Tag-arkiv: sårede

10. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: spar paa de strikkede varer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Gaa uden strømper

Rigsbeklædningsstedet i Berlin opfordrer ifølge berlinske blade befolkningen, baade kvinder og mænd, i hele riget at gaa barfodet og bruge træsandaler uden strømper for at spare paa strikkede varer.

Faldne

Toldopsynsmand Bruno Buntrock i Vojens, er falden den 11. juni.

I tabslisten meddeles, at Hans Hansen fra Røllum og Christian Hansen fra Aabenraa er faldne.

Saarede

Mathias Kjer fra Langhorn ved Hoptrup er bleven kvæstet den 24. januar 1915.

Magnus Bekke fra Gøtterup, Hans Hansen fra Hostrupskov, Marius Nissen fra Sønderballe og Joachim Sterlie fra Aabenraa er haardt saarede.

Savnede

Nis Andersen fra Ressø og Antoni Petersen fra Ris ved Aabenraa er savnede.

I fangenskab

Christian Schmidt fra Aabenraa og Truels Beck fra Bæk er i fangenskab.

Karl Klasen fra Errigsted og Johannes Lund fra Skrydstrup er vendt tilbage fra fangenskabet. 

 

8. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad stiller man op med krigsinvalider og undvegne tyske krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kan krigsinvaliderne ikke faa deres pension?

En krigsinvalid i Mainz, som har været hjempermitteret siden 1. december 1916 som varig uduelig, har efter 19 maaneders forløb endnu ikke faaet tilkendt rente, skønt han har klaget flere gange over denne forsømmelse. Den 18. januar, den 25. marts og den 13. maj svarede Krigsministeriets renteafdeling ifølge Vorwärts hver gang paa en klage med de lakoniske ord: “endnu under bearbejdelse” , “og ved Forsøgelsesafdelingen i Mainz drøftede man ham med, at han bare skulle have taalmodighed! pengene gik ham ikke tabt”. Nu har invaliden imidlertid maattet sælge alt, hvad han havde af klæder og værdigenstande, for at kunne friste livet og stadig leve i det lyse haab om en glimrende rente, naar den endelig bliver bevilget!

Undvegne tyske krigsfangers tjenesteydelse

Der har hidtil hersket uklarhed over det spørgsmaal, hvorledes de fra krigsfangenskab flygtede tyske soldater igen skulde anvendes i tjenesten, og rigsdagsmand Marquardt har derfor i denne sag adspurgt det prøjsiske krigsministerium, som har svaret: De værnepligtige personer, som ved flugt har unddraget sig den fremmede magt, maa kun anvendes ved fronten, naar de selv ønsker det, for øvrigt skal de, saa længe krigstilstanden raader mellem Tyskland og den paagældende stat, i hæren anvendes i hjemmet og Etappeomraadet, i generalguvernementerne og Rumæniens militærforvaltning.

Faldne

Arbejdsmand Anker Christiansens hustru i Erlev ved Haderslev har modtaget budskab om, at hendes mand den 11. juni er død ved sine saar paa transporten til forbindingspladsen, 30 aar gl. og efterlader sig hustru og to smaa børn.

Vejopsynsmand Peter Madsen i Hellet ved Rødding har modtaget budskab om, at en af hans sønner, Peter, er falden i Frankrig. En anden søn er i krigsfangenskab og en tredje deltager endnu i krigen.

I tabslisten meddeles, at Peter Callesen fra Varnæs, Peter Petersen fra Stubbæk, Wulf fra Arnitlund, Peer Birkebal fra Jels Skov, Nis Clausen fra Aarø, Niels Jensen fra Hvidding og Johann Jespersen fra Over Jerstal er faldne.

Enkefru Julie Bruhn i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes søn Jørgen er død paa et lazaret i Slesien, 37 aar gl.

Postbud Sofus Clausens hustru i Rødding har modtaget budskab om, at hendes mand er død paa et lazaret i Belgien. Han efterlader hustru og et lille barn samt en gammel fader, der nu har mistet tre sønner under krigen.

I tabslisten meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup er død af sine saar: at Niels Ravn fra Kjelstrup, der hidtil har været meldt savnet, er død i fangenskab.

Enke Inger Marie Rudolph i Ebening ved Hellevad har modtaget meddelelse om, at hendes søn Matthias er falden ved Vestfronten den 9. juni.

Andreas Juhl og hustru i Strandelhjørn ved Bevtoft har modtaget budskab om,  at deres plejesøn Heinrich Quitzinsky er falden den 3. juni, 23 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Emil Hansen fra Haderslev og Hans Hansen fra Todsbøl er faldne.

Skrædder Jensen i Skærbæk har modtaget meddelelse om, at hans søn Peter er død som følge af sine saar.

I tabslisten meddeles, at Hermann Paulsen fra Dalsgaard ved Rinkenæs og Hans Rosenberg fra Haderslev er døde af deres saar.

Saarede

Franz Christensen fra Kværs er haardt saaret.

Laurids Wolfsberg, søn af Georg Wolfsberg i Skærbæk,  er bleven saaret i Frankrig.

Jørgen Fisker fra Bjerndrup ved Kristiansfelt og marine-reserveløjtnant Hans Meiland fra Haderslev er haardt saaret. 

Jørgen Brodersen fra Barsmark er haardt saaret.

I fangenskab

Bøj Jørgensen fra Løjtkirkeby, der har været krigsfangen i Rusland i næsten 2½ aar, er kommen hjem paa en længere orlov.

Herman Schmidt fra Brendstrup er vendt tilbage fra fangenskabet.

Ifølge tabslisten er matros Mads Møller fra Ris ved Aabenraa, Anker Nissen fra Kastvraa og maskinist-ekspektant Franz Norling fra Graasten i engelsk fangenskab.

Ifølge tabslisten for kolonitropperne er Peter Marius Jørgensen fra Skovby ved Haderslev, Melchior Karl v. Brincken fra Haderslev og over-stabslæge Dr. Gerhard Grothusen fra Rødding i engelsk fangenskab.   

4. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler..

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Heinrich Pehmøller fra Tyrstrup er den 11. juni falden, 26 aar gl. Han efterlader hustru og en lille søn.

Jens Thomassen fra Aabenraa er den 23. juni død paa et feltlazaret, 20 aar gl.

Saarede

Peter Jensen, søn af skrædder Jensen i Skærbæk, er bleven haardt saaret.

3. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Andreas Westergaard og hustru i Alslev ved Jordkær har modtaget efterretning om, at deres søn Nikolaj er falden 15. juni, 36 aar gl.

Mathias Hansen og hustru i Arrild har modtaget budskab om, at deres søn Johan er falden den 21. maj, 21½ aar gl.

I tabslisten meddeles, at vicefeldwebel Peter Christensen fra Tagkær og Thomas Lund fra Vojens er faldne.

Saarede

Christian Markussen fra Øster-Gasse er ikke saaret men syg.

Lærer Chr. Maibøll fra Mejlby ved Lintrup er den 3. juni bleven saaret og befinder sig paa et lazaret i Frankfurk a. M.

Savnede

Viktor Frank fra Bæk er savnet. 

2. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Peter Kliver og hustru i Hejsager ved Halk  har modtaget budskab om, at deres søn Peter er falden den 21. juni, 20 aar gl.

Gaardejer Johannes Jensens hustru paa Hovslund Mark har faaet meddelelse om, at hendes mand er falden. Han efterlader hustru og 3 smaa børn.

I tabslisten meddeles, at Emil Skøtt fra Hyrup 2. og Hans Bruun fra Skærbæk er faldne, at Johannes Hansen fra Bollerup, der hidtil har været meldt haardt saaret, er død.

I tabslisten meddeles, at Laust Jensen fra Bedsted er falden og at Iver Christensen fra Fjelstrup og Anton Lebeck fra Tirslund er døde af sygdom.

Detlef B. Matthiesen fra Kliplev er den 15. juni falden i en alder af 33 aar.

Peter Johannsen og hustru i Hovslund har modtaget efterretning om, at deres søn Friedrid, er falden den 15. juni, 21 aar gl.

Saarede

Hans Asmussen fra Hörde(?) i Aabenraa kreds og Jes Johannsen fra Aarøsund er haardt saarede.

Smedemester Jørgen Clausen fra Hoptrup, som har gjort hele krigen med og været haardt saaret i 1916, er nu igen bleven saaret og ligger i lazaret bag fronten.

Ifølge tabslisten er Anton Jensen fra Haderslev haardt saaret.

Savnede

En søn af skomager Jørgensen i Slotsgade i Haderslev har været savnet siden den 14. juni.

1. juli 1918. Voldsom granatild: “Vi fandt kun fingrene og andre smådele af dem …”

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til til Vestfronten.

Ved Middagstid havde Fjenden faaet sine Kanoner rigtig indskudt, for pludselig blev der Trommeild med Granater, som afskar os Vejen ud til Skyttegraven. Ud skulde vi, for hvis vi blev, kunde faa Granater gøre det af med os allesammen.

En Korporal sprang ud, men var kun kommen faa Meter fra Gaarden, før han fik den ene Haand reven af. Han vilde vende om, men blev i det samme ramt i Hoften. To Mand vilde springe ud og slæbe ham ind, men var knap kommen udenfor, før en Fuldtræffer ramte dem. Vi saa dem aldrig mere; senere fandt vi kun Fingrene og andre smaa Dele af dem, Resten var fuldstændig borte.

Jeg indsaa nu, at det var umuligt at komme den Vej ud og løb hen i den anden Ende af Laden, men der kunde vi ikke komme ud, da vi ikke kunde faa Hul i Muren. Saa maatte vi tilbage, og da var der en lille Pause, saa jeg kunde komme udenfor, men længere hen mod Skyttegraven faldt Granaterne lige tæt endnu.

Der var mange, der løb derhen, men kun faa kom igennem. Jeg løb til den anden Side, ned ad en Skrænt, hvor der var et Hul ned i Lavningen, der var jeg sammen med nogle Kammerater nede et Stykke Tid.

Nu begyndte Granaterne at falde i Nærheden — og det endda af temmelig svært Kaliber — saa Jorden gyngede under os, hver Gang der faldt en, og sprang der en for tæt ved, kunde den skubbe Hullet sammen og begrave os alle levende. Jeg sprang op og løb hen imod en Sidebygning; pludselig ramte en Fuldtræffer Laden, saa det meste af den styrtede sammen.

Jeg naaede Sidebygningen og fandt der en Jernovn, som Englænderne havde efterladt. Naar jeg krøb sammen, kunde jeg lige være derinde. Den kunde da i det mindste tage af for de smaa Granatsplinter, saa jeg blev ganske rolig liggende og tænkte: Lad nu Skæbnen raade.

Der laa jeg sammenkrøben i tre Timer, saa endelig blev der roligt, saa jeg kunde komme ud igen. Der var ikke et Menneske at se, men da jeg kom hen, hvor Resten af Laden stod, var Sygebærerne i Arbejde med at forbinde de Saarede. Jeg og en Kammerat blev sat til at bære en Korporal tilbage til et Feltlazaret. Vi plejede ellers at være 4 Mand til at skiftes til at bære, men nu var der omtrent lige saa mange Saarede som raske, saa vi kunde kun blive to.

Da vi var kommen 5-600 Meter fra Gaarden, stadig holdende os i Lavningerne for ikke at blive set, skulde vi over et Dige, der var stejlt til den anden Side. Vi satte Baaren fra os, og jeg var gaaet hen paa Diget for at se, hvor vi bedst kunde komme over. Pludselig gav det et Brag, en Jordmasse ramte mig i Ryggen, saa jeg trillede ned ad Skrænten. Da jeg kom op, var Baaren borte, og min Kammerat laa og havde den ene Haand skudt af, og var saaret i den anden.

Granaten havde ramt Baaren, saa kun enkelte Træsplinter og Tøjrester samt blodige Kødmasser var tilbage. Jeg forbandt min Kammerat saa godt jeg kunde, og saa var han saa rask, at han kunde gaa med tilbage til Gaarden. Saa fik vi Ordre til at gaa ind i den Del af Laden, der endnu stod, og forholde os rolige.

Et Stykke fra Gaarden i en Lavning stod der nogle tyske Batterier skjult under Grangrene o. lign., som man havde bygget op om dem. De havde hele Tiden holdt sig rolige for ikke at forraade deres Stilling til Flyverne, som hele Tiden holdt Vagt i Luften.

Om Aftenen skulde jeg hente Middagsmad fra et Feltkøkken, som laa et Stykke tilbage fra Gaarden. Jeg havde faaet Maden og var paa Hjemvejen lige passeret Batterierne, da de pludselig med et voldsomt Brag afgav en Salve. Granaterne hylede over Hovedet af mig, og Lufttrykket var saa stærkt, at jeg faldt og tabte al Maden.

Da jeg kom hjem, fik jeg en ordentlig Overhaling baade af Løjtnanten og mine Kammerater, fordi de ingen Mad fik, men derved var jo intet at gøre.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

29. juni 1918 – Flensborg Avis: “Hunhundene „Freya”, „Grete I” og „Grete II”

Sanitetshundene.

Redaktionen har modtaget følgende: Om Sanitetshundenes Virksomhed hedder det i en Beretning fra Feltsanitetschefen v. Schjerning: I Siebenbürgen og Rumænien fandt vore Hunde, især i de høje Majsmarker, der frembyder overordentlige Besværligheder for det søgende Sanitetspersonale, meget godt Tyskere og Fjender. Saaledes f. E. ogsaa 6 haardtsaarede Ungarere, der laa saa skjulte i den uvejsomme Egn, at de krævede de største Anstrengelser fra Sygebærernes Side at faa de stakkels Folk bjærget.

Hunden fra det her omtalte Sanitetskompagni fandt i September Maaned alene 19 saarede. Hunhundene „Lore”, „Flora” og „Lette” fandt efter en Fægtning 16 haardsaarede Rumænere, der laa i Majsmarker og dybe, til Dels ødelagte Skyttegrave. I en Fægtning fandt Hunhundene „Freya”, „Grete I” og „Grete II” fire Tyskere og ni Rumænere, som ikke kunde være blevne fundne af Sygebærerpatrouiller. I alt er i Rumænien i Maanederne September—Oktober 61 saarede blevne fundne af Hundene, saarede, som i det vanskelige Landskab ikke var fundne af Sygebærerne, og som uden vore Dyr havde faaet en kvalfuld Sultedød.

„Sanitetshundenes Virksomhed,” skriver Excellence v. Schjerning til Slut, „har i disse to Maaneder vist, at deres Medvirkning ikke kan undværes ved Afsøgning af Slagmarkerne i Højbjergene, i Kløfter og skovrigt Land, men heller ikke Paa Sletterne, naar de er bevoksede med Majs og Korn.” Derfor, Landsmænd, understøt Værket ved at tiltræde den tyske Forening for Sanitetshundes Afdeling for Nordslesvig.

28. juni 1918 – Hejmdal: Høst af brændenælder skal anmeldes

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Fra Rusland


Det først Forsøg paa efter Lenins Planer at benytte bevæbnede Arbejdere til Inddrivelse af Fødevarer er strandet. Bønderne nægtede at udlevere Fødevarer og dræbte 27 Arbejdere, saarede 8 og tog de øvrige til fange.

I St. Petersborg er der bleven bekendtgjort, at der i de følgende tre Dage hverken vil blive udleveret Brød eller Kartofler. Befolkningen maa leve af tørrede Grøntsager. Mænd, Kvinder og Børn styrter udmattede om paa Gaden.

Fra kompetent Side meldes fra Darmstadt, at Rygtet om, at Tsjaren skulde være myrdet, ifølge dertil indløbne Meddelelser ikke synes at skulle stadfæstes.  


Dagens Nyheder


Ingen nye Lærebøger

Det var paatænkt at indføre nye Lærebøger ved den evangeliske Religionsundervisning i de højere Undervisningsanstalter for den mandlige Ungdom til Paaske 1920. Undervisningsministeren i Berlin har nu bestemt, at Planen af Hensyn til Krigstilstanden skal udsættes til Paaske 1921.

Brændenælder

maa ikke fodres op eller opspises som Grøntsager. De skal anmeldes, saa snart de er høstede.

Riffelmønterne,

Ti- og Fempenningstykkerne, skal inddrages. Postkasserne har faaet Ordre til straks at sende dem videre.

Levnedsmiddelkort til Børn og Syge

i Aabenraa vil paa Mandag den 17. Juli om Eftermiddagen fra Kl. 3 til 6 blive uddelt i Ungdomshjemmet der i Byen. De hidindtil gyldige Kort maa medbringes.

Indsamlingen til Ludendorff-Gaven

har ifølge “Schl. Grp.” i Haderslev By indbragt over 40,000 Mark.


Fra Felten


Den 22. 6. 18.

Fra fremmed Land sender jeg alle Venner i Aabenraa, Felsted og Røllum en hjertelig Hilsen. Endnu er jeg ved godt Helbred. Alt Nyt fra vort kære lille Land bringer mig min daglige Gæst “Hejmdal”.

Chr. Lageri, jun. fra Haderslev, tidligere i Nørballe.

 

d. 19. Juni 1918.

En hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte hjemme og ved Fronten.

Sergent Lageri fra Haderslev.

 

Hermed sendes alle Venner og Bekendte hjertelige Hilsener.

Kanonér Overbeck fra Haderslev.

 

Venlige Hilsener til Venner og Bekendte derhjemme og Kammeraterne i Felten.

Kanonér E. Hedegaard fra Flovt.

 

Falden

Peter Kliver og Hustru i Hejsager ved Halk har modtaget det tunge Budskab, at deres Søn Peter er falden paa Slagmarken den 21. Juni. Han blev næppe 20 Aar gammel.

Gaardejer Johannes Jensens Hustru paa Hovslund Mark har ifølge “Dv.” sidste Fredag faaet den sørgelige Meddelelse, at hendes Mand er falden i de sidste svære kampe paa Vestfronten. Jensen, som har gjort hele Krigen med siden dens Begyndelse, er bleven ramt af en Flyverbombe, da han var paa Vej til Fronten. Han efterlader sig en sørgende Hustru og tre smaa Børn.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Underofficer Emil Skött fra Hurup og Gefreiter Hans Bruun fra Skærbæk er faldne.

Død af sin Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Johannes Hansen fra Vollerup, der hidtil har været meldt haardt saaret, er død.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Asmussen fra Hörde (?) i Aabenraa Kreds og Gefr. Jes Johannsen fra Aarøsund haardt saarede og Vicefeldwebel Peter Schmidt fra Hajstrup, Lorenz Jessen fra Barsmark, Detlef Frilund fra Lølno (?) i Haderslev Kreds, Lassen Schmidt fra Hydevad, Martin Juhl fra Fjelstrup og Nis Jakobsen fra Todsbøl let saarede; sidstnænvte er bleven ved sin Troppeafdeling.

Saaret for anden Gang

Smedemester Jørgen Clausen fra Hoptrup, som har gjort hele Krigen med siden dens Begyndelse og været haardt saaret i 1916, er ifølge “Dv.” nu igen i de sidste haarde Kampe bleven saaret af en Shrapnelkugle i den højre Arm og i højre Ben. Clausen ligger nu i et Lasaret bag Fronten.

Savnet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefr. Anton Jensen fra Haderslev haardt saaret.

Dekoreret

Løjtnant i Reserven A. Fromm-Christiansen fra Ultang ved Halk, der er Fører for et Minekasterkompagni ved en Jægerbataillon paa Vestfronten, har ifølge “Schl. Grp.” faaet Jernkorset af 1. Klasse.

 

(Læs hele Hejmdal fra 28. juni 1918)

24. juni 1918 – Hejmdal: Ni sønner med i krigen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Ernæringen i Tyskland


I Rigsdagens Ernæringsudvalg har Statssekretær Dr. Müller meddelt: Østerrig-Ungarn har til Hjælp i sin øjeblikkelige overordentlige Nød ikke faaet Levnedsmidler af Forraadene for Civilforsørgelsen fra Krigsernæringsdepartementet, men derimod fra den øverste Hærledelse efter Samraad med Krigsernæringsdepartementet og kun af dets egne Forraad – et forholdsvis ringe Kvantum Korn. Dette Forraad skal tilbageleveres af Østerrig-Ungarn til den øverste Hærledelse, saa at der altsaa ikke kan være Tale om, at det for Civilbefolkningen bestemte Forraad af Brødkorn vil blive berørt deraf. 

En Forhøjelse af Kødrationen er desværre ikke mulig i Øjeblikket, fordi hele Mæle- og Fedtforsyning vilde lide under den forøgede Nedslagtning af Hornkvæg. Dog vil man paa den anden Side søge at undgaa en Nedsættelse af Kødrationen indtil efter Høsten. Der svæver i Øjeblikket Forhandlinger om, hvorvidt der efter Høst skal indføres kødløse Uger, eller Kødrationen skal nedsættes, naar den fulde Brødration atter kan gives og der kan leveres en rigeligere Mængde Kartofler, Grøntsager og andre Levnedsmidler. 


Dagens Nyheder


For de saakaldte Indenlandspas,

det vil sige den personlige Legitimation (“Ausweis”), som enhver voksen Person, der opholder sig i Grænsedistriktet, maa være i Besiddelse af, er der truffet den Bestemmelse, at Udstedelsen kun gælder for et Aar ad Gangen. Daarlige og utydelige Passer skal fornyes.

Uden Legitimations-Papirer

Paa Hovedbanegaarden i Tønder blev der forleden Dag anholdt en ung Mand, der var ankommen uden Legitimations-Papirer. Han blev Dagen efter transporteret til Flensborg.

Ni Sønner med

Snedkermester Kock i Krop i Sydslesvig har haft 9 Sønner med i Felten, tre af dem er allerede faldne, én er savnet og én er i fransk Fangenskab; én staar endnu ved Østfronten og to ved Vestfronten, medens én er bleven hjermpermitteret paa Grund af sine Saar. – Fem af Sønnerne er blevne dekorerede med Jernkorset, og tre er blevne forfremmede til Underofficerer.


Fra Felten


Kiev, den 23. 4. 1918

Kære “Hejmdal”!

Fra Kiev i Ukraine, hvor vi nu befinder os, vil jeg ogsaa sende dig et Par Ord. Først en Tak for dit regelmæssige Besøg; thi til Trods for, at vi her allerede dagligt faar de store tyske Aviser, saa er det os dog hovedsageligt om at gøre at modtage Efterretning fra vort knævrere Hjemland. Efter det sløvende Ophold i Skyttegravene kommer vi atter til Gemyt her i Hovedstaden. Spadsereture ved Dnjepr og Besøg i Byens Seværdigheder: Kirkerne, Katakomber, Museer osv. interesserer os levende.

Dagligt afgaar der herfra lange Tog med Levnedsmidler. Uden at have set det, kan man slet ikke gøre sig noget Begreb om Godstrafikkens og Godsbanegaardens Omfang. Ved vor Ankomst blev vi inddelt til at holde Vagt ved Godsbanegaarden, hvor vi sammen med ukrainsk Milits skule overvaage Tog og enkelte Vaggoner. Til Trods herfor hørte Tyverier med til Dagens Orden. Indtil for nogle Dage siden var vi indkvarterede i en Sukkerfabrik, der var bleven slemt medtaget af Bolshewikerne. Den Bydel, hvortil vi nu er kommanderede som Æresvagt for en høj militær Personhed, bærer ogsaa tydeligt Spor af Gadekampene.

For denne Gang endnu blot hjertelige Hilsener fra

Fiskehandler P. H. Petersen fra Aabenraa.

 

Faldne

Enke Anne Jensen, født Asmussen, i Kværs har modtaget den sørgelige Efteretning, at hendes Søn Alexander er falden den 27. Maj. Han blev kun 19 Aar gammel. Hans Broder Lorenz faldt den 3. Juni i Fjor, ligeledes i en Alder af 19 Aar. Sørgegudstjeneste er bestemt til Søndag den 7. Juni om Eftermiddagen Kl. 2.30.

Enke Bockholdt i Haderslev har uventet modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Jørgen er falden ved Vestfroten den 7. Juli [juni], ramt af et Skud i Underlivet. Den Faldne, der før sin Indkaldelse var Postmedhjælper, blev kun 19 Aar gammel.

I Den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christian Hattesen og Underofficer Søren Jensen fra Haderslev og Sanitets-Underofficer Karl Rande fra Rødding er faldne.

Død paa Lasaret

 Olof Jørgensen fra Sommersted, der tjente som Sergent, er den 7. Juli [juni] afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret efter at være bleven ramt af en Granat.

Saarede

Slagter Schubert og Hustru i Møllesorten i Aabenraa har faaet et Brev, som de havde skrevet til deres yngste Søn, Paul, tilbage med Paaskriften: “Saaret, Lasaret ubekendt”. Den unge Mand var før sin Indkaldelse beskæftiget paa Kredshuset. Foruden ham har Ægteparret Schubert endnu 6 Sønner med i Krigen.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Andreas Petersen fra Hammelev og August Riedel fra Aabenraa let saarede.

Savnede

Landmand Hans Frank fra Rødekro, Svigersøn af Arbejdsmand Johannes Fabricius der i Byen, og Landmand Johannes Clausen, Søn af Gaardejer Jørgen Clausen i Klovtoft, der begge samtidigt blev indkaldt for ca. 3 Aar siden og har været sammen hele Tiden, har været savnede siden den 28. Maj. Man haaber dog, at de er faldne i Fangenskab. Begge unge Mænd er 25 Aar gamle.

Paa Rekreationsorlov

Christian Lorenzen, Søn af Gæstgiver Jacob Lorenzen i Ensted, der for nogen Tid siden blev saaret under de haarde Kampe ved Vestfronten, er nu atter saa rask, at han har kunnet komme hjem paa ca. 3 Ugers Rekreationsorlov.

 

(Læs hele Hejmdal fra 24. juni 1918)

21. juni 1918 – Hejmdal: Fundet lig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Stjaalet Fjerkræ

Hos Godsforpagter Christian Jørgensen paa Sandbjerg i Sundeved blev der Natten til i Mandags stjaalet 31 Kyllinger og 6 Ællinger ud af Stien. De havde tilsammen en Værdi af 120 Mark.

Fundet Lig

Liget af den lille Pige, som i Onsdags forulykkede ved Marinebroen i Sønderborg, er nu blevet fundet.

Ved Nævningeretten i Flensborg

forhandledes ifølge “Fl. Av.” i Gaar blandt andet følgende Sager:

Landmand Nis Festersen fra Hokkerup fik i sin Tid et Straffemandat paa 300 Mark, fordi han i Marts Maaned havde købt 3 Køer hos en Landmand i Bækken og solgt dem videre uden at være i Besiddelse af et Legitimationskort fra Kvæghandelsforbundet. Han krævede retslig Afgørelse og hævdede i Gaar, at han kun havde solgt Kreaturerne igen, fordi de ikke passede ham. Erhvervsmæssig Handel havde det ikke været. – Paa Forsvarerens og Amtsadvokatens Andragende vedtog Retten at udsætte Forhandlingen for at stævne flere Vidner.

Agent Frederik Schrøder fra Flensborg var anklaget for at have overskredet Højesteprisen for Smør samt at have handlet med røgede Varer uden Tilladelse. Han havde derfor faaet et Straffemandat paa 1200 Mark; men krævede retslig Afgørelse, da han var af den Mening at kunne handle paa sin Søns Tilladelsesbevis, medens denne var indkaldt. Han sigtedes for at have solgt 20 Pund Smør for 13 Mark Punket 30 Pund for 14 Mark Pundet. Ved en Husundersøgelse fandt man endvidere et større Kvantum røgede Varer. Dommen lød paa en Pengebøde paa 650 Mark og Sagens Omkostninger. Desuden blev den Anklagede dømt til at betale en Sum paa 330 Mark, som udgjorde det Beløb, hvormed han havde overskredet Højesteprisen for Smør.


Fra Felten


Skrevet d. 11. 6. 1918.

Undertegnede Nordslesviger sender en venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Jes Kjær fra Hejsager.

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn sendes hermed en venlig Hilsen til Venner derhjemme og Kammeraterne i Felten.

Hans Bøjskov fra Kajnæs.

 

Undertegnede Nordslesviger sender de bedste Hilsener til Venner og Bekendte.

Chr. Fink fra Varnæs.

 

Undertegnede sender en hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Andreas Petersen fra Varnæs.

 

En venlig Hilsen til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

Martin Iversen fra Nørre-Sejrslev.

 

Venlige Hilsener til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten. Paa et gode og glædeligt Gensyn derhjemme!

Christian Christiansen fra Nørre-Sejerslev.

 

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Valdemar Hansen fra Haderslev og Andreas Ravn fra Løjtkirkeby er døde af deres Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Gröfthold fra Ladegaard, Wilhelm Hamel fra Lundtoftbjerg, Jørgen Iversen fra Bovrup, Gefr. Peter Jessen fra Vollerup ved Bolderslev, Christian Lorenzen fra Ensted, Oskar Petersen fra Skærbæk, Eli Schack fra Toftlund, Hans Seemann fra Hostrupskov og Reserveløjtnant Hans Bonnichsen fra Ulfshus let saarede; sidstnævnte er saaret for 5. Gang, men er denne Gang bleven ved sin Troppeafdeling.

Savnet

Christian Campradt, Søn af Maskinsætter Campradt i Haderslev har ifølge “Schl. Grp.” været savnet siden de sidste Kampe Foran Reims. Man antager, at han er falden i fransk Fangenskab.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Hansen fra Volsballe ved Ringenæs savnet.

Paarørende søges

Paarørende af Fusiler Olling ved et Garde-Infanteriregiment bedes om at melde sig paa Oplysningskontoret paa Raadhuset i Flensborg, Værelse 28, for at tage imod en Efterretning, der er indtruffen til dem.

Dekoreret

Reserveløjtnant J. Crüger, en Søn af Blikkenslager Crüger i Haderslev, er bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse.

 

(Læs hele Hejmdal fra 21. juni 1918)

17. juni 1918 – Hejmdal: Hjemvendte krigsfanger fra Rusland

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


De fra Rusland hjemvendende Krigsfanger

Som svar paa mange Forespørgsler, der er indløbne til Krigsministeriet, bekendtgøres følgende:

De fra russisk Krigsfangenskab Hjemvendende kan uden Indskrænkning anvendes til Krigstjeneste igen. Det vilde stride imod den almindelige Værnepligt, hvis disse Medlemmer af Hæren efter deres Orlov blev andvendte anderledes end de øvrige Værnepligtige, af hvilke mange føres til Fronten igen selv efter gentagne Saar. For saa vidt der af særlige Grund, f. Eks. som Følge af fremskreden Alder eller Familiehensyn, kan ses bort fra Anvendelse i Fronten, kommer disse Særbestemmelser ogsaa de fra russisk Fangenskab Hjemvendte til gode. 

Anmeldelse til Lægsrullen

Landraaden i Aabenraa opfordrer de Værnepligtige, der indeværende Aar fylder det 17. Leveaar og endnu ikke har meldt sig til Landstormsrullen, til ufortøvet at melde sig hos de stedlige Myndigheder.

Militære Stænger

Landraaden i Aabenraa gør i given Foranledning paany opmærksom paa, at de til Betegnelse af militære Punkter rejste Stænger ikke maa fjernes. Ogsaa skødesløs Beskadigelse eller Fjernelse straffes.

Eftermæle

Fra Øster-Løgum skrives der til os:

I Torsdags stedtes de fordisse Levninger af forhenværende Degn og Lærer i Øster-Løgum Chr. Buchardt under stor Deltagelse fra Beboernes Side til Hvile paa den herværende Kirkegaard.

Gamle Buchardt havde mange Venner her i Sognet; han havde vundet dem ved sin bramfri Færd og sin pligtopfyldende Virksomhed. Som Følge deraf havde han ogsaa faaet overdraget adskillige Tillidshverv: Han var saaledes bl. a. Regnskabsfører ved Sparekassen i Øster-Løgum og Forligsmægler, og disse Hverv røgtede han med stor Avlor og Dygtighed.

Han var Lærer i Øster-Løgum i 13 Aar. Efter at være bleven pensioneret købte han et Landbosted her i Byen, og efter at hans Hustru var død, opholdt han sig hos sin Søn paa det nævnte Landbosted. Sønnen var Gartner, og den Gamle hjalp ham da ved Gartneriet og Landvæsenet og var altid i Virksomhed.

Lærer Buchart blev velsignet med en stor Børneflok, deriblandt 6 Sønner, som under indeværende Verdenskrig alle blev indkaldte. Den ene af Sønnerne havde grundlagt en Købmandsforretning i Toftlund; da han midlertid faldt i Krigen, drog den Gamle derhen for at overtage Forretningen, og her blev hans Livsvirksomhed afbrudt.

Hans Minde vil leve længe her i Sognet.    

Flygtede Russere

Fra Møgeltønder Sogn flygtede i forrige Uge 4 russiske Fanger og fra Visby 3. Det hedder, at de førstnævnte skal være indfangede, medens de 3 fra Visby endnu er paa fri Fod og maaske er naaede over den danske Grænse.


Fra Felten


Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Andreas Asmussen fra Hajstrup, Christian Iversen fra Aabenraa, Peter Dall fra Brorsbøl og Jes Jessen fra Bjerndrup er faldne.

Saarede

Ifølge den  sidste preussiske Tabsliste er Richard Lund fra Skodborg, Hans Petersen fra Haderslev og Underofficer Martin Gilleberg fra Kjelstrup haardt saarede, medens Underofficer Peter Gaarde fra Hjartbro, Gefr. Adolf Johannsen fra Ringenæs, Underofficer Hans Nielsen fra Branderup, Hans Bruhn fra Stubbæk, Gefr. Lorenz Christensen fra Hjerting, Gefr. Jakob Holdt fra Løjtkirkeby, Gefr. Christen Kudsk fra Arnitlund, Underofficer Niels Mathiesen fra Højrup, Gefr. Jes Rick fra Bækken ved Graasten, Heinrich Rangstrup fra Aabenraa og Jørgen Thousen fra Varnæs meldes saarede.  

Tilbage fra Fangenskab

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Alfred Andersen fra Haderslev er vendt tilbage fra Fangenskab.

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefrejter Hans Lund fra Sverdrup og Gefrejter Marius Petersen fra Øster-Løgum døde af deres Saar. 

(Læs hele Hejmdal fra 17. juni 1918)

8. juni 1918 – Claus Juhl: “… men jeg tror ikke, det var et tilfælde.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

De første dage gik alting efter ønske, englænderen strøede nok egnen af, men ingen i vor umiddelbare nærhed. Den 7. skød vi, mens der var fjendtlige flyvere direkte over os, følgen var at stillingen blev forrådt. Vi måtte nu flere gange forlade stillingen, men mand blev livsfarligt såret i underlivet, ligesom han havde en mængde andre sår. Vi fik ham forbundet og skaffet bort, men han døde på hovedforbindingspladsen.

Natten derpå da jeg lå i min hytte og sov, blev jeg vækket af nogle øredøvende brag, mens jordklumper regnede ned på taget. Der kom endnu flere skud, da det blev lidt roligere krøb jeg udenfor for at se hvor granaterne var slået ned. De havde akkurat haft retning efter mig, det nærmeste hul var kun 3 m fra min borg, blot disse 3 meter kortere så havde jeg ikke været der mere.

Vi lå netop midt i ildregnen, derfor indrettede vi vor fremtidige bolig lidt længere til venstre, der var en plet som hidtil var bleven nogenlunde skånet. Samme nat blev to mand letsårede ved 2. halvbatteri, den ene et skud gennem låret, den anden 2 skud i hovedet.

Dagen efter blev jeg afløst og kom til Menegate. 2 dage efter at vi var flyttet, slog en granat ned netop i det hul, som jeg havde forladt. Det kan man nu kalde et tilfælde, eller hvad man vil, men jeg tror ikke, det var et tilfælde.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

7. juni 1918: Asmus Andresen – ”Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Da vi var kommen et Stykke ud paa Vejen ad Bakken til, tog jeg en af mine Flasker med Mineralvand frem for at slukke min Tørst. Mine Kammerater flokkedes omkring mig for at faa en Slurk med; jeg kunde jo saa senere faa noget hos dem igen, naar vi kom op paa Bakken. Min ene Flaske blev tømt, saa gik vi videre efter Maalet, og da jeg vidste god Besked med Vejen, gik jeg forud for de andre.

Da vi var kommen halvvejs op ad Bakken, hørte jeg en raabe om Hjælp, og ikke langt fra os laa en Infanterist, støttet mod en Træstamme, det var ham der raabte, og da jeg kom hen til ham, bad han mig om noget at drikke. Jeg gav ham saa min sidste Flaske Vand, saa kom mine Kammerater igen og vilde drikke, endskønt de hver havde 2 Flasker Mineralvand.

Jeg har altid haft ondt ved at sige nej, og jeg lod dem drikke. Da Flasken saa var tom, gik de tre Gutter videre uden at bryde sig om, hvad der blev af mig, som blev hos Infanteristen, der ikke selv kunde komme videre. Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen.

Infanteristen blev lidt bedre til Pas efter at han havde faaet noget at drikke, og jeg tog ham under Armen, og vi gik langsomt op ad Bakken. Det saa ikke ud til, at vi skulde slippe godt hen til Hulen; thi jo længere vi kom frem, desto tættere faldt Granaterne, som i talrig Mængde kom hylende fra Vesten.

Vi var 50 Meter fra Indgangen til Hulen, og Officeren, som stod der ved Indgangen, raabte til os, at vi skulde kaste os ned, men naar jeg er hos en, som trænger til Hjælp, saa kan der for min Skyld komme, hvad der vil, og som ved et Mirakkel slap vi heldigt ind i Hulen.

Kl. 12 om Middagen kom jeg saa ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove, fordi jeg var bleven træt af den ubehagelige Tur. Kl. 10 om Aftenen vaagnede jeg, fordi der blev slaaet Allarm; og Gasmaskerne maatte frem; med den for Ansigtet lagde jeg mig til at sove igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

4. juni 1918: Frederik Tychsen viser medmenneskelighed og hjælper såret franskmand

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Ved 5 tiden om morgenen gik jeg så op imod byen. Det var en typisk fransk landsby med gavlene ud imod gaden, og husene var forbundet med en høj mur. Det så frygtelig ud i denne by. Der var barrikader tværs over gaden flere steder, og her havde været voldsomme nærkampe.

Et steds talte jeg således 24 døde i en klump. Et andet steds 16 osv. De var til dels stukket ned og til dels slået ihjel. Mange var slået oven på hovedet, så øjnene hang ud af hovedet. Alle var frygtelig tilredte – råt og ubeskriveligt.

Bag ved muren på begge sider af gaden lå der hårdt sårede soldater, og de var så sandelig hårdt såret, og på dette tidspunkt var der ingen til at hjælpe dem. De havde slæbt sig ned bag murene for at være lidt i sikkerhed. Den ene havde hjulpet den anden, men når de først kom til at ligge, kunne de ikke få sig rejst igen.

Jeg tog straks fat med at forbinde, så godt jeg formåede. Den første, jeg tog fat på, var en infanterist med et svært sår i låret. Han var af en kammerat blevet kørt derhen på en trillebør. Han havde tabt meget blod, bukserne havde han lavet fulde, det var sivet ned i støvlerne, og det hele sad i én elendighed.

Jeg fik støvler og tøjet listet af ham, og lagde en nødforbinding på, andet kunne jeg ikke gøre. Hvorvidt knoglen var beskadiget, vidste jeg ikke. Ved siden af ham lå der nogle, der var skudt i hovedet, jeg bandt lidt omkring, andet var der ikke at gøre. Jeg hentede vand til dem, og der gik flere timer, inden der kom flere til hjælp.

Blandt andet kom jeg til at forbinde en gammel franskmand; han var sikkert sine 45 år. Han havde fået et maveskud, og det ene ben var fuldstændig i stykker. Jeg hentede sengetøj – lagener – i et af husene, fik fat i noget pap til at stive af med, trak tøjet af ham og gav ham noget at drikke. Jeg bøvlede med ham vist i over en time.

Imidlertid var der kommet en lazaretkolonne, og deres vogne holdt i den anden ende af byen. Jeg kunne ikke selv transportere ham, han var meget syg. Der kom nu en lille trop amerikanske krigsfanger i et hurtigt tempo uden bevogtning. Jeg gav tegn til, at de skulle tage den hårdt sårede franskmand med; men så svarede en af dem på noget gebrokkent tysk: Om jeg troede, at de var kommet til Frankrig for at slæbe på sårede franskmænd?

Jeg havde heldigvis en revolver i lommen, som jeg havde taget efter nogle franskmænd, der var blevet afvæbnet samme dag; den trak jeg frem og gav et brøl, om han ville tage den sårede med øjeblikkelig. Og det kan nok være, at han var til at have med at gøre, han sprang til, greb fat i den sårede og ville slæbe ham ganske alene. Men så tog et par mere af disse amerikanere fat i ham, og det lykkedes mig at få ham med en lazaretvogn hen til et feltlazaret.

Da jeg sagde “farvel” til franskmanden, græd han, og idet han sagde: “Boku mercy! mon kammerad trebon!” (Jeg takker dig, du gode kammerat) tog han sit ur frem og ville give mig det. Jeg tog ikke imod det, men der hang en lille bronzemedaille ved det, erindringsmedaille fra krigen 1870 – 71, den haspede jeg af og hængte den ved min egen urkæde som en erindring om den hårdt sårede franskmand af 2. juni 1918.

Jeg forblev i byen til hen på eftermiddagen, dog havde jeg hele tiden føling med batteriet, og vidste nøje, hvad der foregik. Ved 5 tiden om eftermiddagen var jeg i byen igen, de sårede vedblev at strømme til, men der blev også kørt mange bort på biler og med hestekøretøjerne; der var kommet en læge med en stab af forbindingsmandskab; men hjælpen stod ikke i forhold til behovet; så måtte det ordnes, som det kunne.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

31. maj 1918: ”Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde” – Frederik Tychsens batteri overrasket af modangreb

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

28. maj 1918: Asmus Andresen – ”pludseligt slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 28. Maj saa jeg en af mine Kammerater gaa meget bedrøvet omkring og sagde ikke et Ord; da jeg spurgte ham, hvad der fejlede ham, siden han saa saa nedslaaet ud, sagde han, at han ikke vidste, hvad der fejlede ham, men han var vistnok syg.

Det var om Formiddagen, men om Eftermiddagen, da vi stod ved Kanonerne, gik han hen til Officeren for at melde sig syg, men medens han stod og talte med denne, slog en Granat ned, og en Stump rev Pandeskallen af ham, saa Hjernen blev afdækket; lydløst sank han til Jorden for aldrig at rejse sig igen. Der var mange foruden ham, der anede deres Skæbne forud.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

27. maj 1918. En kammerat er såret – og ingen vil hjælpe!

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Da vi nåede tilbage til farmen, så det ikke så godt ud dér. Den unge underofficer Rocholl, som jeg har omtalt før, var dræbt. Han havde haft sit maskingevær opstillet i haven, og dér havde skæbnen indhentet ham. Det var selvfølgelig kedeligt, men det gik Richard og mig mere til hjertet, at en af vore gamle kammerater fra Galicien var blevet hårdt såret ved samme lejlighed. Man havde båret ham ind i huset, og sanitetsunderofficeren – det var ikke »lille Franz« – havde forbundet ham.

Da vi spurgte ham, hvorfor han ikke havde sørget for at få manden til lægen, svarede han, at han ingen båre havde. Den havde han mistet i dagens løb, og at han heller ingen folk kunne få til at bære ham. Hvor sanitetsstationen var, vidste idioten selvfølgelig heller ikke, – det eneste, som han til enhver tid burde vide.

Aldrig har jeg set Richard så rasende, og det var ikke langt fra, at underofficeren havde fået et lag tærsk – det havde han fortjent. Der var ikke andet i vejen, end at manden var fej og hundeangst for den transport. At han ikke kunne få folk til den, var en lodret løgn, og det fortalte Richard ham også.

Men handling måtte der til, hvis manden skulle reddes. Richard fandt frem til en båre ved et andet kompagni, og jeg gik til løjtnanten, og meldte mig tilbage med ammunitionen. Samtidig gjorde jeg ham opmærksom på, at Leo Masinkovski – sådan hed vor kammerat – var hårdt såret og endnu ikke bragt til lægen.

At Leo var såret, vidste han; – at Leo endnu ikke var bragt til lægen, var sanitetsunderofficerens sag og ikke hans, svarede flaben. Havde jeg ikke været gal før, blev jeg det nu. Jeg svarede ham – og det kom i en tone, jeg ellers ikke brugte, og som næppe var i overensstemmelse med det militære reglement – at nu agtede jeg at foretage det fornødne, og jeg anmodede om, at få den nødvendige ordre til at bringe Leo til lægen og det omgående. Endvidere anmodede jeg om, at han på kortet ville vise mig, hvor sanitetsstationen lå.

Det skal bemærkes, at samtalen blev overværet af hans ordonnans. Løjtnanten så et øjeblik olmt på mig, så hev han kortet frem, pegede på stationen:  og sagde: »Da! Machen Sie was Sie wollen« (Dér! Gør som De vil!) Efter at have set på kortet slog jeg hælene sammen og gik.

Han var vist kommet i tanker om, at vi kunne gå direkte til regimentskommandøren med vore klager. Hvis han havde nægtet mig at bringe Leo til lægen, havde jeg simpelt hen gjort det uden hans tilladelse. Bagefter ville jeg så have forelagt sagen for »der Graf«, og det ville ganske givet ikke have bekommet løjtnanten vel. Ordonnansen kunne jo bevidne, hvad der var foregået. –

De samme fire mand, der havde hentet ammunition, bar nu Leo til lægen. På mit eget kort havde jeg afstukket ruten tværs over markerne. Vi kunne ikke gå i dækning, når vi bar på en hårdt såret, så vi måtte undgå vejene, hvor de fleste granater faldt.

Under et af de korte hvil, vi gjorde undervejs, bøjede jeg mig over den sårede, strøg ham over kinden, og hviskede: »Leo, kan du høre mig?« Han lå med lukkede øjne, og uden at åbne dem sagde han med næppe hørlig stemme: »Jacob, vi l du ikke nok dække mit ansigt til.« – Det var den sidste lille tjeneste jeg kunne gøre min gamle, gode ven. – Uendeligt forsigtigt gik vi videre.

Morgenen før, da vi begyndte angrebet, havde jeg bemærket Røde Kors-flaget på et hus, der lå ved et vejkryds, og det kom os nu til gode. Kun 100 meter fra krydset nåede vi vejen. – Lægen tog sig straks af den sårede, men rystede på hovedet.

På turen hjem til farmen var vi ret tavse. Vi havde forstået på lægen, at der ikke var meget håb for Leo. Af de gode, gamle kammerater fra østfronten var der næsten ikke flere tilbage. Dagen efter døde Leo. »Der edle Polen-Sohn« – sådan kaldte Hannoveraneren ham altid – var ikke mere.

På tilbageturen var Richard for en gangs skyld alvorlig, da han brød tavsheden og spurgte mig: »Sig mig engang, du nedstammer vel ikke fra indianerne?« Trods alt kunne jeg ikke lade være med at smile og ville vide, hvordan i alverden han kom på den tanke? Det varede lidt, inden han svarede. Endelig sagde han: »Jo, det jeg skal sige dig! Det du har præsteret det sidste døgn med at finde vej, uden at vi er gået ti skridt forkert, kunne tyde på det. Du er jo en ren stifinder.« Han tog min hånd og trykkede den hårdt. Det håndtryk var mig mere værd end alverdens hæderstegn. –

Det var nu ved at dages, så vi måtte skynde os, hvis vi ville have lidt søvn; men det blev ikke til noget, dertil havde dagen budt på for mange uhyrligheder, hvoraf den sidste var den, der gik os mest på. Vi var blevet godt sultne af den megen traven rundt. Feltkøkkenet var endnu ikke nået frem, og hvornår det ville ske, var ikke godt at vide. Jeg gik og snusede rundt på farmen og kom ind i et udhus, hvor der var noget, der lignede en bageovn. Jeg lukkede lågen op, og stor var min forbavselse, da der derinde lå et stort brød. Jeg fik fat på de fire mand, og vi delte brødet. Richard var nu ved  at komme til hægterne igen, og med munden fuld af brød sagde han: »Indianer eller ikke indianer, men en god næse har du nu.«

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

23. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: Det tyske toldkontor i Foldingbro er midlertidigt lukket

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De faldne nordslesvigere

Mindstetallet paa faldne nordslesvigere er nu 5144

Det tyske toldkontor i Foldingbro

Kontoret er sandsynligvis lukket for et tidsrum af 6 uger. Alle embedshandlinger og tjenesteforretninger, der hører ind under toldkontoret i Foldingbro, vil i denne tid blive besørgede af toldkontoret i Skodborg.

Faldne

Auktionator Frank i Store Nustrup har faaet meddelelse om, at hans søn Viktor den 24. marts er falden, 20½ aar gl.

Saarede

Infanterist Peter Kjær, søn af afdøde cigarmager Mathias K. i Haderslev, er i april bleven haardt saaret og ligger paa et krigslazaret. 

20. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad gør man ikke for kærligheden

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

5 ugers varetægtsarrest og 1000 mark i bøde for at besøge kæresten over grænsen

En unge pige, 22 aar gammel, fra Spandet sogn, Nordslesvig, der ikke har kunnet faa pas til Danmark, gik uden dette i oktober maaned i fjor over grænsen ved Hømlund for at besøge sin forlovede, der er fra Danmark. Paa tilbagevejen blev hun greben af den tyske grænsevagt og ført til Flensborg. Her blev hun idømt en bøde paa 250 Rm., men kom hjem igen samme dag, og efter at hun forgæves havde ansøgt om at faa bøden nedsat, betalte hun denne. Lørdagen den 6. april i aar gik hun om aftenen igen over grænsen i samme ærinde, og da hun to dage efter vilde gaa tilbage, blev hun atter paagreben af vagten og ført til Flensborg. Efter et forhør blev hun ført til Toftlund og stillet for Amtsretten, men blev dagen efter igen sendt til Flensborg og hensat i varetægtsarrest, og da hun havde siddet i 5 uger, blev hun hjemsendt, uden at nogen yderligere straf blev hende forkyndt. Et par dage før hendes hjemsendelse var domsforkyndelsen imidlertid sendt til hendes hjem, men blev herfra straks tilbagesendt, da hun jo ikke var hjemkommen. Straffen for at have besøgt kæresten i Danmark lød denne gang paa 1000 Rm. i bøde eller 100 dages fængsel, men inden domsforkyndelsen naaede pigen, var hun pinsedags nat gaaet over grænsen – hun fandt bøden for haard.

Faldne

Hans M. Hansen, søn af bryggeriarbejder Hansen i Haderslev, er falden den 8. maj.

Olaf Nørby og hustru i Arnum har modtaget efterretning om, at deres søn Jacob er falden den 2. maj, 22 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Adolf Rose fra Bækken ved Graasten er falden.

Seminarist Karl Maj, søn af sadelmager Maj i Haderslev, er død.

Aftægtsmand Paulsen paa Dalsgaard ved Rinkenæs har faaet meddelelse om, at en af hans sønner er falden. En anden søn er hjemsendt som invalid.

Pastor Prahl og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Hermann er falden.

Gustav Adolf Hinrichs, søn af Joh. D. Hinrichs i Hygumskov, er falden den 27. marts, 20 aar gl.

En søn af postkonduktør Philipsen i Rinkenæs er den 12. maj død paa et lazaret i Essen.

Landmand Gustav Zøllner er falden, 30 aar gl. Zøllner efterlader hustru og fire børn.

Arbejdsmand Jens Rasmussen i Haderslev er falden den 21. april. Rasmussen kunde den 23. april have holdt 48 aars fødselsdag. Foruden sin hustru efterlader han sig 6 børn, hvoraf den ældste søn er taget til soldat.

I tabslisten meddeles, at Søren Iversen fra Brabæk og Mathias Rosenbom fra Gabøl Mark er faldne og Theowald Ehlers fra Skovhus ved Kristiansfelt er død af sygdom.

Saarede

Landmand Jacob Holdt fra Rørby ved Løjtkirkeby er saaret og indlagt paa feltlazaret.

Heinrich Petersen, yngste søn af gaardejer Heinrich Petersen paa Frifelt ved Graasten, er bleven haardt saaret og ligger nu paa et lazaret i nærheden af Metz.

Ifølge tabslisten er Karl Jensen fra Vedsted, Jørgen Mortensen fra Barsbøl og Lauritz Wind fra Toftlund haardt saarede.

10. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: et møde ved fronten

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Redaktør E. Christiansen,

Flensborg Avis, der hidtil kun har deltaget i krigen bag fronten, idet han dog ofte har været med umiddelbart op til ildlinien, har meddelt Flensborg Avis, at han er bleven let saaret i hagen af en maskingeværkugle. To dage efter, at redaktør Christiansen blev saaret, kom han med et lazarettog til Celle, hvor han først i 8 dage laa paa en kaserne, men kom saa i et lazaret. Her hjælper han hver formiddag med at bære de saarede ned i operationssalen.

To brødre mødes ved fronten

Arbejdsmand Peter Bosack fra Haderslev og hans broder Hans Bosack fra Sønder Vilstrup havde ifølge Dannevirke den 3. april i aar den glæde at mødes ved fronten og at kunne være sammen en hel dag. Den ene laa den gang i kvarter i en landsby og en times vej fra den anden.

Nye huse sælges til nedbrydning

Til Tondernsche Zeitung skrives: med de høje priser paa byggematerialer er det nu en lønnende forretning at nedbryde endog helt nye bygninger. Saaledes sælges for eksempel i Holt Jacobsens massive udhuse, der er opført i 1914,  samlede eller delte til nedbrydning.

Begravet i et granathul

Underofficer Horn, søn af enke Horn i Lindedal ved Haderslev, blev for nogen tid siden under kampene paa Vestfronten begravet i et granathul. Kammeraterne kunde dog bjerge ham i rette tid. Ved lufttrykket, som granaten frembragte, mistede han mælet, og han har endnu svært ved at tale. Han er nu paa et lazaret i Tyskland.

Faldne

Hans Bilov og hustru i Hejsager ved Halk har modtaget budskab om, at deres søn Niels er falden den 1. april, 21½ aar gl.

Johannes Bøgh fra Hovslund og Peter Lauritzen fra Hyrup er faldne.

Peter Færdig fra Branderup og Vilhelm Lythje fra Frørup er faldne.

Jørgen Boysen, Toftlund, er død i et lazaret af de saar, han fornylig havde faaet ved fronten.

Saarede

Viggo Hartmann fra Haderslev er haardt saaret.

Savnede

Leopold Nørskau, en søn af landmand Hans Nørskau i Frydendal ved Aabenraa, savnes.

Peter Biermann fra Københoved savnes.

I fangenskab

Laust Krogh fra Barsbøl og Julius Lund fra Hyrup er i fangenskab. 

4. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: 4880 faldne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

4880

Det samlede mindstetal på faldne Nordslesvigere – faldne eller døde paa lazaret – er efter den sidste opgørelse 4880.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Hans Holm fra Arndrup og Bernd Petersen fra Rødding er faldne; at underofficer Hans Holm fra Sillerup, der hidtil har været meldt savnet,  er falden den18. juli 1917; at Christian Jensen fra Jordkær Mark er død af sine saar; at Peter Røpke fra Bøjskovskov er haardt saaret og at Christian Christiansen fra Lysabild er udvekslet fra fangenskab.

Handelsmand H. Boysen og hustru i Rødekro har modtaget budskab om, at deres søn Christian er falden den 10. april, 21½ aar gl.

Lorenz Svensen en plejesøn af arbejdsmand G. Lauritzen i Sønderborg, er falden, 20 aar gl.

Hans Christensen fra Haderslev er falden den 11. april, 33 aar gl. han efterlader hustru og 2 børn.

Købmand Chr. Iversen hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at hendes mand er falden i de sidste kampe.

Bygmester Peter Hansen Grodts familie i Aastrup har modtaget budskab om, at han er falden den 17. april.

I tabslisten meddeles, at Jens Schæfer fra Hjerndrup, Rasmus Skøth fra Lintrup og Sønnich Sønnichsen fra Rurup er faldne.

Enke Christine Hulwey i Sønderborg har modtaget meddelelse om, at hendes søn Jürgen er død paa et lazaret.

Saarede

Ifølge tabslisten er Jes Christiansen fra Sønder Hostrup, Thomas Iversen fra Aabenraa og Marius Paulsen fra gammel Haderslev haardt saarede.

Savnede

Jakob Nielsen fra Bollerup paa Als er savnet.

 

 

2. maj 1918. “En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng …”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv. Sammen med to kammerater er han gået på opdagelse i den rømmede by Merville.

Enkelte Granater begyndte at falde i Byen, og Braget af sammenstyrtende Murværk gaven uhyggelig Fornemmelse. Vi kiggede lige indenfor nogle Steder. Vi var naaet omtrent gennem Byen. Gaden fortsatte over en Bro over Lys-Floden.

Ved Gaden foran Broen laa et større Etablissement – tilsyneladende en tidligere Hotel- og Restaurationsvirksomhed. Det skulde vi endnu lige have efterset. Der var ret mørkt, kroget og dystert indenfor.

Jeg vilde lige om et Hjørne bøje af ind ad en Dør, da jeg midt i Bevægelsen stivner. En kold Sved føler jeg bryde frem. En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng.

Haanden gaar lynsnart til Revolveren, men ellers staar jeg som naglet til Stedet. Synet var for uventet og pludseligt. Men der sker intet. Englænderen ligger fuldstændig stille – han sover maaske. Jeg vover mig lydløst lidt nærmere. Øjnene ser nu mere tydeligt i det underlige Halvmørke.  Han har et saa underligt graagult Udseende. Han sover ikke. Han er død.

Nu ser jeg først, at det er en stor Sal, fyldt med 2-Etagessenge. I flere Senge bagved ligger andre – alle i Uniform. De er alle døde. Vi var dumpet ind i et tidligere engelsk Feltlazaret.

I en anden stor Sal ved Siden af laa Tøj, Tæpper og andre Udrustningsgenstande i en halv Meters Højde spredt ud over hele Gulvet. Jeg tog et Par Uldveste med. I Gaarden stod et stort splinternyt Lazarettelt. Rundt omkring flød det med Forbindssager – de fineste Lærreds- og Gazeting, som vi ikke havde set før. Vi maatte klare os med Papir. Vi fik Lommerne fyldt.

Alt vidnede om hovedkulds Rømning. Men Artilleriilden var imens blevet mere intensiv. Mange Granater faldt i Nærheden. Der blev lagt Spærreild ved Broen, og det begyndte at blive ret uhyggeligt. Godt, at vi ikke skulde over Broen til den Side.

Vi skyndte os samme Vej tilbage. Ved Kirken var det heller ikke rart. En Brisantgranat eksploderede midt paa Gaden, og Splinterne røg til alle Sider. Men vi havde hørt den komme og var i Sikkerhed i en Port, da den eksploderede. Vi naaede helskindede hjem og havde faaet Lysten styret. Vi skulde ikke mere til Byen.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

 

30. april 1918 – Mathias Damm såret

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 30.4.18. Kære Moder!
Blot et par Ord. Jeg er saaret men ikke saa slemt, derfor sørger ikke. Mere en anden Gang. Mange Hilsner fra Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.

Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.

Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.

For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.

Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.

Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.

De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.

Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.

Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.

Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.

Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

28. april 1918. En granat dræbte de omkringstående og ødelagde maden

Füsilier K. Tastesen blev i juli 1917 overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Nu kom vi tilbage i en forladt Fangelejr. Der laa vi til den 23. April om Aftenen. Da skulde vi afløse et Regiment, der laa 4 km foran Amontier, en lille By 7-8 km fra Armentieres. Der kom vi igen ud i fladt Terræn og havde ikke anden Dækning, end hvad vi selv lavede os. Der blev ikke skudt saa slemt, kun engang imellem fik vi en lille Skylle.

Den 27. April om Natten skulde jeg hente Middagsmad ved Køkkenet, som holdt 4 km tilbage ved et Hus. Jeg kom lige inde fra Huset, hvor jeg havde talt med nogle Soldater, da en Granat slog ned midt i Gaarden og dræbte de omkringstaaende og ødelagde Maden og Vognen, hvorpaa den stod. Vi fik ingen Mad den Aften, men maatte vente til Natten efter.

Den 28. om Aftenen angreb Englænderne os efter en heftig Granatild, og vi maatte trække os 1 km tilbage. Angrebet kom saa pludseligt, at jeg hverken fik Maskingevær eller Tornyster med.

Aftenen efter angreb de igen, men vi havde faaet ny Forsyning af Ammunition og friske Reserver, og vi holdt Stillingen. De Saarede, som faldt mellem Skyttegravene, kunde jo ikke reddes, men om Morgenen kom en halv Snes Englændere, som ikke var saa haardt Saarede, kravlende over til os; deriblandt var der ogsaa en Kaptajn.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

28. april 1918: Asmus Andresen – En meget lang dag… Mod Kemmelbakken i hælene på Officeren: ”… tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Natten blev vi purret ud, og vi fik hver 1 Kilometer Telegraftraad paa Nakken. Vi var ialt 5 Mand og 1 Officer, vi skulde ud i den 3. Skyttegrav, og der skulde vi vente, indtil Infanteriet gik fremad. Da vi var naaet halvvejs, fik jeg saa store Smerter i Maven, at jeg næsten ikke kunde gaa; hver 10 Minutter maatte jeg træde ud, og jeg blev derfor langt tilbage fra de andre, saa at jeg maatte løbe for at indhente dem.

Kl. 4 naaede vi Skyttegraven, hvor vi skulde vente. Da jeg var bleven noget tilbage, kunde jeg ikke straks finde mine Kammerater. Deres Telefontraad fandt jeg i et Granathul, hvor jeg ogsaa kastede min Rulle. Da det var meget koldt denne Nat, begyndte jeg snart at fryse og søgte derfor efter et Sted, hvor der var lidt lunt, jeg anede ikke, hvor længe vi endnu skulde vente.

Jeg kravlede et Stykke hen i Skyttegraven og fandt 3 Soldater, der i en Hule varmede sig ved et lille Baal; og jeg fik straks Lov til at være hos dem. Paa en fri Plads i en Krog satte jeg mig og faldt i Søvn.

Kl. 6 blev jeg atter vækket ved en frygtelig Allarm; hele Jorden rystede, og nu vidste jeg. Hildurs Leg var i fuld Gang; 5 Minutter efter hørtes det uhyggelige Raab »Gaaaaas«, i en Fart fik vi alle Gasmaskerne for Ansigtet.

Kl. 7 fandt jeg mine Kammerater, som søgte efter mig; efter at vi havde faaet Traadrullerne samlet op, gik vi igennem en frygtelig Granatregn. Granatstumperne peb os om Ørene og vi mærkede Lufttrykket, de fremkaldte. Ingen af os troede, at vi skulde komme godt fra denne forfærdelige Granatregn.

De af os, som ikke havde set Lig i Mængde, fik den Dag nok at se. Der kom mange saarede os i Møde; de ilede tilbage for at komme ud af denne frygtelige Ild. 200-300 tyske og franske Flyvemaskiner brummede over os.

Efter en Times Tid kom vi til en Ruin af stor Gaard, som kaldtes Duborger Hoff. Herfra skulde vi begynde med Udlægningen af Telefontraaden, men da Franskmændene skød som rasende, ventede vi endnu en halv Time bag Ruinen. Vi gik derefter videre langs med en Jærnbaneskinne, medens den første lod sin Traad løbe af Rullen.

Efter et Kvarters Tid bøjede vi af til højre og kom ud i en Lavning, hvor der stod en halv Alen Vand, men vi maatte over og kom saa til en bred Kanal. Vi kastede først Traadrullen over; da jeg kastede min Rulle, kom den godt over paa den modsatte Bred af Kanalen, men den trillede tilbage og faldt i Vandet.

Nu haabede jeg at slippe fri for at slæbe paa den, men Tak Skæbne; Officeren fiskede den op igen, og nu var den bleven et Par Pund tungere. Kanalen var 3 Meter bred og vi kunde ikke springe over den; og vi maatte derfor vade igennem og blev selvfølgelig drivvaade.

I rask Tempo gik det nu videre og efter en halv Times Forløb mødtes vi med en Del franske og engelske Soldater, der var falden i tysk Fangenskab og mange af dem havde deres saarede Kammerater med. Jo længere vi kom frem, desto grueligere blev det Syn, der mødte os; tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.

Det saa sørgeligt ud, men værre var det dog at høre paa deres Jammer og Skrig. Mange laa og raabte Navnene paa deres kære derhjemme, andre væltede sig om i deres Blod og jamrede sagte, atter andre laa stille hen med foldede Hænder og sendte deres sidste Bøn til Gud.

Vi kom ogsaa uvilkaarlig til at tænke paa vor sidste Time.

3 Kilometer foran os laa Kemmelbakken og til Højre for denne Kemmel By. Jo nærmere vi kom til Bakken des stærkere blev Ilden, og vi saa, hvorledes mange Soldater blev fuldstændig reven i Stumper og Stykker af Granaterne.

Da vi kom tæt hen til Bakkens Fod, kom der to Soldater, hver med en stor Hvedekage i Haanden og huggede i sig af den som sultne Ulve. Vi ønskede at vide, hvor de havde faaet Kagerne fra, og da de fortalte os, at de havde fundet dem i en fransk Skyttegrav der i Nærheden, og at der var flere af den Slags, var det selvfølgelig »Habs« for os.

Hver af os vilde være den første, og det hjalp ikke, at Officeren raabte, at vi skulde stanse; vi lod, som vi ikke hørte det, vi havde kun Tanker for Kagerne. Jeg var den første, der kom til Skyttegraven, hvor jeg fik fat paa en 4 Pd. tung Kage; den smagte godt, maaske nok lidt af Gas, men den blev fortæret med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

26. april 1918 – Hejmdal: Hvem hamstrer?!

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Krigsfangernes Tilbagekomst fra Rumænien

Udleveringen af de tyske Krigsfanger i Rumænien har hidindtil som Følge af Transport-Vanskeligheder ikke kunnet gennemføres i fuldt Omfang. Efter hvad der meddeles er der derfor ingen Grund til Foruroligelse, naar Efterretningerne fra Fangerne i Rumænien foreløbigt udebliver. De tlbagevendende Fanger vil først blive overførte til Lejren i Colentina ved Bukarest, hvor de skal gennemgaa en Karantæne paa 23 Dage. De faar der Opfordring til straks at sende deres Paarørende Meddelelse om deres Tilbagekomst. 

Udmærkelse (S. Z.)

Skibsfører Chr. Hansen fra Dampskibet “Delphin” i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Forraadene i Krigskøkkenet i Haderslev

bliver knappe – meddeles der til “Dv.” af Krigskøkkenudvalget. Kaal og Roer kan snart ikke koges mere, Bælgfrugter og Ærter svinder, saa det kan mærkes.

For at kunne holde ud med Bespisningen til 1. Juni anmoder Udvalget den bedrestillede Del af Befolkningen om, at saafremt det er muligt, ikke at benytte Køkkenet; thi kun da kan der som før leveres til den arbejdende Befolkning.

Dersom denne Henstilling ikke skulde frugte, maa det overvejes enten at begrænse Antallet af de Dage, der koges, eller at lukke Køkkenet noget før.

Angivet for Aager (T. Z.)

En Klodsemager F. fra D. er bleven meldt for at have forlangt 30 Mark for et Par Krigssko, der højest maatte koste 16 Mark.

Hvem hamstrer?!

Under Overskriften: “Hvem hamstrer?!” skrives i “Tondernsche Zeitung” af “En, der ogsaa har set dybt bag Kulisserne”, følgende:

I Bagerlavets Møde (i Tønder) blev, som “Tondernsche Zeitung” har berettet, Kulhamsteri mod Flæsk, Smør og Skinke særlig revset som et fremragende Onde. Som om der kun blev hamstret i Kulhandelen!

Man bør dog engang se sig nøjere om. For Tiden hamstres der paa alle Omraader i Stort som i Smaat, paa mange endnu langt, langt værre end i Kulhandelen. Man bør engang se sig om t. E. i Manufakturvareforretningerne. Hvem der kommer med Smør og Flæsk, kan ogsaa faa Sytraad, for andre Dødelige er denne sjældne Vare helt udsolgt. Og hvorledes gaar det med andre Varer, med Læder osv.?

Og hvem hamstrer – Haanden paa Hjertet – vel ikke, naar Nød og Savn trykker?! Vi bør hellere lade Underholdningen om dette kildne Emne hvile.” 


Fra Felten


Haardsaaret

For nogle Dage siden modtog Christine Roth, Datter af J. A. Hansen i Markgade i Aabenraa, fra en Sygebærer ved Fronten Meddelelse om, at hendes Mand, Bager Christian Roth var bleven haardt saaret den 9. April. I Gaar indløb der Meddelelse om, at han, foruden at have faaet et Skud i den ene Lunge, er bleven saaret i Brystet, i Halsen og i Munden. Der er dog Haab om, at han kan overstaa det. Det er anden Gang, han er saaret. Roth er Indehaver af Jernkorset.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefreiter Detlef Petersen fra Bolderslev haardt saaret.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Andersen fra Skelde, Andreas Jensen fra Rinkenæs og Chresten Schmidt fra Vester-Lindet, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Dekoreret

Landmand Chr. Seeberg fra Brendstrup ved Rødding, som har deltaget i Krigen i 3 Aar som Landstormsmand, har ifølge “Dv.” faaet Jernkorset. Under Krigen har han maattet sælge sin Ejendom i Brøstrup, da han ikke kunde faa den dreven.

(Læs hele Hejmdal fra 26. april 1918)

18. april 1918 – Hejmdal: Hvad er et menneske?

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Landraad Schønberg

i Sønderborg har af Storhertugen af Baden faaet tildelt det storhertugelig badensiske Krigsfortjenstkors.

Hjemvendt fra engelsk Internering (S. Z.)

Sømand Petersen, en Broder til Søskendene Petersen, der ejer Beværtningen “Bürgerbräu” i Søndergade i Sønderborg, der har været interneret af Englænderne, er vendt hjem igen. Han havde for ca. 17 Aar siden forladt sin Fødeby og siden da faret til Søs, indtil han i 1917 blev interneret af Englænderne.

Mistet begge sine Sønner (Dv.)

Redaktør Mathiesens Enke i Haderslev har modtaget det Sorgens Budskab fra sin Mands Broder i Berlin, at han har mistet begge sine Sønner i samme Slag paa samme Sted. De dyb bedrøvede Forældre har nu kun en Datter tilbage.

Han vilde besøge sin Fader

En tre Aars Dreng, Søn af Redaktør Schrum i Vyk paa Før, fik forleden Dag den Tanke at ville besøge sin Fader, der har ligget ved Kystvagten paa Amrum, men nu allerede i nogen Tid har været ved Fronten. Drengen gik om Bord i Damperens Kahyt og kom først op, da Skibet lagde til ved Amrum. Folk tog sig af den Lille, og Bekendte sørgede for, at han Dagen efter kom hjem til den bekymrede Moder.


Fra Felten


Rejsebrev

Det er Paaskemorgen aarle. Jeg har Ranslen snøret og staar i Færd med at tage bort fra Hjemmet for atter at rejse sydpaa.

Alt for hurtigt forløb de faa Uger, jeg tilbragte hjemme paa Orlov. Der er endnu saa mangt og meget, der nødvendigt skulde gøres, men nu er Timen kommen, da jeg maa tage Afsked med de kære Slægtninge og atter trække i Soldatertrøjen. At jeg netop skal afsted i Dag. – Det er ikke netop i det mest straalende Humør, jeg begiver mig til Stationen for at tage med Smaabanen til Aabenraa. Der er faa Medrejsende i Kupéen, og jeg sidder og stirrer gennem en dugget, af Støv og Kulrøg tilsmudset Rude, ud  paa det Landskab, jeg kalder for min Hjemegn. Der mellem disse levende Hegn og let bølgende Bakker stod min Vugge, her ilede jeg som Dreng paa de bare Ben over Mark og Kær, til denne lille Plet knytter sig mine dyreste Minder. Nu skinner Morgensolens Straaler paa de nøgne Marker, hvor de første grønne Spirer og de første Tusindfryd er ved at titte frem.

Jeg naar efter en god Times Kørsel til Aabenraa, og skynder mig hen til Statsbanegaarden for at naa det første Tog. Paa Banegaarden staar et større publikum, og det kniber lidt at faa Plads i Toget, dog vi kanter os, og det gaar. Snart kører vi gennem Skovene ud til Rødekro, og efter at have skiftet Tog der, gaar det videre sydpaa. Jeg sidder tavs mellem mine Rejsefæller og ruger over mine triste Tanker. Hvad er et Menneske? En Orm, der kryber paa Jorden. Hvor let er vort Livs Lys udslukt! Og dog. Gud Fader i Himlem elsker denne lille Orm, og holder sin Haand over den.

Jeg vækkes omsider af slige Grublerier, da Toget ruller ind paa Banegaarden i Flensborg. Der bliver jeg Vidne til Afskedsscener, og mangt et “paa Gensyn” lyder efter det bortrullende Tog, da vi atter forlader Banegaarden. Videre gaar det gennem Angel. Et Sted skraar en Fodsti over Banen, ad hvilken Kirkegængere vandrer i Skarer. Er det Tidens Alvor, der drager Skarerne til Guds Hus, eller er det af gammel Vane, man i Dag gaar hen at bringe Præst og Degn deres Helligdagsoffer? Jeg ved det ikke, ingen kan se ind i et Menneskehjertes Dyb.

[…]

Da vi naar Gøttingen, er jeg endelig bleven lysvaagen, og i den svage Morgendæmring skimter man skovbeklædte Bjergkæder til begge Sider af Banelinjen. Ved Daggry naar vi til Cassel, en By, jeg kender fra et længere Ophold for to Aar siden. Jeg staar ved Vinduet og indaander den friske Luft, det rødmer i Øst fra den opgaaende Sol, et dejligt Landskab ligger for mig. Jeg sporer den største Lyst til at stige ud og vandre ud i Højskoven, den jeg kender fra utallige Udflugter, men jeg er alt sent paa Vej til min Troppeafdeling, og maa senest være der paa Tirsdag Morgen. Jeg maa da nøjes med at kaste længselsfulde Blikke ud efter de kendte Steder, til hvilke fredelige Minder knytter sig for mig. Mens Verdenskrigen rasede, fandt jeg her i flere Maaneder et Fristed. Vi kører genmmen Hessen, en Tur jeg har gjort flere Gange. Foraarssæden er alt lagt her, Engene grønne, det er en flittig Befolkning, der bor her i Hessen, det maa man lade den.

[…]

Vi passerer endelig over Rhinen, og nu gaar Turen vestpaa gennem Elsas. Landskabet her ligner det badensiske. Jeg nærmer mig Maalet for min Rejse, og vil afbryde min Rejseskildring, som ikke byder Læseren noget af særlig Interesse, men maaske en og anden dog interesserer sig for at vide, at Vaaren er paa Vej Nordpaa.

Eder hengivne, Th. K.


d. 9. 4. 1918

En venlighilsen til alle Venner og Bekendte i Hjemmet og i Felten.

H. Boysen fra Rødding

 

I Felten, den 10. 4. 18

Undertegnede sender Venner og Bekendte derhjemme mange venlige Hilsener med Haab om et glædeligt Gensyn.

Herm. Hunger fra Aabenraa.

 

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte i Haab om et lykkeligt Gensyn.

K. Schilling fra Sønderborg.

 

Faldne

Slagtersvend August Löschenkohl fra Nybro i Aabenraa, der før sin Indkaldelse stod i Lære hos Slagermester Clausen i Slotsgade, er falden paa den vestlige Krigsskueplads omkring ved 20 Aar gammel.

Købmandslærling Mathiesen, der før sin Indkaldelse stod i Lære hos Manufakturhandler Beck i Graasten, er ifølge “A. T.” falden under de haarde Kampe ved Vestfronten. Han stammede fra Tønderegnen og var sine Forældres eneste Barn.

Landmand Chr. Ipsen i Ørslev ved Hellevad modtog i Lørdags den sørgelige Efteretning, at hans yngste Søn, Bernhard er falden den 2. April. Han har ifølge “Dv.” været indkaldt siden Krigens Begyndelse.

Enke efter Landboldsmand Nis Juhl paa Vestermark i Sønder-Vilstrup har ifølge “Dv.” i Søndags faaet den sørgelige Meddelelse, at hendes Søn Hans er falden. Med Meddelelsen fulgte hans Ejendele, Pengepung og Ur. Enken har endnu en Søn liggende ved Fronten.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Friedrich Hansen fra Bjerndrup ved Kliplev er falden.

I Marinens sidste Tabsliste meddeles, at Reserve-Overfyrbøder Wilhelm Vogler fra Sønderborg er død.

Døde paa Lasaret

I Gaar Aftes indløb her fra et Krigslasaret telegrafisk Meddelelse om, at Arbejdsmand Andreas Ravn fra Løjtkirkeby var afgaaet ved Døden efter at være bleven haardt saaret under Kampene ved Vestfronten. Den Afdøde, der blev 41 Aar gammel, efter sig Enke og et Barn.

Markus Frank, Søn af Blikkenslagermester Frank i Augustenborg, der tjente som Underofficer, er den 13. April afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Trier som Følge af de Saar, han fik under den haarde Kamp ved Vestfronten den 21. Marts. Han blev kun 19½ Aar gammel.

Saarede

Slagter Gregersen fra Nygade i Aabenraa er under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten bleven saaret i det ene Knæ.

Landmand Hans Madsen og Tjenestekarl Reuss fra Løjtkirkeby er ligeledes blevne saarede under de sidste Kampe ved Vestfronten.

Gaardejer Hans Callesen og Hustru i Ris-Hjarup ved Aabenraa har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Peter, der ved Krigens Udbrud tjente som aktiv Soldat og har været med siden da, er bleven saaret i begge Arme og i venstre Ben. Han ligger nu paa et Lasaret i Vestfalen.

Aviser, der var sendte til Mejeribestyrer Lønholm fra Blans Mejeri i Sundeved, er komne tilbage med Paategningen “Saaret.”

Gaardejer Søren Møller fra Endrupskov ved Gram, der har været med siden Krigens Begyndelse og nu sidst ved Vestfronten, er bleven saaret i den ene Arm og i begge Fødder. Han er bleven indlagt paa et Lasaret.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Lorenzen fra Stenderup i Sundeved haardt saaret.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Underofficer Thomas Brockdorff fra Skærbæk og Hans Petersen fra Kasø faldne i Fangenskab.

Forfremmet og dekoreret

Marius Knudsen, Søn af Henrik Knudsen i Stiftelsesgade i Haderslev, som tjener ved et Maskingevær-Kompagni, er ifølge “Dv.” bleven forfremmet til Underofficer og har faaet Jernkorset af 1. Klasse.

Dekoreret

Jørgen Christiansen, Søn af Enke Anna Christiansen i Barkmøllegade i Aabenraa, der har været med siden Krigens Begyndelse og nu tjener som Gefreiter ved Artilleriet paa Vestfronten, har faaet tildelt Jernkorset.

Forfremmede

Jørgen Hansen, en Søn af Slagtermester P. Hansen i Markgade i Aabenraa er bleven forfremmet til Underofficer. Den unge Hansen er Indehaver af Jernkorset og Hanseatkorset.

Peter Klyn fra Nordborg er ifølge “S. Z.” bleven forfremmet fra Sergent til Vice-Veldwebel.

(Læs hele Hejmdal fra 18. april 1918)

17. april 1918 Johannes Ankersen: “Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen.”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

I nogle dage blev vi skubbet hid og did, så kom der ordre om den 17. april at angribe i retning af Strazeele. Vi havde allerede bemærket, at modstanderen havde trukket gevaldige masser af artilleri og infanteri sammme, men vi håbede på det bedste. At der igen forestod os en hård dag, var klart for os alle. – Minekasterne blev ikke indsat i foreste linje, men stod beredte længere tilbage, for ved angrebets begyndelse – formiddag klokken 11 – at rykke frem og hurtigst muligt indhente infanteriet igen.

Natten til den 17. rykkede jeg med kompagniet i beredskabsstilling. Det var allerede ubehageligt. Det fjendtlige artilleri beskød egnen, ganske vist planløst, men hvert hus, hver skyttegrav og hver hæk blev alligevel fra tid til anden betænkt med nogen salver. Endelig fandt vi en plads, hvor vi kunne holde det nogenlunde ud.

Omkring klokken 7 begyndte vores artilleris ødelæggelsesild, sprænggranater, gasgranater, gelb-, grün- og gelbkreuz, mellem hinanden. Det fjendtlige artilleri holdt ved, men blev efterhånden svagere, tilsyneladende virkede vores gas. Tidspunktet for angrebet rykkede nærmere. Klokken var 11, nu skulle vores angreb være gået i gang. I samme øjeblik rykkede jeg frem med minekasterkompagniet. Fjendens ild var ikke mere så kraftig, kun af og til indslaget fra en svær granat.

Det havde regnet i løbet af natten, hvilket var nok til at gøre vores vej meget besværlig. Minekasterne og ammunitionskærrene sank dybt i, mennesker og dyr måtte arbejde hårdt. Nu blev den fjendtlige ild igen kraftig. Et lille skovstykke ved en lav skråning bød nogen beskyttelse, det var nødvendigt med en lille pause, vi var alle udmattede, og sveden løb i små klare bække ad dyrenes pels, de rystede af anstrengelse. Fra skovstykket førte en markvej til hovedvejen mod Strazeele, den ville jeg nå for at trænge videre frem af hovedvejen. Det burde gå hurtigere, også selvom jeg var klar over, at vejen lå under særlig kraftig beskydning.

Der var ellers ikke noget at se i området, enkelte ingeniørtropper, ellers intet. Foran mig på en lang højderyg, som vores infanteri havde besat, var der livstegn, jeg antog at angrebet var i gang bag højderyggen. Efter at vi i nogen grad havde genvundet pusten, gik det videre. Forrest jeg med to ordonnanser, bagved 1. deling – to minekastere med ammunitionskærrer, bespændt og med det tilhørende mandskab – 10 meter bagefter fulgte den 2. og så den 3. deling.

Vi var omtrent kommet 200 frem, da maskingeværkugler pludselig peb om ørerne på os. Jeg troede, at vi blev beskudt af en fjendtligt flyver, men der var ingen flyvemaskine at se. Så bemærkede jeg, at skuddene kom fra et hus måske 500-600 meter fra os, hvad var nu det? I et par spring var jeg i dækning bag et hus og så mig omkring. Gud fader, det var et trist syn. Ikke langt væk lå føreren af 1. deling, en løjtnant, såret på jorden. Enkelte mænd bekymrede sig om ham og ville forbinde ham. De  øvrige fra 1. deling og fra 1. minekaster fra 2. deling var fra vejen sprunget i grøfterne eller i granathuller, granatkasterne stod forladt på vejen, mens maskingeværet stadig skød.

Det første jeg gjorde, var at få båret den sårede officer i dækning bag huset, folkene havde tilsyneladende tabt hovedet, da de forsøgte at forbinde ham under beskydning. En mand råbte op, han var såret, jeg råbte til ham, at han skulle kravle hen til huset, men da vi havde bjærget officeren, lå manden allerede død, han havde ikke kunnet besinde sig, var blevet stående og havde fået skud i hovedet. Det var Gud ske lov den eneste døde.

Officeren, som vi havde hentet, havde et svært hofteskud, kort derefter kom den løjtnant, der førte 2. deling, kravlende med gennemskudt fod. En letsåret musketier befandt sig ved 3. deling i skovstykket. Det var underligt nok alle tab. Vi kunne være glade for, at det gik så godt som det gjorde. På så kort afstand havde gode maskingeværskytter kunnet meje hele kompagniet ned. Tre minekastere med heste stod stadig på vejen, det vil sige en hest var død, en anden lå i de sidste krampetrækninger på jorden. Kun den tredje hest, den os nærmest, stod endnu uskadt og rørte sig ikke ud af pletten. At hente den ville have været selvmord. Pludselig satte dyret i gang og bragte minekasteren hen til huset, hvor den holdt an. Hesten havde fået et skud i ryggen og var derefter begyndt at trække minekasteren.

Hvad skulle nu gøre? Så snart en af os stak hovedet lidt frem bag huset, raslede maskingeværet. Hvordan var det kommet så vidt, hvordan var det overhovedet muligt? Et stod klart, infanteriets angreb var ikke lykkedes, vores troppe var ikke trængt frem. Først senere erfarede jeg, at jeg, som følge af et upræcist kort, havde forvildet mig ud til vores regiments venstre flanke. Det kompagni fra naboregimentet, der lå der som flankesikring, havde roligt lade os passerer. Jeg havde overhovedet ikke set dets folk, da de naturligvis lå så skjult som muligt i deres huller.

Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen. Havde maskingeværet ikke skudt, så var vi sandsynligvis i den faste overbevisning at området var fri for fjender, løbet direkte i armene på Tommy. Det var jo, Gud ske lov, blevet afværget, men det så alligevel trøstesløst ud for os. Kompagniet var spredt, hos mig kun begge officerer og omkring ti mand. Forbindelse med 3. deling havde jeg endnu ikke.

Jeg forsøgte nu at finde det fjendtlige maskingevær, jeg havde i det mindste en minekaster hos mig, så jeg kunne takke broderen for beskydningen, men jeg kunne ikke finde det, det havde tilsyneladende skjult sig godt i huset. Desuden virkede det som om det engelske maskingevær havde fået stillet sin virketrang. Men i stedet for beskød artilleriet os.

Åbenbart var vores kommen blevet det fjendtlige artilleri meddelt præcist, for ilden lå planmæssigt på os. Næsten uafbrudt gav det hele dagen granater og shrapneller mellem hinanden, det var et vidunder, at vores hus forblev så uberørt. Hvert øjeblik forventede jeg at se taget styrte sammen. Vi havde gerne forladt huset og var hellere krøbet sammen i et granathul, men vi kunne ikke lade de to sårede i stikken. Altså holdt vi ud og ventede på mørket, i ly af hvilket vi ville stikke af.

På trods af den stadig livsfare udlod vi ikke at grave den faldne en grav, endda et kors med navn og regiment blev fremstillet, desuden et par bårer til at skaffe de sårede væk om aftenen. Og igen ventede vi længselsfuldt på mørket, som ikke ville komme, dagen var alt for lang, men uafbrudt hylede og bragede det rundt om vores jammerlige tilflugtssted.

Den 3. deling havde af omveje sendt en meldeløber til mig og udbad sig ordre. Ind til vider blive liggende til aften, så måtte det siden vise sig hvordan. Ligeledes af omveje sendte jeg en meldeløber til regimentsstaben. Manden kom tilbage i skumringen og bekræftede min formodning. Vores infanteri var ikke kommet et skridt frem. Vores ødelæggelsesild havde ligget forkert og næsten sat halvdelen af vores egne tropper ud af spillet. Fjenden var derimod næsten uberørt, og hans artilleri, minekastere og maskingeværer beherskede situationen. – Jeg skulle personligt komme til regimentet.

Regimentsstaben fandt jeg kort bag den forreste linje i et kummerlig rønne, omkring hvilken granaterne uophørligt sprang. Overalt var der spor efter den mislykkede offensiv, mandskab og officerer hang med hovederne af vrede og skuffelse. Kommandøren ville have to minekastere indsat i eller ved Merris og befalede mig at besigtige stillingen. Det gjorde jeg og lod i løbet natten de to minekastere bringe frem, de øvrige sendte jeg i beredskab. Så gik jeg igen tilbage til regimentsstabens elendige kvarter, som var omgivet af røgen fra de eksploderende miner. På bordet stod en flaske med cognac, jeg styrkede mig dygtigt, lagde mig så hen og sov straks ind. Dagens ophidselse havde udmattet mig fuldstændigt.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

12. april 1918 – Claus Juhl: “Med det samme blev der råbt samaritter”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sygebærer Thron, en udmærket mand som stammede fra Saksen, og jeg var jo som sædvanlig sanitetsmandskabet, vi delte altid bolig sammen, enten den så var god eller dårlig. Dette var også tilfældet nu, den 12. havde vi besøg af en tredje i vort tomandshul, vi lå på maven og spillede kort, tiden skulle gå med noget.

Vi spillede skat, og ligesom jeg havde fået et vældigt spil og skulle til at lægge for, bragede der en salve ned i batteriet. Med det samme blev der råbt samaritter, kortene røg til alle sider, at snappe forbindingstasken og ud var kun et nu, det gjaldt om at benytte tiden inden næste salve kom.Det var flyverposten, der var såret, splinten var gået gennem det ene øre og ind i hovedet. Vi fandt dækning i et hul, hvor vi gjorde os så små som muligt, når der igen kom en hilsen. Da vi havde fået ham forbunden, snappede vi ham en under hver arm og så af sted ud af ildlinjen, vi slap godt igennem.

De andre var for længst forsvundet over i en hulvej, ved en sådan lejlighed var det, at vi skulle være på post, og det var ikke altid lige behageligt. Jeg troede, at såret havde været dødeligt, men det var ikke tilfældet, thi han skrev senere fra øreklinikken i Altona. Da det var blevet mørkt, hentede vi vore sager og slog os ned i nogle huller lidt til venstre for stillingen.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)