Tag-arkiv: pakker

13. august 1918 – Flensborg Avis: Pakkekrig i Tønder

Om Pakke-Krigen i Tønder
skrives derfra
til „Kieler Zeitung”:

For nogle Dage siden holdt Gendarmeriet, som det hed efter Anordning fra Landraaden, et større Antal Pakker tilbage, som skulde indleveres til Posten; det skete foran Posthuset. Pakkerne tilhørte Officerer og Mandskaber fra Marine-Luftskibsafdelingen og ledsagedes af en Transportfører. Trods dennes Protest lod Gendarmerne alle Pakkerne bringe ind i Posthusets Gaard og truede med Vaaben, ifald de blev forhindrede. Pakkerne blev undersøgte og forbudte Sendinger beslaglagte.

Marine-Luftskibsafdelingen har klaget til Generalkommandoen og ogsaa nedlagt Protest ved Gendarmeri-Brigaden imod  Gendarmernes formentlig forskriftstridige Adfærd, idet de for Gennemsøgelsen af Pakkerne burde have indhentet Tilladelse hos Kommandøren for Luftskibsafdelingen.

Indtil dette Stridsspørgsmaal er endeligt afgjort, oplever man her hver Dag det sjældne Skuespil at se alle Luftskibsafdelingens Postsendinger blive ledsagede gennem Byen til Posthuset af et Kommando Marinesoldater med skarpt ladte Geværer med Ordre til ved Vaabenmagt at forhindre en mulig Standsning af Sendingerne, ifald der ikke i Forvejen er indhentet udtrykkelig Tilladelse til at gennemsøge Pakkerne, hvilket saa selvfølgelig maa finde Sted.

Sundhedstilstanden i Tønder
er bedre,
siden den spanske Syge omtrent er overstaaet. I de sidste Dage er der indtruffet nogle Tilfælde af Skarlagensfeber.

28. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… her skyder de godt hen”

Senest ændret den 5. januar 2019 14:47

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 28/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for Pakker med Flæsk jeg modtog i Gaard og for Brevet i Dag. Ja du gaar og venter mig hvær Dag. Ja jeg kommer nok ikke før vi kommer bag Fronten i Ro. Saa længe vi er i Stilling. I Gaard blev vi afløst fra Forreste Stilling vi er nu lidt tilbage i Reserve. men her skyder de godt hen. Havde ogsaa Brev fra Jabob i Dag. det er da godt for ham at han er bleven Tjener hos en Leutnant det er altid bedre end det andet. I Haab om at det ikke maa vare for længe inden vi ses.

sender Eder de kærligste Hilsner, din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

21. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… saa længe jeg sidder i mit Granathul”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 21/5 1918

Kære Moder
Mange Tak for det Brev jeg modtog i Dag og for de to Pakker jeg modtog i Forgaards et med Smør og Sukker og et med Æg. de var alle i godt Behold. Samtidig med Brevet sender jeg to Pakker af med læder. det ene er Støvleskafter det kan i bruge til at slaa paa Træskoene for i gaar jo vist med Papir i stedet for Overlæder. Om jeg ikke snart kommer paa Urlov skriver du, jo jeg haaber det. men saa længe jeg sidder i mit Granathul kommer jo nok ikke men naar vi er bleven afløste tænker jeg Vi bliver vist afløst om et Par Dage

Mange kærlige Hilsner til Eder alle din Søn
Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

16. maj 1918. Knepkage til Thomas Thomsen

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 16/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det Pakke med Knepkage jeg modtog i Gaar. Jo jeg sidder igen i forreste Linie og kuklurer i et Granathul, i Dag er den 3die Dag. Hvorlænge det varer denne Gang ved jeg ikke, forhaabentlig ikke ret længe. Du skriver at min Kompagnifører havde skrevet at jeg kunde køre saasnart Urloven [orloven, RR] blev aabnet. Hvem har skrevet sig som Kompagnifører vi har nemlig en ny omtrent hver anden Dag. Ellers har jeg det godt.

Mange kærlig Hilsen til Eder alle
din Søn Th Thomsen

Mange kærlige Hilsener til Eder alle
din Søn Th Thomsen

12. maj 1918 – Thomas Thomsen: “jeg maatte køre saa snart Orlov bliver aabnet”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 12/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det Brev og de 20 Mark jeg modtog igaar. Penge har jeg nok af for Tiden vi kan nemlig ingen bruge og Tak for de Pakker jeg modtog i Forgaards, dem kunde jeg lige Bruge. Naa, saa min Kompagniefører har skrevet at jeg maatte køre saa snart Orlov bliver aabnet. nu haaber jeg ikke at det varer længe inden jeg kommer den skal nemlig blive aabnet den 28. d.m. siges der her.

Mange kærlige Hilsener til Eder alle
din Søn Th Thomsen

19. april 1918 – Mathias Damm: “Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 19.4.18.

Kære Moder.
Mange Tak for Dit Kort fra den 10. Ser at Pakken med Sæbe heller ikke er naaet hjem. Det var saa i det hele 10 M givet ud til en Usling, som det ikke gives en værre. Thi det er det eneste jeg ikke kan forstaa, at nogen kan være saa simpel at stjæle Feltpostpakker. Det er ogsaa kun den Slags ved Feltposten, som har det for godt. Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder, der hvor den tykkeste Luft er og alle Slags Granater hviner om Ørene. Naar de vil stjæle, kan de stjæle af de store Kanisterpakker, dem er der nok af og det træffer sjælden en arm en. Her er det idag atter mægtig koldt og nu regner det ogsaa. Det saa mere ud efter Sommer i Februar, end nu. Gid det dog maatte have været den sidste Vinter, vi har ligget herude, at man atter kan komme i Ly, naar man har Lyst og det det regner. Mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. april 1918 – Mathias Damm: “… værre, naar Du saa fjendtlige Soldater gaa med Dine nye Kjoler og Trøier”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 18.4.18.

Kære Moder!

Mange Tak for to Breve fra d 2 + 8 og et Kort fra 4. Det var ogsaa længe undervejs, men har jo til Dels været i Rumigny Jeg har det efter Omstændighederne godt, og er ved godt Mod. Haaber i har faaet mit Brev fra igaar. Ser at Du har været paa Udflugt. Det passerer jo heller ikke for ofte. Blot jeg engang i Sommer faar Lov at gøre en Udflugt hjem til eder, men foreløbig er der jo spærret og desforuden en Mængde der skal reise før mig. Naa, den Dag den Sorg, foreløbig sidder jeg her i Lerhullet.

Jeg har ikke hørt fra R. siden jeg endnu var i Schweriner Leiren. Det var skreven, da han ventede paa at blive forpakket paa Banen igjen. Kanske han er oppe ved Armentieres nu. Blot han er rask, gaar det jo nok.

Du skriver, at det var Dig ikke helt uventet, at min Frihed blev saa kort. Jeg stolede heller ikke rigtig derpaa, men da en Uge var omme tænkte jeg ikke mere derpaa. Det skulde have varet til Pinse, men nu kom vor Division bort og saa maatte vi ogsaa afsted. Men vi laa dog hele Paasken i Leiren. Langfredag var jeg paa Reisen.

Dine Pakker har jeg vist faaet alle, men der er en borte som Tante Sine har sendt en af de sidste Dage i endnu maatte sende. Der har nok en tænkt, at nu var det Slut alligevel, om jeg saa fik den eller ei, var ligemeget. Jeg modtog sammen med den sidste af Dine en fra Bjømskovs i Hyrup. Jeg troede først det var den fra Tante, men da jeg fik den nærmere efterset, var jeg jo helt forbavset, men jeg havde sendt et Kort til Sørens Fødselsdag, og det har jo vist været derfor.

Det er helt godt, at i ingen maa sende foreløbig. Halvdelen gik dog tabt og saa behøver man ikke at ærgre sig derover og i kan spare det til bedre Ledighed, tilmed har i det haardt nok behov selv i denne Tid. Efter Tallet paa Pakkerne, er det jo paa Tid at jeg faar Orlov, men pyt.

Ser at i ingen Kaalrabi faar i Aar. Runkler maa der vist være nok af, thi de ere dog anbefalet overalt fra i Bladet ser jeg. Godt at i ikke har faaet mere ødelagt derhjemme, end hvad de par Folk har gjort, det lader sig alt rydde væk igjen, uden store Bekostninger. Værre, naar Hus og Gods var sammenskudt, So og Ko vandret i Gulaschkanonen, Hønsene i Kogepotteme, alt uden at i kunde gøre noget derimod. Det vilde vist være værre, naar Du saa fjendtlige Soldater gaa med Dine nye Kjoler og Trøier og en stor høi Hat paa, en Parasol i Haanden og saa gaa rundt og lave Løier. Det er hvad her kaldes ‘Feldgrauer Humor”, naar vi gør det, men naar andre gør det er det noget andet, men naar Befolkningen er borte og det dog bliver skudt itu, er jeg ikke bedre end andre, men slæbe mig rundt med Sager, som jeg ikke direkt selv kan bruge, det gør jeg ikke. Der var al Slags Værdsager i Byen, hvor vi hentede Vin, som jeg skrev om, for Eks. et lille, forgyldt Vækkeur, jeg lod det staa, en anden tog det med. Blot en Skjorte tog jeg med, saa kan jeg altid kaste en bort, naar den bliver for levende og der ingen Ledighed er til at vaske.

Mon F ikke kan lave et Hegn til at sætte mellem os og Fjenderne, det skal være saadan at ingen kommer igjennem eller over, saa kunde vi jo gaa hjem og lade det skøtte sig selv. Der fortælles at vore atter ere brudte igjennem et Sted tilhøire, ikke saa sært at han her er lidt tummelumsk. Idag er Veiret lidt mildere, men Solen kan dog ikke komme igjennem, men det er vindstille og varmt, for et par Dage siden var det ogsaa ligefrem koldt.

Jeg skal vel til at se at slutte, det var det andet af den Slags, jeg skulde egentlig skrive et til, men det faar vente et par Dage, mit Skrivebord vakler. Jeg er nok snart træt i Benene af at bære det. I kunne forresten bringe mig for en Skilling Vand. Tørklæde og Sæbe har jeg, men hvad behøver jeg at vaske mig, foreløbig er de i Etappen paa Rad. Det er jo egentlig Meningsløst for en Soldat i Skyttegraven at vaske og pudse, der er dog ingen der ser derefter, og det er da vist den eneste Grund hvorfor Folk vasker sig, og imorgen er man dog atter Sort. Potten bliver heller ikke vasket. Der kommer der Ris i efter Bønner, o.s.v. Imorges var der K-Honning i min, saa Maden maa blive sød i Aften.

Fr har for Øieblikket atter en Skrue løs, men han er saa fornuftig at skyde efter dem længere tilbage. Man har det tidt bedst i forreste Grav, som her. Mange kærlige Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

26. marts 1918 – Milert Schulz: “Jeg vilde jo nok havde været i Eders Mitte paa Söndag men istedetfor var jeg hos Eder i mine Tanker som jeg er hver Dag.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel).

Den 26.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Endelig efter 3 Ugers Ventetid har vi faaet Postsagerne igjen. Modtaget Eders Breve fra den 6. 10. og 12.3. Ligeledes modtaget en Pakke med Smör, Fedt og Skinke. For alt min beste Tak kj. Forældre. Som jeg seer af Eders Breve har I det jo endnu Gud skee Tak godt som jeg ogsaa kan meddele Eder om mig. Jeg er endnu ved god Sundhed og er kommen mig heelt godt her i denne By. Nu har vi ogsaa været her den længste Tid. Overmorgen gaar det videre til K. [Konstantinopel/red.] Vi har jo ogsaa havt det heelt godt her. I den sidste Tid har vi sledt ingen Tjeneste gjort med da vi har staaet Vagt ved vort Tropentöj som er forpakket i henved et halvhundrede Kasser. Vi har sovet her dag til kl.10 og om Eftermiddagen har vi gaaet spaseren. Det kan man jo nok holde ud. Som jeg seer har i saa haft Konfirmation sidste Söndag.

Önsker dig Herrens rige Velsignelse og alt godt i den Fremtid min kj. Söster Didde. Jeg vilde jo nok havde været i Eders Mitte paa Söndag men istedetfor var jeg hos Eder i mine Tanker som jeg er hver Dag. Ja hvornaar man eegentlig faar Lov at komme hjem igjen? Herren give at det snart maatte være nok nu med denne Krieg.

Eftersom vi har hört her har Offensiven i Frankrig vel begÿndt. Der har jeg ogsaa staaet haare Slag der og naar det saadan gaar videre saa skal Frankrig og England snart komme til Indsigt at di ikke kan tvinge os. Herren har været med os hidintil han hjelper os ogsaa igjennem til vi har det længe ventede Fred. Jo kj. Fader Sagen med Söster Mie har jeg vist for længe Tid side, allerede dengang hun var i Skÿdstrup. Hun har ogsaa tidt spurgt mig til Raad om et og andet. Det lader jo saa til at der Alvor i Sagen. Ja en Bakke vilde i gjerne have fra mig med en Sydlandsindhold.

Jeg vilde jo gjerne sende Eder en saadan men det er saa forfærdelig dyr. Olie er der jo nu sledt ikke at faa her det kjender di knapp her. Men Töj kan man kjöbe. Jeg var for et par Dage siden i et Manufakturgeschäft og spurgte om Priserne paa et og andet. Der var f. E. Ulstertöj kostete 80 Mark per Meter. Hvor jeg har lagt i Quater spurgte jeg Datteren af Huset en Pige paa 18 Aar hvad hendes Skört kostede. Det var et ullen Skört? Hvad tror I? 130 Mark! Og saadan er det med alt. Dette er nu det sidste Brev faar herfra det næste fölger jo vist fra K.

For denne gang det kj. Hilsener og Kys fra mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

 

 

16. marts 1918 – Milert Schulz: “Jeg læser nu lige en Bog fra Sven Hedins Rejser nede ved denne Front.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

 Den 16.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Först min beste Tak for en Pakke med Kage som jeg iforgaars har modtaget. Vi har nu i otte Dage ingen Brevpost faaet og har heller ingen för vi kommer til Konstantinopel og det vil endnu vare en 2-3 Uger. Som jeg har hört gaar det först lös paa Söndag otte Dage altsaa den 23. Nu faar vi jo at see. Det er blodt saa kedelig at man ingen Post faar i denne Tid. Vort halve Bataillon er jo allerede der og den anden Halvdeel ligger endnu her lieledes det 3. Batl. Naar Transporten gaar saa langsom derned[,] heelt til Fronten kan det snart vare 4-5 Maaneder inden man naar derhen.

Jeg læser nu lige en Bog fra Sven Hedins Rejser nede ved denne Front. Det er heelt interessant at læse naar man selv kommer derhen. Her har vi det ellers heelt godt. Tjenesten har vi næsten ikke. Vi ved Telephonen staar Vagt hver Nat og saa har vi frie heele Dagen. Vi sover naturlig til Middag hver Dag. Ja saadan et Levnet, kunde man dog boldt tilbringe denne Tid derhjemme det var da noget heelt andet. Men forhaabentlig er Freden ikke mere fjernt hvor vi saa kan komme Hjem igjen.

Vis vi bliver hernede saa tror jeg nok at vi snart er færdig med at komme i Kriegen igjen her. Inden vi bliver indsadt har de andre Magter vel nok faaet nok af Kriegen Godt at jeg i denne Tid ikke er i Frankrig for der vil der vist staa et haard Slag endnu. Ja Gud give at det snart maatte vær til Ende.

Her har vi hver Dag smukt Vejr. Træerne har allerede begÿndt at sætte Knopper. Ellers har jeg det jo rigtig godt her og er Gud skee Tak sund og rask, som jeg ogsaa haaber om Eder. Naar vi kommer til K. saa er der jo vist enheel deel Post til mig. Jeg haaber stærkt paa at komme paa Orlov fra K. Nu faar vi jo at see. Kan I ikke sende mig 20-25 Mark for her kan man da köbe lidt til Brödet. Jeg har ikke en Skilling mere paa Lommen, og di otte Mark hver 10 dag holder ikke meget længe ud.

Nu for denne Gang mange kj. Hilsener fra mig Eders sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

9. marts 1918 – Mathias Damm: “… der behøver de ingen Grav at grave til dem”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheim

den 9.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit og Cs Kort fra d 28. Det er de to første Pakker i have modtaget. Den tredie var kun lille, haaber i ogsaa har modtaget den. Pakke 50 har jeg jo faaet, det Kort har i vist ogsaa faaet nu, men 52 er gaaet i Hundene og den var nok mindst lige saa god. I kunne ved Ledighed lægge et par Sikkerhedsnaale i Brevet. Dem kan man altid bruge.

Jeg fik ogsaa Kort fra R. han var ved at transportere Godset til Banen, men de var nødt til at støtte Hestene, saa lad dem kun komme til Frankrig, der behøver de ingen Grav at grave til dem, der kan de godt pakke to-tre i et Granathul.

Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

5. marts 1918 – Mathias Damm: “… med Døden for Øie hvert Øieblik”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 23. som jeg endelig har modtaget. Det er alle Postsagerne fra en Dag, der mangler. Avisen og Pakken fra d. 16 er endnu ikke kommen og kommer vist heller ikke. Brevet har været ved 7. Comp.

Jeg vil nok tro at de ogsaa længes, som er i Fangenskab, men det maa dog være Guld imod dette her, hvor man slider og slæber, som om det gav 10 M Dagløn og saa endda med Døden for Øie hvert Øieblik, og hvad for en Død. Naar det saa endda var en ærlig Kugle, men Krigen nutildags er det rene Snigmord som aldrig før.

Du mener at R kommer vist ikke bort fra Rusland nu. Den Slags Krig gad jeg ogsaa være med til. Der kunde Fader gaa med Egestokken, som han før sagde. M.W. har de ingen Brug for der blot et godt Mundtøj, det er Hovedsagen, og saa et par gode Ben, at man kan holde ud. Det er jo det rene Væddeløb.

Vi have idag faaet 100 gr. Brød mere, hvorlænge det varer, ved jeg ikke. Nu mangler der kun 50 gr i fuld Portion (750 gr) Men derfor gør det intet, om Du har sendt Pakken. Mange Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

1. marts 1918 – Milert Schulz: “Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 1.3.18.

Meine lieben Eltern und Geschw.

Für erhaltenen Brief von Olga u. Didde meinen besten Dank. Ebenfalls habe ich gestern ein Paket mit Kuchen dankend erhalten. Wenn’s geht liebe Mutter schicke mir auch dann u. wann mal etwas zum schmieren. Ihr habt wohl auf diesen Brief gewartet, aber vorläufig wisst Ihr ja auch, dass ich noch nicht in Gefahr bin was auch noch immerhin eine Zeitlang dauern wird. Wir liegen immernoch in dieser Stadt aber wie ich gehört habe wird es wohl bald los gehen nach K. Es werden aber noch immerhin 8-10 Tage vergehen eher wir fortkommen. Ich habe es ja noch immer recht gut hier und bin auch gesund und munter. Etwas dicker bin ich auch geworden, der Kopf ist auch nicht mehr so spitz wie damals. Wir machen aber jeden Tag Dienst mit, ist ja auch nicht so schlimm den 27.2. haben wir Zar Ferdinand den König von Bulgarien sein Geburtstag gefeiert.

Wir hatten natürlich dienstfrei den ganzen Tag. Die Feier der Bulg. Soldaten u. Befölkerung war ganz interessant anzusehen. Nach der Ansprache eines Popes (Pfarrer) und des Bürgermeisters fing die Zigeunermusik an zu spielen und denn wurde den ganzen Tag getanzt. Wie die Leute hier tanzen habe ich Euch ja schon mal früher geschrieben. Abend waren wir denn mit einigen Kameraden im Hotel und haben dort eine Portion Swiesko” gegessen zu 2.40 MK. das hat uns natürlich ganz gut geschmeckt. Hier kann man ja noch allerhand kaufen aber so furchtbar teuer.

Wie die Leute hier sagen soll es in der Tÿrkie billiger sein. Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte. Wenn Ihr eine Landkarte von der Tÿrkie und Palästina habt dann konnt ihr ja immer verfolgen wo ich stecke. Wenn wir zur Front fahren dann wird es sich in Aleppo entscheiden wo wir hinkommen ob nach Palästina oder Mesopotamien. Aleppo liegt nörd. von Damaskus. Das ist ja ein schönes Ende von der Heimat aber nach Hause finden wird man schon. So Gott will hoffe ich im Mai oder Juni auf Urlaub zu komme. Nun werden wir ja sehen. Hier haben wir jetzt schönes Wetter jeden tag. Morgen ist denn wieder Sontag, könnte man denn so ein bischen auf Sonntagsurlaub fahren.

Sie denn für diesmal alle recht herzl. Gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.       

(Breve i privateje)

1. marts 1918 – Mathias Damm: “Vandet staar i Graven saa det gaar oven i Støvlerne”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 1.3.18 Morgen.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort fra d 21. De har nu fundet paa kun at bringe Pakker hver 3. Dag, naar Vognen kommer med Forplejning. Haaber nu i Aften eller imorgen tidlig at faa 51. Idag har Tyskerne nok Lyst til at læse Franskmanden Fredsbetingelseme for, men der er temmelig mange Trykfeil og Punkter. Det Skam har ogsaa godt af noget, Kanske de dog engang kunde komme paa andre Tanker. Jeg er igaar flyttet lidt i en øsende Regn. Vandet staar i Graven saa det gaar oven i Støvlerne. Her er det mere beskidt end i 1. Grav. Forkølet er jeg naturligvis ogsaa. Støvlerne ere raadne og endda faar man ingen ny.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. februar 1918 – Mathias Damm: “… to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 21.2.18.
Kære Moder!
Vil idag sende eder et par Ord. Jeg havde snart ventet at faa Pakke 50 idag eller igaar, men den kom ikke, blot den ikke er borte. Jeg har det saavidt godt og er sund og rask. Vi have nu faaet Tø og et godt Smadder er det igjen.

Jeg saa idag i Bladet at de ikke kunde undvære de gamle Karle over 45. Det er intet godt Tegn og der jo forresten ingen Udsigter til at det snart giver Fred. Her er der intet Godt at hente, og jeg har ingen Lyst mere. Det er et led Haandværk. Cathrine vilde gærne vide, hvordan to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet. Der gaar en ved hver Side og har fat i hver en Støvle og med den anden Haand trækker de deres egne Støvler ud.

Her er det meget maadelig med Forpleiningen. Da det alt bliver bragt os i Kander. Men forhaabentlig varer det kun 8 Dage. Jeg ved ikke meget at fortælle, hvad der kan interessere eder. Derfor vil jeg slutte med mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

17. februar 1918 – Mathias Damm: “… en, hvis Trøie kløede paa et par Steder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 17.2.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 11. Du regner nok altid med en Uge (7 Dage). Vi ere 8 Dage her. Paa Tirsdag snører vi atter Randselen. Pakken Du skriver om har nok været 45. Den anden fik jeg den Morgen, vi vare kommen her om Aftenen.

Det jeg skrev om Stævnemøde har i nok ikke faaet Skovlen under. Der var en, hvis Trøie kløede paa et par Steder, især paa venstre Bryst og Kraven [lyst til medaljer/red.] og vilde hente et par Naboer, men vi skulde saa først se, hvor Posterne stod, og derfor gik vi i Patroullie. Men det hele blev bagefter intet til, og vi græd ikke.

Du skriver at Kortet er vist kommen med i et Brev fra Lørdag. Det sidste jeg har modtaget var dog fra den 8, mener jeg. I tre Dage har jeg dog intet faaet, men det kan i bedst se, om jeg har takket for det. Du skriver, at Kuverter koster 3 Pf. Jeg kan købe 5 Ark Papir og 5 Kuverter for 18 pf, men jeg har endnu 40 Ark af disse uden Kuverter, og Kuvert har jeg til 10. Men jeg bruger ogsaa en del Papir uden Kuvert til Pakker og naar jeg skriver 5-8 Sider. Men en 20 Kuvert kan jeg nok bruge lidt paa lang.

I kunne jo rigtig faa Bønnesuppe nu de ere ligesaa gode som Ærter. Naar vi blot havde nok af dem her. Men de ere jo ogsaa gode at sætte, saa i kunne faa noget at spise til Efteraar. Vi have her faaet Frost igjen, dog Solen skinner saa varmt at det er en Lyst. I Aften gaar jeg atter til Teater eller Variete-Forestilling, i Forgaars havde vi Foredrag og Lysbilleder. Det første brød der sig ingen om, forskellige snorkede dertil.

Stalden nede ved L.C. er da bleven bygget, mens jeg gik i Skole. A. Rosenberg har jo allerede boet der en 4-5 Aar. Naar han kunde sælge det andet, maatte han nok hellere se at blive det løs, skønt dumme Asener gives der jo nok af nutildags, som mener at naar de først fåar fat paa en Landeiendom ere de ovenpaa. Især dem der let er kommen ved lidt Penge, og intet har at spise. Nutildags gjælder det om at forlange for en Ting. Budet bliver altid givet i Forhold dertil. Den virkelige Værd er der ingen der ved mere.

Jeg skal nu afisted til Gudstjeneste. Derfor vil jeg til at holde op, kanske faar jeg imidletid Postsager og faar noget at tilføie. Jeg har lige afsendt en Pakke med noget i kunne bruge, naar i ingen Petroleum har (3,50 M) og for et par Siden afsendte jeg tre Kasser med mine Handsker og lidt andet. Skriv nu om i faar dem, og ligesaa den jeg afsendte første Dag her med Kasser og et par St. af ovennævnte. Der var intet fra eder idag. Jeg fik blot et par Blade fra Th P.

Præsten talte helt godt idag, men han havde det som vor gamle Præst, at han ikke rigtig kan faa det udtalt. Her finder man ellers mest den Slags som taler meget og mener lidt. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

16. februar 1918 – Milert Schulz: “Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 16.2.18.

Min kj. Elskede Fader! Guds Fred til Hilsen!

Til din 47. Aars Födselsdag önsker jeg dig Herrens rige Velsignelse og at du maa faa Lov at fejre denne Dag endnu i mange Aar. Herren skee Lov og Tak for alt godt hvad han har velsignet Dig med indtil nu. Han vil ogsaa i Fremtiden velsigne dig og dit Foretagen. Naar der ogsaa imellem kommer Trengsler saa maa vi dog altid tænke paa Salmen at ”Alt staar i Guds Faderhaand”.

Maatte det ogsaa være den sidste Födselsdag du fejrer i Krigen. Gud giver at vi snart maatte få Fred. Den 11. Febr. Fik vi Telegramm her at Freden nu hvar sluttet med Rusland forhaabentlig böjer sig da andre Magter sig ogsaa snart. Ligeledes önsker jeg ogsaa dig min lille Bror Konrad Guds rige Velsignelse til din Födselsdag.

Undskyld at först kommer til at skrive idag. I de sidste Dage har jeg næmlig ingen Tid haft dertil. Den 13. havde vi nu stor Marsch paa 50 klm. med en stor Gefegtsövelse. Det varede fra Morgenen kl. ½ 4 til om Aftenen kl.9. Saa kan I vel nok tænke at vi har været godt trædt da vi kom hjem. Inden vi rykkede ud havde jeg spiset 2 Stykker Bröd og fik först Middag om Eftermiddagen kl.4.

Jeg var godt hungrig da vi fik vor Ærter. Den 14. Skulde jeg igjen til Tandlægen. Da fik jeg en Kindtand udtrukket smertelös. Det var ogsaa godt for Tanden sad saa fast at Lægen knækkede den 3 Gange. Men jeg har ikke merket noget til Smerte. Men derefter kom Smerterne först. Jeg gik heele Eftermiddagen med Smerte og fölgen deraf hvar at jeg fik et tyk Hoved. I morgen skal jeg atter have en Kindtand udtrukket. Nu haar jeg da min Mund 1 Orden paa en Gang. I Overmunden har jeg snart tabt alle mine kindtand men om jeg faar et Gebiss ved jeg ikke. Ifölge at mit tykke Hoved har jeg ogsaa Tjenestefri. Jeg sidder i min gode varme Stue og skriver. Undenfor har det sneet tæmmelig meget sidste Nat. Vejret har slaaet om paa en Gang.

Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke. Vor Indklædning bestod af fölgende Sager:

1 Drilligjakke

3 Sæt Vintervask

3 – Sommervask.

6 par Strömper

2 – Snörestövler

1 – Sejltöjstövler

1 Ruksak

1 Wäschesack

2 Telter

1 par Stävbriller

1 Kompass.

1 Tropenhelm.

1 Slör i form af en stor Kasten 1 m höj 1 m bred og 2 m lang altsaa saadan i form (en lille tegning). Det bliver opstillet og saa sover man derunder. Saadan har vi ogsaa faaet en heelt deel andet Skrammel med. Saavidt jeg vel haar hver 4 Mand en lille Hest til at bære disse Sager. Hver Mand koster med sin indklædning henved 1200 Mark. Nu, det var saa dette Nyt.

For et par dage siden har jeg ogsaa modtaget 3 Pakker et med Pölse og Skinke, et med Kage og et med Smör. Alt godt ankommen. Nu hvor jeg hr de nye Sager mangler jeg blodt at komme på Orlov. Men forhaabentlig kan man snart træde den store Orlov an. Gud give det.

For denne Gang vlre saa hjerteligt Hilset og Kysset fra mig Eders Sön og Broder

Milert

Mange tak for dit Brev kj. Söster Olga.

(Breve i privateje)

23. januar 1918 – Milert Schulz: “Mon vi nu da endelig ikke snart skulde faa Fred med Russland?”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 23.1.18.

Kjære Forældre og Söskende!

Guds Fred til Hilsen!

Undskyld at jeg ikke har skreven et par dage för tie jeg har snart ingen Tid haft. Vi har i dag næmlig haft Besichtigung. Den 17. Om Aftnen kom mit Komp. jo hertil saa vi i de sidste Dage har haft ”Vorübung zur Besichtigung”.

Jeg har jo ogsaa haft megen Post at besvare som var ankommen til mig i den Tid jeg var borte. I ved jo ogsaa nok at jeg har det godt her og er heelt ude af Fare. Men alligevel kan jeg jo nok tænke at I venter efter at höre fra mig. I den Tid var Brevene fra den 22/12, 26/12, 30/12, 31/12, 9/1, 10/1. Olgas Brev fra den 31/12 og Tonnes fra den 31/12 og igaar modtog jeg Moders Brev fra den 15/1 og siger Eder for alt min beste Tak. Ligeledes har jeg for to dage siden modtaget 2 Pakker med Pölse og Kage. Julepakkerne har jeg jo ogsaa modtaget med Tak og Glæde. Alt er mig j velkommen kan I jo noktænke kj. Forældre. Maaskee kan du sende mig lidt Smör kj. Moder til her i Etappen gver det ikke saa meget. Pölsen smager mig virkelig udmerket kan I tro.

For et par dage siden fik jeg Efterretning fra Kredssparkassen i Aabenraa at mine Sparepenge fra Maaned Dez. 15 M. var ankommen. Mit Kontonummer er 7382. Maaskee vil du notere dig det i en Hjörne i Hovedbogen kj. Fader for saa ved i jo ogsaa beskee iflade der skulde passere mig noget. Jeg sparer 3 Mark hver 10. Dag. Jeg haar 8 Mark Lönning hver 10. Dage som Gefr.

Ellers er jo endnu alt ved det gamle her hos mig, blodt jeg er lidt forkölet i denne Tid. Næsen löber heele Dagen. Det er ogsaa taaget hver dag og saadan nu uhyggelig Vandkuld. Brandmaterial er ogsaa knapp her saa vort Quarter om dagen er heelt kold blodt om Aftnen fyrer vi lidt. Vi har saadan en lille ”Feldofen”. Morgen hr vi stor- Appel med alt vad der hedder Vaaben.

Mon vi nu da endelig ikke snart skulde faa Fred med Russland? Gud giv dog at det helle snart matte faa en Ende.

Vær saa hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eders Sön Broder

Milert.

(Breve i privateje)

22. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at køre magelig tilbagelænet i vor Bil”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 22. I. 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke 37 med Cigarerne og Lysene etc. Mange Tak! Det var jo alt overordentlig brugbar og ønskede Ting. Jeg blev virkelig glad derover. Er Kopfschützeren en Foræring fra Fru Sievers? Mor skrev noget om, at hun maatte give Kartoffelmel derfor. Jeg vilde gerne vide, om jeg skal takke hende derfor.

– Idag fik jeg Mors Frikandellepakke. Frikandeller har vist sig at være meget praktisk, de holder sig længe, (længere end det rene Kød) smager udmærket og er et meget nærende Brødpaalæg, der især er godt om Morgenen til Fundament for Dagen. – Hvad mener Mor med Peters Jubilæum?? Underbukser har jeg nok af. Jeg har 4 Skjorter og 4 Underbukser.

Naar det passer Far bedere , at sende Pengene pr. Postcheck, staar der ikke noget i Vejen derfor. Som Indskrivningsbrev ankommer det jo raskere og har den Fordel, at Summens Størrelse ikke er tilgængelig for Offentligheden. Men en Ubehagelighed for mig fører den førstnævnte Methode heller ikke med sig. – Pakket med 3 Paar Strømper har jeg faaet mellem Juul og Nyaar.

Vi kører nu hver Dag i Bil. Det er anstrengende, men ogsaa rart. Vi lærer Berlin paa den Maade at kende. Idag har jeg mærkværdigvis ikke bestilt andet, end paa Militærets Bekostning i en tyk Pels at køre magelig tilbagelænet i vor Bil gennem Berlins flotte Gader. Naar det altid gik paa denne Maade, vilde det ikke være saa galt, at spille Soldat.

Kære Far, til Slut beder jeg Dig nu omgaaende at besvare mig, om Du kender en født Flensborger, med Navn Jensen, som ejer en Likørfabrik og Vinhandel her i Berlin?

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans.

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

17. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Det værste er Tænderne”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 17/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for dit Pakke med Smør og Frikadeller jeg modtog i Gaard. Du gaar vist og er urolig for mig, jeg er jo ogsaa en rigtig Skidt. jeg har ikke skrevet til jeg i 8 Dage nu, men du maa undskylde mig, jeg gaar nemlig hver Dag og har Tandpine og vi er ogsaa kommen i Stilling igen[.] Det skal du nu ikke være ked af for hos os er helt roligt. Jeg har været i Stilling siden den 11 og endnu er der ikke falden et Skud i Skoven hvor vi ligger.

Det værste er Tænderne[.] Jeg har været hene og faa to mere trukket ud, saa i det hele har jeg faaet 5 ud nu.I Gaard var jeg i Mühlhausen og skulde have de andre daarlige Plomberet, Herfra og til Mülhausen og tilbage igen er lige 34 km saa det er en temmelig god tur til Fods, og saa var der saa mange hos Lægen saa jeg kom slet ikke for, saa jeg kunde gaa hjem med uforrettet Sag. En Regn og Storm var det saa jeg var gennemvaade da jeg kom hjem. I Morgen skal jeg hen igen. Forhaabentlig giver det ingen Regn i Morgen[.] Ellers har jeg det godt[,] haaber ogsaa at i har det godt[.] Jeg skal vist paa Post nu.

Mange kærlige Hilsner sender Eder alle din Søn
Th Thomsen

Du maa undskylde Papiret men jeg har ikke noget bedre for Tiden.

(Kåre Pedersens samling)

8. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 8/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det store Julepakke jeg modtog i Gaard. Det var alt sammen i god Behold, saa du kan tro jeg spiser i Dag. Her har vi ordentlig Vinter ikke alene udenfor, men ogsaa i mine Tænder. Jeg har jo riglig faaet 3 Tænder ud, men nu er der 4 andre Stumper der gør ondt, saa jeg kan næsten ikke skrive. Det ender med at jeg skal have dem trukket ud ogsaa, saa har jeg sandelig ikke mange tilbage.

Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer. Her siges det at Russerne vil til at begynde igen. Dersom det er tilfældet maa i nok købe mig en Gaard ved Lejlighed, og se at faa mig Reklameret til Foraaret, men bliver det til Fred med Russerne behøver i det ikke for saa skal vi nok blive ferdig til Foraar allerede.

Mange herlige hilsner sender Eder alle
din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

1. januar 1918 – Ernst Christiansen: “… kun faa blev virkelig fulde”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 1. Januar 1918.
Solen skinner mildt og fint paa den snepudrede Jord. Fra Morgenstunden har Kanonerne dundret næsten som i Trommeild. Nyaarsaften gik bedre end ventet. Der var ikke Lejlighed til at faa saa mange Drikkevarer som Jule­aften, og kun faa blev virkelig fulde. En Mand fra en anden Barakke kom dog dinglende ind og vilde absolut kysse enhver af os, mens han smilede huld­saligt over hele Ansigtet. Og saa kom de første Julepakker ad Omvejen over Rusland, og jeg laa og rodede med de smaa Overraskelser paa mit Leje, som ogsaa her er det eneste Sted, jeg har til Raadighed. En Tid var der næsten mennesketomt i Barakken, og man kunde sidde og se ind i Ovnens klare Luer og tænke paa det Aar, der trods alt var gaaet taaleligt. Kl. 12 vækkedes jeg ved, at Folk styrtede ud for at se et Fyrværkeri, der afbrændtes ved Fronten. Nyaarsdags Menu var ikke indbydende, Kaalrabisuppe med store Stykker utilstrækkelig kogte Roer med skarp Smag. For i Morgen staar den paa Surkaal.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 167-8)

25. december 1917 – Milert Schulz: “Ja meine lieben wir Ihr wohl denken könnt waren meine Gedanken gestern Abend natürlich zu Hause…”

Senest ændret den 27. december 2017 12:07

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 25.12.17.

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss.

Für erhalten Briefe vom 13. u. 17.12. sowie Diddes Karte vom 14. u. Olgas vom 15. sage ich Euch allen meinen besten dank.

Weihnachtsabend haben wir ja den überstanden. Unser Festessen bestand aus Dörrgemüse ohne Fleisch u. Kartoffel dazu habe ich 3 Stück trockenes Brot gegessen u. I Tasse Punsch u. heissen Tee. Also könnt Ihr Euch wohl vorstellen dass es nicht so besonders gewesen ist.

Ihr habt sohl Brant u. dergl. gegessen. Dann kam die Kantine. Da haben wir ein paar Cigaretten, Cigarren u. 1 Flasche Bier gratis bekommen. Gekauft haben wir 1 Flasche Wein. Dann kam die Weihnachtsbescherung. Jeder Mann bekam fast ein Paket. In meinem war 1 pund Honig, 1 Mundharmonika 1 Bartbürste – 20 Cigaretten 5 Cigarren u. ein paar Wallnüsse. Dieses war unsere ganze Weinachtsfreude.   

Der Honig u. diese Sachen ist eine Weihnachtsbescherung der Heersverwaltung. Aber ich glaube es kommen noch noch Liebesgaben von der Stadt Allenstein wo unser Regiment in Garnison liegt. Ja meine lieben wir Ihr wohl denken könnt waren meine Gedanken gestern Abend natürlich zu Hause u. die Euern wohl in Mazedonien. Aber in Stillen habe ich auch meine Weihnachten gefeiert u. der Herr hat mir das Fest auch hier draussen reichlich gesegnet. Euch ist heute der Heiland geboren”

Das Wort hat doch noch immer seinen alten lieben Klang. trotz Krieg u. Allem. Der Herr gebe dass wir nächstes Jahr das liebe Weihnachtfest in Ruhe u. Frieden feiern dürfen. Gestern hatte ich noch bei der Post ein Paket von Tante Mie aus Düppel u. 1 Breif von Kousine Methe aus Bredebro. Sonst ist hier alles wohl, der Franzmann ist auch ziemlich ruhig.

Sei denn recht herzl. Gegrüsst u. geküsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

16. december 1917 – Milert Schulz: “An der Front auch alles ruhig”

Senest ændret den 27. december 2017 12:06

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 16.12.17.

Meine Lieben!

Gestern Abend 2 Pakete mit Freuden Dankend erhalten. Eins war mit Pfefferkuchen u. Keks u. das Andere mit Butter u. Wurst u. ein grosser Kecks. Habe mich auch auch schon lange auf den Kuchen u. die Wurst gefreut. Habe schon die Hälfte davon aufgegessen. Ja solange man noch sowas zu essen hat leidet man ja keine Not. Dem Herrn sei dank für alles Gute und dass wir noch kein Hunger leiden brauchen. Unsere Verpflegung hier draussen ist ja auch och immer recht gut. Aber so wie zu Hause ist es ja natürlich nicht.

Wie ich Euch ja schon geschrieben habe liegen wir immernoch in Stellung. Wir können aber unsern Apparat nicht aufbauen da es hier verboten ist zu Telephonieren, weil der Franzman Ablausch Apparate aufgebaut hat und so kann er alles hören was wir sprechen. Selbstredend haben wir auch solche Apparate Also liegen wir hier und tun wir garnichts. Man weis beinahe nicht wie man den Tag vertreiben soll. Wie schön hätte man solche Zeit zu Hause verbringen können. Wie Ihr Euch wohl denken könnt ärgert einem das natürlich. Aber das hilft ja doch nichts. Sonst ist ja noch alles wohl hier. An der Front auch alles ruhig.

Heute kam das Telegramm hierher dass mit Russland einen weiteren 28 tägigen Waffenstillstand beschlossen wurde. Hoffentlich kommt denn auch bald der langersehnte Friede worauf alles gespannt ist. Gott gebe es dass es doch bald endlich mal Schluss wird. Sonst wüsste ich für Diesmal nichts mehr.

Wünsche Euch nun alle ein recht fröhliches und gesegnetes Weihnachtsfest nebst vielen herzl. Grüssen von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

12. december 1917 – Mathias Damm: “… lidt til at pudse Kæresten med.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 12 December.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 30 fra d 29. og to Kort fra 5-6. som jeg modtog idag. Jeg boer for Tiden 10 M under Jorden, men har nu vovet mig op hvor solen skinner, for at skrive. Det er slet ikke værre her end i Rusland, blot lidt mere bumseri.

Jeg fik ogsaa en Pakke med Julekager “Afsender Pastorat Beftof’ men det var vist en Konfirmand der havde skreven den indlagte Hilsen. Nu er jeg nok nødt til at skrive, da der tilmed laa et Kort ved.

Kan i ikke sende mig lidt til at pudse Kæresten [hans gevær/red.] med. Af det fine helst, og send en Lap i et Brev straks. Naar jeg kommer op i Verden igjen, skriver jeg bedre og mere foreløbig agerer jeg Muldvarp, men det er slet ikke daarlig.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

7.december 1917 – Milert Schulz: “Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge”

Senest ændret den 27. december 2017 12:06

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 7.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Für dass gestern erhaltene Paket mit Butter und Kuchen sage ich Euch meinen besten Dank. Selbiges kam grade zur rechten Zeit, da ich mit der an der Butter schon auf der neige war. Der Kuchen hat mir sehr gut bekommen trotzdem es an Zucker und sonstiges mangelt. Aber das macht auch weiter nichts, hauptsache ich habe Kuchen.

Hoffentlich kommt da bald wieder eins mit Kuchen, denn das ist immer eine ganz schöne Abwechselung. Auch habe ich Mutters. Olgas u. Tonnes sowie Ellas Zeilen vom 29/11. dankend erhalten. Wie bei Euch zu Hause so ist auch bei mir noch alles beim alten. Bin jetzt so ziemlich wieder hergestellt mit meinem Magen. Wir liegen immer noch in Ruhe und weder wohl hier auch nicht mehr in Stellung gehen. Wie ich gehört habe soll es am 12 oder 13 von hier losgehen, aber das ist noch unbestimmt. Eher wir denn nach dort hinkommen vergeht auch noch einen Monat und wir sowie Ihr zu Hause hoffen doch dass in diesem oder nächsten Monat etwas entscheidendes kommt. In dieser Zeit hofft ja alles doch auf Frieden unddich kann doch nicht wissen ob es nicht bald zum Frieden kommen sollte. Aber wir müssen ja geduldig abwarten. Hier an der Front ist auch nicht viel los. Jetzt in diesen Tagen wo es so friert fällt fast kein Schuss. Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge.

Gestern hatte ich auch einen Brief von Cousine Thilde von Onkel Sören aus Hadersleben, sie schrieb dass Pappa dort gewesen war. Du schreibst es ja auch iebe Mutter. Ja es ist nicht leicht für die armen Leute wo Armut u. Krankheit zu Hause ist. Der Herr helfe sie in ihrer Not.

Sonst wäre da ja weiter nichts für diesmal. Wie kommst du mit dem Pabrika zurecht liebe Mutter? Sei denn für diesmal recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.  

(Breve i privateje)

8. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr IV – Fangernes Post

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Post.

S. i Oktober 1917.
Kort Tid efter Transporten til Frankrig blev jeg afkommanderet til Postprøvestedet, og da det sikkert vil interessere dem af ”Hejmdal”s Læsere, som har Slægtninge og Venner i Fangenskab, at høre noget om, hvordan det uhyre Apparat, som hedder Fangeposten, fuktionerer, skal jeg fortælle lidt nærmere derom. Man kan jo gaa ud fra, at i de store og hele er Fangeposten omtrent den samme i Tyskland og i de andre Lande.

Naar man betænker, hvor mange Millioner Fanger, der under denne Krig sidder i Fangelejre, saa vil man kunne forstaa, at det Apparat, der skal formidle Forbindelsen mellem Fangerne og deres Hjem, maa være vældigt. Dette Apparat skal ikke blot som det civile Postvæsen besørge Pakker, Penge, Breve, men, hvad der forøger Arbejdet mangefold, det maa selvfølgelig tillige overvaage, at militære Interesser ikke krænkes, at Fangerne ikke faar eller sender Meddelelser, der staar i Modstrid med det Lands Interesser, hvor de er Fanger, at der ikke bliver drevet Spionage, at der ikke sendes utilladelige Ting til Fangerne. Selvfølgelig kan der ikke sendes Bomber og Granater, men det kunde jo tænkes, at der blev sendt Ting, hvormed Fangerne kunde øve Sabotage. Denne Mulighed har jo flere Gange været officielt drøftet. Kontrol er altsaa nødvendig, og denne Kontrol paahviler Postprøvestedet.

Ad 3 Veje sluttes Forbindelsen mellem Fangen og hans Hjem, nemlig ved Breve, Pakker og Pengesendinger, og Postprøvestedet er i Overensstemmelse hermed delt i 3 Hovedafdelinger.

Som tidligere nævnt, er de russiske Fanger forholdsvis daarligt stillede m.H.t. at faa Forbindelse med Hjemmet. Jeg har truffet Fanger, som har været i Fangskab i 3 Aar, og som næppe har modtaget et Livstegn fra Hjemmet. Dels har det sin Grund i, at en stor Del af de jævne russiske Befolkningslag ikke kan skrive, dels lader vel det russiske Postvæsen, som saa mange andre Forhold i Rusland, en Del tilbage at ønske med Hensyn til Præcision. Ej heller lettes Forbindelsen ved, at det russiske Sprog har andre Bogstaver. Derimod modtager franske og engelske Fanger meget regelmæssigt deres Post, naar først den rigtige Adresse er kommen Hjemmet i Hænde. Et vældigt Arbejde kræves imidlertid, før alting funktionerer rigtigt. Og det Arbejde gøres jo ikke blot i de krigsførende Lande, men ogsaa i de neutrale Stater, først og fremmest i Svejts, dernæst ogsaa i Danmark, Sverrig og Holland, af ”Røde-Kors”-Foreninger og andre frivillige Sammenslutninger.

I en saa stor Lejr som her gaar der daglig en vældig Mængde Breve ind. Hvert eneste Brev maa læses, og det er da Brevafdelingens Opgave. Alt efter Lejrens Størrelse sidder et større eller mindre Antal Tolke, delt efter de forskellige Sprog, og studerer Brevene igennem. I Længden bliver det et ensformigt Arbejde at læse de kortfattede, omtrent enslydende Meddelelser igennem flere hundrede Gange om Dagen. Disse Meddelelser, der, hvor korte de end er, for Fangen betyder saa meget, fordi de er Livstegn fra Hjemmet, har jo for Udenforstaaende slet ingen Interesse. Kun den, der med en Smule Næstekærlighed evner at sætte sig ind i Tankegangen, han vil kunne føle sig tilfreds ved et saadant næsten automatisk Arbejde.

Saa forsynes Brevet med Stemplet ”Prøvet”! Og gaar til Kartoteket, for at Fangens Adresse kan fastslaas. Thi de fleste Fanger er jo ikke i Lejren men paa Kommando, og i Løbet af et Par Uger efter Afsendelsen kan Brevet være den rigtige Adressat i Hænde. Fra Rusland maa man dog hellere regne med Maaneder end med Uger.

Hvem der har set en Fange efter lang Tids Forløb modtage et Brev fra Hjemmet, vil aldrig kunne glemme den Glæde, der straaler ud fra hans Ansigt, naar han rækker Haanden ud efter Brevet. Og hans Kammerater, der staar skuffede, fordi de intet fik, stimler sammen omkring ham, ligesom for ogsaa at faa et Pust fra Hjemlandets kendte, dyrebare Egne.

Pakkeafdelingen er ikke mindre interessant. Et Vognmandslæs af Pakker gaar dagligt ind. De russiske pakker er solide, i Reglen en fineret Trækasse og udenom Lærred med Adressen baade paa Russisk og Tysk. At de tyske Stednavne ofte er forvanskede, saa det er et helt Kunststykke at finde det rigtige Navn, letter jo ikke Arbejdet. Indholdet er tilsvarende solidt, mest Brød, tørt og haardt, for at det kan holde sig, Sukker, Tobak, Cigaretter og Cigaretpapir. Thi den russiske Fange er ikke veltilfreds, naar han ikke kan have sin Cigaret i Munden, selvom om den maa rulles i Avispapir. Og er der Smalhans med Tobak, gaar Cigaretten paa Omgang i Kredsen! Fangerne ventede, at det efter Revolutionen i Rusland skulde blive bedre med Forbindelsen, men nogen virkelig Forskel har der i denne Henseende ikke kunnet spores.

De franske og engelske Fangers Pakker er i Reglen i det Ydre ikke nær saa solide som de russiske, men hvad de savner i det Ydre, har de i det Indre. En fransk Fangepakke er delikat. Der findes alt, hvad Fangens Hjerte kan begærer, Konserves, kondenseret Mælk, Smør, Pølse, Chokolade, Kaffe, Te, Ris, Tobak, Cigaretter, Uldtøj, Læderveste, Sko osv. osv. Og de franske Fanger faar deres Pakker med megen Regelmæssighed og faa Dages Mellemrum. Men om en russisk Fange alligevel ikke er ligesaa glad for sin ret magre Pakke som Franskmanden for sine Delikatesser, er dog ikke tvivlsomt.

Foruden disse private Pakker uddeles til Fanger ”Kærlighedsgaver”, Brød, Kiks o.l., som dels kommer direkte fra Hjemlandet, dels fra neutrale Lande.

Vi kommer nu til Penge- eller Bankafdelingen, hvor jeg har været beskæftiget et Aarstid, og som forekommer mig, hvad selve Arbejdet angaar, at være den mest interessante. Vejene, ad hvilke Postsendingerne naar til Fangerne, maa jo naturligvis gaa over de neutrale Lande, medens Penge og Breve bliver direkte viderebefordrede. Er Fremgangsmaaden mere indviklet for Postanvisningernes Vedkommende, idet Beløbet af Hensyn til den Kurs, som afsender- og Modtagerlandets Penge i øjeblikket staar i, maa omregnes i det neutrale Land, og som Følge deraf maa der skrives nye Postanvisninger, medens de originale Postanvisninger bliver paa Mellemstationen. Og Kursen veksler overalt ret hyppig, som man under Krigen vil have kunnet iagttage, naar man i Avisen har fulgt Børsnoteringerne.

De Lande, som kommer i Betragtning som Gennemgangsled, er især Svejts og Sverrig. De russiske Postanvisninger gaar for Størstedelen over Basel, en stor Del dog ogsaa over Malmø, enkelte over København, de franske Postanvisninger gaar hovedsagelig over Bern.

Selvfølgelig er de russiske Fanger ogsaa med Hensyn til Pengesendinger fra Hjemmet Stedbørn i Forhold til deres franske og engelske Kammerater. De franske Fanger her i Lejren, hvis Pengesendinger jeg har at ordne i min Kasse, faar næsten for de 90 Procents Vedkommende regelmæssig deres Postanvisninger med 2-3-4 Ugers Mellemrum, og da det drejer sig om 3000 Fanger, hvoraf største Delen befinder sig inde i Landet paa Enkeltkommandoer, kræver alene Varetagelse af dette Anliggende et ret omfattende Apparat, det forudsætter stor Orden i Kartotek og Register, hvis alt skal funktionerer godt og hurtigt. Men Tyskland er jo ogsaa Ordenens Land ”par excellence!” Hver eneste Postanvisning, som ankommer indføres i Postanvisningsbogen og derfra i Kontobogen. Derpaa faar Fangen Meddelelsen om Beløbets Ankomst, og kan nu anmode om at faa det, eller en Del af det tilsendt. Saa maa der skrives et foreløbigt Bilag og en Kvittering, som Fangen maa underskrive, og Postanvisning og Kvittering bliver afsendt, og først naar Fangens Underskrift er til Stede i Bilagsmappen, er denne Postanvisning endelig ekspederet færdig. Desuden er der flere andre Lister og Bøger, som Beløbet maa indføres i. Regner man alle Bilag, Postanvisninger, Konvolutter, Lister osv. sammen, bliver hver eneste Postanvisning noteret ca. en Snes Gange. Men saa kan man ogsaa imødese alle mulige Reklamationer med Sindsro: Fangens Kvittering er til Stede. Thi det hænder jo, at en Postanvisning reklameres af Afsenderen gennem Overpostkontoret i Bern, – Grunden kan være, at Anvisningen har været for længe undervejs, er maaske gaaet fejl som Følge af en Unøjagtighed i Adressen, og vedkommende Fange skriver hjem, at han ikke har modtaget Beløbet, der jo imidlertid er undervejs. Jo færre Reklamationer, des større Ære for vedkommende Postprøvested. Og i denne Henseende fremhæver vi selvfølgelig vor Lejr som staaende i første Række – og ikke uden Grund.

Beløbene, som afsendes, er i Reglen smaa, mest 5 og 10 Frs. ad Gangen. Det er det mest praktiske, baade fordi Fangen i Reglen ikke kan finde Anvendelse for større Beløb paa engang, og dels fordi Risikoen spiller en mindre Rolle ved de smaa Beløb. Men mange Bække smaa gør en stor Aa, og mine 3000 Fanger modtager dog i Løbet af et Aar tilsammen den ret betydelige Sum af 150-175,000 Mark.

N-n.

17. april 1917 – Milert Schulz: “Einen abgestutzten Schnurbart”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde, den 17.4.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister.
Da ich heute wieder mal Zeit habe, will ich Euch doch ein paar Zeilen schreiben. Ich danke Euch herzl. für die vielen Pakete die ich in letzter Zeit empfangen habe. Was da alles drin gewesen ist[,] kann ich Euch nicht mehr schreiben[,] da ich selbiges schon aufgegessen habe. Das letzte war aber mit Schmalz, Wurst und Zwieback. Ich glaube kaum, dass da ein Paketchen verloren gegangen ist. Eure Briefe erhalte ich ja auch ständig.

Der letzte Brief war von dir liebe Mutter vom 6.4.17. Wie ich daraus ersehe[,] freut es mich sehr, dass es Euch allen im lieben Heim noch Gesundheitlich gut geht. Dasselbe kann ich auch von mir mitteilen. Habe bis jetzt noch keine Not gelitten hier im Felde und hoffe ich auch[,] dass ich einst gesund und wohlerhalten wieder zurückkehren darf. Der Herr gebe dass wir doch bald den langersehnten Frieden wieder bekommen.

Ich sehne mich danach Euch allen Lieben mal wieder zu sehen und sprechen. Nun habe ich Euch beinahe in 1½ Jahren nicht gesehen. Da hat sich ja auch verschiedenes in der Heimat geändert. Ja sogar meine jüngste Schwester Annÿ kenne ich nicht einmal. Bruder Oskar habe ich ja doch als klein gesehen[,] aber der ist ja jetzt auch grossgeworden. Wenn ich einst nach Hause kommen sollte],] kenne die beiden Jüngsten mich ja garnicht und ich die auch nicht[,] dann wird kleine Annÿ wohl laufen und sprechen können. Habt Ihr denn nicht eine Photographie von den beiden?

Ich sende Euch nun heute ein Bild von mir und meinem Feldwebel. Hoffentlich wird es Euch freuen. Nun könnt Ihr ja doch sehen wie ich ungefähr aussehe. Einen abgestutzten Schnurbart habe ich auch bekommen. (Schon in Lyck) Was Ihr wohl auch nicht wisst. Das Bild ist grade nicht so gut geworden, aber erkenne kann man es doch. Heute werde ich mich wieder abnehmen lassen mite in paar Kameraden zusammen.

Habe schon verschiedene Kameraden von anderen Komp. geschprochen welche auch aus Nord Schleswig sind. Hier beim Regiment sind überhaupt viele Schleswig-Holsteiner.

Die Hitze hat hier auch schon gut angefangen. Alles ist schon grün. Es ist jetzt beinahe zu warm. Heute ist es nun grade nicht so schönes Wetter, es ist so stürmisch. Nun zum Schluss recht viele herzl. Grüsse und Küssen an Euch allen meinen Lieben und auf ein baldiges frohes Wiedersehen hoffend von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Die Taschentücher habe ich auch erhalten

(Brev i privateje)

5. april 1917 – Milert Schulz: “Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts blev kompagniskriver.

Im Felde den 5.4.17.
Auf Schreibstube Abends um 9 Uhr.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss. Da jetzt alles schläft sitzte ich nun hier und schreibe den Brief nach der lieben Heimat. Ich warte nur noch auf ein Vizefeldwebel der hier schlafen soll und da er bis jetzt noch nicht eingetroffen ist habe ich ja die schönste Ruhe.

Sitzte bei einem Talglicht und habe eben vorher ”Det gamle Budskab” gelesen mit den Text ”Ildlinien”. Ja liebe Eltern dieselben Gedanken habe ich auch oft gehabt wie dieser junger Mensch, und um mich noch mehr im Herrn zu freuen habe ich mir auch damals ”Lommesangbogen” schikken lassen und gleich habe ich mir mein Lieblingslied aufgeschlagen No 60 “Du evige Klippe jeg kommer til dig o.s.v. Wie habe ich diesen Gesang oft gesungen in Lgkl. Abends wenn ich nach Hause kam mit
meinen Freund Anton Hansen. Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt. Nicht wahr[,] schön war es doch wenn man Abends zusammen kommen und nun ist man Soldat muss hier draussen im Felde sein fern von den Seinen. Aber will es Gott so hoffen wir auf ein frohes Wiedersehen in der Heimat hier oder dort.

Das ich mal auf Urlaub fahren soll wird wohl noch ein weilchen dauern aber hoffentlich haben wir bald Frieden[,] dass wir den grossen Urlaub gesund und glücklich antreten können. O welch eine Freude wird das werden. Gott gebe das es bald Schluss ist. Nach Aussagen eines Gefreiten von unserer Kompanie der aus serbischer Gefangenschaft entwichen ist und heute hier bei der Companie ankam, meinen die Feinde auch, dass es wohl in 2 Monate Schlus sein wird und ich glaube auch es wird nicht mehr lange dauern. aber nur nicht verzagen.

Nun liebe Eltern, danke ich Euch erstmal für die vielen Briefe welche ich gestern erhalten habe. Es sind alles Briefe vom 16-26 Märtz. Im vorigen Brief habe ich Euch ja geschrieben, wie das kam. Ebenfalls habe ich 1 Paket mit Kuchen, 1 mit Wurst und Carbonae (aber leider nicht mehr geniesbar) 1 mit den Schinken was noch sehr gut ist und 1 mit Kuchen, Zucker und Butter, und noch eins mit Schreibpapier von Schw. Thilde.

Die Erinnerungen von denen ich Euch ebenfalls geschrieben habe werde ich morgen abschicken. Ich werde mal sehen ob ich ein paar andre be- kommen kann. Wenn ich mal nach Prilep wieder kommen sollte werde ich Euch etwas kaufen. Hier gibt es ja nichts zu kaufen. Dann schreibst du wegen Thee und Pfeffer liebe Mutter. Wenn ich was bekommen kann[,] will ich dir gerne ein Paket voll schicken und ich will auch mal sehen ob ich nicht was bekommen kann. Das kann hier wohl nicht so schlimm sein, denn die Bulgaren essen nur stark gepfefferte Speisen und daher haben sie auch alle einen üblen Geruch an sich. Kaffee kann ich aber nicht bekommen.

Gestern hatten ich und ein paar Kameraden uns Photographieren lassen, es ist aber leider nicht geglückt. Na vielleicht ein andres mal. Sonst bin ich ja noch immer gesund und wohl und hoffe dasgleichen von Euch. So lange ich hier als Schreiber bin stehe ich ja nicht aus. Genug zu essen und trinken. Hungern brauchen wir tatsächlich nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzlichst gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

(Jetzt ist die Uhr 10 also eine Stunde hat das schreiben gedauert ich gehe jetzt schlafen Gute Nacht)

(Brev i privateje)

3. april 1917 – Milert Schulz: “Die Bevölkerung ist hier auch viel netter”

Senest ændret den 27. maj 2019 8:25

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde den 3.4..17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Besten Dank für erhaltenes Paket mit Kuchen und Torte, aber von wann dasselbe ist weis ich nicht. Ebenfalls für das Schreibpapier von Thilde und Onkel Anton. Briefe habe ich nun in 14 Tage nicht gehabt, aber der Grund ist nicht Euch zu beschuldigen sondern das liegt an diesem Marsch den wir gemacht haben. Aber in 4-5 Tagen kommt da
4 Wagen voll zum Regiment. Aber das ist ja noch lange nicht alles[,] denn Post liegt da in der Etappe für mindestens 15 Wagen. Das wird ja auch so allmählig geholt. Hoffentlich bekomme ich denn einen ordentlichen Schwung Briefe und Pakete.

Ihr habt ja nun wohl auch in langer Zeit keine Post von mir gehabt? Aber deshalb beunruhigt Euch nicht. Ich habe Euch ja schon einmal auseinanderge setzt mit welchen Schwierigkeiten das Transportieren verbunden ist. 10 Tage sind wir auf den Marsch gewesen und erst vor ein paar Tagen an Ort und Stelle gekommen. Wir liegen jetzt westlich von Monastier dicht an Albanien.

Ich habe ja so richtig Glück gehabt dass ich Kompagnie-Schreiber geworden bin. Einen tadellosen Posten. Ganz hinten in aller Ruhe. Brauche nicht vorne im Schützengraben zu sein, also auch nicht so vielen gefahren ausgesetzt. Wir haben hier ein schönes Quartier.

Nun fängt man erst rigtig an die Hitze zu spüren. Wenn man Mittags in der Sonne Sitzt ist es kaum auszuhalten. Sonst Ist es ja ganz schön hier. Die Obstbäume stehen schon in voller Blüte. Herlich anzusehen. Die Bevölkerung ist hier auch viel netter als dort wo wir waren. Die Machen und tun alles für uns. Sonst ist da ja nicht viel neues zu erzählen. Ich habe es ja tadellos und bin noch immer Gott sei Dank gesund und munter, und hoffe ich auch dasselbe von Euch meine Lieben.

Wünsche Euch auch noch nachträglich ein von Gott reich gesegnetes Osterfest. Ich kann ja leider nicht zu Hause sein, aber hier können wir ja auch Ostern feiern. (Jedoch ohne Eier.) Aber das ist ja auch nicht die Hauptsache des Festes. Hoffentlich können wir nächstes Jahr Ostern zusammen feiern. Gott gebe das der Krieg bald ein Ende nehmen. Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Auf Wiedersehn!

Die erste Seite habe ich etwas schön geschrieben[,] aber das letzte ist nicht so gut[,] da ich mich beeilen musste.

(Brev i privateje)

11. marts 1917 – Milert Schulz: “Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 11/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Eure Briefe vom 23 und 27/2 habe ich gestern mit Freuden dankend
erhalten. Wie ich daraus ersehe hört Ihr so selten von mir. Ja liebe Eltern dass liegt nicht an mir sondern an die Postbeförderungs schwierigkeiten hier auf dem Balkan. Ich schreibe fast jeden 2 Tag nach Hause liebe Eltern. Aber es ist ja auch ein gefärliches Ende von hier nach Hause.

Ihr schreibt auch wegen Pakete ob ich die erhalte. Sobald ich ein Paket bekomme schreibe ich dass auch an Euch. Soweit ich weiss habe ich bis Nummer 13 alle erhalten. Gewiss bekomme ich die Pakete alle. Aber das her an schaffen von der Bahn nach hier nimmt so viel Zeit in anspruch. Wier liegen über 100 klm. von der Bahn weg und denn die Wege hier im Gebirge. Die haben wir erst richtig ausbauen müssen.

Und wo wir sind habe ich Euch doch auch oft geschrieben nämlich im Süden Serbiens. Wir liegen ungefehr in der Mitte von Monastier und Saloniki. Näheres darf ich Euch nicht schreiben über diese Sache da solches verboten ist.

Die adresse veränderung hat nichts zu bedeuten liebe Mutter. Dass ist so über alle Truppen im Osten, Westen und Süden.Hans Asmussens Adr. ist ja die selbe Art wie meine. Es darf nur auf der Adr. Regiment Batallion und Compagnie stehen.

Wir haben jetzt hier eine ganz merkwürdige Witterung. Ein Tag regnet es, ein Tag Hagelt es, ein Tag schneit un friert es und ein Tag kann es das schönste Sonnenwetter sein wie es heute z.B. ist. Gestern hat es gehagelt und geregnet. Die Nacht gefroren und heute Sonnenschein.

Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen wie Ihr wohl auf Bilder gesehen habt. Die Feinde schiessen nämlich mit Gasgranaten, und wenn man Keine Gasmaske hat ist man verloren. Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und wohl und habe es noch recht gut. Wir leben ja besser wie manch einer zu Hause besonders wie die Grossstädter.

Wir kommen doch jeden Tag werden [?], aber dafür muss man ja auch viele Entbehrungen und Gefahren ausstehen. Bis hierher hat der Herr mich noch gnädiglich behütet und er wird auch in Zukunft seine beschützende Hand über mich halten. In der Hoffnung auf ein baldiges frohes Wiedersehen schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)