Tag-arkiv: humor

14. maj 1918. Løjtnanten er en “Blödmann-Holweg!”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Vi var nu nået et stykke ind i maj måned, og min »ven« løjtnanten tog på orlov.

En skønne dag forelå der en regimentsbefaling, der forkyndte, at jeg var blevet forfremmet til underofficer. Hvordan det er gået til, har jeg aldrig fået opklaret; men Hannoveraneren har ganske givet haft en finger med i spillet. – Jeg var mildt sagt overrasket. Med den løjtnant som kompagnichef kunne jeg snarere have ventet at blive degraderet til menig.

Det har sikkert gjort ham ondt, at han ved sin tilbagekomst måtte sætte sit navn under min udnævnelse i min »Soldbuch«. Hvis en grafolog i dag fik underskriften til analyse – jeg har bogen endnu – skulle det ikke undre mig, om han ville sige, at underskriften var givet i et anfald af raseri. 

Krigen fortsatte – også inden for kompagniet. Løjtnanten blev mere og mere ondskabsfuld – også mod andre end mig. Der blev ikke uddelt jernkors, og ingen blev indstillet til forfremmelse. Når vi manglede befalingsmænd, blev de rekvireret fra garnisonen, selv om det ville have været mere naturligt at forfremme de soldater, der havde størst fronterfaring.

En dag, da hele regimentet var trukket ud af fronten, holdt »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] regimentsparade. Ved en sådan lejlighed var det kutyme, at forfremmelser blev bekendtgjort, og at der blev uddelt jernkors. De, der skulle udmærkes, blev trukket frem foran fronten ved de forskellige kompagnier, og »der Graf« havde nogle venlige ord til dem alle.

Da kommandøren denne dag havde skridtet fronten af ved vort kompagni, standsede han pludselig op og spurgte løjtnanten, hvordan det kunne være, at der ved hans kompagni ikke stod folk fremme, som skulle dekoreres eller forfremmes.

Man var standset lige ud for det sted, hvor jeg stod, så jeg kunne ikke undgå at høre kommandørens spørgsmål. Løjtnantens svar kunne jeg derimod ikke høre, da han stod med ryggen til mig.

Kommandøren nikkede og sagde blot: »So, so,« derpå gik han op til højre fløj og spurgte hver enkelt mand, hvor længe han havde været i kompagniet. Alle, der havde været i kompagniet femten måneder eller mere uden at blive forfremmet, udnævnte han på stående fod til Gefreiter. Så vidt jeg husker, var det fem mand. Derpå henvendte han sig til Feldweblen: »Wollen Sie bitte das nötige veranlassen, Herr Feldwebel« ( Vil De sørge for det nødvendige, hr. Feldwebel). Så hilste han kort og gik.

Løjtnanten var bleg af raseri. Det var et indgreb i hans rettigheder, så det forslog. Mandskabet undte ham denne indirekte irettesættelse af ganske hjerte.

Løjtnanten gik også. Han overlod kompagniet til Feldweblen, der så efter ham og mumlede noget for sig selv, der havde en slående lighed med: »So ein Blödmann-Hollweg.« [ordspil på “Bethmann-Hollweg, afskediget tysk rigskansler, RR]

Det kunne ikke undgås, at vi fik det indtryk, at løjtnantens aktier heller ikke stod ret godt hos »Der Graf«, der fulgte med i alt ved sit regiment.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

9. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad gemte der sig i kufferten

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Da Amtsforstanderen blev taget ved næsen

En spøgefugl, som havde et godt øje til Amtsforstanderen, hvad jo kan hænde af forskellige aarsager, tog ifølge Hejmdal forleden dag til stationen, slæbende tungt paa en vældig kuffert, som var lige ved at tynge ham til jorden, da han passerede amtforstanderens vinduer.

Aha! tænkte denne, manden har kufferten fuld af smughandelsvarer, flæsk og kød.

Han telefonerede fluks til Tinglev, at man skulde stoppe manden. Denne blev tilsyneladende meget forundret over, at gendarmerne var nysgerrige efter at se, hvad han havde i sin rejsekuffert. Ham krympede sig og var meget fornærmet, og folk stimlede sammen om ham paa perronen. Men der nyttede ingen kære mor, han maatte lukke kufferten op.

Og hvad saa man saa liggende paa bunden af den store kuffert i ensom majestæt – tre smaa stykker smørrebrød!

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

27. april 1918. De er en helt – det er en ordre!

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Da vi havde været en to-tre Uger i Hangest, blev det meddelt, at fem af vor Ballonzug for Tapperhed under Fremmarchen skulde dekoreres med Jernkorset af 2. Kl.

En af dem var vor Skriver Mayer fra Königsberg. De fire andre var nogle af de ældste i vor Trop. Et Par Dage senere maatte vi alle stille op til Parade for Hans Excellence, General von Einem, og de fem blev kaldt frem for Fronten. Mayer var den sidste.

Hans Excellence henvendte et Par Ord til hver enkelt af dem, inden han overrakte dem Dekorationen. Da han kom til den spinkle Mayer og fik at vide af Lt. Küster, at han sad paa Skriverstuen, kunde Generalen ikke dy sig for at drille og sagde højt og alvorligt til ham: „Luftschiffer Mayer, fühlen Sie sich als ein Held?”

Men Mayer var ikke tabt bag af en Vogn, og lige saa hurtigt, og om muligt endnu højere raabte han: „ Jawohl, Eure Exzellenz! “

Og alle, Mandskab og Officerer, brød ud i en mægtig Latter.

[Uoversætteligt ordspil “Fühlen Sie sich als ein Held?” = “Føler De Dem som en helt? / “Fühlen Sie sich als ein Held!” = “Føl Dem som en helt!”]

DSK-årbøger 1954

18. februar 1918. Genbrug: Den “nye” major faldt første gang i 1814, blev gravet op og genindsat i 1870 og er nu blevet genopvarmet til en ny omgang …

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I forlængelse af forberedelserne til den nye offensiv, skulle der også hentes nye styrker ind, alderen på de nye er dog en bekymring.

Det store Gennembrud skal foregaa efter en helt ny Taktik. Fjendens Reserver skal ikke lokkes hid ved flere Døgns Trommeild; et overraskende, overvældende stærkt Artillerioverfald skal efter faa Timer efterfølges af Infanteriets Stød, og gennem den sprængte Port skal Divisionerne straks gaa over i Bevægelseskrigen. Skyttegravenes aarelange, stive Aag skal omsider brydes.

Vi kender vor Plads paa Forhaand. I Ly af Granaternes »Ildtromle« skal den første store Angrebsbølge skylle ind over Frankrig, begyndende paa Fjendens svageste Sted, der, hvor den engelske og den franske Front er stykket sammen, delt, ikke ledet af en fælles Øverstkommanderende.

I større Afstand bag denne Stormflodsbølge følger den anden, hvor vi har vor Plads. Naar den første er ebbet ud, brudt, slidt op, skal vi føre det andet store Stød. 

Øvelserne gaar som efter en Snor. Hver Dag indleveres der Timesedler som i Freden. Ludendorffs brune Bog har nyskabt en Række Ord, som hurtigt glider ind i daglig Tale — selv Menneskets Ordforraad er en Vanesag! — Officer og Menig taler om »Ildtromle«, »Stormblok«, »Stødsøjle«, »lld-Ø«, »Ildklokke«, som om de havde indsuget disse Ord med Modermælken.

Regimentet faar Udfyldning af Mandskab og Officerer. Det er Drenge og gamle Mænd alt sammen! De unge, der normalt er bestemt til Krigen, er fortæret.

1915, i Regimentets første Krigsaar, var 71 pct. af de faldne 20—24 Aar gamle, 1917 stod kun 39 pct. af Dødsofrene i disse Aarsgrupper! De unge under 20, de gamle over 30 og 40 skal føre Krigen til Ende.

Da man skrabede Bunden, fandt man en Major, som man nu sender os til at føre III. Bataillon. Han hedder v. Schoenermarck og er en Nevø af den gamle Grev Haeseler. Hans Alder anslaar vi til mellem 70 og 1000 [sic!].

Hans Adjutant, Premierløjtnant L., paastaar, at han Anno 1814 er faldet i denne Egn, Anno 1870 har man gravet Liget op, og nu har man opvarmet det igen. Naar dertil kommer, at han er Kavallerist og ikke har Begreb om Infanteriet, er det forstaaeligt nok, at han mødes med Mistillid.

Men det gamle Lig holdt alligevel ud til Krigens Slutning og fyldte Pladsen meget bedre end de to Forgængere, den gamle Huck og den umulige v. Cr. Vi taler ofte sammen om Danmark, som den gamle Herre elsker. Gennem sin Hustru er han beslægtet med danske Adelsfamilier.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 201-202

17. august 1917. Bergholt forfremmes til Gefreiter

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Dagene gik, og blev til uger. Skyttegrav – reserve – og såkaldt “ro” – fem til seks dage hvert sted, sådan så spisesedlen ud. Tabene var store, men blev hurtigt erstattet, da der skulle et vist minimum af mandskab til, for at vi kunne transportere vort materiel. De gamle “rotter” holdt nogenlunde stand, dog en gang imellem var uheldet ude, og krævede sin tribut også mellem dem.

En dag, da vi lå i “ro”, fik jeg besked om at indfinde mig på Hannoveranerens kontor. Han modtog mig med følgende salut: »Na, was hast Du nun ausgefressen Du Halunke?« (Hvad har du nu forbrudt, din slyngel?). Da jeg kendte Feldweblens talemåder særdeles godt, var jeg klar over, at sagen ikke var ret alvorlig. Jeg havde lagt mærke til, at han stadig sagde du til mig. Når han ville give en mand en balle, brugte han altid “Sie”.

Det viste sig da også, at man agtede at indstille mig til jernkorset eller til “uberzähliger Gefreiter” (overtallig underkorporal); jeg måtte selv vælge. Ærlig talt havde jeg ingen fidus til nogen af delene, men jeg valgte “Gefreiteren”, det første trin på den militære rangstige.

I garnisonen havde man godt nok fortalt os, at “die hochsten Stellen stehen dem Soldaten offen” (de højeste stillinger står åbne for soldaten); men der kom næsten altid en lille tilføjelse: “Du kannst sie bloss nicht erreichen, du Schwein” (Du kan bare ikke nå dem, dit svin).

Hvad der havde gjort mig værdig til den “store” ære ved jeg ikke, men overlevelsesmomentet spillede nok en vis rolle. Min gamle ven Richard mente ellers, at grunden nok var den, at man manglede en »Stubenältester im Massengrab« (stueældste i massegraven).

Ak ja, humoren var skrap, men det var den daglige tilværelse også.

Feldweblens kommentar til mit valg var: “Richtig gewahlt, ein Eisen ins Kreuz kannst du ja immer kriegen.” Talemåden var en galgenhumoristisk omskrivning af “eisernes Kreuz” og betyder at få et stykke jern i lænden, og deri havde manden så sandelig ret.

Vi var nu nået ind i august måned 1917, og det var min tur til at få 16 dages orlov. Men pludselig blev der spærret for al orlov, så vi nåede hen til den 22. august, inden jeg kunne rejse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

24. september 1916. Kanonér Filskov kommer ikke til Rumænien …

I 1937 udgav Sven Thorsen en lille samling sønderjyske fortællinger fra fremmedherredømmets tid. Blandt de mange muntre historier var beretningerne om den sønderjyske “Soldat Svejk”, købmand Lorenz Filskov fra Møgeltønder, blandt de mest populære. Denne foregår i august-september 1916.

Filskovs Entre i Hamborg var netop saa beskeden, som han helst vilde det. Han blev ansat ved et Arbejdskompagni som Kartoffelskræller, og normalt er det jo ikke nogen Stilling, der kalder paa Offentlighedens Opmærksomhed. Men ak, længe varede det ikke, før han hørte nyt fra sin Forbindelse paa Kompagnikontoret (en saadan hemmelig Ledning forstod han altid at skaffe sig), og denne Gang var Nyhederne mørke: Skriveren lod ham forstaa, at der var kommet forskellige ubehagelige Øvrighedsmeddelelser hjemmefra.

Og ganske rigtigt, meget kort Tid efter fik han Ordre til at melde sig ved et Kompagni, som næsten øjeblikkelig skulde af gaa til Rumænien, til den rumænske Front rent ud sagt. Nu skulde der aabenbart gøres kort Proces med Filskov. — Han trak sig tilbage i Stilhed for at overlægge sig Situationen.

Da Morgenen for Kompagniets Afrejse til Balkan oprandt, stod den tapre Soldat i Geleddet sammen med alle de andre. Paa hans Ryg hang den fulde Oppakning, og paa hans Ansigt lyste den Pligtfølelse, som præger den fast besluttede Mand, dog iblandet et diskret Skær af Svagelighed. »Alions enfants . . . nun geht es nach Rumanien!« Enhver kunde se paa Menig Filskov, at han følte det som sin Sag at synge for paa Vejen til Banegaarden.

Soldatens Udrustning var upaaklagelig korrekt, dog maaske med den lille Undtagelse, at der op af Tornystret ragede en Stump af en Gummislange med en Aluminiumsspids. Det mystiske Apparat skulde jo have været stoppet bedre ned, men det havde Filskov vel glemt i sin Iver efter at komme til at slaas paa Balkan. En Skælm vilde gøre ham Bebrejdelser derfor.

Kompagnichefen holdt fra en Trappe en opildnende Tale til Folkene og udbragte et »Leve Kejseren!« — Hoch, hoch! raabte Filskov.

Og saa begyndte Afmarchparaden. Officererne gik Række op og Række ned og undersøgte hver Mands Udrustning.

Da Kaptajnen kommer til Filskov, faar han »tilfældigvis« Øje paa det, som rager ud af Soldatens Tornyster, og spørger forbavset: — Was haben Sie dort?

Enhver kunde se paa den ivrige Däne, at han sandelig helst var fri for at svare; han stammede helt undselig: — Ach, das bedeutet nichts.

— Ja, was haben Sie dort! gentog Kompagnichefen og nu i en strengere Tone

Og saa maatte Filskov jo ud med Sproget. Jo, det var da et Klysterapparat, meddelte han. Sagen var den, at han havde lidt svært ved at faa Afføring, ja, somme Tider — hvis Kaptajnen vilde tillade — endog meget svært, og derfor turde han ikke drage til Krig i Rumænien uden at have . . . ja, altsaa have dette Klysterapparat med.

— Om han da troede, han kunde holde Strabadserne ude ved Hjælp af dette . . . Maskineri?

— Joh, det var Filskov aldeles overbevist om. Hr. Kaptajnen kunde tro, at naar der bare kom lidt Vand ind og op, saa gik det virkelig udmærket.

Kaptajnen gjorde brat omkring og samlede derpaa sine Befalingsmænd i en Halvkreds omkring sig til Raadslagning om Filskov og hans Apparat under Felttoget. Der blev sendt Bud til Kontoret efter hans Helbredsattester o.l.

Det hele varede en halv Times Tid; saa styrede Kaptajnen, mens hans Sabel skurede i Gruset, lige hen imod Filskov og —sagde: Nej:, De vil jo blamere hele Hæren! Saa langt er det dog ikke kommet med den tyske Armé, at vi maa sende en Jordemoder med hver Mand til Fronten. — Træd af!

Samme Eftermiddag blev Filskov indlagt paa Sygehuset. Dér laa han og græmmede sig over ikke at være kommet med til Balkan, men efter en Uges Forløb sporede Lægen dog helt gode Fremskridt.

Thorsen, Sven: (Lorenz Filskov): Kanonér Filskovs Bedrifter (1937)

23. august 1916. “Gasangreb” som følge af overdreven ostespisning

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Vort kompagni havde været indsat ved Somme i tiden fra 22. juli til 23. august 1916. Det havde været en meget hård tid, og vore tab havde været store. Det var derfor kun et lille kompagni, der den 23. august marcherede bort fra Somme.

Vi marcherede hele dagen og nåede endelig hen imod aften til den jernbanestation, hvor vi skulle læsses og sendes til et andet frontafsnit. Vi var udasede og rigtig godt sultne, fordi tilførslen af forplejning havde svigtet.

På banegården viste det sig, at vort tog endnu ikke var kommet og heller ikke ventedes mere den dag. Vi blev derfor i hast indkvarteret i nogle store bygninger og gik dødtrætte til ro.

Henimod midnat blev vi imidlertid allerede purret ud. Toget kunne ventes i løbet af natten.

Da vi kom til banegården, var der dog endnu ikke noget tog, hvorfor geværerne blev stillet sammen i pyramider på banegårdspladsen og vor oppakning anbragt ved siden af. Vi snusede rundt på banegården, og under nogle presenninger fandt vi store stabler af rugbrød.

Det kom os lige tilpas, og vi fik travlt med at fylde vore slunkne maver. Da sulten var bleven stillet, pakkede vi hver et helt brød ind i vort tornyster. Det var godt at have lidt at stå imod med, hvis tilførslen af forplejning igen skulle svigte.

Imidlertid havde en eller anden fået opsnuset, at et tog med levnedsmidler dagen før var kommet i brand der på stationen, og alle levnedsmidler var blevet udlæsset på banegården.

Så kunne vi jo nok regne ud, at der et eller andet sted i banegårdens bygninger måtte findes mere spiseligt. Vi fik travlt med at kigge efter, og nogle havde da også kigget så stærkt på en dør, at den nederste dørfylding var gået ud.

Et par af kammeraterne kravlede ind i rummet bag ved døren, og det varede ikke længe, så kom den ene store, runde ost efter den anden trillende ud. Der var mange gode oste og meget andet godt. Jeg tror nok, at de fleste af kammeraterne sikrede sig i hvert fald en halv ost.

Nu var der sandelig ikke mere plads for brødet i tornysteret – ud med det og en halv ost ind i stedet.

Det varede dog ikke længe, så blev det hele jo opdaget, og der skulle finde en grundig visitation sted hos hver mand. Heldigvis fik vi det at vide så betids, at vi i huj og hast kunne få vore gode oste ud af tornysteret og gemt et eller andet sted i nærheden, så de var nemme at få fat på, når toget kom, for vi ville da sandelig have vore gode sager med.

Vi blev så allesammen visiterede, og vor bagage blev grundig gennemset, men der blev ikke fundet det mindste hos os. Det måtte altså have været nogle andre, der havde været så formastelige at stjæle levnedsmidler. For en sikkerheds skyld blev der dog udstillet vagtposter ved de resterende levnedsmidler, så vi kunne ikke hente mere.

I mellemtiden var det blevet dag, og endelig kom også vort tog, der skulle køre os videre mod ukendt mål. Vi blev læssede, og vagtposterne blev inddraget. Et par stykker af os benyttede dog rask lejligheden til at hente nogle dåser med kødkonserves. Dem nød hele vognen godt af under transporten, der varede helt til om aftenen.

Det var mørkt, da vi blev læsset ud et eller andet sted i Flandern.

Atter blev vi sat i march. Tornysteret med osten, som vi selvfølgelig havde fået med, tyngede slemt, men der var noget, der var værre.

»Jedes Bonehen gibt ein Tonehen «, plejede soldaterne at sige, når de havde fået bønner til middag, men osten gav sandelig også toner. Jeg var glad for, at jeg var så stor og gik i forreste gruppe …

Om natten blev vi indkvarteret i to små skolestuer, og koncerten gik videre.

Ja, når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

DSK-årbøger, 1968

27. marts 1916. Fanget af canadierne ved davretid …

V.O. Feddersen fra Bredebro gjorde krigstjeneste på Vestfronten ved 18. Jägerbataillon.

18. jægerbataillon overvintrede 1915-16 i stillingen ved Ypres, nærmere betegnet ved Langemarck og Bixschoote. I marts måned 1916 blev bataillonen flyttet til egnen omkring St. Eloi, til Wytschaete-buen. Her stod vi overfor de kanadiske tropper og var spændt på, hvad der nu skulle ske.

Vi var klar over, at der var noget i gære. Det var en offentlig hemmelighed, at begge parter udførte muldvarpearbejde for at komme hinanden til livs. Kanadieme blev først færdige med at underminere vor stilling. Tidligt om morgenen den 27. marts sprang bomben. Det blev til en tredobbelt sprængning af vor udbyggede stilling. Samtidig satte begge parters artilleri ind for fuld kraft. Djævlen var løs.

Sprængningen havde selvsagt forvoldt en frygtelig ravage i vor forreste stilling og yderligere forvoldt stort mandetab. Efter to timers bombardement skred kanadieme til angreb og brød ind i vore linier. Afsnittet blev fuldstændigt afskåret fra forbindelserne til venstre og højre.

Ved middagstid kom jeg sammen med min gruppe, der alle var sønderjyder, i fangenskab og tog bestik mod de kanadiske linier. Kanadierne tog imod os med udråbet: „Gott strafe England”. At vi ikke ville blive modtaget som hædersgæster, havde vi nu heller ikke ventet, men modtagelsen gik imod forventning ret glat og smertefrit.

Ved stormangrebet i den tidlige morgenstund var der allerede taget fanger, hvoriblandt også nogle sønderjyder. Ved vor ankomst ved middagstid så vi straks som en af de første en landsmand fra 1. komp. Han stod stovt og roligt blandt sejrherrerne og var iført en kappe, der fra øverst til nederst var tildækket med jord og ler. Min makker, der var fra Løjtkirkeby, udbrød glædeligt overrasket, da han saa landsmanden stå der: „Hvad søren, Lorenz, er du allerede kommet?”

Hvortil Lorenz med en flot gestus slog ud med hånden og svarede: „Tja, a kom da herover til davretid.” I sandhed, han havde lune.

DSK-årbøger 1949

18. november 1915. En ægte jyde på Balkan

Jes Sørensen fra Kronborg ved Højer gjorde krigstjeneste som Sergent i Kavalleri Stabswache ved Generalkommandoen for 22. Res. A. K.

Med kortere eller længere Mellemrum blev der af en ældre Major, Grev Rauter, ansat Hesteappel, ogsaa for Officersheste og Heste fra Bagagen.

Greven havde et ualmindeligt godt Kendskab til Heste og interesserede sig stærkt for dem. Under disse Heste­appeller drøftede Majoren sammen med Stabsveterinæren og Stabs-Fanesmeden ivrigt Hestenes Pleje, Sundheds­tilstand, Beslag osv., ligesom Majoren ogsaa var stærkt interesseret i, hvilken Race Hestene tilhørte.

I Efteraaret 1915 deltog vi i Felttoget i Serbien. Da vi en Dag laa i Kvarter i Byen Neusalz (Ujviedeck), vis- a-vis Fæstningen Peterwardein, blev der afholdt Hesteappel. Vi havde mistet mange Heste og de, som var til­bage,var i en meget daarlig Fodertilstand.

En pæn, tyk rød Walak vakte, da den blev ført frem for Majoren, hans Opmærksomhed.

Den Hest er kommen godt over Krigen, hvad er det for en Race? spurgte Majoren.

Min Kollega, Sergent Knollenberg, med hvem jeg ofte havde drøftet denne Hest og dens gode Udseende, svarede straks: Det er en Jyde. Kender De en Jyde, svarede Majoren og henvendt til mig bemærkede han : Det maa De jo vide, Sørensen, er det en Jyde?

Javel, Hr. Greve! Svarede jeg.

Æder den ogsaa Sildehoveder? spurgte Majoren.

Jeg vidste, at Majoren ofte skæmtede og ønskede et kvikt Svar, og svarede derfor frejdigt: Javel Hr. Greve!

Naa, sagde han leende, henvendt til Stabsveterinæ­ren, saa er det en rigtig Jyde.

DSK-årbøger, 1915

RIR242 skoer heste_mindre
Soldater fra RIR242 skoer heste

 

18. juli 1915. Et lyst syn på tilværelsen: “Hvad nytter det at græde?”

Frankrig, den 18. Juli 1915.

Kære „Hejmdal“! Forleden læste jeg i dine Spalter en Meddelelse om, at jeg var falden i fransk Fangenskab. Dette maa dog bero paa en Fejltagelse, thi hverken er jeg ble­ven fangen af de franske Soldater, og ej heller har jeg indtil nu ladet mig fange i nogen Snare af de franske Skønheder her.

Jeg nyder endnu min Frihed temmelig ubeskaaren.

Rigtignok maa man som Soldat føje sig i enkelte Smaating. Man har jo i Geleddet at holde Trit, Kæft og Retning, og naar der bliver kommanderet: „Se til højre I“ saa har man ikke at kigge til venstre.

Se, det var nu det.

Men ellers lever man i mange Henseender friere end almindelige „civiliserede“ Mennesker. Først og fremmest er man aldeles uafhængig af den Tyran, som hedder „Moden“. Noget Klædeskab behøver man ikke, thi enten man stiller til Arbejde i Skyttegraven, eller man mø­der op til Vagtparaden, saa møder man i sin luvslidte graa Habit, der er medtaget af Tidens Tand, men el­lers klæder en storartet.

Selv naar jeg gaar hen i Osteriet „Det hellige Hjer­te“ for at gøre mine Indkøb af Smør og Ost, saa mø­der jeg op i min „Feltgraa“, skønt Mademoiselle Jeanne ikke er mig helt ligegyldig. Jeg tror alligevel, at jeg tager mig godt ud i denne Habit, thi den smuk­ke Jeanne smiler altid huldsaligt til mig og kalder mig for Korporal, hvilket smigrer min Forfængelighed.

Hjemme i mit Kvarter har vi det ogsaa meget rart og frit. Enhver kan spytte paa Gulvet, hvor han vil, og Cigaraske, Pibeudkrasning og Kaffegrums strør vi ogsaa ugenert rundt samme Sted, uden at nogen mukker.

Vi lægger os mageligt paa Sengen med Støvlerne paa, hvilket ogsaa er meget rart. (Min Seng bestaar, i Parentes bemærket, af en Sæk med Spaaner og et Uldtæppe).

Selvfølgelig vasker vi heller ikke vore Kaffekop­per, det er jo aldeles overflødigt. Jeg ejer saadan en dejlig Kaffeskaal, som jeg en Gang i Januar Maaned reddede ud af en Bondegaard, der var stærkt med­taget af Granater. Det er sandt at sige den bedste Kaffeskaal, jeg har ejet, og jeg vil nødig skille mig fra den. Den har rigtignok to Revner, den ene gaar paa langs og den anden paa tværs, men begge disse Rev­ner gør kun, at jeg hænger des mere ved den.

En Gang for nogen Tid siden havde min Kamme­rat Kristian degraderet den til Sæbekumme, mens han barberede sig. Den Gang blev jeg yderst opbragt paa Kaffekedlens Vegne, og jeg foreholdt ham det ufor­skammede i dette. Men Kristian tørrede ganske sin­digt Sæbeskummet af Skaalen med Fingrene, og sva­rede grinende, at Skaalen havde ikke været saa ren i mange Tider, som den nu var bleven.

Jeg maatte jo bøje mig for Kendsgerningen, men alligevel var det nu ikke pænt gjort af Kristian.

Ja, det kan jo ikke nægtes, at vi skændes en Gang imellem her i Stuen, men det hører jo netop med til Friheden, at enhver skal have Lov til at sige sin Me­ning. En Ting er vi dog stedse enige om, at saadant noget, som at vaske op, rede Seng, skruppe Gulv, pudse Vinduer og alle slige Narrestreger er aldeles overflødige.

Mine Kammerater siger da ogsaa, at naar de kom­mer hjem, vil de indføre den samme Frihed hjemme, som de her er vante til at nyde; men jeg tror allige­vel, at de saa vil rage uklar med Kvindfolkene, thi de har nu deres egne Anskuelser.

Men hvorom alt er, for Tiden lever jeg altsaa me­get frit og føler mig aldeles ikke som Fange. Og hvis jeg en Gang med det første skulde faa en lille Orlov bevilget, saa vil jeg se indenfor hos Dig, at Du kan overbevise Dig om, at jeg er hel og sund og ikke har taget Skade paa det sunde Humør i disse bedrøvelige Tider.

Hvad kan det nytte at græde? Man bedrøver jo derved kun sig selv og andre.

Din hengivne Th. K.

"Babier im Schützengraben"  fra Hemmsen album.
Barbering ved Füsilier-Regiment 86 (Fra Valentin Hemmsens album. I privateje. Efter: “Füsilierregiment 86 i Verdenskrigen” (2014)