Senest ændret den 4. december 2020 8:52
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.
Folk er kede af Krigen. Der spores revolutionære Antydninger alle Vegne. Vi Underofficerer, der næsten hver Aften kommer sammen i en Knejpe, der ligger lige overfor Kasernen, mærker det mere og mere.
Folk, baade civile og Militæret, er lige som mere fri i Sproget, og der stjæles, handles, sjakres og hamstres med alt mellem Himmel og Jord. Om Aftenen, naar der ofte er fjendtlige Flyvere over Byen, gaar Folk ikke mere frivillig ned i de Understande og Kældere, der er anvist til deres Beskyttelse.
De er lige glade. Vi kan købe lige saa mange Levnedsmiddelkort, som vi vil have, og saaledes købe alt det Brød vi ønsker. Naturligvis er de falske, men Brødforsyningsbestemmelserne bliver paa denne Maade undermineret, og Myndighederne kan ikke gardere sig herimod. For gode Ord og rigelige Penge kan man købe al den Mad, man vil have, uden at man behøver noget Kort.
Selvfølgelig er alt hamstret eller stjaalet. — Paany er en Transport inddelt til at afgaa til Felten, og denne Gang skal jeg med.
Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa. Det var jeg ikke tilfreds med, og i Morges gik jeg til Hauptmann.
Flan erklærede dog, at han ikke havde nogen Bestemmelsesret over Transporten, da Listerne over Mandskabet var afgaaet til Bataillonsskrivestuen, og hvis jeg vilde have Orlov, maatte jeg henvende mig dér. Det gjorde jeg, men heller ikke her havde jeg Held med mig.
Der blev af Adjudanten svaret, at der i Henhold til en „Verfügung” fra 9. Armékorps i Altona ikke maatte sendes Folk paa Orlov, der skulde ud over Linien Tønder—Flensborg. I alle Tilfælde skulde der en særlig Rejeetilladelse til, og den havde jeg jo ikke.
Jeg tilbød at betale en telegrafisk Forespørgsel til Altona, men heller ikke dette vilde han komme ind paa og mente, at det jo heller ikke kunde lønne sig at rejse den lange Vej for blot 3 Dages Orlov.
Jeg fastholdt dog min Beslutning om at ville hjem, og gik til Majoren. „Hvad ønsker De?” spurgte han, da jeg var kommet indenfor. Han fik at vide, hvad Sagen drejede sig om, og telefonerede til Bataillonsskrivestuen.
„Det gaar ikke,” sagde han, „og De har jo ogsaa faaet at vide hvorfor, ikke sandt?” Jeg forsøgte at komme med Forestillinger om, at det maaske var sidste Gang, jeg kunde faa Lejlighed til at hilse paa Familien, men han var ubønhørlig. „Min Søn,” sagde han, „vi har Krig . Det gaar ikke!”
Jeg stak min sidste Trumf ud. „Hr. Major,” sagde jeg, „jeg kan dog rejse til Slesvig, og naar jeg derfra telegraferer til min Hustru om at komme dertil, behøver jeg ingen Rejsetilladelse!” Han saa et Øjeblik paa mig, og sagde saa: „Indforstaaet, gaa til Bataillonen og faa Deres Pas!”
Nu sidder jeg i Toget mod Hamburg, og et Par Underofficerer i Jægeruniform har opfordret til et Parti Skat. Tiden gaar bedre, mener de, og jeg er indforstaaet.