Tag-arkiv: frivillig

29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.

Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.

Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.

For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.

Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.

Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.

De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.

Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.

Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.

Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.

Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

24. april 1918 – Asmus Andresen: Der snakkes i krogene – et nært forestående angreb på den franske stilling?

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Den 24. April blev det meddelt os, at vi skulde blive afløst den 28., og vi kunde ogsaa nok trænge til lidt Ro, og saa fik vi vel Tid til at vaske os igen en Gang imellem. 1 de sidste 14 Dage havde vi nemlig ikke haft Tid til at vaske os, ligesaa lidt som vi i denne Tid havde været afklædt.

Imidlertid var der indtruffet noget, som gjorde, at vi ikke kunde blive afløst, nærmest fordi en Flyver havde kastet 2 Bomber ned i Lejren, som derved havde lidt et betydeligt Tab af Mandskab; tillige gik man og mumlede noget om, at Tyskerne vilde angribe Franskmændenes Stilling den 29. April, men der var ingen, der viste rigtig Besked, i hvert Fald ikke bestemt.

Vi kunde nok mærke, at der var noget paa Færde; thi om Natten kom der Infanteri med Maskingeværer forbi os; uendelige lange Rækker af Artilleri og Ammunitionsvogne kørte forbi. Det var altsaa den første egentlige Krigsdans, vi skulde træde.

Den 28. April om Eftermiddagen kom der en af vore Officerer og spurgte os, hvem der frivilligt vilde være med til at udlægge Telefontraade bag efter Infanteriet, naar Afdelingen gik fremad. Der var ingen, der meldte sig, men Officeren sagde, at han skulde bruge 3 Mand, og hvis ingen meldte sig frivillig, blev der nogle udkommanderet til at gaa med.

Da jeg var en af de største ved Afdelingen, meldte jeg mig frivillig, og lidt efter meldte der sig 2 til. Vi 3 Mand maatte saa være fri for Tjenesten Resten af Dagen, og da vi var meget trætte, lagde vi os til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

19. december 1916. Carl Thode melder sig “frivilligt” til et stormkompagni

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

En dag blev der forespurgt hos os, om der var nogle af os, som ville melde sig frivilligt til et stormkompagni.

Det var vel nok noget af det værste. Jeg tror ikke, der var mange, der
meldte sig, selvom der blev lovet dem orlov. Jeg blev også spurgt, men svarede at jeg ikke ville melde mig frivilligt.

Så kom min korporalskabsfører hen til mig og spurgte, om jeg dog ikke ville med. Han og jeg var dé eneste, der ikke var af polsk afstamning. De andre var alle fra Schlesien, og talte alle polsk. Underofficeren ville gerne have mig med.

Jeg sagde igen, at jeg ikke meldte mig frivilligt.

Så gik han hen til vores kompagnifører. De kom så begge tilbage, og kompagniføreren sagde så til mig: “Ja, Thode, De er ung og rask og ikke gift, så jeg bestemmer, at De går med”.

Han smilede til mig, og jeg kunne se, at dette var en aftale mellem de to.

Jeg var bestemt ikke glad for det, men regnede med, at det måske ikke kunne blive værre end her.

Det at komme på orlov trak jo også lidt, da jeg ikke havde været hjemme 1½ år. Glad var jeg ikke, for det anede mig, hvad jeg gik ind til.

Heldigvis fik det en helt anden vending. Vi blev sendt til garnisonen Brieg i Schlesien, derfra skulle vi så sendes på orlov, hvorefter vi skulle samles til stormtropperne.

De fleste af de kammerater, der var med, fik så orlov. De boede næsten alle i Schlesien.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

2. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Faa Dage efter min Tilbagekomst skulde der afgaa en Transport til Fronten. Der blev raabt en Del Navne op, mine danske Kammerater, men det gav ikke nok, og der blev da spurgt, hvem der vilde melde sig frivilligt. Da jeg ikke vilde skilles fra mine Landsmænd, meldte jeg mig. Før eller senere vilde jeg jo dog blive sendt af Sted.

Mads Dahl fra Sillerup var blevet overflyttet til Hestfolket som „Fahrer” og var før os rejst til Frankrig. Her mistede han det ene Ben; han lever dog endnu i bedste Velgaaende. Humøret har han i hvert Fald ikke mistet.

Efter at have faaet nye, feltgraa Uniformer og alt til Faget henhørende blev vi ført til Breslau, hvor vi sammen med Rekrutter fra andre Garnisoner blev omdannet til et Rekrut-Depot, som kort Tid efter dampede af Sted vestpaa.

Vi var meget spændt paa, om vi skulde til Frankrig eller sydpaa til Balkan. Det blev det sidste, og efter at vi i Dresden havde faaet Følgeskab af en Bataillon saksiske Jægere, kørte vi videre.

Langsomt satte det lange Troppetransporttog sig i Bevægelse, og da vi forlod Banegaarden, tonede det ud fra alle Vogne, der var stuvende fulde af Soldater: „Muss i denn, muss i denn zum Städtele hinaus!“

Naar der blev sunget, enten paa March eller under Transport, var det altid de vemodige Hjemlandssange, der maatte holde for, som „In die Heimat kehr ich wieder“ og „In der Heimat, da gibts ein Wiedersehn”. Krigsbegejstringens Tid var forbi.

Det blev en lang og – naar undtages den dystre Baggrund – en meget interessant Tur. Rejsen gennem Alperne var enestaaende. Kun afbrudt af korte Ophold for at faa Forplejning gik det ned gennem Østrig til Budapest og gennem Ungarn til Belgrad.

Vejret var fint, og vi nød Udsigten ud over de uendelige Majsmarker, der nu var ved at modnes.

Vi sad oppe paa Taget, selv om det var farligt paa Grund af Viadukter og Telefontraade, eller ogsaa sad vi paa Trinbrættet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

25. september 1916. På patrulje i ingenmandsland: “Pludselig blev vi anråbt på et fremmed sprog …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I samme Stilling [Vailly], den 25. September 1916.

Det er vel alle Steder saadan, at „Lediggang er Roden til alt ondt”. Saadan gik det ogsaa her, og selv Officererne syntes at kede sig.

Vi syntes ikke at kunne indse, hvilken Interesse det for Eksempel kunde være at vide, hvilket fjendtlig Regiment, der laa foran os, men Kompagniførerens Nysgerrighed var nu engang vakt, og derfor kaldte han igaar Underofficererne fra 3. Deling til sig. Han vilde have haandgribeligt Bevis paa, hvilket Regiment der laa foran os, og drøftede derfor med os Planen om, paa hvilken Maade det bedst kunde lade sig gøre. Han selv syntes, at den Sag var ganske lige til, idet vi kun havde behov at gaa over og hente en Mand, hvad enten han nu blev bragt død eller levende.

Han overlod os Underofficerer Planen til videre Overvejelse, men dog med den Betingelse, at det skulde være overstaaet inden Midnat. Med den Besked gik vi til vore Hytter for at tænke videre  over Sagen, der dog ikke syntes saa lige til , som Kompagniføreren mente. Vi udbad os frivilligt Mandskab, men ingen meldte sig. Jeg havde som den ældste Underofficer faaet lagt Sagen i min Haand, og  der var stillet mig en Avancementspost i Udsigt, og af den Grund var  jeg næsten forpligtet til at gaa med.

Efter lang Overvejelse besluttede Skorstensfejeren sig ogsaa til at gaa med, og da Sepl hørte, hvordan vi havde tænkt os Sagen grebet an, erklærede han, at det kun var „Børnemad” og vilde saa ogsaa med.

En Underofficerspost, som vi vidste laa foran 3. Delings Stilling, var udset som Offer, og uden Gevær og Livrem og med den dertil hørende tunge Last tog vi afsted. Vi var kun forsynet med hver et Par Haandgranater, min Revolver og den for Hesserne uundværlige Kniv, der sad i Støvleskaftet.

Krybende paa Hænder og Fødder, og gennemblødt af det dugvaade Græs, naaede vi omsider saa langt frem, at vi mente, enten at være naaet for langt eller ogsaa at have tabt Retningen.

Vi laa musestille og diskuterede Spørgsmaalet, da vi i det samme blev anraabt i et fremmed Sprog.

(… fortsættes kl. 20:00)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. juni 1916. Det gav mig noget at spekulere på.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Flere gode råd”

En nat havde Claus ganske umotiveret spurgt mig, om jeg var mekaniker. Dette måtte jeg benægte, men ville gerne vide, hvorfor han havde spurgt om det. »Jo,« svarede han, »ellers kunne du have meldt dig til disse »Maschinengewehrhengste« (slangord for maskingeværafdelinger), de har det meget bedre end vi.

De er aldrig på forpost, de har kun vagt i skyttegraven ved deres gevær, og det er de seks mand om, så det bliver højst to timer hver nat. De er altid friske og udhvilede, deres forplejning er af en eller anden grund rigeligere end den, vi får. Under marchture har de kun deres karabiner at slæbe på, resten bliver læsset på vognene, de har nemlig et køretøj for hvert maskingevær.

Da de altid skal være fuldtallige for at kunne betjene geværerne – og de har jo tab lige såvel som vi – sker det ofte, at infanterikompagnierne må afgive mandskab til dem, men det skal altid være mekanikere.« – Denne samtale randt mig nu i hu.

De marchture, som Claus havde skildret, havde jeg nu selv fået en lille prøve på og konstateret, at hans beskrivelse af dem ikke var overdrevet. Jeg havde også lagt mærke til maskingeværafdelingen, og også hvad den angik, havde Claus haft ret.

Det hele gav mig noget at spekulere på.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

29. maj 1916. Østfront eller Vestfront? Bergholt får et godt råd!

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Det var efterhånden rygtedes, at alle de foregå ende transporter var gået til Frankrig , så chancen for også at havne der var nærliggende, og det var ikke ligefrem opløftende at tænke på.

Men heldet følger de tossede, siges der. Jeg havde en god bekendt, der var skriver ved bataljonen. Han opsøgte mig en aften og meddelte mig strengt fortroligt, at den næste transport en af de første dage skulle afgå til den 48. reservedivision, der var på østfronten , nærmere betegnet i Østgalicien.

Skriveren, der ikke var sønderjyde, anede ikke hvilken uro og tvivl, han havde sået i mit sind. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogen sinde skulle stå over for at melde mig frivillig til noget, så længe jeg var tysk soldat.

Efter at have tilbragt en næsten søvnløs nat, havde jeg taget min beslutning . Næste morgen begav jeg mig til kompagnikontoret og bad Kommandofeldweblen om a t blive tildelt den næste transport.

Feldweblen, der havde et polsk navn og muligvis også polske sympatier – hvem ved – rejste sig fra skrivebordet med et forundret udtryk i ansigtet. Han gik hen til mig og nærmest hviske­de, så hans skriver ved det andet bord næppe kunne høre det : »Er De blevet tosset?« Jeg foretrak at tie.

Der blev et øjebliks stilhed, hvor Feldweblen så meget eftertænksom ud, hvorefter han fortsatte: »Måske handler De klogere, end De selv aner. De kommer med næste transport.

Den bliver udtaget i eftermiddag.«

Og således skete det, og dermed var garnisonstiden slut.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

5. november 1914. Småkrig i ingenmandsland

Af Füsilieregiment 86’s historie:

En dag besatte 20 frivillige fra 7. kompagni Sauffoye-Ferme, ca. 1 km foran Pimprez. Vanvittig ophidselse derovre, maskingevær- og artilleriild på gården.

Efter at alle nødvendige oplysninger var indhentet, lykkedes det afdelingen at nå uskadte tilbage til deres skyttegrav.

En anden gang overrumplede en patrulje under ledelse af fungerende officer Iversen fra 6. kompagni et hus på randen af Ribécourt. Det lykkedes franskmændene, som blev overrasket midt i aftensmaden, at undslippe gennem en bagdør.

Nu etablerede man hurtigt et heksebål af gardiner, bordduge og stoleben i stuen og antændte det. Huset brændte ned til grunden.