Tag-arkiv: familien

15. april 1919. H.C. Brodersen når hjem til sin familie. “Hen paa Natten naaede vi da endelig til det Sted, hvor Svigerfader kommanderede „ Prrrrr ” , og hvor vi var hjemme.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:42

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I  et  Hestekøretøj  gik  det  i  Nattens  Mulm  og  Mørke  ad kendte  Veje  fra  Tinglev  mod  Hjemmet.  Der  var  ingen  Togforbindelse  mod  Øst,  og  derfor  var  Svigerfader  mødt  op  med et  Køretøj.

Den  gamle,  stivbenede  Krikke  kunde  kun  meget  langsomt  bane  sig  Vej  ad  det  sandede  Hjulspor,  og  vi syntes  aldrig,  at  dette  Stykke  Vej,  der  dog  kun  var  kort, skulde  faa  Ende.

Allerede  i  Afstand  havde  min  Svoger  og jeg  kunnet  udfinde  de  Vinduer  i  Hjemmet,  hvorfra  Lysene kunde  skimtes  ud  i  den  mørke  Nat,  og  bag  hvilke  vi  vidste, de  Kære  ventede  paa  os.  Hen  paa  Natten  naaede  vi  da  endelig  til det  Sted,  hvor  Svigerfader  kommanderede  „ Prrrrr ” , og  hvor  vi var  hjemme.

Brodersen, H.C.: I Ildlinjen

 

8. september 1918. Endelig brev hjemmefra: “En jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden”

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Da Englænderne en Dag giver os Tilladelse til at skrive og modtage Breve, føler vi det, som om de skænkede os den halve Frihed. Den 18. Februar 1915, lige før vi med „Kronborg” forlod Wilhelmshafen, skrev jeg det sidste Brev hjem til min Hustru.

Vel sendte jeg i 1916 fra Dar es Salam nogle Breve over Portugisisk Østafrika, Lissabon og Stockholm til Hjemmet, men var disse naaet
igennem? Jeg har aldrig turdet haabe det.

Vi faar udleveret nogle sammenfoldelige Breve med paatrykt: Prisonner of War, og kun saadanne maa benyttes.

Et Marketenderi er nu ogsaa bleven indrettet i Lejren og de tilladte Ting leveres af samme Jøde i Alexandria, der leverer Provianten til Officererne. Hans Johansen er bleven Kantinevært, og Jøden betaler ham 2 Procenl i Provision af Omsætningen. I disse Dage ha r han rivende Afsætning paa Blæk og Penne, som ingen i Aar og Dag ha r haft Anvendelse for.

I Spisebarakkerne sidder vi nu ved de grofttømrede Borde og det synes, som kniber det for mange at faa begyndt. Hvad maa vi i det hele taget skrive for at være sikker paa, at Brevene gaar igennem, er der een som spørger.

Tag du bare og skriv, at du har giftet dig med en Negerpige med Ring i Næsen, og saa snart Krigen er til Ende, møder i hjemme hos dine Gamle, saa skal du se, hvor henrykte de vil blive, svarer en anden.

Enkelte skriver slet ikke, de har ikke skrevet hjem i saa mange Aar, det kan godt vente et Par til. Maaske har de heller ingen Kære derhjemme, ingen, der venter paa dem, længes efter dem.

Jeg skriver saa kort og intetsigende som muligt for at være sikker paa, at det første Livstegn fra mig i snart fire Aar maa naa gennem Censuren.

Snart er den første Postsending samlet sammen og sendt afsted. I den følgende Tid er alle grebne af en paafaldende Rastløshed og Irritation, ingen ha r Ro til at tale med hinanden mere end højst nødvendig. Om Aftenen traver vi omkring i Sandet uden at kunne finde Hvile.

Under Krigens Aar i Østafrika har vi daglig i Tankerne været hos vore Kære, har tusinder af Gange spurgt os selv, hvordan mon det staar til derhjemme. Og hvordan er det mon gaaet Kammeraterne, der blev sendt til andre Fronter.

Nu endelig er Tiden snart inde, da Forbindelsen med Hjemmet igen vil blive knyttet, da vi skal spørge nyt fra vore Kære. Og hvorledes vil disse første Efterretninger mon blive? Vil de komme til at volde os Glæde, Skuffelse eller maaske Sorg?

Jeg udpeges til at være Postbud i vor Lejr. Hver Morgen skal jeg møde i Lejrofficerens Telt og der være behjælpelig med at hente og sortere den til Fangelejren bestemte Post.

Efterhaanden begynder de første Breve — og navnlig fra Sydtyskland — at strømme ind. Det er mit Arbejde at konstatere, om Adressaterne er til Stede i vor Lejr. Hvor dette ikke er Tilfældet, faar Brevene en Paategning af Sergent Fisher og bliver sendt videre til en anden L e jr i Ægypten.

Sergenten er et prægtigt Menneske, og vi kommer hurtigt paa en fortrolig Fod med hinanden. Hr. Fisher er en Købmandssøn fra London. Før Krigen har han opholdt sig baade i Tyskland og Svejts og taler derfor flydende Tysk.

Nogen Tid gaar hen. Endelig er der Breve til de fleste af Sønderjyderne i Lejren. Ogsaa til mig.

Jeg genkender øjeblikkelig min Hustrus Haandskrift mellem de mange Breve. Med rystende Hænder river jeg Omslaget op, en jublende Følelse gennembæver mig ved Tanken om atter at holde et Brev fra min Hustru i Haanden, og kort efter udløser Spændingen sig i et dybt og befriende Aandedrag.

Brevet er ganske kort; min Hustru skriver, at hun med stor Glæde har modtaget mit Brev, det første Livstegn fra mig siden Februar 1915. Hun og Drengen har det godt og opholder sig hjemme hos Forældrene. Saa slutter hun med Haab om et snarligt Gensyn.

Min Hustru har fulgt den samme Taktik som jeg, kun at skrive saa korrekt og kort som muligt. Men Indholdet er et saadant Livstegn, som jeg Aarene igennem haabede engang at maatte modtage det. Et lille Fotografi er vedlagt, det er af min Hustru og vor lille Søn som treaarig. Han var otte Dage, da jeg rejste hjemmefra.

For at jeg ikke skal være i Tvivl om, hvem Drengen er, er hans Navn skrevet under Billedet.

Jeg er bleven saa let om Hjertet. Det vil nu være langt lettere for mig at holde ud, Krigen maa jo dog engang faa Ende og Gensynstimen slaa for os. Min Hustru venter paa mig!

Hvad er Slaveriet, Trældommens Kaar maalt med denne frydefulde Vished! Min Hustrus Hilsen har atter tændt Lys i mit Sind, men samtidig øget min Hjemlængsel.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

5. august 1918. Frederik Tychsens bror er i nærheden – men hvor?

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg traf min broder Johannes den 6. august 1918. Min broder Johannes tjente ved reserveinfanteriregiment 258 – 78. reservedivision. Til denne division hørte endvidere infanteri regiment 259 – 260.

Tidlig om morgenen den 5. august traf jeg på marchturen i modgående retning en mand af regiment 260. Jeg lagde straks mærke til soldatens regimentsnummer uden dog at få lejlighed til at tale med ham.

Da vi havde gået ca. en halv time mødte vi en af regiment 260 igen. Jeg gik straks over til ham og spurgte, om divisionen var i nærheden. Han fortalte mig, at divisionen havde deltaget i Marneslaget, og den var i øjeblikket på marchturen.

Jeg spurgte efter regiment 258 og dette regiment lå i en by, som vi var marcheret igennem tidlig om morgenen den 5. august. Jeg fik næsten hjertebanken ved tanken om, at vi var kommet igennem den by, hvor min broder lå, ham jeg ikke havde set det sidste år.

Jeg ville gerne have talt med ham. Dog fik jeg senere oplyst, at den by, som vi passerede om morgenen den 5. august, skulle Johannes komme til samme dag om aftenen. I løbet af dagen traf vi på mange af regiment 259 og regiment 260, men ingen af regiment 258.

Den 5. august om aftenen gik vi i kvarter i en lille landsby i nærheden af Montcornet. Jeg var nu klar over, at vi var hinanden ca. en dagsmarch fjern; dvs. ca. 40-45 km fra hinanden. Vi fik besked om, at den 6. august skulle være hviledag – da skulle vi have lov til at sove hele dagen.

Jeg talte med Officierstedfortræder Würstenhagen – en berliner – om, hvorledes jeg kunne få det ordnet således, at jeg kunne gå bort dagen efter. Würstenhagen var meget forstående i dette stykke, han sagde, at jeg skulle bare se at komme af sted, han ville ordne det med Feldvebelen, så det hele kunne gå noget stille af.

Jeg talte med Obergefr. Skurnia om at tage sig af min middagsmad, samt brødportionen evt. post, eller hvad der ellers kunne falde for. Vi fik en forladt bondegård anvist til kvarter og jeg lå på brixen i nærheden af sergent Siegfried. Jeg bad denne om at have et øje med min tornyster, da jeg lige havde modtaget en pakke fra mor, indeholdende 1 pund fed, røget flæsk.

Han lovede mig, at han skulle nok passe på, at ingen uvedkommende skulle komme til min tornyster. Jeg lagde så min tornyster hen til hans hovedgærde, og dermed var denne side af sagen i orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien

29. juni 1918. Sørgelig skæbne: “Der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død!”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Det var en stille aften sidst i juni 1918. Batteriet lå i bivuak i en skov, og selv om vi lå inden for franskmændenes rækkevidde, blev der ikke skudt. Vi måtte gå lidt omkring i og ved skoven, men vi måtte ikke gå langt bort.

Sanitetsofficeren (sygebæreren), Skurnia og jeg gik igennem skoven og kom ud ved den anden side, og her gik vi langs med skovkanten. Oppe ved hjørnet i buskadset lå der en død. Han havde ligget 4 – 5 dage, og han lå meget afsides, og det var rent tilfældigt, at vi opdagede ham. Vi stod og så lidt på ham, og så opdagede sygebæreren, at han havde nogle breve siddende i ærmeopslaget.

Han tog dem frem og løste et af dem. Det var fra en lillesøster, og hun havde skrevet på sin barnlige måde et brev med omtrent følgende indhold:

 ”Min kære broder Julius! Du kan ikke tænke dig, hvor det glæder os, at du kommer hjem på orlov. Og du mener, at du muligvis kan komme hjem til moders fødselsdag sidst i juni. Vi har samlet sammen af brød- og sukkerkort alt. det, der var os muligt, og du kan tro, at vi sparer, for at vi kan få nok at spise på moders fødselsdag. Det er jo ikke så nemt at få mad nok, for vi har jo ingen forbindelse på landet. Mor er sund og rask, og de små søskende er også raske. Nu skal du kun komme, så snart du kan; vi venter med længsel og taler om dig hver eneste dag. Hvis du ikke tager brød med hjem, gør det ikke noget, for vi skal nok se at få så meget sammensparet som muligt. Bare dog denne slemme krig var til ende, men det må dog komme en gang.

Jeg har sparet sammen til cigaretter til dig, når du kommer hjem, og du skal også få penge til en biografbillet, og moder siger, at du også skal have dit undertøj vasket, og du kan have godt af at sove i en ordentlig seng nogle nætter. Bare du snart ville komme. Vi kan næsten ikke vente, til dagen kommer. Så snart du får besked, så skriv, for så vil vi begynde at løbe til togene, det er så spændende at gå i denne forventning.

Lev rigtig vel! og skriv snart til os og mange hilsener og mange kys sender vi alle.  Din søster Elly”

Sygebæreren læste brevet højt, men da han var kommet et stykke ned i brevet, kunne han ikke holde tårerne tilbage – han måtte viske øjnene hele tiden, og vi andre græd med. ”Ja”, sagde han, ”der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død.

De omgiver ham med hele deres kærlighed, for dem betyder han alt, og her er han kun en af de mange, mange døde, der glemmes straks de er døde, ja, bliver ikke en gang begravet, men ligger og rådner op ligesom andre kadavere – Den forbandede krig!!”.

Det var dette barnlige brev på den ene side og den døde broder på den anden, der gjorde os bløde om hjertet, og da faderen ikke var omtalt, måtte vi antage, at moderen var enke, og han den ældste søn. Vi fandt identitetsmærket, der viste, at han var 18 år.

Vi besluttede at begrave ham, og sygebæreren ville fotografere hans grav og sende det hjem til familien. Vi hentede en spade og fotografiapparatet, samt en økse og et par søm henne ved batteriet – gik tilbage og gravede en grav i skovkanten.

Jeg tog hans ejendele frem: Ur, pung, der indeholdt nogle få mark, og nogle breve. Han havde en ring af aluminium på fingeren. Den fik vi også taget af, i baglommen havde han nogle enkelte fotografier; alle disse småting pakkede vi sammen. Sygebæreren skrev et brev og sendte et billede af graven samt en skitse af skoven og stedet, hvor han lå, hjem til moderen (Kaufungen, Bezirk Leipzig).

Medens Skurnia gravede graven, lavede jeg et simpelt kors af birketræ. Derefter viklede vi ham ind i teltdugen, lagde ham ned og dækkede ham til. Der var en mærkelig stemning over os tre, solen gik ned, det begyndte at mørknes, og ensom lå han ved skovkanten langt, langt borte fra sit hjem, sit kære hjem, hvor alle ville savne ham.

Og sådan lå der så uhyre mange, nogle blev begravet, andre ikke. Nogle blev begravet enkeltvis, andre kom i fællesgrave.

Det var godt, at de pårørende ikke så deres døde. De så frygtelig ud.

En ganske kort tid efter, at døden var indtrådt, var næse, mund, øjnene, samt sår og blod belagt med æg af spyfluerne, og disse sad i hvide lag 1 – 2 cm tykke rundt omkring de oven for nævnte steder.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4.juni 1918 – Milert Schulz: ”Nu er man snart 3 Aar soldat og liger hernede i Palästina fjernt fra Hjemmet og alt hvad man har kjær”

Senest ændret den 2. juli 2018 8:17

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 4.6.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Ja I har vel nu ventet et par Dage efter Brev fra mig. Jeg har nu i 8 Dage ingen Post haft hjemmefra, men jeg haaber dog at I er alle ved god Sundhed som jeg osaa kan meddele Eder om mig. Blodt i de sidste Dage har jeg haft Gjemmelgang undertiden ogsaa med Blod, men jeg haaber dog at der bliver bedre. Jeg föler mig ellers heelt godt tilpas derved. Ja det er et levnet med dett ”Scheiserei” som man siger i Soldatersproget for man kan löbe verdt öjeblik. I formiddag var jeg 5 Gange paa Huset. Over Forpleiningen kan man ellers ikke klage, men jeg tror nok at det kommer deraf at jeg i den sidste Tid har spist Tomater som Maven ikke har kunnet taale. Vi har det hjo ellers heelt godt her og ligger endnu her i Es Salt. Jeg förer rigtig et dovn Levnet, ligger heele Dagen paa Rÿggen og passer paa Telefonen og læser den eene Bog efter den anden. Forandringer er der ikke skeet hos mig.

I forgaars skeete der et Ulÿkke i vor Komp. Vor Fodermester vilde kjöre et par Heste til, og da han havde sadt sig paa Vognen löb Hesterne lös alt de kunde, Manden fladt af Vognen og blev overkjört. Hovedet fik han demoleret og 2 Ripper brægget. En Vaabenmester fra Regimentet sköd sig samme dag ifölge af en Forseelse en Kugle igjennem Blæsen og Underlivet. For en Ugestid blev Komp. Fören for 1 M.G.K. skudt af en Tÿrkisk Soldat ogsaa af en Forseelse. Offiseren gik næmlig i en Tropenhelm og i denne har Tÿrkeren holdt ham for en Englænder. Her er der snart passeret mere Ulykke bag Fronten en i Fronten. I dag kom der ikke mindre en 12 engl. Flÿver herover, men di flöj videre til Banestationen som hedder Aman hvor vi har ligget 3 Dage og kastet der en heel deel Bomber. Men os har di da ladt i Ro. Om di har gjort nogen Skade har vi ikke hört endnu.

For et par Dage siden havde jeg Kort fra Tante Mie i Döbbel. Hun mente om jeg ikke kunne sende hende noget herfra som man ikke har derhjemme. Men det er jo nu umuligt, for det förste giver der kun lidt at kjöbe og for det andet maa eller kan vi ingen Pakker sende hjem herfra. Hvordan gaar det ellers med Landvæsnet derhjemme?  Thilde er vel bleven Bondepige nu. Kan du nok komme efter der med at malke kj. Thilde. Iforgaars har jeg rigtig tænkt paa dig da du havde Födselsdag. Deres er vel ogsaa en rigtig ”Buunkal” nu.

Og du kj. Far har vel ogsaa nok at bestille nu. Naar jeg saadan ligger i mine egne Tanker om Hjemmet og de gode Fredlige Dage fra för saa kan jeg rigtig forestille mig hvordan du gaar og sÿsler rundt i hjemmet. Det er som jeg imellem kan see dig samle en gammel Proppe op eller en krum og forustet Sön stikke i Lommen. Naar jeg saa tænker paa dine Spalopper saa kan jeg dog imellem ikke holde mig for at lee. Jeg tænker ogsaa lidt paa de Aftener vi har siddet sammen derhjemme da jeg endnu gik til Skole, og Mor hun satte os til at stoppe Strömper eller saadan noget. Og nu? – Nu er man snart 3 Aar soldat og liger hernede i Palästina fjernt fra Hjemmet og alt hvad man har kjær.   

Men Herren har været med mig indtil nu og han vil ogsaa være med mig i Fremtiden. Han er Klippen til hvem jeg holder mig fast. Ham allene Æren for alt. Da jeg er i mangel af Skrivepapier er jeg tvunget til at benÿtte dette her. I morgen faar vi vist Post igjen. Vær for denne Gang hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eder Sön og Broder

Milert.    

18. februar 1918 – Milert Schulz: “Jeg har det ogsaa rigtig godt. Mit Kind bliver da tyndere nu”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 18.2.18.

Kjære Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Hjertelig Tak for dit j. Brev fra den 10.2. som jeg paa Söndag har modtagt kj. Fader. Det glæder mig hver gang at höre at I har det godt. Det er snart forgalt med Broder Matth. Som han kjörer paa Orlov. At spille Soldat paa den Maade kunde jeg nok ogsaa holde af men det er jo godt at han har det saa godt.

Jeg har det ogsaa rigtig godt. Mit Kind bliver da tyndere nu. Paa Torsdag skal jeg have én mere ud. Paa Söndag fik jeg den ikke ud. Ellers alt vel.

Her ligger der nu ½ Meter Snee men Vejret er mild. Kjærlig Hilsen Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)

25. december 1917 – Milert Schulz: “Ja meine lieben wir Ihr wohl denken könnt waren meine Gedanken gestern Abend natürlich zu Hause…”

Senest ændret den 27. december 2017 12:07

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 25.12.17.

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss.

Für erhalten Briefe vom 13. u. 17.12. sowie Diddes Karte vom 14. u. Olgas vom 15. sage ich Euch allen meinen besten dank.

Weihnachtsabend haben wir ja den überstanden. Unser Festessen bestand aus Dörrgemüse ohne Fleisch u. Kartoffel dazu habe ich 3 Stück trockenes Brot gegessen u. I Tasse Punsch u. heissen Tee. Also könnt Ihr Euch wohl vorstellen dass es nicht so besonders gewesen ist.

Ihr habt sohl Brant u. dergl. gegessen. Dann kam die Kantine. Da haben wir ein paar Cigaretten, Cigarren u. 1 Flasche Bier gratis bekommen. Gekauft haben wir 1 Flasche Wein. Dann kam die Weihnachtsbescherung. Jeder Mann bekam fast ein Paket. In meinem war 1 pund Honig, 1 Mundharmonika 1 Bartbürste – 20 Cigaretten 5 Cigarren u. ein paar Wallnüsse. Dieses war unsere ganze Weinachtsfreude.   

Der Honig u. diese Sachen ist eine Weihnachtsbescherung der Heersverwaltung. Aber ich glaube es kommen noch noch Liebesgaben von der Stadt Allenstein wo unser Regiment in Garnison liegt. Ja meine lieben wir Ihr wohl denken könnt waren meine Gedanken gestern Abend natürlich zu Hause u. die Euern wohl in Mazedonien. Aber in Stillen habe ich auch meine Weihnachten gefeiert u. der Herr hat mir das Fest auch hier draussen reichlich gesegnet. Euch ist heute der Heiland geboren”

Das Wort hat doch noch immer seinen alten lieben Klang. trotz Krieg u. Allem. Der Herr gebe dass wir nächstes Jahr das liebe Weihnachtfest in Ruhe u. Frieden feiern dürfen. Gestern hatte ich noch bei der Post ein Paket von Tante Mie aus Düppel u. 1 Breif von Kousine Methe aus Bredebro. Sonst ist hier alles wohl, der Franzmann ist auch ziemlich ruhig.

Sei denn recht herzl. Gegrüsst u. geküsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

7.december 1917 – Milert Schulz: “Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge”

Senest ændret den 27. december 2017 12:06

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 7.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Für dass gestern erhaltene Paket mit Butter und Kuchen sage ich Euch meinen besten Dank. Selbiges kam grade zur rechten Zeit, da ich mit der an der Butter schon auf der neige war. Der Kuchen hat mir sehr gut bekommen trotzdem es an Zucker und sonstiges mangelt. Aber das macht auch weiter nichts, hauptsache ich habe Kuchen.

Hoffentlich kommt da bald wieder eins mit Kuchen, denn das ist immer eine ganz schöne Abwechselung. Auch habe ich Mutters. Olgas u. Tonnes sowie Ellas Zeilen vom 29/11. dankend erhalten. Wie bei Euch zu Hause so ist auch bei mir noch alles beim alten. Bin jetzt so ziemlich wieder hergestellt mit meinem Magen. Wir liegen immer noch in Ruhe und weder wohl hier auch nicht mehr in Stellung gehen. Wie ich gehört habe soll es am 12 oder 13 von hier losgehen, aber das ist noch unbestimmt. Eher wir denn nach dort hinkommen vergeht auch noch einen Monat und wir sowie Ihr zu Hause hoffen doch dass in diesem oder nächsten Monat etwas entscheidendes kommt. In dieser Zeit hofft ja alles doch auf Frieden unddich kann doch nicht wissen ob es nicht bald zum Frieden kommen sollte. Aber wir müssen ja geduldig abwarten. Hier an der Front ist auch nicht viel los. Jetzt in diesen Tagen wo es so friert fällt fast kein Schuss. Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge.

Gestern hatte ich auch einen Brief von Cousine Thilde von Onkel Sören aus Hadersleben, sie schrieb dass Pappa dort gewesen war. Du schreibst es ja auch iebe Mutter. Ja es ist nicht leicht für die armen Leute wo Armut u. Krankheit zu Hause ist. Der Herr helfe sie in ihrer Not.

Sonst wäre da ja weiter nichts für diesmal. Wie kommst du mit dem Pabrika zurecht liebe Mutter? Sei denn für diesmal recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.  

(Breve i privateje)

20. September 1917 – Milert Schulz:“ Mig gaar det jo ogsaa indtil nu rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask“

Senest ændret den 27. december 2017 12:04

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.  Schulz sendte hilsner hjem i anledning af mors fødselsdag.

Feldpostbrief til Frau Anna Schulz Hellewatt poststemplet 20.9.17.

Min Kjære elskede Moder!

Guds rige Velsinelse og Fred være med os alle. Amen!

I Anledning af din 39. Aars Födselsdag den. 1. Okt. Ønsker jeg dig hermed Guds rige Velsignelse og at han maa erholde dig endnu i mange Aar Kjære Moder, at du maa faa Lov at fejre denne dag ofte sammen med vor Kjære Far og os dine Börn. Herren skal have Tak for alle den Naade som han har bevist imod dig i de Aar som er henrunden. Ja hvor har den naadige Gud ikke velsignet vort heele Hjem med megen godt og for alting med Sundhed. Ja det er mere end vi kan bede og takke ham for. Men som han siger i sit Ord: Söger först Guds Rige og hans Rætfærdighed saa skal alle Ting Tillægges Edder. Vi usle Mennesker er ofte tilbøjeligge til at see paa os selv, og vil gjöre allting a fegen Kraft og Fornuft, men vi kommer ikke vidt dermed, som man jo har erfaret mange gang.

Matte den Helligaand dog gjøre os det mere og mere klar at kun med Guds Hjelp kan vi komme fremmed i Verden og kun i Gud har vi alt vad vi ejer og har. Maarre det altid være saadan at han baade er den förste og sidste Tanke i os, og at vi kun du af sit Ord söger Kraft. Hvile og Fred og at vi derved maa mere og mere lære at vandre paa den Vej som han vil have at vi skal gaar. Saa vil det heele ogsaa blive meget lettere for os at tage imod alt var ahn saa end sender os enten det er godt eller ondt og saa tage imod det med et takkende Hjerte. Men det vigtigeste er dog at vi tilsidst maa havne alle hjemme i de evige Boliger hvor der hverken er Synd eller Skam eller Utugt eller Krieg eller Nöd med kun Jubel og Glæde.

Naade og Fred og hvor vi engang skal synge med Davids Harpespil Guds Navn til Ære. Vor vil det blive herlig engang. Ja vi som er Guds Börn har noget sotrt ivendte. Naar vi ogsaa vilde hetenke os det mere saa vilde dette Jordeliv ogsaa blive os meget lettere. Men vi er jo et Folk født i Synd og vi slet ikke er den Naade verd som Gud har velsignet os med saa rigeligen indtil denne Stund. Derfor vilde Herren ogsaa i Naade lade sit Lys skinne over os at vi ogsaa maa staa som et lille Lys i denne mörke kolde Verden og bekende sit for dem som endnu ikke har Øjnene opladt for ham og sit Ord. Han er det nok værd. Herren give at vi alle med hverandre maatte engang samles hjemme hos ham i Evigheden.

Mig gaar det jo ogsaa indtil nu rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. Blodt min Mave er lidt i uorden med det bliver vel nok bedre med Tiden. Har det jo ellers rigtig godt her. Varmen er heller ikke saa slemt mere. For et par dage siden slog Vejret om paa engang saa der pludselig kom Regn og en Kuld med saa man virkelig fryste. Nu er det dog bleven lidt varmere igjen. Men Varmen holder man jo nok ud blodt denne Krieg dog smart var tilende saa syntes mig jo enda nok om det helle Levnet som Soldat, men man forekommer sig kun som et halt Menneske herude i Felten, og saa hernede i denne af lutter Bjerge omringede Egn forekommer man sig som heelt afskaaren fra det heele. Men forhaabentlig er det snart forbi med denne Elendighed saa at vore Kirkeklokker snart maa forkynde den Fred som saa mange længes efter. Vor vil det blive en herlig dag for os Soldater naar vi förstkan begynde at pakke vort Skrammel sammen og komme hjem. Naar man saa kommer hjemkörende med Jernbanen vil der ellers blive Glæde men ogsaa saa mangt et Moderøje vil søge forgjeves i den store Mængde af Soldater om ogsaa ikke hendes Sön skulde være deriblandt, men ak nej hun finder ham ikke for han er jo falden for mange eller for kort Tid siden og saa kommer först Sorgen og Smerten rigtig frem.

Men Gud give at vi engang naar der er Slut at vi alle maa faa lov igjen at komme hjem til Eder mine Kjære. Blodt Broder Matthias matte blive forskaanet for denne Jammer og Elendighed som hersker paa saadan en Vallplads. Men Gud vil i Naade holde sin beskærmende Haand over ham og mig og os alle og beskytte os i de mange Farefulde Stillinger som man saa ofte kommer i som Soldat enten det saa er her i Felten eller Garnisonen.

Fra Söster Mie og Br. Matth. modtog jeg igaar et Kort. Die kommer vel alle hjem til Födselsdag saa hils dem allesammen. Jeg vilde ogsaa nok havde været i Eders Mitte og faa et godt Koppe Kaffe og et godt Styk Kage. Men den Dag kan jeg nok kikke i Maanen og tænke mig det helee Födselsdaggæst. Men nu jeg haaber dog at jeg faar en lille KAge herned sendt at jeg da ogsaa smager noget deraf. Haaber dog du ikke tør fejre den næste Aar i Kriegen.

I forgaars modtog jeg dit kjære Brev fra den 9/9. og takker dig mange gange derfor. Seer at i nu endelig har modtaget mit Ankomstbrev. Ja det varer enda en lille Tid inden Postsagerne kommer hjem hernede fra. Tak for Pærerne som er afsendt til dit kommer. Ellers er der ikke nogen Nyt at fortelle. Solen skinner dejlgi i dag og Flyvemaskinerne surrer og brummer igjennem Luften. Di vil naturlig over at sig god Morgen til Franskmanden. Her vor vi ligger er det ellers heelt rolig vi mærker ikke megen til Krieg her, hvad vi jo ogsaa nokkan holde ud.

Nu til Slut vere du saa hermed hjerteligst Hilset min Kjære Moder og Tak for alt godt som du har bevist imod mig indtil nu, med et inderlig kys fra mig din hengivne Sön.

Milert.

Ogsaa mange Hilsener til min Kjære Fader og Söskende. Lad det heele nu smager Eder godt. Hils ogsaa Tante Mie og Onkel Jens.

(Breve i privateje)

16. Juli 1917 – Milert Schulz:” Ja schlecht leben wir nicht”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 16. Juli 17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Ja nun wird es wohl bald wieder mal Zeit, dass ich mal einen Brief schreibe. Habe gestern Pappas Brief vom 5/7 und heute Mutters Brief vom 8/7 dankend erhalten. Wie ich ja sehe erwartet Ihr mich ja auf Urlaub. Na nun wird es wohl auch mehr lange dauern. Habe schon mit meinem Feldw. gesprochen ist nämlich vor ein paar Tagen wieder zurückgekehrt – wegen meinen Urlaub. Da sagte er. Ja Sie können im August fahren Schulz. Also meine Lieben hoffe ich nun endlich mal Euch sprechen zu können. Nun wird es aber auch bald Zeit. Sehne mich nämlich auch danach. Besonders sehne ich mich danach mal die kleine Anni zu sehen. Ja denn werde ich in Rendsburg aussteigen und Bruder Matth. Gleich mitnehmen. Hoffentlich hast du denn genug in der Küche liebe Mutter.

Wenn wir beide ankommen dass du denn eine Pfanne Brattkartoffel für uns Soldaten hast. Ja meine Lieben wären wir bloss erst da, na das wird schon werden. Gott gebe seinen Segen dazu. Sonst geht es mir ja noch immer tadellos hier. Jetzt wurde grade an der Küche gepfiffen, dann heisst es Essenholen. Heute gibt es Nudel mit Backobst. Also Augenblick jetzt muss ich essen und sehen wie es schmeckt. Habe soeben gegessen. Also tadellos hats geschmeckt. Ja schlecht leben wir nicht.

Dein Paket mit Kuchen vom 3/7 habe ich auch vor 2 Tagen Dankend erhalten liebe Mutter Vom 1. Aug. ab sollt Ihr mir nichts mehr schicken da ich wohl Mitte August von hier wegfahre. Aber schreiben könnt Ihr ruhig. Hier ist es immer noch so fürchterlich heiss. Und mein Magen ist auch noch nicht richtig in orden, aber es geht noch. Sonst wüsste ich ja für diesmal nicht viel neues zu erzählen. Habe auch eine Karte an Br. Matth. Und Schw. Thilde geschrieben. Ja sonst wüsste ich für diesmal nicht viel neues zu erzählen. Wenn ich nach Hause Komme werde ich schon Pfeffer mitnehmen das heisst den Bulgarischen bis aufs Wiedersehn recht herzl. gegrüsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert 

8. Juli 1917 – Milert Schulz:” Wie können wir bloss Gott dankbar sein, dass der Krieg nicht in unserm Lande wütet”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde den 8.7.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Gottes Friede zum Gruss!

Wo ich nun diesen Brief schreibe, hast du wohl grade in kleines Mittagsschläfchen bekommen liebe Mutter und Pappa vielleicht einen etwas längeren. Na das macht ja nun auch nichts. Für deinen Brief vom 30.6 sage dir meinen besten Dank liebe Mutter. Ebenfalls für Schwester Diddes Briefe vom 28.6 und 2.7.

Ja meine Lieben wenn ich auf Urlaub kommen sollte kommt mein Photo aber in gang. Aber das schlimmste ist ja denn ich kenne ja gar nicht die kleine Schwester Anni. Habt Ihr denn kein Bild von ihr. Von Br. Oskar habe ich ja noch eins von Febr. letztes Jahr wie ich von Königsberg auf Urlaub war. Na diesen Monat wird es wohl nicht werden, aber denn hoffentlich mitt nächsten Monat, also August. Das schadet ja auch weiter nichts. Gestern war ich von der Hitze ziemlich krank. Kopf – und Leibschmerzen hatte ich kaum zum aushalten. Heute ist es doch besser, wenigstens habe ich kein Kopfschmerzen. Gegessen habe ich auch nichts. Nur ein paar Soldatenzwieback.

Es ist ja jetzt auch eine furchtbare Hitze hier, aber hoffentlich wird es bald ein wenig kühler. Am schönstens ist es Abends wenn die Sonne weg ist, alles ist still, nur ab und zu hört man ein Kanonenschuss hier und dort krachen, aber das lässt uns weiter nicht stören. Ach wäre doch bald der langersehnet Frieden bloss da dass man endlich mal wieder aus diesen Elend herauskommen können. Wie können wir bloss Gott dankbar sein, dass der Krieg nicht in unserm Lande wütet. Ja möge sich der Herr doch bald über diesen Jammer sich erbarmen und uns bald den Frieden geben.

Von hier ist ja sonst nichts neues zu berichten. Ja liebe Mutter du schriebst wegen Pfeffer. Das gibt es hier auch nicht aber die Bulg. Soldaten haben ein sogenanntes Paprika auch so eine Pfefferart. Werde dir davon etwas nach Hause schicken. Es ist aber furchtbar stark. Also hoffentlich komme ich denn so mitte oder Ende August nach Hause und seid Ihr denn bis dahin alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert 

(Brev i privateje)

3. Juli 1917 – Milert Schulz: ”… Mutter, dass ich noch immer Eurer „Dreng“ sein darf”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde den 3.7.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Gottes Friede zum Gruss!

Zuerst besten Dank für erhaltenes Paketchen mit Kuchen u. Schinken. Und zweitens besten Dank für erhaltenen Brief vom 25/6 und Karte vom 26/6 von dir meine gute Mutter. Ja du kannst glauben liebe Mutter wenn man hier im Felde steht den Tod alle Augenblick vor Augen, dann weiss man erst richtig zu schätzen was man an einen guten Vater und eine gute Mutter hat. Darum freue ich micht auch sehr jedes mal wenn ich Eure Briefe durchlese dass Ihr mir immer treu hingebene Eltern seid.

Jetzt weis ich so richtig was ich an Euch habe lieber Vater und Mutter. Ich schätze mich besonders hoch wenn du schreibst „min kjere Dreng“ liebe Mutter, dass ich noch immer Eurer „Dreng“ sein darf. Ja, wie wohl ist es ein treues Heim zu haben. Und denn die lieben Geschwister alle. Ihr geht mir nicht nur einmal durch den Kopf. sondern den lieben langen Tag sind meine Gedanken stets bei Euch und denn stelle ich mir das ganze liebe Heim in Gedanken vor, jede Ecke, jede Stube, jedes Bild und was sonst noch ist stelle ich mir oft alles in Gedanken vor. Und denn wie man als Kind dort gespielt haben, da habe ich am Tisch zu Mittag gegessen, da sass Vater, da sas Mutter, und da sassen die Geschwister und da der Schrank in der Küche wo man so oft ein Strück Zucker ohne Mutters Erlaubnis genommen hat. Ja meine Lieben bei dieser Einförmigkeit lässt man sich sein ganzen Leben vor Augen kommen.

Wenn man dauernd an diesen Krieg denken wird man ja ganz Dusselig im Kopf. Am liebsten denken ich garnicht daran. Nur mit sehnsucht denket man an den Frieden wo wir einst als Kämpfer den Heimatlichen Boden betreten dürfen. Welch eine Freude wird das sein wenn die Erlösende Stunde schlägt.

Mir geht es noch immer recht gut hier und bin auch gesund und munter. Wenn bloss nicht diese Hitze wäre dann ginge es noch. An der Front ist es während dieser Hitze auch ziemlich ruhig. Habe endlich Brief von Br. Matth. bekommen und ihm gestern geschrieben. Hoffentlich glück es mit mein Urlaub End diesen Monat, wenn nicht denn im August. Sonst wäre ja nichts neues zu schreiben. Viele herzl. Grusse u. Küsse verbleibe ich bis auf ein fröhliches Wiedersehn Euer dankbarer Sohn und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

11. Juni 1917 – Milert Schulz: “furchtbar viele Fliegen und Schlangen“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.11.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss.

Da ich heute am Schreiben bin will ich doch auch gleichzeitig ein paar Wörter an Euch schreiben meine Lieben. Ich habe es ja noch immer tadellos hier im Felde. Bin auch soweit noch immer Gesund und wohl. Hatte eben einen Brief an Bru. Matthias geschrieben und diesen kaum angefangen musste ich mich plötzlich übergeben. Es war aber nicht schlimm. Es ist hier ja jetzt eine kolosale Hitze kaum zum aushalten. Verschiedene Kammeraden sind schon krank geworden und ins Lazarett gekommen. Haben hier furchtbar viele Fliegen und Schlangen und Eidexen. An der Front ist es jetzt ziemlich ruhig. Wann ich auf Urlaub kommen sollte weiss ich noch nicht. Nun recht viele Grüsse u. Küsse an Euch allen meine Lieben Euer S. u. Br. Milert

(Breve i privateje)