Tag-arkiv: rekrutter

15. juni 1918. Det bedste mandskab sendes til infanteriet – “I Stedet for fik vi fik G.V.-folk …”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Da der var gaaet en Uges Tid, blev vi forflyttet til Argonnerskoven i Nærheden af Vouziers. Vi fik en ny Feldwebel, og der kom nu en ny, ukendt Tone over det hele. Sagen var den, at de intakte tyske Styrker i den Grad var blevet decimerede, at de trængte til nyt, dygtigt Mandskab, og alle Vegne blev Bunden skrabet for nyt Mandskab. Det blev bestemt, at vor Trup hver Maaned skulde afgive 5 pct. af sit bedste Mandskab til Infanteriet, og i Stedet for fik v i G.V.-Folk[”G.V.” = Garnisons-Fähig = (kun) Egnet til fæstningstjeneste].

Disciplinen blev ogsaa skær­pet, og vi blev en Eliteafdeling med Hensyn til Disciplin, for den, som ikke lystrede, blev ved første Maanedsskifte sendt af Sted med de 5 pct.

DSK-årbøger 1954

10. marts 1918 – Asmus Andresen: ”Vi var 2 Sønderjyder og en Polak, som blev ked af det hele og meldte os syge.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet. I foråret 1918 blev han uddannet til korporalskabsfører.

Den 10. Marts blev der udtaget 10 Mand, som skulde uddanne Rekrutter, deriblandt var jeg. Først skulde vi selv ekstra uddannes. Vi fik ved Begyndelsen af denne Meddelelse om, at hvem der i Skoletiden meldte sig syg, vilde blive sat tilbage igen. Efter 3 Ugers Forløb kunde vi saa blive Korporalskabsførere.

I de første Dage lærte vi nøjagtig at kende Kanonerne, og derefter fik vi Kommandoøvelse. Den 10. Dag blev vi Skytsførere og skulde saa kommandere vore Kammerater, som naturligvis lo af os, naar der var noget i Vejen med Skytsbetjeningen; hvad selvfølgelig Skytsføreren fik Skyld for.

Vi var 2 Sønderjyder og en Polak, som blev ked af det hele og meldte os syge. Dette Liv fristede os ikke. Vi fik da først en ordentlig Overhaling og blev derefter sat tilbage til vort Korporalskab.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

18. februar 1918. H.C. Brodersen undgår første transport, fordi “Indsprøjtningen, som jeg fik for dette hersens Kolera, satte sig til Galskab…”.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  snød  dem.  Transporten  er  gaaet,  og  jeg  har  atter  afleveret  mit  dejlige,  feltgraa  Tøj. Indsprøjtningen,  som  jeg  fik for  dette  hersens  Kolera,  satte  sig  til  Galskab,  og  mit  Bryst blev  haardt  som  Sten.  Jeg  kom  paa  Lazarettet,  og  i  Gaar afgik  Transporten. 

I  Aften  fik  jeg  imidlertid  atter  Rejsepas fra  Lazarettet,  da  der  ikke  er  Plads,  og  fordi  mit  hævede Bryst  nu  ikke  mere  er  saa  haardt.  Af  gode  Grunde  er  der ikke  Udsigt  til, at  der  vil afgaa  flere  Transporter  foreløbig, da  vi først  skal  til at  uddanne  Rekrutter,  der  kommer  i  næste Uge.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

29. januar 1918. Asmus Andresen: “Det var sidste Gang, jeg meldte mig frivillig til at jævne Granathuller”.

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Dagen efter, Kl. 5 om Morgenen, skulde vi af Sted med Spader og Skovle paa Nakken til Skydningspladsen, som vi først naaede Kl. 9. Her saa vi Virkningerne af Granaterne i Jordsmonnet, som var oversaaet med Granatstumper. Vi fik Ordre til at jævne alle Hullerne, og vi maatte ikke forlade Pladsen, før alt var jævnet.

Der gik vi saa til Kl. 5 om Eftermiddagen uden at faa Mad. Vi fandt nogle Runkelroer som var frosne, men som vi nød med god Appetit. Da vi stod samlet for at gaa hjem, kom der en Kaptajn ridende over Marken. Han gav vor Anfører en ordentlig Overhaling, fordi vi ikke havde jævnet alle Hullerne, og Enden blev, at vi maatte gøre det hele om igen.

Kl. 6½ var vi færdige, og gik tilbage til Kasernen, som vi først naaede Kl. 11. Vi løb straks til Køkkenet for at faa noget at spise, men der var lukket; det hjalp ikke, vi gjorde Allarm, der var og blev lukket. Næste Dag Kl. 12 blev vi forsynede med Mad.

Det var sidste Gang, jeg meldte mig frivillig til at jævne Granathuller.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

28. januar 1918. Asmus Andresen: Sult og bestikkelse

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 28. Januar 1918 blev jeg forsat til 8. Batteri; der fik jeg det straks bedre, kom tidt til at staa Vagt og blev ofte udkommanderet saa til et og saa til et andet. Jeg var i Førstningen ret hurtig til at melde mig frivillig, naar et og andet skulde udføres — og Tiden gik ret hurtig for mig.

En Dag blev jeg sammen med flere stillet paa Vagt omkring en Skarpskydningsplads. Pladsen var ca. 15 Km. lang og 2 Km. bred. Med 100 m. Afstand stod vi saa fra Kl. 8 om Formiddagen og maatte ingen lade gaa ind paa Pladsen. Hvem der nu, som jeg, havde spist alt sit Brød om Natten, kunde saa nøjes med at kigge i Madposen om Morgenen.

Vi fik udleveret 70 gr. Brød daglig. Det var for lidt, og jeg kunde ikke holde op, før det hele var fortæret. Den Dag, jeg stod paa Vagt, havde jeg intet spist om Morgenen, hvorfor jeg henved Kl. 2 var skrupsulten. Ved den Tid kom en Bonde kørende hen til mig og spurgte, om han kunde faa Lov at pløje lige indenfor den afspærrede Omkreds. Det kunde jeg selvfølgelig ikke tillade ham; han gik saa hen til sin Vogn og trak en Kurv frem, hvoraf han udtog 8 Stk. velbelagt Smørrebrød, som han tilbød mig, hvis jeg vilde tillade ham at komme ind paa hans Mark.

Sulten som jeg var, betænkte jeg mig ikke ret længe; jeg tog imod Smørrebrødet, og Manden kom ind paa sin Mark. Jeg gav mig straks i Lag med Maden, men da jeg havde spist 5 Stykker, kom der en Underofficer ridende i fuld Galop hen imod mig, og saa snart han kunde raabe til mig, brølede han som et vildt Menneske.

Jeg havde sat mig ned, men fik travlt med at komme paa Benene og faa fat paa Karabineren. Jeg meddelte ham, at jeg havde ladet Bonden komme ind for 8 Stk. Brød, fordi jeg ikke havde faaet Mad hele Dagen. Saa red han hen til Bonden og forlangte, at denne straks skulde forlade Marken. Bonden vidste nok, hvordan den Slags Folk skulde behandles. Saa vidt jeg kunde se, fik Underofficeren nogle Æg, hvorefter han red videre.

Kl. 6 kom vi tilbage til Kasernen, hvor vi fik Mad. To Dage efter skulde 30 Mand fra vort Batteri ud at jævne Granathuller paa Skarpskydningspladsen. Jeg meldte mig straks frivillig i den Tanke, at jeg maaske atter kunde være saa heldig at træffe den gode Bonde og maaske atter hente mig et Par Stykker Mad. Denne Gang blev jeg skuffet.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

21. januar 1918. Indkaldt: “Vi var ikke andet end store drenge …”

Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.

Da krigen brød ud i 1914, havde jeg ikke regnet med at komme i trøjen, for da skulle krigen jo efter tyskernes mening gøres færdig i en fart.

Jeg blev konfirmeret 1915, og allerede i efteråret 1917 måtte jeg stille til session på Tonhalle i Tønder.

Der var ikke mange, der slap for at blive soldat. Man skulle næsten — som man siger — »komme med hovedet under armen« for at blive fri.

Jeg blev taget til infanteriet og skulle have været ind samme efterår, men jeg blev dog fri til januar 1918. Hvis jeg skulle blive hjemme, måtte min husbond af sted, og så blev det altså mig, der måtte  trække i den tyske trøje.

Det var den 21. januar 1918.

Sammen med en hel del andre fra min hjemegn mødte jeg på Junkerhulvejkasernen i Flensborg og blev samme dag ført til Slesvig, hvor jeg blev tildelt 1. kompagni af regiment 84.

Jeg kan ikke just sige, at det var videre godt at være der i Slesvig. De var lidt hårde ved os, for vi skulle jo i en fart have lidt uddannelse, så vi kunne komme til fronten og blive indsat, hvor der var mangel på tropper.

Vi var dog ikke andet end nogle store drenge — lige fyldt 18. år.

DSK-årbøger 1961.

14. januar 1918. “Jeg havde størst Lyst til at løbe fra det hele”. Asmus Andresen på vej i krig

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Næste Dag rejste vi videre over Uisen, Steinthai, Magdeburg og Kothen til Halle. Her maatte vi skifte Tog, og Dagen efter gik Rejsen videre over Weimar, Gotha, Schweinfurt, Heilbronn, Karlsruhe, Baden og Strasburg til Neübreisach, hvor vi ankom den 13. Januar, Kl. 12 om Natten. Ved nogle Soldaters Hjælp fandt vi henad Kl. 1 til Kasernen, men det var ikke her, vi skulde være, men fik dog Lov til at overnatte der. Dagen efter vandrede vi til Fods til Feltartilleriregimentet, som havde Kvarter en Mils Vej borte, og meldte os.

Jeg blev anbragt ved første Batteri. Det var paa høje Tid, thi jeg havde ikke mere at spise, og Saalerne begyndte at gaa af mine Støvler, Jeg blev straks iklædt noget gammelt Tøj, men Støvlerne var ny, fordi jeg, der har store Fødder, ikke kunde passe nogle af de gamle. Tillige fik vi udleveret 3 tynde Dækkener til Brug om Natten.

Kl. 5 om Eftermiddagen fik vi Kaffe; fra 6 —7 skulde vi gøre vort Tøj i Stand, og Kl. 9 skulde vi være i Seng. Dagen var gaaet temmelig rask, men derpaa fulgte en gruelig lang Nat. Jeg svøbte mig ind i mine Dækkener saa godt, som jeg kunde, men jeg frøs i den Grad, at det var umuligt at falde i Søvn.

Jeg mærkede for Alvor Forskellen paa at være prøjsisk Soldat og at ligge hjemme i den varme Seng, men disse Tanker, som jog gennem mit Sind, bragte ingen Varme. Hver halve Time saa jeg paa Klokken, men Tiden sneglede sig kun langsomt af Sted. Jeg havde størst Lyst til at løbe fra det hele, men det var lettere tænkt end gjort, og jeg maatte jo tage imod, hvad der vilde komme.

Med saadanne og lignende Tanker gik den første Nat. Kl. 6 om Morgenen kom en Sergent og brølede : »Aufstehn !«. Som afskudte Pile for vi ud af Sengen.

To Minutter efter kom Sergenten igen med en Bog i Haanden, hvori han opnoterede dem, der var syge. Derefter fik vi Kaffe. Fra Kl. 6—7 havde vi Læsning, fra 7—7½ lavede vi os færdige til Tjenesten. Fra Kl. 7½—11 havde vi saa Eksersits og Øvelse med gamle Bronzekanoner fra 1880. Fra Kl. 11—1 holdt vi Middag, fra 1 —5 Tjeneste, fra 5—6 drak vi Kaffe, fra 6—7 var det Pudse- og Sytime, Kl. 9 maatte vi atter i den kolde Seng.

Saaledes gik hver Dag de første 14 Dage.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

10. januar 1918. Asmus Andresen på vej i krig

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 9. Januar pakkede jeg min Kuffert og rejste Dagen efter med Toget til Flensborg og blev om Natten hos en Gartner, som jeg tidligere havde tjent som Dreng, og meldte mig saa Dagen efter paa Kasernen Kl. 8 om Formiddagen, hvor jeg traf sammen med 4-500 mest unge Landmænd, der alle var forsynet med store Madposer.

Vi blev straks sendt til forskellige Afdelinger, hvor vi maatte aflevere vore Indkaldelsesordrer. Der gik lang Tid hen, Kl. blev 11, den blev 12, og vi stod i Kasernegaarden og frøs som Skræddere indtil Kl. 2, da fik hver af os udleveret et Brev, som indeholdt Oplysning om, hvor vi skulde rejse hen. Jeg skulde til en Station, som hedder Neübreisach. Ikke langt fra mig stod en ældre Mand og saa paa sit Brev. Han var aabenbart ikke klar over, hvor han skulde hen. Paa min Forespørgsel meddelte han mig, at han ogsaa skulde til Neübreisach, men ingen af os vidste, hvor den Station laa.

Vi gik begge hen paa Banegaarden, hvor vi fremviste vore Breve og forlangte Billet til Neübreisach. Foruden Billet fik min Kammerat et hvidt Baand paatrykt Ordet Transportfører, hvilket han skulde binde om Armen. Samtidig fik vi at vide, at Neübreisach laa i Elsass-Lothringen, og at der ventede os en længere Køretur. Kl. 4 gik Toget til Hamborg, hvor vi maatte blive Natten over.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

2. marts 1917. Lusene på Vestfronten bar jernkors på ryggen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Vi saa de første letsaarede Kammerater komme tilbage fra Fronten, nogle havde faaet et Par Fingre skudt af, eller de var saaret paa Benene eller i Hovedet; tit piblede Blodet frem gennem Forbindingerne.

Vi var aldeles hjertegrebne af at se det.

I de første Dage blev vi sendt ud, nogle til én Side, andre til en anden Side. Snart var der smaa Øvelser, snart var der Skyttegravsarbejde i en ny Stilling, som blev begyndt.

Snart gik det frem ud mod Ildlinien, men i hvert Tilfælde altid tilbage om Aftenen, og naar vi saa mødte hinanden ved Aftenstid, var det første Spørgsmaal altid det, om vi var ene. I de første Dage kunde vi sejrsstolte sige Ja; men saa en Aften kom en af Kammeraterne og sagde: „Jeg tror saa sandelig, jeg har faaet Lus i Dag.”

Vi var allesammen begærlige efter at komme paa Jagt, og saa maatte han have sin Trøje knappet op, Skjorten ligesaa, og ganske rigtig, inde paa Brystet gik der en vældig stor Graabasse.

RIR242_Fanger lus mindre

Vi tog den meget forsigtigt, satte den paa en Avis, som vi havde bredt ud over et Par Brædder, som udgjorde vort Bord, og saa blev Fyren set paa fra alle sytten Sider.

Vi blev snart enige om, at det var ikke bare tom Snak, at den Slags bar Jernkors. Denne havde ogsaa Jernkors og det endda paa Ryggen; men vi blev ogsaa enige om, at det var vel fortjent, for de gjorde jo hele Felttoget med.

Da alt var tilbørligt drøftet, trak Kammeraten sin Klinge, og saa gik det paa Livet løs med Fyren.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

16. januar 1917. Rekrut i Lockstedter Lager

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I januar 1917 blev han tildelt Regiment 464.

I januar 1917 blev der udtaget mandskab til en ny formation. Vi blev overført til Lockstedter Lager og tildelt 2. kompagni, Regiment 464 i 238. infanteridivision, der blev sammensat af ældre frontkæmpere fra forskellige ersatsbataljoner, som sammen med os ungrekrutter af årgang 98 skulle videreuddannes og trænes efter alle kunstens regler til den kommende krigsindsats.

Vi begyndte helt forfra med øvelser i grupper og sluttede med regiments-, bataljons- og divisionsøvelser. Det var ganske interessant, men det blev tit en hård omgang i den strenge vinter 1917, og vi frøs ofte ganske forskrækkeligt, når vi i timevis måtte ligge i sneen og vente på det »ansatte« fjendtlige storangreb«.

DSK-årbøger 1971

10. december 1916. “Her stinker som et abebur!” Rengøring på stuen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaver-disciplin.Ved en aftenrevision manglede et par soldater nogle knapper – det skulle straffes!

Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hovedrengøring i vor Stue.

Fridagen kom, og vi skurede Gulve og Skabe, pudsede Vinduer og Kakkelovne; vi fløjtede og sang af Hjertens Lyst og syntes, at det var sjovt.

Da vi var færdige, meldte jeg mig hos Underofficeren og meddelte ham, at Hovedrengøringen var færdig.

Saa gik han med op og tog Stuen i Øjesyn; men da han var kommet ind i Stuen, stod han midt paa Gulvet og satte et meget forbavset Ansigt op og spurgte med den største Forbavselse i Tonefaldet, om her virkelig var gjort rent; han lugtede og snusede og endte med at sige: „Her stinker jo som i et Abebur. Nej, jeg skal lære jer at gøre rent.”

En Mand blev kommanderet efter Vand, en anden efter Sand, det ene af de to store Borde blev trukket ud paa Gulvet og belagt med et godt Lag Sand; derefter blev der hældt Vand over det, saa det hele flød naturligvis over den halve Stue. Det andet Bord blev lagt ovenpaa med Benene i Vejret; saa blev fire Mand kommanderet op paa det Bord, som laa med Benene i Vejret; af vi andre otte Mand kom der to hen til hvert Bordben, og saa blev der trukket frem og tilbage, og det kan nok være, at Bordene blev rene begge to.

Skamlerne fik samme Omgang, og da Underofficeren havde været et Kvarter inde hos os, lignede vor Stue en Grisesti, og saa kunde vi
begynde forfra.

Lidt lange i Ansigtet var vi jo naturligvis; men det maatte jo tages med.

En Gang maatte to Mand til at skure Gulvet med Tandbørster. En anden Gang var vi 16 Mand, som skulde fylde en Vandkaraffel oppe paa anden Sal. Vandet skulde vi hente ved Posten nede i Gaarden og bære op i vor Syring, hvori der jo ingen Bund var.

Vi havde den staaende paa vor Tommelfinger, og de faa Draaber Vand, vi kunde have i den, bar vi meget forsigtigt op. I Førstningen lo vi til hinanden, naar vi gik forbi hinanden paa Trapperne; men tilsidst holdt Latteren op, vi kunde næsten ikke slæbe Benene med os.

Oppe ved Vandkaraflen sad Underofficeren og røg den ene tykke „Havanneser” efter den anden.

Undertiden kunde de komme midt om Natten og jage os op paa Skabene i bare Skjorter, eller kommandere Tornystrene paa og saa jage os ind under Sengene, og var en for langsom i Vendingen, saa blev der to Mand sat til at hale ham frem og tilbage, saa længe til han kunde gøre det hurtigt nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. december 1916. Kompagni-bedstefar lægger arm med korporalen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaverdisciplin. Efter et intermezzo blev han Stubenälteste med ansvar for stuen.

En Aften kom den tjenesthavende Underofficer, og da Kammeraterne sprang op og stod ret hver ved sit Skab, jeg pligtskyldigst traadte frem og meldte „alt i Orden”, ser Underofficeren hen ad Rækken, og saa siger han:

– „Hvad er det for noget; en staar i lange Støvler, en anden i Snørestøvler, en i Fedtlæder, en anden i Lædertøfler.”

Han vilde gøre opmærksom paa, at de alle skulde staa i ens Fodtøj, og saa skældte han naturligvis ud, som kun en prøjsisk Underofficer kan skælde ud.

Jeg saa paa ham og sagde saa ganske stilfærdigt, at han kunde godt spare paa sit Krudt, for vi regnede ikke stort med det alligevel; men saa begyndte han selvfølgelig at gnistre, for at gøre os begribeligt, at vi skulde komme til at regne med ham.

Han gik sin Vej, men undlod at give os Tilladelse til at gaa i Seng.

Friserne var rasende, Aarerne svulmede i deres Pande, og de knyttede Næver bar Vidnesbyrd om, at Underofficeren kunde vente sig en Afregning.

Da vi havde ventet et Kvarter, sagde jeg, at de kunde gaa i Seng alle Mand, saa skulde jeg nok tage Stødet.

Jeg gik saa ud af Stuen og vilde gaa over til vor Kaptajn i Officerskasinoet; men under Vejs mødte jeg den paagældende vagthavende Underofficer.

Han raabte til mig: „Hvor skal du hen, Poulsen?”
– „Jeg skal over i Officerskasinoet!”
– „Hvad skal du dér?”
– „Jeg skal over til Kaptajnen.”
– „Hvad skal du hos ham?”
– „Jeg skal over at spørge, om vi maa gaa i Seng.”

Imellem hvert Spørgsmaal havde jeg fjernet mig nogle Skridt, men nu kom han springende henimod mig og sagde:

–  „Hvad for noget, har jeg ikke været paa Jeres Stue?”
– „Jo, men De har ikke givet os Tilladelse til at gaa i Seng, og nu vil jeg over at indhente Tilladelse hos Kaptajnen.”

Han brugte mange Ukvemsord og skældte ud, saa det knaldede, alt imens jeg gik; men tilsidst raabte han til mig:
– „Jeg giver dig den bestemte Befaling, at du gaar hjem til din Stue og lader hele Mandskabet gaa i Seng.”

Jeg svarede: „Mandskabet har jeg ladet gaa i Seng, og giv De kun
bestemte Befalinger 10 Gange. Jeg lystrer ikke, for jeg vil vide hos Kaptajnen, om vi ikke kan have Lov til at gaa i Seng, naar Tiden er der.”

Og saa fortsatte jeg min Gang.

Saa kom han løbende, greb mig i Skulderen og sagde: „Du er jo en gammel Mand, saa vær dog fornuftig; det skal ikke komme til at gentage sig tiere; derfor, gaa du nu hjem, og lad os saa være fri for at faa Skandale.”

Saa listede jeg hjem paa min Stue og sov godt.

Jeg var naturligvis glad ved den Sejr, jeg havde faaet over Underofficeren; men Glæden blev lidt blandet.

Et Par Dage efter kom en anden Underofficer, og ved Aftenrevisionen fandt han forskellige, som manglede en Knap i Bukserne eller i Skjorten, andre havde ikke Neglene fint renset, alt sammen Forseelser, som skulde straffes.

Hoved- Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hoved-
rengøring i vor Stue.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

27. november 1916. En rundbarbering til kompagni-bedstefar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen – men det var svært at finde en uniform, han kunne passe.

Vi havde her en Feltwebel, som var Indbegrebet af alt ondt, og en Kaptajn, som selv havde været ude ved Fronten, havde faaet 3 Fingre skudt af sin højre Haand, Maven revet op og Ansigtet flænget mange Steder; han saa ikke godt ud, og var ogsaa, hvad vi i vort Sprog kalder „saa vreden, som et Stykke Reb”.

Feltwebelen var jo rasende over den eneste Civilist blandt alle Soldaterne, og hver Morgen skældte han mig Krukken fuld ; men hvad hjalp det, for jeg blev jo ikke tyndere af det alligevel.

Desuden var Gartner Nicolajsens fra Haderslev og mit Fuldskæg i Vejen for ham. Vi fik hver Dag Paalæg om at faa det fjernet, men vi mente begge to, at det hastede ikke saa svært.

Men saa en Dag blev en Underofficer sendt til Barberen med os, og saa faldt Fuldskægget for Saks og Kniv tilligemed Haaret, som blev klippet pr. Maskine.

Et Par Dage efter blev en Underofficer kommanderet med mig til Skrædderen efter en voldsom Udladning fra Feltwebelens Side. Saa blev der taget Maal af den gamle Tyksak, og jeg fik en Uniform, som var stor nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

18. november 1916. Hånlige blikke fra pigerne i Flensborg: Iført gamle uniformer.

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I 1916 blev han indkaldt til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Ved krigens udbrud i august 1914 var jeg elev i anden præparandklasse på Haderslev Statsseminarium. Jeg var ene søn blandt fem søskende, og mine forældre glædede sig over, at jeg endnu kun var 16 år, så for mit vedkommende behøvede de ikke at ængstes. Det var også slemt nok, at mine to svogre, der begge havde tjent aktiv, skulle stille i de første dage efter »Mobilmachung«.

Hele første seminarieklasse, som var afgangsklassen, samt de yngre lærere meldte sig frivilligt, nogle vel af pligtfølelse, de fleste måske på grund af patriotisme eller eventyrlyst – mens de uvillige var nødt til at gå »frivilligt« -; dog for os drenge var der foreløbig ingen problemer.

Men som tiden gik, blev der efterhånden brug for de yngre årgange, og den 18. november 1916 blev det også min tur til at stille på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg, hvor vi seminarister fra Haderslev blev tildelt 2. kompagni, Regiment 86 med hjemsted på vestkasernen, men da der ikke var plads til alle de indkaldte på selve kasernen, blev en del af os nye rekrutter indkvarteret privat, og på den måde gik det til, at jeg sammen med to kammerater fik kvarter i Norder Graben nr. 24.

Det var vel nok en tjans, skulle man synes, for de små rekrutter at kunne slippe for »Stubendienst«, »Putzstunde« og andre ubehageligheder, og vi havde det også dejligt og fredsommeligt i vor fritid.

Men »ein Aber war auch dabei«: Vi kunne dårligt lade os se, hverken på gaden eller andetsteds, på grund af den forfærdelige mundering, vi var blevet udstyret med. Vi havde fået de gamle blå uniformer med de blanke knapper udleveret, og de var så forvaskede, lasede og lappede, dertil alt for store til de fleste af os, så vi blev til grin, hvor vi viste os på gaden eller restaurationer.

Det var dengang noget så forfærdeligt for vi unge poder sådan at vække opsigt og blive mødt med hånlige blikke – især fra de unge piger – som man gerne ville gøre indtryk på.

Det var heller ikke behageligt, når vi på orlov blev hånet af slægtninge og venner for det underlige »antræk«, og man betegnede os »som Tysklands sidste håb – som dem, der skulle frelse kejser Wilhelm fra nederlag«. Dog gjorde dette sidste intet større indtryk på os, da vi var klar over, at det ikke var os, men tyskerne, man ville håne.

DSK-årbøger 1971

18. august 1916. De unge dør først … Livet er fuldt af hvis’er …

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Sidst på sommeren afløste vi et østrigsk regiment på et frontafsnit, hvor russerne syntes at have ondt i sinde. Vi kendte rummelen. Når det begyndte at brænde på et sted, var det ofte de tyske regimenter, der måtte tage affære og således også her.

I ly af en  jernbanedæmning havde russerne arbejdet sig ind på vor skyttegrav, så de kun var 100-150 meter fra os. Det var noget ganske uhørt på østfronten, hvor afstandene mellem linierne normalt var fra 600-900 meter, alt efter terrænforholdene.

Dertil kom, at de her benyttede sig af et våben, vi heller ikke havde været udsat for før, nemlig minekastere af en meget svær kaliber, antagelig 18 cm. Disse miner havde en frygtelig sprængvirkning, og de påførte os ret store tab.

Det gode ved disse miner – hvis man ellers k a n tale om et gode i den forbindelse – var, at hvis man hørte afskuddet, og det kunne man, hvis man var heldig, så havde man nogle få sekunder til at bringe sig i sikkerhed eller i hvert tilfælde t i l at kaste sig på maven i skyttegraven.

Blot man ikke var så uheldig, at bæstet kreperede i ens umiddelbare nærhed, havde man en chance for at overleve. Ak ja, livet er fuldt af hvis’er …

Som jeg før har fortalt, gik det værst ud over de »nye« på grund af deres manglende fronterfaring. En dag skulle vi have 20 nye rekrutter. De blev hentet bagude af to mand. Da de gennem løbegraven var nået ud t i l skyttegraven, og halvdelen af dem var kommet ind i denne, brølede en vagtpost: »Giv agt, mine!«

De to  ledsagere kastede sig omgående ned, men af de nye var der kun et par stykker, der sansede at gøre det samme. Resultatet var ni sårede og blandt dem to hårdt sårede.

Det var ikke et isoleret tilfælde, tvært imod. Jeg gætter på, at 90% af tabene ved de forskellige aktioner ramte de »nye«.

Jeg glemmer aldrig, at den ene af de hårdt sårede, en dreng på min egen alder, altså ikke tyve år, døde med sin hånd i min og troede, at  jeg var hans mor.

Det er den slags oplevelser, der får én til at forbande krigen, og som gør øjenkrogene fugtige 50 år efter.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

24. april 1916. Transport til Verdun: De frivillige slipper op

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Efter fire dages forløb blev alle de feltgrå soldater sendt til Lockstedter Lager ved Itzehoe. Efter få dages forløb afgik så herfra den første transport ti l vestfronten.

Slaget ved Verdun var i fuld gang. Til denne første transport meldte sig alle de, der var ivrige efter at komme til fronten, deriblandt
de før omtalte officersaspiranter. Kontingentet, som garnisonen skulle stille, blev i det store og hele dækket af frivillige.

Anderledes gik det, da den næste transport kort tid efter skulle udtages. De frivillige var sluppet op, og Kommandofeldweblen (stabssergent) besluttede så at udtage mandskabet efter alder.

Da næsten alle var født i 1896, blev fødselsda­toen det afgørende punkt. Jeg er født i september, så det gav en lille respit, men hvor længe? Transporterne afgik med korte mellemrum, og da der til den sidst afgåede allerede var udtaget nogle, der var født i juli måned, kunne det ikke vare længe, før »klokken faldt i slag«.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

17. marts 1916. Rekrut i Graudenz

Rasmus H. Damm, Toftlund, blev indkaldt i februar 1916. I marts stillede han som rekrut hos pionererne i Graudenz i Vestpreussen.

Jeg er fra Gøtterup i Tirslund sogn og hører til de yngre årgange. Min soldater- og krigstid begyndte først i marts 1916.

Indkaldelsesordren, den længe men ikke med længsel ventede, kom i februar måned, og sammen med 18 andre stillede jeg i Haderslev.

For mit vedkommende, jeg var udtaget som pioner, gik rejsen til Graudenz.

Her havde vi en kompagnifører, en tyk fordrukken karl, med en mave så stor, at den hvilede på hestens nakke, når han var til hest, og det var han altid, når han var i tjenesten.

Desuden beklædte han også posten som kantinevært, hvad der åbenbart interesserede ham mere end vor uddannelse. Det kunne for så vidt også være os ligegyldigt, hvis ikke denne »hobby« havde været betroet til et par officersstedfortrædere, hvis eneste  saliggørende mening var denne, at »Schliff« og atter »Schliff« var det eneste, der kunne gøre os til duelige soldater og duelige til at »føre krig«. –

Men til alt held for os fik vi en anden kompagnifører, og hans debut gav os en antydning af, at det kunne give en anden »Herom« i dette
stykke.

Mens vi en af de følgende dage var ude i tjenesten, mødte han, og han var også feltvebelløjtnant, mødte han nemlig op for at se på øvelserne.

Efter nogen tids forløb lod han kompagniet kalde sammen, og vi blev præsenteret for ham som vor nye kompagnifører: »Herr  feldvebelløjtnant Henkel aus Berlin!« Han var en høj og slank herre med sort hår og ditto overskæg, altså også i det ydre en komplet modsætning til vor »kantinevært«. At han også var det med hensyn til tjenesten, det fik vi snart en fornemmelse af.

Han holdt en kort tale for os, hvori han meddelte, at han nu skulle overtage ledelsen af kompagniet. Det glædede ham, sagde han, for han kunne se, at vi var raske og flinke fyre.

»Men«, fortsatte han, »efter at jeg har overværet øvelsen, er jeg klar over, at kommandoen her er meget mådelig. Det forekommer mig, at befalingsmændene afgiver dårlige kommandoer, og – som det synes mig – bare at få lejlighed til at skælde ud og chikanere bagefter. Jeg har på fornemmelsen, at det er noget, de herrer kan, altså skælde ud, bedre end kommandere. Men De må lære det! Når jeg nu overtager ledelsen, så må de herrer indrette sig på at afgive ordentlige  kommandoer, så de kan få lært rekrutterne at blive gode soldater.

Tiden til uddannelsen er knap, og forplejningen nøje tilmålt, hvorfor jeg absolut må have mig unødige strabadser og unødig »Schliff« frabedt. Mærk Dem det, mine herrer!«

Så knaldede han hælene sammen og hilste: »Auf Wiedersehn!« og forsvandt, inden den forfippede officersstedfortræder fik samlet sig sammen til at lade kompagniet stå »ret«.

… fortsættes

DSK-årbøger 1968

27. februar 1916. Kresten Andresen: Problemer med kolonnefolket

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 27. februar 1916

Her ekserceres der hver dag. Det hele er meget kasernemæssigt indrettet, og de vilde gerne gøre rekrutter ud af os også, men det er vi dem lidt for gamle i tjenesten til.

Først havde vi en sergent Johansen; ham havde vi straks med os; han var den flinkeste korporal, man kunde tænke sig. Det varede heller ikke længe, så var han ikke mere at bruge, og vi fik en anden fra et helt andet kompagni, som havde ord for at være en rigtig rekrutbedrøver.

Han begyndte også med brask og bram, men det varede heller ikke længe, så kom han til fornuft, og nu er han som den forrige. Men kolonnefolket står ikke videre højt anskrevet ved kompagniet, og løjtnanten siger, at han giver en flaske cognac, den dag han slipper af med os. Han er bange for, at vi fordærver hans rekrutter.

Da vi havde været der to dage, blev den første spærret inde i tre dage. Det var en kavalerist og en rigtig forbryder; han har haft fyrretyve dage alene i krigen. Han besværede sig straks over, at der ikke var kakkelovn i arresten og fik så lov til at sidde i vagtstuen, hvor han spillede kort alle tre dage.

Inden dekaden var løbet ud, blev yderligere seks mand af vor trup idømt arrest, de fire i tre dage middel og de to i fem dage streng arrest; det var i første dekade femogtyve dages arrest. Stemningen her er derefter.

De fyrretyve kolonnefolk er de værste forbrydere rundt om fra, som er bleven skubbet af. Ved infanteriet er de gode nok.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

16. februar 1916. Mathias Petersen i “Bøffel-kompagniet”

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev indkaldt i sommeren 1915.

Jeg fik jo ogsaa den røde Seddel og skulde møde den 12. Juli 1915 i Flensborg. Jeg blev forfærdelig skuffet, for det skete jo ofte, at nogen blev indkaldt, men kom hjem igen. For os, som mødte denne Dag, gik det den anden Vej, nemlig til Husum. Et andet Hold kom til Güstrow i Mecklenborg.

Vi blev afhentet af to Mand, en Underofficer og en Gefreiter. Det var et Par Rævepelse. Vi kom altsaa godt til Husum og havnede nede i  Nystad hos en Gæstgiver. Vi blev indkvarteret i lange Kreaturstalde. Saa fik vi udleveret en Spiseskaal.

En Gefreiter tog sig af os. Han var ikke særlig flink. Vi hentede vor Mad nede i en anden Gade i et Slagteri. Middagen stod paa Klipfisk og nogle sorte Kartofler, som de jo paa denne Aarstid kunde være. Jeg havde desværre ingen Spisegrejer, for jeg havde ingenting med, da jeg regnede med at komme hjem.

Den Morgen, jeg skulde af Sted, sagde jeg til mig selv: »Men gælder det at Stride for Frihed, Liv og Fred, jeg lægger alt til Side og gaar i Kampen med«. — Det var rigtignok ikke af Begejstring, men der var jo noget, der hed: »Du skal!«

Vi maatte saa af Sted til Depotet efter vore Beklædningsgenstande, og vi file Straasække til at ligge paa. Af og til skulde vi til Byen for at hente adskillige Ting. Vi skulde lære at hilse, men det var de jo flinke til at bibringe os. Vi fik ogsaa Krigsartiklerne forelæst, og der var jo noget, der hed, at vi kunde blive straffet. Det skulde vi særligt have i Erindring.

Jeg kom i samme Gruppe som Niels Borg, Høgelund,og Peter Dall,  Visby. Vor Øvelsesplads var ude i Mildsted Plantage og Horsted Hede. Der gik det løs med Løb og Spring og meget andet. Peter Dall sagde: »Det var som Sørens!« Han var ikke særlig smidig.

Vi havde den Lykke at blive ret lang Tid i Husum. Der udbrød Difteritis, men omsider blev vi jo til rigtig Kanonføde. Vi rejste fra Husum den 16. Februar 1916 og havnede i Elsass i Byen Kolmar.

Derfra marcherede vi om Natten et Par Kilometer ind mod Bjergene til Byen Vettelsheim, og her blev vi i ca. tre Uger. Vi holdt Øvelser i Bjergene og var paa Marchture op til Dreiähren.

En Dag blev vi fordelt paa de forskellige Kompagnier. Vi var en Flok, som vilde være sammen, og da der blev kommanderet: »Haandværkere frem!« traadte en Underofficer og jeg frem. Vi kom til 4. Kompagni. Der kom saa et højere Væsen og sagde, at alle, der gerne vilde være sammen, skulde blive sammen. I vort Kompagni var der flest Mecklenborgere. Man kaldte os »Bøffel-Kompagniet«.

DSK-årbøger 1958

13. februar 1916. Kresten Andresen: Disciplinen skal genoprettes

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Nu er jeg her på rekrutdepot og skal nyde nogle ugers uddannelse for at genoprette disciplinen, der forudsættes at være gået fløjten ved trainet. Vi er niogtredive lidelsesfæller samlet af alle mulige våbenarter, kavalerister, artillerister, trainsoldater og infanterister.

Det er et mærkelig rekruthold, og det har de herrer foresatte også indset. De er bange for, at vi skal vende hele depotet på den anden ende og er derfor meget imødekommende imod os. Vi ligger på et stort bryggeri lidt uden for byen på vejen til Lallarny. Vi ligger i en to etagers bygning, der helt er af cement, cementgulve og -hvælvinger. Vi har ingen kakkelovne, og vinden trækker ind i de store rum ad døren, som uafladeligt går op og i. Tilmed ligger vi på gulvet på en halmsæk, med to tynde dækkener at varme os med. Jeg er helt tæt i hovedet af bare forkølelse. Hvor er det en forskel fra mit kvarter hos madame Royé.

Marie stak mig tre æg i lommen, og Francoise syede mig et varmt uldent halsklæde, og de vidste slet ikke alt det gode, de vilde gøre mig, da jeg drog afsted. Derimod var kolonnen des køligere. Hverken ritmester eller vagtmester værdigede mig et ord. Vagtmesteren afgjorde alt gennem min korporal; han stod på gaden, da jeg kørte væk, men han ikke så meget som hilste af med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men jeg har da været ved kolonnen syv måneder og er dem da ikke helt ubekendt.

Da jeg kom væk fra kompagniet, besøgte både feltweblen og officererne mig på lazarettet, og løjtnant Hammer bragte mig endda en stor buket syrener.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

13. februar 1916. Kresten Andresen: “Fremtiden står i infanteriets tegn”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Kære forældre!
Ja, nu er jeg flyttet igen, ser I nok, og denne gang for ikke mere at vende tilbage til kolonnen. Det hele kom pludselig og næsten helt uventet. Jeg blev sammen med et par andre ugifte undersøgt og kom igen til infanteriet. Nå, det skal I ikke blive så kede af. Foreløbig er jeg langt bag ved fronten på et rekrutdepot og har udsigter til at blive her henved to måneder. Så er det forår og den tid, den sorg.

Hidtil er jeg jo sluppet så godt, og jeg har den bedste tro til fremtiden også. Ja tænk, nu har jeg levet så mange måneder et frit bondeliv, hvor vi ikke kendte til militærisk snit, og så skal jeg nu til at fumle igen som rekrut. Og tænk det dejlige kvarter, jeg havde. Det var næsten det samme som at tage hjemmefra, sådan tog franskmændene del i, at jeg nu skulde bort. Marie Royé kogte mig tre æg og stak mig dem i lommen, og Francoise syede mig et uldent halsklæde, at jeg ikke skulde gå hen og forkøle mig. Og så rejste jeg af.

Det er en meget berømt egn her, nemlig det gamle Piccardi, hvor den store spanske successionskrig rasede for et par hundrede år siden. Marlborough belejrede dengang Denain – nu kører jeg der forbi. „Mallebrok er død i krigen…”, måske ligger han også begravet her. 

Her ved min afdeling er vi en mærkelig blanding af alle våbenarter: kavalerister, artillerister, trainsoldater, sanitetssoldater, og alle sammen skal de uddannes til infanterister.

„Fremtiden står i infanteriets tegn,” sagde sergenten, og det er vist meget rigtigt. Det er jo lidt mærkeligt for en gammel kavalerist, som har tjent aktivt i tre år og desuden været halvandet år i krig, at skulle spille rekrut som infanterist nu; men forholdene fører det jo med sig; for mig falder det meget lettere. Jeg har også straks truffet nogle gode kammerater nede fra Haderslev kreds.

Jeg har sendt en større palle hjem med bøger og gamle strømper, men den får I vel først om et par uger. Jeg savner foreløbig ingenting.

Nå, jeg må løbe mig en tur, for her er uhyre koldt, stengulv og stenhvælvinger, ingen kakkelovn, men fire døre, som går op og i uafladeligt.

Jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

4. februar 1916. Træning til kommende forårsoffensiv?

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Under krigen var en 6-8 ugers uddannelse ved at blive almindelig, men det rygtedes hurtigt – det er det, man i soldaterjargon kalder »lokumsparole« – at årgang 1896 skulle uddannes i mindst 9 måneder.

Grunden hertil skulle være, at denne årgang skulle danne  grundstammen i den tyske armé efter krigens afslutning.

At man havde tænkt sig noget særligt med denne årgang syntes at være sikkert, idet adskillige med højere skoleuddannelse, altså dem, der gik med en »officer i maven«, forsøgte at melde sig frivillig til fronten, men dette blev kategorisk afslået.

Jeg gjorde mig mine tanker angående denne sag og troede ikke rigtig på »parolen«. Mon ikke den egentlige grund var, at årgangen skulle have en nogenlunde god træning og så indsættes i en forårsoffensiv i det kommende år?

Dette viste sig tilsyneladende at være den rigtige forklaring.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

3. februar 1916. Ingen hilsepligt på lokumsrensere

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

En anden dag – også i begyndelsen af min glorværdige militære løbebane – skete der endnu et sjovt tilfælde, da jeg sammen med en anden sønderjyde gik over kasernepladsen.

Imod os kom en mand i en uniform , som jeg ikke havde set før. Jeg spurgte min makker, om vi skulle hilse på ham , men han svarede, at det skulle vi ikke , det var kun en ganske gemen lokumsrenser.

Vi var kommet  temmelig tæt ind på manden, der åbenbart forstod dansk og havde hørt, hvad vi anså ham for at være. Det kan nok være, at vi blev belært om hans »rang, stand og stilling«, han var »Aufsichtsbeamter« og skulle nok sørge for, at »diese Knacker « – det var »kælenavnet« til de dansktalende – fik et kursus i takt og tone.

Min makke r og jeg blev bagefter enige om , at hvis det var takt og tone, vi skulle lære, var vi da vistnok havnet et forkert sted.

En gammel, elskelig dame, som jeg engang boede hos i min grønne ungdom , sagde altid , når vi unge kom lidt »for højt op«: »Den, der ingenting er og ingenting bilder sig ind, han er to gange ingenting.« Det passede udmærket på den mand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

29. januar 1916. Militære skideballer

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Begholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Tjenesten i uddannelsestiden tog jeg med godt humør og uden større anstrengelse. Jeg havde dyrket gymnastik og fodbold og var i god træning.

Det, der voldte mig flest kvaler, var at lade være med at skrupgrine,  når de gamle professionelle underofficerer afleverede deres  »brandere«.

Deres ord­forråd var fænomenalt, her er en lille prøve:

En af de første dage stødte jeg sammen med en af disse herrer, da han ville gå ind – og jeg ud – ad en dør.

Dette udløste straks hans talegaver, og idet han satte en behandsket pegefinger på mit bryst, brølede han: »Først kommer jeg – og så kommer jeg endnu engang – derefter kommer der et langt, langt stykke tid slet ingenting – derefter kommer der en stor hob skidt – og så først kommer De!«

Denne udgydelse opfattede jeg som en mægtig god definition af en menig soldats placering på rangstigen. Jeg var ved at flække af grin, men holdt alligevel masken. At grine ad en foresat, når han uddelte reprimander, var en af de store dødssynder ved det tyske militær.

Det kaldtes »Achtungsverletzung vor versammelter Mannschaft« (respektløs optræden i alles påsyn), og gav mindst tre dage i spjældet.

I.J.I Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

19. marts 1915. Soldat i Affenraa: “Der letzte Mann macht das Lejgaf zu!”

M. P. Branderup fra Rødekro tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa

(… fortsat)

Kompagniets køkken var indrettet nede på Maden, der, hvor nu anlægget ved amtshuset ligger. Med vor madskål under armen blev vi så ført delings- eller gruppevis ned til køkkenet. Efter at vi havde fået udleveret vor mad, kunne vi spise den i et tilstødende lokale — gymnastiksalen.

Nu var maden, vi fik i Aabenraa, ikke så god, som den, vi fik i Flensborg. Og når vi en dag fik noget, som jeg ikke »gist haej«, gik jeg ind i hotellets restauration og fik min middagsmad der. Krauses var nogle rare værtsfolk, og i køkkenet hjalp Grete Børk fra Rødekro til. — Det traf sig mangen gang, når jeg sad og spiste, at Grete stak hovedet gennem køkkenlugen og spurgte: »Nå, Mathis, — har I haej en stram tue edaw?«

Vor kompagnifører var Hauptmann Knudsgaard fra Barsmark, som samtidig var garnisonskommandant. — Senere blev han major. Han var en ældre herre, — som på den tid vel har været omkring de 65. Han havde gjort krigen 70-71 med som ung løjtnant og havde ved verdenskrigens udbrud meldt sig som frivillig. Han havde sit kvarter på Hotel Danmark, og ret meget mærkede vi ikke til ham, udover at han hver morgen hilste på sit kompagni med »Guten Morgen, Leute«, hvorefter han overlod sin hest og sit kompagni til løjtnant Fuchs.

Hver formiddag havde vi marchture i Aabenraas skønne omegn — Aarup, Løjt og Brunde o. s. v. Når vi kom op over Skedebjerg bakke ved Skovgård, kunne jeg se mors skorsten ryge på gården derhjemme i Dybvad, og jeg sendte sikkert mange venlige tanker til den hjemlige atmosfære og kødgryderne på mors komfur.

Når vejret var meget dårligt, blev vi ført ned i karantænestaldene ved havnen, som på den tid stod tomme. Her blev vi fordelt korporalsvis i de forskellige stalde, hvor vi øvede geværgreb, bajonetfægtning m. m. Ude i de lange sidegange øvede vi strækmarch, så det slog gnister fra de sømbeslåede støvler, mens feldwebelen stod og skældte ud og førte et sprog, som ikke egner sig til at gå i trykken. Men nu havde vi vænnet os til den prøjsiske militærtone. Det bed ikke mere på os.

En dag fik hele belægningen på »Stadttheater« eftereksercits. Årsagen var, at en rekrut var røget uklar med sin foresat. Og efterspillet blev, at vi alle måtte træde an til en stroppetur. Denne foregik nede på markedspladsen. Og dengang var markedspladsen hverken belagt med skumgummi eller pænt asfalteret. Den var brolagt med store, toppede brosten, så det var nu slet ikke den rene spøg. Det foregik efter kommando. Løb, fald ned, løb, fald ned, o. s. v.

Nu var pladsen jo ikke omgivet af en mur som på kasernen i Flensborg, og det varede da heller ikke længe, inden der havde samlet sig mange tilskuere rundt om pladsen. De begyndte at råbe og huje og kom med skrappe bemærkninger. — Til sidst har delingsføreren nok syntes, det var bedst at holde op for ikke at komme i alt for stor miskredit hos befolkningen. Måske har han også syntes, at det var meningsløst at straffe 100 mand, fordi en enkelt havde forset sig.

Fra Hauptmann Knudsgaards tid går der mange små anekdoter, hvis rigtighed jeg dog ikke tør indestå for. En dag, mens kompagniet var ude på øvelse og var ved at forlade en mark, skal han have sagt: »Der letzte Mann macht das Lejgaf zu!«.

Som allerede sagt, havde han sit kvarter på Hotel Danmark, hvor de løj tinger og barsmarker bønder spændte fra, når de kom til »Stajs«. Nu skete det, at Hauptmann Knudsgaard stod omringet af en gruppe officerer, da en gårdmand hjemme fra Løjtland kom forbi og nok så frejdigt hilste »Godaw, Jep«. Men da »Jep« just befandt sig i så fint et selskab, kom dette ham ikke rigtig tilpas, og han skal have snerret: »Ich will das Jeppen nicht haben!«

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1962

T-184 Stadttheater Aabenraa

23. november 1914. Kresten Andresen vaccineret mod tyfus, kolera, difteritis, pest og platfodethed!

Kresten Andresen fra Ullerup blev indkaldt til Reserve-Infanteriregiment 86. I november 1914 befandt han sig endnu i Lyksborg.

Dagbogen 23.11.

Er i Flensborg hver anden dag til indsprøjtning. Nu er jeg indsprøjtet fem gange, med tyfus, kolera, difteritis, pest og “platfodethed”, og så siges der, at vi skal endnu en gang mod kanonfeber. Vi får jaget en spids sprøjte et par centimeter ind i brystet, altid på samme sted, så det er uhyre ømt.

Ellers er alt ved det gamle. Vi har fået splinternye geværer fra 1914. Til Flensborg med fuld oppakning. Jeg havde endda et ekstra pund smør og en halv skinke med, for jeg troede, at vi blev der. Så fik jeg endnu et gevær i Flensborg, og på hjemvejen stormede vi frem over en frossen pløjemark til fægtning. Jeg var segnefærdig, da vi nåede Lyksborg.

Fra Claus Bundgård Christensen (red.): Krestens breve og dabøger. (København, 2012).

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

27. oktober 1914. Peter Østergaard efterlades i Slesvig by.

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen. Hans kammerater rejste til fronten den 27. oktober, men selv blev han tilbage i byen pga. sygdom.

— Ja, så rejste de i middags, og nu er jeg ene tilbage. Der er dog heldigvis endnu en del danskere, men mine bedste kammerater er borte.

Vi er nu kun ca. 30 mand tilbage i kompagniet, men det bliver tilfyldt en af dagene fra rekrutskolen, så vi igen er fuldtallige. Der er bestilt tøj til 250 mand til den næste transport.

Hvornår den bliver færdig til at komme af sted, veed jeg ikke, men forhåbentlig varer det lidt, for jeg vilde nødig holde jul i felten, og det må vel regnes for sikkert, at næste gang er der intet uden om, da må man med, hvis man da ikke som denne gang bliver syg. Ja, vi håber, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper også nok herefter.

Michael Steffensen fik mit nye testamente med. Vil I derfor ikke købe et til mig en gang med det første og sende mig. Det skal jo være et, der fylder så lidt som mulig. Ja, I må undskylde, at jeg ikke har mere papir i øjeblikket. Mikael Steffensen fik også dette med.