Tag-arkiv: kaffe

9. august 1918 – Hejmdal: Det lyder som en fabel!

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Høsten i Danmark


Hvordan Udsigterne nu stiller sig i Landets forskellige Egne

Der foreligger nu atter for Statistisk Departement i København Beretninger fra 90 forskellige Meddelelser hele Landet over om, hvorledes Høstudsigterne stillede sig, bedømt den 1. August. Her foreligger altsaa et saa paalideligt Materiale, som det overhovedet er muligt at fremskaffe, over, hvorledes dette meget vigtige Forhold stiller sig, skriver vor københavnske Korrespondent.

Det er et almindeligt Indtryk, at Høstudsigterne fremdeles har bedret sig en Del i den sidste Halvdel af Juli. Mange Steder fra lyder Beretningen paa Udsigt til Middelhøst, og flere Steder, saaledes en Egn i Randers Amt, siges, at “Regnen har gjort Underværker”. Denne Opfattelse kommer hyppigt frem gennem varierende Vendinger. I det store og hele er Beretningerne præget af endnu lysere Syn end for fjorten Dage siden.         

[…]

Det lyder som en Fabel!
Da man fik 3 Retter Mad og Kaffe for 1 Kr.

Det er, fortæller “Sund Sans”, i disse Dage netop femten Aar siden, at Københavns Restauratører holdt Møde om at forhøje Priserne paa deres Krone-Dinér. Man fik nemlig den Gang – skønt det ny lyder som et Sagn – tre Retter Mad og Kaffe for en Krone i en Række større Restauranter.

Det var ret almindelig Søndagspromenade at vandre Strøget igennem, studere Menutavlerne udenfor de forskellige Restauranter og saa vælge det Stede, der tiltalte Smagen bedst.

Først henad Juletid 1903 blev Restauratørerne enige om at lægge en Femogtyveøre paa Krone-Dinéren, men for at faa Forhøjelsen til at glide kræsedes der til Gengæld op med Gaasesteg, Andested, Dyresteg og Kyllinger. Wivel og Industrikaféen tog halvanden Krone; men deres Dinér var særlig fin, og Gæsterne havde den Ekstrafornøjelse at blive misundt af de mange spadserende, som sendte nysgerrige Blikke ind til dem gennem de store Spejglasruder og sukkede af Forargelse over saadant et Vellevned. 


Dagens Nyheder


Prøve-Alarm

Næste Tirsdag og Fredag vil der i Sønderborg blive foranstaltet en blind Flyver-Alarm, under hvilken Beboerne maa holde sig de foreskrevne Anordninger efterrettelige og udføre de Tilsynshavendes Befalinger. 

Mistet sin Mand og begge sine Sønner

Tidligere Lasaretoverinspektør Anton Günther i Haderslev meldte sig ved Krigens Udbrud som frivillig i Hæren tillige med begge sine Sønner, 19 og 17 Aar gamle. I 1915 døde Hr. Günther pludseligt, ramt af et Hjerteslag; den yngste Søn, Anthon, faldt som Officersaspirant i Februar 1916, og nu har Moderen, der sammen med en Datter bor i Altona, faaet Bud om, at ogsaa den ældste, Hans, falden den 19. Juli som Løjtnant.


Fra Felten


Falden

Til Købmand H. Ebsen og Hustru i Hovslund kom i Onsdags den sørgelige Meddelelse, at deres ældste Søn, Johannes, er falden i Frankrig den 22. Juli, ramt af en Granat under Udførelsen af sin Pligt som Ordonnans. Han blev næppe 22½ Aar gammel. Johannes Ebsen, som havde lært Handelsfaget, var et sjældent flinkt og energisk ungt Menneske, som ikke skaanede sig selv for at naa det Maal, han havde sat sig: at naa fremad. Hans Forældre, som endnu har en yngre Søn ved Fronten og én paa Værftet i Bremen, mister i Johannes en trofast Søn og dermed de gode Forhaabninger, de satte til ham. Hans Minde vil bevares af alle, som har kendt ham.

(Læs hele Hejmdal fra 9. august 1918)

24. juli 1918: Kanonerne rykkes tilbage

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.

De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.

Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.

Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.

Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.

Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.

Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.

Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. juli 1918. En såret franskmand og et efterladt spædbarn.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.

Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.

I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).

Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.

Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.

Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.

 Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.

Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.

Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin. 

Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.

 Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.

Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.

Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

30. juni 1918. “I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Dagen efter brød vi op, og vi gik godt fremad. Franskmændene blev slået tilbage, og vi forfulgte dem den følgende dag, og om aftenen gik vi i stilling ved en by x. Jeg fik besked på at bringe en ordre hen til bataljonsstaben, der skulle ligge uden for en by i en rømmet fransk understand, og hvis de allerede var flyttet, skulle de ligge i en anden by x, som jeg fik indtegnet på kortet.

Jeg gik af sted ved 11 tiden og fandt den rømmede understand et par timer senere. Det var bælgmørk nat, men forholdsvis roligt. Det var ret vanskelig at finde sig til rette, da ingen vidste nogen besked. Understanden, i hvilken staben skulle opholde sig, var et stort mandskabsrum, der var hugget ind i et bjerg. Den bestod af en ca. 20 m lang gang med tværgang, og den kunne vist nok rumme flere hundrede mennesker.

Jeg fandt hulen, gik ind i den og råbte: “Bataljonsstab 407!” men der var ingen, der svarede. Jeg gik længere ind og ind i tværgangen og råbte på Staben 407! Ingen svarede. Jeg famlede mig frem, og omsider stødte jeg imod; jeg slog hænderne ned i noget ubehageligt.

Jeg strøg en af de sparsommelige tændstikker, og opdagede, at jeg var ved hulens ende, og her var nogle brixe, og på dem lå der nogle døde franskmænd. De havde i hårdt såret tilstand slæbt sig ind i hulen, hvor de så var blødt ihjel.

I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand, jeg mørkede nok, at det var noget usædvanligt. Jeg skønnede nu, at staben ikke var her, gik ud og begav mig til den næste by.

Hen på natten fandt jeg staben; den lå i et hus i byen x; jeg afleverede ordren; men jeg skulle have besked med tilbage. Det ville tage nogle timer, og imens kunne jeg lægge mig på en feltseng, der stod i et værelse i baghuset. Her lå det hele noget hulter til bulter.

Jeg lagde mig på sengen (uden madras), men det varede ikke længe, inden det vrimlede med rotter. De løb over mine arme og ben og lavede en voldsom spektakel. Det var ganske umuligt at sove. Det blev lyst, og jeg faldt efterhånden i søvn.

Jeg fik en besked på, at jeg kunne vente, batteriet ville komme gennem denne by, så kunne jeg slutte mig til. Hen på formiddagen kom batteriet, jeg gik hen til køkkenvognen og fik nogen kaffe, og snart efter var jeg ved kanonen igen.

Ved middagstid kom vi i svær kamp, vi stod lige op til en gammel landsby, og det kan nok være, at stumperne fløj om ørerne. Vi skød ganske voldsomt til langt hen på eftermiddagen ca. kl. 5, og så fik vi marchordre: fremad.

Vi gik fremad til ca. kl. 9, og da var vi i franskmændenes umiddelbare nærhed; men de trak sig stadig tilbage. Vi gik i stilling på fri mark ved et vejkryds. Da vi var skydeklar, kom løjtnant Wiederholdt og sagde, at vi skulle skynde os at gå hen til den nærliggende by – bag denne lå der et stort proviantdepot, som franskmændene lige havde rømmet, og der kunne vi hente os noget til føden (der havde været knap med levnedsmidler de sidste par dage). Der var en afstand af 3 – 4 km.

Da jeg havde alt i orden, gik jeg derhen.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

24. juni 1918. Mon ikke ansøgningen blev afslået på grund af den danske karl? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 24. juni 1918

Min egen kære Inger!
… og nu glæder du dig over de kaffebønner, som jeg har købt. Ja, når du nu bare får dem, men det gør du vel nok, for pakker herfra plejer vel ikke at blive stjålne. Jeg kan ingen flere bønner købe, da de forlængst er udsolgt. Det var vor kantine, som havde nogle få pund. Det er rå bønner, jeg har sendt, men dem I kan købe hjemme, er måske brændte, for ellers er det da en vældig pris. Det er da næsten for dyrt at drikke bønnekaffe, men det er vel også kun ved festlige lejligheder, at I får god kaffe.

Du skriver, at Hans søger om pas for at komme hjem inden høsten. Nu kan jeg altså næsten tænke mig grunden for, at ansøgningen er blevet afslået.

Nå, nu vil vi ikke skrive mere om den sag. Du skal slet intet skrive til mig derom. Nej, sukker er det ikke muligt for mig at få fat på, en enkelt gang får vi en lille smule udleveret, men det er så lidt, så det ikke er noget at sende…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

20. juni 1918. Når nu du sender kaffen, kan det jo sagtens gå. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 20. juni 1918

Min egen kære Jørgen!
… Det var dejligt med de bønner, du har købt, ved du, hvad de koster herhjemme? Akkurat dobbelt så meget, som du har givet. Så du må godt købe mere, jeg kan jo sende dig nogle flere penge…

Nu må jeg nok strenge mig an og få Jørgen Lindbergs bedt herned en aften. Når du nu sender kaffen, kan det jo sagtens gå. Du kan vel ikke hitte lidt sukker også, for det er det jo også altid galt med.

I dag er det Hans’s fødselsdag. Jeg har bedt pigefremmede (!) i den anledning, Jenny og Bothilde. Vi skal jo da have kaffen i aften, og det er altid så underholdende med Bothilde. Hans søger om pas, han vil hjem engang inden høsten. Det trækker op til torden og ser meget ud efter regn, om det nu endelig skulle blive til alvor. Torden bryder vi os ikke meget om, men regnen var velkommen.

I går eftermiddag var børnene og jeg oppe med kaffe i Nordskov. De var 6 mand til at sætte hø op, Hans og Tage, begge pigerne og begge soldaterne.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

8. juni: Asmus Andresen – Ingen vand ingen kaffen

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Dagen efter skulde vi have noget Vand hentet til Kaffen, som vi kogte på et Spritapparat, men der var ingen, som var for at hente noget, og derfor fik vi ingen Kaffe den Dag, og mine Kammerater, der havde tømt mine Flasker, bød mig intet, og tigge dem om noget Vand vilde jeg ikke.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

20. december 1917 – Milert Schulz: “Wir liegen immer noch in Stellung und wie ich gehört habe werden wir auch Weihnachten und Neujahr hier feiern”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 20.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Eure lieben Briefe vom 8. U. 9.12. habe ich vorgestern dankend erhalten. Ich habe es noch immer recht gut hir. Wir liegen immer noch in Stellung und wie ich gehört habe werden wir auch Weihnachten und Neujahr hier feiern. Mitte Januar werden wir denn wohl fortmachen. Mir ist es auch lieber das wir Weihnachten noch hien bleiben, dann haben wir doch noch wenichstens Ruhe oh wir denn auch in Stellung liegen. Wir werden ja so wie so nicht viel davon merken, aber geistig gesehen ist es ja auch egal wo man das liebe Fest feiert. Der Herr kann u. wolle es auch für uns hier draussen segnen. Zeitlich gesehen wäre es ja schöner gewesen wenn man hatte zu Hause sein können. Aber davon lässt sich ja nun nichts ändern. Hoffentlich sind wir aber nächstes Jahr zu Hause.

Ihr müsst mir ein augenblick entschuldigen ich muss jetzt Kaffe kochen die Uhr ist schon ¼ vor 4 Uhr. So jetzt kann ich wieder etwas schreiben solange bis das Wasser kocht. Wir trinken aber kein Roggenkaffe sondern Bohnenkaffe mit ersten vor langerweile was tun sollen. Morgens um 9 oder 10 Uhr stehen wir auf. Dann wird “Toilette” gemacht, dann wird um 11 Uhr Kaffe gekocht u. Gefrühstückt. Dann trödelt man die Zeit so hin bis 4 Uhr dann wird wieder gegessen. Um ½ 7 Uhr kommen dann die Tragtiere mit dem Mittagsessen, gleichzeitig bringen sie auch die Postsachen mit.

Dann wird noch um 7 Uhr Mittaggegessen und zum Schluss wird denn eine Cigarette angesteckt und die Post gelesen. Und so geht es jeden Tag. Da könnt Ihr Euch wohl vorstellen wie langweilig das wird. Na lieber diese Langeweile als in Granatfeuer zu liegen.

So nun kocht mein Wasser, jetzt wird aber einen feinen Mokka gebrüht. Ah, dass richt schon so Appetittlich wollt Ihr nicht eine Tasse mittrinken? Milch habe ich aber nicht. u. Kuchen auch nicht aber ein paar geröstete Stullen Brot kann ich Euch geben. Ja Ihr dankt wohl schön, ich würde ja auch schön danken wenn ich zu Hause sein konnte. Aber nur immer mit frischem Mut weiter einmal muss doch der Friede kommen. Also in 4 Tagen feiern wir denn Weihnachten aber wenn Ihr diesen Brief in die Hände habt ist wohl schon Neujahr vorbei.

Sei denn recht herzl. gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.    

(Breve i privateje)