Tag-arkiv: overtro

11. december 1916. En uhyggelig spådom

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten. I december 1916 blev regimentet overført til Vestfronten.

Rejsen fortsatte nu ind over Lissa-Glogau-Forest-Kottbus-Halle-Nordhausen-Padarborn-Düsseldorf-Aachen-Lyttich-Bryssel-Løven-Tuornai til Lille.

Vi havde nu siddet i toget den lange jernbanerejse og trængte til at røre benene. Da jernbaneterrænet var stærkt ødelagt i august 1914 blev vi udladet i Asck og marcherede til Hellenimes, hvor vi kom i borgerkvarter, en ven og jeg kom ind til en gartner, hvor vi boede oppe på loftet og lå i rigtig menneske sengetøj, det var nyt, men dejligt. Vel lå vi sammen i en seng, men det var trods alt dejligt.

Min kammerat der var fra et sted i Westfalen, han var en rigtig jovial bondesøn, lidt tyk måske, men festlig at tale med, altid i strålende humør, han hed Franz Massmum og en aften da vi lå sammen og ikke kunne sove betroede han mig noget som jeg havde svært ved at tro på:

For mange år siden han var en 12-13 år, var han til marked i den nærmeste by, hvor der optrådte en spåkone og hende skulle vi unge jo selvfølgelig også besøge sammen med alt det andet gøgl på pladsen, og så sagde hun noget som gjorde indtryk på mig og som jeg synes er ved at gå i opfyldelse, der skulle komme en krig og jeg skulle falde i Frankrig, det sagde hun for ca. 10 år siden da alt endnu var fredelig og rolig.

Krigen kom og så længe jeg var i Rusland var jeg sikker, men nu ser du, at vi er kommet til Vestfronten og nu frygter jeg det værste.

Jeg prøvede på at snakke ham fra de tåbelige tanker, men forgæves, og alt tydede jo i den ret­ning.

Vi havde jo mange slag og træfninger i 1917 og 1918 og han kom altid godt fra det, og han var næsten ved at tro det modsatte – indtil – ja indtil den 16.8. 1918, da han faldt ved Goyencourt.

Jeg er blevet reddet mange gange ved pludselige indskydelser, Franz og jeg havde delt alt i næsten 4 år, så det var et tab og så fire måneder efter kunne jeg rejse glad og frisk til mit hjem.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

15. maj 1916. Levende begravet ved højde 304 – reddet af stålhjelmen … og af konen derhjemme?

En anonym sønderjyde (“H”) beretter om, hvordan han blev reddet af en stålhjelm – og en overnaturlig hændelse?

Tilføjet oktober 2018: Denne beretning har så mange lighedspunkter med en anden beretning, at redaktionen formoder at “H” er Hermann Hunger fra Aabenraa.

Det var en Forårsmorgen i 1916 på 304 ved Verdun. Vi havde stormet uden Artilleriforberedelse og var slået tilbage. Enhver søgte Dækning, som han bedst kunde, for nu brød der et Helvedesvejr ind over os.

Alt, hvad Franskmændene ejede af Sprængstoffer, øste han ud over vor Grav, både lettere og sværere Granater sprang omkring på Gravens Rand, medens Shrapnells og Haubitsere søgte at træffe os nede i Bunden af Graven.

Netop i denne Periode indførtes de første Stålhjelme, foreløbig kun forsøgsvis, men af hver Gruppe blev en Mand tvungen til at tage en sådan tung nymodens Tingest på Hovedet. Da der i min Gruppe ingen frivilligt vilde skifte fra den forholdsvis lette Pikkelhue til den tunge og ubekvemme Stålgryde, tog ,.æ Spiess“ min piklede Hat fra mig og trykkede det nye Monstrum ned på mit Hoved.

Jeg knurrede, og Kammeraterne grinede ad mig, dog „Gryden” var med til at frelse mit Liv.

Under det frygtelige Artillerioverfald kravlede jeg ind i en Fordybning i Gravvæggen, hvor jeg lå så nogenlunde sikker, mente jeg da. Dog, en Granat, der sprang på Gravkanten, skubbede Jorden ned over mig. så mine Ben blev tildækket. Jeg fik listet Bajonetten ud af Skeden og gravede Benene fri igen, men lige idet jeg skulde kravle ud af Hullet, sprang der en endnu sværere Granat oven over mig, og nu blev jeg helt begravet, med Undtagelse af Hovedet og venstre Arm.

Det var en frygtelig Stilling, jeg var i, Jordmasserne trykkede forfærdeligt på Benene, Maven og Brystkassen, og det eneste, jeg kunde gøre, var med venstre Hånd at holde Stålhjelmen for Ansigtet. Så besvimede jeg, men et nyt Brag bragte mig til Bevidsthed igen.

Sådan vekslede det et Par Gange med Bevidstløshed og Klarhed, og i de klare Øjeblikke forberedte jeg mig på at dø.

Dog, endnu en Gang kom Selvopholdelsesdriften op i mig, og jeg skreg, skreg i Dødsangst, uden selv at tro på, at nogen skulde høre mig i denne Helvedeslarm. Og hvem vilde for Resten vove sig ud i dette Stormvejr?

Graven var nu næsten udjævnet, og hvert Sekund kunde jeg vente det dræbende Stykke Stål. Igen skreg jeg, og skreg nu min Kones Navn ud gennem Granatregn og Larm. Det var hende, jeg tænkte på i de formentlige Dødsøjeblikke. Vi havde været gift i et Par År, og vore Tanker var altid hos hinanden, så jeg tænkte ikke på andet end hende, og derfor råbte jeg også hendes Navn ud i de Øjeblikke, da jeg var Døden nær.

Og, nu kommer det forunderlige ved denne Hændelse. Ganske tydeligt hørte jeg min Kones Stemme: „Ja, min Ven, nu kommer jeg“ .

Den kære Stemme havde en vidunderlig Virkning på mig, jeg blev ganske rolig og var samtidig helt sikker på, at hun vilde hjælpe mig, og at jeg ikke skulde dø denne Gang.

I det samme hørte jeg Stemmer i Nærheden, en Sergent og en Sanitetssoldat vilde forsøge at grave mig ud. De havde dog kun en lille Skansespade med, hvad der ikke betød ret meget. Medens Sanitetssoldaten krøb tilbage efter en større Spade og en Hakke, blev Sergenten hos mig. Det kostede ham Livet; han blev truffet af et stort Granatstykke. Da Sanitetssoldaten kom tilbage, var Sergenten død, og jeg lå uden Bevidsthed.

Det var et Par Helte, både han, der døde, og han, der gravede mig fri.

Ja, og nu kommer for anden Gang det forunderlige ved denne Hændelse. Da jeg lå på Lasaret, fik jeg Brev fra min Kone, der var ængstelig, da hun så lange ikke havde hørt fra mig. Og her i Brevet fortalte hun, hvordan hun den og den Dato, ganske tidligt om Morgenen, det var ved 5-Tiden, var vågnet med en forfærdelig Uro i sig og ganske tydeligt havde hørt mig råbe hendes Navn.

Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre, men højt havde hun sagt: „ja min Ven, nu kommer jeg“.

Det var den samme Morgen, jeg lå begravet på 304 og i min Smerte og Dødsangst havde råbt hendes Navn.

H.

DSK-årbøger, 1944

5. maj 1915. Gode varsler: Æ Kukmand kukkede mindst 100 gange!

Lille, den 5. Maj 1915.

Kære N.A . !

Jeg kom allerede ud af Lasarettet den 6. April og anretter siden da lettere Tjeneste her ved Kompagniet.

Du maa ellers tro, at det er dejligt her nede i Frankrig for Tiden, blot vi ikke havde den uhygge­lige Krig. Rugen staar alt i Mandshøjde og med Vip­per her, og Kløveren staar ogsaa tæt og frodig.

Træerne staar saa lysegrønne, og Fuglene synger. Selv Gøgen er mødt. Jeg spurgte den i Gaar: „Kuk­mand, Kukmand kløw, hvomanne Aae ska’ a’ løw?“

Som Svar derpaa kukkede den mindst 100 Gange, saa der er jo stærk Udsigt til, at jeg vil overleve denne Krig.

Desværre modtog vi i Dag Efterretning om, at der er falden Venner og Bekendte i Flandern i den sidste Tid. Aa, hvor er det trist.

„Triste“ kalder Franskmændene ogsaa Krigen, dette Ord har vi og Franskmændene fælles.

Din hengivne Th. K.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)

6a44-049 ukendte soldater på bænk
Ukendte soldater på hjemmelavet bænk (uden år – Museum Sønderjylland)

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” har modtaget følgende Hilsen fra Frankrig:
Frankrig den 6. Jan. 1915.
Vi undertegnede Nordslesvigere, som staar ved et Husar-Regiment, sender hermed en venlig Hilsen til vore Venner og Bekendte tilligemed Ønske om et godt og velsignet Nytaar!
Underofficer Jørgen Sørensen, Hostrup (Aabenraa); Underofficer Michael Michaelsen, Skodborg; Reservist Frederik Mortensen, Arnum Mejeri; Peter Kjer, Grønnebæk, Johannes Schultz, Skudstrup; Christen Lund, Skudstrup; Peter Lauritzen, Skodborg; Peter Dall, Langetved; Johan Silberbauer, Skudstrup; Philip Petersen, Maugstrup; Peter Berg, Aastrup; Julius Schumacher, Vojens; Vilhelm Petersen, Vojens; Niels Bruhn, Arnum; Andreas Jensen, Ulkebøl; Peter Madsen, Tumbøl; Jørgen Dall, Aastrup; Christian Lauridsen, Skovby; Nis Maag, Barsmark; Jørgen Hansen, Haderslev; Carl Hansen, Haderslev; Marius Petersen, Toftlund; Jens Raben, Hoptrup; Oluf Ravn, Ørby; Martin Faaborg, Hostrup.

En af de Faldne.

For kort Tid siden blev der fra Civilstandskontoret i Ulkebøl sendt Gaardejer Jens Brock, Klinting, den sørgelige Meddelelse, at Sønnen Jens var falden i Rusland den 25. Oktober 1915.

Dette er, skrives til “Dbp.”, saa alligevel en Bekræftelse af, hvad hans Kammerater den Gang skrev, men da der samtidig kom Postsager tilbage med Paategning “Lasaret” saa nærede hans Paarørende alligevel Haab om, at han kun var saaret. Men nu er den haarde Vished der. Hans Forældre mister i ham en god, kærlig og dygtig Søn, som meget i deres Hjem vidner om, og som stedse vil være et Minde for dem om de alsidige Geni, han var begavet med. Han arbejdede i sin Fritid ved Høvlebænk, Drejelad og Feltsmedje, og mange smukke og nyttige Ting foreligger fra hans Haand.

Spaamanden ved …. Kampagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.)

IV
Dreslincourt, 7. December.
Kære E.!
(Brevskriferen takker først for Breve og Pakker, som strømmer meget talrigt ind. Men han ved Raad:) Der er jo dem, det er sløjt for. Dem giver jeg sommetider et Stykke Ost, naar de er kommet i Forlegenhed, fordi Marketenderen ikke har været i lang Tid. Naar Vognen saa kommer, stormes den, og de faar langtfra alle indkøbt, før der er udsolgt ….

Vi hører jo stadig om Manden ved …. Kompagni. Forleden fortalte man, at han var blevet stukket ind, men det er ikke sandt. Han har fortalt til vor Regimentskommandør (Oberstløjtnant), at en højere Officer af vort Regiment skulde saares, men han vilde ikke sige, hvem det var. Nu er Kaptajn Kn. blevet let saaret af en Granatstump. Men mig forekommer det mere og mere usandsynligt, hvad han siger, saalænge der ingen afgørende Kampe har fundet Sted i Øst eller Vest, og jeg tror nu næsten slet ikke mere derpaa. Det skulde da være sandt, at de nu har 400,000 Russere i en Sæk, som det siges her, de mangler blot at binde for Sækken, saa de  kan tage dem alle til Fange; saa kunde det være, at det blev Slut. Vi vilde alligevel glæde os, om han fik Ret. Han har sat sin Lønning ind derimod og sagt, at de maatte tage hans Hoved, hvis det ikke kom, som han havde sagt. Saa har vi kun Krig 8 Dage til ….

Mange af de Efterretninger fra Nordslesvigere, som staar i “Hejmdal”, er her fra vor Egn, mest fra …. Kompagni, hvor …….. er Feltwebelløjtnant. I Dag har vi faaet en “Hejmdal” fra den 30. November, hvori der staar noget fra … Deling i vort Kompagni. Jeg hører til …. Deling. Se til, om Du ikke kan faa fat i en “Hejmdal” fra 30. November.

Vi tilbringer den meste Tid i en varm Stald, læser, skriver, ryger vor Pibe eller Cigar og synger et Stykke. Blot Lys, Stearinlys er det knapt med. Men naar det begynder at mørknes, skal vi ned i Skyttegraven igen. Det er lange Nætter nu, og Forposttjenesten bliver stadig længere. Men det gaar jo alt godt, naar Franskmændene ikke griber an, og vi heller ikke griber an. Vi haaber, vi maa blive liggende her til Fredsslutningen, da krigen efter vor Mening ikke kan ikke kan vare saa længe, som den har været.

I de gode Dage, vi har her, mærker man jo mere til sin Jordbundethed. men naar man sidder og synger og er glad og der saa kommer et Kanonskud eller en fjendtlig Granat, saa tænker man alligevel, at det snart kan være forbi med en.

Jeg lever – og ved hvor længe fuld Trøst:
Jeg lever, til Herren mig kalder,
Jeg lever og venter den kaldende Røst,
Jeg lever som Gæsten paa fremmed Kyst,

Til Faderen Barnet hjemkalder.

Her er det jo næsten Regn hver Dag og Nat. Vinteren bliver vist ikke saa streng her. De fortæller, at Manden fra …. Kompagni ikke har sagt den 15. December, men Midten af denne Maaned. Han tror fast og bestemt derpaa….

Deslincourt, 12. December.

Kære E.!
Allerførst min hjerteligste Tak for Brevet, som jeg har modtaget i Dag. Jeg ser deraf at I alle er ved god Sundhed, og kan meddele det samme om mig, hvad der jo er det bedste her paa Jorden, og jeg beder Gud om, at jeg maa komme frisk og sund hjem til Dig igen, at vi kan leve lykkeligt sammen endnu i mange Aar.

Ja Manden fra …. Kompagni bliver endnu ved sit, at det skal være forbi mellem den 10. og 20. Han siger, at hvis det ikke passer denne Gang, er det første Gang, at det ikke har slaaet til i 30 Aar. Og fra Rusland og fra Højre Fløj i Flandern skriver de ligeledes, at de tror, der er Fred til Jul. Jeg maa beklage denne Mand, hvis det ikke træffer, som han har sagt, da det nu er ude blandt Regimentet. Han vilde derimod kunde faa mange Penge, hvis det kom til at passe, og han tror fuldt og fast derpaa. Lægen har ogsaa haft ham i Tale og erklæret ham for en alvorlig Mand og at han var ved normal Forstand. Manden sagde til Lægen, at han godt kunde forstaa, at vi ikke troede saadant noget og ikke kunde se saadant noget, men han var helt plaget af sådanne Tanker. Han sagde ogsaa, at til næste Aar skulde han miste sin Datter. Der er jo ingen Udsigter til Fred endnu, men Gud kan jo gøre en hurtig Ende paa Krigen.

Det regner snart hver Nat, vi staar paa Post, og det regner gennem vort Tag, idet Vandet synker igennem Jorden. Jeg sover som en Sten, naar jeg først er falden i Søvn. Somme Tider er det dog ikke let at falde i Søvn, naar Kammeraterne snorker; men jeg snorker ogsaa ….
Ellers er der ikke noget at melde herfra. Alt er ved det gamle. Hils dem alle hjemme og en hjertelig Hilsen til Dig fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, 16. December.

Kære E.!
— I Dag fik jeg et dansk Nyt Testamente fra Chr. J., Købmand i G., da man bedre forstaar det end det tyske, og hos os kommer det jo ikke an paa Politik.

Tiden bliver jo lang nu, naar man venter paa, at Freden skal komme den 20. Efter den 20. skal der intet Skud falde mere, har Manden fra …. Kompagni sagt, og det er dem, som har giver ham deres Lønning, 5,30 mark, forud; men hvis den ikke indtræffer den 20., saa skal han give alle dem, der har givet ham deres Lønning, det dobbelte. Han har skrevet hjem, at de ikke skulde sende ham Julepakker.

Det glæder mig at høre, at Du og I alle er ved Sundheden. Det samme er Tilfældet med mig. Det er jo lige saa haardt for Eder derhjemme, som gaar og tænker paa os. Her, hvor vi er saa mange, er det jo altid Liv endda. Vor Gefrejter er en rigtig en til at holde et Selskab vedlige. Han er ved at spise Brød med Smør og Pølse, men det første Stykke, som han havde smurt et godt Lag Smør og Pølse paa, var der en anden, som tog ham ud af Haanden og spiste. Det var ikke af Sult, for nu faar vi nok at spise.

To Landeværnsmænd ved …. Kompagni forulykkedes forleden Nat i deres Hule, idet Jorden, som laa paa Taget, er blevet for tung af Regnen og brudt sammen og faldet ned paa dem. De er begge døde. Den ene var der endnu Liv i, da de gravede ham ud. De var begge Familiefædre. Vi har Mænd iblandt os paa 38 Aar med 8 Børn.

Naar man endda snart kunde komme hjem til Eder igen frisk og sund! Nu en hjertelig Hilsen til Dig og den alle sammen fra
Din tro
Hans.

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

Hejmdal

Nytaarhilsnen.

Fra 6 Nordslesvigere, der er med i Felten i Frankrig, har “Dv.” modtaget følgende: de bedste Ønsker om Held og Lykke i det nye Aar sendes af 6 Nordslesvigere i Felten i Frankrig:
Hans Chr. Mortensen, Skovbølling; Jens Nørregaard, Sønderballe; Marius Bramsen, Bolderslev; Hans Nissen, Langetved; L. Lebeck, Vojens; Lars Hansen, Grønnebek.
Konvolutten er stemplet den 5. Januar.

Faldne.

Tidligere Skipper Jes Maag i Løjtkirkeby fik i Gaar Underretning om, at hans Søn, der havde været savnet i Begyndelsen af September Maaned, var falden i Vest.

Landmand Jes Bertelsen i Bjerndrup har ifølge “A.T.” modtaget den sørgelige Efterretning, at han eneste Søn, der var med paa den vestlige krigsskueplads, er falden.

Ligesaa har Landmand P. C. Nissen i Bjerndrup modtaget sin Søns personlige Ejendele fra Felten. Efterretningen om hans Død var allerede indløben.

Georg Ahrendt fra Sillerup er falden paa Valpladsen i Østpreussen den 30. December.

Jens Wriedt fra Sønderborg er falden den 23. November under kampene ved Lods.

Landeværnsmand Peter Simonsen Bossen fra Aventoft i Tønder Amt blev dødelig saaret den 30. December ved Stormen paa en fjendtlig Stilling paa den østlige Krigsskueplads. Han var gift og 30 Aar gammel. Nu ligger han ifølge “T.Z.” begravet i Paulswalde, en Landsby 7 Kilometer fra Augerburg i Østpreussen, hvor han døde paa Lasarettet den 2. januar.

Krigsfrivillig Heinrich Schulze fra Flensborg, Søn af Regnskabsraad Schulze hersteds, er, efter hvad der nu oplyses, falden i Frankrig den 7. September.

Hornist Wilhelm Jahn (Søn af Enkefru Jahn i Lyksborggade i Flensborg), som nylig dekoreredes med Jernkorset, er falden ved Otting paa den østlige Krigsskueplads.

Paa mange Lasarettet. – Saarede.

Landmand Andreas Paulsen fra Ris Hjarup, der staar i Landeværnet og har været med i Frankrig, blev saaret den 2. Oktober af en Granatsplint i venstre Haand. Haanden er endnu ikke rigtig kommen sig. Han har været sendt hen til 4 forskellige Lasaretter. Først kom han til Lyneborg i Hannover, saa til Aabenraa, dernæst til Sønderborg, hvor der er Lasaret i Forsamlingshuset, og slutteligt til Slesvig paa reservelasarettet. Derfra havde han Orlov i 18. Dage. da denne orlov var til Ende, maatte han melde sig i lejren ved Lockstedt, hvorfra han senere blev forflyttet til Oldesloe.
En Søn af Skomager H. Jensen i Barsmark, Lorens, er bleven saaret i Rusland ved et Skud i Armen. han ligger nu paa Lasaretet i Bajern.

Chauffør Carl Bock fra Graasten er bleven saaret under en Biltur paa den østlige Krigsskueplads.

Fra Tønder meddeles til “Vestsl.Tid.”, at Gæstgiver Detlev Johannsens Søn Heinrich, der ligger ved Østgrænsen som Lndeværnsmand, er bleven saaret ved et Skud gennem den ene Lunge.

Falden?

For et Par Dage siden modtog Landmand Jørgen Clausen i Kettingskov gennem Posten sin Søns, Christians, Nr. med Kæde, hans pung med nogle Pengesedler og Halsplade med Regimentsnummer. Oplysning om, havde der var hændt ham, fulgte ikke med, og Adressen kunde Faderen ikke læse. I Søndags kom der et Brev tilbage med Paaskrift “saaret den 15. December”. Man er nu i hjemmet dybt bekymret og nedtrykte for Sønnens Skæbne.

Tyfus.

Gæstgiver Wanges Søn fra Graasten har ifølge “Dvp.” ligget syf af Tyfus paa et Lasaret ved Fronten, men er nu saa rask, at han er kommen hjem paa Orlov for atter at komme til Kræfter.

Send ikke tyske Aviser til Krigsfanger. Officielt meddeles:
Det synes ikke tilraadeligt at sende tyske Aviser til krigsfangne Tyskere i Udlandet eller at anvende dem som Indpakningspapir i Pakker til Fangerne, fordi det maa befrygtes, at den fjendtlige Stat venter med Udleveringen af sådanne Pakker, ja hyppigt ogsaa af velforstaaelige Grunde holder den helt tilbage.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Spaamanden ved …. Kompagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.) [Må være fra Füsilierregiment 86, der lå ved Dreslincourt på dette tidspunkt, RR]

Dreslincourt, den 28. Okt.
(I Nærheden af en større By, som hedder Noyon og ligger ved Oise paa Banestrækningen St. Quentin – Paris, ca. 80 – 90 Klm. fra Paris. I vel vistnok kunne finde Byen paa Kort.)
Kære E!
…Jeg har kun været med i to Fægtninger i September. I Oktober har der intet Slag været, hvor jeg har været med. Alt er godt forskanset med Pigtraad, og i Timer ligger jeg hver Nat paa Forpospatrouille med mine to Kammerater og lurer paa Fjenden. Vi har jo noget Hø at ligge paa. Det er samme Tider svært at holde sig vaagen, men naar vi er tre Mand, saa gaar det jo. Der er nogle her, som bliver misundelige paa vor Patrouille, fordi vi er tjenestefri Resten af Dagen, efter at vi har ligget vore 4 Timer.
Du skulde blot se vore Leje, der er storartet efter Krigsbrug. En Madras, en Hovedpude, som netop ikke er det reneste, en Ble og mit Telt til at dække over mig. Vi har ikke været af Tøjet siden Flensborg, men jeg har skiftet Skjorte to Gange, idet jeg har modtaget en Skjorte og fire Par Strømper i Kærlighedsgaver fra Flensborg.
Nu maa jeg slutte for denne Gang. Hjertelig Hilsen til Eder alle og først og sidst til Dig fra
Din tro
Hans
(Efterskrift:) Lev vel til vi ses. Gud give vi maa ses friske og sunde igen. Det give Gud.

Dreslincourt, den 27. Novbr.
Kære E.!
Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget i Gaar. Jeg ser deraf, at I er sunde og raske, hvilket jeg ogsaa kan meddele Dig, at jeg er. Jeg har ogsaa modtaget et Kort fra C. og to Pakker fra hende, en fra Børnene i Skolen i S. og to fra Chr. med Sukker og Chokolade og en Daase med Fedt eller Smør – jeg har ikke set efter endnu – og saa Cigarer. Cigarer behøver Du ikke at sende foreløbig, thi nu faar vi hver Dag 3-6 Cigarer og 5-9 Cigaretter og desuden Shagtobak, saa vi har nok at ryge.
Nu har vi faaet Tøvejr igen. Lidt tør Frost vilde være helt net, for saa er det dog tørt om Benene. Men nu er det jo ogsaa mildt Vejr igen. Naar vi ligger 3 Mand i vor Hule, saa er det jo heller ikke koldt.
Der er en Landeværnsmand ved … Kompagni her, han er fra Haderslev, nu i Hamborg, han hedder L. Han kan se ind i Fremtiden i Drømme, naar han sover. Og han tror selv, hvad han ser, for vi andre med. Saaledes har han forudsagt om de tre Mand, som skulde rende paa en underjordisk Mine, hvilket jeg engang før har skrevet om til Dig. Saa har han sagt, at der var en Mand for mange i hans Korporalskab, og at en Mand af dem skulde blive skudt gennem Hovedet af en “Querschläger”, og at Kuglen skulde gaa igennem hans Skydehul – om Aftenen passerede det, som han havde sagt. Saa har han fortalt, at vi snart fik Sne; den havde vi i Forgaars, da var Jorden hvid. Saa har han fortalt om et stort Søslag ved Helgoland, som skal komme, og til en har han fortalt, at vi havde Fred den 15. Decbr. Da den anden lo ad ham, sagde han til ham; “Du tror det ikke, men jeg tror det for os begge. Og vi har ikke blot Fred, men vi har ogsaa vundet.” Han siger selv, at han hellere vilde, han ikke kunde se det alt, for hver Gang han blev vaagen, var han vaad af Sved.
Man kan næsten ikke tro det, men vi vil haabe det bedste, og at vi saa maa komme Hjem til Eder friske og sunde. Ogsaa Udfyldningsmandskaber, som kom i Gaar fra Flensborg (det er de Saarede, der kommer tilbage) fortæller om, at de engelske og franske Blade taler om Fred. Og ligesaa de neutrale Stater. Og vi har hørt, at Fredsforhandlingerne skulde begynde den 2. December i Genf. Det var jo at ønske, at Manden fra … Kompagni fik Ret. Men indtil nu er der ingen, der tror derpaa.
Nu har vi jo faaet Mahomedanerne til Hjælp, og det lader jo til, at de indtil nu har haft godt Held med sig baade mod Englænderne og Russerne. Afghanerne truer med at falde ind i Indien og fremkalde Oprør blandt Mahomedanerne mod England. Ogsaa Boerne i Sydafrika gør Oprør og vil ny jage Englænderne, deres gamle Arvefjende, ud. Vi har nu over en halv Million krigsfanger i Tyskland. Hvilken Glæde vilde det ogsaa blive, naar vi snart fik Fred, om vi end ikke kom hjem til Jul, saa dog, om Gud vil, at samles med Eder alle derhjemme igen. Hvor maatte vi ikke være ham taknemlig derfor, om vi igen kunde mødes, Du og jeg, friske og sunde.
Som vi har det nu, har vi det ogsaa godt, og vi ønsker, at vi maa blive liggende her, indtil Freden er sluttet.
Nu fortæller de, at Manden fra … Kompagni skal have sagt, at der i Dalen her ved Siden af skulde komme Forstærkning, og nu i Gaar kom den virklig ogsaa. Vor Oberstløjtnant og vor Major hører ogsaa paa hans Fortællinger. Han ser det alt i Søvne.
Tak for alle Pakkerne. Fra B. og H. har jeg ogsaa Løfte om Brød m.m., saa der er gode Udsigter. Men det var bedre, om jeg kunde undvære Pakkerne og komme hjem til Eder. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange hjertelige Hilsner til Dig og dem alle derhjemme og (Ønsket om) at vi snart maa ses igen. Fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, den 2. Decbr.
Kære E.!
(Brevskriveren takker først for de Pakker, han har faaet tilsendt, og fortæller derpaa:)
Saa længe vi ligger her, kan vi sagtes holde det ud, og vi vil gerne blive liggende her. Denne By her er blevet taget fire Gange af Tyskerne. Tre Gange blev den taget, men maatte opgives igen. Fjerde Gang holdt de Byen.
Ellers har jeg det godt, og jeg haaber, at dette Brev maa træffe Dig ved et godt Helbred. Det er godt, at Krigen ikke er hjemme, thi hvor vi ligger længe, alt bliver ødelagt, idet det franske Artilleri beskyder Byen hver dag. Værst gaar det ud over Slottet. De maa vel tro, at der er meget Militær der. Mange Huse er sønderskudte og afbrændt. Sengestederne er slaaet i Stykker. Vi har hentet Madrasser, Tæpper, Dyner, baade Døre, Vinduer, Luger, Stole o.m.m. til vor Bekvemmelighed, Sikkerhed mod Fjendens Kugler og mod Regn og Kulde. Nu brækker vi ned af Lofterne (i de fleste Huser er der Cementloft oven over Brædderne) til at lægge Fliser i Skyttegravene, da der er saa skiddent der, naar det regner, og vi saa kan arbejde med at gøre rent hver Gang. Det er godt, vi ikke er paa højre Fløj, hvor der er Oversvømmelse og Soldaterne står i Vandet til Knæerne, og hver det sner og fryser nu. Vi har jo ogsaa haft Ro nu i mange Uger.
Kære E., jeg vil nu fortælle Dig noget, som du ikke behøver at tro mere af, end Du vil; thi jeg tror ikke noget deraf. Vi skal nemlig have Fred den 15- og den 19. Eftermiddag Kl. 3 skal vi være paa Banegaarden i Noyon. /Her gentages saa, hvad der i det foregaaende Brev er fortalt om den synske Mand ved …. Kompagni. Derpaa hedder det videre:) Men Du har ikke Behov at vente os hjem til Jul; men ønskeligt var det jo. Hvor vilde det være glædeligt, og hvor maatte vi ikke bede Gud, at det maatte ske og vi saa maatte komme hjem til Eder igen alle sammen sunde og friske, og hvor maatte vi ikke takke ham. For ham er jo intet umuligt. Hvilken Glæde, hvis jeg kunde fejre Jul med Eder hjemme.
Nu ved jeg ikke mere denne Gang. Jeg ved ofte meget at fortælle, men glemmer det igen, naar jeg skriver. Nu en hjertelig Hilsen til Eder alle derhjemme og mest til Dig fra
Din tro
Hans

(Fortsættes.)

12. december 1914. Hemming Skov på angreb: “En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”

Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Ma­skingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”

Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.

En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.

Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benytte­de disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dæk­ning og ikke skød.

Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.

Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbej­des der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvor­ledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projekti­ler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hur­tigt som muligt.

Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side.   Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller til­bage.

Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slip­per ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —

Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russi­ske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.

Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vej­ret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.

Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbage­vejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Be­skydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spær­ret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa me­get mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørel­sen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Par­ter at faa en Ende paa dette her. —

Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.

Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.

Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bag­efter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Ly­sten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.

Kampen var stil­net af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.

Kam­meraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kamme­rater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.

1914-08-30 Russere overgiver sig
Russiske soldater overgiver sig

22. September 1914. Stigende hestepriser. Sådan fungerer sanitetstjenesten.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

De stigende Hestepriser.

En enkelt Hestehandel, der er afsluttet paa Morsø i disse Dage, giver et godt Bevis paa, hvor stærkt Priserne paa Heste er steget den sidste Maaneds Tid. For en Maaned siden bød nemlig en Opkøber for et Par Heste paa Nordmors 2000 Kroner, Men Ejeren forlangte 2200, Hvad Køberen ikke vilde give, og der blev ingen Handel denne Gang.

En 14 Dage efter kom Opkøberen igen og bød de 2200, men nu vilde Ejeren have 2500. Det fandt Opkøberen var for meget, dog nogle Dage efter var han villig, men saa satte Ejeren Prisen op til 2700 Kroner, og Hestehandleren gik endnu en Gang med uforrettet Sag.

Men forleden Dag kom han igen og bød – 3000 Kroner og fik dem.

(fortsætter under billedet)

Svensson, A, med hest 6a44-009
Hærenes forbrug af heste var umætteligt. A. Svensson, Sønderborg, holder en hest hos beslagsmeden.

For de Saarede

Som omtalt er Pastor Popp, Løjtkirkeby, indkaldt til at gøre tjeneste som Sanitetsunderofficer. I et Feltbrev fra Audorf ved Rendsborg til “Sædekornet” skilder  han, hvordan Arbejdet og Forberedelsen  til Arbejdet paa Slagmarken foregaar.

Vort Hovedarbejde skal bestaa i, under en Fægtning eller efter en Fægtning at bringe de Syge og Saarede hen til Forbindingspladserne. Derfor bestaar Kompagniet hovedsagelig af Sygevogtere. Af disse danner hver 12 Mand en Patrouille under en Underofficers Kommando. Enhver Patrouille har 3 Sygebaarer til Raadighed, der bæres af hver 2 Mand, saa snart Kompagniet gør Holdt og der gives Befaling til at gaa fremad  med Baarerne.

Paa Marchen læsses Baarene paa særlige Vogne. Patrouillens øvrige 6 Mand sammen med Underofficeren gennemsøger Slagmarken, de med Baarene følgerne dem; de Syge og Saarede som ikke selv kan gaa, bæres til Forbindingspladserne. Disse er imidlertid bleven indrettede, Telte opslaaet og alt lagt tilrette til de muligvis nødvendige Operationer. Lægetjenesten udføres af en Overstabslæge sammen med et større Antal Læger, som ledsager Kompagniet. Lægerne understøttes ved deres Arbejde ogsaa af flere Sanitetsofficerer.

Men naar vi vil gennemsøge Slagmarken og bære de Saarede bort, et det i de fleste Tilfælde nødvendigt, at vi paalægger en Nødforbinding, især naar det drejer sig om et stærkt blødende Saar og om Benbrud. Vi maa endvidere være i Stand til at underbinde sønderrevne Blodaarer, for at den Saarede ikke forbløder sig, inden han kommer under Lægebehandling. Alt dette skal vi lære her og indøves i, saa godt det gaar, inden vi sendes ud til valpladsen.

Vi er os alle sammen bevidst, at det Arbejde, som forestaar os ingenlunde er uden Fare, fordi vi ofte maa udføre vor Tjeneste i et Terrain, som bestryges af Geværkugler og Granater, men vi ved ogsaa, at vi tjener og hjælper og maaske ogsaa kan redde mangt et Menneskeliv; rask Hjælp bringe Redning.

Derfor lærer vi her at anlægge alle mulige Forbindinger, vi lærer at lægge Skinner paa Benbrud, vi lærer at underbinde Pulsaarer, for at Blodtabet kan standses, vi lærer at foretage Genoplivningsforsøg. Vi vil være rustede til at udfører vor Tjeneste muligst godt.

Sidste Søndag (den 6. Septbr.) havde jeg den store Glæde, at måtte holde Gudstjeneste for Kompagniet. Fra højere Sted var det bleven befalet, at der skal holdes Gudstjeneste hver Søndag, om muligt ved hver Troppeafdeling. Vor “Feltwebel” bad mig om at udføre det. En større Glæde kunde han ikke have beredt mig.

Kl. 10 om Formiddagen samledes vi om Guds Ord under aaben Himmel paa vor Appelplads. Til at begynde med sang vi: “Ak bliv dog med din Naade”. Derpaa holdt jeg en kort Tale over Salme 46, saa jævnt og indtrængende som muligt, ud af Livet hos Mandskabet, som jeg hidtil havde lært det at kende. (Mange havde maaske ventet en salvelsesfuld Tale af “Pastoren”. Gud hjalp mig til at tage saaledes, at Hjertet blev grebet. Han vil lade sit Ord virke saaledes at den ene eller den anden giver ham sit Hjerte. Efter Talen sang vi: “Vor Gud han er saa fast en Borg”, Derpaa fri Bøn og Fadervor. Andagten sluttedes med Sangen: “Slip os Arme ej”.

Mangen en har maaske i Aar og Dag ikke hørt Guds Ord. Hvor er jeg glad og taknemmelig, at jeg maa byde dem det i den Forvisning, at det ikke skal komme tomt tilbage. Næste Søndag holder jeg atter Gudstjeneste. Gud give aller sin Velsignelse dertil. Jeg maa altid paany takke Gud, at der mod Forventning gives mig Lejlighed til at forrette Ordets Tjeneste blandt Kompagniets Mandskab.

Om disse Gudstjenester lader sig fortsætte, når vi staar i Felten, vil være afhængig af Omstændighederne. Hvornaar vi gaar ud, ved vi ikke endnu, heller ikke hvorhen vi kommanderes, til Frankrig eller Rusland. Men hvorhen vi ogsaa gaar, Gud være med os, at vi med Frimodighed kan udføre vor Sanitetstjeneste, til Hjælp for vore kæmpende Kammerater, i hans Navn.

Hestehandlen i Danmark. Hvad nu?

I sidste Nummer af “Jydsk Husdyravl” findes følgende Artikel:

Hestehandlen gaar fremdeles strygende. Dygtige Hestehandlere med gode Forbindelser og god Kapital har tjent sig Formue i Løbet af 5-6 Uger. Det er notorisk, at der er flere jydske Hestehandlere, der siden omkring et Hunderede Tusind Kroner, og Enden er ikke endda!

Men det er jo ogsaa en verdenshistorisk Periode for Hestehandlen. En saadan Rift om Heste og en saadan Prisstigning har man aldrig set her i Landet og vel heller ikke noget andet Steds i Verden. Hidtil har Handlen særlig omfattet alle sekundære Varer. Der er rømmet op fra neden af, som aldrig før.

Men naar vi ovenover disse Linjer sætter Spørgsmaalet; Hvad nu? saa er det, fordi Handlen er ved at glide ind i et andet Spor.

Nu begynder man at sælge væk af Plagene og de Hopper, der faktisk er brugbar i Avlen. Og denne Situations Udvikling er af en ret betænkelig Karakter. Vi har fra første Øjeblik været Modstandere af Kravet om Forbud mod Udførelse af Heste. Vi har hævdet, at Folk i og for sig burde vente med at sælge deres Heste indtil videre, da de ville stige stærkt i Pris, og denne Eventualitet foreligger nu som Kendsgerning. Nu gaar der en Mængde Landmænd og ærgrer sig over, at de var saa forhippede med at faa solgt. De er klare over, at de er rendt fra 3-400 Kr. for hver Hest; men det er silde at græde over den Ting.

Men ny begynder altsaa Køberne at tage for sig ogaa at første Klasses Heste og  – Plage og Avlshopper. Og det, skønt der kun er gaaet halvanden Maaned, siden Krigen udbrød.

Og derfor spørger vi: Hvad nu? Kan Landet for Øjeblikkets og Fremtidens Skyld taale en Aareladning af den Art? Vi tvivler stærkt paa det og tror, oprigtig talt, at Staten snart gennem et nærmere begrænset Udførselsforbud bør sætte en Stopper for Eksport af den Vare, vi absolut ikke kan undvære.

Krigslaanet. Wien, Tirsdag (W.B.)

Krigslaanets glimrende Resultat har gjort et dybt Indtryk her. “Neue Freie Presse” fremhæver, at netop Tegningen af Krigslaanet, som ikke indløses, og hvis Værdi er afhængig af Krigens Tilfældigheder, er det bedste Bevis for Tilliden til det tyske Riges militære, politiske og økonomiske Styrke. Af det som Krigslaan tegnede Beløb kan man se, hvor kapitalkraftigt det tyske Folk er og hvor mage disponible Penge, det har til sin Raadighed.

Krigen og Overtroen. I danske Provinsblade skriver Adjunkt Johannes Loft:

Krigen har fremkaldt en levende Spekulation i Overtro. For en billig Penge kan man købe Spaadomme. Ogsaa i den Henseende er det, som om vor Tid med et havde afsløret sit sande Væsen; troede vi ikke, at vi var moderne Mennesker? Og dog viser Kendsgerningerne os, at vi ikke har saa lidt af Middelalderens Mørke i os.

Det er – forekommer det mig – Folkekirkens Pligt i disse Tider at advarer imod Spaadomme. Først maa den advare mod de ligefrem hedenske Spaadomme, som falbydes paa Gader og  – endogsaa i Boghandlerbutikker; den maa advare Fok imod at rette mindste Opmærksomhed paa Madame de Thebes og saa videre. Hvad en parisisk Spaakone har sagt eller ikke sagt, er ganske ligegyldigt; og det er aandelig talt og timelig talt det rene Tidsspilde at beskæftige sig dermed.

Udpluk af Feltbreve fra Nordslesvigere.

Død af Saarene.

Landmand Thomas Johansen fra Nørre Hostrup, som blev saaret af et Skud i Lungen under Kampene ved Lüttich, er ifølge Meddelelse til hans Hjem den 16. September afgaaet ved Døden paa Krigslasarettet i Lüttich. Den Afdødes Broder staar ved Østfronten.

Saarede fra Aabenraaegnen.

Under Slaget ved Marne floden er bl.a. Jørgen Holst og Thorkild Rosenvold fra Aabenraa bleven saaret. Sidstnævnte er, ifølge et til hans Hjem indløbet Brev, saaret af et Skud gennem Hælen. Han ligger nu paa Lasarettet i Aachen og har det efter Omstændighederne godt. Under de samme Kampe saaredes endvidere Jørgensen fra Bodum Kro, som ligger i et Kloster ved Rhinen.

Falden i Belgien.

Hans Elberg paa Rybro i Aabenraa fik i Gaar Meddelelse om, at hans Søn, der tjente ved Husarregiment i den aktive Felthær, er død i Belgien den 18. August.

Fra Røddingegnen.

En Kammerat af den unge Tønder fra Fæsted, som var med i Krigen, har meddelt hjem, at Tønder er bleven ramt af en Granat, da han marcherede ved Siden af ham, og dræbt. Tønders Svoger blev saaret af samme Granat.

Kaadner B. Hauberg paa Mejlby Mark har fra sin Søn, som er Soldat, faaet Meddelelse om, at han er bleven saaret i Hovedet af en fransk Shrapnelskud.

Saarede Nordslesvigere i Fangenskab.

I en Korrespondance fra Bordeaux til danske Provinsblade fortæller Korrespondenten, at han har besøgt de saarede tyske Fanger i Bordeaux, mellem hvilke han ogsaa har truffen nogle dansktalende Nordslesvigere. Dette til Efterretning for Forældre, hvor Sønner i Tabslisterne staar opførte som savnede.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” modtog i Foregaars en Hilsen paa Brevkort fra Journalist Jensen, Flensborg, tidligere i Graasten. Jensen er for Tiden i Belgien.

Der medfulgte yderligere en Hilsen fra Vognmand Heldt i Sønderborg. Den vakte megen Glæde i Heldts Hjem, hvor man ikke havde hørt fra ham siden først i September.