Tag-arkiv: feltpræster

18. november 1918. Eskildsen oplever dødsfald: “Muus, vor gode Ven, død her i vort Hus?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter flere dages march, kunne Eskildsen og kammerater endelig holde en hviledag. “Slottet” de skulle overnatte på, var dog ikke så imponerende som navnet antydede.

17. November. Det er en Søndag. Marchen fortsættes op over Bjergkamme, ned i l’Homme-Dalen, op igen og ned til Vesqueville. I Dalen Nord for os ligger Købstaden St. Hubert, Midtpunktet for denne Egn.

18. November. Det gaar irriterende langsomt. Vi kunde løbe meget hurtigere, nu da det gaar hjemefter. Og i Morgen skal vi tilmed have Hviledag! En Trøst er det, at vi kan holde den paa et Slot.

Staben skal indkvarteres paa Slottet Laval. Officererne udmaler sig den første Hviledag paa et fint Slot, Mandskabet haaber paa god Plads. — »Slottet« viser sig at være en ussel Rønne, der intet har tilfælles med et Slot udover Navnet.

Næste Morgen sover vi længe. Vi sidder ved Kaffen, da een kommer styrtende ind, kridhvid i Ansigtet: »Muus er død!« Vi springer op.

»Muus, vor gode Ven, Maskingeværkompagniets Beslagsmed, død her i vort Hus?«

Han er død! Han havde i Aftes Tandpine og har saa om Natten taget Morfin af Veterinærkisten, i Ukyndighed saa meget, at det kunde have slaaet den stærkeste Hest ihjel. Nu havde han været sammen med os i samfulde fire Aar! Saa skulde heller ikke han faa Lov til at komme med ind i det længselsfuldt ventede Fredens Land!

Oppe paa en forblæst Høj ligger der en trist og fattig Kirkegaard. Her graver vi en Grav mellem forsømte Grave og sænker ham om Eftermiddagen ned i den, medens Byens Drenge sidder og dingler med Benene rundt om paa Kirkegaardsinuren.

Det er trist, det er uhyggeligt. Præsten begynder at tale om Selvmord, vi flytter uroligt Benene, Præsten taler videre om Selvmord, Majoren gaar hen og oplyser ham om, at det var et Ulykkestilfælde, Præsten bliver forvirret, omsider er den pinlige Begravelse overstaaet.

Næste Dag forlanger Brigadekommandøren en udførlig skriftlig Melding om, af hvilken Grund vi har bestilt Divisionens katolske Præst til en luthersk Begravelse.

— Hvad Forskel er der paa en Katolik og en Lutheraner, naar en Mand er død? Det faldt os meget naturligt at gaa til Katolikken. Den lutherske Divisionspræst — nu er han Professor ved Berlins Universitet — havde kun spillet Officer under hele Krigen. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 251-252

1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.

Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.

Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.

Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.

Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.

Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.

Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.

Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.

Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.

Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.

Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. marts 1918. To timers “Kaiserschlacht” og et “Heimatschuss” …

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og tildelt Regiment 464. I foråret 1917 kom han til Vestfronten.

I løbet af vinteren blev vor division efterhånden forstærket med nyt og meget ungt mandskab, så den kunne være klar til den store forårsoffensiv – kejserslaget – som tyskerne havde ventet sig meget af.

De havde koncentreret store styrker bag fronten og håbede på at kunne knuse fjenden ved en sidste kraftprøve. Inden storangrebet satte ind, var vi kommanderet til gudstjeneste med altergang, og omkvædet af præstens tale lød: » Wir werden über sie herfallen wie ein Sturmwind und sie zerschmettern«, men det går jo ikke altid efter, som præsten prædiker – og denne gang heller ikke.

Vi gik altså frem på fronten foran St. Quentin den 21. marts 1918 i den tidlige morgenstund. Efter en kraftig trommeild, der havde varet alle nattetimerne igennem, myldrede de tyske styrker frem i et massivt fremstød, løb englændernes første linjer over ende, hvorefter det gik i stormskridt over det åbne terræn i baglandet, indtil vi ved den store jernbanedæmning mødte kraftig modstand og blev standset der for en tid.

Jeg var kun med i to timer, inden jeg blev såret af en lille granatsplint i låret, og jeg var straks klar over, at jeg havde fået et regulært »Heimatsschuss«, så jeg kastede geværet og al anden overflødig udrustning bort, hvorefter jeg skyndte mig hen til en saniteter for at blive forbundet.

Derefter gjaldt det tilbagemarch til St. Quentin for at blive transporteret til en »Krankensammelstelle«, der i mit tilfælde blev Wattinge-kasernen i Maubeuge, hvor det vrimlede med letsårede, der ventede på transport til Tyskland, men det varede ni dage, inden der skete noget, og i den tid måtte vi selv klare os så godt eller dårligt, som vi kunne.

Endelig den 30. marts arriverede et godstog, som medførte kreaturvogne forsynet med lidt halm i bunden, men ellers ingen yderligere bekvemmeligheder for os.

Vi kørte igennem Ardennerne og langs med den skønne Moseldal, men der blev kun lidt lejlighed til at nyde udsigten under kørselen. Kun glimtvis kunne vi titte gennem en kun lejlighedsvis åbnet dør, og der var altid trængsel ved samme, da mange ville se og nyde det skønne syn, men til sidst nåede vi da frem til Koblenz.

Vi var en flok på ca. 20, der fortsatte kørselen langs bifloden Lahn til Oberlahnstein, hvor vi anbragtes i et såkaldt »Teillazaret« og blev der »betreut« af to blide katolske søstre og en sygepasser. Aldrig har jeg under hele min krigsdeltagelse haft så dejlig en sommer, og det både med henblik på pleje, men også hvad forplejning angik.

DSK-årbøger 1971

22. august 1917. Begravelse ved Ypres: “I dag er det ham, i morgen er det måske mig …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Vi var meget trætte, da vi om morgenen kom tilbage til kvarteret. Denne gang vendte vi tilbage med et stort tab.

Der var et par ældre soldater, en karetmager og en snedker, de lavede jævnligt træarbejde. De lavede 3 kister og trækors, kisterne var primitive, og bestod af ru brædder

De tre kammerater skulle begraves den 22. august om eftermiddagen. De tre kister blev læsset på en vogn. Bagefter gik vi 20-25 mand, leutnant Wiederholt red på en hest og stille og tavs fulgte vi bagefter.

Da vi ankom til kirkegården (i Hooglede) var denne helt fuld af
militær. Det var soldater fra andre afdelinger, der bragte døde derhen, nogle var kommet fra fronten og andre fra feltlazarettet.

Der blev gennemsnitlig begravet 100 hver dag på denne ene kirkegård i denne tid.

Der var et musikorkester der spillede, og vi sang en salme. Dernæst talte en præst; det var mest over den vidunderlige heltedød (som de fleste helst ville undgå), og til sidst sang vi med musikledsagelse ”Ich hat einen Kammeraten”.

Det lød meget vemodigt, denne sang som man havde lært i skolen, om de to soldater, den ene ser den anden falde, han vil tage afsked med ham osv. Jævnt og stille lød sangen ud over kirkegården.

Der var mange åbne grave, nogle af de døde lå i kister, andre i teltduge, andre havde et tæppe over hovedet, og nogle lå blot i et par benklæder og måske en skjorte.

Nogle havde støvler på, andre ikke, nogle havde lemmerne forbundet med forbindingsstof, andre lå med åbne, blodige sår. Efter den sidste sang gik hver mand en ad gangen, idet officererne begyndte, hen til graven, stod ret, kastede 3 håndfulde jord ned på den døde, stod ret, igen omkring, og så den næste.

På denne måde blev der taget afsked med en falden kammerat.

Sådan blev en soldat begravet, når forholdene tillod det. Men tit blev de også begravet i skyttegraven, i stillingen eller slet ikke begravet, hvilket de døde ben og kranier vidnede om, der lå rundt omkring.

Da vi stilled op for at gå tilbage til kvarteret kom der pludselig en vogn kørende i stærkt trav.

Undervognen var fuld af døde. Han kom fra feltlazarettet. Han standsede ved kirkegården, og ved hjælp af en stang på cirka 2½ i meter vippede han de døde mennesker op over vognkanten og ned på jorden.

De stive lig faldt hulter til bulter om mellem hver andre.

Vi genkendte straks en af dem, og ved nærmere eftersyn genkendte vi alle de tre, som vi efter kanoneksplosionen havde bragt på feltlazarettet for to dage siden.

Vi fik dem pillet ud fra de andre, og vi begravede dem med det samme – dog i al stilhed uden nogen ceremoni.

De fik ingen kiste, ingen teltdug, vi dækkede en sæk over ansigterne – kastede jord på dem og gik hjem.

Ved sådanne begravelser var der en dyb alvor over kammeraterne.

Der blev ikke fældet nogen tåre, folk var sløvet og afstumpede. Den enkelte tænkte: I dag er det ham, i morgen er det måske mig, der skal graves ned.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

7. december 1916. Kompagnibedstefar belærer feltpræsten

Senest ændret den 26. april 2017 11:22

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Den Kaserne, vi laa paa, laa ca. 20 Minutter udenfor Byen og var en Dragonkaserne. Jeg fik snart opspurgt, at der inde i Byen var et Soldaterhjem, hvor der hver Onsdag Aften kom en Præst og holdt Bibelsamtale.

Jeg vilde meget gerne med og gik derfor ind til min Ven, Feltwebelen, og bad om Lov til at gaa; men han sagde rent ud Nej.

Jeg tiggede alligevel om Lov til at gaa ind til Bibelsamtale og sagde, at jeg skulde ingen Dumheder lave, men komme straks tilbage fra Mødet.

Han svarede, at det var der ikke Tale om, og at jeg kunde let tilfredsstille min aandelige Trang derude paa Kasernen.

Jeg svarede, at jeg havde da min Bibel, og at jeg var Gud taknemmelig for, at jeg kunde læse i den, og at Vejen til Gud ikke var spærret, men at jeg iøvrigt med den aandelige Mad, der blev mig budt paa Kasernen, ikke kunde tilfredsstille min Sjæl.

Han sagde bare: „Heraus!” og saa maatte jeg jo, noget slukøret cg bedrøvet, gaa min Vej.

Næste Dag, da Parolen var forbi Kl. ca. 5 om Eftermiddagen, siger Feltwebelen imidlertid: „Om en time stiller hele Kompagniet i Spisesalen til Bibeltime.”

Naa, tænkte jeg, nu bliver det da godt, skal vi nu have Bibeltime herude paa Kasernen!

Hele Kompagniet var saa Kl. 6 i Spisesalen, alle Officerer og Underofficerer indbefattet, og saa kom der en Præst, som traadte frem foran den store Forsamling og, efter at vi havde sunget et Vers, begyndte at tale til os.

Han fortalte os først om en stor Sejr, idet Bukarest lige var taget. Det havde nu kun saa som saa sin Interesse for os, for vi hørte hver Dagpaa Eksercerpladsen, at vi skulde uddannes til at storme Bukarest, saa de Laurbær var altsaa borte for os. Da han var færdig med det, fik Englænderne, Franskmændene og Italienerne en rigtig god Omgang, som de ikke mærkede noget til, og derefter tog han fat paa de slemme Amerikanere. De havde nu meldt sig med i Krigen som Tysklands Modstandere.

Efter at de først havde tjent saa mange Penge hos Tyskerne, mente Præsten, at det var ganske utilbørligt, at de nu meldte sig som Tyskernes Modstandere, og saa udkastede han det Spørgsmaal til hele Forsamlingen, om vi ikke ogsaa syntes, at det var skammeligt gjort af Amerikanerne.

Vi saa paa hinanden, og det brændte naturligvis „Bedstefar” i Støvlerne; omsider kom jeg paa Benene og svarede Præsten, at jeg syntes ikke godt, at Amerikanerne kunde bære sig anderledes ad.

Præsten blev helt forfjamsket, saa over paa mig og sagde: „De har vist misforstaaet mig,” men jeg svarede: „Nej, jeg har aldeles ikke misforstaaet Dem, Hr. Pastor.”

–  „Jo, hvordan mener De da det?” spurgte Præsten.

Ja, jeg havde jo da læst noget i Beretningerne, som gik ud paa, at Amerikanerne var villige til at mægle Fred; men som Betingelse havde de forlangt, at Undervandsbaadskrigen skulde begrænses, særlig overfor de neutrale. Tyskernes Svar var, at de udvidede Undervandsbaadskrigen, og det første, de gjorde, var, at de sænkede den store amerikanske Udvandrerdamper „Lusitania”, og derfor syntes jeg, at hvis Amerikanerne havde nogenlunde Æresfølelse i Livet, saa maatte de føle det som en knyttet Næve midt i Ansigtet, og saa kunde de ikke gøre anderledes, end de gjorde, men maatte  melde sig som vore Modstandere.

Præsten blev helt benovet; han stod og hakkede i det og vidste slet ikke, hvad han skulde sige. Han svarede saa, at saadan havde han aldrig tænkt sig det Spørgsmaal.

Jo mere forlegen Præsten blev, desto mere Mod fik jeg naturligvis. Jeg sprang op igen og sagde, at jeg kunde i det hele taget ikke forstaa, at vore Modstandere altid blev omtalt for os menige som Mennesker, der kun havde lave Motiver og uædle Bevæggrunde. For mig personlig er der noget, der hedder en ærlig Modstander, og ham var det langt skønnere at kæmpe imod end hine.

Præsten kørte bogstavelig rundt paa sin Hale og vidste slet ikke, hvad han skulde sige til det. Jeg sprang op igen og havde endnu mere at skulle have sagt; men saa var der et Par af mine unge Kammerater, der bagfra greb mig i Frakken og halede mig ned paa Bænken; de hviskede mig ind i Øret: „Nu holder du Mund, Gamle, for ellers gaar du i Vandet.”

Præsten var nu kommet sig saa meget, at han fik sagt: „Skal vi synge det og det Vers,” og saa var den Bibeltime ikke længere.

Vor gamle Kaptajn havde hele Tiden staaet og kigget paa
mig gennem sine Lorgnetter og tænkt sit ved det.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

30. juli 1916. Feltpræsten advarer om at de værste kampe er med at modstå de franske kvinder. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 30. juli 1916

Det er søndag henimod aften og jeg synes, jeg vil skrive så ofte jeg har lejlighed dertil. Byen, hvori vi ligger i kvarter, hedder Le Nou- vion. Den er omtrent på størrelse som Haderslev, og når du så tænker husene i Nørregade fra kasernen og op til Frue Kirke afbrændt, så har du en lille forestilling om, hvordan det ser ud her.

Det er sørgeligt at gå igennem gaden, overalt ruiner, og der er også ruiner i adskillige andre gader, men det er kun enkelte huse. Det stakkels folk, som har lidt så meget. Mange er måske dræbt under kampen, eller i det mindste er de da jaget fra hus og hjem. Når man ser sådant, og det er vel kun småting ved siden af al den anden elendighed, så skulle man synes, at det kunne være nok, og at Vorherre måtte sætte en stopper for alt det skrækkelige, som krigen fører med. Men som du skrev fornylig: Vorherres tanker er ikke vore tanker. Vi skal blot bede til ham, og så vil han også nok hjælpe, når hans tid kommer.

Vi var til feltgudstjeneste i formiddag ude på en græsmark, men det fik jeg ikke meget ud af. Det kan du nok forstå, min kære Inger. Præsten udtalte tilsidst, at kompagniet havde udstået store kampe, men alligevel mente han, at de værste kampe kom vi måske til at bestå her i den tid, da vi var i ro. Han mente med hensyn til de franske kvinder. Nå, hvis det var det værste, så skal jeg nok komme uskadt hjem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. September 1914. Stigende hestepriser. Sådan fungerer sanitetstjenesten.

Senest ændret den 5. februar 2016 15:21

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

De stigende Hestepriser.

En enkelt Hestehandel, der er afsluttet paa Morsø i disse Dage, giver et godt Bevis paa, hvor stærkt Priserne paa Heste er steget den sidste Maaneds Tid. For en Maaned siden bød nemlig en Opkøber for et Par Heste paa Nordmors 2000 Kroner, Men Ejeren forlangte 2200, Hvad Køberen ikke vilde give, og der blev ingen Handel denne Gang.

En 14 Dage efter kom Opkøberen igen og bød de 2200, men nu vilde Ejeren have 2500. Det fandt Opkøberen var for meget, dog nogle Dage efter var han villig, men saa satte Ejeren Prisen op til 2700 Kroner, og Hestehandleren gik endnu en Gang med uforrettet Sag.

Men forleden Dag kom han igen og bød – 3000 Kroner og fik dem.

(fortsætter under billedet)

Svensson, A, med hest 6a44-009
Hærenes forbrug af heste var umætteligt. A. Svensson, Sønderborg, holder en hest hos beslagsmeden.

For de Saarede

Som omtalt er Pastor Popp, Løjtkirkeby, indkaldt til at gøre tjeneste som Sanitetsunderofficer. I et Feltbrev fra Audorf ved Rendsborg til “Sædekornet” skilder  han, hvordan Arbejdet og Forberedelsen  til Arbejdet paa Slagmarken foregaar.

Vort Hovedarbejde skal bestaa i, under en Fægtning eller efter en Fægtning at bringe de Syge og Saarede hen til Forbindingspladserne. Derfor bestaar Kompagniet hovedsagelig af Sygevogtere. Af disse danner hver 12 Mand en Patrouille under en Underofficers Kommando. Enhver Patrouille har 3 Sygebaarer til Raadighed, der bæres af hver 2 Mand, saa snart Kompagniet gør Holdt og der gives Befaling til at gaa fremad  med Baarerne.

Paa Marchen læsses Baarene paa særlige Vogne. Patrouillens øvrige 6 Mand sammen med Underofficeren gennemsøger Slagmarken, de med Baarene følgerne dem; de Syge og Saarede som ikke selv kan gaa, bæres til Forbindingspladserne. Disse er imidlertid bleven indrettede, Telte opslaaet og alt lagt tilrette til de muligvis nødvendige Operationer. Lægetjenesten udføres af en Overstabslæge sammen med et større Antal Læger, som ledsager Kompagniet. Lægerne understøttes ved deres Arbejde ogsaa af flere Sanitetsofficerer.

Men naar vi vil gennemsøge Slagmarken og bære de Saarede bort, et det i de fleste Tilfælde nødvendigt, at vi paalægger en Nødforbinding, især naar det drejer sig om et stærkt blødende Saar og om Benbrud. Vi maa endvidere være i Stand til at underbinde sønderrevne Blodaarer, for at den Saarede ikke forbløder sig, inden han kommer under Lægebehandling. Alt dette skal vi lære her og indøves i, saa godt det gaar, inden vi sendes ud til valpladsen.

Vi er os alle sammen bevidst, at det Arbejde, som forestaar os ingenlunde er uden Fare, fordi vi ofte maa udføre vor Tjeneste i et Terrain, som bestryges af Geværkugler og Granater, men vi ved ogsaa, at vi tjener og hjælper og maaske ogsaa kan redde mangt et Menneskeliv; rask Hjælp bringe Redning.

Derfor lærer vi her at anlægge alle mulige Forbindinger, vi lærer at lægge Skinner paa Benbrud, vi lærer at underbinde Pulsaarer, for at Blodtabet kan standses, vi lærer at foretage Genoplivningsforsøg. Vi vil være rustede til at udfører vor Tjeneste muligst godt.

Sidste Søndag (den 6. Septbr.) havde jeg den store Glæde, at måtte holde Gudstjeneste for Kompagniet. Fra højere Sted var det bleven befalet, at der skal holdes Gudstjeneste hver Søndag, om muligt ved hver Troppeafdeling. Vor “Feltwebel” bad mig om at udføre det. En større Glæde kunde han ikke have beredt mig.

Kl. 10 om Formiddagen samledes vi om Guds Ord under aaben Himmel paa vor Appelplads. Til at begynde med sang vi: “Ak bliv dog med din Naade”. Derpaa holdt jeg en kort Tale over Salme 46, saa jævnt og indtrængende som muligt, ud af Livet hos Mandskabet, som jeg hidtil havde lært det at kende. (Mange havde maaske ventet en salvelsesfuld Tale af “Pastoren”. Gud hjalp mig til at tage saaledes, at Hjertet blev grebet. Han vil lade sit Ord virke saaledes at den ene eller den anden giver ham sit Hjerte. Efter Talen sang vi: “Vor Gud han er saa fast en Borg”, Derpaa fri Bøn og Fadervor. Andagten sluttedes med Sangen: “Slip os Arme ej”.

Mangen en har maaske i Aar og Dag ikke hørt Guds Ord. Hvor er jeg glad og taknemmelig, at jeg maa byde dem det i den Forvisning, at det ikke skal komme tomt tilbage. Næste Søndag holder jeg atter Gudstjeneste. Gud give aller sin Velsignelse dertil. Jeg maa altid paany takke Gud, at der mod Forventning gives mig Lejlighed til at forrette Ordets Tjeneste blandt Kompagniets Mandskab.

Om disse Gudstjenester lader sig fortsætte, når vi staar i Felten, vil være afhængig af Omstændighederne. Hvornaar vi gaar ud, ved vi ikke endnu, heller ikke hvorhen vi kommanderes, til Frankrig eller Rusland. Men hvorhen vi ogsaa gaar, Gud være med os, at vi med Frimodighed kan udføre vor Sanitetstjeneste, til Hjælp for vore kæmpende Kammerater, i hans Navn.

Hestehandlen i Danmark. Hvad nu?

I sidste Nummer af “Jydsk Husdyravl” findes følgende Artikel:

Hestehandlen gaar fremdeles strygende. Dygtige Hestehandlere med gode Forbindelser og god Kapital har tjent sig Formue i Løbet af 5-6 Uger. Det er notorisk, at der er flere jydske Hestehandlere, der siden omkring et Hunderede Tusind Kroner, og Enden er ikke endda!

Men det er jo ogsaa en verdenshistorisk Periode for Hestehandlen. En saadan Rift om Heste og en saadan Prisstigning har man aldrig set her i Landet og vel heller ikke noget andet Steds i Verden. Hidtil har Handlen særlig omfattet alle sekundære Varer. Der er rømmet op fra neden af, som aldrig før.

Men naar vi ovenover disse Linjer sætter Spørgsmaalet; Hvad nu? saa er det, fordi Handlen er ved at glide ind i et andet Spor.

Nu begynder man at sælge væk af Plagene og de Hopper, der faktisk er brugbar i Avlen. Og denne Situations Udvikling er af en ret betænkelig Karakter. Vi har fra første Øjeblik været Modstandere af Kravet om Forbud mod Udførelse af Heste. Vi har hævdet, at Folk i og for sig burde vente med at sælge deres Heste indtil videre, da de ville stige stærkt i Pris, og denne Eventualitet foreligger nu som Kendsgerning. Nu gaar der en Mængde Landmænd og ærgrer sig over, at de var saa forhippede med at faa solgt. De er klare over, at de er rendt fra 3-400 Kr. for hver Hest; men det er silde at græde over den Ting.

Men ny begynder altsaa Køberne at tage for sig ogaa at første Klasses Heste og  – Plage og Avlshopper. Og det, skønt der kun er gaaet halvanden Maaned, siden Krigen udbrød.

Og derfor spørger vi: Hvad nu? Kan Landet for Øjeblikkets og Fremtidens Skyld taale en Aareladning af den Art? Vi tvivler stærkt paa det og tror, oprigtig talt, at Staten snart gennem et nærmere begrænset Udførselsforbud bør sætte en Stopper for Eksport af den Vare, vi absolut ikke kan undvære.

Krigslaanet. Wien, Tirsdag (W.B.)

Krigslaanets glimrende Resultat har gjort et dybt Indtryk her. “Neue Freie Presse” fremhæver, at netop Tegningen af Krigslaanet, som ikke indløses, og hvis Værdi er afhængig af Krigens Tilfældigheder, er det bedste Bevis for Tilliden til det tyske Riges militære, politiske og økonomiske Styrke. Af det som Krigslaan tegnede Beløb kan man se, hvor kapitalkraftigt det tyske Folk er og hvor mage disponible Penge, det har til sin Raadighed.

Krigen og Overtroen. I danske Provinsblade skriver Adjunkt Johannes Loft:

Krigen har fremkaldt en levende Spekulation i Overtro. For en billig Penge kan man købe Spaadomme. Ogsaa i den Henseende er det, som om vor Tid med et havde afsløret sit sande Væsen; troede vi ikke, at vi var moderne Mennesker? Og dog viser Kendsgerningerne os, at vi ikke har saa lidt af Middelalderens Mørke i os.

Det er – forekommer det mig – Folkekirkens Pligt i disse Tider at advarer imod Spaadomme. Først maa den advare mod de ligefrem hedenske Spaadomme, som falbydes paa Gader og  – endogsaa i Boghandlerbutikker; den maa advare Fok imod at rette mindste Opmærksomhed paa Madame de Thebes og saa videre. Hvad en parisisk Spaakone har sagt eller ikke sagt, er ganske ligegyldigt; og det er aandelig talt og timelig talt det rene Tidsspilde at beskæftige sig dermed.

Udpluk af Feltbreve fra Nordslesvigere.

Død af Saarene.

Landmand Thomas Johansen fra Nørre Hostrup, som blev saaret af et Skud i Lungen under Kampene ved Lüttich, er ifølge Meddelelse til hans Hjem den 16. September afgaaet ved Døden paa Krigslasarettet i Lüttich. Den Afdødes Broder staar ved Østfronten.

Saarede fra Aabenraaegnen.

Under Slaget ved Marne floden er bl.a. Jørgen Holst og Thorkild Rosenvold fra Aabenraa bleven saaret. Sidstnævnte er, ifølge et til hans Hjem indløbet Brev, saaret af et Skud gennem Hælen. Han ligger nu paa Lasarettet i Aachen og har det efter Omstændighederne godt. Under de samme Kampe saaredes endvidere Jørgensen fra Bodum Kro, som ligger i et Kloster ved Rhinen.

Falden i Belgien.

Hans Elberg paa Rybro i Aabenraa fik i Gaar Meddelelse om, at hans Søn, der tjente ved Husarregiment i den aktive Felthær, er død i Belgien den 18. August.

Fra Røddingegnen.

En Kammerat af den unge Tønder fra Fæsted, som var med i Krigen, har meddelt hjem, at Tønder er bleven ramt af en Granat, da han marcherede ved Siden af ham, og dræbt. Tønders Svoger blev saaret af samme Granat.

Kaadner B. Hauberg paa Mejlby Mark har fra sin Søn, som er Soldat, faaet Meddelelse om, at han er bleven saaret i Hovedet af en fransk Shrapnelskud.

Saarede Nordslesvigere i Fangenskab.

I en Korrespondance fra Bordeaux til danske Provinsblade fortæller Korrespondenten, at han har besøgt de saarede tyske Fanger i Bordeaux, mellem hvilke han ogsaa har truffen nogle dansktalende Nordslesvigere. Dette til Efterretning for Forældre, hvor Sønner i Tabslisterne staar opførte som savnede.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” modtog i Foregaars en Hilsen paa Brevkort fra Journalist Jensen, Flensborg, tidligere i Graasten. Jensen er for Tiden i Belgien.

Der medfulgte yderligere en Hilsen fra Vognmand Heldt i Sønderborg. Den vakte megen Glæde i Heldts Hjem, hvor man ikke havde hørt fra ham siden først i September.

11. september 1914. “Nu kan de [tyskerne] ikke med magt længere …”

Senest ændret den 5. februar 2016 9:40

84’eren “Chr.” fortæller:

Tilbagetoget fra Marne var Krigens store Vendepunkt.

Masser af Rytteri overhalede os bag fra. Jeg har aldrig set saa meget tysk Kavalleri som i de første Dage under Tilbagemarchen. Vi vidste jo dengang intet om, at tyske Kavalleristyrker havde været endnu nærmere ved Paris, end vi var.

Endelig en Morgenstund kom vi en Times Tid i Bivuak. Der blev kommanderet »Helm ab zum Gebet«, og en Præst talte, jeg véd ikke hvad. Men jeg husker, at en af mine Kompagnikammerater, N. B. fra Haderslev Næs, sagde til mig: »Nu kan de ikke med Magt længere, nu skal de prøve at bede sig frem – -«.

Das Kreuz von Saarburg
Krucifikset ved Saarburg. Korset blev bortskudt under kampene.

Almanak for Nordslesvig, 1935.