Tag-arkiv: Kameler

9.maj 1918 – Milert Schulz: ”Heute mal wieder einen kleinen Gruss aus den Orient nach der lieben Heimat”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 9. Mai. 1918

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Heute mal wieder einen kleinen Gruss aus den Orient nach der lieben Heimat. Vorgestern haben wir hier Post bekommen aber von Euch hatte ich nichts dabei. Heute soll es wieder Post geben vielleicht ist denn was dabei. Zweimal die Woche bekommen wir hier Post und zweimal geht die Post von hier nach der Heimat auch ab. Wir liegen ja noch hier wo ich Euch im vorrigen Briefe geschrieben habe.

Hier können wir es schon aushalten. Faulenzen den lieben langen Tag und wissen kaum womit man die Zeit vertreiben soll. In die Stadt dürfen wir nicht gehen weil dort nur Araber sind und dies ein halbes Räuberpak ist.

Wir liegen hier am Bahnhof. dort is auch ein Bazar wie die es hier nennen. Da giebt es natürlich allerhand zu kaufen. Hier sind wir ja auch in der Apfelsinengegend und könnt Ihr wohl denken, dass wir auch tüchtig Apfelsinen essen. Das Stück kostet 20 Pfg.

Gestern war ein Offizier und sein Bursche von uns in Damaskus da haben die denn verschiedene Sachen eingekauft unter anderen auch 2 Paar braune Schnürschuhe 1 Paar kostete 12 Mark das andere kostete 16 Mark aber schöne Stiefel waren das und billig.

Hier liegt auch eine Fliegerabtlg. und sehen wir denn auch jeden Tag wenn die Flieger hier hochteigen und landen.

Hier beginnt auch die grosse arabische Wüste wo kein Mensch hinkommt wie dies Räubervolk von Araber. Wie wir hierunter fuhren sind wir ja längs vom Berge Libanon gefahren. Auf verschiedene Bergspitzen lag noch Schnee. Auch sieht man hier viele Kamele. Solche Tiere tragen fast ebensoviel als zwei Pferde mit ein Wagen ziehen können. Ein par Tage hatte ich Durchfall aber jetzt ist es schon wieder vorbei. Sonst wüsste ich diesmal nichts neues.

Sei denn recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Shon und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

 

15. November 1916. I Mosul: “Kun ørkenstormen kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider, henimod aften drager der et tordenvejr hen over byen. Luften bliver dog lidt friskere, men det er kun til den næste dag, saa er der ikke mere at af regnen. For os var det næsten et under at se en Sky paa himlen, vi troede næsten ikke det var muligt at der kunne danne sig skyer, for i den tid vi har været her har vi ikke set andet end en blaa sitrende himmel, ikke saa meget som en lille bitte sky, hvor solen kunne forsvinde, og give os en afveksling i denne brændende solhede. 

Kun samumen (ørkenstormen) kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede, den værste snestorm er for intet at regne mod samumen. Jeg har kun oplevet en sandstorm da jeg har været hernede, men ve’ den karavane der bliver overrasket af sandstormen. Først høres en dump rullen, og det bliver kulsort i horisonten, støvet hvirvles op i flere hundrede meters højde og man kan se det i mange km. afstand. Trods det at det nærmer sig med rasende hast, er det som om der gaar en evighed af tid inden det kommer over os. 

Men det er spændingen og uvisheden for hvad der kan ske. En hvislen, et hyl og i et nu er det over os, og alt løst bliver fejet tilside. Hvis man ikke har nogen dækning er det bedst at smide sig fladt ned paa jorden, holde munden lukket og øjnene ogsaa, hvis man ikke har tætsluttende briller. Støvet hvirvles rundt saa man næsten ikke kan se en haand for sig, og det er som det kom ud af en glødende ovn, det brænder og stikker som af tusinde naale.

Det kan vare i timevis, det kan vare i dage, men da er de ikke meget vær som ikke har kunnet finde sig et skjul. Huden revner, læberne og tungen svulmer op og bliver tørre, et menneske kan hverken faa mad eller drikke ned. 

Kamelerne lægger sig fladt ned med hals og hoved strakt henad jorden, og der blir de liggende og de ogsaa bliver tildækket af sanddriverne. Det eneste samumen gavner er at udrydde græshopperne, de bliver hvirvlet med og gaar til grunde. 

Jeg havde nu staaet en lang sygdom igennem, den 8. nov. var jeg saa rask at jer kunne komme ud af lazarettet. Der var oprettet en automobilforbindelse mellem Mosul og Aleppo, de kørte gerne en tur hver 14 dag og rejsen varede i 4 dage, med kamelkaravanen brugte vi omtrent 25 dage til samme tur. Den 15. nov, skulle jeg afsted, jeg skulle tilbage til Konstantinopel for at faa klimaforandring saa at jeg kunne blive rigtig rask igen. 

Skønt jeg var glad for at komme ud af denne ørkenens grav, (Mosul kalder de nemlig for ørkenens grav) var det dog med vemod at jeg tog afsked med sygeplejerskerne og kammeraterne. Men afsted skulle jeg. Da jeg sagde farvel var der en jeg ikke kunne finde, det var søster Marie, hun var komtesse og det var hende der havde passet mig i min 3½ maaned lange sygdom her paa lazarettet, og hvad hun har gjort for mig skal jeg være hende evig taknemlig for. 

Ligeledes søster Christine, det var hende der stod for køkkenet, og det var utroligt sikke lækre ting hun kunne lave til mig, hun kom flere gange om dagen og spurgte mig hvad jeg kunne have, men appetitten var ikke saa stor, saa jeg mange gange maatte sige nej tak, jeg kunne ikke have noget. Men omsider kom søster Marie, hun græd de bitreste taarer og kunne næsten ikke sige farvel, hun var jo gaaet i kloster, hvorfor ved jeg ikke, maaske havde hun fortrudt det. 

Det var to lastbiler som gjorde turen tilbage til Aleppo. Varmen var temmelig aftaget og det begyndte at blive køligere om natten, men vi kunne nok fryse lidt om vi ogsaa havde 35 gr. varme om natten, det er jo den store forandring fra den brændende solhede om dagen der gør det. 

Ved jernbanebygningen ude i ørkenen var der flere hundrede mand i arbejde, og de var naaet flere km. frem siden vi sidst var der. Inden vi naaede Aleppo saa vi store Armenier lejrer ude i ørkenen, det var alle de mennesker som tyrkerne havde hentet oppe i bjergerne. Mænderne skulle arbejde ved banebygningen, og de unge piger solgte de for 3 – 4 pund, guld efter skønhed og kvalitet.

15. November på vej til Aleppo.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

16. maj 1916. ” Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til Mosul.”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”. Høsten er allerede igang, men det er kun smaa stykker de har under plov. Ja plov kan man næsten ikke kalde den, den bestaar af en krum træstamme, fortil lidt tilspidset, med den kører de frem og tilbage og paa den maade faar de saa lidt muld. 

Det er næsten udelukkende byg de avler, det skal jo kunstigt vandes og det sker ved at de hejser vandet op af floden med en sammensyet kohud der er lavet som en slags tragt og det er kun ved flodbrederne de kan avle noget, hvad der avles bliver høstet med  segl. 

Men hvad kunne der ikke blive ud af de store uendelige sletter hvis de kom under kultur, med stemmeværk og kanaler, for vand er der nok af i de store floder “Eufrat” og ”Tigris”, saa de kunne godt bevande hele Mesopotamien. 

Nu gaar banen ind gennem ørkenen. Solen brænder ogsaa frygteligt. Sommesteder møder vi store græshoppesværme, de er ogsaa en mægtig plage her i landet, for de æder alt hvad de møder paa deres vej. Om aftenen er vi i “Ras-el-ain”, det er kun selve stationsbygningen. Banen gaar ikke videre. 

Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til “Mosul” som ligger ved floden Tigris. Ørkenen er et land uden tusmørke, solen gaar ned, saa kommer en kort forventningsfuld stilhed og i denne uendelige stilhed er det som selve tiden staar stille. Alt bliver sort mod en citronfarvet himmel. En stjerne gløder en flagermus flyr og mørkets vinger breder sig over jorden. 

Og saa ørkenspejlbilledet, naar man skuer ud over ørkenen naar den bliver bestraalet af solen og solstraalerne bliver kastet tilbage, da opstaar der et spejlbillede saa skønt som man ikke kan forestille sig. Det kan se ud som om man var omgivet af en stor sø, og forhøjninger i landskabet er som smaa øer, og gaar man eller rider man hen imod det, saa kommer man det aldrig nærmere, det er ligesom det flygter for een for tilsidst helt at forsvinde, og hvad er det? Det er intet! Intet! 

Gennem de tusinde af aar har man brugt det samme transportmiddel: ”Ørkenskibet”, den uovervindelige kamel. Nu som for umindelige tider siden befordres mennesker og gods ad de samme karavaneveje gennem ørkenen paa kamelryg. Tavse drager karavanerne gennem det dødsstille solsvedne land. Kamelen skrider frem med fremstrakt hals og med rugende fjed møjsommeligt i kvælende og tør hede afsted i den endeløse slette. 

Og hvad der venter os er jo ikke godt at vide, maaske vore knogler ogsaa skal blegne i ørkensolen. Vi lader nu alle vore sager ud, det har vi nu gjort flere gange, hvor længe vi skal blive her ved vi ikke. Der er en lille flod i nærheden, der bygger vi vort telt op. Vi har et stort dobbelt telt ved hver afdeling der kan rumme 25 mand, og vi har jo vore feltsenge med madrasser saa vi ligger jo helt godt her. 

For at komme videre skal vi baade have heste og kameler. Den 16. maj faar vi 15 heste tildelt vor afdeling, altsammen hingste, flere af dem er slet ikke tilredet, saa vi har rideøvelser hver dag, og det gaar sjældent af uden ulykker, en brækket arm, en forstuvet skulder, og een havde nær brækket halsen. Hesten slog nemlig en kolbøtte. 

Ved hele ekspeditionen har vi nu 150 hingste, vi har dem allesammen tøjret, men det sker imellem at et par river sig løs, saa skal I bare se sikken en kamp det gi’r, de er næsten ikke til at skille ad. Vi er nu klar til ørkenrejsen, 600 kameler har vi ogsaa faaet, en mægtig karavane.

Den 5. juni gaar turen videre.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)