9. september 1918. Advarsel fra oven: “Da var det, som om En siger: ‘Gaa bort her’.”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

(forsættelse af brev)

– Næste Dag, altsa den 9de, om Formiddagen, lugtede vi, at der var Ugler i Mosen. Tankene var ordnet bag Højene til nyt Angreb. Nu kommer Flyverne ogsaa an som Kragesværme og arbejder for, dernæst kommer Tankene væltende over Højene som svømmende Flodheste.

De har en forfærdelig moralsk Virkning, i Grunden er de de slet ikke saa farlige. Bagefter dem kommer Infanteriet stormende. Dog de fik en varm Modtagelse. Men til Venstre for os er der brudt igjennem og Vore viger tilbage; hvad der ikke viger, blev taget til Fange og vi stod og saa til, da de blev opstillet og aftransporteret.

Paa Grund af Trykket fra Venstre, forøget af attakerende Kavalleri, maa vi ogsaa vige, men da gav det Spaaker, en Hagl af Kugler sendte de efter os, og mangen Kammerat blev liggende. Atter fik jeg en Kugle gennem Tornisterne. En let Granat slaar ned et Par Meter fra mig og jeg blev overdænget med Jordklumper. Dog Herren holdt sin bevarende Haand over mig Liv. Lidt længere tilbage gjør vi atter Front, da faar vort Kompagni Befaling at gjøre et Modangreb.

Atter kaster vi os mod Fjenden og holder ham lidt tilbage, saa de Andre faar Tid til at samles og tage Stilling. Men ak, vort arme Kompagni! Døde, Saarede, og de, der ikke havde Mod til at gaa tilbage, forblev i Fjendens Hænder. Vi maatte endnu gaa tilbage til bag Framesville, hvor vi satte os fast til Natten. Da paa én Gang kommer bag fra de første Reserver (Bayere), de gjorde strax et Modangreb men opnaar ikke noget, dog Ingen var gladere end vi. 19 Mand talte vort Kompagni, Dagen før var vi 70.

Den 10de holdt vi Stillingen, og Fjendens Kraft var brudt. Dog om Aftenen forlod vi frivillig Stillingen og trak os tilbage i en bedre. – Dog før vi forlod Stillingen, erfarede jeg atter en haandgribelig Herrens Bevarelse. Der laa stærk Ild paa Graven (Skyttegraven), og jeg laa i et Hul i Graven. Da var det, som om En siger: ”Gaa bort her”. Jeg fjærner mig og lægger mig i et andet Hul, og næppe er jeg borte, slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet. Da kommer det atter for mig: ”Gaa bort her.” Jeg fjærner mig hen paa min rigtige Plads og næppe har jeg sat mig, da slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet.

4 af min Gruppe er saaret, 1 død, og jeg fik kun en lille Bule paa Baghovedet af en Sten. Skælvende maatte jeg takke Herren for hans Godhed imod mig.

De Saarede blev bragt tilbage og den Døde jordet, før vi gik bort. Saa maatte vi endnu blive i Stillingen til den 14de, da vi endelig blev afløst og kom tilbage i Ro, som vi saa haardt trængte til. Nu er de skønne Dage forbi og vi ligger atter i Stilling. Jeg haaber og beder til Gud, at Krigen naa naa sin Afslutning, før Vinteren begynder, og slutter saaledes min Beretning i Haab om et glædeligt Gjensyn i Hjemmet. Deres Taknemmelige
G.C. Knudsen.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *