Tag-arkiv: kvinder

24. november: Asmus Andresen – Ved den tyske grænse: “mange Steder sad der grædende Kvinder i Vinduerne og så efter os”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter længere tids tilbagetog, befandt han sig i november 1918 ved den hollandske grænse til Tyskland.

4 Dage senere kom vi til den tyske Grænse ved Aachen. Der havde vi en vældig Bakke at køre op af; op ad den Bakke lå der mange døde Heste, som var døde af Overanstrengelse.

Da vi kom over Grænsen fik vi at vide, at den vestlige Del af Rhinen skulde besættes, derfor måtte vi holde sammen, indtil vi kom over Rhinen.

De tyske Byer, som vi nu passerede, var festlige smykkede for de hjemvendende Krigere, mange Steder sad der grædende Kvinder i Vinduerne og så efter os, mange af dem ventede nok forgæves efter deres Mænd eller Sønner.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

3. oktober 1918. Et uartigt forslag – eller bare sprogforbistring?

Frederik Hansen, Kegnæs, gjorde krigstjeneste i Frankrig.

En Misforstaaelse

Det var i Frankrig i Efteraaret 1918. En Del af vort Kompagni havde været haardt med paa Verdun-Fronten og skulde nu en Tid i Ro i en lille By bag ude, hvor der endnu var en Del Civilfolk. Det glædede vi os naturligvis til. Naar man i Maaneder kun har set Soldater, ensrettede Led i det store Krigsmaskineri, saa gør det altid et stærkt Indtryk paa een, naar man pludselig staar overfor rigtige Mennesker, ganske særligt, naar det er Kvinder og Børn. De fleste af os havde jo selv Kone og Børn derhjemme, som stadig var i vore Tanker.

Sammen med en Kammerat, en Berliner, blev jeg sendt til Byen for at sørge for Kvarter til vor Feldwebel og hans Skriverhans. Der blev anvist os et Hus, hvor der boede en yngre Kone med sin lille Pige. Vi forklarede hende, hvad vi skulde, og hun viste os et Værelse, hvor der før havde været Indkvartering.

Konen kunde omtrent lige saa meget Tysk, som vi kunde Fransk, dvs. ikke ret meget, men hun fik os dog fortalt, at hendes Mand var i Fangenskab i Magdeburg. Vi trøstede hende med, at i Magdeburg havde Fangerne det godt. Om hun troede os, er jeg dog ikke helt sikker paa.

De franske Kvinder, der levede her bag Fronten, havde vel nok en trist Lod. Fra deres Kære, der var med i Krigen, fik de aldrig Efterretning, vidste ikke, om han var levende eller død, syg eller saaret. Kun i det Tilfælde, at han var i tysk Fangenskab, fik de med visse Mellemrum den Efterretning fra ham, at det gik ham godt. Det var dog altid et Livstegn. Konen var venlig, og vi fik snart den lille Piges Fortrolighed.

Vi gav os saa til at ordne Værelset. Der skulde laves et Par Køjer, der skulde slaas Hylder op, og der skulde slaas Brædder for, hvor der manglede en Rude, og Taget skulde tættes, saa det ikke kunde regne ned i Feldwebe lens Seng. Vi tog os det med Ro, Dagen skulde gerne gaa, for, som han udtrykte det, Berlineren: „wer Arbeit kennt und sich nicht drückt, der ist verrückt!”

Men omsider blev vi færdige, vi manglede bare at faa fejet ud, saa var Værelset saamænd meget komfortabelt. Vi bankede paa hos Konen og bad om at maatte laane en Kost (Besen). Men næppe havde jeg udtalt Ordet, før Konen fo’r op med Skrig og løftede afværgende Hænderne op for Ansigtet, og den lille Pige begyndte at græde.

Vi saa uforstaaende paa hinanden. Saa gentog Berlineren lidt brysk: „ein Besen“ .

Men det blev for meget for den gode Kone. Med en Tungefærdighed, som vi ikke havde tiltroet hende, slyngede hun os en Talestrøm i Møde, hvoraf vi ikke forstod andet, end at hun var en fransk Kvinde, og at vi var tyske Barbarer, og om vi ikke vilde være saa venlige at forsvinde, jo før, jo hellere. Lidt slukørede listede vi ud, bandt nogle Kviste sammen til en Kost og fik fejet ud, og tankefulde drog vi tilbage til Kompagniet.

Næste Dag fortalte jeg vor Reservelæge, hvordan det var gaaet os. Han slog en hjertelig Latter op. „Ved I Dosmere da ikke, at det franske Ord for Kys er „Besen“?

Konen har troet, I har villet kysse hende!” Nej, hvor skulde vi vide det fra. Vi var virkelig kede af, at vi, meget mod vor Vilje havde fornærmet Konen. Det er dog mit Haab, at den gode Kone senere har opdaget Fejltagelsen, at det er gaaet op for hende, at det var en Kost og ikke et Kys, vi bad om.

DSK-Årbøger, 1942

1. oktober 1918. Jeg mangler dig at tale med i denne tid. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 1. okt. 18

Min kæreste Jørgen!
… Det går slemt til på hele fronten nu. Der står meget i avisen om det, måske freden jo dog er nærmere, end vi tror. Du har vel læst om, at Bulgarien vil have fred. Sådan vælder det jo ind fra alle kanter nu, og en ny rigskansler får vi jo vist også.

Jeg mangler dig at tale med i denne tid, for jeg er helt optaget af det altsammen. Valborg er jo nu heller ikke hjemme, ellers er hun jo gerne godt med. Ellers er de fleste herhjemme såmænd så ligegyldige for alt, der sker, især da kvinderne, de er så uforstående og følger slet ikke med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. september 1918 – Ribe Stiftstidende: medhjælp til faneflugt

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Medhjælp til faneflugt

Flensborg Avis meddeler: Af varetægtsarresten fremstilledes i tirsdags for landsretten i Flensborg den 1895 i Flensborg fødte fyrbøder Christian Nikolaus Petersen, som sigtedes for natten fra 21. til 22. juli i aar ved Kronsgaard ved Gelting at have været 3 unge mænd, af hvilke den ene allerede var soldat, behjælpelige med at flygte til Danmark i  en baad. De blev dog alle sammen anholdte. Den anklagede tilstod alt. Statsadvokaten  androg paa 1 aar og 6 maaneders fængsel. Dommen lød paa 9 maaneders fængsel, af hvilken straf der fraregnedes 1 maaned for afsonet varetægtsarrest. For ulovlig omgang med krigsfanger stod den 1895 i Kværs fødte tjenestepige Anna Cathrine Petersen anklaget. Hun stod i et intimt forhold til en russer paa samme arbejdssted. Den 12. juli besluttede de to at gaa over grænsen, men blev anholdte. Den anklagede tilbød nu den paagældende vagtmand 100 mark, hvis han lod dem løbe. Derfor lød anklagen i gaar ogsaa paa bestikkelse. Hun tilstod alt. Statsadvokaten androg paa en samlet straf af 9 maaneder. Dommen lød paa 5 maaneders fængsel, hvoraf 1 maaned fraregnedes for varetægtsarresten. 

26. august 1918 – Milert Schulz: “Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 26.8.18

Ærede Herr Pastor!
Igaar Deres kjære Brev fra den 4.8. modtaget og takker Dem mange Gange for same. Men da jeg læste Indholden blev jeg forfærdelig slaaet ved at höre at min elskede Broder var falden i Frankrig efter saa kort en Tid at være i Felten. Denne sörgelige Efterretning har jeg endnu ikke modtaget hjemmefra trods det jeg med samme Post havde et Brev fra min kj Fader fra den 3.8. men der stod intet om denne Begivenhed. Han skrev kun at di var haardt med i Ilden.

Maatte den kjære Broer dog havde sin udödelige Sjæl fre[l]sst inden Gud har kaldt af ham. Men vi vil staa i dette Haab at Herren har taget ham hjem til sig i sin Herlighed hvor der er mig Fryd og Glæde. Saa faldet det hellre ikke svær for os som Guds Börn at tage imod saadan et tung Budskab, tie saa ved vi at om en liden Stund skal vi sees igjen hos Gud. Det har heller aldrig falden mig svær at gaar i Skyttegraven for jeg ved mig frelst i Jesu Blod. Om Dödens kugle ogsaa skulde ramme mig saa véd jeg dog at Döden er mig en Vinding. Det er jo Naade over Naade at vi maa kalde os Guds Börn, at vi maa höre med til den frelste Skare, den lille Flok. Og derfor tager jeg ogsaa imod dette Budskab med et rolig Hjerte. Gud tröste os i vor Sorg med sin Tröst.

Indtil nu har Herren holdt sin beskÿttende Haand over mig og har bevaret mig i saa mangen en Fare som jeg har været i og derfor kan jeg ogsaa kun Takke og Lovprise Herren for sin Godhed som han har bevist imod mig. Ja Gud er god han sætter en Mur omkring mig og derfor sÿnger jeg saa fri og glad. Naar jeg immellem har været i Fare saa har jeg altid med et rolig Hjerte sunget den dejlige Sang i Lommesangbogen No 103 som jeg ogsaa har her ”Mig intet skal fattes min Hyrde som er o.s.w.” Det har altid været en stor Tröst for mig, ellers naar jeg kan tag mit nÿe Testamente ud af min Rücksak og öse af den herlige Kilde som aldrig slukkes. Ja giv Herren at jeg maa blive bestandig indtil Döden.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. For Tiden ligger vi endnu i Ro ved Middelhavskÿsten mellem Haifa og Jaffa og kan see ud over det uoverskuelige Hav. Solen brænder endnu temmelig stærk, men derfor ligger vi ogsaa saa tædt ved Vandet saa vi har den dejligste afkölende Söluft.

Hver Dag har vi besög fa Araber som bÿder deres Varer til Salg der bestaar af Meloner, Smör, Ost, Melk og Figner. Om Morgenen Kl. 5 kommer allerede Araberpiger med deres Melkekrukker bærende paa Hovedet og i bare Födder som di for det meste alle löber. Som Smykker bærer di om Hovedet eller Halsen en Kjæde med Mÿnter eller Medaillon. Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen. Klædningen er meget tarvelig. Kvinder er for det meste alle Tettoveret i Hovedet, på Brystet, Haanden og Benene. Derimod er den mandlige Araber som bringer Deres Varer til  Salg paa Kameler eller Eseler bedre klædt. Var for en Tro de har veed jeg ikke, men naar de beder har di altid Ansigtet vendt mod Mekka eller Medina og saa beder di med deres Serremonier, med at kÿsse Jorden og deslige.

En anden Befolkning her i Palästina er Beduinerne. Det er et mere röverisk Folk end Araberne. Vi har engang lagd som Bedækningskompagni paa en Banegaard hernede som kaldes Dera. Der kom der ogsaa en Nat 2 Beduiner om som vilde spionere, men vor Nattevagt blev dem redttidig var og sköd med sit M.G. efter dem da di ogsaa sköd efter os. Denne Slags Folk er mere öst for Jordanfloden i Slættene, de staar ogsaa for det emste i engelsk Tjeneste. Rigtige Tÿrker finder man her ikke.

For denne Gang slutter jeg saa med en hjertelig Hilsen og paa snarlig Gjensyn Deres unge Ven og Br. I Herren.

Milert Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

5. juli 1918 – Flensborg Avis: “Den forfærdelige Krig kræver tunge Ofre”

Krigsefterretninger

Efter næsten fire Aars Uvished har Enke efter afdøde Maler Sorgenfrei i Tønder nu faaet Meddelelse om, at hendes eneste Søn Bernhard er falden allerede den 12. Oktober 1914.

Gefrejter Mathias Sørensen, Søn af afdøde Arbejdsmand Peter Sørensen i Tønder har faaet Jernkorset af første Klasse. Han har allerede været saaret 4 Gange. Under Kampen den 21. Marts blev han haardt saaret af Skud i Ryggen og Armen, og hans paarørende havde allerede faaet Meddelelse om, at han var død. Des større var selvfølgelig nu Glæden, da der kom Meddelelse fra Sørensen selv om, at han var haardt saaret, men dog blev bedre allerede.

P.  Petersen, en Søn af Slagter Petersen i Nørregade i Tønder, er bleven forfremmet til Løjtnant i Frankrig.

I disse Dage har Fru Thomsen Johansen i Daler faaet Telegram fra Rusland om, at hendes Mand, Gaardejer Thomsen Johansen er afgaaet ved Døden paa et Lazaret. For 8 Dage siden fik hun Meddelelse om, at Sønnen var falden i Frankrig. For 4 Uger siden var de begge samtidig hjemme på Orlov, og nu er de begge døde. Den forfærdelige Krig kræver tunge Ofre.

Hilsner fra Felten
Vi undertegnede Nordslesvigere, som er sammen ved en Vognparkkolonne, ønsker gennem disse Spalter at sende Bekendte og Venner derhjemme samt Kammeraterne ved Fronten en hjertelig Hilsen. Bendix Petersen, Horsbøl; Andreas Hansen, Andrup; Niels Hansen, Mjøls; Jørgen Schmidt, Genner; Hans Jørgensen, Agtrup.

Dagsnyt – Provinsen

Husild. I Gaar Formiddags lød der Brandalarm i Tønder Bys Gader. Der brændte en Garderobe hos Enken Schlüter i Nystaden. Ilden slukkedes af Naboerne, men Tøjet i Garderoben og Gulvet underneden var brændt. Den fattige Enke har mistet sit Tøj. Ilden har ulmet i et Par Timer, da Konen var paa Markarbejde og Børnene i Skole.

En Rosentyv. Natten til Onsdag blev 25 højstenglede Roser, som Blomsterhandler Olufsen i Tønder lige havde modtaget fra Hamburg, stjaalne ud af et aflaaset Kælderrum. Det mærkeligste er, at Laasen var ubeskadiget og at der ikke var noget borte af de i Kælderen gemte Fødevarer.

Jernbanetyve. Sadelmager Roost i Møgeltønder fik forleden Dag fra Løgumkloster sendt en Pakke Huder. Da Pakken, som var tilsyneladende urørt, aabnedes, viste det sig, at der var skaaret Læderstrimler af Huderne. Modtageren kræver Erstatning af Jernbanevæsnet.

Fem russiske Fanger flygtede forleden fra Emmersk; to af dem nappedes ved Grænsen, medens tre er slupne over.

En sørgelig Ulykke i Alssund. – Syv Mennesker druknede. I Tirsdags Aftes sejlede 3 Marinesoldater og 4 unge Piger i en lille Baad med store Sejl fra Melsgaard til Hardeshøj. Midt mellem Melsmark og Sundved kæntrede Baaden og alle de ombordværende druknede. To af de unge Piger var Søstre, Døtre af Hans Jessen Mørk paa Perbøl Mark, den ene tjente paa Melsgaard; de to var Døtre af Chr. Petersen i Mels og Maskinbygger Johannes Schmidt i Mils.

16. juni 1918. Frederik Tychsen forhindrer en voldtægt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie.

III. kanon var i løbet af dagen blevet bragt i orden, om aftenen kunne der skydes med den. Om natten havde vi ro, vi sov i teltene, der var opslået i skovkanten lige uden for byen. Den 3. juni fortsatte vi og gik i stilling ved en større landsby, der hed Vierzie. Samme dag blev kanoner Malkowitz såret.

Ved Vierzie lå vi til natten mellem 14. og 15. juni og flakkede derefter omkring fra den ene by til den anden og skiftede meget ofte stilling; snart gik vi frem, og snart gik vi tilbage. På for marchen kom vi ind på en egn, hvor der ikke havde været soldater siden 1914.

En formiddag i stærk solhede kom vi således til et gammelt, fint slot. Herskabet havde forladt bygningen et par timer i forvejen. Portneren var krøbet under en busk ude i parken. Da han kom frem, rystede han over hele kroppen, han var bange.

Vi talte med ham og beroligede ham noget. Vi var vel en 7 – 8 mand. Han tog os med hen til slottet, førte os ned i kælderen, låsede op og gav os nogle gamle vine med en etikette og lakstempel fra 1812. Vi mindedes Napoleon d. 1. og drak af den gamle, herlige vin.

Jeg gik op i stuerne og så mig omkring. Her var flotte malerier og fornemme gobeliner. På væggen hang en telefon, jeg tog fat i hørerøret og lyttede. Jeg kunne høre, at der blev talt fransk, men pludselig blev samtalen afbrudt.

Vi tog et par flasker vin af den gamle sort, forlod slottet og gik op i byen. En berliner ved navn Neumann og jeg fulgtes ad. Vi gik ind i forskellige huse, og overalt vrimlede det med militær. Vi kom ind i et hus, og så hørte vi, at der var nogen, der skreg ganske uhyggeligt oppe på anden sal. Vi ilede op af trapperne og kom ind i stuen, hvorfra lyden hørtes.

Der var det en gammel kone på ca. 60 – 65 år, der skreg; det var to Feldvebeler af et badisk regiment, der var ved at trække tøjet af hende. De følte hende hujende og støjende på de “private steder”, de var berusede begge to. Det så ud til, at de ville voldtage hende. Da Neumann så det, blev han rasende, greb fat i dem og smed dem ned af trapperne begge to.

Jeg tog imidlertid min karabiner af skuldrene, sådan at jeg havde noget at værge mig med.

De talte store ord, da de kom på benene, men derved blev det. De talte om, at de skulle undersøge husene, om der fandtes våbenlagre. Men Neumann råbte, at hvis de rørte den gamle dame, så blev de stukket ned på stedet. Men så forlod de skyndsomt huset.

Neumann var meget vred, så han var ikke til at spøge med.

Vi forlod byen, drog fra det ene sted til det andet, ofte om natten, men det bedste ved det hele var, at vi fik nok at spise, vi kom omkring i de rømmede byer, nogle gamle og enkelte andre familier var altid blevet tilbage, og de fortalte os, at de som regel først fik besked 1 – 2 timer i forvejen, når byen skulle rømmes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

12. marts 1918 – Enkefru Røgind: Besøg hos forfatterinde i Åbenrå

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Marts.
Besøgte Fru Mosegaard, som jeg længe har villet. Fandt, en ung køn Kone med et intelligent Blik, et tarveligt Hjem, hvor Bøger og Papirer og aabne Skuffer og Manuskripter og Breve og Udklip dominerede. Jeg begyndte med at takke hende for hendes Smaafortællinger, som havde interesseret mig meget, og jeg opmuntrede hende til at fortsætte.

Hun var straks fuld af Tillid og Aabenhjertighed, og fortalte, hvor godt de havde haft det før Krigen; da havde hun haft huslig Hjælp, og hun leverede Bidrag til flere Blade, viste mig sit Regnskab for flere Aar, og det var i stadig Stigning, naturligvis efter beskeden Maalestok, det højeste var Aaret før Krigen, 300 Rmk., nu var alt anderledes. Manden ved Fronten og tre Børn at sørge for, den ældste Datter gaar paa Lycæet og er Nr. 1. Det var Moderen meget stolt af: »Ja, hun faar det, jeg har sukket og higet efter hele mit Liv.«

Jeg spurgte hende, naar hun skrev: »mest om Natten«, sagde hun, »ved dette Bord, (et ganske ordinært Bord med Voksdug over, som de vist brugte til Spisebord) og Tankerne vil frem« og » har jeg ingen Papir, og det har jeg nu ikke, skriver jeg paa Indpakningspapir«, viste mig et Manuskript, skrevet paa brunt, stift Papir. Hun viste mig Brev fra Lily Braun og fra en Forfatterinde, Fru Kautzky, de var alle opmuntrende og forstaaende.

Hun fortalte, hun havde ogsaa sit »Ehrenamt« her i Byen under Krigen; hun var den eneste Kvinde, der var sammen med Byraadet og varetog Kvindernes Interesser. Jeg var glad ved det Besøg.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 148)

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. februar 1918: “Hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden …” Frederik Tychsen oplever lidt af hvert i “Dardanellerne”!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Nu kom der en uge, hvor hele batteriet talte om Napoleon; en de havde opdaget nede i byen. Hvad der var med denne Napoleon, kunne man ikke få at vide, det syntes at være noget meget spændende – men de, der vidste besked med “Napoleon” sagde ingenting, men det skulle ses. Det kostede 5 ct. (ca. 5 øre) for at se det. Vi blev enige om, at vi alle fra hele stuen ca. 12 mand ville ned og se Napoleon på den næste søndag.

 Søndagen kom, og efter middagsmaden gik vi ned til byen. En af dem havde set Napoleon, og han var anfører. Han førte os ned i en smal gade i “Dardanelleme”, og her bankede han på døren ind til et gammelt hus. Der kom en gammel dame, der nærmest lignede en heks, og åbnede døren. Der gik en ca. 20 mand ud og lige så mange gik ind; straks vi var kommet indenfor, låsede hun døren, og dernæst opkrævede hun 5 centimes af hver og der var en del, der snød hende og betalte kun 2 centimes, hun var gammel og kunne ikke skelne imellem et 2 og et 5 centimes stykke.

Hun boede i en lille stue, der var en skænk, man kunne formodentlig købe lidt øl, måske også lidt snaps; ved den ene side stod et bord og to stole, og rundt på væggene hang der sjofle billeder.

Da døren var låset, og pengene indkasseret, kravlede den gamle op på bordet, der måske var 50 cm i kvadrat. Hun begyndte med at danse på dette bord, dernæst hævede hun tøjet, så hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden, hun tændte en cigaret, tog den fra munden og satte den ned i kønsåbningen, bevægede den op og ned, fra side til side, satte den tilbage i munden igen, røg videre, lavede endnu et par dansetrin, lod tøjet falde, steg ned, forestillingen var forbi.

Hun sagde farvel med hånden, dog blev jeg og flere andre så led ved det hele, at vi vendte ryggen til og bad om at komme ud hurtigst muligt, medens de andre hujede og jublede, tog omkring den gamle, ville danse med hende osv. Døren blev åbnet, vi gik ud, og et andet hold ventede udenfor til den næste forestilling.

Da vi gik var der en der bemærkede ”Das ist doch die Krone aller sveinerei!” (Dette er toppunktet af sjofelhed). Jeg må sige, at denne scene virkede ganske uhyggeligt på mig – at tænke sig, at et menneske kan komme så langt ned for at tjene penge. Dog var der meget af denne slags, og adskilligt, der var endnu mere svinsk, efter hvad de fortalte, men det har jeg ikke set noget af, følte heller ikke trang til det, og disse historier og fortællinger, som de tog med hjem, er ikke egnede til at fæstne på papiret, men udråbe et ”Ak og ve” over den syndige menneskeslægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. februar 1918: ”Der var horkvinder …” – Frederik Tychsen hjælper en ven med dårlig samvittighed.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr.  407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Alle de andre tog ned til Lüttich. Her var der skøger og horehuse i massevis. Der lå et helt kvarter langs med Masfloden (Meuse), det var ganske frygtelig (Hele dette kvarter blev i soldatersproget kaldt for “Dardanellerne”). Det ene horehus lå ved siden af det andet, og her søgte de fleste hen, her levedes et frygteligt liv, det vidnede alle de historier og fortællinger om, som de tog med hjem derfra.

Jeg gik en tur rundt i den skønne egn næsten hver aften sammen med Gefreiter Rudolf Winkler, en skolelærer fra Braunschweig. Han var en rolig mand, og han var forlovet med en slagterdatter fra sin hjemegn, og hende elskede han over alt, og han talte næsten ikke om andet. Han forklarede, at når man havde en kæreste, som man holdt af, det kunne hjælpe en over mangen en fristelse.

Så en søndag fik de andre kammerater ham med ned til byen; Winkler havde godt med penge, og derfor kunne han også købe noget og betale. De fik ham med ind på en beværtning, han fik noget at drikke – fik mere og mere, alkoholen svækker viljen – der var horkvinder, og det endte med, at han syndede imod det sjette bud, som han så nødig ville.

Jeg mærkede godt, at der var noget i vejen med Rudolf; han undgik mig ved enhver lejlighed, og jeg gik min tur alene i en uge. Søndagen efter kom han hen til mig og spurgte, om vi skulle gå tur sammen. De allerfleste af vort batteri gik ned i byen, da det var knap med penge, tog de fleste I/2 eller et helt brød med som betalingsmiddel, da den civile befolkning i høj grad trængte til levnedsmidler af alle slags, og mangen en af soldaterne ville nok sulte for at få noget brød til overs.

Winkler og jeg gik vor søndagstur ud i den skønne egn, vi gik gennem flere landsbyer. Vi kom til et sted, hvor der var en prægtig udsigt ned over byen (Lüttich); der stod en bænk mellem to træer, og vi satte os på den. Da vi nu sad der, åbnede han sit hjerte for mig, og fortalte mig, hvorledes det hele var gået til – og så græd han.

Han havde hele tiden sat sig for, at han ville leve et ordentlig liv og komme hjem som et pænt menneske, og nu var det gået ham sådan imod hans vilje. ”Ja” sagde han, “Man siger nok, at een gang er ingen gang, men een gang er akkurat en gang for meget. – Hvad skal jeg nu gøre?” spurgte han. ”Skal jeg skrive det hele hjem, som det er gået til og bede om hendes tilgivelse?”.

Jeg sagde: ”Gå bort og synd ikke mere. Hold dig i skindet, undgå dårlige kammerater, og når krigen er til ende, og du kommer hjem, og du føler trang til at få din samvittighed lettet, så kan du ved en passende lejlighed fortælle hende det, men vent indtil da, men bliv frem for alt dit forsæt tro og hold dig borte fra dårlige mennesker, for dem er der nok af alle vegne”. Det var mine ord til Rudolf, og for eftertiden holdt vi sammen som brødre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

5. februar 1918. “… de var uhyre elskværdige”. Frederik Tychsen besøger Barbara og hendes far

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien.

Barbara kom hver formiddag, og hun havde altid et eller andet med til mig, og i løbet af en otte dage, begyndte jeg at komme op. Jeg gik lidt rundt i parken, solen skinnede så dejligt; men det kneb uhyre med at komme op og ned ad trapperne. Da der var gået nogle dage, gik jeg en tur om i byen, jeg skulle se, hvor Barbara boede. Hun vidste, at jeg kom. Hendes far havde et lille hus lige over for kirken. Jeg hilste på dem, og de var uhyre elskværdige. Jeg fik en kop kaffe og et par småkager.

I nærheden boede hendes onkel, de havde en lille beværtning, dvs. med øl og malurt. Hos denne onkel samledes første batteri hver aften. Der var gulv af fliser i restaurationen, og her blev der danset; der var en harmonikaspiller iblandt, og så havde de en grammofon. Der var mange af de ældre koner, der kom hen hver aften for at danse.

