Tag-arkiv: sårede

17. september 1914. Høsten – og den første desertør?

Dagens nyt fra Hejmdal

Høstberetninger. Vodder Sogn. Vodder, i Septbr. 1914.

Rugen er i Sognet er ualmindelig god, Byg og Havre middel. Hvede dyrkes ikke meget her, men maa kaldes god. Roer og Kartofler tegner til at give under Middel, vistnok paa Grund af den lange Tørke nu paa Eftersommeren.

Men vi kan være godt tilfreds med den lange Tørke, for den har jo lettet Høsten meget. Ellers ville det ikke have gaaet saa godt og hurtigt, da der er mange Landmænd ved Hæren her fra Sognet.

Græs har der været rigeligt af hele Sommeren, men nu begynder det vel nok at knibe.

Vi maa kalde det en af de bedste Somre, vi har kendt.

V. Hansen.

Agerskovegnen. Hovslund, 14. September.

Høsten 1914 er endt.

En beretning om Høsten fra Egnen her kan sammenfattes i de Ord: Det har været en god og let Høst i Aar.

Skal vi gaa lidt i Detailler, da maa det siges, at Kløveren og Græsarterne har været ualmindelige frodige, især paa de højere liggende Marker, men der bjærges ikke Kløver her i større Udstrækning, langt den største Part bliver ædt paa roden.

Det kan maaske siges, at engene kun gav en lille Middelhøst, men Eftergrøden har været desto bedre og har kundes lade sig udnytte i fuldt Maal paa Grund af det smukke og tørre Vejr.

Vintersæden gav i Kvantitet en god Middelhøst, men ved Tærskningen viser det sig, at den skuffer i Fold. Vaarsæden derimod gav en stor og god Høst, og giver ogsaa noget i Posen, Havren op til 40 Sække pr. Hektar.

Roerne tegnede meget godt; men den lange Tørke har nu ogsaa sat sit Præg paa dem, og skønt de ved de sidste Dages Regnvejr har faaet noget af det, de saa haardt trængte til, maa der sikkert regens med et mindre Udbytte.

De lavere liggende vedvarende Græsmarker har været gode, og Kreaturerne er gaaet godt til, men Handlen med Staldkvæg staar stille, kun Heste og Korn er efterspurgte Handelsvarer.

Ser vi tilbage paa selve Høstarbejdet, da er det gaaet over al Forventning, trods de usædvanlige Forhold; som pludselig slog ind og bortrev en stor Mængde af Arbejdskraften.

Det er gaaet her som overalt, det lange tørre Høstvejr hjalp over mange Vanskeligheder.

M.R.Hansen

Tyskland vil ikke Fred nu. Berlin, Torsdag (W.B.)

Til Artiklen i “Nordd. Allg. Zeit.” der vender sig mod den løgnagtige Beskyldning at vi skulde være tilbøjelige til at slutte Fred, bemærker “Tägliche Rundschau”: Det tyske Folk vil være “Nordd. Allg. Zeitung” taknemlig for denne Erklæring, der baade har Næb og Klør og ikke tillader Fortolkninger og Misforstaaelser. Vi har ikke villet Krigen, men nu da man har paatvungen os den, vil vi ikke høre Tale om en Fred, som ikke bringer Ro og Sikkerhed og utvetydig Klarhed i alle Forhold for os selv og Verden og som ikke yder os fuld Oprejsning og fuld Erstatning for de os paatvungne Ofre. Frem for alt vilde intet kunne fornærme det tyske Folk mere en en Henstilling om nu ikke en Gang for alle at holde Afregning med den engelske Landevejsrøver- og Sørøverpoliti.

Kejserens Svoger haardt saaret. Frankfurt, Torsdag (W.B)

Prins Friedrich Carles Hessen, Kejser Wilhelms Svoger, er blevet haardt saaret ved det Skud i Laaret.

Krigsfanger i Sydafrika. London, 16. Septbr. (W.B.)

“Daily Telegraph” meddeler fra Johannisburg: Fangelejren i Robertsheights vokser dagligt. Der føres hertil Tyskere og Østerrigere fra alle Egne i Sydafrika. Tallet skal allerede beløbe sig til 4500.

Feltposten. Berlin 15. Septbr. (W.B.)

Som der er blevet bekendtgjort, bliver talrige Feltpostsendinger til Soldaterne i den mobile Felthær forsynet med et Bestemmelsessted, ja endog med Adresser som “Feltpoststation Nr…”uden nogen som helst Angivelse af den Troppeafdeling, som Modtageren hører til. Angivelserne af Feltpoststationer med Numre bliver formodentlig af Afsenderne taget fra Stemplerne paa de til den ankomne Feltpostbreve og Feltpostkort fra Hæren. Da Opholdsstederne af de enkelte Troppedele hyppigt skifter og Feltpoststationerne ofte bliver flyttet eller fuldstændigt ophævet, maa der advares mod at bruge disse Adresser.

Feltpostsendinger til Soldaterne i Felthæren skal kun være forsynet med Navn og Stilling saavel som den mulige fuldstændige Betegnelse af Troppeafdelingen, som Modtageren tilhører, og det helst i den Rækkefølge, der er angivet paa de officielle Feltpostkort eller Feltpostkonvolutter, hvorved man nøje maa skelne mellem Linje-, Reserve-, Udfyldnings (Ersatz)-, Landeværns (Landwehr)- og Lnadstormstroppeafdelinger.

Ingen Hesteudførselsforbud i Danmark. I Anledning af nye verserende Rygter om Forbud mod Udførsel af Heste kan “Sorø Amtstidende” fra absolut paalidelig Kilde meddele, at der aldeles ikke foreligger noget, som skulle give Anledning til Forbud mod Udførsel af Heste, saa meget mindre som Hæren nu har faaet, hvad den har Brug for.

Flensborg, Torsdag.

Endnu en Realskolelærer saaret. Det er endvidere bleven meddelt Overrealskolens Elever, at foruden Overlærer Dr. Albrecht ogsaa Realskolelærer Taneré er bleven saaret i Krigen. (Fl.Av.)

Nordslesvig, Torsdag.

Stævnede Værnepligtige. I “Amtsblatt” for den 12. September stævnes rigelig 30 Personer, deriblandt 1 fra Nordslesvig – Skræddersvend Jens P.C. Ravn fra Errigsted -, der sigtes for at have unddraget sig deres Værnepligt i Hæren eller Flaaden, til at møde i Retten.

Hejmdal

13. september 1914. “Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Paa den nordlige Side af Aisnefloden, den 13. September 1914.

Jeg havde troet, at det i Modsætning til Fremmarch, kunde gaa tilbage uden at komme i Klammeri med Fjenden. Men, Gud bedre! Knap nok var vi i Middags som sidste Trop fulgt efter Armékorpset, før der kom Melding om, at Franskmændene havde besat Højderne ned til Aisnefloden, saaledes at vi havde Floden paa venstre Side og Fjenden til højre for os.

Forude, vel et Par Kilometer fremefter, laa Broen, som vi skulde over, men det skulde altsaa ikke gaa saa let at naa over den frelsende Bro, thi de første Geværkugler suste os nu om Ørerne.

I en Haandevending var Batallionen i Kampstilling, og vort Kompagni svingede i Skyttekædeformation ud til højre, hvor vi besatte Kanten af en lille Skov. Et Batteri, der var kørt foran os paa Landevejen, drejede deres Skyts, hvor de stod, og før vi var naaet i Stilling, drønede deres Skud hen over Hovederne paa os.

Fra Højderne forude kunde vi tydeligt se Franskmændene i deres røde Benklæder komme stormende frem, og snart var vi indviklet i en Geværild af det mest forrygende Tempo. Det knitrede og bragede allevegne, og Fjendens Kugler slog Klask i Trætoppene over Hovederne paa os, saa Grene og Blade røg til alle Sider. Artilleriet sparede ikke paa Krudtet, men gav, hvad det havde. Stillingen var  kritisk, men vi havde Pligt til at sikre Tilbagetoget, og det lykkedes ogsaa nogenlunde at holde Fjenden i Skak.

Efter et Par Timers Forløb blev det dog mærkværdig roligt omkring os, og Fjenden var ogsaa blevet mere nærgaaende. Delingsføreren gav Hans Blom og mig Ordre til at gaa tilbage for at skaffe Underretning om Forbindelsen, der ikke mere syntes at være tilstede.

Vi naaede tilbage til Landevejen, hvor det ikke saa godt ud. Fra alle Sider strømmede Kammeraterne til i Retning af Broen, der kunde øjnes langt forude, og selv Artillerihestene syntes at vejre noget usædvanligt. De løb frem og tilbage og med Halen lige i Vejret. En Artilleriofficer mente til min Forespørgsel, at det dog var ganske usandsynligt, at der endnu opholdt sig nogen forude, da der dog for lang Tid siden var givet Ordre til at komme tilbage. „Vi har løst vor Opgave og opfyldt vor Pligt, ” sagde han, „men se nu at komme tilbage, hvis ikke I vil i Fangenskab. Artilleriet har,” sagde han, „endnu kun faa Skud tilbage til den ene, endnu virkende Kanon, men efterlade een, endnu uafskudt Granat, det vil vi ikke.”

(… fortsættes under billedet)

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

Hans Blom syntes nu ikke at ville med tilbage til Delingen, og medens han søgte at befri en Hest, der havde faaet begge Forben fast i Tøjlerne og nu stod og dansede rundt om sig selv, løb jeg tilbage til Kammeraterne, der ikke anede, at de om faa Minutter var prisgivet Fangenskabets Lod.

Omgaaende blev der nu givet Ordre til Tilbagetog, men enkelte Kammerater, der havde søgt Dækning bagved en Halmstak længere ude, naaede ikke ind til os. De hørte vore Raab om at komme tilbage, men Franskmanden havde opdaget dem, og tog dem under Ild, da de krybende søgte at naa ind til os. Alle maatte de segne under Fjendens Kugler, og iblandt dem var Hans Rossen fra Hostrupskov, der haardtsaaret maatte i Fangenskab. Han raabte til os om at tage ham med tilbage, men det var den visse Død at vove et Forsøg.

De fleste af os naaede den frelsende Bro, i hvis Rækværk franske Geværkugler da allerede slog ind og som Opspringere, fo’r hylende omkring.

Paa den anden Side af Broen stod en Pionerunderofficer, der ved Kortslutning af en elektrisk Ledning skulde sende Broen i Luften. Vi var dog ikke alle naaet over, men de første Franskmænd viste sig nu ogsaa paa den, og Underofficeren mente nu, at det var paa Tide at sætte en Stopper for den videre Tilstrømning.

Med et Brag røg Broen i Luften, og mange maatte med den forsvinde i Aisnefloden. Vi kunde endnu se mange Kammerater komme løbende, men da de saa den sprængte Bro, smed de sig resolut i Vandet for at svømme over. Mange naaede over, men de fleste fandt Døden i Aisneflodens graagule, mudrede Vand.

Fjendens Granater søger endnu at indhente deres undslupne Bytte, men vi ligger udenfor deres Rækkevidde, trætte og oprevne, og ventende paa, at vi i Læ af Mørket og ugenert af Fjenden kan fortsætte Tilbagemarchen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

13. september 1914. Regiment 86’s II bataljon alene mod den franske hær!

Af Regiment 86’s historie:

Så blev det morgen den 13.9. En stærk storm tørrede så nogenlunde tøjet. Den nye stilling blev forstærket, og det var nødvendigt, for straks begyndte det franske artilleri at tage den under beskydning. Denne gang blev vort artilleri ikke svar skyldig og kvalte alle fjendens forsøg på at trænge videre frem i opløbet. Sådan gik dagen – det var en søndag – uden særlige hændelser. Så meget desto værre skulle natten blive.

Kl. 7 om aftenen indløber divisionsbefalingen: Modstanderen går tilbage, regimentet skal angribe! Regimentet beordrer: III og II bataljon i forreste linje, I bataljon i reserve. Kl. 7.30 bliver der trådt an ved stærkt fremskredne mørke. For at undgå gensidig beskydning bliver geværerne afladet, og der bliver rykket frem med opplantet bajonet.

II bataljon – og kun den drejer det sig om, som vi senere skal høre – går frem i gruppekolonne, rækkefølgen 7., 8., 5., 6. kompagni i sydvestlig retning, mod Autrêches. Kompagnierne rykker ned i den indskårne og skovkransede slugt, der nordfra fører til Autrêches. Her bliver de udsat for kraftig ild fra landsbyen. De første tab viser sig. Førerne af de to forreste kompagnier, kaptajn Pecher og premierløjtnant Henrici, bliver dødeligt såret. Med opsat bajonet bliver skovslugten og en del af Autrêches renset for fjender.

Nu går det så i den buldermørke skov op ad skrænten på den anden side. Deroppe nås hurtigt den nordvestgående landevej Autrêches-Moulin. Her lader bataljonskommandøren major von Schuckmann styrken svinge til højre og gå frem ad landevejen mod Moulin for at få forbindelse med III bataljon ude til højre. Igen glimter der skud i mørket. Tab. Også denne modstander – sandsynligvis en forpoststyrke – bliver fordrevet med bajonetten, og der bliver taget fanger.

Bataljonen har nu nået det sted, hvor vejen til Vic og vejen til Moulin krydser hinanden. Den vender nu mod syd og marcherer på denne landevej videre i retning mod fjenden.

For tredje gang kommer bataljonen nu ud for infanteriild, denne gang særlig kraftigt. Ilden synes at koncentrere sig fra alle sider om den stakkels bataljon. Tabene hober sig op. Det bliver tvivlsomt, om de døde og sårede overhovedet kan bringes tilbage. Kommandøren mærker, at han er helt alene med sin bataljon, han forstår det ikke, lader derfor gøre omkring og når hen mod kl. 2 om natten tilbage til udgangsstillingen.

Her får bataljonen gådens løsning. Angrebsordren var blevet annulleret. Kontraordren havde nået de andre bataljoner, også de til venstre tilknyttede 85ere på nær et kompagni. Alle forsøg på at nå den allerede fremrykkende II bataljon var slået fejl i mørket.

Om der var tale om skyld eller om et sammenfald af ulykkelige omstændigheder, kan ikke afgøres her. Bataljonens tab var smertelige. 3 officerer og 11 mand var døde. Der savnedes 22 mand, af hvilke ligeledes en del måtte gælde for døde.

Der blev indbragt 22 tilfangetagne. De var til dels berusede og lugtede i ubehagelig grad af fusel.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin

9. september 1914. Hemming Skov ved de Masuriske søer: “Der var store tab på begge sider.”

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller om slaget ved de Masuriske søer:

Den 9. september var der så en forrygende artilleri-duel, som vi endnu ikke havde set det. Straks om morgenen blev vi beordret frem med patronvognene, i en skov blev vi overfaldet med artilleri-ild. Atter tilbage.

Det at køre frem og tilbage var mindre behageligt, idet støvskyer fra den lange vognrække forrådte os, og af og til kom der en hilsen fra det russiske artilleri i umiddelbar nærhed.

Vort kompagni lå i stilling bag banedæmningen til venstre for banegården Kruglanken, og vi havnede med patronvognene tæt bagved en dalsænkning, hvor vi dog var sikret mod geværkugler, derimod ikke mod artilleriets ild. Rundt om os slyngedes store jordmasser i vejret, når granaterne slog ned, og oven over os vrimlede det af små røgskyer, hvor shrapnell-skuddene eksploderede, og hvorfra de små shrapnell-kugler dryssede ned over os.

1914-09-09 Masuriske søer
Slaget ved Tannenberg. Fra Wikipedia.

Der var store tab på begge sider; en fyrreskov til venstre for os, hvor der lå mange døde, vidnede derom. Hist og her lå blodigt undertøj, hvor de sårede var blevet forbundet, men disse blev dog efterhånden bragt tilbage i sikkerhed.

Banegården Kruglanken var skudt i brand, senere løb nogle af kammeraterne derhen, for om muligt i en kælder at finde noget til den tomme mave; men i stedet fandt de tre russere, som de bragte med tilbage. De blev dygtigt udfrittede, men vi forstod kun lidt.

Hen imod aften formåede vort artilleri at drive russerne ud af stillingen. De blev straks forfulgt, og ved mørkets frembrud var vi i en brændende landsby, som lige var forladt af fjenden.

Der var her meget stærkt udbyggede stillinger, men vort artilleri havde fundet dem til gavns og sparet infanteriet for angreb. Her, til alle sider omgivet af ild og sammenstyrtede huse, fik vi nu mad fra feltkøkkenet.

DSK Årbogen 1945

6. september 1914. Mørket sænker sig. De sårede er prisgivet fjendernes nåde.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

K l . ca. 21, og da Mørket var ved at sænke sig over Slagmarken, laa de sørgelige Rester af Divisionen samlet langs ad Diget paa Vejen ventende paa, at Fjenden skulde sætte ind med et Modangreb.

Uhyggelig og forfærdende var Kammeraternes Beretning om Turkussernes og Zuavernes barbariske Kampmaade. Med Kniven imellem Tænderne havde de afventet Stormangrebet og havde saa smidt Geværet for med Kniven i Hænderne at gaa over til det afskyeligste Myrderi af dem, der ikke kunde løbe hurtig nok tilbage. Hvad enten det var endnu kæmpende eller af Saar ukampdygtige Kammerater, lige meget, skaanselsløst var de blevet slagtet af disse halvvilde Kabyler.

Samtalen paa Diget drejede sig ikke om andet, og vi lovede dem en varm Modtagelse, om de havde i Sinde at komme. Tænderne var sammenbidt i afmægtigt Raseri; vi kunde høre de saarede Kammeraters indtrængende og fortvivlede Raab om Saniteter og Hjælp, men vi var ude af Stand til at hjælpe dem.

6a44-106
Tilfangetagne franske kolonitropper. Disse “Zuaver” fra fransk vestafrika var meget frygtede af de tyske soldater.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1914. En 86’er ved Marne: “Ned, ned i den hårde lerjord skulle vi!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’eren H.C. Brodersen fortæller:

Hvilken frygtelig Dag. Næppe var vi stillet op til Afmarch, før franske Granater splittede os til alle Sider. Der var Forvirring allevegne, og selv Officererne syntes ikke at vide, hvad der foregik, eller hvad der skulde ske. Paa en Græsmark fandt Kompagniet dog atter sammen, og der blev givet Ordre til at grave os ned.

Dem, der havde Spader, blev nu misundt, men der var for de andre ikke andet at gøre end tage Fingrene, Bajonetter og Støvlehæle i Brug.

Shrapnels og Granater suste ustandselig ned omkring og hvirvlede ved deres Indhug Jordklumper i Vejret til alle Sider. Stedse nærmere syntes de at komme, og vi fik her en første Prøve paa det franske Artilleris Præcision og Træfsikkerhed.

Ned, ned i den haarde Lerjord skulde vi, hvis vi da ikke vilde udsætte os alt for meget for de hvirvlende Granatsplinter. Fra Fingerspidserne løb Blodet ud fra Neglene, men da hver Haandfuld Jord ydede forøget Sikkerhed, blev der arbejdet videre uden at ænse paa dette.

Ved Middagstid blev der givet Ordre til Angreb, men af Fjenden kunde vi intet se, og der havde endnu ikke lydt Geværskud, hvorefter vi kunde bedømme hans Stilling. Glade for at komme ud af denne „Heksekedel”, løb vi frem mod den Jernbanedæmning, der var anvist som næste Samlingssted. Over Jernbanedæmningen og videre ind i den foranliggende Skov gik det, men vi var nu kommet „fra Asken i Ilden”.

Voldsomme Brag, der gav Genlyd i den store Skov, lød rundt omkring, og de eksploderende Granater løsrev Grene, der raslede ned om Ørerne paa os og forøgede Uhyggen. Der var en Helvedeslarm, og der var ikke til at skaffe Ørenlyd for Kommando eller andre orienterende Tilraab. Da vi endelig naaede igennem til Skovens modsatte Side, spærredes den videre Fremtrængen af en høj Tjørnehæk og et Pigtraadshegn. Med Økser og Spader blev der dog efter et kortere Ophold skaffet Gennemgang, og i nogle faa Spring satte vi over Vejen bag Indhegningen og laa snart i spredt Orden paa en aaben Mark. Her stod skokket Byg, og den bød kun ringe Dækning mod den voldsomme Ild, vi blev modtaget med.

Forude kunde vi tydelig se det franske Artilleri, der var kørt op paa en Mark noget til højre, men ogsaa de havde opdaget os, thi Kaskader af Shrapnels og Granater slog ned omkring, imellem og bag os. Jord, Sten og Granatsplinter røg hvinende omkring, og de skokkede Neg røg med i Luften, hvorfra de atter søgte ned og lagde sig til Hvile mellem lemlæstede Mennesker, indtil de paany sammen med dem blev hvirvlet op.

De første Geværkugler fløjtede og hvinede omkring os, men endnu kunde vi ikke finde ud af, hvorfra de kom. Vore Tab var store, og vi havde endnu intet at skyde efter for at kunne forsvare os. Nu blev der raabt: „Forude i Træerne Zuaver! Fyr løs ! ” Der sad de altsaa gemt imellem Trætoppene, intet Under, at vi ikke havde kunnet finde dem.

Vi fyrede nu som vanvittige, men der var ikke Mulighed for at kunne tage ordentlig Sigte. Der blev blæst til Storm, men den mest morderiske Geværild modtog os. Vi blev standset i vort Angreb, og Dækning var der ikke at finde. Det var en frygtelig Situation, thi fra et Skovhjørne længere tilbage kunde vi se nye franske Forstærkninger rykke frem. (…).

1914-09-06 Engelsk feltartilleri copy
Engelsk feltartilleri

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1914. En 84’er ved Marne: “Det var som om helvede brød løs!”

Af Regiment 84’s historie. C. Jensen, Feldwebel ved 7. Kompagni, fortæller:

Kompagniet marcherede i sluttet formation gennem landsbyen Neuvy og kom, idet de fulgte et engareal, uden at lide tab til en vej, der førte gennem en skov (ved Nogentel).

3. deling (Offizierstellvertreter Lund) blev deployeret og gik frem i sydlig retning gennem skoven. Kort efter fulgte 1. deling (Vizefeldwebel Hartwig). Af kaptajn Grebel, der rykkede frem sammen med denne deling, fik jeg den anvisning – officerer var der ikke flere af siden Lüttich – at jeg skulle følge ham med resten af kompagniet på hans ordre. Det varede ikke ret længe, før hornblæseren Freda bragte mig den ordre.

Først gik det ganske glat fremad gennem skoven, idet vi fulgte et brandbælte. Den brave Freda , der jo kendte vejen, gik ved siden af mig i spidsen af delingen. Men snart skulle det blive anderledes. Vi krydsede netop en lysning i skoven. Et blik til højre viste mig ca. 100 m borte på højde med os en sluttet del af 5. kompagni med kaptajn Klapp og Feldwebel Krohn i spidsen. For mig var det en beroligelse at konstatere, at 5. kompagni havde samme marchretning som vi.

I næste øjeblik får vi en artilleriild over os, som vi ikke tidligere havde oplevet den. Det var, som om helvede var løs, som om vi befandt os i et ildhav. De hylende sprængstykker, de revnende træer og de omkringflyvende træsplinter lavede et ubeskriveligt spektakel. Denne artilleriild i skoven rev og sled i nerverne og påvirkede moralen. En af de første, der blev ramt, var min brave Freda. Den stakkels fyr jamrede meget. Personligt kunne jeg desværre ikke tage mig af ham. Denne opgave overtog straks en af vore brave sygebærere.

Da artilleriilden satte ind, havde jeg råbt “fald ned!”, men i den helvedes larm trængte ingen kommando igennem. Det var en frygtelig situation. Én ting var klar for mig: delingen skulle så hurtigt som muligt bringes ud af skoven, ellers ville vi blive skudt sønder og sammen, før vi nåede skyttelinjen.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy
Hurtigtskydende fransk artilleri (“75’ere”).

6. september 1914. Regiment 86 i Marne-slaget

Af Regiment 86’s historie

Den 6. september bryder frem, ”hviledagen”, og dertil en søndag. En solrig septembermorgen. 86’erne glæder sig over den dejlige ro og kan slet ikke fatte, at det er virkeligt. Kaffen med det hvide franskbrød smager kosteligt. Så tager man bad ved pumpen eller i den nærliggende flod. Rent tøj! Hvor gør det godt! Man tænker allerede på middagsmaden, hønsekødsuppen eller noget andet godt koger allerede over kogehullerne på komfuret. Det skal vel nok smage! Intet synes at forstyrre freden på denne dejlige efterårsmorgen.

Da lyder der hen mod kl. 8 fra venstre en skarp og heftigt infanteri- og maskingeværild. 86´erne lytter. Artilleriets dumpe buldren blander sig. Så lyder ordren: ”Hold kompagnierne i alarmberedskab!” Lidt senere: ”Klar, og træd an!” Farvel morgenkaffe! Farvel hønsekødsuppe! Det ville have været så dejligt. (…)

Til venstre for regimentet var 17. division overraskende blevet angrebet af overlegne styrker. Deres fortrop, infanteriregiment 76, befandt sig i svære kampe syd for Esternay. Regiment 86 trækker nu sine forposter tilbage og sikrer sig mod et lignende angreb. Det indtager stilling umiddelbart øst for Neuvy på Store Morins nordlige højdedrag. I og II bataljon i forreste linie, III i reserve. Kompagnierne graver sig ned, for artillerislaget er allerede i fuld gang. De fjendtlige skud – det er mest shrapnells – hyler hen over hovederne.

Hen mod kl.1 om middagen bliver 35. infanteribrigade indsat til angreb efter et opkald om hjælp fra 17. division. Brigaden skal aflaste nabodivisionen i den svære kamp. (…)

Ved banedæmningen et kort hvil. Her kommer de første fjendtlige granater og shrapnells. Regimentet vil her afvente opmarchen af det højre naboregiment 84, som endnu ikke er med fremme. Men det beslutter sig til at rykke frem alene, idet infanteriregiment 76’s råb om hjælp bliver mere indtrængende.

Grand Morin bliver overskredet og de stejle sydhøjdedrag besteget. En kilometer længere mod syd, og den store Pariser landevej er nået og bliver overskredet. Nu forsvinder infanteriet ind i en tæt skovbevoksning.

I skoven er helvede løs. Uophørligt slår granater og shrapnells ned. Deres genlyd forstærkes dobbelt og tredobbelt. Samtale er næsten umulig. Træerne knækker som tændstikker, grene og træsplinter rasler ned over hovederne. Tabene begynder.

Den uhyggelige kalden ”sanitetsfolk!” gjalder gennem skoven, ofte for døve øren på grund af den helvedes larm. Under store vanskeligheder nås sydranden af skoven. Dér hindres videre fremrykning af en hæk, gennem hvilken der er trukket pigtråd, og som oven i købet spærrer for udsynet.

Man klatrer over hækken eller slår den ned med økser og spader. Igen en landevej. I ilmarch over den og ned i grøften på den anden side. Endelig frit udsyn! Halvt til højre ca. 500 m borte en skovbevoksning. Derfra bliver der uafladeligt skudt på I bataljon, der ligger nærmest. Se nogen kan man ikke, men så snart en hjelmspids viser sig, bliver der sluppet en haglbyge af skud løs. Åbenbart franskmændenes forreste linje. 1½ km bagved på en bakke ligger landsbyen Escardes.

Foran er et fransk batteri kørt i stilling helt åbent, kanonerernes håndtering samt mundingsilden er helt tydeligt at se. Desværre kan disse batterier, som i det hele taget det franske artilleri, uforstyrret af vort eget ødelægge tyske linjer, og de benytter situationen grundigt. Granat efter granat slår ned i landevejen og river frygtelige huller i 86´ernes rækker. At blive her er den sikre død. (…)

I bataljon træder an til storm på den lille skov, der ligger lidt til højre for den. Med uforlignelig elan stormer man over det åbne terræn og løber den første fjendtlige linje over ende. Fjendens tab er svære. Det er til dels Zuaver [franske kolonitropper], der havde skudt fra træerne, og som nu bliver skudt ned som krager. Vore tab er ikke mindre svære. I rækker ligger de døde foran den franske stilling.

Bataljonen passerer gennem den lille skov og går en kort tid i stilling ved sydranden. Så stormer den videre frem, men kommer ind i en ligefrem morderisk infanteri- og artilleriild. En usynlig fjende skyder fra den nærmeste skovrand og ud af havreskokke. Tabene er så store, at en videre fremrykning snart vil gå i stå. (…)

Solen gik ned i en sky af gløder og røg. Kold og uden medlidenhed steg månen op og sammen med den rædslen. Artilleriilden stilnede af, men stille blev det ikke. Ud af skovbevoksningen, fra sænkninger og grøfter lød der rallen, støn og skrig. Råbet ”sygebærer!” dirrede mere eller mindre højt gennem luften. Når én endnu var i stand til at slæbe sig over slagmarken, fik han hundreder af råb og bønner efter sig: ”Kammerat, tag mig med!”, ”Kammerat, giv mig en tår vand!”. Hvem der endnu kunne hjælpe, gjorde det. Uafladeligt blev de sårede fra ulykkesskoven båret bagud.

Da indtræffer efter mørkets frembrud helt overraskende ordren om tilbagetrækning. (…) Så overlader man alligevel de mange døde og sårede kammerater, der endnu ligger ubegravede og ubjærgede på slagmarken, til fjendens nåde, en fjende, der ofte nok havde vist, at ridderlighed og nåde var fremmed for ham. Kl. 21.30 bliver tilbagetoget påbegyndt. (…)

Ualmindelig svære var tabene. 6 officerer var faldet; af mandskabet blev meldt 39 som døde, 352 som såret, 225 som savnet og 77 som tilfangetaget. Det kan siges med sikkerhed, at størsteparten af de 225 savnede har været døde eller sårede. Den 6. september blev i sandhed en ”hviledag” for mangen en brav 86´er.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling 2 copy
Franske 75’ere. Det fremragende, hurtigtskydende feltartilleri kunne affyre 20 skud i minuttet.

5. september 1914. Grænsen spærret ved Hvidding.

Sønderjylland og Krigen

En lille Standsning i Trafikken over Grænsen ved Hvidding.

I middags kl. 12 standsede pludselig al Trafik over Grænsen ved Hvidding, uden at det var muligt at erfare hvorfor. Folk her fra Kongeriget, der var søndenaa og var på vej hjemefter, kunne ikke faa Lov til at passere Bommen, og Folk herfra, som f.Eks. adskillige Hestehandlere, der har Heste staaende paa den anden Side af Grænsen, og som hidtil har passeret uhindret, blev vist tilbage, ligesom Sønderjyder, der skulle hjem herfra, maatte stoppe foran Bommen. Nogen Grund til denne pludselige Standsning angaves ikke.

Ved 2-Tiden ankom Oberstløjtnanten fra Skærbæk, og han gjorde en brat Ende paa Standsningen, hvorunder der imidlertid havde samlet sig en Mængde Mennesker paa begge Sider af Bommen,

Grunden til de 2 Timers Trafikstandsning mener man at skulle søge i en Misforstaaelse fra de underordnede Personales Side.

Telefonforbindelsen

De siden Krigstilstandens Indtrædelse gældende Indskrænkninger for Telefonforbindelserne er bleven ophævede.

Efter hvad der meddeles ”Hejmdal” fra Postvæsenet, gælder Ophævelsen af Indskrænkningerne ogsaa Nordslesvig. Der kan saaledes atter faas Telefonforbindelse over alt, dog undtaget Kiel og Brunsbüttelkoog.

Kapt. C.C. Fischer i Aabenraa,

en af Nordslesvigs mest kendte Mænd og Sprogforeningens mangeaarige Kasserer, fyldte i Lørdags 70 Aar. Hensigten var at fejre denne dag med en særlig Festlighed maatte opgives paa Grund af Krigstilstanden.

Den nordslesvigske Presse

Efter at Generalkommandoen i Altona havde anordnet, at de danske Blade maatte udgaa paa Dansk, er ”Hejmdal” udgaaet regelmæssigt siden 27. August, ”Flensborg Avis” siden 28. August, ”Dannevirke-Modersmaalet” siden 1. September, mens ”Dybbøl Posten i Gaar udsendte sit første Nummer.

De danske Blade i Nordslesvig udgaar saaledes atter regelmæssigt, men er, hvad der i øvrigt gælder hele Pressen i Tyskland uden Hensyn til Partiafskygninger, streng Censur underkastet.

Faldne og Saarede

En ogsaa heroppe kendt Nordslesviger, Jørgen Jessen i Spandet, er ifølge indløbet Brev fra Broderen, som staar ved samme Kompagni, den 23. August falden i Kamp mod Englænderne. Han fik hovedet gennemboret af 2 Kugler i næsten samme Øjeblik.

Jørgen Jessen var den ene af tre Brødre, der stod ved samme Kompagni.

Blandt de saarede finder vi i 18de Tabsliste fra Spandet Jeppe Frederik Lindeloff og Konrad Carl Waje, der begge er let saarede.

Ribe Stiftstidende

5. September 1914. Nyt fra Hejmdal: Om savnede og store tyske sejre

Nyt fra Hejmdal

“Savnet”

Det i Tabslisten brugte Ord “savnet”, siger ifølge en officiel Oplysning kun, at Kompagniet paa den Tid var ubekendt med Vedkommendes Opholdssted.

Deraf maa det dog ikke uden videre antages, at den Savnede er taget tilfange. Det kan ofte ved hver Fæstning passere, at Folk af forskellige Grunde, f.Eks. ved Overbringelse af en Melding, kommer bort fra deres Afdeling og først efter flere Dage bliver fundet igen.

Endvidere bliver Saarede hyppigt bragt til Lazarettet uden at deres Troppeafdeling straks faar Kendskab herom; først efter nogen Tids Forløb viser sig ifølge Lazaretmeddelelser, at den “Savnede” i Virkeligheden befinder sig i et tysk Lazaret, hvor alle faar den bedste Pleje. I hvert Tilfælde bliver Sagens Sammenhæng oplyst og bekendtgjort saa hurtigt som muligt.

De tyske Sejrsmeldinger, Berlin, 4. Septbr. (W.B.)

Fra det store Hovedkvarter meddeles til “Vossische Zeitung”:

De uafbrudt efter hinanden følgende Sejrsberetninger, uden at man hører om et tysk Uheld, har ogsaa i Udlandet vakt Mistanke om deres Rigtighed. Heroverfor har den store Generalstab afgivet den Erklæring, at der ikke er indtruffet nogen Uheld, som der kunde være Grund til at fortie.

I Anledning af de daglige i Hundredvis indløbende Forespørgsler meddeler Hærledelsen: Det er umuligt ved de Slag i Slag efter hinanden følgende Kampe at meddele de paa begge Sider indtrædende Tab samtidig med, at Meddelelsen om Kampene bekendtgøres. Men Fjendernes Tab af Døde og Saarede overstiger vore.

De tagne Krigsfanger, Berlin, 4. Septebr. (W.B.)

Indtil 31. August var der af Fanger bragt til Tyskland 283 franske Officerer, 15,328 Menige, 70 russiske Officerer, 10,126 Menige, ingen belgiske Officerer, 12,391 Menige. Siden da er der taget 90,000 russiske Fanger. Hertil kommer endvidere de engelske, belgiske og franske Fanger, som ligger i Fangelejre paa ikke tysk Grund.

Over Jerstal, Fredag.

6 Sønner i Krigen. Tidligere Gæstgiver og Gaardejer Rudebeck i Blankenhof har ikke færre end 6 Sønner, der deltager i Verdenskrigen. (Dv.)

Læk, Fredag.

Uret reddede ham. (T.Z.) Under en Fægtning i Belgien deltog ogsaa Retssekretær Georg Iversen, som er født her i Læk. En Geværkugle ramte hans Ur og sprang derfra tilbage og ned i Benet, hvor han fik et Kødsaar. Den Saarede, som ligger paa et Sygehus i Aachen, mener snart at kunne slutte sig til sin Afdeling.

3. september 1914. Blodbad i Chateau Thierry: Fransk regiment udslettet!

Af Füsilieregiment 86’s historie:

Det detachement, der var sendt i forvejen, havde fundet byen ubesat og havde så ved mørkets frembrud sikret sig mod overfald. Ved enden af den snorlige hovedgade havde man i en have opstillet kanonerne i en lurestilling, og husene i nærheden havde man besat tæt med infanteri og maskingeværer. Kort tid efter mørkets frembrud drejer pludselig et fransk infanteriregiment i sluttet kolonne om hjørnet, syngende og uden sikring.

En ubegribelig letsindighed!! Artilleri og infanteri lader dem komme helt tæt på, og så bliver der fyret. To granater samt infanteri- og maskingeværskud pløjer sig ind i den tætte kolonne. Virkningen er forfærdelig. Husmure styrter sammen, og i gaderne hober sig lig op, nogle kvæstet til ukendelighed. Kun ganske få lykkes det at nå over på sydbredden.

86’eren H.C. Brodersen fortæller:

Vi saa Bunker af døde, civile liggende blandt de uniformerede. Afrevne Lemmer laa spredt blandt de sønderskudte Mennesker, og Blodsprøjt havde farvet Mure og Vinduer.

Det var et frygteligt Billede af Ødelæggelse, og aldrig vil det gaa af min Erindring.

Marnebroen var barrikaderet med Benzintønder, men der blev skaffet Adgang ved at kaste dem i Vandet. Videre blev vi ført op ad de stejle Skraaninger paa den anden Side af Marne, og nu ligger vi her i en Vejgrøft, hvor der til venstre staar en Vejviser med Paaskrift: „Metz, 254 Kilometer. Paris 72 Kilometer!”

1914-09-03 Chateau Thierry
Chateau Thierry

 

2. September 1914. Hejmdal: I 1870/71 kom 90% af soldaterne uskadte tilbage.

Dagens nyheder fra Hejmdal

Et frygteligt Vaaben

I en Skyttegrav fandt man iflg. “Berl. Lokalanzeiger” 72 Døde. De var alle dræbte af et eneste Skud fra en Shrapnel.

Krigens Ofre. I 1870-1871 kom 90 pCt. helt uskadt tilbage.

Som en Maalestok for, hvor store Krigens Ofre af Menneskeliv er, er det oplysende at se, hvad det tyske Generalstabsværk om Krigen 1870 meddeler i denne Henseende.

I alt deltog i denne Krig 1,113,254 Menige og 31,101 Officerer. I alt altsaa 1,451,992 Menige og 42,420 Officerer.

Krigen kostede af Døde 26,397 Menige og 1871 Officerer, af Saarede 84,304 Menige og 4184 Officerer.

Med andre Ord er Knap 2½ pCt af de til Slagmarken rykkede Tropper bleven dræbt, mens 7 3/4 pCt. er bleven saaret.

Altsaa er de 90 pct. komme helt uskadt tilbage

Hejmdal

31. august 1914. Jeppe Østergaard på lazarettet: “Jeg har aldrig elsket livet højere end nu”.

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten. Den 20. august blev han såret i benet.

Locken d. 31—8—1914.

Kære allesammen!

En dyb lykke og taknemlighed fylder mig. Vi har endelig en smule ro, og jeg glæder mig over at kunne få lejlighed til at udtale mig. Alle eders kærlige breve har jeg modtaget, også dem fra den 25. ds.

Hvor blir jeg glad for sådanne fortrøstningsfulde ord. Det gir hjærtevarme, gør sindet lyst og let. Jeg er lykkelig over at vide mig i eders tanke- og takkekreds og i eders bønner til ham i det høje. Man føler i disse tider mere end ellers sin egen ubetydelighed og al livets forkrænkelighed, og tanken glider da uvilkårligt hen til det faste, det evige. Sådan går det vel mange. Måtte vi nu bare ikke senere glemme det, nøden lærer os. Jeg vil gerne leve, har aldrig elsket livet højere end nu og ønsker af ganske hjerte atter at mødes med jer, I kære.

Dog frygter jeg heller ikke døden, thi jeg føler, at det ikke betyder tilintetgørelsen, og jeg ved, at Kristi ord har bestået sin prøve gennem tiderne. Lad mange kun tale hånt om troen og prale med deres oplysning. Det er ikke oplysning, der gør dem vantro, men den herskende mode, deres overfladiskhed, manglende eftertanke og det at ville synes. Man kan i fred og ro leve et liv uden Gud, men når døden ser en i øjet, da møder den, som tænker, et hvorhen, og kun troen formår at give svar.

Som I veed af kortene, var jeg med i slaget ved Walterkehmen, syd for Gumbinnen den 20. Fægtningen ved Mlava var imod dette den rene børneleg. (…) Da jeg ramtes, var klokken 10, og da ved 3-tiden vore tropper trak sig tilbage, gik jeg med. I mellemtiden havde jeg hjulpet enkelte sårede, hvor jeg kunde.

Benet er nu næsten helbredet uden mindste betændelse. En geværkugle er mindre farlig, når bare man kan holde såret rent. Der siges endog, at hastigheden og drejningen om længdeaksen gør den noget nær steril.

Hvorom det nu er, i tunnellen, som kuglen lavede, og hvis længde var 15 cm, har jeg ikke haft den mindste betændelse. Kun endepunkterne har jeg plastret en smule. Jeg er dybt taknemlig over at være sluppet så billigt.

Min bedste rekrut, som jeg havde den glæde at turde kalde ven, er borte, en Frederiksen fra Løgumkloster er borte, mange sårede. Vort regiment er stærkt svækket.

28. august 1914. Hejmdal udkommer igen! Nyt fra krigen!

Dagens nyheder fra Hejmdal

Til vore Læsere!

Efter at “Hejmdal” den 9. August var bleven forbudt, gav Generalkommandoen den 24. August Tilladelse til at Bladet maatte udgaa paa Tryk. Da Rigsdagsmand H. P. Hanssen i Mandags opholdt sig i Berlin, kunde Redaktionen ikke tage Standpunkt til denne Anordning, før han atter kom hjem. I Dag har Redaktionen derefter modtaget følgende Anordning:

IX Armeekorps. Altona, d. 24. Aug. 1914

Verfügung. Die Veschränkung, dass die Zeitung “Hejmdal” nur in deutscher Sprache erscheinen darf, wird ausgehoben. Der kommandierende General. gez.v. Roehl.

“Hejmdal” kan altsaa nu atter udgaa paa Dansk. Bladet staar under Censur, hvad der en naturlig Følge af Krigstilstanden. Vi er imidlertid fra nu af i Stand til at udsende alle officielle Meddelelser vedrørende Krigens Gang og dermed at bringe vor Læseres Efterretninger, som har været savnede i de sidste Uger.

Tabslister

Om de vanskeligheder, som Opstillingen af tabslister foraarsager, har Publikum endnu stadig en fejlagtig Opfattelse. Man behøver blot at tænke paa Forholdene efter en flere Dages Kamp. Ved hver Troppeafdeling savnes Mandskaber; ganske vist ved man om nogle, at de er falden, men mange andres Skæbne bliver foreløbig uvis.

I dagene efter Slaget indfinder sig ved de forskellige Afdelinger stadig Folk, som man havde savnet og maaske allerede havde troet døde. De var kommen bort og havde sluttet sig til andre Tropper. Om de Saaredes Skæbne faar man ofte først efter længere Tid nøjere Underretning. Let Saarede bliver til Fods, med Vogn eller Automobil skaffet tilbage – ogsaa haardtsaarede følger man saa snart som muligt at skaffe tilbage, for at frigøre Forbindingspladser, Feltlazaretter osv. til mulige ny tilkommende Saarede; hvorhen disse Transporter gaar, ved de kæmpende Tropper ikke. Først efterhaanden siver der Efterretninger ud til alle de Steder, hvor de Savnede befinder sig. Til alle disse Identificeringer hører der Ro og Omhu. I Kampens Storm og Trængsel og i umiddelbar Tilknytning dertil, er de derfor umulige.

Om mange Personers Skæbne kunde man naturligvis berette straks efter Slaget, men Tabslisterne skal være saa vidt muligt fuldstændige og muligt omhyggeligt opstillede; fuldstændige, fordi der ikke skal vækkes falske Forhaabninger, omhyggelige for at forebygge ugrundet Sorg.

Endnu engang maa der henvises til at Tabslisterne i Krigen 1870-1871 tog langt mere Tid end i den nuværende Krig. Dette skyldes alle Efterretningsmidlernes bedre Udvidelse, en bedre Organisation af Efterretningsvæsnet og især alles Iver og Hengivenhed til at tjene denne Sag, der er i det hele Folks Interesse.

Rigskanslerens officielle Tabsliste omfatter desværre ikke Bayrere, Württembergere og Saksere. I alle Dele af Riget aftjener de enkelte forbundsstaters Undersaatter deres Værnepligt. Forhaabentlig vil derfor det preussiske Krigsministerium i Forstaaelse med Bajern, Württemberg og Saksen fuldstændiggøre de officielle Tabslister.

Tyske Værnepligtige taget til Fange. Berlin, 24. August (W.B.)

Den fra New York til Neapel afgaaende italienske Damper “Ancona” er bleven standset i Nærheden af Gibraltar, og de paa Damperen værende militærpligtige Tyskere, henved 70 i Tal, er bleven overført til Gibraltar. Blandt de Tilfangetagne er også Søn af Direktøren for “Deutsche Bank”, Hermann.

Russiske Fanger. Lemberg, 24. August (W.B.)

I Gaar Eftermiddag ankom der igen en Transport af russiske Fanger bestaaende af 20 Officerer og 300 Dragoner, endvidere 6 Maskingeværer, 6 Feltkøkkener og talrige Vogne, Geværer o.s.v., som var blevne erobrede ved Furynka. De russiske Generaler Wanawski og Ivanow er døde af deres Saar.

Feltpostbrevenes Forsinkelse. Berlin, 26. August. (W.B.)

Generalstaben modtager talrige Skrivelser, hvori der klages over den forsinkede Modtagelse af Feltpostsendinger til Slægtninge i Felten og ligeledes fra disse til Slægtninge i hjemmet. Grunden til disse forsinkede Sendinger maa søges i den øverste Hærledelses Forholdsregler, der var nødvendige for at tilsløre vore Hensigter. Disse Tilsløringer var absolut nødvendige.

Den sejrrige Fremgang paa hele Fronten har nu skabt Mulighed for at lade alle indskrænkninger falde. Feltposten vil fra nu af arbejde med samme Regelmæssighed og hurtighed, som det har været almindelig anerkendt i tidligere Felttog. Generalkvartermester von Stein.

25. august 1914. 86’erne passerer grænsen til Frankrig

Af Regiment 86’s historie:

Den følgende morgen, den 25. august, bliver den franske grænse med stor glæde overskredet ved Ruinsette og la Folie. Nogle km syd for grænsen ligger den lille by Bavai. Den siges endnu at være besat af en engelsk bagtrop. I og III bataljon deployeres til højre for vejen Hon-Bavai. Men ingen modstand rører sig. Med marchsikring[1] marcheres der ind i Bavai. Syd for Bavai skulle vi gå i bivuak sent på eftermiddagen. Bataljonerne sikrer sig ved vagtposter mod sydøst og øst, d.v.s. især mod overraskelser fra Maubeuge.

Da bliver en patrulje fra 2. kompagni, som rekognoscerer i Mecquigny, en landsby 3 km syd for Bavai, udsat for kraftig ild. 250 til 300 geværer skønnes det. Hurtigt bliver 1. og 2. samt en deling af 3. kompagni alarmeret.

På få minutter danner de skyttekæde i retning af vagtposterne. Fremrykningen over markerne, der er omgivet af levende hegn og hække, er vanskelig. Så nås den forreste linje, og ildkampen begyndes. Snart efter viger fjenden. Så en kort forfølgelse. Uden anlæg bliver adskillige skudt ned, og mangen en såret englænder synker sammen i kløvermarken og bliver forbundet og bragt tilbage af vore folk. 10 bliver taget til fange.

Det drejer sig om afsiddede engelske lansenerer, som skal dække den franske armés tilbagetog. En forpostfægtning, som I bataljon alene havde klaret. Vore tab var ringe, 1 død og 5 såret.

Om aftenen indtraf efterretning om den venstre naboarmés sejr, den 2. armé, og det skabte stor jubel. Nu brød de to arméer frem henholdsvis vest og øst for Maubeuge. Fæstningen var en hindring, der skulle tages alvorligt. ”Hvis kommandøren er en snedig hund, så vil han denne nat forsøge et udfald her mod nord med de 40.000 mand, han formodentlig har til rådighed”, mente en bataljonskommandør.

Derfor skulle der i hvert fald etableres sikring mod et fremstød fra fæstningen i flanken på den forbimarcherende armé. Denne sikring blev delvist betroet regimentets II og III bataljon.

De to bataljoner gravede sig ned foran Bavai med front mod Maubeuge. Selve korpskommandøren besigtigede de udgravede stillinger og indskærpede for soldaterne, hvor uhyre vigtig deres post var. Hele natten og den følgende dag blev bataljonerne liggende i deres stillinger, mens tropper uophørligt marcherede, vogne og artilleri raslede forbi. Men kommandøren for Maubeuge var ingen ”snedig hund”, han foretog sig intet, og de to bataljoner forblev uforstyrrede.

[1] Når en troppeenhed flyttes er der tale om march, hvad enten man går eller kører. Foregår det i eller nær kampzonen, vil marchen skulle sikres mod ildoverfald, typisk ved hjælp af mindre grupper foran og til siderne

Reg 86 i Belgien Chateau Thierry 1
86’ere passerer efterladt fransk materiel ved Chateau Thierry

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen.

24. august 1914. Slaget ved Mons. “Med min bajonet mellem ribbenene sank han sammen med en stønnende lyd.”

H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.

Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.

Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.

Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.

Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.

Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.

Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.

Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. august 1914. Mons: “Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker”

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963

23. august 1914. Regiment 86 i slaget ved Mons

Af den officielle regimentshistorie for Infanteriregiment 86 “Königin”:

Slaget ved Mons 23. august 1914

En varm og solrig dag bryder frem. Regimentet marcherer mod sydvest på den store vej mod Mons. Ved Langrenée samledes divisionen kl. 8 om formiddagen. Videre march til Casteau. Her blev givet ordre til angreb.

Fjenden – det sagdes at være englændere – holdt Mons besat og havde indtaget en fast stilling nord for byen bag Canal du Centre. Kanalovergangen skulle tages og englændernes jages bort fra Mons.

Regimentet bøjer af fra vejen til venstre i skoven ved Obourg. Her bliver der deployeret. I og III bataljon i forreste linje, II bataljon følger bagefter som reserve i midten. Til højre rykker infanteriregiment 84 frem, til venstre 36. infanteribrigade med regiment 85. Ved den sydlige skovkant ca. 1 km fra kanalen spreder man sig kl. 12.30 middag. Artilleriilden dundrede allerede på begge sider. Da piber også de første projektiler herover.

Mons kort 2

De kommer fra Ferme des Wartons, som fjenden holder besat som brohovede. 1. og 3. kompagni åbner ild. En maskingeværdeling lader sin kugleregn tromme imod vinduer og døre. Efter en kort ildkamp flygter fjenden ud af bagporten.

Den første hindring var fjernet. En anden vanskelighed dukkede op, nemlig kanalen. Bag ved den havde englænderne sat sig fast i husene og i nogle stumper grøft, og skød som vilde. Uden artilleri kunne de ikke gøre meget. Feltartilleri-regiment 45 kører frem og tager den sydlige kanalside under ild. Det virker. Englænderne rømmer også denne stilling.

Hurtigt er 86erne ned ved kanalen, men broerne er trukket tilbage fra den anden side. Da løber nogle behjertede folk fra I bataljon over sluseportene uden at tage hensyn til den stadig heftige ild fra de retirerende fjender.

Ovre på den anden side sænker de igen broen. Regimentet kan nu komme over. På den anden side af kanalen viser sig nu sporene efter vort artilleri. Englænderne er skudt helt sønder og sammen, navnlig granaterne med forsinket tænding, på dette felt var vi forud for modstanderne, har gjort forfærdelig megen skade.

Hurtigt efter overgangen deployeres de to bataljoner. I ilmarch går det nu gennem engene. Døde og sårede englændere ligger rundt omkring. Også de kreaturer, der har græsset i området, er i vid udstrækning ramt.

Styrken vader over La Haine-bækken, mens reserven og artilleriet kommer over på en bro, som pionererne har tømret sammen på tre kvarter. Hurtigt når man banedæmningen Mons-Charleroi 800 m syd for kanalen. På den anden side af banedæmningen hæver sig en bakke, hvorfra angriberne møder heftig ild. Ilden bliver besvaret af de to kampbataljoner.

Så arbejder skyttekæderne sig hurtigt ind på fjenden. Også artilleriet begynder på sit arbejde. Efter en halv times kamp bliver bakken erobret kl. 2. Mange døde og sårede ligger i skyttegravene. Der bliver taget mange fanger. Alene løjtnanterne Carl og Hans Gustav Baller med to grupper tager en officer og 50 englændere til fange.

Fjenden trækker sig nu tilbage i sydvestlig retning. Bataljonerne forfølger ham på østsiden af Mons gennem haver, hække og trådhegn. II bataljon følger samlet gennem den østlige del af byen.

Pludselig møder de to forreste bataljoner heftig ild igen. Den kom fra en bakke øst for byen. Granater og shrapnell; det fjendtlige infanteri fyrede ud af hække, huse og et slot. En eneste granat bortrev fire døde fra 1. kompagni. Forgæves bestryges slottet med maskingeværild, men først artilleriet skaffer luft.

Kl. 4,30 om eftermiddagen bliver englænderne fordrevet fra bakken. Derved tager en deling fra 11. kompagni en hel kavallerieskadrons heste som bytte i en bryggerigård.

Samtidig havde II bataljon en ejendommelig oplevelse, sådan som det er typisk for unge og uerfarne tropper. Bataljonen fulgte som nævnt bagefter den forreste linje gennem østdelen af Mons. Pludselig bliver têten heftigt beskudt forfra. Hvad er der i vejen? Bliver der skudt ud af husene? Der udbryder panik. Mange fyrer i vild ophidselse mod vinduerne. Heste bliver urolige, forvirringen vokser.

Men nogle holder hovedet koldt. Blandt dem den tapre fører af 8. kompagni, premierløjtnant Henrici. Som en klippe sidder han på sin hest i det brændende virvar. Ved nogle frygtelige verbale udladninger genopretter han endelig ro og orden og opnår, at det meningsløse skyderi mod vinduerne holder op. Nogle andre behjertede officerer arbejder sig med et par grupper op foran for at se, hvad der er i vejen.

I forlængelse af gaden var der et stykke skyttegrav, der endnu var besat af den ellers vigende fjende. Af en eller anden grund var der i det uoverskuelige terræn opstået et hul i den forreste linje. I dette lå det endnu besatte stykke skyttegrav og gjorde det muligt for englænderne at skyde lige ind i bataljonens forreste sluttede rækker. De fremskudte grupper får ved deres planmæssige ild hurtigt fjenden til at flygte fra skyttegraven.

Om aftenen samler regimentet sig foran Hyon, en landsby sydøst for Mons. Endnu skal Mont Erebus bestormes, et højdedrag syd for Mons, men mørket er faldet på, og man må vente med det. Ved foden af bjerget graver bataljonerne sig ned i den orden, man havde om morgenen, og de går til ro med kampklare soldater som forposter.

Det var så Mons-dagen for regiment 86. Denne gang ikke frejdige paradetræfninger, men derimod et slag mod en modstander, der skal tages absolut alvorlig. Det blev vundet ved den tyske førings overlegne systematik samt troppernes angrebsånd, der gennem tradition og opdragelse var gået dem i blodet. Svarende til den fjendtlige modstands styrke var også tabene sværere end ved Tirlemont-Oplinter, nemlig 6 officerer såret, 30 mand døde, 90 såret. Taget til fange blev 1 officer og 309 mand fra 4. Middlesex-regiment.  Alligevel var sejrsfølelsen overvældende, og den blev nydt i fulde drag.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen. Udkommer som årbog for Historisk Samfund for Als og Sundeved til november 2015.

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri

18. august 1914. “Pludselig rev han geværet til kinden og skød den ulykkelige en kugle gennem hovedet.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. Her fortæller han, hvordan han oplevede slaget ved Tirlemont.

I Dag gaar det løs, sagde nogle af mine Kammerater. Ved et lille Slot gjorde vi Holdt. Vor Kaptajn holdt en Tale, hvori han sagde: I Dag, den 18. August, bliver det maaske en varm Dag for os. Det var jo den 18. August, vore Forfædre slog de store Slag ved Vionville og Gravelotte; maaske skal vi ogsaa slaa os saadan igennem i Dag.

— Mon vi rigtig skulde i Slag med Fjenden? Der var endnu ingen Ting, som tydede derpaa. Kompagniet blev delt i tre Delinger, og med en lille Afstand mellem hver Deling bøjede vi af fra Vejen og tværs ind over Markerne. Vi gik lige saa jævnt og frit fremad, som om vi foretog en Øvelse.

— Otte Hundrede Meter foran os ligger Fjenden, blev der sagt. Dæk! lyder pludselig Kommandoen. Modstanderne maa have set os; thi de aabnede en jævn Geværild. Vi kom til en Aa paa 10 Meters Bredde. Her saa jeg tydelige Blodspor. Jeg blev lidt uhyggeligt til Mode og tænkte: Mon det Blod er af et Menneske? Kuglerne peb og hvislede i de høje Popler, som stod ved Aakanten. Over Aaen var der ingen Broer. Majoren brølede: »Over med jer!«

Man saa fra den ene til den anden, og saa sprang de første i Vandet, som næsten var en Meter dybt. Med Geværet og Patronerne løftet i Vejret vadede man over. Majoren red over paa Skuldrene af Bataillonsadjudanten. Videre gik det. Kuglerne peb os om Ørerne. — Det er mærkeligt at se, hvorledes man føler Trang til at holde sammen i Farens Stund. Tre til fire Mand af den Sektion, jeg førte, raabte til mig: »Du, Petersen, hvorledes det end gaar i Dag, saa holder vi sammen, ikke sandt?«

— Saa kom vi gennem en Frugthave, hvor vi fyldte Lommerne med dejlige Augustæbler. Nogle gav sig endda til at spise deraf med største Sindsro. En Hest ravede omkring herinde. Den havde faaet flere Skud, hvorved den havde mistet det ene Øje.

Fremad igen over Jernbanedæmningen, som Belgierne havde taget udmærket Sigte paa. Det var et varmt Sted; men det gik alligevel. I Hurtigløb, afbrudt af smaa Pusterum, naaede vi til en næsten udtørret Muddergrav. Der var vi sikre for et Øjeblik.

Vort Artilleri beskød nu heftigt Modstandernes Stillinger. Efter et Par Minutters Forløb stormede vi ud af Graven og fremad. Saa kastede vi os ned paa Jorden og overdængede Modstanderne med Geværild. Der kom Befaling: Sæt Bajonetten paa! Fremad til Storm!

Voelkerkrieg 1017 Belgisk batteri beskydes
Belgisk artilleri under beskydning (fra: Geschichte des Völkerkrieges).

— Da vi kom op til Modstandernes Stilling paa Højen, var de alle forsvundne. Vi undersøgte deres efterladte Tornystre, og jeg var saa heldig at finde en hel Pose Biskuit og en Daase Marmelade, som jeg delte med mine Kammerater. Lidt forbi Skyttegraven laa den første døde Belgier. Han havde faaet den ene Kind afrevet af en Granatstump. Jeg stod lidt og faldt i Tanker. Hvad har den stakkels Mand dog gjort, at han skal lide en saa voldsom, unaturlig Død? Mon han er gift og har Børn derhjemme?

— Lidt længere henne laa en saaret Belgier. En Rekrut fra anden Deling, en Vestpreusser, løb hen og holdt ham tænderskærende den knyttede Næve for Hovedet. Pludselig rev han endogsaa Geværet til Kinden og skød den ulykkelige en Kugle gennem Hovedet.

Efter en halv Times Hvil stormede vi igen.; Modstanderne skød meget for højt, og snart overgav de sig. Byerne rundt omkring blev stukket i Brand. Et Par af de ivrigste unge brovtede med, at nu havde de tændt saa og saa mange Huse i Brand.

Da vi om Aftenen kom paa Bivuakpladsen, fik vi lidt tynd Suppe af Feltkøkkenet, ingen Brød. Saa kom vi til en By paa Forpost. Her gik  Køerne rundt paa Markerne og brølte; de trængte til at blive malkede. Vi jagede dem hen foran det Hus, vi havde taget i Besiddelse, og malkede dem i vore Kogekar. Hurra! Sødmælk! det var noget ganske nyt.

— Af Feldwebelløjtnant Johannsen fik vi Lov] til at gaa rundt og rekvirere. I en forladt Gaard var vi meget heldige. I Kælderen fandt vi Smør, i Køkkenet Brød, Marmelade og Rosiner og oppe paa Loftet et Par røgede Skinker. Det blev alt sammen fordelt imellem os. Da jeg nu frøs efter det kolde Bad i Aaen, søgte jeg efter lidt tørt Tøj, hvad der imidlertid kun var meget lidt af. Jeg fandt dog en Skjorte, rigtignok en, som tilhørte det svagere Køn, og trak den paa. Af Strømper var der ingen at finde. Men saa svøbte jeg en Hoveddug omkring den ene Fod og en Serviet om den anden. Siddende paa en Bænk ved Køkkenbordet med Hovedet hvilende paa Armene faldt jeg snart i Søvn.

Hans Petersen: “Et Aar i Krig” (1920)

18. august 1914. Tirlemont – 86’ernes ilddåb

Af Regiment 86’s officielle historie:

Rygtet talte sandt.  Den 18. august, årsdagen for slagene ved Gravelotte og St. Privat i 1870, skulle regimentet have sin ilddåb. Vest for vandløbet Gette var der mellem Diest og Tirlemont konstateret stærkere fjendtlige styrker, der åbenbart skulle forsvare dette afsnit. Hele 18. infanteridivision skulle indsættes.

Spændingen steg til det ulidelige. Men endnu fire timers march var nødvendig.

Endelig mellem Heelenbosch og Orsmael begynder deployeringen: Brigaden, regimentet, bataljonerne, I og II bataljoner i forreste linje, III bataljon til højre opstillet bag ved I bataljon. I bataljon havde sat 1. og 4. kompagni, II. bataljon havde sat 7. og 8. kompagni i forreste linje.

IR20Til højre for regimentet lå infanteriregiment 20 fra 3. armékorps, til venstre lå infanteriregiment 84. Kamplinjen løb over Gette, så over banedæmningen Diest-Tirlemont mod nordvest, gennem de to landsbyer Neerlinter og Oplinter, omfattede en lille skov, Ouden Bosch, og sluttede ved bakken Schaffelberg.

Da deployeringen er tilendebragt, kommer ordren – at der skal spises!

Feltkøkkenet bliver kørt frem, og i al gemytlighed ikke ret langt fra fjenden bliver ”det sidste måltid” – som nogen kaldte det – indtaget.

 I mellemtiden er det blevet eftermiddag. Men nu går det løs! I kompagnikolonne går det ned i Gette’s brede dalenge. Terrænet er forfærdeligt. Grøfter, levende hegn, pigtråd, hække og endelig Groote Gette selv, en lille flod på 10 meters bredde. Ingen bro.

1914-08-18 Tirlemont

Da hjælper ikke noget, ”gevær og patrontasker i vejret!” og så ellers uden trit ”med Gud for Konge og Fædreland” ned i vandet til op på brystet. Adskillige snubler i den ujævne flodbund og tager så et ufrivilligt bad. Det medfører megen morskab og latter. Nogle hundrede meter på den anden side af floden Gette nås banedæmningen klokken 3,15 om eftermiddagen.

Voelkerkrieg 1014 mindre

Kompagnierne deployerer sig fra kompagnikolonne til skyttekæde. Modstanderen er kun 7-800 m længere fremme. Han ligger på de flade, nøgne højdedrag i en befæstet stilling. Allerede nu piber hans første projektiler.

Nu fremad! I lange spring går det over det åbne terræn. Så åbner også vi ild. Nu slår vort artilleris første granater ned også derovre. Men modstanderen skyder elendigt. De fleste projektiler går for højt. Det mærker soldaterne snart, og de er ikke til at holde tilbage. ”Bajonetterne på!” og under hurra-råb bryder man ind i den fjendtlige stilling.

Straks efter stormer I bataljon det brændende Oplinter hen mod kl. 4. I de fjendtlige skyttegrave ser det forfærdeligt ud. Artilleriet har ryddet voldsomt op blandt belgierne. Døde og sårede ligger tæt ved siden af hinanden. Størstedelen af de overlevende lader sig tage til fange. Nogle lykkes det at trække sig tilbage til nye stillinger.

Hurtigt formerer man enhederne igen, III bataljon blander sig med I, og II bataljon kommer nu i den anden linje. Frontbataljonerne går gennem Ouden Bosch, mens Schaffelberg, der hæver sig bag ved, bliver beskudt af vort artilleri. Nu stormer de op mod Schaffelberg, vor første linje får lige føling med ham. Fjenden opgiver hurtigt modstanden og rømmer nærmest i flugt størstedelen af stillingen. Vor forfølgelsesild strækker mange til jorden. Der bliver set bort fra en videre forfølgelse. Brigadekommandøren er bange for, at han så ikke kan styre sine karle.

Aftenen sænker sig. Stjernerne blinker gennem røgen fra de brændende landsbyer. Trætte, men opløftede og glade over den opnåede sejr bivuakerer 86erne i kampstillingerne under åben himmel. Der var ingen grund til overmod, for sejren var tilkæmpet mod en svagere modstander, der oven i købet havde savnet artilleristøtte.

Det var heller ikke sket uden tab. Løjtnant Reissmann og 16 mand var faldet, 60 mand såret, 12 savnet. Belgiernes blodige tab var meget store. 214 fanger havde regimentet taget.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen