Tag-arkiv: HMS Invincible

31. maj 1916. Jyllandsslaget – baggrund og forløb

Af journalist Knud Jakobsen, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, med tilføjelser vedr. Sønderjylland af René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Jyllandsslaget var verdenshistoriens største søslag. Det foregik onsdag den 31. maj og torsdag den 1. juni 1916, som var Kristi Himmelfartsdag. Det var første og eneste gang, slagskibene fra den tyske og den britiske flåde mødtes under første verdenskrig.

Slaget fandt sted på strækningen fra Hanstholm til Blåvandshuk og foregik så tæt på den jyske vestkyst, at man kunne høre kanontorden i land.

IMG_9154_SMS_Derfflinger_marine
SMS Derfflinger i Wilhelmshafen før slaget (Foto: Museum Sønderjylland).
IMG_9155_SMS_Derfflinger_marine
SMS Derfflinger i Wilhelmshafen efter slaget (Museum Sønderjylland)

Baggrunden

Den britiske flåde var dobbelt så stærk som den tyske, og derfor kunne viceadmiral Reinhard Scheer ikke tillade sig en direkte konfrontation, da han i januar 1916 blev chef for Højsøflåden. Han satsede i stedet på en offensiv strategi, hvor han ved hjælp af miner, ubåde og overraskende angreb gradvis udlignede forskellen.

Han rettede flere angreb på den britiske østkyst uden at opnå det ønskede resultat, og i slutningen af maj besluttede han at sejle op langs den jyske vestkyst og føre handelskrig ved Norge. Det virkelige mål var ikke de forsvarsløse handelsskibe, men de britiske styrker, som han dermed håbede at lokke ud fra deres baser. Gik det galt, kunne han i værste fald trække sig tilbage via Skagerrak og de danske farvande.

 Optakten

Under hele krigen kunne briterne aflytte og dechifrere tyske radiosignaler, og allerede den 28. maj vidste briterne, at Højsøflåden var på vej ud. Chefen for Grand Fleet, admiral John Jellicoe blev alarmeret, og den 30. maj klokken 23:30 dansk tid forlod han Scapa Flow med 16 slagskibe og tre slagkrydsere, mens yderligere otte slagskibe sejlede fra Cromarty for at mødes med hovedstyrken til søs.

Fra Rosyth sejlede Grand Fleet’s opklaringsstyrke under viceadmiral David Beatty. Den bestod af seks slagkrydsere, som blev fulgt af en eskadre på fire slagskibe under kontreadmiral Hugh Evan-Thomas. De fire slagskibe var af Queen Elizabeth-klassen, som på dette tidspunkt var verdens hurtigste og bedst bevæbnede.

Planen kom dårligt fra start på grund af en misforståelse i den britiske efterretningstjeneste. Højsøflåden forlod Wilhelmshaven den 31. maj klokken 02:00 og 3:30, og ti timer senere troede briterne stadig, at den endnu lå i havnen.  Da de to flåder mødtes, kom det derfor som en stor overraskelse for de britiske admiraler.

Jyllandsslaget_kort
Slagets forløb

Overlegen britisk flåde

På begge sider var de store skibe ledsaget af mange mindre fartøjer. Jellicoes hovedstyrke blev således fulgt af otte lette krydsere, fire opklaringskrydsere, 51 destroyere og en lille minelægger. På samme måde blev Beattys hurtige opklaringsstyrke fulgt af 14 lette krydsere, 27 destroyere og et moderskib for vandfly.

Den tyske opklaringsstyrke under viceadmiral Franz Hipper bestod af fem slagkrydsere, fem lette krydsere og 30 torpedobåde. 40 sømil længere mod syd kom Scheers hovedflåde, som bestod af 16 slagskibe og seks ældre linjeskibe. De var ledsaget af seks lette krydsere og 31 torpedobåde. Der var ingen ubåde med i selve slaget, og på grund af dis og lavthængende skyer, kom fly og luftskibe ikke til at spille nogen rolle.

Briterne havde i alt 151 skibe, mens tyskerne havde 99. Skibene var bemandet af 60.000 briter og 45.000 tyskere. Hvis alle britiske skibe affyrede deres kanoner samtidigt, ville granaterne tilsammen veje 150.760 kilo, mens de tyske granater tilsvarende ville veje 60.879 kilo. En britisk 15 tommers granat (38,1 cm) var slagets tungeste og vejede 879 kilo.

Det danske skib

Havde det ikke været for et fredeligt dansk handelsskib, var tyskerne og briterne sejlet forbi hinanden. Skibet var N. J. Fjord, som var på vej fra Leith til Frederikshavn, og som blev observeret fra den tyske krydser SMS Elbing.

To torpedobåde blev sendt frem for at inspicere det neutrale skib, og da N. J. Fjord fik ordre til at standse, blev dampmaskinen stoppet. Dermed blev der overtryk af damp, en sikkerhedsventilen åbnede sig og lukkede en stor, hvid dampsky ud. Den blev set fra den britiske krydser Galatea, som var det britiske skib helt ude på fløjen.

Galatea og krydseren Phaeton sejlede frem for at undersøge og blev observeret fra Elbing, som åbnede ild på meget stor afstand. Klokken 15:28 var slaget i gang, og trods afstanden scorede den tyske krydser klokken 15:36 slagets første træffer. N. J. Fjord fik hurtigt dampen op igen og slap uskadt væk.

Kampens første fase

Da Beatty fik melding om de tyske skibe, var han på vej mod nord for at mødes med Jellicoe, men nu drejede han rundt og satte kurs mod sydøst for at få sine skibe ind på en linje. Den nye kurs blev ikke kommunikeret videre til Evan-Thomas’ fire slagskibe med det resultat, at de blev hægtet af og ikke kunne deltage i de indledende kamphandlinger.

Da Hipper så de britiske skibe, vendte også han rundt, og nu fortsatte de to opklaringsstyrker på to parallelle kamplinjer mod syd. Klokken 16:48 var afstanden mellem de to opklaringsstyrker snævret ind til cirka 14.000 meter, hvorefter tyskerne åbnede ild.

Den tyske ild var meget præcis, og klokken 17:00 ødelagde en granat fra Lützow det centrale Q-tårn på Beatty’s flagskib Lion og dræbte hele tårnets besætning. Skibet blev kun reddet, fordi den dødeligt sårede major Francis Harvey fra Royal Marines beordrede tårnets ammunitionsmagasin sat under vand. Han havde fået begge ben knust, men formåede at redde sit skib og blev posthumt tildelt Victoriakorset.

IMG_2011_11_29_5912 Lützow_cropped
SMS Lützow (Museum Sønderjylland)

Den fortsatte kamp

Den første del af slaget gik hårdt ud over Beattys slagkrydsere.

Klokken cirka 17:05 eksploderede Indefatigable med kun to overlevende, og klokken 17:25 eksploderede Queen Mary med ni overlevende. Klokken 17:30 kom Scheers styrke til syne, hvorefter Beatty vendte rundt og søgte at trække tyskerne med op mod Jellicoes styrke.

Nu kom de fire slagskibe under Evan-Thomas endelig i aktion. De kom til at danne britisk bagtrop, og i denne fase blev der scoret mange træffere på begge sider. Scheer vidste ikke, at Grand Fleets hovedstyrke ventede ham og fulgte efter Beatty, indtil han klokken 19:30 pludselig så Jellicoes mange skibe foran sig.

Jellicoe havde været i tvivl om den rette manøvre, men havde valgt den rigtige og havde ”krydset T’et”. Det vil sige, at han havde anbragt hele sine styrke i en lige linje på tværs af Scheers kurs. Dermed kunne samtlige britiske kanoner skyde på fjenden, mens kun de forreste tyske kanoner kunne svare igen. Det var en ren dødsfælde, men ved hjælp af en 180 graders vending lykkedes det Scheer at slippe væk.

Selvom briterne havde overmagten, klarede tyskerne sig bedst. Panserkrydseren Defence blev i denne periode af slaget ramt af flere granater, hvorefter skibet sprang i luften, og hele besætningen på 903 mand omkom. Kun et kvarter senere overgik den samme skæbne slagkrydseren Invincible. Skibet eksploderede, og af 1.032 mand overlevede kun seks. Invincible havde været med til at sænke den tyske krydsereskadre ved Falklandsøerne i december 1914 – men denne gang trak hun det korteste strå.

Selvom Scheer kun med nød og næppe var sluppet ud af den britiske dødsfælde, vendte han nu om og styrede direkte tilbage mod den britiske linje. Det skete i et forgæves forsøg på at komme den lette krydser Wiesbaden til undsætning, efter at den var blevet ramt af en svær granat og ikke længere kunne sejle selv.  Scheers redningsaktion var nær gået galt, og for at slippe væk for anden gang, beordrede han sine slagkrydsere og torpedobåde frem i et selvmorderisk angreb. Det fik briterne til at dreje væk, hvorefter Scheer undslap igen.

SMS_Pommern
SMS Pommern (Museum Sønderjylland)

Natkamp og undergang

Efterhånden gik slaget over i en forvirret natkamp med flere sammenstød mellem destroyere, torpedobåde, krydsere og slagskibe. Flere skibe blev sænket, herunder SMS Frauenlob, HMS Black Prince og SMS Pommern, som alle tog hele deres besætning med sig i dybet.

SMS Wiesbaden blev ramt af mange granater og en torpedo, og da skibet gik ned, var de fleste allerede døde. Det lykkedes dog 22 mand at finde tilflugt på tre redningsflåder, men det var en stakket frist. Ingen kom dem til hjælp, og en efter en døde de af kulde og udmattelse.

To dages senere var overfyrbøder Hugo Zenne alene tilbage. Efter 48 timer på redningsflåden blev han samlet op af den norske damper Willy og fik senere lov at vende tilbage til Tyskland. I alt omkom 589 mand fra Wiesbaden.

6a48-008_SMS_Frauenlob
SMS Frauenlob (Museum Sønderjylland)

 Digteren Gorch Fock

Et af ofrene fra dette skib var Johann Wilhelm Kinau, der var født på Finkenwerder ved Hamborg den 22. august 1880. Johann ville have været Nordsøfisker ligesom sin far, men var for klejn og kom i stedet i købmandslære. Han havde flere stillinger som bogholder og kontorist, men begyndte snart at skrive digte og fortællinger om fiskeri og søfart under pseudonymet Gorch Fock.

Selvom han var familiefar med kone og tre børn, blev han i 1915 indkaldt og kæmpede som infanterist i Serbien og Rusland. I marts 1916 blev han efter eget ønsket overført til marinen, hvor han gjorde tjeneste som udkig i stormasten på Wiesbaden.

Johann Kinaus lig drev i land i Sverige, hvor han sammen med ni andre tyske og tre engelske søfolk blev begravet på skærgårdsøen Stensholmen ud for Fjällbacka. Den tyske marines sejlskoleskib er opkaldt efter ham, og når Gorch Fock passerer Stensholmen, sendes en båd i land for at lægge blomster på digterens grav.

8.645 dræbte

Det lykkedes Scheer at bringe hovedparten af sin flåde sikkert hjem til Tyskland, og det samme gjorde Hipper, selvom han på vejen måtte opgive flagskibet SMS Lützow. Skibet blev ramt af 24 svære granater og en torpedo, og måtte til sidst sænkes med en torpedo.

Da morgenen kom, så Jellicoe bare et tomt hav, men der er ingen tvivl om, at han var den virkelige sejrherre i Jyllandsslaget. Selvom briterne mistede flere skibe og flere mænd end tyskerne, havde de stadig herredømme over Nordsøen, og det var det eneste, som betød noget. Jyllandsslaget ændrede ikke magtbalancen.

Briterne mistede 6.784 mand og fjorten skibe på i alt 111.000 tons, mens tyskerne mistede 3.058 mand og elleve skibe på i alt 62.000 tons.

Britiske tab

Slagkrydsere (dreadnoughts): Indefatigable, Queen Mary, Invincible

Panserkrydsere: Black Prince, Warrior, Defence

Destroyere: Tipperary, Shark, Sparrowhawk, Turbulent, Ardent, Fortune, Nomad, Nestor

Britiske tabstal: 6.094 dræbte, 674 sårede og 177 fanger- i alt 6.945 (6.768 dræbte og sårede).

Tyske tab

Slagkrydser: Lützow

Slagskib: Pommern

Krydsere: Frauenlob, Elbing, Rostock, Wiesbaden

Torpedobåde: V48, S35, V27, V4, V29

Tyske tabstal: 2.551 dræbte og 507 sårede – i alt 3.058.

Nogle af de dræbte drev i land i Danmark og blev begravet her, men endnu flere blev af en nordgående havstrøm ført op forbi Skagen og videre til Sverige og Norge. Omkomne fra Jyllandsslaget ligger begravet på svenske kirkegårde fra Gøteborg og op til den norske grænse og på norske kirkegårde på begge sider af Oslofjorden.

Dræbte søfolk fra Sønderjylland

I hvert fald 9 af de dræbte tyske søfolk var fra Sønderjylland, nemlig:

Kappler, Max Richard (SM Torpedoboot V 48) – Skagerrak.
Paulsen, Jørgen Friedrich (SM Torpedoboot V 48) – Skagerrak.
Stehr, Otto Hansen (SMS Derfflinger) – Skagerrak
Hansen, Jürgen (SMS Pommern) – Skagerrak.
Hansen, Peter Christian (SMS Pommern) – Skagerrak.
Jacobsen, Wilhelm Otto (SMS Pommern) – Skagerrak.
Jahnke, Heinrich (SMS Pommern) – Skagerrak.
Petersen, August Peter (SMS Wiesbaden) – Nordsøen.
Petersen, Peter Christian Wilhelm Albert (SMS Wiesbaden) – Nordsøen.

I alt deltog ca. 150 sønderjyder i Jyllandsslaget.

Læs mere om Jyllandsslaget på Sea War Museum Jutland: http://www.seawarmuseum.dk/

Eller besøg museet: Sea War Museum Jutland, Kystcentervej 11, 7680 Thyborøn

SEA WAR MUSEUM JUTLAND

SeaWarMuseum_Thyborøn
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_3
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_4
Foto: Sea War Museum Jutland
SeaWarMuseum_Thyborøn_2
Foto: Sea War Museum Jutland

 

 

11. december 1914. SMS Dresden: “Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?”

Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.

Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.

Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.

Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.

Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.

Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.

De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.

Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.

Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.

Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.

Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.

Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.

Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.

Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.

Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?

Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.

Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.

8. december 1914. SMS Dresden på flugt: Der er propfyldt med englænder i Port Stanley!

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Den tyske eskadre bestående af de svære krydsere SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau, de lette krydsere SMS Nürnberg, SMS Dresden og SMS Leipzig samt et par hjælpekrydsere planlægger et raid mod den engelske havn Port Stanley på Falklandsøerne for at erobre forsyninger. Men en overlegen engelsk eskadre bestående af Slagkrydserne HMS Invincible og HMS Inflexible, de svære krydsere HMS Carnavon, HMS Cornwall og HMS Kent, de armerede handelskrydser HMS Macedonia og de lette krydsere HMS Bristol og HMS Glasgow var ankommet til Port Stanley dagen i forvejen.

Kurs mod Falklandsøerne

Endnu en Nat og en Dag og igen en Nat gik Livet sin jævne Gang om Bord paa Dresden, som vi nu havde vænnet os til det, men saa kom den Dag, der forandrede alt, og som vi, der slap levende over den, vil huske til vor sidste Stund.

Jeg stod paa Fordækket og saa Solen stige op af Ha­vet den 8. December, to Dage efter at vi var sejlet fra Kap Horn. Jeg havde haft anden Vagt ved Maskinen, men var ikke gaaet til Køjs. En eller anden havde for­talt mig, at vi kunde se Land allerede ved Solopgang, og jeg vilde ikke sove fra Landkendingen af de Falklands-øer, som havde været Midtpunktet for vore Tanker og Samtaler i de sidste Dage.

Forude saas Røg af to Skibe, der gik foran os langs Kysten med tem­melig stærk Fart. Det var Gneisenau og Nürnberg, der havde skilt sig ud fra Flaaden kort efter, at jeg var kom­met paa Dæk, og nu dannede Forspids for Flaaden. De havde Krigsflag paa i det mindste én af Masterne, og det var altsaa dem, der skulde tage det første Stød. Paa deres Kurs kunde jeg nogenlunde gætte mig til, i hvilken Retning Falklandsøernes største Havn, Port Stanley, laa, men der var intet Spor af Havn at se i den Retning endnu. Der var stadigvæk Land om Bagbord, og det syn­tes at strække sig forud i en lang ubrudt Kystlinie. Ky­sten mindede om Chiles, saa vidt jeg kunde se, en vild og forreven Klippekyst som ved Santa Maria.

Jeg saa paa mit Ur. Det var over Skafningen for min Vagt, og jeg havde intet faaet til Morgen. Jeg skyndte mig ned, hvor Spisningen var i fuld Gang og Snakken gik saa livligt som nogen Sinde. Jeg fandt min Plads og hyg­gede mig rigtig i Selskabet. Det gjorde godt at høre Kam­meraterne sidde og drøfte Situationen med klare Ord i Stedet for at slaas med Tanker, som man ikke kunde be­tro til nogen.

Saa gik jeg paa Dæk igen.

Der var kommet en synlig Uro over Livet paa Dækket. Folk fo’r frem og tilbage og nogle stod og arbejdede med Kanonerne. Det saa ud, som om de blev underkastet et grundigt Eftersyn. Officererne gik fra Kanon til Kanon og talte med Folkene. Vort Topflag var halet ned, og der var kun Flag paa Hækken.

Da jeg saa paa det, opdagede jeg, at vi havde ændret Kurs. Vi stod nu ud fra Land. Om Bagbord kunde jeg se Gneisenau og Nürnberg, der ogsaa havde ændret Kurs og stod bort fra Land. Marine­soldaterne var ikke længere paa Dæk. Jeg spurgte en Matros, hvad der var i Vejen, men han fo’r videre uden at svare mig.

Jeg stod og gloede forbavset til alle Sider. Det var næsten altid den Rolle, vi Fyrbødere maatte spille, naar vi kom paa Dæk. Vi levede vort Liv uaf­hængigt af alt, hvad der skete, og var kun ansvarlige for Farten. Naar vi kom paa Dæk, følte vi det, som om vi kom ind i en fremmed Verden. Inde over Land kunde jeg dog trods min Uklarhed over, hvad der var sket, se tætte Røgskyer hæve sig op fra et bestemt Punkt, og det forekom mig, som om jeg saå Masten af el Skib eller en Radiomast.

Der var igen kommet mange Fyrbødere op. De stod og betragtede Nürnberg og Gneisenau, der pilede af Sted om Bagbord med et mægtigt Røgslør hængende efter sig, og snakkede om, hvornaar vor Kurs vilde falde sammen med de to Skibes: — De kommer til at ligge forrest med den Fart, de har, sagde en af dem.

En Underofficer kom farende hen imod os: — Hvad Satan staar I dér og driver efter, Fyrbødere, er I ikke klare over, at der er slaaet „Klartskib”? Det var vi ikke klar over. Vi var ikke klare over noget som helst, ud­over at vi skulde lystre.

Vi drev under Dæk, men der var ikke noget for os at lave, og noget efter gik jeg op igen. Jeg vidste af Erfaring, at Reglementet sov allerbedst, naar der var Uro i Luften.

Vi var kommet meget nærmere til de to forreste Skibe. Inden længe vilde vi sejle paa Linie, og det var nu ikke til at tage fejl af, at Gneisenau og Nurnberg vilde komme til at ligge forrest, derefter Scharnhorst, Leipzig og Dresden. Afstanden mellem Leipzig og Admiralskibet var ret stor, mens vi laa temmelig tæt paa den gamle Krydser og en Smule til Bagbord. Det saa ud, som om vi vandt ind paa den. Jeg løb paa en Matros, som jeg kendte, og greb ham i Armen:

– Sig mig, hvad er der i Vejen — er vi paa Jagt eller flygter vi?

– Véd du ikke det? Vi løber det bedste, vi har lært – der var propfuldt af Englændere i Port Stanley!