15. maj 1916. Levende begravet ved højde 304 – reddet af stålhjelmen … og af konen derhjemme?

En anonym sønderjyde (“H”) beretter om, hvordan han blev reddet af en stålhjelm – og en overnaturlig hændelse?

Tilføjet oktober 2018: Denne beretning har så mange lighedspunkter med en anden beretning, at redaktionen formoder at “H” er Hermann Hunger fra Aabenraa.

Det var en Forårsmorgen i 1916 på 304 ved Verdun. Vi havde stormet uden Artilleriforberedelse og var slået tilbage. Enhver søgte Dækning, som han bedst kunde, for nu brød der et Helvedesvejr ind over os.

Alt, hvad Franskmændene ejede af Sprængstoffer, øste han ud over vor Grav, både lettere og sværere Granater sprang omkring på Gravens Rand, medens Shrapnells og Haubitsere søgte at træffe os nede i Bunden af Graven.

Netop i denne Periode indførtes de første Stålhjelme, foreløbig kun forsøgsvis, men af hver Gruppe blev en Mand tvungen til at tage en sådan tung nymodens Tingest på Hovedet. Da der i min Gruppe ingen frivilligt vilde skifte fra den forholdsvis lette Pikkelhue til den tunge og ubekvemme Stålgryde, tog ,.æ Spiess“ min piklede Hat fra mig og trykkede det nye Monstrum ned på mit Hoved.

Jeg knurrede, og Kammeraterne grinede ad mig, dog „Gryden” var med til at frelse mit Liv.

Under det frygtelige Artillerioverfald kravlede jeg ind i en Fordybning i Gravvæggen, hvor jeg lå så nogenlunde sikker, mente jeg da. Dog, en Granat, der sprang på Gravkanten, skubbede Jorden ned over mig. så mine Ben blev tildækket. Jeg fik listet Bajonetten ud af Skeden og gravede Benene fri igen, men lige idet jeg skulde kravle ud af Hullet, sprang der en endnu sværere Granat oven over mig, og nu blev jeg helt begravet, med Undtagelse af Hovedet og venstre Arm.

Det var en frygtelig Stilling, jeg var i, Jordmasserne trykkede forfærdeligt på Benene, Maven og Brystkassen, og det eneste, jeg kunde gøre, var med venstre Hånd at holde Stålhjelmen for Ansigtet. Så besvimede jeg, men et nyt Brag bragte mig til Bevidsthed igen.

Sådan vekslede det et Par Gange med Bevidstløshed og Klarhed, og i de klare Øjeblikke forberedte jeg mig på at dø.

Dog, endnu en Gang kom Selvopholdelsesdriften op i mig, og jeg skreg, skreg i Dødsangst, uden selv at tro på, at nogen skulde høre mig i denne Helvedeslarm. Og hvem vilde for Resten vove sig ud i dette Stormvejr?

Graven var nu næsten udjævnet, og hvert Sekund kunde jeg vente det dræbende Stykke Stål. Igen skreg jeg, og skreg nu min Kones Navn ud gennem Granatregn og Larm. Det var hende, jeg tænkte på i de formentlige Dødsøjeblikke. Vi havde været gift i et Par År, og vore Tanker var altid hos hinanden, så jeg tænkte ikke på andet end hende, og derfor råbte jeg også hendes Navn ud i de Øjeblikke, da jeg var Døden nær.

Og, nu kommer det forunderlige ved denne Hændelse. Ganske tydeligt hørte jeg min Kones Stemme: „Ja, min Ven, nu kommer jeg“ .

Den kære Stemme havde en vidunderlig Virkning på mig, jeg blev ganske rolig og var samtidig helt sikker på, at hun vilde hjælpe mig, og at jeg ikke skulde dø denne Gang.

I det samme hørte jeg Stemmer i Nærheden, en Sergent og en Sanitetssoldat vilde forsøge at grave mig ud. De havde dog kun en lille Skansespade med, hvad der ikke betød ret meget. Medens Sanitetssoldaten krøb tilbage efter en større Spade og en Hakke, blev Sergenten hos mig. Det kostede ham Livet; han blev truffet af et stort Granatstykke. Da Sanitetssoldaten kom tilbage, var Sergenten død, og jeg lå uden Bevidsthed.

Det var et Par Helte, både han, der døde, og han, der gravede mig fri.

Ja, og nu kommer for anden Gang det forunderlige ved denne Hændelse. Da jeg lå på Lasaret, fik jeg Brev fra min Kone, der var ængstelig, da hun så lange ikke havde hørt fra mig. Og her i Brevet fortalte hun, hvordan hun den og den Dato, ganske tidligt om Morgenen, det var ved 5-Tiden, var vågnet med en forfærdelig Uro i sig og ganske tydeligt havde hørt mig råbe hendes Navn.

Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre, men højt havde hun sagt: „ja min Ven, nu kommer jeg“.

Det var den samme Morgen, jeg lå begravet på 304 og i min Smerte og Dødsangst havde råbt hendes Navn.

H.

DSK-årbøger, 1944

2 tanker om “15. maj 1916. Levende begravet ved højde 304 – reddet af stålhjelmen … og af konen derhjemme?”

  1. Kære Rene,
    Jeg er overbevist om at denne beskrivelse er skrevet af Hermann August Hunger. Jeg har brevet og har tidligere ladet jer få en kopi. Når jeg læser om Hermann Hunger og sammenholdet med mit brev tror jeg det er ham.
    Mit brev starter med Kære Katrilil og slutter din Hermann.

    1. Hej Kurt
      Tak for din kommentar. Ja, det er jeg sikker på, du har ret i. Han har beskrevet den nøjagtig samme situation i en anden artikel i DSK-årbøgerne (så vidt jeg husker) med sig selv som forfatter. Jeg har bare ikke haft tid til at linke de to historier sammen. Nu lader vi det foreløbig stå som en kommentar til opslaget her – og dermed en huskeseddel til mig selv ;-).
      mvh
      René

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *