Alle indlæg af Rene Rasmussen

14. september 1914. Hans Petersen indbydes til at spise sin egen kødkonserves …

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 14. Sept. 1914. Førend det blev lyst om Morgenen, havde vi hentet nogle Kartofler og et Par Gulerødder nede i Byen og kogt dem i vore Kogekar.

Hele Dagen laa vi i Granatild. En Granat slog ned i en Kolonne Heste og dræbte 3 af dem.

Ved Mørkets Frembrud hørte Ilden op. Vi var meget sultne, da vi ikke havde faaet andet hele Dagen end det Par Kartofler, Heinrich Petersen fra Flensborg, som laa ved Siden af mig, sagde: “Jeg tror, jeg gaar bort for at finde en Daase Kød.”

Lidt efter kom han virkelig tilbage med en Daase Kød og indbød en anden Flensborger og mig til at spise sammen med sig. Vi spurgte ikke, hvor han havde faaet det fra, men lod det smage os godt.

Saa rykkede vi frem og gravede en ny Skyttegrav. Bagefter fik vi hver et halvt Brød og Lov til at spise vore Kødkonserves til, som vi altid bar i Tornysteren.

Jeg søgte længe og forgæves efter mine Konserves, indtil der endelig gik et Lys op for mig. Det var nok min Daase Kød, som Heinrich Petersen havde “klemt”, og som han indbød den anden Flensborger og mig til at hjælpe sig at spise; men det anede dengang hverken han eller jeg.

Jeg kunde næsten ikke lade være med at smile ved Tanken. Nu havde jeg ikke noget at gøre Krav paa, jeg havde jo selv været med til at spise den og maatte spise Brødet tørt.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin.

14. september 1914. 176’eren Hemming Skov overnatter i Rusland.

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller:

Vi gik altså over den russiske grænse, men gik tilbage igen. Dette gentog sig i øvrigt flere gange i løbet af kort tid, og jeg tænkte hver gang: Frem og tilbage er lige langt.

Men her, den 14. september 1914, passerede vi grænsen i retning vest-øst for anden gang. Efter en march på 20 kilometer kom vi i kvarter, og for første gang sov vi en nat i det store Rusland.

Vi opdagede omgående, at her var det forskelligt fra forholdene i Østpreussen. Alting var mere primitivt og fattigt.

DSK Årbøger, 1946.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047
Erobret russisk kanon

 

13. september 1914. “Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Paa den nordlige Side af Aisnefloden, den 13. September 1914.

Jeg havde troet, at det i Modsætning til Fremmarch, kunde gaa tilbage uden at komme i Klammeri med Fjenden. Men, Gud bedre! Knap nok var vi i Middags som sidste Trop fulgt efter Armékorpset, før der kom Melding om, at Franskmændene havde besat Højderne ned til Aisnefloden, saaledes at vi havde Floden paa venstre Side og Fjenden til højre for os.

Forude, vel et Par Kilometer fremefter, laa Broen, som vi skulde over, men det skulde altsaa ikke gaa saa let at naa over den frelsende Bro, thi de første Geværkugler suste os nu om Ørerne.

I en Haandevending var Batallionen i Kampstilling, og vort Kompagni svingede i Skyttekædeformation ud til højre, hvor vi besatte Kanten af en lille Skov. Et Batteri, der var kørt foran os paa Landevejen, drejede deres Skyts, hvor de stod, og før vi var naaet i Stilling, drønede deres Skud hen over Hovederne paa os.

Fra Højderne forude kunde vi tydeligt se Franskmændene i deres røde Benklæder komme stormende frem, og snart var vi indviklet i en Geværild af det mest forrygende Tempo. Det knitrede og bragede allevegne, og Fjendens Kugler slog Klask i Trætoppene over Hovederne paa os, saa Grene og Blade røg til alle Sider. Artilleriet sparede ikke paa Krudtet, men gav, hvad det havde. Stillingen var  kritisk, men vi havde Pligt til at sikre Tilbagetoget, og det lykkedes ogsaa nogenlunde at holde Fjenden i Skak.

Efter et Par Timers Forløb blev det dog mærkværdig roligt omkring os, og Fjenden var ogsaa blevet mere nærgaaende. Delingsføreren gav Hans Blom og mig Ordre til at gaa tilbage for at skaffe Underretning om Forbindelsen, der ikke mere syntes at være tilstede.

Vi naaede tilbage til Landevejen, hvor det ikke saa godt ud. Fra alle Sider strømmede Kammeraterne til i Retning af Broen, der kunde øjnes langt forude, og selv Artillerihestene syntes at vejre noget usædvanligt. De løb frem og tilbage og med Halen lige i Vejret. En Artilleriofficer mente til min Forespørgsel, at det dog var ganske usandsynligt, at der endnu opholdt sig nogen forude, da der dog for lang Tid siden var givet Ordre til at komme tilbage. „Vi har løst vor Opgave og opfyldt vor Pligt, ” sagde han, „men se nu at komme tilbage, hvis ikke I vil i Fangenskab. Artilleriet har,” sagde han, „endnu kun faa Skud tilbage til den ene, endnu virkende Kanon, men efterlade een, endnu uafskudt Granat, det vil vi ikke.”

(… fortsættes under billedet)

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

Hans Blom syntes nu ikke at ville med tilbage til Delingen, og medens han søgte at befri en Hest, der havde faaet begge Forben fast i Tøjlerne og nu stod og dansede rundt om sig selv, løb jeg tilbage til Kammeraterne, der ikke anede, at de om faa Minutter var prisgivet Fangenskabets Lod.

Omgaaende blev der nu givet Ordre til Tilbagetog, men enkelte Kammerater, der havde søgt Dækning bagved en Halmstak længere ude, naaede ikke ind til os. De hørte vore Raab om at komme tilbage, men Franskmanden havde opdaget dem, og tog dem under Ild, da de krybende søgte at naa ind til os. Alle maatte de segne under Fjendens Kugler, og iblandt dem var Hans Rossen fra Hostrupskov, der haardtsaaret maatte i Fangenskab. Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.

De fleste af os naaede den frelsende Bro, i hvis Rækværk franske Geværkugler da allerede slog ind og som Opspringere, fo’r hylende omkring.

Paa den anden Side af Broen stod en Pionerunderofficer, der ved Kortslutning af en elektrisk Ledning skulde sende Broen i Luften. Vi var dog ikke alle naaet over, men de første Franskmænd viste sig nu ogsaa paa den, og Underofficeren mente nu, at det var paa Tide at sætte en Stopper for den videre Tilstrømning.

Med et Brag røg Broen i Luften, og mange maatte med den forsvinde i Aisnefloden. Vi kunde endnu se mange Kammerater komme løbende, men da de saa den sprængte Bro, smed de sig resolut i Vandet for at svømme over. Mange naaede over, men de fleste fandt Døden i Aisneflodens graagule, mudrede Vand.

Fjendens Granater søger endnu at indhente deres undslupne Bytte, men vi ligger udenfor deres Rækkevidde, trætte og oprevne, og ventende paa, at vi i Læ af Mørket og ugenert af Fjenden kan fortsætte Tilbagemarchen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

13. september 1914. Regiment 86’s II bataljon alene mod den franske hær!

Af Regiment 86’s historie:

Så blev det morgen den 13.9. En stærk storm tørrede så nogenlunde tøjet. Den nye stilling blev forstærket, og det var nødvendigt, for straks begyndte det franske artilleri at tage den under beskydning. Denne gang blev vort artilleri ikke svar skyldig og kvalte alle fjendens forsøg på at trænge videre frem i opløbet. Sådan gik dagen – det var en søndag – uden særlige hændelser. Så meget desto værre skulle natten blive.

Kl. 7 om aftenen indløber divisionsbefalingen: Modstanderen går tilbage, regimentet skal angribe! Regimentet beordrer: III og II bataljon i forreste linje, I bataljon i reserve. Kl. 7.30 bliver der trådt an ved stærkt fremskredne mørke. For at undgå gensidig beskydning bliver geværerne afladet, og der bliver rykket frem med opplantet bajonet.

II bataljon – og kun den drejer det sig om, som vi senere skal høre – går frem i gruppekolonne, rækkefølgen 7., 8., 5., 6. kompagni i sydvestlig retning, mod Autrêches. Kompagnierne rykker ned i den indskårne og skovkransede slugt, der nordfra fører til Autrêches. Her bliver de udsat for kraftig ild fra landsbyen. De første tab viser sig. Førerne af de to forreste kompagnier, kaptajn Pecher og premierløjtnant Henrici, bliver dødeligt såret. Med opsat bajonet bliver skovslugten og en del af Autrêches renset for fjender.

Nu går det så i den buldermørke skov op ad skrænten på den anden side. Deroppe nås hurtigt den nordvestgående landevej Autrêches-Moulin. Her lader bataljonskommandøren major von Schuckmann styrken svinge til højre og gå frem ad landevejen mod Moulin for at få forbindelse med III bataljon ude til højre. Igen glimter der skud i mørket. Tab. Også denne modstander – sandsynligvis en forpoststyrke – bliver fordrevet med bajonetten, og der bliver taget fanger.

Bataljonen har nu nået det sted, hvor vejen til Vic og vejen til Moulin krydser hinanden. Den vender nu mod syd og marcherer på denne landevej videre i retning mod fjenden.

For tredje gang kommer bataljonen nu ud for infanteriild, denne gang særlig kraftigt. Ilden synes at koncentrere sig fra alle sider om den stakkels bataljon. Tabene hober sig op. Det bliver tvivlsomt, om de døde og sårede overhovedet kan bringes tilbage. Kommandøren mærker, at han er helt alene med sin bataljon, han forstår det ikke, lader derfor gøre omkring og når hen mod kl. 2 om natten tilbage til udgangsstillingen.

Her får bataljonen gådens løsning. Angrebsordren var blevet annulleret. Kontraordren havde nået de andre bataljoner, også de til venstre tilknyttede 85ere på nær et kompagni. Alle forsøg på at nå den allerede fremrykkende II bataljon var slået fejl i mørket.

Om der var tale om skyld eller om et sammenfald af ulykkelige omstændigheder, kan ikke afgøres her. Bataljonens tab var smertelige. 3 officerer og 11 mand var døde. Der savnedes 22 mand, af hvilke ligeledes en del måtte gælde for døde.

Der blev indbragt 22 tilfangetagne. De var til dels berusede og lugtede i ubehagelig grad af fusel.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin

12. september 1914. “Der var vist ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig!”

Af Regiment 86’s historie:

Den 12. 9. hørte regimentet under Detachement Obernitz og havde således sammen med feltartilleri-regiment 45 til opgave at sikre 9. armékorps’ overgang over Aisne.

III bataljon gik i stilling foran Croutoy for at sikre regimentets afmarch.

Da melder kavaleriet om fremrykning af stærke fjendtlige infanterikolonner fra sydlig retning. Men samtidig med meldingen klasker allerede de første projektiler ind i landsbyen. De kom fra nogle lavninger syd og sydøst for Croutoy. III bataljon tager ildkampen op og holder den fremtrængende fjende fra livet.

I den ildkamp havde artilleri-regiment 45 svære tab af mennesker og navnlig af heste. Således måtte III bataljon bøde med 43 heste under forsøget med at frigøre sig for fjenden.

Endnu mere kritisk blev situationen for I bataljon. Den befandt sig på march fra Jaulzy til Vic sur Aisne, da den kommer under heftig infanteribeskydning til højre for de sydlige Aisne-højder. Straks deployeres 3. kompagni, og det besvarer ilden. Køretøjerne bøjer af til venstre for landevejen og galoperer tværs ind over markerne mod Vic.

De når landsbyen og kommer over broen uden tab, skønt denne ligger under heftig maskingeværild. Også denne bataljon når uden nævneværdige tab nordsiden af floden, hvor 2. kompagni allerede havde etableret en modtagestilling. Så sprængte pionererne broen. Snart efter stødte franske patruljer frem mod Aisne. Têten af II bataljon støder allerede foran Vic på den fjendtlige fortrop.

Bataljonen gør derfor omkring og når ved Attichy, 6 km syd for Vic ned ad floden lykkeligt over Aisne. Det samme gør regimentsstaben og III bataljon, efter at det var lykkedes dem at frigøre sig fra fjenden. Kun dele af 12. kompagni var under ildkampen blevet trængt tilbage i retning af Vic til I bataljon. Her fandt de broerne allerede sprængt. Hurtigt besluttede de sig til at kaste sig ud i Aisne, og svømmende under fjendtlig ild når de den anden bred. Først hen mod aften nåede de helt gennemvåde tilbage til deres bataljon.

Det var kritiske timer, regimentet havde gennemlevet, og alle åndede lettet op, da også broen ved Attichy sprang i luften. Beslutsomhed og rolig optræden havde været nødvendigt for at mandskab, vogne og kanoner kunne komme over. Roligt gemyt har jo Slesvig-Holsteneren. Således var det tilsyneladende helt nødvendigt, at der ved Aisne-broen skulle plyndres et æbletræ, mens fjendtlige projektiler allerede slog ned i trækronen og pionererne gjorde klar til sprængning.

Bataljonerne marcherede nu på nordbredden af Aisne mod nord endnu ledsaget af nogle franske granater og shrapnels. I bataljon fra Vic over Autréches op på højderne syd for Audignicourt, II og III bataljon samt maskingeværkompagniet fra Attichy over Moulin sous Touvent, hvis navn nu for første gang dukker op for regimentet, til Ticlet-Ferme.