De havde klodser (trætøfler) på benene, og det klaprede helt gevaldigt, når de trippede omkring på gulvet. Der blev ikke fortæret ret meget, da tyskerne ikke kunne lide det belgiske øl, og malurten var temmelig dyr. Men vi tilbragte mange hyggelige timer i Estaminet (beværtning). Her samledes kun de nogenlunde hæderlige soldater, det var vistnok kun ganske sjældent, at der var mere end 20 – 25 mand til stede.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

NB: Fotografiet forestiller ikke den omtalte Barbara.

1. februar 1918: “Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig …” – Frederik Tychsen møder en sød belgisk pige.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, og her blev Tychsen ramt af en voldsom influenza.

Det var en formiddag, jeg lå alene på stuen. Feberen var ikke taget af, og jeg var ved at blive ked af det. Så kom der en lille pige ind på stuen, hun hentede vasketøj, som de så vaskede hjemme, for at tjene lidt. Hun kom hen til min briks, hældte sig ind over sengen og s. mig ind i det hede ansigt. Hun talte vallonsk (en fransk dialekt, som jeg forstod ret godt), så spurgte hun mig, om jeg var ”malad” (syg). Ja, sagde jeg. Hun spurgte mig om mit navn? Frederik, Monseur Frederik med tryk på rik.

Jeg spurgte om hendes navn. Hun hed Barbara. Hvor gammel er du, Monseur Frederik? 20 år! og du, Barbara: 16 år var svaret. Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig, og så løb hun sin vej, ud af værelset og ned af trapperne, alt hvad hun kunne. Jeg var som bedøvet. Jeg havde i mange måneder hverken talt med eller rørt ved en pige, så det var en mærkelig fornemmelse at blive kysset af en smuk lille pige.

Jeg lå lidt og tænkte over på det hele, og syntes, at jeg blev bedre, så hørte jeg, at hun kom igen. Hun åbnede døren og kom ind. Hun havde hentet nogle småkager og nogle kiks og en sodavand. Jeg satte mig op i sengen og spiste af sagerne og drak af sodavandet. Det smagte mig helt udmærket. Hun tog mig om halsen, så der var storhed. Hun spurgte mig, når jeg var alene igen. Jeg svarede i morgen formiddag, Jeg gav hende så nogle penge, som hun kunne købe lidt franskbrød for hos en eller anden familie, som hun kendte.

Barbara kom igen dagen efter igen. Hun havde en pakke med, med gode levnedsmidler, og nu blev jeg lidt bedre. Hun fortalte mig, hvor hun boede, og jeg skulle komme med hjem, når jeg blev rask, hun havde fortalt sin mor om den syge soldat, der lå ganske alene i det gamle slot.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

NB: Fotografiet forestiller IKKE den omtalte Barbera /RR

23. januar 1918 – Tycho Filskov: Paa Sambrebroen

Journalist Tycho Filskov, der gjorde tjeneste bag fronten i Belgien, skrev 23. januar et brev til Flensborg Avis.

Paa Sambrebroen.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Belgien, 23. Januar 1918.
Soldatens Liv er omskiftelig; han veed aldrig om Morgenen, om Skæbnen ikke inden Aftenen har ført ham andensteds hen og budt ham andre Kaar end hidtil. Næppe havde jeg afsendt mil sidste Brev til „Flensborg Avis”, før Idyllen pludselig blev brudt. En skønne Morgen maatte Tornystren paa Ryggen, og afsted gik det til en anden By, hvor jeg siden da har gjort Tjeneste som Vagtmand.

Endnu de sidste Dage meldes der hjemmefra om haard Vinter og voldsomme Snemængder, medens vi her har det fineste Foraarsvejr. Den stærke Kulde afløstes i Begyndelsen af sidste Uge af flere Dages Regnvejr og efter Regnen er Foraaret kommet til os — saa længe det varer; thi formodentlig har Vinteren ikke givet tabt for bestandig. Vagtsoldaten, der maa staa ude ved Nat og ved Dag i al Slags Vejr, glæder sig naturligvis over Forandringen: Handsker, Muffediser, Uldtørklæde og Hovedbeskytter er gemte hen, og man ser ikke til den Side, hvor ens tidligere god Ven Pelsen hænger. Vinden er saa mild og lind som hjemme en af de kønneste Dage i April, og selv om Natten kan det være næsten lunt.

Egnen heromkring kunde med Rette kaldes de sorte Bjerges Land. Hvorhen man ser, randes Horisonten af mørke Fjælde med mærkelig ensartede Former, med jævne, glatte Sider og løbende op i en Spids. Bjergene er nemlig kunstige, dannede ved Menneskehaand af Jordens Indvolde. Det er Egnens mange Kulgruber, der Aar efter Aar udspyr Sten og Slagger og bygger det hele op til Bjerge, voksende i samme Grad, som Jordens Indre tømms for de sorte Skatte.

Som et sølvglinsende Baand gennem alt det sorte snor sig Sambrefloden, en af Belgiens mange, stærkt befærdede Vandvej. Indtil for en halv Snes Dage siden laa Floden tilfrossen: men Regndagens voldsomme Vandmængde brød Isen og medførte store Oversvømmelser. Nu er Vandet atter sunket, og der er kommet Liv Skibsfarten paa Floden.

I Gaar og i Nat stod jeg Vagt paa Broen over Sambrefloden. Det var ikke nogen attraaet Post i de kolde Dage, da Vinden gik stærkt og Frosten bed i Næsetippen, som Pelsen ikke kunde beskytte. Men nu er det rart derude, hvor man kan gaa og sysle med sine egne Tanker. Nede paa Floden er det ellers livligt nok. Smaa Dampbarkasser i Militærets Tjeneste piler frem og tilbage, og de store Lægtere kravler fuldt lastede op ad Floden, enten hængte bag i paa en lille Slæbedamper eller trukne paa Landjorden. En lang Trosse fører fra Skibet skraat fremad ind paa Strandbredden, hvor sædvanlig to Mænd — eller Kvinder — er spændte for med en bred Gjord over Brystet. De er i Stand til at slæbe den vældige Kolos, naar denne først er i Gang, og det er tilskrækkeligt, naar Skipperen eller hans Kone om Bord passer Rorpinden og forhindrer, at Forstavnen støder mod Land. Paa denne Maade kan et Par enkelte Mennesker uden Maskinkraft levere en vældig Arbejdsydelse.

Skipperen bliver om Bord med hele sin Familie, og hverken Hunden eller Hønsene savnes. Børnene leger i det smukke Vejr oven paa Lastrummet, som vi andre gjorde det foran Stuedøren derhjemme, og imens vandrer hele Arken op igennem Landet. De fleste af disse Lægterskippere er Flamlændere, hvis Sprog jo er nært beslægtet med Tysk. Ofte kommer en Stump Samtale i Gang, mens Skibet glider forbi.

Langs Flodbredden kommer der en Dreng gaaende. I Haanden holder han en Stang, ved hvis Ende der er fastgjort en Pose. Med denne roder han af og til i Vandet og blandt det, der er drevet sammen af Tang og Drivtommer ved Bredden. Jeg spørger, om han fisker, og han svarer Ja, men — efter Propper. Kork betales med ti Mark Pundet, og Knægten har allerede en hel Del i sin Sæk.

Nede under Broen har Vandet beskadiget Flodbredden, og Jernbaneforvaltningen er Gang med Udbedringsarbejdet. To Jernbanevogne med Kampesten holder et lille Stykke borte, og herfra bærer belgiske Piger — de fleste i Mandsklæder — Stenene i Kurve ned til Floden. Det er trælsomt Arbejde: men deres Pludren og Latter viser, at der er Humør i dem alligevel.

I Nat var der ensomt paa Sambrebroen. Luften var mild som en Foraarsnat derhjemme, og paa Himlen blinkede Stjernen. I Stilheden hørte man særlig tydeligt Tordenen fra Fronten i Vest, der de sidste Par Dage har været tydeligere at høre end ellers. Det er dumpe Brag, der følger hinanden med faa Sekunders Mellemrum, og ind imellem en stedseværende Rullen, som man undertiden hører det i Tordenvejr. Underlige Tanker kan komme over en, som man gaar her i Natten og Ensomheden og lytter til disse Brag, af hvilke formodentlig hver eneste betyder Død eller Lemlæstelse for flere Mennesker.

I Morges brød Solen gennem Skyerne og fyldte Landskabet med Glitren og Blink. Solen lader sig ikke paavirke af det skrækkelige, der sker hernede paa Jorden, ellers vilde den vel tilhylle sit Aasyn for os. Og mange vilde finde det retfærdigt.

— Solen burde i det hele taget ikke skinne mere, sagde en Mand, der kom forbi, mens jeg stod og nød Solstraalerne. Det burde forblive evig Nat, og saa skulde det regne Svovl, indtil hele Menneskeheden var ud ryddet. Saa fik vi da endelig Slut paa denne forfærdelige Krig.  — Sandt nok! Men saa vilde vi ganske vist ikke have megen Fornøjelse af Freden.

Tycho Filskov.

(Flensborg Avis 2. februar 1918)

2. januar 1918 – Enkefru Røgind: ” … Kvinderne ikke nægtede sig noget i Retning af Ukvemsord”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

2. Jan.
Her i Byen har der været et større Opløb i Dag, vel ca 3—400 Mennesker. Det var aftalt i Forvejen, og paa Slaget 10 vrimlede de ud af Fabrikker og af Bryggeriet, og en Masse Kvinder, og begav sig ned til Raadhuset. Der var man i stor Forvirring, telefonerede efter Borgmesteren [Schindelhauer], der maatte eskorteres af Politi gennem Mængden, hvoraf Kvinderne ikke nægtede sig noget i Retning af Ukvemsord.

Saa talte han ud ad Vinduet til Forsamlingen og begyndte saaledes: »Werthe Herrschaften« (det er betegnende), og lovede dem Marmelade, Sirup og et Pund Gryn. Arbejderne havde en støt og rolig Tillidsmand, der præciserede deres Fordringer og sagde, at saaledes som det var, kunde det ikke vedblive at gaa. Saa lovede Borgmesteren ogsaa at skulle faa Sukker den 6. i Stedet for den 18. (denne Maaned var det nemlig Meningen at afknappe os yderligere, i Stedet for den 7. at trække det ud til den 18.)

Saa var der Mælken, der var sur og ikke kunde koges; ogsaa det lovede han at søge forbedret. Centralmejeriet (Nissen) erklærede, at han ikke maatte sælge den søde Mælk (Gud ved, hvorledes det hænger sammen). Noget opnaaede de altsaa, og jeg tænker, de paa Raadhuset har faaet en lille Skræk og følt, at Massen dog har Overtaget. Det er jo ogsaa rent skrækkeligt og forfejlet, at Mælken skal sendes herfra til Hamburg, der ankommer den halvt fordærvet, og her er der Mælkemangel som aldrig før.

— For Sukker betales her nu 6 Rmk. pr. Pund, naar man bare kan faa det, er man glad til. Det er som om Penge slet ingen Værdi har.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 145-6)

24. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Befolkningen … stormede Bagerbutikkerne”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.

1. Paalidelig Forbindelse over Grænsen.

a. For knap en Maaend siden afgik fra Flensborg en Troppetransport paa ca 2500 Mand. Paa Banegaarden var der fuldt af Koner og Børn, og da disse blev jagede bort, blev Soldatern rasende og demonstre[re]de, bl.a. ved at kaste Geværerne fra sig. Der blev saa rekvireret en Afd. af 86´ Rgt., der drev Soldaterne ud i Vognene. Da Toget satte i Bevægelse blev alle Vinduer brudt.

b. Ved Afrejse af en Troppetransport fra Byen Slesvig paa 1500-2000 Md skete samtidig lignende Spetakler.

c. I Flensborg ligger endnu mange Tropper, Hjemmelsmanden mener c 4000 Md, iberegnet de 17 aarige og lieg indkaldte ubrugbare.

d. Ved Mørvig er opstillet en traadløs Telegrafstation samt en Vandflyverskole med 32 Maskiner (6/11 styrtede 2 Maskiner ned paa Harrislev Mark, hvorved dræbtes 3 Off. og 1 menig).

e. For 3-6 Uger siden standsede i Flensborg Uddelingen af det sædvanlige halve Pund Gryn pr. Hoved om Ugen. Befolkningen krævede forgæves mere Brød og stormede Bagerbutikkerne 30-40 Kvinder blev fængslede og idømte 3-4 Ugers Fængsel. Faa Dage efter begyndte Optøjerne paany. En Afd. af 86´Rgt. samt Brandvæsenet blev da beordret ud.

Rationerne er pr. civil ugentlig 7 Pund, ½ Pund Gryn, 40 gr Smør, 1700 gr. Brød, 80 gr. Sukker, 380 gr. Kød, Mælk kun til Børn fra 1-6 Aar.
Priserne var følgende
Skinke 16-18 Mk pr Pund
Smør 12-14 – – –
Sæbe 3-4 – – –
Æg 0,50-0,60 – – –

Fra anden paalidelig Kilde:
Fra Toftlund afgik d. 14-15 ds. et Komp. Straffefanger til Nordfrankrig. Endnu findes i Byen 3 Komp. Straffefanger; desuden er en Landstormbatl. Indkvarteret i Omegnen.

3.
a. Ved en Mængde Overgangssteder ved Grænsen er Opgravningerne kastede til; Bommene staar derimod endnu.

b. Det forlyde med stor Sikkerhed og er i dag bekræftet fra ny Kilde, at 24´Batl. (den vestligste) i næste Uge skal afgaa mod S. (sikkert til Bevogtning af Jernbanen ved Rødekro), og at den skal erstattes med en anden B.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. november 1917 – Flensborg Avis: Værnepligtsunddragelse og tønderske gadedrenge

Den 6. november bragte Flensborg Avis blandt andet andet følgende meddelelser fra provinsen:

Landsretten i Flensborg,
med Landsretsdirektør, Gehejme-Justitsraad Baur som Formand og Assessor Gripp som
offentlig Anklager, forhandlede i Dag blandt andet følgende Sager: For Unddragelse af Værnepligten forhandledes der i de anklagedes Fraværelse mod følgende 23 Personer:

Arbejder Vilhelm Stamer af Hellevad. Arbejder Johannes Warnholdt
af Bjerndrup. Landmand Jeppe Petersen Jepsen af Hovslund, Tjenestekarl Johan Lukmann af Løjtkirkeby, Sømand Jens Nielsen af Bodum, Landmand Niels Madsen Haugaard af Nørre Hostrup, Tjenestekarl Mads Nielsen Midtgaard af Øster Løgum, Chauffør Marco Duus af Barsmark, Tjenestekarl Jens Boysen af Nordborg, Forvalter Asmus Rikkelsen af Ragebøl, Højskoleelev Peter Lauritzen Enemark af Skovgaard, Murer Johan H. Metz og Tjenestekarl Vilhelm Andresen af Aabenraa. Tjenestekarl Edvard Hansen Terp af Mjøls, Chr. Andersen af Aabenraa, Arbejder Jes Hansen Esbensen af Abkær, Jens Villads Andresen af Aabenraa. Landmand Jens Chr. Andresen af Klovtoft, Tjenestekarl Marius Callesen af Horsbyg, Landmand Chr. Marius Hansen af Kragelund Tjenestekarl Hans Peter Meng af Hovslund og Tjenestekarl Hans Petersen af Hjolderup.

Af disse antages de fleste at være gaaede over den danske Grænse. Sagen mod Petersen af Hovslund og I. V. Andresen af Aabenraa udsattes til senere Forhandling. Stamer, Warnholdt, Midtgaard, Enemark, Vilhelm Andresen, Andresen af Klovtoft, Callesen, Hansen og Petersen af Hjolderup idømtes hver et Aars Fængsel. De øvrige, som allerede er udvandrede for Krigens Begyndelse, fik hver en Pengebøde paa 160 Mark.

Ulovlig Grænseoverskridelse
førte Drejersvend Karl Theodor Adolphsen og Fru Anna Iversen, begge fra Haderslev, Paa Anklagebænken. Den 21. henholdsvis den
28. Avgust i Aar gik de to ad ulovlige Veje over den danske Grænse for at hente Levnedsmidler. De blev imidlertid anholdte i Danmark og maatte, efter at de havde siddet i Arrest i nogle Dage,  betale Penvbøder paa 30 og 40 Kroner. Ved Bisidderretten i Haderslev blev de i sin Tid dømte, Adolphsen til 5, Fru Iversen til 20 Mark, men Dommen blev indanket af Amtsadvokaten, da Straffen syntes for lav. I Dag lød Dommen for hver af de anklagede Paa 30 Mark i Bøde.

Forbudt Handel med Levnedsmidler. For at have handlet med Krydderier (Peber, Piment osv.) blev Købmand Jörgen Johannes Hansen fra Aabenraa i sin Tid frikendt af Landsretten, da Retten antog, at Manden havde handlet et i en undskyldelig Fejltagelse. Den anklagede udtalte, at han efter de indhent.de Oplysninger ikke kunde antage, at de paagældende Varer hørte til Levnedsmidler. Denne Dom havde Landsretten imidlertid vist tilbage til Landsretten til ny Forhandling. I Dag lod kommen paa en Pengebøde paa 30 Mark, da retten var af den Mening, at Hansen ikke havde gjort sig den nødvendige Umage for at faa tilstrækkelig Oplysning.

Edsvorneretten i Flensborg.
Aarets sidste Edsvorneretsamling begynder Mandag den 12. November, Formiddag Klokken 11. Den første Sag forhandles mod den 27-aarige Krigerkone Christine Sierck, født Hansen, fra „Kropperlattenausbau” for Barnemord og utilladelig Omgang med Krigsfanger. Tirsdag den 13de forhandles mod en hel Del Kvinder for Mytteri i Flensborg  Landsretsfængsel, og den tredje Dag, Onsdag den 14de, forhandledes mod nogle Jernbanefunktionærer for Forbrydelse og Forseelse i Embedet.

Gadedrengene i Tønder
gør sig i disse Tider skyldige i Udskejelser, som i Lørdags har faaet særlig alvorlige Følger. Det er navnlig Gadedrengene i Nystaden, som er uvorne. Man brænder Knallerter af og kaster Sten efter Køretøjerne, som passerer Strucks Allé. I Lørdags løb som Følge af Tøjlesløsheder Fru Petersens Hest fra Stokkebro løbsk, saa hun først fik Hold paa den ved Møgeltønder. Kort efter kom et Par Smaapiger ridende, Døtre af H. Michelsen og L. Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmmede Hesten, saa den løb løbsk og Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs Datter, en 12 Aars Pige, fik et Hul i Hovedet og Næsebenet knust mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekomne blev baaren ind i et Hus og forbunden af Lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus. Lad os haabe, at Politiet i Tønder sørger for at sætte en Stopper for den Slags almenfarlige
Drengestreger.

Dyrtidstillæg
er nu indførte i saa godt som alle Stillinger og Erhverv, og det kan
ogsaa sandt at sige gøres behov, skrives der fra Sundved: Præster, Lærere, Postbude og alle Embedsmænd sørger Staten for. For Arbejdsmanden er der derimod stundom ikke saa helt let at faa en tilsvarende Prisforhøjelse, da alle Byggearbejder og andre større Foretagender er standsede og Efterspørgslen efter Arbejde til Dels tilfredsstilles af de mange Krigsfanger paa Gaardene. Ligeledes er den Løn, som unge Tjenestepiger faar, 200—30C’ Mark og maaske betydelig derunder, kun lidet tilstrækkelig til at dække de ublu Priser paa Skotøj og Klæder. Er Hjemmet et fattigt Husmandshjem, er her ingen Støtte at faa. I velhavende Gaardmænd, tænk paa dem, som gaar en tung  Vinter i Møde under trange Kaar!

17. august 1917. Hos belgiske civile: “Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk.

I Ostende boede Civilbefolkningen endnu. En Mængde Militærvogne blev læsset og losset; det havde jeg ikke med at gøre, men til Gengæld skulde jeg finde et Kvarter baade for mig selv og Hestene, og det var lettere sagt end gjort.

Jeg kørte Gade op og Gade ned, men kunde intet Kvarter finde.

Omsider kom jeg helt ud til Kysten, hvor der laa en lang Række Badehoteller, af hvilke et Par var ramt enten af Granater eller Flyverbomber. De var en hel Del ramponeret og alle forladte.

Jeg søgte ind i et af disse og fandt en pæn Stue, hvor der var baade Vinduer og Døre. Jeg fik Hestene trukket ind i Stuen. Der var ikke andet Bohave derinde end to Spejle, som naaede fra Loft til Gulv, saa Bæsterne kunde ogsaa faa deres Forfængelighed tilfredsstillet!

Jeg søgte rundt i Hotellet og fandt et stort Zinkbadekar, det var jo en dejlig Krybbe, bare jeg havde noget at fylde i den. Jeg maatte derfor ud at søge efter Vand, men Vand er en sjælden Artikel i Nordfrankrig og Belgien, for der er kun én eller to Brønde i hver By samt murede Beholdere, Cisterner, ved eller under Husene, hvor  Regnvandet kan opsamles; men denne Vandbeholder kunde jeg ikke finde i Hotellet.

Jeg søgte saa ud af det ene Hus og ind i det andet, kom omsider over Gaden, gik ned i en Kælderlejlighed og bankede pænt paa Døren, men der lød intet „Kom ind”.

Jeg lukkede Døren op, traadte indenfor og opdagede ved den modsatte Side af dette lille Værelse en ung Frue og en lille Pige paa ca. 10 Aar.

Jeg kunde nok se, at jeg var ikke velkommen; men alt mens jeg spurgte efter Vand, løb mit Blik rundt i Stuen og standsede tilsidst ved et Krusifiks ovre paa den modsatte Væg; maaske jeg saa lidt længe paa det, Fruen fattede i hvert Fald Mod og gik hen imod mig, og idet hun pegede paa Krusifikset, sagde hun: „Tror De paa ham?”

Jeg svarede: „Ja, Frue, men tror De paa ham?”

Hun svarede Ja, og noget, der lignede et lyst Smil, gled hen over hendes Ansigt.

Saa rakte vi hinanden Haanden, Isen var brudt, og vi talte frit om Gud og hans Rige, hans Naade og hans Hjælp, hans Mening med os, ogsaa under den frygtelige Krig; tilsidst sagde Fruen: „Her kan De faa Vand til Deres Heste, og De skal være velkommen  hernede i min Lejlighed, naar De har bragt Hestene Vand; og saa skal De vide, at De er den første prøjsiske Soldat, som er blevet budt velkommen her i min lille Lejlighed.”

Jeg var naturligvis hjertensglad, skyndte mig op paa Hotellet med Vand til Hestene og gik atter tilbage til den lille Kælderlejlighed.

Da jeg kom tilbage, var den unge Frues Svigerfader kommet, en gammel, svær Herre, en Rigmand inde fra Byen.

Han sad bred og magelig i en Lænestol midt paa Gulvet.

Da jeg kom ind, begyndte Fruen og jeg straks at tale om aandelige Spørgsmaal, mens den gamle sad uroligt i Stolen og gav nogle uartikulerede Lyde fra sig for at give sit Mishag til Kende. Jeg henvendte mig til ham og gjorde, som jeg saa tit gjorde baade før og siden: jeg trykkede paa den sønderjydske Knap og fortalte ham, at jeg var en dansk Mand fra Nordslesvig, der kun gik tvungent med i Krigen, at det var gaaet os i 1864, som det nu var gaaet Belgien i 1914, og at det var min Overbevisning, at Tyskerne nok skulde tabe i Krigen.

Den gamle saå op paa mig og spurgte: „Tror De virkelig det?” hvortil jeg svarede: „Ja, Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig,” og mindede ham om, at han skulde bare prøve at se paa Historien, saa kunde han se, hvordan det var gaaet Folkeslag før; naar et Folk er kommet saa højt op i Gudløshed og Hovmod, saa kommer Gud og siger, at han lader sig ikke spotte.

Der var særlig to Ting, jeg pegede paa; det ene var Indfaldet i Belgien, hvor de sagde, at de kun agtede Traktater for Papirlapper, og det andet var, at de skiltede med en Kejserbibel, som i mine Øjne ligefrem var gudsbespottelig.

Det første syntes han godt om, det andet tror jeg ikke vejede noget for ham; men han sprang op og rakte mig sin Haand og sagde til sin Svigerdatter: „Den Mand kan du godt have i Kvarter her,” hvortil hun svarede, at det vilde hun med Glæde.

Jeg indvendte, at hvor gerne jeg end vilde, saa skulde jeg jo sove paa Hotellet hos Hestene; men den gamle sagde: „Lad du de Krikker staa selv, og kom her ned, vi skal nok skaffe dig et godt Leje.”

Jeg var heller ikke vanskelig at overtale, og efter at jeg, paany havde været oppe hos Hestene, givet dem Vand og en Haandfuld Havre, søgte jeg paany ned i Kælderlejligheden, hvor den gamle og hans Svigerdatter havde redt et Leje til mig ude i Forstuen under Trappen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

9. august 1917 – Ribe Stiftstidende: ingen jammerbreve fra tyske kvinder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tyske kvinders breve til soldaterne

Generalkommandoen har udsendt følgende: Tyske kvinder! For nogen tid siden har franskmændene i et flyveblad samlet breve fra Tyskland og nedkastet dette i vores skyttegrave ved hjælp af flyvere. Det var jammerbreve fra tyske kvinder fra hjemmet, fyldte med for største delen overdrevne klager over levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk kvinde uværdige breve er af franskmændene fratagne fangne eller faldne soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske soldater og den franske befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at gaa til ende, for den maade at standse den blandt franskmændene i betænkelig grad tiltagende krigstræthed og genoplive de franske troppers mod. Disse for tyske kvinders uværdige breve er desuden benyttede til gennem det nævnte flyveblad at lamme vore kæmpende troppers kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade sejrsvilje. Tyske kvinder! Glem, naar I skriver breve til vore tapre krigere, de bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til trods for alle indskrænkninger næppe har lært krigens virkelige byrde at kende. Tænk paa, naar I skriver breve, at vore forkæmpere med deres legemer dækker over vor hjemstavn for vore morderske fjender, at de maa bære langt større savn end vi til trods derfor holder ud under den mest trofaste pligtopfyldelse. Tyske kvinder! Naar I med saadanne tanker skriver eders breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige livs smaa sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre krigeres lod endnu tungere ved forsagthed og mangel paa offervillighed. Tyske kvinder! Derfor øv selvtugt i eders breve! Saa vil I ikke give vore fjender lejlighed til ved hjælp af eders breve at hæve deres egne troppers og folks mod og svække vore forkæmperes tapre sejrsvilje.

Civile klæder til de hjemvendte soldater

Rigsbeklædningsstedet i Berlin har, som vi erfarer, anbefalet kommunalforbundenes indsamlingssteder for gamle klæder at holde en trediedel tilbage af de indsamlede gamle mandsklæder (frakker, jakker, veste, benklæder, vinteroverfrakker, slag) til anvendelse for de soldater og underofficerer, som sendes hjem fra krigen og ikke har nogen civil klædning.

7. august 1917 – Flensborg Avis: Tyske kvinder! Øv selvtugt i brevene.

Den 7. august bragte Flensborg Avis følgende opråb til de tyske  kvinder.

Øv Selvtugt i Brevene.

Fra Altona har Bladet modtaget følgende:

Tyske Kvinder! For nogen Tid siden har Franskmændene i et Flyveblad samlet „Breve fra Tyskland” og nedkastet dette i vore Skyttegrave ved Hjælp af Flyvere. Det var Jammerbreve fra tyske Kvinder fra Hjemmet, fyldte med for største Delen overdrevne Klager over Levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk Kvinde uværdige Breve er af Franskmændene fratagne fangne eller faldne Soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske Soldater og den franske Befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at „gaa til Ende”, for paa den Maade at standse den blandt Franskmændene i betænkelig Grad tiltagende Krigstræthed og genoplive de franske Troppers Mod.

Disse for tyske Kvinder uværdige Breve er desuden benyttede til gennem det nævnte Flyveblad at lamme vore kæmpende Troppers Kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade Sejrsvilje.

Tyske Kvinder! Glem, naar I skriver Breve til vore tapre Krigere, de Bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til Trods for alle Indskrænkninger næppe har lært Krigens virkelige Byrder at kende. Tænk Paa, naar I skriver Breve, at vore Forkæmpere med deres Legemer dækker vor Hjemstavn for vore morderske Fjender, at de maa bære langt storre Savn end vi og til Trods derfor holder ud under den mest trofaste Pligtopfyldelse.

Tyske Kvinder! Naar I med saadanne Tanker skriver eders Breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige Livs smaa Sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre Krigeres Lod endnu tungere ved Forsagthed og Mangel paa Offervillighed. Tyske Kvinder! Derfor øv Selvtugt i eders Breve! Saa vil I ikke give vore Fjender Lejlighed til ved Hjælp af eders Breve at hæve deres egne Troppers og Folks Mod og svække vore Forkæmperes tapre Sejrsvilje.

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

16. juli 1917. Romance, rivaler – og mere hvidløg i Rumænien

Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien

(… fortsat)

Da vi havde slaaet vore Telte op og der derefter ikke var meget at gøre i den første Tid, stiftede vi snart Bekendtskab med Landsbyens Befolkning, saa baade mine Kammerater og jeg fandt os Venner.

Min specielle Ven, eller snarere „Veninde”, hed „Lilika”. Ak, jeg maatte dog dele hendes Kærlighed med en slem Rival, nemlig min nærmeste Overordnede, „Militærlægen”.

Det blev ham, der stolt om Aftenen promenerede med hende, medens jeg i Skjul maatte liste ind ad Huset, naar min Rival var gaaet. Men, saa fik jeg lidt ekstra Mad hos hende, og Mad kunde hun lave — alt godt med Hvidløg.

Lilika var ikke mer end tyve Aar, det havde hun vist mig med Fingertegn, men det kan godt være, hun havde glemt en Haandfuld. Hun gik altid i Nationaldragt, der lod min romantiske Sjæl koge over. Men, der var dog et „men”, som jeg først maatte overvinde, og det var, at Lilika gnaskede Hvidløg hele Dagen.

Det blev dog min Rival, der bekostede Tandpasta og Mundvand, han kunde heller ikke vænne sig til den skønne Lilika, uden først at modificere Hvidløgsduften. Men hun var lærenem, og snart blev jeg modtaget med aaben Mund, der viste hendes smukke Tænder, og det betød: „Du kan roligt kysse mig, Løgduften er fjernet!”

Idyllen blev dog en Dag ødelagt gennem en lille Ubetænksomhed. Vi havde alle faaet udleveret nyt Sommertøj — altsaa Uniformer, og vor øverste Stabslæge havde anmeldt sit Besøg til den paafølgende Dag, hvor vi alle skulde stille til en lille Parade i de nye Uniformer. Vi fik nu travlt med at faa Klunset i Orden. Det var særligt galt med Benklæderne, der var slemt krøllede. Mine Kammerater havde dog faaet fat i et Trækulsstrygejern og sad alle i Teltene og ventede paa deres Tur til at presse Uniformen.

Jeg tog det med Ro, thi jeg havde aftalt med Lilika, at komme over til hende om Aftenen, og saa vilde hun selv presse mit Tøj.

Og hun klarede det mens jeg sad inde i Stuen og spiste nogle dejlige Vandmeloner.

Den næste Morgen tog jeg stolt det nypressede Tøj paa, men, o Skræk, hvad havde hun dog lavet med Benklæderne. Jeg blev hurtig til Grin af mine Kammerater, thi Lilika havde lige saa nydeligt presset Benklæderne langs Sømmene — i Bredden.

Nu var der ingen Tid til at faa dem presset om, og saaledes maatte jeg stille mig til Paraden.

Men det blev dog først rigtig til Latter, efter at vor „Feldwebel” havde kommanderet os til at staa Ret, og vor høje Stabslæge sammen med vor egen Militærlæge skred vore Rækker af.

Jeg selv kunde ikke holde Masken, thi min kære Rival og Chef spadserede selv rundt i et Par nydeligt pressede Benklæder, der var pressede paa samme Maade sommine – langs Sømmene i Bredden!

Jeg fik et underligt spørgende Blik af ham, da han passerede mig sammen med Stabslægen, og Stabslægen saa paa mine brede Benklæder og mønstrede saa smilende Militærlægens. Værst var dog mine Kammeraters ondskabsfulde Bemærkninger efter Paraden.

Men Idyllen blev ødelagt, Rivalen krævede Eneretten paa Lilika, og at hun foretrak selve Militærlægen, dertil var intet at sige.

Men saa kom Epidemien, Tyfus hærgede hele Egnen, og hver Dag gravede vi Massegrave for Befolkningen og vore egne Kammerater. Jeg saa de første Begravelser i Landsbyen, der foregik efter alle Ceremonier. Med Kla­gekvinder og Popen i Spidsen bar de den aabne Kiste til Graven.

Men Tallet steg uhyggeligt for hver Dag, og Smittefaren var for stor, saa Ceremonierne maatte falde bort, og tavse begravede vi hver Morgen Nattens triste Høst. Landsbyen blev spærret, og Lilika sendt bort med de end­nu raske Beboere, og jeg saa hende aldrig mere! „ Du maa spise Hvidløg — og du bliver aldrig syg!” – Dette havde Lilika ofte sagt til mig, og nu fulgte jeg hen­des Raad. Jeg gnavede Hvidløg Dagen lang, til mine Slimhinder smertede.

En venlig Befolkning blev dog mit Hovedindtryk af Rumænerne. Godt med Kosmetik i de store Byer, og godt med Skidt paa Landet.

Da Efteraaret atter bragte en Tyfusepidemi over Landet, undgik jeg, til Trods for Lilikas gode Raad med Hvidløg, heller ikke min Skæbne. Jeg maatte ligge med Næsen i Vejret, til Vinteren kom, og det blev en tynd og afmagret Sanitetssoldat, der atter vendte hjem over de høje Karpater.

DSK-årbøger, 1942

13. juli – Ellen Jensen: “Kvindfolkene stormede Butikkerne”

Ellen Jensen stammede fra Fyn, og var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Det meste af verdenskrigen opholdt hun og deres to børn sig i Flensborg, mens han var soldat i Frankrig .

Flensborg den 13.7.1917.

Min egen Ven!
Kun en lille Hilsen! Jeg er træt efter min store Vask! Men jeg har ogsaa været en Knap! Vasket en stor Vask, og faaet den tørret. Været til Frk. Hollensen med Pus, hun fik Bindet af [hendes arm havde været brækket/red.] og nu skal jeg massere hende, det gaar godt.

Saa har vi set Optøjer i Byen, der har været stor Halløj i Dag. Kvindfolkene stormede Butikkerne, og tog Brødet. Soldaterne var traadt til med Bøssen o.s.v. Pus var meget optaget af dette, der var sort i Byen, navnlig oppe ved Rerup, man kunde knap komme igennem Mylderet. Elektricitetsværket strikede, saa alle Sporvogne holdt, paa Værftet var der vist ogsaa noget Kluderi. Der er alligevel Temperament i Kvindfolk.

Fra Kjems har jeg medtaget en lille Pakke sendt fra Flandern, fortæl ham hvor du er, saa kan i da besøge hinanden – og snakke om mig. Han er storartet til at sørge for os. Christiansen kommer maaske hjem samtidig med dig, hans Mor er meget syg, saa de vil se at faa ham hjem.

– Frk Grau var i stort Vigeur i Dag, det var dog endelig noget for hende. Grau laver vist en hel Roman der ud af. Det maa for Resten være dejligt, for hvad de ikke oplever i Virkeligheden, det oplever de da i Fantasien.

Nu skal jeg ned og tage min sidste Vask ud, saa faar du Kys og Hilsner! Din egen Pige

Sender ogsaa Plastrene i en Konvolut.

(P284, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… at tyske Kvinder nu søges engagerede til Hæren”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

En Overløber beretter:
– at der den 16-17´ ds. er ankommet en Mængde Pionértropper til Haderslev for at arbejde paa Forstærkning af Skyttegravene,
– at der tillige i de sidste Dage er sendt en hel Del Kanonammunition til Haderslev, hvor Magasinerne efterhaanden er helt fyldte, og
– at der i den senere Tid er kommet Rytteri til Haderslev, hvor Hestene formentlig skal lejes ud til Høstarbejde;

En tysk Forretningsmand skal f.T. være beskæftiget med at overtale de tyske Overløbere i Grænseegnen til at vende tilbage til Tyskland; samme Mand har udtalt, at han senere vilde berejse hele Danmark i samme Ærinde.

Det paastaas, at tyske Kvinder nu søges engagerede til Hæren til særligt Arbejde ved Fronterne.

I Skodborg Kommune er der udskrevet 150 Stk. Kvæg til Udlevering 1/7 d.k.[?]

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

8. maj 1917 – Flensborg Avis: Kvindelige udskejelser i Sønderborg

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

En Udskejelse
øvedes i Fredags Eftermiddags af nogle Koner i Sønderborg. De mødte ifølge ”Sonderburger Zeitung” paa Sønderborg Brødfabrik og krævede der Brød uden Mærker, hvorved de truede med, at hvis det ikke blev givet dem godvilligt, skulde de nok sørge for, at de fik det. Den tilstedeværende Kusk B. gav dem nogle Brød, og som Følge deraf kom der i Løbet af Eftermiddagen gentagne Gange Kvinder, som ligeledes forlangte Brød uden Mærker. De afvistes.

De Koner, der har deltaget deri, har aabenbart ikke været sig Rækkevidden af deres Handlemaade bevidst, skriver nævnte Blad. De har ikke tænkt paa, at det at trænge ind i Brødfabrikken og true med Voldshandlinger, ifald deres Krav ikke opfyldtes, efter de bestaaende Love kan føre haarde Straffe med sig. De har ved deres Trusler forledt Brødfabrikken Funktionærer til lovstridige Handlinger, hvad der ligeledes trues med Straf. Men mod saadanne Overfald maa de næringsdrivende værnes ved Lov. Der er derfor blevet sørget for, at sligt ikke kan gentage sig. Hvis Konerne virkelig allerede havde opbrugt deres Brødkort, som endnu gjaldt for en Uge, og de ikke havde andre Levnedsmidler til Raadighed, saa burde de ikke have henvendt sig til Brødfabrikken, men til Byens Brødkort-Kontor i Posthuset med Bøn om at faa Tilskudsbrød. Det vilde have været den rigtige Vej.

Indskrænkningen af Brødrationen føles vist overalt tungt. Men der bør huskes paa, at Folk intet Sted i det tyske Rige faar mere Brød end i Sønderborg. Forholdene tvinger os til at indrette os med det, vi har; ogsaa den enkelte maa i denne Tid eje den gode Vilje til at holde Hus med Brødet, ja til at omgaas det sparsommeligt. For at lette det har Rigs-Ernæringskontoret forøget Kødrationen og ved Tilskud gjort det muligt for den mindrebemidlede Befolkning at købe det. Efter hvad der meddeles os, vil der endvidere i de nærmeste Dage blive udgivet Gemyse-Konserver. Desuden har Landraad Schønberg vedvarende været ivrig bestæbt paa at fremskynde de større Kartoffel-Leveringer, som endnu ikke er komne. De almindelige Trafikvanskeligheder, hvorunder – hvad enhver, der staar i Erhvervslivet, veed – den afsides liggende Sønderborg Kreds særlig har maattet lide, er Hovedaarsagerne til denne Forsinkelse. Der er imidlertid Haab om, at ogsaa Kartoflerne vil ankomme i den nærmeste Tid. Dermed vilde Hovedvanskelighederne være overvundne.

Men fremfor alt bør enhver sige sig selv, at der ved Udskejelser som i Gaar ikke hidskaffes en enkelt Smule Brød, at det tværtimod fører bitre Følger med sig for de delagtige.

Funden Gris.
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der er blevet anmeldt en Gris som Hittegods, og anmoder Ejeren om at melde sig inden 8 Dage fra den 8. Maj af, da der i modsat Fald vil blive Dispositioner med hensyn til Grisen.

Uheldig Sejllads. (Dv.)
I Søndags Eftermiddag kæntrede en Mand med sin Baad paa Haderslev Dam i Nærheden af Johannesdal. Manden var dog i Stand til at holde sig fast ved den væltede Baad og raabe om Hjælp. Hans Raab hørtes af nogle Drenge ved Badebroen. De fik hidkaldt Hjælp, og den uheldige Mand slap med en vaad Trøje som en alvorlig Advarsel om at være mere forsigtig næste Gang.

Opdagede Skjulested.
Landraaden i Haderslev bekendtgør i Kredsbladet følgende:
Landmand Sch. I Sp. have skjult 287 Pund Rug i en Tønde pa Høloftet og hemmeligholdt den ved Korneftersynet.
Landmand H. i St. havde skjult 217 Pund Mel over Bageovnen og hemmeligholdt det ved Korneftersynet.
I begge Tilfælde er Varerne blevne konfiskerede uden Godtgørelse, og der er blevet anlagt Sag imod vedkommende.

3. maj 1917 – Flensborg Avis: “… strafbart, at Børn driver omkring”

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

Kvindelig Arbejdskraft til Landet.
Paa Landet er der stor Mangel paa Arbejdskraft. Der kan ikke skaffes Krigsfanger mere og kan ikke regnes med omfattende Orlovsbevillinger. Det maa derfor hilses med særlig Glæde, hedder det i en Meddelelse til Bladet, at der er skabt en omfattende Organisation for at faa Kvinder, som stammer fra Landet, og som er kendt med Arbejdet der til at vende tilbage dertil. Der har allerede meldt sig mange Kvinder. Landmændene bør henvende sig til Kommuneforstanderne og i rette Tid meddele deres Behov, hvis der skal tages Hensyn dertil.

Kødkortene.
De nye Huslister til de næste Tilskuds-Kødkort bæres rundt i disse Dage. Ved de første Lister er det hyppig sket, at Husholdninger har krævet og faaet Kødkort til Fortrinspriser, skønt de efter de udstedte Bestemmelser ikke var berettigede dertil. Der gøres opmærksom paa Magistratens Bekendtgørelse i Dag.

 En Paamindelse.
„Sonderburger Zeitung” i Sønderborg er bleven anmodet om paa ny at henvise til den stedfortrædende Generalkommandos Forbud, hvorefter det er strafbart, at Børn driver omkring paa Gaderne efter Klokken 8 om Aftenen og at unge Mennesker ryger.

Kanintyveri. (Hmb.)
Hos Skomagermester Karl Kjer Nygade 50 i Aabenraa er der i Gaar Nat blevet stjaalet en stor sort Kanin. Ved Ellevetiden om Aftenen var den endnu paa sin Plads. En Kanin med 3 Unger i en Kasse ved Siden af var bleven forsmaaet af Tyven. Den har vist næppe syntes Tyven fed nok til at slagtes.

Mejeriet i Løjt har fra Tirsdag den 1. Maj af igen optaget Driften hver Dag.

Telefonspærringen inden for Haderslev Kreds kan, efter hvad der skrives i ”Schleswigsche Grenzpost”, nu som før ikke ophæves i Almindelighed. Men Krigsøkønomistedet har af den stedfortrædende Generalkommando i Altona faaet Tilsikring om, at der over for enkelte begrundede Andragender om Frigivelse af bestemte Telefontilslutninger i Betragtning af den store Betydning, som Landbruget har i denne Tid, vil blive udvist den største Imødekommen. For de paagældende Kredse bekendtgøres dette ad denne Vej, skriver Bladet, idet det overlades vedkommendes forgodtbefindende at indsende Andragender om Frigivelse af Telefontilslutninger til Krigsøkonomistedet i Haderslev

Sorrig og Glæde. (Dv.)
Landstormsmand Harald Fogt fra Tiset, som har faaet otte Ugers Orlov for at faa sin Foraarssæd lagt, modtoges ved sin Hjemkomst med den sørgelige Efterretning, at hans ældste Barn, en fire Aars Dreng, var bleven syg og under Sygdommen ramt af et Slagtilfælde og død. Han laa Lig, da Faderen kom hjem.

Ny Gennemgangspost.
I „Haderslev Kredsblad” for 26. April 1917 bekendtgøres af Landstorms-Inspektion I i Flensborg, at indtil videre er ogsaa Grænseovergangsstedet Farris (Jels Sogn) tilladt som Gennemgangspost. Gennemgangsbeviser for denne Gennemgangspost udstedes af Grænseovergangskommandoeni Farris paa Grundlag af de af Landraaden i Haderslev udstedte Passer med Viseringsanmærkning. Grænsekommandoen bestemmer de Tog, som maa benyttes paa Gennemgangsbeviser.

21. april 1917. Rørende gensyn: Konen genkender sin mand i en kolonne krigsfanger

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.

Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.

Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.

En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.

Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.

Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.

Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.

Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.

– Ja, saadan er Krigen!

Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …

DSK-årbøger 1964