9. juni 1916. Storm på “Højde 304” ved Verdun

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Da jeg fredag morgen stod på post, kom vor gruppefører gennem graven med ordre til at være rede til at storme kl. 6,30. Stemningen
efter denne besked sank ikke så lidt. Vi vidste jo helt nøje, at mange af os ville blive på valen.

Tankerne gik hjemad til vore kære; vi blev tavse. At storme uden artilleriforberedelse syntes vi var helt håbløst.

Så kom stormkolonnerne og flammekasterne. De sidstnævnte indledte stormen med at udspy deres flydende ild over i den franske grav, og et skrig derovrefra fortalte os, at en mand var blevet ramt og nu brændte op.

Så kom kommandoen til storm, men da var klokken også blevet syv.

Allerede ved at arbejde os op af graven skete der noget grimt lige ved siden af mig.

Lige før stormen fik hver udleveret 4 håndgranater, som sattes ned i »koblet« (livremmen), to på hver side af maven og med skaftet nedad. I skaftet sad en strop, som skulle trækkes ud, når man ville kaste granaten efter et mål. Hvorledes ulykken skete, så jeg ikke, men jeg antager, at der, da vi kravlede op af graven, er smuttet et stykke trærod eller lignende ind i stroppen, hvorved stroppen blev halet ud af kammeraten selv.

Granaten eksploderede.

Jeg fik et chok, for kammeraten så forfærdelig ud og faldt tilbage i graven, døende.

I de tyske aviser og i vore egne censurerede blade stod der, at tyskerne havde taget »304« ved Verdun, men det var kun en halv sandhed – eller halv løgn. Begge landes stillinger var på »304«, men kammen af højen var ingenmandsland imellem dem, og stormen den dag forandrede ikke noget herved.

Jeg stormede af sted lige som alle de andre, men vi kom ikke langt, for ovre på den anden side var man på post. Maskingeværerne ryddede slemt op imellem os.

Jeg sprang ned i et granathul. I hele terrænet mellem de to skyttegrave var franskmanden i stand til at meje os ned for fode.

Sammen med mig kom der også en purung soldat ned i hullet. Han virkede som en stor dreng, havde været elev på et lyceum i Bremen, hvor hans forældre boede, og havde meldt sig frivilligt til fronten.

Lige bag mig sprang vor gruppefører også ned i et granathul.

Da vi havde ligget lidt, begyndte den unge mand: Vi må videre, vi har fået befaling til at indtage den fjendtlige grav. Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu. Så lå vi stille igen et stykke tid, og da skyderiet ligesom tog noget af, begyndte han igen: Jeg vil lige se, hvor alle de andre er blevet af. Igen advarede jeg ham, men han ville ikke høre, og så stak han hovedet op over hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede »Mutter«, og så var han død.

Så lød fløjten fra vor grav, det var det samme som at gå tilbage, og vor kompagnifører var en af de første til at kravle tilbage.

Vor gruppefører vinkede til mig, kom med, og i det samme fik også han en kugle gennem halsen. Han kikkede endnu en gang på mig, lagde hovedet ned på sine knæ, og så var også han væk.

Nu gjaldt det for mig også at komme tilbage, men hvorledes, for der blev jo endnu skudt. Foreløbig blev jeg liggende i hullet for at lægge en plan til tilbagetrækningen. Geværet måtte efterlades, og heller ikke de fire håndgranater, som ingen havde fået brug for, ville jeg have med, for begge dele var kun til hinder, når jeg ville kravle tilbage; kun min bajonet tog jeg med.

Da skydningen sløjede lidt af, begyndte jeg at slange mig gennem alle granathuller og andre sænkninger i terrænet. Det tog tid at komme over de ca. 50 meter – længere kom vi ikke – og ankomsten i vor grav skete omtrent, som når jeg på søbadeanstalten derhjemme sprang ud fra vippen. Jeg kom på hovedet ned i graven, men helt uskadt,  selvom franskmanden skød efter mig, idet jeg sprang.

Stormen var en fiasko.

NB: Episoden med den unge soldat er tidligere bragt den 14. maj 2016 i en litterært bearbejdet version af samme forfatter. Det er tydeligvis denne begivenhed, som den litterære version bygger på /RR

DSK-årbøger 1966

8 tanker om “9. juni 1916. Storm på “Højde 304” ved Verdun”

  1. Rene jeg kan se ud af dette, at en del af beskrivelsen svarer til det brev jeg har, og som indgik i Bundgaard bog: Danskere på Vestfronten 1914-1918
    Hvor mange breve har I fra Hermann?

    1. Hej Kurt
      Vi har så vidt jeg ved ingen feltpostbreve fra Hermann Hunger i vores arkiv her på Sønderborg Slot.Denne historie har vi “plukket” i DSK-årbøgerne.
      mvh
      René

      1. Det burde I have. Jeg sendte den til jer hvilket fik Claus Bundgaard til at udsætte udgivelsen af sin bog og indarbejde dette brev i den.

        1. Hej igen
          Så må jeg have kigget i en gammel arkivfortegnelse. Jeg tjekker med vores arkivar.
          mvh
          René

      2. Hej igen,
        Det kan godt være det var Sønderborg museum. Er det ikke samme sted?
        Undskyld min uvidenhed

        1. Hej igen Kurt
          Jeg tjekker igen senere – vi har mega-travlt lige nu, hvor interessen ser ud til at kulminere.
          mvh
          René

  2. Hej igen Rene,
    Du skal ikke lede mere. Jeg har nu fundet svarbrevet fra da jeg sendte det for kopiering. Det var til museet i Haderslev, og kopi af brevet er i Haderslev kommunes historiske arkiv.
    Jeg sendte det til Martin Bo Nørgård tilbage i 2007.
    Hvis I er interesret vil jeg, som tak for al den spændende info I deler på denne side, forære jer originalen.
    Lad mig vide hvortil jeg skal sende det i givet fald I er interesseret deri.
    Med venlig hilsen
    Kurt Kirkedal Jensen

    1. René har meget travlt for tiden, så jeg foreslår at du sender det til:
      Att. René Rasmussen
      Sønderborg Slot
      Sønderbro 1
      DK-6400 – SØNDERBORG

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *