Tag-arkiv: ordonnans

9. oktober 1918. Paul Hedegaard bliver bataljonsordonnans

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

8. oktober: Fra i dag er jeg ordonnans ved bataljonen, og det er min forgænger, der har anbefalet mig til dette job, altså ingen anden end Dres. Når endelig jeg skal ha’ det lidt godt, så er det ikke for tidligt. –

Jeg bragte i nat en melding til kompagniet, og dette var noget helt nyt for mig. Man er så ganske overladt til sig selv på disse ture i et og alt, bare skal man kunne hitte kompagniet og finde hjem til bataljonen og i det hele taget finde sig til rette.

9. oktober: Bataljonsstaben ligger ved Orangeville i skoven.

Sammenlignet med min hidtidige stilling var det velgørende at være her, hvor nerverne kan falde til ro, og man sover bedre, bliver mere menneske, selvom der er adskillige faremomenter forbundet med
jobbet.

DSK-årbøger, 1969

30. april 1918: Asmus Andresen – På jagt efter vand

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Næste Dag vaagnede jeg først Kl. 9, og da jeg ikke havde noget at bestille gik jeg ud for at søge efter Vand, som jeg ogsaa fandt i Nærheden af en Ruin. Jeg slukkede først min Tørst, fyldte derefter min Kogespand med Vand, som jeg bragte mine Kammerater.

Da jeg kom ind i Hulen, spurgte de mig straks efter, hvor jeg havde fundet Vand, da de Dagen i Forvejen havde ledt og intet fundet. Jeg meddelte dem, hvor Vandet var at finde, men da de troede, de ikke kunde finde det, maatte jeg sammen med 2 andre af Sted igen. Det var ikke nogen Fornøjelsestur; thi der blev stadig skudt, og mange Granater faldt i Nærheden af os.

Vor Opgave var at udlægge Telefontraad til en Hule oppe paa Bakken, et Sted, hvor fra vi kunde holde Øje med Fjenden, men da Bakken blev stærkt beskudt, var det umuligt at holde Telefonen i Orden. Om Eftermiddagen skulde vi saa danne en Løberpost.

En Kammerat fra Hamburg og jeg blev anvist en Lavning bag Bakken; der skulde vi rejse en Stang op med en Daase paa Toppen til Tegn paa, at her var Løberposten. Vi fik straks travlt med at grave et Hul i Jorden, hvor vi kunde dække os for Granaterne, som her faldt i stor Mængde. En Lavning i Terrænet bliver altid stærkt beskudt, fordi Fjenden ikke kan se, hvad der foregaar i den.

Henad kl. 4kom det første Telegram fra Bakken; det skulde saa bringes videre saa hurtigt som muligt. Jeg tog den første Tur. Der var 20 Minutters Løb til den næste Post. Da jeg kom tilbage sad min Kammerat i Hullet med et Telegram i Haanden og ventede paa mig. Han sagde, at han var bleven syg, derfor kunde han ikke løbe med Telegrammet. Jeg maatte saa af Sted igen.

Da jeg atter var paa Tilbagevejen blev Lavningen beskudt med Granater; da 2 af disse faldt i Nærheden af mig, fik jeg snart fat i Gasmasken, og saa løb jeg, alt hvad jeg kunde, for ikke at komme i for tætte Gasskyer. Jeg kom ogsaa godt tilbage til min Kammerat. Vi søgte nu efter nogle Tæpper og Kapper, hvormed vi kunde dække os for Natten.

Kl. 7 kom der atter et Telegram, og Posten, som bragte det, spurgte, om vi havde faaet noget at spise. Vi meddelte ham da, at vi ikke havde faaet Mad i 2 Dage. Han fortalte os endvidere, at Officeren havde lovet os Jærnkorset, saafremt vi holdt ud en Dag til.

Da Posten var gaaet, vilde min Kammerat liste mig af Sted igen, men det skulde jeg nu ikke have mere af, han maatte selv se at komme af Sted, og han maatte skynde sig, da det ellers vilde blive mørkt inden han kom tilbage,Kl. 7½ løb han, og imens lagde jeg nogle Brædder og en Del Jord over Hullet, som vi havde gravet, og nu ventede jeg efter, at han skulde komme igen.

Tiden blev imidlertid lang. Ved Ottetiden kunde han være naaet tilbage, men da Kl. var 9, var han hverken til at høre eller se, hvorfor jeg begyndte at blive urolig for ham. Jeg kravlede ud af Hullet for at se efter ham, men da han endnu ikke var til at øjne, mente jeg, at han havde forvildet sig eller var kommen til Skade. Jeg lagde mig til at sove, men jeg kunde ikke falde i Søvn.

Kl. 11 hørte jeg en raabe »Arras«! Det var ikke mit Navn, men Stemmen lød mig bekendt. Jeg kravlede da atter ud af Hullet og gik i den Retning, hvorfra Raabet kom, og efter 10 Minutters Forløb opdagede jeg den raabende Mand, som jeg paa Grund af Mørket ikke kunde kende; men det viste sig at være min Kammerat.

Ved min Tilsynekomst blev han i den Grad glad, at han teede sig som et Barn, og jeg begyndte at tvivle om hans Forstand, thi han var i den Grad medtaget, at jeg maatte støtte ham hen til Hullet, hvor han straks faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

2. december 1916 – Lorens Jepsen: “… det stolte Regiment ”Bremen” “

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Monchy Lørdag XII.16.

Min kære Anne!
Takker Dig hermed for et Kortbrev fra d. 28. Du klager, at Du faar saa sjælden Post. Saa maa jeg jo se, om jeg kan overkomme at faa noget mere skrevet. Faar du imidlertid 2 til 3 Breve ad Gangen, saa er det jo selvfølgelig ikke min Skyld, men maa ligge hos Posten. I Gaar Aftes var vi forude at skanse og naar vi gør sadanne Ture saa har vi kun meget lidt Tid til egen Raadighed og er ogsaa trætte, naar man naar tilbage[.] Derfor maa Du undskylde naar jeg ikke skriver paa saadanne Dage.

Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje "Hansa" udført af blandt andet Infanterie-Regiment "Bremen" Nr. 75 25.-26. november 1916
Udsnit af Flensborg Avis 27. november 1916 med omtale af kamppatrulje “Hansa” udført af blandt andet Infanterie-Regiment “Bremen” Nr. 75 25.-26. november 1916

Du har læst, at Regimentet ”Bremen” har haft Patrouilleforetagender. Ja, det stolte Regiment ”Bremen” er helt rigtigt mit Regt. No 75, ca. hundrede Mand frivillige var fra vort Rgt en lille Smut over i den engelske Grav, snappede 25 Fanger og var saa rask tilbage igjen. Paa Grund af, at Overfaldet foretoges uformodet og hurtig kom det ikke til nogen Fægtning og vi tabte kun en Mand, som var uheldig at hage med en Haandgranat i Pigtraaden, som derved kom til at eksplodere og dræbte ham selv. Vi havde en Vogn staaende rede for at transportere mulige fangne Officerer. Dem fik vi dog ingen af. Jeg laa jo den Gang i Staffete mellem første og anden Stiling og havde selvfølgelig ikke andet med Patrouillegangen at gøre, end at det kunde bringe nogle flere Meldinger. Men da en Tidlang slet ingen Meldinger kom, saa har jeg lagt mig hen at sove og har ikke mærket det mindste til det Hele. Det hele har ikke mindste Betydning, det skulde da i det Højeste være i Oplysningsøjemed.

Kort over operation "Hansa" gennemført 25. - 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)
Kort over operation “Hansa” gennemført 25. – 26. november 1916 (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934, s. 234)

Det var jo et sørgeligt Tilfælde med Lassen Rerup.

Pastor Tonnesens Skrifter, som Du har tænkt at bestille, er ikke noget Blad, men nogle Skrifter som Du kun faar tilsendt en Gang. At dømme efter Manden tænker jeg, at Skrifterne vil være rigtig gode. Er Sigmund Olsen endnu hjemme? Der er vel ellers saa omtrent gjort ren Kant, jeg forstaar ikke hvorfra Soldaterne skal tages til næste Aar, men maaske Kvinderne saa kommer for Tur.

Hjertlig til Dig og Børnene
Din egen Lorens

29. august 1916. Ved Verdun: En tysk kammerat begraves

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. To gange havde han været i stilling, men nu forventede de at skulle afløses.

Den division, der skulle indfinde sig, udeblev stadig, så vi måtte på den igen. (Tredje gang i stilling).

Denne gang fik Lor. Lorensen og jeg et godt job, idet vi efterhånden var blandt dem, der havde været længst ved kompagniet. Lorens havde også været med i forreste linje begge gange og jeg altså en dag længere i stilling sidste gang, så vi forblev i køkkenslugten, hvor vi stod til disposition og kun var to ture sammen i Fumindalen.

Inden den bebudede afløsning skulle komme, mistede vi vor bedste mand, vor bataljonsadjudant, som jeg så ret havde lært at kende under mit ophold der som stafetløber. Han var ingen hurra-patriot, men en tysker med hjertet på det rette sted. I besiddelse af en dyb pligtfølelse og kærlighed til sit land var han, skønt kun garnisonstjenestedygtig på grund af en stor hjertefejl, gået frivillig med i fronten. –

På vejen tilbage over åbent terræn i Vaux-slugten gav han sine ordonnanser besked om at løbe så hurtigt, de kunne, for at nå sikkert over i løbegraven, han skulle nok komme bagefter, men grundet på sit dårlige hjerte var han nødt til at skynde sig langsomt.

Da han imidlertid ikke kom, gik de tilbage og fandt ham død, ramt af en granatsplint i hovedet.

To dage senere blev han med militæriske æresbevisninger begravet på soldaterkirkegården i nærheden af Loisson.

Jeg meldte mig frivilligt til at deltage i begravelsen, da jeg syntes, at manden var tabet af en frieftermiddag værd.

Enten i stilling eller udenfor – altid var han den samme. Aldrig har jeg hørt ham skælde ud eller bruge grov mund og altid forstående over for mandskabets problemer. I sin tale ved højtideligheden nævnede præsten også, at det formodentlig havde været sidste gang, han skulle have været i stilling, idet divisionen en af de nærmeste dage stod foran at blive afløst, og det var en kærkommen meddelelse at komme hjem med til kammeraterne.

Denne gang syntes det også at skulle slå til, thi næste dag, den 30. august, kom der ordre om at pakke for at læsse på jernbanevogne, som skulle fragte det til bestemmelsesstedet i Lothringen, hvor vi skulle ligge i ro.

DSK-årbøger 1970

8. marts 1916 – Matthias P. Branderup: “… fyldt med døde”

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.

Efter optegnelserne i min soldaterbog har jeg været med til at storme følgende byer: Den 28.2.1916 Bezonvaux og Hardemont. Noget senere byen og fæstningen Vaux. Hvis jeg skulle skrive om alle oplevelser i denne tid, ville det fylde mange sider. Jeg vil kun nævne nogle enkelte.

En af de mest rædselsfulde var en nat vi lå i en skov, hvor vi ikke blot blev beskudt at af fjenderne, men også af vort eget artilleri. Vi  sendte lyskugler op med tegn om, at de skulle forlægge ilden længere frem. Men det tog sin tid, inden de blev klar over den fadæse, de havde lavet.
Det var også i denne skov, at vi en nat skulle tilbage for at hente vort feltkøkken. Da vi var med på det sidste hold, fik vi to mand besked om at tage en ballonflaske med 20 liter brændevin med tilbage, som dagen efter skulle fordeles i kompagniet.  Med vilje sakkede vi lidt bagud, for at få vore feltflasker fyldte med de klare dråber. Men vi to var også de eneste, som fik noget ud af denne snaps, for den næste morgen foretog fjenden et modangreb, så vi hurtigt måtte trække os tilbage, og overlade de kostbare dråber, som skulle have givet os lidt varme i kroppen, til franskmændene. Forhåbentlig har de så haft glæde af den.

At være ordonnans kunne i en rolig stilling være en “druckposten”. Men i en offensiv var den lidet misundelsesværdig. For at være sikker på, at en melding kom frem, blev to mand altid sendt afsted. Den ene kunne jo blive såret eller falde. Så kunne den anden bringe meldingen videre. Om dagen var det næsten umuligt at lade sig se, så al meldetjeneste foregik derfor om natten i ly af mørket.

Vort kompagni lå i en hulvej, hvor vi benyttede os af de bunkers, som franskmanden havde lavet. For at komme i forbindelse med batl, måtte vi over en vej og en grøft. Det var uhyggeligt at passere denne, da den var fyldt med døde, som ikke kunne skaffes væk. Mangen gang var vi ikke klar over, om en by var besatte at de franske eller tyskerne. Byen kunne den ene dag være besat af den ene part, og den næste dag af den anden. Vi fik således en nat til opgave af vor batl.-fører, at udforske,om en by, der lå lidt til venstre for os, hvem den var besat af. Det var ikke nogen hyggelig opgave. Da vi sneg os frem i mørket, opdage vi pludselig en fransk dobbelpost. De havde heldigvis ikke bemærket os. Vi kunne godt have skudt på dem. Men det var slet ikke vor opgave. Det var bare om hurtigst muligt – at komme tilbage igen og aflægge beretning.

Det var en nat med heftigt skyderi, at vi befandt os hos batl.-føreren. “I kan vente her, til det bliver lidt mere roligt, inden I går tilbage til kompagniet”, mente han. I det samme dumpede en ordonnans fra en jægerbatl. ned hos os. “Hvor kommer du fra?”, spurgte majoren. “Vi har lige afløst Deres batl., men fandt først nu Deres understand.” Sikken redelighed”, mente majoren, “Her sidder deres fører og har ingen anelse om, at hans batallion er afløst. Hurtigt tilbage”. Og denne ordre var vi ikke sene til at efterkomme. Med majoren, hans oppasser og vi to ordonnanser i hælene gik det hurtigt ned ad bjerget.

Det var ved at blive lyst, og franskmændene havde opdaget os og begyndte at åbne en kraftig ild. Vi var så uheldige, at vi ikke kunne finde nogen åbning i den brede pigtrådsspærring, så vi et stykke tid måtte løbe langs med denne, inden vi fandt igennem. Da vi var kommet så vidt, at vi var uden for skudvidde, kunne vi tage den mere med ro. Men vi var kommet så langt til siden, at vi først nåede frem, da vores batl.  var færdig med at spise. Men mad var der nok af, for der var mange, som aldrig nåede tilbage.

Nogle dage senere blev et af vore store ammunitionslagre skudt i brand. Det var nu også fjollet at opbevare så meget på et sted, i stedet for at lægge det i mindre depoter. Dette var måske også medvirkende til, at vor fremrykning ikke gik så hurtigt, da et stort frontafsnit blev forsynet fra dette depot. Efter hvad der blev fortalt, ramte en granat noget letfængeligt materiale.  Og så fulgte den ene store detonation efter den anden. Da vi lå lige op ad depotet, var det bare om at komme så langt væk derfra som muligt og finde dækning. Vi fik besked om at åbne munden og stoppe ørerne til, for at trommehinderne ikke skulle sprænges. Sprængningen havde været så voldsom, at et større hus kunne have ligget i hullet bagefter.

Efter en uges hvil gik det atter til fronten. Noget af det farligste var at komme frem og tilbage. Franskmændene havde altid observationsballoner oppe, og ligeledes var flyverne igang hele dagen for at udspejde vore troppebevægelser.

En nat var jeg med til at hente mad, men kunne ikke finde køkkenet. Endelig løb vi på et stort lager af konserves, og det tog os ikke lang tid at forsyne os, med alt hvad vi lige kunne slæbe. Vi fyldte de store kaffebeholdere med vand, og så hurtigt tilbage, inden det blev lyst. Da vi led mest af tørst, var vandet lige så velkommen, som om det havde været kaffe. Under sådanne omstændigheder er det bare om at hjælpe sig, som man bedst kan.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

 

26. oktober 1914. Jeppe Østergaard er død: “Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Slutningen af Jeppes Østergårds sidste brev den 25. oktober blev skrevet på godset Kobylin, der ligger ca. 25 km sydvest for Skiernewice. Her forskansede grenaderregimentet sig i løbet af søndagen den 25. oktober. Jeppe Østergaard var “Gefechtsordonnanz”, dvs. han skulle bringe meldinger fra bataillonsstaben ud til kompagniet. Det var en meget farlig post.

Mandag morgen den 26. oktober blev den tyske stilling voldsomt angrebet af russerne, og især blev artilleriet på venstre fløj hårdt trængt. Der var tæt tåge over egnen, og det gjorde kampen endnu mere uhyggelig. Første og andet kompagni af grenaderregimentet lå i skyttegrave på en lille forhøjning i jordsmonnet. Der blev snart givet ordre til, at de to kompagnier skulle trække sig ud af skyttegraven og rykke artilleriet til hjælp og forstærke fløjen, og “Gefechtsordonnanzerne” måtte afsted med meldingen. Det var de to nordslesvigere, Jeppe Østergård fra 2. kompagni og Jørgen Asmussen fra 1. kompagni. Den sidste fortæller i et brev, dateret den 10. januar 1915 om, hvad der videre skete:

Vi gik sammen bort. Hans kompagni lå betydelig videre borte end mit. Der var en heftig geværild fra fjendens side, så kuglerne peb os tæt om ørerne.

Til mit kompagni kom vi begge i god behold. Jeppe måtte jo så videre. Vel omtrent 30 skridt fra mig seer jeg ham falde. Jeg vilde ile derhen, men det var mig på grund af den tiltagende geværild ikke muligt. Endnu i aften ligger jeg sammen med den sygebærer fra vort kompagni, som forbandt ham. Han udtaler, at Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig. I samme nu faldt han til jorden, idet han råbte: “Kammerater, hjælp mig!”

Sygebæreren har straks taget ham ned i skyttegraven, revet hans klæder op og forbundet ham. Men han kom desværre ikke mere til bevidsthed. Han levede 6-7 minutter, så udåndede han. . . . Da aftenstunden frembrød, blev han jordet i en fællesgrav sammen med hans Hauptmann, som faldt samme dag. De ligger i en smuk have ved et stort gods, som lå der i nærheden. Det var mig en tung gang denne aften at følge ham, min kæreste ven, jeg nogensinde har haft, til graven. Vi bad en stille bøn ved graven, og derpå jordedes han.

Brevene og dagbøgerne er udgivet af Marius C. Skar: “To faldne brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig”, Kolding , 1931. Læs den her: To_Faldne_Brødre_Østergård

1914-10-polsk landsby

23. oktober 1914. Feltpost fra Jeppe Østergaard: “Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte.”

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 23.10-1914.

I går af gik alle kolonner mod sydvest, efternølerne i dag. 1. og 2. bataljon, en bataljon 128, maskingeværkomp. og een afdeling artilleri skal opholde russernes fremtrængen og sikre tilbagetoget. En del lå natten over i skyttegrave, og om morgenen gik vi frem mod øst. En mils vej ude træffes de russiske forposter, der skydes lidt på begge sider, artilleriet fyrer kraftigt, og vi trækker os i ordnede grupper tilbage. Hele bataljonen havde 8 sårede. Da lidt over middag alle er bag byen, sprænges broen. Bataljonen forskanser sig en 2-3 km bag byen.

Brev til hjemmet

2 km vest for Skiernewice 23.10-1914 aften.

Kære allesammen!

Mens kompagnierne ligger i solide skyttegrave, som gravedes i eftermiddag, og der nu er indtrådt en pause i skydningen, sidder jeg lunt i et hus hos batl. staben som „Gefechtsordonnanz” og vil ved lampens skær prøve på at sende jer, I kære, et par ord.

Først mange tak for alt, hvad de sidste dage har bragt mig fra jer. Tre breve, stemplet 4., 10. og 13. ds., men hvor glad jeg end er for dem, jeg har fået, beklager jeg dog meget, at de fra 10/9 til 4/10 er gået tabt.

En tid lang gik posten via Galizien, og det synes, som om intet deraf er nået i de rette hænder. Desuden gik vi i denne tid meget stærkt fremad, hurtigere end de gamle postiljoner kunde følge efter. —

Så har jeg fået 3 pakker fra Sommersted, een fra ungdomsforeningen, hvis medlemmer i huset jeg hermed siger min bedste tak, men som jeg forøvrigt håber snart at få lejlighed til at sende en særskilt hilsen og anerkendelse. Een pakke med strømper og handsker, fin vare, udmærket varme, og een pakke med chokolade, bonbon, maggi og skrivemateriale. Det sidste kom mig meget tilpas, da mit oplag ebbede ud. Maggibouillon smager fortrinligt, og de andre varer er jo rene lækkerbidskener. — Der mangler endnu en pakke med mavebindet, men muligt at den kommer næste gang.

Vejret har i den sidste tid været tåleligt, i forhold til årstiden, og klimaet her endog meget mildt. En smule nattefrost har vi ganske vist haft, men må indrømme, at de foresatte tager al mulig hensyn til os, for så vidt det lader sig forene med de nødvendige sikkerhedshensyn.

Siden vi betrådte Polens grund, har vi kun sovet ude en 5-6 gange, og selv om en lade ikke kan sammenlignes med en hyggelig stue, hvor ilden brænder lystigt i kakkelovnen, så er den dog fortrinlig, når hullerne stoppes til, og man har strå at vælte sig i.

Da vi rejste herned fra Østprøjsen, lo mange og officererne med, da vi købte os varmt undertøj. „Det får I gennem komp. Til oktober får I vinterundertøj og pelstrøjer!!“ Sådan lød de smukke ord. Jeg tænkte kun et „mon?“ og købte, hvad jeg havde brug for, og nu er mig de varme sager adskilligt værdifuldere end de kolde mønter i lommen.

Varmt undertøj har vi ikke fået udleveret, og de bebudede pelse løber nok endnu frit omkring i Lyneborgheden og andet steds. Med at få tøjet tørret går det ganske simpelt. Der laves en prægtig ild, man nærmer sig ilden så meget, som heden tillader det, og snart damper man fra øverst til nederst. Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte og, skønt de var nye i August, alle opslidte. Fødderne er derfor næsten aldrig tørre, støvlerne får man ikke af i hver uge, og strømperne holder derfor kun en 14 dage.

Det vilde derfor være rart, om I med en 3 ugers mellemrum vilde sende mig et par strømper og et par “fodlapper”. Jeg bruger begge dele, da erfaringen har lært, at fødderne på den måde holder bedst ud.

Med føden er jeg hidtil kommen ret godt igennem. Enkelte dage har jeg levet noget knapt, men sultet har jeg dog aldrig.

1914-10-polsk bondegård

20. oktober 1914. Jeppe Østergaard på fortsat march.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 20.10-1914.

March med mange standsninger, men alligevel videre, til endelig kl. 2.30 eftm. målet nås.

Banegårdene brænder, og broer sprænges bag os. Vi passerer Cerardowo og går videre.

Ankommen til bestemmelsesstedet, hvor vi traf en prægtig slagterbutik, må jeg gå 1/4 time tværs over marker til batl.-staben for der at modtage eventuelle meldinger til komp.

1914-10-tysk marchkolonne passerer østrigsk
Tysk marchkolonne passerer østrigsk, oktober 1914