Tag-arkiv: musik

6. juli 1918. Barsk begravelse og sort soldaterhumor: Ligtalen over resterne af den forhadte løjtnant får smilet frem

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Hen på natten kom der en granat og eksploderede i vor nærhed; vi hørte kun dette ene nedslag – og denne ene granat ramte netop Oberleutnant Ostermann, der var gået ud af tunnelen, vist nok på naturens vegne.

Han blev revet i stumper og stykker, og rygtet herom spredtes med det samme. Der blev ingen sorg blandt mandskabet over tabet.

Dagen efter kom der en kiste med køkkenvognen, og Oberleutnant Ostermann skulle lægges i denne, og 4 mand og en Gefreiter skulle bære ham ca. 20 km tilbage, her skulle han begraves på en kirkegård lige ved siden af kirken.

Bernhardt Kopp var med i dette kommando, og han fortalte, at de puttede kun hovedet og lidt af fødderne i kisten, resten smed de sand på, og før de kom til afleveringsstedet, fyldte de jord og sten i kisten, for at den kunne fa en passende vægt. Kisten blev godt tilsømmet og afleveret.

To dage senere skulle han begraves, med hele bataljonen som æreskompagni. Det var om eftermiddagen; vi stod der længe før højtideligheden begyndte på kirkegården. Kisten stod ved siden af den frisk opkastede grav tildækket med blomster og kranse (hvert batteri skulle binde et bestemt antal kranse, det besørgede de gartnere, der fandtes mellem mandskabet).

Bataljonens officerer med Excellence Bergmann og præsten i spidsen trådte ind på kirkegården. Vi stod ret. Musikken spillede en sørgemarch, dernæst sang vi et par salmer med musikledsagelse.

Præsten trådte frem og talte over den afdøde; han talte med høj røst om “Kejser und Vaterland”, og da han talte over det gode tyske hjerte, der engang havde slået kraftigt og varmt for fædrelandet; men nu stod stille i den simple kiste osv., begyndte den ene efter den anden at trække på smilebåndene, og Gefreiter Ganz, der stod ved min venstre side, begyndte ligefrem at fnise – alle tænkte på stenene i kisten – særlig da præsten talte så meget om det dyrebare legeme, der her fandt sit sidste hvilested i fremmed jord.

Derefter sang vi: ”Ich hat einen Kammeraten”, skød salut – tre skud og højtideligheden var forbi.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.

Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.

Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.

Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.

Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.

Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.

Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.

Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.

Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.

Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.

Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

7. marts 1918 – Milert Schulz: “I forgaars var vi et par kammerater hen at bade i et Tÿrkisk Badeanstalt. Det var heelt storartet.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

 Den 7.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Igaar Eders Breve fra den 24.4 med Gamle Budskab fra dig kj. Fader samt dit kort fra den 28.2. ligeledes dit Brev kj. Moder fra den 28.2. Seer at I har det alle godt derhjemme som jeg altid er glad ved at höre. Du har altsaa været 7 Dage afkommanderet kj. Fader. Ja saadan et kommando vilde jeg ogsaa nok have det er dog bedre en med i Fronten, men det er jo nu heller ikke kjed af, jeg ved mig bjerget i Herrens Haand lad saa kun komme vad der vil. Jeg har det jo indtil nu Gud ske Tak rigtig godt og er ved god sundhed. Den 13. gaar Rejsen til Konstantinopel lös.

I disse Dage gjör vi ved Telephonen ingen Tjeneste med i Kompagniet. saa vi lever en heel god dag. Igaar blev det 6. Komp forladet. Overmorgen bliver de 5 og 7 Komp forladet og det 13 vi. I dag har vi været ved at reparere vor telephontraad, og da jeg vilde binde en Traad ved en Stee i et Hus fast faldt samme ud og mig ned på Hovedet saa jeg fik en lille Bule men det var nu ikke saa slem. Mine Tænder har jeg nu ogsaa alle i orden saa jeg haaber at Tandpinen nu har en Ende. I forgaars var vi et par kammerater hen at bade i et Tÿrkisk Badeanstalt. Det var heelt storartet. Baderummet var at forligne med en Bageovn til en Varme af 70-80 Grader. Vi var næppe 5 Minutter inde saa svedte vi at Vandet löb ned af ens Krop. Ved Væggerne var der saa smaa Nischer indbygget med en Varmevandledning og der badede man sig saa. Det heele kostede 1.60 Mk. dertil fik vi 3 Haandtörklæder udleveret. Men bagefter blev man saa matt af denne Svedekur saa jeg glædede mig til Sengen men istedetfor skulde vi staa vagt ved en deel Kasser med Beklædningsstykker denne Nat.

Vejret her er temmelig mild men af og til regner det dog lidt. I dag har vi Regts. Musiken i vor Komp. Revier di spiller fra 3-4. Det er jo altid en lille afveksling i dette Ensformighed. Saa – nu har di begyndt og forlader jeg Brevet et Ojeblik. Fra Musiken tilbage. Det var jo heelt smukt at höre.

Pakken med Tvebakker i Papir har jeg ikke modtaget endnu. Seer af dit Brev kj. Moder at du har sendt et med Kage igjen. Kan du ikke sende lidt Fedtelse kj. Moder? Ellers er der ikke nogen Nyt af fortælle.

Med Freden er det vel i orden nu med Rusland. Efter ved tilbagekomme Urlauber siger vil der vist gaa noget for sig i Frankrich vis di ikke snart vil boje dem. Herren give at det snart maatte være nok. For denne Gang være I saa alle hjertelig Hilset og Kysset af mig Eder Sön og Broder

Milert

(Breve i privateje)

 

25. januar 1918: “Den ene flaske kom frem …” – Frederik Tychsen i godt humør på march mod Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Vi kom til kvarteret i Goed; det var imidlertid blevet mørkt, men vi fik straks noget at spise, og så gik vi til ro. Dagen efter – den 25. januar fik vi travlt straks fra morgenstunden af. Det meste af snavset blev kradset af kanoneme, remmene blev surret forsvarligt fast, alle ting blev set efter, og der blev spist tidlig til middag denne dag.

Kl. 3 trådte vi an, der blev meldt færdig, kommandoen: “Batterie March” lød og batteriet satte sig i bevægelse. Vi skulle forlades i Lichtervelde, og der var en march på en times tid. Før afmarchen havde hver kanonbetjening fået udleveret en 3 – 4 portioner snaps, som vi havde til gode, vi fik endvidere vin. Jeg foreslog at gemme vinen og snapsen til om natten i toget, for der var temmelig koldt, og så kunne vi bedre sove, når vi havde lidt at varme os på.

Til at begynde med var hele betjeningen indforstået, men det varede ikke ret længe, før de ville smage snapsen. Den ene flaske kom frem af Protzen, gik fra mand til mand, og da det var god cognac, blev den tømt. Det kan nok være, at der kom gang i sangen.

Det varede ikke længe, inden de ville smage vinen, der blev en flaske taget frem og tømt. Snapsen gjorde sin virkning, vi sang af hjertens lyst og livsens kræfter: ”In der Heimat, in der Heimat, da gibs ein Wiedersehn” osv. Ved ca. 4-tiden ankom vi til Lichtervelde.

Vi gik med sang gennem gaderne og kom om til banegården; vi kørte op på den lange militærrampe, og lidt efter blev vognstammen kørt frem og forladningen begyndte. Den ene kanon blev kørt ud på fladvognene efter den anden, og når kanonerne var læsset på, gik betjeningen hen til ammunitionsvognene og bagagevognene og hjalp til med at få dem læsset på. Det hele tog en time, så var batteriet læsset på.

Medens den øvrige betjening var behjælpelig med at læsse bagagevognene på, surrede jeg kanonen fast med ståltråd fra kanonen ned til jernbanevognen en 7 – 8 steder, der blev slået kiler ind under kanonhjulene, for at de kunne stå godt fast på jernbanevognene. Da jeg så bukkede mig ned ved et hjørne, blev hovedet for tungt, jeg fik overbalance og gik på hovedet ned i gruset på jernbanelegemet. Snapsen var vel en del af årsagen til dette lille uheld, men jeg tog ingen skade.

Det var imidlertid blevet ganske mørkt, men toget kørte ikke, da vi var færdig. Vi fik besked på, at der ville gå en lille time, inden toget ville køre. For at forkorte ventetiden gik Obergefreiter Müller og jeg samt en tredje mand om i byen, vi fandt ind i et ret stort marketenderi, og her købte vi hver en portion kartoffelsalat med bajriske pølser. Her var varmt og lunt og stuvende fuldt af militær.

De fleste sad med et glas øl foran sig; henne ved klaveret sad en soldat og spillede på det, og de sang med alle sammen af fuld hals. Midt under det hele kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned i nærheden af byen. Dette forstyrrede ikke synderligt – sangen fortsatte, der blev serveret kartoffelsalat og pølser, og de tømte glas blev fyldte igen. Vi sad og nød varmen og sangen og maden i en god halv time.

Vi gik så tilbage til banegården for at tage med toget. Men da vi kom hen på stationen, var toget kørt. Ak og ve! Vi tænkte først, at det måske var kørt ind på et sidespor, men det var det ikke. Vi gik til banegården og spurgte stationsforstanderen, hvordan vi nu bedst kunne komme bagefter.

Han begyndte med at skænde ud, alt det han kunne; men da en stationsforstander ikke var aktiv officer, men kun embedsmand, der hørte til jernbaneforvaltningen og stod under militæretaten, lod vi os ikke ret meget sige, og vi fik alle tre munden i gang og lod ham forstå, at hans bestilling var kun at give besked på, hvorledes vi bedst kunne få batteriet nået og komme hen til det på en eller anden måde.

Han blev flink lige på en gang, og fortalte os, at batteriet var kørt til Liége (Lüttich) og skulle til en forstad ved Lüttich, der hed Beyne Hensay, (det vidste vi ikke, før han sagde det) og vi kunne komme med II. batteri, der var ved at blive forladet i dette øjeblik. Vi gik så hen til den lange militærrampe og bad batteriføreren om at få lov til at køre med. Han skældte os først ud, for Bammelahter og for et ligegyldigt folkefærd, og så gav han os befaling til at hjælpe til med at læsse bagagevogne.

Det kan nok være, at han fornærmede os i allerhøjeste grad. De havde lige begyndt med at læsse, og vi måtte så hjælpe til; men vi forsvandt dog ret hurtigt, og gik hen i vognene med vor tornyster, karabiner osv.

Vi opdagede, at der i hver vogn var et Hindenburglys. Dem samlede vi sammen fra alle vogne og gik om i byen og solgte dem til marketenderiet. Det blev betalt med 1 Mark pr. styk. De indbragte en 10 – 12 Mark, og så købte vi honningkager for pengene. Vi gik hurtigt tilbage og satte os til inde i bænkevognen. Lidt efter blev de færdige med at indlade materiel og heste.

Ved 9 tiden satte toget sig i bevægelse, der var ingen, der savnede lysene, der var heller ingen, der talte om noget. Toget holdt et stykke tid i Bryssel, men der var ingen, der steg ud af toget – de fleste sov. Hen på morgenstunden kom der liv i soldaterne.

De havde bragt en spilledåse med, og den gik hele tiden, soldaterne af II. batteri sang med af fuld hals, en slog på en tom spand, og andre spillede på disse skyttegravsinstrumenter, bestående af tynde ståltråde spændt over en tom konservesdåse, der var anbragt på en gren, og på strengene blev der raspet med et stykke træ, der var savtakket i den ene kant. På denne måde kunne der laves en frygtelig ståhej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. december 1917. Frederik Tychsen puster lus på intendanten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 27. december blev vi afløst. Imod reglen blev vi afløst om aftenen, for vi skulle tilbringe Nytårsaften og nytårsdagen i kvarteret. Det var en dejlig tur at gå tilbage denne aften mellem jul og nytår. Vi havde ikke haft nogen tab, og tanken om at tilbringe 5 dage i kvarteret satte humøret op, og vi sang næsten hele vejen tilbage. Det var klart frostvejr, og sangen rungede gennem gaderne i Hochlede, så folket kom ud for at se efter os. Det var mørkt, da vi kom til kvarteret, men barakkerne var varmet op, og vi lagde os straks til ro, efter at vi havde indtaget et måltid mad.

 Dagen efter gjorde vi tøjet i stand, ordnede karabineren og sablen osv., men der var julestemning i barakken. De, der havde fejret juleaften der, havde haft et lille juletræ, og det stod endnu pyntet og pæn, og der var ikke nogen tjeneste, så vi nød tilværelsen, dagene gik med spil, læsning og sang, og kanoner Steinmann var en dygtig mandolinspiller. Vi samledes jævnlig om ham, og så sang vi af hjertens lyst: Volkesange, fædrelandssange og så krigssangene, specielt dem, der var knyttet til kampene i Flandern, ”Die Deutschen haben Mut, die Deutschen schiessen gut, fur ein Komisbrot und frir einen Franc, schiessen sie Tage lang” osv. (Den har samme melodi, som den på samme tid her i landet meget sungne vise “Under den hvide bro”). Og s. sang vi også: „In Flandern sind viele Soldaten, in Flandern sind viele gefallen” osv. Denne sang var skrevet af kanoner Treptau, han var ved vort batteri; han blev såret og døde på lazarettet.Vi havde i det hele taget udmærkede dage mellem jul og nytår. Kosten var tilstrækkelig, og når soldaten blot fik nok at spise, steg humøret af sig selv.

En dag kom intendanten (han stod for forplejningsvæsenet i hele bataljonen) ind i barakken, det var en sjælden gæst i frontområdet. Han var en ualmindelig vigtig fyr, der altid sagde: ”3 skridt fra livet, for ellers besmitter I mig med lus, og disse tingester vil jeg ikke have”, og derfor havde vi morskab af at putte de største lus, vi kunne finde i halmstrå, og så puste dem hen på intendanten. Vi sad og ladede ”halmbøsseme” i smug, og så snart det heldige øjeblik var inde, blev der skudt. Intendantens tjener klagede altid over, at chefen var så befængt med lus, og han kunne slet ikke forstå, hvor han fik dem fra; det kunne vi derimod nok.

En af dagene gik Obergefreiter Maas, sergent Felix Plozaichik og jeg ned til Gitsberg for at se levende billeder. Her var en stor barak, der var indrettet til biograf, og den kunne vel rumme ca. 1000 mennesker. Det kostede 10 Pfennig at komme ind. Midt under forestillingen kom der fjendtlige fly og kastede bomber ned over byen. Der var dog ingen, der ramte biografen, hvilket ville have været uhyggeligt. Da forestillingen var til ende, gik vi tilbage til kvarteret i Goed.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. december 1917. Marseillaisen på violin for en kop kaffe

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33. I julen 1917 fik ham mulighed for at besøge sin bror, overlærer Jens Andersen, Gråsten, der sammen med en andre nordslesvigere gjorde krigstjeneste i Maskingeværafdeling 69.

Vi havde oprettet en lille Sangforening paa ca. 40 Medlemmer, og vi øvede os paa alle mulige Sange i Anledning af Julen. Juleaften lagde vor Tropfører Beslag paa Kirken, og her blev holdt Julegudstjeneste. — En af vore nye Løjtnanter, Lt. Bäumer, var protestantisk Præst, og han holdt en lille Juleandagt. Der var stillet et Gave­bord op inde i Kirken, og vi fik hver en lille Gave. Bagefter sang Sangforeningen. Jeg synes nu ikke, at en af Sangene med Omkvædet: „Wirt, roll das Fass herein, heut wollen wir lustig sein, heut ist heut“ just passede til denne Lejlighed og i disse Omgivelser.

Vi havde ogsaa lavet et lille Schrammel-Orkester. Jeg spillede 2. Violin. Det var helt morsomt en Gang imellem at lave ordentlig Støj. —

Vore Værtsfolk fik tildelt Levnedsmidler fra den amerikanske Hjælpekomité, der fordelte Levnedsmidler. Jeg tror, det var over Holland, disse Levnedsmidler uddeltes til de franske og belgiske Familier, der var bosat i det af Tyskerne besatte Omraade. Ofte lugtede det noget saa dejligt af frisklavet, ægte Kaffe, og vi gik og snøftede Lugten i os.

En Søndag Eftermiddag, da det igen lugtede noget saa livsaligt af Kaffe, sagde jeg til et Par af mine Kammerater, der var hjemme den Eftermiddag: „Hør, nu skal jeg prøve paa at skaffe os alle en Kop god Kaffe, men I maa love mig at finde jer i, hvad jeg foretager mig, og I maa love mig at holde absolut tæt med det.“

Jo, der var jo ingen Ende paa, hvad de vilde love og finde sig i, hvis de kunde faa Kaffe. Saa hentede jeg min Violin ned i Stuen, hvor vi sad ved vor Telefoncentral. Værtsfolkene opholdt sig sammen med nogle Gæster i den anden Stue ved Siden af.

Og saa spillede jeg Marseillaisen med Fynd og Klem og al den Følelse, jeg kunde lægge i min Præstation. Da jeg havde spillet tre Vers, holdt jeg op. Nu skulde Virkningen vise sig. Jo — rigtigt, et Øjeblik efter gik Døren op, og vi blev inviteret paa dejlig Kaffe og Kager i lange Baner.

DSK-årbøger 1951

9. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 18:04

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

I Begyndelsen af November 1916 rejste vi sydpaa. L. Dollerup og M. Lund var med i Transporten; andre husker jeg ikke.

Rejsen gik først til Gradsko i Makedonien, ca. 70 km fra Prilep. Paa Vejen herned mødte vi et Lazarettog fyldt med haardtsaarede fra det saksiske Jægerregiment, maaske de samme, som sammen med os var rejst derned, og som fortsatte, da vi steg ud i Nish. De havde faaet en meget haard Medfart ved Monastir, hvor der rasede heftige Kampe paa den Tid.

Det gjorde et dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning. For Infanteriet var det særlig slemt i det klippefyldte Bjergland- Det var næsten umu­ligt at grave sig ned, og Sprængvirkningen fra Granaterne var dobbelt, da Stenene virkede som Splinter.

Fra Gradsko til Prilep var der ingen Jernbane. Det tog os to Dage at gaa de 70 km. Ikke nogen særlig stor Præstation, men i Betragtning af, at det hele Tiden gik opad, at det var Snevejr og glat Føre, var det drøjt nok alligevel med fuld Oppakning.

Vejen gik over Babuna-Passet, hvor den snor sig frem og tilbage utallige Gange, forbi dybe Slugter, hvor der en Gang imellem laa et knust Lastauto nede paa Bunden. Jeg gad vide, hvor mange Chauffører der har sat Livet til paa den Maade.

Trafikken paa denne Strækning blev nemlig besørget af Lastbiler og en Traadbane, der gik over Bjerge og dybe Afgrunde. Af og til saa vi en eller to Soldater sidde oven paa Høballer eller Ammunitionskasser, og de fik paa den Maade en eventyrlig Luftrejse. De sparede jo Benene, men jeg skulde nu ikke nyde noget, for sæt, at Staalviren sprang! Det kunde nemlig ske.

Her saa vi de første rumænske Krigsfanger. De var sat til at passe Stationerne.

Den første Nat sov vi i Telt og frøs med Anstand. Da vi nærmede os Prilep, blev Landet mere fladt. Lidt uden for Byen havde jeg en Oplevelse. Der sad en Tigger ved Vejen og spillede paa et Instrument, der lignede en Violin. Han spillede en Melodi, jeg kendte. (Tiggere var der mange af i Serbien, maaske Tito har faaet dem afskaffet). Det var Melodien til „Vældige Riger rives om Jorden”, som vi sang til Gymnastikken hjemme i Hviding Forsamlingshus. Det var mærkeligt at møde en kendt Melodi saa langt borte fra sin Hjemstavn. Senere opdagede jeg, at det er en bulgarsk Folkesang; saa var det jo ikke saa mærkeligt endda.

At der ingen Sundhedskommission fandtes i Landet, var nemt at se, for langs Vejen laa mange Skeletter, mest af Okser, der bruges som Trækdyr. Dør de undervejs, faar de Lov til at blive liggende som Føde for Gribbene, eller ogsaa, til de raadner op. I Vandløbene, hvor man hentede Drikkevand, laa der ogsaa døde Dyr.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

16. juni 1916. FR86 i hvilestilling: “Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket ud af stillingerne i Champagne.

Bataljonerne marcherede fra Champagne nordpå, ved Attigny overskred de Aisne. Ca. 15 km nordligere gik de i kvarter. Det var trangt og dårligt.

Derfor og fordi regimentet skulle trækkes lidt nærmere jernbanen, blev det den 18. juni trukket længere vestpå. De nye hvilesteder blev nået ved fodmarch. De lå 15 til 20 km nord for Rethel. I bataljon fordelte sig på landsbyerne Grandchamp, Wagnon og Mesmont, II bataljon på Justine, Son, Herbigny og Hautville. III bataljon på Draize, La Romagne og Lalobbe.

Det var en sympatisk egn, store, venlige landsbyer med enkeltmandskvarterer, i hvilke 86´erne forberedte sig på deres værste tur. Den korte tid, der formodentlig var tilbage, blev flittigt udfyldt med eksercits og felttjeneste. De grundlæggende ting som disciplin, uniform, hilsepligt o.s.v. blev efter lang skyttegravstilværelse bragt i erindring igen.

Det vigtigste var øvelser i terrænet. Der blev igen øvet spredt formation, taget marchretning efter et bestemt punkt, en skyttegrav nået under artilleriild og omringet i spredt formation, foretaget frontændringer i antagelsen af, at den fjendtlige grav ikke var fuldt ud observeret, stormet en befæstet stilling i flere bølger. Officererne fik militærvidenskabelig undervisning og blev undervist i ridning.

Når det var fyraften, sad 86’erne fredeligt uden for deres kvarterer med deres ”pisanger”, bananlikør. Mund- og trækhamonikaer lød, og på nogle aftenen gav det også regimentsmusik. I almindelighed havde 86’erne i befolkningen ry af at være ”bon garςons”, gode drenge.

Ensformigheden blev brudt af den enkelte bataljons aflusningsudflugt til Rethel. Takket være det derværende ”lausoleums” storartede indretning kunne en hel bataljon, ca. 1000 mand, afluses og komme i bad inden for få timer.

Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske, lige som omvendt luseplagen kan have betydelig indflydelse på stemningen og dermed kampkraften i en militærenhed.

Af regimentshistorien. Køb den her

5. maj 1916. Duel på trompeter ved Yserkanalen

N. L., Spandet, lå i maj 1916 ved Yser-kanalen

En fredelig Duel
Det var i Maj. I Krigsaaret 1916, jeg oplevede denne fredelige og ret enestaaende Duel, hvorom jeg her kort vil berette.

Stillingen, vi laa i, strakte sig ud fra Byen Dixmuidens søndrede Ruiner. Vore Skyttegrave var mange Steder yderst primitive, da disse strakte frem over de lave og fugtige Engarealer langs Yserkanalens Bred.

Det var en livsalig og forfriskende Morgen. Solen var lige staaet op, og den tætte Taage, der havde indhyllet os med sit Slør Natten over, maatte skyndsomst  fortrække.

Solens Straaler funklede og skinnede i det endnu dugvaade Græs og — nej, se dog bare — Engblommernelignede næsten Gulddukater . . . . Naturen var vidunderlig en saadan Morgen. Lærkerne svang sig syngende højt mod Sky, og fra de mange smaa Vandløb hørtes Frøernes frelige Krak — krak!

Ogsaa hos os i Gravens Dyb herskede der endnu en vis Ro. Et Par af Mændene stod i Adamskostume — Jagten efter de smaa graabenede Fyre var allerede i fuld  Gang.

Solen skinnede paa Mændenes nøgne Kroppe. Jagten foregik under munter Snakken, afbrudt af enkelte Latterudbrud. Et Par af Kammeraterne var beskæftiget med at gøre deres Vaaben i Stand. Og der, noget borte, stod en større Klynge og drøftede en Sag ret højlydt. Det drejede sig i Virkeligheden vist om — alt og ingenting.

Pludselig blev Stilheden afbrudt af et Horns skrattende Toner. Lyden naaede over til os fra den anden Skyttegrav. En Belgier, eller hvem det var, sad nu der og lod Tonerne rulle. Vi sad eller stod andægtige og lyttede til Musikkens Toner. Musikken standsede, men efter en kort Pavse fortsatte Manden derovre sin musiceren.

Han blæste nu en ogsaa hos os kendt Døgnmelodi — en „Schlager“, kalder Tyskerne det, og vi lyttede igen; nogle af os tillod os at nynne svagt med.

I min umiddelbare Nærhed stod ogsaa Fidde Jøhnk, Kompagniets Spasmager, og lyttede. Fidde var en saakaldt Altmuligmand. Han kunde synge og more andre med Vitser og den Slags’ Ting, og han kunde rigtig drille en ikke afholdt Kammerat eller Befalingsmand, naar det endelig kom an paa det. Foruden alle disse Færdigheder forstod Manden sig paa Musik — sa’ han da. En Gang har han fortalt mig lidt fra sit omtumlede Liv. Han havde bl. a. været med et omrejsende Cirkus, hvor han havde haft sin Plads i Orkestret.

Som en Mindelse fra denne Tid havde han endnu Trompeten i Behold, og ved enkelte Lejligheder lod han os nyde godt af sin Musik. — Om hans Kvalifikationer kunde der godt siges baade det ene og det andet. Men nu tilbage til Sagen.

Som vi stod der allerbedst og lyttede til Musikkens Toner, fo’r det pludseligt ud af Fiddes Mund: Hov — hov — du, den er gal. — Det skal være et „F“ .

Hva’ for noget, sa’ Fischer. — Du vil maaske lære ham derover, hvordan det skal være?

— Fischer var ogsaa en Slags Fagmand. Han var Hornblæser. — Fidde optog straks Handsken. — Ja, sa’ han, jeg skal lære ham, jeg skal give ham en Lektion, som han kan nemme, og derved trak Fidde sig ud af Klyngen og forsvandt ned i Dækningen.

Lidt efter stod han da der med det for ham saa dyrebare Eje i Haanden. Maaske var det blanke Instrument det eneste, Manden ejede.

Med en Mine som nogen romersk Sejrherre besteg den gode Fidde den ret interimistiske Tribune — der her bestod af Gravens Græsbænk. Snart rullede Tonerne ud over Graven og dens Omgivelser. De endnu sovende kom farende ud af deres Huler og saa sig forskrækkede omkring.

Men det var jo bare den tossede Fidde, der stod derhenne og spillede.

Selv vor gode Løjtnant Maas kom et Øjeblik til Syne. Skønt dette her var lidt udenfor Reglementet, lod han staa til. Allerede en Gang før havde han prøvet Kræfter med Spasmageren Fidde Johnk, men han maatte ærlig indrømme, at han der havde fundet sin Overmand. Den gode Løjtnant trak sig derfor ganske stille tilbage.  Han skulde ikke nyde noget.

Det kunde vel ikke helt nægtes, at den gode Fidde med en vis dilettantisk Færdighed behandlede sit Instrument. Kampen bølgede frem og tilbage. Snart blæste den ene og snart den anden af de to Kamphaner et Stykke.  Vi morede os kosteligt og opildnede den gode Fidde. — Ha, det kan du da gøre meget bedre, ikke Fidde? —  Hæng i — skaan ham bare ikke — og andre Udraab lød fra Kammeraternes Side.

Fidde blæste og blæste, saa Øjnene næsten var ved at trille ham ud af Hovedet. Endelig fandt Fidde, at nu kunde det være nok. Han blæste til Slut Strofer af en March og sluttede af med en lang og for os frydefuld Tirade. Lidt uforsigtigt stak han Hovedet op over Skyttegravens Rand og udslyngede med sin sidste Kraft følgende Hilsen: „Saa, nu har du vel faaet nok for denne Gang — Hva’ !“

Med en Mine, som om han havde vundet en stor Sejr, traadte den godt forpustede Fidde atter ned blandt os i Gravens Bund.

Den fredelige Duel havde fundet sin Afslutning.

DSK-årbøger 1947