26. april 1918 – Hejmdal: Hvem hamstrer?!

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Krigsfangernes Tilbagekomst fra Rumænien

Udleveringen af de tyske Krigsfanger i Rumænien har hidindtil som Følge af Transport-Vanskeligheder ikke kunnet gennemføres i fuldt Omfang. Efter hvad der meddeles er der derfor ingen Grund til Foruroligelse, naar Efterretningerne fra Fangerne i Rumænien foreløbigt udebliver. De tlbagevendende Fanger vil først blive overførte til Lejren i Colentina ved Bukarest, hvor de skal gennemgaa en Karantæne paa 23 Dage. De faar der Opfordring til straks at sende deres Paarørende Meddelelse om deres Tilbagekomst. 

Udmærkelse (S. Z.)

Skibsfører Chr. Hansen fra Dampskibet “Delphin” i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Forraadene i Krigskøkkenet i Haderslev

bliver knappe – meddeles der til “Dv.” af Krigskøkkenudvalget. Kaal og Roer kan snart ikke koges mere, Bælgfrugter og Ærter svinder, saa det kan mærkes.

For at kunne holde ud med Bespisningen til 1. Juni anmoder Udvalget den bedrestillede Del af Befolkningen om, at saafremt det er muligt, ikke at benytte Køkkenet; thi kun da kan der som før leveres til den arbejdende Befolkning.

Dersom denne Henstilling ikke skulde frugte, maa det overvejes enten at begrænse Antallet af de Dage, der koges, eller at lukke Køkkenet noget før.

Angivet for Aager (T. Z.)

En Klodsemager F. fra D. er bleven meldt for at have forlangt 30 Mark for et Par Krigssko, der højest maatte koste 16 Mark.

Hvem hamstrer?!

Under Overskriften: “Hvem hamstrer?!” skrives i “Tondernsche Zeitung” af “En, der ogsaa har set dybt bag Kulisserne”, følgende:

I Bagerlavets Møde (i Tønder) blev, som “Tondernsche Zeitung” har berettet, Kulhamsteri mod Flæsk, Smør og Skinke særlig revset som et fremragende Onde. Som om der kun blev hamstret i Kulhandelen!

Man bør dog engang se sig nøjere om. For Tiden hamstres der paa alle Omraader i Stort som i Smaat, paa mange endnu langt, langt værre end i Kulhandelen. Man bør engang se sig om t. E. i Manufakturvareforretningerne. Hvem der kommer med Smør og Flæsk, kan ogsaa faa Sytraad, for andre Dødelige er denne sjældne Vare helt udsolgt. Og hvorledes gaar det med andre Varer, med Læder osv.?

Og hvem hamstrer – Haanden paa Hjertet – vel ikke, naar Nød og Savn trykker?! Vi bør hellere lade Underholdningen om dette kildne Emne hvile.” 


Fra Felten


Haardsaaret

For nogle Dage siden modtog Christine Roth, Datter af J. A. Hansen i Markgade i Aabenraa, fra en Sygebærer ved Fronten Meddelelse om, at hendes Mand, Bager Christian Roth var bleven haardt saaret den 9. April. I Gaar indløb der Meddelelse om, at han, foruden at have faaet et Skud i den ene Lunge, er bleven saaret i Brystet, i Halsen og i Munden. Der er dog Haab om, at han kan overstaa det. Det er anden Gang, han er saaret. Roth er Indehaver af Jernkorset.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefreiter Detlef Petersen fra Bolderslev haardt saaret.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Andersen fra Skelde, Andreas Jensen fra Rinkenæs og Chresten Schmidt fra Vester-Lindet, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Dekoreret

Landmand Chr. Seeberg fra Brendstrup ved Rødding, som har deltaget i Krigen i 3 Aar som Landstormsmand, har ifølge “Dv.” faaet Jernkorset. Under Krigen har han maattet sælge sin Ejendom i Brøstrup, da han ikke kunde faa den dreven.

(Læs hele Hejmdal fra 26. april 1918)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *