Så er der nyt fra Østfronten …
Postkort fra Otto Theodor Wagner kan ses på hans egen side.
Siderne for de enkelte krigsdeltagere er kronologisk opbyggede, så de nyeste finder du i bunden.
Læs dem her
Alle indlæg af Rene Rasmussen
24. juni 1916. Ugens kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge em oversigt over den forgange uges kampe for 100 år siden. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.
Denne gang handler det om flyver-esset Max Immelmann, Verdun, Mellemøsten, den store russiske Brusilow-offensiv på Østfronten – og forberedelserne til den store Somme-offensiv.
24. juni 1916. Tre mænd fra Skodborg faldet – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Levnedsmidlerne i Sønderborg kreds.
Landrådens opfordring til at anmelde fortiede forråd har ifølge ”Sonderburger Zeitung” haft til resultat, at der bagefter i alt er anmeldt: 16.148 kilogram røgede varer, 3000 kilogram sukker, over 2400 centner korn, 442 centner kartofler og over 900 kiligram kaffe og te. – På landrådens opfordring er der i disse dage fra Sønderborg kreds sendt 300 centner kartofler til Kiel, og så har Sønderborg kreds endda i sin tid anmeldt et underskud af henved 11.000 centner, men har kun fået 4000 centner.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
I afvigte uge er der til Skodborg sogn kommet budskab om, at tre unge håbefulde mænd er faldet, nemlig Andresen, P. Greisen og Markus C. Christiansen. Andresen og Christiansen var begge gift, medens P. Greisen var ugift, men efterlader sig en gammel mor, som er enke.
En søn af Johannes Petersen i Storlund ved Fol er blevet såret og ført til et lazaret i Frankfurt ved Main.
Gæstgiver Chr. Hansen fra Lebølgårds kro på Als, er faldet efter kun at have været 14 dage ved fronten, 35 år gl.-
Jakob Hansen fra Stevning på Als, 32 år, er faldet.
23. juni 1916. Hans Callesen nænner ikke at skyde en franskmand
Hans J. Callesen fra Avnbøl fortæller om denne hændelse en St. Hans nat på patrulje ved Reims.
Her i Skoven ligger 3. Bataillon i Reserve, den er underbragt i Blokhuse, som er lavet af lutter Træstammer, godt forankrede og bedækket med Jord. Hele Skoven er levende, der lyder Sang og Mund- harmonikamusik op fra Jordhulerne.
Vi naar Kantinen og faar os nogle Glas Øl og vender saa hjemad igen til vor underjordiske Beboelse. Da vi kommer tilbage til Kampstillingen, kommer vor Korporal og siger til Grün og mig, at vi skal paa Patrulje i Nat.
Vi protesterer, men det nytter jo intet, en Befaling er en Befaling. Klokken 12 skal vi starte, vi skulde se, om vi kunde hente et fransk Maskingevær. Franskmændene havde hentet et hos os i sidste Uge. Korporalen, en Berliner, var heller ikke saa stolt af Bestillingen, men vi skulde jo forsøge det.
Vi gik sammen ned ad alle de mange Trapper og fik Sagerne ordnet, Revolverne efterset og hver 3 Haandgranater stoppet i en Sandsæk. Vi spiste vor Aftensmad og satte os derefter paa vore Tornystre for at afvente Tiden.
Tankerne er saa urolige, man tænker de skrækkeligste Ting, og misunder sine Kammerater, der sidder og spiller Kort og slaar i Bordet ved den tarvelige Belysning, Hindenburglyset spreder om sig.
Klokken er næsten 12, da vi kommer op i Skyttegraven. Kompagnierne er paa Plads. Geværerne er stukket igennem de lange Huller i Panserpladerne, alle staar parate, i Fald det skulde udarte sig til Angreb fra Franskmændenes Side, alle staar i Alarmberedskab. Minekastere staar tavse med Mundingen lige i Vejret, mens Mandskabet staar og venter paa, hvad der skal komme.
Korporalen hopper op over Brystværnet, og vi to følger efter.
Denne skønne Sommernat; Stjernerne blinker ned til os, der er Ro over hele Linjen, ikke et Skud er der at høre, og nu skal Roen forstyrres.
Med Traadsaksene foran kryber vi langsomt fremad. Vi har jo Tid nok, der er jo ikke noget, der haster. Vi kommer tidsnok i Fare for at blive skudt, saaret eller taget til Fange.
Det gaar kun langsomt. Pigtraaden snor sig paa Kryds og tværs fra Pæl til Pæl. Vi har allerede forskellige Rifter paa Hænder og Tøj.
Vi lander alle tre i et Granathul. Vi bliver liggende for at hvile lidt og samle nyt Mod til det sidste Fremstød. Korporalen mener, vi er godt halvvejs.
Langt til Venstre sendes der en Lyskugle i Vejret. Langsomt daler den ned mod Jorden og bliver hængende i Pigtraadene. Vi kan se, at vi nærmer os den franske Skyttegrav.
Korporalen hvisker, at vi skal af Sted. Langsomt, langsomt, hvisker han, I maa ikke blive nervøse nu. Saa lydløst som muligt, saa de franske Vagtposter ikke mærker noget, før vi er over dem.
Vi kryber af Sted ingen. Det er forfærdelig med den Pigtraad, at faa den klippet og lagt tilside, men vi skrider dog fremad. Korporalen er stadig foran. Grün er ikke med mere, han bliver liggende, ser jeg, han vinker. Jeg holder Korporalen i Benet og vinker til ham, saa kryber jeg tilbage til Grün. Han har faaet en lang Rift i Laaret af Pigtraadene. Jeg hvisker i Øret paa ham, at han skal krybe tilbage til Granathullet og se at forbinde Saaret, og vente der, til vi kommer tilbage.
Saa vender jeg om, kryber hen paa Siden af Korporalen og ryster paa Hovedet. Saa kryber vi videre frem ad, Side om Side.
Korporalen tager fat i mig, vi bliver liggende og lytter.
Vi ser op mod Himlen. Det er St. Hans Aften, det er i Aften, alle Blus bliver tændte, det er i Aften at Hekse bliver fordrevet og rider til Bloksbjerg paa deres Kosteskafte. Og nu ligger vi her i Frankrig paa et farligt Sted, med de franske Bøssepiber og Maskingeværer kun nogle faa Meter foran os, og bag os Tyskerne, som staar parate med Haandgranater og Miner. De skyder løs saa snart det mindste viser sig.
Korporalen rører paa sig. Han faar sin Revolver frem og gør Tegn til mig om at gøre ligesaa, og saa al Sted igen. Nu er vi lige ved Maalet. Et Gevær ligger foran os, en Staalhjelm ved Siden af. Lydløse nærmer vi os Skyttegraven.
Vagtposten maa have forladt sin Post, eller han sover.
Vi kigger ned. .
Et ejendommeligt Syn. Paa det nederste Trappetrin op til Brystværnet sidder den franske Post. Lommelygten, som han har hængende paa Brystet, er tændt og straaler ned paa et Billede eller Fotografi, som han holder i Haanden, kanske hans Hustru og Børn, vi kan ikke rigtig skimte det. Han sidder og stirrer paa Billedet, har glemt alt omkring sig.
Der sidder han og aner ikke, at Fjenden er over ham, at Døden er saa nær. Der sidder han og har glemt Krigen og hele Tilværelsen; kun det ene drejer Tankerne sig om, Hustru, Hjem og Børn.
Krigen er forfærdelig. Her ligger vi to paa Skyttegravskanten og ser paa, at han kærtegner sit Billede. Han har ikke kunnet holde ud at staa de Timer uden at skulle se sine Kære.
Korporalen rækker sin Arm frem, men jeg holder den tilbage. Vi ser hinanden i Øjnene, en Taare triller ned paa den kolde Jord. Langsomt kryber vi tilbage og tager hans Gevær med.
I Granathullet ligger Grün, han har faaet sit Ben forbundet. Vi rækker ham det franske Gevær.
Han studser. — Var I helt derovre, spørger han?
Korporalen fortæller ham det hele. Vi giver hinanden Haanden paa ikke at fortælle til nogen, hvordan vi havde baaret os ad. For det var jo ikke Meningen med Patruljen, at vi skulde lade Fjenden sidde i Ro, vi skulde da i det mindste have taget ham med tilbage som Fange.
Korporalen løsner for Sækken og tager en Haandgranat, skruer Kapslen af og trækker i Snoren, og kaster den over mod den franske Skyttegrav. Den eksploderer med et vældigt Brag, som høres viden om i den stille Sommernat.
Vagtmanden derovre er nok faldet ned af Forskrækkelse og sprunget op til sit Gevær, men det var borte. Han aner ikke, at hans Fjender har taget det. Det er sikkert en Gaade for ham endnu, hvis han lever. Den Historie skal han nok ofte have fortalt i Familiens og Venners Kreds. Her er Gaadens Løsning.
Korporalen kaster endnu i Hast en Granat, og snart begynder Lyskuglerne at hænge i Luften og oplyse Terrænet. Men vi ligger godt i Granathullet.
Saa begynder de saa smaat at skyde fra begge Sider, Minerne farer afsted fra Skyttegrav til Skyttegrav. Artilleriet sætter ind, Granaterne suser i Luften, mens vi kryber tilbage og kommer velbeholdne ned i Skyttegraven.
Nattens Stilhed er brudt, St. Hans Aftenens Hekse farer gennem Luften i Form af Miner og Granater.
DSK-Årbøger, 1942
23. juni 1916. Mors bønner hjalp ikke – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Hun skulle bede for ham, for det gik hårdt til.
Atter har kirkeklokkerne lydt for en falden soldat, nemlig arbejdsmand Jens Nielsens søn fra Grønnebæk. Den unge mand var ifølge ”Dannevirke” blevet uddannet i Slesvig og var for en tid siden kommet til fronten. Efter hvad der fortælles, havde han, kort før budskabet om hans død kom, skrevet hjem til sin mor om, at hun skulle bede for ham, for det gik hårdt til, hvor han var.- Så vidt vides, er det den 28. der fra Jels sogn, der har fundet sin død i det fremmede.
Når der sælges kød i Toftlund.
I Toftlund blev der i går solgt oksekød af en fed stud. Det går dér i byen imidlertid ikke efter nummer, men hvem der kan bruge albuerne bedst, får først. Trængslen var stor, og man blev trådt over fødderne. Det endte med, at studen ikke slog til. Prisen var ifølge ”Dannevirke” denne gang 2 mark 30 pfennig til 3 mark pundet.
Garnisonen i Haderslev.
I en bekendtgørelse i ”Schleswigsche Grenzpost” udtaler major og bataljonskommandør Crüger for 2. fortæringsbataljon af Füsilierregimentet ”Königin” nr. 86 bataljonens varmeste tak til byen Haderslev for det meget gode, som er blevet den til del, og med de hjertelige ønsker for byens velgående.
Bataljonen forlader Haderslev, som er bestemt til garnisonsby for 3. bataljon af landeværnsinfanteriregiment nr. 84 fra Slesvig, der ankommer dertil i dag, fredag.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Gårdejer Hans Mathiesen på Kliplev Mark er faldet ved Verdun.
Christian Andresen i Skodborg er faldet den 6. juni. Han efterlader en ung hustru og et lille barn og hans gamle mor.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Boj Nissen fra Tørning Mark, Valdemar Jessen fra Vrå ved Birkelev, Ernst Goth fra Gråsten, Ludvig Wiencken fra Haderslev, Lauritz Knudsen fra Åbenrå og Hans Møller fra Strandelhjørn er faldet, at gårdejer i Kliplev Johan Nielsens søn, Peter Hansen Nielsen er død på lazarettet i Lyck, at Jørgen Hansen fra Elstrup er død på 3. hærkorps feltlazaret og at Jørgen Jørgensen fra Stevning, Søren Petersen 3. fra Arnum, Ole Damm fra Bedsted, Karl Scharf fra Jørgensgård Mark i Haderslev amt og Karsten Haken Petersen fra Rebbøl er hårdt såret.
En søn af afd. Gæstgiver Hansen i Nordborg, Broder Hansen, der var om bord på ”Wiesbaden” under det store søslag, er savnet.
Kommuneforstander Hansen og hustru i Oksbøl ved Nordborg har fra deres søn, der har været savnet i omtrent et helt år, modtaget efterretning om, at han er i russisk fangenskab i Sibirien, men nu undervejs til Moskva.
Købmand Meesenburg i Dortheagade i Flensborg er i russisk fangenskab.
22. juni 1916. Slagtere og sukker
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Slagternes store fortjeneste. – Manglen på sukker.
Byrådet i Tønder holdt møde i mandags. Ved drøftelsen af kødforsyningen ankede Chr. Bruhn over slagternes store fortjeneste i denne tid, da kvægpriserne er nedsatte, mens kødpriserne er de samme, samt over, at velhavende folk, særlig fra landet, gjorde store opkøb, så småfolk intet kød kunne få.
Borgmesteren oplyste, at der kun stod 30.000 pund sukker til rådighed for kredsen, omtrent halvt pund til hver mand i kredsen, medens man i Sønderborg kreds havde draget bedre omsorg for sukkerforsyningen.
Det vedtoges at vedblive med børnebespisningen til 15. juli, muligvis til 1. august, meddeler ”Flensborg Avis”.
Den 11. særtabsliste af den tyske hær
(uopdagede) findes i 1018. udgave af de tyske tabslister. Den indeholder for det første en omfangsrig fortegnelse over afdøde og faldne, til hvis opdagelse der er tilføjet en beskrivelse af efterladenskaber eller andre kendingstegn (tatoveringer osv.), samt for det andet oplysninger til særtabslisterne 1,2,3,4,5 og 10.
20. juni 1916. Østafrika: “Fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam”
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.
Portugal gik med i Krigen, og Afdeling Königsberg blev sendt Sydpaa til den portugisiske Grænse. Med den forsvandt mange kendte Ansigter fra „Kronborg“ . Blandt dem fra Fyrbødernes Rum forsvandt med denne Afdeling de to „Reservesvenskere“ Bror Johansson og Svensson, som i længere Tid havde ligget paa Kystvagt et Stykke fra Byen.
Engang imellem havde de aflagt Residensstaden et Besøg, men ved disse Lejligheder havde jeg altid sørget for at holde mig paa passende Afstand fra Begivenhedernes Midtpunkt. Det gik betydeligt haardere til, end naar Englænderne bombarderede Byen.
Peter Hansen havde forladt Byen og var draget til Kondoa-Irangi som Ambulanceunderofficer, og Karl Sørensen, den unge, iltre Svensker, var blevet sendt til den vestlige Front ved den belgiske Grænse, hvor Belgierne havde iværksat en stor Offensiv, som General Wahle forgæves søgte at standse.
Samme Sted hen var Intendanten, den unge Bankassistent fra Haderslev, Anker Nissen, draget; Tømmermanden var ogsaa forsvundet til en eller anden Front — jeg vidste ikke hvor. Alle de andre, som jeg kun kendte mere flygtigt, var afgaaet til Fronterne.
Den prægtige Andenstyrmand, Jes Bagger, der var Dusbroder og Kammerat med hele Besætningen, havde jeg ikke set længe, og første Maskinmester, Christian Hansen, var forlængst rejst til Nordfronten til By og Hæder og Forfremmelse. Den lidt tungsindige og faamælte Andenmester, Hans Nissen fra Nordborg, var forsvundet, og Trediemester, den glade og godmodige Lauritz Hansen fra Sundeved, gjorde nu Livet lettere og lysere for sine Kammerater paa et eller andet Frontafsnit.
Alle mine Kammerater fra Fyrbødernes Rum var draget paa det store Eventyr ind i Afrika. Kun jeg var blevet tilbage og gjorde mit vante Arbejde. Paa Hotellet, hvor jeg spiste, var der blevet tomt og øde, og jeg begyndte for Alvor at føle mig utilpas i Daressalam.
Byen lignede et Samfund i Opbrud. Kolonner drog igennem og gjorde kun korte Holdt i Byen. De Hvide styrtede sig over Hotellets gode Mad som sultne Rovdyr og var ofte trætte og udasede. Lange Bærerkolonner drog langsomt gennem Byen mod Nord eller Syd, og fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam.
Plantagerne Nordpaa var blevet oversvømmet af Boerne, efter dem fulgte sorte Tropper, og blandt dem var de hvide Kvinder ikke sikre.
Mange Plantager var brændt under Kampen, og paa de fleste var Driften helt gaaet i Staa. I de upaalidelige Egne truede Oprør og Overfald.
Instinktmæssigt — men for øvrigt ogsaa efter Ordre — tyede Kvinder og Børn fra de nordlige Distrikter til Koloniens eneste større By. Det var, som om selve den Omstændighed, at det var en By, gjorde dem mere trygge.
Mange af dem havde gennemlevet uhyggelige Maaneder paa de ensomme Plantager, og næsten alle havde de Mand eller Søn ved Fronterne. Hele Østafrikas hvide Befolkning kæmpede. Det hørte ikke med til Landets mandlige Indbyggeres Forpligtelser, men Lettow-Vorbeck havde med den største Energi gennemtrumfet det for at kunne yde den størst mulige Modstand mod den knusende Overmagt.
Hundreder af Plantere og Farmere fra de rige Usambarabjerge havde maattet marchere forbi deres Plantninger under Tilbagetoget, uden Haab om nogen Sinde at se dem mere. Østafrika havde haft Fred siden Slagene ved Tanga og Jassini, men fik det aldrig mere. Nu var Skæbnen kommet over Landet, og det havde kun Valget mellem betingelsesløs Overgivelse eller en fortvivlet Modstand uden Haab.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
20. juni 1916. Rationering, faldne, sårede og tilfangetagne
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Kartoffelnøden.
For at afhjælpe kartoffelnøden i de store byer er der i de sidste dage blevet rekvireret kartofler i private husholdninger i småbyerne og på landet. I Haderslev kreds har de enkelte husholdninger ifølge ”Hejmdal” fået lov til at beholde 15 pund kartofler pr. hoved, i Åbenrå kreds ½ pund kartofler pr. hoved og dag, til den nye høst kan dække forbruget. Myndighederne går ud fra, at dette er tilfældet fra den 20. juli af. De øvrige kartofler har folk måttet aflevere.
Mejeriernes forpligtelser
er nu blevet udvidet til, at de herefter skal aflevere 50% af det i den foregående måned producerede smør til central-indkøbselskabet i Berlin; hidtil har de kun skullet aflevere 17 %.
Prisen på Sacharin.
Det lader til, at sacharin skal frigives til privat brug. ”Frankfurter Zeitung” erfarer imidlertid, at et kilogram sacharin, hvis produktionspris er omtrent 25 mark, skal koste 200 mark, ”så at altså riget ville forlange det ottedobbelte af erhvervsprisen for en vare, der under de nuværende forhold synes næsten uundværlig for den store masse til erstatning for sukkerknapheden”.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Nicolaj Hansen og hustru i Kliplev har modtaget efterretning om, at deres søn Hans Peter er faldet den 21. maj, 30 år gl.
Musketer Ferdinand Schneider, søn af togfører S. i Haderslev, er faldet den 29. maj.
Iver Iversen i Søndernæs ved Brøns har modtaget budskab om, at hans søn Anton, er faldet, 26 år gl.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Chr. Nissen fra Åbenrå, Niels Raun fra Moltrup, Johan Moos 2. fra Nordborg, Christian Christiansen fra Åbenrå, Martin Petersen fra Brunde og Peter Lorenzen fra Oksbøl på Als er faldet.
Landmand Jesper Jespersen i Mejlby ved Lintrup er indlagt på et lazaret på vestfronten såret i begge øjne. Man nærede håb om at kunne bevare synet på det ene øje.
I den sidste prøjsiske tabsliste anføres som hårdt såret Lorenz Petersen fra Gråsten, Peter Sørensen fra Bæk, Christian Hansen fra Dybbøl og Johan Horn fra Ullerup.
Landboelsmand Chr. Hyldeberg fra Genner Mark ved Åbenrå er faldet.
Andreas Christiansen fra Bolderslev er faldet på den vestlige krigsskueplads.
Landmand Christian Johansen fra Tyrsbølskov er faldet ved Verdun den 2. juni. Han efterlader hustru og tre små børn og hans gamle forældre.
Gårdejer Schirmhoff og hustru fra Hoptrup har modtaget budskab om, at deres eneste søn Christian er faldet anden pinsedag, 23 år gl.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Anders Detlefsen fra Toftlund er faldet, at Christian Jacobsen fra Torp ved Åbenrå er død på feltlazaret, at Hans Hofmann fra Haderslev, og Otto Tramsen fra Sottrup er død som følge af sygdom, at Michel Johansen fra Stenderup er i fangenskab og at Thorvald Clausen fra Jels Mark er hårdt såret.
18. juni 1916. Armeringssoldat med snaps og øl til morgenmad
Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.
Den 18. Juni om Middagen stillede vi op, og der blev udtaget 50 Mand. Løjtnanten udtog dem selv, og da han stod foran mig, sagde han: »De har endnu ikke været paa Kommando, træd frem!«
— Jeg havde ingen Anelse om, hvad det drejede sig om, men vi fik besked om at pakke vort Kluns og staa parat i Løbet af en halv Time.
Vi dannede et Byggekommando for Divisionen, som laa imellem Amifontaine og Prouvais eller rettere skulde derhen, for den laa ellers i Byen Amifontaine; men om Middagen havde de franske Batterier beskudt Byen og dræbt en Ritmester, da han steg ud af sin Bil lige udenfor, hvor Divisionen havde til Huse.
Nu skulde vi saa til at bygge Kvarter til Divisionen. Vi kom derhen om Eftermiddagen og fik Kvarter i en Barak. Alle 50 Mand blev inddelt til Arbejde. Vi laa i en Skov bag et Bjerg, ca. 4-5 km bag Fronten.
Jeg skulde med to Mand hjælpe med at bygge et Køkken. Vi brugte Planker af de Egetræer, som vi havde fældet om Vinteren i Skoven ved St. Erme. Da det var færdigt, byggede vi en Kantine.
Rundt omkring i Skoven rejste vi Huse til Officererne. I Kantinen blev en Korporal Kantinevært. Ingen Menigmand maatte staa i Kantinen her ved Staben. —
Værten var fra Hannover. Han var et herligt Menneske. I Grunden var han ikke Tysker, for Hannover var jo engang blevet indlemmet i det tyske Rige. Han var det, vi kaldte »Musspreusse«. — Lige som vi.
Jeg hjalp ham om Morgenen med at lægge Ølankrene op, og det gav et Par Snapse og en Øl — ofte endda mere. Det blev herefter min Morgenmad.
DSK-årbøger 1960
18. juni 1916. Dyre liggehøns, billige rødspætter og andre nyheder fra Sønderjylland
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Han blev beordret til Amerika
Et 17-årigt ungt menneske, der er født i Amerika, men hvis forældre nu bor i Sønderjylland, hvor han også har opholdt sig de sidste 5 år, fik i slutningen af sidste måned af det amerikanske konsulat i Hamborg opfordring til at rejse til Amerika. Rejsen, der foretoges med skib fra København, betales af det amerikanske konsulat, der formentlig har villet hindre, at det unge menneske, der har amerikansk indfødsret, skulle blive udskrevet til prøjsisk soldat.
Kvæget eksproprieres.
Haderslev kreds skal nu til staten ugentlig levere ca. 200 fedekreaturer, 160 kalve, 145 svin og 60 får.
Tysk tiltale mod apoteker Wilckens.
Til Frederikshavn er indløbet meddelelse om, at der er rejst tiltale mod apoteker Wilckens, Frederikshavn, som holdes tilbage i Tyskland. Det antages, at han ikke bliver sat på fri fod før efter krigen.
Pris på rødspætter.
Magistraten i Åbenrå bekendtgør ifølge ”Hejmdal”, at der nu snart også vil kunne sælges rødspætter i byen til nedsatte priser, og da større fisk for omtrent 55 pfennig pundet og mindre fisk for 1 mark 50 pfennig snesen.
Vesterhavsbadet Lakolk
På Rømø er tilligemed det til 150.000 mark takserede dampskib ”Lakolk” ved tvangssalg ved amtsretten i Tønder blevet solgt til firmaet Berends & co. i Hamborg for 60.000 mark.
Et tilbud.
En mand i Tønder modtog forleden følgende skrivelse fra en landmands kone i omegnen: ”Tillader mig at forespørge, om De vil købe en liggehøne med kyllinger. Jeg har én med 14 kyllinger og én med 5 kyllinger. Hønen med 14 kyllinger skal koste 80 mark og den anden 35 mark. Vil De straks meddele mig, om De vil have én.
Fru C.M. i H….”
Om manden i Tønder er gået ind på tilbuddet, fortælles der ikke noget om.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Thomas Bonnichsen, en bror til Jørgen Bonnichsen i Ulfslyst ved Haderslev, er faldet den 22. maj.
I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles bl.a., at Andreas Hansen fra Sarup på Als, Maks Deichmann fra Over Åstrup, Ewald Kylling fra Over Åstrup, Peter Jørgensen fra Sottrupskov, Albertinus Mikkelsen fra Hønning Mark, Peter Bladt-Jacobsen fra Asserballeskov og Niels Jendresen fra Tumbøl er faldet, at Karl Jessen fra Nordborg er død af sygdom på feltlazaret, og at Nikolaj Jakobsen fra Skodsbøl Mark er død af sine sår.
Hans Hansen fra Kliplev er savnet, og Wilhelm Feddersen fra Skodborg, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.
17. juni 1916. På øvelse i Østersøen: “De skyder derovre!” – “Quatsch!”
H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Aabenraa gjorde krigstjeneste på en minestryger i Østersøen.
Vor første Tur bestod i, at vi sammen med M. 28 skulde ledsage fire Handelsskibe op til Sundet. Forinden havde vi dog haft en Del Skarpskydningsøvelser i Østersøen. Under en af disse Øvelser var vi nær ved at sætte et Bådemandskab til.
Øvelsen foregik på den Måde, at det ene Skib slæbte Skydeskiven, medens det andet med Tilløb fra en anden Kurs beskød Skiven. Afstanden var et Par Sømil. Vi havde just gjort et sådant Tilløb og stod nu for at vende. En Båd var sat i Vandet, bemandet med en Bådsmand og tre Mand. De skulde klæbe Hullerne til på Skiven. Jeg havde Vagt på Broen som Udkigsmand.
Mens vore Folk nu var beskæftiget ved Skiven, så jeg pludselig en Røgsøjle slå ud fra Skibet derovre, og lidt senere fulgte Nedslaget af Granaten, dog ca. 500 m for kort. Jeg afgav Melding om, at de skød derovre. „Quatsch”, var Svaret. Dog snart kom den næste, og den faldt betydeligt nærmere. Nu fik Kommandanten nok travlt, han halede i Sirenen og hylede værre end en Besat. Dog lige så lidt, som vi kunde høre Skydningen, kunde de høre Sirenen.
Det tredie Skud kom da også, inden man på Skiven var blevet opmærksom derpå. Nedslaget skete umiddelbart bag ved Skiven, men nu fik Folkene nok travlt med at komme bort derfra. Båden var da heller ikke kommet ret langt, før den fjerde Granat sad i Skiven, så Splinterne røg dem om Ørerne. De var noget blege om Næbbene, da de kom om Bord, men heldigvis var de ikke kommet noget til.
Da vi senere skulde skifte, trak det sammen til en værre Ballade mellem Kommandanterne, da ingen af dem vilde tage Skylden for Forseelsen. Jeg tænker, de har tiet Historien ihjel, for vi hørte ikke senere om den.
Som foran nævnt skulde vi sejle med Handelsskibe til Sundet. Klokken var otte om Aftenen, da vi vendte ved Indsejlingen til Sundet, hvor de tyske Spærredampere lå. Vi kunde se Sjællands Kyst og Tårnene i København.
Blot man kunde komme derind, tænkte jeg, så skulde de ikke se mig mere. Da vi om Natten sejlede tilbage, blev det en temmelig skarp Kuling, og Masten svingede hid og did. Klokken tre skulde jeg på en firedelt Vagt. Krigsvagten var 4 Timer. Jeg skulde være Rorgænger, Maskintelegrafist, betjene Agterkanonen og holde Udkig. Det var een Time hvert Sted. Nu skulde jeg først op i Mastekurven og holde Udkig.
Midtvejs oppe var Lyskasteren anbragt, forsynet med et Rækvark omkring en Platform. Hertil gik det godt, men nu var der kun en Lejder af Reb, som hang under Masten, og der var endnu et godt Stykke tilbage. Jeg forsøgte et Par Trin, opgav det og kravlede så ned igen, Masten svingede frem og tilbage, og mørkt var det. Nej, du har Kone og Børn hjemme, tænkte jeg, du går ikke derop, og så gik jeg ned og meldte, at jeg ikke kunde komme derop. Dog, efter at jeg først havde fået Krukken skældt fuld, blev Resultatet dog. at jeg kunde blive stående ved Lyskasteren.
Dagen derpå blev jeg afkommanderet. Jeg og en anden skulde ombyttes med to Signalgaster. Først fik vi dog Lov at hjælpe med at tage Kul ind, et svært og beskidt Arbejde.
DSK-årbøger 1945.
17. juni 1916. Nyt fra et Sønderjylland i krig
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Passagen over grænsen
bliver stadig mindre. Det er allerede 2-3 uger siden det blev forbudt de ledsagere, der her fra landet hidtil har fulgt de af tyske opkøbere købte kreaturer, at komme over grænsen. De nødvendige ledsagere må nu hverves på den tyske side.
Man har også oplevet, at grænseopsynet har fratages folk, der havde ærinde søndenfra til kongeriget, deres pas, fordi de ikke fandt anledningen til rejsen tilstrækkelig fyldestgørende. Og når der så er gjort grænseopsynet opmærksom på, at passet måske er udstedt af landråden, er der blot svaret: ”Her råder vi – og ikke landråden”.
Ændring i priserne for kalve.
”Centralkvæghandlerforbundet” i Kiel har i sit møde den 29. maj i år besluttet, at kvæghandlerforbundene og deres kommisionærer efter 1. juni ikke må bevilge højere priser end følgende fra stalden:
For kalve indtil 100 pund l.v. 60 mark pr. 50 kg., for kalve fra 100 til 150 pund l.v. 80 mark pr. 50 kg, for kalve fra 150 til 200 pund l.v. 100 mark pr. 50 kg, for kalve over 200 pund l.v. fedekalve og dobbeltender 120 mark pr. 50 kg.
Priserne for den højere vægtklasse må dog kun betales, når dyrenes vægt overstiger den forrige vægtklasse med mindst et pund”.
Et mærkeligt træf.
På øen Rømø jordfæstedes den 8. juni ligene af to tyske marinesoldater, der var blevet skyllet i land: Fyrbøder Ehrhardt Lohmann og matros Robert Ahlsvede. Begge var født samme dag i samme år og blev dræbt samme dag i kampen for deres fædreland, skyllet i land samme dag, jordfæstet samme dag og i samme grav.
Kartoffelmangel.
Fra i onsdags udgives der ifølge ”Dybbølposten” fra byen Sønderborgs kartoffellager kun kartofler for en uge ad gangen og kun 4 pund a person om ugen, meddeler magistraten.
Frugterne skal samles – til olie.
Kernerne af kirsebær, blommer, mirabeller og abrikoser skal samles for at presse olie af disse. Kernerne skal være af moden frugt, må være rensede og tørre. Også kerner af tørret frugt kan anvendes. Af 1000 kilogram kerner kan der fås 50 kilogram olie. Af kernefrugt skal kun kerner af græskar samles. Skolrne har fået tilhold om at ordne indsamlingen.
Krigens ofre.
Fra krigens begyndelse og indtil nu har Skærbæk sogn ifølge ”Flensborg Avis” haft et tab af 16 mand; deraf er de 10 faldet på vestfronten, og to er døde i et lazaret. Af de 16 faldne var den ene gift, de andre unge mænd. Endvidere savnes der efterretninger fra 3 mænd.
Hvordan der må slagtes.
Landbrugsministeren, handelsministeren og indenrigsministeren i Prøjsen har ifølge ”Hejmdal” i fællesskab udstedt en ny forordning om slagtningen. Herefter bliver der for hvert kommunalforbund (by- og landkredse) fastsat bestemte antal slagtninger for et bestemt tidsrum, som ikke må overskrides. At der slagtes mindre af én slags dyr, må ikke udjævnes af andre dyr.
For erhvervsmæssige slagtninger skal der af kommunalforbundene udstedes tilladelsesbeviser til de til slagtning berettigede forretninger.
Forbuddene mod hjemmeslagtning ophæves. Dyr, som skal slagtes, må ejerne have haft i mindst seks uger. Kødet må kun afgives gratis til folk, som hører til ejerens husholdning eller står i hans tjeneste. Der må kun slagtes mod skriftlig tilladelse fra lederen af kommunalforbundet. Kødet fra utilladte slagtninger hjemfalder til kommunalforbundet uden vederlag.
Nødslagtninger falder ikke ind under disse forskrifter, men må anmeldes til landråden inden 24 timer. Kødet skal afleveres mod en godtgørelse.
Kakao og chokolade.
Inden i morgen, 18. juni, skal indsendes en forrådsopgørelse af kakao, også i blandinger med andre produkter, og alle slags chokolade, dog kun for så vidt vedkommende har mindst 25 kilogram af hver slags i sin besiddelse. I øvrigt skal de mængder, der fandtes om morgenen den 13. juni, anmeldes til krigskakaoselskabet i Hamborg inden 18. juni.
16. juni 1916. Ugens kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om to begivenheder, der kunne have fået afgørende betydning for verdenskrigens forløb: Tyskerne brød næsten igennem ved Verdun – og russerne brød igennem den østrig-ungarske front, men kunne ikke følge angrebet op. Men vi skal også til Ypres, Østafrika og Arabien.
16. juni 1916. FR86 i hvilestilling: “Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske!”
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket ud af stillingerne i Champagne.
Bataljonerne marcherede fra Champagne nordpå, ved Attigny overskred de Aisne. Ca. 15 km nordligere gik de i kvarter. Det var trangt og dårligt.
Derfor og fordi regimentet skulle trækkes lidt nærmere jernbanen, blev det den 18. juni trukket længere vestpå. De nye hvilesteder blev nået ved fodmarch. De lå 15 til 20 km nord for Rethel. I bataljon fordelte sig på landsbyerne Grandchamp, Wagnon og Mesmont, II bataljon på Justine, Son, Herbigny og Hautville. III bataljon på Draize, La Romagne og Lalobbe.
Det var en sympatisk egn, store, venlige landsbyer med enkeltmandskvarterer, i hvilke 86´erne forberedte sig på deres værste tur. Den korte tid, der formodentlig var tilbage, blev flittigt udfyldt med eksercits og felttjeneste. De grundlæggende ting som disciplin, uniform, hilsepligt o.s.v. blev efter lang skyttegravstilværelse bragt i erindring igen.
Det vigtigste var øvelser i terrænet. Der blev igen øvet spredt formation, taget marchretning efter et bestemt punkt, en skyttegrav nået under artilleriild og omringet i spredt formation, foretaget frontændringer i antagelsen af, at den fjendtlige grav ikke var fuldt ud observeret, stormet en befæstet stilling i flere bølger. Officererne fik militærvidenskabelig undervisning og blev undervist i ridning.
Når det var fyraften, sad 86’erne fredeligt uden for deres kvarterer med deres ”pisanger”, bananlikør. Mund- og trækhamonikaer lød, og på nogle aftenen gav det også regimentsmusik. I almindelighed havde 86’erne i befolkningen ry af at være ”bon garςons”, gode drenge.
Ensformigheden blev brudt af den enkelte bataljons aflusningsudflugt til Rethel. Takket være det derværende ”lausoleums” storartede indretning kunne en hel bataljon, ca. 1000 mand, afluses og komme i bad inden for få timer.
Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske, lige som omvendt luseplagen kan have betydelig indflydelse på stemningen og dermed kampkraften i en militærenhed.
Af regimentshistorien. Køb den her
15. juni 1916. “At få skiftet forbinding var en ren tortur …”
Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.
(… fortsat)
Allerede de første dage efter min indlæggelse var stuens øvrige tre senge blevet belagt. I den ene lå en rørlægger fra Köln ved navn Wüst. Det var en meget sympatisk mand. Han skrev hjem til mine forældre og til min kæreste. Der var jo kun fra lazarettet tilgået dem et kort med meddelelse om, at jeg var blevet hårdt såret.
Den anden patient var en ung mand på 18 år. Han var oven senge og var rørende omhyggelig med mig. Ham gav jeg mit lommeur. Det havde jeg jo ingen brug for mere.
Den tredie hed Friedrich Schmidt og var murer fra Hamborg. Han havde også, ligesom jeg, mistet synet på begge øjne. Lufttrykket fra en eksploderende håndgranat havde ødelagt dem. Sår havde han ingen af.
Da jeg den femte dag havde været til forbinding, syntes lægen, at jeg godt kunne gå tilbage til stuen. Han tog mig ved hånden, og på stuen satte han mig i en kurvestol, tændte en cigar og stak mig den i munden. Nu skulle jeg også prøve at ryge. Det smagte mig ikke, og da jeg havde røget halvdelen af cigaren, måtte jeg i seng. Senere har jeg ofte tænkt på, hvilken hensigt lægen i grunden havde med en sådan hestekur.
At få skiftet forbinding var en ren tortur. Der var jo sår over hele ansigtet, og et par gange måtte jeg igen på operationsbordet. Min temperatur ville stadigvæk ikke gå ned på normalen, og først efter en måneds forløb fandt man det forsvarligt at sende mig med lazarettog til Tyskland.
Lægerne og sygeplejerskerne i toget var flinke, og forplejningen god. Jeg kunne igen begynde at tygge og var sulten.
Ved Köln kom vi over Rhinen, og nu kørte vi gennem egne, som jeg kendte fra mine svendedage, da jeg var på valsen, men jeg kunne jo ikke glæde mig ved gensynet. Overalt dette uigennemtrængelige mørke — og det ville aldrig blive anderledes …
Efter tre dages jernbanekørsel nåede vi Wittenberg i Sachsen. Vi havde dog ikke kørt hele tiden. Vel nok for at patienterne kunne få lidt ro, og for at lægerne bedre kunne foretage de vanskeligste forbindinger, blev toget flere gange kørt ind på et sidespor, hvor det holdt stille i flere timer.
I Wittenberg blev hele den sørgelige last af menneskevrag båret ud af toget og ført til de forskellige lazaretter. Min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt, og jeg blev som de to eneste passagerer tilbage i toget. Vi skulle med toget tilbage til Halle an der Saale, hvor der var øjenspecialister.
Vi havde så at sige et helt tog for os selv, og sygeplejerskerne og lægerne kælede rigtigt for os. Vi fik kogt skinke og grønne ærter til middag. Den slags mad havde vi ikke set i årevis, og jeg spiste det, jeg kunne overkomme. I Halle blev vi indlagt i en frimurerloge, »Zu den drei Degen«. Det var et meget stort kompleks.
DSK-årbøger 1961
14. juni 1916. På en minestryger i stormvejr på Østersøen
H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros. Efter et kort ophold i Wilhelmshafen blev hans minestryger overført til Østersøen.
Skibet, vi var kommet om Bord i, var helt nyt, og det tog en fjorten Dages Tid at få alle de mange Grejer om Bord, som hørte til et Krigsskibs Udrustning. Skibet var en Minesøger, men foreløbig skulde vi stationeres i Swinemünde, hvor vi skulde beskytte Handelsskibene, der sejlede med Erts [jernmalm, RR] fra Sverige, mod Ubådsangreb.
Det var et rigtigt Blæsevejr, da vi sejlede fra Wilhelmshaven, og i Nordsøen, hvor Bølgerne gik højt, var der mange, der måtte ofre til Havguden. Selv om det var min første Tur til Søs, holdt jeg mig dog.
Om Aftenen nåede vi Indsejlingen til Kieler-Kanalen, og hele Natten gik med at komme igennem denne. Af og til måtte vi ved en Sluse vente på et modgående Skib, eller at Vandet skulde have os op i Niveau, så vi kunde sejle videre. Vandstanden mellem Nordsøen og Østersøen kan variere et Par Meter på Grund af Ebbe og Flod.
Klokken fem nåede vi ind til Kiel, hvor vi skulde gøre en Times Ophold. Klokken syv sejlede vi videre med Kurs mod Swinemünde. Havde vi haft Storm i Nordsøen, så var det intet at regne mod det, vi mødte i Østersøen, og da vi først havde rundet Femern, fik vi Bølgerne ret at føle. Det var en Storm fra Nordøst, Vindstyrke 12, stik imod. Snart stod vi på Hovedet, snart på Halen.
Jeg havde den Formiddag Vagt på Broen, og af og til tænkte jeg, når vi skulde ned i en Bølgedal: „Nej, der kommer vi ikke igennem”. Og dog! — Selv om Bølgerne overskyllede Kommandobroen, og Skruen af og til svirrede i Luften, så gik det alligevel, om end kun småt, og vi holdt støt vor Kurs.
Ved Middagstid var Stormen på det højeste. Klokken tolv blev jeg afløst. Jeg husker, at vi fik „Plum und Klüt” til Middag. Da jeg kom ned i Mandskabsrummet, mødte der mig et sørgeligt Syn; Frivagten sad eller lå rundt omkring i Lokalet, blegnæbbede var de alle, og af og til måtte en ud og ofre. Jeg erhvervede mig straks et „dobbelt Slag” af Middagsmaden. „Plum und Klüt” var min Livret.
Det første „Slag” satte jeg til Livs dernede, men ved det andet måtte jeg skyndsomst op på Dækket. Det blev mig for kvalmt dernede.
Men nu opholdt jeg mig ovenpå, jeg placerede mig midtskibs, og da jeg så fik Piben tændt, var jeg helt godt tilpas. Jeg fik Selskab af en Kammerat, som også kunde klare den. Vi var kun fire, der slap for at ofre, deriblandt også Kommandanten.
Ret længe havde jeg dog ikke Fred, jeg måtte nemlig op på Kommandobroen og tage Roret igen, alle de andre var syge. Den Dag fik vi Lov til at ryge på Vagten; det stimulerede.
Henad Eftermiddagen løjede Vinden af, og da jeg ved Firetiden blev afløst, var vi kommet ind i nogenlunde smult Vande. Det blev en dejlig Aften, og det var en herlig Indsejling, da Lysene fra Swinemünde og Heringsdorf tindrede os i Møde.
DSK-årbøger 1945
13. juni 1916. FR86 trækkes ud af Champagne
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket bort fra Champagne.
Den 11. juni blev pinsen i Königindorf fejret af III bataljon og de i nærheden liggende artilleri- og pionerformationer med en sportsfest under overværelse af den kommanderende general. Kapløb, fodbold og håndgranatkast. Om aftenen festede kompagnierne hver for sig. Dagen efter ankom forsyningsofficererne for et andet regiment. Armékorpset skulle trækkes ud af Champagne.
Reserveinfanteriregiment 6 fra 5. reservekorps skulle indtage regimentets stillinger. Den 13. juni blev III bataljon i Königindorf, II bataljon i vestafsnittet afløst, den 14. juni tidligt I bataljon i østafsnittet. Fjenden lod regimentet drage af i fred. Føreren af 3.armé, general von Einem, gav 9. armékorps følgende afskedsbefaling med på vejen:
”9. armékorps bliver til min beklagelse trukket ud af 3. armé, som det har været underlagt i otte måneder. Da det i sidste års store efterårsslag var indsat på et kritisk sted i arméfronten, ydede korpset i svære kampe ydet en tapper og succesrig indsats over for en langt overlegen modstander. Det har med utrætteligt arbejde udbygget og forstærket sin stilling og målbevidst forbedret sin front ved angrebsoperationer på de vigtigste steder. Korpsets førere og mandskab fortjener den højeste anerkendelse for deres præstationer i den begivenhedsrige periode. Jeg udtaler min varmeste tak til alle korpsets styrker for de af 3. armé så fortræffeligt ydede præstationer. Mine bedste ønsker ledsager det nu udskilte 9. armékorps. Jeg er overbevist om, at det på enhver plads, som Hans Majestæt måtte befale, vil leve op til sit gamle våbenry”.
Således måtte regimentet ud af sin stilling netop i det øjeblik, hvor værket nærmede sig sin afslutning, og man kunne håbe på hvile.
Endnu engang vendte 86´erne blikket bagud fra Blamonts højder på det fuldstændig uoverskuelige kridtnet, som deres flid havde skabt. Ikke uden vemod forlod de Champagne, der i begyndelsen syntes dem så forladt og ugæstfrit. Nu havde de taget det til hjertet.
Var det måske så underligt? De havde skabt disse tilsyneladende uangribelige stillinger ud af intet. Nat efter nat havde de slæbt, skanset, hakket, trukket tråd, så fingrene blødte, havde stået post om natten i regn og granatild og således ved arbejde og årvågenhed standset fjenden. Og mere endnu. To gange var de gået til angreb og havde nået deres mål helt og holdent. Stolte kunne de være af deres præstationer i kamp og i arbejde.
Dette deres land, som de havde erobret og bearbejdet, som de havde mættet med sved og blod, det efterlod de nu. Men dette stykke land gemte også på regimentets døde. Også fra dem skulle man nu tage afsked.
Omkring to hundrede havde 86’erne sænket ned i kridtet på kirkegården i St. Etienne. Endnu engang blev geværerne præsenteret, ”se til, højre!” blev kommanderet, da marchkolonnen passerede deres hvilested. Så gik det videre, imod en uvis fremtid.
Hvordan ville den se ud? Først vel lidt hvile, men så igen kamp, en svær kamp. For længe ville fjenden ikke finde sig i de store nakkedrag ved Verdun og de små, som var givet ham ved Navarin-Ferme. Når han nu forblev rolig, så var det kun, fordi han var ved at forberede et stort afgørende slag et andet sted. Et slag, der i størrelse og grumhed ville overtrumfe alt andet. Og dér skulle 86’erne naturligvis være med, med den vante friskhed!
Men soldaten bliver ikke hængende i fremtidstanker. Først vinker hviletiden langt bag fronten. Rige og frugtbare egne, landsbyer med mennesker, der ikke var soldater, især kvinder og børn, som man i otte måneder ikke havde set skyggen af. Gode kvarterer, sove godt. Marchmelodier lød igen efter lang tid. Fortiden forsvinder, fremtiden, hvad skal man bekymre sig om den for! Soldaten lever for dagen i dag.
Og er det forbi i morgen, så lad os i dag: “Endnu tømme denne kostelige tids bæger til bunds!”
11. juni 1916. Krigfange i Rusland: Fra Vladivostok til Dnjepropetrovsk.
Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter ophold i Smolensk, Moskva, Bereosowka og Vladivostok var han i foråret 1916 blevet sendt til Ukraine for at arbejde.
(… fortsat fra 1. december 1915)
Omsider fik Vinteren dog Ende, og vi blev udtaget til en Transport, som skulde paa Arbejde. Det var Landmænd og Folk, der var vant til svært Arbejde. Den 19. April steg vi i Toget og kørte saa i 30 Dage, indtil vi naaede Rutschukowo i Ukraine i Guvernementet Eksterinoslov, som nu kaldes Dnjepropetrovsk.
Denne Rejse var meget interessant. Allerede inden vi forlod Sibirien, havde vi mærket Foraarets Komme, og i Rusland var det allerede varmt. Vi kom til Egne, hvor der var mange Kulminer og Fabriker.
Jeg kom til at arbejde ved Jernbanen. Ukraine er et frugtbart Land, og vi levede her under gode Forhold.
Vi tjente lidt Penge og kunde købe de nødvendige Levnedsmidler. Klæder var dyre, og der var stor Knaphed.
Kort efter vor Ankomst hertil blev Hans Fogh fra Bæk syg. Han fik Udslet ved Munden, men regnede det ikke for noget. Han maatte dog paa Sygehuset, og her døde han.
Hans Kammerater bar ham fra Sygehuset til den russiske Kirkegaard. Det var Pinsedag 1916, han blev begravet.
Pinsedag faldt i 1916 den 11. juni /RR
DSK-årbøger, 1944.
11. juni 1916. Med kamel mod Mosul
Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.
Den 5. juni gaar turen videre, det er 21 dages rejse herfra og til “Mosul”.
Det er ikke en behagelig rejse for det er alt ørkenland, og med vandet vil det ogsaa blive knapt og saa er der en hede midt paa dagen kan vi slet ikke vise os uden for teltet, lægger man et stykke jern i solen bliver det saa varmt at man ikke kan tage fat paa det.
Vor afdeling og artilleriet drager tilsammen, vi har ogsaa kamelkaravanen med os. Marchturene er ikke saa lange, de retter sig altid efter hvor der findes vand. Oaser som vi kalder dem. Vi drager altid tidligt afsted omkring kl. 3. om morgenen, saa vi staar op kl. 1. det er jo lige ved den tid hvor I derhjemme gaar til ro, for vi er jo hele tiden en 3. timer før.
Nu kommer der en strækning hvor der ikke findes vand, og kamelkaravanen skal være to dage om den tur. Afdelingerne er draget forud, de kan klare det i en dag. Jeg er blevet tilbage med 4 mand til bevogtning af karavanen.
I dag er det første pinsedag d. 11. juni, vi er gæst i en araberlejr hos føreren for kamel-karavanen ”Haschi Jasin”.
Til frokost faar vi brød med med smør, æg og sukker. Brødet er friskbagt, smørret er paa en tallerken med sukker paastrøet, vi bryder saa et stykke brød af og dypper det i smørret, for de spiser jo med fingrene.
Middagmad spiser de først efter solnedgang, da faar vi dampet ris med hønsekød og kogte æg og en mokkakaffe, men der gives kun en liden mundfuld ad gangen og der bliver drukket af en kop, men det smager os dog helt fortræffeligt. Jeg har nok set det før paa billeder naar de sidder paa huk i en kreds rundt om en skaal, men det er dog første gang jeg har været med dertil.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)
11. juni 1916. Rationering, mangel og erstatning
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Koffeinfri kaffe.
Må ifølge en bekendtgørelse fra krigsudvalget for kaffe, te og deres surrogater, ligesom anden bønnekaffe kun sælges til forbrugerne i brændt tilstand, idet der samtidig sælges mindst samme mængde surrogat. Prisen for en pakke (1/5 kilogram) koffeinfri kaffe og 1/5 kilogram surrogat må tilsammen ikke overstige 2 mark 24 pfennig.
Betalingsfristen for hypoteker
er ifølge ”Flensborg Avis” blevet forlænget ved en forbundsrådsforordning. For selve kapitalen kan den af retten forlænges indtil et år, for renterne indtil seks måneder. De tidligere bestemmelser af 10. december er ophævede.
Henstand.
Hjemvendende krigsdeltagere kan efter andragende få bevilget en betalingsfrist på indtil seks måneder for forordninger, der er opstået efter 31. juli 1914.
Turister må selv bringe mad med.
”Hejmdal” meddeler i lørdags: Krigsernæringsafdelingen peger hen på, at enhver turist vil gøre det vel i at bringe levnedsmidler med hjemme fra. Gæstgiverne må indrette sig på at tilberede maden, mod at de tilsvarende mængder afleveres.
Priser på svinekød.
I Sønderborg er højestepriserne for svinekød ophævede. I stedet for gælder indtil videre de af prisprøvelsesstedet bekendtgjorte priser som rettesnor. Disse er slagterlavet i Sønderborg amt forpligtede til at rette sig efter, meddeler landråden i kredsbladet.
Smørret.
Ugen fra 11. til 17. juni kan hver person i Sønderborg får 1 pund smør, ligesom i sidste uge, og smorkortene gælder for det dobbelte af deres pålydende.
Død i fransk fangenskab.
Gårdejer Poul Mikkelsen på Rødding Østermark har modtaget budskab om, at hans nogle og tyveårige søn, der hårdt såret faldt i fransk fangenskab i april i år, er død af blodforgiftning i et fransk lazaret sidst i maj og blevet jordfæstet med militær honnør.
10. juni 1916. Den seneste uges kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War bringer ugentligt et overblik over den seneste uges kampe. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det især om Verdun, Brusilow-offensiven og det arabiske oprør.
10. juni 1916. Russer skudt ved grænsen – og andre nyheder fra Sønderjylland
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Flugten kostede ham livet.
Tæt ved grænsen – i nærheden af Driddevads Bro syd for Ødis-Bramdrup – blev en russer i onsdags aftes skudt ned under forsøg på at nå over grænsen. Der affyredes 10-12 skud mod ham.
Det siges, at vagtposter, som belønning for at skyde en russer i flugten, får udbetalt 50 mark og får tilstået 14 dages orlov samt forfremmes til den nærmeste højere grad.
Telefontrådene skåret over.
Syd for Frederikshøj har de tyske vagter for nogle dage siden overskåret de telefontråde, der stod i forbindelse med de danske linjer, skønt telefonsamkvemmet, som bekendt, har været afbrudt siden krigens begyndelse.
Hvad øjet ikke ser –
Generalkommandoen i Altona har forbudt indførsel fra udlandet af modeblade, modetegninger og mode-lignende fagblade.
Også beklædningskort.
For at få forrådene af klædningsstykker til at slå til vil der i den nærmeste tid blive udstedt såkaldte beklædningskort, og for herrebeklædningsbranchen falder samtlige børne- og ynglingebeklædningsstykker ind herunder.
For herreklæder er kun de dyrere dragter og overfrakker frigivne. Der er sat en grænse af 60 mark for klædninger og 75 mark for overfrakker.
Alle klædninger af lufter, lærred og vadmel samt erhvervsdragter kan kun fås mod kort. Hvem der skal udstede disse kort, er man endnu ikke enig om; man ved endnu ikke, om handleskamrene eller andre slige indberetninger vil komme i betragtning ved dette spørgsmål.
Man ved heller ikke endnu, hvor mange klædningsstykker enhver kan få tildelt.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Jørgen Jakobsen fra Ormstoft ved Sønderborg er faldet i søslaget den 31. maj, 25 år gl.
Andreas Hansen fra Stevning på Als er den 23. maj faldet i Frankrig, 31 år gl.
I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at Amandus Nielsen fra Haderslev, Jørgen Lassen fra Allerup, Karl Dose fra Haderslev, Heinrich Rasmussen fra Åbenrå, Hans Lorenzen fra Genner, Mads Due fra Stagelund (?) [sic!] ved Ribe, Søren Schwarts fra Skodsbøl, Karl Branderup fra Agerskov og Christian Andersen 1. fra Blans er faldet.
I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at Jes Jørgen Nissen fra Bjolderup er død af sygdom og at Jørgen Henningsen fra Lintrup er død af sine sår.
Gård- og teglværksejer Peter Tychsen af Nybøl i Sundeved er faldet på vestfronten den 28. maj. Han efterlader hustru og fire små børn.
9. juni 1916. Nu mindst 2668 faldne nordslesvigere i alt
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Faldne nordslesvigere.
2668.
Siden sidste samlede meddelelse den 30. maj er faldet:
Mod vest: Anders Detlefsen fra Toftlund, Chr. Brandstrup fra Arrild, Peter Jessen Andersen fra Skast, Hans Lorenzen fra Genner i Øster Løgum sogn, Jørgen Moos fra Stollig pr. Løjt, Frederik Schmidt fra Ladegårdsskov i Kværs, Chr. Hansen fra Kliplev, Peter Jørgensen fra Keelbjerg i Holbøl, Vilh. Wriedt fra Tallingbjerg i samme sogn, Hans Clausen fra Sønderborg, Hans Moos fra Nybøl, Søren Schwartz fra Rendbjerg på Broagerland, Otto Christensen fra Mels i Oksbøl, Georg Hansen fra Langbjerg i Hanved, Chr. P. Christiansen fra Vesby i Medelby.
I Rusland: Hans Hansen fra Aarslund i Lintrup og Herman Hansen fra Rødekro, og i fangenskab er død: Henrik Wolff fra Skelde på Broagerland.
Uden angivelse af front: Chr. Nissen fra Haderslev, Maks Deichmann fra Åre og Marius Nissen fra Sverdrup, begge Øsby sogn, Evald Kylling fra Åstrup, Vilh. Thomsen fra Tyrstrup og Jens Bojsen fra Bøjskov i Tyrstrup, Mads Chr. Nissen fra Styding i Hammelev, Mads Due fra Kastrup i Gram, Chr. Rosenbom fra Skærbæk, Henrik Piepgras og Elias Sønnichsen fra Tønder, Chr. Hansen fra Åbenrå, Jørgen Schmidt og Hans Christensen fra Genner, Nikolaj Jensen fra Lensnakke ved Åbenrå, Ernst Kramer og Peter Jacobsen fra Sønderborg, Chr. Andersen fra Dybbøl, Chr. Kuntz fra Såtrup, Jens Petersen fra Kær i Ulkebøl, Hans Johansen fra Augustenborg, Hans Jørgensen fra Hunslev i Notmark, Jørgen Hansen fra Holmskov og Chr. Hansen fra Sjellerup i Egen, Vilh. Eberling fra Boversted i Ladelund.
Af sygdom er død: Jørgen Jensen fra Ketting.
Nu er mindstetallet for døde slesvigere: 2668.
9. juni 1916. Levende begravet: “Jeg skreg, men ingen hørte mig!”
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.
Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.
Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.
Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par minutter, før der sprang en granat oven på min hule.
Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.
Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.
Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.
Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.
Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.
Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.
Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.
Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.
Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.
Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.
Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.
Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.
Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.
Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.
DSK-årbøger 1966
9. juni 1916. Storm på “Højde 304” ved Verdun
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
Da jeg fredag morgen stod på post, kom vor gruppefører gennem graven med ordre til at være rede til at storme kl. 6,30. Stemningen
efter denne besked sank ikke så lidt. Vi vidste jo helt nøje, at mange af os ville blive på valen.
Tankerne gik hjemad til vore kære; vi blev tavse. At storme uden artilleriforberedelse syntes vi var helt håbløst.
Så kom stormkolonnerne og flammekasterne. De sidstnævnte indledte stormen med at udspy deres flydende ild over i den franske grav, og et skrig derovrefra fortalte os, at en mand var blevet ramt og nu brændte op.
Så kom kommandoen til storm, men da var klokken også blevet syv.
Allerede ved at arbejde os op af graven skete der noget grimt lige ved siden af mig.
Lige før stormen fik hver udleveret 4 håndgranater, som sattes ned i »koblet« (livremmen), to på hver side af maven og med skaftet nedad. I skaftet sad en strop, som skulle trækkes ud, når man ville kaste granaten efter et mål. Hvorledes ulykken skete, så jeg ikke, men jeg antager, at der, da vi kravlede op af graven, er smuttet et stykke trærod eller lignende ind i stroppen, hvorved stroppen blev halet ud af kammeraten selv.
Granaten eksploderede.
Jeg fik et chok, for kammeraten så forfærdelig ud og faldt tilbage i graven, døende.
I de tyske aviser og i vore egne censurerede blade stod der, at tyskerne havde taget »304« ved Verdun, men det var kun en halv sandhed – eller halv løgn. Begge landes stillinger var på »304«, men kammen af højen var ingenmandsland imellem dem, og stormen den dag forandrede ikke noget herved.
Jeg stormede af sted lige som alle de andre, men vi kom ikke langt, for ovre på den anden side var man på post. Maskingeværerne ryddede slemt op imellem os.
Jeg sprang ned i et granathul. I hele terrænet mellem de to skyttegrave var franskmanden i stand til at meje os ned for fode.
Sammen med mig kom der også en purung soldat ned i hullet. Han virkede som en stor dreng, havde været elev på et lyceum i Bremen, hvor hans forældre boede, og havde meldt sig frivilligt til fronten.
Lige bag mig sprang vor gruppefører også ned i et granathul.
Da vi havde ligget lidt, begyndte den unge mand: Vi må videre, vi har fået befaling til at indtage den fjendtlige grav. Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu. Så lå vi stille igen et stykke tid, og da skyderiet ligesom tog noget af, begyndte han igen: Jeg vil lige se, hvor alle de andre er blevet af. Igen advarede jeg ham, men han ville ikke høre, og så stak han hovedet op over hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede »Mutter«, og så var han død.
Så lød fløjten fra vor grav, det var det samme som at gå tilbage, og vor kompagnifører var en af de første til at kravle tilbage.
Vor gruppefører vinkede til mig, kom med, og i det samme fik også han en kugle gennem halsen. Han kikkede endnu en gang på mig, lagde hovedet ned på sine knæ, og så var også han væk.
Nu gjaldt det for mig også at komme tilbage, men hvorledes, for der blev jo endnu skudt. Foreløbig blev jeg liggende i hullet for at lægge en plan til tilbagetrækningen. Geværet måtte efterlades, og heller ikke de fire håndgranater, som ingen havde fået brug for, ville jeg have med, for begge dele var kun til hinder, når jeg ville kravle tilbage; kun min bajonet tog jeg med.
Da skydningen sløjede lidt af, begyndte jeg at slange mig gennem alle granathuller og andre sænkninger i terrænet. Det tog tid at komme over de ca. 50 meter – længere kom vi ikke – og ankomsten i vor grav skete omtrent, som når jeg på søbadeanstalten derhjemme sprang ud fra vippen. Jeg kom på hovedet ned i graven, men helt uskadt, selvom franskmanden skød efter mig, idet jeg sprang.
Stormen var en fiasko.
NB: Episoden med den unge soldat er tidligere bragt den 14. maj 2016 i en litterært bearbejdet version af samme forfatter. Det er tydeligvis denne begivenhed, som den litterære version bygger på /RR
DSK-årbøger 1966
9. juni 1916. Jernkorset til Søren Petersen
Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.
(… fortsat)
Næste dag fik jeg besøg af den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Bohm.
Det var nu sikkert ikke for min skyld, han havde ulejliget sig herhen. Det blev fortalt, at han fik behandling for gigt.
Han spurgte om, hvor, hvordan og hvorledes, og gav så ordre til, at der blev bragt mig en flaske vin. Senere kom et par officerer og dekorerede mig med jernkorset. Et plaster på såret, sagde man mand og mand imellem.
Jeg fik også en dag besøg af feltpræsten. Han lagde straks mærke til mit navn. Jo, jeg var dansk nordslesviger. Om jeg kendte Søren Kierkegaard? Selvfølgelig kendte jeg ham af navn og vidste lidt om hans filosofi, men den havde jeg aldrig fordybet mig i.
Mens jeg er ved besøgene, må jeg også fortælle, at nogle af mine kammerater ude fra fronten aflagde mig besøg, deriblandt også selveste vor kompagnifeldwebel, Hamann. Havde jeg, efter hans mening, aldrig lært at blive en rigtig soldat, må han alligevel have respekteret mig som menneske og kammerat. Jeg må da også sige, at han, både som foresat og kammerat, var god nok.
(… fortsættes)
Se omtale af Søren Petersen og jernkorset her: Viborg Stiftstidende 1. september 1916
9. juni 1916. Efterspørgsel på krager og demonstrationer i Haderslev
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Hvordan krager betales.
I disse dage fandt der i Ravneskoven ved Hohlmølle i Angel den sædvanlige kragejagt sted. På hoveddagen blev der skudt 1000-1200 krager. På selve stedet solgtes kragerne for 20-80 pfg. stykket; men i Hamborg var de allerede steget til 1 mark. I det hele er der blevet skudt et par tusind krageunger. Efterspørgslen efter og udbyttet af disse fugle har ingen sinde været så stor som i år.
Sukkermanglen.
Beboerne i Kiel havde som foreskrevet anmeldt deres behov for sukker til syltning, og der er blevet anmeldt en overordentlig stor mængde, efter sigende henved 8000 dobbeltcentner; men byen kan kun få en beskeden mængde heraf, nemlig kun henved 380 dobbeltcentner af den del, overpræsidenten, hvem fordelingen i Provinsen er overdraget, har til rådighed, hvilket altså næppe er 5 procent.
Den mængde sukker, som hele provinsen skal have efter anmeldelsen, er henved 50.000 dobbeltcentner, men heraf kan rigscentralstedet i Berlin næppe stille mere end 3850 dobbeltcentner til rådighed.
For lidt kød. – Ruder ud!
To typografer, der er hjemmehørende i Kolding, men som i nogen tid har arbejdet i Haderslev, er ifølge ”Kolding Avis” i disse dage vendt hjem til deres fødeby. De erklærer begge, at de havde godt arbejde og tjente gode penge, men at forholdene på andre områder var af den natur, at de ikke kunne holde ud at være i Haderslev. Særlig nævner de den tiltagende mangel på levnedsmidler, der bevirker, at befolkningen griber til voldsomme midler. I lørdags var det køddag, og da kødet hurtigt slap op, traf en skare mennesker af begge køn op på torvet, hvor de slog en del vinduer ind på rådhuset, inden det lykkedes politiet og militæret at få dem fjernet.
Se originalavisen her: Ribe Stiftstidende 9. juni 1916
8. juni 1916. “Du tapre, lille kvinde, søster Agathe!”
Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret.
(… fortsat)
Det var mørkt, da jeg igen kom til bevidsthed, jeg havde det rent elendigt og følte til mit smertende hoved.
Det var en bylt af forbinding. Pludselig stod hele den frygtelige virkelighed klar for mig. For al fremtid ville alt være mørkt omkring mig, og jeg græd.
Der var så stille, jeg kaldte sagte, men ingen svarede. Så søgte jeg efter en klokke. Der var ingen. Man havde åbenbart ikke regnet med, at jeg skulle vågne til liv igen, men jeg lå da i en seng, altså ikke i kapellet.
Om jeg dog havde en håndgranat at lægge det smertende hoved til hvile på. Det ville være en nem og hurtig løsning. Til tider for jeg i vildelse op af sengen. Jeg var igen ude i frontens helvede.
Omsider kom der én og lukkede døren op. Jo, jeg var i live, og snart stillede min sunde og stærke fysik krav. Jeg var sulten, men kunne ikke åbne munden så meget, at jeg kunne tygge. Så madede én mig med en ske. Det var søster Agathe, en fransk sygeplejerske, som var blevet på sit hospital. Hun var den kærligste og mest omsorgsfulde plejerske, jeg kunne ønske mig, og vi blev snart meget gode venner. Det er uden for enhver tvivl, at hun var med til at give mig livsmodet tilbage.
Med den post, jeg fik, kom jo også »Hejmdal«, og hun havde straks lagt mærke til, at den ikke var skrevet på tysk. Men jeg vil hellere gengive, hvad jeg senere skrev om hende i mine optegnelser:
»Du sad ved min seng og talte til mig, milde, opmuntrende ord. Hvilken livets ironi! Min pligt bød mig som fjende at gå ind i dit land. Jeg havde båret våben mod dit folk, men du fulgte kærlighedens store bud, dit klosterløfte tro: Elsker eders fjender og gør vel imod dem, som gør eder fortræd!
Din hånd var så nænsom, dine ord faldt som mild forårsregn i mit syge sind. Du madede mig i min hjælpeløshed, som en mor sit barn, du bragte mig blomster fra naturens farverige billedbog, den jeg aldrig mere skulle få lov til at åbne. Hvor underlig er dog ikke skæbnens store puslespil.
På det tyske sprog, der var os begge så væsensfremmed, forstod vi hinanden. Du fortalte mig om dit elskede hjemland, det skønne Lorraine, og jeg dig om mit, det havomskyllede, omstridte Slesvig. To mennesker under livets mest forskellige vilkår. Vi forstod hinanden, som to sjæle modnet under samme skæbne …
Jeg blev ført videre til næste etape, mod hjem og kærlighed, men du blev derude på din udsatte post for at hjælpe andre og give af dit rige sind. En helt på ærens mark, tifold. For dig bøjer jeg mig i ærbødighed, du tapre, lille kvinde, søster Agathe!«
(… fortsættes)
DSK-årbøger 1961
8. juni 1916. Agent “Z” hos Willemoës i Ribe
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
Optanter m.v.
Student Truels Nielsen og Z var her på kontoret, og Truels N. meddelte, at udenrigsministeren umiddelbart før vedtagelsen af den ordinære indfødsretslov i februar 1916 havde udtalt til Landstingets udvalg desangående, at den danske regering havde forpligtet sig til ikke at naturalisere hverken tyske undersåtter eller optantsønner eller hjemløse, så længe krigen varer.
Z meddeler, at der ikke endnu er anbragt kanoner på Astrup bakker; skytset henstår på banen, og der er tale om at anbringe det på Gassehøjene øst for Skærbæk.
Når Tyskere stormer på vestfronten
Folk der kommer fra fronten – vestfronten – meddeler, at når tyskerne stormer – i hvert fald på enkelte steder – anbringes der bag ved tropperne xxxx kanoner med kardatsker, klar til at fyre, såfremt tropperne skulle flygte eller nægte at gå frem.
Af Redaktør Willemoës’ dagbøger
Agent “Z” skal ifølge en teori af historikeren Michael H. Clemmesen være identisk med rigsdagsmand H.P. Hanssen. Denne teori er dog senere draget i tvivl.
8. juni 1916. Hermann Hunger ved Verdun: “Torsdagen gik uden tab af menneskeliv”
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
Da de fem dage var gået, måtte vi ud for at afløse. Det skete natten mellem onsdag den 7. og torsdag den 8. juni, og denne gang gik det helt roligt for sig selv om vi nu var et helt kompagni.
Torsdagen gik uden tab af menneskeliv.
DSK-årbøger 1966