillernes Disposition. Udstillingsledelsen og Statsmyndighederne overtager enhver Garanti.