1914-09-12

”Holdt! Gør front! Gå i stilling!” Tilbagetogsbevægelserne var nu slut. Almindelig lettelse. Følelsen at marchere med fjenden i ryggen blev efterhånden utålelig.

Regimentets nye stilling begyndte foran La Grange des Moines-Ferme syd for Audignicourt og forløb i sydøstlig retning indtil høj 151 1 km sydvest for Vassens. Den var ca. 8 km borte fra Aisne.

Trods bevidstheden om, at her skulle man blive, var situationen ikke besnærende. Det regnede i stride strømme, og den tunge, franske lerjord forvandledes til mudder. I de dybe dele af graven står der vand. På andre steder kryber folkene tæt sammen på bunden af graven og ryster af kulde og væde, mens andre står på vagt. Der var vist efterhånden ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig.

12. september 1914. “En kammerat begyndte at skyde løs på en flok fangne russere.”

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Russerne flygtede i vild panik, og dag og nat fulgte vi efter. Den 12. september var forfølgelsen så desperat, så vi fik ild fra vort eget artilleri; vi trak os skyndsomst tilbage, tog den grå hætte af hjelmene og spredte os.

Samme dags eftermiddag, mens vi i al tryghed marcherede på en landevej, blev vi pludselig beskudt af russisk artilleri. Granater eksploderede rundt om os, og der blev selvfølgelig stor forvirring, og mange blev såret, deriblandt vor Batl.-adjudant, løjtnant Erdmann, som allerede var kommet igen efter at have været let såret ved Gumbinnen. Patronvognen fra 2. kompagni, der kørte foran mig, fik et hjul skudt i stykker, og kusken slyngedes af vognen uden dog at blive såret.

En kammerat blev så desperat, at han i forvirringen begyndte at skyde løs på en flok fangne russere, som førtes bagefter bataljonen.

Der blev nu sendt en kavaleripatrulje frem, og snart gik det løs igen.

DSK Årbøgerne, 1945.

1914-09-09 Masuriske søer

 

12. september 1914. Landwehr Infanterie Regiment 84: “Østpreussen befriet!”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Efter at slaget ved de Masuriske søer var vundet, fulgte et forfølgelsesslag i dagene fra den 10. til den 16. september, indtil den tyske 8. arme havde presset russerne over grænsen og videre ind i Rusland. Russerne trak sig helt tilbage til den anden side af floden Njemen.

Ved sydgrænsen af Østpreussen fandt der også kampe sted. Friske tropper fra det III. Sibiriske korps (III. sib på kortet) indledte et angreb mod Lyck fra øst, som Ldw. Div. Goltz’s (Goltz på kortet)tropper den 12. september måtte holde stand mod. Den 13. opgav russerne angrebet og trak sig tilbage over grænsen.

Det var de sidste russer på tysk jord.

Selv om sejren ikke blev af samme størrelse som slaget ved Tannenberg, tog tyskerne dog 45.000 russiske soldater til fange, mens tyskernes tab var på omkring 9.000 mand. Men vigtigst ”Østpreussen var befriet”.

1914-09-10 LIR84 Schlacht an den Masurischen Seen. Lage am 9. September 1914 abends - Karte 14

 

11. september 1914. “Nu kan de [tyskerne] ikke med magt længere …”

84’eren “Chr.” fortæller:

Tilbagetoget fra Marne var Krigens store Vendepunkt.

Masser af Rytteri overhalede os bag fra. Jeg har aldrig set saa meget tysk Kavalleri som i de første Dage under Tilbagemarchen. Vi vidste jo dengang intet om, at tyske Kavalleristyrker havde været endnu nærmere ved Paris, end vi var.

Endelig en Morgenstund kom vi en Times Tid i Bivuak. Der blev kommanderet »Helm ab zum Gebet«, og en Præst talte, jeg véd ikke hvad. Men jeg husker, at en af mine Kompagnikammerater, N. B. fra Haderslev Næs, sagde til mig: »Nu kan de ikke med Magt længere, nu skal de prøve at bede sig frem – -«.

Das Kreuz von Saarburg
Krucifikset ved Saarburg. Korset blev bortskudt under kampene.

Almanak for Nordslesvig, 1935.

11. september 1914. “Bare dog regnen snart ville holde op.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Crontoy, den 11. September 1914.

Det har regnet lige siden den 9., og det regner stadig.

Til at begynde med, virkede det forfriskende, men nu har Kanonernes og Bagagevognenes opæltende Hjulbevægelser, Menneskers- og Hestefødders uendelige Trampen forvandlet Vejene til ét ufremkommeligt Pløre. Ved Vic-sur-Aisne skal Armékorpset over Aisnefloden, og vor Bataillon skal overtage Dækningen. I et Par Dage er store Troppemasser allerede gaaet igennem Byen Crontoy, hvor vi ligger og venter.

Bare dog Regnen snart vil holde op. Skorstensfejeren har anskaffet sig en Cylinderhat og en Paraply til Beskyttelse mod den alt for rigelige Væde. Mange har fulgt hans Eksempel og har hentet civilt Tøj ud fra Skabe i de af Beboerne forladte Huse, og med Overfrakker, Paraplyer, Slag og andet, som de alle har forsynet sig med, ser Kompagniet ud, som skulde de til Maskerade.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

09 Marchkort til Moulin mindre

 

 

10. september 1914. Landwehr Infanterie Regiment 84 ved de Masuriske søer.

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på ØstfronOten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 9. september rykkede divisionen tilbage til Bialla, men skulle være klar til at rykke mod nord, som bagtrop for omkredsningskorpsene mod nord.

1914-09-10 LIR84 Schlacht an den Masurischen Seen. Lage am 9. September 1914 abends - Karte 14

Den 10. september om morgenen meddelte Ldw. Div. Goltz (Goltz på kortet) Overkommandoen, at de havde fået anmodning fra 3. Reservedivision (3.R. på kortet) om øjeblikkelig hjælp ved Andreaswalde, og at divisionen fra morgenstunden var brudt op for at ile 3. R til undsætning trods den store afstand og den truende fjende fra Schtschutschin.

Overkommandoen omdirigerede derudover 1. Kavaleri Division sydpå til 3.R. undsætning. 1½ time efter denne befaling modtog Overkommandoen melding fra 3.R. om, at de i hårde kamp havde slået en overlegen fjende, som nu var på hastig tilbagerykning.

Senere på formiddagen kom der yderligere meldinger ind fra hele fronten, at russerne havde forladt deres stillinger og var på tilbagetog. Slaget var vundet, men man havde ikke tilintetgjort den russiske arme, som man havde håbet.

1914-09-10 LIR84 Opa s43 Biala Bahnhof
Biala Bahnhof – byen som LANDWEHR INFANTERIE REGIMENT NR. 84 rykkede tilbage til den 9. september 1914 Til venstre på bygningen af banegården står der på det øverste skilt ”Kranken – Transport – Abteilung <-Bugarmee” – ”Sygetransport afdeling – Bugarmee”, og på skiltet nedenunder ”Kranken Sammelstelle jenseits des Straße” – ”Sygeopsamlingssted på den modsatte side af vejen”. Et eksempel på hvorledes tyskerne organiserede transporten af sårede soldater fra en banegård.

10. september 1914. På fortsat tilbagetog.

Af Regiment 86’s historie:

Den 10. september begyndte allerede kl. 4 om morgenen tilbagemarchen over Bargny mod nord til Gondreville og herfra sammen med divisionen over Morienval til Pierrefond med dets vidunderlige slot, så gennem de østlige udløbere af Compiègne skoven, en prægtig løvskov, til Trosly-Breuil i Aisne dalen. Igen en marchtur på over 30 km. Med en stærk sikring mod Compiègne-skoven gik regimentet til ro kl. 6 om aftenen.

Pierrefonds
Pierrefonds

9. september 1914. Hemming Skov ved de Masuriske søer: “Der var store tab på begge sider.”

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Den 9. september var der så en forrygende artilleri-duel, som vi endnu ikke havde set det. Straks om morgenen blev vi beordret frem med patronvognene, i en skov blev vi overfaldet med artilleri-ild. Atter tilbage.

Det at køre frem og tilbage var mindre behageligt, idet støvskyer fra den lange vognrække forrådte os, og af og til kom der en hilsen fra det russiske artilleri i umiddelbar nærhed.

Vort kompagni lå i stilling bag banedæmningen til venstre for banegården Kruglanken, og vi havnede med patronvognene tæt bagved en dalsænkning, hvor vi dog var sikret mod geværkugler, derimod ikke mod artilleriets ild. Rundt om os slyngedes store jordmasser i vejret, når granaterne slog ned, og oven over os vrimlede det af små røgskyer, hvor shrapnell-skuddene eksploderede, og hvorfra de små shrapnell-kugler dryssede ned over os.

1914-09-09 Masuriske søer
Slaget ved Tannenberg. Fra Wikipedia.

Der var store tab på begge sider; en fyrreskov til venstre for os, hvor der lå mange døde, vidnede derom. Hist og her lå blodigt undertøj, hvor de sårede var blevet forbundet, men disse blev dog efterhånden bragt tilbage i sikkerhed.

Banegården Kruglanken var skudt i brand, senere løb nogle af kammeraterne derhen, for om muligt i en kælder at finde noget til den tomme mave; men i stedet fandt de tre russere, som de bragte med tilbage. De blev dygtigt udfrittede, men vi forstod kun lidt.

Hen imod aften formåede vort artilleri at drive russerne ud af stillingen. De blev straks forfulgt, og ved mørkets frembrud var vi i en brændende landsby, som lige var forladt af fjenden.

Der var her meget stærkt udbyggede stillinger, men vort artilleri havde fundet dem til gavns og sparet infanteriet for angreb. Her, til alle sider omgivet af ild og sammenstyrtede huse, fik vi nu mad fra feltkøkkenet.

DSK Årbogen 1945

9. september 1914. Regiment 86 på tilbagetog

Af Regiment 86’s historie:

Det gik i nordlig retning over La Celle, hvor Petit Morin blev passeret igen, og Vendiere og Viffort, som først for tre dage siden blev passeret, og som ligger over 25 km nord for Neuvy. Lange ophold i marchen er et uundgåeligt bi-fænomen ved tilbagetog. Ved hver kort standsning synker folk som døde ned i vejgrøften og på landevejen. Dødtrætte når regimentet Viffort den 8. september kl. 2 morgen.

Det kunne knap betale sig at lægge sig hen. Allerede kl. 6 skulle der marcheres videre. Denne gang i nordvestlig retning over Chézy sur Marne, Hautvesnes, Marolles am Ourcq. Her blev der i mørket holdt et kort hvil, og i natmarch nåede man ved midnatstid Ivors. Ca. 50 km havde fødderne tilbagelagt denne dag. Den nye frontlinje var nået, men udmattelsen var fuldstændig. Fire dage så godt som uden søvn. March, deltagelse i et stort og svært slag, march og march igen. Dag og nat. Lastbilerne, som fulgte efter de udmattede, var toplæsset med mennesker og oppakning. Alle andre blev pisket fremad af den tanke ikke at falde i fjendens hænder. Mange sank i Ivors sammen som blyklumper og sov sig ømme og stive i den kolde efterårsnat

Om morgenen den 9. september var regimentet allerede kl. 7 klar til angreb ved sydvestranden af skoven ved Ivors. Den franske 6. armés sidste, svage omgåelsesforsøg i retning af Villers Cotteret skulle afværges ved hjælp af et angreb. III og II bataljon holdt skovranden ved Ivors besat; til højre infanteriregiment 85, til venstre 3. armékorps. I bataljon forblev bagud til rådighed for brigaden.

I løbet af formiddagen blev II bataljon trukket frem til sikring af det artilleri, som var på vej op til fronten. Den gik i stilling ved sydvestranden af Bargny.

Vidt og bredt stod kornet i traver og gav god dækning. Da rykker en stærk fransk kavalleripatrulje frem fra det overfor liggende Macquelines. Den kommer lige imod folkene fra 7. kompagni. De lader franskmændene komme ind på 300 meters afstande og giver så ild. Kun én slipper derfra.

Kl. 1.30 om eftermiddagen indtræffer angrebsbefalingen. Angrebet skal føres frem 4 km i sydvestlig retning indtil banelinien Ormoy-Betz. Kl. 3.30 var banedæmningen nået. Fjenden bestående af vigende, svage styrker ydede ingen alvorlig modstand. Artilleriet havde snart skræmt ham ud af korntraverne, som han var krøbet ind i. Et komisk syn var det, hvordan traverne pludseligt blev levende og i en betragtelig fart løb hen over marken. Bagud. På højderne syd for banedæmningen gik regimentet til ro kl. 9 om aftenen med posterede vagter.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

8. september 1914. Massakre ved Esternay: “Der lå bunker af døde omkring på valen …”

84’eren “Chr.” fortæller

Om Aftenen den 8. September passerede vi Hovedlandevejen til Paris, og en Vejviser forkyndte, at der fra dette Sted kun var 45 km til den franske Hovedstad. Den Nat kom 2. Batl. paa Forpost paa et Højdedrag et Stykke udenfor Byen Esternay. (…)

Det var stille og meget mørkt. Hen paa Aftenen kom der ude fra en Melding tilbage til Bataillonen, gaaende ud paa, at man langt borte havde hørt noget syngende nærme sig ad Landevejen. Ingen maatte skyde. Alle lyttede spændt og stirrede blindt ud i Mørket. Vi var gaaet i Stilling ved Aftenstid og kendte saaledes ikke Terrænet, vidste ikke, hvad vi havde for os. Paa Grund af Mørket var al Orientering udelukket. Vi vidste kun, at fjendtlige Styrker bevægede sig frem imod os et eller andet Sted forude.

