Tag-arkiv: flugthjælper

3. oktober 1918. Endelig over grænsen: De sidste, kryptiske ord fra Frederik Tychsen …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Det blæste en lille smule vestlig vind, og når jeg ville i nordlig retning, skulle jeg bevæge mig således, at jeg hele tiden havde vinden på venstre side. Jeg kom ud i et engdrag. Her var der kreaturer og heste og mange sivbuske. Det havde regnet meget i den sidste tid, og der stod vand mange steder.

Da jeg havde listet mig ganske forsigtig i nordlig retning en times tid, mente jeg, at jeg nu måtte befinde mig i nærheden af vagtpostkæden og begyndte at kravle mellem sivet. Af og til lyttede jeg, om jeg kunne høre noget, men når alt var stille, fortsatte jeg med at kravle.

Det var meget mørkt, så jeg tror næppe, at jeg kunne se 10 m foran mig. Jeg kravlede og kravlede, græsset var vådt, og mange steder var der vand; jeg kom over hegn og grøfter, jeg så kreaturer og hegnspæle og syntes, at det var de tyske soldater.

Men omsider kom jeg over en stor grav, og der var pigtråd på begge sider af den. Jeg antog den for at være grænsegrøften, sprang over den og åndede lettet op. Jeg rystede vandet af mig og nu gik jeg frit og oprejst. Men da jeg havde gået et lille stykke, måske 500 m hørte jeg, at der kom en sagte syngende med langsomme skridt.

Jeg anede uråd og lagde mig ned på jorden mellem nogle sivbuske. Her lå jeg ganske stille, ja, jeg rørte ikke et lem. Den nynnende person var en tysk vagtpost. Han gik forbi mig i en afstand af mindre end 10 m. Han havde geværet på venstre skulder. Han var i overfrakke, og jeg kunne tydelig se og høre hans støvletramp i det våde græs.

Hjertet kom til at banke en smule, idet han passerede, men så snart han var ude af syne, sprang jeg op, løb over vagtposternes sti og ca. 50 m nord for denne kom jeg til en stor grøft med pigtråd på begge sider – det var den rigtige grænse, og ved at følge den et lille stykke fandt jeg grænsestenene. Nu måtte jeg altså være kommet over den.

Jeg fortsatte ind i en hede, og jeg kom til et hus. Klokken må have været sådant noget som ca. 10. Der var ingen lys, og da jeg bankede på vinduet, viste det sig, at folket var gået i seng. Jeg følte trang til at blive overbevist om, om jeg nu også virkelig var kommet over grænsen og spurgte derfor, om dette her var kongeriget Danmark? ”Jo, vist er det det”, råbte manden.

Jeg spurgte vej efter Ribe, og han torklarede mig, at jeg bare skulle fortsætte med hedevejen så kom jeg til det næste hus, og der skulle jeg så spørge igen. Jeg gik og fandt det næste hus, og der var de ikke gået i seng. Jeg kom ind, og de gav mig noget øl at drikke, de bød mig også noget at spise, men jeg var ikke sulten.

De havde fremmede, og de spurgte mig ud, hvor jeg kom fra osv. Da jeg havde siddet I/2times tid fortsatte jeg, og der var en ung mand og pige, der skulle samme vej, og de trak så deres cykler et stykke, indtil vi nåede landevejen fra Vester Vedsted til Ribe. Her satte de sig på cyklerne, og nu var jeg alene, og først nu fik jeg tid og lejlighed til tænke mig om.

Det var ganske mærkelige tanker, der her dukkede op for mig. For mig var krigen forbi – jeg skulle aldrig mere trække kanonen af, jeg skulle aldrig gense mine kammerater, officererne, og så meldte spørgsmålet sig: Kan du nu nogen sinde vende tilbage til Sønderjylland igen?

Taber tyskerne krigen, så Sønderjylland bliver dansk? Hvor skulle jeg nu gå hen? Er jeg stærk nok til at arbejde? Hvor skulle jeg få penge fra? Jeg følte, at mit helbred var noget påvirket af krigen. Og det som pinte mig mest, var …

Og her ender Frederik Tychsens erindringer fra krigen brat! Hvad var det, der pinte ham mest? Det får vi formentlig aldrig at vide! /RR

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

13. september 1918. Desertering: For og imod?

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov – fast besluttet på at desertere.

Ved 15-Tiden sagde jeg Farvel til Far og Mor og alle de Søskende, der var hjemme, og gik om ad Stormklokken og Gåskærgade, op ad Nørregade mod Christiansfeld til.

Jeg havde været så forsynlig i mit Orlovspas at få indført, at jeg havde Lov til at bare civilt Tøj, og derfor drog jeg af Sted i mit fine, nye blå Serges, som jeg havde fået i Efteråret 1914. Et Par nye Sko lånte jeg uden Forlov hos en af mine Brødre, og forsynet med et stærkt Egespir, som jeg kunde slå fra mig med — for det var min Mening at sælge mit Liv, hvis så skulde være, så dyrt som muligt, — mente jeg, at jeg var godt udstyret.

Desuden vidste jeg fra Krigen, at skulde der blive skudt på mig, var det jo langtfra, at hvert Skud ramte.

Mit Orlovspas havde jeg naturligvis på mig. Humøret var der intet i Vejen med; Spænding eller Frygt for Faren synes jeg ikke, jeg havde. Vi var jo i det sidste halve Års Tid blevet vænnet til så meget, så ingen spændende Momenter påvirkede en. Man var ligesom en Gummi-Elastik, der var trukket ud over sin Elasticitets Grænse. Det var bare noget andet, man skulde igennem, så måtte det gå, som

det kunde. Jeg kom forbi Kasernen, hvor der ekserceredes, og tænkte ved mig selv: Det er nu forhåbentlig Slut for dig!

Da jeg kom forbi en af Villaerne oven for Kasernen, så jeg min gode Bekendt, Redaktør Jes Sarup. Vi hilste på hinanden, og jeg spurgte ham, om han vilde have en Hilsen med til Danmark. Ja, det vilde han gerne og bad mig indenfor. Han begyndte med at foreholde mig, om det nu også var vel gennemtænkt, hvad jeg gjorde; om det trods alt ikke var min Pligt at blive — som de fleste andre

dansksindede Nordslesvigere. Da hans Søn, der også var indkaldt, også havde følt det som Lyst og Pligt at gå nordpå, havde han frarådet dette og sagt til ham, at hans Pligt efter hans Mening var at holde ud og tage, hvad der kom, så havde han handlet ret efter sin Samvittighed.

Vi fik en lille, rask Diskussion om dette Emne, som jeg for mit Vedkommende mente at have gennemtænkt, men som jo også har optaget så mangen anden Sønderjydes Sind og Tanke: Hvad er din sande Pligt?

Og jeg er i Dag, efter 35 Års Forløb, ikke kommet dette Spørgsmål nærmere, end jeg var det den 13. September 1918. Jeg mente, at det rigtige, det sande i dette Tilfalde, måtte være både et Ja og et Nej, som Forholdene lå. Enhver måtte handle efter sine Forudsætninger, efter sin Samvittighed, og mine Argumenter var følgende:

  1. Den, der straks i de første Krigsmåneder gjorde op med sig selv og sagde: Dette kan jeg ikke være med til; min Pligt er ikke at hjælpe Tyskerne; jeg går over Grænsen! — han har handlet ret.
  2. Den, der oven i Købet har taget Konsekvensen helt ud og meldt sig til de allierede for at kæmpe indirekte for Danmark og Sønderjylland, han har gjort dobbelt ret. Ære og Tak være ham derfor!
  3. Den, der følte og sagde: Det må vare min Pligt at blive her og gøre min dobbelt tunge Pligt at kæmpe sammen med dem, der er mine Undertrykkere, for at Sønderjylland ikke skal affolkes i Tilfælde af en tysk Sejr og for at bevare min Odelsret til min Gård, min Jord, min Stilling, ja Danmarks fremtidige Ret til Sønderjylland, når en stor Del af Befolkningen er dansksindet, — han har handlet ret under disse Forudsætninger.
  4. Den, der nu på Slutningen forlader den tyske Militærtjeneste, og som indtil nu kun har afholdt sig fra det af Hensyn til Familie og Brødre, han må også handle ret.

Med Hensyn til Faneeden mente jeg, at man kunde tage sig den Ting let: thi:

  1. Eden blev aftvunget os. Tyskerne har selv med den for dem særegne Dualisme i Sindet doceret, at en tvungen Ed ikke gælder, og deres Historie viser jo, hvorledes de selv har holdt tvungne og frivillige Eder og Løfter. Og en Nægtelse af at aflægge Eden vilde have medført megen Straf og Ulykke for os og vore pårørende.
  2. Der er vist ikke mange dansksindede Sønderjyder, der virkelig har sværget, idet det foregik samtidig af mange Mennesker i Talekor, og man kunde så dejligt sige noget helt andet end det oplæste, som jeg selv gjorde i sin Tid. Desuden blev der aldrig sagt, at blot Tilstedeværelsen ved Edsaflæggelsen var bindende.
  3. Hvorledes de overordnede så på Eden, ser man tydeligt ved at læse Ludendorffs Erindringer, hvor han i en Samtale med Hindenburg og Kejseren, lige forinden denne flygtede til Holland, kommer ind på dette Emne. Kejseren kan ikke forstå, at hans Soldater giver op og flygter eller laver Revolte; han mener, at Eden til ham dog må binde dem. Hindenburg svarer, at under de nuværende Forhold er Eden kun en Fiktion (en Indbildning uden Betydning, noget tomt).

Sådan omtrent var Indholdet, Meningen af det, jeg fremførte under vor Diskussion. Måske ikke så klart og tydeligt formuleret som her, det var der ikke Tid til, men i det store og hele var det mit Syn på Sagen.

— Ja, sagde Sarup: Jeg kan se, at De har tænkt Sagen igennem, og derfor vil jeg bare ønske Dem Lykke på Deres Færd, og Gud være med Dem. Men jeg har en Bøn til Dem. Når De kommer til København, vil De så ikke omgående opsøge Forfatteren Valdemar Rørdam i Birkerød og hilse fra mig og bede ham om at lade vare med at udgive den Bog om sønderjydske Forhold under Krigen, som vi har arbejdet på et Stykke Tid, — blot to Måneder endnu, indtil Forholdene hernede er lidt mere afklarede. Bogen kan ellers give Bagsmæk hernede.

Det lovede jeg.

Så sagde jeg Farvel og drog til Fods nordpå. Først ad Gangstien til Ulvslyst, dernæst gennem Skoven til Thomashus og så videre ad Landevejen over Rørkær, Stenskro, Seggelund, alt ifølge Aftale med Frk. Hundevadt. Et Par Gange kom hun selv forbi på Cykle og sagde, at Vejen var klar for Patruljer.

Ved Tyrstrup slog jeg et Slag ind til venstre og så i en stor Bue uden om Christiansfeld, idet den direkte Vej gennem Byen kunde være for farlig. Midtvejs mellem Christiansfeld og Grænsen kom jeg ind på Landevejen igen, hvor Frk. Hundevadt påny dukkede op og sagde, at alt var vel forude. Vi havde aftalt, at hvis vi blev fangede, skulde vi naturligvis ikke kende noget til hinanden, men at vi var mødtes rent tilfældigt.

Hvor den lille Skov ved Høkelbjerg begynder Øst for Landevejen, ca. Hundrede Meter fra Vejen, gik vi over i Skoven og fortsatte mod Nord i denne indtil vi nåede den lille Vej, der kommer fra det tyske Toldsted og går mod Øst, ind i Skoven. Vejen løber parallelt med Grænsen, ca. et Par Hundrede Meter Syd for denne. Her sagde Frk. Hundevadt Farvel. Hun havde anvist mig en Grøft, i hvilken jeg skulde holde mig skjult indtil Klokken 23½.

En Side af Skoven går som sagt parallelt med HovedLandevejen, en anden med Grænsen, og Afstanden fra Landevejen og fra Grænsen er ca. hundrede Meter. Heroppe langs med Grænsen og langs med Skoven stod de tyske Vagtposter med ca. 200 m Afstand og patruljerede frem og tilbage. Jeg lå ca. 100 Meter fra denne Kæde bag ved Vejen og skulde ligge der, indtil Vagtposterne Kl. 23 var blevet afløst.

Det havde været mørkt, siden jeg passerede Christiansfeld.

En Halvmåne var kommet op. Skyerne — drevet af en rask Blæst — sejlede hen over Himmelen og skjulte ofte Månen. Et ideelt Vejr til mit Forehavende.

Jeg kunde høre de tyske Soldater larme ovre i deres Barak ved Landevejen. Lidt for Kl. 23 blev en Dør lukket op, et Lysskær faldt ud på Vejen, et Par Soldater kom ud, — og en Hund gøede. Nå, — tænkte jeg, Patrulje med Hund! Men jeg kunde ånde lettet op igen, Patruljen drog ad Landevejen mod Christiansfeld til.

Kl. 23 blev der en Rumsteren derovre, og mindst en halv Snes Soldater begav sig i Flok og Følge hen ad min Vej. De passerede alle forbi mig, men da jeg lå i Grøften, og der var nogle Buske, der dækkede for mig, så de mig trods deres Lommelygter ikke i den mørke Skov. Jeg blev liggende, indtil Afløsningen kom tilbage, to og to, og da Klokken var 23½ stod jeg op og gik langsomt mod Nord langs med Skovkanten.

Jeg nåede op til Skovens Udkant, hvor Skoven går mod Øst, og så da en Vagtpost med Hjelm langsomt

skridte op ad en lille Bakke og forsvinde ned ad den mod Øst. Ovre på Landevejen ved selve Grænsen var en 6—7 Soldater i ivrig Samtale. Mod Nord, ca. 100 m nede ad en lille Skråning, vinkede et højt, levende Hegn. Det dannede Grænsen mellem Sønderjylland og det forjættede Land.

Bare igennem det — og så kan du trække Vejret frit! Da Månen samtidig gik bag en Sky, dukkede jeg mig ned, og i Småtrav — dog uden at snavse mit pæne Tøj til — løb jeg ned ad Skråningen, og uden Støj kom jeg gennem Hegnet, hvor der var en Lysning — og så stod jeg i Danmark!

Det hele var gået så let og smertefrit som en Spadseretur, så det var helt mærkeligt og ejendommeligt,

at jeg nu stod her. —

Og her vil jeg riste en Minderune for min Søster, der var med til at bestyrke mig i mit Forehavende, og som satte mig i Forbindelse med Frk. Hundevadt. Og for Frk. Hundevadt vil jeg også riste en Minderune med Tak for hendes dygtige Hjælpsomhed og hendes patriotiske Handlemåde — ikke alene over for mig, men over for mange andre i samme Situation. Hun vovede Liv og Førlighed og forlangte intet for det. I Sandhed: en sand Dannekvinde.

DSK-årbøger 1955.

6. september 1918 – Ribe Stiftstidende: medhjælp til faneflugt

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Medhjælp til faneflugt

Flensborg Avis meddeler: Af varetægtsarresten fremstilledes i tirsdags for landsretten i Flensborg den 1895 i Flensborg fødte fyrbøder Christian Nikolaus Petersen, som sigtedes for natten fra 21. til 22. juli i aar ved Kronsgaard ved Gelting at have været 3 unge mænd, af hvilke den ene allerede var soldat, behjælpelige med at flygte til Danmark i  en baad. De blev dog alle sammen anholdte. Den anklagede tilstod alt. Statsadvokaten  androg paa 1 aar og 6 maaneders fængsel. Dommen lød paa 9 maaneders fængsel, af hvilken straf der fraregnedes 1 maaned for afsonet varetægtsarrest. For ulovlig omgang med krigsfanger stod den 1895 i Kværs fødte tjenestepige Anna Cathrine Petersen anklaget. Hun stod i et intimt forhold til en russer paa samme arbejdssted. Den 12. juli besluttede de to at gaa over grænsen, men blev anholdte. Den anklagede tilbød nu den paagældende vagtmand 100 mark, hvis han lod dem løbe. Derfor lød anklagen i gaar ogsaa paa bestikkelse. Hun tilstod alt. Statsadvokaten androg paa en samlet straf af 9 maaneder. Dommen lød paa 5 maaneders fængsel, hvoraf 1 maaned fraregnedes for varetægtsarresten. 

2. september 1918. Søster og veninde hjælper A.P. Andersen med at desertere

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov.

Den 1. september 1918 forlod jeg Ballonzug 33 i Argonnerskoven for at tiltræde en fjorten Dages Orlov til Haderslev.

Jeg tog hjertelig Afsked med mine allerbedste Kammerater og tog de bedste af mine Ejendele med mig, thi det var min absolutte Hensigt at desertere, når jeg kom hjem.

Det, der hidtil havde holdt mig tilbage fra at gå over Grænsen, var Hensynet til mine tre Brødre, der også var indkaldt. Men nu var een, der havde været hårdt såret, i Etapen; een var savnet siden Juli 1918, og een var langt borte, oppe i Rusland, troede jeg da.

Selv mente jeg, at Krigen ganske bestemt var Slut i Foråret 1919, fordi hverken den tyske ydre eller indre Front vilde kunne holde længere.

Glad og munter drog jeg af Sted. Den 2. September kom jeg igennem Sedan, hvor Tyskerne havde fejret en stor Triumf for 48 År siden, i hvilken Anledning vi som Børn i Skolerne var blevet tvangsindlagt til Festlighederne og havde måttet høre så meget om de sejrrige Tyskere, så det var et Under, at ikke Ørene var faldet af os. — Nu var jeg klar over, at der aldrig mere i Tyskland vilde blive holdt Sedanfester.

Der blev som sædvanlig stor gensidig Glæde, da jeg kom hjem. Men hvor så alt usselt og fattigt og tarveligt ud! Krigen havde tæret på Mennesker, på Huse, på Indbo, på Tøjet. Og hvor mange bar ikke Sorg for mistede Sønner, Brødre, Fædre eller Kærester.

Min Mor, der ellers var en trivelig Kone, havde også tabt sig, navnlig siden Juli 1918, da hun havde fået Meddelelsen om, at en af hendes Sønner var savnet.

Min ældste Søster, Dagmar, (…), udviste straks stor Iver for at få mig overtalt til at kvittere den tyske Militærtjeneste. Glad blev hun derfor, da hun hørte, at der ikke skulde nogen Overtalelser til, men at jeg selv havde taget Beslutningen ude ved Fronten.

Hun havde en god, lidt ældre Veninde, Frøken Hundevadt, en Søster til Grundlæggeren af Hundevadt’s Magasin i Haderslev. Denne Veninde havde hjulpet adskillige unge Mænd over på den anden side af Grænsen, og hun var også villig til at hjælpe mig.

Vi aftalte, at Flugtforsøget skulde ske den 13. September om Eftermiddagen; det var lige een Dag, førend Orloven var omme.

DSK-årbøger 1955.

10. august 1918. K. Tastesen i skjul ved grænsen

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Søndagen holdt jeg mig skjult hele Dagen, mens det var lyst. Da det blev mørkt, fik jeg en god Madpakke med mig, og min Søster fulgte mig paa Vej for at vise mig, hvor jeg bedst kunde komme over. Jeg skulde 4-5 km indtil jeg naaede en Skov udfor Bastrup, som laa paa den anden Side af Grænsen.

Da jeg naaede Skoven, vilde jeg prøve, om jeg kunde komme igennem der. Jeg kravlede paa alle 4 igennem en Rugmark. Da jeg var kommen omtrent igennem, kunde jeg se Vagten, der stod langs med Grænsen i en lang Række, ca. 50 Meter mellem hver. Jeg lagde mig ned i en Grøft og ventede paa Lejlighed til at komme igennem.

Der laa jeg nu en Stund, men pludseiig hørte jeg nogen komme bagfra. Jeg tænkte nok, det var Soldater, og sprang ind i Rugmarken for at skjule mig.

Det lykkedes ogsaa; de var temmelig højrøstede, saa de hørte mig ikke. Nu indsaa jeg, at det var umulig at komme over den Aften, særlig paa det Sted, hvor der var saa stærk Vagt. Jeg lagde mig inde i Skoven og prøvede paa at sove. Men jeg var for spændt og nu begyndte det at regne temmelig stærkt.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

9. august 1918. K. Tastesen på vej mod den danske grænse

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli 1918 fik han orlov og planlagde flugt til Danmark.

Jeg havde en Søster, som tjente i Skodborg, ti Minutters Gang fra Grænsen. Hun kom hjem paa Besøg, og vi aftalte, at jeg skulde komme til hende den 9. August om Aftenen, som var en Lørdag, saa vilde hun vise mig Vejen over Grænsen.

Den 12. August skulde jeg have været ved Fronten igen.

Fredag den 8. gik jeg op til Kommuneforstanderen og meldte, at nu skulde jeg rejse til Fronten igen. Han sagde, at jeg godt kunde vente til Dagen efter, da min Orlov ikke var udløben endnu. Jeg forklarede med den uskyldigste Mine, at jeg vilde besøge nogle Bekendte i Flensborg og derfor rejste en Dag før.

Saa gik jeg ned paa Stationen og lod, som om jeg skulde med Toget, men i Stedet for gik jeg over Skinnerne og en anden Vej hjem, for at ingen skulde se mig.

Saa kom jeg hjem og holdt mig inde hele Tiden. Kl. 4 næste Morgen spadserede min Kone og jeg de 19 km til Haderslev. Da vi naaede Hoptrup, maatte jeg vise mit Pas til Vagten, men det var godt nok i Orden, da jeg havde taget Pas til Haderslev Kreds, fordi min Kone boede der.

Jeg var civil, da vi for at spare paa Militærtøjet, havde faaet Lov til at gaa civilt paaklædte, naar vi var hjemme.

Vi skildtes saa i Haderslev, efter at jeg havde givet min Kone Besked paa at sige, naar Gendarmerne kom og spurgte efter mig, at hun vidste ikke bedre, end at jeg var rejst til Fronten igen, Vi forlod hinanden, og jeg gik efter Hammelev og Styding over Marken for at komme uden om Vagten ved Sommersted.

Da jeg var kommet tæt til Sommersted, havde jeg lagt mig bag et Hegn for at spise noget Mad, jeg havde bragt med mig. Der kom en cyklende Patrouille, men den saa mig ikke, da jeg laa bag ved Hegnet.

Jeg gik videre og kom til Banen, der gaar fra Haderslev til Skodborg. Der skulde jeg igennem Jels for at følge Banen, og uden om kunde jeg ikke komme. Paa den ene Side, hvor der gik Vagt, laa Søen, og paa den anden Side var jeg ikke kendt, men jeg vidste, at der gik Vagt. Min Søster havde forklaret mig, hvor de fleste Vagter og Patrouiller kom.

Jeg gik saa lige forbi Linjen forbi Jels Station. Jeg var saa spændt, at Haaret ligefrem rejste sig paa Hovedet. Hvert Øjeblik kunde jeg vente at blive raabt an, og saa var jeg sikker paa enten at blive skudt eller ogsaa komme lige til Fronten igen, og det var næsten det samme.

Endelig naaede jeg godt forbi Stationen, og saa løb jeg, saa langt jeg kunde. Da jeg ikke kunde holde ud at løbe længere, lagde jeg mig ned og hvilte lidt og spekulerede over, hvad jeg nu skulde gøre.

Der var ikke andet at gøre, end at følge Linien til Nærheden af Skodborg.

Mine Fødder gjorde smertelig ondt, som om der ingen Hud var under dem.

Jeg gik saa igen, men maatte hvile mig en Gang imellem. Endelig ved halvtolv-Tiden om Aftenen naaede jeg til lidt udenfor Skodborg By. Der gik jeg fra Banelinien og med en Vej ind i Byen, da jeg vidste, der stod Vagt ved Stationen.

Omsider fandt jeg hen paa Gaarden, hvor min Søster tjente.

Gaardmanden og Fruen var Danskere, saa jeg fik en udmærket Modtagelse og kom i Seng. Det var ogsaa det jeg trængte haardest til, da jeg havde gaaet temmelig hurtigt lige siden Kl. 4 om Morgenen.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

7. oktober 1917. “Planen er røget i luften[…]”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Planen er røget i Luften, eller rettere, den kunde ikke udføres. Medens Ordensmesteren i Gaar Middags fik sin Middagssøvn, indfandt jeg mig hos ham med Anmodning om at faa Nøglen til Tøjkamret. Jeg fik den, men med udtrykkelig Besked, at jeg kun maatte tage mit eget Tøj. Med Nøglen i min Besiddelse skyndte jeg mig til Kamret, og 3 Sæt Tøj røg ud igennem Vinduet til Haven, hvor der straks var nogen parat til at tage imod det. ‘Med mit eget paa Armen afleverede jeg Nøglen med et: „Tak for Laan”. Kort efter forsvandt 4 Skikkelser over Havemuren til Møller Bertelsens Ejendom.

For at undgaa nogen nysgerrig Spørgen paa Amts-banegaarden, gik vi til Fods til næste Station. Her løste vi Billet til Svenstrup, og over Mark og Skel gik det derfra videre til Himmarkmark, hvor vi vidste, at der opholdt sig en Kammerat paa Orlov og som ikke havde synderlig Lyst til paany at rejse til Fronten. I hans Dagligstue blev Planen endelig grundig gennemgaaet, men ihans Moder var meget betænkelig. Baaden, der skulde bruges til at bringe os til Fyn, var taget paa Land og skulde bæres ca. 300 Meter ned til Stranden. Nøglerne til Skuret med Aarerne var under Vagtmandskabets Kontrol. Længe drøftede vi Bortryddelsen af alle Hindringer, der kunde tænkes at ville opstaa, men stadig voldte den gamle Kone Vanskeligheder. V i forhandlede frem og tilbage, og da vi ikke kunde blive enig om nogen antagelig Fremgangsmaade, særlig ikke, da ingen ønskede at gøre Vagtmandskabet Fortræd, hvis de stillede sig hindrende i Vejen, opgav vi Planen.

Imidlertid var Bordet dækket til en solid Aftensmad, og den tog vi. Takkende for god Behandling, brød vi op, og tiltraadte Turen tilbage til Sønderborg. Det var maaske godt, vi ikke vovede Forsøget; thi i Retning fra Assens kunde vi se en Torpedobaad afsøge Farvandet med en Lyskaster, og det varede ikke længe, før en Kollega til ham svarede ham fra den modsatte Side. De blinkede til hinanden og afsøgte hele Farvandet fra Strand til Strand. Det var ikke til at antage, at vi var sluppet godt over, og Resultatet af at blive taget paa Slæb af saadan en Svend, var vi ikke uvidende om. Gefreiteren var i vældig Angst for vor Udebliven; thi han havde jo Ansvaret for de tomme Senge, og det var over Sengetid, da vi atter naaede Sønderborg. — Livet gaar atter sin vante Gang, men hver Gang vi nu synger: „H a n steg i Land, o.s.v.”, synger de alle med, og med en meget haanlig Betonelse af: „Guld og Rigdom og Mod i Bryst”.

Der er lovet mig 14 Dages Orlov. Det er jeg glad for, men hvad saa? Der er luftet slemt ud i Stuerne, og naar jeg kommer tilbage fra Orlov, er det vel min Tur til at blive kostet ud.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

19. september 1917 – Ribe Stiftstidende: 4246

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne nordslesvigere

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 4246.

Medhjælp til faneflugt

Daglejer Niels Jørgen Thomsen fra Hvidding stod i fredags anklaget for Landsretten i Flensborg for natten til den 27. juli i aar at have forsøgt at hjælpe sin brodersøn, gefreiter Nielsen, over grænsen samt at have undladt at melde soldatens flugt til de paagældende myndigheder.

Den nævnte nat blev de to ifølge Flensborg Avis grebne i nærheden af grænsen, og den anklagede tilstod dengang, at det havde været hans hensigt at hjælpe sin brodersøn over grænsen.

Ved forhandlingen nægtede han dette og paastod, at de kun havde foretaget en spadseretur. Statsadvokaten holdt ham for skyldig og androg paa 9 maaneders fængsel. Retten holdt en fængselsstraf paa 6 maaneder tilstrækkelig.

Neutrale og forsvundne udlændinges meldepligt

Ifølge de for tiden bestaaende forordninger skal alle over 15 aar gamle udlændinge personligt anmelde sig hos den stedlige politimyndighed 24 timer efter ankomsten; passet skal forelægges. Ligeledes skal de, 24 timer før de forlader deres opholdssted, afmelde sig under forelæggelse af de samme papirer. Enhver, der gratis eller mod betaling optager en udlænding i sin bolig eller i sin drift, er forpligtet til at forvisse sig om den skete anmeldelse senest 24 timer efter optagelsen af en udlænding, og ifald anmeldelsespligten ikke er efterkommen straks at melde det til politimyndighederne.

Da disse bestemmelser stadigt overtrædes, peges der hen paa, at overtrædelser straffes med fængsel indtil et aar. De samme bestemmelser gælder ogsaa for statsløse. Da mange udlændinge endnu mener, at de ikke behøver at til- og afmelde sig, naar deres ophold ikke strækker sig over 24 timer, skal der endnu særlig gøres opmærksom paa, at dette er en fejltagelse. Enhver udlænding eller statsløs skal tværtimod hver gang til- og afmelde sig, selv om opholdet kun varer nogle timer.

Ved de faldnes grave

Fra felten skrives til Hejmdal af P. Christensen fra Klovtoft: Sammen med min kammerat Bonde fra Haderslev fandt jeg ved at besøge en stor og smukt anlagt kirkegaard her i skoven følgende navne, der kunde tyde paa, at her hvilede Nordslesvigere: Overgefreiter Jacob Ley, død den 29.5.1916, landstormsmand Lorenz Hansen, død den 9.7.1916, landstormsmand Heinrich Petersen, død den 12.7.1916, landstormsmand Erik Hansen,  død den 13.7.1916, udfyldnings-reservist Claus Johannsen, død den 18.5.1916 og gefreiter Søren Goldbek , død den 17.5.1916. Paa sidstnævntes grav laa der en stor krans fra Regine Goldbek.

Faldne

Snedker Otto Rau fra Gammelgab ved Broager er falden i Frankrig den 25. august. Han efterlader hustru og barn.

Landboelsmand Andreas Jepsen i Tamdrup ved Øsby har modtaget efterretning om, at hans søn Peter er falden den 6. september, 21 aar gl. Det er den anden søn, Jepsen har mistet under krigen, mens den ældste søn endnu er med derude.

Arbejdsmand Poul C. Frydendal Grentsch paa gasværket i Haderslev er falden den 23. august, 29 aar gl. Han efterlader hustru og et barn.

I tabslisten meddeles, at Christian Schytt fra Aabenraa er falden.

Billedskærer Gädickes hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at hendes ældste søn August er falden. Den afdødes fader og broder er ligeledes indkaldte.

Saarede

Hans Paulsen fra Felsted er haardt saaret.

Savnede

Jørgen Eriksen fra Anslet, Jørgen Knudsen fra Varnæs, Wilhelm Sick fra Fol og Hinrich Thomsen fra Haderslev er savnede.

10. august 1917 – Ribe Stiftstidende: ingen penge eller pakker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Dømt for hjælp til flugt

Landsretten I Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i onsdags blandt andet følgende: For medhjælp til faneflugt stod anklaget mekaniker E. D. Lindberg fra Haderslev og forvalter M. P. Riis fra Tagkær. Lindbergs svoger, der allerede havde været i felten, fattede den beslutning at flygte og bad Lindberg at hjælpe ham. Denne viste svogeren, til hvem der imidlertid havde sluttet sig til en kammerat, der ligeledes vilde flygte, til den medanklagede Riis, der bedre vidste besked ved grænsen, og denne har saa udført det hele, og de to flygtninge er ogsaa komne bort. Lindberg, der er født i Danmark, var senere en dag i Kolding og bad da i et brev Riis om at ledsage hans, Lindbergs, kæreste over grænsen til ham, hvad Riis ogsaa udførte. Begge de anklagede tilstod men Lindberg hævdede, at han ikke havde vidst, at dette var strafbart. Dommen lød for Lindberg paa 1 aars fængsel, medens Riss fik 2 aars fængsel. Lindberg tog straks imod straffen, hvorimod Riis nægtede dette.

En krigsfange i Frankrig, der ikke modtager pakker eller penge!

Gaardejer Grevsen fra Gaaskær ved Bolderslev, der den 25. september 1915 kom i fransk fangenskab, har i den senere tid i sine breve klaget stærkt over, at han ikke modtager pakker hjemmefra; pengeanvisninger modtager han, men pengene bliver ikke udbetalte. Han ligger i Depot Chagnat, par Gerzeit, Puy den Dome, France.

Fortjenstkorset for krigshjælp

er tildelt de konstituerede amtsforstandere Erichsen i Skærbæk, Rafalski i Rødding og Rüsz i Toftlund, den konstituerede kommuneforstander for Aarø, Møller i Øsby samt kommuneforstander Kobbelgaard i Vandling.

Faldne

Skibsmægler Lehmann og hustru i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at deres yngste søn Henning er falden.

Peter Eriksen, eneste søn af enke Kjestine Eriksen i Aabenraa, er falden under de sidste haarde kampe i Flandern, 20½ aar gl.

Fyrbøder Julius Kruse, søn af maskinpasser Kruse i Sønderborg, er falden ved britiske torpedobaades angreb paa tyske handelsdampere ved den hollandske kyst.

Jernbanearbejder Johan Hamann fra Aabenraa er den 29. juli falden i en alder af 30 aar. Han efterlader hustru og to smaa børn. En yngre broder til ham faldt allerede den 11. november 1914.

Enke Christine Schmidt i Haderslev har faaet meddelelse om, at hendes søn Christian er død paa et feltlazaret den 13. juni, 20 aar gl. Der er endnu 2 sønner med i felten; den ene har været 2 aar i russisk fangenskab.

Saarede

Fru Rosenblad i Toftlund har modtaget budskab om, at hendes mand er forulykket i en fabrik i Køln.

Mejerist M. Gabelgaard fra Endrupskov ved Gram er ved Vestfronten blevet saaret.

C. Beck, søn af P. Beck paa Kalø er den 22. juli bleven saaret og ligger paa “Vereinslazarettet” i Hannover.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Hans Frost fra Sottrup, der tidligere har været savnet, har været i fangenskab siden den 6. september 1914.  

 

16. oktober 1916. Erfaren pige hjælper to desertører: “Nu er det netop 40, jeg har fulgtes med over!”

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste ved 9. Jägerregiment (Lauenburgisches). Hjemme på orlov i oktober 1916 besluttede han sig for at desertere samme med sin lillebror.

Farvel, „ Grosses Vaterland“ .

I Oktober 1916 fik jeg fra Garnisonen i Ratzeburg Orlov hjem, før jeg igen skulde sendes til Fronten. Ankommen derhjemme i Øster Lindet erfarede jeg, at min yngre Broder havde været paa Session, var taget til Infanteriet og kunde vente sin Indkaldelse snarest.

Han var meget nedtrykt herover, og min Mor ligeledes, for saa var der jo ingen til at passe Bedriften derhjemme. Det lyste op i hans Tilværelse, da jeg fortalte ham, at jeg, naar min Orlov var til Ende, vilde tage til Danmark og saa tage ham med. Det blev en Aftale. Vi tog i Hast Kartoflerne op og ordnede, hvad vi kunde overkomme.

En hel Del af Kartoflerne begravede vi i Sandgraven uden at fortælle det. Ved Juletid slap Kartoflerne op, noget, de derhjemme slet ikke kunde forstaa. Men i Foraaret, da vor Nabo, som siden blev min Svoger, skulde bruge noget Sand, fandt han her Kartoflerne, og Nøden var afhjulpet.

Tiden gik hurtigt, og Dagen kom, da vi maatte af Sted. Ved højlys Dag gik vi ad den slagne Landevej til Grænsen, med Overfrakke paa Armen og Stok i Haand og med en halvlang Pibe i Munden som andre Studeprangere.

Min Bror, der kun var en Dreng, blev mere og mere alvorlig, jo, nærmere vi kom Grænsen. Da vi bøjede ned ad Vejen til Skudstrup, mødte vi en tysk Officer. Jeg saa, at Hans var ved at blive bleg om Næbbet og fortalte saa en Anekdote og slog en ordentlig Lattersalve op, saa ogsaa min Bror maatte le.

Jeg tog Hatten af og hilste paa Tysk. „Guten Tag, Guten Tag!” hilste Officeren. Jeg tænkte: „Dit dumme Asen, kan du ikke tænke dig, hvad Ærinde vi gaar i.”

Nu gik vi ind over Marken lige mod Grænsen. Jeg bildte mig ind, at jeg kendte Grænsen ud og ind fra den Tid, jeg stod i Lære hos Peter Jegsen i Jels, da vi havde Arbejde ved Grænsegendarmeriet. Men lige med et gik det brat ned mod Kongeaaen, og vi stod ganske nær ved en Grænsevagt.

„Duk dig og følg mig“, sagde jeg, og vi gik i bøjet Stilling til venstre hen mod Aage Schmidts Havedige og langs med det op til Gaarden, hvor vi smuttede ind ad Bagdøren. Her mødte vi Aage Schmidt, som jeg spurgte, om han havde Kælvekvier at sælge.

– „Nej“, sagde han med et Smil, „men sid ned og faa en Bid Brød“.

Ved Spisningen talte vi om alt andet end Krig og Danmark. Aage Schmidt sendte os ud i Stalden, hvor vi kunde se paa Kreaturerne, men der var ingen, som skulde sælges.

– „Pigerne er derude, de har travlt, da de skal til Vamdrup i Aften.“

Jeg lod, som om det ikke ragede os, men saa heri en Hjælp. Vi kom ud i Stalden og hilste paa Pigerne.

„Naa, I har nok travlt.” „Ja, for vi skal til Danmark i Aften.” „Det skal vi ogsaa”, svarede jeg kort. „Det passer da udmærket”, sagde Pigerne, „for vi har af Feldwebelen faaet Lov til at gaa og tage Karlene fra Gaarden med, imod at de tager en Flaske Brændevin med til ham.” Jeg mente nok, vi kunde være Karle paa Gaarden for en Nat.

Snart var Pigerne i Tøjet, og vi startede, men ikke, som jeg havde forestillet mig det. Vi gik hen imod den Vagtmand, vi lige havde staaet overfor.

Karen rømmede sig, Vagtmanden ligeledes og gik til den næste Vagtmand i Kæden og derpaa i en Bue uden om os. Dette gentog sig endnu to Gange. Vi stod paa det Punkt, hvor Kongeaaen kommer fra Nordøst og begynder at danne Grænsen. Længere mod Øst danner en Bæk Grænsen, og en Markvej fører over Bækken. Denne var afspærret med spanske Ryttere, men i Bækken ved Siden af var henkørt en halv Vogn, som man kunde træde paa. Karen satte en Fod paa Vognen og hoppede over, og vi andre ligesaa. „Det kom du nemt fra”, sagde jeg, „det har du nok prøvet før”. „Ja”, svarede hun, „nu er det netop 40, jeg har fulgtes med over.”

Da jeg igen vendte mig om, lød en blid og venlig Røst: „God Aften, hvor kommer De fra.”

Foran mig stod en Mand i lyseblaa Uniform. Jeg var helt paf og syntes ikke at have set saa ren en Uniform. „Hvorfra!” svarede jeg. „Jeg kommer fra Potziéres.” „Potziéres, hvor er det?” „Det ligger omtrent midtvejs mellem Bapaume og Peronne.”

– „Naa, saadan, hvor vil De hen?” „Besøge min Onkel i Vamdrup”, var mit Svar. „Hvad hedder han, hvad er han, og hvor bor han?” „Overportør Thomsen, Danmarksgade, Vamdrup.” „Det passer, værsaagod.” Saadan var Modtagelsen. Vi blev vel modtaget og meget vel behandlet i Danmark.

Min Uniform laa derhjemme i Sovekamret paa en Stol. Da den tyske Gendarm kom for at tage min Mor i Forhør, vidste hun ikke, hvor vi var blevet af.

„Na“, sagde han, „der ist natürlich zur Nordarmee gegangen”.

Han forlangte, at hun skulde sende min Uniform til Garnisonen. Det nægtede hun at gøre. Na nu, hvad hun forlangte for at gøre det? Hun vilde have 30 Mark for det. Dem betalte Gendarmen hende, og hun sendte den bort.

Flugthjælperen hedder Karen, men det er næppe den berømte Karen Poulsen. der opererede som flugthjælper længere mod vest.

DSK-årbøger 1948

16. august 1916. Desertøren Marius er væk!

Ole Bennedsen fra Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark. I august 1916 havde han fået uventet besøg af to unge kvinder og en mand, der bad om at blive hjulpet over.

(… fortsat)

Min første Gang den næste Morgen var op til Marius paa Loftet. »Marius, Marius!« — kaldte jeg sagte, men fik intet Svar. Jeg krøb ind i Hulen; den var —- tom. Marius maa nok have taget Sagen i sin egen Haand. Maaske var det ogsaa bedst saaledes. Saa var det bare, om han nu var sluppet godt fra det. Heldigvis havde den unge Mand jo Erfaring i Patruljegang derude fra Fronten.

Efter at Stine havde besørget Morgenmalkningen, trak jeg Køerne op paa Marken, hvor jeg satte dem i Tøjr. Saa gik jeg igen hjem. — Men hvad var det, der flagrede derhenne? — Et Stykke Papir, anbragt paa Pigtraaden. — Forsigtigt tog jeg det ned og læste følgende: »Kære alle! — Har nu taget Sagen i min egen Haand. — Tak og Farvel! — M.« — Det lettede, og jeg skyndte mig beroliget hjem, hvor Sedlen saa igen blev grundigt læst. — Aa, ja, bare det nu er gaaet godt, sagde Sine med et Suk. —-Efter Middag, da de havde spist, forlod de to unge Piger os for at tage Turen hjem over igen. Dette skete ikke uden et Ceremoniel.

-— »Farvel, Onkel Ole. — Farvel, Tante, ha’ det godt og Tak for alt,« raabte de, medens de vinkede og i god Fart rullede bort.
Alt dette var saare godt, for derovre saa jeg vor Nabo. Han lod til at være meget interesseret i de to unge Pigers Bortkørsel!

Der gik kun et Par Dage, saa laa der paa Bordet et Brevkort fra Danmark. Kortet bar følgende korte Paa­skrift: — Kære Kusine og Mand!
Marinus er nedkommet. -— Vi har det alle godt. — Andrea. — Dette var efter Aftale. Nu vidste jeg, at Marius var kommet godt over.

Efter Krigen kom Marius og hans Kæreste ret uventet paa Besøg hos os. De var nu lykkelige og skulde snart fejre deres Bryllup. Under Samværet kom vi ogsaa ind paa Forholdene, da vi første Gang mødtes. — Ja, ser du, Ole, sagde Marius, da jeg laa deroppe i Halmen, kunde jeg paa Grund af Spændingen ikke falde i Søvn. Da var det, at jeg pludselig hørte nogen trampe rundt udenfor. Jeg kiggede ud gennem et Hul i Taget, og trods Tusmørket saa jeg, at det var tyske Soldater. De lod til at være ret interesseret i det mystiske Køretøj, som de altsaa var vidende om, og som i Eftermiddagens Løb var ankommet her til Gaarden. Alt dette erfarede jeg gennem deres hviskende Samtale.

Mændene fortsatte endnu lidt med at snuse rundt om Huset. Kort efter saa jeg dog, at de forsvandt op paa Marken, hvor de stod og kærtegnede Hesten. Plud­seligt var Mændene borte; jeg hørte dem trampe ude paa Landevejen. — Hvad mon Klokken er? Jeg anede det ikke. Mit Ur var nemlig gaaet i Staa. Efter at have ligget lidt, be­sluttede jeg mig til alene at forsøge at naa over Grænsen, og det endnu samme Nat.

Jeg fandt trods Mørket ned fra Loftet og stod lidt efter udenfor. Et Øjeblik sendte jeg dem derinde en venlig Tanke, og saa listede jeg over paa Marken og fulgte Amtsbanens Spor mod Vest. Kort efte r saa jeg ganske tæt ved en Vindmølle rage op. Jeg fulgte en tem­melig stor Udgravning, hvorefter Banelegemet faldt ret stærkt. En let Taage laa hen over Jorden og gjorde Orienteringen vanskelig. Pludselig saa jeg flere Hustage dukke frem af Taagen. Forsigtigt listede jeg videre og hørte da pludselig een — ja, flere snakke dernede. Mændene snakkede løs paa Tysk, altsaa nogle Soldater.

Jeg fandt, at det var nok saa raadeligt at være lidt mere forsigtig, hvorfor jeg skyndsomt forlod Sporet og slog et Slag over til venstre. Jeg passerede en Lan­devej og naaede snart ned i en Sænkning, enten var det Mose — eller maaske Eng — eller Kær. Der var rigeligt med vandfyldte Grøfter, kranset med Pil. Taa­gen var tæt.

Det var slet ikke let at orientere sig her. Heldigvis dagedes det lidt efter lidt. Ja, Dagen kom egentlig alt for hurtigt. Jeg var klar over, at jeg ikke kunde slippe over denne Nat; derfor søgte jeg over i en Rugmark. Det var et godt Skjulested. Her laa jeg, da noget kom buldrende forbi. Det standsede. Konduktøren raabte: — »Spandet!« — Ja, saa vidste jeg da, hvor jeg befandt mig.

Ja, Ole, sluttede Marius, du kan tro, Dagen blev noget lang for mig. Men den følgende Nat fortsatte jeg og slap godt over.

DSK-årbøger, 1956

15. august 1916. Ole Bennedsen fra Spandet hjælper en desertør

Ole Bennedsen fra Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark. I august 1916 havde han fået et mystisk brev om, at “Sine” ville komme på besøg den følgende dag. Men hvem var “Sine”?

Den følgende Dag om Eftermiddagen opholdt jeg mig i Nærheden af min Ejendom, der laa tæt op ad Vejen, som gik fra Spandet til Arnum. En Gang imellem tog jeg en Tur op paa min Mark for ligesom at se til Faarene. Jeg benyttede Lejligheden til at kaste et ransagende Blik ned ad Vejen østover. Men endnu havde der intet Køretøj eller andet vist sig.

Tiden gik. Min Kone og jeg havde netop slugt vor Eftermiddagskaffe, og jeg var igen kommet udenfor. Da fik jeg Øje paa et Køretøj, en Gig, der i langsomt Tempo nærmede sig østfra. Jeg saa, at Hesten efter dens Gangart maatte være overanstrengt som efter en ret lang Tur. Paa Vognen sad et Par yngre Kvinder.

Lige ud for min Indkørsel standsede Hesten.

— »Hør, er du Husmand Ole Bennetsen i Spandet,« spurgte den ene af de to paa Vognen.

— »Ja, det er jeg, men — hvem er da I?«

—Man svarede ikke. Kusken satte Hesten i Gang igen, og lidt efter holdt Vognen nede paa min Gaardsplads.

Jeg maa oplyse, at min Nabo ikke er af de bedste, og dansker er han ikke, men han er meget nysgerrig. Det vilde nok være bedst, at han ikke opdagede noget her. Jeg slog derfor Ladeporten op og betydede Kusken ved et Vink at køre frem. Først da Porten igen var slaaet i, optog vi igen Samtalen — uden andre Tilhørere. Ja, siger den ene af Pigerne, jeg er altsaa den i Brevet omtalte Sine.

— Nej da . . . naa, det er du! Jeg saa nærmere paa hende. En Pokkers lille køn een, det er hun.

Ja, ser du, Ole, du faar nu hjælpe os. – – Vi har Brug for Din Hjælp, for . . . Ja, det kommer da an paa, afbryder jeg hende, og  . . . naa, men lad os nu først faa Hesten spændt fra, det ser den svært ud til at trænge til. I to kan jo nok selv komme ned fra Vognen.

Jeg tog mig af Hesten. Da er det, Sine siger: — Ja, ser du. Maren her, det er min Svigerinde, og min . . . min Kæreste har vi ogsaa med. Hun slaar i det samme Vognlæderet til Side, og se, dernedefra Dybet dukker en smilende ung Mand frem.

— Ja, det er Marius — min Kæreste , siger Sine let rødmende. Marius er kommet hjem paa Orlov fra Fronten og har nu intet andet Ønske end at komme bort — over til Danmark.

— Ak, ja, sagde den unge Mand. — Knag’me, hvor det dog gør godt atter at kunne strække Lemmerne! — Han lo kort og befriende.
Kom saa, lille Lotte, sagde jeg, hvorefter jeg trak af Sted med Hesten. Dyret var udkørt, for den lagde sig straks ned i den tomme Baas.

Marius og Pigerne var fulgt med op i Stalden. Maren bøjede sig ned og kærtegnede Dyret med nænsom Haand. —Se saa, lille Prins, hvil du bare, for det har rigtignok været en lang og anstrengende Tur for dig. Hun gav den endnu et Klap og vendte sig igen mod os.

— En lang Tur, siger du! — Sig mig, hvor kommer I da egentlig fra?

— Ja, vi kommer da helt ovre fra Tandslet, hvis du ellers ved, hvor det er.

— Helt fra Als ! — Herregud, lille Marius, saa har du rigtignok haft et trangt Fængsel at bo i, mente jeg.

— Aah hvad, det gik jo da, mente denne og lo ret fornøjet. — Og hvor har vi narret Tyskerne, for — mente Marius — naar vi med klynkende Mine sagde, at vi havde travlt, for vor Mor i Spandet havde sendt Ilbud efter os, hun laa og stredes derhjemme med Døden, saa troede de os. —- Skynd jer bare, sagde de og lod os uantastede passere.

Jeg morede mig og slog en høj Latter op, men jeg greb mig hurtigt i det. — Hør, sagde jeg, her staar vi og snakker og glemmer vist alt. Se nu, Marius, nu kan du følge med mig hen til mit hemmelige Skjulested; der er du foreløbig i Sikkerhed, og saa kan vi altid se, hvad det kan blive til.

Da det var gjort, gik jeg med de to Piger ind til Stine, min Kone. Hun havde snart Maden parat. Det kan nok være, de to kunde lide den. Medens de sad og tog for sig af Retterne, fortalte de os hele deres Historie, om Hjemmet og alt det andet derovre paa Als. Senere var vi oppe hos Marius paa Loftet. Han fik en god Portion Mad. Jeg fjernede mig stille og overlod de unge Mennesker for en Stund til sig selv.

»Prins« stod og skrabede  i Stenbroen. Den modtog mig med en ret kraftig Vrinsken. —- Ja, ja , nu skal du faa Vand og noget at bide i! Jeg fandt et Tøjr frem og satte den ud paa Ageren, hvor den straks gav sig til at ruske i det ikke altfor kraftige Græs.

Ja, bette Svend, du er nok bedre vant. Jeg strøg den kærligt ned over den slanke Ryg. Jeg fjernede mig og tog derefter Turen op paa Marken, for Faarene skulde jo flyttes, og Køerne skulde jo hjem til Natten. Det blev Aften. Stine redte op for de to Piger i vor pæneste Stue. Snart er der Ro overalt i det lille Husmandshjem.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

Se også listen over desertører

14. august 1916. Grænsesluser for desertører ved Spandet

Ole Bennedsen i Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark

Det var, saa vidt jeg husker, lige før Høstens Tid i Aaret 1916, at følgende hændte mig: Jeg havde dengang en Del at gøre med dem, der illegalt søgte ud af Landet, til Danmark. For det meste var det unge Mænd, der rømmede, for paa denne Maade at slippe for at komme med i Krigen paa tysk Side. En Del af Mændene havde allerede i kortere eller længere Tid været med derude i Skyttegravens Helvede, og nu havde de altsaa faaet nok af det og søgte bort.

Slet saa behageligt var dette Arbejde just ikke for mig, for hvis man skulde have det Uheld at blive taget af Tyskerne, ja, saa var det sket.

Jeg modtog endda Breve fra helt ubekendte Folk, og hvordan det kunde gaa til, fik jeg først senere Forklaring paa. Det var kun sjældent, jeg fandt det forsvarligt at sende Svar paa disse Breve.

Engang fik jeg et Brev, der havde følgende korte Indhold: — Kære Onkel. — I kan vente os paa Besøg i Morgen. — Sine.

— Sine — Sine — Hm! — Jeg gik den hele Dag og spekulerede paa, hvad det vel kunde være for en Sine. Der var jo saa mange Kvinder der bar dette almindelige Navn. — Naaja. Tiden vilde jo vise det.

Jeg var dog klar over, at det ikke var mig eller mine, men Danmark, det gjaldt.

Det var uheldigt netop paa dette Tidspunkt, for vi havde for mindre end en Uge siden faaet en ny Landstormsbataillon paa Vagt langs Grænseafsnittet ved Spandet. Selv havde jeg to Mand i Kvarter. Mændene var saadan set flinke nok, men ikke helt »modne« endnu. De, der var rejst, havde været vidende og været med til meget. Hvis alt dette kom frem . . . Naa, det gjorde det vel ikke!

For en Sikkerheds Skyld havde jeg i Halmen paa mit Stueloft indrettet en Hule, hvor man kunde gemme baade Mennesker og andet bort. Dengang havde man jo saa meget, som det var bedst, at den tyske Gendarm ikke fik sin Næse i.

Men nu tilbage til det omtalte Besøg af Sine med flere. Een Ting vidste jeg, og det var, at Mændene, som var indkvarteret hos mig, den næste Dag ved Middagstid, vilde være borte. De havde fortalt min Kone, at de skulde trække paa Vagt ved Grænsen, og at vi ikke kunde vente dem hjem før ud paa Natten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger, 1956

26. juni 1916. Brændenældetøj og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Brændenælder i stedet for bomuld og hamp.

Landbrugsministeriet har i disse dage anordnet, at landråderne hurtigst muligt skal organisere indsamlingen af brændenælder.

Krigen har, hedder det ifølge ”Berliner Tageblatt” i ministerens reskript, næsten helt standset indførslen af bomuld og hamp. Men brændenælden kan til dels erstatte dem. Da den ikke kan dyrkes for tiden, må den indsamles. Dyrket vil den ellers efter landbrugsministerens mening kunne give et kolossalt udbytte:

På en kvadratmeter, har han nemlig beregnet, kan der avles 3 pund tørrede nældestængler og 1 pund tørrede nældeblade, som er et fortrinligt foder. På en hektar kan der altså avles 15.000 kilogram nældestængler og 4-5000 kilogram nældeblade. På 1000 hektar tilsået med brændenælder ville der kunne avles 1,2 millioner kilogram nældetrevler, en mængde, som vil være af stor betydning for vor forsyning med vævede stoffer.

Under henvisning dertil opfordrer landbrugsministeren indtrængende landråderne til hurtigst muligt at organisere indsamlingen af brændenælder.

Der åbnes os med dette nye reskript udsigt til senere hen at få en brændenældekofte ligesom kongesønnerne i H.C. Andersens eventyr om ”De vilde svaner”. Til gengæld må vi så vistnok herefter skyde en hvis pind efter den lækre brændenældebudding, der forleden blev os så varmt anbefalet.

For at have ydet hjælp til unddragelse af værnepligten

var tjenestekarl Thomas Nielsen fra Årupgård i fredags anklaget for landsretten i Flensborg. Nielsen, som syntes at være lidt indskrænket, er født den 22. december 1893. Den 13. marts 1916 kørte han sammen med en Hansen Lund med en vandvogn ned til Kongeåen for at hente en spand til et damptærskeværk.

De kørte som sædvanlig vognen baglæns ned til Kongeåen. Da de havde gjort det, tabte de med vilje en spand ned i åen. Hansen Lund sprang ud efter spanden og forsvandt over på den anden side uden senere at vende tilbage igen. Hansen Lund havde ikke været til session, men var militærpligtig.

En vagtpost, som stod i nærheden, anholdt straks efter den anklagede. Denne havde herefter tilstået, at det var aftalt mellem ham og Hansen Lund, at denne skulle flygte. Statsadvokaten androg på den højeste straf for denne forbrydelse, et års fængsel mindre end én dag.

Retten idømte den anklagede 10 måneders fængsel. Vel var han indskrænket, men en følelig straf var på sin plads, da de mange værnepligtsunddragelser fra Nordslesvig tilføjede det tyske rige stor skade.

Opråb til en guldindsamling.

”Røde Kors” kredsforening i Haderslev offentliggør et opråb, hvori det hedder bl.a.: ”Medborgere! Tyskland kan kun sejre, når det ikke blot kæmper med sværdet, men også forbliver økonomisk stærkt.

Den handler uforstandig, som ikke mod kassebeviser ombytter de endnu i hans privateje værende mængder af møntet guld; det er meningsløst at holde fast på det.

Men vi bør ikke blot ombytte vore guldmønter, men også styrke rigsbankens guldskat ved at sælge vort guldtøj.

I det øjemed åbnes der nu også i Haderslev et guldindkøbssted. Vort indkøbssted godtgør den fulde værdi for alt guldtøj. Guldets lødighed fastsættes af en edfæstet taksator. Taksationen sker således, at rigsbanken ingen gevinst har af købet af guldtøjet og ædelstenene.

Man bør heller ikke undslå sig ved til stedse for fædrelandet at skille sig af med den overflødige ødselhed, som hyppig drives med guldkæder, armbånd osv. Det bør for os alle være en ære i stedet for guldurkæder at gå med en simpel jernkæde for derved at vise, at vi trænger ikke til forfængelige smykker, når disse kan gavne fædrelandet. Man er i færd med at lave sådanne jernkæder, og når man afhænder sine guldurkæder, får man en sådan i stedet mod at betale dens værdi.

Indtil videre er køb af forlovelsesringe udelukket, dersom det da ikke drejer sig om afdødes forlovelsesringe.

Dødsfald.

Mangeårig prøjsisk landdagsmand, geheimejustitsråd Carl Asmus Bachmann i Haderslev er død i en alder af 73 år. Som politiker sluttede Bachmann sig til det nationalliberale parti. Den afdøde var kendt i Haderslev by og østeramt som mangeårig dommer ved amtsretten i Haderslev, hvis ældste han var i en række år. Han var embedsmand af den gamle skole og støbning og mindes med anerkendelse fra alle sider for sin redelige færd.

7. juni 1916. Erstatningsthé, faneflugt og faldne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

I stedet for te.

Det prøjsiske krigsministerium har udsendt et flyveblad om indsamling af blade og brombær, jordbær, hindbær, solbær, blåbær og tyttebær som erstatning for te, efter at der er givet en forklaring af, hvem der bedst kan indsamle bladene, og hvorledes det skal ske, og hvilke blade der er bedst, oplyses der, at for så vidt de tørrede blade ikke anvendes på indsamlingsstedet, kan de i pakker på 5 kilo med posten og 25 kilo med jernbanen efter forudgående forespørgsel sendes til ”Präserven-fabrik” i Ebsdorf, Hannover. Den nævnte fabrik betaler 50 pfennig pr. kilo. Tomme sække og kasser godtgøres ikke og sendes ikke tilbage.

For landsretten i Flensborg

stod i går for unddragelse af værnepligten landmand Thomas Mortensen Therkildsen, født 1896 i Skast, samt tjenestekarl Jens Jensen født 1895 i Ballum, sidst bosiddende i Vester Gammelby. De er begge flygtede til Danmark. Statsadvokaten androg på en pengebøde af 150 mark for hver af de anklagede samt beslaglæggelse af deres eventuelle formue. Efter en kort rådslagning forkyndte retten dog den dom, at sagen måtte standses, da anklageskriftet ikke var fuldstændig efter lovens forskrift. Beslaglæggelsen af formuen ophævedes ligeledes.

For hjælp ved faneflugt.

Fru Anna Jacobsen i Spandet idømt 2 måneders fængsel.

Rigsretten i Leipzig forhandlede i lørdags en sag mod fru Anna Jacobsen i Spandet, som den 18. april ved landsretten i Flensborg var blevet idømt 9 måneders fængsel for hjælp til faneflugt. Den anklagede havde efter anmodning givet sin svoger, der var soldat, en civilklædning for at han kunne flygte. Efter først at have taget klædningen frem, havde fru Jacobsen igen taget den bort med en bemærkning, at hun ikke ville have noget at gøre med den sag. Men hun låsede ikke klæderne bort, men lagde dem på sengen, hvor svogeren fandt dem og tog dem på. Revisionsinstansen anså det ifølge ”Flensborg Avis” for tilstrækkelig bevist, at fru Jacobsen havde villet hjælpe svogeren med at flygte, og forkastede hendes revision. En søster til fru Jacobsen, der havde større del i soldatens flugt, idømtes i sin tid et år seks måneders fængsel. Hun havde ikke nedlagt revision.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

 Peter Schmidt og hustru i Ladegårdsskov ved Gråsten har modtaget efterretning om, at deres søn Frederik er faldet på vestfronten den 16. maj, næppe 20 år gl.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Johan Johansen fra Felsted er faldet, at Asmus Peter Julius fra Gråsten er død på krigslazaret og at en søn af A. Dall i Lintrup, bygmester Hans Petersen fra Mejlby ved Lintrup og gårdejer Truels Jensen fra Rejsby er blevet såret.

I marinens tabsliste meddeles, at Andreas Staarup fra Haderslev er savnet.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Petersen fra Bovrup er i fangenskab.

Lambert Lambertsen fra Aalkjær ved Gram, der i begyndelsen af krigen blev hårdt såret i den denne arm, nu er blevet hjemsendt med pension.

Enke Marie Knudsen, født Lund, i Åbenrå har modtaget efterretning om, at hendes søn Lauritz er faldet den 20. maj ved Mort Homme [“Toter Mann”, RR]. Fru Knudsen har endnu to sønner, Lorenz og Hermann med i krigen.

Otto Christensen fra Mels Mark på Als er faldet den 25. maj, 31 år gl.; han efterlader hustru og en lille søn.

Peter Søberg fra Løjtkirkeby, er død på et lazaret. Thomas Hansen og hustru i Lundsbæk i Nustrup sogn har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Hans Eskildsen Hansen, er død på et feltlazaret den 26. maj.

Thomas Thygesen, søn af gårdejer Hans P. Thygesen i Tyrholm ved Hovslund, er blevet hårdt såret og befinder sig nu på et lazaret.

25. maj 1916. Nye årgange indkaldes, straffet for hjælp til faneflugt og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hjemmenes ofre til krigen.

Mens man i fjor indkaldte, uddannede og sendte til fronterne de unge mennesker, der er født i kalenderåret 1897, har man nu i den første halvdel af maj begyndt indkaldelserne af de unge mænd, der er født i løbet af året 1898.

Når det fra enkelte sider er antydet, at der er indkaldt mandskab over 45 år, forholder det sig ikke rigtigt. Der er nok folk inde, som er over 45 år, men det er mænd, der har nået denne alder efter, at de er blevet indkaldt.

I enkelte tilfælde er folk indkaldt efter at være fyldt de 45 år, men det er sådanne, ved hvis værnepligt, der har været en eller anden gammel skavank.

5 års og 2 års fængsel for hjælp ved faneflugt.

”Flensborg Avis” meddeler:

For hjælp til faneflugt stod landmand Nis Petersen Nissen fra Høkkelbjerg og snedker Niels Hansen Lassen fra Fjelstrup i tirsdags anklaget for landsretten i Flensborg. Nis Petersen Nissen, som er født i Tirslund den 7. juli 1867, var anklaget for at have hjulpet i 6 tilfælde, Niels Hansen Lassen i ét tilfælde. Han var desuden anklaget for at have opfordret en soldat til en strafbar handling.

I det første tilfælde var begge de anklagede indviklede. Nissen bor i Høkkelbjerg og har en lille landejendom, som kun ligger omtrent 150 meter fra den danske grænse. Hans ene mark går lige fra huset ned til grænsen. Den 9. januar i år var snedker Hansen Lassen fra Fjelstrup sammen med sin kone og voksne søn i besøg hos Nissen, som de er beslægtet med. De havde da aftalt, at Hansen Lassens søn, som var udtaget til soldat, skulle komme hen til Nissen et par dage derefter og så herfra om natten gå ned over Nissens mark og over grænsen. De var også ude for at se sig om. Nissen hentede et par dage senere den unge Lassen. De kom hjem ved tolvtiden, og i nattens løb forsvandt Lassen så over grænsen.

Inden dette skete, havde den anklagede Lassen på gæstgivergården i Christiansfeld talt med en landstormsmand og spurgt ham, om han ikke kunne sørge for at komme på vagt på det sted, hvor hans søn ville gå over grænsen, og på det tidspunkt, da han ville gå over. Han ville betale ham godt for det.

Dette tilstod de anklagede alt sammen.

I pinsen 1915 var der kommet en soldat, iført civilt tøj og jernbanekasket ind til Nissen og havde bedt om at måtte låne en luftpumpe til sit ridehjul. Nissen havde givet ham denne. Soldaten cyklede så ned over Nissens mark og slap der over grænsen. Nissen beskyldtes for at have vist ham dette, men han nægtede det.

Nissens nabos søn, en ung mand ved navn Bechmann, var ligeledes gået over grænsen over Nissens mark. Nissen var også anklaget for at have hjulpet ham. De to sidstnævnte nægtede Nissen at have hjulpet.

I januar måned var de to anklagede blevet anholdt. De førtes til Flensborg, hvor Nissen kom i forhør hos en kriminalkommissær.

Nissen spurgte under forhøret denne, om han måske kunne slippe med en pengebøde, når han tilstod alt som det var. Kommissæren svarede, at hvis retten nåede til den overbevisning, at de har sagt hele sandheden, vil de måske kunne regne med formildende omstændigheder. Derefter tilstod han at have hjulpet endnu tre foruden de nævnte. Dette nægtede han dog under forhandlingerne i tirsdags. Vidner, som havde været til stede, mens han aflagde tilståelse, blev afhørt og bekræftede at have hørt tilståelsen. Der afhørtes i alt 13 vidner under forhandlingerne.

Statsadvokaten androg på at ikende de anklagede en alvorlig straf, også som en alvorlig advarsel i anledning af de mange faneflygtige fra Nordslesvig. At der var ført bevis for, at begge de anklagede havde gjort sig skyldige, kunne der ingen tvivl være om.  Han ville andrage på en fængselsstraf på tre år på snedker Niels Hansen Lassen og seks år for landmand Nis Petersen Nissen.

Advokaten Fey androg på at dømme noget mildere for Nissens vedkommende, som han forsvarede.

Retten idømte efter en længere rådslagning Nissen en fængselsstraf på fem år og Lassen en sådan på to år. For Nissen stod sagen således, at retten havde overvejet at henvise den til rigsretten, da der eventuelt kunne være tale om landsforræderi. Ingen af de anklagede tog imod dommen, men ville kræve revision.

Grisepriser.

”Hejmdal” meddeler:

De sidste torvedage var grisemarkedet i Rendsborg tilførte med 920 grise og ungsvin. Priserne var for dårlige let bare 34 til 40 Mark stykket, yngre god bare til 20 til 30 pund 41 til 48 Mark, fra 30 til 40 pund 49 til 56 mark, mellemvare 40 til 50 pund 57 til 70 mark, bedste bare 50 til 60 pund 71 til 84 mark, ungsvin fra 60 til 80 pund, 85 til 104 mark, svær bare fra 80 til 100 pund, 112 til 140 mark. Nogle grise solgtes for 1 mark 40 pfg. til 2 mark pundet.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

H. Schlichting og hustru i Dybbøl har efter en lang ventetid modtaget efterretning om, at deres søn Nis er blevet hårdt såret den 9. september 1914 i Østprøjsen, og at han er død af sine sår, sandsynligvis inden han nåede at komme på et lazaret. Han blev næppe 21 år gl.

Typograf Amandus Nielsens hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at hendes mand er faldet den 19. maj, 38 år gl. Han efterlader hustru og 5 børn.

Bødkermester Goldbecks hustru i Haderslev har fået meddelelse om, at hendes mand, der kun har ligget 4 uger ved fronten, er faldet.

I sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jens Petersen 3. fra Kær ved Sønderborg er faldet, at Jens Bojsen fra Bøjskov i Haderslev Amt er død af sine sår, at Hans Jessen fra Skærbæk er død af sygdom, at Ernst Cramer fra Sønderborg er omkommet ved et ulykkestilfælde og at Jesper Simonsen fra Branderup på ny er blevet såret, denne gang hårdt, samt at Hans Adsersen fra Kastrup er savnet.

Hans Hansen og hustru i Holmskov ved Elstrup på Als har modtaget efterretning om, at deres søn Jørgen den 13, maj er død på et feltlazaret, næppe 24 år gl.

25. april 1916. Ligtransport, faneflugt og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Hjembefordringen af lig fra felten,

Der er forbundet med mange vanskeligheder, ville lettes betydeligt, når hjemførelsen først skete efter krigen. For at tilskynde de efterladte dertil, har Forbundsregeringerne ifølge ”Hejmdal” vedtaget ved ligsendinger efter krigen at tilstede en fragtnedsættelse af 50 procent indenfor et passende tidsrum, som senere skal fastsættes.

Slagtning af gimmerlam

er i år forbudt indtil 25. maj. I tilfælde af nødslagtning skal slagtningen anmeldes til kommuneforstanderen inden 2 døgn, efter at den har fundet sted. For lam, der indføres fra udlandet, gælder dette forbud ikke.

Til hesteauktionen i Neumünster

i tirsdags var der mødt henved 1000 landmænd. Det drejede sig om belgiske heste. Priserne var meget høje: der betaltes gennemsnitligt 2600 mark, mens den laveste pris gik ned under 2000, men den højeste op over 3000 mark.

Ekspropriation af kvæg.

Overpræsidenten for Slesvig-Holsten har udstedt følgende bekendtgørelse:

I medfør af en bekendtgørelse fra rigskansleren af 27.marts 1916 om kødforsyningen har ”Det slesvig-holstenske kvæghandelsforbund” i Altona den forpligtelse til forsyningen af den hjemlige befolkning, hæren og flåden månedlig at erhverve et bestemt antal hornkvæk, svin og får til slagtning. For at forbundet kan opfylde denne opgave i de næste måneder, da fedekvæg kun står til rådighed i ringe mængde, er det nødvendigt, at de kvægholdende kredse i befolkningen tilbyder alt slagtefærdigt kvæg til salg. Sker dette ikke og kan handelsforbundet ikke komme i besiddelse af den nødvendige kvægmængde, vil der finde tvangstægt sted.

Derved skal alt det kvæg medregnes, som kvægholder siden 1. april i år frivilligt har solgt til slagtning, for at kvægholdere, som frivilligt afgiver deres slagtefærdige beholdninger, helt bliver forskånede for tvangstægten eller dog i det mindste bliver betydeligt mindre ramte.

Derimod vil kvægholdere, som holder deres besætninger tilbage, ikke alene blive særligt stærkt taget med ved de tvangstægten, men de kan også regne med, at ved tvangstægten vil der blive gjort et betydeligt fradrag fra kvægets værdi som overtagelsespris; et tilsvarende lovforslag er under forberedelse.

Jeg venter af forståelsen og fædrelandskærligheden hos de pågældende kredse i provinsen, at de ikke lader det komme til tvangstægt.

To kvinder idømt fængselsstraf for medhjælp til faneflugt.

Fru Anna Jacobsen og frøken Dorthea Petersen af Spandet stod tirsdag den 18. april for Flensborg Landsret som anklagede for medhjælp til faneflugt. Fru Jacobsen og frøken Petersen var søskende. I de sidste dage af februar modtog fru Jacobsen besøg af sin svoger, Ingvar Jacobsen, som var hjemme på en 3 ugers orlov fra Rusland. Han havde klaget sig over alt, hvad han havde lidt i Rusland, og gjorde et meget nedtrykt og nervøst indtryk. Lejlighedsvis ytrede han, at kan ikke kunne vende tilbage til Rusland mere. Han bad fru Jacobsen om at få sin brors klæder. Dette nægtede hun og frarådede også sin søster at hjælpe Jacobsen med at flygte. En dag tog hun dog sin mands klæder frem, men gemte den igen.

Om aftenen den 1. marts gik Jacobsen og frøken Petersen bort ved 8-tiden. Fru Jacobsen troede, at de gik til stationen. Dette gjorde de imidlertid ikke, men gik mod grænsen. Det lykkedes dog ikke at finde grænsen, og et sted var der for meget vand på heden til, at de kunne komme over. De gik så tilbage til en gård, hvor en frivillig, Gerhard, som frøken Petersen havde været forlovet med, lå i kvarter. Han var dog ikke hjemme, da de kom. Men da han var kommet hjem, vækkede frøken Petersen ham og bad ham om at hjælpe hendes bror over grænsen. Han gik ind på det, men kun på skrømt, og førte Jacobsen til skrivestuen. Her flygtede han dog og kom over grænsen. Frøken Petersen blev arresteret straks efter.

Statsadvokaten anså det for bevist, at begge de anklagede var skyldige, og krævede 9 måneders fængsel for fru Jacobsen og 18 måneder for frøken Petersen.

Forsvareren, justitsråd Crespel, mente ikke, at de anklagede burde kendes skyldige, fru Jacobsen i alle tilfælde ikke. Man burde også ved en eventuel straffetilmåling betænke, at anklagede havde handlet af medlidenhed med Jacobsen, og at ingen politiske bevæggrunde fandtes.

Retten kendte begge de to anklagede skyldige i hjælp til faneflugt. Formildende kom i betragtning, at de anklagede ikke havde handlet af tyskfjendtlighed, strafskærpende, at de havde hjulpet en soldat til at flygte, mens Tyskland var i krig. Retten dømte derfor i overensstemmelse med statsadvokatens andragende.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Hans Chr. Petersen fra Felsted er den 25. marts faldet i Rusland, rigelig 42 år gammel. Han efterlader hustru og 7 små børn.

Jakob Jørgen Diederichsen, søn af gårdejer Hans. D, i Nørre-Vilstrup, er den 21. marts faldet på valpladsen, 22 år gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Markus Ottsen fra Løjtkirkeby og Claus Iversen fra Stenderup i Sundeved er faldet og at Peter Festersen fra Hokkerup er død som følge af sygdom i Neumünster.

Peter Jensen fra Haderslev, der hidtil har været meldt savnet, er i fangenskab.

4. Marts 1916. Frikendt for hjælp til faneflugt – og andre nyheder fra Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Paa Lasaret.
Købmand M. Martensens Hustru i Nordborg har ifølge “Dvp.” faaet Efterretning fra sin Mand om, at han paa Grund af Sygdom er bleven indlagt paa et Feltlasaret. Martensen har siden Indkaldelsen været ved Vestfronten.

Savnet.
Landstormsmand Gaardejer Hans Juhls Hustru i Ladegaard II ved Hammelev har ifølge “Dv.” i disse Dage modtaget Efterretning fra sin Mands Kompagni, at hendes Mand har været savnet siden en Fægtning den 25. Februar i Aar. Man formoder, at han er falden i fransk Fangenskab, og Kompagniets Feldwebel beder fru Juhl om at give ham Efterretning, saafremt hun skulle faa Meddelelse om den Savnede.

I Fangenskab.
I Søndags modtog Høker Møllers Hustru i Slagergade i Haderslev ifølge “Dv.” gennem “Røde Kors” i København Efterretning fra sin Mand, der er i fangenskab i Rusland. Hun havde intet hørt fra ham siden August i Fjor og henvendte sig derfor til “Røde Kors” i København, der nu bragte hende den glædelige Efterretning.

Hjemme paa Orlov.
Handelsbetjent Fritz Clausen, en Søn af Lygtetænder Andreas Clausen i markgade Nr. 10 i Aabenraa, der tjener som Gardejæger ved Vestfronten, Bybud Peter Poulsen fra Toftlund, der har ligget i Garnison i Husum, og Landmand Niels Møller fra Allerup er for Tiden hjemme paa Orlov. Peter Poulsen har faaet Hjemlov paa ubestemt Tid, Niels Møller er kommen hjem for at faa sin Lade rejst, der faldt i Stormen.

Fra Provinsen.

Anklaget for Medhjælp til Faneflugt.

Ved Landsrettet i Flensborg forhandledes i Gaar en sag imod Møller Siegbert Anon Viborg i Terp ved Øster Lindet, som beskyldes for at have været sin Nabo, gaardejer Morten Jensen, behjælpelig ved at flygte over Grænsen for at unddrage sig Værnepligten.

Sagens Sammenhæng er i korthed følgende: Morten Jensen, som var anmeldt til Lægdsrullen, og den Anklagede foretog den 7. januar i Aar en Køretur og naaede tilsidst til Skudstrup Mark, hvorfra den førstnævnte forsvandt ag Grænsen til, medens Viborg bragte Køretøjet hjem.
Anklagen lade nu denne til Last, at han fra første Færd af havde været klar over Køreturens egentlige Formaal og saaledes havde begunstiget den anden ved Flugten.

Den Anklagede nægtede at have kendt Jensens Planer fra først af. Den Flygtede havde den nævnte Dag bedt den Anklagede om at tage med ud paa Kvæghandel, og først undervejs var Jensen fremkommen med Kørerturens sande Formaal. De var tilsidst naaede ud til Landmand Grosbøl paa Skudstrup Mark, hvorfra Jensen saa var forsvundet, medens den Anklagede var kommen i Samtale med Grosbøl. I Henhold til et undervejs givet Løfte havde Viborg saa taget den Forsvundnes Køretøj med hjem.

Ved Vidneafhøringen kom det til et lille Mellemværende, da den flygtede Morten Jensens Hustru skulde afhøres. Hun nægtede nemlig at aflægge Ed med den Begrundelse, at hun ikke kunde taale den Sindsbevægelse, Edsaflæggelsen for hendes Vedkommende vilde medføre. Da Formanden ikke formaaede at rokke ved Vidnets Nægtelse, trak Retten sig tilbage. Efter en kort Raadslagning idømtes Vidnet en Ordensstraf paa 200 Mark.
Efter Vidneafhøringen tog Statsadvokaten Ordet. Han androg paa 10 Maaneders Fængsel.

Dommen lød paa, at den Anklagede frikendtes. Retten stillede sig paa det Standpunkt, at, omendskønt der forelaa stærk Mistanke, var de foreliggende Beviser mod den Anklagede ikke fyldestgørende nok til en Domsfældelse.

4. marts 1916. Brændevin, præster og andre nyheder syd for Kongeåen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Brændevin må ikke udleveres.

På grund af den store trang til spiritus til tekniske formål har rigskansleren indtil videre helt forbudt udlevering af drikkebrændevin til andre end hæren, sygehuse, medicinfabrikker osv.

Præsterne skal agitere for krigslån.

I det kielske konsistoriums officielle blad findes følgende, der her gengives på dansk: ”Forberedelsen til et gunstigt muligt resultat af det kommende krigslån behøver denne gang forøget opmærksomhed og medvirkning fra alle kredse. Hovedopgaven for at opnå et gunstigt tegningsresultat synes at være den snarlige påbegyndelse af en hverveorganisation på landet og i de små byer, hvis bærere landråderne skal være. For at gennemføre denne organisation er det påtrængende ønskeligt, at de gejstlige, som allerede ved tidligere lån har virket så heldigt, også nu igen stiller hele deres kraft til rådighed.

Vi anmoder derfor de herrer gejstlige om ikke blot på tidligere måde at bidrage til de nye låns fremme, men i særdeleshed også i videst muligt omfang at efterkomme den anmodning, der vil blive stillet til dem fra landrådernes side om medvirkning ved den planlagte organisation”.

Henvendelsen er undertegnet af konsistoriets formand.

Værnet for Halligerne

Den prøjsiske landdags finansudvalg har ifølge ”Hejmdal” bevilget den første rate på 100.000 mark til yderligere udvikling af beskyttelsesværkerne på halligerne. Foruden andre mindre arbejder skal de let byggede forbindelsesdæmninger mellem Oland og Langenæs, som i de sidste to år er blevet stærkt beskadigede af storme, genopføres i en stærkere skikkelse. De samlede omkostninger er 1.645.000 mark.

Mand frikendt – konen dømt.

For medhjælp til faneflugt stod møller Sigbart Anton Wiborg fra Terp ved Øster Lindet i går, fredag, anklaget for landsretten i Flensborg. Efter anklagen skulle han den 7. januar i år have hjulpet sin nabo, gårdejer Morten Jensen, som er optantsøn, men at flygte over grænsen. Den nævnte dag var ifølge Wiborgs udsagn Morten Jensen kommet over til ham og havde spurgt ham, om han ville med på handelen. Jensen vidste, at Wiborg et par dage i forvejen havde mistet en ko og trængte til en. Om eftermiddagen kørte de af sted med Jensen køretøj. De kørte først til Skodborg, og var dér inde et par steder, men fandt intet at købe, kørte så til Studstrup Mark og kørte ind hos gårdejer Graasbøl, hvor Wiborg havde hørt, at der var en ko til salg. Lige før de nåede gården, erklærede Morten Jensen over for den anden, at han ville flygte over grænsen. Da de kom ind på gården, gik Jensen og kom ikke tilbage mere. Dette tillod den anklagede, mens han hidtil havde påstået, at Jensen var vendt hjem sammen med ham igen.

Der førtes flere vidner i sagen, blandt andet den flygtede Morten Jensens hustru, som nægtede at aflægge vidneeden med den begrundelse, at hun havde været sindssyg og var bange for at blive det igen. Statsadvokaten androg på at idømme hende en ordensstraf på 20 mark. Retten idømte hende ifølge ”Flensborg Avis” en ordensstraf på 200 mark eller 20 dages arrest. Statsadvokaten androg på at finde den anklagede skyldig og idømme ham 10 måneders fængsel. Retten frikendte den anklagede.

Flensborg Skibsværft.

”Flensborg Avis” oplyser, at den forleden (efter ”Schleswigsche Grenzpost”) bragte meddelelse om, at samtlige danske undersåtter på værftet i Flensborg var blevet opsagte, er fuldstændig ubegrundet.

Forårsarbejdet syd for grænsen.

I Haderslev kredsblad for den 24. februar 1916 anmoder landråden amtsforstanderne om at sørge for, at forårsarbejdet på markerne bliver planmæssigt udført, for at sæden kan blive lagt i betimelig tid og i lige så stort omfang som tidligere.

Er der mangel på arbejdskraft, skal den økonomiske overledelseskommission i kommunen henvende sig til landråden, for at der kan søges om orlov for landmænd, der kun er garnisonstjensdygtige, eller henvise krigsfanger til kommunen eller om orlov af soldater fra garnisonen i Haderslev.

Ligeledes skal der sørges for det nødvendige antal af håndværkere, særlig smede, for at forårsarbejdet ikke forsinkes.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Ifølge tabslisten er Karl Danielsen af Flensborg faldet, Lorens Jepsen af Flensborg død af sygdom på et krigslazaret, Nis Lassen af Balsbøl savnet og Wilhelm Gerloff af Flensborg død af sygdom på et feltlazaret.

20. oktober 1915. Jyllandsposten: Desertører og flygtede russere

Russerne der landede på Ærø.
Om de sex Russere, der kom i Land paa Ærø efter at være undslupne fra tysk Fangenskab, skrives der fra Marstal til “Fyns Tid.”: De sex russiske Flygtninge landede ved Lebymark i Dagningen. De gav sig paa Vandring ind over Øen, og da de kom forbi Gaardejer Rs Hansens Gaard i Bregninge, blev de budt indenfor, kom i tørt Tøj og fik en Kop Kaffe at varme sig paa.
Rs Hansens Søn, der kan tale lidt Tysk, forklarede dem ved Hjælp af et Kort lidt om Situationen paa Fronterne hvad der interesserede dem stærkt.
De var flinke og livlige, intelligente unge Mennesker og øjensynlig meget glade for at være slupne ud af Fangenskabet. De var bleven taget til Fange for et Aar siden ved Przmysl. I begyndelsen havde de været i en Fangelejr i Østerrig, men i Juli kom de på Landarbejde i Lysabild paa Als. Herfra var de undvegne Natten mellem Lørdag og Søndag ved at knuse et Vindue. Søndagen over havde de holdt sig skjult. Søndag Aften fandt de en gammel utæt Baad. De tætnede den saa godt de kunde, ved at holde deres Klædningstykker i Hullet, men under hele Overfarten til Ærø havde maattet øse Baaden med deres Kasketter, og de var drivvaade og forkomne da de nagede i Land.
De fortalte, at de havde mest levet af Kartofler i Tyskland. Brød havde de næsten ikke faaet noget af.
Efter at de havde faaet et godt Maaltid mad, kørte Rs Hansen dem til Marstal. Her er de foreløbig anbragt i Karantæne. Når Karantænetiden er overstaaet, vil de over Kjøbenhavn blive hjemsendt til Rusland.

Syd for Grænsen
Det gaar haardt paa med Indkaldelserne.
Dersom man overalt i Tyskland ved Indkaldelserne gaar lige saa skarpt frem som i Nordslesvig, maa et meget højt Procenttal af dem, der nu tages til Krigstjeneste – rent fysisk set – siges at være et meget ringe Soldatermateriale. En Mængde af de Indkaldte lider af udprægede Hjertefejl, svære Brokskader og Lign.
Folk som tidligere har været vraget 8-10 gange, tages nu rask væk, skriver “Ribe Stiftstidende”.
Medens en Del af de Indkaldte der, for nogle dage siden, skulle møde i Haderslev, stod opstillede paa Øvelsespladsen, besvimede flere af dem, og under Marchen til Banegaarden faldt en død om, ramt af et
Hjerteslag.
Disse Tropper faar nu almindeligvis en Uddannelse i 4-6 Uger og sendes derpaa ud til Fronterne.
Man maa indrømme, at det er uanede tunge Ofre, Befolkningen bringer paa Krigens Alter.

Flugten fra Rædslerne.
For Landretten i Flensborg behandledes forleden ikke mindre end 75 sager angaaende Faneflugt eller forsøg paa at unddrage sig Værnepligten.
Den 19-aarige Tjenestekarl N. Jørgensen af Grarup idømtes 9 Maaneders Fængsel. Han angav som Grund til sit Flugtforsøg, at Soldater, der kom hjem paa Orlov, fortalte saa meget Rædselsfuldt fra Krigsskuepladserne.
Den 23-aarige Nis Jepsen af Varnæs, der var kasseret paa Sessionen, men vidste, at han skulle paa Sessionen igen, havde gjort Forsøg paa at slippe over Grænsen. I Retten paastod han, at han daarligt kunne læse og ikke forstod Tysk, hvilket Statsadvokaten betegnede som forstillelse. Han idømtes 10 Maaneders Fængsel.
Endelig blev Frk. Margrethe Wind af Faarhus i Agerskov Sogn idømt 4 Maaneders Fængsel for at have ledsaget sin Svoger, Gaardejer Stenbæk, der var hjemme paa Orlov, til Grænsen, som det lykkedes ham at komme over.