Tag-arkiv: kærlighed

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. maj 1916. Levende begravet ved højde 304 – reddet af stålhjelmen … og af konen derhjemme?

En anonym sønderjyde (“H”) berettet om, hvordan han blev reddet af en stålhjelm – og en overnaturlig hændelse?

Det var en Forårsmorgen i 1916 på 304 ved Verdun. Vi havde stormet uden Artilleriforberedelse og var slået tilbage. Enhver søgte Dækning, som han bedst kunde, for nu brød der et Helvedesvejr ind over os.

Alt, hvad Franskmændene ejede af Sprængstoffer, øste han ud over vor Grav, både lettere og sværere Granater sprang omkring på Gravens Rand, medens Shrapnells og Haubitsere søgte at træffe os nede i Bunden af Graven.

Netop i denne Periode indførtes de første Stålhjelme, foreløbig kun forsøgsvis, men af hver Gruppe blev en Mand tvungen til at tage en sådan tung nymodens Tingest på Hovedet. Da der i min Gruppe ingen frivilligt vilde skifte fra den forholdsvis lette Pikkelhue til den tunge og ubekvemme Stålgryde, tog ,.æ Spiess“ min piklede Hat fra mig og trykkede det nye Monstrum ned på mit Hoved.

Jeg knurrede, og Kammeraterne grinede ad mig, dog „Gryden” var med til at frelse mit Liv.

Under det frygtelige Artillerioverfald kravlede jeg ind i en Fordybning i Gravvæggen, hvor jeg lå så nogenlunde sikker, mente jeg da. Dog, en Granat, der sprang på Gravkanten, skubbede Jorden ned over mig. så mine Ben blev tildækket. Jeg fik listet Bajonetten ud af Skeden og gravede Benene fri igen, men lige idet jeg skulde kravle ud af Hullet, sprang der en endnu sværere Granat oven over mig, og nu blev jeg helt begravet, med Undtagelse af Hovedet og venstre Arm.

Det var en frygtelig Stilling, jeg var i, Jordmasserne trykkede forfærdeligt på Benene, Maven og Brystkassen, og det eneste, jeg kunde gøre, var med venstre Hånd at holde Stålhjelmen for Ansigtet. Så besvimede jeg, men et nyt Brag bragte mig til Bevidsthed igen.

Sådan vekslede det et Par Gange med Bevidstløshed og Klarhed, og i de klare Øjeblikke forberedte jeg mig på at dø.

Dog, endnu en Gang kom Selvopholdelsesdriften op i mig, og jeg skreg, skreg i Dødsangst, uden selv at tro på, at nogen skulde høre mig i denne Helvedeslarm. Og hvem vilde for Resten vove sig ud i dette Stormvejr?

Graven var nu næsten udjævnet, og hvert Sekund kunde jeg vente det dræbende Stykke Stål. Igen skreg jeg, og skreg nu min Kones Navn ud gennem Granatregn og Larm. Det var hende, jeg tænkte på i de formentlige Dødsøjeblikke. Vi havde været gift i et Par År, og vore Tanker var altid hos hinanden, så jeg tænkte ikke på andet end hende, og derfor råbte jeg også hendes Navn ud i de Øjeblikke, da jeg var Døden nær.

Og, nu kommer det forunderlige ved denne Hændelse. Ganske tydeligt hørte jeg min Kones Stemme: „Ja, min Ven, nu kommer jeg“ .

Den kære Stemme havde en vidunderlig Virkning på mig, jeg blev ganske rolig og var samtidig helt sikker på, at hun vilde hjælpe mig, og at jeg ikke skulde dø denne Gang.

I det samme hørte jeg Stemmer i Nærheden, en Sergent og en Sanitetssoldat vilde forsøge at grave mig ud. De havde dog kun en lille Skansespade med, hvad der ikke betød ret meget. Medens Sanitetssoldaten krøb tilbage efter en større Spade og en Hakke, blev Sergenten hos mig. Det kostede ham Livet; han blev truffet af et stort Granatstykke. Da Sanitetssoldaten kom tilbage, var Sergenten død, og jeg lå uden Bevidsthed.

Det var et Par Helte, både han, der døde, og han, der gravede mig fri.

Ja, og nu kommer for anden Gang det forunderlige ved denne Hændelse. Da jeg lå på Lasaret, fik jeg Brev fra min Kone, der var ængstelig, da hun så lange ikke havde hørt fra mig. Og her i Brevet fortalte hun, hvordan hun den og den Dato, ganske tidligt om Morgenen, det var ved 5-Tiden, var vågnet med en forfærdelig Uro i sig og ganske tydeligt havde hørt mig råbe hendes Navn.

Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre, men højt havde hun sagt: „ja min Ven, nu kommer jeg“.

Det var den samme Morgen, jeg lå begravet på 304 og i min Smerte og Dødsangst havde råbt hendes Navn.

H.

DSK-årbøger, 1944

13. marts 1916. Faldne, savnede og en æreløs kvinde

Dagen nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
Aftægtsmand Niels Bladt og Hustru i Asserballeskov har i de sidste Dage modtager det tunge Budskab, at deres Søn, Landsbrugskandidat Niels Bladt, er falden den 27. Februar under et Stormangreb ved Verdun. Meddelelsen er kommen gennem Kompagni-Feldweblen. Den unge Niels Bladt var en meget begavet und Mand, tog for nogle Aar siden Landsbrugseksamen ved Landbohøjskolen i København og har senere været Assistent hos Konsulent Hansen i Graasten. Niels Bladt blev 24 Aar gammel og efterlader Hustru og et lille Barn, som han paa Grund af de skærpede Bestemmelser med Hensyn til Orlov inden for de nordlige Kredse aldrig har set. Det tinge Budskab rammer den unge Hustru haardt, og ikke mindst han gamle Forældre, der sikkert til ham havde knyttet lyse Fremtidsforhaabninger.
Niels Bladt og Hustru har desforuden endnu 2 Sønner og en Svigersøn ved Fronten.
Enke Marie Godt, født Lauritzen, i Dyndved paa Als, har modtaget den sørgelige Efterretning fra Regimentet “Königin” [FR86], at hendes eneste Søn Jørgen er falden den 27. Februar under et Stormangreb. Han blev kun 22 Aar gammel.

Død paa Lasaret.
Johannes Kock, Søn af tidligere Kancelliforstander J. Kock i Haderslev er den 4. Marts afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret som Følge af Lungebetændelse. Den Afdøde, der har været med i mange haarde Kampe, blev kun 20 Aar gammel.

Saarede.
Anton Brodersen, Søn af Arbejdsmand Brodersen paa Erlev Vej i Haderslev er i de sidste Kampe bleven saaret af et Skud i Hovedet. Han har ifølge “S.G.” dog selv kunnet skrive hjem.

Gaardejer Peter Enemark fra Stenderup ved Rødding, der i Fjord indkaldtes som ikke uddannet Landstormsmand, er for nylig bleven let saaret af en Granatstump i Ryggen efter kun i 2 Dage at have opholdt sig i Skyttegravene. Han ligger paa et Lasaret i Seban.

En Søn af Gaardejer A. Tejlmann i Hjortvad ved Lintrup, der har deltaget i Kampene mod Vest, er bleven saaret i den ene Skulder af en Geværkugle. En nordslesvigsk kammerat, som ligeledes blev saaret, har meddelt det til hans Hjem.

Savnede.
Peder Christensen, næstældste Søn af Gaardejer Anders Christensen i Vilsbæk, tidligere i Dynt ved Broager, der stod ved 31. regiment 10. Kompagni, er ifølge Meddelelse fra hans Feldwebel-Løjtnant savnet siden den 25. Februar. I Meddelelsen staar der, at alt tyder hen til, at han er falden i fransk Fangenskab.

Anders Christensens ældste Søn, Kristian, der stod ved 61. Regiments 10. Kompagni, har været savnet siden August 1914. Hans sidste Brev var skrevet den 17. August, og deri hed det bl.a.: “Nu gaar vi gennem Allenstein og saa over den russiske Grænse. Forhaabentlig ses vi snart igen” Alle Efterforskninger efter ham har været forgæves; men derfor er jo ikke ethvert Haab om, at han kan være falden i russisk Fangenskab, helt udelukket.

Fra Provinsen.

Kæreste med en russisk Fange. Tjenestepige Johanne Tychsen i Bredevad i Bylderup Sogn er bleven arresteret for at have spillet Kæreste med en Russer. “Tondernsche Zeitung” kalder hende et æreløst Kvindfolk, som fortjener at stilles i Gabestokken.

Tyveri af Levnedsmidler. Hos en Kone i St. Hansgade i Flensborg er der ved Indbrud i Kælderen blevet stjaalet 2 Pund Mejerismør og en  stor Medisterpølse. Sagen er meldt til Politiet, og dette har allerede et temmelig sikkert Spor af Tyveknægten.

18. juli 1915. Et lyst syn på tilværelsen: “Hvad nytter det at græde?”

Frankrig, den 18. Juli 1915.

Kære „Hejmdal“! Forleden læste jeg i dine Spalter en Meddelelse om, at jeg var falden i fransk Fangenskab. Dette maa dog bero paa en Fejltagelse, thi hverken er jeg ble­ven fangen af de franske Soldater, og ej heller har jeg indtil nu ladet mig fange i nogen Snare af de franske Skønheder her.

Jeg nyder endnu min Frihed temmelig ubeskaaren.

Rigtignok maa man som Soldat føje sig i enkelte Smaating. Man har jo i Geleddet at holde Trit, Kæft og Retning, og naar der bliver kommanderet: „Se til højre I“ saa har man ikke at kigge til venstre.

Se, det var nu det.

Men ellers lever man i mange Henseender friere end almindelige „civiliserede“ Mennesker. Først og fremmest er man aldeles uafhængig af den Tyran, som hedder „Moden“. Noget Klædeskab behøver man ikke, thi enten man stiller til Arbejde i Skyttegraven, eller man mø­der op til Vagtparaden, saa møder man i sin luvslidte graa Habit, der er medtaget af Tidens Tand, men el­lers klæder en storartet.

Selv naar jeg gaar hen i Osteriet „Det hellige Hjer­te“ for at gøre mine Indkøb af Smør og Ost, saa mø­der jeg op i min „Feltgraa“, skønt Mademoiselle Jeanne ikke er mig helt ligegyldig. Jeg tror alligevel, at jeg tager mig godt ud i denne Habit, thi den smuk­ke Jeanne smiler altid huldsaligt til mig og kalder mig for Korporal, hvilket smigrer min Forfængelighed.

Hjemme i mit Kvarter har vi det ogsaa meget rart og frit. Enhver kan spytte paa Gulvet, hvor han vil, og Cigaraske, Pibeudkrasning og Kaffegrums strør vi ogsaa ugenert rundt samme Sted, uden at nogen mukker.

Vi lægger os mageligt paa Sengen med Støvlerne paa, hvilket ogsaa er meget rart. (Min Seng bestaar, i Parentes bemærket, af en Sæk med Spaaner og et Uldtæppe).

Selvfølgelig vasker vi heller ikke vore Kaffekop­per, det er jo aldeles overflødigt. Jeg ejer saadan en dejlig Kaffeskaal, som jeg en Gang i Januar Maaned reddede ud af en Bondegaard, der var stærkt med­taget af Granater. Det er sandt at sige den bedste Kaffeskaal, jeg har ejet, og jeg vil nødig skille mig fra den. Den har rigtignok to Revner, den ene gaar paa langs og den anden paa tværs, men begge disse Rev­ner gør kun, at jeg hænger des mere ved den.

En Gang for nogen Tid siden havde min Kamme­rat Kristian degraderet den til Sæbekumme, mens han barberede sig. Den Gang blev jeg yderst opbragt paa Kaffekedlens Vegne, og jeg foreholdt ham det ufor­skammede i dette. Men Kristian tørrede ganske sin­digt Sæbeskummet af Skaalen med Fingrene, og sva­rede grinende, at Skaalen havde ikke været saa ren i mange Tider, som den nu var bleven.

Jeg maatte jo bøje mig for Kendsgerningen, men alligevel var det nu ikke pænt gjort af Kristian.

Ja, det kan jo ikke nægtes, at vi skændes en Gang imellem her i Stuen, men det hører jo netop med til Friheden, at enhver skal have Lov til at sige sin Me­ning. En Ting er vi dog stedse enige om, at saadant noget, som at vaske op, rede Seng, skruppe Gulv, pudse Vinduer og alle slige Narrestreger er aldeles overflødige.

Mine Kammerater siger da ogsaa, at naar de kom­mer hjem, vil de indføre den samme Frihed hjemme, som de her er vante til at nyde; men jeg tror allige­vel, at de saa vil rage uklar med Kvindfolkene, thi de har nu deres egne Anskuelser.

Men hvorom alt er, for Tiden lever jeg altsaa me­get frit og føler mig aldeles ikke som Fange. Og hvis jeg en Gang med det første skulde faa en lille Orlov bevilget, saa vil jeg se indenfor hos Dig, at Du kan overbevise Dig om, at jeg er hel og sund og ikke har taget Skade paa det sunde Humør i disse bedrøvelige Tider.

Hvad kan det nytte at græde? Man bedrøver jo derved kun sig selv og andre.

Din hengivne Th. K.

"Babier im Schützengraben"  fra Hemmsen album.
Barbering ved Füsilier-Regiment 86 (Fra Valentin Hemmsens album. I privateje. Efter: “Füsilierregiment 86 i Verdenskrigen” (2014)

 

18. januar 1915. En køn, ung fransk pige på 17 med hjem til Sønderjylland?

Ugift gårdmand, landværnsmand H.N.K. fra Haderslevegnen, skriver hjem til konen på nabogården:

Feltpost, dateret F…. den 18. januar 1915

Kære Nabo!
Naboer har vi ellers ikke været i næsten et halvt Aar, men jeg haaber, at vi bliver det igen, og haaber ogsaa, at det ikker maa vare alt for længe, skønt Udsigterne kun er smaa.

Vi har ligget her paa et og samme Sted et Fjerdingaar, og kanske vi skal blive her længe endnu. I dag skulle vi have pløjet med syv Plove og fire Heste for hver. Det vil vist blive et smukt Teater. Der er ikke mange, som har pløjet før, og Plovene er heller ikke som hjemme hos os. Vi skal jo nu se, hvordan; det vil gaa. I Dag blev det ikke til noget. Vi kom i Stedet for til at køre Sukkerroer til en Sukkerfabrik, som ligger 5 Km herfra. Andre tog Roer op, hvoraf der endnu sidder en Del i Jorden. Bliver vi her Foraaret over, kommer vi ogsaa til at saa Havre for Franskmanden.

Det bliver altsammen gjort for en Sikkerheds Skyld, for at vi kan have noget at fodre med, hvis vi bliver her en Vinter til. Det var dog ikke godt, om vi skal blive her ret længe, bedre var det at komme hjem og arbejde for sig selv end her for Franskmændene. Arbejdet her kan vi ellers holde ud længe. Vi tjener ikke den Dagløn, vi faar, og det er heller ikke hver Dag, vi arbejder.

Hjemme maa det blive knapt med Arbejdskraft. Naar man kommer i større Stationsbyer som Chr. eller N., ser man stadig lange Jernbanetog fulde af Militær. N. er den sidste Station; længere gaar Toget ikke; derfra gaar det lige ud i Skyttegraven.

Den Gang vi laa i N., var jeg tit paa Banegaarden. Men jeg blev der ikke ret længe. Jeg kan ikke godt se saadan noget. Der holdt lange Rækker af Automobiler og Vogne med Saarede.

Den Gang vi drog hjemme fra, troede vi, at i Løbet af et Par Maaneder vilde det være forbi, saa vilde den Krig være til Ende. I alle Tilfælde dog inden Jul. Nu er vi godt inde i det nye Aar, og der bliver talt om til Paaske, eller til Pinse. Andre mener, at vi kommer til at holde Jul en Gang til her. Men saa længe skulde man ikke tro, det kan vare.

Naar min Broder kan blive hjemme, maa jeg ikke klage. Men bliver han indkaldt, er det galt, for det er vist ikke let at faa en anden i hans Sted. Tiden gaar godt for os her. Vi har det godt, men længes efter Hjemmet og er spændt paa, hvorledes Enden vil blive paa det hele; hvordan det vil komme til at se ud for os efter denne store Krig. Mangen en kommer vist til at begynde forfra.

Vi er fire Mand sammen her, har selv et lille „my-song” [maison: Hus]: Smedemester Dall fra Mølby, Bygmester M. Madsen, ogsaa fra Mølby, og jeg. Den fjerde er en Kieler. Naar vi saa har Besøg af vore Naboer; bliver her talt tre Sprog: Dansk, Tysk og Fransk, det Franske er Ikke let at lære, men naar vi bliver her en Tur endnu, saa lærer man alligevel saa meget, at man helt godt kan klare sig med Befolkningen. Siger de noget, vi ikke forstaar, siger vi nix kom pran [komprendre: forstå], kan ikke forstaa det.

Den ene af vore Naboer er en køn ung Pige paa 17 Aar. Hvad ville I sige i Byen, naar jeg tog hende med hjem?

Venlig hilsen

H.N.K.

Soldat med franske kvinder 6a410-11-032
Ukendt soldat med tre kvinder