A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov – fast besluttet på at desertere.

Ved 15-Tiden sagde jeg Farvel til Far og Mor og alle de Søskende, der var hjemme, og gik om ad Stormklokken og Gåskærgade, op ad Nørregade mod Christiansfeld til.

Jeg havde været så forsynlig i mit Orlovspas at få indført, at jeg havde Lov til at bare civilt Tøj, og derfor drog jeg af Sted i mit fine, nye blå Serges, som jeg havde fået i Efteråret 1914. Et Par nye Sko lånte jeg uden Forlov hos en af mine Brødre, og forsynet med et stærkt Egespir, som jeg kunde slå fra mig med — for det var min Mening at sælge mit Liv, hvis så skulde være, så dyrt som muligt, — mente jeg, at jeg var godt udstyret.

Desuden vidste jeg fra Krigen, at skulde der blive skudt på mig, var det jo langtfra, at hvert Skud ramte.

Mit Orlovspas havde jeg naturligvis på mig. Humøret var der intet i Vejen med; Spænding eller Frygt for Faren synes jeg ikke, jeg havde. Vi var jo i det sidste halve Års Tid blevet vænnet til så meget, så ingen spændende Momenter påvirkede en. Man var ligesom en Gummi-Elastik, der var trukket ud over sin Elasticitets Grænse. Det var bare noget andet, man skulde igennem, så måtte det gå, som

det kunde. Jeg kom forbi Kasernen, hvor der ekserceredes, og tænkte ved mig selv: Det er nu forhåbentlig Slut for dig!

Da jeg kom forbi en af Villaerne oven for Kasernen, så jeg min gode Bekendt, Redaktør Jes Sarup. Vi hilste på hinanden, og jeg spurgte ham, om han vilde have en Hilsen med til Danmark. Ja, det vilde han gerne og bad mig indenfor. Han begyndte med at foreholde mig, om det nu også var vel gennemtænkt, hvad jeg gjorde; om det trods alt ikke var min Pligt at blive — som de fleste andre

dansksindede Nordslesvigere. Da hans Søn, der også var indkaldt, også havde følt det som Lyst og Pligt at gå nordpå, havde han frarådet dette og sagt til ham, at hans Pligt efter hans Mening var at holde ud og tage, hvad der kom, så havde han handlet ret efter sin Samvittighed.

Vi fik en lille, rask Diskussion om dette Emne, som jeg for mit Vedkommende mente at have gennemtænkt, men som jo også har optaget så mangen anden Sønderjydes Sind og Tanke: Hvad er din sande Pligt?

Og jeg er i Dag, efter 35 Års Forløb, ikke kommet dette Spørgsmål nærmere, end jeg var det den 13. September 1918. Jeg mente, at det rigtige, det sande i dette Tilfalde, måtte være både et Ja og et Nej, som Forholdene lå. Enhver måtte handle efter sine Forudsætninger, efter sin Samvittighed, og mine Argumenter var følgende:

1. Den, der straks i de første Krigsmåneder gjorde op med sig selv og sagde: Dette kan jeg ikke være med til; min Pligt er ikke at hjælpe Tyskerne; jeg går over Grænsen! — han har handlet ret.
2. Den, der oven i Købet har taget Konsekvensen helt ud og meldt sig til de allierede for at kæmpe indirekte for Danmark og Sønderjylland, han har gjort dobbelt ret. Ære og Tak være ham derfor!
3. Den, der følte og sagde: Det må vare min Pligt at blive her og gøre min dobbelt tunge Pligt at kæmpe sammen med dem, der er mine Undertrykkere, for at Sønderjylland ikke skal affolkes i Tilfælde af en tysk Sejr og for at bevare min Odelsret til min Gård, min Jord, min Stilling, ja Danmarks fremtidige Ret til Sønderjylland, når en stor Del af Befolkningen er dansksindet, — han har handlet ret under disse Forudsætninger.
4. Den, der nu på Slutningen forlader den tyske Militærtjeneste, og som indtil nu kun har afholdt sig fra det af Hensyn til Familie og Brødre, han må også handle ret.

Med Hensyn til Faneeden mente jeg, at man kunde tage sig den Ting let: thi:

1. Eden blev aftvunget os. Tyskerne har selv med den for dem særegne Dualisme i Sindet doceret, at en tvungen Ed ikke gælder, og deres Historie viser jo, hvorledes de selv har holdt tvungne og frivillige Eder og Løfter. Og en Nægtelse af at aflægge Eden vilde have medført megen Straf og Ulykke for os og vore pårørende.
2. Der er vist ikke mange dansksindede Sønderjyder, der virkelig har sværget, idet det foregik samtidig af mange Mennesker i Talekor, og man kunde så dejligt sige noget helt andet end det oplæste, som jeg selv gjorde i sin Tid. Desuden blev der aldrig sagt, at blot Tilstedeværelsen ved Edsaflæggelsen var bindende.
3. Hvorledes de overordnede så på Eden, ser man tydeligt ved at læse Ludendorffs Erindringer, hvor han i en Samtale med Hindenburg og Kejseren, lige forinden denne flygtede til Holland, kommer ind på dette Emne. Kejseren kan ikke forstå, at hans Soldater giver op og flygter eller laver Revolte; han mener, at Eden til ham dog må binde dem. Hindenburg svarer, at under de nuværende Forhold er Eden kun en Fiktion (en Indbildning uden Betydning, noget tomt).

Sådan omtrent var Indholdet, Meningen af det, jeg fremførte under vor Diskussion. Måske ikke så klart og tydeligt formuleret som her, det var der ikke Tid til, men i det store og hele var det mit Syn på Sagen.

— Ja, sagde Sarup: Jeg kan se, at De har tænkt Sagen igennem, og derfor vil jeg bare ønske Dem Lykke på Deres Færd, og Gud være med Dem. Men jeg har en Bøn til Dem. Når De kommer til København, vil De så ikke omgående opsøge Forfatteren Valdemar Rørdam i Birkerød og hilse fra mig og bede ham om at lade vare med at udgive den Bog om sønderjydske Forhold under Krigen, som vi har arbejdet på et Stykke Tid, — blot to Måneder endnu, indtil Forholdene hernede er lidt mere afklarede. Bogen kan ellers give Bagsmæk hernede.

Det lovede jeg.

Så sagde jeg Farvel og drog til Fods nordpå. Først ad Gangstien til Ulvslyst, dernæst gennem Skoven til Thomashus og så videre ad Landevejen over Rørkær, Stenskro, Seggelund, alt ifølge Aftale med Frk. Hundevadt. Et Par Gange kom hun selv forbi på Cykle og sagde, at Vejen var klar for Patruljer.

Ved Tyrstrup slog jeg et Slag ind til venstre og så i en stor Bue uden om Christiansfeld, idet den direkte Vej gennem Byen kunde være for farlig. Midtvejs mellem Christiansfeld og Grænsen kom jeg ind på Landevejen igen, hvor Frk. Hundevadt påny dukkede op og sagde, at alt var vel forude. Vi havde aftalt, at hvis vi blev fangede, skulde vi naturligvis ikke kende noget til hinanden, men at vi var mødtes rent tilfældigt.

Hvor den lille Skov ved Høkelbjerg begynder Øst for Landevejen, ca. Hundrede Meter fra Vejen, gik vi over i Skoven og fortsatte mod Nord i denne indtil vi nåede den lille Vej, der kommer fra det tyske Toldsted og går mod Øst, ind i Skoven. Vejen løber parallelt med Grænsen, ca. et Par Hundrede Meter Syd for denne. Her sagde Frk. Hundevadt Farvel. Hun havde anvist mig en Grøft, i hvilken jeg skulde holde mig skjult indtil Klokken 23½.

En Side af Skoven går som sagt parallelt med HovedLandevejen, en anden med Grænsen, og Afstanden fra Landevejen og fra Grænsen er ca. hundrede Meter. Heroppe langs med Grænsen og langs med Skoven stod de tyske Vagtposter med ca. 200 m Afstand og patruljerede frem og tilbage. Jeg lå ca. 100 Meter fra denne Kæde bag ved Vejen og skulde ligge der, indtil Vagtposterne Kl. 23 var blevet afløst.

Det havde været mørkt, siden jeg passerede Christiansfeld.

En Halvmåne var kommet op. Skyerne — drevet af en rask Blæst — sejlede hen over Himmelen og skjulte ofte Månen. Et ideelt Vejr til mit Forehavende.

Jeg kunde høre de tyske Soldater larme ovre i deres Barak ved Landevejen. Lidt for Kl. 23 blev en Dør lukket op, et Lysskær faldt ud på Vejen, et Par Soldater kom ud, — og en Hund gøede. Nå, — tænkte jeg, Patrulje med Hund! Men jeg kunde ånde lettet op igen, Patruljen drog ad Landevejen mod Christiansfeld til.

Kl. 23 blev der en Rumsteren derovre, og mindst en halv Snes Soldater begav sig i Flok og Følge hen ad min Vej. De passerede alle forbi mig, men da jeg lå i Grøften, og der var nogle Buske, der dækkede for mig, så de mig trods deres Lommelygter ikke i den mørke Skov. Jeg blev liggende, indtil Afløsningen kom tilbage, to og to, og da Klokken var 23½ stod jeg op og gik langsomt mod Nord langs med Skovkanten.

Jeg nåede op til Skovens Udkant, hvor Skoven går mod Øst, og så da en Vagtpost med Hjelm langsomt

skridte op ad en lille Bakke og forsvinde ned ad den mod Øst. Ovre på Landevejen ved selve Grænsen var en 6—7 Soldater i ivrig Samtale. Mod Nord, ca. 100 m nede ad en lille Skråning, vinkede et højt, levende Hegn. Det dannede Grænsen mellem Sønderjylland og det forjættede Land.

Bare igennem det — og så kan du trække Vejret frit! Da Månen samtidig gik bag en Sky, dukkede jeg mig ned, og i Småtrav — dog uden at snavse mit pæne Tøj til — løb jeg ned ad Skråningen, og uden Støj kom jeg gennem Hegnet, hvor der var en Lysning — og så stod jeg i Danmark!

Det hele var gået så let og smertefrit som en Spadseretur, så det var helt mærkeligt og ejendommeligt,

at jeg nu stod her. —

Og her vil jeg riste en Minderune for min Søster, der var med til at bestyrke mig i mit Forehavende, og som satte mig i Forbindelse med Frk. Hundevadt. Og for Frk. Hundevadt vil jeg også riste en Minderune med Tak for hendes dygtige Hjælpsomhed og hendes patriotiske Handlemåde — ikke alene over for mig, men over for mange andre i samme Situation. Hun vovede Liv og Førlighed og forlangte intet for det. I Sandhed: en sand Dannekvinde.

DSK-årbøger 1955.