Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.
Kl. 1 om Natten blev vi purret ud, og vi fik hver 1 Kilometer Telegraftraad paa Nakken. Vi var ialt 5 Mand og 1 Officer, vi skulde ud i den 3. Skyttegrav, og der skulde vi vente, indtil Infanteriet gik fremad. Da vi var naaet halvvejs, fik jeg saa store Smerter i Maven, at jeg næsten ikke kunde gaa; hver 10 Minutter maatte jeg træde ud, og jeg blev derfor langt tilbage fra de andre, saa at jeg maatte løbe for at indhente dem.
Kl. 4 naaede vi Skyttegraven, hvor vi skulde vente. Da jeg var bleven noget tilbage, kunde jeg ikke straks finde mine Kammerater. Deres Telefontraad fandt jeg i et Granathul, hvor jeg ogsaa kastede min Rulle. Da det var meget koldt denne Nat, begyndte jeg snart at fryse og søgte derfor efter et Sted, hvor der var lidt lunt, jeg anede ikke, hvor længe vi endnu skulde vente.
Jeg kravlede et Stykke hen i Skyttegraven og fandt 3 Soldater, der i en Hule varmede sig ved et lille Baal; og jeg fik straks Lov til at være hos dem. Paa en fri Plads i en Krog satte jeg mig og faldt i Søvn.
Kl. 6 blev jeg atter vækket ved en frygtelig Allarm; hele Jorden rystede, og nu vidste jeg. Hildurs Leg var i fuld Gang; 5 Minutter efter hørtes det uhyggelige Raab »Gaaaaas«, i en Fart fik vi alle Gasmaskerne for Ansigtet.
Kl. 7 fandt jeg mine Kammerater, som søgte efter mig; efter at vi havde faaet Traadrullerne samlet op, gik vi igennem en frygtelig Granatregn. Granatstumperne peb os om Ørene og vi mærkede Lufttrykket, de fremkaldte. Ingen af os troede, at vi skulde komme godt fra denne forfærdelige Granatregn.
De af os, som ikke havde set Lig i Mængde, fik den Dag nok at se. Der kom mange saarede os i Møde; de ilede tilbage for at komme ud af denne frygtelige Ild. 200-300 tyske og franske Flyvemaskiner brummede over os.
Efter en Times Tid kom vi til en Ruin af stor Gaard, som kaldtes Duborger Hoff. Herfra skulde vi begynde med Udlægningen af Telefontraaden, men da Franskmændene skød som rasende, ventede vi endnu en halv Time bag Ruinen. Vi gik derefter videre langs med en Jærnbaneskinne, medens den første lod sin Traad løbe af Rullen.
Efter et Kvarters Tid bøjede vi af til højre og kom ud i en Lavning, hvor der stod en halv Alen Vand, men vi maatte over og kom saa til en bred Kanal. Vi kastede først Traadrullen over; da jeg kastede min Rulle, kom den godt over paa den modsatte Bred af Kanalen, men den trillede tilbage og faldt i Vandet.
Nu haabede jeg at slippe fri for at slæbe paa den, men Tak Skæbne; Officeren fiskede den op igen, og nu var den bleven et Par Pund tungere. Kanalen var 3 Meter bred og vi kunde ikke springe over den; og vi maatte derfor vade igennem og blev selvfølgelig drivvaade.
I rask Tempo gik det nu videre og efter en halv Times Forløb mødtes vi med en Del franske og engelske Soldater, der var falden i tysk Fangenskab og mange af dem havde deres saarede Kammerater med. Jo længere vi kom frem, desto grueligere blev det Syn, der mødte os; tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.
Det saa sørgeligt ud, men værre var det dog at høre paa deres Jammer og Skrig. Mange laa og raabte Navnene paa deres kære derhjemme, andre væltede sig om i deres Blod og jamrede sagte, atter andre laa stille hen med foldede Hænder og sendte deres sidste Bøn til Gud.
Vi kom ogsaa uvilkaarlig til at tænke paa vor sidste Time.
3 Kilometer foran os laa Kemmelbakken og til Højre for denne Kemmel By. Jo nærmere vi kom til Bakken des stærkere blev Ilden, og vi saa, hvorledes mange Soldater blev fuldstændig reven i Stumper og Stykker af Granaterne.
Da vi kom tæt hen til Bakkens Fod, kom der to Soldater, hver med en stor Hvedekage i Haanden og huggede i sig af den som sultne Ulve. Vi ønskede at vide, hvor de havde faaet Kagerne fra, og da de fortalte os, at de havde fundet dem i en fransk Skyttegrav der i Nærheden, og at der var flere af den Slags, var det selvfølgelig »Habs« for os.
Hver af os vilde være den første, og det hjalp ikke, at Officeren raabte, at vi skulde stanse; vi lod, som vi ikke hørte det, vi havde kun Tanker for Kagerne. Jeg var den første, der kom til Skyttegraven, hvor jeg fik fat paa en 4 Pd. tung Kage; den smagte godt, maaske nok lidt af Gas, men den blev fortæret med det samme.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).