Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.
Den 5. april skulle divisionerne til højre og til venstre for 18. division angribe. Hvis angrebet lykkedes skulle også 18. division støde frem til Corbie. Resultaterne på begge sider var imidlertid ikke tilstrækkelige; 18. division måtte forblive på sin plads. De følgende nætter bragte nye uroligheder.
Regimentet blev lånt ud til Dernancourt, blev igen trukket tilbage, så i natten fra 8.-9. april igen indsat foran Morlancourt. Her lå det igen delt op i tre dele, så i det mindste én bataljon havde hvil i Bray.
Heftige ildoverfald i åbent terræn gav tab. I natten fra 16.-17. april var der afløsning fra reservedivision 50. I en baraklejr ved Suzanne vinkede endelig hvile forude, og den var tiltrængt, for regimentet var ikke alene udmattet af tab og sygdom, også de overlevende ved fronten var totalt afkræftede.
Behageligheden ved et tag over hovedet og tørt gulv under kroppen kunne en tid lang forjage mismodet over den fastkørte offensiv. Den 25. april blev roen pludselig brudt. Alarmering. Englænderne havde angrebet syd for Somme foran Villers-Bretonneux.
Situationen var endnu uklar. Regimentet skulle sikre den nordlige Somme-bred mellem Bray og Etinehem. Om aftenen afløste det så regimentet foran Sailly-Laurette. Her lå det ti dage med 2 bataljoner i front og én i reserve. Det måtte i den tid tåle svære og heftige ildoverfald. Det engelske artilleris ildoverlegenhed var trods uhyre tab af ammunition og materiel stadig ubetvivlelig, og det virkede nedslående.
Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”