Tag-arkiv: Tanks

Nyheder

18. oktober 1918. Matthias Møller ved Wassigny: “Pludselig er Helvede løs …”

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Ved M.G.K. Res. Inf. Reg. 69 i Slaget ved Wassigny

Pludselig er Helvede løs. Det er tidlig Morgenstund den 18. Oktober 1918. Paa et Slag er hele fjendens Artilleri i Gang. Maskingeværer skyder Spærreild bagud. Helvedeslarm, som ingen kan forestille sig, der ikke har været med i Materialslagenes Trommeild. Alt drukner i en uhørt Tordnen, Buldren og Bragen.

Luften er fuld af eksploderende Jern, Splinterne suser, synger og piber i alle Tonarter gennem Luften. I et Spring er jeg ude hos Vagtposten. ”Hvad er der Los”? raaber jeg mekanisk. At det er Begyndelsen til en ny engelsk Offensiv, er der sikkert ingen, der er i Tvivl om. Jeg heller ikke.

Imidlertid er alle kommen frem, og vi søger Dækning, saa godt vi kan. Efterhaanden, som Tiden gaar, bliver den Granatild, vi udsattes for, svagere og svagere. Næsten alt gaar nu over os og eksploderer længere tilbage, — Spærreild, saa ingen Reserver kommer frem.

Larmen er den samme — men ligesom lidt paa Afstand.

Omkring os eksploderer nu kun Taagegranater, som ved Eksplosionen udvikler en hvid Damp. Vinden driver de forskellige Eksplosionsskyer ind i hinanden, og snart er hele Landskabet indhyllet i Taage.

Vi staar allerede lange parat og skyder blindt ind i Landskabet foran os. Jeg har overtaget Skydningen ved mit Maskingevær.

Vi har allerede længe med røde Lyskugler opfordret vort Artilleri til at give Spærreild. Men de skyder meget sparsomt og meget daarligt.

En Soldat kommer løbende fra højre og meddeler, at Fjenden allerede er brudt igennem — og ikke længe efter faar vi Meddelelse om, at Englænderne ogsaa med Tanks er brudt igennem til venstre.

Det er altsaa kønne Udsigter. Forbindelsen til venstre og højre afbrudt. Hvordan Stillingen virkelig er, er der ingen, der aner.

Jeg kan i hvert Fald ikke under de nuværende Forhold give Ordre til Tilbagetog. Jeg skyder ustandseligt med Maskingeværet. Naar Taagen i Vinden letter fra Jorden, forekommer det mig, at Englænderne kommer, dels krybende, dels i Skyttelinje frem mod os.

Jeg beskyder hele Terrænet foran os, der kommer ingen levende Sjæl igennem.

Pludselig hører jeg Raaben og Støjen til højre. Jeg kaster et Blik i Retningen og stivner. Ovenpaa Skyttegravsdækningen i en Afstand paa 5-6 meter staar Englænderne. Fire kan jeg se. Resten fortaber sig i Taagen.

Infanteristerne i vor Beskyttelsesafdeling smider Vaaben og alt hvad de har og bliver taget til Fange.

Jeg er klar over, at jeg bliver skudt ned, da de har set mig skyde paa de fremstormende Skyttelinjer. Jeg drejer mig om, — et Spring fra Afsatsen, hvor jeg staar, over mod den anden Side af Skyttegraven. Det lykkes, jeg naar den og løber for Livet. Infanteriprojektiler sprøjter omkring- mig.

En af mine Skytter følger mit Eksempel — kun en Smule langsommere. Jeg har aldrig set ham siden.

10-12 Skridt fra Skyttegraven bliver jeg opslugt af Taagen. Jeg er ingen Skydeskive mere.

Men jeg sanser intet. Hjertet banker, og Lungerne arbejder, saa jeg synes, Brystet skal sprænges; Benene er som af Bly. Efter ca. 100 meters Løb hører jeg lige foran mig en tung Lastbil køre forbi. Et Par Skridt videre fremme træffer jeg Aftryk af Larvefødder, altsaa Tank. I det samme hører jeg, hvor den standser og begynder at skyde med Maskingevær.

Jeg tag er hurtigt en anden Retning og haster videre. Efterhaanden, som jeg naar længere tilbage, bliver Luften mere og mere gennemsigtig.

Jeg træffer paa to Ordonnanser — en fra mit Kompagni og en Artillerist — som fra Bataillonskommandoen i 3. Linje skal bringe Meddelelse tilbage til Beredskabsstillingen om, at Fjenden er brudt igennem de første Linjer.

Vi kommer forbi 2 Antitankskyts, Kanonererne gør Skytset ubrugeligt. Vi nærmer os Landsbyen og Spærreildzonen. Granateksplosionerne ligger saa. tætte, at det er umuligt, at naa igennem.Vi maa søge Dækning bag et Hegn.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1941

Krigens forløb, Sønderjyder

11. september 1918. Frederik Tychsens kanon afværger et angreb med kampvogne

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den 11. september fik vi besked om, at englænderne den næste morgen ville angribe med ca. 300 tanks. Her havde englænderne i forvejen angrebet med tanks, dette vidnede slagmarken om, for alle vegne lå der væltede og ituskudte tanks.

Vi undersøgte mange af dem; det var nogle store maskiner. Der skulle en kanon fra hvert batteri sendes ud mod disse tanks. Da fjerde kanon var den dårligste, skulle den sendes ud og eventuelt ofres? Jeg havde den fjerde kanon, og chefen, løjtnant Wiederholdt, spurgte mig, om jeg ville tage med. Det kunne jeg ikke nægte.

Han spurgte dernæst, hvem af mandskabet, der ville tage med? Hele den samlede betjening meldte sig. Da mørket var faldet på, kørte vi af sted. Vi havde en ammunitionsvogn med. Der var en sergent med fra hesteafdelingen, han førte troppen hen til stedet, en korsvej, hvor vi skulle melde os hos en officer.

Det var ret stille denne aften, og ved ca. 10 tiden nåede vi ud til korsvejen. Her holdt en leutnant, og han begyndte med at skænde og give hals – han var nervøs, og det var vi også, og derfor sagde vi straks: ”hold kæft” til ham. Han mærkede vor nervøse stemning – og tav med det samme. Vi fik en plads anvist, og i nærheden stod der kanoner fra andre batterier, både feldt og svært artilleri.

Hestene blev trukket tilbage, og vi gjorde os skyde klar. Retning, afstand og ladning blev givet af løjtnanten. Leutnanten var ikke fra vort batteri. Vi havde faet en flaske cognac med. Denne lod jeg de seks kanonerer dele, og så lagde de sig til at sove ved siden af kanonen, medens jeg selv holdt vagt. Vi var alle trætte og nervøse.

Natten forløb ganske roligt. Nogle skud faldt der hist og her, en enkelt flyver kastede lyskugler, men for øvrigt var det efter forholdene meget stille. Ved 4 – 5 tiden om morgenen begyndte englænderne at røre på sig. Det eneste, vi fornam, var en uhyre surren og brummen som af tusinde flyvemaskiner, men temmelig svag. Det var tanksene, der startede.

Vi fik ordre til at skyde. Jeg fik kanonererne vækket, om end med besvær, de sov så hårdt, så hårdt, men de kom, og vi satte ind med en mægtig kanonade efter det angivne mål. De andre kanoner skød også i hurtigt tempo. Vi skød på 3000 m til at begynde med og senere på en kortere afstand. Men så blev vor ild besvaret af en mægtig ild fra angriberen. Vistnok fra tanksene.

Det var nemlig et lille kaliber, vi blev beskudt med. Da vi havde skudt ca. 50 skud, fik vi en fuldtræffer, der satte os ude af stand til at fortsætte med skydningen. Fire af kanonererne blev hårdt såret, og sigteindretningen tog også skade.

Jeg sendte bud efter hestene, vi fik protzet på og gjort køreklar, og de 4 sårede læssede vi på Protzen, og så skyndte vi os derfra. Til at begynde med kørte vi så hurtigt, som det var muligt, vi regnede med, at tanksene var i hælene på os, men de kom ikke denne dag.

Da vi havde kørt en halv times tid, kom batterichefen, løjtnant Wiederholdt, os i møde; han kom i strakt galop, og da han kom helt hen til os, standsede han køretøjet; han spurgte os om hvorledes, det var gået, han talte med de sårede, spurgte efter deres befindende, om de havde smerter osv. Han roste os og fortalte, at vi havde klaret vor opgave godt, det planlagte angreb var slået tilbage i begyndelsen, og vi havde vor store andel i, at det var gået sådan.

Dem, der ikke havde jernkorset af II. grad, blev opnoteret, for nu skulle de få denne udmærkelse, og for mit vedkommende, da tilbød chefen mig jernkorset af I. grad eller orlov. Jeg bad om at få orlov; dette forbavsede chefen noget, men jeg sagde, at det var længe siden, jeg havde haft en rigtig orlov, og så sagde han, at han ville gøre, hvad han kunne, for at jeg kunne komme af sted så hurtigt som muligt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

9. september 1918. Advarsel fra oven: “Da var det, som om En siger: ‘Gaa bort her’.”

Skriv en kommentar

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

(forsættelse af brev)

– Næste Dag, altsa den 9de, om Formiddagen, lugtede vi, at der var Ugler i Mosen. Tankene var ordnet bag Højene til nyt Angreb. Nu kommer Flyverne ogsaa an som Kragesværme og arbejder for, dernæst kommer Tankene væltende over Højene som svømmende Flodheste.

De har en forfærdelig moralsk Virkning, i Grunden er de de slet ikke saa farlige. Bagefter dem kommer Infanteriet stormende. Dog de fik en varm Modtagelse. Men til Venstre for os er der brudt igjennem og Vore viger tilbage; hvad der ikke viger, blev taget til Fange og vi stod og saa til, da de blev opstillet og aftransporteret.

Paa Grund af Trykket fra Venstre, forøget af attakerende Kavalleri, maa vi ogsaa vige, men da gav det Spaaker, en Hagl af Kugler sendte de efter os, og mangen Kammerat blev liggende. Atter fik jeg en Kugle gennem Tornisterne. En let Granat slaar ned et Par Meter fra mig og jeg blev overdænget med Jordklumper. Dog Herren holdt sin bevarende Haand over mig Liv. Lidt længere tilbage gjør vi atter Front, da faar vort Kompagni Befaling at gjøre et Modangreb.

Atter kaster vi os mod Fjenden og holder ham lidt tilbage, saa de Andre faar Tid til at samles og tage Stilling. Men ak, vort arme Kompagni! Døde, Saarede, og de, der ikke havde Mod til at gaa tilbage, forblev i Fjendens Hænder. Vi maatte endnu gaa tilbage til bag Framesville, hvor vi satte os fast til Natten. Da paa én Gang kommer bag fra de første Reserver (Bayere), de gjorde strax et Modangreb men opnaar ikke noget, dog Ingen var gladere end vi. 19 Mand talte vort Kompagni, Dagen før var vi 70.

Den 10de holdt vi Stillingen, og Fjendens Kraft var brudt. Dog om Aftenen forlod vi frivillig Stillingen og trak os tilbage i en bedre. – Dog før vi forlod Stillingen, erfarede jeg atter en haandgribelig Herrens Bevarelse. Der laa stærk Ild paa Graven (Skyttegraven), og jeg laa i et Hul i Graven. Da var det, som om En siger: ”Gaa bort her”. Jeg fjærner mig og lægger mig i et andet Hul, og næppe er jeg borte, slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet. Da kommer det atter for mig: ”Gaa bort her.” Jeg fjærner mig hen paa min rigtige Plads og næppe har jeg sat mig, da slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet.

4 af min Gruppe er saaret, 1 død, og jeg fik kun en lille Bule paa Baghovedet af en Sten. Skælvende maatte jeg takke Herren for hans Godhed imod mig.

De Saarede blev bragt tilbage og den Døde jordet, før vi gik bort. Saa maatte vi endnu blive i Stillingen til den 14de, da vi endelig blev afløst og kom tilbage i Ro, som vi saa haardt trængte til. Nu er de skønne Dage forbi og vi ligger atter i Stilling. Jeg haaber og beder til Gud, at Krigen naa naa sin Afslutning, før Vinteren begynder, og slutter saaledes min Beretning i Haab om et glædeligt Gjensyn i Hjemmet. Deres Taknemmelige
G.C. Knudsen.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

Ikke kategoriseret

8. september 1918 – Georg Brodersen: “… Fordærvelse og Skræk i vore Rækker”

Skriv en kommentar

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

I Stilling Syd-Vest for Cambrai d. 8 Sept. 1918.

Kjære Hr. Pastor! Min hjærteligste Tak for Deres kjære lange Bev. Vi nu efterkomme Deres Ønske og fortælle Dem lidt om mine Oplevelser under den Fochske Offensives Storkampdage, om det ikke bliver for meget for Deres Nerver.

Vi havde ligget et Par Dage i Rosiere i Ro og ventede efter, at Divisionen var færdig med Afløsningen, for saa at komme længere tilbage i Ro. Om Morgenen den 8 August, da jeg vaagnede, mente jeg, søvndrukken som jeg endnu var, at der kjørte et svært Lastautomobil forbi over Stenbroen, men da jeg kom rigtig til Besindelse, hørte jeg, at det var Trommeild fra fjendtlig Side. En anden Kammerat vaagner og siger raat: ”Na, da ist wohl wieder der Teufel los.” Jeg maatte sukke til Herren; ”Gaa du med mig, naar det i Dag gaar til Kamp.”

Lidt efter kommer en Ordonants; ”Aller højst Alarmberedt!” Vi pakker vore Sager og er færdig at rykke ud; svære fjendtlige Granater slaar bragende ned i Byen.  Først Klok. halv ni kommer der Ordre tli at rykke ud, saa gik det i langtrukken Kolonne hen imod Harbonniéres; dog inden vi naar Byen, staar vi allerede i Kamp. Flyvere raser over vore Hoveder i en Højde fra 10-30 Meter, saa Lufttrækken næsten løftede Staalhjelmen af Hovedet, strøende Fordærvelse og Skræk i vore Rækker. Bomberne drønede mellem os, og Maskingeværernes Kugler praslede ned over vore Hoveder. Her var ikke meget at gjøre, da vi saa at sige stod magtesløs, over for dem.

Dog nu kom Tankene til Syne og i flankerne Kavaleri, saa gav det Noget at bestille! Dog Infanteriet var kun svagt endnu, og vi holdt Stillingen. For Kavalleriet maatte vi trække vor venstre Fløj tilbage til Dækning. Hvor jeg befandt mig, da vi svinger tilbage, træffer mig en Kugle, jeg mærker Smækket. Det var en Maskingevær-Kugle fra en Tank, der gik gjennem Tornisteren, Støvlerne og den sammenrullede Kappe og ud mellem Bryst og Arm. Jeg maatte i Øjeblikket sige: ”Tak, Herre, at Du bevarede mig.” – Stillingen holdt vi til næste Dags Formiddag.

Af den Division, som havde løst os af, saa vi ikke en Eneste komme tilbage, saa vi næsten blev overrasket, da vi paa én Gang saa langt bag Froten saa Fjenden foran os. Stjærnerne blinkede paa Himlen, og mine Tanker fløj op over dem, op til Himlens Gud, Kongernes Konge, Hærskarernes Herre, og jeg have paa ny et Opgør med ham, og min Sjæl blev stille og fuld af Fred. Ja, den evige Gud er en Bolig fra Slægt til Slægt!

(brevet forsættes)

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

Ikke kategoriseret

11. december 1917 – H.P. Hanssen: “et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger”

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

Dagen efter blev jeg kaldt til Divisionslægen, som udtalte sig meget anerkendende om min Søn, der som Bataillons-Forplejningsofficer bl. a. ogsaa havde sørget for, at Divisionens Lazaretter altid var velforsynede med alle Fornødenheder. Han trøstede os med, at Faren nu var overstaaet, om 4 Maaneder vilde han forhaabentlig atter kunne sidde i Sadelen!

Da jeg kom tilbage til Hotellet, kom Regimentsadjudanten og overbragte mig en Indbydelse fra Bataillonschefen, Grev Blücher, til Middag hos Staben. Jeg vilde blive afhentet Kl. 12. Da vi kørte opad Dalen, var Vejen dækket med Kulisser, ved begge Sider af Vejen var Markerne fulde af Granathuller. Officeren, som ledsagede mig, sagde: „Naar Franskmændene skaaner Mühlhausen, er det sikkert kun, fordi de regner bestemt med at faa den ved Fredsslutningen.”

Ved Bordet spurgte Officererne mig meget ivrigt, hvorfor der ikke blev bygget Tanks, og jeg mærkede hurtigt, at de nærede en meget stærk Frygt for dette nye engelske Angrebsvaaben. Jeg svarede: „Alt hvad Tyskerne kan skrabe sammen af Arbejdskraft og Materiale anvendes til Bygning af Undervandsbaade. Det betragter Hærledelsen som vigtigere.”

En enkelt Ytring af Bataillonskommandøren, Grev Blücher, kastede et skarpt Strejflys over mange Officerers Tænkemaade. Greven udtalte sin stærke Misbilligelse af en ny Regimentsbefaling, hvorefter det var bleven Officererne forbudt at medtage „Souvenirs” og mere brugelige Ting fra de besatte Landsdele. „Vi laa,” sagde han, „forleden indkvarterede paa et smukt monteret fransk Slot. Jeg fandt der det dejligste Sévres Porcelæn og Krystal. Men maatte nu lade det staa. I Grunden er det jo ganske meningsløst, nu bliver det dog slaaet i Stykker, og hvor megen Glæde kunde jeg ikke have haft af det hjemme i Tyskland.” — Kommentarer er overflødige.

Staben laa en Mils Vej fra Mühlhausen og en tre Fjerdingvej fra den yderste Frontlinje. Bataillonskommandøren spurgte mig, om jeg havde Lyst og Mod til at tage en Tur med ham ud til den. Jeg svarede ja. Vi fik et lille Ponykøretøj og kørte af Sted. Først ud ad den samme, med malede Kulisser og Straaforhæng overdækkede Vej, som skjulte al Passage for Franskmændene. Et Stykke ude maatte vi stige ud og gaa videre til Fods. Markerne var nu helt øde, oprevne af Granater og overgroede med Ukrudt fra forrige Sommer.

Vi kom ind i den forreste Artilleristilling, hvor den kommanderende Officer, en Kaptajn, med Stolthed viste os, at hans Dækning Dagen før havde modstaaet en svær Fuldtræffer. I Luften over os svirrede fire franske Flyvere, paa hvem de tyske Batterier vedligeholdt en livlig Kanonade. Smaa hvide Shrapnellskyer omgav dem paa alle Sider, men det generede øjensynligt ikke Flyverne. Det store Rum var udenom.

Jeg blev præsenteret som tysk Rigsdagsmand og Artilleriofficerens første Spørgsmaal til mig var atter: „Hvorfor bygger vi dog ikke flere Tanks? Ser De Marken derovre,” fortsatte han, „ad den vil der en Dag bryde Tanks frem. Vi kan sende dem et Par Salver, paa det indøver jeg mit Mandskab, men naar de er affyrede, er vi i Virkeligheden værgeløse. Det er absolut nødvendigt, at Hæren faar Tanks.” Under mine følgende Samtaler med Officerer gentog det samme sig Gang efter Gang. „Tanks! Tanks! Tanks!” lød det fra alle Sider. Det var tydeligt nok, at Englændernes sidste Angrebsvaaben er meget frygtet.

Efter endnu at have aflagt et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger, kørte et Par Officerer mig tilbage til Mühlhausen. Paa Gaden stødte jeg uventet sammen med Byens Repræsentant i Rigsdagen, Emmel, som saa meget mørkt paa Situationen. Dagen efter rejste jeg hjem.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 179-81)

Krigens forløb

20. november 1917. “Ca. 300 Tanks krøb sikkert og støt frem imod de tyske Linjer …”

Skriv en kommentar

Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.

Krigens forløb

20. november 1917. Engelske tanks ved Cambrai: “Uhyrerne kommer stadig nærmere”

Skriv en kommentar

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Det var kl. 7,25 om morgenen, da med et slag en trommeild satte ind. Det var “trommeild” i ordets sande betydning; det trommede på vort dækningsrum og stillingen i det hele taget. Med et ryk farer jeg op. Det trykkende rum er kun sparsomt belyst af en acetylenlampe. Jeg ser endnu for mig ganske tydeligt, hvordan jeg halvt oprejst stirrer ind i  lyset, idet jeg støtter på en arm og støder hovedet mod loftet. Finnern er vågen i samme øjeblik og kommer med det samme. Jeg siger til ham:”Finnern, nu bliver det alvor; nu kommer englænderne!” “Javel, hr. løjtnant.”

Jeg løber halvvejs op ad dækningsrummets trappe og kan gennem udgangen se ud i den gryende dag. Jeg ser en uopholdelig lynen og bragen; sjældent har jeg oplevet noget lignende. Det var umuligt at gå ud og havde iøvrigt også været meningsløst. Jeg sætter mig på et trappetrin og venter. Uafbrudt trommer det videre; det er, som om helvede er sluppet løs; skyttegravsvæggene styrter sammen; det ene krater bliver dannet efter det andet; jern suser summende og klirrende gennem luften. Men efter forløbet af kun et kvarter holder ilden op hos os; den er forlagt længere bagud. Jeg får Finnern til at række mig gasmasken; han spørger mig, om jeg ikke også vil have min frakke; jeg afslår: i den forestående kamp vil jeg  være så uhæmmet som muligt – senere har jeg bittert måttet fortryde, at jeg ikke tog frakken med; i måneder måtte jeg fryse forfærdeligt, indtil min frakke hjemmefra indtraf i England.

Jeg styrter ud, “Koch-vejen” er næsten ikke til at kende igen. Jeg løber til de nærmeste dækningsrum, da de første folk allerede kommer ud; hurtigt besætter de skyttetrinene. Jeg løber frem og tilbage for at se efter den til højre. Pludselig råbes der: “Hr. løjtnant, der kommer tanks!” “Hvad! tanks?” Jeg springer op på et skyttetrin og vil ikke tro mine egne øjne. Som en skyttelinje, men ikke af soldater, engelske khakiuniformer, men af små pansrede huse, kommer de mod os, og de “små huse” bliver til kolosser. I  dusinvis ser vi dem.

Da jeg er kommet mig over den første målløse forbavselse – sådanne tingester havde vi jo endnu aldrig set – brøler jeg bare ud; “Skytteild!” Og skuddene farer ud af løbet – og preller af på pansertårnene som ærter på en blikdåse. Uhyrerne kommer stadig nærmere; det synes dem helt ligegyldigt, om vi skyder eller ej. De to forreste kompagnier må være fuldstændig løbet over ende; der er intet af dem at se eller høre. Jeg kigger mod højre ind i dalsænkningen: og sandelig! da er de allerede kørt ind over vore linjer og kommer os nu i ryggen. Min anden deling er allerede afskåret fra os.

Da farer der også skud hen over vore hoveder; tanks’ne skyder med deres små kanoner. Stadig nærmere kommer de uden ophold. Af støtte fra vort artilleri er der ikke det mindste spor; det er for svagt, men også generet af tåge. Da bliver det helt klart for mig; vi kan intet udrette her; tanks’ne vil ganske enkelt køre hen over os og skyde os ned. Hvad er der at gøre? Da kommer løjtnant Saucke med resten af sit 6. kompagni; han skubber sig gennem vor grav videre gennem K 2 linjen mod venstre; jeg følger efter med min folk: vi vil hen til hulvejen.

Denne, der løber lodret ned i stillingen, er spærret af fældede træstammer, der er faldet tværs over vejen; her kan tanks’ne ikke komme frem. 5. kompagni forsvarer fra hulvejen et stykke af K 2 linjen; også i selve hulvejen indretter vi os til forsvar. 6. kompagni står til venstre for os og ud over hulvejen. Her er vi mere beskyttet. Vi har et langt tilbageblik ind i terrænet til Ribécourt og Flesquières; Til højre og venstre er fjenden brudt langt igennem, ja, allerede trængt  igennem disse byer; vi danner endnu en forsvarsø i den fjendtlige stormflod. Til halv højre, foran os og til halv venstre samles tanks’ne; vi er som et sammenrullet pindsvin, og tanks’ne er piggene.

De kommer ikke længere; vi opholder dem; det forstærker vor vilje til at holde ud. Sammenbidt klamrer hånden sig til kolben: vi vil sælge vort liv dyrt! Så let skal de ikke få os! Jeg kigger mig bagud, om der ikke kommer noget støtte; men intet er at se; tanks’ne behersker den brede slagmark. – Vi undrer os over, at fjenden ikke rykker nærmere, men grunden er enkel:  hvis der viser sig levende væsner, de brune englænderuniformer, henter de sig blodige hoveder. Det engelske infanteri viser sig sandelig ikke fra sin tapre side i dag; det vover sig ikke frem foran sine tanks; kan tanks’ne ikke komme videre, bliver også infanteriet liggende bag dem.

Alle, der endnu har en arm, skyder, også officererne. Et maskingevær, der står posteret på et gunstigt sted, har ingen ammunition mere. Jeg sender bud til  kaptajn Soltau, hvis dækningsrum ligger længere tilbage på hulvejen, og beder om ammunition; Ordonnansen kommer tilbage med den besked, at der intet er, forstærkning vil sikkert snart komme, vi skal blot holde ud. Soltaus sidste melding til regimentet sluttede med sætningen: “Vi holder os til sidste mand.” Vi har ikke længere håb om forstærkning, men alligevel: vi bliver stående! “Det lykkedes kun få at undslippe”, således kan man læse i  beretninger om dette slag eller om lignende forløb. Os havde det også kunnet “lykkes”, hvis ikke vor pligtfølelse havde fået os til at blive.

Timerne udrinder! Vi har betydelige tab; døde og sårede fylder vor grav; Tanks’ne har skudt sig helt godt ind på vor grav og på hulvejsranden; vor modstand forringes.  Jeg kommer næppe til besindelse; tanken om et muligt fangenskab  har slet ikke strejfet mig; Øjeblikket kræver anspændelse af alle kræfter og tanker. – Jeg går hen til kaptajn Soltau. Da jeg betræder bataljonens dækningsrum, står han  med blottet overkrop midt i sit opholdsrum; hans adjudant, løjtnant Elson, løjtnant af reserven Saucke og løjtnant af reserven Langfeldt er tilstede. Hurtigt udveksler vi vore opfattelser af situationen.

Soltau er såret i ryggen. Han siger til mig: “De overtager føringen af bataljonen.” Praktisk har det ikke meget at sige; Vi er nu kun en håndfuld  folk tilbage. Jeg går ud foran igen. Klokken er ca. 11,30. Nu rykker fjenden frem. Tanks’ne skyder stærkere og mere systematisk; jeg såres let på halsen. Mens én lægger en forbinding om halsen på mig, råber en: “Løjtnant Hallum er lige faldet”, en anden: “Nu  kommer de ned ad hulvejen.” – Nu er det ved at være forbi. Hvordan det hele afspilledes i disse minutter, ved ingen mere nøjagtigt. Vi hørte senere, at kaptajn Soltau og løjtnant Elson var gået ind i en sidegrav til venstre; her er de faldet næsten samtidigt.

I min nærhed, rundt omkring mig er der 2 Vizefeldwebel og 10 til 12 mand. Kampen er overalt forstummet; det er uhyggeligt stille. Fra højre og venstre, gennem hulvejen, kravlende mod os, indeslutter fjenden os. Yderligere modstand er nytteløs. Jeg lader de menige gå ned i en minegang. Med mine to Vizefeldwebel står jeg foran mineindgangen, til højre for mig Vizefeldwebel Jacobsen, til venstre for mig Vizefeldwebel Frahm. Pladsen er så snæver, at vi rører hinanden. Vi har stillet vore geværer ved siden af os lænet op ad væggen.

Der er næppe forløbet et minut, før en lang kanadier kommer til syne ved vejkanten overfor, vel 8 til 10 meter borte. Da han ser de tre tyskere, lægger han geværet til kinden og skyder. Med et skrig falder Frahm tilbage; min venstre arm opfanger ham; han  er skudt midt igennem brystet. For anden gang hæver den “tapre” sit gevær mod os; igen rammer hans skud: Jacobsens højre arm er splintret; en vanvittig smerte trækker gennem ham. Hvornår bliver det min tur? Fuldstændig rolig hæver fjenden geværet for tredje  gang og sigter; jeg  venter et skud; endnu  holder min venstre arm den sårede kammerat og den højre den anden; alle tre ser vi, stående oprejst, fjenden i øjnene: da sænker han  geværet, strækker sin arm ud mod os og siger: “Come on!” Jeg vender mig om og råber min sidste ordre ind i dækningsrummet: “Kom ud!” Og de kommer ud, nedkæmpet, viljeløse.

Straks bliver vi omringet af en stor skare “Tommys”. Men et mærkeligt syn viser sig for os. Næsten alle har deres hjelm i hånden, fyldt med “Souvenirs” af enhver art: Ure, jernkors, punge,  lommeknive o.s.v. Begærligt tigger de om tingene; hvis én ikke straks er føjelig, hjælper bajonetten. En griber ud efter mit jernkors af I. klasse; jeg afværger, hæfter det langsomt af og vil stikke det i bukselommen, men rasende hænder river det fra mig.

Pludselig kommer jeg i tanker om en ramme patroner, som jeg har i lommen. Hvis kanadierne opdager den, kan de  – fulde som de er – i deres dumhed  anse den for at være et skjult eksplosivt stof. Jeg henter den op af lommen og vil ubemærket lade den falde til jorden. Men næppe ser de Tommyer, der står i en tæt kreds omkring mig, det, før de med funklende øjne og blottede tænder lader 4-5 bajonetspidser pege mod mit bryst. Det er som på knivens æg. Idet jeg trækker på skulderen,  ser jeg roligt på dem en efter en  uden at vende blikket fra dem, – da sænker de bajonetterne. De søger sig andre ofre.

En viser os med hånden retningen; vi skal gå hen imod de gamle engelske stillinger. Da løsnes de sidste timers spænding, og et hult tryk lægger sig på mig: jeg er fanget! Fanget! – Hvilket kosteligt gods frihed er, ved kun den, der har været fanget! – Måske vil en anden påtage sig at tegne et alment billede af fangenskabets lidelser; jeg tror da, at det lader sig indføje et eller andet sted inden for rammerne af vore “Erindringsblade”.

Af Regiment 84’s historie

Krigens forløb

23. april 1917. Maskingeværer virkningsløse mod kampvogne! Füsilierregiment 86 ved Arras

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var et såkaldt “danskerregiment”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I april 1917 blev regimentet indsat ved Arras.

Den 23. april bryder frem. En stor slagdag. Den engelske øverstkommanderende, marskal Haig, var ved at forberede et voldsomt slag, der endegyldigt skulle knuse den tynde tyske linje og tilvejebringe englændernes genforening med de franskmænd, der angreb bag Siegfried-stillingen ved Aisne. Kun dele af regimentet har på denne dag kæmpet med, og kun i uvigtige operationer og under fremmed kommando. For kl. 9 om formiddagen blev regimentsstaben 86 afløst af regimentsstaben 161 i Biache. I den forreste linje lå, som allerede nævnt, kun 1. maskingeværkompagni hos III bataljon fra regiment 161 foran banegården Roeux. Nordvest for Biache var i Fresnes-spærrestillingen 6. og 8. kompagni som regimentsreserve; i Brébières de helt udkørte 5. og 7. kompagni som brigadereserve.

Ved daggry sætter pludseligt artilleriild af tungeste slags ind mod den tyske front. Roeux og Plouvain bliver taget under en rasende ild, deriblandt er der gas- og tågegranater. Begge landsbyer er snart indhyllet i en sky af røg og støv, også ved fronten er man som altid frataget udsynet på grund af røg og ophvirvlet jord.

Kl. 6 om morgenen angriber modstanderen. Angrebet bliver erkendt og røde lyskugler går i vejret, artilleriet afgiver spærreild. Samtidig rammer ilden fra infanteriet og maskingeværerne fra den forreste linje og de tilbagetrukne stillinger angriberne og jager dem tilbage i gravene. Troen på sejr styrkes.

Da bryder omkring kl. 7 tætte kakiklædte skyttelinjer ud fra Fampoux og den forreste grav, denne gang understøttet af kampvogne. To, fem, engang bliver der endda talt syv. Hen over gravene, pigtrådsspærringerne og kraterne arbejder de sig frem. Sommetider ser det ud, som om de er helt sunket ned i et af de kæmpemæssige kratere, men hver gang arbejder de sig op igen.

Fire maskingeværer fra 1. maskingeværkompagni åbner en rasende ild imod dem, ét på kun 150 meters afstand. Projektiler med stålkerne, såkaldt K-ammunition, bliver affyret, det ene bælte efter det andet. På kampvognene springer gnisterne, men projektilerne synes at prelle virkningsløse af. Én kampvogn vender om, om det er foranlediget af vore maskingeværer, kan man ikke sige noget om. Stadig vover det fjendtlige infanteri sig ikke frem.

Da sker der følgende: en kampvogn gør holdt på tværs af vor forreste grav og fyrer med sit skyts på langs ad graven. En anden kører langs graven og fyrer med sine maskingeværer ned i den. Den moralske virkning er stærk. Fuldstændig våben- og hjælpeløs over for denne nye type kampmiddel bliver resten af den forreste linje holdt nede i graven.

Nu trænger det fjendtlige infanteri frem, løber gravene over ende og tager besætningen til fange. Kun få lykkes det at komme tilbage springende fra krater til krater. Nu må også resten af maskingeværerne tilbage, som skød bagfra hen over fronten, to er ødelagt af artilleriild og ét er savnet. De når Roeux. Her lykkes det kompagniføreren for 1. maskingeværkompagni, løjtnant Meubrink, af egne folk, minekasterpionerer, letsårede 161ere at danne en tynd skyttekæde, med hvilken banedæmningen bliver besat med front mod syd, da fjenden her igen er kommet stærkest frem. Et maskingevær skyder hen over banedæmningen mod fjendtligt kavaleri.

I mellemtiden var englænderne brudt igennem nordpå ved Gavrelle og begyndte derfra at rulle vor forreste linje op. Løjtnant Meubrink kaster nogle grupper af sin banedæmningsbesætning samt et maskingevær omkring mod nordvest, men al skyderiet nytter ikke mere, overmagten er for stor. I tætte rækker kommer Tommy fra nordvest. I tætte skarer vælder han ud af Roeux. I spring går resterne tilbage og besætter møllehøjen mellem Roeux og Plouvain, ind til støttekompagnierne er på stedet. Mellem Gavrelle og Roeux angriber grenaderregiment 89, mod Roeux indsættes 5. og 7. kompagni, der var blevet alarmeret i Brébières, og i ilmarch sendt op foran. De blev forstærket af fjerde delinger fra 6. og 8. kompagni og de rester af 1. maskingeværkompagni, der var blevet liggende ved møllehøjen. 6. og 8. kompagni selv blev liggende som sikkerhedsbesætning i Fresnes-spærrestillingen. Under operationen falder løjtnant Siemen, fører af 2. maskingeværkompagni, ved en fuldtræffer. En granat sårer også føreren af II bataljon, ritmester Henneberg, der ledede dette modangreb, hårdt, ligeledes hans adjudant Løjtnant Schildt. Den nu førerløse halvbataljon når frem til 400 meter foran Roeux, da slår en heftig maskingevær- og infanteriild den i møde fra landsbyens ruiner, samtidigt sætter der stærk artillerispærreild ind. De i forvejen tynde rækker får endnu flere huller. Kompagniføreren for 7. kompagni, løjtnant Stange falder. Den stærkt udmattede enhed, udmarvet af de foregående dage, kommer ikke videre. Da nærmer sig bagfra som indsatsbølge nummer to en bataljon fra infanteriregiment 65 fra 111. division. Med de sidste kræfter springer vore to kompagnier igen op og trænger sammen med 65’erne frem mod Roeux. Modstanderen skyder som fortvivlet og vil ikke vige. Da flyver fra nærmeste afstand en håndgranatsalve ind i landsbyens ruiner. Nu trækker han sig endelig tilbage, springende over brokker og murrester. Vor forfølgelsesild nedlægger endnu adskillige. Roeux er igen på tyske hænder!

Med denne succes endte regimentets kampe ved Arras. At regimentet fuldstændigt havde opbrugt sine kræfter, var ubestrideligt. De enkelte dele blev trukket ud på følgende måde: I bataljon lå allerede i Douai, dele af II bataljon samlede sig i Brébières og marcherede derfra til Montigny, øst for Douai, for at blive sendt afsted. III bataljon måtte blive endnu to dage og to nætter som brigadereserve bag den lille Ballon-skov mellem Roeux og Plouvain, så slog også forløsningens time for den. I Corbehem syd for Douai blev den sendt afsted.

Det dårlige vejr, tålt i åbent terræn, og anstrengelserne havde i første omgang rystet regimentets kampkraft. Men også de blodige tab var meget smertefulde. De androg af døde 5 officerer, 125 mand, af sårede 8 officerer, 391 mand, af savnede 35 mand, af syge 5 officerer, 113 mand. I alt 18 officerer og 664 mand. De sværeste ofre, to tredjedele af de samlede tab, skulle III bataljon bære. De fleste døde hvilede på kirkegårdene i Brébières og Douai. Da regimentets kampstyrke ved indrykningen kun talte 31 officerer og 1.650 mand, så havde det måttet ofre over en tredjedel af sin kampkraft, et bittert tab, skønt det Gud ske lov ikke tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med blodofrene ved Somme.

Med stolthed læste 86’erne nogle dage senere om, hvilket voldsomt slag de havde deltaget i, for den enkelte kan jo ikke tilnærmelsesvis overse, hvor langt kamppladsen strækker sig. ”På slagmarken ved Arras”, således bekendtgjorde Ludendorff, ”gennemførte den engelske stridsmagt på fransk grund det andet store fremstød for at gennembryde de tyske linjer. I dagevis slyngede middelsvære og svære batterier massevis af granater af enhver art mod vor stilling. Den 23. april, tidligt om morgenen, øgedes artillerikampen til den hårdeste trommeild. Snart derefter brød de engelske stormtropper frem til angreb bag ildmuren over en frontbredde på 30 km, i mange tilfælde anført af pansrede kampvogne. Vor tilintetgørelsesild tog imod dem og tvang dem mange steder til at vige. Andre steder rasede kampen frem og tilbage. Hvor fjenden havde vundet lidt terræn, kastede vort dødsforagtende, angrebslystne infanteri ham tilbage i et kraftigt modstød. De vestlige forstæder til Lens, Avion, Oppy, Roeux og Guémappe var den hårde kamps brændpunkter. For regimenter fra næsten alle Tysklands egne mellem Alper og hav er disse navne ensbetydende med heltedåd.

Kommandøren for 6. armé frigjorde 17. og 18. division med tak og anerkendende ord. I en divisionsbefaling udtalte general von Blottnitz følgende anerkendelse til sine regimenter: ”Dagene ved Scarpe fra 9. til 24. april danner et nyt mindeblad i 18. divisions krigshistorie. Den 9. april standsede de englændernes indbrud vest for linien Roeux-Gavrelle. Den 11. april slog de under store engelske tab stormen tilbage, og de følgende mindre forsøg mislykkedes på grund af vore tapre underførere og mandskabs opmærksomhed og beslutsomme handlen. Endelig mislykkedes englændernes store gennembrudsforsøg den 23. april foran divisionens front totalt, et forsøg understøttet af kæmpemæssig artillerivirksomhed og kampvogne, landsbyen Roeux, banegården Roeux og højde 71 forblev på vore hænder. Udmattet og nedslidt og sørgende over tabet af så mange tapre kammerater, men stolt, med rejst hoved og beæret af ledelsens anerkendelse vender divisionen tilbage fra fronten, fast besluttet på hurtigt at komme til kræfter igen for med den gamle modstandskraft at kunne træde op imod en ny fjendtlig storm!”

Togene fragtede regimenterne i sydvestlig retning. Kanontordenen ebbede ud.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Krigens forløb

17.april 1917. Soldaten Mikael Steffensens møde med engelsk tank: “Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne”

4 kommentarer

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 var han ved Somain i Frankrig, hvor han oplevede de engelske kampvognes grusomheder.

Somain, den 17. april 1917.

Anden Paaskedag lød Allarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen. Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden. Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai—Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer. Tre Gange blev engelske Infanteri- angreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde ‘i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikkemindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede. Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terræ­ net, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne.
[…]

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater. Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April. Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted. Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden. Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider. Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os. Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere. Linjen foran os var gennembrudt. Britterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden. Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage. Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet. Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket? Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner paa Vejen Arras—Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage. Snart naaede vi vore linjer.

Kuglerne peb fra Hundreder Bøsse­ piber mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt. Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Gevær­ kugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler. Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil. Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter. — Det havde været Massemord.

Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavallerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned. De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri. — Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild. Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat. —- Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært. Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi [i] tre Dage, udsat for morderisk ild, […]

Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede Munitionsvogne sprængte forbi. Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven. Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valencien­ nes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. 84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler, Chefen for anden Bataillon faldt. Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde. Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Ind­ sats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtig- ste russiske Masseangreb, Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med ‘hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger. Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød. Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig.
Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Krigens forløb, Sønderjyder

11. april 1917. Tanks! “Uhyret sneglede sig altid nærmere …”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig. Om kampene ved Arras skrev han i et længere brev den 17. april.

Somain (Frankrig), 17. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Solen er forlængst gaaet ned i sin Seng af rosenrøde Dyner, som Olfert Ricard siger, — der er Fred og Stilhed her, kun de tunge Drøn høres i det Fjerne.

Jeg er 25 Kilometer bag Fronten mellem Arras og Valenciennes.

Vi skal hvile et Par Dage oven paa den skrækkelige Tur.

Nu vil jeg kort fortælle, hvad jeg har oplevet, hvad jeg led, og hvad jeg vandt. —

Anden Paaskedag lød Alarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen.

Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden.

Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai-Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer.

Tre Gange blev engelske Infanteriangreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikke mindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede.

Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terrænet, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne. Her fejrede jeg Din Fødselsdag. Min Tanke var hjemme hos Dig, jeg havde Ro til inderligt og længe at dvæle i Bøn for Dig og Dine.

Paa Ordonnansturen tænkte jeg paa Dig og glemte Kulden og Trætheden.

Om Aftenen kom Brev fra Dig, og jeg var lykkelig og mærkelig rolig.

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater.

Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April.

Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted.

Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden.

Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider.

Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os.

Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere.

Linjen foran os var gennembrudt. Briterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden.

Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage.

Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. — En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet.

Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket?

Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner
paa Vejen Arras-Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage.

Snart naaede vi vore Linjer. Kuglerne peb fra Hundreder Bøssepiber
mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt.

Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Geværkugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler.

Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil.

Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter.

Det havde været Massemord. Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavalerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned.

De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri.

Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild.

Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat.

Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært.

Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi tre Dage, udsat for morderisk Ild, og der modtog jeg den 12. om Aftenen Din Pakke. Tak, min Ven,  for alt.»Valhalla« ligger ganske sikkert endnu i Flandern, maaske ser jeg den aldrig mere, men saa har jeg Mindet.

Der har jeg levet mange glade, lykkelige Timer sammen med Dig, disse glade Timer, som Dine dejlige Breve gav mig. —

Kommer en Offensiv i disse Egne, er Hytten snart en Grushob. Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. —

Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede  Munitionsvogne sprængte forbi.

Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven.

Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. — Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valenciennes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. — —

84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler,
— Chefen for anden Bataillon faldt. —

Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, — men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde.

Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, — og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, — kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Indsats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtigste russiske Masseangreb.

Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger.

Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød.

Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. —

Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig. Mikael

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Ikke kategoriseret

12. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “et 15 m langt Panser-Auto”

2 kommentarer

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 12 Oktober 1916
Saa sidder jeg da atter her ude under Jorden. Stillingen her er omtrent som i Champagne, dog vel næppe saa rolig, thi Engelskmanden skyder stadig med Miner. Naar man sidder nede i sin Hule, saa er Faren ikke saa stor, men værre er det selvfølgelig naar man skal staa paa Post ude i Graven. Dog, en god Ting er der ved disse Miner, man kan nemlig høre, naar de kommer, og ved Nattetide enddog som oftest se dem, og saa gælder det om at forsvinde i en Fart i det nærmeste Hul. Det gælder derfor om at være vaagen. Det kompagnie, som vi afløste havde ligget her i tolv Dage og slet ingen Tab haft. Stillingen her er gammel og derfor ogsaa godt udbygget. Der er en svær Mængde Traadforhindringer baade foran vore og de engelske Grave. Ved Nattetid bestryger Maskingeværerne ofte terrænet, da der frygtes for fjendtlige Patroljer.

"Erobret engelsk tank" (Museum Sønderjylland - ISL)
“Erobret engelsk tank” (Museum Sønderjylland – ISL)

Kanontordenen fra Somme lyder op til os. Der raser Kampen nok stadig videre[.] Engelskmanden har der i den sidste Tid brugt et nyt Kampmiddel et 15 m langt Panser-Auto. Paa dets Staalplader glider vore Geværkugler virkningsløst af. Det er besat med enten 6 Maskingeværer eller ogsaa 4 Maskingeværer og 2 smaa Kanoner. Denne Kolos kører paa en god Vej 6-7 km i Timen, paa løs eller opblødt Jord derimod kun omtrent 1½ km. Men Pigtraadforhindringer og to m. brede Grave kører den glat over væk. Ja, Menneskene udspekulerer meget nu om Stunder, men det er sørgeligt, at det er saa meget af det onde.

Tilloy-Blangy_IR75

Du nævner, at Du vil flytte i næste Uge. Er Vasili færdig ude i Engen og ligeledes med at køre Træ, thi naar Du først bor i Medelby, kan Du vel ikke beholde ham længere. Omme bag Gaarden laa to lange Gran, naar de ikke er solgt, kan du jo tage dem til Brændsel, ligeledes de Pæle som staar omkring Høhæsset[.] Over Porten i Høladen ligger en Del Brædder, over Fodergangen ved Kvierne ligger nogle Granbrædder og oppe i det ene Tag ved Loen ligger en Del Gulvbrædder som tilhører Dig. I Tørreladen ligger der ogsaa en Del Træ, i Hjørnet havde jeg opstablet lange Stykker: se kun at få alt med. Der skrives om at købe en Ko, hvorledes er Stalden, bliver der ikke for koldt til Vinter, thi naar Koen skal fryse, saa vil den kun give lidt Mælk.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb

15. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Senest ændret den 23. september 2016 8:20

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampvognen, der sættes ind for første gang i historien i denne uge, nemlig ved Somme, hvor slaget raser på tredje måned; om belgiske tvangsarbejdere i den tyske industri; om det 7. slag om Isonzo; kampe i Grækenland og om felttoget mod Rumænien