Tag-arkiv: stødtropper

8. april 1918 – Ernst Christiansen: “… slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt …. en Blindgænger

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

8. April
Begivenheden blev udsat et Døgn. I Aftes vækkede 10½, stjerneklart. Mens vi stillede ved Kirken, lød pludselig en Susen, et Knald, og en rød Lue saas lige over os. En Shrapnel! Ingen saarede. Utrolig Færdsel paa alle Veje. Tit knap muligt at komme forbi. Englænderne skyder med svært Skyts paa flere Punkter i Nærheden af vor Vej; vi slipper dog igennem. Flere Gange hviner en Granat over os. Paa Feltbanen har Træffere to Steder revet Skinnerne bort, siden vi gik der i Gaar.

Vi arbejder 600 Meter fra den forreste Grav. Folk i anden Grav, der gaar langs Vejen, opfordrer os til ikke at gøre for megen Støj. Lysskuddenes sekskantede Stjerner lyser som den klare Dag. En Hests Vrinsken lyder i Mørket. Den er traadt fejl paa en Bro og falden i en Grøft, og Pionerløjtnanten skyder den. Dens klagende Vrinsken lyder endnu i mit Øre.

Mens vi i Halvmørke staar og rydder Vejen, slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt, indtil jeg opdager, at det er en stor Granat, en Blindgænger. Med korte Mellemrum farer som usynlige Aander, men meget hørlige, svære engelske Granater over os, to og tre ad Gangen, og sprænges med svære Brag, som faar Jorden til at skælve, i Nærheden af en Batteristilling.

Det er rimkoldt og mere og mere taaget ved Jorden, vort Held. Da det bliver lyst, jubler en Lærke mellem Bragene. Sluppen vel hjem den lange Vej. Alt er tilsyneladende rede. Fra i Aften siges vi at ligge i Alarm. Lange Rækker af Minekastere er stillede op, Masser af Artilleri ført langt frem, svært Skyts ganske kort bag Fronten, med næsten ingen Dækning, Bjerge af Munition helt aabenlyst alle Vegne ved Baner og Veje og spredt paa Markerne.

Nogle Mand af Stormtropperne har tilbragt Natten her. En Sergent fortæller, at der skydes med Giftgas paa bestemte Afsnit. Ind imellem holdes smalle Strimler eller Porte fri, og kun paa disse Steder gaar de tyske Stormtropper frem for ikke selv at komme til at indaande Gassen.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 203-4)

20. november 1917 – Mathias Damm: “Jeg øver atter ved Stødtrop”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten ved Rheims.

Tirsdag den 20.11.17
Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d-15. Godt at i modtager Pakken og Pengene, saa ved i da at jeg har det godt. Du skriver om at fra den 9 er det forbudt at sende Pakker, det er ret nok, men Du skal betænke at dem Du sender er Feltpostbreve!! Det andet er Pakker med Pakadresse. Jeg har det godt og er sund og rask. Jeg har idag sendt E.K. med en der drog paa Orlov. Vi ligger jo nu bedre hvad Reisen angaar, direkt ved R….[Rheims, red.], midt mellem, hvor Peter og Anton var. Jeg sender her et par Billeder til Hans. To har jeg brændt, de vare lidt temmelig brogede.

Ellers ved jeg intet nyt. Jeg øver atter ved Stødtrop. Vi har i Eftm havt Fodbold og anden Sport, om Form to Timer og Eftm 2. Om Aftenen faar man sig en lille Skat, paa et evigt Bankkonto. Papir er jo taalmodig. Nogle spiller andre Spil som griber temmelig i en eller andens Lomme sommetider, men Penge har kun liden Betydning. Jeg vil nu hen og sove. Godnat og sov vel. Falder i ud af Sengen, saa tænk paa mig. Jeg ligger midt paa en 10 m lang Briks af Hønsetraad 10 cm fra Jorden. Saa for mig er det umuligt at falde ud. Mange Hilsner eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

29. juli 1917 – Mathias Damm: “… jeg hører til Stosstrup”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 29 Juli 17

Min kære Fader!

Du skal have mange Tak for dit Kort, som jeg har modtaget. Jeg har længe ventet at høre fra dig. R. har jeg intet hørt fra endnu og de hjemme heller ikke siden Dagen før jeg reiste. Han er kanske bleven flyttet og Postsageme blive holdt tilbage. Thi i det sidste han skrev skrev han om at han slog Græs.

De sidste Par Dage har her atter været rolig, men en Formaning i Form af et par Timers Mine Koncert faar vi af og til. Dog naar vi blot kunde blive her en Tur, andetsteds er det nok ubehageligt i denne Tid.