Uhyggen bredte sig. Men nu hørte vi tydeligt Sangen i det Fjerne. Den blev kraftigere. Det var fransk Sang. Vi hørte Fodtrinene. Franske Styrker marcherede i Natten. Intetanende gik de Faren i Møde, begejstret syngende. Hvor langt mon de nu var borte?

Vi blev urolige, nervøse — maatte vi dog blot skyde. Vi laa med det ladte Gevær trukket ind under Kinden. Og endelig blev der givet Tegn til at fyre.

Med ét lynede det op omkring os. Rasende knaldede vi ud i Mørket, alt hvad Bøssepiberne kunde give fra sig af Død og Fordærvelse slyngedes ud i den Retning, hvor de marcherende Styrker formodedes at maatte være.

Den stille Nat var forvandlet til et larmende, lynende Helvede. Ved Siden af os fyrede Artilleriet og overdængede den foranliggende Landevejsstrækning massakremed Shrapnels og Kardæsker. Meget gik vel ved Siden af. Men Virkningerne af den kraftige Ild var alligevel frygtelig. Vi hørte det paa Skrigene og Raabene fra de ulykkelige Franskmænd, som syngende var marcheret lige ind i den morderiske Ild.

Vi havde skudt uafbrudt fra ved 9-Tiden til om Natten Kl. 12. Da blev der givet Ordre til at indstille Skydningen. Det blev sagt, det var for at give Franskmændene Lejlighed til at bjerge de Saarede. Næste Morgen saa vi, hvad vi havde udrettet. Der laa Bunker af Døde omkring paa Valen, et Blodbad var det i Ordets egentlige Betydning.

Almanak for Nordslesvig 1935.

Reg 86 i Belgien Chateau Thierry 1

8. september 1914. ”Donnerwetter! Kommandieren Sie auf Dänisch?”

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

8. september 1914

Sønderjylland

Der gaar morsomme Historier

En Sønderjyde har meddelt ”Kolding Avis”, at Tyskernes Adfærd over for Sønderjyderne i det hele har undergaaet en paafaldende Forandring siden Krigens Udbrud. Den er næsten forekommende og elskværdig, og vi mærker intet til de sædvanlige Trakasserier.

Der gaar morsomme Historier derom. Saaledes blev der for nylig fortalt. At en tysk Feldwebel endog havde drevet det til at kommandere det indkaldte, gamle Mandskab paa Dansk.

En Kaptajn, der kom forbi og hørte det, raabte ham an med Udbruddet: ”Donnerwetter! Was haben Sie vor? Kommandieren Sie auf Dänisch?”

–          ”Jawohl, Hr. Kaptajn,”, svarede Feldweblen tilbage, ”di gammel Kaal forstoer et møj bedder saadan!”

Er Historien ikke sand, er den i al Fald godt funden paa.

Der er ikke mange soldater mere i Nordslesvig. Færdslen paa Vejene er ringe og Jernbanetrafikken indskrænket til det mindst mulige. Der er en Uendelighed af Ophold ved Stationerne med Eftersyn af Pas og andet, saa det tager som Regel 19 til 20 Timer at komme fra Vojens til Hamborg.

8. september 1914. Fortsatte kampe ved Marne

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

Kampene ved Marne fortsætter. General Foch’s dispositioner tvinger de tyske tropper tilbage over floden.

Nancy angribes af tyskerne – dog uden større succes. Herefter påbegyndes et voldsomt bombardement af fæstningen Troyou.

1914-09-08 Marne
Franske tropper forfølge de retirerende tyskere

Østfronten

 I Galizien kommer det til voldsomme kampe omkring Rava Russka i det sydlige Polen.

1914-09-08 Marne for børn
Børn leger “slaget ved Marne.” Læg mærke til de mange små detaljer.

7. september 1914. Kampe på vestfront, østfront og i Afrika.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

De voldsomme kampe ved Marne fortsætter.

Tyske tropper erobrer Mauberge – tager tusindvis af fanger – og sikrer sig et stort militært krigsbytte.

1914-09-07 tysk artilleri Mauberge

Østfronten

I Galizien når det russiske kavaleri frem til bjergkæden Karpaterne.

Afrika

Tyske troppeenheder tvinges på tilbagetog ved floden Tsavo.

1914-09-07 Fronten Afrika

Denne dag falder:

den 25-årige Reservist Hermann Jürgen Böe, Chalons (Fr)

den 25-årige Jens Christensen, Marne

den 27 Leutnant der Reserve Hans Clausen, Marne

den 29-årige Jens Christian Svanholm,

7. september 1914. 86’erne på tilbagetog.

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Den 7. 9. kl. 7.30 om formiddagen indtraf den endegyldige tilbagetrækningsordre. Den var blevet nødvendig på grund af den alment strategiske situation.

Mellem Paris og Verdun var slaget blusset op over hele linjen, værst på den tyske højre fløj. Et heftigt fjendtligt flankeangreb havde ramt 1. armés højre fløj, Kluck havde imødegået det, idet han havde trukket 4. og 2. armékorps ud af fronten og i ilmarch kastet dem ind på sin højre fløj. De derved opståede huller i formationen var kun nødtørftigt udfyldt af kavallerikorps.

Ved en tilbagetrækning af 1. armé, der kæmpede i en stor halvbue, til en kortere linje, blev der frigjort yderligere styrker. Nu blev også 9. armékorps trukket ud og i ilmarch kastet ind på den truede højre fløj.

Regiment 86 016 Moulin skyttegrav
86’ere i en hastigt gravet skyttegrav

6. september 1914. Mørket sænker sig. De sårede er prisgivet fjendernes nåde.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

K l . ca. 21, og da Mørket var ved at sænke sig over Slagmarken, laa de sørgelige Rester af Divisionen samlet langs ad Diget paa Vejen ventende paa, at Fjenden skulde sætte ind med et Modangreb.

Uhyggelig og forfærdende var Kammeraternes Beretning om Turkussernes og Zuavernes barbariske Kampmaade. Med Kniven imellem Tænderne havde de afventet Stormangrebet og havde saa smidt Geværet for med Kniven i Hænderne at gaa over til det afskyeligste Myrderi af dem, der ikke kunde løbe hurtig nok tilbage. Hvad enten det var endnu kæmpende eller af Saar ukampdygtige Kammerater, lige meget, skaanselsløst var de blevet slagtet af disse halvvilde Kabyler.

Samtalen paa Diget drejede sig ikke om andet, og vi lovede dem en varm Modtagelse, om de havde i Sinde at komme. Tænderne var sammenbidt i afmægtigt Raseri; vi kunde høre de saarede Kammeraters indtrængende og fortvivlede Raab om Saniteter og Hjælp, men vi var ude af Stand til at hjælpe dem.

6a44-106
Tilfangetagne franske kolonitropper. Disse “Zuaver” fra fransk vestafrika var meget frygtede af de tyske soldater.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1914. Landwehr Infanterie Regiment nr. 84 ved de masuriske søer

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Situationen udviklede sig nord for de Masuriske søer og den 5. september fik bl.a Ldw.-Div. Goltz ordre om, at marchere og tage tog til Rudczanny og følge armeens sydlige fløj til Johannesburg. Ldw. Div. Goltz skulle sikre armeens fremmarch mod en fremrykkende fjende sydfra ved Grajewo og Schtschutschin.

1914-09-06 LIR84 Schlacht an den Masurischen Seen
Slaget ved de Masuriske Søer. Stillingen om aftenen den 6. september.

 

 

6. september 1914. En 86’er ved Marne: “Ned, ned i den hårde lerjord skulle vi!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’eren H.C. Brodersen fortæller:

Hvilken frygtelig Dag. Næppe var vi stillet op til Afmarch, før franske Granater splittede os til alle Sider. Der var Forvirring allevegne, og selv Officererne syntes ikke at vide, hvad der foregik, eller hvad der skulde ske. Paa en Græsmark fandt Kompagniet dog atter sammen, og der blev givet Ordre til at grave os ned.

Dem, der havde Spader, blev nu misundt, men der var for de andre ikke andet at gøre end tage Fingrene, Bajonetter og Støvlehæle i Brug.

Shrapnels og Granater suste ustandselig ned omkring og hvirvlede ved deres Indhug Jordklumper i Vejret til alle Sider. Stedse nærmere syntes de at komme, og vi fik her en første Prøve paa det franske Artilleris Præcision og Træfsikkerhed.

Ned, ned i den haarde Lerjord skulde vi, hvis vi da ikke vilde udsætte os alt for meget for de hvirvlende Granatsplinter. Fra Fingerspidserne løb Blodet ud fra Neglene, men da hver Haandfuld Jord ydede forøget Sikkerhed, blev der arbejdet videre uden at ænse paa dette.

Ved Middagstid blev der givet Ordre til Angreb, men af Fjenden kunde vi intet se, og der havde endnu ikke lydt Geværskud, hvorefter vi kunde bedømme hans Stilling. Glade for at komme ud af denne „Heksekedel”, løb vi frem mod den Jernbanedæmning, der var anvist som næste Samlingssted. Over Jernbanedæmningen og videre ind i den foranliggende Skov gik det, men vi var nu kommet „fra Asken i Ilden”.

Voldsomme Brag, der gav Genlyd i den store Skov, lød rundt omkring, og de eksploderende Granater løsrev Grene, der raslede ned om Ørerne paa os og forøgede Uhyggen. Der var en Helvedeslarm, og der var ikke til at skaffe Ørenlyd for Kommando eller andre orienterende Tilraab. Da vi endelig naaede igennem til Skovens modsatte Side, spærredes den videre Fremtrængen af en høj Tjørnehæk og et Pigtraadshegn. Med Økser og Spader blev der dog efter et kortere Ophold skaffet Gennemgang, og i nogle faa Spring satte vi over Vejen bag Indhegningen og laa snart i spredt Orden paa en aaben Mark. Her stod skokket Byg, og den bød kun ringe Dækning mod den voldsomme Ild, vi blev modtaget med.

Forude kunde vi tydelig se det franske Artilleri, der var kørt op paa en Mark noget til højre, men ogsaa de havde opdaget os, thi Kaskader af Shrapnels og Granater slog ned omkring, imellem og bag os. Jord, Sten og Granatsplinter røg hvinende omkring, og de skokkede Neg røg med i Luften, hvorfra de atter søgte ned og lagde sig til Hvile mellem lemlæstede Mennesker, indtil de paany sammen med dem blev hvirvlet op.

De første Geværkugler fløjtede og hvinede omkring os, men endnu kunde vi ikke finde ud af, hvorfra de kom. Vore Tab var store, og vi havde endnu intet at skyde efter for at kunne forsvare os. Nu blev der raabt: „Forude i Træerne Zuaver! Fyr løs ! ” Der sad de altsaa gemt imellem Trætoppene, intet Under, at vi ikke havde kunnet finde dem.

Vi fyrede nu som vanvittige, men der var ikke Mulighed for at kunne tage ordentlig Sigte. Der blev blæst til Storm, men den mest morderiske Geværild modtog os. Vi blev standset i vort Angreb, og Dækning var der ikke at finde. Det var en frygtelig Situation, thi fra et Skovhjørne længere tilbage kunde vi se nye franske Forstærkninger rykke frem. (…).

1914-09-06 Engelsk feltartilleri copy
Engelsk feltartilleri

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1914. En 84’er ved Marne: “Det var som om helvede brød løs!”

Af Regiment 84’s historie. C. Jensen, Feldwebel ved 7. Kompagni, fortæller:

Kompagniet marcherede i sluttet formation gennem landsbyen Neuvy og kom, idet de fulgte et engareal, uden at lide tab til en vej, der førte gennem en skov (ved Nogentel).

3. deling (Offizierstellvertreter Lund) blev deployeret og gik frem i sydlig retning gennem skoven. Kort efter fulgte 1. deling (Vizefeldwebel Hartwig). Af kaptajn Grebel, der rykkede frem sammen med denne deling, fik jeg den anvisning – officerer var der ikke flere af siden Lüttich – at jeg skulle følge ham med resten af kompagniet på hans ordre. Det varede ikke ret længe, før hornblæseren Freda bragte mig den ordre.

Først gik det ganske glat fremad gennem skoven, idet vi fulgte et brandbælte. Den brave Freda , der jo kendte vejen, gik ved siden af mig i spidsen af delingen. Men snart skulle det blive anderledes. Vi krydsede netop en lysning i skoven. Et blik til højre viste mig ca. 100 m borte på højde med os en sluttet del af 5. kompagni med kaptajn Klapp og Feldwebel Krohn i spidsen. For mig var det en beroligelse at konstatere, at 5. kompagni havde samme marchretning som vi.

I næste øjeblik får vi en artilleriild over os, som vi ikke tidligere havde oplevet den. Det var, som om helvede var løs, som om vi befandt os i et ildhav. De hylende sprængstykker, de revnende træer og de omkringflyvende træsplinter lavede et ubeskriveligt spektakel. Denne artilleriild i skoven rev og sled i nerverne og påvirkede moralen. En af de første, der blev ramt, var min brave Freda. Den stakkels fyr jamrede meget. Personligt kunne jeg desværre ikke tage mig af ham. Denne opgave overtog straks en af vore brave sygebærere.

Da artilleriilden satte ind, havde jeg råbt “fald ned!”, men i den helvedes larm trængte ingen kommando igennem. Det var en frygtelig situation. Én ting var klar for mig: delingen skulle så hurtigt som muligt bringes ud af skoven, ellers ville vi blive skudt sønder og sammen, før vi nåede skyttelinjen.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy
Hurtigtskydende fransk artilleri (“75’ere”).

6. september 1914. Regiment 86 i Marne-slaget

Af Regiment 86’s historie

Den 6. september bryder frem, ”hviledagen”, og dertil en søndag. En solrig septembermorgen. 86’erne glæder sig over den dejlige ro og kan slet ikke fatte, at det er virkeligt. Kaffen med det hvide franskbrød smager kosteligt. Så tager man bad ved pumpen eller i den nærliggende flod. Rent tøj! Hvor gør det godt! Man tænker allerede på middagsmaden, hønsekødsuppen eller noget andet godt koger allerede over kogehullerne på komfuret. Det skal vel nok smage! Intet synes at forstyrre freden på denne dejlige efterårsmorgen.

Da lyder der hen mod kl. 8 fra venstre en skarp og heftigt infanteri- og maskingeværild. 86´erne lytter. Artilleriets dumpe buldren blander sig. Så lyder ordren: ”Hold kompagnierne i alarmberedskab!” Lidt senere: ”Klar, og træd an!” Farvel morgenkaffe! Farvel hønsekødsuppe! Det ville have været så dejligt. (…)

Til venstre for regimentet var 17. division overraskende blevet angrebet af overlegne styrker. Deres fortrop, infanteriregiment 76, befandt sig i svære kampe syd for Esternay. Regiment 86 trækker nu sine forposter tilbage og sikrer sig mod et lignende angreb. Det indtager stilling umiddelbart øst for Neuvy på Store Morins nordlige højdedrag. I og II bataljon i forreste linie, III i reserve. Kompagnierne graver sig ned, for artillerislaget er allerede i fuld gang. De fjendtlige skud – det er mest shrapnells – hyler hen over hovederne.

Hen mod kl.1 om middagen bliver 35. infanteribrigade indsat til angreb efter et opkald om hjælp fra 17. division. Brigaden skal aflaste nabodivisionen i den svære kamp. (…)

Ved banedæmningen et kort hvil. Her kommer de første fjendtlige granater og shrapnells. Regimentet vil her afvente opmarchen af det højre naboregiment 84, som endnu ikke er med fremme. Men det beslutter sig til at rykke frem alene, idet infanteriregiment 76’s råb om hjælp bliver mere indtrængende.

Grand Morin bliver overskredet og de stejle sydhøjdedrag besteget. En kilometer længere mod syd, og den store Pariser landevej er nået og bliver overskredet. Nu forsvinder infanteriet ind i en tæt skovbevoksning.

I skoven er helvede løs. Uophørligt slår granater og shrapnells ned. Deres genlyd forstærkes dobbelt og tredobbelt. Samtale er næsten umulig. Træerne knækker som tændstikker, grene og træsplinter rasler ned over hovederne. Tabene begynder.

Den uhyggelige kalden ”sanitetsfolk!” gjalder gennem skoven, ofte for døve øren på grund af den helvedes larm. Under store vanskeligheder nås sydranden af skoven. Dér hindres videre fremrykning af en hæk, gennem hvilken der er trukket pigtråd, og som oven i købet spærrer for udsynet.

Man klatrer over hækken eller slår den ned med økser og spader. Igen en landevej. I ilmarch over den og ned i grøften på den anden side. Endelig frit udsyn! Halvt til højre ca. 500 m borte en skovbevoksning. Derfra bliver der uafladeligt skudt på I bataljon, der ligger nærmest. Se nogen kan man ikke, men så snart en hjelmspids viser sig, bliver der sluppet en haglbyge af skud løs. Åbenbart franskmændenes forreste linje. 1½ km bagved på en bakke ligger landsbyen Escardes.

Foran er et fransk batteri kørt i stilling helt åbent, kanonerernes håndtering samt mundingsilden er helt tydeligt at se. Desværre kan disse batterier, som i det hele taget det franske artilleri, uforstyrret af vort eget ødelægge tyske linjer, og de benytter situationen grundigt. Granat efter granat slår ned i landevejen og river frygtelige huller i 86´ernes rækker. At blive her er den sikre død. (…)

I bataljon træder an til storm på den lille skov, der ligger lidt til højre for den. Med uforlignelig elan stormer man over det åbne terræn og løber den første fjendtlige linje over ende. Fjendens tab er svære. Det er til dels Zuaver [franske kolonitropper], der havde skudt fra træerne, og som nu bliver skudt ned som krager. Vore tab er ikke mindre svære. I rækker ligger de døde foran den franske stilling.

Bataljonen passerer gennem den lille skov og går en kort tid i stilling ved sydranden. Så stormer den videre frem, men kommer ind i en ligefrem morderisk infanteri- og artilleriild. En usynlig fjende skyder fra den nærmeste skovrand og ud af havreskokke. Tabene er så store, at en videre fremrykning snart vil gå i stå. (…)

Solen gik ned i en sky af gløder og røg. Kold og uden medlidenhed steg månen op og sammen med den rædslen. Artilleriilden stilnede af, men stille blev det ikke. Ud af skovbevoksningen, fra sænkninger og grøfter lød der rallen, støn og skrig. Råbet ”sygebærer!” dirrede mere eller mindre højt gennem luften. Når én endnu var i stand til at slæbe sig over slagmarken, fik han hundreder af råb og bønner efter sig: ”Kammerat, tag mig med!”, ”Kammerat, giv mig en tår vand!”. Hvem der endnu kunne hjælpe, gjorde det. Uafladeligt blev de sårede fra ulykkesskoven båret bagud.

Da indtræffer efter mørkets frembrud helt overraskende ordren om tilbagetrækning. (…) Så overlader man alligevel de mange døde og sårede kammerater, der endnu ligger ubegravede og ubjærgede på slagmarken, til fjendens nåde, en fjende, der ofte nok havde vist, at ridderlighed og nåde var fremmed for ham. Kl. 21.30 bliver tilbagetoget påbegyndt. (…)

Ualmindelig svære var tabene. 6 officerer var faldet; af mandskabet blev meldt 39 som døde, 352 som såret, 225 som savnet og 77 som tilfangetaget. Det kan siges med sikkerhed, at størsteparten af de 225 savnede har været døde eller sårede. Den 6. september blev i sandhed en ”hviledag” for mangen en brav 86´er.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling 2 copy
Franske 75’ere. Det fremragende, hurtigtskydende feltartilleri kunne affyre 20 skud i minuttet.

6. september 1914. Slaget ved Marne. Den tyske fremmarch stoppes.

Vestfronten

Slaget ved Marne – øst for Paris – begynder. De engelske og franske styrker iværksætter en række offensiver. For at få soldaterne frem til fronten ”beslaglægges” mere end 6.000 taxier i Paris og får besked på at overgå til ”militær transport”.

1914-09-06 Marne kort
Slaget ved Marne

I den indledende fase af ”Slaget ved Marne” lykkes det at bremse for den tyske fremrykning ved Beauzec – tæt på Verdun – og ved Jezanville – tæt på Port a Moussont.

Mod syd standses den tyske fremrykning ved Provins, der resten af krigen bliver det sydligste punkt, ”Kejserhæren” når til.

1914-09-06 Taxi
Parisertaxi brugt til troppetransport

Østfronten

De østrigske tropper bremses ved Krasnostov (det sydøstlige Polen).

I Galizien støder russiske og østrigske tropper sammen ved Grodek – sydvest for Lemberg. Kampene. varer frem til den 12.9.

Afrika

De engelske tropper ”bindes” ved det tidligere North Rhodesia, (Nsanakong)

1914-09-06 Afrika
Afrika 1914. Tyske kolonier med gult.

Denne dag falder

den 26-årige Chresten Hansen Andersen, Esternay, (Fr)
den 23-årige Søren Andersen, Esternay
den 23-årige Gefreiter Marius Hansen Boisen, Marne
den 27-årige Unteroffizier Johannes Robert Breum, Esternay
den 21-årige Hans August Brodersen, Frankrig
den 19-årige Chresten Christensen, Esternay
den 26-årige Jens Peter Christensen, (Fr)
den 26-årige Wilhelm Christensen, (Fr)
den 23-årigeErnst Clausen, (Fr)
den 26-årige Feldwebel/Leutnant Otto Dame, Neury (Fr)
den 23-årige Musketier Peter Oluf Damm, Courgivaux, (Fr)
den 25-årige Feldwebel Hugo Eduard Dobran, Nancy, (Fr)
den 23-årige Musketier Kristen Grau, Esternay
den 22-årige Gefreiter Töge Gregersen, Nancy
den 27-årige Hans Peter Hansen, Marne
den 26-årige Niels Hansson, Marne
den 27-årige Sergeant Paul Friedrich Harder, Nancy
den 25-årige Peter Hansen Hesselberg, (meldt savnet)
den 26-årige Jørgen Heinrich Happner, Marne
den 25-årige Musketier Johann Wilhelm Jensen, Nancy
den 21-årige Musketier Lorenz Jensen, Esternay
den 26-årige Carl Ferdinand Jessen, (?)
den 20-årige Hans Johannsen, (Fr)
den 29-årige Christian Juhl, (Fr)
den 26-årige Paul Petersen Juhl, (Vestfronten)
den 26-årige Peter Jørgensen, (Fr)
den 21-årige Feldwebel Peter Wilhelm Krohn, Nancy
den 29-årige Unteroffizier Johannes Lüthje, Nancy
den 30-årige Rasmus Mathiesen, Marne
den 25-årige Reserwist Thomas Möller, Nancy
den 25-årige Reserwist Jens Mathiesen Nissen, Nancy
den 33-årige Wehrmann Friedrich Karl Pörschke, Gent (Bel)
den 23-årige Franz Quosig, Esterney, (?)
den 27-årige Reserwist Andreas Jørgen Schultz, Esterneu (?)
den 28-årige Peter Christian Schöning, Marne
den 28-årige Christian Thomsen, (Fr)
den 23-årige Gefreiter Niels Nielsen Tønder
den 22-årige Grenadier Nicolaus Weiss, Beuvy, (Fr)

5. september 1914. Grænsen spærret ved Hvidding.

Sønderjylland og Krigen

En lille Standsning i Trafikken over Grænsen ved Hvidding.

I middags kl. 12 standsede pludselig al Trafik over Grænsen ved Hvidding, uden at det var muligt at erfare hvorfor. Folk her fra Kongeriget, der var søndenaa og var på vej hjemefter, kunne ikke faa Lov til at passere Bommen, og Folk herfra, som f.Eks. adskillige Hestehandlere, der har Heste staaende paa den anden Side af Grænsen, og som hidtil har passeret uhindret, blev vist tilbage, ligesom Sønderjyder, der skulle hjem herfra, maatte stoppe foran Bommen. Nogen Grund til denne pludselige Standsning angaves ikke.

Ved 2-Tiden ankom Oberstløjtnanten fra Skærbæk, og han gjorde en brat Ende paa Standsningen, hvorunder der imidlertid havde samlet sig en Mængde Mennesker paa begge Sider af Bommen,

Grunden til de 2 Timers Trafikstandsning mener man at skulle søge i en Misforstaaelse fra de underordnede Personales Side.

Telefonforbindelsen

De siden Krigstilstandens Indtrædelse gældende Indskrænkninger for Telefonforbindelserne er bleven ophævede.

Efter hvad der meddeles ”Hejmdal” fra Postvæsenet, gælder Ophævelsen af Indskrænkningerne ogsaa Nordslesvig. Der kan saaledes atter faas Telefonforbindelse over alt, dog undtaget Kiel og Brunsbüttelkoog.

Kapt. C.C. Fischer i Aabenraa,

en af Nordslesvigs mest kendte Mænd og Sprogforeningens mangeaarige Kasserer, fyldte i Lørdags 70 Aar. Hensigten var at fejre denne dag med en særlig Festlighed maatte opgives paa Grund af Krigstilstanden.

Den nordslesvigske Presse

Efter at Generalkommandoen i Altona havde anordnet, at de danske Blade maatte udgaa paa Dansk, er ”Hejmdal” udgaaet regelmæssigt siden 27. August, ”Flensborg Avis” siden 28. August, ”Dannevirke-Modersmaalet” siden 1. September, mens ”Dybbøl Posten i Gaar udsendte sit første Nummer.

De danske Blade i Nordslesvig udgaar saaledes atter regelmæssigt, men er, hvad der i øvrigt gælder hele Pressen i Tyskland uden Hensyn til Partiafskygninger, streng Censur underkastet.

Faldne og Saarede

En ogsaa heroppe kendt Nordslesviger, Jørgen Jessen i Spandet, er ifølge indløbet Brev fra Broderen, som staar ved samme Kompagni, den 23. August falden i Kamp mod Englænderne. Han fik hovedet gennemboret af 2 Kugler i næsten samme Øjeblik.

Jørgen Jessen var den ene af tre Brødre, der stod ved samme Kompagni.

Blandt de saarede finder vi i 18de Tabsliste fra Spandet Jeppe Frederik Lindeloff og Konrad Carl Waje, der begge er let saarede.

Ribe Stiftstidende