Tag-arkiv: vin

6. november 1918. Krigsfange H.C. Brodersen nyder et par flasker “Vin blanc”

Senest ændret den 4. december 2020 8:46

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men kæmpede siden i adskillige andre regimenter. I oktober 1918 blev han taget til fange af franskmændene.

Trods  det,  at  jeg  er  „Sousoffice”  og  saaledes  ikke  maa  arbejde,  lykkedes  det  mig  ved  Fuglsangs  Hjælp  at  komme  ud paa  Landet,  hvor  vi  skal  afløse  spansksyge  Kammerater.

Vi havde  forinden  af  „Styrelsen”  faaet  hver  ti  Franc,  som  var indsamlet  blandt  Venner  i  Danmark,  og  som  vi  paa  et  Postkort  sendte  Gymnastikdirektør  N .  H .  Rasmussen  Kvittering for.  Det  var  samtidig  en  Meddelelse  til  Hjemmet  om,  hvor vi  opholdt  os.

Arbejdsholdet  bestod  af  ti  Mand  og  mest  af Bekendte.  I  Dag  er  det  min  Fødselsdag,  og  i  den  Anledning maa  jeg  af  med  et  Par  Flasker  „Vin  blanc”.  Den  er  ikke daarlig.

 

18. juli 1918. En såret franskmand og et efterladt spædbarn.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.

Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.

I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).

Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.

Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.

Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.

 Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.

Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.

Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin. 

Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.

 Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.

Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.

Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. juli 1918: ”de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.” – Kaos ved proviantdepot

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Da jeg nu var kommet der, kunne jeg lige så godt benytte mig af lejligheden og forsyne mig med lidt levnedsmidler. Jeg gik først ned til kornbarakkerne for at få fat i en sæk. Her var imidlertid blevet hentet så mange sække, som var blevet tømt for kom, at dette lå i store dynger på gulvet.

Rundt omkring stod heste i havre helt op til maven og åd af den. Jeg gik over til nogle andre barakker og fyldte sækken med konserves og kiks. Værst gik det til i vinbarakkerne. Der var en lang række barakker, der var fyldt med vintønder. Disse lå oven på hverandre i 4 – 6 lag. Der var alle slags vine fra den bedste til den billigste sort. Der var også cognac og likør, vist nok beregnet til officererne.

I hele denne afdeling gik det frygtelig til. Tønderne blev trimlet ud, rejst på enden, og bunden blev slået ud med en økse, og så øste dem, der havde tørst, og det havde de fleste, og så drak de, så længe de orkede.

Et andet sted så jeg, at der gik en 5 – 6 mand, og de skød ind i enden af de opmagasinerede tønder, når de så havde skudt, piblede vinen ud af hullet; de drak og slikkede af den, smagte på den, den ene efter den anden, og så gik de til den næste, skød, smagte, gik videre osv. Jeg spurgte dem, hvad de ville – ”Ja, de havde fået vin nok, nu ville de se, om de kunne finde cognac eller likør.

Andre tømte tønderne ud på gulvet, det løb videre ud i barakken. Husarerne hentede vinen i spande, og i deres fuldskab gav de det til hestene (de ville dog ikke drikke deraf). Der var også beklædningsmagasin. I deres fuldskab trak de i franske uniformer og løb omkring mellem de andre, råbte og skreg, sang og skrålede.

Uden om barakkerne var der en grøft, den var næsten fyldt med vin. Midt under det hele kom der franske flyvere, de kastede bomber ned, og der blev forvirring for et øjeblik, der blev en del ramt, men det varede ikke længe, så var der halløj igen.

Jeg gik noget omkring, om jeg muligvis kunne finde en eller anden af 1/407, men forgæves. Der var en frygtelig ståhej henne ved en af barakkerne, jeg gik derhen for at se, hvad der var løs. Her havde man fundet store kasser med tobak, cigarer og cigaretter, og soldaterne myldrede til som vanvittige, og der blev næsten slagsmål over dem.

Jeg så mit snit til at få fat i en pakke med 100 cigaretter i. Der var en der kastede omkring med dem til alle sider. Jeg røg imidlertid ingen cigaretter, men pakkede dem ned i tornysteret til en anden gang.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. april 1918 – Mathias Damm: “Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 13.4.18.

Kære Moder og Sødskende!
Nu er det vel snart en Uge siden jeg skrev sidst, det er vel længe siden det er passeret. Tak for C.s Kort fra den 19 som jeg har modtaget for flere Dage siden. Jeg har det efter Omstændighederne godt og er sund og rask. Haaber i har faaet mit Kort fra den 7. Da vare vi tæt ved det Sted, Billedet viser, men vi ere jo Sigøinere og derfor spaserede vi rundt i flere Dage, vi vare en 4-5 Mil fra hvor Rasmus var før Paaske og saa dreide vi om og satte Kursen mod Fronten (mod Sydvest).

Jeg ligger her i et Jordhul i en Skov med et Teltbane over Hovedet. Det er idag et skarp Veir med Blæst, men Hovedsagen det er Tørveir, saa er det andet at holde ud. Fjenden har temmelig svære Brummere her. Der er en smule By har lige ved. Hvad der gaar for Værdier tabt, er helt utænkeligt. Der er Linned i hvert Hus, saa der kunde udstyres flere Familier dermed, og det er ingen Godtkøbsvarer. Vi bruger Lagenerne til at lave os et Leie, om vi ødelægger dem eller lader Franskmanden eller Tommy skyde dem itu, er ligemeget. Jeg har set Klædninger o.s.v. som man ikke har set dem hos os før Krigen. Der var et Steds flere Silke-Dame-Jaketter. Det var noget for Frøkenen!!!

Vin er der ogsaa en mængde af. Vi henter det Spandevis, da Fadene ere for svære at trille op paa Bjærget. Godt at vi har det, eller var det dog slemt med Tørsten. Værdisager er der ogsaa en Mængde af, baade Sølv og Guldsager, eller i hvert forgyldte. Jeg beser mig det og lader det ligge. Aben [soldaterslang for tornyster/Red.] er svær nok at bære paa. Jeg har blot taget en Skjorte, derfor kan man dog altid kaste en skidden bort, naar man ikke har Tid at vaske. Jeg kan ikke saadan holde ud at spasere som før, ellers tog jeg mere, saa behøver man aldrig at vaske. Men det er jo ikke saa slemt, naar man blot kommer hen hvor der er Ledighed.

Der er mange Frugttræer her overalt paa Enge og Marker, paa den Egn, hvor vi vare for en 4-5 Dage siden, vare de alle afsavet, og hvert Hus var sammenskudt og sprængt. Det er bleven gjort for et Aar siden, da Tyskerne trak sig tilbage her. Og nu gaar det atter fremad og de Byer, der før er bleven skaanet, som dem her, faar nu ogsaa Krigen at føle, og en Granat som de nutildags ere, kan snart ødelægge et Hus. Hvor er det dog godt at i derhjemme er bleven skaanet for sligt, saa lad dem rode og hegne saameget de vil, det er dog Smaakrig mod det.

Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere. Hils nu Anne B. og alle andre Naboer og selv være i, paa det kjærligste hilset af eders Søn og Broder

Mathias.

Naar jeg kan skal jeg nok skrive oftere. Ville i drikke et lille Glas Vin, saa kom.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

24. december 1917. H.C Brodersen handler sig til “…den bedste Juleaften, jeg i mange Aar har oplevet udenfor Hjemmet.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:53

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Infanterie-Regiment Nr. 186, 2. kompagni.

Saa  skulde  det  falde  i  mit  Lod  atter  at  holde  Jul  udenfor Hjemmet.  Dog,  der  var  ikke  andet  at  gøre;  thi  Juleorloven var  givet  og  Vagtmandskabet  for  Juledagene  var  inddelt,  forinden  vi  naaede  tilbage  til  Offenbach. 

En  Underofficer  fra Riidesheim  bad  mig  imidlertid  om  at  tage  hans  Vagt  Juleaften,  da  han  saa  kunde  komme  hjem.  Jeg  tog  hans  Vagt;  thi hjem  kunde  jeg  jo  ikke  komme  alligevel.

Her  paa  Vagtstuen kom  jeg  til  at  tale  om  den  vidunderlige  Færd  til  Italien  og om,  hvad  vi  alt  havde  bragt  med  hjem.  En  Sygeplejer  fra Røde  Kors  bød  mig  2  Pund  Tobak  for  1  Liter  Olivenolie.

 Jeg  havde  nemlig taget  en  10  Liter-Flaske med  hjem.  Rigtig nok vidste  jeg  ikke,  hvad  det  kunde  bruges  til,  men  da  de alle  havde  taget  noget  med,  gjorde  jeg  det  samme.  Nu  kunde jeg  indse,  at  der  var  Forretning  at  lave  og  slog  til  paa  hans Tilbud. 

Jeg  har  faaet  Bud  til  Kasernen  efter  Olien,  og  han har  faaet  Bud hjem  efter  Tobakken,  saa  Vagtstuen  er  røget godt  til  i  Øjeblikket.  Han  har  endog  i  Tilgift  givet  et  Par Flasker  „Apfelwein”,  saa  jeg  maa  sige,  at  det  er  den  bedste Juleaften,  jeg  i  mange  Aar  har  oplevet  udenfor  Hjemmet.

 

27. juli 1916. Krigsfange i Frankrig: Vinen der blev væk …

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”En Gaade”

”Efter vi havde presset Hø i Fjorten Dage, skulde vi levere Knipperne paa Banegaarden. Niels og Peter læssede i Laden; Søren Urmager og jeg læssede Vaggonen.

For Høvaggonen stod en Vaggon med en Vintank fra Bordeaux. Vingrosseren var netop den Dag ved at tappe Vinen fra Tanken over i tyve Vinfade og hvert Fad kunde rumme seks Hundrede Liter. Naar et Fad var saa fuldt, at Skummet løb oven ud af Hullet, lagde Grosseren Slangen over i et Kar. Karret var halv fuldt af Vin, og ved Siden stod et Krus, hvoraf han ofte tog en Slurk. Han bød ogsaa Hans, Søren og mig tage et Krus fuldt, naar vi havde lyst dertil.

Hans Jørgensen og jeg syntes det vare en dejlig Vin, og vi var ret ofte tørstige den Formiddag.

Om eftermiddagen kom Grosseren ikke før Klokken fem. Han havde siddet inde paa Beværtningen og drukket Hvidvin med Vagtmanden. Men da havde vi for længe siden gættet paa, at han vist ikke vilde komme mere den Dag, og vi gik i bange Anelser for, hvad der skulde blive af den Vin, der stod i Karret. Vi tænkte os flere for Vinen uheldige Tildragelser. Hvis nu en Hund sprang op i Karret saa var Vinen jo ødelagt. Nej, da maatte vi hellere drikke den.”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.