23. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: gendarmen fik kærnemælk i ansigtet

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Gendarmen fik kærnemælken i ansigtet

En bondekone var paa vejen ind til Flensborg med en spand kærnemælk, da hun mødte en gendarm, som forlangte at se, hvad hun havde i sin spand. Konen tog laaget af, og da gendarmen formodede, at der laa smør gemt paa bunden af kærnemælken, greb han med haanden ned i denne og fandt intet. Men konen blev vred og sagde: “Naar de vil vaske deres hænder i min mælk, saa skal de ogsaa have noget i ansigtet”, og dermed kastede hun gendarmen indholdet af mælkespanden i ansigtet.  – Om sagen vil faa et efterspil for retten, vides endnu ikke.

Faldne

Hans Henningsen fra Brøstrup ved Rødding er den 15.juni død paa et feltlazaret, 35 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Robert Falk fra Sommersted er falden.

Bagermester Iversen og hustru ved Jordkær Station har modtaget meddelelse om, at deres søn undervejs fra hjemmet til Rusland var bleven angrebet af lungebetændelse og død. En time før telegrammets ankomst var en anden søn kommen hjem paa orlov.

Fhv. musikdirektør P. R. Schmidt og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Nis den 13. juli er død af sine saar paa et krigslazaret i Bayern, 25 aar gl.

Sofus Clausen fra Rødding er den 24. juni død paa et lazaret ved Vestfronten i en alder af 32 aar. Han efterlader enke og en lille søn.

Enke Meta Hansen i Sønder Onlev ved Jordkær har modtaget efterretning om, at hendes søn Hans er falden ved Vestfronten den 7. juli, 19 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Lorenz Andresen fra Løjtkirkeby er falden; at Mathias Mortensen fra Brosbøl er død af sygdom og at Hans Fogh fra Østerlindet er død i fangenskab.

Friedrich Jørgensen fra Hønkys, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 9. april 1917.

Efter 2 aars uvished har fru Katrine Schmidt i Hovslund modtaget meddelelse om, at hendes mand, Anker Schmidt, den 5. juli 1916 er død i Galizien af solstik, 39 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Jørgen Hansen fra Jægerup er druknet ved badning.

Saarede

Landeværnsmand Hansen fra Høkkelbjerg ved Aabenraa er haardt saret paa et feltlazaret.

Ifølge tabslisten er Nikolaj Grøftholdt fra Haderslev haardt saaret.

Savnede

Over-fyrbøder Christian Nielsen fra Vojens er savnet.

I fangenskab

Den indkaldte arbejdsmand H. Hundevadts hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at sønnen Karl Hundevadt er i fransk fangenskab. Foruden manden og den fangne 21 aar gamle søn er endnu en søn med i krigen.

Enkefru Petersen-Egebeck i Haderslev har modtaget meddelelse om, at hendes søn den 1. juni haardt saaret er kommen i fransk fangenskab.

Peter Olling fra Studstrup Mark er kommen tilbage fra fangenskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *