Tag-arkiv: teltlejr

8. juli 1918: Frederik Tychsen – Tilbagetrækning i regnvejr

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Lidt efter pakkede vi sammen og trak os længere tilbage. Dog var der dage imellem, hvor vi næppe havde lejlighed til at skyde, men vi var hele tiden i højeste alarmberedskab (hochste Alarmbereitschaft). Vi stod i stilling i nærheden af Augy.

Natten imellem 1. og 2. juli blev vi trukket ud og marcherede i flere dage. Den 4. juli ankom vi om aftenen og gik i bivuak ved Cologne (i nærheden af Braisne). Vi lå lige bag fronten. Her fik vi besked om, at vi skulle ligge flere dage.

I de første dage var jeg noget syg. Det regnede næsten hele tiden fra 2. – 4. juli på marchturen, og den 3. juli faldt regnen næsten skypumpeagtigt uafbrudt hele dagen, vel havde vi gummi eller rettere olietrøjer på med en spids hue til at trække ned over ørerne, og for en enkelt byge var disse ganske udmærkede; men da regnen faldt så voldsomt, trængte den ind alle vegne, så der ikke var en tør trevl på os. Disse olietrøjer havde vi taget hos de franske soldater, de faldne eller dem, der blev taget til fange.

Den 3. om aftenen byggede Orzekowski og jeg telt sammen, alt var vådt og koldt, vi fik kun den sædvanlige ration, ekstra forsyninger var for længst borte, og om natten blev jeg meget syg. Jeg fik heftige, krampagtige mavesmerter og diarré, og det var en frygtelig nat. Jeg drak den brændevin, jeg havde, sove kunne jeg ikke; den næste morgen rejste vi os, omtrent lige så våde, som om aftenen.

Efterhånden tørredes tøjet på kroppen, og da vi om aftenen den 4. ankom til Cologne, var jeg så nogenlunde i orden igen. Vi fik besked om, at vi skulle blive der i skoven flere dage, og derfor byggede vi teltet ret omhyggeligt med grøft rundt omkring.

Jeg lå i telt sammen med Skurnia og Heinrich Hülsmann. Den første dags tid regnede det meget, men vi kunne blive i teltet, og vi sov næsten hele tiden. Det klarede op igen, og de følgende dage bragte solskin og varme, som vi i så høj grad efter regnvejrsperioden trængte til.

I de følgende dage måtte vi ikke gå uden for skoven. Flyverne måtte ikke kunne se os. I de dage, der lå bag os, havde vi måttet nøjes med lidt søvn og maden var langt fra tilstrækkelig. En af de første dage slagtede vi en ged, som vi havde ved batteriet i flere uger. Den kom i gryden og kom hele batteriet til gode.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

25. april 1918: Frederik Tychsen – Sammen med batteriet igen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

3 – 4 km uden for byen lå skoven. På vejen derud traf jeg en Unteroffizier med nogle mænd fra vort batteri, de skulle til Herly efter drikkevand. Jeg fik yderligere stedet, hvor de opholdt sig i skoven, bekræftet, og en halv times tid senere havde jeg fundet dem.

Jeg fik hilst på Karl Skurnia, Heinrich Hiibschmann, Beckmann m.fl., og derefter meldte jeg mig hos batterichefen, hr. løjtnant Wiederholdt, der havde sit ophold i en understand langt nede i jorden: “Obergefreiter Tychsen vom Lazaret entlassen”.

Han var tilsyneladende glad og tilfreds med at se mig igen; han spurgte efter mit befindende, og spurgte, om jeg nu også var helt rask. Derefter sagde han besked om, at jeg kunne gå over til køkkenet og få nogen proviant, brød, pølse, lidt smør og marmelade.

Endvidere fik jeg tæpper, overfrakke, støvler, karabiner osv. ved monderingsvognen. En stålhjelm fandt jeg senere. Nu var jeg altså ved batteriet igen efter at have været borte fra 18. marts til 25. april (38 dage). I denne tid havde jeg f.et udhvilet, forplejningen var også god og tilstrækkelig.

Imens jeg havde været borte, havde batteriet været med i den store forårsoffensiv, der begyndte den 22. marts. De havde gennembrudt de franske og engelske linjer, og var først blevet standset ved Montdidier. De sidste dage foran Montdidier havde bragt dem svære tab, og da jeg kom til dem den 25. april, havde de været trukket ud af stillingen nogle få dage.

En af mine gode kammerater, Unterof. Jäger var faldet en aften da han sammen med nogle flere (Skurnia og Hans Gothe) var gået hen til en lille landsby for at prøve på at finde lidt proviant. Jäger var kommet fra infanteriet og skulle passe samt lede betjeningen af batteriets to maskingeværer; disse to maskingeværer fik batteriet tildelt august 1917, og de blev anvendt, når modstanderen truede med at indtage stillingen, men specielt imod de idelige flyverangreb. Nu blev Jäger på denne natlige færd ramt af en fjendtlig granat og var død på stedet. Skurnia og Gothe begravede ham med det samme, og de rejste et kors på hans grav.

Han blev ca. 35 år, og han var gift og havde børn. Skurnia fortalte, at der havde været fint måneskin denne nat, og var meget vemodigt stemt under arbejdet med at begrave Jäger. Da de var færdige, lyste Hans Gothe ”Fred over støvet” og bad “Fader vor”. Hans Gothe var teologisk student og katolik. Han var et godt menneske.

Batteriet havde mistet en del af mandskabet samt 56 heste i denne offensiv. Vi lå i skoven ved Herly i 6 dage. Tiden gik med at rense kanonerne, men der var for øvrigt ikke ret megen tjeneste. Vi måtte ikke gå uden for skoven om dagen af hensyn til fjendtlige flyvere.

Vi stod vagt ved køkkenteltet og provianten, men alt i alt var det 6 lette dage. Der blev meget snakket og røget tobak. Vi boede i telte, og klimaet var ret mildt. Om dagen skinnede solen, men nætterne var noget kølige.

Det varede ikke mange timer, inden jeg var inde i de gamle gænger igen, og af de gamle kammerater var der endnu nogle tilbage og det hjalp til, at man følte sig hjemme ved batteriet. Det var også blevet forår, man følte varmen om dagen og mildheden om natten.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.