Det var da glædeligt om du kunde komme hjem og høste Sommerkornet, Rugen faar de jo nok. Ja, her gaar man og driver rundt og gør ingen Ting. Jeg har idag 4 Timer Vagt og saa fri. Ellers har jeg for det meste 6. Arbeide har jeg intet med at gøre. Og Nattevagt heller ikke, jeg hører til Stosstrup. Men derfor ser vi dog ikke mere Krigerisk ud, end andre og er altid Reserve ved Compagniet. Hvordan har du det, har du stadig Vagt?

Gruppebillede af håndgranatbevæbnede stormtropper, østfronten 1917. Stående yderst til højre ses formodentlig Mathias Damm, Gøttrup (Museum Sønderjyllland – Museet på Sønderborg Slot)

Hvad mener du, kære Fader, giver det snart Fred. Her har forskellige sat store Forhaabninger til den nye Rigskansler, men han er akkurat af samme Snit, som v B.H. og jeg læste igaar, at Englænderne mente han var værre istedetfor bedre, thi han var akkurat ligesaa egensindig og vanskelig, at forhandle med, som Bismark i sin Tid var. Og de vilde ikke slutte Fred, før den tyske Soldat havde indset, at han kæmpede for sin egen Undertrykkelse, eller det prøissiske Aristokrati var styrtet. Det er haarde Ord og efter det giver det foreløbig ingen Fred.

Har du læst, at en norsk Dame mente at det gav Fred til 16. Sept. Det kunde være helt rart. Hvor vilde der blive Glæde Verden over naar den Dag virkelig kommer, og man kan sige, nu er Myrderiet til Ende. Saa vilde jeg gærne øve Parademarsch og præsenter Greb et Aar, om det skulde være. Saa kunde man da virkelig haabe at komme helskindet hjem. Her er man aldrig sikker. Dog er det gaaet godt hidindtil og med Guds Hjælp gaar det ogsaa herefter.

Det faldt mig ikke nær saa svært at drage hjemmefra i Aar, mærkelig nok. Det kom mig blot for som jeg skulde en lille Reise. Maatte det dog blive Alvor snart, saa i gamle Karle kunde komme hjem i Vinter.

Du skriver om Pengene. Jeg har jo skrevet en Gang herom. Haaber du har faaet det. Jeg fik 1050 M ved Moder og de 10 og 110 lagde jeg selv til, saa nu er der 1205 M paa Bogen. Det er ærgeligt nok med Onkels ubudne Gjæster. Da har han været i Fart. Kære Fader.

Sender dig de hjerteligste Lykønskninger til din Fødselsdag, det havde jeg nær glemt. Nu blot mange Hilsner fra din Søn
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

14. januar 1917. Claus Eskildsen: “Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Ny Front, nye Modstandere, nye Kampmetoder — det var let at se, at Omflytningen fra Øst til Vest for Regimentet og hver enkelt af os betød et Vendepunkt. Derimod vilde ingen af os dengang have troet, at dette Vendepunkt nøjagtigt faldt sammen med Midtpunktet i Regimentets korte Historie. Det faldt ogsaa sammen med det vigtigste Vendepunkt i hele Krigen. Kejserens Fredstilbud var blevet afvist, og det stod nu klart for alle, at denne Krig ikke vilde ende uafgjort, men at der ved Freden vilde findes sejrende og besejrede.

Tyskland foretog et vældigt Tag for at rive Sejren til sig. Den 1. Februar proklamerede man den hensynsløse, uindskrænkede Ubaadskrig — og tabte derved Krigen, idet den afgørende Magt, Amerika, traadte ind i Modstandernes Rækker.

Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten. Hjemmefra fik hvert Regiment, ogsaa vort, 300 frontuduelige (»gv.« = garnisonsverwendungsfähig) Folk, der bestemtes til Afløsning af »kv.« (kriegsverwendungsfähig) Mandskab ved Trainet. Mange trofaste, gamle Folk maatte nu fra Bagage Trainet ud i Skyttegravene; men Officererne holdt Haanden over deres Oppassere og Skrivere, af dem afløstes ingen. Regimentet sendte til Gengæld 300 stærke og krigsvante Mand til Erstatningsbataillonerne, hvor de benyttedes som Kærne til nye Regimenter. Snart hørte vi, at der fandtes et Regiment med det høje Nummer 464.

Det politiske Vendepunkt faldt ogsaa sammen med et taktisk. Den stive Kamp om den forreste Skyttegrav afløstes helt af den bevægelige i et bredt Bælte af Pigtraadskrydsninger, Skyttegrave, Støttepunkter, Maskingevær»Reder« og snildt indrettede Fælder.

Man regnede med, at enhver større Patrouille vilde trænge ind i den forreste Linie, og Kampens Tyngdepunkt kom til at hvile paa »Stødgrupperne«, hvis Hovedvaaben var Haandgranaterne, hvormed de skulde rydde op i Stillingen, naar Fjenden havde sat sig fast. Den mere bevægelige Kamp medførte, at de »lette« Minekastere og »lette« Maskingeværer, kom stærkt i Brug, og at der lagdes større Vægt paa en sikker Forbindelse.

Hvert Regiment fik sin særlige »Efterretnings-Afdeling«, der arbejdede med Telefon, Brevduer, Lyssignaler, Vinketegn og Signalering ved Hjælp af Maskingeværer.

De gamle Vestfrontregimenter saa — absolut uden Grund — med Ringeagt ned paa os russiske Barbarer, og man gik langt uden om vort Train med de skurvede Heste. »Latrinparolen« lød allerede paa, at vi skulde over til Østfronten igen, og at hele Transporten kun havde været et genialt Kneb af Hindenburg. Men vi var alligevel gode nok til at komme i Fronten, inden vi endnu havde faaet os vænnet til de nye Forhold.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

27. maj 1916. Operation “Zugketten”: Stødtropoverfald på den franske skyttegrav

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne. Den 19. maj gennemførtes et gasangreb mod de franske stillinger – men det var vanskeligt at vurdere dets effekt.

For den højere ledelse var det imidlertid nødvendigt at konstatere virkningen af gassen. Det blev derfor beordret, at en patruljeoperation skulle tage fanger i den fjendtlige stilling, som kunne berette om gasangrebets virkning.

Den 27. maj fandt denne operation sted under løsenet ”Zugketten”. Den blev gennemført foran afsnittene ”Adolf” og ”Bertram”.

Det betragteligt forstærkede artilleri og minekasterne gjorde forarbejdet om formiddagen. Modstanderen svarede kraftigt igen. Om eftermiddagen tav ilden, også det fjendtlige artilleri standsede.

Kl. 6.45 om eftermiddagen satte man fra vor side koncentreret ind med effektild. En time senere forlagde man ilden. Fire stødtrop-grupper på hver 25 mand styrtede frem. Hvert kompagni fra III bataljon havde stillet en gruppe. 9. kompagni under løjtnant Meyer. 10. kompagni under løjtnant Sievers, 11. kompagni under løjtnant Hoff, 12. kompagni under løjtnant Peters.

De trængte frem over en bredde på 300 m i en dybde af 2-300 m. De fleste af franskmændene lod sig uden modstand hente ud af deres dækningsrum; hvor der blev ydet modstand, blev den nedkæmpet med håndgranater. Nogle fanger måtte skydes under forsøg på at flygte. Modstanderens tab androg skønsmæssigt 30 døde. 2 officerer, 6 underofficerer og 56 mand fra fjenden måtte følge de tapre patruljer tilbage. De tilhørte igen 26. jægerbataljon.

Vore tab var 2 døde, 11 sårede og 2 savnede. Blandt de døde var løjtnant Peters, der langt foran sin deling blev dræbt af en håndgranat. Det lykkedes desværre ikke at bjærge hans lig.

Formålet med dette fremstød, der blev gennemført med stor handlekraft, var i fuldt mål nået, succes’en i forhold til tabene meget betydelig. Det kom også til udtryk i en fjernmelding fra generalkommandoen:

”Jeg udtrykker mine varmeste lykønskninger til regimentet for dagens smukke resultat, der knytter sig værdigt til regimentets tidligere angrebsresultater. Jeg føjer dertil min anerkendelse af de tapre officerer, underofficerer og mandskab, som det på grund af operationens gennemtænkte forberedelse ved god ledelse lykkedes at tage et betragteligt antal fanger.”  von Quast

Den fjendtlige artilleriild døde hen ved mørkets frembrud, livede kraftigt op igen ved midnat, uden at der skete noget.

De 64 fanger kunne fortælle: i Suippes lå alene 200 gasofre begravet. 19. jægerbataljon, der dengang lå i forreste linje, havde 350 døde og syge, regiment 171, til venstre derfor, havde haft 500. Gasangrebet havde altså været et tungt slag for fjenden.

Det var regimentets sidste kamphandling i Champagne.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen