16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *