Engelsksproget rekonstruktion over eskadrernes manøvrer og slagets forløb.
The Battle of Jutland (dokumentarudsendelse)
https://www.youtube.com/watch?v=GuB75kZupAY
Alle indlæg af Rene Rasmussen
31. maj 1916. Om bord på SMS Kronprinz under Jyllandsslaget
L. F. Gram deltog fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.
(… fortsat)
Søslaget ved Jylland
Jeg var Fyrbøder ved Oliekedlen, en let Bestilling, da vi kun havde at regulere Olien og føre Tilsyn med Vandstanden i Kedlen. Vi var tre Mand paa Oliefyrpladsen, Underofficer Bjerring fra Aabenraa, Blom fra Meklenborg og jeg hørte til et Hold. (Bjerring er krigsforlist ved den engelske Kyst i Paaskedagene 1940 som 1. Maskinmester paa Aabenraa-Damperen „Viking”).
Der var treskiftet Vagt, og vi havde Vagt fra: Kl. 4—8. Om Formiddagen ved Appellen meddelte Ingeniøren, at Flaaden stod nord paa og skulde forsøge at opfange de Konvojer, der gik mellem Norge og England.
Den 31. Maj om Eftermiddagen gik mit Hold paa Vagt uden at der var Fyr under Kedlen, for at spare paa Olien, kun Kulkedlerne var i Drift. Et Kvarter over fire ringede Telefonen med Ordren „Klar Skib til Kamp”.
Vi saa først paa hverandre, om det nu ogsaa kunde passe, men saa kom der ny Ordre „Tænd op under Kedlen”. Da sagde Kammerat Blom, at nu vilde han op og hente Ur og Penge, og jeg bad ham ogsaa at tage mit Ur og mine Penge med. Kassebeholdningen var rigtignok ikke stor, da vi kun fik 5 Mark hver 10. Dag.
Lidt efter kom Ingeniøren løbende og gav Ordre til at blokere Overtryksventilen for at holde paa al Dampen. Idet Ingeniøren løb videre til den næste Kedel, raabte han „Vi kommer straks i Kamp, hold jer tappert”. Da det kun tog 10 Minutter for at fyre Kedlen op paa Tryk, kom Skibet snart paa fuld Fart.
Klokken godt fem kimede Telefonen igen med Ordren „Vi kommer i Kamp med engelsk Krydser” og lidt efter gik den første Bredside fra de store 30,5 cm.s Kanoner.
Der var fem Kanontaarne med to Rør i hver, og et Rør i hver Taarn blev samtidig affyret, medens det andet blev ladet. Det var som at staa paa én Fjeder, da den ene Bredside efter den anden forlod Skibet, men ellers gik alt som paa en sædvanlig Vagt, vi kunde jo heller ikke se, hvad der foregik. Telefonen lød igen „engelsk Krydser „Indefatigable” brænder” og lidt efter „Krydseren er sunken”.
Saadan gik Tiden, snart med Kamp paa Styrbord og snart paa Bagbord, ind imellem var alt roligt, naar undtages en Dirren i Skibsskroget, som sagde os, at vi var paa højeste Fart.
Hen under Aften holdt Skydningen op, og der kom Ordre om, at Vagten ikke maatte skiftes, idet de vandtætte Skodder ved Skiftningen skulde lukkes op, og det maatte ikke ske med Faren for Torpedering eller for en Fuldtræffer for Øje. Endelig Kl. 12 blev vi saa afløst og blev indsat som Reservevagt i Panserdækket, og da vi under hele Slaget ikke havde faaet noget at spise, kunde vi ordentlig have en Portion Smørrebrød, som blev sat for os. Hen paa Aftenen den 1. Juni løb Skibet ind til Wilhelmshaven og gik til Ankers, og efter Afløsningen skulde vi op paa Dækket for at tage Sagerne i Øjesyn.
Der laa en Del Sprængstykker fra Granater paa Dækket, og paa Hækket havde Skibet en Bule, men ellers var ingen Skade sket, heller ingen Saarede. Fra Dækket kunde vi se Panserkrydseren „Seydlitz” ligge i Slusen med Kanonerne pegende ud til Siderne. Den var svært beskadiget og havde ogsaa haft stort Tab af Mandskab.
Næste Dag takkede Kaptajnen Besætningen for det Arbejde, denne havde udført, og hver Mand fik som en særlig Anerkendelse udbetalt 1 Mark af Kantineoverskuddet.
Nogle Dage senere ankom Kejseren til Wilhelmshaven for at mønstre Marinen. Fra hvert Skib blev der udtaget et Par Mand, og da de alle var samlet, holdt Kejseren en Tale til dem og skridtede forresten Fronten af. En Kammerat fra Bakken, der havde været med, fortalte, at Kejseren havde været i daarligt Humør, han saa bister ud og saa slet ikke paa Folkene.
Saadan oplevede jeg Slaget ved Jylland 1916.
DSK-årbøger, 1943
31. maj 1916. Om bord på SMS Kaiser: “… med højeste fart fremad og igennem de engelske skibslinjer”
Johan Moltzen, Sønderborg, var maskinist om bord på slagskibet SMS Kaiser.
Den 1. juni 1913 blev jeg afkommanderet til det tyske kejser-flagskib SMS Kaiser. Det var den tyske flådes første turbineslagskib, et linjeskib på 29.000 tons størrelse, et vidunder af teknik.
Skibet var 173 meter langt, 32 meter bredt, og det havde et dybtgående på 9,60 meter under vandlinjen. Det var armeret med 10 stk. 30,5 cm, 14 stk. 15 cm og en hel del 10,5 cm kanoner. Endvidere havde det 8 torpedorør. Til skibets fremdrift havde vi et turbineanlæg med tre maskiner på tilsammen 50.000 hestekræfter, en besætning på ca. 1.200 mand, i krigstid dog 1.622 mand.
Den 30. maj 1916 forlod vi havnen med kurs nordpå, og den 31. maj klokken 4:45 blev der slået alarm og »klar til kamp«.
Det var »Jyllandsslaget«, der her tog sin begyndelse. Vi styrede stadig nordpå i kølvandslinje, som det hedder i sømandssproget, dvs. med førerskibet »König« foran med første admiral om bord, og derefter – med 300 meters afstand – »König-klassen«, så »Kaiser-klassen«, derefter »Ostfriesland-klassen« osv.
Vi fulgte Jyllands kyst nordpå, men englænderne, der havde mange flere skibe, var avanceret frem og havde lagt en »hestesko« om vor kurs. Vi måtte dreje af til bakbord, ud i Nordsøen, for der var ingen plads til den anden side ind imod den jyske kyst.
Efter ordre styrede vi nu lige igennem den engelske skibslinje på det vanskeligste sted, og derfor blev slaget der meget hårdt.
Vi i maskinrummet, der var indespærrede bag de vandtætte skodder, fik ordre til at fyre op, alt hvad kedlerne kunne holde til. Det var en umenneskelig bestilling i den frygtelige varme. Dampventilerne var blokerede, for at ingen damp skulle gå til spilde. – Og så gik det med højeste fart fremad og igennem de engelske skibslinjer.
Alle vore 30,5 kanoner var i aktivitet til begge sider og drønede uafbrudt.
Gennembruddet lykkedes, for englænderne kunne ikke holde gennembrudsstedet lukket, og det var vor frelse; men vi havde bortskudt næsten hele beholdningen af 30,5 granater. –
Tabene og ødelæggelserne var på begge sider store, men englænderne sejlede med resten af storflåden nordpå og tilbage til England, og vi fik samling på vore skibe, ubeskadigede som beskadigede, og drog hjemad.
På tilbageturen fik vi øje på en ældre del af den engelske flåde, men da vi styrede hen imod den, trak den sig tilbage – de turde ikke tage kampen op.
Om aftenen den 1. juni løb vi ind i havnen i Wilhelmshaven, og her fortalte man os, at vi havde vundet en mægtig sejr. Det kunne vi nu ikke rigtig forstå, for vore skibe var i en meget dårlig forfatning.
DSK-årbøger 1972
31. maj 1916. Jyllandsslaget – baggrund og forløb
Af journalist Knud Jakobsen, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, med tilføjelser vedr. Sønderjylland af René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Jyllandsslaget var verdenshistoriens største søslag. Det foregik onsdag den 31. maj og torsdag den 1. juni 1916, som var Kristi Himmelfartsdag. Det var første og eneste gang, slagskibene fra den tyske og den britiske flåde mødtes under første verdenskrig.
Slaget fandt sted på strækningen fra Hanstholm til Blåvandshuk og foregik så tæt på den jyske vestkyst, at man kunne høre kanontorden i land.
Baggrunden
Den britiske flåde var dobbelt så stærk som den tyske, og derfor kunne viceadmiral Reinhard Scheer ikke tillade sig en direkte konfrontation, da han i januar 1916 blev chef for Højsøflåden. Han satsede i stedet på en offensiv strategi, hvor han ved hjælp af miner, ubåde og overraskende angreb gradvis udlignede forskellen.
Han rettede flere angreb på den britiske østkyst uden at opnå det ønskede resultat, og i slutningen af maj besluttede han at sejle op langs den jyske vestkyst og føre handelskrig ved Norge. Det virkelige mål var ikke de forsvarsløse handelsskibe, men de britiske styrker, som han dermed håbede at lokke ud fra deres baser. Gik det galt, kunne han i værste fald trække sig tilbage via Skagerrak og de danske farvande.
Optakten
Under hele krigen kunne briterne aflytte og dechifrere tyske radiosignaler, og allerede den 28. maj vidste briterne, at Højsøflåden var på vej ud. Chefen for Grand Fleet, admiral John Jellicoe blev alarmeret, og den 30. maj klokken 23:30 dansk tid forlod han Scapa Flow med 16 slagskibe og tre slagkrydsere, mens yderligere otte slagskibe sejlede fra Cromarty for at mødes med hovedstyrken til søs.
Fra Rosyth sejlede Grand Fleet’s opklaringsstyrke under viceadmiral David Beatty. Den bestod af seks slagkrydsere, som blev fulgt af en eskadre på fire slagskibe under kontreadmiral Hugh Evan-Thomas. De fire slagskibe var af Queen Elizabeth-klassen, som på dette tidspunkt var verdens hurtigste og bedst bevæbnede.
Planen kom dårligt fra start på grund af en misforståelse i den britiske efterretningstjeneste. Højsøflåden forlod Wilhelmshaven den 31. maj klokken 02:00 og 3:30, og ti timer senere troede briterne stadig, at den endnu lå i havnen. Da de to flåder mødtes, kom det derfor som en stor overraskelse for de britiske admiraler.
Overlegen britisk flåde
På begge sider var de store skibe ledsaget af mange mindre fartøjer. Jellicoes hovedstyrke blev således fulgt af otte lette krydsere, fire opklaringskrydsere, 51 destroyere og en lille minelægger. På samme måde blev Beattys hurtige opklaringsstyrke fulgt af 14 lette krydsere, 27 destroyere og et moderskib for vandfly.
Den tyske opklaringsstyrke under viceadmiral Franz Hipper bestod af fem slagkrydsere, fem lette krydsere og 30 torpedobåde. 40 sømil længere mod syd kom Scheers hovedflåde, som bestod af 16 slagskibe og seks ældre linjeskibe. De var ledsaget af seks lette krydsere og 31 torpedobåde. Der var ingen ubåde med i selve slaget, og på grund af dis og lavthængende skyer, kom fly og luftskibe ikke til at spille nogen rolle.
Briterne havde i alt 151 skibe, mens tyskerne havde 99. Skibene var bemandet af 60.000 briter og 45.000 tyskere. Hvis alle britiske skibe affyrede deres kanoner samtidigt, ville granaterne tilsammen veje 150.760 kilo, mens de tyske granater tilsvarende ville veje 60.879 kilo. En britisk 15 tommers granat (38,1 cm) var slagets tungeste og vejede 879 kilo.
Det danske skib
Havde det ikke været for et fredeligt dansk handelsskib, var tyskerne og briterne sejlet forbi hinanden. Skibet var N. J. Fjord, som var på vej fra Leith til Frederikshavn, og som blev observeret fra den tyske krydser SMS Elbing.
To torpedobåde blev sendt frem for at inspicere det neutrale skib, og da N. J. Fjord fik ordre til at standse, blev dampmaskinen stoppet. Dermed blev der overtryk af damp, en sikkerhedsventilen åbnede sig og lukkede en stor, hvid dampsky ud. Den blev set fra den britiske krydser Galatea, som var det britiske skib helt ude på fløjen.
Galatea og krydseren Phaeton sejlede frem for at undersøge og blev observeret fra Elbing, som åbnede ild på meget stor afstand. Klokken 15:28 var slaget i gang, og trods afstanden scorede den tyske krydser klokken 15:36 slagets første træffer. N. J. Fjord fik hurtigt dampen op igen og slap uskadt væk.
Kampens første fase
Da Beatty fik melding om de tyske skibe, var han på vej mod nord for at mødes med Jellicoe, men nu drejede han rundt og satte kurs mod sydøst for at få sine skibe ind på en linje. Den nye kurs blev ikke kommunikeret videre til Evan-Thomas’ fire slagskibe med det resultat, at de blev hægtet af og ikke kunne deltage i de indledende kamphandlinger.
Da Hipper så de britiske skibe, vendte også han rundt, og nu fortsatte de to opklaringsstyrker på to parallelle kamplinjer mod syd. Klokken 16:48 var afstanden mellem de to opklaringsstyrker snævret ind til cirka 14.000 meter, hvorefter tyskerne åbnede ild.
Den tyske ild var meget præcis, og klokken 17:00 ødelagde en granat fra Lützow det centrale Q-tårn på Beatty’s flagskib Lion og dræbte hele tårnets besætning. Skibet blev kun reddet, fordi den dødeligt sårede major Francis Harvey fra Royal Marines beordrede tårnets ammunitionsmagasin sat under vand. Han havde fået begge ben knust, men formåede at redde sit skib og blev posthumt tildelt Victoriakorset.
Den fortsatte kamp
Den første del af slaget gik hårdt ud over Beattys slagkrydsere.
Klokken cirka 17:05 eksploderede Indefatigable med kun to overlevende, og klokken 17:25 eksploderede Queen Mary med ni overlevende. Klokken 17:30 kom Scheers styrke til syne, hvorefter Beatty vendte rundt og søgte at trække tyskerne med op mod Jellicoes styrke.
Nu kom de fire slagskibe under Evan-Thomas endelig i aktion. De kom til at danne britisk bagtrop, og i denne fase blev der scoret mange træffere på begge sider. Scheer vidste ikke, at Grand Fleets hovedstyrke ventede ham og fulgte efter Beatty, indtil han klokken 19:30 pludselig så Jellicoes mange skibe foran sig.
Jellicoe havde været i tvivl om den rette manøvre, men havde valgt den rigtige og havde ”krydset T’et”. Det vil sige, at han havde anbragt hele sine styrke i en lige linje på tværs af Scheers kurs. Dermed kunne samtlige britiske kanoner skyde på fjenden, mens kun de forreste tyske kanoner kunne svare igen. Det var en ren dødsfælde, men ved hjælp af en 180 graders vending lykkedes det Scheer at slippe væk.
Selvom briterne havde overmagten, klarede tyskerne sig bedst. Panserkrydseren Defence blev i denne periode af slaget ramt af flere granater, hvorefter skibet sprang i luften, og hele besætningen på 903 mand omkom. Kun et kvarter senere overgik den samme skæbne slagkrydseren Invincible. Skibet eksploderede, og af 1.032 mand overlevede kun seks. Invincible havde været med til at sænke den tyske krydsereskadre ved Falklandsøerne i december 1914 – men denne gang trak hun det korteste strå.
Selvom Scheer kun med nød og næppe var sluppet ud af den britiske dødsfælde, vendte han nu om og styrede direkte tilbage mod den britiske linje. Det skete i et forgæves forsøg på at komme den lette krydser Wiesbaden til undsætning, efter at den var blevet ramt af en svær granat og ikke længere kunne sejle selv. Scheers redningsaktion var nær gået galt, og for at slippe væk for anden gang, beordrede han sine slagkrydsere og torpedobåde frem i et selvmorderisk angreb. Det fik briterne til at dreje væk, hvorefter Scheer undslap igen.
Natkamp og undergang
Efterhånden gik slaget over i en forvirret natkamp med flere sammenstød mellem destroyere, torpedobåde, krydsere og slagskibe. Flere skibe blev sænket, herunder SMS Frauenlob, HMS Black Prince og SMS Pommern, som alle tog hele deres besætning med sig i dybet.
SMS Wiesbaden blev ramt af mange granater og en torpedo, og da skibet gik ned, var de fleste allerede døde. Det lykkedes dog 22 mand at finde tilflugt på tre redningsflåder, men det var en stakket frist. Ingen kom dem til hjælp, og en efter en døde de af kulde og udmattelse.
To dages senere var overfyrbøder Hugo Zenne alene tilbage. Efter 48 timer på redningsflåden blev han samlet op af den norske damper Willy og fik senere lov at vende tilbage til Tyskland. I alt omkom 589 mand fra Wiesbaden.
Digteren Gorch Fock
Et af ofrene fra dette skib var Johann Wilhelm Kinau, der var født på Finkenwerder ved Hamborg den 22. august 1880. Johann ville have været Nordsøfisker ligesom sin far, men var for klejn og kom i stedet i købmandslære. Han havde flere stillinger som bogholder og kontorist, men begyndte snart at skrive digte og fortællinger om fiskeri og søfart under pseudonymet Gorch Fock.
Selvom han var familiefar med kone og tre børn, blev han i 1915 indkaldt og kæmpede som infanterist i Serbien og Rusland. I marts 1916 blev han efter eget ønsket overført til marinen, hvor han gjorde tjeneste som udkig i stormasten på Wiesbaden.
Johann Kinaus lig drev i land i Sverige, hvor han sammen med ni andre tyske og tre engelske søfolk blev begravet på skærgårdsøen Stensholmen ud for Fjällbacka. Den tyske marines sejlskoleskib er opkaldt efter ham, og når Gorch Fock passerer Stensholmen, sendes en båd i land for at lægge blomster på digterens grav.
8.645 dræbte
Det lykkedes Scheer at bringe hovedparten af sin flåde sikkert hjem til Tyskland, og det samme gjorde Hipper, selvom han på vejen måtte opgive flagskibet SMS Lützow. Skibet blev ramt af 24 svære granater og en torpedo, og måtte til sidst sænkes med en torpedo.
Da morgenen kom, så Jellicoe bare et tomt hav, men der er ingen tvivl om, at han var den virkelige sejrherre i Jyllandsslaget. Selvom briterne mistede flere skibe og flere mænd end tyskerne, havde de stadig herredømme over Nordsøen, og det var det eneste, som betød noget. Jyllandsslaget ændrede ikke magtbalancen.
Briterne mistede 6.784 mand og fjorten skibe på i alt 111.000 tons, mens tyskerne mistede 3.058 mand og elleve skibe på i alt 62.000 tons.
Britiske tab
Slagkrydsere (dreadnoughts): Indefatigable, Queen Mary, Invincible
Panserkrydsere: Black Prince, Warrior, Defence
Destroyere: Tipperary, Shark, Sparrowhawk, Turbulent, Ardent, Fortune, Nomad, Nestor
Britiske tabstal: 6.094 dræbte, 674 sårede og 177 fanger- i alt 6.945 (6.768 dræbte og sårede).
Tyske tab
Slagkrydser: Lützow
Slagskib: Pommern
Krydsere: Frauenlob, Elbing, Rostock, Wiesbaden
Torpedobåde: V48, S35, V27, V4, V29
Tyske tabstal: 2.551 dræbte og 507 sårede – i alt 3.058.
Nogle af de dræbte drev i land i Danmark og blev begravet her, men endnu flere blev af en nordgående havstrøm ført op forbi Skagen og videre til Sverige og Norge. Omkomne fra Jyllandsslaget ligger begravet på svenske kirkegårde fra Gøteborg og op til den norske grænse og på norske kirkegårde på begge sider af Oslofjorden.
Dræbte søfolk fra Sønderjylland
I hvert fald 9 af de dræbte tyske søfolk var fra Sønderjylland, nemlig:
Kappler, Max Richard (SM Torpedoboot V 48) – Skagerrak.
Paulsen, Jørgen Friedrich (SM Torpedoboot V 48) – Skagerrak.
Stehr, Otto Hansen (SMS Derfflinger) – Skagerrak
Hansen, Jürgen (SMS Pommern) – Skagerrak.
Hansen, Peter Christian (SMS Pommern) – Skagerrak.
Jacobsen, Wilhelm Otto (SMS Pommern) – Skagerrak.
Jahnke, Heinrich (SMS Pommern) – Skagerrak.
Michalowsky, Wilhelm Julius Hermann (SMS Wiesbaden) – Vesterhavet.
Petersen, August Peter (SMS Wiesbaden) – Nordsøen.
Petersen, Peter Christian Wilhelm Albert (SMS Wiesbaden) – Nordsøen.
I alt deltog ca. 150 sønderjyder i Jyllandsslaget.
Læs mere om Jyllandsslaget på Sea War Museum Jutland: http://www.seawarmuseum.dk/
Eller besøg museet: Sea War Museum Jutland, Kystcentervej 11, 7680 Thyborøn
SEA WAR MUSEUM JUTLAND
31. maj 1916. Grænsetrafik og faldne
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Den lille grænsetrafik.
Personer, der i udøvelse af deres kald ofte må overskride grænsen, kan få udstedt et varigt rejsebevis, som berettiger til gentagen overskridelse af grænsen på et bestemt bevogtningssted. Det kan tilbagekaldes til enhver tid. Personer, som bor i udlandet, skal have beviset hos politiet på deres arbejdssted eller rejsemål. Disse kort gælder for 3 måneder, for værnepligtige ikke længere, end de er satte tilbage.
Gå ikke over grænsen uden pas.
Et par unge piger i egnen nord for Rødding, tæt ved Kongeåen, der for en tid siden havde været et smut ovre på den anden side af grænsen ved en vagthavende soldats velvillige hjælp, kunne ikke holde tæt med deres natlige udflugt, men fortalte om den til andre. Det kom også en anden soldat for øre, der meldte sagen til sine foresatte. Dette havde til følge, meddeler ”Dannevirke”, at begge de unge piger førtes som arrestanter til Flensborg, mens den hjælpsomme soldat fik 14 dages streng arrest for pligtforsømmelse.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Fru Sophie Jacobsen, enke efter afd. Gæstgiver Bladt-Jacobsen i Sønderborg, har modtaget efterretning om, at hendes søn Peter er faldet den 23. maj, 20 år gl.
Christian Hansen fra Sjellerup er faldet.
Fisker Heinrich Wolff fra Skelde ved Broager, der for et års tid siden faldt i russisk fangenskab, er afgået ved døden i en herværende fangelejr. Han efterlader hustru og flere børn.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Bonde fra Svenstrup, der hidtil har været meldt savnet, er død i fangenskab.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Andreas Jacobsen fra Branderup, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.
Gårdbestyrer Deichmann på Årø har fået meddelelse om, at hans yngste søn Max er faldet i krigen.
Ligeledes har gårdejer Nis Nissen i Sverdrup fået meddelelse om, at hans søn Marius er faldet.
Skomager Detlefsens enke i Toftlund har modtaget budskab om, at hendes søn Anders er faldet den 18. maj.
30. maj 1916. Nu 2624 faldne nordslesvigere
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Faldne nordslesvigere
2624.
Siden sidste samlede tabsliste den 20. maj er faldet:
Mod vest: Nis Peter Andresen Delo fra Hjerpsted, Chr. Hylleberg fra Genner i Øster Lygum, Niels Lorenzen fra Raved i Bjolderup, Frederik Johansen fra Tumbøl i Felsted, Johs. Andersen fra Rønshoved og Jørgen Christiansen fra Øster Gejl i Holbøl sogn, Jes Dall fra Avnbøl i Ullerup, Peter Chr. Sørensen fra Hørup, Josef Petersen fra Østerby på Kegnæs, Johan Moos fra Nordborg, Nørrelykke fra Holm i Nordborg landsogn, Chr. Nissen fra Aabenraa, Ernst Erichs fra Ris (en bror nedenfor, en anden ikke før noteret).
Østfra er der meddelelser om Nis Schlichting fra Dybbøl, Jørgen Christensen fra Høruphav og Chr. Bonde fra Broballe i Oksbøl.
Uden angivelse af fronten er der budskab om følgende døde: Goldbeck, Knus Skovlund og Amandus Nielsen fra Haderslev, Nis Skøtt fra Djernæs i Hoptrup, Chr. Nissen fra Vandling i Starup, Jens Jørgensen fra Sverdrup i Øsby, Laurids Møller fra Rovstrup i Moltrup, Frederik Dohrmann fra Jels, Niels Madsen Raun fra Grønnebæk i Jels, Karl Clausen fra Hjortvad og Hans Hansen fra Aarslund i Hygum, Valdemar Jessen fra Vrå i Vodder (en tidligere faldet bror ikke noteret), Wilhelm Giepelmann og Henrik Rasmussen fra Åbenrå, Thomas Olsen fra Kasø i Hjortkær, Chr. Lassen Andersen og Chr. Ebsen fra Sønderborg, Richard Minack fra Svenstrup, Peter Lorenzen fra Oksbøl, Andreas Hansen fra Sotrupelle i Hanved, Fedder Feddersen fra Skovlund i Nørre Hatstedt, Herman Feddersen fra Vimmersbøl i Sønder Lygum, Otto Erichs fra Ris.
Af sygdom er død bagermester Boe fra Toftlund, Johan Petersen fra Løjt Kirkeby og Vilhelm Johansen fra Egernsund.
Tallet på faldne nordslesvigere, som kan opregnes mand for mand, er nu 2624.
30. maj 1916. Om bord på SMS Kronprinz på vej ud i Nordsøen
L. F. Gram deltog som fyrbøder på SMS Kronprinz i Jyllandsslaget – verdens indtil da største søslag.
Søslaget ved Jylland
Jeg var som Fyrbøder paa en af de nyeste og kraftigste Slagskibe i den tyske Flaade, Linjeskibet „Kronprinz“. I Ugen før Søslaget kom de tyske Krigsskibe til Wilhelmshaven for at tage Bunkerkul, Olie og Proviant om Bord.
Men at der skulde være noget særligt paa Færde, havde ingen af os Anelse om, havde vi dog saa tit været med paa Togter imod England uden at møde engelske Skibe.
Om Aftenen den 30. Maj 1916 kom der Ordre til at gaa Søvagt, og hver Mand fik udleveret en Gasmaske. Det var noget helt nyt, og nu vidste vi, at der vilde blive „dicke Luft”. Om Natten til den 31. Maj lettede Skibene og stod til Søs, hvorhen vidste ingen af os.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1943.
30. maj 1916. Strengere straffe for brud på rationeringen
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Er det den nye ernæringsminister, der virker?
Fra politikontoret i Åbenrå offentliggør ”Hjemdal” følgende:
De i folkeernæringens interesse udstedte forordninger overskrides endnu stadig i talrige tilfælde. Der er således i de sidste måneder atter blevet indledt retslig undersøgelse med hensyn til en række overtrædelser angående smørhøjestepriserne, brød- og melsalget, salg af beslaglagt brødkorn og utilladt opfodring af brødkorn. For overtrædelse af belejringstilstanden, omgang med fangerne og pasforordningen er 35 personer blevet straffet med pengebøder indtil 100 mark og 28 personer med fængsel, deriblandt 5 med fire uger.
Et meget stort antal personer er siden blevet meldt for at have solgt for meget brød på en utilladelig måde. Ligeledes er der i mange tilfælde rejst anklage for at have vægret sig ved at sælge varer til hidtidige såkaldte ikke-kunder og for at have overtrådt bageforskrifterne.
Da de talrige straffesager beviser, at de hidtilværende straffedomme ikke har opnået den tilsigtede virkning, har straffemyndighederne på ny fået anvisning på at forfølge den særligt energisk. Ved siden af straffen kommer som bekendt også lukningen af forretningen i betragtning.
29. maj 1916. Østfront eller Vestfront? Bergholt får et godt råd!
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
Det var efterhånden rygtedes, at alle de foregå ende transporter var gået til Frankrig , så chancen for også at havne der var nærliggende, og det var ikke ligefrem opløftende at tænke på.
Men heldet følger de tossede, siges der. Jeg havde en god bekendt, der var skriver ved bataljonen. Han opsøgte mig en aften og meddelte mig strengt fortroligt, at den næste transport en af de første dage skulle afgå til den 48. reservedivision, der var på østfronten , nærmere betegnet i Østgalicien.
Skriveren, der ikke var sønderjyde, anede ikke hvilken uro og tvivl, han havde sået i mit sind. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogen sinde skulle stå over for at melde mig frivillig til noget, så længe jeg var tysk soldat.
Efter at have tilbragt en næsten søvnløs nat, havde jeg taget min beslutning . Næste morgen begav jeg mig til kompagnikontoret og bad Kommandofeldweblen om a t blive tildelt den næste transport.
Feldweblen, der havde et polsk navn og muligvis også polske sympatier – hvem ved – rejste sig fra skrivebordet med et forundret udtryk i ansigtet. Han gik hen til mig og nærmest hviskede, så hans skriver ved det andet bord næppe kunne høre det : »Er De blevet tosset?« Jeg foretrak at tie.
Der blev et øjebliks stilhed, hvor Feldweblen så meget eftertænksom ud, hvorefter han fortsatte: »Måske handler De klogere, end De selv aner. De kommer med næste transport.
Den bliver udtaget i eftermiddag.«
Og således skete det, og dermed var garnisonstiden slut.
I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)
I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)
28. maj 1916. »Dehn storren Krih«
Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.
Der gik nogle Dage. En Aften, da jeg sad ude i Skoven og læste »Modersmaalet«, følte jeg, at der stod nogen bag mig og saa ned i Avisen, der vel var 3—4 Dage gammel.
Jeg vendte mig om og saa da, at det var to unge Løjtnanter. Jeg vilde rejse mig. — »Bliv endelig siddende, vi ser kun i Deres Avis; men hvad er det for et Sprog, er det Polsk eller hvad?« — »Nej«, sagde jeg »det er Dansk, og det er mit Modersmaal!«
— Saa udbrød den ene af dem: »Gott verdammich! Dänisch — im deutschen Reiche?«
— »Ja, min Mor kan ikke andet«.
— Saa maatte jeg til at læse for dem; de morede sig, og jeg ogsaa. Det var mest Overskrifterne, jeg maatte oversætte for dem, og saa sagde de det efter paa Dansk, for Eksempel: »Den store Krig«; de udtalte det saadan: »Dehn storren Krih«.
De kom flere Aftener og vilde høre nyt.
Her i Skoven var der ingen Bunkers, mens vi var der; men da vi flyttede, og der kom andre, begyndte de at lave Bunkers. De trillede Jorden ud af Skoven; men saa kan det nok være, at de fik Ballade. De blev beskudt, og der var mange faldne.
DSK-årbøger 1960
27. maj 1916. Ugens kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War med historikeren Indiana Neidell følger Første Verdenskrigs kampe uge for uge. I denne uges overblik handler det bl.a. om Verdun, udviklingen af luftkrigen og den italienske front.
27. maj 1916. Operation “Zugketten”: Stødtropoverfald på den franske skyttegrav
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne. Den 19. maj gennemførtes et gasangreb mod de franske stillinger – men det var vanskeligt at vurdere dets effekt.
For den højere ledelse var det imidlertid nødvendigt at konstatere virkningen af gassen. Det blev derfor beordret, at en patruljeoperation skulle tage fanger i den fjendtlige stilling, som kunne berette om gasangrebets virkning.
Den 27. maj fandt denne operation sted under løsenet ”Zugketten”. Den blev gennemført foran afsnittene ”Adolf” og ”Bertram”.
Det betragteligt forstærkede artilleri og minekasterne gjorde forarbejdet om formiddagen. Modstanderen svarede kraftigt igen. Om eftermiddagen tav ilden, også det fjendtlige artilleri standsede.
Kl. 6.45 om eftermiddagen satte man fra vor side koncentreret ind med effektild. En time senere forlagde man ilden. Fire stødtrop-grupper på hver 25 mand styrtede frem. Hvert kompagni fra III bataljon havde stillet en gruppe. 9. kompagni under løjtnant Meyer. 10. kompagni under løjtnant Sievers, 11. kompagni under løjtnant Hoff, 12. kompagni under løjtnant Peters.
De trængte frem over en bredde på 300 m i en dybde af 2-300 m. De fleste af franskmændene lod sig uden modstand hente ud af deres dækningsrum; hvor der blev ydet modstand, blev den nedkæmpet med håndgranater. Nogle fanger måtte skydes under forsøg på at flygte. Modstanderens tab androg skønsmæssigt 30 døde. 2 officerer, 6 underofficerer og 56 mand fra fjenden måtte følge de tapre patruljer tilbage. De tilhørte igen 26. jægerbataljon.
Vore tab var 2 døde, 11 sårede og 2 savnede. Blandt de døde var løjtnant Peters, der langt foran sin deling blev dræbt af en håndgranat. Det lykkedes desværre ikke at bjærge hans lig.
Formålet med dette fremstød, der blev gennemført med stor handlekraft, var i fuldt mål nået, succes’en i forhold til tabene meget betydelig. Det kom også til udtryk i en fjernmelding fra generalkommandoen:
”Jeg udtrykker mine varmeste lykønskninger til regimentet for dagens smukke resultat, der knytter sig værdigt til regimentets tidligere angrebsresultater. Jeg føjer dertil min anerkendelse af de tapre officerer, underofficerer og mandskab, som det på grund af operationens gennemtænkte forberedelse ved god ledelse lykkedes at tage et betragteligt antal fanger.” von Quast
Den fjendtlige artilleriild døde hen ved mørkets frembrud, livede kraftigt op igen ved midnat, uden at der skete noget.
De 64 fanger kunne fortælle: i Suippes lå alene 200 gasofre begravet. 19. jægerbataljon, der dengang lå i forreste linje, havde 350 døde og syge, regiment 171, til venstre derfor, havde haft 500. Gasangrebet havde altså været et tungt slag for fjenden.
Det var regimentets sidste kamphandling i Champagne.
27. maj 1916. Peter Rossen som armeringssoldat
Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.
De andre Kammerater havde nu forladt Stillingen og var flyttet til nogle Barakker i Nærheden af Juvincourt.
Jeg blev tildelt et Kommando paa otte Mand og to Korporaler. Vi lavede en Øvelsesplads, hvor man kunde kaste med Haandgranater.
Vi maatte udbedre Banerne, hver Gang de havde været anvendt. Opholdet her varede 3—4 Uger, og vi havde herlige Dage.
Vi laa i Byen Guignicourt. Her havde jeg ogsaa opholdt mig i otte Dage i Vintermaanederne. Vi havde et herligt Kvarter i en Stue.
En Gang imellem besøgte en gammel Mand os. Han var 91 Aar, en rigtig Kraftkarl at se til. Han kunde lidt Tysk, saa vi kunde forstaa hinanden. Han havde ikke været med i 1870, for da var han allerede for gammel, men han fortalte, at her laa Tyskerne ogsaa dengang ligesom vi nu laa her. Hver Middag fik han to Cigaretter af mig.
Ogsaa denne Tid fik Ende, og vi kom tilbage til de andre. De lavede en Banegrav ud mod Fronten. Det var ikke ufarligt, og der faldt da ogsaa enkelte af Kammeraterne.
En Dag blev vi vaccineret mod Kolera og Tyfus. Mange blev syge og maatte paa Lazaret. Nogle af dem saa vi aldrig mere . . .
Jeg blev ogsaa syg, fik store Vabler paa Kroppen. De har vel anvendt en forkert Vaccine.
DSK-årbøger 1960
27. maj 1916. Gamle propper og ildspåsættelse
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen
Gamle Propper.
I en rundskrivelse peger overpræsident v. Molkte hen på, at brugte propper, der i privathusholdninger og dels også andre steder – på lazaretter for eksempel – meget ofte kastes bort i større mængder, har en ikke ubetydelig værdi og endnu er nyttebringende. Overpræsidenten beder derfor om fra nu af at samle propperne.
Dødsstraf for forsætlig brandstiftelse i krigstiden.
De i den sidste tid forekomne ildebrande har foranlediget den stedfortrædende generalkommando til på ny at pege hen på, at forsætlig brandstiftelse i den nuværende krigstilstand straffes med døden.
26. maj 1916. Peter Rossen kommer for sent tilbage fra orlov
Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat.
I Maj 1916 havde jeg været hjemme paa Orlov. Jeg trak Tiden for Afrejsen ud og kom med Vilje nogle Dage for sent. Omsider naaede jeg dog ud til Fronten.
Vi laa mellem Laon og Reims, og naturligvis fik jeg en ordentlig Skylle. Vor Kompagni-Feldwebel var endnu paa Orlov. Sammen med mig anmeldte et Par Meklenborgere, der ogsaa havde været paa Orlov, deres Tilbagekomst. De kom rettidigt tilbage.
Da de var gaaet, sagde Feldwebelens Stedfortræder: »De bliver denne Gang straffet; men kan De ikke angive en Grund, hvorfor De kommer for sent?«
— »Jo«, sagde jeg, »min Kone skulde aflevere Korn til Militærforvaltningen, og det hjalp jeg hende med«.
— Denne Begrundelse blev nedskrevet, men om den blev undersøgt, ved jeg ikke, men sandt var det nu, at jeg havde hjulpet min Kone; det var bare otte Dage tidligere.
— »Men«, sagde han, »det havde De da kunnet lade notere, for saa havde De kunnet faa et Par Dage mere, for det er jo ogsaa en Slags Tjeneste«. — »Men«, fortsatte han, »pas nu paa, at Løjtnanten ikke træffer Dem, for han er meget vred, fordi De har overskredet Deres Orlov to Gange lige efter hinanden.
Jeg skulde hen paa Tøjdepotet og hente mit gamle Tøj. Vi havde nemlig to Sæt. Og hvem sidder saa der og ser til, at en Soldat prøver et Par Støvler? Vor Løjtnant!
— Han sagde: »Hvad vil De?«
— »Jeg vil have mit Tøj«, sagde jeg.
— »En Soldat vil ikke noget; han gør, hvad der bliver ham befalet!«
— »Ja«, svarede jeg, »jeg vilde gerne bede om mit Tøj«.
— »Ja, det er helt rigtigt«, sagde han, »men De kommer for sent tilbage fra Orlov«.
— Jeg fortalte ham den samme Løgn som paa Skrivestuen
– »Naa, saadan«, sagde han og saa paa mig, »nej, min fine Ven, De har nok villet hvile endnu en Nat hos Konen!«
– »Ja«, svarede jeg, og der blev ikke talt mere om det.
DSK-årbøger 1960
25. maj 1916. H.C. Brodersen som preusser i Hessen
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men kom efter endt rekonvalescens i efteråret 1915 til Leib-Kompagni 118. I februar 1916 blev han såret igen.
Worms, den 25. Maj 1916.
Efter at jeg kom her til Worms fra min Orlov, syntes Lægen, der foretog en fornyet Undersøgelse, at jeg godt kunde faa 14 Dages Orlov til, og jeg tog den.
Dog nu er disse atter forbi, og jeg maa se at finde mig tilrette her i disse nye Omgivelser, Forhold og Kammerater. Dog, det er ikke nemt, thi som „a Preus”, hvilket jeg — og mange andre — bliver kaldt for, bliver jeg behandlet som en fremmed. Bevares, Folk er flinke, men de er nu engang Hessere, og jeg er „a Preus”.
Det bedste af alt er, at der er ankommet en Del gamle Kendinge derude fra Felten, og et Kammeratskab, der er stiftet under Forhold, hvor vi alle havde Døden for Øjnene, holder nu alligevel, trods enhver Nationalitetsfølelse.
Skomageren var ankommet, og Max, der havde været meget haardt saaret, var ogsaa mødt. Max var næsten altid paa Orlov i Hjemmet i Frankfurt, og om Søndagene var jeg altid indbudt til at komme derhen. Jeg er ellers ikke helt begejstret for denne Invitation, thi der kommer altid „fine” Folk, men de er flinke og gør ingen Forskel paa „Kong Salomon og Jørgen Hattemager”.
Men alligevel, ved de store Middage, hvor Herrerne er i Kjole og Hvidt og Damerne er i store Toiletter, føler jeg mig nu ikke godt tilpas.
25. maj 1916. Nye årgange indkaldes, straffet for hjælp til faneflugt og andre nyheder fra Sønderjylland
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Hjemmenes ofre til krigen.
Mens man i fjor indkaldte, uddannede og sendte til fronterne de unge mennesker, der er født i kalenderåret 1897, har man nu i den første halvdel af maj begyndt indkaldelserne af de unge mænd, der er født i løbet af året 1898.
Når det fra enkelte sider er antydet, at der er indkaldt mandskab over 45 år, forholder det sig ikke rigtigt. Der er nok folk inde, som er over 45 år, men det er mænd, der har nået denne alder efter, at de er blevet indkaldt.
I enkelte tilfælde er folk indkaldt efter at være fyldt de 45 år, men det er sådanne, ved hvis værnepligt, der har været en eller anden gammel skavank.
5 års og 2 års fængsel for hjælp ved faneflugt.
”Flensborg Avis” meddeler:
For hjælp til faneflugt stod landmand Nis Petersen Nissen fra Høkkelbjerg og snedker Niels Hansen Lassen fra Fjelstrup i tirsdags anklaget for landsretten i Flensborg. Nis Petersen Nissen, som er født i Tirslund den 7. juli 1867, var anklaget for at have hjulpet i 6 tilfælde, Niels Hansen Lassen i ét tilfælde. Han var desuden anklaget for at have opfordret en soldat til en strafbar handling.
I det første tilfælde var begge de anklagede indviklede. Nissen bor i Høkkelbjerg og har en lille landejendom, som kun ligger omtrent 150 meter fra den danske grænse. Hans ene mark går lige fra huset ned til grænsen. Den 9. januar i år var snedker Hansen Lassen fra Fjelstrup sammen med sin kone og voksne søn i besøg hos Nissen, som de er beslægtet med. De havde da aftalt, at Hansen Lassens søn, som var udtaget til soldat, skulle komme hen til Nissen et par dage derefter og så herfra om natten gå ned over Nissens mark og over grænsen. De var også ude for at se sig om. Nissen hentede et par dage senere den unge Lassen. De kom hjem ved tolvtiden, og i nattens løb forsvandt Lassen så over grænsen.
Inden dette skete, havde den anklagede Lassen på gæstgivergården i Christiansfeld talt med en landstormsmand og spurgt ham, om han ikke kunne sørge for at komme på vagt på det sted, hvor hans søn ville gå over grænsen, og på det tidspunkt, da han ville gå over. Han ville betale ham godt for det.
Dette tilstod de anklagede alt sammen.
I pinsen 1915 var der kommet en soldat, iført civilt tøj og jernbanekasket ind til Nissen og havde bedt om at måtte låne en luftpumpe til sit ridehjul. Nissen havde givet ham denne. Soldaten cyklede så ned over Nissens mark og slap der over grænsen. Nissen beskyldtes for at have vist ham dette, men han nægtede det.
Nissens nabos søn, en ung mand ved navn Bechmann, var ligeledes gået over grænsen over Nissens mark. Nissen var også anklaget for at have hjulpet ham. De to sidstnævnte nægtede Nissen at have hjulpet.
I januar måned var de to anklagede blevet anholdt. De førtes til Flensborg, hvor Nissen kom i forhør hos en kriminalkommissær.
Nissen spurgte under forhøret denne, om han måske kunne slippe med en pengebøde, når han tilstod alt som det var. Kommissæren svarede, at hvis retten nåede til den overbevisning, at de har sagt hele sandheden, vil de måske kunne regne med formildende omstændigheder. Derefter tilstod han at have hjulpet endnu tre foruden de nævnte. Dette nægtede han dog under forhandlingerne i tirsdags. Vidner, som havde været til stede, mens han aflagde tilståelse, blev afhørt og bekræftede at have hørt tilståelsen. Der afhørtes i alt 13 vidner under forhandlingerne.
Statsadvokaten androg på at ikende de anklagede en alvorlig straf, også som en alvorlig advarsel i anledning af de mange faneflygtige fra Nordslesvig. At der var ført bevis for, at begge de anklagede havde gjort sig skyldige, kunne der ingen tvivl være om. Han ville andrage på en fængselsstraf på tre år på snedker Niels Hansen Lassen og seks år for landmand Nis Petersen Nissen.
Advokaten Fey androg på at dømme noget mildere for Nissens vedkommende, som han forsvarede.
Retten idømte efter en længere rådslagning Nissen en fængselsstraf på fem år og Lassen en sådan på to år. For Nissen stod sagen således, at retten havde overvejet at henvise den til rigsretten, da der eventuelt kunne være tale om landsforræderi. Ingen af de anklagede tog imod dommen, men ville kræve revision.
Grisepriser.
”Hejmdal” meddeler:
De sidste torvedage var grisemarkedet i Rendsborg tilførte med 920 grise og ungsvin. Priserne var for dårlige let bare 34 til 40 Mark stykket, yngre god bare til 20 til 30 pund 41 til 48 Mark, fra 30 til 40 pund 49 til 56 mark, mellemvare 40 til 50 pund 57 til 70 mark, bedste bare 50 til 60 pund 71 til 84 mark, ungsvin fra 60 til 80 pund, 85 til 104 mark, svær bare fra 80 til 100 pund, 112 til 140 mark. Nogle grise solgtes for 1 mark 40 pfg. til 2 mark pundet.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
H. Schlichting og hustru i Dybbøl har efter en lang ventetid modtaget efterretning om, at deres søn Nis er blevet hårdt såret den 9. september 1914 i Østprøjsen, og at han er død af sine sår, sandsynligvis inden han nåede at komme på et lazaret. Han blev næppe 21 år gl.
Typograf Amandus Nielsens hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at hendes mand er faldet den 19. maj, 38 år gl. Han efterlader hustru og 5 børn.
Bødkermester Goldbecks hustru i Haderslev har fået meddelelse om, at hendes mand, der kun har ligget 4 uger ved fronten, er faldet.
I sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jens Petersen 3. fra Kær ved Sønderborg er faldet, at Jens Bojsen fra Bøjskov i Haderslev Amt er død af sine sår, at Hans Jessen fra Skærbæk er død af sygdom, at Ernst Cramer fra Sønderborg er omkommet ved et ulykkestilfælde og at Jesper Simonsen fra Branderup på ny er blevet såret, denne gang hårdt, samt at Hans Adsersen fra Kastrup er savnet.
Hans Hansen og hustru i Holmskov ved Elstrup på Als har modtaget efterretning om, at deres søn Jørgen den 13, maj er død på et feltlazaret, næppe 24 år gl.
24. maj 1916. Fedtet den forkerte vej – og andre nyheder fra Sønderjylland
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen
Fedtet gik den forkerte vej
”Kalundborg Avis” meddeler:
En mand i Kalundborg, der har slægtninge i Gråsten, ville for nogen tid siden sende et parti (ca. 25 kilo) fedt ned til dem.
Igennem toldvæsenet kunne det ikke sendes, men slagteriet påtog sig at besørge det.
Fedtet kom imidlertid ikke til Gråsten; men modtageren fik underretning om, at det var gået til fordeligsdepotet i Hamborg; der kunne de få værdien for fedtet udbetalt – men fedtet beholdt man.
Dette var jo ikke meningen; det drejede sig for de pågældende om at få det eftertragtede næringsmiddel, som der er megen knaphed på, udleveret, ikke penge, som de ikke mangler.
Disse linjer til advarsel for dem herhjemme, som vil sende fødemidler til deres slægt i Sønderjylland.
Hvordan det ser ud.
I ”København” meddeler forfatteren Valdemar Rørdam følgende oplysninger, som han privat og ad omveje har fået om forholdene i købsteder mellem Kongeåen og Elben:
”Ernæringsproblemet bliver vanskeligere dag for dag. De sidste 14 dage før påske ville større nedgang end alle de foregående vintermåneder tilsammen. Hvis vanskelighederne skal vokse fremdeles efter samme forhold som i disse to uger, vil vi gå en frygtelig tid i møde.
Fedt er ikke til at få. Margarine heller ikke. Et tarveligt surrogat for margarine, en slags finere vognsmørelse, koster 2 mark pundet. Smør koster kun fra 2½ til 3 mark pundet; men der må jo ikke udleveres over ¼ pd. om ugen pr. person. Og da, som sagt, hverken fedt eller margarine kan fås, må de fleste familier spise tørt brød, så snart smørret er sluppet op.
Hvis så endda brødet var godt, og hvis der var nok af det. Men ingen af delene er tilfældet. Hvedebrød bages, som bekendt, ikke siden krigens udbrud; hvedemel kan slet ikke fås. Og krigsbrødet bliver ringere og ringere, både i kvalitet og i kvantitet. Der må ikke udleveres over 1250 gr.=2½ pd. brød pr. person ugentlig. Og det kan ikke slå til. De sidste 2-3 dage af ugen må vi hos os nøjes med 1 skive brød hver om aftenen (vi spiser tidligt til middag). For resten spiser vi kartofler. Brødets kvalitet er adskilligt dårligere nu end for et halvt år siden. På den største mølle her i amtet maler de kun 1 gang om måneden brødkorn; alle de andre dage maler de halm og strå. Brødet bages for en stor del af halm- og stråmel, som er ufordøjeligt for mennesker.
Blot vi så endda havde kartofler nok, men det kniber slemt med kartoflerne, her som i andre dele af riget. Ikke få steder skyldes dette samvittighedsløs tilbageholdning fra landmændenes side. Dog er der mange steder virkelig total mangel på dette næringsmiddel, – som under de nuværende forhold er simpelthen uundværligt, især for småfolk. Selv for Nordslesvig høres høje klager. Borgmesteren fra N. rejste næsten hele Tyskland rundt for at skaffe sin by tilstrækkelig forsyning med kartofler, men rejsen var forgæves. Så befalede landråden egnens bønder at levere det nødvendige kvantum; følgen er, at nu mangler bønderne læggekartofler. De vil begribe, hvilken fare dette rummer.
Måske den tysk-rumænske handelsoverenskomst kan hjælpe os ud over vanskelighederne for en tid. Men medens de vigtige fødemidler, brød og kartofler, dels findes meget knapt og dels ligefrem mangler, stiger priserne på alt andet i en uhyggelig grad. Svinekød kan ikke fås. Oksekød koster fra 2½ mark, for simpelt suppekød, til op imod 4 mark, for bøfkød. De tre ugedage er det, som De ved, forbudt at spise kød. Men hvem har råd til at købe det de andre dage? Kun de færreste.
Ris kan ikke fås. Byggryn koster her i kredsen fra 0,60 til 1,20 mark pundet. Sukker er der stor mangel på. Kaffe koster 3,50 mark pundet. Te 5 mark, chokolade 3½ mark for en tarvelig vare og kakao 8 mark pundet!
En anden vigtig ting, som næsten mangler og snart vil slippe helt op, er sæbe. Sæbe må nu, efter den kommanderende generals ordre, kun udleveres 1 gang om måneden, sammen med brødkortene. Og priserne er vilde. 1 pd. almindelig grøn sæbe koster 1,80 mark! Kun rige folk har råd til at lade vaske som sædvanligt.
I øvrigt henviser forfatteren gentagne gange til de i ”Ribe Stift Tidende” for 8. maj givne oplysninger, idet han som sin erfaring omtaler Stiftstidende som ”det sædvanligt meget kritiske og meget varsomme” blad, en udtalelse, vi gerne indkasserer.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Aftægtsmand Chr. Johansen i Tumbøl ved Felsted har modtaget efterretning om, at hans yngste søn Frederik er faldet i Flandern, 26 år gl.
Niels Lorenzen, søn af gårdejer L. Lorenzen i Raved ved Bolderslev, er død på et lazaret som følge af sine sår, 22 år gl.
23. maj 1916. Flagning for Italien – og flere dødsbudskaber
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Der flagedes
og ringedes ifølge ”Dannevirke” med kirkeklokkerne i Haderslev i lørdags i anledning af Østrigernes sejr over italienerne, og børnene fik fri fra skole.
Faldne, sårede og fangne.
Gårdejer H. Nørrelykke i Nørrelykke ved Holm på Als har efter en lang og pinlig uvished fået meddelelse om, at hans længe savnede søn er faldet i Frankrig i juni måned 1915.
Enke Helene Møller i Rougstrup ved Haderslev modtog i fredags det sorgens budskab, at hendes dattersøn Laurids Møller er faldet.
Jens Jørgensen fra Sverdrup, der tidligere har været meldt savnet, er faldet.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Christensen fra Høruphav er hårdt såret, Henrik Christensen 2. fra Søgårds Mark såret den 2. oktober 1914, Jens Lorenzen fra Skodsbøl såret og at Christian Skov fra Vanvraal (?) [sic!] i Haderslev amt har været savnet siden 2. oktober 1914 samt gefr. Anders Krogh fra Spandetgård er savnet.
Enkefru Moos i Nordborg har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, købmand Johan Moos, er faldet den 12. maj.
22. maj 1916. Tiggeri, mangel på øl – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig
Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Nøden havde tvunget dem til at tigge!
To koner fra Haderslev, enke Hvolbech, der sidder med 4 børn i en alder fra 2 til 14 år og nyder en månedlig understøttelse af 29,50 mark, og konen Breitenkampf, hvis mand er indkaldt, og som har 8 børn i en alder fra 2½ til 15 år og nyder en understøttelse af 108 mark om måneden, havde forlangt retslig afgørelse ved bisidderretten i Haderslev mod hver en bøde på 5 mark for overtrædelse af pasforordningen og hver 8 dages fængsel for tiggeri.
I april måned havde de været vejen fra Høgelund til Skovby. Nøden havde tvunget dem til at tigge om levnedsmidler. Gendarmen havde nappet dem. Ved revisionen var de ikke i besiddelse af noget pas.
Begge tilstod og bad om en mild straf. Sagen behandledes ved bisidderretten i torsdags. Amtsadvokaten androg på stadfæstelse af bøden og 1 dags fængsel for tiggeri. Det var vanskeligt under den herskende dyrtid at slå sig igennem med en sådan understøttelse med en så stor børneflok.
Retten dømte i overensstemmelse hermed og besluttede at indstille dem til betinget benådning, hvad fængselsstraffen angik.
Tre nye bestemmelser fra Forbundsrådet.
Forbundsrådet har i fredags officielt bekendtgjort følgende bestemmelser:
1) Rigskansleren bemyndiges til at anordne, at ved alle varer til det daglige behov, skal alle indpakninger eller beholdere være forsynede med oplysninger om indholdet og dets oprindelse, så vidt de afhændes til forbrugerne.
2) I tiden fra den 1. til 20. juni skal der optegnes en fortegnelse over høstarealet. Fortegnelsen omfatter hvede, spelt, rug, byg, blandsæd, havre, boghvede, bælgfrugter på marken, oliefrugter, hør og hamp, kartofler, sukkerroer, foderroer, grøntsager, der avles på marken, men er bestemt til menneskeføde, foderplanter til grøntfoder, høindvinding, således at hele det dyrkede og udyrkede areal bliver optaget på listen. Landscentralmyndighederne kan også udvide fortegnelsen til andre frugter.
3) Endelig har Forbundsrådet bestemt, at der skal indrettes et centralsted for grøntsager og frugt. Dets opgave vil komme til at bestå i at fremme avlen, udnyttelsen og holdbarheden af grøntsager eller frugt. Den, der vil sælge grøntsager eller frugt, anmelder det til centralstedets kontor, som modtager varen til bestemte priser.
Øllet bliver knappere.
Værterne får således kun halvdelen af den mængde leveret, som konsumeredes i året 1915. Nogle restauranter i de forskellige byer søger at hjælpe sig ved, at de f.eks. kun udskænker halve liter i tiden fra klokken 6 til 8 aften. I Rensborg trådte indskrænkningen af ølleveringerne allerede i kraft den 1. marts.
Sæbe og servietter.
For under krigen at hidføre en virksommere sæbebesparelse har handelskammeret i Flensborg bedt den kommanderende general for korpsdistriktet om at anordne, at hoteller og gæstgiverier ikke mere må uddele tøjservietter til gæsterne, i hvert fald kun i særlige, fastslåede undtagelsestilfælde, og da mod en særlig godtgørelse. Bestyrelsen for provinsgæstgiverforbundet vil på handelskammerets andragende derom understøtte forslaget.
Beslaglæggelse på grund af faneflugt.
I ”Offentlige kundgørelser for regeringsdistriktet Slesvig” meddeles, at Theodor Helmuth Wilhelm Plambech fra Neumünster, Sigurd Østergaard Nielsen fra Råhede og Gustav Jürgen Schmidt (der nævnes ikke hvorfra) er blevet erklærede for desertører og at deres formue, for så vidt den befinder sig indenfor det tyske riges grænser, er blevet beslaglagt.
Når fangerne flygter.
”Kredsbladet” offentliggør i anledning af russiske fangers flugt fra Fjelstrup: 24. bataljon har fået anvisning til at trække alle tor tiden endnu i Fjelstrup kommune værende fanger tilbage, fordi arbejdsgiverne ikke har forstået at forhindre fangernes søndagssammenkomster.
Faldne, sårede og fangne.
Gæstgiver Johs. Moos’s enke i Nordborg har modtaget meddelelse om, at hendes søn og eneste barn, Johan Moos, er død i krigen mod vest.
Johan Petersen, en plejesøn af Paul Dam i Løjtkirkeby er død på et lazaret af lungebetændelse, 23 år gl.
Iver Hansen fra Flovt er død af sygdom 8. september 1915.
I den sidste tabsliste meddeles, at Heinrich Tietje fra Stranderød er hårdt såret.
Maskinistmat Christian Ebsen fra Sønderborg og overmatros (lods) Maasbøl fra Aabenraa er savnet.
21. maj 1916. Plageånd: “Der Sandsackhauptmann”
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
»Der Sandsackhauptmann«
Den sidste tid i Lockstedt var ikke det bare sjov. Øvelsesområdet var meget stort. Hvor stort husker jeg ikke så nøje, men jeg tror, at det var omkring 10.000 hektar, så der var plads at røre sig på.
Det fik vi også lov til, mere end vi syntes om.
Da vi ankom til lejren, fik vi nemlig en ny Hauptmann (kaptajn), og han var ikke af de gode. Han var nærmest tosset. Selv de andre officerer ved kompagniet gav ham højlydt dette prædikat, så der var sikkert noget om det.
Vor gamle Hauptmann var ikke så værst. Han hed von Gyldenfeldt og var i det civile liv domæneforpagter nær Christiansfeld . Jeg kan tydeligt hu ske hans ord, da han tog afsked med os: »I har haft det godt hos mig , drenge. Min efterfølger “wird Euch schon die Hölle heiss machen” (vi l gøre jer helvede hedt). Det slog til.
Den »nye« forordnede straks, at enhver mand skulle have en sandsæk på fem kg i tornystret foruden forskellige andre ting.
I hele lejren, hvor der var ca. 10.000 mand, gik han under navnet »Sandsackhauptmann«, og dette smittede selvfølgelig af på mandskabet, så vi fik navnet »Sandsackkompagnie«.
Fyren præsterede at marchere ud med os fra kl . seks om morgenen til sent på aftenen, hele dagen uden mad . Det blev dog bataljonskommandøren for meget, så vor plageånd fik besked om, at han kunne rykke ud med os, så tidlig han ville; men han skulle være tilbage i lejren med os senest kl . tolv middag.
Det er sikkert de øvrige officerer, der har klaget, for de var jo i samme båd som mandskabet . I sin afskedstale til de folk, der fra hans kompagni var udtaget til den transport, hvortil jeg hørte, sagde denne Hauptmann blandt andet, at når vi kom i lag med fjenden, skulle vi »beissen, kratzen und spucken« (bide, kradse og spytte).
I øvrigt var hele talen af samme kaliber og nærmest det bare vrøvl.
I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)
20. maj 1916. Ugens kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War med historikeren Indiana Neidell som vært bringer hver uge en oversigt over den forgange uges kampe i Første Verdenskrig for 100 år siden.
Denne gang handler det navnlig om den italienske front, Verdun og Mellemøsten.
20. maj 1916. Andemad, kaniner, kvæg – og dagens faldne, sårede og fangne
Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Kaninavl.
Til fremme af kaninavlen har staten stillet 2000 mark til rådighed for provinsen Slesvig-Holsten. Landbrugskammeret har forhøjet summen til det dobbelte. Pengene vil blive anvendt til avlsmateriale og indretning af avlsstationer.
Ekspropriation af slagtekvæg.
Når det slesvig-holstenske kvæghandlerforbund i Altona ikke ad frivillig vej kan erhverve tilstrækkeligt slagtekvæg, vil der, efter hvad ”Flensburger Nachrichten” erfarer, blive skredet til ekspropriation.
Færdslen i grænsedistrikterne.
Børn under 12 år behøver, som bekendt, intet pas for at færdes i grænsedistrikterne, skrive ”Vestslesvigsk Tidende”.
Andemad som kvægfoder.
Den prøjsiske landbrugsminister har tilstillet regeringspræsidenterne en skrivelse til videreforsendelse til landrådene, i hvilken der gøres opmærksom på, at andemad, som findes i rigelige mængder i søer, damme og vandløb, i tørret tilstand er et fortrinligt kvægfoder. Andemad er dog særlig egnet som svinefoder.
Dødsfald.
Slagtermester Jens Timm i Sønderborg er død efter længere tids hårde lidelser. Timm, der var en kendt personlighed både i byen og på landet, hører til den slægt, der forstod at arbejde sig frem ved et dygtigt og reelt arbejde, medens han tillige ved sin redelighed og hjælpsomhed vandt sine folkefællers tillid. Timm lagde aldrig skjul på sit sindelag og var ikke bange for at sige sin mening rent ud, hvad der vel nok skaffede ham en del modstandere, men tillige agtelse hos disse. Timm vil blive savnet af mange, Han blev ifølge ”Dybbøl Posten” 73 år gammel.
Et rigsdepot for grøntsager og frugt.
Det tyske forbundsråd vedtog i torsdags at oprette et rigssted for grøntsager og frugt.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Landmand Chr. Hylleberg fra Genner Nørreskov ved Åbenrå er faldet ved Verdun.
Tidligere mejeribestyrer i Jegerup, Niemann, eneste søn og barn af bødkermester Niemann i Jels, er faldet.
Arbejdsmand Frederik Dohrmann i Jels er faldet. Hans hustru sidder nu enke for anden gang, og da med 6 små børn.
Landpostbud Peter Chr. Sørensen fra Hørup på Als er den 28. april død på feltlazarettet i Hénin Liétard i Frankrig.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jeppe Klinge fra Høgsbro og Christian Thomsen fra Høgelund er hårdt sårede. Niels Brodersen fra Gøtterup og Hans Christiansen fra Varnæs opføres som sårede.
Endvidere meddeles, at Morten Schultz fra Strudstrup Mark og Jørgen Petersen fra Avnbøl, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.
Som savnet opføres Jørgen Schmidt fra Ulkebølskov.
19. maj 1916. Gasangreb i Champagne
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne.
Det højre afsnit af regimentet var af den højere ledelse blevet udset til et gasangreb. Angrebslinjen greb imidlertid betydeligt længere til højre til regimenterne 31 og 85, og to afsnit af 23. reservedivision.
Allerede i marts var der etableret gasnicher i den forreste skyttegravsvæg ved ”Adolf” og ”Bertram”.
Fra 13. april begyndte specialregiment Petersen indbygning af gasflasker.
Men der gik uger, og ingen vind egnet til gas ville blæse. For füsiliererne var gasflaskerne et højst ubehageligt naboskab: en granat, der traf en gasflaske, kunne anrette svære ulykker. Gasmaskerne hang til stadighed åbne foran på brystet. Gaskrigen føltes i det hele taget dengang uhyggelig for enhver soldat.
Endelig, den 19. maj meldte vejrtjenesten gunstig vind. Det aftalte kodeord ”Vorbesichtigung” blev givet, blyslanger blev rullet ud over dækningen, der blev stille skåret hul i vor trådspærring. Patruljer, der skulle støde frem bag ved gasbølgen for at konstatere virkningen, gjorde sig klar.
Kl. 11 blev rørene åbnet. Hvislende strømmede gassen ud og krøb i halvmånens blege lys som en grå tåge over ingenmandsland imod fjenden. Samtidigt åbnedes en kraftig artilleri- og mineild mod den fjendtlige stilling. Vore maskingeværer bestrøg terrænet.
Men franskmanden er vågen. Over hele linjen stiger grønne lyskugler op, renselsesild flammer op derovre, ringesignaler lyder. Det fjendtlige artilleri sætter ind. Med besvær kan den anden bølge gas blæses. Da derpå en officerspatrulje vil gå frem, bliver den modtaget af heftig ild. Den må tilbage i skyttegraven uden at have konstateret nogen succes.
18. maj 1916. Familietragedie, faneflugt og faldne
Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Hvem krigen hærger.
I mandags modtog stationsforstander M. Erichs og hustru i Ris ved Aabenraa efterretning om, at deres søn Ernst den 13. maj er død på lazaret, 23 år gl.
To timer senere indtraf ifølge ”Hejmdal” efterretning om, at en yngre bror til den afdøde, Otto Erichs, var faldet på den vestlige krigsskueplads den 8. maj, 21 år gl.
Ægteparret Erichs mistede for et års tid siden en søn og for ¼ år siden en svigersøn i krigen. De har endnu to sønner i felten.
Anklagede for unddragelse af værnepligten.
Landsretten i Flensborg, men landsretsdirektør Baur som formand og assessor Dobereiner som offentlig anklager forhandlede i går blandt andet følgende sag:
For unddragelse af værnepligten var følgende i forskellige byer i Nordslesvig hjemmehørende personer anklagede: Chresten Dahl fra Kelstrup, Anker Volf fra Djernæs, Hans Mogensen fra Humptrup, Gustav Knudsen fra Maugstrup, Christian Becker og H.P. Derstedt fra Haderslev, Nis P. Petersen fra Fjelstrup, Mads Hansen og P. Chr. Holm fra Kabdrup samt Mathias Holger Johansen fra Fjelstrup.
Efter straffeandragendets oplæsning kom retten i overensstemmelse med statsadvokaten til den opfattelse, at sagen måtte standses, da anklageskriftet ikke havde den af loven foreskrevne ordlyd. (Efter rigsrettens kendelse må der ikke gives lejlighed til at ændre dette senere).
En udvidelse af det tysk-danske grænseområde
er, som meddelt, foretaget af det stedfortrædende generalkommando i Altona. Før var områdets sydlige grænse jernbanen Flensborg – Tinglev – Tønder – Højer Sluse, nu er den et stykke længere sydpå, nemlig Flensborg – Læk – Nibøl – Dagebøl. Det gælder for folk om at have deres pas i orden, og fra i mandags er også banegårdene i Tønder besatte med militær, og samtlige rejsende bliver underkastede pasrevision.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Jørgen Christensen, søn af P. Christensen i Høruphav, er den 28. april faldet ved Mokrzve, 25 år gl.
Gartner Nissen i Vandling ved Haderslev har fået telegram om, at hans ældste søn, Christian Nissen er faldet.
Valdemar Jessen fra Vrå ved Frifelt er faldet den 8. maj.
Arbejdsm. J. Christiansen fra Øster Gejl blev nylig i Frankrig såret af et skud i brystet og et i halsen og døde et par dage efter på et lazaret.
Gårdejer J. Andersen fra Rønshoved, der så Christiansen falde og skrev hjem derom, faldt få dage senere selv på valpladsen.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Nielsen fra Mjøls, Peter Hansen fra Fol, Thomas Olsen fra Kassø og Niels Skøtt fra Djernæs er faldet og at Peter Nissen fra Nørre Hostrup er død på reserve- feltlazaret ved 9. reservekorps.
Endvidere meddeles, at Peter Lauridsen fra Seggelund og Karl Heide fra Aabenraa er hårdt sårede.
16. maj 1916. Grise, boghvede – og faldne, sårede og fangne
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen
Grise og grisesøer.
Det slesvig-holstenske kvæghandelsforbunds bestyrelse har besluttet at ophæve det forbud, som udstedes den 22. april mod udførslen af grise og grisesøer fra forbundsdistriktet.
Hjemsendelse af krigsuduelige soldater.
Ifølge ”Armé-Veordnungsblatt” skal soldater, hvis krigsuduelighed med eller uden forsørgelse er fastslået, ikke holdes fast i tjenesten længere en ubetinget nødvendigt og hjemsendes så hurtigt som muligt.
Dyrkningen af boghvede
kommer som følge af krigen mere og mere i brug i hertugdømmerne. Allerede i fjor blev der tilsået et større areal en de nærmest foregående år, og i år bliver det endnu større.
Efterspørgslen efter boghvede har ifølge ”Hejmdal” i 1915-1916 været steget betydelig, og behovet har ikke kunnet dækkes.
Prisen for boghvede er steget meget stærkt. I fjor betaltes 62-80 mark pr. 200 pund mod en middelpris af 20 mark før krigen.
Død hjemme på orlov.
Bygmester Boe fra Toftlund, der har været hjemme på en 8 dages orlov og skulle have været afsted igen i lørdags, blev i fredags pludselig syg, så at lægen gav ordre til, at han skulle blive hjemme. I lørdags forværredes sygdommen, og hen på dagen afgik Boe ved døden. Han har i den sidste tid været med i kampene ved Verdun.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Arbejdsmand Peter Lorenzen i Oksbøl på Als er faldet i april måned. En bror til Lorenzen, der var marinesoldat, faldt for nogle måneder siden.
Gårdejer Christian Bonde på Broballe Mark ved Nordborg er død i russisk fangenskab. Han efterlader sig hustru og en lille datter.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Raben fra Hoptrup og Jørgen Hansen 2. fra Avnbøl er hårdt sårede, Peter Aalling fra Ris er såret.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at følgende fra de tre nordligste amter, der tidligere har været meldt savnede, er i fangenskab: Daniel Otzen fra Moldrup, Tøge Tychsen fra Broager, Andreas Thuesen fra Sundsburg (?), Peter Hansen fra Skodsbøl, Christian Clausen fra Ulkebøl, Jak. Jørgen Hinrichsen 2. fra Haderslev, Jes Peter Jørgensen 1. fra Bolsballe, Jes Hansen Lind fra Agerskov, Jes Martin Jensen fra Gøtterup og Hans Maj fra Skovby.
15. maj 1916. Levende begravet ved højde 304 – reddet af stålhjelmen … og af konen derhjemme?
En anonym sønderjyde (“H”) beretter om, hvordan han blev reddet af en stålhjelm – og en overnaturlig hændelse?
Tilføjet oktober 2018: Denne beretning har så mange lighedspunkter med en anden beretning, at redaktionen formoder at “H” er Hermann Hunger fra Aabenraa.
Det var en Forårsmorgen i 1916 på 304 ved Verdun. Vi havde stormet uden Artilleriforberedelse og var slået tilbage. Enhver søgte Dækning, som han bedst kunde, for nu brød der et Helvedesvejr ind over os.
Alt, hvad Franskmændene ejede af Sprængstoffer, øste han ud over vor Grav, både lettere og sværere Granater sprang omkring på Gravens Rand, medens Shrapnells og Haubitsere søgte at træffe os nede i Bunden af Graven.
Netop i denne Periode indførtes de første Stålhjelme, foreløbig kun forsøgsvis, men af hver Gruppe blev en Mand tvungen til at tage en sådan tung nymodens Tingest på Hovedet. Da der i min Gruppe ingen frivilligt vilde skifte fra den forholdsvis lette Pikkelhue til den tunge og ubekvemme Stålgryde, tog ,.æ Spiess“ min piklede Hat fra mig og trykkede det nye Monstrum ned på mit Hoved.
Jeg knurrede, og Kammeraterne grinede ad mig, dog „Gryden” var med til at frelse mit Liv.
Under det frygtelige Artillerioverfald kravlede jeg ind i en Fordybning i Gravvæggen, hvor jeg lå så nogenlunde sikker, mente jeg da. Dog, en Granat, der sprang på Gravkanten, skubbede Jorden ned over mig. så mine Ben blev tildækket. Jeg fik listet Bajonetten ud af Skeden og gravede Benene fri igen, men lige idet jeg skulde kravle ud af Hullet, sprang der en endnu sværere Granat oven over mig, og nu blev jeg helt begravet, med Undtagelse af Hovedet og venstre Arm.
Det var en frygtelig Stilling, jeg var i, Jordmasserne trykkede forfærdeligt på Benene, Maven og Brystkassen, og det eneste, jeg kunde gøre, var med venstre Hånd at holde Stålhjelmen for Ansigtet. Så besvimede jeg, men et nyt Brag bragte mig til Bevidsthed igen.
Sådan vekslede det et Par Gange med Bevidstløshed og Klarhed, og i de klare Øjeblikke forberedte jeg mig på at dø.
Dog, endnu en Gang kom Selvopholdelsesdriften op i mig, og jeg skreg, skreg i Dødsangst, uden selv at tro på, at nogen skulde høre mig i denne Helvedeslarm. Og hvem vilde for Resten vove sig ud i dette Stormvejr?
Graven var nu næsten udjævnet, og hvert Sekund kunde jeg vente det dræbende Stykke Stål. Igen skreg jeg, og skreg nu min Kones Navn ud gennem Granatregn og Larm. Det var hende, jeg tænkte på i de formentlige Dødsøjeblikke. Vi havde været gift i et Par År, og vore Tanker var altid hos hinanden, så jeg tænkte ikke på andet end hende, og derfor råbte jeg også hendes Navn ud i de Øjeblikke, da jeg var Døden nær.
Og, nu kommer det forunderlige ved denne Hændelse. Ganske tydeligt hørte jeg min Kones Stemme: „Ja, min Ven, nu kommer jeg“ .
Den kære Stemme havde en vidunderlig Virkning på mig, jeg blev ganske rolig og var samtidig helt sikker på, at hun vilde hjælpe mig, og at jeg ikke skulde dø denne Gang.
I det samme hørte jeg Stemmer i Nærheden, en Sergent og en Sanitetssoldat vilde forsøge at grave mig ud. De havde dog kun en lille Skansespade med, hvad der ikke betød ret meget. Medens Sanitetssoldaten krøb tilbage efter en større Spade og en Hakke, blev Sergenten hos mig. Det kostede ham Livet; han blev truffet af et stort Granatstykke. Da Sanitetssoldaten kom tilbage, var Sergenten død, og jeg lå uden Bevidsthed.
Det var et Par Helte, både han, der døde, og han, der gravede mig fri.
Ja, og nu kommer for anden Gang det forunderlige ved denne Hændelse. Da jeg lå på Lasaret, fik jeg Brev fra min Kone, der var ængstelig, da hun så lange ikke havde hørt fra mig. Og her i Brevet fortalte hun, hvordan hun den og den Dato, ganske tidligt om Morgenen, det var ved 5-Tiden, var vågnet med en forfærdelig Uro i sig og ganske tydeligt havde hørt mig råbe hendes Navn.
Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre, men højt havde hun sagt: „ja min Ven, nu kommer jeg“.
Det var den samme Morgen, jeg lå begravet på 304 og i min Smerte og Dødsangst havde råbt hendes Navn.
H.
DSK-årbøger, 1944
15. maj 1916. Knaphed på papir, foder og kød
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Papirknapheden.
Konsistoriet i Kiel har ifølge ”Hejmdal” anordnet, at synodeudvalgene og kirkeforstanderskaberne virker hen til, at de i provsti- og pastoralarkiverne opbevarede undværlige aktstykker og beregningsbilag sælges. Også de regerings-amtsblade, der er over 10 år gamle, realiseres.
Kraftfoder til avlssvin.
Ifølge en meddelelse til kredsbladene kan der fås kraftfoder til avlssvin ved henvendelse til landbrugskammeret.
Kraftfoderet består af fiskemel, ”æggehvide-strå-kraftfoder”, klid, halmmel og majs og koster 21 mark pr. 100 pund.
Skriftligt andragende, dokumenteret af de stedlige politimyndigheder, skal indsendes til kredsudvalget. Bestillinger modtages af kommuneforstanderen.
Til en avlsorne ydes 2 og til en drægtig griseso eller en griseso, der har fået grise efter den 20. april, bevilges 3 centner.
Trængslen ved kødudsalget i Åbenrå
er ifølge ”Hejmdal” i denne tid meget stor. Da der i lørdags blev solgt kød på skolen, var der allerede kl. 11 mødt 200-300 købere. Klokken 10 stod de første allerede foran døren.
En politibetjent, som er til stede for at holde orden, stiller dem op i række, når man så har fået sit nummer tildelt, kan man gå hjem for efter et par timers forløb at komme igen og få varerne udleveret.
14. maj 1916. Ved Højde 304: “Det sidste, de sitrende Læber mumlede var: ‘Mor!’.”
Hermann Hunger fra Aabenraa gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni. I maj 1916 blev regimentet indsat ved Verdun. Han beretter nedenfor om en episode i et granathul ved Højde 304.
Mor!
Vi laa sammen i et Granathul, Mors Dreng og jeg. Han var i den Alder, hvor man hverken er Dreng eller Mand. Han var blandt de Aargange, hvor man har faaet de første krøllede Dun paa Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu.
Nu sagde han ikke ret meget.
Men nede i Bunkeren, ja, ogsaa i Skyttegraven, dog mest i Barakken i Nantillois, særlig naar Posten var kommen og havde bragt Breve og Pakker, saa kunde han ikke tie med, hvilken god og dygtig Mor han havde. Han havde bestemt den bedste og villeste Mor i hele Verden.
Nu var der ikke Stunder til at snakke, ikke en Gang om Mor.
Han var gaaet lige fra Skolebænken og ind i Krigen. Og sit Fædreland elskede han og var stolt over at maatte være med til at kæmpe for det.
Han var bedre Folks Barn fra en Storby. Men nu sad vi to, Drengen og jeg, i et Granathul paa 304 midt imellem den tyske og den franske Stilling.
Det var en prægtig Foraarsmorgen efter en rolig Nat. Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe paa den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.
Klokken fire Morgen kom Befalingen: ”Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Gravskal tages”.
Saa kom Flammekasterne.
Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Væsken havde truffet.
Op! Fremad!
Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.
Alt hvad Franskmændene havde af Krigsredskaber udspyede deres Ild imod os.
Ned!
Ti Meter forude en lille Granattragt. Og her fandt vi ned, Drengen og jeg.
Vi sundede os lidt.
Den sikre Død at storme videre .
Men Drengen var ivrig. “Vi maa fremad . — Vi har faaet Ordre”. “Er du forrykt! — Ned med dig!”
Værre og værre blev Helvedet over os. Drengen var der igen : “Vi maa videre”.
“Ti stille!”.
Vi laa tavse en Stund .
Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?
Nu sagtnede Ilden lidt. “Jeg vil ljge se, hvor Kompagniet er henne”. “Lad vær ’!” For sent.
Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg.
Det sidste, de sitrende Læber mumlede var : “Mor”.
Og saaskingrede Fløjten fra vor Grav : “Tilbage!”
DSK, Årbøger, 1941
13. maj 1916. Ugens kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe. Vært er historikeren Indiana Neidell.