Tag-arkiv: kavaleri

9. september 1918. Advarsel fra oven: “Da var det, som om En siger: ‘Gaa bort her’.”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

(forsættelse af brev)

– Næste Dag, altsa den 9de, om Formiddagen, lugtede vi, at der var Ugler i Mosen. Tankene var ordnet bag Højene til nyt Angreb. Nu kommer Flyverne ogsaa an som Kragesværme og arbejder for, dernæst kommer Tankene væltende over Højene som svømmende Flodheste.

De har en forfærdelig moralsk Virkning, i Grunden er de de slet ikke saa farlige. Bagefter dem kommer Infanteriet stormende. Dog de fik en varm Modtagelse. Men til Venstre for os er der brudt igjennem og Vore viger tilbage; hvad der ikke viger, blev taget til Fange og vi stod og saa til, da de blev opstillet og aftransporteret.

Paa Grund af Trykket fra Venstre, forøget af attakerende Kavalleri, maa vi ogsaa vige, men da gav det Spaaker, en Hagl af Kugler sendte de efter os, og mangen Kammerat blev liggende. Atter fik jeg en Kugle gennem Tornisterne. En let Granat slaar ned et Par Meter fra mig og jeg blev overdænget med Jordklumper. Dog Herren holdt sin bevarende Haand over mig Liv. Lidt længere tilbage gjør vi atter Front, da faar vort Kompagni Befaling at gjøre et Modangreb.

Atter kaster vi os mod Fjenden og holder ham lidt tilbage, saa de Andre faar Tid til at samles og tage Stilling. Men ak, vort arme Kompagni! Døde, Saarede, og de, der ikke havde Mod til at gaa tilbage, forblev i Fjendens Hænder. Vi maatte endnu gaa tilbage til bag Framesville, hvor vi satte os fast til Natten. Da paa én Gang kommer bag fra de første Reserver (Bayere), de gjorde strax et Modangreb men opnaar ikke noget, dog Ingen var gladere end vi. 19 Mand talte vort Kompagni, Dagen før var vi 70.

Den 10de holdt vi Stillingen, og Fjendens Kraft var brudt. Dog om Aftenen forlod vi frivillig Stillingen og trak os tilbage i en bedre. – Dog før vi forlod Stillingen, erfarede jeg atter en haandgribelig Herrens Bevarelse. Der laa stærk Ild paa Graven (Skyttegraven), og jeg laa i et Hul i Graven. Da var det, som om En siger: ”Gaa bort her”. Jeg fjærner mig og lægger mig i et andet Hul, og næppe er jeg borte, slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet. Da kommer det atter for mig: ”Gaa bort her.” Jeg fjærner mig hen paa min rigtige Plads og næppe har jeg sat mig, da slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet.

4 af min Gruppe er saaret, 1 død, og jeg fik kun en lille Bule paa Baghovedet af en Sten. Skælvende maatte jeg takke Herren for hans Godhed imod mig.

De Saarede blev bragt tilbage og den Døde jordet, før vi gik bort. Saa maatte vi endnu blive i Stillingen til den 14de, da vi endelig blev afløst og kom tilbage i Ro, som vi saa haardt trængte til. Nu er de skønne Dage forbi og vi ligger atter i Stilling. Jeg haaber og beder til Gud, at Krigen naa naa sin Afslutning, før Vinteren begynder, og slutter saaledes min Beretning i Haab om et glædeligt Gjensyn i Hjemmet. Deres Taknemmelige
G.C. Knudsen.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

8. september 1918 – Georg Brodersen: “… Fordærvelse og Skræk i vore Rækker”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

I Stilling Syd-Vest for Cambrai d. 8 Sept. 1918.

Kjære Hr. Pastor! Min hjærteligste Tak for Deres kjære lange Bev. Vi nu efterkomme Deres Ønske og fortælle Dem lidt om mine Oplevelser under den Fochske Offensives Storkampdage, om det ikke bliver for meget for Deres Nerver.

Vi havde ligget et Par Dage i Rosiere i Ro og ventede efter, at Divisionen var færdig med Afløsningen, for saa at komme længere tilbage i Ro. Om Morgenen den 8 August, da jeg vaagnede, mente jeg, søvndrukken som jeg endnu var, at der kjørte et svært Lastautomobil forbi over Stenbroen, men da jeg kom rigtig til Besindelse, hørte jeg, at det var Trommeild fra fjendtlig Side. En anden Kammerat vaagner og siger raat: ”Na, da ist wohl wieder der Teufel los.” Jeg maatte sukke til Herren; ”Gaa du med mig, naar det i Dag gaar til Kamp.”

Lidt efter kommer en Ordonants; ”Aller højst Alarmberedt!” Vi pakker vore Sager og er færdig at rykke ud; svære fjendtlige Granater slaar bragende ned i Byen.  Først Klok. halv ni kommer der Ordre tli at rykke ud, saa gik det i langtrukken Kolonne hen imod Harbonniéres; dog inden vi naar Byen, staar vi allerede i Kamp. Flyvere raser over vore Hoveder i en Højde fra 10-30 Meter, saa Lufttrækken næsten løftede Staalhjelmen af Hovedet, strøende Fordærvelse og Skræk i vore Rækker. Bomberne drønede mellem os, og Maskingeværernes Kugler praslede ned over vore Hoveder. Her var ikke meget at gjøre, da vi saa at sige stod magtesløs, over for dem.

Dog nu kom Tankene til Syne og i flankerne Kavaleri, saa gav det Noget at bestille! Dog Infanteriet var kun svagt endnu, og vi holdt Stillingen. For Kavalleriet maatte vi trække vor venstre Fløj tilbage til Dækning. Hvor jeg befandt mig, da vi svinger tilbage, træffer mig en Kugle, jeg mærker Smækket. Det var en Maskingevær-Kugle fra en Tank, der gik gjennem Tornisteren, Støvlerne og den sammenrullede Kappe og ud mellem Bryst og Arm. Jeg maatte i Øjeblikket sige: ”Tak, Herre, at Du bevarede mig.” – Stillingen holdt vi til næste Dags Formiddag.

Af den Division, som havde løst os af, saa vi ikke en Eneste komme tilbage, saa vi næsten blev overrasket, da vi paa én Gang saa langt bag Froten saa Fjenden foran os. Stjærnerne blinkede paa Himlen, og mine Tanker fløj op over dem, op til Himlens Gud, Kongernes Konge, Hærskarernes Herre, og jeg have paa ny et Opgør med ham, og min Sjæl blev stille og fuld af Fred. Ja, den evige Gud er en Bolig fra Slægt til Slægt!

(brevet forsættes)

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

31. maj 1918: ”Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde” – Frederik Tychsens batteri overrasket af modangreb

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

18. marts 1917. Kampvogn og kavaleri-fægtning på Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Vi blev lidt efter lidt ført stadig længere frem. Det var haarde Kampe, som stod ved Somme, og som endte i det store Tilbagetog 1917.

Dette var snart i fuld Gang, og vi skulde være med til at dække det.

Vi kom hen en Dag i Nærheden af en lille By, som hed Epéhy. Vi var  ca. 40 Mand, som skulde dække en Front-linie paa omtrent 3 km.

En af mine unge Kammerater, Feddersen, fik sammen med mig anvist en Plads oppe paa en Bakke. Vi saa yderst i det Fjerne saadan et  underligt, graat, afstumpet Taarn, og vi sagde til hinanden, at den Fyr var her vist ikke, da vi kom her op.

Lidt efter saa det ud, som om den sank lige ned i Jorden; der gik en kort Stund, saa kom den til Syne igen, og saa var den nær nok, til at vi kunde se, at den lignede en stor, graa Trold.

Vi laa ganske stille hver med sine Tanker og sagde ikke noget. Fyren forsvandt igen, tilsyneladende lige ned i Jorden; atter gik der en kort Stund, og atter kom den til Syne en Bakke nærmere ved os.

Nu var vi klare over, at det var en af disse engelske Tanks. Vi syntes slet ikke, det var morsomt med den, for vi havde hørt allehaande Ting om, at de var bevæbnede med Maskingeværer og Revolverkanoner, at de kunde klatre over Diger og Grøfter, kravle over Pigtraad og Skyttegrave og i det hele taget var ugemytlige at
have med at gøre.

Vi laa musestille og skulde vel vogte os for at give os til Kende, der hvor vi laa; men Tanken rykkede ikke længere frem. Nu bakkede den og gik tilbage, og saa saa vi, at den blev ved at gaa tilbage, men yderst i det Fjerne fik vi samtidig Øje paa en større engelsk Kavalleripatrulje.

Vi havde aldrig endnu været i Ilden, og længtes heller ikke efter at komme det. Vi vidste nok, at det gjaldt om først at tage Hesten og derefter Manden, men vi vilde allerhelst slippe for at komme i Kamp med dem.

Vi vidste, at der bag os stod en større tysk Kavaleripatrulje saavel af
Ulaner som af Dragoner; men vilde de komme os til Undsætning? Og hvor var de? Var det Dragonerne eller Ulanerne,  der laa os nærmest?

Dragonerne havde vi ikke megen Tillid til, vi syntes, at de var stærkest i at smøre Haser; var det derimod Ulanerne, var vi mere trygge, for om dem havde vi hørt, at de kæmpede som Løver.

Vi saa Englænderne komme ganske langsomt ridende. Paaeen Gang  fik vi Øje paa Ulanerne, som samlede sig ved Foden af den Bakke, paa hvis Top vi laa. De havde ogsaa opdaget Englænderne.

De satte sig i Bevægelse, red igennem Dalen om til Højens Fod, kom saa ud paa en mindre Slette, og nu havde de gensidig opdaget hinanden, Englænderne og de tyske Ulaner.

I fuld Karriere fløj begge Parter ud fra hinanden. Idet de i fuldt Firspring sprængte imod hinanden, samlede de sig ganske tæt, Hest ved Hest, og tørnede saa sammen med et voldsomt Brag ca. 500 m foran os.

Det Vaabenbrag, den Hestevrinsken og det Jammerskrig, som lød, lyder endnu i mit Øre, naar jeg tænker paa det.

Jeg saa venstre Fløjmand af Tyskerne, i det Øjeblik alle var ved at tørne sammen, dreje sin Hest en Kende til venstre, saa han for lige forbi sin Modstander; men i samme Nu svingede han Lansen over sit Hoved og stødte den i sin engelske Modstanders Ryg, saa denne segnede ned af Hesten.

Det var ikke mange, hverken Englændere eller Tyskere, som slap levende fra det. Tyskerne beholdt Valpladsen, de faa Englændere, som var tilovers, galoperede tilbage. Det er den eneste Kavalerifægtning, jeg har været Vidne til.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

4. december 1916. 110 timer i tog fra Østfront til Vestfront

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. Vinteren 1915 og det meste af 1916 tilbragte han på Øsfronten, men i efteråret 1916 gik det mod vest.

Vi holdt stillingen her til hen i oktober 1916; da blev hele vort aktive husarregiment opløst, hvorefter hver af de fire eskadroner blev kommanderet til at afløse en reserve-kavalleriafdeling ved infanteriet.

Min 3. eskadron blev tildelt den 79. reserve-division.

– Pludselig blev eskadronens mandskab, heste og bagage indladet i jernbanewaggoner, og rejsen gik til en lille by ved navn Soli. Her fandt vi vor fremtidige division og var altså udset til at fortsætte ved infanteridivisionen.

Den 4. december 1916 forlod vi atter Soli pr. jernbane for at blive forflyttet til den vestlige krigsskueplads – til Belgien og Frankrig. – jernbanerejsen varede i det hele 110 timer med seks mand og seks heste i en waggon, dog til trods for vinterkulden kunne mandskabet og hestene så nogenlunde holde varmen i vognene.

Turen gik over Wilna, Warschau og Kalisch, hvor aflusningen fandt sted, og derefter videre over Leipzig, Nordhausen og Düsseldorf, mens vi passerede grænsen ved Herbesthal og gled ind i Belgien, hvor vi strejfede Lüttich og Tournai for at lande ved Lens.

Her ved Lens så vi de første skyttegrave på fransk jord. Vort første kommando gik ud på at skanse, og det blev under opsyn af en smilende D.S.K.-kammerat – sergent Jørgen Kork, Elholm ved Sønderborg.

Udover at skanse ved nattetide under ledelse af min landsmand, altså sergent Kork, måtte vi også bære miner frem til frontlinjen. Han forstod at ordne disse nattjenester til alles tilfredshed, selvom vi ryttere ikke var stolte af selve bedriften, og i nattens mulm og mørke kom heller ikke alle miner til deres bestemmelsessted.

DSK-årbøger 1971.

9. september 1914. Regiment 86 på tilbagetog

Af Regiment 86’s historie:

Det gik i nordlig retning over La Celle, hvor Petit Morin blev passeret igen, og Vendiere og Viffort, som først for tre dage siden blev passeret, og som ligger over 25 km nord for Neuvy. Lange ophold i marchen er et uundgåeligt bi-fænomen ved tilbagetog. Ved hver kort standsning synker folk som døde ned i vejgrøften og på landevejen. Dødtrætte når regimentet Viffort den 8. september kl. 2 morgen.

Det kunne knap betale sig at lægge sig hen. Allerede kl. 6 skulle der marcheres videre. Denne gang i nordvestlig retning over Chézy sur Marne, Hautvesnes, Marolles am Ourcq. Her blev der i mørket holdt et kort hvil, og i natmarch nåede man ved midnatstid Ivors. Ca. 50 km havde fødderne tilbagelagt denne dag. Den nye frontlinje var nået, men udmattelsen var fuldstændig. Fire dage så godt som uden søvn. March, deltagelse i et stort og svært slag, march og march igen. Dag og nat. Lastbilerne, som fulgte efter de udmattede, var toplæsset med mennesker og oppakning. Alle andre blev pisket fremad af den tanke ikke at falde i fjendens hænder. Mange sank i Ivors sammen som blyklumper og sov sig ømme og stive i den kolde efterårsnat

Om morgenen den 9. september var regimentet allerede kl. 7 klar til angreb ved sydvestranden af skoven ved Ivors. Den franske 6. armés sidste, svage omgåelsesforsøg i retning af Villers Cotteret skulle afværges ved hjælp af et angreb. III og II bataljon holdt skovranden ved Ivors besat; til højre infanteriregiment 85, til venstre 3. armékorps. I bataljon forblev bagud til rådighed for brigaden.

I løbet af formiddagen blev II bataljon trukket frem til sikring af det artilleri, som var på vej op til fronten. Den gik i stilling ved sydvestranden af Bargny.

Vidt og bredt stod kornet i traver og gav god dækning. Da rykker en stærk fransk kavalleripatrulje frem fra det overfor liggende Macquelines. Den kommer lige imod folkene fra 7. kompagni. De lader franskmændene komme ind på 300 meters afstande og giver så ild. Kun én slipper derfra.

Kl. 1.30 om eftermiddagen indtræffer angrebsbefalingen. Angrebet skal føres frem 4 km i sydvestlig retning indtil banelinien Ormoy-Betz. Kl. 3.30 var banedæmningen nået. Fjenden bestående af vigende, svage styrker ydede ingen alvorlig modstand. Artilleriet havde snart skræmt ham ud af korntraverne, som han var krøbet ind i. Et komisk syn var det, hvordan traverne pludseligt blev levende og i en betragtelig fart løb hen over marken. Bagud. På højderne syd for banedæmningen gik regimentet til ro kl. 9 om aftenen med posterede vagter.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

13. august 1914. Slaget ved Haelen

Af Erik Ingemann Sørensen

Ved Haelen i Belgien kommer det til et klassisk rytterslag mellem 2.400 belgiske kavalerister mod 4.000 tyske. Slaget udkæmpes med lanser og sabler og slutter med en belgisk sejr.

Slaget er et eksempel på, at den traditionelle tankegang ikke havde sluppet sit tag i den militære planlægning.

Den 22-årige husar, Lorenz Jessen Elberg, falder ved Boneffe i Belgien.