Alle indlæg af DenStoreKrig

Krigens forløb

9.maj 1918 – Milert Schulz: ”Heute mal wieder einen kleinen Gruss aus den Orient nach der lieben Heimat”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 9. Mai. 1918

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Heute mal wieder einen kleinen Gruss aus den Orient nach der lieben Heimat. Vorgestern haben wir hier Post bekommen aber von Euch hatte ich nichts dabei. Heute soll es wieder Post geben vielleicht ist denn was dabei. Zweimal die Woche bekommen wir hier Post und zweimal geht die Post von hier nach der Heimat auch ab. Wir liegen ja noch hier wo ich Euch im vorrigen Briefe geschrieben habe.

Hier können wir es schon aushalten. Faulenzen den lieben langen Tag und wissen kaum womit man die Zeit vertreiben soll. In die Stadt dürfen wir nicht gehen weil dort nur Araber sind und dies ein halbes Räuberpak ist.

Wir liegen hier am Bahnhof. dort is auch ein Bazar wie die es hier nennen. Da giebt es natürlich allerhand zu kaufen. Hier sind wir ja auch in der Apfelsinengegend und könnt Ihr wohl denken, dass wir auch tüchtig Apfelsinen essen. Das Stück kostet 20 Pfg.

Gestern war ein Offizier und sein Bursche von uns in Damaskus da haben die denn verschiedene Sachen eingekauft unter anderen auch 2 Paar braune Schnürschuhe 1 Paar kostete 12 Mark das andere kostete 16 Mark aber schöne Stiefel waren das und billig.

Hier liegt auch eine Fliegerabtlg. und sehen wir denn auch jeden Tag wenn die Flieger hier hochteigen und landen.

Hier beginnt auch die grosse arabische Wüste wo kein Mensch hinkommt wie dies Räubervolk von Araber. Wie wir hierunter fuhren sind wir ja längs vom Berge Libanon gefahren. Auf verschiedene Bergspitzen lag noch Schnee. Auch sieht man hier viele Kamele. Solche Tiere tragen fast ebensoviel als zwei Pferde mit ein Wagen ziehen können. Ein par Tage hatte ich Durchfall aber jetzt ist es schon wieder vorbei. Sonst wüsste ich diesmal nichts neues.

Sei denn recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Shon und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

 

Krigens forløb, Om Krigen

8. maj 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 er i alarmberedskab og tager australiere til fange.

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Om natten mellem den 6. og 7. maj kom regiment 107 for at afløse füsiliererne. Men de forblev i alarmberedskab i bivuak ved Etinehem og ved landevejen Suzanne-Maricourt, fordi fjenden var trængt ind til højre for vejen Bray-Corbie.

Den 8. maj tog sergent Rainewitz sammen med tre mand fra 2. maskingeværkompagni ved en dristig operation fire officerer og 37 mand fra et australsk regiment til fange.

Disse var trængt igennem ved en nabodivision og havde om natten opholdt sig i slugten nord for Sailly-Laurette. Desuden tog de tapre füsilierere fire maskingeværer som bytte. De følgende dage blev igen tilbragt i barakkerne i Suzanne og Maricourt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Sønderjyder

7. maj 1918: Frederik Tychsen – På kort orlov med kort varsel

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Hen på eftermiddagen den 7. maj ankom vi til Malzy, og her skulle vi blive foreløbig. Marchturen havde i det hele og store været ret interessant, og vi blev ikke overanstrengte på denne tur. Malzy var en almindelig landsby med kønne omgivelser.

Vi kom op på et loft, og her lå de fleste kanonerer. Huset lå langs med hovedgaden. De første dage gik med at ordne tøjet. Vi vaskede og kogte undertøjet, smurte støvlerne, vi kom hen på luserensningsanstalten, ordnede kanonerne og håndvåben.

Efter en uges tid, blev jeg spurgt, om jeg ville på orlov; men jeg kunne kun få 9 dage – rejsedagene inklusive. Jeg regnede ud, at der ville gå 3 dage til rejsen 1 1/2 hen og 1 1/2 tilbage. Jeg sagde tak til tilbuddet og fik besked om, at jeg kunne rejse den 14. maj og skulle være tilbage igen den 23. Samme måned.

Der var imidlertid orlovsspærre i Nordslesvig. Dvs. at der måtte ingen komme på orlov til Nordslesvig. Grunden til denne spærring var, at alt for mange af dem, der kom hjem, gik over grænsen til Danmark. Men jeg fik lov til at rejse til Flensborg, og herfra skulle jeg så indhente mig orlov og tilladelse til at rejse til Nordslesvig.

Jeg fik mine papirer, orlovsbevis samt to røde billetter (Fahrschein), der gav tilladelse til at benytte hurtigtog (Dtog). Så snart jeg havde mine papirer begav jeg mig til nabobyen Proisy. Den var stationsby. Der var vel en lille times gang (fra Malzy til Proisy).

Kanoner Bernhardt (fra Kassel) gik med til banegården. Jeg havde hele min oppakning med. Bernhardt ville gerne have været med på orlov, men han stod ikke for tur. Hen på eftermiddagen kom jeg med et tog, der gik igennem til Køln. Vi kørte over Maubeuge, Charleroy, Namur, Huy, Lüttich, Herbesthal, Aachen til Køln.

Vi var i Herbesthal hen på natten. Her var vi genstand for en meget skarp kontrol, derefter fik vi kaffe ved ”Røde Kors”, dog skulle vi først synge sangen: “Argonnerwald, Argonnerwald” osv., det gjorde vi gerne mod at få en kop varm kaffe.

Derefter fortsatte toget, og om morgenen ankom vi til Køln. Der var nogle timers ophold, inden vi kunne fortsætte til Hamborg. Jeg gik ned i venteværelset: ”für Soldaten”, og her kunne man købe en brilliant skål suppe for 50 Pfennig. Jeg fik mig sådan en portion, og så lagde jeg mig på gulvet sammen med alle de andre.

Efter nogle timers ophold fortsatte jeg med toget og kom til Hamborg ved aftenstid. Her måtte jeg blive om natten og sov hos “Røde Kors” i et lokale i nærheden af banegården. Det var gratis. Om morgenen fik jeg et rundstykke og en kop kaffe.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Aviser

6. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

4 kommentarer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Jørgen Hørlyck og hustru i Varnæs modtog i tirsdags efterretning fra kompagniet om, at deres søn Henrik er falden i Frankrig den 11. april, 21 aar gl.

Hans Møller fra Sjellerup og Christian Petersen fra Baadsager ved Sønderborg er faldne.

Enke Kathrine Jokumsen i Broager har modtaget efterretning om, at hendes søn Mathias den 16. april er falden paa slagmarken i Frankrig.

Peter Hansen fra Sønderborg, for tiden i Hamborg, bekendtgør, at hans søn Emil er falden, 22 aar.

Jens Rasmussen fra Vestergade nr. 34 i Haderslev er falden, 49 aar gl.

Lærer Peter Christensen i Altona er falden.

I tabslisten meddeles, at Friedrich Knudsen fra Rødekro er død af sine saar.

Landmand Chresten Clausen fra Lunderup Mark ved Rødekro, der den 18. oktober 1915 kom i russisk fangenskab, er den 15. januar 1916 død paa et lazaret i Ursum af lungetuberkulose og flere andre sygdomme.  

Jens Diederichsen og hustru i Hejsager ved Halk meddeler, at deres søn Hans er falden den 12. april, næppe 20 aar gl.

Landmand Johan Lorentzen, næstældste søn af afdøde gaardejer Laust L. i Hygumskov, er falden paa Vestfronten, nogle og tyve aar gl. En ældre broder Peter, der har ejendommen hjemme, er i engelsk eller fransk fangenskab.

Sygebærer Peter Oster fra Brendstrup ved Rødding er død.

Johannes Bojsen fra Lunding er falden.

Anton Jensen fra Hønkys er død af sygdom.

Enke Jessen ved Sønderport i Aabenraa har modtaget efterretning om, at hendes eneste søn Jes er falden under et stormangreb, 22 aar gl.

Enke Christine Jensen, Aarøsundgade nr. 5 i Haderslev, har modtaget budskab om, at hendes søn Christian Iversen Jensen er falden natten til den 22. april, 19 aar gl. Den stakkels kone mistede for 8 maaneder siden sin mand, arbejdsmand Peter Jensen, der blev 39 aar og ligeledes faldt paa valpladsen.

Hermann Hansen og hustru i Skodborg meddeler, at deres søn Rudolf er falden. Hermann Hansen er selv ogsaa indkaldt til militærtjenesten.

Købmand Johannes Andersen i Aabenraa, der har været indkaldt som landstormsmand, er efter lang tids svære lidelser afgaaet ved døden i sit hjem, 49 aar. 

Saarede

Andreas Brink fra Frørup og Peter Petersen fra Tandsholm er haardt saarede.

Ifølge tabslisten er Rasmus Lauritzen fra Varnæs og Jørgen Lausen fra Hjortholm haardt saarede og Marius Iversen fra Oksenvad saaret.

Niels Gormsen fra Arnitlund er haardt saaret.

Chresten Christensen, en søn af Ole Chrestensen i Gramby, der har været med i de haarde kampe ved Vestfronten, er bleven saaret i brystet og derefter indlagt paa et lazaret.

Savnede

Landmand Rasmus Schmidt, ældste søn af landboelsmand Peter S. i Hygumskov, er fornylig meldt savnet fra Frankrig.

Fangenskab

Første maskinmester paa Flensborg-damperen “Hans Joost”, Jonny Brag fra Sønderborg er vendt tilbage fra engelsk fangenskab.

Niels Fogd fra Sønderborg og Andreas Mathiesen Lunding fra Hjerndrup er vendt hjem fra fangenskabet.

Otto Aabling fra Skærbæk er i fangenskab.

 

Sønderjyder

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

4. maj 1918: Asmus Andresen – Granatild ved køkkenet

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag Kl. 11 gik vi til Køkkenet efter vor Middagsmad, men den var som sædvanlig først færdig Kl. 12.

Da vi saa skulde vente en hel Time, satte vi os paa en Vognstang. Vi havde siddet omtrent 10 Minutter, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Piben i Luften, og 6 mindre Granater faldt ca. 200 Meter foran os, og straks efter kom der 6 til endnu nærmere. Officeren og Halvdelen af dem, der var i Lejren søgte Dækning bag nogle Ruiner, medens vi, som sad paa Vognstangen, blev hvor vi var og ventede paa, at Køkkenfolkene ogsaa skulde løbe deres Vej, da vi saa vilde gøre os tilgode ved Køkkenvognen.

Straks efter slog atter 6 Granater ned midt i Lejren, og hvis Franskmændene havde vidst hvor godt de havde ramt, kunde vi have ventet over 200 Skud i de næste 10 Minutter. Da Skydningen blev indstillet et Øjeblik, fik vi travlt med at pakke sammen, og i Løbet af 10 Minutter var Lejren brudt af og trukket længere tilbage.

Efter 3 Timers Kørsel kom vi til en lille By; der blev Vognene kørt sammen paa en Mark, og først da fik vi Middagsmad.

Den første Nat derefter sov jeg paa Cementgulvet i en Ruin, men Dagen efter byggede min Kammerat og jeg et lille Telt bag nogle Ribsbuske i Haven, hvor ingen kunde finde os,vi lod os kun se ved Maaltiderne.

I 6 Dage gik det godt, men saa opdagede Feltveblen os. Han spurgte, om vi havde været med til Appel i de sidste Dage, men da vi benægtede det og tilføjede, at vi ikke vidste, der havde været Appel i denne Tid, blev vi noterede.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Aviser

4. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: 4880 faldne

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

4880

Det samlede mindstetal på faldne Nordslesvigere – faldne eller døde paa lazaret – er efter den sidste opgørelse 4880.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Hans Holm fra Arndrup og Bernd Petersen fra Rødding er faldne; at underofficer Hans Holm fra Sillerup, der hidtil har været meldt savnet,  er falden den18. juli 1917; at Christian Jensen fra Jordkær Mark er død af sine saar; at Peter Røpke fra Bøjskovskov er haardt saaret og at Christian Christiansen fra Lysabild er udvekslet fra fangenskab.

Handelsmand H. Boysen og hustru i Rødekro har modtaget budskab om, at deres søn Christian er falden den 10. april, 21½ aar gl.

Lorenz Svensen en plejesøn af arbejdsmand G. Lauritzen i Sønderborg, er falden, 20 aar gl.

Hans Christensen fra Haderslev er falden den 11. april, 33 aar gl. han efterlader hustru og 2 børn.

Købmand Chr. Iversen hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at hendes mand er falden i de sidste kampe.

Bygmester Peter Hansen Grodts familie i Aastrup har modtaget budskab om, at han er falden den 17. april.

I tabslisten meddeles, at Jens Schæfer fra Hjerndrup, Rasmus Skøth fra Lintrup og Sønnich Sønnichsen fra Rurup er faldne.

Enke Christine Hulwey i Sønderborg har modtaget meddelelse om, at hendes søn Jürgen er død paa et lazaret.

Saarede

Ifølge tabslisten er Jes Christiansen fra Sønder Hostrup, Thomas Iversen fra Aabenraa og Marius Paulsen fra gammel Haderslev haardt saarede.

Savnede

Jakob Nielsen fra Bollerup paa Als er savnet.

 

 

Krigens forløb

3.maj 1918 – Milert Schulz:” Vi ligger nu i en Bÿ sÿdlig for Damaskus som kaldes Dera vis I har et Landkort”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 3.5.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Endelig igaar den 2.5. her paa vort Bestemmelsessted godt ankommen. Alt i beste Orden og ved god Sundhed. Det var jo temmelig lang Rejse fra K. herned. Siden den 22/4 var vi paa Banen. Vi ligger nu i en Bÿ sÿdlig for Damaskus som kaldes Dera vis I har et Landkort. I ligger her til Banebevogtning imod Röverbandene. Det er en Horde som vil overfalde Banen og deslige. Men med vore M.G. er vi ikke saa bange for den Slags Folk. Saa nu ved I hvor jeg er og vad vi tager os for.

Nu lidt om Rejsen. Söndag den 21.4. fik vi Befaling til at træde Rejsen an. Det var en slem Söndag vi havde, med at faa vore Sager pakket og faa vore heele Kompagnie Kram forladet paa Banen. Den 22. om Morgenen kjörte vi saa lös. Paa Landkortet kan I jo forfölge heele Banerejsen til herned hvor der kun gaar den ene Bane. Man faar jo meget at see. Landet er for de meste ukultiveret. Lange Sletter seer man begge Sider Banen som ligger heelt brag. Efter flere Dages rejsen naaede vi til Bjerget som kaldes Taurus.

Til dette Bjerg kjörte kun Hovedbanen. Der maatte vi saa lade om i en lille Bane og nu gik det videre igjennem Bjerget. Vi kjörte Timevis igjennem Tuneller, lige var vi ude af den eene saa gik det ind den anden. Det var meget interessant da vi kjörte der i Bjergerne. Store höje Stenklipper og dÿbe Dale. Det var heelt storartet. Efter en dages kjören med Lillebanen naaede vi saa igjen Hovedbannen. Der maatte vi saa igjen lade om og kjörte saa videre til en Bÿnord for Damaskus.

Der blev vi saa udladet, men i denne Bÿskulde vi ikke blive liggende. Vi maatte saa lade vor Feldkökken og vore Kastner og vort Gepäck paa Lillebanen igjen og kjörte saa en Timestid til en anden Bÿhvor vi skulde ligge. Der ankommen ladete vi saa igjen ud og gik til vort Quater. Det er en heel smuk og stor Bÿ. Vi kom saa ind i vort Quater og gjorde os det gemütlig da vi dog torede at her blev vi en længere Tid, men God dag Mads og Eftermiddag kom der saa Befaling at vi skulde gjöre os færdig da vi strax skulde videre. Nu hvor var der andet at gjöre vi blev saa atter forladet og den samme Dag og kom saa videre til vi naaede her hen vor vi nu logger. Vi kjörte i 2 Nætter og 1 Dag. Det er her saadan en lille Bane som hos os men meget modernere. Nu ligger vi her og lever en heelt god Dag nok at spise og drikke. Vor længe vi her vel bliver ved jeg ikke. Jeg har her faaet lidt Gjemmelgang men det er endnu ikke saa slem. Her er det om Dagen en brænnende Heedeog om Natten er det Kold. Det er en slem Temperaturwæksel her. Nu er her vil en Temperatur af 35-40 Grad i Solen. Solen staar om Middagen snart lige over os.

Brevvekslingen fra K. tog lige 14 Dage. Herfra varer det naturlig længere. Her ligger vi i Telter. Mit Kort fra Damaskus har I vel modtaget.

Nu for denne Gang mange Hjert. Hilsener og Kÿs fra mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)

Sønderjyder

3. maj 1918: Spor af en landsmand – Frederik Tychsen på tur rundt i St. Quentin

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra slutningen af april 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Tidlig næste morgen blev vi vækket igen, og vi marcherede en dag igen og nåede om aftenen til St. Quentin. Vi holdt længe i St Quentin og vidste ikke rigtig besked om, hvor vi skulle hen. Vi holdt i nærheden af katedralen. Den var imidlertid brændt, og murene stod tilbage. Hvælvingen var styrtet ned, og hele bygningen lignede en ruin.

Rundt omkring i Murene var der indlagt sprængladninger, og der hang en luntesnor ned hvert sted, hvor en sådan sprængladning fandtes, og der var plakater alle vegne, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”, “Adgang forbudt” osv. Trods alle advarsler gik jeg alligevel ind i katedralen og rundt omkring den.

Det bemærkes, at skyttegravene havde gået direkte gennem byen og forbi katedralens mur. Henne ved det ene hjørne af den mægtige bygning var en forpoststand. Den var gravet ned i jorden, og oven for, var der barrikader med sandsække. Der førte trappetrin op til et kikhul igennem barrikaden, og herfra havde vagtposten så nogen udsigt.

Her havde stillingen ligget fast i adskillige måneder, ja måske i årevis, og mangt en soldat havde stået her på den fremrykkede post, og mangen en havde sikkert også draget sit sidste suk i denne løbegrav og på denne stand.

Mens jeg gik omkring og så på sagerne, opdagede jeg en indskrift i kirkens mur lidt nede under jordoverfladen; den var indridset i sandstenen, og der stod: ”WI WIL JEM IGEN TIL DANMARK TIL DET RØDE OG WIDE FLAG”.

Her havde altså stået en landsmand, en nordslesviger, og i sin ensomhed havde han tænkt på Sønderjylland og på Danmark. Ok, ja, hvem tænkte ikke på at komme hjem – hjem til far og mor, hjem til Danmark – en helt ufattelig tanke. Jeg blev et øjeblik grebet af hjemve.

Jeg satte mig ned og læste indskriften mange gange. Jeg gik derfra hen til batteriet, der stadig holdt på gaden. Lidt efter fortsatte vi vor march og kom til en landsby, der hed Castrees, her bivuakerede vi.

Jeg mindes endnu, at det var en dejlig aftenstund, da vi forlod St. Quentin, og da vi efter en times march så tilbage efter St. Quentin, kunne vi se katedralens nøgne mure træde tydeligt frem i silhuet omkranset af solnedgangens gyldne skær, medens bataljonens lange hale langsomt sneglede sig ned efter Castrees.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

2. maj 1918. “Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig”. Eskildsen på vestfronten.

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I Champagne er foråret endnu en gang ved at sætte ind over de franske slagmarker.

Den 23. April overtager Regimentsstaben sit nye Afsnit. Matthiesen og Bunke bliver igen bag ude i Hvilebataillonens Lejr, vi andre sidder i Stabens Kommandostation, dybt nede i Champagnekalken. 49 Trin fører ned til det snævre Hul, 2 Meter bredt og 4 Meter langt, som jeg deler med Schrøder og Heinz.

Vaaren kommer til den mishandlede Verden, Lærken slaar sine Triller over Granathuller og Lig, et Pust af Grøde og Vækst naar selv ned til os i vor dybe Hule. Det lader Længselens Strenge klinge i vort Sind — en fin, fin, dragende, længselsfuld Sang om Have og Vang, Spade og Plov, Jord og Hjem, Arbejde og Ansvar.

Vaar og Efteraar er de tunge Tider i Felten. Da jeg oplevede det første Vaarbrud i de store Augustov-Skove, skrev jeg:

»Jeg tror ikke, at Krigen varer saa længe, men det staar klart for mig i disse Dage: lykkes det end at holde Mændene i Felten Sommeren og Vinteren igennem, saa faar man dem ikke til at blive herude længere end til næste Foraar. Thi naar Naturen vaagner, gaar der en Muldduft hen over Verden, og den griber ikke blot Bonden, den kalder alle til Arbejde.«

Nu kom Vaaren for fjerde Gang til os! Hvad bryder Krigen sig om Foraar, Liv og Længsel!

Den 2. Maj staar jeg ved tre aabne Grave. Min Kollega, Regimentsskriveren fra 34. Regiment, er falden. Han boede bagude ved Bagage-Trainet, men blev ramt af en Granat, da han var undervejs hjem med Underskrifter fra Officererne.

Det stakkels 34. Regiment har nu i kort Tid mistet baade Kommandør, to Stabsofficerer og Skriveren. Sammen med ham faldt Trainets Fører, som havde faaet denne Post, fordi hans Forældre allerede i Forvejen havde mistet fire Sønner.

Ved deres Side begraver vi en Underofficer fra vort Fægtningstrain, en Lærer fra Egnen ved Kiel, der efterlader Hustru og fire Børn.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 215-216

Krigens forløb, Sønderjyder

2. maj 1918: Asmus Andresen – Sulten skal stilles

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi kom uskadt gennem Lavningen og naaede hen til vort Batteri. Officeren gik til Feltveblen og meldte os tilbage. Vi gik derimod til Køkkenet for at faa vor Sult stillet, men vi kunde intet faa før Middag, hvorfor vi gik hen for at finde os et Hvilested, som vi ogsaa fandt i et bombesikkert Rum.

Om Eftermiddagen gik vi hen til Vognen for at finde vort Tøj, men vi ogsaa fandt i en stor Dynge gamle Sager, som i en daarlig Forfatning. Karabinerne var rustne og Tornystrene tomme, og da vi meddelte dette til Feltvedlen, blev vi affærdigede med det Svar, at hvis vi havde taget det hele med os, havde vi haft det i Behold. Med dette Svar kunde vi gaa igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

1. maj 1918: Asmus Andresen – En længe ventet ordre om afløsning

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I maj 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Middagen blev vi vækket igen af Posten, som da kom med et nyt Telegram; med dette Telegram havde han løbet omkring hele Natten, fordi han var gaaet vild i Mørket, han forsikrede os, at det var sidste Gang, han løb med Telegram om Natten.

Om Eftermiddagen Kl. 2 kom der Vælling til os fra Batteriet, men der var kun en halv Liter til hver; det var saa lidt, at vi, da vi havde fortæret den, var mere sultne, end da vi begyndte.

Kl. 4 fik vi Ordre til at pakke sammen, fordi vi skulde afløses. Denne Ordre havde vi længe ventet efter, og da vi ikke havde meget at pakke sammen, var vi hurtig færdige til Afmarsch. Vi gik saa til den næste Post; videre kunde vi ikke komme, fordi vi skulde igennem en Lavning, der den Dag blev saa hæftig beskudt med Granater, at det var umuligt at komme igennem, hvorfor vi maatte vente til næste Dags Morgen Kl. 3.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.

Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.

Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.

Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.

Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.

Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.

Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.

Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.

Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.

Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.

Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

30. april 1918: Asmus Andresen – På jagt efter vand

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Næste Dag vaagnede jeg først Kl. 9, og da jeg ikke havde noget at bestille gik jeg ud for at søge efter Vand, som jeg ogsaa fandt i Nærheden af en Ruin. Jeg slukkede først min Tørst, fyldte derefter min Kogespand med Vand, som jeg bragte mine Kammerater.

Da jeg kom ind i Hulen, spurgte de mig straks efter, hvor jeg havde fundet Vand, da de Dagen i Forvejen havde ledt og intet fundet. Jeg meddelte dem, hvor Vandet var at finde, men da de troede, de ikke kunde finde det, maatte jeg sammen med 2 andre af Sted igen. Det var ikke nogen Fornøjelsestur; thi der blev stadig skudt, og mange Granater faldt i Nærheden af os.

Vor Opgave var at udlægge Telefontraad til en Hule oppe paa Bakken, et Sted, hvor fra vi kunde holde Øje med Fjenden, men da Bakken blev stærkt beskudt, var det umuligt at holde Telefonen i Orden. Om Eftermiddagen skulde vi saa danne en Løberpost.

En Kammerat fra Hamburg og jeg blev anvist en Lavning bag Bakken; der skulde vi rejse en Stang op med en Daase paa Toppen til Tegn paa, at her var Løberposten. Vi fik straks travlt med at grave et Hul i Jorden, hvor vi kunde dække os for Granaterne, som her faldt i stor Mængde. En Lavning i Terrænet bliver altid stærkt beskudt, fordi Fjenden ikke kan se, hvad der foregaar i den.

Henad kl. 4kom det første Telegram fra Bakken; det skulde saa bringes videre saa hurtigt som muligt. Jeg tog den første Tur. Der var 20 Minutters Løb til den næste Post. Da jeg kom tilbage sad min Kammerat i Hullet med et Telegram i Haanden og ventede paa mig. Han sagde, at han var bleven syg, derfor kunde han ikke løbe med Telegrammet. Jeg maatte saa af Sted igen.

Da jeg atter var paa Tilbagevejen blev Lavningen beskudt med Granater; da 2 af disse faldt i Nærheden af mig, fik jeg snart fat i Gasmasken, og saa løb jeg, alt hvad jeg kunde, for ikke at komme i for tætte Gasskyer. Jeg kom ogsaa godt tilbage til min Kammerat. Vi søgte nu efter nogle Tæpper og Kapper, hvormed vi kunde dække os for Natten.

Kl. 7 kom der atter et Telegram, og Posten, som bragte det, spurgte, om vi havde faaet noget at spise. Vi meddelte ham da, at vi ikke havde faaet Mad i 2 Dage. Han fortalte os endvidere, at Officeren havde lovet os Jærnkorset, saafremt vi holdt ud en Dag til.

Da Posten var gaaet, vilde min Kammerat liste mig af Sted igen, men det skulde jeg nu ikke have mere af, han maatte selv se at komme af Sted, og han maatte skynde sig, da det ellers vilde blive mørkt inden han kom tilbage,
Kl. 7½ løb han, og imens lagde jeg nogle Brædder og en Del Jord over Hullet, som vi havde gravet, og nu ventede jeg efter, at han skulde komme igen.

Tiden blev imidlertid lang. Ved Ottetiden kunde han være naaet tilbage, men da Kl. var 9, var han hverken til at høre eller se, hvorfor jeg begyndte at blive urolig for ham. Jeg kravlede ud af Hullet for at se efter ham, men da han endnu ikke var til at øjne, mente jeg, at han havde forvildet sig eller var kommen til Skade. Jeg lagde mig til at sove, men jeg kunde ikke falde i Søvn.

Kl. 11 hørte jeg en raabe »Arras«! Det var ikke mit Navn, men Stemmen lød mig bekendt. Jeg kravlede da atter ud af Hullet og gik i den Retning, hvorfra Raabet kom, og efter 10 Minutters Forløb opdagede jeg den raabende Mand, som jeg paa Grund af Mørket ikke kunde kende; men det viste sig at være min Kammerat.

Ved min Tilsynekomst blev han i den Grad glad, at han teede sig som et Barn, og jeg begyndte at tvivle om hans Forstand, thi han var i den Grad medtaget, at jeg maatte støtte ham hen til Hullet, hvor han straks faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Hjemmefronten, Sønderjyder

30. april 1918. Han og to andre gik nordpå forleden. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 30. april

Kæreste Jørgen!
… Jeg tror, at vi begge lidt efter lidt opgiver håbet om et godt resultat af ansøgningen, det er tungt, men vi biir jo vant til skuffelser alt imens. Nu talte Andreas Erlang om, at du måske dog kunne blive søgt hjem som vagtmand. Jeg fik ikke rigtig besked på hvordan. Det var i går aftes i Hauge, og der var jo flere fremmede; men Fedder sagde da også, at vi allerførst skulle høre, hvad du syntes. Orlov bryder du dig ikke om, det har du jo skrevet så tit. Måske du hellere vil, at vi skal vente til henimod høst, og så søge om udsættelse igen. Og hvis du tror det er nødvendigt, kan H. jo godt rejse hjem først, så lader vi bare stå til. Du må vel da også blive gammel nok omsider, nu er du da snart nået de 40. Et svar må vi vel da også få på den sidste ansøgning…

Torsdag d. 2. maj 1918

… I går var det jo flyttedag, og Gustav og Petrine er rejst. Ja, Tin er da hjemme endnu, hun skal først i sin plads i morgen, da henter Hans Krogs hendes tøj. Vor nye pige er også kommen, Anna Andersen fra Knud. Det er en lille fiks pige, så pæn i tøjet, så det er en fornøjelse at se på, men hun har jo også en dygtig mor. Rasmus Thuesen regnede mig det ud med løn og sygekasse pengene, så jeg tror nok, det kom rigtig i orden. Jeg skulle jo ellers vænne mig til at gøre det selv, men jeg tænker jo da altid, at du er hjemme til næste gang. Vor nye andenkarl er ikke kommet endnu. Han og to mere gik nordpå forleden og har nok haft lidt uheld, men han dages jo nok. Sådan går det de fleste i denne tid, det gir en Flensborgtur…
I dag er Hans hos malerens med hestene. I år får de da sået i ordentlig tid. Sidste år husker du nok, det var så sent. De er meget bekymrede for Otto. Han er hårdt såret i hovedet, har en søster skrevet. Selv har han ikke skrevet. Det er tungt at gå i den uvished. De ved heller ikke, hvor han er på lazaret…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Sønderjyder

29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.

Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.

Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.

For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.

Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.

Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.

De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.


Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.

Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.

Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.

Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

Aviser

29. april 1918 – Hejmdal: Overkørt og tildækket af jordmasser

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Brødrationer


I et Møde, som Rigsdagens Ernæringsbiraad i Fredags holdt under Ledelse af Statsekretær v. Waldow, drøftedes Spørgsmaalet om en Nedsættelse af Brødrationen. Man blev enig om, at Stillingen i Øjeblikket ikke er klar nok til at tage en saa indgribende Beslutning, som muligvis senere kunde vise sig at være unødvendig. Det skal derfor afventes, hvorledes Afviklingen af Korntilførslerne fra Ukraine vil blive udført i den nærmeste Fremtid. Der er truffet Forberedelse til at faa de traktatmæssige Leveringer fra Ukraine saa snart som muligt for at sikre Brødforsyningen til Høsten. Nogle Transporter er allerede ankommen. De nærmeste Uger vil bringe fuld Klarhed.  


Dagens Nyheder


Mod Udspredelse af falske Rygter

bliver der nu ifølge flere Blade skredet bestemt ind. I de sidste Dage er i forskellige Byer af vor Landsdel et større Antal Personer blevet idømt forskellige Pengebøder for at have gjort sig skyldige i denne Overtrædelse.

Stikbrev

Retsherren i Harburg har sendt Stikbrev efter Pioner Hans Gammelgaard, født den 7. Februar 1899 i Halk, der er deserteret.

Om Hans Nissen fra Gøtterup

ved Toftlund, der faldt den 9. April, skriver Redaktør Ernst Christiansen til “Flensborg Avis”:

Efter en Række drøje Dage paa Vejarbejde lige ved Vestfronten, et Led i de store Forberedelser til den sidste Offensiv, var vort Kompagni den 9. lige efter Stormen ude ved den gamle Frontlinje for at lave en Vej gennem Stillingerne. Nogle engelske Granater slog ned i Kæden. En Snes Meter fra mig faldt et Par af mine Kammerater, deriblandt min bedste Ven ved Kompagniet, Hans Nissen fra Gøtterup, 48 Aar gammel. Han var et hjertensgodt, hyggeligt og opvakt Menneske, med dyb Følelse for sin Hjemstavn og sin gamle Mor. Alle, der kendte ham, holdt af ham.


Fra Felten


Falden

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Arlt fra Ringenæs ikke er død i Fangenskab, men falden.

Desuden meddeles, at Hans Holm fra Arndrup og Bern Petersen fra Rødding er faldne og at Underofficer Hans Holm fra Sillerup, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 18. Juli 1917.

Død af sine Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Christian Jensen fra Jordkær Mark er død af sine Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Røpke fra Bøjskovskov haardt saaret og Anders Schnidtgaard fra Øster Løgum og Peter Petersen fra Felsted let saarede, sidstnævnte er bleven ved sin Troppeafdeling.

Udvekslet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Christiansen fra Lysabild bleven udvekslet fra Fangenskab.


Sidste Nyt fra Felten


Faldne

Assessor Dr. Knutzen, der før sin Indkaldelse var Lærer ved Realskolen i Aabenraa, er falden under Kampene i Flandern.

Hans Hinrichsen, Søn af Murer Hinrichsen i Vestergade i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” falden paa Slagmarken.

Enke Helene Nielsen i Ris ved Aabenraa har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes eneste Søn, Niels, der tjente som Underofficer og havde været Soldat uafbrugt i 5½ Aar, er falden i Slaget ved Estaires den 10. April, ramt af en Heltræffer. Han blev 27 Aar gammel. Den Faldne, der var dekoreret med Jernkorset, blev i det andet Krigsaar saaret under Kampene i Rusland. Enke Helene Nielsen mistede for at Aar siden sin Mand. Hun har 5 Døtre, hvoraf de 4 er gifte; 3 af Svigersønnerne er med i Felten, én af dem har været saaret.

Saarede

Andreas Andersen, Søn af Garver Andersen i Badstuegade i Haderslev, der tjener som Artillerist, er ifølge “Schl. Grp.” bleven haardt saaret. Han befinder sig for Tiden i St. Josephshospitalet i Walnin ved Nedre-Rhinen.

Lærer Gilleberg fra Hjerndrup er ifølge “Schl. Grp.” bleven saaret af et Skud gennem venstre Overarm.

Overkørt og tildækket af Jordmasser

Viggo Knudsen fra Vestergade i Haderslev er ifølge “Schl. Grp.” bleven overkørt og begravet under Jordmasser, hvorved han har lidt en Del Kvæstelser.

Hjemvendt fra Fangenskab

Hans Eriksen, Søn af Gaardejer Christian Eriksen paa Broballe Mark ved Nordborg, er nu vendt tilbage til sit hjem fra russiske Fangenskab.

Forfremmet og dekoreret

Niels Bekker, Søn af Jens P. Bekker i Fjersted ved Roager, der har deltaget i Krigen siden dens Begyndelse og for Tiden er med ved Vestfronten, er den 16. April bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent. Samtidig er han bleven dekoreret med Jernkorset.

Forfremmede

Heinrich Petersen, Søn af Hestehandler Louis Petersen i Aabenraa, der deltager i de haarde Kampe ved Vestfronten, er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Officersstedfortræder.

Underofficer Mathiesen, Søn af Gaardejer Mathias Mathiesen i Tarup paa Als, der har deltaget i de sidste haarde Kampe ved Vestfronten, er ifølge “S. Z.” bleven forfremmet til Sergent.

Dekoreret

Knud Knudsen fra Hoptrup har ifølge “Dv.” faaet tildelt Jernkorset.

Hjempermitterede

Cornelius Nielsen fra Skrydstrup, der har været med siden Krigens Begyndelse, er nu bleven hjempermitteret; han er født i 1869.

Desuden er Gaardejer Jens Lund fra Badegaard II ved Hammelev bleven hjempermitteret.

En Forveksling

I “Hejmdal” for Torsdag den 18. April meddeltes der, at Aviser, der var sendte til Mejeribestyrer Lønholm fra Blans Mejeri i Sundeved, var komne tilbage med Paategningen “Saaret”. Nu meddeler Mejeribestyrer Hans Lønholm i Blans os, at der foreligger en Forveksling med hans Broder Anton Lønholm. Han selv har været hjemme siden Juli i Fjor for at bestyre Mejeriet.

(Læs hele Hejmdal fra 29. april 1918)

Krigens forløb

28. april 1918: Asmus Andresen – En meget lang dag… Mod Kemmelbakken i hælene på Officeren: ”… tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Natten blev vi purret ud, og vi fik hver 1 Kilometer Telegraftraad paa Nakken. Vi var ialt 5 Mand og 1 Officer, vi skulde ud i den 3. Skyttegrav, og der skulde vi vente, indtil Infanteriet gik fremad. Da vi var naaet halvvejs, fik jeg saa store Smerter i Maven, at jeg næsten ikke kunde gaa; hver 10 Minutter maatte jeg træde ud, og jeg blev derfor langt tilbage fra de andre, saa at jeg maatte løbe for at indhente dem.

Kl. 4 naaede vi Skyttegraven, hvor vi skulde vente. Da jeg var bleven noget tilbage, kunde jeg ikke straks finde mine Kammerater. Deres Telefontraad fandt jeg i et Granathul, hvor jeg ogsaa kastede min Rulle. Da det var meget koldt denne Nat, begyndte jeg snart at fryse og søgte derfor efter et Sted, hvor der var lidt lunt, jeg anede ikke, hvor længe vi endnu skulde vente.

Jeg kravlede et Stykke hen i Skyttegraven og fandt 3 Soldater, der i en Hule varmede sig ved et lille Baal; og jeg fik straks Lov til at være hos dem. Paa en fri Plads i en Krog satte jeg mig og faldt i Søvn.

Kl. 6 blev jeg atter vækket ved en frygtelig Allarm; hele Jorden rystede, og nu vidste jeg. Hildurs Leg var i fuld Gang; 5 Minutter efter hørtes det uhyggelige Raab »Gaaaaas«, i en Fart fik vi alle Gasmaskerne for Ansigtet.

Kl. 7 fandt jeg mine Kammerater, som søgte efter mig; efter at vi havde faaet Traadrullerne samlet op, gik vi igennem en frygtelig Granatregn. Granatstumperne peb os om Ørene og vi mærkede Lufttrykket, de fremkaldte. Ingen af os troede, at vi skulde komme godt fra denne forfærdelige Granatregn.

De af os, som ikke havde set Lig i Mængde, fik den Dag nok at se. Der kom mange saarede os i Møde; de ilede tilbage for at komme ud af denne frygtelige Ild. 200-300 tyske og franske Flyvemaskiner brummede over os.

Efter en Times Tid kom vi til en Ruin af stor Gaard, som kaldtes Duborger Hoff. Herfra skulde vi begynde med Udlægningen af Telefontraaden, men da Franskmændene skød som rasende, ventede vi endnu en halv Time bag Ruinen. Vi gik derefter videre langs med en Jærnbaneskinne, medens den første lod sin Traad løbe af Rullen.

Efter et Kvarters Tid bøjede vi af til højre og kom ud i en Lavning, hvor der stod en halv Alen Vand, men vi maatte over og kom saa til en bred Kanal. Vi kastede først Traadrullen over; da jeg kastede min Rulle, kom den godt over paa den modsatte Bred af Kanalen, men den trillede tilbage og faldt i Vandet.

Nu haabede jeg at slippe fri for at slæbe paa den, men Tak Skæbne; Officeren fiskede den op igen, og nu var den bleven et Par Pund tungere. Kanalen var 3 Meter bred og vi kunde ikke springe over den; og vi maatte derfor vade igennem og blev selvfølgelig drivvaade.

I rask Tempo gik det nu videre og efter en halv Times Forløb mødtes vi med en Del franske og engelske Soldater, der var falden i tysk Fangenskab og mange af dem havde deres saarede Kammerater med. Jo længere vi kom frem, desto grueligere blev det Syn, der mødte os; tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.

Det saa sørgeligt ud, men værre var det dog at høre paa deres Jammer og Skrig. Mange laa og raabte Navnene paa deres kære derhjemme, andre væltede sig om i deres Blod og jamrede sagte, atter andre laa stille hen med foldede Hænder og sendte deres sidste Bøn til Gud.

Vi kom ogsaa uvilkaarlig til at tænke paa vor sidste Time.

3 Kilometer foran os laa Kemmelbakken og til Højre for denne Kemmel By. Jo nærmere vi kom til Bakken des stærkere blev Ilden, og vi saa, hvorledes mange Soldater blev fuldstændig reven i Stumper og Stykker af Granaterne.

Da vi kom tæt hen til Bakkens Fod, kom der to Soldater, hver med en stor Hvedekage i Haanden og huggede i sig af den som sultne Ulve. Vi ønskede at vide, hvor de havde faaet Kagerne fra, og da de fortalte os, at de havde fundet dem i en fransk Skyttegrav der i Nærheden, og at der var flere af den Slags, var det selvfølgelig »Habs« for os.


Hver af os vilde være den første, og det hjalp ikke, at Officeren raabte, at vi skulde stanse; vi lod, som vi ikke hørte det, vi havde kun Tanker for Kagerne. Jeg var den første, der kom til Skyttegraven, hvor jeg fik fat paa en 4 Pd. tung Kage; den smagte godt, maaske nok lidt af Gas, men den blev fortæret med det samme.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Aviser

26. april 1918 – Hejmdal: Hvem hamstrer?!

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Krigsfangernes Tilbagekomst fra Rumænien

Udleveringen af de tyske Krigsfanger i Rumænien har hidindtil som Følge af Transport-Vanskeligheder ikke kunnet gennemføres i fuldt Omfang. Efter hvad der meddeles er der derfor ingen Grund til Foruroligelse, naar Efterretningerne fra Fangerne i Rumænien foreløbigt udebliver. De tlbagevendende Fanger vil først blive overførte til Lejren i Colentina ved Bukarest, hvor de skal gennemgaa en Karantæne paa 23 Dage. De faar der Opfordring til straks at sende deres Paarørende Meddelelse om deres Tilbagekomst. 

Udmærkelse (S. Z.)

Skibsfører Chr. Hansen fra Dampskibet “Delphin” i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Forraadene i Krigskøkkenet i Haderslev

bliver knappe – meddeles der til “Dv.” af Krigskøkkenudvalget. Kaal og Roer kan snart ikke koges mere, Bælgfrugter og Ærter svinder, saa det kan mærkes.

For at kunne holde ud med Bespisningen til 1. Juni anmoder Udvalget den bedrestillede Del af Befolkningen om, at saafremt det er muligt, ikke at benytte Køkkenet; thi kun da kan der som før leveres til den arbejdende Befolkning.

Dersom denne Henstilling ikke skulde frugte, maa det overvejes enten at begrænse Antallet af de Dage, der koges, eller at lukke Køkkenet noget før.

Angivet for Aager (T. Z.)

En Klodsemager F. fra D. er bleven meldt for at have forlangt 30 Mark for et Par Krigssko, der højest maatte koste 16 Mark.

Hvem hamstrer?!

Under Overskriften: “Hvem hamstrer?!” skrives i “Tondernsche Zeitung” af “En, der ogsaa har set dybt bag Kulisserne”, følgende:

I Bagerlavets Møde (i Tønder) blev, som “Tondernsche Zeitung” har berettet, Kulhamsteri mod Flæsk, Smør og Skinke særlig revset som et fremragende Onde. Som om der kun blev hamstret i Kulhandelen!

Man bør dog engang se sig nøjere om. For Tiden hamstres der paa alle Omraader i Stort som i Smaat, paa mange endnu langt, langt værre end i Kulhandelen. Man bør engang se sig om t. E. i Manufakturvareforretningerne. Hvem der kommer med Smør og Flæsk, kan ogsaa faa Sytraad, for andre Dødelige er denne sjældne Vare helt udsolgt. Og hvorledes gaar det med andre Varer, med Læder osv.?

Og hvem hamstrer – Haanden paa Hjertet – vel ikke, naar Nød og Savn trykker?! Vi bør hellere lade Underholdningen om dette kildne Emne hvile.” 


Fra Felten


Haardsaaret

For nogle Dage siden modtog Christine Roth, Datter af J. A. Hansen i Markgade i Aabenraa, fra en Sygebærer ved Fronten Meddelelse om, at hendes Mand, Bager Christian Roth var bleven haardt saaret den 9. April. I Gaar indløb der Meddelelse om, at han, foruden at have faaet et Skud i den ene Lunge, er bleven saaret i Brystet, i Halsen og i Munden. Der er dog Haab om, at han kan overstaa det. Det er anden Gang, han er saaret. Roth er Indehaver af Jernkorset.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefreiter Detlef Petersen fra Bolderslev haardt saaret.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Andersen fra Skelde, Andreas Jensen fra Rinkenæs og Chresten Schmidt fra Vester-Lindet, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Dekoreret

Landmand Chr. Seeberg fra Brendstrup ved Rødding, som har deltaget i Krigen i 3 Aar som Landstormsmand, har ifølge “Dv.” faaet Jernkorset. Under Krigen har han maattet sælge sin Ejendom i Brøstrup, da han ikke kunde faa den dreven.

(Læs hele Hejmdal fra 26. april 1918)

Hjemmefronten, Sønderjyder

26. april 1918. Dette brev kan du brænde. Brev fra Jørgen til Inger

3 kommentarer

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26.4.1918

Min egen kære Inger!
… Vore folk har nok en meget slem stilling. Der er ingen huler eller huse, hvor de kan bo. Englænderne er jo tilbage, og offensiven synes at være gået i stå. Vi må nok hellere forberede os på, at krigen vil vare længe endnu, men så har vi måske lov til at vente en god fred for os. Det har vi da næsten fortjent, skulle man synes…

Tirsdag d. 30. april 1918

… Mon du har talt med Thaysen om ansøgningen om tilbagesættelse, og mon der i det hele taget er sendt en sådan ansøgning ind? Hvis det ikke er tilfældet, så er det nu for sent, og så må vi hellere vente til høsten. Nu taler du nok med ham derom og hører, hvad han siger. Det er jo meget kedeligt sådan at gå og vente og længes, for med krigen vil det vist vare meget længe endnu… Den gang, offensiven begyndte i foråret, tænkte de allesammen her, at nu kom freden snart, og jeg tænkte også, at det måtte jo vist stemme, når de alle sagde det. Men tyskerne har nok grundigt forregnet dem, denne gang som så ofte før. Jeg husker godt, at du skrev, at offensiven snart ville gå i stå igen, og at det kun var en reklame for krigslånet. Du fik ret. Hvorledes vil de også tænke at kunne slå både England og Amerika, således at de kom til at diktere dem freden, selv om det kunne lykkes tyskerne at ødelægge Frankrig. Men det kan de vist heller ikke.

Du skriver, at I har godt vejr hjemme. Det kan jeg ellers ikke sige, at vi har her, for det regner hver nat, og om dagen ligger der en tyk tåge over egnen. Det bidrager vel også til, at jeg ser lidt mørkt på sagen. For du kan nok forstå af mit brev, at mit humør i aften er »skidt«. Det er 5 måneder siden, jeg har været hjemme. Da jeg rejste, troede jeg fuldt og fast på, at det nok skulle passe, som Thaysen sagde, at jeg skulle komme hjem til foråret. Ja, han snakker.

I morgen er det altså 1. maj, og da er det ikke så rart for dig, kære Inger, med de ny folk. Når blot jeg kunne have hjulpet dig. Dette brev kan du brænde, for det er nok et kedeligt brev.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

25. april 1918: Frederik Tychsen – Sammen med batteriet igen

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

3 – 4 km uden for byen lå skoven. På vejen derud traf jeg en Unteroffizier med nogle mænd fra vort batteri, de skulle til Herly efter drikkevand. Jeg fik yderligere stedet, hvor de opholdt sig i skoven, bekræftet, og en halv times tid senere havde jeg fundet dem.

Jeg fik hilst på Karl Skurnia, Heinrich Hiibschmann, Beckmann m.fl., og derefter meldte jeg mig hos batterichefen, hr. løjtnant Wiederholdt, der havde sit ophold i en understand langt nede i jorden: “Obergefreiter Tychsen vom Lazaret entlassen”.

Han var tilsyneladende glad og tilfreds med at se mig igen; han spurgte efter mit befindende, og spurgte, om jeg nu også var helt rask. Derefter sagde han besked om, at jeg kunne gå over til køkkenet og få nogen proviant, brød, pølse, lidt smør og marmelade.

Endvidere fik jeg tæpper, overfrakke, støvler, karabiner osv. ved monderingsvognen. En stålhjelm fandt jeg senere. Nu var jeg altså ved batteriet igen efter at have været borte fra 18. marts til 25. april (38 dage). I denne tid havde jeg f.et udhvilet, forplejningen var også god og tilstrækkelig.

Imens jeg havde været borte, havde batteriet været med i den store forårsoffensiv, der begyndte den 22. marts. De havde gennembrudt de franske og engelske linjer, og var først blevet standset ved Montdidier. De sidste dage foran Montdidier havde bragt dem svære tab, og da jeg kom til dem den 25. april, havde de været trukket ud af stillingen nogle få dage.

En af mine gode kammerater, Unterof. Jäger var faldet en aften da han sammen med nogle flere (Skurnia og Hans Gothe) var gået hen til en lille landsby for at prøve på at finde lidt proviant. Jäger var kommet fra infanteriet og skulle passe samt lede betjeningen af batteriets to maskingeværer; disse to maskingeværer fik batteriet tildelt august 1917, og de blev anvendt, når modstanderen truede med at indtage stillingen, men specielt imod de idelige flyverangreb. Nu blev Jäger på denne natlige færd ramt af en fjendtlig granat og var død på stedet. Skurnia og Gothe begravede ham med det samme, og de rejste et kors på hans grav.

Han blev ca. 35 år, og han var gift og havde børn. Skurnia fortalte, at der havde været fint måneskin denne nat, og var meget vemodigt stemt under arbejdet med at begrave Jäger. Da de var færdige, lyste Hans Gothe ”Fred over støvet” og bad “Fader vor”. Hans Gothe var teologisk student og katolik. Han var et godt menneske.

Batteriet havde mistet en del af mandskabet samt 56 heste i denne offensiv. Vi lå i skoven ved Herly i 6 dage. Tiden gik med at rense kanonerne, men der var for øvrigt ikke ret megen tjeneste. Vi måtte ikke gå uden for skoven om dagen af hensyn til fjendtlige flyvere.

Vi stod vagt ved køkkenteltet og provianten, men alt i alt var det 6 lette dage. Der blev meget snakket og røget tobak. Vi boede i telte, og klimaet var ret mildt. Om dagen skinnede solen, men nætterne var noget kølige.

Det varede ikke mange timer, inden jeg var inde i de gamle gænger igen, og af de gamle kammerater var der endnu nogle tilbage og det hjalp til, at man følte sig hjemme ved batteriet. Det var også blevet forår, man følte varmen om dagen og mildheden om natten.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

25. april 1918. Efter en måned med “…tab og sygdom…” skal Füsilier-Regimentet “Königin” Nr. 86 tåle “ildoverfald” fra Englænderne.

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 5. april skulle divisionerne til højre og til venstre for 18. division angribe. Hvis angrebet lykkedes skulle også 18. division støde frem til Corbie. Resultaterne på begge sider var imidlertid ikke tilstrækkelige; 18. division måtte forblive på sin plads. De følgende nætter bragte nye uroligheder.

 Regimentet blev lånt ud til Dernancourt, blev igen trukket tilbage, så i natten fra 8.-9. april igen indsat foran Morlancourt. Her lå det igen delt op i tre dele, så i det mindste én bataljon havde hvil i Bray.

Heftige ildoverfald i åbent terræn gav tab. I natten fra 16.-17. april var der afløsning fra reservedivision 50. I en baraklejr ved Suzanne vinkede endelig hvile forude, og den var tiltrængt, for regimentet var ikke alene udmattet af tab og sygdom, også de overlevende ved fronten var totalt afkræftede.

Behageligheden ved et tag over hovedet og tørt gulv under kroppen kunne en tid lang forjage mismodet over den fastkørte offensiv. Den 25. april blev roen pludselig brudt. Alarmering. Englænderne havde angrebet  syd  for  Somme  foran  Villers-Bretonneux. 

Situationen  var  endnu uklar. Regimentet skulle sikre den nordlige Somme-bred mellem Bray og Etinehem. Om aftenen afløste det så regimentet foran Sailly-Laurette. Her lå det ti dage med 2 bataljoner i front og én i reserve. Det måtte i den tid tåle svære og heftige ildoverfald. Det engelske artilleris ildoverlegenhed var trods uhyre tab af ammunition og materiel stadig ubetvivlelig, og det virkede nedslående.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

 

 

Krigens forløb

24. april 1918: “ingen kunne give mig oplysning om, hvor batteri 407 lå” – Frederik Tychsen søger efter sit batteri

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Gruny var en temmelig stor landsby, men den var fuldstændig jævnet med jorden. Jeg gik gade op og gade ned, og mange steder lyste et svagt skær op fra kældrene; men alle vegne var der overfyldt med soldater, så der var ikke tale om at fa den mindste plads.

Jeg var klar over, at jeg måtte se at finde mit batteri hurtigst muligt, brød havde jeg ikke mere af, og batteriet var i bevægelse og skiftede således plads hver dag. Jeg gik så videre i retningen til Herly.

Først kom jeg til Gremery, derfra til Etaion, og hen på natten nåede jeg Herly. Det havde regnet hele aftenen – en mild sommerregn – og klokken har været mellem 12-1, da jeg kom til byen. Hele byen var skudt sammen, der var kældre nok, men alle fyldt med militær. Jeg kunne ingen steder komme under tag.

Der var stilhed alle vegne, og jeg gik og traskede på gaderne. Af og til mødte jeg en vagtpost eller en patroullie, de holdt mig an, men ingen kunne give mig oplysning om, hvor batteri 407 lå. Jeg fandt kirken, gik ind i den håbende på at finde en tør plet. Men den var også skudt sammen, Ydermurene stod kun tilbage.

Men omme på den nordre side fandt jeg et lille skur, og her stod over døren: “Kommandantur”. Jeg skimtede et svagt lys, bankede på og gik ind. Her boede en sergent og en Unteroffizier. De kunne fortælle mig, at batteriet lå uden for byen i en skov og skulle blive der et par dage.

Jeg var blevet våd, og de indbød mig til at blive til morgenstunden, og jeg fik lov til at ligge på gulvet ved siden af deres brix. De var to meget flinke mennesker, og om morgenen fik jeg en kop varm kaffe af dem og et lille stykke brød. Jeg fik mig også vasket, og efter vi havde talt noget sammen, sagde jeg ”auf wiedersehn” og tak. Disse to gode mennesker hørte til et badisk regiment og talte med en Schwarzwalder accent.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

24. april 1918 – Asmus Andresen: Der snakkes i krogene – et nært forestående angreb på den franske stilling?

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Den 24. April blev det meddelt os, at vi skulde blive afløst den 28., og vi kunde ogsaa nok trænge til lidt Ro, og saa fik vi vel Tid til at vaske os igen en Gang imellem. 1 de sidste 14 Dage havde vi nemlig ikke haft Tid til at vaske os, ligesaa lidt som vi i denne Tid havde været afklædt.

Imidlertid var der indtruffet noget, som gjorde, at vi ikke kunde blive afløst, nærmest fordi en Flyver havde kastet 2 Bomber ned i Lejren, som derved havde lidt et betydeligt Tab af Mandskab; tillige gik man og mumlede noget om, at Tyskerne vilde angribe Franskmændenes Stilling den 29. April, men der var ingen, der viste rigtig Besked, i hvert Fald ikke bestemt.

Vi kunde nok mærke, at der var noget paa Færde; thi om Natten kom der Infanteri med Maskingeværer forbi os; uendelige lange Rækker af Artilleri og Ammunitionsvogne kørte forbi. Det var altsaa den første egentlige Krigsdans, vi skulde træde.

Den 28. April om Eftermiddagen kom der en af vore Officerer og spurgte os, hvem der frivilligt vilde være med til at udlægge Telefontraade bag efter Infanteriet, naar Afdelingen gik fremad. Der var ingen, der meldte sig, men Officeren sagde, at han skulde bruge 3 Mand, og hvis ingen meldte sig frivillig, blev der nogle udkommanderet til at gaa med.

Da jeg var en af de største ved Afdelingen, meldte jeg mig frivillig, og lidt efter meldte der sig 2 til. Vi 3 Mand maatte saa være fri for Tjenesten Resten af Dagen, og da vi var meget trætte, lagde vi os til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

Ikke kategoriseret

23. april 1918: “Jeg bemærkede uhyre mange nedskudte flyvemaskiner af alle nationaliteter” – Frederik Tychsen gang gennem byen Nesle

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Det var den 23. april 1918. Så længe solen skinnede, var det dejligt, men om natten var det køligt. Vi kravlede op på toget og omsider satte det sig i bevægelse. Det kørte ganske langsomt, for banelegemet var lige blevet gjort i stand; det blev aften, og der var meget koldt. Dertil kom, at jeg havde solgt min overfrakke for at skaffe penge til levnedsmidler, og jeg sad i et hjørne af vognen og frøs.

Efter nogle timers kørsel standsede toget uden for Ham. Det fløjtede og fløjtede, men der var ingen indkørsel. Da jeg frøs ganske voldsomt, gik jeg hen til lokomotivet og bad om at få lov til at komme ind i maskinen for at få mig varmet. Men det kunne imidlertid ikke lade gøre.

Lokomotivføreren var en flink mand, han gav mig lov til at sætte mig op på det brede trinbræt ved siden af kedelen. Jeg kravlede op på maskinen i læsiden, og brættet var så bredt, at jeg mageligt kunne ligge på det.

Her var varmt og dejligt. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede kørte maskinen i fuld fart, det vil sige så hurtigt, som det kunne tillades på strækningen mellem Ham og Nesle. Da jeg vågnede blev jeg noget forbavset over, at jeg kunne sove under slige forhold, men det gik udmærket.

Jeg blev liggende, til vi nåede Nesle. Her holdt toget uden for stationen, og jeg kravlede ned fra mit varme leje; men ak og ve, da jeg fik set efter, var jeg helt oversmurt med olie på den ene side og på ryggen. Denne olie stammede fra pumpen lige over mit leje. Hver gang pumpen arbejdede, sprøjtede der nogen olie nedefter, og den ramte mig. Det blev en stor mørk olieplet på min frakke, men det var der ikke noget at gøre ved.

Toget gik ikke længere end til Nesle. Vi måtte nu se at finde vor afdeling. Jeg gik igennem Nesle og bemærkede uhyre mange nedskudte flyvemaskiner af alle nationaliteter, de var opkørte på en stor mark. Jeg fik at vide, at vor divisionsstab var kommet til byen, og der skulle jeg så fa den nøjagtige besked om, hvor vort batteri lå i øjeblikket.

Jeg fandt også divisionsstaben straks om morgenen. Den var ved at indrette sig i en større bygning der i byen. Jeg kunne dog ikke f. besked med det samme, da de endnu ikke havde pakket ud. Jeg skulle gå og komme om en time igen. Jeg lagde mig i græsset på en agermark et lille stykke derfra.

Jeg faldt i søvn og vågnede først hen på eftermiddagen ved 3 tiden. Jeg regnede ud, at jeg havde sovet i 5 timer. Jeg gik til staben og fik besked på, at vi lå i en skov ved Herly. Men jeg gik først helt nedtil Gruny, noget af vejen kørte jeg med en bil. Jeg kunne imidlertid ikke komme på det rigtige spor og besluttede derfor at prøve på at finde en soveplads for natten, det havde nemlig begyndt at regne.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Aviser

23. april 1918 – Hejmdal: Bekendte mødes på et feltlasaret

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Der maa ikke males Korn om Natten
Da Myndighederne gentagende har gjort den Iagttagelse, at mange Landmænd omgaar Forbrugsforskrifterne for Korn derved, at de hemmeligt, i Skjul af Nattens Mørke afhenter deres Mel fra Møllen, har Regeringspræsidenten i Slesvig forbudt al forretningsmæssig Samfærdsel mellem Landmænd og Møllere efter Mørkets Frembrud.

Desuden er det forbudt Møllerne at male Korn om Natten samt paa Søn- og Helligdagene.

Dyre Bier (A. T.)
Fra Broager meddeles, at der i Aar er særlig stærk Efterspørgsel efter Bistader. Sælgerne kan næsten forlange en hvilken som helst Pris og alligevel let blive af med dem. Saaledes blev der for nylig solgt flere Bistader for næsten 300 Mark Stykket.

Udmærkelse (S. Z)
Lasaretvogter A. Hoffmann ved Marine-Lasarettet i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Deserterede
I det sidste Nummer af “Offentlige Kundgørelser for Regeringsdistriktet Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa grund af Faneflugt: Max Weirich fra Heimsdorf ved Potsdam, Wilhelm Kalter fra Koblenz, Reinhold Cerajewski fra Moschitz Wirssitz og Wilhelm Peter Leibe (Skrog højtysk).

Endvidere efterlyses Friedrich Wilhelm Karl Diedrich fra Køln, Richard Albert Rudolf Martens fra Hamborg og Bager Georg Behrens fra Kiel, sidst bosat i Hamborg, for at have forladt deres Troppeafdelinger uden Tilladelse, Martin Friedrich Berens fra Mederns-Jever i Oldenborg for at have unddraget sig Værnepligten og Joh’s. Hans Friedrich Bischof fra Magdeborg for at have befriet sig selv.

Fra Felten


Den 17. 4. 1918.
Kære “Hejmdal”!
Da vi nu efter 3 Aar har truffet hinanden i et Feltlasaret, sender vi alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten en venlig Hilsen i Haab om et lykkeligt Gensyn i vort gamle Nordslesvig.

Underofficer Carl Larsen og Gefreiter Aug. Svenson fra Løjtkirkeby.

d. 17. 4. 18.
En Hilsen til alle Bekendte ude og hjemme.
Rasmus Rossen fra Felstedskov.

En hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte derhjemme og ved Fronten.
Landstrm. A. Wollesen fra Hellevad.

Faldne
Til Christian Hansen og Hustru paa Stenhøj paa Rugbjerg Mark ved Rødekro er der kommet den sørgelige Efterretning, at deres Søn Marius den 10. April er falden under Kampen i Flandern. Meddelelsen kom fra den Faldnes Officersstedfortræder. Marius Hansen blev kun 19½ Aar gammel. Det er Christian Hansens anden Søn, der er falden. En tredje staar foran Indkaldelsen. Christian Hansen er selv indkaldt til Militærtjeneste.

Dosine Jessen, født Kühlmann, i Ulkebøl har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes Mand, Hermann Otto Jessen, der tjente som Signalist, er falden under et Stormangreb den 28. Marts om Morgenen Klokken 8, ramt i Hjertet af en Maskingeværkugle. Den Faldne, der var opdraget i Feldstedskov og blev 28 Aar gammel, var først bleven gift under Krigen. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham paa Søndag den 28. April om Eftermiddagen Kl. 2 i Ulkebøl Kirke.

Bagermester Carl Møller og Hustru i Hørup paa Als har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Hans er falden i en Nærkamp i Frankrig den 2. April. Den Faldne, der var Indehaver af Jernkorset, blev kun 20 Aar gammel. Der vil blive holdte Sørgegudstjeneste for ham paa Søndag den 28. April om Eftermiddagen Klokken 2½ i Hørup Kirke.

Henrik Christian Mumm fra Almstrup paa Als er den 24. Marts falden paa Slagmarken i en Alder af 30 Aar. Han efterlader sig Hustru og 2 smaa Børn.

Laurids Skjøth og Hustru i Lintrup har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Rasmus er falden ved Vestfronten den 23. Marts. For den Faldne, der blev næppe 20 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste Mandag den 29. April om Eftermiddagen Kl. 3 i Lintrup Kirke.

Frederik Brandt, ældste Søn af H. Brandt i Tirslund, der tjente som Sergent, er falden under Kampene ved Vestfronten den 5. April i en Alder af 29 Aar. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham paa Søndag den 28. April i Bevtoft Kirke.

Peter Nissen, Søn af tidligere Smed Jens Nissen i Ørderup ved Toftlund, der tjente som Underofficer, er falden den 14. April. Den Faldne, der blev 30 Aar gammel, skulde have været sine Forældres Støtte.

Vistnok falden
Barber Meise, der før Krigen havde Barberforretningen hos Malermester Sohnemann ved Nørreport i Aabenraa, maa uden Tvivl anses for at være falden, da hans Svigermoder, Enke efter Fisker Neumann der i Byen, fra Kompagniet har modtaget hans Ejendele og hans Lønning. Den unge Mand havde for nogen Tid siden købt Forretningen af Enke efter den i Krigen faldne Barber Christensen i Ramsherred og samtidigt lejet Lokalerne hos Farver Jacobsen, hvor Forretningen er blevet dreven i mange Aar. Nu lader hans Fremtidsplaner til at være bristede.

Døde paa Lasaret
Peter M. Greve og Hustru i Tumbøl ved Felsted har atter modtaget et Sorgens Budskab, idet de har faaet Meddelelse om, at deres Søn Hans er afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret efter at være bleven haardt saaret. For den Afdøde, der kun blev rigelig 20 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 28. April om Eftermiddagen Kl. 3 i Felsted Kirke.

Peter Jakobsen og Hustru i Sottrupskov i Sundeved har nu ogsaa mistet deres anden Søn i Krigen. De har nemlig modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Hans er afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret den 9. April efter være bleven haardt saaret. Den Afdøde blev kun 20½ Aar gammel.

Jens Faaborg og Hustru i Høkkelbjerg ved Kristiansfelt har modtaget den sørgelige Tidende, at deres Søn Niels den 15. April er afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Rusland. Han blev næppe 19 Aar gammel. Der vil blive holdt Mindegudstjeneste for ham paa Torsdag den 25. April om Eftermiddagen Klokken 2½ i Tyrstrup Kirke.

Død af sine Saar
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Hansen fra Egernsund er død af sine Saar.

Saarede
Redaktør Sothmann fra Aabenraa, der indtil sin Indkaldelse var beskæftiget ved “Apenrader Tageblatt”, er ifølge det nævnte Blad under de sidste Kampe ved Vestfronten bleven saaret ved et Jordskred som Følge af, at en blind Granat slog ned. Han ligger for Tiden paa et Hjælpelasaret i Eisleben.

Løjtnant i Reserven Tams, Søn af Raadmand  Tans u Gaderskev, er ifølge “Schl. Gr.” bleven saaret af et Skud i Laaret.

Musketer August Tychsen, Søn af Brødsælgerske Tychsen paa Sønderbro i Haderslev, er bleven haardt saaret af et Skud i Lungen og en Granatspint i Ryggen.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Laue Holdt fra Stubbum, Jørgensen Knudsen fra Aarø, Løjtnant Rudolf Krichau fra Haderslev, Jens Muzmann fra Christiansdal ved Haderslev og Christian Tinnesen fra Broballe let saarede.

I Fangenskab
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Jensen fra Skelle, Hans Jørgensen fra Brøns og Asmus Juhl fra Hønsnap, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Paa Hjemvejen fra Fangenskab
Gaardejer og Kommuneforstander H. Tychsen og Hustru paa Nybøl Mark i Sundeved har fra deres Søn, der allerede i nogle Uger har været paa Hjemvejen fra russisk Fangenskab, modtaget Meddelelse om, at han er bleven slaaet af en Hest og som Følge heraf ligger paa et Lasaret i Warschau, men at han haaber snart efter overstaaet Karantæne at komme tilbage til Tyskland.

Dekorerede
Bagersvend Schrøder fra Stiftelsesgade Nr. 8 i Haderslev, der har været med siden Krigens Begyndelse, har ifølge “Dv.” faaet tildelt Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 23. april 1918).

Krigens forløb

23. april 1918 – Asmus Andresen ”… vi væltede som nogle Tinsoldater, men heldigvis blev ingen af os ramt, men Cylinderen fik en Bule”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 blev der rusket i os igen og vi mente, at der skulde skydes igen, men denne Gang var det Køkkenvognen (Gullaschkanonen), der kom med Mad til os.

Kl. 2 skulde et Par af os tilbage til det Sted, hvor vi var bleven aflæsset Dagen i Forvejen. Jeg og en Kammerat fik Ordre til at hente en Cylinder til Kanonen, dens Vægt var 150 Pd. Vi kom ogsaa derhen. Da Stedet var i Nærheden af en Korsvej, opholdt vi os ikke længe der, fordi en Korsvej altid bliver stærkt beskudt. Der kom enkelte Granater pibende gennem Luften, men dem regnede vi ikke for noget.

Vi maatte hænge i for at komme til vort Batteri igen. Det var just ikke saa let, fordi Vejen var meget opkørt. Da vi var naaet lidt over Halvvejen faldt der en Granat 5-6 Meter til venstre for os. Jordmasser og Granatstumper peb om Ørene paa os og vi væltede som nogle Tinsoldater, men heldigvis blev ingen af os ramt, men Cylinderen fik en Bule.

Tilsølet fra Top til Taa og dødtrætte naaede vi først tilbage til vort Batteri Kl. 4. I Stedet for at lade os hvile lidt efter denne Tur, blev vi sat til at grave Huller til Ammunition, og endelig blev det Aften igen.

Den Nat fik vi heller ikke megen Søvn, fordi vi fik udleveret Ammunition, vi skulde læsse af og bære hen til Hullerne, vi nylig havde gravet. Det hele skulde besørges i Mørke, da der bestandig var fjendtlige Flyvere i Luften; hver Mand maatte tage en Granat paa 260 Pd. paa Nakken. For dem, der ikke var vant til disse haarde Kammerater, var det ikke ganske let.

I Begyndelsen faldt vi ofte med dem, men man kan jo blive vant til meget, og siden gik det let nok.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

22. april 1918 – Frederik Tychsen: “det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Om morgenen fik vi besked på at komme hen til vor troppeafdeling, hurtigst muligt. Vi blev vist om til banegården, og efter at vi havde ventet et par timer, kom vi med et tog, der gik ned til fronten.

Toget standsede i St. Quentin og jeg stod og så ud af kupévinduet; da råbte pludselig en: “Hallo, Tychsen, hvor skal du hen?” Jeg så mig noget omkring. Der var mange mennesker på banegården, men det var Unteroffizier Otto Goldberg, der råbte.

Han skulle til Bryssel (Bruxelles) for at hente cigaretter til batteriet – Goldberg var jøde, og han havde forbindelse i Bryssel, og derfor sendte de ham. Han kom så hen til vinduet og advarede mig imod at rejse til fronten de første par dage, da det gik meget hårdt til. Batteriet lå ved Montdidier.

Vi steg ud af toget og gik rundt i byen; St Quentin var meget ødelagt, katedralen var brændt og ganske ruineret; de høje mure ragede op i vejret, og overalt var der indlagt sprængstof, en luntesnor hang ud af væggen, og ved denne var der anbragt en seddel, hvorpå der stod: “Berøring livsfarlig”.

St Quentin havde ligget i flere år imellem linjerne, og var derfor meget molesteret. Mur- og stenbrokker var skovlet af vejbanen og lå i store dynger ved begge sider af vejen som snedriver. Husene var delvis ødelagt, der var kun ganske få, der ikke var mere eller mindre medtaget.

Vi gik rundt i gaderne og søgte efter “Zersprängten Sammelstelle”, men her var ingen; men vi fandt et sted, hvor vi kunne få mad. Dog måtte vi vente længe, inden vi fik noget. Omsider blev der uddelt “Graupensuppe” – vistnok suppe med store byggryn og små kødstumper.

Suppen kunne være god nok, men den var så sveden, at det var ganske umuligt at nyde den, – det hele var sorte og brune klatter, og selv om vi var meget sultne, måtte vi kaste den bort.

Der var heller ingen rigtig orden i dette foretagende, der skulle sørge for mad til de “forvildede”. Grunden var den, at her havde englænderne ligget for nogle få uger siden, og derfor var den slags ting endnu ikke bragt i orden.

Vi blev enige om, at St. Quentin var et dårligt madsted og besluttede at drage videre. Kanoneren fra bataljon 615 ville ikke med længere, men han ville nu for alvor prøve at finde sin afdeling; Imwiehe fra maskingeværkompagniet ville også hen til sit kompagni.

Vi sagde “farvel” og tak for følgeskab og så skiltes vi midt på gaden i St. Quentin. Jeg blev også ked af at gå og daske omkring, dertil kom, at tilbage kunne jeg kun dårligt komme, madstederne fandtes kun i Etappen og i bæltet fra Etappen og til den yderste linje var i front i et bælte p. ca. 30 – 50 km. bredde.

 Her kunne man ikke få noget at spise, der var kun sparsomt med civilfolk, og nu var man anvist til sin troppeafdeling, hvis man ville have noget at spise; den smule levnedsmidler, som fandtes ved fremmarchen var for længst fortæret.

Jeg gik ned til banegården og ventede på kørelejlighed. Jeg vidste, at der var forbindelse til Ham. Mens jeg gik på banegården, kom der nogle tyske tanks gennem gaderne. Det var de første tyske tanks, jeg så.

Hen på eftermiddagen kom der et godstog. Det skulle til Ham; det holdt dog først nogle timer på banegården. Vi var en hel del, der skulle med, og vi kravlede op rundt omkring, hvor der var plads. Jeg kom op på en fladvogn, der var læsset med maskiner.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Ikke kategoriseret

22. april 1918: Asmus Andresen – Rotter, lus og fransk artilleri.

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 5 havde en lavet Kaffe, som vi saa gav os i Lag med. Da vi ikke havde faaet Søvn i de sidste Dage, var vi nu saa søvnige, at vi næsten ikke kunde se.

 Kl. 6 kravlede vi som Kæve ind i vore Huler og dækkede os til med nogle Tæpper. Da det var meget roligt denne Aften, faldt vi snart i Søvn. Efter 10 Minutters Forløb vaagnede jeg igen, fordi der var noget, som kravlede over mit Ansigt. Først troede jeg, at det var en af mine Kammerater, der fægtede med sine Arme; men saa løb der noget over mine Ben og skreg af fuld Hals. Jeg tog min Lommelampe og lyste rundt omkring og opdagede, at 3 store Rotter sloges om mit sidste Stykke Brød.

 Psst! sagde jeg, men det rørte dem ikke, de sad og aad nok saa rolig videre, saa sparkede jeg efter dem med Benene; de 2 af dem løb saa hen i Krogen, men den tredje og største tog den sidste Mundfuld Brød i Flaben og travede helt gemytlig ud af Hullet. Jeg var klar over, at jeg den næste Morgen ikke havde nogen Frokost, og at jeg var bleven overfyldt med Lus; de kravlede over hele Kroppen, men efter at jeg havde uddelt et Par Stød til dem, faldt jeg i Søvn.

 Kl. 11 fik jeg et Spark i Siden. »Til Kanonerne«! blev der raabt. Jeg havde lige drømt, at jeg var hjemme, derfor kunde jeg ikke forstaa, hvad det hele havde at betyde, men i næste Øjeblik vidste jeg, hvor jeg var. Hele Jorden rystede, som om der var Jordskælv. Jeg fik fat i min Gasmaske og stormede ud til Kanonen. I en halv Time blev der skudt med fuld Kraft, og i denne halve Time havde Franskmændene sendt os ca. 400 Skud, men heldigvis skød de for højt, saa Granaterne gik ca. 100 Meter for langt.

 Vi havde 1 død og 3 saarede. Da det var bleven nogenlunde roligt igen, kravlede vi atter i Seng, men Kl. 1½ maatte alle Mand ud; efter at vi havde skudt 15 Skud, kunde vi atter lægge os lidt, men Kl. 5 begyndte Franskmændene igen at sende os deres Hilsen, og saa maatte vi tage fat paa ny. Vi skød til Kl. 11, saa blev der lidt roligt igen paa begge Sider. Vi var alle saa trætte, at vi, da vi kom hen til vort Hvilested, sank ned paa vore Tæpper og sov med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

21. april 1918: Asmus Andresen – Ilddåben

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen ved fronten.

Kl. 6 kom der Bud, at det Mandskab, der var kommen Dagen før, skulde lave sig færdig til at gaa i Ildstilling. Det ældre Mandskab sagde, at vi skulde ilddøbes, hvilket just ikke var opmuntrende. Saa gik vi til Køkkenet for at faa Mad for denne Dag.

Vi fik udleveret 70 gr. Brød, en Spiseskefuld Smør, 2 Cigarer, 4 Cigaretter og en Liter Rom. Da jeg hverken ryger eller drikker, solgte jeg mine Rygevarer og Rommen for et Stykke Brød. De fleste drak deres Rom med det samme for at blive mere modige.

Vi var 16 Mand, der skulde i Udstilling. Vore Tornystre og Karabiner blev læsset paa en Vogn, som 10 Mand kunde køre med, Resten skulde gaa bagefter.

Jeg foretrak at gaa bagefter for at være mere frit stillet, hvis en Granat skulde falde i Nærheden af os. Vi passerede tværs over Marker, som var oversaaet med Granathuller. Efter 2 Timers Marsch kom vi igennem en fuldstændig ødelagt By, Warneton, men kom ogsaa nærmere og nærmere til Ildlinien, enkelte Granater slog ned i Jorden med et vældigt Brag, men for det meste 4-500 Meter fra os.

Mandskabet paa Vognen begyndte nu at kravle ned, da de saa, at Granaterne efterhaanden blev mere nærgaaende. Jeg var nu træt og maatte se at komme op i Vognen. Vi naaede allesammen hen til Pløksteder-Skov. Derfra skulde vi gaa til Fods for at skaane Hestene saa meget som muligt.

Da vi havde faaet fat paa vore Tornystre og Karabiner, kom der en fransk Flyvemaskine over os. Der blev befalet, at vi skulde staa stille, for at Flyveren ikke saa let kunde opdage os.

Pludselig blev der aabnet en frygtelig Ild mod Flyveren; der faldt over 1000 Skud fra Afværgekanonerne og Maskingeværerne, saa mange Skud havde vi ikke tidligere hørt paa en Gang, og vi vidste heller ikke, om det var Franskmænd eller Tyskere der skød; det knitrede og bragede til alle Sider, men vi kunde hverken se Kanoner eller Maskingeværer. Alt var tildækket, for at Flyveren intet skulde se.

Det er jo let forstaaeligt, hvordan vi 18-aarige Soldater, som ikke havde været med før, var til mode, og jeg tør paastaa, at Bukserne rystede paa os allesammen, men vi blev ellers senere vant til et saadant Liv.

Da vi havde faaet Tornystret paa Nakken, gik vi videre, og efter en halv Times Marsch naaede vi til en Bakke, som Tyskerne kaldte Nachtigal Høhe; her stod vort Batteri. Kanonerne stod nedenfor Bakken, som vi skød over efter Franskmændene. Her var det let at se, at det var gaaet haardt til.

For 8 Dage siden havde Egnen været besat af Englænderne. Jorden var gennemrodet at Granater; der laa mange døde Mennesker og Heste. Vi var inderlig bedrøvede og meget bevægede ved at se paa de dødes gruelige Saar; vi vidste jo ikke, hvorlænge det vilde vare, før vi laa ligeledes med sønderrevne Lemmer.

Saadanne Tanker fik vi ikke lang Tid til at beskæftige os med, thi nu var vi naaet helt hen til Batteriet, hvor vi blev modtaget med glade Udraab af Kammeraterne, som vi skulde afløse. De fortalte, at Flyveren, vi havde set, havde kastet 2 Bomber ned til dem, derfor vidste de, at Stillingen var opdaget, og at vi kunde vente stærk Beskydning samme Dag. Vi blev straks fordelt til Kanonerne.

Jeg kom til 2. Skyts. Vore Tornystre pakkede vi ned i et Hul, der var gravet ind i Bakken; der skulde vi ogsaa sove, men vi maatte straks have fat paa Kanonerne. Vi havde aldrig før set den Slags Kanoner, som vi nu skulde skyde med, hvorfor vi først fik en Forklaring om, hvorledes vi skulde lade dem.

Saa begyndte vi at slæbe Granater hen; det var intet let Arbejde, thi hver Granat vejede 260 Pd., de laa i smaa Dynger, 4-50 Meter fra Kanonerne. Vi var 10 Mand ved hver Kanon, en skulde rette Kanonen ind, en skulde pakke Granater ud, 4 skulde slæbe disse hen til Kanonen, en Mand skulde slæbe Krudt, en skyde Kanonen af, og en Mand stod som Reserve. Vi kunde skyde 120 Skud i Timen. Kl. 1 kom Køkkenvognen med Mad til os, som vi spiste med god Appetit.

Da Klokken blev 2 begyndte vi at grave os en Dækning tæt ved Kanonen. Materialet hertil hentede vi i en lille Skov, som var bag vort Batteri. I denne Skov, laa et Batteri, som Englænderne ikke havde faaet med sig, saa det var tydeligt, at Englænderne havde holdt ud til det sidste Øjeblik.

Ved en af Kanonerne laa der 5 døde Englændere, 2 laa med hver sin Granat i Armen, og en med Aftrækkersnoren i Haanden. Ved en anden Kanon laa der 2 døde, den ene sad oprejst med sine Strømper i Haanden, den anden laa foran ham med Forbindssager i Haanden og har vel sagtens været i Færd med at forbinde sin saarede Kammerat.

Kanonerne havde de ødelagt, før de overlod dem til Tyskerne. Bag dette Batteri fandtes en engelsk Skyttegrav, ogsaa der laa mange døde, nogle af dem laa endnu med Geværet i Skydestilling. I disse Skyttegrave fandt vi meget Kød, Konserves, Kiks og Ost, saa vi forstod, at de havde haft Overflod af Spisevarer. Vi ragede i timevis i disse Skyttegrave for at finde noget spiseligt. Der fandtes mange halvfordævede Kødkonserves, som dog blev spist med god Appetit, men foranledigede mange daarlige Maver.

Saaledes gik den første Dag ved Fronten.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).