Tag-arkiv: flammekaster

14. april 1918. K. Tastesen i infernoet på Vestfronten: Kun 17 mand tilbage af knap 200

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Flyverne var daglig over Byen og bombarderede stærkt hele Tiden, saa der var hver Dag mange Saarede. Den 12. April om Morgenen brød vi op og skulde til et stort Slag ved Armentieres. Ved Middagstid kom vi til en lille By, som var fuldstændig skudt sammen. Der skulde vi vente til om Aftenen for at komme nærmere til Fronten.

Hele Omegnen var fyldt med Tropper, de fleste jeg nogensinde har set paa et Sted. Kl. 10 afmarscherede vi saa, men efter et Par Timers Forløb blev Skydningen saa stærk, at vi maatte sprede os i Grupper for ikke at blive skudt allesammen. Regimentet, vi skulde afløse, laa paa ganske fladt Terræn, kun havde hver enkelt Mand lavet sig et lille Hul til at dække sig lidt i.

Der laa vi nu i 2 Dage i et rent Helvede, da vi først skulde storme den 14. April. Artilleriet bombarderede stadigt, Flyverne kastede Bomber ned, Tanks kørte frem og spyede Ild og Ulykker til alle Sider, og Luften var fyldt med Gas, saa vi næsten aldrig kunde faa Masken af. Flammeilden fra Tanks var næsten det værste af det hele. De kunde sprøjte en Ildstraale 50-60 Meter ud fra Maskinen, og hvis blot nogle Draaber ramte os, var vi straks i Flammer.

Den 14. om Aftenen skulde vi endelig angribe, men først havde vort Kompagni faaet Forstærkning, da der allerede var falden mange.

Under stærk Ild stormede vi frem mod Byen, men Englænderne trak sig tilbage, saa vi ikke kom til at bruge Bajonetten før inde i Byen. Flyverne kæmpede i snesevis i Luften, Granater, Shrapnell og Haandgranater sprang rundt om os, Kuglerne fra Maskingeværerne sang, og Flyverne styrtede ned og dræbte dem, der kom under.

Det hele udgjorde et Helvede, som ikke lader sig beskrive. Og nu bagefter synes jeg, det var et helt Vidunder, at jeg kom igennem. I Øjeblikket ved jeg ikke, hvad jeg tænkte — hvis man i det hele taget i en saadan Stund kan tænke — kun fremad — bort fra det hele. Endelig naaede vi Byen.

Jeg kom i Fægtning med en Englænder, men var saa udmattet efter Løbet, at jeg næsten intet kunde foretage mig. Jeg vilde støde min Bajonet igennem ham, han sprang til Side, og jeg løb Bajonetten mod Muren, saa den knækkede. I det samme havde han Bajonetten vendt mod mig, men jeg fik lige Tid at slaa til hans Bajonet, saa Bøssen gik midt over. Saa rakte han Hænderne i Vejret og var min Fange.

Da han ingen Vaaben havde, lod jeg ham løbe, og jeg kom sammen med tre Kammerater ned i en Kælder. Der blev vi foreløbig, da vor Ammunition var ved at slippe op — jeg havde kun faa Patroner tilbage og to Haandgranater.

Kampen rasede rundt i Byen hele Natten, men hen paa Morgenstunden blev det roligere, og vi gik ud i Byen igen. Resten af Englænderne blev taget til Fange. Byen var kun Ruin; af 75-80 Fabriksskorstene stod kun 3 tilbage. Samme Dag blev vi afløst, og vort Kompagni blev samlet. Af 190-200 Mand var der kun 17 tilbage. Resten var saaret eller falden.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

5. september 1916. Matthias Møller ved Somme: “Mit Hjerte sad helt nede i Bukserne …”

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Omsider blev vi stillet op og videre gik det ad Veje og Chausséer mod Fronten.

Der gik i begge Retninger en næsten uafbrudt Række af Troppedele, Privatbiler med Officerer, Lastbiler, Sanitetsvogne, Trænvogne, Munitionskolonner, Kanoner, Sårede og alt muligt andet.

Chausséen var dækket af en eneste Vælling af pulveriseret Kridt, Sten, Jord og Ler. Ofte måtte vi ud på Marken, for i det hele taget at kunne komme videre.

Hen på Eftermiddagen nåede vi Potte, en lille By ikke langt bag Fronten, der var forladt af Befolkningen.

Her blev vi indkvarteret. Kanontordenen fra Fronten var her så stærk, at det hele kun virkede som en uhørt, uafbrudt Buldren og Bragen. Husene vibrerede og Teglstenene på Tagene klirrede.

Ved Indgangen til Landsbyen lå et Slot, som var taget i Brug som Lasaret. Det var overfyldt. Udenfor på et større Terræn stod Båre ved Båre med Sårede og Døde, hvis Sjæle efter svære Lidelser allerede var nået til en bedre Verden. Man kunde næsten misunde dem for, at de havde overstået det, vi andre måske gik ind til.

Det var et frygteligt Syn, som på mig, der var uerfaren, gjorde et stærkt og nedslående Indtryk.

Jeg traf en Kammerat, som var helt mørk i Ansigtet — han havde været udsat for et Flammekasterangreb. Jeg spurgte, hvordan det var i Kamplinjen. Det rene Helvede, svarede han og gik. Ingen var oplagt til at sige noget.

Jeg må ærligt tilstå, at mit Hjerte længe sad helt nede i Bukserne. 2 Dage før, den 3. Septbr., havde der været Angreb af Franskmændene med Kolonitropper og Englændere på omtrent hele Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

29. juni 1916. Ved Verdun: “… et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende”

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84. Natten til den 26. juni 1916 gik han i stilling ved Højde 304 ved Verdun.

Den 29. juni 19 minutter over fem skulle vi storme de franske stillinger, der lå foran os, og de to første grupper – jeg var i første – fik til opgave at indtage den franske sappe [fremskudt skyttehul].

Frem foran os stormede en afdeling med flammekastere. Det var jo et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende.

Men underofficeren, ham jeg havde stået vagt ved, blev såret, mens han stormede frem ved min side, og jeg har ikke set ham siden.

DSK-årbøger 1969

22. maj 1916. Ved højde 304: “To flammekastere udspyede deres fordærv …”

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

Indtil den 21. maj havde jeg så vidt besejret den moralske svinehund inde i mig, at jeg fuldkommen rolig gik fremad til storm. Vejen, der bestemt ikke var lettere end ellers, forekom mig meget kortere end den 11. maj. Uden nogen indre uro gik jeg gennem spærreilden og ankom frisk og frejdig til 4. kompagni.

Den 22. maj om aftenen spyede så på et signal to flammekastere deres fordærv ind i de fjendtlige grave, og stormsoldaterne steg ud af deres huller. Det ene af disse mordinstrumenter fulgte jeg lige i hælene af.

Men hans beholder blev ødelagt af et geværskud, væsken flød ud over en såret franskmand, antændtes, og straks luede en mægtig flamme op i den natlige himmel. Ved at skovle jord på lykkedes det mig at slukke ilden. Sammen med nogle dygtige kammerater kastede jeg så mange håndgranater for fødderne af den fremrykkende fjende, indtil en underofficer og en mand havde tilintetgjort det franske maskingevær.

Ganske vist værgede vi fem mand os stadig fortvivlet, men vi måtte indse, at yderligere modstand var formålsløs. Efter en velrettet salve, der skulle gøre fjenden forbavset, vendte vi fjenden ryggen, så pinligt det end var.

Store resultater havde vi ikke opnået, men jeg vidste da nu, at jeg havde overvundet min angstfølelse.

Glad over min sejr hjalp jeg med at slæbe en såret til Malancourt og spadserede så hyggeligt mod Monfaucon.

Før jeg gik ind i denne landsby, holdt jeg en frokostpause i landevejsgrøften. Ved siden af mig sad min landsmand Jacob Sinn og lod sig mit smørrebrød smage. Desværre blev vor appetit ødelagt af en granat, der slog ned nær os og blandede en portion skidt i mit smør.

At lide heltedøden 10 km bag fronten forekom mig meget dumt, derfor anså jeg det for rigtigere at fortsætte min frokostpause uden for ildzonen.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016

14. maj 1916. Ved Højde 304: “Det sidste, de sitrende Læber mumlede var: ‘Mor!’.”

Hermann Hunger fra Aabenraa gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni. I maj 1916 blev regimentet indsat ved Verdun. Han beretter nedenfor om en episode i et granathul ved Højde 304.

Mor!

Vi laa sammen i et Granathul, Mors Dreng og jeg. Han var i den Alder, hvor man hverken er Dreng eller Mand. Han var blandt de Aargange, hvor man har faaet de første krøllede Dun paa Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu.

Nu sagde han ikke ret meget.

Men nede i Bunkeren, ja, ogsaa i Skyttegraven, dog mest i Barakken i Nantillois, særlig naar Posten var kommen og havde bragt Breve og Pakker, saa kunde han ikke tie med, hvilken god og dygtig Mor han havde. Han havde bestemt den bedste og villeste Mor i hele Verden.

Nu var der ikke Stunder til at snakke, ikke en Gang om Mor.

Han var gaaet lige fra Skolebænken og ind i Krigen. Og sit Fædreland elskede han og var stolt over at maatte være med til at kæmpe for det.

Han var bedre Folks Barn fra en Storby. Men nu sad vi to, Drengen og jeg, i et Granathul paa 304 midt imellem den tyske og den franske Stilling.

Det var en prægtig Foraarsmorgen efter en rolig Nat. Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe paa den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.

Klokken fire Morgen kom Befalingen: ”Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Gravskal tages”.

Saa kom Flammekasterne.

Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Væsken havde truffet.

Op! Fremad!

Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.

Alt hvad Franskmændene havde af Krigsredskaber udspyede deres Ild imod os.

Ned!

Ti Meter forude en lille Granattragt. Og her fandt vi ned, Drengen og jeg.

Vi sundede os lidt.

Den sikre Død at storme videre .

Men Drengen var ivrig. “Vi maa fremad . — Vi har faaet Ordre”. “Er du forrykt! — Ned med dig!”

Værre og værre blev Helvedet over os. Drengen var der igen : “Vi maa videre”.

“Ti stille!”.

Vi laa tavse en Stund .

Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?

Nu sagtnede Ilden lidt. “Jeg vil ljge se, hvor Kompagniet er henne”. “Lad vær ’!” For sent.

Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg.

Det sidste, de sitrende Læber mumlede var : “Mor”.

Og saaskingrede Fløjten fra vor Grav : “Tilbage!”

DSK, Årbøger, 1941