Tag-arkiv: Ilddåb

21. april 1918: Asmus Andresen – Ilddåben

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen ved fronten.

Kl. 6 kom der Bud, at det Mandskab, der var kommen Dagen før, skulde lave sig færdig til at gaa i Ildstilling. Det ældre Mandskab sagde, at vi skulde ilddøbes, hvilket just ikke var opmuntrende. Saa gik vi til Køkkenet for at faa Mad for denne Dag.

Vi fik udleveret 70 gr. Brød, en Spiseskefuld Smør, 2 Cigarer, 4 Cigaretter og en Liter Rom. Da jeg hverken ryger eller drikker, solgte jeg mine Rygevarer og Rommen for et Stykke Brød. De fleste drak deres Rom med det samme for at blive mere modige.

Vi var 16 Mand, der skulde i Udstilling. Vore Tornystre og Karabiner blev læsset paa en Vogn, som 10 Mand kunde køre med, Resten skulde gaa bagefter.

Jeg foretrak at gaa bagefter for at være mere frit stillet, hvis en Granat skulde falde i Nærheden af os. Vi passerede tværs over Marker, som var oversaaet med Granathuller. Efter 2 Timers Marsch kom vi igennem en fuldstændig ødelagt By, Warneton, men kom ogsaa nærmere og nærmere til Ildlinien, enkelte Granater slog ned i Jorden med et vældigt Brag, men for det meste 4-500 Meter fra os.

Mandskabet paa Vognen begyndte nu at kravle ned, da de saa, at Granaterne efterhaanden blev mere nærgaaende. Jeg var nu træt og maatte se at komme op i Vognen. Vi naaede allesammen hen til Pløksteder-Skov. Derfra skulde vi gaa til Fods for at skaane Hestene saa meget som muligt.

Da vi havde faaet fat paa vore Tornystre og Karabiner, kom der en fransk Flyvemaskine over os. Der blev befalet, at vi skulde staa stille, for at Flyveren ikke saa let kunde opdage os.

Pludselig blev der aabnet en frygtelig Ild mod Flyveren; der faldt over 1000 Skud fra Afværgekanonerne og Maskingeværerne, saa mange Skud havde vi ikke tidligere hørt paa en Gang, og vi vidste heller ikke, om det var Franskmænd eller Tyskere der skød; det knitrede og bragede til alle Sider, men vi kunde hverken se Kanoner eller Maskingeværer. Alt var tildækket, for at Flyveren intet skulde se.

Det er jo let forstaaeligt, hvordan vi 18-aarige Soldater, som ikke havde været med før, var til mode, og jeg tør paastaa, at Bukserne rystede paa os allesammen, men vi blev ellers senere vant til et saadant Liv.

Da vi havde faaet Tornystret paa Nakken, gik vi videre, og efter en halv Times Marsch naaede vi til en Bakke, som Tyskerne kaldte Nachtigal Høhe; her stod vort Batteri. Kanonerne stod nedenfor Bakken, som vi skød over efter Franskmændene. Her var det let at se, at det var gaaet haardt til.

For 8 Dage siden havde Egnen været besat af Englænderne. Jorden var gennemrodet at Granater; der laa mange døde Mennesker og Heste. Vi var inderlig bedrøvede og meget bevægede ved at se paa de dødes gruelige Saar; vi vidste jo ikke, hvorlænge det vilde vare, før vi laa ligeledes med sønderrevne Lemmer.

Saadanne Tanker fik vi ikke lang Tid til at beskæftige os med, thi nu var vi naaet helt hen til Batteriet, hvor vi blev modtaget med glade Udraab af Kammeraterne, som vi skulde afløse. De fortalte, at Flyveren, vi havde set, havde kastet 2 Bomber ned til dem, derfor vidste de, at Stillingen var opdaget, og at vi kunde vente stærk Beskydning samme Dag. Vi blev straks fordelt til Kanonerne.

Jeg kom til 2. Skyts. Vore Tornystre pakkede vi ned i et Hul, der var gravet ind i Bakken; der skulde vi ogsaa sove, men vi maatte straks have fat paa Kanonerne. Vi havde aldrig før set den Slags Kanoner, som vi nu skulde skyde med, hvorfor vi først fik en Forklaring om, hvorledes vi skulde lade dem.

Saa begyndte vi at slæbe Granater hen; det var intet let Arbejde, thi hver Granat vejede 260 Pd., de laa i smaa Dynger, 4-50 Meter fra Kanonerne. Vi var 10 Mand ved hver Kanon, en skulde rette Kanonen ind, en skulde pakke Granater ud, 4 skulde slæbe disse hen til Kanonen, en Mand skulde slæbe Krudt, en skyde Kanonen af, og en Mand stod som Reserve. Vi kunde skyde 120 Skud i Timen. Kl. 1 kom Køkkenvognen med Mad til os, som vi spiste med god Appetit.

Da Klokken blev 2 begyndte vi at grave os en Dækning tæt ved Kanonen. Materialet hertil hentede vi i en lille Skov, som var bag vort Batteri. I denne Skov, laa et Batteri, som Englænderne ikke havde faaet med sig, saa det var tydeligt, at Englænderne havde holdt ud til det sidste Øjeblik.

Ved en af Kanonerne laa der 5 døde Englændere, 2 laa med hver sin Granat i Armen, og en med Aftrækkersnoren i Haanden. Ved en anden Kanon laa der 2 døde, den ene sad oprejst med sine Strømper i Haanden, den anden laa foran ham med Forbindssager i Haanden og har vel sagtens været i Færd med at forbinde sin saarede Kammerat.

Kanonerne havde de ødelagt, før de overlod dem til Tyskerne. Bag dette Batteri fandtes en engelsk Skyttegrav, ogsaa der laa mange døde, nogle af dem laa endnu med Geværet i Skydestilling. I disse Skyttegrave fandt vi meget Kød, Konserves, Kiks og Ost, saa vi forstod, at de havde haft Overflod af Spisevarer. Vi ragede i timevis i disse Skyttegrave for at finde noget spiseligt. Der fandtes mange halvfordævede Kødkonserves, som dog blev spist med god Appetit, men foranledigede mange daarlige Maver.

Saaledes gik den første Dag ved Fronten.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

5. oktober 1916 – Johannes Christensen: Anstrengelserne er umenneskelige

Dette brev er det første 19-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – skrev hjem til sin familie, efter han fik sin ilddåb ved frontafsnittet Douaumont i Verdunområdet. I brevet nævner han tre brødre Thorvald, Alfred og Marthinus, som også er indkaldt ved den tyske hær samt svogeren Jacob.

Kære alle sammen!

Klokken er 21, men dog skal jeg se, om jeg kan få lidt skrevet i en fart. Der er ellers et spektakel, så man hverken kan høre eller se. De har nemlig fået udleveret et anker sprit i aften og så går humøret over forstanden straks.

Mange tak for Eders brev , eller rettere sagt dit brev, kære mor. For Agnes’ fra den 27. har jeg ikke modtaget endnu, men måske kommer det endnu. Vaflerne har jeg ikke fået, men de kan endnu komme. Smørret er kommet i går sammen med dit brev fra 22/9. Og i aften kom fra den 2/10. Det glæder mig, at I har det nogenlunde og at Thorvald er kommet hjem igen. Ja, Gud give, at han måtte blive helt forskånet, for at komme ud i det forfærdelige igen.

Jeg er lykkelig tilbage i ro igen og skal være her helt til den 13. Nu har jeg også prøvet noget af det værste man tænke sig, men min kære Gud bønhører mig nok, når jeg beder ham om mod og styrke til at gå det igennem alt sammen.  Forhåbentlig bliver vi ikke længe her, da anstrengelserne, der her må ydes, er umenneskelige. Om vi skal i stilling her ved jeg ikke, men sandsynligvis.

Ja! Gud give vi snart må få fred, men der jo ingen udsigter dertil endnu. Nu er Grækenland vel også kommet med, ser jeg lige i bladet. Blot I må holde ro derhjemme endda. Det glæder mig, at I har bestilt bladet til mig igen, så har man dog en lille anelse om, hvordan det står til i verden.

Fra Marthinus havde jeg brev i aften. Han er da gudskelov også i garnisonen endnu. Blot det må gå vor kære Alfred godt deroppe ved Somme. Nu ved man først, hvad det vil sige, når de siger granatstumperne piber om ørerne. Denne fornemmelse er ikke til at beskrive. Et guds under, at der er nogen, der er kommen godt fra det. Det regner nu hver dag, så det er et forfærdeligt pløre.

Det var dog godt, at Jacob ikke kom med til Somme.  Du kan ikke tænke dig kære søster, hvad det har at sige, at være i en god og udbygget stilling, hvor de kan opholde sig det meste af tiden, hvor ingen djævelske granater kan nå dem. Mens man her må opholde sig fem lange dage og nætter i nogle granathuller, som er forbundet med hinanden gennem en lille åben rende, og så ikke mere end 30-40 meter fra franskmændene, som af og til sender en portion håndgranater over i mod os. Dog håber vi næste gang, at den er lidt bedre udbygget, når vi skal derud igen.

Jeg er egentligt kommet til at skrive langt mere om det alt sammen, end jeg havde i sinde. Men nu behøver I jo da ikke at forestille jer det værre, end jeg har beskrevet det. Det er både godt og ondt at dølge noget.  Jeg holder det jo nok ud lige så godt som de andre. Vi holder jo modet oppe hos hinanden, så godt vi kan.

Jeg har en god ven i Hans Lindholm fra Ballum. Vi holder også godt sammen i tykt og tyndt og hjælper tro hinanden, når det ind i mellem kniber for en af os i en eller anden retning.

Nu håber jeg, at I har det godt derhjemme, I kære alle sammen. I har jo vidst længe ventet efter dette brev, men det har været mig umuligt at skrive før i aften.

Nu må I endelig ikke være alt for kede af det for min skyld. Jeg har det godt og når jeg blot ved, at I har det godt alle sammen derhjemme, er det mig den største trøst. Skriv blot en gang i mellem. Det er jo den eneste glæde, man har, når der er en røst hjemmefra.

Vær så hermed hjerteligt hilset fra eders søn og broder, Johannes.

Har Thorvald modtaget mit fødselsdagbrev, som jeg adresserede til Slesvig? Lidt sandpapir kunne jeg godt bruge igen. Hvor er Christian Petersen kommet hen? Jeg skriver så snart, jeg har blot har tid. Hils alle venner og bekendte.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Senest ændret den 2. februar 2016 10:52

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

20. august 1914. Slaget ved Gumbinnen: “Rette sich, wer kann!”

Senest ændret den 16. juli 2016 13:42

Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn, deltog i slaget ved Gumbinnen

Pludselig forlod vi Gosslarshausen, og efter at have passeret Kauernik og Neumark blev vi i Bischofswerder læsset på et tog og kom nu til Insterburg. Vi kørte over Dt.-Eylau, Osterode og Allenstein og blev over alt hilst af en krigsbegejstret folkemængde.

Russerne var med Vilna-arméen (General Rennenkampff) brudt ind over den østpreussiske grænse mod Insterburg og deres foreløbige mål var Danzig. Vi stødte sammen ved Gumbinnen, hvor vi den 20. august fik vor ilddåb.

Aftenen før fik vort kompagni post. Til mig var der intet, og jeg har vist, grundet herpå, set lidt modfalden ud, for min Hauptmann lagde hånden på min skulder og trøstede mig næsten kammeratligt med, at det kom nok næste gang. Dagen efter faldt vor Hauptmann (Bodemann).

Endnu før kompagniet havde formeret skyttekæde, modtog det de første artillerisalver, og efter kammeraternes udsagn tændte vor Hauptmann sig en cigar og opmuntrede sine folk med at sige, at det var sandbomber, der kom. Et øjeblik efter faldt han, ramt af et shrapnelskud, og kompagniet var lidt efter uden officerer, idet den ene løjtnant faldt og den anden blev såret. (…)

… de fleste af ens kammerater fra de to år i kasernen fandt døden den dag. Vort kompagni blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand, og det varede tilmed et par dage, før disse blev samlet.

Den taktik, der her blev brugt, var som til den fredeligste manøvre; det gik fremad i “Sprung auf, marsch, marsch”, indtil russernes stilling var nået, men efterhånden, som der under en så idiotisk måde at arbejde sig frem på tyndedes ud i rækkerne og blandt førerne, var der til sidst blevet råbt: “Rette sich, wer kann!”

DSK årbøger, 1945, s. 71ff.
1914-08-17 østfront kort

18. august 1914. Tirlemont – 86’ernes ilddåb

Senest ændret den 31. januar 2016 17:36

Af Regiment 86’s officielle historie:

Rygtet talte sandt.  Den 18. august, årsdagen for slagene ved Gravelotte og St. Privat i 1870, skulle regimentet have sin ilddåb. Vest for vandløbet Gette var der mellem Diest og Tirlemont konstateret stærkere fjendtlige styrker, der åbenbart skulle forsvare dette afsnit. Hele 18. infanteridivision skulle indsættes.

Spændingen steg til det ulidelige. Men endnu fire timers march var nødvendig.

Endelig mellem Heelenbosch og Orsmael begynder deployeringen: Brigaden, regimentet, bataljonerne, I og II bataljoner i forreste linje, III bataljon til højre opstillet bag ved I bataljon. I bataljon havde sat 1. og 4. kompagni, II. bataljon havde sat 7. og 8. kompagni i forreste linje.

IR20Til højre for regimentet lå infanteriregiment 20 fra 3. armékorps, til venstre lå infanteriregiment 84. Kamplinjen løb over Gette, så over banedæmningen Diest-Tirlemont mod nordvest, gennem de to landsbyer Neerlinter og Oplinter, omfattede en lille skov, Ouden Bosch, og sluttede ved bakken Schaffelberg.

Da deployeringen er tilendebragt, kommer ordren – at der skal spises!

Feltkøkkenet bliver kørt frem, og i al gemytlighed ikke ret langt fra fjenden bliver ”det sidste måltid” – som nogen kaldte det – indtaget.

 I mellemtiden er det blevet eftermiddag. Men nu går det løs! I kompagnikolonne går det ned i Gette’s brede dalenge. Terrænet er forfærdeligt. Grøfter, levende hegn, pigtråd, hække og endelig Groote Gette selv, en lille flod på 10 meters bredde. Ingen bro.

1914-08-18 Tirlemont

Da hjælper ikke noget, ”gevær og patrontasker i vejret!” og så ellers uden trit ”med Gud for Konge og Fædreland” ned i vandet til op på brystet. Adskillige snubler i den ujævne flodbund og tager så et ufrivilligt bad. Det medfører megen morskab og latter. Nogle hundrede meter på den anden side af floden Gette nås banedæmningen klokken 3,15 om eftermiddagen.

Voelkerkrieg 1014 mindre

Kompagnierne deployerer sig fra kompagnikolonne til skyttekæde. Modstanderen er kun 7-800 m længere fremme. Han ligger på de flade, nøgne højdedrag i en befæstet stilling. Allerede nu piber hans første projektiler.

Nu fremad! I lange spring går det over det åbne terræn. Så åbner også vi ild. Nu slår vort artilleris første granater ned også derovre. Men modstanderen skyder elendigt. De fleste projektiler går for højt. Det mærker soldaterne snart, og de er ikke til at holde tilbage. ”Bajonetterne på!” og under hurra-råb bryder man ind i den fjendtlige stilling.

Straks efter stormer I bataljon det brændende Oplinter hen mod kl. 4. I de fjendtlige skyttegrave ser det forfærdeligt ud. Artilleriet har ryddet voldsomt op blandt belgierne. Døde og sårede ligger tæt ved siden af hinanden. Størstedelen af de overlevende lader sig tage til fange. Nogle lykkes det at trække sig tilbage til nye stillinger.

Hurtigt formerer man enhederne igen, III bataljon blander sig med I, og II bataljon kommer nu i den anden linje. Frontbataljonerne går gennem Ouden Bosch, mens Schaffelberg, der hæver sig bag ved, bliver beskudt af vort artilleri. Nu stormer de op mod Schaffelberg, vor første linje får lige føling med ham. Fjenden opgiver hurtigt modstanden og rømmer nærmest i flugt størstedelen af stillingen. Vor forfølgelsesild strækker mange til jorden. Der bliver set bort fra en videre forfølgelse. Brigadekommandøren er bange for, at han så ikke kan styre sine karle.

Aftenen sænker sig. Stjernerne blinker gennem røgen fra de brændende landsbyer. Trætte, men opløftede og glade over den opnåede sejr bivuakerer 86erne i kampstillingerne under åben himmel. Der var ingen grund til overmod, for sejren var tilkæmpet mod en svagere modstander, der oven i købet havde savnet artilleristøtte.

Det var heller ikke sket uden tab. Løjtnant Reissmann og 16 mand var faldet, 60 mand såret, 12 savnet. Belgiernes blodige tab var meget store. 214 fanger havde regimentet taget.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen

18. august 1914. 84’eren “Chr.”: “Vi stod op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling”

Senest ændret den 31. januar 2016 17:31

Sønderjyden “Chr.”, infanterist i Regiment 84 “von Manstein” (IR84), fortæller om bataljen ved Tirlemont:

Vi naaede ud paa den anden Side Liége, og nærmede os den 18. August Terrænet omkring Tirlemont, hvor 84erne for første Gang kom i Ilden. Her fik vi, som det hed i Soldatersproget, vor »Feuertaufe«.

Det hele kom i Grunden temmelig overraskende. Vi marcherede fra Morgenstunden af, som vi plejede og mærkede intet, som kunde tyde paa, at der var belgiske Tropper i Nærheden. Ved Middagstid holdt vi Hvil. Feltkøkkenerne kørte op og delte ud af Gryderne.

Bedst som vi sad og var midt i Spisningen, kom Majoren susende og gav Ordre til øjeblikkeligt Opbrud. Ikke en Mundfuld maatte der spises mere. De, som ikke havde spist op, skulde bringe Resten tilbage i Feltkøkkenet og saa hurtigst muligt træde an i Geleddet.

Saa blev der »sværmet ud« i Skyttekæde, og vi gik frem over Markerne i spredt Orden. Forskriftsmæssig med korrekt Afstand, Gevær under Armen, nøjagtig som under en Felttjenesteøvelse hjemme i Garnisonen. Og var det mon i Grunden andet end en Feltøvelse? Et fikst Paafund af Majoren? Vi saa jo ingen Fjende, blev heller ikke beskudt. Vi hørte Artilleriet, men det var langt borte, og det hørte vi jo hver Dag.

Voelkerkrieg 1010 Belgiske skytter
Belgiske skytter

2. Bataillon rykkede frem ad en Vej, hvor Belgierne under Tilbagetoget havde fældet Træerne, saa de nu spærrede over Kørebanen og hindrede Fremrykningen. Jeg husker, at der i 6. Kompagnis Afsnit var en Roemark.

Hvordan det kom og hvordan det føltes første Gang at høre Kuglerne pibe omkring Ørerne, har jeg ingen klar Forestilling om mere; men jeg husker, det. var, da vi skulde til at forcere Roemarken, vi pludselig fik Ild. Det var første Gang. Og dog staar det for mig, som om det ikke gjorde noget overvældende Indtryk paa os. Det klaskede i Roebladene og det hvinede i Luften; men vi stod alligevel op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling.

Belgierne havde taget Stilling i den modsatte Ende af Marken. Kampen varede hele Eftermiddagen. Henimod Aften gik vi frem til Storm, men da tog Belgierne Flugten, og mange af dem blev saaledes skudt ned bagfra.

Ved Mørkets Frembrud faldt Byen Tirlemont, der dog laa udenfor vort Kompagnis Afsnit. Den Aften saa vi de første belgiske Krigsfanger og de første belgiske Kanoner, som var erobrede under Kampen. Nogen større Bataille var Fægtningen ved Tirlemont ikke. Ved vort Kompagni havde vi ikke synderlig store Tab, nogle enkelte Saarede, men saavidt jeg husker ingen Døde.

Almanak for Nordslesvig, 1935