Under 1. verdenskrig var Sønderjylland tysk, og mens det øvrige Danmark forblev neutralt, blev landsdelen inddraget direkte i krigen. Hen imod 35.000 sønderjyske mænd blev indkaldt til tysk krigstjeneste, tusindvis af krigsfanger og soldater kom til landsdelen, og der opførtes store militære anlæg.
Krigen efterlod sig mange spor og på denne tur følger vi sporene efter 1. verdenskrig i Tønder Kommune.
I løbet af turen vil der blive serveret den berømte Vadehavstapas fra Madstedet Johanne’s Kaffebar.
Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten ved Loretto.
»Hvordan er det gået, doktor?« spurgte jeg lægen, som behandlede mig.
»Det kan måske gå bedre, end det ser ud til, men —«, mente han.
»Sig mig sandheden, doktor, jeg er forberedt på det værste!«
»Sandheden er ikke god, der er kun meget svagt håb om at redde noget af synet« — og idet han trykkede min hånd, tilføjede han: »De må ikke tabe modet!«
Det var ikke nogen blid køretur ad de oprodede og hullede veje. Den jernringede bil hoppede og slingrede, så jeg måtte holde mig fast ved bårens stænger. Jeg kastede op og havde det meget dårligt, og da vi omsider nåede frem til lazarettet i Hénin Liétard, var jeg omtrent ligeglad med, hvad de foretog sig med mig.
Det var en sygeplejerske, som indførte mit navn i protokollen. Undervejs i ambulancen havde jeg vist været uden bevidsthed et par gange, men nu var jeg fuldstændig klar og kunne svare på alle spørgsmål. Da hun imidlertid spurgte om min alder, har hun nok troet, at det svigtede lidt for mig. »23 år«, sagde hun, »nej, havde De sagt 43 år, ville vi vist komme det nærmere!«
Jeg svarede ikke, men jeg så mig selv i hele min elendighed. Mager og indfalden, som jeg var, skægget og snavset. Oversprøjtet med blod og opkast. Nej, hun havde nok årsag til at tvivle på min tilforladelighed.
Bevidstheden må have været borte igen, for jeg vågnede ved, at jeg frøs, og opdagede, at jeg ikke havde tøj på. Jeg lå i et hestekøretøj, som skrumplede hen over ujævne bro sten. Jo, nu huskede jeg det, man havde trukket tøjet af mig og gjort mig ren. Der var blevet talt om et andet lazaret, og nu var jeg altså på vej derhen.
På »Hospice des Mineurs« kom jeg straks på operationsbordet. Man stak med en sonde omkring i hovedet på mig, vel nok for at lokalisere splinter, og så blev jeg bedøvet. Det var, som om jeg sank og sank i det uendelige, og jeg tænkte, sløj og ligegyldig, at jeg nok aldrig vågnede mere.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
I stedet for te.
Det prøjsiske krigsministerium har udsendt et flyveblad om indsamling af blade og brombær, jordbær, hindbær, solbær, blåbær og tyttebær som erstatning for te, efter at der er givet en forklaring af, hvem der bedst kan indsamle bladene, og hvorledes det skal ske, og hvilke blade der er bedst, oplyses der, at for så vidt de tørrede blade ikke anvendes på indsamlingsstedet, kan de i pakker på 5 kilo med posten og 25 kilo med jernbanen efter forudgående forespørgsel sendes til ”Präserven-fabrik” i Ebsdorf, Hannover. Den nævnte fabrik betaler 50 pfennig pr. kilo. Tomme sække og kasser godtgøres ikke og sendes ikke tilbage.
For landsretten i Flensborg
stod i går for unddragelse af værnepligten landmand Thomas Mortensen Therkildsen, født 1896 i Skast, samt tjenestekarl Jens Jensen født 1895 i Ballum, sidst bosiddende i Vester Gammelby. De er begge flygtede til Danmark. Statsadvokaten androg på en pengebøde af 150 mark for hver af de anklagede samt beslaglæggelse af deres eventuelle formue. Efter en kort rådslagning forkyndte retten dog den dom, at sagen måtte standses, da anklageskriftet ikke var fuldstændig efter lovens forskrift. Beslaglæggelsen af formuen ophævedes ligeledes.
For hjælp ved faneflugt.
Fru Anna Jacobsen i Spandet idømt 2 måneders fængsel.
Rigsretten i Leipzig forhandlede i lørdags en sag mod fru Anna Jacobsen i Spandet, som den 18. april ved landsretten i Flensborg var blevet idømt 9 måneders fængsel for hjælp til faneflugt. Den anklagede havde efter anmodning givet sin svoger, der var soldat, en civilklædning for at han kunne flygte. Efter først at have taget klædningen frem, havde fru Jacobsen igen taget den bort med en bemærkning, at hun ikke ville have noget at gøre med den sag. Men hun låsede ikke klæderne bort, men lagde dem på sengen, hvor svogeren fandt dem og tog dem på. Revisionsinstansen anså det ifølge ”Flensborg Avis” for tilstrækkelig bevist, at fru Jacobsen havde villet hjælpe svogeren med at flygte, og forkastede hendes revision. En søster til fru Jacobsen, der havde større del i soldatens flugt, idømtes i sin tid et år seks måneders fængsel. Hun havde ikke nedlagt revision.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Peter Schmidt og hustru i Ladegårdsskov ved Gråsten har modtaget efterretning om, at deres søn Frederik er faldet på vestfronten den 16. maj, næppe 20 år gl.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Johan Johansen fra Felsted er faldet, at Asmus Peter Julius fra Gråsten er død på krigslazaret og at en søn af A. Dall i Lintrup, bygmester Hans Petersen fra Mejlby ved Lintrup og gårdejer Truels Jensen fra Rejsby er blevet såret.
I marinens tabsliste meddeles, at Andreas Staarup fra Haderslev er savnet.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Petersen fra Bovrup er i fangenskab.
Lambert Lambertsen fra Aalkjær ved Gram, der i begyndelsen af krigen blev hårdt såret i den denne arm, nu er blevet hjemsendt med pension.
Enke Marie Knudsen, født Lund, i Åbenrå har modtaget efterretning om, at hendes søn Lauritz er faldet den 20. maj ved Mort Homme [“Toter Mann”, RR]. Fru Knudsen har endnu to sønner, Lorenz og Hermann med i krigen.
Otto Christensen fra Mels Mark på Als er faldet den 25. maj, 31 år gl.; han efterlader hustru og en lille søn.
Peter Søberg fra Løjtkirkeby, er død på et lazaret. Thomas Hansen og hustru i Lundsbæk i Nustrup sogn har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Hans Eskildsen Hansen, er død på et feltlazaret den 26. maj.
Thomas Thygesen, søn af gårdejer Hans P. Thygesen i Tyrholm ved Hovslund, er blevet hårdt såret og befinder sig nu på et lazaret.
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
3 russere til Thorøhuse ved Assens
Den 6. juni landede ved Thorøhuse, et fiskerleje ¼ dels vej syd for Assens, 3 russere, der var flygtet fra Nordborg.
Det blæste godt fra syd den nat. De tre flygtninge 1) Sjergjsi Trofimovitch Maljscheff, korporal ved 33. reg.’s 15 komp, hjemmehørende i Guv. Orenburg, taget til fange i Galizien 20. okt. 1914 nær byen Lopstof eller Lopatof. 37 år gl. 2) Gregorie Trifanovitch Litin, 331 reg.’s 15 komp. hjemmehørende i Guv. Orenburg, 31 år gl. og 3) underkorporal Simson Nikiporoff Glasunoff, Kejser Alexander III’s jægerregiments 7. bat. hjemmehørende i Guv. Kerson. 32 år. –
De var først alle tre i lejren Milaviza i Østrig -Ungarn, men kom den 17. juni 1915 til Parchininn og den 29. juli 1915 til Nordborg på Als. Sjergjei Maljscheff, der blev sat i arbejde på en vindmølle 2 kilometer fra Nordborg, fandt en søndag en gammel båd ca. 200 meter fra havet i en lille å.
– ”Jeg blev henrykt og sagde til mig selv: Gud sender lykken. I denne båd vil ikke engang en tyr kunne drukne. Bølgen finder vel altid vej til krysteren, men den dristige vil ikke kunne drukne.”
Den 24. maj traf jeg aftale med 3 kammerater. Vi lå i theatret. Ved midnatstid – efter at jeg forud havde åbnet døren i kulisserne, underrettede jeg kammeraterne om, at nu skulle det være. De to af os kom ud, men de to andre ville alligevel ikke, og vi måtte opgive flugten denne gang, da det ikke var muligt for to at slæbe båden, der lå på land, ud i havet. Vi havde slået døren itu og fik det nu værre, da skildervagten opdagede dette, og der blev passet strengere på os.
12 dage efter traf jeg igen aftale med nye kammerater og en af de gamle. Den 5. juni gjorde vi os nu klar; jeg tilegnede mig hos den, jeg arbejdede, en skruetrækker og en dirk og min nye kammerat tog en skruenøgle. Kl. 11 ¾ aften skruede vi jernstængerne fra vinduet,. Bøjede gitteret til side og krøb ud.
”Afsted, spild nu ikke tiden”, hviskede jeg til de andre og krøb ud; de andre kom bagefter. Jeg var barbenet og i det blotte linned; men vi gik hen til den mand, hos hvem jeg arbejdede, og der var i forvejen lagt tilrette støvler og kappe.
Vi kom i tøjet, fik båden sat i havet og afsted gik det kl. 1 om natten. Klokken 4½ om morgenen passerede vi to tyske både, men den som følge af blæsten ret stærke bølgegang skjulte os for dem, skønt vi kun var på dem i kort afstand. Præcis kl. 6 morgen nåede vi den kyst, som var vores ønskemål. Der blev vi ikke modtaget på tysk vis, men man tog imod os som mod deres egne.
Nu er vi levet op igen, vi har atter friheden og ser ikke skildvagten bag os med sit gevær – hører ej heller hans barske ”Raus!” (Heraus) og den slags.
Da man i Assens viste dem billederne af deres ”forgængere” kendte de tre russere, som ankom til Sønderby Klint – 16. marts.
Kapitän zur See von Egidy underskrev den 6. juni følgende dødsbudskab, som blev afsendt til Jørgen Jacobsens forældre samme dag.
Jørgen Jacobsen (1891-1916) Ulkebøl
Den 6. juni 1916
Det er min sørgelige pligt at skulle meddele Dem, at Deres søn Overmatros Jacobsen i søslaget i Skagerrak har lidt heltedøden for fædrelandet. Pligttro faldt han under udførelsen i den sejrrige kamp for kejser og for riget.
Hvad angår Deres søns efterladte ejendele meddeler Kommandoen, at opgørelsen og forsendelse heraf af militære grunde for tiden ikke er mulig. Så snart forholdene tillader det, vil det ufortøvet blive bragt i orden.
Det vil foregå således.
Samtlige forhåndenværende private ejendele dvs. breve, værdigenstande, medicin, ekstra støvler vil fra Skibskommandoen blive sendt direkte til Deres adresse, dog delvis ødelagt under slaget.
Alt tjenstligt, udstyr (beklædningsgenstande, løn, tilgodehavender af tøj osv.) sendes til stamafdelingen Abreilung 1. Matrosen Division. Denne foranlediger da videreforsendelse til Dem naturligvis forudsat, at en udlevering må findes sted efter reglerne, dvs., at Deres søn har tøj til gode.
Hvad angår private sager vil kommandoen gerne på forespørgsel hjælpe med yderligere oplysninger. Angående andre oplysninger (se ovenfor under b) henvend Dem da venligst til stammarineafdelingen.
Vi beder dog om, at De foreløbig vil have tålmodighed, da det kræver tid at eftersøge og ordne efterladenskaberne.
Søren P. Petersen, Rødding, beretter om den nat, han blev blind. Han lå i en sappe ved Loretto.
Natten mellem den 5. og 6. juni stod jeg sammen med en kammerat vagt i en meget udsat sappe. Englænderne kunne beskyde os fra tre sider og fyrede flittigt. Kuglerne peb os om ørerne, somme tider slog de ned foran os, så sandet sprøjtede op i ansigtet på os. Vi plejede ellers at stable nogle sandsække op for at få lidt værn.
Den aften havde vi fået besked om ikke at bygge noget op, da man formodede angreb. Jeg havde lige set på klokken. Om tre minutter ville afløsningen komme. — Da fik jeg pludselig et tungt slag i ansigtet og tumlede ned i skyttegraven.
Jeg må have mistet bevidstheden et øjeblik, men vågnede ved, at min kammerat stod bøjet over mig. I den tro, at det var angrebet, der havde overrasket os, sagde jeg til ham, at han hellere måtte springe op på skytteafsatsen og se, at vi ikke fik flere håndgranater.
Det viste sig dog senere, at det var et projektil, som havde ramt mit gevær, som lå på skyttegravens kant.
Det havde slået bøssens lås i stykker, og jeg havde fået alle splinter i ansigtet. Jeg kravlede hen i et hjørne og kunne høre blodet løbe ned i sandet. Da jeg følte til ansigtet, fik jeg fat i patronudtrækkeren, som sad fast i panden; jeg trak den ud.
Imens var underofficeren kommet til, han skød en lyskugle op og viklede et par forbindinger om mit hoved. Så kunne jeg rejse mig, og støttet af underofficeren kunne jeg gå ned i vor bunker, hvor jeg blev sat på en skammel.
Imidlertid var en sanitetssoldat kommet til. Han tog den første forbinding af, og jeg hørte en kammerat sige: »Øjnene!«
En anden bemærkede, at han kunne se hjernen. De har åbenbart ikke regnet med, at jeg kunne høre, hvad de sagde, men jeg var straks forberedt på det allerværste.
Fire kammerater bar mig tilbage ad den vej, jeg havde travet så uendelig mange gange. Jeg hørte maskingeværernes knitren, og af og til peb en kugle forbi. Skulle der endnu være én, som var bestemt for mig? For mig var krigen derude forbi, men hvad ville fremtiden byde på?
Et minde!
Natten mellem 5. og 6. juni 1916, i stillingerne ved Lorettohøjen i Nordfrankrig, blev jeg hårdt såret ved et skud i hovedet, hvorved jeg mistede synet på begge øjne.
I mindet om det skrev jeg tyve år [1936] efter følgende: Det er tyve år siden, jeg sidst så lyset, og det var fra en magnesiumlyskugle, afskudt af en årvågen soldat, der forvoldte ulykken. Med et knald forlod den pistolløbet og fo’r hvislende i en stor bue ud gennem natten, jagende mørket med sine hundreder af normallys, så det forskræmt gemte sig bag pigtrådsforhugningens pæle, dukkede ned i granathuller eller krøb ind mellem græsset, hvor det lå som dybe, mørke skygger, parat til at springe frem og opsluge alt i det øjeblik, lyset slukkedes.
Men mange øjne under tunge stålhjelme afsøgte spejdende hver kvadrattomme af den strimmel ingenmandsland, der lå mellem skyttegravene, mens skyggerne drejede rundt om deres skjul og strakte sig, som ville de flygte, men ikke turde give slip, og pigtrådens indfiltrede netværk droges hen over grønsværen som et vod, der søger bytte . . .
Og kuglens lys slukkedes, og mørket opslugte alt. — Men den strimmel oplyst jord, som adskilte Europas nationer i årevis, og døden, der lurede i al sin gru, står endnu for mit indre blik, skarpt tegnet som på en fotografisk plade.
Det er tyve år siden, jeg sidst så dagen, en varm dag i Frankrigs skærsommer, som pustede sin lune ånde ned i skyttegravenes labyrinter og svøbte de gråklædte soldater ind i længsel efter hjem, gerning og barnelatter. Solen skinnede på ven og fjende og brunede de skægstubbede kinder. Men højt over vore hoveder hang lærkerne og sendte deres jublende triller ned til den stridende menneskehed, forjættende evig fred. Græs og urter strakte sig, så langt de kunne, for at dække over al denne ødelæggelsens vederstyggelighed og bredte sit grønne, bløde tæppe over de faldnes grave.
Og solen gik til hvile i vest og sendte os sin sidste hilsen på guldbræmmede skyer, og evigheden kom os ganske nær. Ind fra marken og ud fra skyttegravenes kroge kom mørket listende og sænkede sin tavse vinge over den mishandlede jord. Men en nattergal forsøgte at tolke for os livets store hemmelighed.
Det er tyve år siden, jeg sidst så natten, en lun nat med bløde silhouetter. Højt over vore hoveder vandrede de blinkende stjerner på deres evige baner, ubekymret om menneskeskæbner, men sært dragende sind og tanker. Mine øjne søgte Nordstjernen, og mine tanker vandrede de mange, mange mile mod nord, til den plet på jorden, som jeg elskede, og som var mit hjem, og en bøn for dem, jeg der havde kær, formede sig på mine læber, mens jeg spændt lyttede ud i natten, hvis stilhed uafladelig flængedes af eksplosioner og af hvislende granater, der med døden som last var på vej mod deres fjerne mål. Men geværskuddenes skarpe smæld lød, som var det livstråde, der blev overklippede —
I selvsamme øjeblik lagde en engelsk soldat den kugle i løbet, som i sig bar min skæbne, den ramte mig som et kolbeslag og udslettede mine øjnes lys for stedse.
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
Den anden nat efter ankomsten skulle vor gruppe op i stillingen med hakker, andre grupper med pigtråd og sandsække. Kl. 2 drog vi af sted i gåsemarch med en underofficer i spidsen. Over Forgesbækken var lagt et gangbræt.
I bækken lå en del døde soldater, og hver gang, når det var lyst, kunne jeg ikke dy mig for at skule derned. Lige ved overgangen var der i bækken en ret kraftig hvirvel, der bevægede det ene ben på en af de døde soldater. Det så ud, som om der endnu var liv i ham.
Men endnu stærkere indtryk på mig gjorde den sorte franske soldat, som sad op ad en vold i »Totenschlucht« på halvvejen op til stillingen. Hans hjerneskal var skåret af, vel nok af et stykke af en granat, der kan være skarp som en ragekniv, og hans hjernemasse lå blottet, og særligt, når det var varmt, var denne fyldt med spyfluer, et varsko til os om ikke at drikke vand af et granathul, selvom man var nok så tørstig.
I denne nat var det mørkt. Vi så hverken det bevægelige ben i bækken eller den døde negersoldat.
Alt, hvad der skulle op eller ned til stillingerne på »304«, gik igennem slugten.
Der var ingen anden vej derop, og det vidste de ovre på den anden side godt. Det franske artilleri var indstillet på slugten, og der var sjælden pause i beskydningen af den. Slugten var opfyldt af lig, hvide og farvede mellem hinanden, og at grave de døde ned ville være håbløst, thi granaterne pløjede dem op igen, og desuden var det den visse død at vove sig ud på et gravearbejde.
Sammen med de døde lå her også en mængde ragelse fra tidligere kampe i slugten. Vi arbejdede os langsomt opad i ravende mørke, og en gang imellem måtte vi kaste os ned; en lys kugle gik op, og en granat nærmede sig. Vi kunne høre på hvinet, hvor omtrent den ville slå ned.
Da vi var et par hundrede meter fra skyttegrav en, må franskmanden have hørt os, for en rød lyskugle steg op, et tegn til artilleriet at gribe ind, og derpå fulgte et ildoverfald med granater, shrapnels og maskingeværer, så vi trak os tilbage til »Termithøjen «, som var et temmelig sikkert tilflugtssted med en understand.
Her ventede vi på, at skyderiet skulle løje af, så vi kunne komme helt op med vort materiale, men det skete ikke. Der taltes om at gå tilbage, for at gå fremad ville være den sikre død, i hvert fald for en del af os, og i øst meldte sig allerede den nye dag så småt.
Inden jeg fik set mig om, var alle på flugt nedad. Foruden mig var der endnu en kammerat fra min gruppe tilbage, og vi to blev enige om også at stikke af nedad.
Vi løb, som jeg aldrig før eller siden har løbet, alt imens granater og shrapnels sprang omkring os. En gang gled jeg i et halvt opløst legeme, men op kom jeg igen og videre. Det var et løb på liv og død.
Endelig kom vi ud af slugten, og det værste var overstået. Jeg kunne heller ikke mere. Vi nåede Malancourt og krøb ned til rotterne.
Ingen af os kunne sove, så ophidsede var vi alle, og først ved højlys dag faldt jeg i søvn.
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
På grund af dette mellemspil kom vi først af sted en time senere, og nu var det blevet helt mørkt.
Vi kunne ikke se de mange forhindringer på vejen, så vi stolprede af sted og faldt en gang imellem. Turen ud til Malancourt tog et par timer, og vi var godt trætte, da vi forsvandt ned i bryggerikælderen, mens andre skulle ned i kirkehvælvingen.
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni.
Det var en herlig sommerdag først i juni måned 1916. En lille flok sønderjyder havde, efter at have renset sig for alt det indtørrede pløre, vi havde bragt med fra 304 til Nantillois, hvor vi lå i ro, fundet sammen til en lille passiar. Under rensning forstod man også jagten på de søde små gråben, som var så venlige at ville bo hos os for at holde os vågne, når vi egentlig gerne ville sove.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Til P. Jørgensen og familie i Kelbjerg ved Holebøl er indløbet meddelelse om, at deres søn Jørgen er faldet på vestfronten den 20. maj, næppe 21 år gl.
Efter 3 måneders uvished har enke Marie Clausen i Sønderborg modtaget efterretning om, at hendes søn Hans er faldet den 7. marts, 27 år gl.
Nis Nørgaard og hustru i Styding meddeler, at deres plejesøn M. Ch. Nissen er faldet den 23. maj, næppe 19½ år gl.
Ewald Külling fra Åstrup er den 19. maj faldet, næppe 20 år gl.
Arkitekt Heinrich Hardenberg i Broager er den 26. maj død på et feltlazaret ved Verdun, 29 år gl. Han efterlader hustru og to små børn.
I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at Christian Nissen fra Haderslev er faldet, at Ch. Hansen 3. fra Aabenraa er død af sine sår, at Gefreiter Jørgen Christensen fra Høruphav og Hans Johansen fra Augustenborg er død på lazarettet.
Peter Søberg fra Løjtkirkeby er under kampene ved Verdun blevet hårdt såret i hovedet.
Hans Boysen fra Løjtkirkeby er, ligeledes ved Verdun, blevet hårdt såret i ryggen.
Hans Skov fra Nørby ved Løjtkirkeby er også blevet hårdt såret.
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
Udenrigsmisteriets censurer
Lærer Nygaard Jespersen sendte 1. juni en meddelelse til Ritzaus Bureau om zeppelineren ”L. 24” fart over dansk territorium i går og nævnte bl.a. hvor langt den var oppe nord for grænsen m.v. Udenrigsministeriet havde censureret denne meddelelse, som derefter fremtrådte i følgende højkomiske form:
”Ribe 1. juni: Ifølge ”Ribe Stifttidende” observeredes i middags en antagelig tysk zeppeliner, der tilsyneladende fløj over dansk territorium. Zeppelineren, der forsvandt i sydlig retning, fløj lavt og var formentlig havareret. Der er i formiddags hørt ”ret heftig kanonade udover havet”.
I betragtning af at ”L. 24” gik ned over diget 300 m nord for Kammerslusen og nåede op mellem Hjortlund og Jernved Kirker for at gå ud lidt nord for Hømlund, kunne denne formentlige forsigtighed sammenlignes med en vending som: Et antageligt dansk udenrigsministerium, der tilsyneladende er beliggende ved Kongens Nytorv” osv. – ”Forbedringen” fra ministeriets side er ganske uhyrlig og gav anledning til en mængde forespørgsler i dag fra folk, der har læst meddelelsen i udenbys blade.
H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros og senere overflyttet til Wilhelmshafen.
Efter en tre Ugers Tid øverførtes jeg med en Kommando på 300 Mand til Cuxhaven. Vi var blevet overført til Mineafdelingen der og var blevet Minematroser, — „Himmelfartskommando”, trøstede Kammeraterne os med.
Vor Transportfører var en „Obermaschinistenmaat”. Han havde et flot, lyst og kraftigt Fuldskæg. En rigtig nordisk Type. Da jeg om Aftenen, efter at vi var blevet indkvarteret i Kasernen, var på Vej fra Kantinen, råbte han til mig, hvor mange Klokken var, og da han havde hørt mit Mål, udbrød han på Dansk: „Hvor er du fra?”
— „Fra Aabenraaegnen”, svarede jeg. — Ja, det var han også, og det viste sig,, at vi endda flygtigt havde kendt hinanden som unge derhjemme. Han havde i et Par År været Fyrbøder på Amtsbanen mellem Aabenraa og Graasten og var gået ud af Militærtjenesten som Reserve-Maskinistmat. Under Krigen var han blevet forfremmet.
Vi blev nu meget gode Kammerater og var altid sammen uden for Tjenesten. Vi kom sammen i en Kommando til Mineuddannelse og blev sammen beordret om Bord på Minestrygeren M. 31.
Den 31. Maj 1916 afrejste vi fra Cuxhaven til Wilhelmshaven, hvor Skibet skulde gå i Tjeneste. Min Kammerat skulde være 2. Maskinist, og jeg Dæksmatros. Besætningen talte 48 Mand, og Skibets Kommandant var en Overløjtnant.
Vor Omflytning skete netop samme Dag, som Skagerrak-Slaget fandt Sted, og da vi Dagen efter vor Ankomst sjokkede rundt i Krigshavnen i Wilhelmshaven, på Vej til Værftet, havde vi god Lejlighed til at tage de fra Slaget hjemvendte Krigsskibe i Øjesyn.
Der var ikke særlig mange, men de var alle gennemhullede. Hullerne var dækket med Sejldug. „Een sådan Sejr til, og vi har ingen Flåde mere”, sådan var Omtalen af Sejren inden for Marinekredse.
I Slusen ved Indsejlingen til Havnen havde „Seydlitz” taget Bunden og sad fast, kun Kommandotårnet og Masterne stod over Vandet. Dagen derpå blev man opmærksom på en vedvarende Banken fra Skibets Indre, og gennem et Talerør fra Kommandobroen kom man i Forbindelse med nogle Folk, som af Vandet var indespærret i Ammunitionsrummet nede i Bunden af Skibet.
Dernede havde de siddet siden Slaget tog sin Begyndelse Fredag Morgen. Først om Torsdagen i den påfølgende Uge blev de befriede, da Skibet blev hævet. Der var 17 Mand og 1 Løjtnant i Rummet. Fra om Tirsdagen havde man hældt flydende Mad ned til dem igennem Talerøret, men de var dog meget forkomne, en af dem var endda blevet vanvittig. De vidste nemlig ikke, om de lå på Havets Bund eller andetsteds. Skibet var blevet ramt af en Torpedo, og de indstyrtende Vandmasser havde spærret dem inde.
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
En salve mod zeppelineren ”L 24”.
Da zeppelineren ”L. 24” kom ind på dansk territorium i middags ved Fanø, blev der fra vagtmandskabet vest for kabelhuset afgivet 100-200 skud, nøjagtigere ca. 150. Dette antal måtte imidlertid absolut ikke omtales, da man var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at fyre, når zeppelineren er havarist.
En anonym 84’er fortæller om sit møde med de sårede matroser efter Jyllandsslaget
Da jeg som infanterist i efteråret 1916 ved en fejltagelse blev indlagt på marinelazarettet i Kiel, mødte jeg her en del af de marinesoldater, der havde været med i Jyllands-slaget den 31. maj samme år.
Der var nogle sørgelige skikkelser imellem, og en egen gru blev det at se på de stakler, som var blevet forbrændt. Der er særligt et billede, som endnu, efter de mange år, står skarpt i erindringen. Det var dem, hvis hud over hele hovedet var brændt og havde taget en del af kødet med også, de så frygtelig ud.
Jeg talte en del med dem, og de forklarede mig, at de skulle blive længe på lazarettet, for de skulle først have en ny hud, og det skulle ske ved transplantation, og det kunne godt vare i flere år. Man ville ikke have dem gående blandt befolkningen, sådan som de så ud.
Vi kom jo også til at tale om selve søslaget. og disse soldater havde jo selvfølgelig deres egen mening om, hvad der skete den 31. maj om eftermiddagen.
De fortalte, at den tyske Hochseeflotte havde forladt Wilhelmshaven allerede den 30. maj og var ankret op på Schillig red ved Jadebugten. Efter planen skulle slagkrydserne tidlig næste morgen gå op langs den norske kyst, hvor man havde observeret engelske krydsere, senere skulle så slagflåden følge efter. Nu gik det jo noget anderledes.
Slaget var frygteligt, mens det stod på, sagde de og de kunne ikke se, at nogen havde vundet slaget. Det var jo også admiral Scheer, som trak sig tilbage, hvorved kampen ebbede ud.
Det var et sørgeligt syn at se flåden liste ind i havnen den næste eftermiddag, sagde de forbrændte mennesker, skibe med alt skudt ned, hvad der havde stået oprejst, andre med mere eller mindre slagside, gråd og jammer fra de pårørende til dem, der ikke var med hjem. Mange lemlæstede om bord, og de døde blev kørt bort i møbelvogne, så mange var der.
Johann Christian Kaas (1887-1974) fra Mjøls deltog i kampene ved Højde 304 ved Verdun.
Johann Christian Kaas, Mjøls (1887-1974)
Den 1. juni 1916 kom han ud til frontlinjen ved Højde 304. Her lå han sammen med sine kammerater under fransk granatild.
Ca kl. 12 midnat blev han såret i ryggen af en granatsplint.
Den granatsplint, der blev opereret ud af ryggen på J.Chr. Kaas.
Hans sidemand udbrød: “Bare det var mig, for så var krigen slut for mit vedkommende!” Han kom ikke selv hjem igen.
Johann Christian Kaas blev nødforbundet på stedet og måtte selv kravle de 4-5 kilometer tilbage til forbindingspladsen, hvor han blev sanitært forbundet med gazeforbinding.
Den følgende dag blev han transporteret til feltlazarettet i Malancourt og nogle dage senere i Stennay.
Den 2. august 1916 blev han overført til lazarettet i Saarbrücken og den 18. august kom han til Flensborg.
Her indførte man den 4. november en sonde i fistelgangen i ryggen (hvor granaten var gået ind) og stødte i ca. 15 centimeters dybde på et fremmedlegene: Røntgenbilledet viste en granatsplint.
Granatsplinten blev fjernet ved operation den 1. december 1916.
Johann Christian Kaas på Reservelazarettet i Flensborg
Holger Marius Frederik Torp fra Haderslev gjorde krigstjeneste som overkanonér om bord på linjeskibet SMS Kronprinz. Til sin datter har han bl.a. berettet følgende:
Holger Torp fortalte ikke så meget om livet ombord på “Kronprinz”. Der var selvfølgelig meget streng disciplin om bord. De menige matroser lå i Hængekøjer tæt på hinanden og alle sov med strømperne på om natten parat til at springe i tøjet, hvis der blev slået alarm. Vanen med strømperne fulgte far resten af hans dage.
Holger Torp var i mellemtiden blevet udnævnt til Überkanonier.
Under Jyllandsslaget stod han nede i bunden af slagskibet og var med til at sende granaterne via en elevator op til kanonerne på dækket. De “varmede” granaterne, kaldte han det. Hvad det egentligt betyder, ved jeg ikke. Det har måske været et tysk udtryk for at klargøre granaterne, inden de blev sendt videre.
Hvor mange store kanoner der var ombord på “Kronprinz”, ved jeg ikke. men i løbet af slaget blev der affyret 144 stk. langtrækkende granater.
Holger Torp fortalte, at der var et øredøvende spektakel, når kanonerne blev affyrede og hele skibet rystede ved hver salve. Desuden var det utroligt varmt nede i bunden, så matroserne svedte bravt. Han fik en alvorlig høreskade af spektaklet, og det plagede ham resten af Iivet, endvidere led han også af dårlige nerver i mange år.
Helt uden fysiske mén slap Holger Torp dog ikke fra bataljen i 1916.
Under kampen foretog “Kronprinz” en brat manøvre, og ved et uheld væltede en granat. Den rullede henover dørken og ramte tæerne på hans højre fod. Det var især storetåen , det gik ud over og den skade forvandt den aldrig.
Som en lille “Krølle” kan jeg fortælle, at som meget lille pige var det altid spændende at se fars mærkelige storetå og høre ham fortælle om granaten, der bar skylden, dengang han var ud at slås på det store vand.
Efter slaget listede “Kronprinz” hjem til Kiel og var et af de få tyske skibe, der kom hjem i næsten ubeskadiget tilstand.
L. F. Gram deltog fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.
(… fortsat)
Søslaget ved Jylland
Jeg var Fyrbøder ved Oliekedlen, en let Bestilling, da vi kun havde at regulere Olien og føre Tilsyn med Vandstanden i Kedlen. Vi var tre Mand paa Oliefyrpladsen, Underofficer Bjerring fra Aabenraa, Blom fra Meklenborg og jeg hørte til et Hold. (Bjerring er krigsforlist ved den engelske Kyst i Paaskedagene 1940 som 1. Maskinmester paa Aabenraa-Damperen „Viking”).
Der var treskiftet Vagt, og vi havde Vagt fra: Kl. 4—8. Om Formiddagen ved Appellen meddelte Ingeniøren, at Flaaden stod nord paa og skulde forsøge at opfange de Konvojer, der gik mellem Norge og England.
Den 31. Maj om Eftermiddagen gik mit Hold paa Vagt uden at der var Fyr under Kedlen, for at spare paa Olien, kun Kulkedlerne var i Drift. Et Kvarter over fire ringede Telefonen med Ordren „Klar Skib til Kamp”.
Vi saa først paa hverandre, om det nu ogsaa kunde passe, men saa kom der ny Ordre „Tænd op under Kedlen”. Da sagde Kammerat Blom, at nu vilde han op og hente Ur og Penge, og jeg bad ham ogsaa at tage mit Ur og mine Penge med. Kassebeholdningen var rigtignok ikke stor, da vi kun fik 5 Mark hver 10. Dag.
Lidt efter kom Ingeniøren løbende og gav Ordre til at blokere Overtryksventilen for at holde paa al Dampen. Idet Ingeniøren løb videre til den næste Kedel, raabte han „Vi kommer straks i Kamp, hold jer tappert”. Da det kun tog 10 Minutter for at fyre Kedlen op paa Tryk, kom Skibet snart paa fuld Fart.
Klokken godt fem kimede Telefonen igen med Ordren „Vi kommer i Kamp med engelsk Krydser” og lidt efter gik den første Bredside fra de store 30,5 cm.s Kanoner.
Der var fem Kanontaarne med to Rør i hver, og et Rør i hver Taarn blev samtidig affyret, medens det andet blev ladet. Det var som at staa paa én Fjeder, da den ene Bredside efter den anden forlod Skibet, men ellers gik alt som paa en sædvanlig Vagt, vi kunde jo heller ikke se, hvad der foregik. Telefonen lød igen „engelsk Krydser „Indefatigable” brænder” og lidt efter „Krydseren er sunken”.
Saadan gik Tiden, snart med Kamp paa Styrbord og snart paa Bagbord, ind imellem var alt roligt, naar undtages en Dirren i Skibsskroget, som sagde os, at vi var paa højeste Fart.
Hen under Aften holdt Skydningen op, og der kom Ordre om, at Vagten ikke maatte skiftes, idet de vandtætte Skodder ved Skiftningen skulde lukkes op, og det maatte ikke ske med Faren for Torpedering eller for en Fuldtræffer for Øje. Endelig Kl. 12 blev vi saa afløst og blev indsat som Reservevagt i Panserdækket, og da vi under hele Slaget ikke havde faaet noget at spise, kunde vi ordentlig have en Portion Smørrebrød, som blev sat for os. Hen paa Aftenen den 1. Juni løb Skibet ind til Wilhelmshaven og gik til Ankers, og efter Afløsningen skulde vi op paa Dækket for at tage Sagerne i Øjesyn.
Der laa en Del Sprængstykker fra Granater paa Dækket, og paa Hækket havde Skibet en Bule, men ellers var ingen Skade sket, heller ingen Saarede. Fra Dækket kunde vi se Panserkrydseren „Seydlitz” ligge i Slusen med Kanonerne pegende ud til Siderne. Den var svært beskadiget og havde ogsaa haft stort Tab af Mandskab.
Skudhul i siden på tysk krigsskib i Wilhelmshafen
Næste Dag takkede Kaptajnen Besætningen for det Arbejde, denne havde udført, og hver Mand fik som en særlig Anerkendelse udbetalt 1 Mark af Kantineoverskuddet.
Nogle Dage senere ankom Kejseren til Wilhelmshaven for at mønstre Marinen. Fra hvert Skib blev der udtaget et Par Mand, og da de alle var samlet, holdt Kejseren en Tale til dem og skridtede forresten Fronten af. En Kammerat fra Bakken, der havde været med, fortalte, at Kejseren havde været i daarligt Humør, han saa bister ud og saa slet ikke paa Folkene.
Johan Moltzen, Sønderborg, var maskinist om bord på slagskibet SMS Kaiser.
Den 1. juni 1913 blev jeg afkommanderet til det tyske kejser-flagskib SMS Kaiser. Det var den tyske flådes første turbineslagskib, et linjeskib på 29.000 tons størrelse, et vidunder af teknik.
Skibet var 173 meter langt, 32 meter bredt, og det havde et dybtgående på 9,60 meter under vandlinjen. Det var armeret med 10 stk. 30,5 cm, 14 stk. 15 cm og en hel del 10,5 cm kanoner. Endvidere havde det 8 torpedorør. Til skibets fremdrift havde vi et turbineanlæg med tre maskiner på tilsammen 50.000 hestekræfter, en besætning på ca. 1.200 mand, i krigstid dog 1.622 mand.
SMS Kaiser. (foto: Museum Sønderjylland).
Den 30. maj 1916 forlod vi havnen med kurs nordpå, og den 31. maj klokken 4:45 blev der slået alarm og »klar til kamp«.
Det var »Jyllandsslaget«, der her tog sin begyndelse. Vi styrede stadig nordpå i kølvandslinje, som det hedder i sømandssproget, dvs. med førerskibet »König« foran med første admiral om bord, og derefter – med 300 meters afstand – »König-klassen«, så »Kaiser-klassen«, derefter »Ostfriesland-klassen« osv.
Vi fulgte Jyllands kyst nordpå, men englænderne, der havde mange flere skibe, var avanceret frem og havde lagt en »hestesko« om vor kurs. Vi måtte dreje af til bakbord, ud i Nordsøen, for der var ingen plads til den anden side ind imod den jyske kyst.
Efter ordre styrede vi nu lige igennem den engelske skibslinje på det vanskeligste sted, og derfor blev slaget der meget hårdt.
Vi i maskinrummet, der var indespærrede bag de vandtætte skodder, fik ordre til at fyre op, alt hvad kedlerne kunne holde til. Det var en umenneskelig bestilling i den frygtelige varme. Dampventilerne var blokerede, for at ingen damp skulle gå til spilde. – Og så gik det med højeste fart fremad og igennem de engelske skibslinjer.
Alle vore 30,5 kanoner var i aktivitet til begge sider og drønede uafbrudt.
Gennembruddet lykkedes, for englænderne kunne ikke holde gennembrudsstedet lukket, og det var vor frelse; men vi havde bortskudt næsten hele beholdningen af 30,5 granater. –
Tabene og ødelæggelserne var på begge sider store, men englænderne sejlede med resten af storflåden nordpå og tilbage til England, og vi fik samling på vore skibe, ubeskadigede som beskadigede, og drog hjemad.
På tilbageturen fik vi øje på en ældre del af den engelske flåde, men da vi styrede hen imod den, trak den sig tilbage – de turde ikke tage kampen op.
Om aftenen den 1. juni løb vi ind i havnen i Wilhelmshaven, og her fortalte man os, at vi havde vundet en mægtig sejr. Det kunne vi nu ikke rigtig forstå, for vore skibe var i en meget dårlig forfatning.
Af journalist Knud Jakobsen, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, med tilføjelser vedr. Sønderjylland af René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Jyllandsslaget var verdenshistoriens største søslag. Det foregik onsdag den 31. maj og torsdag den 1. juni 1916, som var Kristi Himmelfartsdag. Det var første og eneste gang, slagskibene fra den tyske og den britiske flåde mødtes under første verdenskrig.
Slaget fandt sted på strækningen fra Hanstholm til Blåvandshuk og foregik så tæt på den jyske vestkyst, at man kunne høre kanontorden i land.
SMS Derfflinger i Wilhelmshafen (Foto: Museum Sønderjylland).SMS Derfflinger i Wilhelmshafen efter slaget (Museum Sønderjylland)
Baggrunden
Den britiske flåde var dobbelt så stærk som den tyske, og derfor kunne viceadmiral Reinhard Scheer ikke tillade sig en direkte konfrontation, da han i januar 1916 blev chef for Højsøflåden. Han satsede i stedet på en offensiv strategi, hvor han ved hjælp af miner, ubåde og overraskende angreb gradvis udlignede forskellen.
Han rettede flere angreb på den britiske østkyst uden at opnå det ønskede resultat, og i slutningen af maj besluttede han at sejle op langs den jyske vestkyst og føre handelskrig ved Norge. Det virkelige mål var ikke de forsvarsløse handelsskibe, men de britiske styrker, som han dermed håbede at lokke ud fra deres baser. Gik det galt, kunne han i værste fald trække sig tilbage via Skagerrak og de danske farvande.
Optakten
Under hele krigen kunne briterne aflytte og dechifrere tyske radiosignaler, og allerede den 28. maj vidste briterne, at Højsøflåden var på vej ud. Chefen for Grand Fleet, admiral John Jellicoe blev alarmeret, og den 30. maj klokken 23:30 dansk tid forlod han Scapa Flow med 16 slagskibe og tre slagkrydsere, mens yderligere otte slagskibe sejlede fra Cromarty for at mødes med hovedstyrken til søs.
Fra Rosyth sejlede Grand Fleet’s opklaringsstyrke under viceadmiral David Beatty. Den bestod af seks slagkrydsere, som blev fulgt af en eskadre på fire slagskibe under kontreadmiral Hugh Evan-Thomas. De fire slagskibe var af Queen Elizabeth-klassen, som på dette tidspunkt var verdens hurtigste og bedst bevæbnede.
Planen kom dårligt fra start på grund af en misforståelse i den britiske efterretningstjeneste. Højsøflåden forlod Wilhelmshaven den 31. maj klokken 02:00 og 3:30, og ti timer senere troede briterne stadig, at den endnu lå i havnen. Da de to flåder mødtes, kom det derfor som en stor overraskelse for de britiske admiraler.
Slagets forløb
Overlegen britisk flåde
På begge sider var de store skibe ledsaget af mange mindre fartøjer. Jellicoes hovedstyrke blev således fulgt af otte lette krydsere, fire opklaringskrydsere, 51 destroyere og en lille minelægger. På samme måde blev Beattys hurtige opklaringsstyrke fulgt af 14 lette krydsere, 27 destroyere og et moderskib for vandfly.
Den tyske opklaringsstyrke under viceadmiral Franz Hipper bestod af fem slagkrydsere, fem lette krydsere og 30 torpedobåde. 40 sømil længere mod syd kom Scheers hovedflåde, som bestod af 16 slagskibe og seks ældre linjeskibe. De var ledsaget af seks lette krydsere og 31 torpedobåde. Der var ingen ubåde med i selve slaget, og på grund af dis og lavthængende skyer, kom fly og luftskibe ikke til at spille nogen rolle.
Briterne havde i alt 151 skibe, mens tyskerne havde 99. Skibene var bemandet af 60.000 briter og 45.000 tyskere. Hvis alle britiske skibe affyrede deres kanoner samtidigt, ville granaterne tilsammen veje 150.760 kilo, mens de tyske granater tilsvarende ville veje 60.879 kilo. En britisk 15 tommers granat (38,1 cm) var slagets tungeste og vejede 879 kilo.
Det danske skib
Havde det ikke været for et fredeligt dansk handelsskib, var tyskerne og briterne sejlet forbi hinanden. Skibet var N. J. Fjord, som var på vej fra Leith til Frederikshavn, og som blev observeret fra den tyske krydser SMS Elbing.
To torpedobåde blev sendt frem for at inspicere det neutrale skib, og da N. J. Fjord fik ordre til at standse, blev dampmaskinen stoppet. Dermed blev der overtryk af damp, en sikkerhedsventilen åbnede sig og lukkede en stor, hvid dampsky ud. Den blev set fra den britiske krydser Galatea, som var det britiske skib helt ude på fløjen.
Galatea og krydseren Phaeton sejlede frem for at undersøge og blev observeret fra Elbing, som åbnede ild på meget stor afstand. Klokken 15:28 var slaget i gang, og trods afstanden scorede den tyske krydser klokken 15:36 slagets første træffer. N. J. Fjord fik hurtigt dampen op igen og slap uskadt væk.
Kampens første fase
Da Beatty fik melding om de tyske skibe, var han på vej mod nord for at mødes med Jellicoe, men nu drejede han rundt og satte kurs mod sydøst for at få sine skibe ind på en linje. Den nye kurs blev ikke kommunikeret videre til Evan-Thomas’ fire slagskibe med det resultat, at de blev hægtet af og ikke kunne deltage i de indledende kamphandlinger.
Da Hipper så de britiske skibe, vendte også han rundt, og nu fortsatte de to opklaringsstyrker på to parallelle kamplinjer mod syd. Klokken 16:48 var afstanden mellem de to opklaringsstyrker snævret ind til cirka 14.000 meter, hvorefter tyskerne åbnede ild.
Den tyske ild var meget præcis, og klokken 17:00 ødelagde en granat fra Lützow det centrale Q-tårn på Beatty’s flagskib Lion og dræbte hele tårnets besætning. Skibet blev kun reddet, fordi den dødeligt sårede major Francis Harvey fra Royal Marines beordrede tårnets ammunitionsmagasin sat under vand. Han havde fået begge ben knust, men formåede at redde sit skib og blev posthumt tildelt Victoriakorset.
SMS Lützow (Museum Sønderjylland)
Den fortsatte kamp
Den første del af slaget gik hårdt ud over Beattys slagkrydsere.
Klokken cirka 17:05 eksploderede Indefatigable med kun to overlevende, og klokken 17:25 eksploderede Queen Mary med ni overlevende. Klokken 17:30 kom Scheers styrke til syne, hvorefter Beatty vendte rundt og søgte at trække tyskerne med op mod Jellicoes styrke.
Nu kom de fire slagskibe under Evan-Thomas endelig i aktion. De kom til at danne britisk bagtrop, og i denne fase blev der scoret mange træffere på begge sider. Scheer vidste ikke, at Grand Fleets hovedstyrke ventede ham og fulgte efter Beatty, indtil han klokken 19:30 pludselig så Jellicoes mange skibe foran sig.
Jellicoe havde været i tvivl om den rette manøvre, men havde valgt den rigtige og havde ”krydset T’et”. Det vil sige, at han havde anbragt hele sine styrke i en lige linje på tværs af Scheers kurs. Dermed kunne samtlige britiske kanoner skyde på fjenden, mens kun de forreste tyske kanoner kunne svare igen. Det var en ren dødsfælde, men ved hjælp af en 180 graders vending lykkedes det Scheer at slippe væk.
Selvom briterne havde overmagten, klarede tyskerne sig bedst. Panserkrydseren Defence blev i denne periode af slaget ramt af flere granater, hvorefter skibet sprang i luften, og hele besætningen på 903 mand omkom. Kun et kvarter senere overgik den samme skæbne slagkrydseren Invincible. Skibet eksploderede, og af 1.032 mand overlevede kun seks. Invincible havde været med til at sænke den tyske krydsereskadre ved Falklandsøerne i december 1914 – men denne gang trak hun det korteste strå.
Selvom Scheer kun med nød og næppe var sluppet ud af den britiske dødsfælde, vendte han nu om og styrede direkte tilbage mod den britiske linje. Det skete i et forgæves forsøg på at komme den lette krydser Wiesbaden til undsætning, efter at den var blevet ramt af en svær granat og ikke længere kunne sejle selv. Scheers redningsaktion var nær gået galt, og for at slippe væk for anden gang, beordrede han sine slagkrydsere og torpedobåde frem i et selvmorderisk angreb. Det fik briterne til at dreje væk, hvorefter Scheer undslap igen.
SMS Pommern (Museum Sønderjylland)
Natkamp og undergang
Efterhånden gik slaget over i en forvirret natkamp med flere sammenstød mellem destroyere, torpedobåde, krydsere og slagskibe. Flere skibe blev sænket, herunder SMS Frauenlob, HMS Black Prince og SMS Pommern, som alle tog hele deres besætning med sig i dybet.
SMS Wiesbaden blev ramt af mange granater og en torpedo, og da skibet gik ned, var de fleste allerede døde. Det lykkedes dog 22 mand at finde tilflugt på tre redningsflåder, men det var en stakket frist. Ingen kom dem til hjælp, og en efter en døde de af kulde og udmattelse.
To dages senere var overfyrbøder Hugo Zenne alene tilbage. Efter 48 timer på redningsflåden blev han samlet op af den norske damper Willy og fik senere lov at vende tilbage til Tyskland. I alt omkom 589 mand fra Wiesbaden.
SMS Frauenlob (Museum Sønderjylland)
Digteren Gorch Fock
Et af ofrene fra dette skib var Johann Wilhelm Kinau, der var født på Finkenwerder ved Hamborg den 22. august 1880. Johann ville have været Nordsøfisker ligesom sin far, men var for klejn og kom i stedet i købmandslære. Han havde flere stillinger som bogholder og kontorist, men begyndte snart at skrive digte og fortællinger om fiskeri og søfart under pseudonymet Gorch Fock.
Selvom han var familiefar med kone og tre børn, blev han i 1915 indkaldt og kæmpede som infanterist i Serbien og Rusland. I marts 1916 blev han efter eget ønsket overført til marinen, hvor han gjorde tjeneste som udkig i stormasten på Wiesbaden.
Johann Kinaus lig drev i land i Sverige, hvor han sammen med ni andre tyske og tre engelske søfolk blev begravet på skærgårdsøen Stensholmen ud for Fjällbacka. Den tyske marines sejlskoleskib er opkaldt efter ham, og når Gorch Fock passerer Stensholmen, sendes en båd i land for at lægge blomster på digterens grav.
8.645 dræbte
Det lykkedes Scheer at bringe hovedparten af sin flåde sikkert hjem til Tyskland, og det samme gjorde Hipper, selvom han på vejen måtte opgive flagskibet SMS Lützow. Skibet blev ramt af 24 svære granater og en torpedo, og måtte til sidst sænkes med en torpedo.
Da morgenen kom, så Jellicoe bare et tomt hav, men der er ingen tvivl om, at han var den virkelige sejrherre i Jyllandsslaget. Selvom briterne mistede flere skibe og flere mænd end tyskerne, havde de stadig herredømme over Nordsøen, og det var det eneste, som betød noget. Jyllandsslaget ændrede ikke magtbalancen.
Briterne mistede 6.784 mand og fjorten skibe på i alt 111.000 tons, mens tyskerne mistede 3.058 mand og elleve skibe på i alt 62.000 tons.
Britiske tabstal: 6.094 dræbte, 674 sårede og 177 fanger- i alt 6.945 (6.768 dræbte og sårede).
Tyske tab
Slagkrydser: Lützow
Slagskib: Pommern
Krydsere: Frauenlob, Elbing, Rostock, Wiesbaden
Torpedobåde: V48, S35, V27, V4, V29
Tyske tabstal: 2.551 dræbte og 507 sårede – i alt 3.058.
Nogle af de dræbte drev i land i Danmark og blev begravet her, men endnu flere blev af en nordgående havstrøm ført op forbi Skagen og videre til Sverige og Norge. Omkomne fra Jyllandsslaget ligger begravet på svenske kirkegårde fra Gøteborg og op til den norske grænse og på norske kirkegårde på begge sider af Oslofjorden.
Dræbte søfolk fra Sønderjylland
I hvert fald 9 af de dræbte tyske søfolk var fra Sønderjylland, nemlig:
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Den lille grænsetrafik.
Personer, der i udøvelse af deres kald ofte må overskride grænsen, kan få udstedt et varigt rejsebevis, som berettiger til gentagen overskridelse af grænsen på et bestemt bevogtningssted. Det kan tilbagekaldes til enhver tid. Personer, som bor i udlandet, skal have beviset hos politiet på deres arbejdssted eller rejsemål. Disse kort gælder for 3 måneder, for værnepligtige ikke længere, end de er satte tilbage.
Gå ikke over grænsen uden pas.
Et par unge piger i egnen nord for Rødding, tæt ved Kongeåen, der for en tid siden havde været et smut ovre på den anden side af grænsen ved en vagthavende soldats velvillige hjælp, kunne ikke holde tæt med deres natlige udflugt, men fortalte om den til andre. Det kom også en anden soldat for øre, der meldte sagen til sine foresatte. Dette havde til følge, meddeler ”Dannevirke”, at begge de unge piger førtes som arrestanter til Flensborg, mens den hjælpsomme soldat fik 14 dages streng arrest for pligtforsømmelse.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Fru Sophie Jacobsen, enke efter afd. Gæstgiver Bladt-Jacobsen i Sønderborg, har modtaget efterretning om, at hendes søn Peter er faldet den 23. maj, 20 år gl.
Fisker Heinrich Wolff fra Skelde ved Broager, der for et års tid siden faldt i russisk fangenskab, er afgået ved døden i en herværende fangelejr. Han efterlader hustru og flere børn.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Bonde fra Svenstrup, der hidtil har været meldt savnet, er død i fangenskab.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Andreas Jacobsen fra Branderup, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.
Gårdbestyrer Deichmann på Årø har fået meddelelse om, at hans yngste søn Max er faldet i krigen.
Ligeledes har gårdejer Nis Nissen i Sverdrup fået meddelelse om, at hans søn Marius er faldet.
Skomager Detlefsens enke i Toftlund har modtaget budskab om, at hendes søn Anders er faldet den 18. maj.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Faldne nordslesvigere
2624.
Siden sidste samlede tabsliste den 20. maj er faldet:
Mod vest: Nis Peter Andresen Delo fra Hjerpsted, Chr. Hylleberg fra Genner i Øster Lygum, Niels Lorenzen fra Raved i Bjolderup, Frederik Johansen fra Tumbøl i Felsted, Johs. Andersen fra Rønshoved og Jørgen Christiansen fra Øster Gejl i Holbøl sogn, Jes Dall fra Avnbøl i Ullerup, Peter Chr. Sørensen fra Hørup, Josef Petersen fra Østerby på Kegnæs, Johan Moos fra Nordborg, Nørrelykke fra Holm i Nordborg landsogn, Chr. Nissen fra Aabenraa, Ernst Erichs fra Ris (en bror nedenfor, en anden ikke før noteret).
Østfra er der meddelelser om Nis Schlichting fra Dybbøl, Jørgen Christensen fra Høruphav og Chr. Bonde fra Broballe i Oksbøl.
Uden angivelse af fronten er der budskab om følgende døde: Goldbeck, Knus Skovlund og Amandus Nielsen fra Haderslev, Nis Skøtt fra Djernæs i Hoptrup, Chr. Nissen fra Vandling i Starup, Jens Jørgensen fra Sverdrup i Øsby, Laurids Møller fra Rovstrup i Moltrup, Frederik Dohrmann fra Jels, Niels Madsen Raun fra Grønnebæk i Jels, Karl Clausen fra Hjortvad og Hans Hansen fra Aarslund i Hygum, Valdemar Jessen fra Vrå i Vodder (en tidligere faldet bror ikke noteret), Wilhelm Giepelmann og Henrik Rasmussen fra Åbenrå, Thomas Olsen fra Kasø i Hjortkær, Chr. Lassen Andersen og Chr. Ebsen fra Sønderborg, Richard Minack fra Svenstrup, Peter Lorenzen fra Oksbøl, Andreas Hansen fra Sotrupelle i Hanved, Fedder Feddersen fra Skovlund i Nørre Hatstedt, Herman Feddersen fra Vimmersbøl i Sønder Lygum, Otto Erichs fra Ris.
Af sygdom er død bagermester Boe fra Toftlund, Johan Petersen fra Løjt Kirkeby og Vilhelm Johansen fra Egernsund.
Tallet på faldne nordslesvigere, som kan opregnes mand for mand, er nu 2624.
L. F. Gram deltog som fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.
Søslaget ved Jylland Jeg var som Fyrbøder paa en af de nyeste og kraftigste Slagskibe i den tyske Flaade, Linjeskibet „Kronprinz“. I Ugen før Søslaget kom de tyske Krigsskibe til Wilhelmshaven for at tage Bunkerkul, Olie og Proviant om Bord.
Men at der skulde være noget særligt paa Færde, havde ingen af os Anelse om, havde vi dog saa tit været med paa Togter imod England uden at møde engelske Skibe.
Om Aftenen den 30. Maj 1916 kom der Ordre til at gaa Søvagt, og hver Mand fik udleveret en Gasmaske. Det var noget helt nyt, og nu vidste vi, at der vilde blive „dicke Luft”. Om Natten til den 31. Maj lettede Skibene og stod til Søs, hvorhen vidste ingen af os.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Er det den nye ernæringsminister, der virker?
Fra politikontoret i Åbenrå offentliggør ”Hjemdal” følgende:
De i folkeernæringens interesse udstedte forordninger overskrides endnu stadig i talrige tilfælde. Der er således i de sidste måneder atter blevet indledt retslig undersøgelse med hensyn til en række overtrædelser angående smørhøjestepriserne, brød- og melsalget, salg af beslaglagt brødkorn og utilladt opfodring af brødkorn. For overtrædelse af belejringstilstanden, omgang med fangerne og pasforordningen er 35 personer blevet straffet med pengebøder indtil 100 mark og 28 personer med fængsel, deriblandt 5 med fire uger.
Et meget stort antal personer er siden blevet meldt for at have solgt for meget brød på en utilladelig måde. Ligeledes er der i mange tilfælde rejst anklage for at have vægret sig ved at sælge varer til hidtidige såkaldte ikke-kunder og for at have overtrådt bageforskrifterne.
Da de talrige straffesager beviser, at de hidtilværende straffedomme ikke har opnået den tilsigtede virkning, har straffemyndighederne på ny fået anvisning på at forfølge den særligt energisk. Ved siden af straffen kommer som bekendt også lukningen af forretningen i betragtning.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
Det var efterhånden rygtedes, at alle de foregå ende transporter var gået til Frankrig , så chancen for også at havne der var nærliggende, og det var ikke ligefrem opløftende at tænke på.
Men heldet følger de tossede, siges der. Jeg havde en god bekendt, der var skriver ved bataljonen. Han opsøgte mig en aften og meddelte mig strengt fortroligt, at den næste transport en af de første dage skulle afgå til den 48. reservedivision, der var på østfronten , nærmere betegnet i Østgalicien.
Skriveren, der ikke var sønderjyde, anede ikke hvilken uro og tvivl, han havde sået i mit sind. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogen sinde skulle stå over for at melde mig frivillig til noget, så længe jeg var tysk soldat.
Efter at have tilbragt en næsten søvnløs nat, havde jeg taget min beslutning . Næste morgen begav jeg mig til kompagnikontoret og bad Kommandofeldweblen om a t blive tildelt den næste transport.
Feldweblen, der havde et polsk navn og muligvis også polske sympatier – hvem ved – rejste sig fra skrivebordet med et forundret udtryk i ansigtet. Han gik hen til mig og nærmest hviskede, så hans skriver ved det andet bord næppe kunne høre det : »Er De blevet tosset?« Jeg foretrak at tie.
Der blev et øjebliks stilhed, hvor Feldweblen så meget eftertænksom ud, hvorefter han fortsatte: »Måske handler De klogere, end De selv aner. De kommer med næste transport.
Den bliver udtaget i eftermiddag.«
Og således skete det, og dermed var garnisonstiden slut.
Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.
Der gik nogle Dage. En Aften, da jeg sad ude i Skoven og læste »Modersmaalet«, følte jeg, at der stod nogen bag mig og saa ned i Avisen, der vel var 3—4 Dage gammel.
Jeg vendte mig om og saa da, at det var to unge Løjtnanter. Jeg vilde rejse mig. — »Bliv endelig siddende, vi ser kun i Deres Avis; men hvad er det for et Sprog, er det Polsk eller hvad?« — »Nej«, sagde jeg »det er Dansk, og det er mit Modersmaal!«
— Saa udbrød den ene af dem: »Gott verdammich! Dänisch — im deutschen Reiche?« — »Ja, min Mor kan ikke andet«.
— Saa maatte jeg til at læse for dem; de morede sig, og jeg ogsaa. Det var mest Overskrifterne, jeg maatte oversætte for dem, og saa sagde de det efter paa Dansk, for Eksempel: »Den store Krig«; de udtalte det saadan: »Dehn storren Krih«.
De kom flere Aftener og vilde høre nyt.
Her i Skoven var der ingen Bunkers, mens vi var der; men da vi flyttede, og der kom andre, begyndte de at lave Bunkers. De trillede Jorden ud af Skoven; men saa kan det nok være, at de fik Ballade. De blev beskudt, og der var mange faldne.
Youtube-kanalen The Great War med historikeren Indiana Neidell følger Første Verdenskrigs kampe uge for uge. I denne uges overblik handler det bl.a. om Verdun, udviklingen af luftkrigen og den italienske front.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne. Den 19. maj gennemførtes et gasangreb mod de franske stillinger – men det var vanskeligt at vurdere dets effekt.
For den højere ledelse var det imidlertid nødvendigt at konstatere virkningen af gassen. Det blev derfor beordret, at en patruljeoperation skulle tage fanger i den fjendtlige stilling, som kunne berette om gasangrebets virkning.
Den 27. maj fandt denne operation sted under løsenet ”Zugketten”. Den blev gennemført foran afsnittene ”Adolf” og ”Bertram”.
Det betragteligt forstærkede artilleri og minekasterne gjorde forarbejdet om formiddagen. Modstanderen svarede kraftigt igen. Om eftermiddagen tav ilden, også det fjendtlige artilleri standsede.
Kl. 6.45 om eftermiddagen satte man fra vor side koncentreret ind med effektild. En time senere forlagde man ilden. Fire stødtrop-grupper på hver 25 mand styrtede frem. Hvert kompagni fra III bataljon havde stillet en gruppe. 9. kompagni under løjtnant Meyer. 10. kompagni under løjtnant Sievers, 11. kompagni under løjtnant Hoff, 12. kompagni under løjtnant Peters.
De trængte frem over en bredde på 300 m i en dybde af 2-300 m. De fleste af franskmændene lod sig uden modstand hente ud af deres dækningsrum; hvor der blev ydet modstand, blev den nedkæmpet med håndgranater. Nogle fanger måtte skydes under forsøg på at flygte. Modstanderens tab androg skønsmæssigt 30 døde. 2 officerer, 6 underofficerer og 56 mand fra fjenden måtte følge de tapre patruljer tilbage. De tilhørte igen 26. jægerbataljon.
Vore tab var 2 døde, 11 sårede og 2 savnede. Blandt de døde var løjtnant Peters, der langt foran sin deling blev dræbt af en håndgranat. Det lykkedes desværre ikke at bjærge hans lig.
Formålet med dette fremstød, der blev gennemført med stor handlekraft, var i fuldt mål nået, succes’en i forhold til tabene meget betydelig. Det kom også til udtryk i en fjernmelding fra generalkommandoen:
”Jeg udtrykker mine varmeste lykønskninger til regimentet for dagens smukke resultat, der knytter sig værdigt til regimentets tidligere angrebsresultater. Jeg føjer dertil min anerkendelse af de tapre officerer, underofficerer og mandskab, som det på grund af operationens gennemtænkte forberedelse ved god ledelse lykkedes at tage et betragteligt antal fanger.” von Quast
Den fjendtlige artilleriild døde hen ved mørkets frembrud, livede kraftigt op igen ved midnat, uden at der skete noget.
De 64 fanger kunne fortælle: i Suippes lå alene 200 gasofre begravet. 19. jægerbataljon, der dengang lå i forreste linje, havde 350 døde og syge, regiment 171, til venstre derfor, havde haft 500. Gasangrebet havde altså været et tungt slag for fjenden.
Det var regimentets sidste kamphandling i Champagne.
Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.
De andre Kammerater havde nu forladt Stillingen og var flyttet til nogle Barakker i Nærheden af Juvincourt.
Jeg blev tildelt et Kommando paa otte Mand og to Korporaler. Vi lavede en Øvelsesplads, hvor man kunde kaste med Haandgranater.
Vi maatte udbedre Banerne, hver Gang de havde været anvendt. Opholdet her varede 3—4 Uger, og vi havde herlige Dage.
Vi laa i Byen Guignicourt. Her havde jeg ogsaa opholdt mig i otte Dage i Vintermaanederne. Vi havde et herligt Kvarter i en Stue.
En Gang imellem besøgte en gammel Mand os. Han var 91 Aar, en rigtig Kraftkarl at se til. Han kunde lidt Tysk, saa vi kunde forstaa hinanden. Han havde ikke været med i 1870, for da var han allerede for gammel, men han fortalte, at her laa Tyskerne ogsaa dengang ligesom vi nu laa her. Hver Middag fik han to Cigaretter af mig.
Ogsaa denne Tid fik Ende, og vi kom tilbage til de andre. De lavede en Banegrav ud mod Fronten. Det var ikke ufarligt, og der faldt da ogsaa enkelte af Kammeraterne.
En Dag blev vi vaccineret mod Kolera og Tyfus. Mange blev syge og maatte paa Lazaret. Nogle af dem saa vi aldrig mere . . .
Jeg blev ogsaa syg, fik store Vabler paa Kroppen. De har vel anvendt en forkert Vaccine.
