Alle indlæg af DenStoreKrig

Ikke kategoriseret

1. juni 1918: Frederik Tychsen – Indbrud i pengeskabet

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

I byen x gik vi noget frem og tilbage. Der var mange soldater, og der var meget at se efter. Sådan var to soldater i færd med at sprænge et pengeskab. De slog løs på det med en stor forhammer, men kom ingen vegne. Der kom flere soldater til, og omsider kom der en, der havde forstand på pengeskabe, og han fortalte dem, hvorledes de skulle bære sig ad. Med en økse, en pighakke og en mejsel gjaldt det om at få bagklædningen skrællet af ved at hugge de enkelte nitter over.

Det gik imidlertid kun langsomt, og til sidst var der 8 – 10 mand, der skiftevis hamrede og masede. De svedte og pustede, men nitterne måtte mejsles over hver for sig. Omsider kom de så vidt, at de ved fælles hjælp kunne bøje bagstykket over.

Soldaterne var fra forskellige formationer, og det var en ganske tilfældig sammenløbet flok. Mens alle, der kunne få tag i bagstykket, var i færd med at brække dette bagover, var der straks et par, der stak hænderne ind i åbningen, da denne var vid nok, og begyndte at rode i nogle papirer og bøger. Der blev et voldsomt roderi, ja, de formelig reves om byttet, og bøgerne og papirerne fløj til alle sider. Den ene skubbede den anden til side, og alle ville til.

Der var imidlertid en lille Trainsoldat, der havde stået og set til hele tiden uden at røre en finger ved arbejdet, der ganske snildt og i kampens hede ubemærket sneg sig hen til skabet og åbnede en metalluge, snappede et lille metalskrin og løb ud af døren alt det, han kunne, og han fortsatte ned ad gaden. Nogle af de andre mærkede det, for bag efter ham ned ad gaden, de råbte, og de bandede, men Trainkusken var dem for hurtig, han forsvandt for dem med kassen, og de, der havde gjort arbejdet, fik en lang næse.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Aviser

31. maj 1918 – Hejmdal: Sønderjyske navne på kirkegården

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Kontrollering af alle Værnepligtige 

For at der kan gennemføres en fuldstændig Kontrollering af alle Personer i den værnepligtige Alder, skal

a, de, der er dømte til Tugthusstraf,
b, de, der ved Straffedom er fjernede fra Hæren eller Marinen, og
c, de, der er straffede med Tab af de borgerlige Æresrettigheder for en bestemt Tid,

for saa vidt de er fødte den 2. August 1869 eller senere, enten mundtlig eller skriftligt under Vedføjelse af deres Militærpapirer melde sig hos Distriktskommandoen, Værelse Nr. 43, i Tiden fra 30. Maj til 5. Juni 1918.   

Brugte Seletøj

Magistraten i Aabenraa meddeler, at der af Militærforvatningen er stillet en Del brugte Seletøjer til Disposition for Landbruget.

Landmænd kan anmelde, hvad de denne Retning har Brug for, paa Krigsøkonomistedet i Aabenraa, hvor der er Begæringsformularer at faa.

Sørgegudstjeneste

I Gaar Eftermiddags blev der i Missionshuset i Løjt holdt Sørgegudstjeneste for Andreas Ravn  fra Løjtkirkeby og Laurids Tækker fra Barsmark, Huset var fyldt til sidste Plads. 

Stødt paa en Mine og sprunget i Luften

Der er i Fredags indtruffet den sørgelige Efterretning, at Skipper Vilhelm Lorenzen fra Augustenborg med sin Skonnert “Real” ud for Skagen er løben paa en Mine og forlist.

Skibet, der var undervejs fra Lysekiel til Hamborg med en Ladning Granitsten, havde en Besætning paa fire Mand, da det sprang i Luften, og hele Mandskabet skal være omkommet.

En Broder til Skipperen, der sejlede i Skonnertens Kølvand, var Øjenvidne til Katastrofen uden dog at kunne frelse nogen.

Anmeldelse til Lægdsrullen

Landraaden i Haderslev opfordrer de Værnepligtige, der er fødte i Aaret 1901 til straks hos Kommuneforstanderen at melde sig til Lægdsrullen, saasnart de har fyldt det 17. Leveaar.


Fra Felten


1. Pinsedag 1918

Undertegnede sender en hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Johannes Clausen fra Klovtoft.

 

En venlig Hilsen til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

L. Jensen fra Skovbøl

 

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte, baade hjemme og ude.

L. v. Qualen fra Egvad

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes en hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte.

Jens Bøttger fra Stepping.

 

Hermed en venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

L. Friedrichsen fra Kværs.

 

Venlige Hilsener til Venner og Bekendte.

Jakob Petersen fra Røllum.

 

Ønsker ad denne Vej at sende Venner og Bekendte en Hilsen.

Peter Petersen fra Tornbjerg paa Als.

 

Venlige Hilsener til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten. Paa et godt og glædeligt Gensyn derhjemme!

W. Lausen fra Lysabild.

 

Fra Vestfronten

“Vestsl. Tidende” har modtaget følgende:

Den 19. Maj 1918.

Min Ven P. Jepsen og jeg var i Gaar, Pinsedag, ude paa en Spadseretur. Efter en Times Gang naaede vi til en større By R-, hvor vi fandt en stor Kirkegaard. Vi fandt der en Del bekendte nordslesvigske Navne, som vi her vil meddele:

Vicefeldwebel Christian Petersen, 10. Kompagni J.-R. 190, født 31. 3. 90, falden den 14. 6. 17.; Vicefeldwebel Paul Beck, 1. M. G. K. I.-R. 190, født den 1. 5. 91, falden den 14. 6. 17.; Underofficer K. Witt, R.-I.-R. 84, 10. Komp., født den 17. 3. 86, falden den 25. 5. 17; Alfr. Gottschalk, 2. M. G. K. R.-I.-R. 228, født 98, falden den 5. 12. 17; F. R. Schmidt, I.-R. 21, født den 19. 2. 98, falden den -, A. Seiffert, I.-R. 471, født den 2. 4. 98, falden den 18. 11. 17; Skytte J. Jørgensen, Gram, Haderslev Kreds, 3. M. G. K. R.-I.-R. 84, født den 8. 10. 94, falden den 26. 5. 17; Skytte P. Otzen, 2. M. G. K. R.-I.-R. 86, født den 8. 7. 97 i Maasbøl, falden den 28. 5. 17; Skytte Hugo Clausen, 3. M. G. K. I.-R. 84, født den 3. 9. 92, falden den 25. 5. 17; Musketer L. Kamradt, R.-I.-R. 84, født den 1. 11. 96, falden den 25. 5. 17.

Naar deres Paarørende derhjemme i Nordslesvig vil vide noget nærmere om deres Grave og disses Beliggenhed, er vi gerne rede til at meddele dem det. Tilligemed bringer vi gennem Avisen alle Venner og Bekendte en Hilsen og et kærligt Levvel. P. Christiansen, Vejter Gaske ved Skærbæk og P. Jepsen, Mjolden ved Skærbæk.

Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Peter Christ fra Rødding, Underofficer Niels Nielsen fra Ris Mark, August Sørensen fra Haderslev og Gefr. Niels Hansen fra Klovtoft er faldne.

Død af sine Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Knudsen fra Stollig er død af sine Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Nielse Ebbesen fra Jels, Charles Ebsen fra Hovslund og Ewald Lorenzen fra Aabenraa let saarede.

Forfremmede og dekorerede

Johannes Krøger, Søn af Arbejdsmand Krøger i Nygade i Aabenraa, der før sin Indkaldelse var Hjælpepostbud i Øster Terp og for Tiden befinder sig paa et Lasaret, er bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent og har samtidig faaet tildelt Jernkorset.

Andreas Hansen fra Gaaskær ved Bolderslev, en Svigersøn til Landmand Michael Nielsen i Nygade i Aabenraa, er bleven forfremmet til Underofficer og samtidig dekoreret med Jernkorset.

Forfremmede

Lærer Jensen, Søn af Postmedhjælper Jensen i Barkmøllegade i Aabenraa, er ifølge “A. T.” i disse Dage bleven afkommanderet fra Vestfronten til Lybæk som Officers-Aspirant for at gennemgaa et Kursus og er samtidigt bleven forfremmet til Underofficer. Lærer Jensen var indtil sin Indkaldelse stedfortrædende Lærer i Ulkebøl.

Landmand Lorenz Closter fra Stollig ved Aabenraa har bestaaet Officers-Eksamen og er samtidigt bleven forfremmet til Vice-Feldwebel.

Sanitets-Underofficer Lausen fra Løjtkirkeby er bleven forfremmet til Sergent.

Dekoreret

Vice-Feldwebel Niels Petersen fra Bevtoft, der under Stormen den 21. Marts blev haardt saaret og for Tiden ligger paa et Lasaret i Sedan, er bleven dekoreret med Militær-Fortjenstkorset. Han var i Forvejen Indehaver af Jernkorset af anden og første Klasse.

 

(Læs hele Hejmdal fra 31.5. 1918)

Hjemmefronten, Sønderjyder

31. maj 1918. Mange spekulerer i hvidkål i år. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 31. maj

Tak for kortene, som jeg fik i går, det ene er fra Tournai. Jeg kan ikke finde byen på kortet, men synes ellers at navnet lyder så kendt. Det er jo da slet ikke på den egn, hvor det nu går løs. Hvor er det dog betryggende at vide dig i god behold, selv om det ikke er herredage, du har… Revisionen var i formiddag, men det gik nok så glat af. Der er ikke meget på folks lofter nu så langt hen i tiden. Mange steder skal roerne piøjes om, jordlopperne har taget dem. Hans og Tage er i færd med at pløje vore om. Vi har da noget kålrabifrø at så igen. Det er ellers ærgerligt i år, da frøet er så dyrt. Vi har givet 16 M. pr. pd. Mange spekulerer jo i hvidkål i år. Det kan også give mange ærgrelser, når lopperne ødelægger dem, nu da det er så tørt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb

31. maj 1918: ”Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde” – Frederik Tychsens batteri overrasket af modangreb

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

30. maj 1918: Asmus Andresen – Hos Oberstløjtnanten

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag Kl. 6 blev vi vækket, til min Ærgrelse opdagede jeg nu, at mine Byggrynsposer var borte. – Der skulde jeg have passet bedre paa. – Kl. 8 skulde vi stille til Appel og fik Bud om at melde os hos Oberstløjtnanten, som var i Ildstillingen. Kl. 9 maatte vi saa af Sted igen, og først Kl. 2 naaede vi at melde os hos Oberstløjtnanten.

Han spurgte mig, om jeg var vant til at passe Heste, og da jeg hertil svarede ja, gav han mig Valget mellem at køre et Spand Heste for Ammunitionsvognen eller at blive ved Batteriet, jeg valgte det sidste, og fik saa Lov til at gaa igen. Kl. 8 om Eftermiddagen var vi saa igen i Lejren.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

30. maj 1918: Frederik Tychsen – Fremrykningen fortsætter

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Batteriet havde holdt op med at skyde, Vi skulle skifte stilling fremefter. Hen imod aften gik vi i stilling igen ved? og i løbet af aftenen blev min kanon gjort i orden, og den var skydeklar. Men der blev ikke skudt noget denne aften.

Vi var imidlertid kommet så langt frem, at der boede civilfolk hist og her. De allerfleste var rømmet, men de gamle var som regel tilbage. Det soldaterne i almindelighed tænkte mest på, var at få fat i nogle levnedsmidler. Vi var absolut ikke forvænnet med mad eller drikke, og det havde knebet meget i den sidste tid at få tilstrækkelig føde.

Vi fik nu lejlighed til at få fersk kød. Kreaturerne stod mange steder og brølede på staldene, og der var ingen til at røgte dem. Det første vi fik fat på, var en ged. Det var betjeningen ved 4. kanon, der havde fanget den. Warras – en polak – trak straks sin lommekniv op og skar hovedet af den, og så tog et par mand fat på at flå den. Den blev parteret og stykkerne kogt i en spand.

Den var noget sej, men den kunne godt lade sig spise sammen med et stykke brød. Vi delte ud af stykkerne til dem ved 1., 2. og 3. kanon, og de spiste, så længe, der var noget. Imidlertid kom der 3 – 4 mand slæbende med en stor, mager so på en trækvogn. De havde skåret halsen over på den på stedet, og straks efter ankomsten blev den parteret.

Det bedste af den blev kogt, og fordi vi havde været noget rundhåndet med gedekødet, kom vi i betragtning ved omdelingen af soflæsket, der dog var bedre at tygge end geden. Det, der ikke blev spist, blev taget med, eller opbevaret. De havde også fundet vin, denne havde løftet stemningen, så der var i grunden en vældig fest. Der blev slagtet og kogt til langt ud på natten.

Den 30. maj oprandt, og allerede fra morgenstunden tegnede det til at blive en stor kampdag. Franskmændene satte ind med en voldsom skydning tidlig om morgenen. Vi skiftede stilling og gik atter i ildstilling bag et hegn på en mark bag ved en skov, der skrånede ned af en bakke.

Vi fik ammunition med lastbiler, vore egne ammunitionskolonner samt den øvrige bagage så vi ikke til i flere dage. Vi åbnede ilden tidlig om morgenen på ret stor afstand; vi skød hele formiddagen, og hen på eftermiddagen slap ammunitionen op. Vi ventede efter nye forsyninger, men der kom ingen, og vi stod og manglede det. Vi gik så rundt og så på sagerne.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

29. maj 1918: Asmus Andresen – kartoflerne var ”ganske vist oversprøjtede med Blod, men det tog jeg ikke saa nøje”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 29. Maj blev vi beordrede til at grave Huller til Ammunition. Hvem, der kunde skulke sig fra dette Arbejde, gjorde det, selv med Fare for at blive straffet. Jeg gik ind i Neükirchen for at finde noget spiseligt; det var farligt, da Byen laa foran vort Batteri. Det første Hus, jeg kom til, var skudt fuldstændig ned, saa der var intet at finde; det næste stod nogenlunde paa ret Køl. Jeg gik ind ad Hoveddøren. Bag Døren laa 4 døde Soldater, 2 Englændere og 2 Franskmænd, de laa saa tæt ved hinanden, at jeg maatte træde paa dem, hvis jeg vilde ind ad denne Vej, men jeg gik tilbage for at finde en anden Dør.

Da jeg drejede om Hjørnet af Huset, saa jeg et Granathul, som gik lige igennem Væggen og ned i Kælderen. Jeg var snart dernede, men det første jeg fik Øje paa, var en død, tysk Soldat, som laa i Nærheden af en Dynge Kartofler, som jeg blev meget glad ved. De var ganske vist oversprøjtede med Blod, men det tog jeg ikke saa nøje. Jeg fyldte straks en gammel Sæk, som laa i Krogen, men inden jeg gik tilbage, vilde jeg først undersøge hele Huset.


Fra Kælderen kom jeg op i Køkkenet, hvor alt laa hulter til bulter mellem hinanden. Jeg fandt en Gryde halvt fuld af Risengrød, min Livret; den var nok bleven sur, men jeg spiste den alligevel; derfra kom jeg ind i Sovekammeret, hvor der laa gamle Madraser og gamle Beklædningsstykker paa Gulvet, og mange andre Ting bar Vidne om, at Beboerne var flygtede over Hals og Hoved.

Jeg gik saa op paa Loftet; Trappen var brøstfældig, men jeg kom derop uden Uheld. Da hele Taget var skudt ned, kunde jeg let orientere mig. Deroppe fandt jeg Byggryn, Riis, Ærter og Bønner, som jeg ogsaa fik i Sækken, som jeg saa tog paa Nakken og gik ned, men nu gik Trappen itu, og jeg faldt ned paa de døde, som laa i Gangen. Jeg gik over disse, men kom derved til at træde paa den ene, som derved gav en sær klukkende Lyd fra sig.

Jeg skyndte mig hen til Batteriet, hvor jeg straks gav mig i Lag med at koge Risengrød, men midt i det hele fik jeg Bud om straks at meldte mig hos Officeren, og jeg tænkte baade det ene og det andet ved det Bud.

Hvis Officeren havde opdaget, at jeg var gaaet fra mit Arbejde, kunde jeg være sikker paa at komme paa Vagt 3 Nætter i Træk, men han spurgte mig kun, om jeg vilde lade mig forsætte til det 3. Batteri. Det var jeg villig til, navnlig fordi dette Batteri laa meget længere tilbage fra Fronten, og Skydningen der var heller ikke saa streng, da Granaterne kun vejede 50 Kilogram, og var beregnet til at skyde 23 Kilometer.

Jeg gik straks hen for at pakke mit Tøj, men fik dog Tid til at fortære noget af den Risengrød, som imidlertid var bleven kogt; den var bleven lidt stiv, men den smagte ellers godt.

De øvrige Levnedsmidler, som jeg havde hentet inde i Byen, kunde jeg ikke faa med, men jeg forsynede mig med en Del Risengrød, som jeg anbragte i min Spisemappe, og fyldte to Sandsække med Byggryn. Med Staalhjelm paa Hovedet, Tornysteren paa Nakken, Karabinen om Halsen, Risengrød paa Ryggen og en Pose Byggryn under hver Arm, – saaledes udrustet forlod jeg mine Kammerater.

Efter en halv Times Gang var jeg saa heldig at komme op at køre paa en Postvogn, som skulde til 1. Batteris Lejr, og der skulde jeg netop melde mig. Undervejs delte jeg min Risengrød med Kusken, som forsikrede, at han i 2 Aar ikke havde faaet saadan en dejlig Grød.

Kl. 5 var jeg i Lejren, som laa iVervig, en lille By, som endnu var nogenlunde skaanet for Krigens Ødelæggelser. Der blev jeg saa til næste Dag, og sammen med en Sergent og 4 andre Kammerater begav jeg mig paa Vejen til 3. Batteris Lejr; hvortil der var 5 Timers Gang.

Vi var ikke i Tvivl om, at det vilde blive en drøj Tur for os, men der var jo ikke andet at gøre end at hænge i, saa naaede vi vel frem en Gang. Undervejs hvilte vi nogle Gange og Kl. 3 naaede vi Batteriet, men Oberstløjtnanten, vi skulde melde os hos, var paa den Tid i Ildstillingen, og da dertil atter var 5 Timers Gang, gik vi ikke længere den Dag.

Efter at vi havde spist vor Aftensmad, fandt vi os et Natteleje i et bombesikkert Rum, hvor jeg brugte mit Tornyster som Hovedpude, Byggrynsposerne havde jeg lagt ved mine Fødder; hvorefter jeg snart faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

29. maj 1918: Frederik Tychsen – Beskydning af et kloster

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået til Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Om natten havde vi ro igen, men tidlig om morgenen den 29. blev vi ordret hen til at beskyde et kloster i?? Franskmændene lå inde bag de svære mure og havde maskingeværerne stukket ud gennem huller i muren. Infanteriet kunne ikke få dem ud, og feltartilleriet havde beskudt stillingen og klosteret hele natten, og franskmændene sad der stadig.

Vi kørte op ved 5 tiden om morgenen og skød på ca. 2000 meter. Efter 20 minutters forløb var stillingen rømmet. Der var mange fra vort batteri, der gik op for at se på virkningen af vor beskydning, men jeg gik ikke med. Det skulle have set frygteligt ud.

Den 28. maj var vi gået over Aisne-Marne kanalen. Pionererne havde bygget en bro af træ, dog var den ikke af særlig stærk konstruktion. Det blev os pålagt at køre forsigtigt over den med de svære kanoner.

Den 29. skød vi ret heftigt, og ved middagstid gik 4. kanon ud af funktion. Glycerinen virkede ikke, som den skulle. Jeg kunne ikke gøre noget ved den, det måtte batterimekanikeren ordne, og han kunne ikke lave noget, før bagagevognen kom med reservedelene.

Imidlertid blev jeg sendt frem til iagttagelsesstanden, der lå bag ved det tyske infanteri. Batterichefen, løjtnant Wiederholdt, sad bag ved den store kikkert, Scherenfernrohr (sakskikkert), og betragtede og dirigerede skydningen fra vort batteri.

Vi var i en afstand af ca. 3 km fra nedslagene. Løjtnant Wiederholdt spurgte, om jeg havde lyst til at se, hvor vort batteri skød. Jeg sagde tak, og så forklarede han mig, hvor vort infanteri lå, og hvor franskmændene lå, og han fortalte mig, at om et øjeblik skulle der stormes.

Efter denne forklaring så jeg ind i kikkerten, der var indstillet på nedslagene af vort batteri. Denne store kikkert trak begivenhederne hen på et så nært hold, så jeg uvilkårligt trak hovedet til mig, da jeg så det første nedslag, det forekom mig som granaten eksploderede 50 – 100 m foran mig, og i virkeligheden var den ca. 3000 m borte.

Jeg kunne tydeligt se både franskmænd og tyskere. Franskmændene trak sig tilbage; de løb en efter en langs med en å og forsvandt så over en bakke. Lidt efter fulgte tyskerne bagefter, medens artilleriilden blev lagt længere fremefter. Det var meget spændende at se begivenhederne på den måde; lidt efter gik jeg tilbage.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Sønderjyder

28. maj 1918: Asmus Andresen – ”pludseligt slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 28. Maj saa jeg en af mine Kammerater gaa meget bedrøvet omkring og sagde ikke et Ord; da jeg spurgte ham, hvad der fejlede ham, siden han saa saa nedslaaet ud, sagde han, at han ikke vidste, hvad der fejlede ham, men han var vistnok syg.

Det var om Formiddagen, men om Eftermiddagen, da vi stod ved Kanonerne, gik han hen til Officeren for at melde sig syg, men medens han stod og talte med denne, slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket; lydløst sank han til Jorden for aldrig at rejse sig igen. Der var mange foruden ham, der anede deres Skæbne forud.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Hjemmefronten, Sønderjyder

28. maj 1918. “Uh, det kribler ligefrem i én ved at se soldater med oppakning og så en fornøjet kone ved siden af.” Inger savner sin Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 28. maj (skrevet på »Harmonien« i Haderslev).

Min egen kære Jørgen!
… I dag er Hans From kommet hjem. De fleste fjelstrupper var nok herude og følge hjem; men jeg vidste slet ikke, hvad tid de kom her til Haderslev, eller om nogen ville ud at følge. Så vor vogn var jo ikke med, men det gør såmænd heller ikke noget, da du ikke er hjemme. Der skal nok være begravelse sidst i ugen. Jeg bestilte to kranse i dag, en til Fedders og en til os, som jo så skal sendes derop i morgen. Det er næsten ved at blive dagligdags med død og begravelse, og det er så trist. Før, da jeg gik i Storegade, mødte jeg folk, som kom fra toget. Uh, det kribler ligefrem i én ved at se soldater med oppakning og så en fornøjet kone ved siden af. Ja, det er jo dejligt at komme hjem på orlov, men det er den afsked, der er så frygtelig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb

27.maj 1918 – Milert Schulz: ”Til Krieg merker man ikke meget her Af og til kommer der jo et par engelske Flÿver…”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 27.5.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Föst min hjerteligste Tak for dit kj. Brev fra den. 4.5. som jeg for et par Dage har motaget kj. Moder. Seer at Heise er bleven saaret nu men det er da godt at det gik saa godt af. Det er jo nu ikke saa farlig i Laaret og Armen som i Kroppen. Efter dit Brev har Br. Mtth. det jo ogsaa heelt godt. Han kan sagtens naar han saadan kan komme paa Orlov.

Hvem ved hvornaar jeg kommer hjem engang?

Forhaabentlig snart. Maaskee ogsaa först naar vi har Fred. Men i den Sag er jeg nu ikke saa forsknÿdt. Jeg har det jo endnu ogsaa rigtig godt her og har endnu ingen Grund til at klage. Jeg ligger heele Dagen paa Rÿggen og passer kun paa Telefonen saa man bliver heelt dovn derved. Du skriver om Rejsen hjem herfra. Du sÿnes det var snart umulig, men du skulde bare see vis jeg matte rejse Hjem hvor jeg saa nok skulde finde derhen i det fjerne Nord.Saadan en Rejse er naturlig meget besværlig og varer maaskee henved en 14 Dage. Begÿndelsen Station er Aman og saa videre til Dera. Damaskus, Rapjak, Taurusbjerget, Ponia, Konstantinopel, Zaribrod, Stisch, Belgrad, Budapest, Wien, Desden, Berlin, Hmborg til Rödekro. Du kan jo pröve og forfölge det paa Landkortet.

Ja det er en lang Hal. Vi ligger endnu paa samme Sted. Jeg er Gu skee Tak sund og rask. Til Krieg merker man ikke meget her Af og til kommer der jo et par engelske Flÿver herover men det er nu ikke saa farlig. Kan du ikke sende mig lidt Pölse kj. Moder for her faar vi for det meste kun Marmelade. Send ikke Smör for det staar sig ikke længe derimod Fedt.

Köbe kan man heller ikke meget her kun et pr. Æg.Ellers er der ikke videre nogen nÿt.  Sommeren er godt igang her. Solen er temmelig haardt. Saa være for denne Gang hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

Dit Kort fra den 4.5. har jeg ogsaa modtaget kj. Fader.

Du er vel godt igang med Landbruget kj. Fader, nu er du vel snart Landmand istedet for Maler.

Send mig ogsaa et par Stænger Tintenstift.

(Breve i privateje)

Krigens forløb, Sønderjyder

27. maj 1918: Frederik Tychsen – Franskmændene på retur

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid ikke indlogeret ved Laon i Frankrig.

Om aftenen den 27. gik vi atter i stilling efter at vi havde haft en ret stram march om eftermiddagen. Vi skød en del først på aftenen, men senere var der ro, og vi fik lejlighed til at søge efter madvarer i de forladte franske stillinger.

Vi fandt en hel spand fedt, brød og kakes (kiks). Vin fandt vi intet af den første dag. Dog måtte man lægge mærke til alle døde franskmænd, der lå rundt omkring. Og mange steder lå der uniformsdele.

Om natten sov vi i teltet. Den næste morgen fortsatte vi gennem det ødelagte terrain. Franskmændene var stadig på retur, og vi bagefter. Foran os var der hele tiden ildebrande og mægtige eksplosioner. Det var franskmændene, der brændte og ødelagde alt krigsmateriel, før de forlod det.

Da vi havde god tid på landevejen, blev der rigelig tid til at se sig en lille smule for. Der var mange, der havde travlt med at udplyndre de døde franske soldater. De undersøgte deres lommer, tog deres penge, ringe, ure eller andet, der kunne have en smule værdi.

De fandt hyppigt hos de franske soldater sjofle billeder, mest postkort af nøgne damer og andet sjofelt. Det syntes, at de franske soldater havde mere af den slags som tyskerne. Jeg så på, at Skurnia og Hylsmann undersøgte en død.

Vi gik en tur over marken, og her lå en franskmand med hele sin udrustning, han havde hængt geværet over ryggen. Han havde et gabende sår i tindingen, så stort, at man kunne lægge et dueæg ind i det. Han havde rødblondt overskæg.

Skurnia og Hylsmann trak frakken af ham, undersøgte lommerne og hele udbyttet blev 20 Centimes (ca. 16 øre). Der var ingen levnedsmidler i tornysteren. Jeg sagde til dem, at det var nogle kedelige penge at have, men de ænsede det ikke, men mente, at den døde havde jo heller ingen brug for pengene.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

26. maj 1918: Frederik Tychsen – Offensiven går i gang

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Kl. ca. 4 om morgenen begyndte vi at tromle på de franske stillinger og begyndte med gasgranater, og hver tredje var en tågegranat. Luften var stille, der var meget tåget, og derfor virkede gassen, som den skulle. Gassen skulle kvæle franskmændene, der lå i meget stærke forskansninger oppe i bakkerne mellem træerne.

Tågegranaterne skulle indhylde alt i en gul, tung tåge, så soldaterne ikke kunne finde hen til de højtliggende punkter, hvor gassen og tågen delvis tabte sin virkning. Efter at vi havde bombarderet med 2 gas og 1 tågegranat i ca. 1 time med 150 stk. pr. skyts, gik vi over til at beskyde alle højtliggende punkter med sprænggranater og granater 012 for at ramme de arme mennesker, der havde søgt tilflugt på højene.

Vi skød efter disse mål i ca. 1/2 time. Der blev så atter forandret mål og afstand, og nu skød vi i 20 minutter alt, hvad der kunne jages igennem røret, med bryzantsammunition, en granatsort med en overordentlig stor sprængvirkning. Samtidigt med, at de skulle dræbe alt, hvad der måtte komme på deres vej, skulle de fordele gas- og tågemasserne, for nu skulle infanteriet storme.

Der var en ganske frygtelig kanonade, man kunne dårligt råbe hinanden op, flyverne kredsede og fløj frem og tilbage, lænkeballoneme var i funktion, soldater lå i reserve alle vegne. Kl. 6 lagde vi ilden længere fremad, vi skød på de vigende franskmænd, medens infanteriet gik frem. Vi kunne nu se, at vi lå ganske tæt ved Chemin des Dames, der fra en flad slette hævede sig brat i vejret.

Før bombardementet var der en kraftig skov, nu stod kun nogle ynkelige rester og stilke tilbage. Vi begyndte med at skyde på en afstand af 2.000 m og endte med at skyde på 8.000 m. Dog rykkede vi hurtigt bag efter infanteriet. Vi pakkede sammen kl. ca.6 1/2.

Vi havde nogle døde den første morgen samt 7, der var såret. Blandt dem var: kanoner Gross, kan. Ozekowski, kan. Schropfer, kan. Neumann og Gefreiter Braun. Braun var Batterieschlosser, dvs. batterimekaniker, han skulle ordne, hvad han kunne ved kanonerne, når der var noget i vejen, og det var der ret ofte, f.eks. låsen brændt fast, røret løb ikke frem efter skud, mekanismen i låsen svigtede, reservedelene skulle indsættes hist og her osv.

På vejen hen til Chemin lå der mange døde, der var langt græs på begge sider af vejen, og her lå de døde i massevis. Ovenfor på skrænterne havde franskmændene ligget og kunnet skyde fra oven og nedefter på de anstormende kolonner.

Da vi kom hen til bakkedragene, var der mange hundrede arbejdssoldater i gang med at lave vejen i stand, så vi kunne komme frem med de svære kanoner. Dog blev hestene taget fra, og der stod så mange arbejdssoldater, at der kom 60 mand til hver kanon, og de trak i de lange tove, og sammen med de øvrige kanonerer trak vi hver enkelt kanon samt ammunitionsvognene over på denne måde.

Det hele tog en times tid, og vi kunne fortsætte fremad på det terræn, hvor franskmændene havde ligget for et par timer siden, og hvor vort artilleri havde udøvet sin frygtelige virkning. Død, brand og elendighed overalt. Mange af franskmændene var blevet kvalt i gassen, andre skudt, og der var uhyre mange sårede og gasforgiftede.

Der kom fanger hele tiden, med eller uden bevogtning, de slæbte deres sårede kammerater med sig, og de blev også sat til at transportere sårede tyskere tilbage. Ved middagstid gik vi i stilling igen og skød et par timer, hen på eftermiddagen brød vi op og fortsatte forfølgelsen.

Det var ret interessant at se alle de forladte franske stillinger; vi fandt fransk konserves hist og her, men levnedsmidler havde vi endnu ikke fundet ret mange af. Vi mødte endnu ingen civil befolkning, og byerne var fuldstændig jævnet med jorden, og hele terrainet var gennemkrydset af skytte- og læbegrave samt forskansninger.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

25. maj 1918: Frederik Tychsen og hans batteri forbereder sig til offensiv

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid indlogeret ved Laon i Frankrig.

Den 25. maj fik vi rigelig med vin og snaps. Under selve angrebet fik vi ingen alkohol, det var de gået bort fra under de sidste angreb, idet de havde erfaret, at halvdrukne soldater ikke dur så meget som ædruelige soldater.

Der var sang og munterhed om aftenen den 25. Vi sad ude mellem træerne og sang af hjertens lyst. Det var en rigtig dejlig varm forårsaften, og luften var mild og dejlig. Kl. 10 blev der blæst tappenstreg, og vi gik til hvile i barakkerne. 

Dagen efter blev vi ikke vækket. Vi måtte sove alt det, vi ønskede, og vi kunne hente kaffe hele formiddagen. Om eftermiddagen gjorde vi marchberedt, og om aftenen ved mørkets frembrud rykkede vi ud. Vi marcherede 3 – 4 timer gennem skove, byer, bakker og dale, og midt på natten gik vi i stilling ved en korsvej??

Vi befandt os i hvert fald ved foden af Chemin des Dames (Damevejen). En bjergkæde eller rettere et bakkedrag, der i udseendet ligner egnen omkring Himmelbjerget. Chemin des Dames var besat af franskmændene, og hele bjergegnen skulle stormes, og en mægtig Offensive forestod.

Den var i lighed med den, der begyndte den 22. marts foran St. Quentin.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

24. maj 1918: Frederik Tychsen vender tilbage til fronten

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var nu på vej mod fronten igen, efter en kort orlov hjemme i Agerskov.

Før jeg rejste hjemmefra, havde jeg et par dage i forvejen fået telegram fra batteriet om, at jeg ikke skulle rejse tilbage til Malzy, men søge dem i nærheden af Laon, da de skulle hen på denne egn. Jeg skulle spørge på efterretningsbureauet i Laon.

Jeg ankom i Laon hen på eftermiddagen den 24. maj. Banegården (interimistisk) lå et stykke uden for byen. Jeg steg ud og gik ind i byen. Laon består af en under- og en overby. Der fører en tandhjulsbane samt mange trapper fra under til overbyen.

 Katedralen ligger på det højeste punkt i Overbyen. Da jeg gik på trapperne op til overbyen, traf jeg på Offizierstellvertreter Wüstenhagen, og han fortalte mig, at batteriet lå et stykke syd for Laon (5 – 10 km.) i noget, der hed Sachsen Oldenburglager. Jeg kom op at køre et stykke af vejen, og noget gik jeg, og ved mørkets frembrud havde jeg fundet dem og kunne melde: ”Obergefr. Tychsen vom Urlaub zurück”.

Denne orlov stod for mig som en drøm. Jeg havde været hjemme, og alligevel ikke rigtigt. Nu var jeg tilbage igen, og straks var jeg i kontakt med de andre kammerater. Sachsen-Oldenburg lageret lå i en skov, og her var mange barakker og meget militær. Alt stod i opbruddets tegn, og dog var der ingen, der vidste noget bestemt. Dog var det tydeligt, at vi stod over for et mægtigt angreb – en Offensive.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Sønderjyder

23. maj 1918: Asmus Andresen – Asmus og en kammerat blev “enige om, at lade en Granat falde ned paa vore Fødder.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Mange forsøgte at gøre sig selv utjenstdygtige, og en Nat, da vi læssede Ammunition af, blev vi to Mand enige om, at lade en Granat falde ned paa vore Fødder.

Da vi fik fat i en Granat, satte vi begge to Benene frem for at ramme sikkert; men da vi lod Granaten falde, sprang vi med det samme tilbage. Granaten faldt og slog en Kolbøtte og ramte en Korporal paa den ene Fod, saa han straks maatte til Lægen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Aviser

23. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: Det tyske toldkontor i Foldingbro er midlertidigt lukket

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De faldne nordslesvigere

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 5144

Det tyske toldkontor i Foldingbro

Kontoret er sandsynligvis lukket for et tidsrum af 6 uger. Alle embedshandlinger og tjenesteforretninger, der hører ind under toldkontoret i Foldingbro, vil i denne tid blive besørgede af toldkontoret i Skodborg.

Faldne

Auktionator Frank i Store Nustrup har faaet meddelelse om, at hans søn Viktor den 24. marts er falden, 20½ aar gl.

Saarede

Infanterist Peter Kjær, søn af afdøde cigarmager Mathias K. i Haderslev, er i april bleven haardt saaret og ligger paa et krigslazaret. 

Sønderjyder

22. maj 1918: Frederik Tychsen – Den vanskelige afsked

3 kommentarer

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Den sidste morgen og den sidste formiddag kom. Jeg skulle med toget kl. 12 fra Agerskov. Moder var helt syg. Hun fik krampeanfald, men kom dog op, inden jeg rejste. Jeg fik mit tornyster pakket, og desforuden fik jeg en god madpakke med skinke, smør, brød osv.

Lidt før 11 holdt vi andagt sammen, vi bad sammen – og så måtte jeg sige farvel. Far, Alfred og Anne gik med mig til toget, mor kunne næsten ikke slippe mig, hun blev ved med at løbe bag efter mig idel gentagende: ”Lad mig favne dig endnu en gang, min stakkels dreng”.

Jeg måtte rive mig løs, men endnu en gang kom moder løbende efter mig ned af marken (vi boede denne gang ca. 1 km uden for byen, syd for byen). Jeg vendte mig om mange gange og så tilbage, men stadig stod mor og vinkede.

Jeg kom med toget, og da jeg kørte efter Rangstrup, kunne jeg se huset bag ved kirken, og jeg kunne se, at mor og Marie stod og vinkede med hver et lagen. Det var det sidste glimt af dem derhjemme – og jeg satte mig hen på bænken og trak et tungt befrielsessuk – den sværeste afsked jeg nogen sinde havde taget, var overstået – jeg kom fra fronten, og gik lige til fronten igen.

Far og mor sørgede, og selv var man ked af det, så det hele var slet ikke let. Alle tænkte vi på, at det var usikkert, om vi fik hinanden at se mere. I Over Jerstal kom jeg med statsbanen. Her var en transport udsultede straffefanger, de ventede også på toget og skulle sydpå. Straffefangerne blev anvendt i vid målestok ved anlæg af den befæstede stilling i Sønderjylland.

I toget traf jeg sammen med Povl Jørgensen fra Bovlund. Jeg havde ikke set ham, siden jeg gik i skole. Han tjente den gang hos Marius Tap, og hans langfinger og ringfinger var fra fødsel af sammenvokset på begge hænder, det kunne jeg huske, og dette kunne jeg kende ham på.

Jeg talte ham til, og vi rejste så sammen til Køln. Povl Jørgensen var hestepasser på et hestelazaret, langt bag ved fronten, og derfor følte han sig sikker. Men i det første brev, jeg modtog hjemmefra efter denne orlov, meddelte de mig, at Povl Jørgensen, Bovlund, var blevet dræbt af en flyverbombe.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten, Sønderjyder

22. maj 1918. I tankerne har jeg også holdt fødselsdag sammen med jer. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Maj, juni, juli, august 1918
Med bogvognen følger Jørgen Friis troppebevægelserne. Soldaternes kammeratskab har grænser, og krigens trøstesløshed er ved at tage overhånd. Ansøgningen om tilbagesættelse bliver afslået. Men Inger Friis sporer sig ind på årsagen og tager sine forholdsregler.

Onsdag d. 22. maj 1918

Min egen kære Inger!
Der er nu gået et par dage, hvor jeg ikke har fået skrevet til dig, så vil der vist blive et lille hul i brevvekslingen, og det gør der måske alligevel, da brevene ikke kommer, som de skulle. I dag er det altså lille Kirstines fødselsdag, og så er det vel en festdag hjemme, måske I har lidt fremmede. I tankerne har jeg også holdt fødselsdag sammen med jer.

Nu er jeg igen ved kompagniet og har min gamle bestilling, at køre med bogvognen, og det gør jeg rigtignok for alvor hver dag i denne tid. som du jo nok ved, er vi flyttet. Mens mandskabet rejste derhen med toget, skal hele bagagen gøre rejsen med heste og vogn.

Det er forresten helt interessant. Vi kører omtrent 20 kilometer hver dag, så gør vi rast til næste dag. Det kan hestene let holde ud, og de kommer da heller ikke i sved, selv om det er varmt, for det er der hernede.

Mandag morgen Kl. 6 rejste vi fra Sammeldepotet og kom til Cambrai ved middagstid. Det første gensyn med bagagefolkene er slet ikke så rart, for de misunder os alle den gode tid, vi har haft i Clary. Nå, de har såmænd heller ikke stået så meget ud, for de har da slet ingen tab haft, men der er så mange ubehøvlede folk imellem disse mennesker. Og det må man heller ikke bryde sig om, at de er misundelige.

Jeg savner dine breve, kære Inger, men når vi først kommer til vejs ende, i morgen engang, kan det være, at der allerede er brev til mig. Dette her kan jeg jo også først sende bort, når vi kommer derhen.

Det er anden dag, vi er på rejse fra Cambrai. Sidste nat lå vi i en by, som hedder Arriche, en stor by, som du vist kan finde på kortet nord for C. Middagsmaden skal vi selv koge i de par dage, og det kan vi også nok, selv om det vel næppe er så godt som det, feltkøkkenet laver. Det er jo heller ikke herreretter. Når vi nu kommer i ro, skal vi rigtig bage pandekager, for jeg har mel dertil. Sidste nat sov jeg på en vogn ude i det fri, meget udmærket, for det er så varmt inde i stalden hos hestene. Og forrige nat sov jeg og Mansfelt på et bord. Da sov jeg også godt, for her giver det ikke så megen søvn som i Clary.

Vi ligger f.t. på en gård, som er ubeboet. Det er sært, at folkene har forladt den, for den fejler intet, det er en stor smuk gård. Vi er også kommen forbi et kuldistrikt, det synes jeg ikke så godt om, for støvet er så sort, og bygningerne ligner hinanden allesammen. Bare jeg havde været hjemme og kunnet fejre fødselsdag sammen med jer, mine kære.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Aviser

20. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad gør man ikke for kærligheden

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

5 ugers varetægtsarrest og 1000 mark i bøde for at besøge kæresten over grænsen

En unge pige, 22 aar gammel, fra Spandet sogn, Nordslesvig, der ikke har kunnet faa pas til Danmark, gik uden dette i oktober maaned i fjor over grænsen ved Hømlund for at besøge sin forlovede, der er fra Danmark. Paa tilbagevejen blev hun greben af den tyske grænsevagt og ført til Flensborg. Her blev hun idømt en bøde paa 250 Rm., men kom hjem igen samme dag, og efter at hun forgæves havde ansøgt om at faa bøden nedsat, betalte hun denne. Lørdagen den 6. april i aar gik hun om aftenen igen over grænsen i samme ærinde, og da hun to dage efter vilde gaa tilbage, blev hun atter paagreben af vagten og ført til Flensborg. Efter et forhør blev hun ført til Toftlund og stillet for Amtsretten, men blev dagen efter igen sendt til Flensborg og hensat i varetægtsarrest, og da hun havde siddet i 5 uger, blev hun hjemsendt, uden at nogen yderligere straf blev hende forkyndt. Et par dage før hendes hjemsendelse var domsforkyndelsen imidlertid sendt til hendes hjem, men blev herfra straks tilbagesendt, da hun jo ikke var hjemkommen. Straffen for at have besøgt kæresten i Danmark lød denne gang paa 1000 Rm. i bøde eller 100 dages fængsel, men inden domsforkyndelsen naaede pigen, var hun pinsedags nat gaaet over grænsen – hun fandt bøden for haard.

Faldne

Hans M. Hansen, søn af bryggeriarbejder Hansen i Haderslev, er falden den 8. maj.

Olaf Nørby og hustru i Arnum har modtaget efterretning om, at deres søn Jacob er falden den 2. maj, 22 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Adolf Rose fra Bækken ved Graasten er falden.

Seminarist Karl Maj, søn af sadelmager Maj i Haderslev, er død.

Aftægtsmand Paulsen paa Dalsgaard ved Rinkenæs har faaet meddelelse om, at en af hans sønner er falden. En anden søn er hjemsendt som invalid.

Pastor Prahl og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Hermann er falden.

Gustav Adolf Hinrichs, søn af Joh. D. Hinrichs i Hygumskov, er falden den 27. marts, 20 aar gl.

En søn af postkonduktør Philipsen i Rinkenæs er den 12. maj død paa et lazaret i Essen.

Landmand Gustav Zøllner er falden, 30 aar gl. Zøllner efterlader hustru og fire børn.

Arbejdsmand Jens Rasmussen i Haderslev er falden den 21. april. Rasmussen kunde den 23. april have holdt 48 aars fødselsdag. Foruden sin hustru efterlader han sig 6 børn, hvoraf den ældste søn er taget til soldat.

I tabslisten meddeles, at Søren Iversen fra Brabæk og Mathias Rosenbom fra Gabøl Mark er faldne og Theowald Ehlers fra Skovhus ved Kristiansfelt er død af sygdom.

Saarede

Landmand Jacob Holdt fra Rørby ved Løjtkirkeby er saaret og indlagt paa feltlazaret.

Heinrich Petersen, yngste søn af gaardejer Heinrich Petersen paa Frifelt ved Graasten, er bleven haardt saaret og ligger nu paa et lazaret i nærheden af Metz.

Ifølge tabslisten er Karl Jensen fra Vedsted, Jørgen Mortensen fra Barsbøl og Lauritz Wind fra Toftlund haardt saarede.

Krigens forløb

19. maj 1918. “… næsten hvert skridt gik over lig.” FR86 på march ved Somme og Cambrai

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 16. maj brød divisionen op i nordøstlig retning til en anden del af den vestlige krigsskueplads. 11 officerer og 133 mand døde efterlod de på kampområdet for det store slag. Marchen gik hen over Somme området. Maricourt, Combles og Sailly-Saillisel strejfedes.

I den sidste landsby forekom ødelæggelserne særligt grelle. Kolossale kratere var overgroet med mos og fyldt med vand. Man kunne kun med tavs ærefrygt passere dette stykke jord, næsten hvert skridt gik over lig. Marchen førte videre over Etricourt, Fins, Gouzeaucourt. Her blev Siegfried-stillingen passeret.

Indtil da var regimentet marcheret kilometervis forbi stabler af engelske ammunition og materiel. Så gik det videre forbi Vacquerie, som regimentet for et år siden havde holdt besat, over Le Pavé, Masnières til Cambrai, som blev nået den 18. maj efter en tre dages march.

Der herskede en glødende hede. Marchen var ret anstrengende, men nattehvilen i åbent terræn var en velgerning.I Iwuy ved Cambrai ventede togene på regimentet. Den 19. maj transporterede de regimentet gennem det franske industriområde til den smukke belgiske by Tournay. Bataljonerne fik kvarter i omegnen.

Staben og I bataljon i Rumes, II bataljon i Froidmont, III bataljon i Espléchies.I  to  måneder  kunne  regimentet  glæde  sig  over  hvilen.  Dagene  omkring Tournay hører til de skønneste, som regimentet oplevede i denne krig. Naturligvis stod tiden ikke stille mht. tjeneste.

De erfaringer, man havde gjort i de seneste slag, blev evalueret. Når tjenesten var overstået, blev der ofte givet orlov til den gamle og smukke Scheldeby. I det store og smukt indrettede soldaterhjem fandt füsiliererne sammen om et glas øl.

Hos mange var behovet for kultur efter fire års liv som landsknægte vokset meget. De besøgte koncerter og teaterforestillinger eller besigtigede med divisionsmaleren Bachmann som fører den herlige katedral, en af de smukkeste og interessanteste middelalderbygninger.

Kompagnierne foranstaltede kompagnifester i deres landsbyer, bataljonerne sportsfester. Den gamle stemning vågnede igen. Med stor glæde modtog man efterretningen om vor sejr ved Damenweg. Håbet om at vinde sejren voksede igen.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Sønderjyder

16. maj 1918. “Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd”. Frederik Tychsen på orlov.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Derefter fortsatte jeg med toget, og ankom til Flensborg om middagen. Jeg henvendte mig på Bezirkskommandoen i Flensborg, og her bad jeg om at få lov til at rejse hjem til Agerskov. Det kunne ikke lade sig gøre, med mindre, at min fader kom til Flensborg og skrev under på, at jeg ikke ville gå over grænsen. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tænkt på.

Jeg fik så sendt et telegram hjem. Fader cyklede til Rødekro, nåede toget og var i Flensborg ved fem tiden. Jeg hentede ham på banegården, og vi gik straks om på Bezirkskommandoen og fik papirerne ordnet og nåede at komme hjem samme dag, det var den 16. maj 1918.

Der var glæde i hjemmet, da jeg var ankommet. Alfred og Anne samt Paula (en pige fra Kiel) løb mig i møde, og lidt efter kom moder og tog mig omkring halsen. Det var første gang, jeg kom hjem direkte fra fronten.

Det vakte en vis opsigt at komme hjem med hele oppakningen. Jeg klædte mig af ude i hestestalden og fik mig badet og vasket, trak i rene klæder og derefter blev så militærtøjet kogt og vasket.

Det var en hel velgerning at få noget at spise og nogen mælk at drikke. Moder blev meget skuffet over, at jeg kun kunne blive 6 dage. Men derved var der intet at ændre. Jeg kunne få mig spist mæt, få sovet ud og få mig en pakke med, og det betød ikke så helt lidt for en frontsoldat.

Dog fik jeg for alvor at se, at det var ikke alene frontsoldaterne, der led, men de pårørende derhjemme led periodisk lige så meget. Det havde taget hårdt på moder, hun kunne ikke godt sove om natten; Johannes var kommet fra Rusland til Frankrig, og Samuel, der var i russisk fangenskab, hørte de kun sjældent fra.

Der var falden mange fra bekendtskabskredsen, og der lå et underligt tryk, en uhyggelig stemning over alle mennesker. Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd, det var næsten ikke til at holde ud, for man havde ikke meget at trøste med. Det var krigen – den medførte megen elendighed. Jeg besøgte nogle bekendte hist og her, men ret meget havde man ikke lyst til.

De sidste par dage var meget trykkende, mor gik og græd, og fader gik og listede omkring og sagde ikke ret meget. Jeg talte mest med Marie, Anne, Alfred og Paula. Selv om stemningen var trykkende, var jeg alligevel glad for at være hjemme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

15. maj 1918: Asmus Andresen – En kammerat rammes af en granat: ”… han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.


Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.

Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.

– Han var 18 Aar. –

Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag.
 Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.

Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.

Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

13.maj 1918 – Milert Schulz: ” Ellers er alt vel for mig er sund og rask”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 13. 5.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Atter er vi nu flyttet om igjen nærmere til Fronten. Igaar Formiddags blev vi forladet paa Banen og naaede her an om Aftenen kl.6. Bÿen her hedder Amman. Det er lige östlig for Jerusalem. Herfra er der endnu 40 klm. til Fods. Ellers er alt vel for mig er sund og rask. Imorgen var der her to engelske Flÿver men flöj straks tilbage igjen.

En sörgelig Tildragelse skede for 4 Dage siden i vor Komp. Næmlig en Nattevagtposten har sködt vor gode Komp. Förer ihjel. Iforgaars blev han begravet.

Nermere Besked i næste Brev. Nu haar vi en Oberleutnant.

Hertelig Hilsen og Kÿs Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)   

Krigens forløb, Sønderjyder

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Aviser

12. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: kæmpe fortjeneste paa nikkel og messing

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hvad fortjenesten paa messing- og nikkelsager løber op til. En gevinst paa 1500 millioner mark!

Fra Berlin meddeles os bl. a.: I Tyskland har man jo beslaglagt alle messing- og nikkel- dørhaandtag, og myndighederne leverer andre af jern i stedet. Flertalssocialisterne spurgte i lørdags i Rigsdagen, om det var sandt, at privatleverandørerne af haandtag m.v. nu havde sikret sig en gevinst paa millioner af mark. Krigsministeriets repræsentant svarede undvigende, men i Vorwärts hedder det nu,  at det drejer om en gevinst ikke paa millioner, men paa ca. 1½ milliard mark

 

Aviser

11. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: smuglere og luftangreb

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tyske smuglere idømt fængsel

To tyske fyrbødere, der af politiet i København var anholdte for forsøg paa at udsmugle 5 kg chokolade, er bleven idømt hver 6 dages fængsel. De havde ikke pengene til at betale bøderne med og har derfor maattet vandre i fængsel.

Nye forfærdelig rædsler fra luften. Angreb paa de tyske byer dag og nat i ugevis.

Den berømte engelske forfatter H. G. Wells offentliggør en interessant artikel i Daily Cronicle, i hvilken han erklærer, at det i løbet af kort tid vil være muligt for de allierede dag og nat at foretage luftangreb paa byerne i Rhinprovinsen. Det vil ikke blive angreb, der saaledes som de tyske paa London, varer nogle timer, men derimod angreb, der varer i uger. Naar dette bliver realiseret, vil man først faa øjnene op for, hvilke frygtelige muligheder, luftkrigen besidder.

Aviser

10. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: et møde ved fronten

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Redaktør E. Christiansen,

Flensborg Avis, der hidtil kun har deltaget i krigen bag fronten, idet han dog ofte har været med umiddelbart op til ildlinien, har meddelt Flensborg Avis, at han er bleven let saaret i hagen af en maskingeværkugle. To dage efter, at redaktør Christiansen blev saaret, kom han med et lazarettog til Celle, hvor han først i 8 dage laa paa en kaserne, men kom saa i et lazaret. Her hjælper han hver formiddag med at bære de saarede ned i operationssalen.

To brødre mødes ved fronten

Arbejdsmand Peter Bosack fra Haderslev og hans broder Hans Bosack fra Sønder Vilstrup havde ifølge Dannevirke den 3. april i aar den glæde at mødes ved fronten og at kunne være sammen en hel dag. Den ene laa den gang i kvarter i en landsby og en times vej fra den anden.

Nye huse sælges til nedbrydning

Til Tondernsche Zeitung skrives: med de høje priser paa byggematerialer er det nu en lønnende forretning at nedbryde endog helt nye bygninger. Saaledes sælges for eksempel i Holt Jacobsens massive udhuse, der er opført i 1914,  samlede eller delte til nedbrydning.

Begravet i et granathul

Underofficer Horn, søn af enke Horn i Lindedal ved Haderslev, blev for nogen tid siden under kampene paa Vestfronten begravet i et granathul. Kammeraterne kunde dog bjerge ham i rette tid. Ved lufttrykket, som granaten frembragte, mistede han mælet, og han har endnu svært ved at tale. Han er nu paa et lazaret i Tyskland.

Faldne

Hans Bilov og hustru i Hejsager ved Halk har modtaget budskab om, at deres søn Niels er falden den 1. april, 21½ aar gl.

Johannes Bøgh fra Hovslund og Peter Lauritzen fra Hyrup er faldne.

Peter Færdig fra Branderup og Vilhelm Lythje fra Frørup er faldne.

Jørgen Boysen, Toftlund, er død i et lazaret af de saar, han fornylig havde faaet ved fronten.

Saarede

Viggo Hartmann fra Haderslev er haardt saaret.

Savnede

Leopold Nørskau, en søn af landmand Hans Nørskau i Frydendal ved Aabenraa, savnes.

Peter Biermann fra Københoved savnes.

I fangenskab

Laust Krogh fra Barsbøl og Julius Lund fra Hyrup er i fangenskab. 

Aviser

9. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad gemte der sig i kufferten

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Da Amtsforstanderen blev taget ved næsen

En spøgefugl, som havde et godt øje til Amtsforstanderen, hvad jo kan hænde af forskellige aarsager, tog ifølge Hejmdal forleden dag til stationen, slæbende tungt paa en vældig kuffert, som var lige ved at tynge ham til jorden, da han passerede amtforstanderens vinduer.

Aha! tænkte denne, manden har kufferten fuld af smughandelsvarer, flæsk og kød.

Han telefonerede fluks til Tinglev, at man skulde stoppe manden. Denne blev tilsyneladende meget forundret over, at gendarmerne var nysgerrige efter at se, hvad han havde i sin rejsekuffert. Ham krympede sig og var meget fornærmet, og folk stimlede sammen om ham paa perronen. Men der nyttede ingen kære mor, han maatte lukke kufferten op.

Og hvad saa man saa liggende paa bunden af den store kuffert i ensom majestæt – tre smaa stykker smørrebrød!