Tag-arkiv: krigsfrivillig

27. maj 1917. Claus Eskildsen: “De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 10 dages hvile i Flandern gik turen til Langemarck.

10 Dage ligger Regimentet »som Grænseværn« her bagved i dybeste Fred. Saa er denne Ferie forbi.

Første Pinsedag, den 27. Maj, — Transporten foregaar selvfølgelig igen paa en højhellig Dag — overtager Regimentet et Afsnit ved Langemarck i den berømte Ypres-Bue.

Langemarck!

Her var det, at de unge frivillige i Efteraaret 1914 med Ild i Hjertet og Glans i Øjet og »Deutschland über alles« paa Læberne i tætte Flokke stormede frem mod de engelske Skyttegrave. Her var det, at de lod sig meje ned af de engelske Maskingeværer, alle disse Studenter og Seminarister, Blomsten af Tysklands Ungdom.

De levede i Drømmen om, at Heltemod kunde hidtvinge Sejren, at de som en anden Winkelried kunde bane en Vej gennem Fjendens Mur.

De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister, mine Rekrutter fra August 1914!— Ved Langemarck ligger nu i Støv og Aske de mange Tusinder, der var deres Forældres Stolthed og Haab, der efter Naturens Lov skulde have været deres Folks Lærere og Førere gennem den kommende Tid. 

Græsset gror paa deres Grave, da Langemarck for os ikke mere blot bliver et Navn, men Virkelighed. Hvad skal vi her?

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 167-8

18. november 1916. Hånlige blikke fra pigerne i Flensborg: Iført gamle uniformer.

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I 1916 blev han indkaldt til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Ved krigens udbrud i august 1914 var jeg elev i anden præparandklasse på Haderslev Statsseminarium. Jeg var ene søn blandt fem søskende, og mine forældre glædede sig over, at jeg endnu kun var 16 år, så for mit vedkommende behøvede de ikke at ængstes. Det var også slemt nok, at mine to svogre, der begge havde tjent aktiv, skulle stille i de første dage efter »Mobilmachung«.

Hele første seminarieklasse, som var afgangsklassen, samt de yngre lærere meldte sig frivilligt, nogle vel af pligtfølelse, de fleste måske på grund af patriotisme eller eventyrlyst – mens de uvillige var nødt til at gå »frivilligt« -; dog for os drenge var der foreløbig ingen problemer.

Men som tiden gik, blev der efterhånden brug for de yngre årgange, og den 18. november 1916 blev det også min tur til at stille på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg, hvor vi seminarister fra Haderslev blev tildelt 2. kompagni, Regiment 86 med hjemsted på vestkasernen, men da der ikke var plads til alle de indkaldte på selve kasernen, blev en del af os nye rekrutter indkvarteret privat, og på den måde gik det til, at jeg sammen med to kammerater fik kvarter i Norder Graben nr. 24.

Det var vel nok en tjans, skulle man synes, for de små rekrutter at kunne slippe for »Stubendienst«, »Putzstunde« og andre ubehageligheder, og vi havde det også dejligt og fredsommeligt i vor fritid.

Men »ein Aber war auch dabei«: Vi kunne dårligt lade os se, hverken på gaden eller andetsteds, på grund af den forfærdelige mundering, vi var blevet udstyret med. Vi havde fået de gamle blå uniformer med de blanke knapper udleveret, og de var så forvaskede, lasede og lappede, dertil alt for store til de fleste af os, så vi blev til grin, hvor vi viste os på gaden eller restaurationer.

Det var dengang noget så forfærdeligt for vi unge poder sådan at vække opsigt og blive mødt med hånlige blikke – især fra de unge piger – som man gerne ville gøre indtryk på.

Det var heller ikke behageligt, når vi på orlov blev hånet af slægtninge og venner for det underlige »antræk«, og man betegnede os »som Tysklands sidste håb – som dem, der skulle frelse kejser Wilhelm fra nederlag«. Dog gjorde dette sidste intet større indtryk på os, da vi var klar over, at det ikke var os, men tyskerne, man ville håne.

DSK-årbøger 1971

14. maj 1916. Ved Højde 304: “Det sidste, de sitrende Læber mumlede var: ‘Mor!’.”

Hermann Hunger fra Aabenraa gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni. I maj 1916 blev regimentet indsat ved Verdun. Han beretter nedenfor om en episode i et granathul ved Højde 304.

Mor!

Vi laa sammen i et Granathul, Mors Dreng og jeg. Han var i den Alder, hvor man hverken er Dreng eller Mand. Han var blandt de Aargange, hvor man har faaet de første krøllede Dun paa Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu.

Nu sagde han ikke ret meget.

Men nede i Bunkeren, ja, ogsaa i Skyttegraven, dog mest i Barakken i Nantillois, særlig naar Posten var kommen og havde bragt Breve og Pakker, saa kunde han ikke tie med, hvilken god og dygtig Mor han havde. Han havde bestemt den bedste og villeste Mor i hele Verden.

Nu var der ikke Stunder til at snakke, ikke en Gang om Mor.

Han var gaaet lige fra Skolebænken og ind i Krigen. Og sit Fædreland elskede han og var stolt over at maatte være med til at kæmpe for det.

Han var bedre Folks Barn fra en Storby. Men nu sad vi to, Drengen og jeg, i et Granathul paa 304 midt imellem den tyske og den franske Stilling.

Det var en prægtig Foraarsmorgen efter en rolig Nat. Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe paa den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.

Klokken fire Morgen kom Befalingen: ”Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Gravskal tages”.

Saa kom Flammekasterne.

Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Væsken havde truffet.

Op! Fremad!

Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.

Alt hvad Franskmændene havde af Krigsredskaber udspyede deres Ild imod os.

Ned!

Ti Meter forude en lille Granattragt. Og her fandt vi ned, Drengen og jeg.

Vi sundede os lidt.

Den sikre Død at storme videre .

Men Drengen var ivrig. “Vi maa fremad . — Vi har faaet Ordre”. “Er du forrykt! — Ned med dig!”

Værre og værre blev Helvedet over os. Drengen var der igen : “Vi maa videre”.

“Ti stille!”.

Vi laa tavse en Stund .

Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?

Nu sagtnede Ilden lidt. “Jeg vil ljge se, hvor Kompagniet er henne”. “Lad vær ’!” For sent.

Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg.

Det sidste, de sitrende Læber mumlede var : “Mor”.

Og saaskingrede Fløjten fra vor Grav : “Tilbage!”

DSK, Årbøger, 1941

24. april 1916. Transport til Verdun: De frivillige slipper op

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Efter fire dages forløb blev alle de feltgrå soldater sendt til Lockstedter Lager ved Itzehoe. Efter få dages forløb afgik så herfra den første transport ti l vestfronten.

Slaget ved Verdun var i fuld gang. Til denne første transport meldte sig alle de, der var ivrige efter at komme til fronten, deriblandt
de før omtalte officersaspiranter. Kontingentet, som garnisonen skulle stille, blev i det store og hele dækket af frivillige.

Anderledes gik det, da den næste transport kort tid efter skulle udtages. De frivillige var sluppet op, og Kommandofeldweblen (stabssergent) besluttede så at udtage mandskabet efter alder.

Da næsten alle var født i 1896, blev fødselsda­toen det afgørende punkt. Jeg er født i september, så det gav en lille respit, men hvor længe? Transporterne afgik med korte mellemrum, og da der til den sidst afgåede allerede var udtaget nogle, der var født i juli måned, kunne det ikke vare længe, før »klokken faldt i slag«.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

11. marts 1916. Finske frivillige i Lockstedter Lager

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Fra mit ophold i lejren husker jeg, at der dér fandtes en såkaldt lukket lejr. Ikke sådan at forstå, at de folk, der opholdt sig der, var indespærrede; de kunne bevæge sig frit overalt.

Men det var os strengt forbudt at betræde lejren og i det hele taget søge kontakt med disse folk.

Det sivede efterhånden ud, at mandskabet i denne lejr bestod af finske frivillige. De havde betinget sig – efter endt uddannelse – at blive sat ind på østfronten.

Jeg skønner, at der har været mindst 500 mand i lejren, og at det var velhavende folks sønner, fremgik tydeligt af de besøg, de modtog af deres familier.

Den uddannelse, disse frivillige fik, var skrap , og jeg har senere hørt – om det passer, ved jeg ikke – at de efter krigen dannede grundstammen i den finske hær. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

9. februar 1916. Syd for grænsen: Søhelt og smørforbud

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fængslet kommuneforstander.

Kommuneforstander Jens Jørgensen i Harreby, en mand på 75-76 år, er bleven arresteret og førtes til Rødding, hvorfra han menes at være ført til Flensborg.

Om årsagen til fængslingen er os endnu intet bekendt.

Landmænd der ikke selv må lave smør – kærner plomberes!

I det sidste nummer af ”Haderslev Kredsblad” findes en kundgørelse fra den stedfortrædende kommanderende general i Altona, hvori det forbydes landmændene at skumme deres mælk og selv kærne smør af fløden, for så vidt dette ikke er sket før den 15.januar 1916.

Alle kærner som er taget i brug efter 15. januar, skal plomberes så de ikke kan benyttes. Mælkeleverandører skal levere det samme kvantum mælk til deres mejerier og mælkehandlere, som de har leveret i december 1915.

”Appams” fører.

Til ”Sonderburger Zeitung” skrives fra Aabenraa blandt andet:

Nu har også vor by sin søhelt. Efter hvad der nu er blevet sikkert fastslået, er den meget nævnte løjtnant Berg, der bragte Appam til Norfolk, den forhenværende kaptajn Hans Berg. Berg er 39 år gammel og født i Skovby (Løjt). Han var fører af damperen Gamma fra det forhenværende rederi Arenkiel & Klausen på rejser til England, Amerika og til Østersøstationerne.

Han aftjente sin værnepligt som enårig-frivillig ved marinen og gik af som overmatros. Som sådan blev han snart efter krigens udbrud indkaldt til Marinen, tog i tidens løb del i et officerskursus og forfremmedes til løjtnant. Under en orlov i fjor sagde han til sin hustru, at hun skulle være ubekymret, ifald hun ikke hørte fra ham i længere tid, og kun antage, at han havde det godt. I lang tid har hans hustru heller ikke hørt fra ham og har ikke kunnet skrive til ham, da hans opholdssted var ubekendt.

Klager over kontrollen ved grænserne.

I en redegørelse fra Wolffs Telegramkontor i Berlin om fremsatte klager over den tyske kontrol ved grænserne, forklares, at en sådan kontrol, er nødvendig, da den sker af hensyn til fædrelandet for at bevare det for skade, og derefter hedder det til slutning:

”Det er småligt at klage og besvære sig over en kort ubekvemmelighed eller skrap behandling i en tid, hvor tusinder derude ofrer liv og sundhed for fædrelandet. For tiden står så stort på spil, at det synes næsten latterligt at spilde ord over sådanne klager.”

Krigshjælpen i Aabenraa Kreds.

I Aabenraa kreds vil der ifølge ”Hejmdal” fra krigens udbrud til den 31. marts 1916, da dette regnskabsår sluttes, i alt være blevet udbetalt ca. 1.448.000 mark til familieunderstøttelser.

Af denne store sum erstatter Riget ifølge lovkredsen ca. 828.000 mark. Af resten har staten siden 1. januar 1915 overtaget to trediedele, kredsudvalget antager, at den vil fortsætte dermed til regnskabsårets slutning.

Den del af krigshjælpen, fra 1. august 1914 til 31. marts 1916, der må betales af kredsen beløber sig herefter kun til ca. 259.200 mark.

Spar på brødet.

Ifølge ”Berliner Tageblatt” har kultusministeriet udstedt en forordning om, at alle embedsmænd ved skoletilsynet, lærere og lærerinder fra nu af skal henvise i skolen til nødvendigheden af at spare på brødet. En lignende forordning er udstedt til præsterne om, at de fra prædikestolen skal præke lignende belæringer og oplysninger. Her er et område, skriver bladet, hvor patriotismen kan vise sig på en virkningsfuld måde.

I det sidste nummer af Aabenraa kredsblad offentliggør landråd Siemon 10 paragraffer angående reguleringen af forbruget af brødkorn og mel i Åbenrå amt.

Den vigtige afvigelse fra de hidtil gældende bestemmelser går ud på, at der herefter i hver uge kun må sælges i alt 1750 gram brød og 175 gram mel (rug-, hvede-, havre- og bygmel) til hver person, medens det hidtilværende kvantum var 2000 gram brød og 175 gram mel.

En Nordslesviger tjener hos prins Oscar af Prøjsen.

En af gårdejer og hestehandler Jeppe Nielsens sønner i Stenderup ved Rødding, Peter Nielsen, der ved krigens udbrud lå som aktiv soldat ved garden i Potsdam og siden har været med ved fronten i Rusland, var ifølge ”Dannevirke” allerede før krigen tjener hos prins Oscar. Nielsen har også nu under krigen beholdt denne stilling, som han endnu beklæder.

13. oktober 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, Saarede og hjemme paa Orlov

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Fronten.

Faldne.
Hans Christian Jensen og Hustru i Seggelund ved Kristiansfelt har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres eneste Søn, Peter Petersen Jensen, er falden under et Stormangreb i Rusland den 17. September. Han blev 26 Aar gammel. En Mindegudstjeneste agtes afholdt Torsdagen den 19. Oktober om Eftermiddagen Klokken 2½ i Tyrstrup Kirke.

Ifølge Meddelelse fra en kammerat er landmand Thomas Christensen, Søn af Gaardejer Niels Christensen i Stenderup ved Rødding, der deltog i Krigen i Frankrig som Infanterist, for nyligt falden under en Kamp med Haandgranater.

Købmand A.H. Petersen i Løgumkloster er falden paa den østlige Krigsskueplads den 24. September. For den Faldne, der blev 25 Aar gammel, holdes der en Sørgegudstjeneste Onsdag Aften den 20. Oktober i Missionshuset.

Forleden har Uldvarefabrikant O.R. Amstrup og Hustru i Højer ifølge “V.T.” modtaget Budskabet om, at deres eneste Søn Jens er falden paa Valpladsen i Rusland. Jens Amstrup hørte til de saakaldte Hjemløse, men meldte sig sidste Efteraar frivilligt og blev antagen. Efter den sædvanlige Uddannelsestid kom han til Rusland, hvor han altsaa nu har fundet Døden – Jens Amstrup var efter manges Udsagn en sjælden brav og dygtig ung Mand, sine Forældres Haab og Glæde.

Mathias Nissen i Brarup har ifølge “V.T.” modtaget det Sorgens Budskab, at hans eneste Søn, Jakob Nissen er falden i kampene ved Vilna.

Baadebygger Johannes Sørensen fra Flensborg er den 22. September falden under en træfning paa den østlige Krigsskueplads i en Alder af 24 Aar.

Jørgen Petersen og Hustru, født Iversen i Flensborg, Stiftgade 7, har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Jørgen er falden paa den østlige Krigsskueplads under et Stormangreb den 16. September. Han blev kun 21 Aar gammel.

Død paa Lasaret.
Enke Marie Jepsen i Flensborg, Mariegade 38, har modtaget den sørgelige Meddelelse, at hendes Søn Lorens er død af Blodgang paa Krigslasarettet i Grodsno. Han blev 19 Aar gammel.

Saarede.
Gaardejer J. Steffensen i Pøl ved Nordborg modtog ifølge “Dbp.” i Søndags Meddelelse fra vestfronten, at hans Søn var bleven let saaret for anden Gang og ført til et Lasaret.

Enke Jørgensen i Smedegade i Haderslev har faaet Meddelelse fra sin Søn, Kontorist Andreas Tørring Jørgensen, at han er bleven saaret i det venstre Øje af en Granatsplint. Synet vil han desværre komme til at miste. Lægen mente dog nok, at han kunde beholde Øjet- Jørgensen ligger ifølge “Mdm.” paa et Krigslasaret i Frankrig.

Fotograf Deertz fra Haderslev er ifølge “S.Gr.” under Kampene i Flandern bleven saaret af et Skud i de ene Knæskal.

Landmand Peter Olesen, Søn af Chr. Frederik Olesen i Rødding, der sidste Efteraar blev indkaldt som Rekrut ved Infanteriet og deltager i Kampene i Frankrig, er, ifølge meddelelse til Hjemmet fra hans ven og Kammerat, Smed Johan Lindberg fra Rødding, bleven saaret under en kamp med Haandgranater. Dog menes hans Saar ikke at være livsfarlige.

I Fangenskab.
Familien Dalberg i Sønderborg, Hotel “Hohenzollern” har ifølge “S.Z.” modtaget den glædelige Efterretning, at deres Søn, der allerede officielt var bleven erklæret for død, befinder sig som saaret i russisk Fangenskab. Han har selv skrevet hjem.

Musketer Jørgen Bork, Søn af Rentier Peter Bork i Hoptrup, har ifølge “Dv.” meddelt sin Fader, at han er falden i russisk Fangenskab, er sund og rask og har det godt. Kortet er skrevet den 16. September. – Som meddelt, har han været savnet siden Slaget ved Tarnopol de 13. September.

Rico Petersen fra Flensborg, St. Jørgensgade 10, er den 25. September falden paa den østlige Krigsskueplads, næppe 23 Aar gammel.

Christian Hansen en Søn af Johannes Hansen i Flensborg, Adelbygade 37, er den 10. September falden i Rusland i en Alder er næppe 23 Aar.

Tilskadekommen.
Ernst Henning, Søn af Enke Henning Sildegade i Aabenraa, blev forleden paa Krigsskuepladsen i Frankrig ramt af et nedfaldende Stykke træ og derved forslaaet saa slemt, at han maatte paa Lasaret. Han er nu kommen godt paa Sygehuset i Aabenraa.

Tilbage til Lasarettet.
Hans Nissen, Søn af rentier Nis Nissen i Nordborg, er efter fem Ugers Hjemlov atter rejst tilbage til Lasarettet i Münster, hvortil han blev sendt efter at være bleven saaret. Hans skal ifølge “Fl.Av.” nu have en Granatsplint i Kinden taget ud.

Hjemme paa Orlov.
Arbejdsmand Niels Bruhn fra Aabenraa, der har været indkaldt siden Krigens begyndelse og i lang Tid laa i Skyttegravene i Franskrig, indtil han blev syg og kom paa et Lasaret i Vestfalen, er for Tiden hjemme paa Rekreations-Orlov.

Landmand Peder Lej fra Damkobbel paa Kajnæs, der siden Krigens Begyndelse har ligget paa Østfronten og ikke har været hjemme før, er ifølge “Dbp.” nu kommen hjem paa en 5 Ugers Orlov.

Postbud Carsten Carstensen fra Moltrupvej i Haderslev er ifølge Dv.” i Søndags kommen hjem paa 11 Dages Orlov. Han har, som meddelt, faaet Jernkorset for udvist Tapperhed i Rusland. Carstensen har været med i Krigen siden dens Begyndelse.

Gaardejer Gunde Wind fra Gastrupgaarde ved Rødding, der er indkaldt som ikke uddannet Landstormmand og ligger i Lybæk, er i denne Tid hjemme paa 3 Ugers Orlov.

Cementstensfabrikant Adolf Ehlers fra Rødding, der som gammel Landstormmand gør Vagttjeneste ved Fangebevogtningen i Meklenborg, er for Tiden hjemme paa en kort Orlov.

Gaardejer Nis Roos paa Brændstrup mark, der som Reservist ved Gardeinfanteriet har deltaget i Krigen saavel i Frankrig som Rusland lige siden Begyndelsen i Fjor, og har deltaget i mange haarde Kampe, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Difteritis paa Kajnæs. (Dbp.) For anden Gang i Sommer har Difteritis hjemsøgt forskellige Familier paa Kajnæs. Lykkeligvis har Smitten ingen Ofte krævet, derimod har det hos adskillige af de Angrebne maatte foretages Operationer. Bredsten Skolen har været lukket, men er nu atter bleven aabnet.

Udmærkelse. (S.Z.) Pioner Clausen, Søn af Aftægtsmand Jacob Clausen i Ketting, har paa den vestlige Krigsskueplads erhvervet sig den württenbergske Fortjenstorden for Tapperhed og Troskab. Han staar nu ved en Minekasterafdeling.

10. maj 1915. Nyt fra Sønderjylland: Sessioner, hilsener, faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

2det opbud af den ikke uddannede landstorm

Nogle steder har årgangen 1869 af den ikke uddannede landstorm været fritaget for at møde til session. Ifølge en ny forordning fra den stedfortrædende generalkommando skal nu også denne årgang til session. Alle de i 1869 efter 1. august fødte landstormspligtige skal møde.

Fra landdagsmand Nis Nissen

har Hejmdal modtaget en venlig hilsen. Han ligger i omegnen af Metz og har det godt efter omstændighederne.

Johannes Tiedje

som i de senere år har været frimenighedspræst i Königsberg, er indtrådt som frivillig i de 6. thüringske Ulanregiment.

Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade

I sidste tabsliste meddeles, at underofficer Christian Jørgensen, Rødding, er falden.

– Hans Hansen fra Blansskov er falden den 12. februar. Han blev 28 år gammel og efterlader enke og barn.

– I den 216. prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Boysen fra Sønder Hostrup og Heinr. Nikolaj Popp fra Felsted er blevne let sårede ved kampene i april måned.

Endvidere nævnes Jørgen Jensen, Gråsten, Jørgen Petersen, Røllum, Johan Nissen, Harreslev Mark, Peter J. Jensen, Vester Sottrup, og Christian Hansen, Egernsund, som let sårede.

– Chr. Møller fra Barsmark er bleven hårdt såret den 22. april.

– I marinens 29. tabsliste er Johs. Schlott, Sottrup, anført som let såret.

– Matros Hans Felsted, Aabenraa, der hidtil har været savnet, befinder sig i fangenskab. Asmus Detlevsen, Langdel, er savnet.

– Musketer Peter Carlsen, Trappen, befinder sig i fangenskab.

– Typograf J. Hansen, en søn af Hansen på Voetmanns fabrik i Aabenraa, er den 25. april blevet hårdt såret på den vestlige front og indlagt på et lazaret.

– Familien Hansen i Markgade nr. 22 i Aabenraa har modtaget et kort, hvorpå der meddeltes dem, at deres søn den 4. maj var bleven såret ved M…. i Frankrig.

16. februar 1915. Send ikke patroner med feltpost! Nyt fra Hejmdal: Præster i felten, faldne, fangne, sårede

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Præster i Felten.

Af Præster fra Provinsen er, efter hvad “Schlesw.Holst. Sonntagsbote” meddeler 23 rykkede i Felten.
der af gør 10 Vaabentjeneste, nemlig Hess, Adelby (falden), Riewerts fra Uetersen (falden), Fischer fra Kotzenbøl (falden), von der Smissen fra Altona, Carstens fra Rendsborg, Bünz fra Wewelsfleth, Dorien fra Heiligenstedten, Fischer fra Højrup og Rieper fra Oldesloe.

8 gør Sjælesørgertjeneste: Chalybæus fra Flensborg, Bielefeldt fra Wilster (falden), Rodeke fra Sülfeld, Hansen fra Itzehoe, Thum fra Altona, Goebell fra Nørre Haksted, Petersen fra Dagebøl og Petersen fra Sønder Vilstrup.

Endelig her der meldt sig 5 til Sanitetstjeneste, nemlig Popp fra Løjtkirkeby (der nu gør Vaabentjeneste), Wind fra Arrild, Jansen fra St. Margarethen, Weidemann fra Kiebitzreihe, Gutjoh fra Langenæs og Fengler fra Elmshorn (der for Tiden er beskæftiget i Lasarettet i Hamborg).

Teologisk Kandidat Dr.phil. Thorning fra Altona, en ung Lærd, der særlig helligede sig orientalske Sprog, er falden. Endvidere er en Søn af afdøde Pastor Harms i Heiligenstedten, juridisk Kandidat Claus Harms, falden.

Falden.

Enke Line Schmidt i Hygumskov modtog forleden dag den Sørgelige Meddelelse, at hendes unge Søn Anders Schmidt, der sidste Efteraar meldte sig som Krigsvillig, kun ca. 18. Aar gammel, er falden paa den vestlige Front, ramt i Hovedet af en Kugle og død paa Stedet. Da en Kammerat, ogsaa fra Hygum Sogn, der har været med at begrave ham, har skrevet det, og hans Ejendele er Moderen tilsendt fra Kompagniføreren, er enhver Tvivl om Rigtigheden desværre udelukket.

Saarede.

Landbolsmand Valdemar Nissen paa Fæsted Mark, der har været med som Landeværnsmand paa den østlige Krigsskueplads for en halv Snes Uger siden blev saaret i højre Arm, saa at Benet tog Skade, hvorfor han længe har ligget paa et lasaret, har i denne Tid 14 Dages Hjemlov, førend han atter skal melde sig ved sit Regiment i Graudenz.

Fr. Bladt fra Tandselle er blevet saaret for anden Gang. Han blev den 17. September saaret i Munden af en Granatsplint. Derpaa kom han paa en kort Orlov hjem fra Lasarettet i Flensborg. Kort før Jul blev han ifølge “S.Z.” igen duelig til Felttjeneste og kom til Vestfronten, hvor han nu er bleven saaret ved et Bajonetstrik i Benet. Han ligger paa er Feltlasaret.

I russisk Fangenskab.

Fra den siden den 8. August forsvundne hans Juncker fra Ladegaard I, der sidst tjente i Sønder Vildtrup, har hans Paarørende nu faaet et Livstegn. Han var meddelt dem, at han er kommen i russisk Fangenskab og er indespærret i en Kaserne i Byen Nikolsk, i det østlige Rusland. Han meddeler, at han har det godt. Kortet fra ham er dateret den 8. Januar. Junker laa ved Infanteri-regiment Nr. 148 i Bromberg.

En Savnet.

En Søn af L. Christiansen i Moltkegade i Flensborg, der drog i Felten med 86’erne, har været savnet i længere Tid. Christiansen søgte derpaa Oplysninger gennem det internationale Bureau i Genf, men uden resultat. Derimod meddelte Bureauet ham ifølge “Fl.N.”, at der befandt sig en 86’er ved Navn Ernst Christiansen i fransk Fangenskab i Tizi Ouzou i Algier.

Fra Provinsen.

Postpakker til tyske Krigsfanger i Japan kan nu modtages til Befordring over Sverrig og Rusland.

Patroner maa ikke sendes med Feltposten. Overpostdirektionen i Kiel meddeler:
Ved Samlestedet Postkontor 7o Hamborg (Hühnerposten 1) er der nylig blevet standset flere Feltpostbreve, (Smaapakker), der var bestemte til Soldater i Felten og indeholdt Patroner. Der henvises i den Anledning atter til, at brandfarlige Ting som Patroner, Tændstikker og Tændeapparater med Benzin er udelukkede fra at kunne ekspederes med Feltposten.

Kartoflerne. Forbundsraadet har besluttet at forhøje Højesteprisen for Spisekartofler med 1,75 Mk.
I samme Forordning er der allerede fastsat Højestepriser for indenlandske tidlige Kartofler, som kan høstes i Tiden fra 1. Maj til 15. August, nemlig til 10 Mk.

Indskrænkning af Maltforbruget. Forbundsraadet har besluttet, at Øl-bryggerierne fra 1. Marts i det følgende Fjerdingaar kun maa anvende 60 pCt. af det gennemsnitlige Maltforbrug i det tilsvarende Fjerdingaar i 1912 og 1913; hvis dette gennemsnitlige Fjerdingsaarsforbrug ikke overstiger 40 Dobbeltcentner, maa der dog bruges indtil 70 pCt.. I Marts maa bruges 1/3 af den for det første Fjerdingaar 1915 beregnede Maltmængde.

22. januar 1915. Regiment 84 skifter stilling til Uffholz og Sennheim. De frivillige – mest store drenge – sad og græd.

84’eren “Chr.” deltog i stormen på Hartmannsweilerkopf. Efter stormen fortæller

Den 21. Januar om Aftenen blev vi afløst. Vi kom ned til Byen Bollweiler og haabede nu paa et haardt tiltrængt Hvil. Det var kun faa og sørgelige Rester, Bataillonen kom tilbage med. Vi var ikke saa lidt deprimerede og medtaget i enhver Henseende. Men endnu samme Nat kom der Telegram om, at vi omgaaende skulde i Stilling ved Ufholz og Sennheim [ved Mühlhausen/Mulhouse].

Hülsemann, der var en Fører, vi alle holdt meget af, blev yderst opbragt, da han modtog Telegrammet. Til at begynde med nægtede han rent ud at gaa i Stilling. Han gjorde Forestillinger og henviste til Mandskabets Forfatning og de Strabadser, vi havde gennemgaaet. Det hjalp altsammen ingen Ting. Grædende gav han Ordre til Opbrud.

Den ny Stilling var ikke bedre end den gamle. Skyttegraven indskrænkede sig til elendige Huller. Kampene var de samme forbitrede her som der, Vinterføret ligeledes, og vi havde ogsaa her mange Døde og mange Saarede. Mens vi laa her, fik vi for anden Gang Udfyldningsmandskab hjemmefra, det var Landstorms-mænd. Den første »Ersatz« fik vi ved Moulin, det var Frivillige, mest store Drenge, der ikke sjældent sad i Skyttegravene og græd.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
Skyttegrag ved Moulin – her er det søsterregimentet Nr. 86

 

20. januar 1915. Stormen på Hartmannsweilerkopf: “Det er umuligt at komme videre!”

Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, 7. kompagni, fortæller om stormen på Hartmannsweilerkopf

Det går videre; den 20. januar bryder frem. Møjsommeligt klatrer enheden, der ikke er vant til bjerge, på smalle fodstier højere og højere op. En bataljon i enkeltkolonne – det er en lang kæde! Hvor let kan den ikke brydes; mørket, vanskeligt terræn, tung oppakning gør sit dertil. Der ligger sne.

Fuldstændig udmattet og åndeløs efter den timelange march og den uvante stigning kaster alle sig i sneen eller op ad en klippeblok, når der bliver indlagt et kort hvil. Endelig er vi ved målet, ved skråningen til Hartmannsweiler Kopf; Klokken er blevet 8 om morgenen. Kaptajn Mende meddeler kompagniet, at bakketoppen er besat af franskmændene; det er vigtigt, at den kommer i tysk besiddelse; vi skal tage den, men sandsynligvis bliver det ikke særlig svært.

7. kompagni rykker frem som højre fløj, inden for denne 1. deling længst til højre; denne bliver ført af løjtnant Braasch, mens jeg fører en halvdeling.. Det er en stejl, snedækket høj, vi skal storme; stedvis synker vi i sne til knæene. Bestanden af graner er ikke tæt, men den har da karakter af en regulær skov.

Næppe er vor skyttelinje deployeret og vi er på plads, da en rasende ild kommer os imøde. Med geværet under armen stormer vi frem, møjsommeligt snublende gennem sneen; skoven genlyder af den uhyggelige klasken, når en kugle rammer en gren; gennem den vinterklare luft høres langt væk delings- og gruppeførernes kommandoråb; det er på én gang rædselsfuldt og smukt.

Mange bliver ramt af velrettede skud; som den første i kompagniet falder Unteroffizier Gabert. Af og til lyder der et skrig gennem luften fra en, der er ramt; Sårede stønner og jamrer. Men den, der ikke er ramt, skal bare kigge fremad, roligt lade, sigte og skyde. Når sidemanden bliver ramt, river man en af forbindspakkerne ud, som både officerer og menige har på sig, for at standse blødningen. Vi andre skal blot storme videre fremad; kompagniets sygebærere tager sig af de sårede, der er blevet liggende.

Ved siden af mig får soldat Künstler et strejfskud på hovedet; jeg forbinder ham; han kravler tilbage. Til halvhøjre foran mig ligger Unteroffizier Hansen; han springer et stykke fremad; bagefter hører eller ser jeg intet til ham; Han har fået et skud gennem underkæben; alle tænder er slået ud. Til venstre for mig ligger min tro våbenfælle Kruse, der for nogen tid siden er forfremmet til Unteroffizier.

Fra venstre kommer der en ordre gennem skyttelinjen: “Højre fløj skal gå frem!” Vi springer frem; ilden bliver stadig vildere. Det er umuligt at komme videre. Kruse og jeg kan ikke røre os; hvislende slår kuglerne ned i sneen omkring os; som piskesmæld lyder det gennem skoven. Nu ligger soldat Hagedorn umiddelbart til højre for mig; Jeg hører det typiske, senere så ofte hørte knæk: han bøjer stille hovedet forover for ikke mere at røre sig.

Til halvhøjre for os er der en stak klippeblokke; ca. 10 mand af vore har dér fundet dækning for den trommende kugleregn. Dér kravler Kruse og jeg forsigtigt hen på maven, idet vi skubber vort gevær foran os hen over sneen, med hoved og krop presset mod snedækket. Endelig nåede vi hen bag de beskyttende stenblokke. Men hele tiden holder et maskingevær dette sted under beskydning.

Midt iblandt os ligger krigsfrivillig Deutsch jamrende, med et skud gennem ryggen. Vi kan hverken komme frem eller tilbage; vi ligger uden at kunne røre os i sneen fra de tidlige formiddagstimer ind til kl. 4 om eftermiddagen.

Unteroffizier Kruse er krøbet tilbage for at optage forbindelse med kaptajnen, men er blevet overdynget med et haglvejr af projektiler, er dog alligevel kommet igennem. Krigsfrivillig Siemon slæber med bravour den sårede Deutsch væk på en frakke. Da ilden sent om eftermiddagen bliver svagere, kryber vi alle efter hinanden tilbage; på skråningen står allerede de andre delinger fra kompagniet i skyttelinje. Her hører vi om de andre kompagniers svære tab, særlig 5. kompagni.

Mens jeg opstiller vagtposter til natten, bliver jeg af en ordonnans befalet at komme til kaptajn Mende; han sidder på en trærod; løjtnanterne Braasch og Andresen står ved siden af ham. Han meddeler os, at han fra bataljonen har fået ordre på at afgive 2 delingsførere til 5. kompagni, fordi det har mistet næsten samtlige førere; han har tænkt på Braasch og mig. Derpå tager vi afsked og går til 5. kompagni, hvis rester vi kun med besvær kan finde; de er slemt medtaget. Løjtnant Braasch overtager føringen af kompagniet, jeg 1. deling. Jeg lader mig orientere om situationen af nogle underofficerer, deriblandt Duus og Wiuff.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (udkommer 2015). Læs om søsterregimentet “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86″ her.

draebte franske soldater efter patrulje 07006F00365
Dræbte franske soldater (foto: Museum Sønderjylland)

 

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

Hejmdal

Nytaarhilsnen.

Fra 6 Nordslesvigere, der er med i Felten i Frankrig, har “Dv.” modtaget følgende: de bedste Ønsker om Held og Lykke i det nye Aar sendes af 6 Nordslesvigere i Felten i Frankrig:
Hans Chr. Mortensen, Skovbølling; Jens Nørregaard, Sønderballe; Marius Bramsen, Bolderslev; Hans Nissen, Langetved; L. Lebeck, Vojens; Lars Hansen, Grønnebek.
Konvolutten er stemplet den 5. Januar.

Faldne.

Tidligere Skipper Jes Maag i Løjtkirkeby fik i Gaar Underretning om, at hans Søn, der havde været savnet i Begyndelsen af September Maaned, var falden i Vest.

Landmand Jes Bertelsen i Bjerndrup har ifølge “A.T.” modtaget den sørgelige Efterretning, at han eneste Søn, der var med paa den vestlige krigsskueplads, er falden.

Ligesaa har Landmand P. C. Nissen i Bjerndrup modtaget sin Søns personlige Ejendele fra Felten. Efterretningen om hans Død var allerede indløben.

Georg Ahrendt fra Sillerup er falden paa Valpladsen i Østpreussen den 30. December.

Jens Wriedt fra Sønderborg er falden den 23. November under kampene ved Lods.

Landeværnsmand Peter Simonsen Bossen fra Aventoft i Tønder Amt blev dødelig saaret den 30. December ved Stormen paa en fjendtlig Stilling paa den østlige Krigsskueplads. Han var gift og 30 Aar gammel. Nu ligger han ifølge “T.Z.” begravet i Paulswalde, en Landsby 7 Kilometer fra Augerburg i Østpreussen, hvor han døde paa Lasarettet den 2. januar.

Krigsfrivillig Heinrich Schulze fra Flensborg, Søn af Regnskabsraad Schulze hersteds, er, efter hvad der nu oplyses, falden i Frankrig den 7. September.

Hornist Wilhelm Jahn (Søn af Enkefru Jahn i Lyksborggade i Flensborg), som nylig dekoreredes med Jernkorset, er falden ved Otting paa den østlige Krigsskueplads.

Paa mange Lasarettet. – Saarede.

Landmand Andreas Paulsen fra Ris Hjarup, der staar i Landeværnet og har været med i Frankrig, blev saaret den 2. Oktober af en Granatsplint i venstre Haand. Haanden er endnu ikke rigtig kommen sig. Han har været sendt hen til 4 forskellige Lasaretter. Først kom han til Lyneborg i Hannover, saa til Aabenraa, dernæst til Sønderborg, hvor der er Lasaret i Forsamlingshuset, og slutteligt til Slesvig paa reservelasarettet. Derfra havde han Orlov i 18. Dage. da denne orlov var til Ende, maatte han melde sig i lejren ved Lockstedt, hvorfra han senere blev forflyttet til Oldesloe.
En Søn af Skomager H. Jensen i Barsmark, Lorens, er bleven saaret i Rusland ved et Skud i Armen. han ligger nu paa Lasaretet i Bajern.

Chauffør Carl Bock fra Graasten er bleven saaret under en Biltur paa den østlige Krigsskueplads.

Fra Tønder meddeles til “Vestsl.Tid.”, at Gæstgiver Detlev Johannsens Søn Heinrich, der ligger ved Østgrænsen som Lndeværnsmand, er bleven saaret ved et Skud gennem den ene Lunge.

Falden?

For et Par Dage siden modtog Landmand Jørgen Clausen i Kettingskov gennem Posten sin Søns, Christians, Nr. med Kæde, hans pung med nogle Pengesedler og Halsplade med Regimentsnummer. Oplysning om, havde der var hændt ham, fulgte ikke med, og Adressen kunde Faderen ikke læse. I Søndags kom der et Brev tilbage med Paaskrift “saaret den 15. December”. Man er nu i hjemmet dybt bekymret og nedtrykte for Sønnens Skæbne.

Tyfus.

Gæstgiver Wanges Søn fra Graasten har ifølge “Dvp.” ligget syf af Tyfus paa et Lasaret ved Fronten, men er nu saa rask, at han er kommen hjem paa Orlov for atter at komme til Kræfter.

Send ikke tyske Aviser til Krigsfanger. Officielt meddeles:
Det synes ikke tilraadeligt at sende tyske Aviser til krigsfangne Tyskere i Udlandet eller at anvende dem som Indpakningspapir i Pakker til Fangerne, fordi det maa befrygtes, at den fjendtlige Stat venter med Udleveringen af sådanne Pakker, ja hyppigt ogsaa af velforstaaelige Grunde holder den helt tilbage.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Spaamanden ved …. Kompagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.) [Må være fra Füsilierregiment 86, der lå ved Dreslincourt på dette tidspunkt, RR]

Dreslincourt, den 28. Okt.
(I Nærheden af en større By, som hedder Noyon og ligger ved Oise paa Banestrækningen St. Quentin – Paris, ca. 80 – 90 Klm. fra Paris. I vel vistnok kunne finde Byen paa Kort.)
Kære E!
…Jeg har kun været med i to Fægtninger i September. I Oktober har der intet Slag været, hvor jeg har været med. Alt er godt forskanset med Pigtraad, og i Timer ligger jeg hver Nat paa Forpospatrouille med mine to Kammerater og lurer paa Fjenden. Vi har jo noget Hø at ligge paa. Det er samme Tider svært at holde sig vaagen, men naar vi er tre Mand, saa gaar det jo. Der er nogle her, som bliver misundelige paa vor Patrouille, fordi vi er tjenestefri Resten af Dagen, efter at vi har ligget vore 4 Timer.
Du skulde blot se vore Leje, der er storartet efter Krigsbrug. En Madras, en Hovedpude, som netop ikke er det reneste, en Ble og mit Telt til at dække over mig. Vi har ikke været af Tøjet siden Flensborg, men jeg har skiftet Skjorte to Gange, idet jeg har modtaget en Skjorte og fire Par Strømper i Kærlighedsgaver fra Flensborg.
Nu maa jeg slutte for denne Gang. Hjertelig Hilsen til Eder alle og først og sidst til Dig fra
Din tro
Hans
(Efterskrift:) Lev vel til vi ses. Gud give vi maa ses friske og sunde igen. Det give Gud.

Dreslincourt, den 27. Novbr.
Kære E.!
Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget i Gaar. Jeg ser deraf, at I er sunde og raske, hvilket jeg ogsaa kan meddele Dig, at jeg er. Jeg har ogsaa modtaget et Kort fra C. og to Pakker fra hende, en fra Børnene i Skolen i S. og to fra Chr. med Sukker og Chokolade og en Daase med Fedt eller Smør – jeg har ikke set efter endnu – og saa Cigarer. Cigarer behøver Du ikke at sende foreløbig, thi nu faar vi hver Dag 3-6 Cigarer og 5-9 Cigaretter og desuden Shagtobak, saa vi har nok at ryge.
Nu har vi faaet Tøvejr igen. Lidt tør Frost vilde være helt net, for saa er det dog tørt om Benene. Men nu er det jo ogsaa mildt Vejr igen. Naar vi ligger 3 Mand i vor Hule, saa er det jo heller ikke koldt.
Der er en Landeværnsmand ved … Kompagni her, han er fra Haderslev, nu i Hamborg, han hedder L. Han kan se ind i Fremtiden i Drømme, naar han sover. Og han tror selv, hvad han ser, for vi andre med. Saaledes har han forudsagt om de tre Mand, som skulde rende paa en underjordisk Mine, hvilket jeg engang før har skrevet om til Dig. Saa har han sagt, at der var en Mand for mange i hans Korporalskab, og at en Mand af dem skulde blive skudt gennem Hovedet af en “Querschläger”, og at Kuglen skulde gaa igennem hans Skydehul – om Aftenen passerede det, som han havde sagt. Saa har han fortalt, at vi snart fik Sne; den havde vi i Forgaars, da var Jorden hvid. Saa har han fortalt om et stort Søslag ved Helgoland, som skal komme, og til en har han fortalt, at vi havde Fred den 15. Decbr. Da den anden lo ad ham, sagde han til ham; “Du tror det ikke, men jeg tror det for os begge. Og vi har ikke blot Fred, men vi har ogsaa vundet.” Han siger selv, at han hellere vilde, han ikke kunde se det alt, for hver Gang han blev vaagen, var han vaad af Sved.
Man kan næsten ikke tro det, men vi vil haabe det bedste, og at vi saa maa komme Hjem til Eder friske og sunde. Ogsaa Udfyldningsmandskaber, som kom i Gaar fra Flensborg (det er de Saarede, der kommer tilbage) fortæller om, at de engelske og franske Blade taler om Fred. Og ligesaa de neutrale Stater. Og vi har hørt, at Fredsforhandlingerne skulde begynde den 2. December i Genf. Det var jo at ønske, at Manden fra … Kompagni fik Ret. Men indtil nu er der ingen, der tror derpaa.
Nu har vi jo faaet Mahomedanerne til Hjælp, og det lader jo til, at de indtil nu har haft godt Held med sig baade mod Englænderne og Russerne. Afghanerne truer med at falde ind i Indien og fremkalde Oprør blandt Mahomedanerne mod England. Ogsaa Boerne i Sydafrika gør Oprør og vil ny jage Englænderne, deres gamle Arvefjende, ud. Vi har nu over en halv Million krigsfanger i Tyskland. Hvilken Glæde vilde det ogsaa blive, naar vi snart fik Fred, om vi end ikke kom hjem til Jul, saa dog, om Gud vil, at samles med Eder alle derhjemme igen. Hvor maatte vi ikke være ham taknemlig derfor, om vi igen kunde mødes, Du og jeg, friske og sunde.
Som vi har det nu, har vi det ogsaa godt, og vi ønsker, at vi maa blive liggende her, indtil Freden er sluttet.
Nu fortæller de, at Manden fra … Kompagni skal have sagt, at der i Dalen her ved Siden af skulde komme Forstærkning, og nu i Gaar kom den virklig ogsaa. Vor Oberstløjtnant og vor Major hører ogsaa paa hans Fortællinger. Han ser det alt i Søvne.
Tak for alle Pakkerne. Fra B. og H. har jeg ogsaa Løfte om Brød m.m., saa der er gode Udsigter. Men det var bedre, om jeg kunde undvære Pakkerne og komme hjem til Eder. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange hjertelige Hilsner til Dig og dem alle derhjemme og (Ønsket om) at vi snart maa ses igen. Fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, den 2. Decbr.
Kære E.!
(Brevskriveren takker først for de Pakker, han har faaet tilsendt, og fortæller derpaa:)
Saa længe vi ligger her, kan vi sagtes holde det ud, og vi vil gerne blive liggende her. Denne By her er blevet taget fire Gange af Tyskerne. Tre Gange blev den taget, men maatte opgives igen. Fjerde Gang holdt de Byen.
Ellers har jeg det godt, og jeg haaber, at dette Brev maa træffe Dig ved et godt Helbred. Det er godt, at Krigen ikke er hjemme, thi hvor vi ligger længe, alt bliver ødelagt, idet det franske Artilleri beskyder Byen hver dag. Værst gaar det ud over Slottet. De maa vel tro, at der er meget Militær der. Mange Huse er sønderskudte og afbrændt. Sengestederne er slaaet i Stykker. Vi har hentet Madrasser, Tæpper, Dyner, baade Døre, Vinduer, Luger, Stole o.m.m. til vor Bekvemmelighed, Sikkerhed mod Fjendens Kugler og mod Regn og Kulde. Nu brækker vi ned af Lofterne (i de fleste Huser er der Cementloft oven over Brædderne) til at lægge Fliser i Skyttegravene, da der er saa skiddent der, naar det regner, og vi saa kan arbejde med at gøre rent hver Gang. Det er godt, vi ikke er paa højre Fløj, hvor der er Oversvømmelse og Soldaterne står i Vandet til Knæerne, og hver det sner og fryser nu. Vi har jo ogsaa haft Ro nu i mange Uger.
Kære E., jeg vil nu fortælle Dig noget, som du ikke behøver at tro mere af, end Du vil; thi jeg tror ikke noget deraf. Vi skal nemlig have Fred den 15- og den 19. Eftermiddag Kl. 3 skal vi være paa Banegaarden i Noyon. /Her gentages saa, hvad der i det foregaaende Brev er fortalt om den synske Mand ved …. Kompagni. Derpaa hedder det videre:) Men Du har ikke Behov at vente os hjem til Jul; men ønskeligt var det jo. Hvor vilde det være glædeligt, og hvor maatte vi ikke bede Gud, at det maatte ske og vi saa maatte komme hjem til Eder igen alle sammen sunde og friske, og hvor maatte vi ikke takke ham. For ham er jo intet umuligt. Hvilken Glæde, hvis jeg kunde fejre Jul med Eder hjemme.
Nu ved jeg ikke mere denne Gang. Jeg ved ofte meget at fortælle, men glemmer det igen, naar jeg skriver. Nu en hjertelig Hilsen til Eder alle derhjemme og mest til Dig fra
Din tro
Hans

(Fortsættes.)

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.

Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.

Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.

I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.

Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.

Faldne.

Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.

Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.

Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.

Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.

Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.

Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.

Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.

Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.

Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.

Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.

Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.

Din Chr.

2. december 1914. Sønderjylland og krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Hjulmager Christensen af Toftlund, der er født i Danmark, meldte sig ved Krigens Begyndelse som frivillig og kom med til Rusland, hvor han mentes at være falden. Nu er der indløbet et Kort fra ham fra Beuthen, hvor han ligger paa Sygehuset, saaret ved et Skud i Foden.

Landboelsmand H. Chr. Hansen Lintrup Mark, har faaet Meddelelse om, at hans Søn, Hans Hansen den 6. Oktober er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Hansen, der ifølge „Flensborg Avis” var Købmand, var ugift. Han fik før sin Død tildelt Jernkorset.

17. november 1914. Kammerater i hestestalden – og det danske arbejde i Nordslesvig

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Hvert andet Døgn var mine Venner paa Feltvagt. Den Aften, de var hjemme, havde vi gerne et Par Timers hyggeligt Samvær. Saa fik vi lagt Ild paa vor lille Kakkelovn, tændte vort Talglys, satte os omkring Bordet med Cigarkassen og smøg om Kap med Kakkelovnen.

Stof til Underholdning skortede det aldrig paa. Doktoren fortalte om sine Studierejser til fremmede Lande og holdt et Foredrag om hvilket som helst Emne. Referendaren fortalte morsomt om sit Ophold i de forskellige Storstæder. Somme Tider fremsagde de eller sang begge to humoristiske Stykker fra deres Studentertid.

En Aften vilde Lindlof give et lille Tableau; men han paastod, at han ikke kunde, førend han var halvt beruset. Saa fik vi Gryden over Ilden og kogte en god Kop Kaffe til en Kaffepunch. Desværre havde vi ikke Sukker nok; men med lidt Chokolade erstattede vi det manglende.

I Slutningen af Tableauet skulde han netop forestille en beruset Bisse, og han gjorde det saa helt naturtro, at da Bissen skulde falde omkuld i Rendestenen, klappede Lindlof fuldstændig sammen, kun med den Forskel, at det var i Hestestalden, og han begyndte øjeblikkelig at snorke. Saa trak vi Støvlerne af ham og bar ham hen i et Hjørne og dækkede ham til med en Kappe.

Frits Wolf fortalte gerne om sin strenge Uddannelse og om det store Arbejde, Jernbanevæsenet udførte nu under den store Krig. Jeg fortalte om Livet paa Landet med dets mangeartede Ejendommeligheder, hvortil de andre tre lyttede opmærksomt.

Men naar jeg fortalte om vort nationale Haab og Ungdomsarbejdet og vort Foreningsliv derhjemme, da undrede de sig over at høre det fremstillet paa den Maade; det havde de aldrig hørt før, og baade Hayer og Lindlof protesterede heftigt imod, at vi vilde være Danske. Vi boede i Tyskland, sagde de, og derfor skulde vi være Tyskere. Frits stod paa min Side, og skønt vi var de to dummeste af de 4, kunde vi nok holde dem Stangen.

Tiden blev aldrig lang for os. Klokken blev gerne mange. Med et hjerteligt »God Nat« skiltes vi. Vi skulde nemlig alle sove i Skyttegraven hver Nat.

Den strakte sig langs med Yderkanten af Frugthaven og laa saa lavt, at den stod blank af Vand. For at bøde herpaa havde vi drænet og lagt Brædder i Bunden, saa Vandet nu ikke mere generede os. Ud imod Fjenden havde vi Skydehuller mellem Sandsække, store Sten eller Staalplader.

Fjenderne selv saa vi ikke meget til. De laa 4—500 Meter fra os ovre bag den bakkede Skov ved Byen i deres godt forskansede Stillinger. De gjorde sig undertiden megen Ulejlighed med at forsikre os om, at de endnu var der: de afgav Salver, foretog Skinangreb og sendte os engang imellem varme Granater til Aftensmad.

Ved et saadant Skinangreb blev Hans Petersen fra Bovrup saaret i Benet, da Feltvagten, paa hvilken han var med, blev trukket tilbage.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

16. november 1914. Kvarter i en hestestald – og 15 liter Cognac

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Alle Rum var belagt med Mandskab undtagen Hestestalden. I den vilde ingen bo; thi der laa et Lag Gødning paa en halv Meter, og det lugtede ikke godt.

Jeg saa derind og syntes, det var Skade, at her ingen boede. Det kunde endda blive en fin Stue. Jeg havde arbejdet i Gødning før, og resolut tog jeg fat paa at kaste Gødningen ud paa Møddingen, som laa midt paa Gaardspladsen lige ud for Storstuedøren. Saa fejede jeg det gamle Spindelvæv ned fra Loftet og skrubbede Gulvet med Vand.

Da saa Gulvet var tørt, og der var luftet godt ud, bar jeg et Par Knipper Halm derind og strøede det ud over Gulvet. Jeg bar mine Sager derind, og samtidig kom 3 frivillige med deres Tornystre i Haanden og spurgte, om de maatte bo sammen med mig. Den ene var en Referendar og hed Lindlof, den anden var Dr. phil. Kurt Hayer, begge fra Kiel. Lille Frits Wolf, som var Jernbaneembedsmand fra Hamborg, var den tredie.

Saa skaffede vi et Bord, fire Stole, et stort Spejl og et Par Billeder. En Rulle Tapet, som jeg fandt oppe paa Loftet, fastgjorde vi paa Væggen med store Søm, som vi tog ud af gamle Brædder.

Dernæst hentede vi oppe i Byen en Kakkelovn, som vi kogte paa efter Evne. Røgen havde vi ledet langs Trappen op paa Loftet; vi maatte jo nok have lidt Ild; men det maatte ikke ryge. Der var dog ialt 15 Fyrsteder paa Gaarden.

Ved at rode i det gamle Skrammel oppe paa Loftet for at finde noget Bohave til vor Stue, fandt jeg en stor Glasflaske til 25 Liter. Jeg tog Proppen af og lugtede til den. Tænk! Det var den rene, skære Kognak, og der var omkring ved 15 Liter i den. Den, der blev mest glad, var Dr. Hayer. Han sprang op paa en Stol og lovpriste det store, vigtige Fund. Han sagde: “Det er jo et helt Apotek. Den Medicin er god, naar man faar ondt i Maven eller Tandpine, eller naar vi bliver forkølet. Den skal være vor fuldtro Ven lige til sin sidste Draabe, og den skal være vor Trøst, naar vi kommer i daarligt Humør.”

Til Slut udbragte han et rungende Leve for de klare Draaber, som har vist saa mangen brav Mand Vejen til Rendestenen, og saa vraltede han lidt ubehjælpsomt ned af Stolen.

13. november 1914. Chr. Stöckler: “Valparaiso blev en skuffelse.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Valparaiso blev en Skuffelse. Jeg erindrer en hvid By med en Mængde Skibe langs Kajerne, deriblandt mange tyske, og en Række smukke chilenske Krigsskibe paa Rheden. De hilste os med Salut, da vi lagde ind tidligt om Morgenen den 13. November, og vi svarede. I Land kom kun Kommandanten og nogle faa Officerer, men om Eftermiddagen fik Tyskerne i Byen Lov til at besøge Skibene.

De kom i Hundredvis, Mænd og Kvinder i alle Aldre, lige begejstrede og lige rørende gavmilde. Næsten alle havde de Kærlighedsgaver med til os, og for første Gang i lang Tid fik jeg Lejlighed til at ryge en hel Cigaret. El­lers maatte jeg som saa mange andre nøjes med de Stum­per, som Officererne kastede fra sig.

De sidste, der for­lod Dresden, var en Del unge Tyskere fra Byen, der i Timevis tiggede Officererne om Tilladelse til at sejle med som frivilligt Mandskab. Her som alle Vegne, hvor vi traf Tyskere i Udlandet, lagde disse en Offervillie og en Fædrelandskærlighed for Dagen, som forekom os andre selvmorderisk, men som vi bagefter maatte beundre.

Sent om Aftenen samme Dag sejlede vi efter at have faaet noget Proviant om Bord. Jeg lagde Mærke til, at nogle af Kasserne var mærket med Good Hope og altsaa oprindelig havde været bestemt til det engelske Admiral­skib, der sprang i Luften ved Santa Maria.

Vi gik med temmelig stærk Fart sydover, og jeg følte en mærkelig Lettelse, da vi var kommet ud i rum Sø og Lysene fra Valparaiso var forsvundet bag os. Havet virkede saa hjemligt, som om jeg havde tilbragt hele mit Liv paa det, og det regelmæssige Arbejde jog de triste Tanker paa Flugt.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

2. november 1914. Patruljevirksomhed

Af Füsilierregiment 86’s historie

På patruljevirksomheden, var det muligt at vise modstanderen vor overlegenhed. Her fik de krigsfrivillige anvist et udstrakt og taknemmeligt felt, hvor de kunne udleve deres krigsbegejstring.

Den ungdommelige forstærkning havde i starten ikke haft det for let. De krigsfrivillige blev på grund af deres mangelfulde militære optræden af deres kammerater opfattet som mindre fuldgyldige soldater, og mangen en foresat var forfærdede over deres umilitæriske optræden. De blev snart kaldt ”krigsuvillige”.

Men kloge kompagniførere forstod snart at skaffe afløb for deres virketrang. De gav dem til opgave at skaffe kendskab til forholdene hos modstanderen og finde ud hans livsvaner, styrke og fordeling af poster, tilstanden af hans skansearbejder og så videre.

Først drog de unge karle af sted under ledelse af ældre, erfarne folk. Snart derpå alene. De flokkedes om patruljeturene, stillede sig selv opgaver, udvidede selvstændigt de stillede opgaver. I begyndelsen noget klodset og usmart, men snart sneg de sig som indianere gennem græs- og roemarker, smuttede om natten ind på teglværket i Ribécourt, krøb op på loftet og iagttog hele dagen, hvad der rørte sig hos fjenden. Ofte måtte de hals over hoved tilbage, mens shrapnells og geværprojektiler peb efter dem; men de overbragte deres fornøjede kompagnifører en hel række meldinger.

 

30. oktober 1914. “Professorer, Doktorer og Kontorfolk tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 30. Oktober 1914.

De sidste 8 Dage havde jeg gjort Tjeneste som Underofficer. Derved fik jeg det betydeligt bedre. Jeg skulde kun patrouillere 2 Timer i Skyttegraven om Natten; de andre derimod skulde baade arbejde paa at forbedre Stillingen og staa Vagt.

Det var slet ikke saa let for de frivillige at staa og grave 4 Timer hver Nat, især for dem, som var Professorer, Doktorer og Kontorfolk. De tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler i Hænderne og Smerter i Ryggen og svedte værre end jeg paa en varm Høstdag.

Professor i Filosofi, Dr. Hayer, havde opdaget, at han kunde meget lettere holde Foredrag end grave med en Spade. Han stod der paa Kanten af Skyttegraven med begge Hænder i Siden, mens han vuggede sin korpulente Krop fra det ene Ben over paa det andet, og talte med udsøgte, vittige Vendinger. Han vuggede længere og længere ud paa Kanten, og man forudsaa allerede, hvordan det vilde ende. Nogle kunde slet ikke tilbageholde deres Latter; men Doktoren troede, det var hans Vittigheder, der gjorde et saadant Indtryk paa dem. Pludselig styrtede han, ledsaget af en bragende Lattersalve, paa Ryggen ned i Skyttegraven.

“Halløj, Hr. Doktor!” raabte en Stemme; “den Gang dumpede De i hvert Fald.”
“Aa,” sagde Filosoffen, idet han gned sig paa sin Bag; “det var blot en lidt ublid Nedstigning.”

Jeg var hver Dag med henne i Slotsparken for at øve de frivillige i Eksercits og Sigteøvelser. Om Natten, naar “Frands” ikke kunde se Røgen, kogte jeg Æblegrød. Jo mere jeg spiste deraf, desto hurtigere kom min Mave i Orden.

En Eftermiddag, mens jeg stod i Skyttegraven og tænkte paa dem derhjemme, blev jeg opdaget af “Frands”, som i det Øjeblik tænkte paa noget ganske andet; thi med et suste en velrettet Kugle hvinende forbi mit Ansigt og ind i den opkastede Jord bagved mig. Jeg trak hurtigt Næsen til mig, ifald der skulde komme flere.

Saa laante jeg en Kikkert af Underofficer Jensen for om muligt at opdage “Frands”. Men Ludwig Wunsch, som netop stod Vagt i Graven, opdagede ham først, nemlig at han sad som Udkigspost i et Æbletræ. Ludvig lagde roligt Bøssen til Kinden, sigtede lidt, trykkede af, og Fyren faldt. Men det var en dobbelt Udkigspost; thi lige efter, at den ene var trillet ned gennem Træets Grene, skød den anden efter Ludwig og ramte ham gennem den venstre Øreflip. Mens Ludwig gik ind og fik sig forbundet, kravlede “Frands” ned og løb sin Vej.

Der gik nu Rygter om, at vi skulde forandre Stilling igen. Det var jeg ked af. Her havde vi det saa roligt og rart.

Blot vi nu ikke kom til Argonnerskovene eller til Yserfloden, hvor det jo gik meget haardt til. Det var kedeligt at skulle derop og maaske faa en Kugle nu paa det sidste.

Vi troede jo alle, at Krigen snart var forbi. Vi havde sejret paa alle Fronter, og jeg syntes, det var umenneskeligt at ligge i Krig, naar Juleklokkerne ringede, og Juleevangeliet om Fred paa Jorden forkyndtes. Det var sikkert rigtigt, som Officererne sagde, at “Frands” var saa mør som Hakkebøf og snart maatte holde op. De havde jo hverken Fødemidler eller Ammunition mere.

Voelkerkrieg 1026

 

 

5. oktober 1914. Faldne og sårede – og pakker til soldaterne.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Den tyske Krigsplan for Russisk-Polen. Berlin, Mandag.

“Times”‘ Korrespondent i St. Petersborg melder, at vigtige militære Begivenheder er nær forestaaende. Efter den russiske Militærsagkyndig Oberst Schumski Bedømmelse var Polen udset til at blive Skuepladsen for det største Slag i denne Krig. Det var Tysklands Hensigt at tvinge Russerne til enten at rømme Galizien eller levere at afgørende Slag. Saa vidt det kunne forudses, vilde Russerne imidlertid undgaa Kollisionen. Tyskerne – fortsætter Korrespondenten videre – viser megen Kamplyst. De forsøgte at erobre Ossowice, som laa ved den anden Ende af Fronten. Tyskerne var tilsyneladende overbevist om, at de vilde sejre i Kampen. I hvert Fald var Udførelsen af den nye og storartede tyske Plan ikke mere fjern.

Den ældste Soldat i de kæmpende Hære er utvivlsomt en russisk Kriger paa 103 Aar, der har meldt sig som Frivillig.

Er Krigen nødvendig?

Valgmenighedspræst Carl Kock, Ubberup, skriver i Højskolebladet.

Jeg ved godt, at mange forsikrer, at Krig kun er en Følge af Synden, den hører med til denne syndige Jords Liv; det kan ikke nytte at ønske den bort. Ja vel, Trældom, Slavehandel, Mishandling og Fornedrelse af Kvinder er ogsaa Følger af Synden. Men alligevel, det er da umuligt, at lade være at ønske denne Ulykke – Krigen – bort. Det er da umuligt for den, der tror paa Gud, at lade være med at bede om Lys og Klarhed, Kærlighed og Fred, saa Menneskene kunde komme til at se denne Ulykkes sande Væsen og Aarsag og mere og mere grue for den, at gøre den sjældnere og sjældnere og en Gange kaste dette frygtelige Aag af sig og sige; nu er Krigen afskaffet.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Skyttegravene.

I Skyttegravene ved Aisnefloden har en Nordslesviger, hvis Brev vi har haft Lejlighed til at læse, den 26. September talt med Henrik Lorensen, Stenderup, som lige var bleven dekoreret med Jernkorset, Thomsen fra Sønderport, Aabenraa, og Petersen fra Korntved ved Tønder, som alle var sunde og raske.

Faldne og Saarede.

Overlærer Röwerkamp ved Realskolen i Aabenraa er ifølge indløbne Efterretninger falden i Krigen. Han var med i Frankrig og faldt under Kampene den 25. September.

Referendar v. Barm, som i Fjor var ansat ved Amtsretten i Aabenraa, er den 20. September falden ved Aisne. Han førte den Dag et Kompagni af Regiment Nr. 86 og faldt med Hovedet gennemboret af en Geværkugle under Stormen paa en Skov. Kammeraterne fandt ham Dagen efter i Skovbrynet, jordede ham der og satte et Trækors paa hans Grav.

Biskob for Brødremenigheden i Herrnhut og Kristiansfelt, Becker, bekendtgør, at hans Søn, teologisk Kandidat Kurt Becker, er falden i Krigen i Frankrig den 8. September.

Blandt dem, der ligger paa Lasarettet i Sønderborg er ogsaa Landmand Christian Petersen fra Sjellerup, som tillige med sin Broder Peter Petersen deltog i Kampen ved Chauny i Frankrig de 20. September. Chr. Petersen fik en Kugle gennem Højre Haand. Kuglen strøg langs ned ad Siden, gik igennem Lommen, hvor den ødelagde nogle Metalæsker, og satte sig til Slut fast i Bøssekolben. Petersen har været 8 Dage undervejs for at naa herop. Peter Petersen fik i samme Slag et Strejfskud i Kinden, men blev forbunden paa Valpladsen og blev ved Kompagniet. De to Brødre har været med i 10 Slag og Træfninger.

Anbragt paa Lasarettet i Sønderbog er iflg. “Dbp.” desuden Iversen, Sarup.

Løjt, Mandag.

Æg til Soldaterne. Fra Stollig, Skovby og Dyrhave er der iføge “A.T.” blebet afsendt 2 Kasser med i alt 56 Snese Æg til Samlestedet i Altona. Æggene blev samlede og nedpakkede af Mejeribestyreren i Stollig.

Bjolderup. Mandag.

Markedsforbud. Et Kvægmarked i Bolderslev, som skulde have været afholdt den 7. Oktober, er blevet forbudt paa Grund af Mund- og Klovsygen hos Gaardejer I. Clausen sammesteds.

Kliplev, Mandag.

Til Soldaterne i Felten. Vi har modtaget følgende: Lørdag den 3 Oktober afgik den første Sending fra Samlestedet for Gaver til Soldaterne. Sendingen bestod af 44 Par Strømper, i hver par 1 Pakke Cigaretter, 1 Blyant og 3 postkort; 25 Par Muffediser, 13 Par Underbukser, 6 Normalskjorter, 4 Linnedskorter, 6 uldne Trøjer, 3 ildne Halstørklæder, 46 Flasker Saft, 15 Flasker andre Drikkevarer, 220 Æg. Desuden mange andre Nydelses- og Brugsartikler f.Eks. Konserves, Cigarer, Cigaretter, Tobak, Kakao, Chokolade, Suppeterninger, Sæbe osv. En del Beklædningsstykker holdtes tilbage, da Kasserne var fulde. De vil komme med den næste Sending.

Det er en Glæde at se, hvor rigeligt der gives for at berede Soldaterne en lille Glæde, men der er endnu forholdsvis faa Huse, som har givet Bidrag, og der vil derfor forhaabentlig kunne afgaa flere Sendinger. En Tak til alle Giverne fra Samlestedet ved D. Lorenzen.

Nordslesvig, Mandag.

Jernkorset. Grev Christian Schack, Broder til Lensgreve Schack til Schackenborg i Møgeltønder, der gør tjeneste som Løjtnant paa den vestlige Krigsskueplads ved første Ulanregiment. I disse Dage er der kommet Meddelelse om, at Greven har faaet tildelt Jernkorset for udvist Tapperhed.

Endvidere har følgende faaet Jernkorset: Ernst Iplan fra Søst der er med i Frankrig. Han deltog sammen med 12 andre i en Patrouilletur, hvortil alle havde meldt sig frivillig. Af de 13 Mand faldt de 7.

Bygmester Marloth, Sønder Løgum, der er Reservist ved 86. Regiment og har været med i Belgien, hvor man blev saaret.

Kavallerist Hansen, en Søn af Landmand C. Hansen i Sønder Løgum.

Major v. Weber, Sønderborg, der siden Mobiliseringen har været Kommandør for 3. Bataillon af Reserveinfanteriregiment Nr. 75.

Stabslæge ved Bataillonen i Haderslev, Dr. Wetzel og Løjtnant Bøhn fra samme Bataillon. Endvidere Feldwebel Jensen fra 8. og Feldwebel Kolmetz fra 6. Kompagni.

10 Punds Pakker til Soldater. Krigsministeriet har hos Generalkvartermesteren faaet udvirket, at der gøres et Forsøg med Befordring af Privatpakker, indeholdende Udrustnings- og Beklædningsgenstande til en Vægt af indtil 5 Kilogram. Indleveringstiden er foreløbig fastsat fra 19. – 26. Oktober.

 

4. oktober 1914. “Der var straks en lille, spinkel, rødhåret fyr, som spurgte, om han måtte være kammerat med mig.”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 4. Oktober 1914.

Vi rykkede ud af vor Stilling og hen bag en Skov i Nærheden af Byen Nampcel. Her fik vi 72 frivillige til Undsætning i vort Kompagni. Der var straks en lille spinkel, rødhaaret Fyr, som spurgte, om han maatte være Kammerat med mig. Han hed Frits Wolf, han var 19 Aar og Jernbaneembedsmand fra Hamborg.

Vi fik kun nogle raa Kartofler udleveret til Aftensmad; dem kogte vi, og Frits havde lidt Salt med hjemmefra. Det smagte udmærket med kogte Kartofler og Salt til Aftensmad.

Ved Postuddelingen fik jeg den første Pakke derhjemmefra; det var en Tavle Chokolade fra Peter Jacobsen i Iller.

I Mangel af Skrivepapir skar jeg Bunden ud af den lille Papæske, hvori Chokoladen havde været, skrev derpaa og sendte det hjem. Saa gravede vi et Hul til at sove i til Værn mod Nattekulden.

07-01
Her lå Regiment 86 i september 1914.

 

16. September 1914. Nyt fra Hejmdal

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Høstberetninger. Haderslev Næs. Flovt, den 13. September.

Under mindre lyse Udsigter begyndte dette Aars Høst. Indkaldelserne til Hæren tyndede slemt ud i den vanlige Arbejdskraft. I mange Hjem manglede Lederen af Bedriften.

Høsten er nu tilendebragt og overalt kommen godt i Hus. Det gode Vejr og den gode Vilje hos alle, Smaa og Store, til at tage fat, har været gode Forbundsfæller i denne kritiske Tid. Nu summer Damptærskeværkerne, og gensidig Hjælpsomhed viser sig ogsaa her. Kommer Udbyttet tilnærmelsesvis ikke op med de to forgaaende Aar, er Priserne til gengæld bedre.

Med Hensyn til Høhøsten kan der noteres en nogenlunde god Middelhøst. Høet blev godt bjærget, og Kvaliteten er god.

For Vintersædens Vedkommende havde Rugen, der i Forvejen var godt groet, en heldig Blomstringstid, saa den folder godt og giver et udmærket Brødkorn. Ogsaa Hveden lovede i Forsommeren en meget rig Høst. Stærke Regnskyl i Juli Maaned voldte imidlertid, at den mange Steder gik i Leje. Dette i Forbindelse med den derpaa følgende tropiske Varme hæmmede Kærneudviklingen, saa den folder mindre godt. Gennemsnitsudbyttet vil nærmest komme til at variere fra 30-35 Sække pr. Hektar.

Vaarsæden var noget uensartet efter de forskellige Jorders Renhed, Kultur og Gødningskraft. Var Larveangrebene i indeværende Sommer næppe saa slemme, saa var Ukrudtet des mere iøjnefaldende. Baade Byg og Havre vil dog nok kunne naa op til en Middelhøst.

Kartofler og Roer lover godt, og naar der snart kommer Regn vil de sidste blive meget gode.

Martin Simonsen

Mund- og Klovsygen synes ikke at brede sig i Provinsen. i Nordslesvig er der Smitte i 33 Gaarde i Aabenraa; i 4 Gaarde i Haderslev Kreds og i en Gaard i Tønder.

I Holsten findes Sygdommen i 4 Gaarde i Segeberg Kreds, 2 Gaarde i Pinnenberg Kreds, 2 i Pløn Kreds og 8 i Rendsborg Kreds.

Løjtkirkeby, Onsdag.

Til Soldaterne. Der udfoldes her i Sognet en stor Virksomhed for at samle forskellige Ting til at sende Soldaterne i Felten. I forrige Uge afgik en Sending paa 600 Pund, bestaaende af Frugt, Saft og andre Nærings- og Nydelsesmidler. Ligeledes bliver der af unge Piger strikket og syet forskellige Genstande, som vil være kærkomne Gaver til Soldaterne.

Vedsted Sogn, Onsdag.

Til Soldaterne af 2. Batalillon 84. Regiment i Haderslev er der af unge Piger blevet samlet over 1000 Mark her i Sognet. For Pengene er der blevet strikket Strømper, Muffedisser osv. Der er ifølge “S.Br.” endvidere sendt Linned til det Røde Kors.

Dybbøl Sogn, Onsdag.

Til stedfortrædende kommuneforstander i Staugaard er udnævnt Gæstgiver Jørgen Petersen i Bøgely.

Sønderborg, Onsdag.

Falden. Blandt de Faldne er ogsaa Overlærer Reserveløjtnant Driver herfra Byen.

Rødding, Onsdag.

Til Røde Kors. En af Sygeplejerskerne i “Sygeplejeforeningen for Frøs og Kalvslund Herreder”, Ingeborg Danielsen, har meldt sig frivilligt til Røde Kors. Hendes Tilbud blev ogsaa modtaget, men hun er endnu ikke indkaldt, saa der maa sandsynligvis endnu ingen Trang være for flere Sygeplejersker.

Vedsted, Onsdag.

Falden. /Dbp.) I Lørdags Eftermiddag indløb der Telegram om, at Gaardejer Søren Andresen fra Øster Terp er falden i Krigen. Den Afdøde, en ung og dygtig Nordslesviger, købte for et Aars Tid siden sin Ejendom af Nordslesvigsk Kreditforening og havde allerede faaet den sat godt i Stand. Hans Barndomshjem var i Sejerslev ude paa Vestkysten.

Arrild, Onsdag.

Pastor Wind her i Sognet har meldt sig som Krigsfrivillig ved Sygepasserafdelingen og er for Tiden under Uddannelse i Flensborg.

17. august 1914. Præsten i Højrup har meldt sig til hæren

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tysk Præst og Hustru drager til Hæren

Pastor Fischer i Højrup ved Grænsen, (tysk, men afholdt Embedsmand), søn af afdøde Vejinspektør Fischer i Gram, holdt i Gaar Afskedsprædiken i Højrup Kirke. Han har været Præst for Højrup Menighed i ca. 16 Aar, men nedlægger nu Embedet og rejser til Hæren som Feltpræst og hans Hustru for at gøre Tjeneste ved Lazaretterne.

Flensborg Avis’ Udgivelse indstillet

Flensborg Avis, af hvilket vi intet Nummer har set siden den 1. August og af hvilket der intet Nummer udkom i hele sidste Uge, er blevet forbudt og har derfor maattet indstille Udgivelsen fra den nævnte Dag. Bladet er, siden dets Redaktører fængsledes ved Krigens Udbrud, blevet redigeret af Ejerinden, Enkefru Marie Jessen.

Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.
Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.

11. august 1914. De arresterede haderslev’ere ført til Rügen!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen

I Lørdags Eftermiddags blev ca. 30 af de i Haderslev og Østeregnen arresterede Danske ført fra Haderslev til Hamborg.

Det gjorde et ejendommeligt Indtryk at se dem i Optog blive ført til Banegaarden. Forrest en Vogn med Redaktør Matthiesen og Hustru foran i Vognen, i øvrigt en Bunke Pakkasser, og bag paa Redaktør Sabroe og Hustru. Efter Vognen gik saa alle de øvrige, hver forsynet med en lille Pakke Smørrebrød, der var leveret dem fra Fattiggaarden.

Paa Banegaarden tog Hustruerne Afsked med deres Mænd, og toget rullede afsted mod Syd. Først næste Formiddag ankom det til Hamborg. Fra Hamborg er de derefter førte til Rügen!

En af de mange Sønderjyder, der har maattet vandre i Fængsel i denne Tid, er Forpagter Evald paa Nybølgaard under Gram Gods. Alle hans Tjenestekarle havde faaet Indkaldelsesordre på nær to syttenaarige, forlyder det, og da disse ville forlade deres Tjeneste under Foregivende af, at de ville med i Krigen som frivillige, fraraadede han dem dette og søgte at formaa dem til at blive i deres Plads. Men da dette kom til Myndighedernes Kundskab, blev han straks arresteret og ført sydpaa.

[De følgende dages aviser er fyldt med meddelelser om yderligere arrestationer]
svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen var blandt de arresterede

 

6. august 1914. Den første faldne sønderjyde

Den første faldne fra Sønderjylland var den 22 år gamle Einjährig Freiwilliger Siegfried Thaysen fra Frørup. Han gjorde tjeneste ved Grenadier-Regiment Nr. 89, og stod ved afslutningen af sin soldatertid, da krigen brød.

Regimentet afgik allerede til opmarchområdet den 2. og 3. august, og overskred den belgiske grænse den 4. august. Det skulle deltage i angrebet på fæstningsringen omkring Liége, der spærrede for den tyske fremmarch gennem Belgien og dermed for den yderste højrefløj af det tyske angreb på Frankrig.

Om natten den 6. august trådte regimentet an til angreb mod forterne Liers og Pontisse, der trods mørket – men delvist understøttet af lyskastere – straks åbnede ild mod de fremrykkende tyskere. Regimentets tredje bataljon, som Thaysen tilhørte, faldt i et baghold i byen Herstal og mistede sin fane. I alt havde bataljonen den dag 20 faldne, en savnet og fire så hårdt sårede, at de senere døde.

/MBN