Tag-arkiv: kulturmøde

27.oktober 1918 – Milert Schulz: ”Igaar Formiddag havde vi Gudstjeneste derefter Ordensfordeeling. Jeg blev ogsaa dekoreret med den tyrkiske Jern-halvmaane”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Mine kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig igaar efter 10 Dages ventetid modtag vi atter Post hernede hjemmefra. Deriblandt ogsaa dit Brev fra de.30.9. kj. Far og Dit fra den 5.10. kj. Mor. Hjertelig Tak for begge. Jeg glæder mig altid hver gang jeg faar Post og jeg maa læse at alt gaar godt derhjemme.

Som du skrev kj. Far har I jo avlet en heel Deel Kartofler. Ja Du kan tro jeg veed nok vad for 3 Ting Far sörger for naar Vinteren melder sig, og det er jo ogsaa en Guds Gave naar vi kan fylde Huset med disse Ting. Vi hernede i Felten har jo intet at sörge for. Vi haar jo alt leveret, og vi kan heller ikke klage over Forplejningen. Vort Smörelse til Brödet er nu ikke til at rose. Én Dag faar vi Marmelade og en anden Faaresmör. (Banausenfett) kalder vi det.

Ellers er jo alt vel hos mig. Jeg er Guds skee Tak sund og rask. Vor er det en stor Gave at vi maa være sund og rask. Her er der ikke död mindre en 5 Mand af Overanstrengelse fra denne Rucktog. Herren har været naadig imod (mig). Hvor har vi dog en stor og barmhjertig Gud han alene Æren for alt. Igaar Formiddag havde vi Gudstjeneste derefter Ordensfordeeling. Jeg blev ogsaa dekoreret med den tyrkiske Jern-halvmaane. Det er en Orden som blier offentlig haaret paa höjre Bryststrop som hos os Jern-Korset af I Klasse. Det er en meget fin Orden.

Tjeneste har vi heller ikke meget. Igaar har vi her faaet den förste Regn efter Sommerenstid. I morgen har det ogsaa regnet lidt. Hvor hver det en vederkvægende luft da Regnen var forbi.

Fra Pastor Nielsen havde jeg ogsaa to Breve. Han var ogsaa i Angst om mig efter at han havde læst disse Begivenheder i Avisen. Han bad mig om et uførlig Brev hvordan det er gaaet mig i de sidste Uger. Naar jeg har dette Brev færdig skriver jeg til ham. Naar jeg skrev til ham skrev jeg altid ”Ærede Herre Pastor”. For den Tid modtog jeg et Brev, der skrev han saa ”Kald mig ikke Ærede” men kald mig ”Kjære”. Han er dog en meget dybtænken Mand. Til Slut under sidt sidste Brev skrev han. ”Langt fra Slægt og Venner! Men nær hos Jesus! Det er nok ”

Ja naar vi ejer Jesus saa har vi alt. Han manede mig ogsaa at gaa lige ud, og kun en Dag en Time ja hvert Minut at leve ad gang og altid med Jesus for öje.

Ja maatte det altid være saadan. Din Födselsdag har jeg heelt forglemt kj. Mor. Den Dag om Eftermiddaag var vi lige i Slag med Englænderne.

Være saa inderlig Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.  

 

3. oktober 1918. Et uartigt forslag – eller bare sprogforbistring?

Frederik Hansen, Kegnæs, gjorde krigstjeneste i Frankrig.

En Misforstaaelse

Det var i Frankrig i Efteraaret 1918. En Del af vort Kompagni havde været haardt med paa Verdun-Fronten og skulde nu en Tid i Ro i en lille By bag ude, hvor der endnu var en Del Civilfolk. Det glædede vi os naturligvis til. Naar man i Maaneder kun har set Soldater, ensrettede Led i det store Krigsmaskineri, saa gør det altid et stærkt Indtryk paa een, naar man pludselig staar overfor rigtige Mennesker, ganske særligt, naar det er Kvinder og Børn. De fleste af os havde jo selv Kone og Børn derhjemme, som stadig var i vore Tanker.

Sammen med en Kammerat, en Berliner, blev jeg sendt til Byen for at sørge for Kvarter til vor Feldwebel og hans Skriverhans. Der blev anvist os et Hus, hvor der boede en yngre Kone med sin lille Pige. Vi forklarede hende, hvad vi skulde, og hun viste os et Værelse, hvor der før havde været Indkvartering.

Konen kunde omtrent lige saa meget Tysk, som vi kunde Fransk, dvs. ikke ret meget, men hun fik os dog fortalt, at hendes Mand var i Fangenskab i Magdeburg. Vi trøstede hende med, at i Magdeburg havde Fangerne det godt. Om hun troede os, er jeg dog ikke helt sikker paa.

De franske Kvinder, der levede her bag Fronten, havde vel nok en trist Lod. Fra deres Kære, der var med i Krigen, fik de aldrig Efterretning, vidste ikke, om han var levende eller død, syg eller saaret. Kun i det Tilfælde, at han var i tysk Fangenskab, fik de med visse Mellemrum den Efterretning fra ham, at det gik ham godt. Det var dog altid et Livstegn. Konen var venlig, og vi fik snart den lille Piges Fortrolighed.

Vi gav os saa til at ordne Værelset. Der skulde laves et Par Køjer, der skulde slaas Hylder op, og der skulde slaas Brædder for, hvor der manglede en Rude, og Taget skulde tættes, saa det ikke kunde regne ned i Feldwebe lens Seng. Vi tog os det med Ro, Dagen skulde gerne gaa, for, som han udtrykte det, Berlineren: „wer Arbeit kennt und sich nicht drückt, der ist verrückt!”

Men omsider blev vi færdige, vi manglede bare at faa fejet ud, saa var Værelset saamænd meget komfortabelt. Vi bankede paa hos Konen og bad om at maatte laane en Kost (Besen). Men næppe havde jeg udtalt Ordet, før Konen fo’r op med Skrig og løftede afværgende Hænderne op for Ansigtet, og den lille Pige begyndte at græde.

Vi saa uforstaaende paa hinanden. Saa gentog Berlineren lidt brysk: „ein Besen“ .

Men det blev for meget for den gode Kone. Med en Tungefærdighed, som vi ikke havde tiltroet hende, slyngede hun os en Talestrøm i Møde, hvoraf vi ikke forstod andet, end at hun var en fransk Kvinde, og at vi var tyske Barbarer, og om vi ikke vilde være saa venlige at forsvinde, jo før, jo hellere. Lidt slukørede listede vi ud, bandt nogle Kviste sammen til en Kost og fik fejet ud, og tankefulde drog vi tilbage til Kompagniet.

Næste Dag fortalte jeg vor Reservelæge, hvordan det var gaaet os. Han slog en hjertelig Latter op. „Ved I Dosmere da ikke, at det franske Ord for Kys er „Besen“?

Konen har troet, I har villet kysse hende!” Nej, hvor skulde vi vide det fra. Vi var virkelig kede af, at vi, meget mod vor Vilje havde fornærmet Konen. Det er dog mit Haab, at den gode Kone senere har opdaget Fejltagelsen, at det er gaaet op for hende, at det var en Kost og ikke et Kys, vi bad om.

DSK-Årbøger, 1942

26. august 1918 – Milert Schulz: “Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 26.8.18

Ærede Herr Pastor!
Igaar Deres kjære Brev fra den 4.8. modtaget og takker Dem mange Gange for same. Men da jeg læste Indholden blev jeg forfærdelig slaaet ved at höre at min elskede Broder var falden i Frankrig efter saa kort en Tid at være i Felten. Denne sörgelige Efterretning har jeg endnu ikke modtaget hjemmefra trods det jeg med samme Post havde et Brev fra min kj Fader fra den 3.8. men der stod intet om denne Begivenhed. Han skrev kun at di var haardt med i Ilden.

Maatte den kjære Broer dog havde sin udödelige Sjæl fre[l]sst inden Gud har kaldt af ham. Men vi vil staa i dette Haab at Herren har taget ham hjem til sig i sin Herlighed hvor der er mig Fryd og Glæde. Saa faldet det hellre ikke svær for os som Guds Börn at tage imod saadan et tung Budskab, tie saa ved vi at om en liden Stund skal vi sees igjen hos Gud. Det har heller aldrig falden mig svær at gaar i Skyttegraven for jeg ved mig frelst i Jesu Blod. Om Dödens kugle ogsaa skulde ramme mig saa véd jeg dog at Döden er mig en Vinding. Det er jo Naade over Naade at vi maa kalde os Guds Börn, at vi maa höre med til den frelste Skare, den lille Flok. Og derfor tager jeg ogsaa imod dette Budskab med et rolig Hjerte. Gud tröste os i vor Sorg med sin Tröst.

Indtil nu har Herren holdt sin beskÿttende Haand over mig og har bevaret mig i saa mangen en Fare som jeg har været i og derfor kan jeg ogsaa kun Takke og Lovprise Herren for sin Godhed som han har bevist imod mig. Ja Gud er god han sætter en Mur omkring mig og derfor sÿnger jeg saa fri og glad. Naar jeg immellem har været i Fare saa har jeg altid med et rolig Hjerte sunget den dejlige Sang i Lommesangbogen No 103 som jeg ogsaa har her ”Mig intet skal fattes min Hyrde som er o.s.w.” Det har altid været en stor Tröst for mig, ellers naar jeg kan tag mit nÿe Testamente ud af min Rücksak og öse af den herlige Kilde som aldrig slukkes. Ja giv Herren at jeg maa blive bestandig indtil Döden.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. For Tiden ligger vi endnu i Ro ved Middelhavskÿsten mellem Haifa og Jaffa og kan see ud over det uoverskuelige Hav. Solen brænder endnu temmelig stærk, men derfor ligger vi ogsaa saa tædt ved Vandet saa vi har den dejligste afkölende Söluft.

Hver Dag har vi besög fa Araber som bÿder deres Varer til Salg der bestaar af Meloner, Smör, Ost, Melk og Figner. Om Morgenen Kl. 5 kommer allerede Araberpiger med deres Melkekrukker bærende paa Hovedet og i bare Födder som di for det meste alle löber. Som Smykker bærer di om Hovedet eller Halsen en Kjæde med Mÿnter eller Medaillon. Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen. Klædningen er meget tarvelig. Kvinder er for det meste alle Tettoveret i Hovedet, på Brystet, Haanden og Benene. Derimod er den mandlige Araber som bringer Deres Varer til  Salg paa Kameler eller Eseler bedre klædt. Var for en Tro de har veed jeg ikke, men naar de beder har di altid Ansigtet vendt mod Mekka eller Medina og saa beder di med deres Serremonier, med at kÿsse Jorden og deslige.

En anden Befolkning her i Palästina er Beduinerne. Det er et mere röverisk Folk end Araberne. Vi har engang lagd som Bedækningskompagni paa en Banegaard hernede som kaldes Dera. Der kom der ogsaa en Nat 2 Beduiner om som vilde spionere, men vor Nattevagt blev dem redttidig var og sköd med sit M.G. efter dem da di ogsaa sköd efter os. Denne Slags Folk er mere öst for Jordanfloden i Slættene, de staar ogsaa for det emste i engelsk Tjeneste. Rigtige Tÿrker finder man her ikke.

For denne Gang slutter jeg saa med en hjertelig Hilsen og paa snarlig Gjensyn Deres unge Ven og Br. I Herren.

Milert Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

24. juli 1918. Med 3½ million rubler og en rød fez til bøn i Konstantinopel

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I juli 1918 fik han til opgave at fragte 3½ millioner rubler fra Odessa til Jeriko i Palæstina.

Omtrent midt i Juli 1918 blev to Officerer, to Sergenter med seks og tredive Mand, hvoriblandt jeg, sendt til Byen Breila i Nærheden af Donaus Udløb i det sorte Hav.

Derfra sejlede vi saa til Odessa, hvor vi skulde hente tre og en halv Million russiske Rubler, som Tyskerne paa en eller anden Maade havde faaet fat paa i Ukraine.

Odessa er en stor Havneby, som ikke engang Hamborg kan maale sig med. Ved Havnen ligger det ene mægtige store Kornmagasin ved Siden af det andet.

Saa sejlede vi med en Transportdamper over det sorte Hav, gennem Strædet ved Bosporus, hvor Palmerne skyggede langs Kysten, ind til Konstantinopel.

Her blev vi alle forsynede med en rød Fez, og her saa vi hver Aften Tyrkerne forsamlet paa Torvet. En »Præst« steg op i et Slags Stillads, og mens Mændene med Ansigtet vendt imod Mekka knælede paa Gaden, udraabte »Præsten« et eller andet ud imod alle fire Verdenshjørner. Hver Gang begyndte han med »Allah o. s. v., og da bøjede Mændene deres Hoved helt ned imod Stenbroen.

Vi var her i tre-fire Dage og blev herfra ledsaget af tyrkisk Militær som Vejvisere.

Sønderjyske Årbøger 1928

9.maj 1918 – Milert Schulz: ”Heute mal wieder einen kleinen Gruss aus den Orient nach der lieben Heimat”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 9. Mai. 1918

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Heute mal wieder einen kleinen Gruss aus den Orient nach der lieben Heimat. Vorgestern haben wir hier Post bekommen aber von Euch hatte ich nichts dabei. Heute soll es wieder Post geben vielleicht ist denn was dabei. Zweimal die Woche bekommen wir hier Post und zweimal geht die Post von hier nach der Heimat auch ab. Wir liegen ja noch hier wo ich Euch im vorrigen Briefe geschrieben habe.

Hier können wir es schon aushalten. Faulenzen den lieben langen Tag und wissen kaum womit man die Zeit vertreiben soll. In die Stadt dürfen wir nicht gehen weil dort nur Araber sind und dies ein halbes Räuberpak ist.

Wir liegen hier am Bahnhof. dort is auch ein Bazar wie die es hier nennen. Da giebt es natürlich allerhand zu kaufen. Hier sind wir ja auch in der Apfelsinengegend und könnt Ihr wohl denken, dass wir auch tüchtig Apfelsinen essen. Das Stück kostet 20 Pfg.

Gestern war ein Offizier und sein Bursche von uns in Damaskus da haben die denn verschiedene Sachen eingekauft unter anderen auch 2 Paar braune Schnürschuhe 1 Paar kostete 12 Mark das andere kostete 16 Mark aber schöne Stiefel waren das und billig.

Hier liegt auch eine Fliegerabtlg. und sehen wir denn auch jeden Tag wenn die Flieger hier hochteigen und landen.

Hier beginnt auch die grosse arabische Wüste wo kein Mensch hinkommt wie dies Räubervolk von Araber. Wie wir hierunter fuhren sind wir ja längs vom Berge Libanon gefahren. Auf verschiedene Bergspitzen lag noch Schnee. Auch sieht man hier viele Kamele. Solche Tiere tragen fast ebensoviel als zwei Pferde mit ein Wagen ziehen können. Ein par Tage hatte ich Durchfall aber jetzt ist es schon wieder vorbei. Sonst wüsste ich diesmal nichts neues.

Sei denn recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Shon und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

 

5. maj 1918. Andreas Bøgen hos en landmand i Ukraine

Senest ændret den 4. marts 2021 11:33

Andr. Bøgen, , Vennemose, tilbragte siden sin indkaldelse i sommeren 1915 krigen på Østfronten. I foråret 1918 gik det til Ukraine.

I April Maaned fik Bataillonen Ordre til at holde sig marchberedt. Denne Gang gik det til Ukraine. Vor Bataillon blev stationeret i Byen Romny; derimod forblev et større Vagtkommando, som ogsaa jeg tilhørte, tilbage i en Landsby en 30-40 km derfra.

Egnen var her noget bakket, men meget skovfattig. I den første Del af Maj Maaned holdt Russerne deres Pinsefest, og da jeg holdt Vagt i Kirkens Nærhed, fik jeg Lejlighed til at iagttage Præstens Ceremonier og Menighedens Procession omkring Kirken i Pinsedagene.

Jeg var sammen med tre Kammerater ind kvarteret i et Baghus hos en Landmand. I Modsætning til de fleste andre Beboelseshuse herskede her Orden, Akkuratesse og Renlighed. Vor Lejlighed, i hvilken der var en hel Del Værktøj, tydede paa, at Manden ogsaa var Haandværker; men han var en interesseret Landmand, og da han forstod, at ogsaa jeg var Landmand, beklagede han rystende paa Hovedet, at vi ikke kunde gøre os forstaaelige for hinanden; men jeg maatte se hans Besætning.

Den bestod af to Køer og fire Heste. Efter mine Begreber var det en mærkelig Besætning; men i Ukraine drives der hovedsagelig kun Kornavl og kun lidt Kvægavl, og Ukraine kan sikkert med Rette kaldes Ruslands Kornkammer.

Da jeg havde set Besætningen, bød Værten mig indenfor til en Kop Te. I Stuehuset hilste jeg paa Konen, en voksen Søn og Datteren. Man bød mig tage Plads ved Bordet, og der blev budt paa Te og Hvedebrød, som saa meget indbydende ud, men i Smagen lod det en Del tilbage at ønske. Før jeg forlod Huset, viste de mig Stuerne, og var der Orden udvendig, var det i ikke mindre Grad ogsaa indvendig.

DSK-årbøger 1952

16. april 1918 – Feltpostbrev: “Aldrig har jeg set Mage til Griseri”

Den 15. maj bragte Flensborg Avis et feltpostbrev om boligforholdene i Polen skrevet af en soldat med initialerne N.C.O.

Polske Hjem.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ved 9-Tiden kom der Befaling til at rykke lidt frem, for at Regimentet kunde famles. Efter en kort Marche blev der gjort Holdt, Tornystret blev kastet i Sneen, og vi afventede, hvad der videre skulde ske. Fra en Høj iagttog jeg det hele Skuespil. Det ene Kompagni marcherede frem efter det andet, Artilleri, Maskingeværer, Bagagevogne. Feltkøkkener rullede frem i uendelige Rækker, Officererne red frem og tilbage og uddelte de nødvendige Befalinger. Senere fik vi Ordre til at lade Geværerne, og Toget satte sig i Bevægelse. Efter et Par Timers Marche passerede vi den russiske Front. Alle Skyttegrave var forladte. Fjender saa vi ikke noget til, og vi marcherede uhindrede videre ind i det hellige Rusland. Da Solen dalede i Vest, blev vi indkvarterede rundt omkring i Landsbyerne. Vi, d. v. s. omtrent 10 Mand, fik anvist Kvarter hos en Landmand. Kaffen blev kogt, og da vi Havde spist, blev der lagt Halm paa Gulvet, og vi sov sødeligt til næste Morgen, da Marchen gik videre.

Vi har sagt det saa tidt, baade i Skrift og Tale, at de gode Hjem burde fremmes, og der er vistnok gjort adskilligt i de senere Aar for at højne Interessen for Hjemmets Kultur. Det kan derfor vistnok more en eller anden at høre lidt om den polske Befolkning i sit Hjem. Da der selvfølgelig ikke to Hjem, der er ens, er en Skildring i Almindelighed umulig, og jeg skal derfor indskrænke mig til at fortælle lidt om nogle enkelte af de mange Hjem, jeg har set.’

Postkort med tegning af russisk bondefamilie ved middagen i deres stue. Tegningen er dateret Grodno 22. marts 1916 af M. Lew. Grodno ligger i dag i Hviderusland, men i et område som tidligere hørte til Polen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 1. Lejligheden bestaar af eet stort. Værelse. Til højre for Indgangsdøren er Ovnen, der optager en temmelig stor Plads i Stuen. Midt paa Gulvet er der opført et Komfur; et Murstykke, der gaar helt op til Loftet, tjener tillige som Kakkelovn, idet det opvarmes af Ilden i Komfuret. Et Par Skabe er opstillede med Siden ind imod Muren, saa de staar frem i Stuen. Man faar derved det Indtryk, at der er flere Værelser, især da den smalle Gang, mellem Mur og Skab er tilhængt med et Stykke Tøj.

Det første Værelse, der er fremkommet paa denne Maade, tjener som Køkken, hvilket er praktisk, da det er lige foran Ovnen. Om Aftenen lægges der Brænde til Rette i Ovnen, der endnu er varm, før at tørres til næste Morgen. Om Morgenen ved 1—5-Tiden bliver der tændt Ild, og Kogningen begynder. Der koges Kartofler og bages Kartoffel-Pandekager hver Morgen. Stort andet synes Befolkningen ikke at spise, foruden Brød naturligvis. En Gang eller to om Ugen bages der tillige Brød. Dette er meget mørkt og groft, og et enkelt Brød kan somme Tider veje 20 Pund. En Følge deraf er, at det hyppigt ikke er ordentlig gennembagt, hvad der imidlertid slet ikke synes at genere Folkene. Kartoflerne og Pandekagerne spises, naar de er færdige, og Resten af Dagen leves der saa mest af Brød. Paa Komfuret koges der sjældent.

Det næste „Værelse” tjener sum Dagligstue. Langs Væggen er der opslaaet et Par Bænke, og foran staar et Bord, det er hele Møblementet. Et Hjørne er helliget Religionen, der findes nogle Billeder med Motiver fra Lidelseshistorien, et Krucifiks, en Rosen, krans og en lille Lampe. Til højre er Familiens Soveværelse. Sengetøjet ligner en Hoben Pjalter. En Pels bruges som Dyne. Paa Ovnen ligger der ogsaa Puder og Tæpper. Her sover Børnene, og her ligger baade Børn og voksne om Dagen, naar de ikke har noget at bestille.

Nr. 2. Ejeren er en Slags Skovrider hos en Baron og synes at være lidt mere velstaaende. Til venstre for Gadedøren er et stort Værelse, som vi faar anvist. Heri befinder Ovnen og Komfuret sig. Her koger og bager Konen. Foruden Kartofler og Pandekager steges der tillige Flæsk om Morgenen, hvilket er et Tegn paa Velstand i disse Tider. Værelset tjener tillige som Opholdssted for Hønsene og et Par Faar, som vi imidlertid straks sætter paa Porten. Af og til kommer de paa Visit tillige med et Par Grise. Saa den anden Side af Forstuen er der tre Værelser, som beboes af vor Feldwebel og et Par Underofficerer foruden Familien. Møblementet er lidt mere righoldigt. Der findes Borde, Stole, et Spejl, en Sofa og et gammelt Spinet, som en voksen Søn hamrer løs paa efter bedste Evne.

Manden har 2 Heste, 3 Køer, et Par Faar, en So og nogle Grise. Kreaturernes Røgt synes man ikke at tillægge nogen som helst Værdi, thi de ser ud, som om de aldrig havde gjort Bekendtskab med en Strigle eller en Børste. Svinene løber frit omkring i Sneen. Omtrent 50 Meter fra Huset inde i Skoven ligger et Par døde Heste, og det synes at være en sand Lækkerbidsken for Svinene, thi de har ædt sig fuldstændig ind i de frosne Kadavere. Det er et modbydeligt Syn. Svinene løber derfor som oftest omkring og er blodige over hele Kroppen. De æder faktisk alt, hvad de kan faa fat i, om det saa er menneskelige Ekskrementer. Det er rigtige Svin, mente en Kammerat; vore derhjemme er mere en Slags Salonsvin.

Tegning af russisk bondegård (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 3. Et meget lille Hus, der tilhører en Enke, om beboer det med sin Søn, en 15-16-aarig intelligent Fyr. Til højre er Ovnen, Komfuret og et Skab. Bag ved Komfuret og Skabet er der et Aflukke, der nærmest ligner en Alkove. Heri staar en Seng, hvori Sønnen sover; den gamle Kone sover oppe paa Ovnen. Her opholder vi os Palmesøndag, og Konen holder Gudstjeneste ved at læse i Bibelen. Jeg beder hende em at læse højt, og hun læser ganske flydende. Senere synger hun og Sønnen en Salme. Jeg titter over i Stalden, hvor der staar 2 Køer, bogstavelig talt paa et helt Bjerg af Gødning og Strøelse. Aldrig har jeg set Mage til Griseri.

Nr. 4. Beboes ogsaa af en Enke med en voksen Søn paa et Par og tyve Aar, der har været russisk Soldat. Til venstre staar Ovnen, Komfur findes ikke, desuden er der et Par Senge, et Par Bænke og et Bord. Værelset ser bart og uhyggeligt ud. Det ligner nærmest en Stald. Under Sengene ligger der fuldt op af Kartofler. I et Hjørne hænger et Par Helgenbilleder. Konen er meget flittig, hun spinder hele Dagen og har Bunker af Uldgarn liggende. Jeg kigger over i Hestestalden. Det er faktisk ikke andet end 4 nøgne Mure. Den stakkels Hest har end ikke Tag over Hovedet. Saadanne Kaar skulde man byde vore Husdyr derhjemme.

Da det forlyder, at vi rimeligvis bliver længere Tid i Byen, kommer der Befaling til, at Civilbefolkningen stal flytte sammen, og vi gør Konen det begribeligt, at hun muligvis bliver nødt til at flytte ud. Hun græder sine modige Taarer og erklærer, at det gør hun ikke. Næste Dag kommer der imidlertid Befaling til, at vi skal videre, saa Flytningen er overflødig. Konen bliver saa glad, at hun straks koger en Gryde fuld af Kartofler til os, som vj saa naturligvis betaler bagefter.

Gør det indre et trist Indtryk, saa er det ikke mindst Tilfældet med Husenes ydre Udseende. Der er store Huller i Taget, og enkelte er ligefrem faldefærdige. Men det er vel Krigens Skyld. Under normale Forhold var de vel nok bedre vedligeholdte. Til Trods for al Fattigdom hænger Polakkerne alligevel med samme Kærlighed ved deres Hjem, som vi andre gør. Et lille Træk, som jeg hørte i Fjor, vidner herom. Vor Bataillon havde indrettet Kantinen i en Landsby et Par Kilometer bag ved Fronten. Byen var rømmet for Civilbefolkningen, der var bragt længere bort. Af og til kom der en gammel Kone ind i Kantinen og gik omkring og saa alt efter. Paa Spørgsmaalet, hvad hun vilde, blev der svaret, at det var hendes Hus, som hun gerne vilde se engang imellem.

Rusland, i April 1918.
N.C.O.

7.april 1918 – Milert Schulz:” Wenn man durch die Strassen sollte man glauben es wäre in den schönsten Friedensjahren und dabei mitten im Krieg”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel).

Den 7.4.18

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Heute am Sonntag komme ich endlich dazu Euch meine lieben einen Brief zu schreiben. Wir sind ja hier in K. am 3.4 gut angekommen.

Am 28.3. sind wir von dort abgefahren sind also 7 Tage und Nächte unterwegs gewesen. Die fahrt war ja grade nicht so schön aber ganz interessant. Nachts haben wir immer still gelegen und am Tage gefahren. Wir haben ja viel von Bulgarien gesehen die grössten Städte wie Sofia. Philippopel und Adrianopel. Das sind alles ganz schöner Städte und gross. Meinen Brief aus Philippopel habt Ihr wohl erhalten, ebenso meinen meine Karte von K. aus dem Soldatenheim. Wie wir hier ankommen wurden wir aus dem Zug geladen und wieder gleich auf einen grossen Frachtdampfer verladen und wurden dann åuber den Bosporus gefahren. Da fährt man ungefåahr 10 Minuten.

Sobald man auf den Dampfer ist hat man die Europäische Erde verlassen und steigt man wieder aus ist man auf Asiatischen Boden. Wir liegen hier in Barakken.  

Dieser Stadtteil von K. heisst Haiden Pascha. K. ist eine ganz schöne Stadt vor allendingen eine reiche. Wenn man durch die Strassen sollte man glauben es wäre in den schönsten Friedensjahren und dabei mitten im Krieg. Die Einwohner sind von allen Nationen der Welt. Deutsche, Franzosen u. dergl. mehr. Auch Neger habe ich hier gesehen. Ja meine Lieben man bekommt ja viel zu sehen von der Welt. Hier werden wir wohl eine längere Zeit bleiben vielleicht 4-5 Wochen.

Das hält man schon aus hier. Aber hier hat man nicht nur mit Feinden zu kämpfen sondern auch mit Krankheiten. Nämlich Malaria u. Flecktyphus. Aber der Herr wolle mich vor dieses bewahren. Ich bin ja sonst noch immer Gott sei Dank gesund u wohl und bin auch gut zufrieden hier. Ein Glück dass man in dieser Zeit nicht in Frankreich ist, denn da muss es ja furchtbar sein.

Eure Brief vom 20.3, 14.3, 26.3. und gestern Abend erhielt ich dienen Brief vom 30.3 lieber Vater. Sehe dass du ein Strück Land gekauft hast und mit deinen Spekulationen mit Ruhe und Pferd stimme ich auch bei. Jedenfalls wären in unserm Hause ein paar Kühe sehr gut und wie du schriebst Platz ist ja auch genug da. Dann soll Br. Dres wohl die Sache verwalten und hoffentlich ist der Friede auch nicht mehr fern. Hier sollte ich wohl den Frieden abwarten. Gott gebe dass er nicht mehr fern ist.

Nun viele herzliche Grüsse an Euch allen meine Lieben von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert

Ein Paket mit Kuchen und Butter vorgestern auch dankend erhalten.

(Breve i privateje)  

21. oktober 1917. “I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Marchture i omegnen af Wilna lod 86’erne få et indblik i det slaviske østens fremmede verden. Gårdene, der kun bestod af blokhuse, legetøjsagtig fordelt, fattige og snavsede adskiller sig sælsomt fra den betragtelige bredde i slesvig-holstenske bebyggelser. Endnu mere kulørt og farverig var denne verden i selve Wilna. Fire folkeslag med forskellig kultur og sprog stødte her sammen. Litauere, Polakker, Russere og Jøder.

Hvad der straks var mest påfaldende, var forskellen mellem rig og fattig, pragt og snavs og elendighed.  I gaderne var der miserabel vejbelægning, fortovene stærkt beskadigede. Spildvandet løb gennem åbne render, hvilket overalt fremkaldte en grim lugt. I kirker overlæsset med pynt lå frysende, sultne og plagede skikkelser på knæ foran helgenbilleder af sølv og oversået med ædelstene.

Særlig interessant var turen gennem jødekvarteret, om end man helst havde anlagt gasmaske. Varepræsentationen var her endnu for åbne døre, hvad der ganske vist var malerisk, men næppe fremmende for sundheden. I endnu stærkere udstrækning end i Frankrig kunne füsiliererne i Wilna fornemme den tyske kulturs overlegenhed, og det er for den rigtige tysker, som altid søger det gode uden for grænsepælene, en sund iagttagelse.

Også adspredelse og åndelige impulser var der rigeligt af. For underholdning og udbredelse af politiske og militære nyheder sørgede 10. armés avis, der udkom i Wilna og var udmærket ledet. Et soldaterhjem tilbød füsiliererne ophold og impulser fra aviser og bøger i deres fritimer. Teater og operatte gav opmuntring og adspredelse. Også alvorlig kunstnydelse. Gode koncerter opmuntrede de musikhungrende.

Desværre mødte regimentets soldater også typer, der udløste hovedrysten og ærgrelse. Wilna var et forsyningsmæssigt knudepunkt. På gaderne, i caféerne, i teatret så de en flok af velklædte, velnærede og ofte pelsklædte herrer, der nød livet og absolut ikke gjorde indtryk af at være uegnet til fronttjeneste. Den soldat, der kommer lige fra skyttegravskampen, er ret sart over for sådanne typer, især når de ovenikøbet bærer jernkorsets sort-hvide bånd i knaphullet.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie

25. juli 1917. Serbiske majspandekager

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157på Østfronten. I sommeren 1917 lå regimentet på Balkan. Sammen med 40 mand blev han sendt langt op i bjergene for at fælde træer, der herefter skulle sendes med floden ned.

Carl Theodor Thode (1895-1986) fotograferet 1915 i Schwerin. Original i privateje.

Efter det marcherede vi igen nogle dage, men så ingen mennesker.

Det gik faktisk over stok og sten. Over os kredsede hele tiden store fugle. Vi mente, det var ørne, men senere er jeg kommet i tanker om, det mon ikke har været gribbe. Jeg har senere læst, at der findes gribbe der.

Da vi havde gået i flere dage – jeg kan ikke længere huske hvor længe – var vi der, hvor vi skulle hen. Man skulle tro, at man var kommet 1000 år tilbage i tiden.

Vi kom til en lille stamme, som boede i en stor stråhytte. Der var en åbning i taget til røgen, og gulvet var af ler. I gulvet var der et ildsted og cirka 2 meter fra dette var der lavet en lille fordybning i gulvet, som tjente til barneseng. Der lå en lille baby, indpakket i gamle klude.

Jeg måtte tænke på, at sådan måtte vore forfædre vel også have boet. Der var ingen spor af møbler der i hytten.

Da vi nåede til bopladsen, så vi kun gamle koner. Unge kvinder så vi ingen af.

Lidt senere så vi dog også yngre mennesker der. – Vi soldater havde taget plads i nogle små ladebygninger, lavet af træstammer. Hvad beboerne der levede af, ved jeg ikke. Jeg så kun får, og jeg tror også, der var nogle æsler. Jeg vil tro, de levede meget af at gå på jagt, da der var flere, som havde jagtbøsser. Vi fik strenge ordrer på ikke at fordele os for meget, jeg tror nok, vores fører var lidt nervøs.

Jeg husker, den første aften, vi var der, at vi hørte skud i omegnen.

Der blev også sagt, at nogle havde bedt os om hjælp, da  nabostammerne havde røvet nogle får. Om det stemmer, ved jeg ikke. Vi måtte i hvert fald ikke hjælpe.

Jeg var med nogle kammerater inde i den store hytte. Der var en  gammel kone foruden barnet, der lå i det hul, jeg før omtalte. Vi kunne ikke forstå hinanden, men det lod til, at hun var meget flink.

Hun var ved at bage majspandekager i en udhulet sten over åben ild. Hun gjorde tegn, om vi ville smage, og vi nikkede. Vi ville ikke sige nej, så hun skulle blive ked af det. Vi var dog lidt betænkelige, da konen var sort både i ansigtet og på hænderne, og det så ikke ud til, at hun havde været i nærheden af vand i meget lang tid.

Nå, men vi var jo ikke forvænt og kagen smagte forresten meget godt.

Da jeg skulle passe vores heste, kom jeg ikke med til træfældning. De, der var med, fortalte, at det var en fiasko. Stammerne, som blev væltet i floden, gik til bunds, så de er sikkert aldrig kommet til vejs
ende.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

24. juli 1917. I en fjern bjerglandsby i Serbien

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I sommeren 1917 lå regimentet på Balkan.

Vi blev sendt til Serbien (Jugoslavien) i et rekrutteringsdepot i Aleksinak.

Herfra skulle vi så sendes til fronten. Da jeg havde været der en kort tid, blev jeg syg. Jeg fik høj feber og kom så på lazaret i Nis. De mente, at det var malaria i lettere grad.

Jeg husker ikke, hvor længe jeg var på lazarettet, men det var ikke ret længe. Jeg har dog ikke mærket noget til denne sygdom senere.

Et stykke tid efter, jeg var kommet tilbage, blev jeg udset til at deltage i en ekspedition ind i de høje bjerge. Det blev sagt, at flyverne havde observeret skov, som lå sådan, at træer, der blev fældet og kastet i en flod, af sig selv ville ende et bestemt sted, så de kunne udnyttes. Der var stor mangel på træ og brændsel dernede.

Da vi sjældent fik den rigtige grund at vide, ved jeg heller ikke, hvad betydning denne ekspedition skulle have. En kendsgerning var dog, at der blev sendt en ekspedition af sted bestående af 1 officer, 1 læge, nogle underofficerer, 2 bulgarske tolke og resten menige soldater. Hele ekspeditionen var på.omkring 40 mand og så de mest nødvendige lastdyr.

Vi var fuldt udrustet med gevær og ammunition. Det blev en  oplevelse uden sidestykke. Såvidt jeg husker, var det fra Skopje, vi begyndte marchen. Det blev en spændende vandretur ind i bjerge, hvor der aldrig kom fremmede mennesker. Vi havde fået instrukser om, at vi på ingen måde måtte genere folk eller stjæle høns o.s.v. fra de beboere, vi mødte.

Efter nogle dages march kom vi til et lille bysamfund. Folkene der blev meget overraskede og så ikke ud til at være os venligsindede. Da vi havde været her nogle timer og gennem de bulgarske tolke var blevet lidt fortrolige med dem, gik det bedre.

Der var iblandt beboerne der en stor dreng, som havde en stor knude eller en svulst over det ene øje. Jeg stod lige ved siden af vores læge, og han så på drengen og sagde: “Jeg ville jo gerne hjælpe ham”.

Det endte med, at han opererede drengen. Jeg tror nok, han hjalp
flere der, så vi kunne næste morgen forlade byen som venner.

Da vi så efter en dagsmarch op og ned over høje bjerge kom til det næste bysamfund, kunne vi mærke, at vi var velkomne. Det kunne vi ikke forstå. Der kunne kun være sket det, at en eller flere var løbet ad de stier, som fandtes der, således at de var kommet før os, og havde fortalt, at der var en heksedoktor undervejs. For da vi ankom, stod der en del mennesker, og iblandt dem nogle, som var syge. De bad om hjælp.

Vores læge gjorde, hvad han kunne. Blandt de syge, var der en gammel, blind kone. Lægen sagde: “Hvad skal jeg gøre, hjælpe hende kan jeg ikke”. Han gav hende så noget salve, og de så ud til at være
taknemmelige.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

16. juli 1917. Romance, rivaler – og mere hvidløg i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

(… fortsat)

Da vi havde slaaet vore Telte op og der derefter ikke var meget at gøre i den første Tid, stiftede vi snart Bekendtskab med Landsbyens Befolkning, saa baade mine Kammerater og jeg fandt os Venner.

Min specielle Ven, eller snarere „Veninde”, hed „Lilika”. Ak, jeg maatte dog dele hendes Kærlighed med en slem Rival, nemlig min nærmeste Overordnede, „Militærlægen”.

Det blev ham, der stolt om Aftenen promenerede med hende, medens jeg i Skjul maatte liste ind ad Huset, naar min Rival var gaaet. Men, saa fik jeg lidt ekstra Mad hos hende, og Mad kunde hun lave — alt godt med Hvidløg.

Lilika var ikke mer end tyve Aar, det havde hun vist mig med Fingertegn, men det kan godt være, hun havde glemt en Haandfuld. Hun gik altid i Nationaldragt, der lod min romantiske Sjæl koge over. Men, der var dog et „men”, som jeg først maatte overvinde, og det var, at Lilika gnaskede Hvidløg hele Dagen.

Det blev dog min Rival, der bekostede Tandpasta og Mundvand, han kunde heller ikke vænne sig til den skønne Lilika, uden først at modificere Hvidløgsduften. Men hun var lærenem, og snart blev jeg modtaget med aaben Mund, der viste hendes smukke Tænder, og det betød: „Du kan roligt kysse mig, Løgduften er fjernet!”

Idyllen blev dog en Dag ødelagt gennem en lille Ubetænksomhed. Vi havde alle faaet udleveret nyt Sommertøj — altsaa Uniformer, og vor øverste Stabslæge havde anmeldt sit Besøg til den paafølgende Dag, hvor vi alle skulde stille til en lille Parade i de nye Uniformer. Vi fik nu travlt med at faa Klunset i Orden. Det var særligt galt med Benklæderne, der var slemt krøllede. Mine Kammerater havde dog faaet fat i et Trækulsstrygejern og sad alle i Teltene og ventede paa deres Tur til at presse Uniformen.

Jeg tog det med Ro, thi jeg havde aftalt med Lilika, at komme over til hende om Aftenen, og saa vilde hun selv presse mit Tøj.

Og hun klarede det mens jeg sad inde i Stuen og spiste nogle dejlige Vandmeloner.

Den næste Morgen tog jeg stolt det nypressede Tøj paa, men, o Skræk, hvad havde hun dog lavet med Benklæderne. Jeg blev hurtig til Grin af mine Kammerater, thi Lilika havde lige saa nydeligt presset Benklæderne langs Sømmene — i Bredden.

Nu var der ingen Tid til at faa dem presset om, og saaledes maatte jeg stille mig til Paraden.

Men det blev dog først rigtig til Latter, efter at vor „Feldwebel” havde kommanderet os til at staa Ret, og vor høje Stabslæge sammen med vor egen Militærlæge skred vore Rækker af.

Jeg selv kunde ikke holde Masken, thi min kære Rival og Chef spadserede selv rundt i et Par nydeligt pressede Benklæder, der var pressede paa samme Maade sommine – langs Sømmene i Bredden!

Jeg fik et underligt spørgende Blik af ham, da han passerede mig sammen med Stabslægen, og Stabslægen saa paa mine brede Benklæder og mønstrede saa smilende Militærlægens. Værst var dog mine Kammeraters ondskabsfulde Bemærkninger efter Paraden.

Men Idyllen blev ødelagt, Rivalen krævede Eneretten paa Lilika, og at hun foretrak selve Militærlægen, dertil var intet at sige.

Men saa kom Epidemien, Tyfus hærgede hele Egnen, og hver Dag gravede vi Massegrave for Befolkningen og vore egne Kammerater. Jeg saa de første Begravelser i Landsbyen, der foregik efter alle Ceremonier. Med Kla­gekvinder og Popen i Spidsen bar de den aabne Kiste til Graven.

Men Tallet steg uhyggeligt for hver Dag, og Smittefaren var for stor, saa Ceremonierne maatte falde bort, og tavse begravede vi hver Morgen Nattens triste Høst. Landsbyen blev spærret, og Lilika sendt bort med de end­nu raske Beboere, og jeg saa hende aldrig mere! „ Du maa spise Hvidløg — og du bliver aldrig syg!” – Dette havde Lilika ofte sagt til mig, og nu fulgte jeg hen­des Raad. Jeg gnavede Hvidløg Dagen lang, til mine Slimhinder smertede.

En venlig Befolkning blev dog mit Hovedindtryk af Rumænerne. Godt med Kosmetik i de store Byer, og godt med Skidt paa Landet.

Da Efteraaret atter bragte en Tyfusepidemi over Landet, undgik jeg, til Trods for Lilikas gode Raad med Hvidløg, heller ikke min Skæbne. Jeg maatte ligge med Næsen i Vejret, til Vinteren kom, og det blev en tynd og afmagret Sanitetssoldat, der atter vendte hjem over de høje Karpater.

DSK-årbøger, 1942

15. juli 1917. Hvidløg og væggelus i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

„Lilika” – Minder fra Rumænien

1917. Fra Toppen af de iskolde Karpater var vi med det første Tøbrud steget ned til den rumænske Slette, hvor vi en kort Stund nød den lune Foraarssol

Ploestis mange Oliekilder brændte endnu, da vi drog forbi dem, og det imponerede os, at finde de store Oliebeholdere saa langt borte fra deres Oprindelsessted. De var eksploderet og gennem det voldsomme Trykslynget gennem Luften — og laa nu her, flere hundrede Meter borte, i de endeløse Majsmarker som store, sammenkrøllede Blikdaaser.

Fronten blev stabiliseret ved Sereth-Floden, længere syntes Generalstaben ikke at ville trænge frem, og vi var yderst fornøjede med det. Efter Foraarets milde Luft var nu Sommerens Hede kommet, en Hede, der gjorde os sløve.

Feltlazaret Nr. 15 blev installeret i Gugesti, og Opsamlingsstedet, hvortil jeg hørte, blev lagt fem Kilometer bag Fronten ved Focsani, hvor vi slog vore Telte og Barakker op.

Hidtil havde vi ikke haft for megen Tid til at studere den rumænske Befolkning. Fremmarchen var jo gaaet saa hurtigt, at vi kun saa de uendelige Strømme af ulykkelige Flygtninge. Nu til Gengæld fik vi dem paa nært Hold.

Jeg lærte hurtigt at skelne mellem de Rumænere, der bar Skjorten uden for Bukserne, og dem, der bar dem inden for. Saa utroligt det lyder, saa var det nu dem, der bar Skjorten udenfor, som var de mest sympatiske, mest renlige og tiltalende.

Jeg glemmer aldrig den første Nat, hvor jeg var indkvarteret hos en rumænsk Bonde, en af dem der bar Skjorten i Bukserne.

Huset var af Lerjord. Taget af Majshalm, og foran Indgangen fandtes en faldefærdig Træveranda. Paa Afstand saa det meget romantisk ud. En stor, halvnøgen Børneflok legede i Skyggen af Verandaen, og nogle Kvinder i farverige Bomuldskjoler, barbenede og med et Udseende som typiske Zigeunere, sad og lappede Tøj. Husets Herre, med et vældigt Fuldskæg, bar trods den store Varme en Pelshue paa Hovedet. Hans snavsede Skjorte var godt fedtet i Halslinningen, hvorfra han altfor ofte, men med en sikker Haandbevægelse, fangede smaa Medbeboere. Han bar en kort, blaa Jakke og saa de mægtige vide Benklæder.

En saa stærk Hvidløgsduft, som her kom mig i Møde, var jeg dengang ikke vant til. Den var saa stærk, at den ligefrem generede mig. Da man havde anvist mig mit Værelse og jeg saa, at der ikke fandtes nogen Dør mellem mit og Familiens kombinerede Sove- og Opholdsstue, blev jeg ikke saa lidt eftertænksom.

Pyt med Inventaret og med Sengen, der kun var en Træbænk, jeg havde jo mit eget Uldtæppe med; men at være indkvarteret hos M ennesker, hvis Sprog og Sindelag jeg overhovedet ikke kendte, og som hele Tiden talte og talte til een med den eneste Virkning, at jeg blev mere og mere utilpas af den stærke Hvidløgsduft, der med hver Ordstrøm lagde sig om mine Aandehuller, nej, jeg havde helt tabt Humøret, og min Higen efter Romantik var blevet betydelig reduceret.

Det blev ikke bedre om Natten, da jeg skulde sove. Luften i mit Rum var uudholdelig, og gennem den aabne Dør til Familiens Fællesrum kunde jeg se Bedstemoder, tre voksne og seks Børn ligge paa Gulvet paa Straamadrasser. Tøjet havde de beholdt paa, og jeg gjorde det samme, hvad jeg ikke kom til at fortryde.

Knapt havde jeg rullet mig i mit Tæppe og slukket Lyset, før jeg fik Besøg af smaa, flade Væsener, der i en lang Stribe kom marcherende fra Naborummet. De prøvede paa at faa Indgang til min Krop gennem Buksebenet og Halslinningen. Jeg tog resolut mit Tæppe og flyttede udenfor paa Verandaen. Her var Luften i det mindste renere, og træt overgav jeg mig til Søvnen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1942

16. april 1917 – Matthias P. Branderup: “Sig mig, har i ikke jøder hos jer deroppe i Slesvig ?”

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. I april 1917 var han med til udbygningen af den såkaldte “Siegfreid-Stellung”.

Med mellemrum fik vi fra Tyskland opfyldningsmandskab, og ofte var der blandt disse unge på 19 år (senere endnu yngre). De havde ikke nogen træning i at bruge skovl og hakke. Jeg havde således en ung jøde i min gruppe, en bankmand, og så havde jeg en robust fyr – Kroli hed han -som altid var på nakken af den lille jøde.

Jeg husker selv, hvor kejtede vi var i den første tid ved skansearbejdet, og gav Kroil en henstilling om at lade den unge mand i fred. Jeg mente, at jøder var en slags mennesker lige som vi andre.

Men så kan det nok være, at han fik luft “Sig mig, har i ikke jøder hos jer deroppe i Slesvig ?”

“Nej, det havde vi da ikke. Jeg kendte ingen.

“Så forstår jeg dig bedre,” sagde han, “hjemme i Schlesien er de ved at blive overklasse. Alle steder trænger de sig ind. Hvem behersker pressen idag,? Jøderne. Hvem ejer de store købehuse? [dvs. indkøbscentre, red.]  Jøderne. Og bankerne? Jøderne. Hvem sidder på højfinansen? Jøderne. Og den oversøiske handel? Jøderne.

Jeg mente, at det jo måtte være en fordel for Tyskland, at have sådanne dygtige mennesker inden for sine grænser. De skaffede jo omsætning og handel, som kom hele landet tilgode. Og det er såmænd ikke altid, man kan se på en mand, at han er jøde. Engang vil de vel blive blandet op i befolkningen.

“Ja,du forstår ingenting, min gode Branderup. De er en fremmed race, og holder sig for sig selv. De har deres Synagoger med deres frimureri, hvor de hjælper hinanden indbyrdes. Og vi tyskere er vel lige så oplyste og dygtige. Vi behøver vel ikke at lade os beherske af dette jødepak. Se blot til de sorte i vore kolonier i Afrika. Vi lader dem studere på vore universiteter. Du skal bare se, at en dag er de lige så oplyste, som alle andre. Så kan de klare sig selv, og så bliver vi smidt ud af vore kolonier. Nej, – racespørgsmålet vil alle dage blive ved med at eksistere.”

“Hvad mener du så om underofficer Meyer. Han er også jøde, og et bedre og mere pligtopfyldende menneske findes ikke i hele kompagniet,” spurgte jeg ham.

“Ja,” mente han, “lad gå med, at der findes undtagelser. Men i det store hele, er de nogle udbyttere og noget rak.”

Vi måtte afslutte diskussionen, da vi alligevel ikke kunne komme til enighed i dette spørgsmål.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

11. februar 1917. Fremmedartede skikke i Galicien

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

l handel i landsbyerne var på jødiske hænder, og så vidt jeg kunne forstå, brugte man kun byttehandel.

Sagt med et mildt udtryk blev befolkningen udsuget. For et æg f ik bønderne f. eks. en halv heller, hvilket svarer t i l en halv øre – og sådan var alle priser. Forholdet mellem befolkningen og jøderne var ikke ligefrem hjerteligt.

Det meste arbejde, og i hvert fald det tungeste, blev udført af kvinderne. De læssede blandt andet gødningen; manden kørte den så ud på marken, hvor kvinderne strøede den.

Selve jorden var de fleste steder god. Jeg har, når v i gravede skyttegrave, konstateret, at der var den fineste muldjord i indtil en  meters dybde, men dyrkningsmetoderne var meget primitive, og høstudbyttet derefter. Kunstgødning var et ukendt begreb.

E n anden ting, der faldt i øjnene, var forholdet til kirken og dens mænd, et forhold, der efter vore begreber nærmest må betegnes som usmageligt. Jeg lagde således en dag mærke t i l en ganske ung præst, der stod lænet op ad et træ og betragtede de tyske soldater, der havde slået lejr lige ved vejen.

En gammel, krumbøjet mand, næsten en olding, kom gående. Da han fik øje på præsten, rev han huen af og ligefrem krøb hen til ham, tog hans hånd og kyssede den. Præsten værdigede ikke manden hverken ord eller blik , men blev stående i samme nonchalante stilling som før.

Det så ærlig talt ikke godt ud. Måske var det et særtilfælde, men senere så jeg lignende ting – om end ikke så grelle.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

7. februar 1917. “Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig”

Nis Kock fra Sønderborg blev ramt af malaria i Østafrika, under en march sydpå. Efter at havde brugt nogle dage på at komme til hægterne, begyndte sulten atter at sætte ind. Hans hjælper Ramasan kom ham til undsætning her.

Den tredie Dag begyndte Kininen at gøre sin Virkning, og jeg følte mig bedre.

Ramasan havde lavet mig et nyt Leje, som jeg flyttede hen paa ved at kravle hen ad Jorden, men forst den fjerde Dag begyndte jeg at fole Savnet af Mad.

Den Dag kom Ramasan til mig med en stor Portion Hønsekødsuppe og en Tallerken med duftende Hønsekød.

Her var ikke Høns i Miles Omkreds, saa vidt jeg vidste, undtagen — en frygtelig Anelse greb mig — undtagen netop Ramasans egen dyrebare Høne, som han havde værnet saa trofast om i over to Maaneder.

— Ramasan, sagde jeg og rejste mig op paa Albuen og saa alvorligt paa Manden, hvor har du faaet den Hønefra — det er vel ikke din egen?

— Jo, Bwana — det er min egen Høne.

— Det kan jeg ikke tage imod, Ramasan

— jeg kan ikke spise din Høne, mens du selv sidder og spiser Majsgrød.

Ramasan svarede mig bestemt og roligt i Afrikas smukke, højtidelige Sprog:

— Naar jeg ikke havde noget at spise, saa har du altid sørget for mig, og dit Salt har du delt med mig.

Men nu, da du er syg og vi intet Kød har, som kan give dig Kræfter, saa skal du have min Høne, Bwana.

Derpaa satte Ramasan Maden ned ved Siden af mit Leje og gik sin Vej.

Jeg tror endnu ganske sikkert paa, at det var Ramasan, som reddede mig ved denne Lejlighed.

Et Par Dage efter kunde jeg staa og gaa, og vor Safari satte sig igen i Bevægelse.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

6. februar 1917. Hytterne inficerede med lus og lopper i uhyggelig grad

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

I månederne februar-april 1917 var vi ofte så langt tilbage fra fronten, at v i kom i forbindelse med den civile befolkning.

De var fattige, meget fattige, og husene – vi kaldte dem for »Panjehytter«.

Panje er polsk og betyder »herre« – var inficerede med lopper og lus, så det var helt uhyggeligt. Dagligt kunne man iagttage, at hele familien var beskæftiget med at pille lus, og en soldat med en poetisk åre lavede følgende vers, som jeg skal forsøge at gengive på tysk så godt, jeg formår:

Es laust sich der Vater,
es laust sich das Kind ,
es laust sich die Mutter,
es laust sich’s Gesind.
Ich schaue zu und wundere mich,
es dauert nicht lange, dann lause auch ich.

(Faderen piller lus – barnet, moderen, tjenestefolkene
piller lus. Jeg ser t i l og undrer mig; det varer
ikke længe, før også jeg piller lus).

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

17. januar 1917. På indkøb efter tyrkisk vin til stabslægen

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel. Her blev han ansat som oppasser for en tysk militærlæge.

Stabslægerne fra Hamborg og Danzig var yngre læger, og de var sikkert i tyrkisk tjeneste. De kunne kun få en tyrkisk oppasser stillet til rådighed.

Lægen fra Hamborg var en guttermand, meget flink og kollegial. En dag bad han mig rede sin seng. Det kunne hans tyrkiske oppasser ikke. Tyrken skulle så tage det grove arbejde for mig, pudse sko, vaske gulve og trappe.

En dag kom han så hen til mig og sagde: “Du, Thode, er så god og dygtig til indkøb. Kan du ikke finde en god vin til mig”.

Nu havde jeg ingen forstand på vin, men forsøgte så i en nærliggende vinkælder. Her var der vin i massevis. Store og mindre vinankre. Jeg bad så personalet her om at anbefale en god vin. Jeg måtte smage flere slags. Da der var en, jeg syntes godt om, købte jeg 2 oker. 1 oker er lige 7 pægls-flasker, dog knap fulde. Jeg selv tog den ene oker.

Da lægen smagte . vinen, sagde han “Thode, du har en god smag”. Jeg måtte fra den dag næsten hver anden dag købe en oker vin til ham, og jeg selv drak ligeså meget.

Det endte med, at de andre to også skulle have af den gode vin – (de drak dog ikke så meget).

Her kunne jeg have holdt ud længe.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

13. januar 1917. Officersoppasser i Konstantinopel

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel.

Da jeg havde afleveret kulvognen på banegården i Konstantinopel, måtte jeg melde mig på et tysk militærkontor.

Alle de kammerater, der blev sendt med kultransporter herned, fik lov at blive nogle dage i byen, før de blev sendt tilbage igen. De boede på et tysk skib, der lå i havnen. Dette skib hed COCORVADO

Man skulle melde sig dagligt på det tyske militærkontor, det samme sted, hvor jeg skulle melde mig ved ankomsten.

Konstantinopel, 1918 (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)
Konstantinopel, 1918 (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Da jeg kom til kontoret, mødte jeg en hel del kammerater fra for udgående kultransporter, deriblandt selvfølgelig også dem, jeg havde været sammen med. Jeg var kun lige kommet ind for at melde
mig, da der kom en officer ud fra et tilstødende værelse og spurgte henvendt til de kammerater, der allerede var der, om der var en, som havde været oppasser.

Da der ikke var nogen, der meldte sig, tænkte jeg: “Du melder dig, måske der er en chance for at blive her et’ stykke tid”. Det gjorde jeg så. Han spurgte så, hvor og hos hvem jeg havde været oppasser. Jeg måtte nu hitte på noget, for jeg havde aldrig været oppasser. Jeg nævnede navnet på en officer, jeg huskede fra Østfronten, og så fortalte jeg, at jeg havde været beskæftiget i et officerskøkken nogle måneder. Det sidste var nu sandt nok.

Officeren gik så ind igen, og der kom en meget fin herre ud – en stabslæge – der kiggede lidt på mig. Jeg må sige, at jeg så ikke særlig ren ud, da jeg jo kom direkte fra kultoget og ikke havde haft lejlighed til at vaske mig. Han sagde så, at jeg skulle tage med til skibet COCORVADO og få mig renset.

Der blev jeg så afhentet i bil og kørt midt ind i byen. Det var et vældig stort hus, stabslægen boede i. Man sagde, at det var den engelske konsulatsbygning. Jeg fik et værelse i stueetagen, hvor jeg måtte indrette mig. Foruden stabslægen, boede der endnu 2 andre stabslæger, den ene var fra Hamborg og den anden fra Danzig.

Min chef var berliner, men han havde i flere år opholdt’ sig i Østen, Japan o.s.v. Han var en virkelig fin mand.Jeg havde det godt her. Mit arbejde bestod i at holde orden i hans værelse, pudse sko, gøre indkøb o.s.v.

Jeg måtte jo tilegne mig nogle sprogkundskaber, så jeg fik hurtigt lært at klare mig lidt på tyrkisk. Tallene lærte jeg hurtigt. Jeg kunne så meget, at jeg kunne gøre mig forståelig ved indkøb af de mest nødvendige ting. Jeg havde det virkelig godt her.

Foruden os, boede der en fransktalende ældre dame i huset. Hun havde nok fået lov at bo der for at holde lidt styr på inventaret, der var stuvet sammen i nogle værelser.

 Da lægerne var meget lidt hjemme, var vi to de eneste i det
store hus. Desværre kunne vi ikke tale meget sammen, da jeg ikke forstod fransk, og hun ikke tysk. Vi kunne kun.forstå hinanden ved at
tale en blanding af tysk, fransk og lidt tyrkisk.

Hun var ellers meget flink. En dag spurgte hun om jeg ville drikke en
kop mokka sammen med hende. Jeg sagde selvfølgelig ja tak. Men jeg dummede mig nok gevaldigt. Hun kom med nogle små kopper.

Nu havde jeg aldrig hverken hørt om eller i hvert tilfælde slet ikke prøvet at drikke, mokka. Jeg undrede mig over, at man skulle drikke kaffe af så små kopper. Jeg drak derfor meget små mundfulde, men ak, da jeg havde drukket ganske lidt, var det slut med mokkaen, den halve kop var kaffegrums. Det var mit første bekendtskab med mokka. Jeg tror nok, hun så lidt forbavset på mig.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

25. december 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Vi fejrede Julen 1916 i Topolschani, d. v- s. fejre er nu saa meget sagt. Pakker og Breve havde vi i lang Tid ikke set noget til, og vi fik ikke en Stump til Jul. Jeg husker ikke, hvad vi foretog os Juleaften, men vi har jo nok talt om dem derhjemme og fordybet os i Minderne om vor Barndoms Jul.

Hvad jeg foretog mig Juledag husker jeg bedre, for da sad jeg om Eftermiddagen paa Kirkegaarden paa en Gravsten og fangede Lus, som havde formeret sig stærkt. Bestanden maatte holdes nede.

Huset, vi da boede i, var bedre end de andre og laa lige op ad Kirken, saa det har nok været Præsteboligen. I de græsk-katolske Lande er det Skik, at Kvinderne, iført deres spraglede Festdragt, paa Højtidsdage sætter et tændt Lys i et Hul paa Siden af Gravstenene, der ligger vandret i en halv Meters Højde. Saa knæler de ned ved Lysene og beder og jamrer i det uendelige. Et ejendommeligt Skuespil at se paa for os, men for dem har det jo nok været ramme Alvor.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

18. december 1916 – Philip Møller: “… fjollede Pigebörn”

Brev  fra Philip Møller, Hammelev, til hans broder boghandler Hans Chr. Møller, Haderslev, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hammeleff den 18 Des.

Kjære Broder!
Naa, Du maatte saa alligevel vandre ud til Ruslands öde Sletter og friste lidt af Krigens Rædsler og Ödelæggeser. Der hvor Du nu er har der jo staaet mangen en haard Dÿst i den Tid, jeg var i Rusland, jeg var jo langt længere mod nord. Naar Du nu blot kan holde Dig der bag Fronten til Freden kommer, saa var det jo godt og for Dig lidt interessant, at sætte Dig lidt ind i den Befolknings Sæd og Skik, endskjöndt som Soldat, har man dog ingen Interesse for noget andet end Pligten der stadig kalder og minder én. Ja, jeg kan jo desværre ogsaa regne med og komme i den feltgraa Frakke igjen. Jeg har dog Udsættelse til först i Februar Maaned! Jeg blev jo dog overskreven til kjörende Tropper, det er bedre som Infanterist. Blot ikke dertil.

Ja, for et Aar siden, var jeg jo i Altona ved den her Tid og skrælle Kartofler og Du var i Civil og havde Juletravl. [H]vor Tiderne skifter for os. I[]aar kan jeg dog fejre Julen hjemme, hvad jeg forresten har gjort hvert Aar, Krigen har varet. Jeg er jo Gud ske Lov sluppen godt endnu. Der har jo i de sidste otte Dage, været stærk Tale om Fred, men om den kommer, hved man jo ikke? O, hvor var det önskeligt om det Massemÿrderi kunde ophöre og enhver af de Overlevende kunde komme hjem til Sine igjen. Det er en tung Tid, ogsaa for enhver herhjemme.

Der findes ingen lÿse Öjeblikke, i hvert fald ikke for mig, Tanken om, atter at komme med knuger een stadig, og lader een aldrig komme til Ro.

Det Menneske jeg finder mest lÿkkelig og veltilfreds det er Frederik. I hvor haardt han er bleven ramt, saa föler han sig dog befriet for Krigens videre Rædsler og Elendighed. han sidder jo nu helt hÿggelig og rolig der hjemme paa Kontoret og arbejder i sine Korrespondancer[,] kjöber lidt Halm og Hö og lidt Hestehaar, og faar sin gode Mad og udforstÿrrede Ro, det passer han saa udmærket alt sammen. Ja, hvor er det godt for ham, eftersom han blev ramt af Skjæbnen!

Naa, Du kom saa til Kontorarbejde, bare Du nu kunde blive der, saa gaar det jo nok. Föden i faar, er vel nogenlunde, efter Soldatermaner at være, jeg kjender jo nok Suppen fra Gullaschkanonen.

Er der nu mange Jöder i Biala, dem er det jo overfyldt af i Polen. De har jo saadanne Smaabutikker, hvor der kun kan være en 2-3 Personer, alt saa tilsmurt og beskidt. De er vel ogsaa i deres lange Frakker. Ja sikken en Forretningsverden i et ukultiveret Land, som Russisk Polen. Nej, saa staar vi dog paa et höjere Kulturtin en disse[.] Men hvad er det man gjör ved dette höje Kulturtrin vi staar paa, det bliver nu traadt under Födder og Naturfolkene kan nikke paa Hovedet af det højt oplÿste Europa. Ja, hvor skrækkelig, naar man betænker det!

Herhjemme gaar alt ved det gamle. Vi var igaar Söndag kjörende i Haderslev med Börnene og see paa Juleudstillingerne. Der var en Mængde Folk ud. Jeg var ogsaa hos Karl Nielsen, Butikken stuvende fuld af Mennesker, men ingen Betjening. Han var der selv sammen med sin Kone og hel ny, ung Lærling[.] Ja det er jo overalt smaat med Betjeningsfolk, man seer overalt en mængde fjollede Pigebörn i Butikkerne, som hverken hveed ud eller ind og fræk oven i Kjöbet. I sidste Uge, blev gamle Nis Lund Hammelev jordet, ham kjender Du jo vist nok. Vi sendte Dig for nogle Dage siden en lille Julepakke, haaber at Du maa modtage den og nÿde den med god Appetit! Du maa jo nu finde Dig i Skjæbnen og fejre Jul langt borte fra Hjemmet, men det er der jo Millioner der maa.

Nu önsker vi Dig, at det maa gaa dig godt, og at vi snart maa sees igjen her i vort kjære Hjemland. Freden er forhaabentlig ikke fjerne.

Lev nu vel og hold stadig Modet oppe. Endnu en glædelig Jul og et godt og velsignet Nytaar! Din kjære Broder Philip

Mange Hilsner fra Thora [og] Börnene.

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

20. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Da vi var indkvarteret i en Landsby, havde vi rig Lejlighed til at studere Beboernes Levevis. Den var meget primitiv, i hvert Fald hvad Beboelse angik. Husene, i hvert Fald de ældste af dem, var overklasket med Ler, Haandfuld ved Haandfuld, og i hver af dem sad Mærker af alle fem Fingre.

Jeg boede en Tid i et Hus, der kun bestod af eet Rum. Beboelse var i den ene Ende, og Stalden i den anden. Saare praktisk, for saa kunde Mennesker og Dyr hjælpes ad med at holde paa Varmen. Det kunde nok gøres nødig, da de kun havde tørret Gødning at fyre med.

Hver Dag kom der saarede fra Fronten til Feltlazarettet. Nogle kom til Fods, de haardtsaarede i Røde Kors Biler, der ankom lange Kolonner. Mange af dem naaede aldrig videre.

(… fortsættes)

 

DSK-årbøger 1951

28. September 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “14 dage i Mosul saa var han død.”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i et ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts 1916 blev sendt til Mellemøsten.

Jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde. Vi skulle nu videre, og vor afdeling drog afsted alene. Som lastdragere brugte vi nu muldæsler, men der er ogsaa nogen imellem som ikke er vant til at have noget paa ryggen, saasnart de mærker lasten, farer de rundt, saa det er helt farligt at være i nærheden naar kisterne flyver til alle sider. 

Jeg var nu saa meget i bedring, at jeg ogsaa kunne komme med, vi drog saa afsted mod øst. Men der gik kun nogle dage, vi var lige ved den persiske grænse, da jeg blev syg. Sanitetskorporalen mente at det var kolera jeg havde. Vor afdelingsfører, en oberløjtnant, fik tropekuller, det er en slags forvirrethed der opstaar i den brændende hede. Og han fik mangen fiks ide. Beduinerne som havde deres hytter i nærheden, skulle dog se hvad vi kunne bruge maskingeværet til, og der blev skudt efter forskellige maal i ørkenen.

Jeg laa i byens bedehus, et hul nedgravet i jorden og overhvælvet, det er det allerhelligste, og udenfor er et rum omgivet af en mur, men uden tag og uden gulv. Der laa jeg i flere dage, og præsten bragte mig mælk hver dag, spise kunne jeg ikke. Ved fire tiden hver morgen kom præsten til bedehuset og læste af koranen; for det meste var der ogsaa et par unge mænd med. De faldt paa knæ ved siden af mig med koranen foran sig, og saa gik det løs, en ustandselig mumlen fra alle tre, og saadan kunne de blive ved i næsten en hel time. 

Oberløtnanten kom flere gange og besøgte mig, og spurgte om jeg manglede noget, om jeg ikke kunne have nogle flasker vin, for jeg kunne godt faa saa mange jeg ønskede, men desværre maatte jeg jo sige nej. En kurer var blevet sendt tilbage til “Mosul”, og jeg blev saa afhentet med vogn, men det viste sig da at det ikke var kolera jeg havde, men armøbenrur.

 Mosul blev lejet en bygning, som blev indrettet til lazaret. De fleste bygninger er bygget som en lille fæstning, der findes kun en indgang, som løber ind i gaarden, og huset er bygget i en firkant med alle vinduer ind mod gaarden. Er der to etager, løber der en altan rundt om hele huset ind mod gaarden, og taget er fladt, omgivet af en halvanden m. høj mur mod mange skyde skaar.

Der var nu bleven sendt forskellige medikamenter og mikroskoper og alt hvad en Læge har brug for. Og fire søstre fra et nonnekloster var ogsaa kommet herned, den ene var endda komtesse, men nogle dejlige mennesker var de, og ikke bange for at tage fat. Og en overlæge, et prægtigt menneske, der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at lindre de syges smerter. 

I førstningen var vi kun tre syge foruden mig, en med kolera, en med malariafeber og en med tyfus. Jeg blev nu grundigt undersøgt og det viste sig at jeg havde gaaet alt for længe med denne sygdom. Det var armøbenrur, lægen sagde at han aldrig havde set det saa galt. Jeg maatte nu tre kure igennem for at blive helbredet, og hvad jeg fik af indsprøjtninger og medikamenter er utroligt. 

Jeg kan nævne hver dag to indsprøjtninger, en om morgenen og en om aftenen, den ene dag i brystet, den anden dag i armen, 200 gr. gibs 100 gr. ad gangen, det var næsten ikke til at faa ned, man skulle ligefrem skylle det ned med vand hver halve time, to tabletter usara, seks tabletter tanamin, og endelig om aftenen 15 draaber opium. I førstningen kunne jeg slet ikke have noget at spise, og jeg blev saa mager som et skelet, jeg skulle have vin at drikke, men naar jeg fik en teskefuld blev jeg saa fuld at det altsammen løb rundt for mig. 

Da jeg nu havde været der fire uger sagde lægen en dag til mig. Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal give dig mere, for nu har du næsten spist hele apoteket rent. Jeg svarede: ”Naar jeg bare kan faa noget mad ned, saa skal jeg nok blive rask igen”. Søstrene kom flere gange om dagen og spurgte hvad jeg kunne have, jeg maatte faa alt hvad jeg ønskede. De pillede marven ud af knoglerne og lavede maro og kødboller til mig, og de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg kunne blive helbredt igen, jeg var dem ogaaa meget taknemmelig derfor. 

Men med tiden blev det dog bedre, til sidst kunne jeg godt drikke en hel flaske vin om dagen. Nu kom der ogsaa flere syge til og det gik ikke altid saa godt, der var flere der maatte bukke under for sygdommen. Der kom ogsaa en katolsk præst, en mand paa 40 aar, han sagde at han ikke havde været en dag syg i hele sit levned. 14 dage i “Mosul” saa var han død.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

2. september 1916. Østafrika: Provianten slipper op. Hvad nu?

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Det, som var begyndt som en anstrengende March, blev til en Lidelse og en stadig Pine. Vi holdt ikke længere Regnskab med Dagene, men kun med de kummerlige Fremskridt, vi gjorde paa Kortet, og efter 4-5 Dages March stod vi uden Proviant til vore Bærere.

At købe eller rekvirere Proviant hos Befolkningen var en Umulighed, da alle de Bebyggelser, vi stødte paa, var tomme. Beboerne var flygtet til Skovs af Frygt for at blive presset til at være Bærere. Den Del af Østafrikas Befolkning, som ikke plejede at give sig af med dette Arbejde, var skrækslagne ved Tanken om at blive tvunget til at bære Byrder, og flygtede næsten altid, naar den saa en marcherende Kolonne.

Ved Rufijifloden, hvortil jeg senere kom, var de Indfødte af den Mening, at Aberne, som fandtes i stort Tal dér, meget vel kunde tale, men de gjorde det blot ikke, naar der var Mennesker i Nærheden — af Frygt for at komme til at bære Byrder. Saa stor var Respekten for Bærerarbejdet i de Stammer, hvor det ikke var en Tradition, og „Bærerstammerne“ boede oppe omkring de store Søer, som nu ikke længere var i tysk Besiddelse.

Af disse Grunde blev det nødvendigt for os at tage selv, naar vi engang imellem stødte paa dyrket Jord. Det var navnlig Majs, man dyrkede i disse Egne, og den var ikke helt moden, men altid bedre end ingenting. En Del af Markerne blev slaaet, den umodne Majs ristet og derefter knust til Mel mellem Stene.

Stache sagde, at han meget nødig greb til denne Udvej. Han havde levet saa længe i Landet, at han fuldt ud: kendte de Indfødtes Skikke. Navnlig i Urskovsdistrikterne saaede de aldrig mere, end de selv kunde spise, og naar Jorden var træt af. at give, lod de Marken ligge og valgte sig en ny.

Vor Hærgen i Majsmarkerne vilde betyde Nød for Beboerne, maaske Plyndringstogter og Stammekrige, men vi havde intet Valg og kunde ikke lade vore trofaste og taalmodige Bægere sulte.

I Forvejen havde de det strengt nok. Marchen gennem Bjergene var
usandsynlig besværlig, og vi kom kun ganske smaa Distancer igennem paa en Dag.

Klimaet vekslede næsten fra Time til Time fra klar og frisk Luft i Bjergene til tung og dampmættet Luft i Dalene og en næsten uudholdelig mættet Fugtighed i Skovene.

Vi var inde i den varme Aarstid — det europæiske Efteraar, der er Sydafrikas Tørketid — og i Dalene, hvor Luften stod stille som i en Gryde, var Varmen ofte utrolig koncentreret. Vort Tøj klæbede til Kroppen og Sveden drev ned ad vore Ansigter, hvert Skridt kostede Anstrengelser i denne glubende Hede.

Her kneb det ogsaa med at finde brugbart Drikkevand, men heldigvis stødte vi ofte paa aldeles vidunderligt Vand paa Højderne, og det var vor store Trøst paa denne Safari. Vi kunde støde paa Kilder, hvor Vandetbaade var koldt og krystalklart, og det satte altid Humøret stærkt i Vejret hos vore 450 Bærere.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

24. juli 1916. Brev fra Frits Clausen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 24.VII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Nu har vi havt 2 store Glædesdage lige kort efter hinanden. Den første bragte os de første af de ventede Landsmænd og den anden Deres kære Brev med Fotografierne og Servietterne fra 6. Juli.

De nyankomne er: Jens Hansen fra Storde ved Bredebro Landv. Rgt 84. og Ottensen Dall fra Birkelev ved Skærbæk. Res. Inf. Rgt 223.

Det var jo ikke mange, men om saa bedre er Sindelaget paa dem.

De bragte os Navnene paa flere andre, der er i Persia (rimeligvis paa Arbejde). Da de ikke var paa Listen, men dansksindet, har jeg strax indberettet Navnene til Moskau. Vi venter paa Resten hver Dag. Jeg
skal nok meddele Navnene, Hjemsted og Rgt. Nummer saa snart de er kommen.

Jeg forstaar ikke at der ingen kommer fra Fronten der maa da være kommen nogle i Fangenskab nu i den senere Tid.

Frits Clausen
Frits Clausen

De skriver om at være forsigtig. Ja, det er vi ogsaa nu. For uforsigtige
Ytringer i Breve til Slesvig kan De nu være rolig. Kommandanten
her censurerer nemlig alle Breve og Kort inden de gaar ud af Lejren
og hans Tolk for den danske Correspondances Vedkommende er jeg.

Jeg giver alle Kort og Breve til Slesvig, der indeholder det allermindste om vor Særskillelse tilbage. Den Vej kommer der ingenting, men der kan jo endnu fortælles noget fra Danmark. De fleste af os her skriver jo til en Slægtning ved Grænsen, der saa skriver Indholdet af Brevene hjem til Familien. Den Vej kan vi jo ikke stoppe. Jeg har imidlertid advaret Kammeraterne og nu efter at De har skrevet det samme skal alle nok være yderst forsigtige.

Vi trøster os jo med at der ikke bliver ret meget tilbage af Tyskland, for skal vi derigennem vil vi vist ikke alle kunne undgaa  Ubehageligheder. De maa erindre, at der i denne Lejr kommet mange Fanger, der skal paa Arbejde, deriblandt ogsaa Tyskere. Vi kan endda nok komme ud med dem i de Par Dage, de er her, men værre er det med de andre Nationer som Serber og Tjekker, naar de hører nogle højrøstede prøjsiske Talemaader en Gang imellem.

Serberne har endog flere Gange ladt de tyskvenlige deres Uvilje mærke ret følsomt. Det vilde derfor være os en stor Glæde om vi efter Krigen ikke behøvede at skulde gennem Tyskland, men kunde stige i land paa Toldboden som danske Undersaatter. Ja, hvor vilde denne Gensynsdag da blive til en Helligdag for os, der ikke taler om meget andet nu end alle de Fremtidshaab Freden vil opfylde.

De skriver om Skolehold i de andre Lejre. Jeg havde her faaet et Kursus i russisk i Gang. Det var en nyvunden Ven og Kammerat af mig, en tjekkisk Ingenieur, der var saa venlig at vilde lære os det. Han taler det perfect. Men beklageligvis gik det efter kort Tids Forløb igen i Staa og Skylden laa hos Danskerne. Der er i det Hele for meget af den gamle Jydenatur i de fleste her.

Saa jeg havde tænkt paa at faa nogle Foredrag i Gang om vort egen Folks Historie. Vi har jo nogle Bøger, man nok kunde bruge som Haandbøger. Jeg fandt dog ingen stor Interesse og vilde derfor vente med at begynde paa det, til Vejret ikke tillod os at være saa meget ude. Det er saa uhyre beklageligt at man ikke kan faa saadan noget i Gang, tilmed da vi havde det i Sibirien med Tydskerne. Men det kommer nok. Jeg skal nu, opmuntret af Deres Brev begynde paa ny og nu skal det prøves. Hav derfor Taalmodighed til næste Brev, saa kommer der en Meddelelse derom.

Bøger tror jeg ikke vi mangler. Det skulde være en dansk  Literaturhistorie og maaske ogsaa en Grammatik. Hvis det ikke er for meget vilde jeg gerne bede om en dansk-tydsk Ordbog til en polsk Student, der flittig lærer dansk. Der existerer vist ingen  dansk-polsk Ordbog, ellers havde det jo være at der kunde findes en ung dansk Philologus der vilde forære ham en saadan.

Det er en uhyre intelligent Mand, der har studeret sit Folks Sprog og Historie og ved at fortælle derom med en Kærlighed og Varme, man kan misunde ham. Jeg beflitter mig at henlede hans Opmærksomhed paa vort lille Fædreland og er næsten ved at tro at mine Ord har vakt en varm Interesse hos ham. Det vilde glæde mig, om der skulde findes en ung Student derhjemme, der vilde sende ham Bogen. Maaske den kunde sendes ham direkte.

Hans Navn er Biel. Addressen ellers som vor. Han er en Ven af os alle, ligesom Tjekkerne og det er en Glæde at høre disse fremmede
Folkslag prise Danskerne her. Det tror jeg nok at kunde sige uden at
overdrive, at vi har gjort vort Folk Ære her i det Fremmede.

Ja, nu havde jeg nærved glemt at fortælle Dem om, hvor dejligt det
ser ud i vor Haveanlæg. Tænk alle Valmuer staar nu med de dejligste
Blomster.

Det er rigtig de gode varme Farver af vort gamle Flag. Jeg
havde forleden en stor Bouquet med til nogle polske Damer i et stort
Hospital her i Nærheden, hvor der nu for Tiden ligger en af os i Malaria. (Han er rask og kommer hjem i Morgen) og deres Beundring
kendte ingen Grænser. Jeg sagde til Dem: “Ja, tænk saa, at denne
Blomst af mange Landmænd derhjemme kaldes for Ukrudt. Hvordan
tror De ikke, at det maa være i et Land, hvor man har sligt Ukrudt.”

Jeg er jo nemlig bleven Feltskær nu i Lejren og kommer derfor
udenfor Murene en Gang imellem i Ærinde til Apothek eller Hospital.

Jeg er rigtignok ikke færdig med alt, hvad jeg vilde skrive, men paa
Grund af Censuren vil jeg dog slutte med en hjertelig Hilsen fra os
alle 26 til vort gamle Land, vore Velyndere, men ganske særlig dog til
Dem vor kæreste Herr Rasmussen.

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

18. juli 1916. Hvide bønner giver “gasangreb” ved Verdun

Senest ændret den 22. juli 2016 8:54

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Efter at vi ca. 40 unge fra Ldw. 85 var havnet ved vort nye regiment, Res. Inf. Regt. nr. 88, i skovlageret nord for Monchetin, blev vi foreløbig tildelt 2. bataljon som en slags 5. kompagni. Det var på flere måder en større forandring for os, thi Ldw. 85 havde sit hjemsted i Sønderborg, mens 88 hørte til 18. armekorps og havde garnison i Hanau i Hessen, der lå 700 kilometer borte fra Sønderborg.

Tillige var vi tidligere kun godt 100 mand i kompagniet, mens vi her tilnærmelsesvis kom op på fuld krigsstyrke, altså 250 mand. Så I kan nok forstå, at der blev pladsmangel, da vi kom til at bo i nogle lave barakker og sov i tre-etagers senge, hvor jeg blev anbragt på øverste etage og lige under taget. Luften var ikke god her, ja, særdeles forpestet, fordi der dag efter dag serveredes store, hvide bønner, der altid gav visse » bivirkninger«. Og jeg i øverste etage så min fordel i at flytte ud i det fri og kampere under træerne, hvor der var godt med frisk luft og høj himmel.

Men snart fik vi marchordre, og hele bataljonen med musikken i spidsen gled ned mod en jernbanestation ca. 20 kilometer borte, og vi, der dannede et ekstra 5. kompagni, trampede som et »vedhæng« bagest.

Ankommet til banegården blev vi indladet i kreaturvogne med påskriften: 48 mand eller 6 heste, men jeg er overbevist om, at der var bedre plads til 6 heste end til de 48 mand, der oven i købet skulle have fuld oppakning med.

Efter en nats kørsel nåede vi næste morgen en station mellem Metz og Verdun, men altså på den franske side af grænsen, hvor vi blev indkvarterede i en lille landsby, hvis beboere endnu drev deres ejendomme selv, men deres landbrug og levevis syntes efter vore begreber at være ret gammeldags. Hvad der ikke virkede tiltalende på mig var eksempelvis, at alle steder lå møddingen foran vinduerne og ud til vejen – et til visse uskønt syn.

Det var også en trist tilværelse, disse mennesker fristede; det forekom mig, at de over for militæret åbenbart var fuldkommen retsløse: Et sted anvendte artilleristerne deres stue som stald for deres heste, og da der var knebent med plads, havde de slået en skillevæg ned, og indgangsdøren var revet bort. så åbningen kunne agere »stalddør«.

Men vi flyttede, da der ikke var plads til os, hen til en lille by, der var vokset op om en fabrik, og vi fik logi i gymnastiksalen.

Der sporedes også en forskel på anden vis mellem de to troppedele, bl.a. i hygiejnen. Ved 85. havde vi så omtrentlig fået bugt med de »små grå«, men her ved 88. trivedes de ypperligt – og da vi dagen efter havde appel med spisegrejer og tæerne, da var der også en betydelig forskel at spore, hvad både lægen og feltvebelen konstaterede, idet de fremhævede os som et eksempel til efterfølgelse.

Spændende var det, da vi skulle fordeles på de forskellige kompagnier, idet vi otte nordslesvigere gerne ville blive i nærheden af hinanden, og det var så heldigt, at 5. kompagni netop behøvede ti mand, så vi otte gled med der. Selvfølgelig kunne vi jo ikke komme i samme korporalskab, men vi var da sammen alligevel.

Da hele regimentet nu var samlet, flyttede vi lidt nærmere Verdun og kom så til at bo i Betainvillers, en landsby, som var forladt af indbyggerne, men ellers ikke meget ødelagt.

DSK-årbøger 1970

11. juni 1916. Med kamel mod Mosul

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den 5. juni gaar turen videre, det er 21 dages rejse herfra og til “Mosul”.

Det er ikke en behagelig rejse for det er alt ørkenland, og med vandet vil det ogsaa blive knapt og saa er der en hede midt paa dagen kan vi slet ikke vise os uden for teltet, lægger man et stykke jern i solen bliver det saa varmt at man ikke kan tage fat paa det. 

Vor afdeling og artilleriet drager tilsammen, vi har ogsaa kamelkaravanen med os. Marchturene er ikke saa lange, de retter sig altid efter hvor der findes vand. Oaser som vi kalder dem. Vi drager altid tidligt afsted omkring kl. 3. om morgenen, saa vi staar op kl. 1. det er jo lige ved den tid hvor I derhjemme gaar til ro, for vi er jo hele tiden en 3. timer før. 

Nu kommer der en strækning hvor der ikke findes vand, og kamelkaravanen skal være to dage om den tur. Afdelingerne er draget forud, de kan klare det i en dag. Jeg er blevet tilbage med 4 mand til bevogtning af karavanen.

I dag er det første pinsedag d. 11. juni, vi er gæst i en araberlejr hos føreren for kamel-karavanen ”Haschi Jasin”. 

Til frokost faar vi brød med med smør, æg og sukker. Brødet er friskbagt, smørret er paa en tallerken med sukker paastrøet, vi bryder saa et stykke brød af og dypper det i smørret, for de spiser jo med fingrene.

Middagmad spiser de først efter solnedgang, da faar vi dampet ris med hønsekød og kogte æg og en mokkakaffe, men der gives kun en liden mundfuld ad gangen og der bliver drukket af en kop, men det smager os dog helt fortræffeligt. Jeg har nok set det før paa billeder naar de sidder paa huk i en kreds rundt om en skaal, men det er dog første gang jeg har været med dertil. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

20. april 1916. Feltbrev fra Serbien: “Kønne er de ikke …”

Ved den græske Grænse, i April.

Efter at have ligget 8 Dage paa Jernbanen og gjort 2 Dagsmarcher har vi nu naaet vort Bestemmelsessted. Jeg er atter kommen til mit gamle  Kompagni, sammen med mine gamle Venner. For Tiden ligger vi i Reserve
ved en By ved Vardarfloden. Vore Dækninger har vi gravet ind i Bjergene, hvad der ikke har været et let Stykke Arbejde, da næsten alt er Sten. Men det er nødvendigt paa Grund af de franske Flyveres livlige Virksomhed.

Om Dagen har vi Ro. Vor Virksomhed begynder om Natten. Det gaar over Bjerge og Dale i Maaneskin til Hovedstillingen, som vi stal udbygge. Fra Klokken 8 til 1 arbejdes der ivrigt med Spade, Hakke og Sprænges. Naar saa vort Nattearbejde er endt, gaar det samme Vej tilbage, altid i Gaasegang, da Vejen er smal. Saa har vi for det meste Ro igen til næste Aften.

Selve Rejsen herned var meget interessant, den førte jo gennem helt nye Egne, Serbien og Makedonien. I en lille By før Belgrad blev vi liggende halvanden Dag.

Batajnika ligger 30 Kilometer fra Belgrad. Efter at have faaet Forplejning og Lønning gik vi ud i Landsbyen, som ligger lidt afsides fra Banen. Det første, man støder paa, er Soldatergrave fra 1914/15, en Tid, da Serberne endnu stod ved Donau og Save. Om Kamp fortæller ogsaa en Del ødelagte og nedbrændte Bygninger. Befolkningen er vel ogsaa for en Del serbisksindet, og en Del forladte Gaarde vidner om, at deres Beboere er flygtede med Serberne.

Om Dagen var Byen som uddød. Kun hist og her et Par Børn, som render efter en og tigger om „Kreuzer”. Ellers undtagen en bjæffende Hund intet levende Væsen. De voksne Beboere og større Børn er alle ude paa Markarbejde eller vogter store Flokke af Kreaturer, Faar og Svin, som endrægtigt Side om Side søger deres Føde ude paa de store Græsmarker.

Næsten skjult i Græsset ligger de smaa hvide pyntelige Huse og Gaarde. En høj Mur og Port ud til Gaden forhindrer alt Indblik i Gaardens Indre. Men der er intet at skjule. Alt vidner om Renlighed og Ordenssans. Intet overflødigt Redskab staar omkring; alt er paa sin Plads. Ud til Gaardspladsen har næsten hvert Hus en Overbygning, baaren af Søjler. Vinranker snor sig omkring dem op til Taget. Gamle blomstrende Kastanjetræer hvælver deres brede Kroner beskyttende over Hus og Gaard. Syrener og blomstrende Frugttræer udstrømmer en tung, bedøvende Duft. Og over det hele en blændende Sol fra en dybblaa
Himmel. Der er Sommer i By.

Lige saa idyllisk et Indtryk selve Landbyen gør, lige saa tarveligt er Beboernes Udseende. Høje og magre med solbrændte Ansigter ser man dem om Aftenen vende tilbage fra deres Markarbejde. Kønne er de ikke, og deres tarvelige brogede Paaklædning gør ikke Helhedsindtrykket bedre. Ordknappe og næsten afvisende er de for fremmede. Kun smaa er deres Krav til Livet.

Et uudsletteligt Indtryk gjorde Aftenen paa mig. Solen var allerede forsvunden bag Horizonten, og kun et lyst Skær viste, hvor den var gaaet ned. Fra en funklende Stjernehimmel sendte Maanen sit milde Skyer ud over det flade Land, spejlende sig i de mange smaa Søer og Vandløb. Fra Mosekærene lød Frøernes Kvækken, og et enkelt Fugleskrig brød Stilheden.

Længselsfyldte og højtidelige tonede Soldaternes Sange om! Hjemstavn og Arne ud i den stille Aften, mens jeg gik mig en Tur alene igennem den lille By. Hist og her et Lys i Stuerne, ellers intet Tegn paa Liv. En sovende By. Kirketaarnets forgyldte Kors funkler i Maanelyset. Næsten spøgelseagtigt hæver de hvide Gravkors og Sten sig fra den mørke Baggrund. Alt aander Tryghed og Ro. Man glemmer for en Stund, at der er Krig. Og mens man vandrer ensomt, gaar Tankerne paa Langfart. Hjem higer de, til den kære gamle By ved den blaanende Fjord, til en lille Rede, som huser dem, der er en kære. Saa langt, langt borte fra Hjemmet gaar man drømmnde og nynnende hen for sig — en gammel hjemlig Sang — til
et Alarmsignal kalder en tilbage til Toget — til Virkeligheden.
O. M.

(Flensborg Avis 22. maj 1916)

12. april 1916. “… lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.

Onsdag aften d. 29. marts passerer vi den tyrkiske grænse og onsdag aften er vi i Konstantinopel. Vi har nu været ni døgn under vejs fra Berlin, men vi har jo ellers haft det helt godt, vi var kun tre mand i kupeen, saa vi kunne jo nok ligge ned om natten, en mand paa hver bænk og en paa gulvet, saaledes kunne vi godt blive ved med at køre til krigens ende.

Storstaden ved det gyldne horn. “Dronningen af alle byer” har man kaldt Konstantinopel. Og i virkeligheden er der ingen overdrivelse heri. En kæmpe stad saa vidunderligt beliggende, saa umaadelig interessant som ingen anden, men ak, i et utroligt forfald, uden orden, uden administration, næsten middelalderlig. Men alligevel lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel.

Alt forfalder i Konstantinopel. Allah sørge for sig og sine og først naar huset er ved at falde sammen over hovedet paa ham af ælde, indser han nødvendigheden af en lille reparation. Den er imod Allahs vilje. Denne hensmuldren hører ganske vist med til orientens karakter.

Men europæeren, som har døjet med tiggere i tusindvis, med urenlighed uden sidestykke paa offentlige gader og den smudsige tunnelbane som fører folk op fra Galata til det højtliggende moderne kvarter Pera – kan alligevel ikke lade være med at tænke som saa: hvad kunne der ikke blive af denne storstad hvis blot enkelte dele af den blev moderniseret en smule. Tænk hvis her kom rene gader nye kloaker, lidt orden og administration. Hvilket paradis kunne denne europas smukkeste by ikke blive, hvilke rigdomme ville der ikke strømme ind til den!

Men tyrkerne er ikke forretningsfolk. Der er ingen storindustri i Konstantinopel, kun en smule detailhandel og der gøres intet for at drage fremmede til byen. Man fortrædiger dem tværtimod med chikanøse pasbestemmelser, plukker dem og snyder dem, hvor man kan og forlanger tilmed bestandig ublu bestikkelsesgratialer. Det gælder dog kun embedsstanden og andre funktionærer, hvem en udlænding kommer i berøring med – selve den “brede” befolkning er berømt for sin ærlighed.

I eftermiddagstimerne, naar den bedre verdens damer gør deres indkøb, kan her være nok saa livligt. Udenfor magternes ambassader patrouillerer skarptbevæbnede soldater. De fine modebutikker rivaliserer med Paris og London.

Med nysgerrig interesse betragter man tyrkinderne, hvis liv henglider som et ørkenløst dolce far niente. Saa snart hun forlader haremet anlægges sløret, der bæres af alle kvinder. Hos de yngste fruer er sløret dog saa tyndt at det næsten er gennemsigtigt. De fleste bærer en art kappe der ligger tæt til kroppen og fremhæver alle legemets linier, dertil et langt hvidt tyllsslør, koket slynget om panden og den underste del af ansigtet og tilbage over skuldrene. At se for ivrigt efter en saadan tilsløret skønhed paa gaden eller i teateret kan medføre store ubehageligheder.

Naar man besøger bazaren, en gade, en smøge kan man godt kalde den, den er maaske tre m. bred og overdækket med glas, der er hul i muren paa begge sider af gaden, paa størrelse af 3 x 3 m., med en klap til at lukke for med. Der sidder saa alle købmænd i håb med benene over kors og falbyder deres varer. Og der er varer af alle slags, fra de billige japanske trykte bomuldsstoffer, en udendelig mangfoldighed af kobberarbejder og simple sølv og guldarbejder.

En dag var vi opstillet til parade for sultanen da han kom kørende til sin Moske, omgivet af sine ministre og fulgt af sine yndlingshustruer der vogtes af kulsorte negre. Sultanen stillede sig op i døren til Moskeen og vi defilerede i parademarch forbi ham.

Vi var ogsaa en tur ude at sejle paa Bosporus, det er det der forbinder Marmarahavet med det sorte hav, der ude har tyrkerne deres flaadebasis, der laa to tyske krydsere “Göben” “Breslau”. De havde været paa togt i middelhavet da krigen begyndte, saa de kunne ikke komme tilbage, de var saa sejlet ind til Konstantinopel.

Et par dage forinden havde de været paa togt i sorte havet sammen med den tyrkiske flaade og da det var usigtbart vejr blev de pludselig overrasket af den russiske flaade, som var meget stærkere end de andre, saa de maatte skyndsomt tage flugten. De bar ogsaa tydeligt spor af træfningen og havde flere huller i siden.

Nu har vi næsten været 14 dage her i Konstantinopel, men vi har ogsaa haft nok at bestille for alle vores sager skulle vi ha’ sejlet over til ”Haidar-Pascha”, som ligger ovre paa den asiatiske Side, her er der ingen baneforbindelse ind gennem Anatolien.

Den 12. april gaar turen videre.

Vi hører mere om hans færden den 29. April.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)