26. juli 1918: Foreløbig status over døde og sårede

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag.

Ved ca. 12 tiden begyndte det at regne ganske voldsomt. Det strømmede bogstaveligt ned. Vi havde intet steds, hvor vi kunne ty hen. Vi kravlede ind under kanonen, men denne gav kun lidt beskyttelse mod den voldsomme regn, der syntes slet ikke at ville høre op. Vi skød dog ikke om natten.

Vi sov ikke hele natten men talte sammen om, hvem der var blevet såret, eller forsvunden, død og savnet. Af den gamle stab, som vi havde været sammen med siden august 1917, var følgende borte:

Unteroff. Goldberg – hårdt såret

Gefreiter Schäfer – hårdt såret

Unteroff. Mändler – hårdt såret (død, halsen skåret over)

Kanoner Steinhauer – hårdt såret

Kanoner Panitz – såret

Kanoner Halfpap – såret

Obergefreiter Schröpfer – såret

Unteroff. Brinkmann – såret

Desforuden mange af de yngre, som var kommet til senere, men som vi ikke kendte ret meget til. I alt tabte batteriet 2/3 af mandskabet og halvdelen af hestene. Stemningen var langt nede hos de efterlevende, vi var våde, sultne og trætte. Men ved daggry tog regnen noget af, og ved ca. 8 tiden skinnede solen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *