Senest ændret den 26. april 2017 11:41

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.

Vi blev lidt efter lidt ført stadig længere frem. Det var haarde Kampe, som stod ved Somme, og som endte i det store Tilbagetog 1917.

Dette var snart i fuld Gang, og vi skulde være med til at dække det.

Vi kom hen en Dag i Nærheden af en lille By, som hed Epéhy. Vi var  ca. 40 Mand, som skulde dække en Front-linie paa omtrent 3 km.

En af mine unge Kammerater, Feddersen, fik sammen med mig anvist en Plads oppe paa en Bakke. Vi saa yderst i det Fjerne saadan et  underligt, graat, afstumpet Taarn, og vi sagde til hinanden, at den Fyr var her vist ikke, da vi kom her op.

Lidt efter saa det ud, som om den sank lige ned i Jorden; der gik en kort Stund, saa kom den til Syne igen, og saa var den nær nok, til at vi kunde se, at den lignede en stor, graa Trold.

Vi laa ganske stille hver med sine Tanker og sagde ikke noget. Fyren forsvandt igen, tilsyneladende lige ned i Jorden; atter gik der en kort Stund, og atter kom den til Syne en Bakke nærmere ved os.

Nu var vi klare over, at det var en af disse engelske Tanks. Vi syntes slet ikke, det var morsomt med den, for vi havde hørt allehaande Ting om, at de var bevæbnede med Maskingeværer og Revolverkanoner, at de kunde klatre over Diger og Grøfter, kravle over Pigtraad og Skyttegrave og i det hele taget var ugemytlige at
have med at gøre.

Vi laa musestille og skulde vel vogte os for at give os til Kende, der hvor vi laa; men Tanken rykkede ikke længere frem. Nu bakkede den og gik tilbage, og saa saa vi, at den blev ved at gaa tilbage, men yderst i det Fjerne fik vi samtidig Øje paa en større engelsk Kavalleripatrulje.

Vi havde aldrig endnu været i Ilden, og længtes heller ikke efter at komme det. Vi vidste nok, at det gjaldt om først at tage Hesten og derefter Manden, men vi vilde allerhelst slippe for at komme i Kamp med dem.

Vi vidste, at der bag os stod en større tysk Kavaleripatrulje saavel af
Ulaner som af Dragoner; men vilde de komme os til Undsætning? Og hvor var de? Var det Dragonerne eller Ulanerne,  der laa os nærmest?

Dragonerne havde vi ikke megen Tillid til, vi syntes, at de var stærkest i at smøre Haser; var det derimod Ulanerne, var vi mere trygge, for om dem havde vi hørt, at de kæmpede som Løver.

Vi saa Englænderne komme ganske langsomt ridende. Paaeen Gang  fik vi Øje paa Ulanerne, som samlede sig ved Foden af den Bakke, paa hvis Top vi laa. De havde ogsaa opdaget Englænderne.

De satte sig i Bevægelse, red igennem Dalen om til Højens Fod, kom saa ud paa en mindre Slette, og nu havde de gensidig opdaget hinanden, Englænderne og de tyske Ulaner.

I fuld Karriere fløj begge Parter ud fra hinanden. Idet de i fuldt Firspring sprængte imod hinanden, samlede de sig ganske tæt, Hest ved Hest, og tørnede saa sammen med et voldsomt Brag ca. 500 m foran os.

Det Vaabenbrag, den Hestevrinsken og det Jammerskrig, som lød, lyder endnu i mit Øre, naar jeg tænker paa det.

Jeg saa venstre Fløjmand af Tyskerne, i det Øjeblik alle var ved at tørne sammen, dreje sin Hest en Kende til venstre, saa han for lige forbi sin Modstander; men i samme Nu svingede han Lansen over sit Hoved og stødte den i sin engelske Modstanders Ryg, saa denne segnede ned af Hesten.

Det var ikke mange, hverken Englændere eller Tyskere, som slap levende fra det. Tyskerne beholdt Valpladsen, de faa Englændere, som var tilovers, galoperede tilbage. Det er den eneste Kavalerifægtning, jeg har været Vidne til.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).