Tag-arkiv: vin

13. april 1918 – Mathias Damm: “Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 13.4.18.

Kære Moder og Sødskende!
Nu er det vel snart en Uge siden jeg skrev sidst, det er vel længe siden det er passeret. Tak for C.s Kort fra den 19 som jeg har modtaget for flere Dage siden. Jeg har det efter Omstændighederne godt og er sund og rask. Haaber i har faaet mit Kort fra den 7. Da vare vi tæt ved det Sted, Billedet viser, men vi ere jo Sigøinere og derfor spaserede vi rundt i flere Dage, vi vare en 4-5 Mil fra hvor Rasmus var før Paaske og saa dreide vi om og satte Kursen mod Fronten (mod Sydvest).

Jeg ligger her i et Jordhul i en Skov med et Teltbane over Hovedet. Det er idag et skarp Veir med Blæst, men Hovedsagen det er Tørveir, saa er det andet at holde ud. Fjenden har temmelig svære Brummere her. Der er en smule By har lige ved. Hvad der gaar for Værdier tabt, er helt utænkeligt. Der er Linned i hvert Hus, saa der kunde udstyres flere Familier dermed, og det er ingen Godtkøbsvarer. Vi bruger Lagenerne til at lave os et Leie, om vi ødelægger dem eller lader Franskmanden eller Tommy skyde dem itu, er ligemeget. Jeg har set Klædninger o.s.v. som man ikke har set dem hos os før Krigen. Der var et Steds flere Silke-Dame-Jaketter. Det var noget for Frøkenen!!!

Vin er der ogsaa en mængde af. Vi henter det Spandevis, da Fadene ere for svære at trille op paa Bjærget. Godt at vi har det, eller var det dog slemt med Tørsten. Værdisager er der ogsaa en Mængde af, baade Sølv og Guldsager, eller i hvert forgyldte. Jeg beser mig det og lader det ligge. Aben [soldaterslang for tornyster/Red.] er svær nok at bære paa. Jeg har blot taget en Skjorte, derfor kan man dog altid kaste en skidden bort, naar man ikke har Tid at vaske. Jeg kan ikke saadan holde ud at spasere som før, ellers tog jeg mere, saa behøver man aldrig at vaske. Men det er jo ikke saa slemt, naar man blot kommer hen hvor der er Ledighed.

Der er mange Frugttræer her overalt paa Enge og Marker, paa den Egn, hvor vi vare for en 4-5 Dage siden, vare de alle afsavet, og hvert Hus var sammenskudt og sprængt. Det er bleven gjort for et Aar siden, da Tyskerne trak sig tilbage her. Og nu gaar det atter fremad og de Byer, der før er bleven skaanet, som dem her, faar nu ogsaa Krigen at føle, og en Granat som de nutildags ere, kan snart ødelægge et Hus. Hvor er det dog godt at i derhjemme er bleven skaanet for sligt, saa lad dem rode og hegne saameget de vil, det er dog Smaakrig mod det.

Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere. Hils nu Anne B. og alle andre Naboer og selv være i, paa det kjærligste hilset af eders Søn og Broder

Mathias.

Naar jeg kan skal jeg nok skrive oftere. Ville i drikke et lille Glas Vin, saa kom.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

24. december 1917. H.C Brodersen handler sig til “…den bedste Juleaften, jeg i mange Aar har oplevet udenfor Hjemmet.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Infanterie-Regiment Nr. 186, 2. kompagni.

Saa  skulde  det  falde  i  mit  Lod  atter  at  holde  Jul  udenfor Hjemmet.  Dog,  der  var  ikke  andet  at  gøre;  thi  Juleorloven var  givet  og  Vagtmandskabet  for  Juledagene  var  inddelt,  forinden  vi  naaede  tilbage  til  Offenbach. 

En  Underofficer  fra Riidesheim  bad  mig  imidlertid  om  at  tage  hans  Vagt  Juleaften,  da  han  saa  kunde  komme  hjem.  Jeg  tog  hans  Vagt;  thi hjem  kunde  jeg  jo  ikke  komme  alligevel.

Her  paa  Vagtstuen kom  jeg  til  at  tale  om  den  vidunderlige  Færd  til  Italien  og om,  hvad  vi  alt  havde  bragt  med  hjem.  En  Sygeplejer  fra Røde  Kors  bød  mig  2  Pund  Tobak  for  1  Liter  Olivenolie.

 Jeg  havde  nemlig taget  en  10  Liter-Flaske med  hjem.  Rigtig nok vidste  jeg  ikke,  hvad  det  kunde  bruges  til,  men  da  de alle  havde  taget  noget  med,  gjorde  jeg  det  samme.  Nu  kunde jeg  indse,  at  der  var  Forretning  at  lave  og  slog  til  paa  hans Tilbud. 

Jeg  har  faaet  Bud  til  Kasernen  efter  Olien,  og  han har  faaet  Bud hjem  efter  Tobakken,  saa  Vagtstuen  er  røget godt  til  i  Øjeblikket.  Han  har  endog  i  Tilgift  givet  et  Par Flasker  „Apfelwein”,  saa  jeg  maa  sige,  at  det  er  den  bedste Juleaften,  jeg  i  mange  Aar  har  oplevet  udenfor  Hjemmet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

27. juli 1916. Krigsfange i Frankrig: Vinen der blev væk …

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”En Gaade”

”Efter vi havde presset Hø i Fjorten Dage, skulde vi levere Knipperne paa Banegaarden. Niels og Peter læssede i Laden; Søren Urmager og jeg læssede Vaggonen.

For Høvaggonen stod en Vaggon med en Vintank fra Bordeaux. Vingrosseren var netop den Dag ved at tappe Vinen fra Tanken over i tyve Vinfade og hvert Fad kunde rumme seks Hundrede Liter. Naar et Fad var saa fuldt, at Skummet løb oven ud af Hullet, lagde Grosseren Slangen over i et Kar. Karret var halv fuldt af Vin, og ved Siden stod et Krus, hvoraf han ofte tog en Slurk. Han bød ogsaa Hans, Søren og mig tage et Krus fuldt, naar vi havde lyst dertil.

Hans Jørgensen og jeg syntes det vare en dejlig Vin, og vi var ret ofte tørstige den Formiddag.

Om eftermiddagen kom Grosseren ikke før Klokken fem. Han havde siddet inde paa Beværtningen og drukket Hvidvin med Vagtmanden. Men da havde vi for længe siden gættet paa, at han vist ikke vilde komme mere den Dag, og vi gik i bange Anelser for, hvad der skulde blive af den Vin, der stod i Karret. Vi tænkte os flere for Vinen uheldige Tildragelser. Hvis nu en Hund sprang op i Karret saa var Vinen jo ødelagt. Nej, da maatte vi hellere drikke den.”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.