Tag-arkiv: Liebesgaben

3. september 1918. Ingen “Liebesgaben” til soldater i forræderlejre!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 3. September 1918

Jeg fik i Dag tilsendt første Nummer af et nyt Blad „Schleswig-
holsteinische Wohlfahrtspflege”, som er Organ for alle Velgørenhedsforeninger og Afdelinger af Røde-Kors i Hertugdømmerne.

Det meddeltes i dette Blad, at Centralforeningen for de tyske Røde-Kors Foreninger efter Ansøgning af Krigsministeriet har anvist alle deres Afdelinger til ikke at modtage Kærlighedsgaver til tyske Fanger, som opholder sig i „Forræderlejre”.

For Danskernes Vedkommende henvises der særligt til Lejren i Aurillac!

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

21. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… saa længe jeg sidder i mit Granathul”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 21/5 1918

Kære Moder
Mange Tak for det Brev jeg modtog i Dag og for de to Pakker jeg modtog i Forgaards et med Smør og Sukker og et med Æg. de var alle i godt Behold. Samtidig med Brevet sender jeg to Pakker af med læder. det ene er Støvleskafter det kan i bruge til at slaa paa Træskoene for i gaar jo vist med Papir i stedet for Overlæder. Om jeg ikke snart kommer paa Urlov skriver du, jo jeg haaber det. men saa længe jeg sidder i mit Granathul kommer jo nok ikke men naar vi er bleven afløste tænker jeg Vi bliver vist afløst om et Par Dage

Mange kærlige Hilsner til Eder alle din Søn
Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

16. maj 1918. Knepkage til Thomas Thomsen

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 16/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det Pakke med Knepkage jeg modtog i Gaar. Jo jeg sidder igen i forreste Linie og kuklurer i et Granathul, i Dag er den 3die Dag. Hvorlænge det varer denne Gang ved jeg ikke, forhaabentlig ikke ret længe. Du skriver at min Kompagnifører havde skrevet at jeg kunde køre saasnart Urloven [orloven, RR] blev aabnet. Hvem har skrevet sig som Kompagnifører vi har nemlig en ny omtrent hver anden Dag. Ellers har jeg det godt.

Mange kærlig Hilsen til Eder alle
din Søn Th Thomsen

Mange kærlige Hilsener til Eder alle
din Søn Th Thomsen

24. januar 1918 – Mathias Damm: “… chikanerer andres værgeløse Kvindfolk”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 24.1.18.
Kære Søster!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det godt og er sund og rask. Ser at det gaar ligesaadan hjemme, at de store ser til, naar andre arbeider, og tilmed for dem.

Men som Du skriver, det er jo Krig, og hvad det angaar, saa arbeider man tidt for en, man hjemme vilde smide ud, naar man skulde arbeide. Men P.H. skal ikke undre sig, om han en skønne Dag faar Tak for al hans Venlighed med Krigskoner. Han er jo snart værre end “Fædrelandspartiet” og Storagrareme. Kanske han regner sig til de sidste, men tøv kun, nogen af os, som stadig er i Felten, kommer dog hjem, om ikke alle, og saa ved vi jo hvordan vi har at forholde os.

Jeg tænker Fader er af samme Mening. Han er i hvertfald ikke af førnævnte Parti. Mangen en af d’ Hr som nu spiller sig op og chikanerer andres værgeløse Kvindfolk, vil bittert komme til at angre det, de vil dog nok komme til den Erkendelse, hvor var jeg dog et stort Fæ.

Man har her lært at bruge Snuden kanske lidt mere end godt er, og naar man engang kommer godt hjem, saa rappler det, naar nogen vil puste sig op, saadan har man lært det, og hvad man lærer ved Prøisseme er mønsterværdigt!!!: For Eks. at spise hveranden Dag, Dörrgemüse og Sauerkraut. Det skulde i ogsaa gøre saa sparede i en mængde Flæsk og Kartofler o.s.v. Og naar i saa vasker jer en Gang i Ugen sparer i Sæbe. Naar eders Pjalter ere ubrugelige, venter i endnu i ¼ Aar inden i anskaffer ny, til Gengæld skriver i det op i en Notitsbog og naar nogen mener, at de ere for gamle, siger i blot at det er noteret. Imorgen er der atter Appel med daarlige Klæder. Dennegang fik jeg jo ingen Trøie, kan nu atter blive noteret for et par Maaneder. Jeg har den, jeg havde paa Orlov. Bukser fik jeg forleden og de var nye da jeg var paa Orlov.

Jeg fik Kort fra R idag, han mente nu først at faa Orlov til Foraarsarbeidet. De sidste, her kørte paa Orlov var kun 7 Dage undervejs. De har nok faaet Efterorlov. Nu er det helt spærret. Det gaar godt. Men Hovedsagen at man er sund og rask. Det bedste Barometer for tyk Luft er hvor tidt man kommer paa Orlov. Naar man taber ¾ af Komp. er det klart, at man kommer før paa Orlov. H. Kallesen mener jo ogsaa snart at faa Orlov igjen. I overmorgen reiser vi atter ud igjen, eller rettere ned. Du ved nok hvorhen, jeg troer nok det gaar den Vei til Helvede!

Her er i Aften Ballade. I Eftermiddag blev Liebesgaben fordelt, de skulde være til Jul, men kom den Dag vi gik i Stilling efter Nytaar. Hver Mand fik et Nummer. Jeg fik saa en (en af de Bedste) Pakke med 6 Papirshaandtørklæder, en Notitsbog, Koperstiften, jeg skriver med, et lille St. Sæbe, en Bønnebog-(Kløver Knægt og Sorte Pær) der er god til at spille Skat med, 10 Feltpostbreve til at skrive til mine mange Kærester, et Lommespeil med Skægbørste og do. Kam. Jeg har jo ogsaa et vældigt Skæg, 7½ Dun i 11¾ Rade!!! Saa var der et par Nummere tilovers. De blev saa given til den, der kunde gøre en bestemt Gymnastikøvelse, og hvad et par andre kunne kan jeg ogsaa, og saa fik jeg en Pakke Tobak-”Ersatz” som jeg forærede bort, en Tandbørste med tilhørende Tandpulver, som jeg solgte og en halv Snes Cigaretter. Andre fik lignende, et par Papirs Hængsler eller en Lommekniv, andre Mundharmonikaer, og de ere nu alle i Gang, saa man kan godt gaa hen og blive nærvøs og tummelumsk. Skade at man er det i Forveien. Ellers havde de da havt noget ud af deres Musik.

Vi har faaet en god Formaning om at se at fange et par Naboer, thi vi skulle dog være Uge saa gode som andre, saa faar man Orlov og Belønning o.s.v. Men vi mener, at naar blot vor Nabo ikke fanger os, er alting godt. Rasmus mener jo at han snart kommer herover. Det er jo meget tænkelig. Hvad skal en Kriger gøre, hvor der ingen Krig er, han kunde jo gæme gaa hen og gaa i Hundene af Sorg over, at han ikke kan leve sit vante Liv og skyde sine Medmennesker. Imorgen er der Kino her. Jeg er jo naturligvis ogsaa blandt dem, der er saa dum at gaa hen, det koster 30 pf. Forleden fik vi hver et Pund Kunsthonning, Vi Pund Sukker og Vi Pakke Keks for 1 M. og nu lige ½ l Øl (25 pf). Ja, vi lever som “gott in Frankreich” som Tyskerne siger. Men jeg troer dog at vi løb hjem, om det skulde være i bare Ben og Skjorte, naar de gav os Lov at stikke af. Forleden fik jeg forresten ogsaa et Pund Pølse for 5 M. Her sparer jeg ikke mange Penge, men de slaar godt til.

Jeg sendte R en rød en i Julen i et Blad, og lagde en Seddel ved. Nu skrev han at det var et Under at hans Kamerater ikke havde brugt dem til noget ekstra noget bagfra, thi han lagde altid Bladene paa Hylden og fik dem tidt ikke læst, far de var væk. Sedlen maa han ikke have fundet. Naa, godt at han fik den, ellers havde jeg dog ærgret mig over det Kludderhoved.

De ryger og smøger her, saa jeg er ved at faa Hovedpine. Det er ogsaa nogle rigtige Giftstængler nutildags. Den Pakke “Ersatz” jeg havde var lutter Hummel, som Du før brugte til Øl. Saa, nu faar Du nøies med dette. Hvis Du bliver træt inden Du er færdig, kan Du jo læse det andet en anden Dag. Jeg vil nu slutte med mange Hilsner til eder alle. Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. december 1917. Drukslagsmål mellem artilleristerne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Lidt før jul flyttede vi kanonerne et par km til højre for “Wilden Mann”. De tre kanoner stod bag et hegn og 1 km. bag ved lå et hus, der var ubeskadiget. Her boede vi, når vi ikke skød eller arbejdede.

Den 4. kanon lå 2-3 km. længere fremme. Den blev anvendt til at beskyde visse punkter, der lå langt bag den engelske front. Den stod i en have ved en gård. Gården var delvis skudt i stykker.

Betjeningerne var skiftevis ved 4. kanon. Det var længere at gå, og denne plads blev mere beskudt af englænderne.

Batteriføreren og officererne havde en stue, der lå i nærheden af de 3 kanoner, og hvor også den øvrige betjening lå. Vi lavede os nogle brixe og rettede os rigtig hyggeligt ind i gedestalden med døren i gavlen mod vest. Vi fik en kakkelovn anbragt, og rummet var ligefrem hyggeligt. Vi lavede et lille bord og et par bænke. Der var forholdsvis rolig. Dog skød vi hver eneste dag, ligesom vi også blev beskudt, og det var ikke sjældent vi blev beskudt med gas.

Men fra mørkets frembrud til det blev lyst igen sad vi i huset, og om natten sov vi. Ganske vist blev der skudt hver eneste nat, men det kunne besørges med en kanon, og så skiftedes vi til at skyde hver 3. eller 4. nat.

Når vi så sad i huset, sørgede vi for at have noget at putte i kakkelovnen. Brændet tog vi rundt omkring, hvor vi kunne få fat i det, og hvor der var noget. Kl. 4 tændte vi lyset, et ”Hindenburglys”, dem fik vi udleveret, men de kunne ikke slå til, men så skaffede vi os dem på en eller anden måde, eller vi fik dem sendt hjemmefra, men lys havde vi næsten altid.

Så blev der spillet kort, dam og skak. Der blev holdt snak, fortalt historier, læst og så sov man, når man følte trang til det, og tiden blev i grunden ikke lang. Dog var der jævnlig småforstyrrelser: Så kom der ammunition, så skulle der kløves brænde til officererne, så skulle der en ordonnans snart her, så derhen, der var jævnlig noget, men så var det jo, at hver mand sørgede for at smutte udenom, så godt det kunne lade sig gøre.

Køkkenvognen kom om aftenen. Det var et lysglimt i tilværelsen. Foruden den sædvanlige proviant, der bestod afbrød, lidt ost, pølse, en gang imellem lidt smør, leverpostej osv., fik vi tobak, cigarer og cigaretter samt snapsen. Jeg byttede altid cigaretterne med cigarer, da der var mange, der kun røg cigaretter.

Det var særlig spændende med postsækken. Der kom pakker, aviser og breve; middagsmaden var nogenlunde varm, men som regel for knap og lidt tynd. Så kunne vi sende brevene med tilbage, for her havde man lejlighed til at skrive hjem. Vi fik også brevpapir og postkort udleveret.

Min betjening var på dette tidspunkt en ret broget sammensætning. Den bestod af følgende:

1. Varras, østpreusser, arbejder. Han var meget ubehagelig, når han havde nydt spiritus. Han var en kraftig mand på ca. 40 år.
2. Johan Winkler, rhinlænder. 19 år. Asylbam, stærk og meget hidsig.
3. Grabowski, polak. 25 – 30 år. Fabriksarbejder.
4. Beckmann. 18 år. Dortmund. Minearbejder.
5. Karl Skumia, glaspuster, Schlesien (Libau). 19 år.
6. Hylsmann. Bielefeld, Vestfalen. 20 år. Væver.

En aften havde disse kadetter fået for meget at drikke, og medens jeg lå på brixen, spillede de kort.

De blev uklar over spillet, og det endte med vild slagsmål. Jeg lå på brixen og hørte, hvorledes de havde drillet Johan Winkler, indtil denne blev rasende, greb en økse og slog om sig med denne.

Han fik Hülsmann og Grabowski maset ned ved kakkelovnen sådan, at Grabowski fik hovedet hen imod den varme ovn, samtidig dunkede Winkler Grabowski med økseskaftet i ansigtet. Grabowski skreg ganske uhyggeligt, jeg tænkte til at begynde med, at det må de selv ordne, men så opdagede jeg, at situationen var temmelig alvorlig, og så sprang jeg ned af brixen og fik Johan revet bagover.

Han ville nu også gå løs på mig, men jeg fik ham hevet ud af døren, og så lukkede jeg for ham. Grabowski kom på benene med et forbrændt baghoved, næsen blødte, og han så farlig ud. Hülsmann var intet kommet til.

Imens jeg forbandt Grabowski, havde Winkler fundet en vognstang og med denne begyndte han at dundre på døren, og efter 5-6 stød gik den i stykker, og nu begyndte han at gå løs på os aldeles rasende.

Grabowski kunne ingen ting, Hülsmann flygtede ind under brixen, og så jeg stod ene tilbage, men da jeg ikke kunne undgå ham, greb jeg ham i halsen, klemte til, og så faldt han sammen.

Jeg smed ham ud af døren igen, og så faldt han ned i en skyttegrav, der var lige for enden af huset, og den var fyldt med sne. Her lå han nu og kom til sig selv.

Lidt efter gik han grædende ind til batteriføreren, løjtnant Wiederholdt, og meldte ham hele sagen. Der blev nu forhør i sagen med det samme, og jeg blev tilkaldt og måtte afgive en længere forklaring.

Imens sad de andre ude i vort opholdsrum, de havde faet en flaske snaps, som de var ved at dele, og da jeg kom tilbage, var de gode venner igen. Jeg meldte til løjtnanten, at de var forligte, han kaldte så hele betjeningen til sig og holdt en tale for os, hvor uforsvarlig slig en sådan opførsel var i fjendeland lige foran fjenden.

Da han havde holdt sin tale, opfordrede han Winkler og Grabowski til at række hinanden hænderne og så love hinanden gensidig tilgivelse og troskab. De gav hinanden hånden, men så omfavnede de hinanden og kyssede hinanden. Det var flaskens indhold, der havde virket, og nu blev de så hjertelige over for hinanden. Løjtnanten lo, og det gjorde vi andre også. Vi gik så om i stalden, og så lagde vi os til at sove.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

23. november 1917 – Avisen Hejmdal: Kødkort og kanontorden

Den 23. november bragte Hejmdal blandt andre følgende notitser fra provinsen.

Nye Kødkort.
Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at de nye Kødkort vil blive uddelt paa Mandag den 26. November om Formiddagen fra Kl. 9 til 11 i Drenge-Borgerskolens Stueeteage. Afsnittene af de gamle Kødkort og Sukkerkortene maa medbringes. En Ombytning udenfor den angivne Tid finder ikke Sted.

Politiberetning.
I afvigte Oktober Maaned blev der i Aabenraa straffet 14 Personer for at have undladt at rense Gaden, 2 Personer for have gaaet paa Jernbanestrækningen ved Nørreport, 1 Person for Dyrplageri og 2 Personer, fordi deres Børn havde forsømt Skolen.

I Varetægtsarrest kom der 2 Personer paa Grund af Mangel paa Husly. Som tabt blev anmeldt, 1 Pengepung med 5 Mark i.

Haardt ramt af Krigen. (F.A.)
Der er som nævnt kommet Meddelelse om, at Møller Jens Peter Clausen fra Kværs er falden i Rumænien den 7. November; den Afdøde blev 35 gammel.

Møller Clausen var ældste Søn af Kommuneforstander Clausen i Tyrsbøl. De stakkels Forældre er blevne særlig haardt ramte af Krigen, idet Jens Clausen var deres Tredje Søn, som er falden, og desuden har de mistet en Svigersøn i Krigen. Nu har de endnu to Sønner tilbage; en er hjemme paa Reklamation, og den sidste kan blive indkaldt, naar det skal være; det er til visse haarde Kar.

Der holdes Sørgegudstjeneste for Jens Clausen i Kværs Kirke Onsdag den 25. November.

Kærlighedsgaver.
Byraadet i Sønderborg har til Hensigt ogsaa i Aar at sende alle Krigere, som ligger ved Fronten eller som befinder sig i Fangeskab, forsaavidt disse er bosiddende i Sønderborg, en lille Kærlighedsgave til Jul.
Paarørende af sadanne Krigere anmodes om straks at afgive disses nøjagtige Adresse paa Meldebureauet i Store Raadhusgade Nr. 20.

Mange Jernkors. (S.Z.)
Fra Hagenbjerg Sogn er der ikke færre end 22 Krigsdeltagere, der har faaet tildelt Jernkorset.

Fødevarekortene
uddeles i Haderslev saaledes: Fredagen den 23. November for Distrikterne 1-5, Lørdagen den 24. November for 6-9, Mandagen den 26. November for 10-13, Tirsdagen den 27. November for 14-17 og Onsdagen den 28. November for 18-22. Stamkort, Kødkort og Distriktnummer skal medbringes.

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Tirsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Ankler, medens Kommuneforstander Hanquist fra Vellerup og Rentier Schmidt fra Skærbæk fungerede som Nævninger, følgende Sager:

Fru Jacobsen og hendes Datter var anklagede for at have kørt paa Cykle uden Tilladelse og for at have undladt at indlevere de i sin Tid beslaglagte Gummiringe. Dommen lød for Moderen paa 200 Mark, medens Datteren slap med en Bøde paa 100 Mark.

Fru Witte fra Aaved havde faaet en Bøde paa 160 Mark, fordi hun ved Salget af Svin havde taget 20 Penning Pundet over Højestepris, men havde krævet retslig Afgørelse. Dommeren raadede hende til at tage Indsigelsen tilbage, hvilket hun ogsaa gjorde, saa det blev ved 100 Mark.

To Drenge i 13 Aars-Alderen, Zierua og Magnussen fra Aabenraa, var anklagede for Tyverier i Toftlund-Egnen. Zierau blev idømt 4 Ugers Fængsel, medens Mangnussen slap med en Irettesættelse.

Ejeren af Kadaveranstalten i Hammelev, Meyer, var anklaget for at være kørt igennem Agerskov med døde Kreaturer, som han g ud af Vognen. Meyer frikendtes, da det ikke var ham, der havde kørt, men hans Kusk, saa det altsaa var denne, der burde anklages.

Fru Davidsen fra Roager blev idømt en Bøde paa 50 Mark for at have passeret Afspærrings-Distriktet.

Skomagermester Bundesen fra Slesvig fik en Bøde paa 50 Mark, fordi han, uden at være i Besiddelse af Pas, var gaaet over Grænsen efter Læder.

Minesprængninger og Kanontorden.
Paa Vestkysten hører man næsten daglig, ja sommetider flere Gange om Dagen stærke Drøn af Miner, som sprænges langs Kysten af Vesterhavet. Det er ingen Sjældenhed, at Lufttrykket fra Sprængningen kan være saa stærkt, at Husene ved Kysten ryster og Vinduerne klirrer.

I Lørdags kunde man fra om Eftermiddagen omkring ved Halvni-Tiden af høre en stærk Kanonade: Skud fulgte paa Skud, saa Husene rystede, og sommetider fulgte en hel Række Skud ud i et, saa Folk straks kunde forstaa, at det ikke var Minesprængninger. Hen paa Formiddagen kunde man høre at Skuddene kom fra en mere sydlige Retning end i Begyndelsen, og de vedvarede til henimod Klokken 12 om Middagen.*)

Kanonaden i Lørdags var endnu heftigere end under det store Søslag i Forsommeren 1916, som man ogsaa den Gang ude paa Vestkysten kunde høre i flere Timer.


*) Der er tale om søslaget ved Helgoland den 17. november 1917.

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. februar 1917 – Milert Schulz: “das Gemeinde-Paket”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 13, Febr. 1917.

Meine drei lieben Schwester Didde, Olga und Ida!
Für Eure lieben Briefe vom 25. Januar sage ich Euch meinen besten Dank, Freue mich jedesmal wenn ich einen Brief von Euch bekomme meine lieben Schwestern.

Bekam vorgestern das Gemeinde-Paket[,] da war drinn, 1 Schagpfeife, 2 Pakete Tabak, Briefpapier, 1 Notizbuch, 1 Bleistift, Pfefferminz, 1 Düte (Tüte)[,] Brustzucker und eine grosse Düte Kuchen. Hat sehr gut geschmeckt. Morgen werde ich an den Pastor schreibe und ihn dafür danken.

Sonst geht es mir ja noch immer recht qut, bin gesund und wohl und hoffe auch dasselbe von Euch meine Lieben.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzlichst gegrüsst und geküsst von Eurem treuem Bruder
Milert.

Auf Wiedersehen

(Brev i privateje)

23. september 1916 – Thygesen: En flyver var nær faldet ned i kompagniet

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping er soldat ved Reserveinfanteri regiment 36. Regimentet er lige blevet overført fra Verdun til Somme. Han skriver i et brev.

Bus d. 23. Sept. 1916

Kære Allesammen!         

Mange Tak for Eders kære Brev og Pakkerne No. 9, 10 og 11 – alt godt holdent. Lille Mor, Du må ikke sende for meget Smør, I får jo ikke selv nok. I Forgårs fik jeg No. 8 som jo også var Smør og nu igen No. 11, det er at rutte.

Her er det som ved Verdun. Forplejningen er meget rigeligere, en lille Klat Smør får vi heller ikke så sjælden. Vi har atter et herligt vejr, men dermed følger jo også større Funktion ved Fronten. I går skød Franskmanden to af vore Lænkeballoner ned her ved Byen og i Middags da vi kom tilbage fra “skansen” skød vore en fransk Flyver ned, så den nær var faldet ned i Kompagniet.

I Går Aftes halede de også een ned her. De er kolossal virksomme. O, hvornår mon vi da skal få Fred, at vi kan komme hjem igen? Bare Danmark ikke bliver indviklet i Krigen, så vort kære Hjem skulde blive Krigsskueplads. Tanken derom er næsten ikke at holde ud. Kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

 Jeg skulde egentlig til at vaske en Skjorte og nogle Strømper, men jeg gider næsten ikke og Lejligheden er heller ikke god, alt Vandet her er så smudsigt.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

2. september 1916 – Ribe Stiftstidende: Kastanjetræer maa ikke fældes

Senest ændret den 5. september 2016 19:02

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sessionen og embedsmændene

De sessioner, som nu afholdes, omfatter i modsætning til tidligere bestemmelser ogsaa de ved rigs-, stats- og kommunalmyndigheder sysselsatte embedsmænd, som har været opførte som uundværlige. De vedkommer derfor baade lærere, jernbanebetjente og saa videre.

Kastanjetræer maa ikke fældes

I dag udkom en bekendtgørelse af 19. august 1916 om forbud mod at fælde eller fælge voksende ægte kastanjetræer. Tilladelse gives kun til saadanne personer eller firmaer, der bor indenfor 9. Armékorps omraade, og som forpligter sig til at byde de fældede ægte kastanjetræer til købs til Krigslæder-aktieselskabet i Berlin.

Smør fra Frankrig

En krigerkone i Sønderborg, hvis mand staar i Nordfrankrig, har fra ham faaet sendt smør gennem en kammerat. Smørret havde holdt sig frisk og smagte fortrinligt.

Faldne

Anton Christian Kjergaard, søn af Jens K. i Rangstrup ved Agerskov, er falden den 22. august, 24 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Wilhelm Harms fra Haderslev, Jakob Henningsen fra Sottrup og Hans Petersen 1. fra Skodborg er faldne.

Enke Ane Paulsen fra Højer, for tiden paa Traasbøl mejeri i Felsted sogn, meddeler, at hendes søn Anton er død paa et lazaret ved Vestfronten, 22 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Hans Jepsen fra Lavensby er død af sygdom,  at Johannes Nielsen-Hansen fra Hostrupskov er død.

Saarede

Wilhelm Krause fra Rinkenæs er haardt saaret.

Savnede

Claus Schmidt fra Haderslev er savnet.

I fangenskab

Jakob Feddersen fra Gramby, der har været savnet i længere tid, er i fransk fangenskab.

Jørgen Schmidt fra Ulkebøl Skov er ligeledes i fangenskab.

7. maj 1916. Kresten Andresen: Problemer med fingeren og ernæringstilstandene

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Søndag den 7. maj 1916

Kære forældre!
Samme dag, som jeg sendte sidste brev afsted, faldt jeg og fik det yderste led af venstre langemand af led, som I måske har hørt af Misse. Den transport, som jeg skulde have været med, er nu væk. Men en uges tid endnu, så vil fingeren vel nok være kommet sig igen. Den blev nemlig straks sat i lave igen; men nogle dage vil det da alligevel tage, inden jeg kan tage fat igen.

Nu er der vel sket den omvæltning hjemme, at Johanne er kommen væk, og i stedet for har I fået Bodil. Det er da godt, at I ikke har bare fremmede folk om jer. Bodil er vel ikke så bange på sig som Elisabeth i krigens første dage.

Jeg går omkring og nyder livet og naturen. Min vaskekone har lånt mig en god fransk roman, og bliver jeg træt af at læse, så sætter jeg mig hen og skitserer; jeg vil også sende jer et par små tegninger med hjem – en har jeg sendt til moster Dorthea.

Ret meget dur de ikke, man duer overhovedet til ingenting mere, for dette liv her er så umådelig sløvende. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre; men jeg tror ligefrem, det ligger deri, at man aldrig får andet end havresuppe; denne evige havresuppe! og krigsbrød og den uudtømmelige marmelade. Marmelade forekommer de fleste hernede så komisk: Wo sind die ganzen Fettig kasten? Og så synger man den berømte vise: Marmelade, Marmelade, das ist das schonste Fett im deutschen Staate…

Mange tak for smørret og skinken. To pakker smør har jeg fået og en pakke med honningkager og kabalekort; tak for det alt sammen. Det er jo rigtignok sin egen sag at få noget tilsendt; for når alle andre spiser tørt brød, så kommer misundelsen jo let, og dele med en halv snes mand kan man jo heller ikke godt i disse tider.

Hvornår mon dog disse tider får ende? Det ender såmænd med, at mange vil pådrage sig sygdomme på grund af underernæring. Det er vist noget meget farligt – mere farligt end sår, for det tærer på maven.

Med mange hilsner fra jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

8. Marts 1916: Faldne, Saarede og Kærlighedsgaver

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten

Faldne.
Købmand Heinrich Popp fra Vester Sottrup er ifølge “A.T.” falden under Kampene i Champagne. Han var ældste Søn af tidligere Degn og Lærer Popp i Felsted. Den Faldne efterlader sig Enke og 3 smaa Børn.
En Søn af Retsassistent Landau i Haderslev, der har været med i Felten siden Krigens Begyndelse, er ifølge “S.Gr.” falden. Den unge Mand var Ingeniør.

Død paa Lasaret.
Gefr. Jørgen Krogh fra Lysabildskov, der tidligere har været meldt saaret, er ifølge den sidste preussiske Tabsliste død paa et Krigslasaret.

Saarede.
Jørgen Jørgensen, en Søn af Gaardejer Nis Jørgensen i Alslev ved Jordkær er ifølge “A.T.” den 24. Februar under Kampen ved Verdun bleven saaret af et Skud i det ene Ben.
Johan Johansen, en Søn af Rentier Andreas Johansen ved Jordkær Station, er den 26. Februar ligeledes ved Verdun bleven saaret af et Skud i det ene Ben.

I Bedring.
Landmand Jonas Brodersen, en Søn af Rentier Brodersen i Rødekro, der for længere Tid siden under Strabadserne ved Østfronten blev syg og derpaa kom paa er Lasaret i Berlin, er ifølge “A.T.” nu saa vidt helbredet, at han har kunnet komme hjem paa en 14 Dages Rekreations-Orlov.

Ved Vagtmandskabet hjemme.
Gaardejer Hans Hejsel fra Tumbøl ved Felsted, der har gjort Tjeneste som Vagtmand ved en Fangelejr i Elsas, er ifølge “A.T.” nu bleven forflyttet til Tumbøl i samme Egenskab.

Forfremmede.
Seminarist Andersen fra Rugbjerg ved Rødekro er ifølge “A.T.” fornylig bleven forfremmet til Løjtnant. Andersen, der har kæmpet med ved Vest og Øst og er Indehaver af jernkorset af første og anden Klasse, staar nu ved Verdun.
En Søn af Pastor Christiansen i Tyrstrup, der har været med ved Vestfronten, og for nogen Tid siden tog Studentereksamen ved Realgymnasiet i Berlin-Lockwitz, er ifølge “S.Gr.” bleven forfremmet til Underofficer og staar nu ved et Artilleri-Regiment ved Verdun.

Fra Provinsen.

Kærlighedsgaver. I en Rundskrivelse fra Overpræsidenten meddeles, at der i Tiden fra 16. Januar til 15. Februar i Aar er blevet sendt 19 Vognladninger med Kærlighedsgaver bort fra Modtagelsesstedet i Altona.
Der trænges for Tiden meget til Røgtobak og Konserves; Overpræsidenten beder derfor om ved Indsamling af Gaver særlig at tage Hensyn dertil.

Af alkoholiske Drikkevarer ønskes kun Øl, Rødvin og let, uforfalsket Landvin.
Efter hvad Modtagelsesstederne i Altona meddeler, er den Saft og Marmelade, der indleveredes som Gave i Anledning af Kejserindens Fødselsdag snart opbrugt.

27. februar 1916. Kresten Andresen: “Nu vil vi afvente enden, for den kan ikke være så langt borte”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Nord-Frankrig den 27. februar 1916

Kære forældre! Mange tak for de to pakker med smør og pølse. Jeg har det helt  godt her nu; vi har fået indlagt en kakkelovn, så nu er der mere hyggeligt. Vi har haft hård frost her og sne, men i dag skinner solen så dejligt. Jeg har de bedste udsigter til at blive her længe endnu; og alt imens bliver det forår, og så må jeg jo sige, at jeg er kommen godt igennem det andet vinterfelttog.

Forleden dag skulde der udtages nogle mand til fronten herfra. Der meldte sig straks over et halvt hundrede hamborgere frivilligt. Så hed det, at alle uddannede infanterister skulde træde frem. Jeg blev selvfølgelig stående, da jeg ikke har tjent aktivt; og der var heller ingen, der spurgte efter mig.

Der viste sig at være seks infanterister. Af de frivillige blev en snes mand udsøgt. I går  blev de forestillet for den kommanderende general v. Boehn. De frivillige sendte han straks hjem igen; han vilde slet ikke se dem, skønt de var uddannet lige fra juni måned. Det endte med, at han tog fem af infanteristerne. Der er stor udsigt til, at vi bliver liggende her i stadig reserve. De fleste er også landstorm uden våben, der var skrevne fuldstændig uduelige.

Hvad er det egentlig for en historie nede ved Erzerum; man vil øjensynlig ikke rigtig ud med sproget. Ifølge tyske blade er  der taget 8.000 fanger, medens resten af de 100.000 er undkommet. Samtidig kommer der nyt fra Verdun, at der er taget tre forter og 17.000 fanger. Der begynder jo allerede at blive forårsrøre her. Ja, der vil sikkert spørges mere af den slags i løbet af foråret og sommeren; men om enden er der endnu intet officielt, skønt røsterne bliver hyppigere og hyppigere.

Den 15. marts træder rigsdagen atter sammen om det nye finansbudget; da vil der også komme røre; muligvis vil man forlange censuren frigivet for drøftelsen af fredsmålene. Det er en bevæget tid, vi lever i. Nu vil vi afvente enden, for den kan ikke være så langt borte. 

Det kunde ikke andet end glæde mig at høre, at I har snakket om, at Jens skal have gården lige efter krigen. I trænger også til ro nu efter disse bevægede tider. I må se at beholde hest og vogn.

Det er da godt, at du har så mange offentlige hverv, far, for så vil det ikke falde dig så svært, og tiden vil gå bedre for dig. Men så må Jens skam til at se sig om efter en kone; det nytter ikke, en kone må han have. En anden kan bedre slå sig igennem verden som pebersvend; men efter krigen vil deres stilling vist ikke blive misundelsesværdig på grund af skatte væsenet. De stakkels pebersvende. 

Der er nogle ting, som jeg gerne vil have tilsendt, nemlig nogle patenttrykbukseknapper, et par seler, et par synåle og en rulle sort og en rulle hvid kinesertråd; desforuden lidt knivpudsepulver. Jeg vilde også gerne engang ved lejlighed have en ocarina, sådan en lille trekantet fløjte, men ikke af porcelæn.

Med mange hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

22. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Send ikke let fordærvelige varer til soldaterne!

I flere dage læses ifølge ”Hejmdal” i disse dage følgende:

”Da det ikke kan undgås, at enkelte sendinger under omstændigheder er flere uger undervejs, er det ikke hensigtsmæssigt at sende let fordærvelige varer. Vore soldater i felten får mange fødevarer – t.eks. fedtvarer – mere rigeligt end de fleste, som er blevet hjemme. Sådanne varer må i fuldt omfang bevares for den menneskelige ernæring i hjemmet og bør på ingen måde gå tabt ved at fordærves”.

Brevvekslingen med det ikke-fjendtlige udland.

I flere tyske blade opfordres ifølge ”Dannevirke” til at begrænse brevvekslingen med det ikke-fjendtlige udland, hvad enten de er skrevne på tysk eller et tilladt sprog. Breve må helst ikke være mere end to sider af sædvanlig brevformat (kvart). Der må heller ikke vedlægges tillæg med efterretninger; de skal være tydelige og let læselige, og der må heller ikke skrives på kryds og tværs.

Ved forretningsbreve må de to sider overskrides, regninger og prisfortegnelser må vedlægges.

Som konvolutter skal bruges sådanne af enkelt papir uden foer og silkepapir eller lignende. Svarer brevene ikke til de stillede krav, må man regne med flere ugers forsinkelser.

Det er ønskeligt at begrænse antallet af privatbreve til det ikke-fjendtlige udland så meget som muligt.

Krigen og forpagtningskontrakter.

En forpagter af et stort danselokale i en berlinsk forstad, som gav 27.000 mark i leje, men på grund af et danseforbud har måttet lukke under krigen, har ifølge ”Kølnische Zeitung” den 9.november opnået en dom for Rigsretten, hvorefter forpagteren eller lejeren er berettiget til at nægte at betale eller til at nedsætte forpagtningssummen, når det i anledning af krigen udstedt et forbud, som rammer selve forpagtningsgenstanden, berøver ham muligheden for at drage den aftalte nytte deraf.

Grundsætningen i denne dom kan også anvendes på jagtforpagtninger, når et militært forbud helt eller delvis forbyder jagten.

3. februar 1916. Syd for grænsen under krigen: Falskmønteri!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Falske enmarkstykker

har ifølge ”Hejmdal” i flere dage atter været i omløb i Slesvig og Holsten. De er forsynede med mønttegnet A og aarstallet 1908. I udseende adskiller de falske mønter sig ikke fra de ægte; kun af klangen kan man straks erkende, at det drejer sig om falske mønter.

Hvor er boghveden og hirsen?

”Vorwärts” skriver:

For nogle dage siden blev befolkningen opfordret til efter evne at erstatte den dyrere ris med boghvede eller hirse. Med en henvisning til denne slags bælgfrugters næringsværdi blev der også offentliggjort kogeforskrifter.

Disse kogekunstnere har let ved at give gode råd fra det grønne bord. For det første er prisen for boghvede og hirse ganske overordentlig høj; boghvede koster jo 90 og hirse 80 pfennig pundet. Men dernæst er der slet igen boghvede og hirse at få! Boghvede fås principielt ikke, og af hirse er der efter central-indkøbsselskabets skøn i hele Berlin ikke to centner?

Derfor er det spørgsmål berettiget, hvor boghvede og hirse egentlig er henne.

Fire hjulmagere fra Sundeved faldne.

Fra Sundeved skrives til ”Hejmdal”:

Atter er en af vore unge, dygtige hjulmagere bleven et offer for krigen, det er nu den tredje siden 1. maj, nemlig Klaus Nissen fra Dybbøl, som for kort tid siden faldt i Rusland.

I august faldt Lorens Jakobsen fra Stenderup også i Rusland, den 2. maj blev Chr. P. Hansen fra Smøl hårdt såret i Galizien og døde to dage efter; samtidig døde Chr. Christensen fra Broager.

Alle fire var unge dygtige hjulmagere, som for få år siden havde købt deres ejendomme og nu var godt i gang. Nissen og Jacobsen havde bygget nye værksteder og indlagt motor og maskiner, og nu har de måttet [her mangler et ord, GBN] fra det hele, nu sidder de sørgende enker med deres små børn uden mand og forsørger.

Feltpostpakkerne bliver undersøgt.

Gang efter gang har postvæsenet bedt befolkningen om ikke at sende brandfarlige genstande i felten; men alt forgæves. I talrige tilfælde har der fundet selvantændelse sted, som tit havde ødelæggelse af hele jernbanevogne til følge.

Nu vil er endelig officielt blive skredet ind derimod og pakkerne vil af og til blive efterset. Hvis det er brandfarlige genstande i skal sendingen standes og den pågældende feltstation underrettes herom, denne vil så i ethvert tilfælde på grundlag af paragraf 867.5 a i straffelovbogen foranledige yderligere skridt, der kan blive til 150 mark i bøde.

30. januar 1916. Vestfronten: På nattevagt. “Itt’ et Vær aa jav en Hund uer i!”

Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten

En Nat paa Vagt i Skyttegraven.

Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.

Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.

Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.

Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.

Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.

Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.

Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.

Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.

Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.

Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.

Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.

Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.

Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.

En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.

Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.

Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.

Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.

Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …

Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.

Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.

Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.

Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.

Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.

Eders hengivne Hans.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

2. december 1915. Ribe Stiftstidende: Brændt feltpost og andre nyheder

Senest ændret den 26. januar 2016 15:12

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Brændte feltpakker.

Overpostdirektionen meddeler, at en bivogn med feltpostpakker er kommen i brand mellem Osnabrück og Münster. Det lykkedes at redde 5/6 af vognens indhold, der bestod af 30.000 feltpakker; der er bleven henved 5.000 pakker ødelagt af ilden.

Pakkerne kom fra postsamlingsstedet i Hamburg og var bestemt til tropperne vestpå. Det drejer sig om sendinger, der fra 23. – 24. november om eftermiddagen har ligget der til bearbejdelse. Sendingerne var fra overpostdirektionsområderne Hamborg, Bremen, Kiel og Schwerin.

Årsagen til branden antages at være den forbudte afsendelse af tændstikker og andre brandfarlige sager, hvis forsendelse der ikke kan advares nok imod.

Krigens indflydelse på jernbanerne.

De prøjsiske jernbanedirektioner opfordrer i en bekendtgørelse de rejsende til i vintermånederne at tage varmt tøj på. Det hedder i bekendtgørelsen:

I den forestående vinter må opvarmningskedelvognene, der ellers i lange tog tjener til tillægsopvarmning, atter ligesom i fjor især anvendes i lazaret- og sygetog. Det kan derfor forekomme, at der i enkelte tilfælde ikke kan opnås en tilstrækkelig opvarmning af kupeerne.

Det rejsende publikum anmodes derfor om at forsyne sig med den nødvendige vinterbeklædning og med de af krigen betingede overordentlige omstændigheder for øje at ville bære over med forekommende mangler af den nævnte art.

Hvad grænseboerne ikke må nu.

Ifølge telegram til ”Nationaltidende” træffes der nu særlige foranstaltninger for at hindre overgange ved grænsen. Bladet erfarer følgende:

Beboerne langs grænsen i Skovrup, hvor i den senere tid flere tyske værnepligtige siges at være flygtet over, har nu fra de tyske militærmyndigheder fået påbud om, at de ikke må færdes på deres marker uden militærledsagelse. De skal i hvert enkelt tilfælde, når de ønsker at udføre markarbejde på deres avlinger henvende sig til vagten og få tildelt en soldat til ledsager.

20. marts 1915. Aabenraa-damerne havde lavet muffediser, mavebælter, knævarmere og mange andre rare sager til os”

Senest ændret den 16. juli 2016 13:46

M. P. Branderup fra Rødekro tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa

(… fortsat)

Med mellemrum tog Hauptmann Knudsgaard ned til sin gård for at se til bedriften, og han rejste altid med den daværende småbane (æ Kleinbahn) fra Aabenraa. Engang havde der været en orkanagtig storm, som havde revet slemt i taget på hans gård. Da Hauptmann Knudsgaard ankom til Barsmark station, holdt sønnen der for at køre sin far hjem, og da Knudsgaard steg ud af toget, fik han til stor morskab for de omkringstående at vide: »Vater, wir haben gestern den Flyvtækker gehabt«.

Min soldatertid i Aabenraa var ellers den bedste, jeg har haft under hele krigen. Jeg havde fået min cykel ind til byen. Den stod nede i gården hos Holger Fink. Så var det så nemt, når tjenesten var slut, at tage en tur hjem til far og mor. Det var ellers ikke tilladt, da man ikke måtte fjerne sig uden for byens grænser. Men den risiko tog jeg.

Men ak, — hvor længe var Adam i paradis? Efter tre ugers forløb fik vi meddelelse om, at der skulle en transport af sted. I Flensborg blev der altid spurgt, om der meldte sig nogle frivilligt, og ved den tid var der endnu flere end nok, som var krigsbegejstrede.

Men til dem hørte jeg nu ikke, og jeg holdt mig altid beskedent i baggrunden. I Aabenraa var vi — som før nævnt — kun to kompagnier, og da der skulle en større transport af sted, slog de frivillige ikke til. De tog derfor omtrent alle, der var K.V. [“krigsanvendelige” /RR] — endda nogle, som allerede en gang havde været ved fronten.

Vi blev derfor nyindklædt nede i Fiskergade, der, hvor nu Ansgar-klinikken ligger. — Aabenraa-damerne havde lavet muffediser, mavebælter, knævarmere og mange andre rare sager til os; og da militæret også forsynede os med varmt tøj, regnede vi med, at nu gik det af sted til Rusland.

Den 20. marts var vi færdige til at tage af sted. Vi var opstillet på Storetorv, og efter at kompagniføreren havde holdt en tale til os om at gøre vor »pligt og skyldighed for kejser og rige«, gik det gennem de snefyldte gader til banegården.

Det var den første transport, der udgik fra Aabenraa, og Aabenraa-damerne overøste os med gaver i form af chokolade, cigarer og mange andre gode sager. Mange var taget ind til byen for at tage afsked med deres mand, søn, bror eller kæreste. — Og for mange blev det det sidste farvel …

På Rødekro banegård skulle vi ledes ind på hovedsporet. Her var far og min morbror mødt op for at tage afsked med mig. For far må det have været særlig hårdt, da han et halvt år tidligere på samme sted havde taget afsked med min ældste og eneste bror, som straks i krigens begyndelse faldt i Frankrig.

Transporten gik ikke til Rusland, men til vestfronten. To dage senere lå vi i skyttegravene ved Verdun.

DSK-årbøger, 1962

74-0923_Søndertorv_Aabenraa_mindre
Søndertorv i Aabenraa

 

12. marts 1915. “Alene i vor Kristentro ligger en Kraft til at bære alle Trængsler”

Jul på lazaret

L., den 12. Marts 1915.
Kære Venner!
Mange Tak for Gaven, som I sendte mig og som beredte mig Glæde. Jeg modtager saa mange Hilse­ner, Breve og Gaver fra mit kære Hjemland, og det gør saa inderligt godt at erfare, at man har saa mange Venner, der stadig tænker paa en. Jeg ved godt selv, at jeg stedse har været en Enspændernatur og egentlig aldrig har søgt nærmere Tilknytning til mine Omgi­velser, og dog ser jeg nu, at Vennerne er mange.

Jeg ligger for Tiden paa Lasarettet „St. Sauveur“ her i Lille, paa Grund af en Hjertelidelse. Der ligger 4 Mand til her fra vort Kompagni, som lider af samme Sygdom. Kulde og Fugtighed, vaade Fødder, og dertil Nervernes Ophidselse, som ikke kan undgaas her ved Fronten, bidrager alt sammen til at nedbryde Sund­heden.

Vort Kompagni har siden den 29. November ligget ude i vort Artilleris forreste Stillinger, og vi har næsten hver Dag hørt Granaterne pibe, eller rettere hvine over vore Hoveder. Og dog er ikke en eneste Mand af hele Kompagniet blevet ramt. Nogle siger med et Skuldertræk, „at det er Held“ , andre siger, at „Gud har holdt sin Haand over os“.

Saa meget er sikkert, at alene i vor Kristentro ligger en Kraft til at bære alle Trængsler. Uden denne Tro gaar man til Grunde, idet en anden Livsopfattelse in­tet Haab levner os. Saadan hørte jeg for nogen Tid siden en Kammerat sige til mig, „hvis jeg vidste, at jeg alligevel skulde rammes, saa vilde jeg søge Døden i Dag, hellere end vedvarende pines hver Dag.“ Saa mørkt ser den Slags Folk altsaa paa denne nuværen­de Tilværelse, hver Dag er for dem en fortsat Kilde til Lidelse.

Eders Th. k.

30. januar 1915. “Jeg tror heller ikke, vi kommer hjem før til sommer …”

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved. Kresten Andresen gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86.

Cuy, Oise, den 30. januar 1915

Kære morbror!

Mange tak for dit brev og dine pakker; man lever næsten af bare lækkerier her. – Jeg tror heller ikke, vi kommer hjem før til sommer; for øjeblikket står det vist ikke så godt til for Tyskland og navnlig ikke for Østrig. – I morges ved appellen fik vi en hel del sejrsberetninger fra Flandern og Kaukasus læst højt for fronten. Da det er første gang, slutter jeg deraf, at de skal modarbejde de mange dårlige rygter, her trænger ind. Man fortalte i går, at Italien nu stiller krav om dele af Tyrol, at Rumænien ruster, at Østrig er slået så skammeligt af russerne – osv.

Her har vi det ikke mere så roligt som før slaget ved Soissons. Vi bliver dagligt bombarderet med et utal af granater. I forgårs blev tre sårede, de to hårdt, de er nu døde. Jeg sad og drak kaffe sammen med den ene af dem; ti minutter efter drog han på vagt, og straks kom der en fuldtræffer og slog ham benet næsten helt af; den anden fik maven revet op.

For angreb tror jeg, vi er sikre her. Vi ligger midt imellem to farlige punkter: Soissons og Roye. Hvordan det er ved Soissons, har jeg prøvet tilstrækkeligt, stakkels Peter, at han er kommet dertil. Nu har jeg lige været på en solskinstur sammen med Jørgen Brag og Peter Jensen. Vi går hver eneste dag en sådan tur, når vi ligger i reserve. Vi gik en dejlig tur op forbi byens slot – der er jo ét i hver eneste lille landsby her – og gennem parken. Så taler vi sammen om det ny, vi har hørt hjemmefra. P. Jensen skal altid trøstes, for han ser så sort på hele krigssituationen, og vi andre til gengæld lige så lyst.

I går blev der hævdet bestemt her, at Flandern blev rømmet. Jeg har også for kort tid siden fået brev fra Johannes Clausen fra Bolderslev, som ligger ved regiment 215. Han skriver, at de har måttet rømme Bixoten og de underjordiske stillinger, de dér havde, og gå fire km tilbage. Det turde jo være et fingerpeg i den retning. Jeg håber, du har fået mine to breve fra Soissons. Hvis de egner sig til det, må du gerne sætte dem i „Hejmdal”; og hvis der ellers er noget, I ønsker beskrevet, så står jeg selvfølgelig til tjeneste, efter bedste evne.

Gennem sådanne feltbreve får man et lille indtryk af krigen… de officielle beretninger skitserer koldt… En lille linje der dækker over døgnlange savn og kamp og lidelser. Men godt er det alligevel, at man ikke får alt at vide, og at intet brev er i stand til blot tilnærmelsesvis at skildre, hvad her passerer…

Mange tak for den lille parlør, du har sendt mig, den kan jeg få god brug for. Jeg fandt forleden i Lassigny et eksemplar af Rolandskvadet på fransk, som lå og drev. Det har jeg sat mig til at læse, og det går storartet. Det er sådan stemt i en højere takt, som passer meget godt til den stemning, man kommer i, når granaterne bumser ind rundt om vor dækning. For øvrigt har jeg læsning nok her; jeg slæber en hel del bøger med i tornystret; det er unødvendig bagage, men jeg kan ikke godt undvære dem.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

 

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

Senest ændret den 4. oktober 2017 11:36

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Faldne.

Arbejdsmand Christian Hansens Hustru i Bovrup, har nu faaet Meddelelse om, at hendes Mand, som hun ikke havde hørt fra siden den 9. September, er død paa en Lasaret i Noyon, efter Saar af to Kugler. Han efterlader Enke og 4 smaa Børn – Det er nu det femte Offer fra Varnæs Sogn. Desuden savnes der Oplysninger om en sjette Mand, som man intet Livstegn har hørt fra siden August Maaned.
Laurids Christensen, Søn af Arbejdsmand Christensen fra Mintebjerg, er falden i russisk Polen. Han stod i Hæren som aktiv Soldat og var 22 Aar gammel.

Seminariedirektør Badenhop i Haderslev bekendtgør, at endnu en Elev fra Seminariet, den attenaarige H. Gøttsche fra Gribbohm, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Han er falden den 7. Januar under Kampene ved Sennheim.

Dr.phil. Cai Dame i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. En yngre Broder til Cai Dame er ligeledes falden i Frankrig. Regnskabsfører Dame har ifølge “Fl.N.Z.” endnu en Søn tilbage, der ligeledes staar paa den vestlige Krigsskueplads.

Ikke falden.

Der meddeltes nylig, at Bager Tøge Clausen i Sønder Hostrup var falden. Nu har hans Hustru modtaget Brev fra en Feldwebel Kønig, hvori der meddeles, at Clausen ligger paa Sygehuset i Beuthen. Han har efter Brevet at dømme været med ved Kampene i Galicien.

Fra Felten.

Feltlivets Humør.
Belgien, d. 8. Jan. 1915.

Kære Broder!
Jeg har i de sidste Dage faaet saa mange Breve og Pakker fra Dig, at det er en Lyst. Det er vist paa Tide, jeg faar sagt Dig tak for det alt sammen, – Tak! I Dag modtog jeg en Pakke fra Dig fra sidst i November med Kiks, Ost, Pølse osv. Nu tror jeg da, jeg har faaet alle Eders Julepakker. Det er godt, at de ikke kom alle paa en Gang, for saa skulde jeg have lejet en Vogn eller et Automobil til at køre dem paa. At bære dem alle havde været en ren Umulighed. Men som sagt, jeg har faaet dem lidt paa lang, og det er gaaet helt godt med at fragte dem. Kun Juledagsmorgen, da vi gjorde en March paa et Par Timer, svedte jeg frygteligt. Men havde du set vort Kompagni, vilde Du vist have troet, at det var en Flok Kræmmere, saadan var vi behængte med Pakker. Ja, det er helt storartet, hvad der gøres for os, baade fra vor Families, fra Statens og Kommunernes Side. Hvad Forplejningen angaar, lider vi ingen Nød. Man faar ikke saa meget, naar man er civil, kun er det saa lidt bedre tilberedt.

Vi har i den sidste maaneds Tid haft en temmelig let Tjeneste. Vi er 4 Dage ude i forreste Linje og 4 Dage i Reserve. Den Tid vi ligger i Reserve, har vi det ret hyggeligt. Vi sørger først og fremmest for at faa Kroppen ren (L. er jeg omtrent af med), og saa for Resten bager og steger og koger vi i større Maalestok. Vi har i vor “Gruppe” en dygtig Kok i M.H. fra Favervraa. Sikke Pandekager han kan bage. – Mel har vi erobret en Pose af i Woumen – en nedskudt By her i Nærheden, Mælk køber vi hos Bønderne her. De er tildels vendte tilbage igen. Et Par Æg køber vi ogsaa, naar det lader sig gøre, og Fedt og Smør leverer vi hver en lille Klat af. Lægter og Træ til Brænde faas fra de nedskudte Huse, det er et udmærket Brændsel. Er vi saa heldige at have en Pande, saa er det storartet, ellers bruger vi, hvad der saadan kan gaa.

Nu skal jeg fortælle sig, hvordan det gik, da vi slagtede vor Julegris. Ser Du, ude i forreste Linje staar det et Par Huse og Resten af nogle Gaarde. Vi har sat Løbegravene i Forbindelse med disse Huse, saa vi til enhver Tid kan besætte Stillingen i en Fart. Vi nøjes gerne med at stille en hel Del Poster ud, som kan alarmere os, saa snart der er Ugler i Mosen. Resten af os ligger i Husene. Nu, den første Gang vi kom derud, gik der en gammel So og en halv Snes Ungsvin omkring. Vi fik Ordre til at “rekvirere ” dem. Ungsvinene afsattes jo glat som lækre Sager. Vor Gruppe fik ogsaa fat paa en, den blev slagtet og flaaet, og saa tog vi den med tilbage, da vi kom i reserve igen.

Til Jul var kun den gamle So tilbage. Turen kom til den. To Hamborgere var Hovedmændene. De gik og jagede med den i tre Dage uden Held. Saa en Dag lykkedes det os, at faa den ind i en Dækning, vi havde ude i Haven. En Mand stillede sig udenfor Indgangen til Dækningen med en stor Kølle, den anden gik ind for at jage Soen ud. Han med Køllen skulde være parat og slaa den for Panden, naar den kom ud. Med et høres et mægtigt “Bov”, og Soen kommer springende, vor Hamborger bliver saa forflippet, at han først glemmer, hvad han skal, men derpaa hæver han Køllen og træffer Soen – paa Bagen. – Hen paa Eftermiddagen maatte Soen – efter tre Dages haardnakket Kamp – give tabt for Overmagten. Den kom i Julegryden, men hvor var den sej!

Ja saadan gaar det, vi sørger først og fremmest for at faa noget at spise. Det er næsten ved at blive Hovedsagen.

Hvor længe vi bliver her i denne Stilling, ved jeg ikke, sandsynligvis ikke ret længe. Jeg har meldt mig til Musikken og er ogsaa bleven antaget. Jeg slaar Bækkenerne. Det er et helt nyt Musikkorps, vi har saaet sammenstillet, og der er ingen af de andre Forstærkningsbatailloner, der har et saadant. Om vi nu faar til Fordel af det, idet vi f.Eks. kan blive ved Bataillonsstaben og ikke kommer ud i forreste Linje ved jeg ikke endnu. Men om vi ogsaa ligefuldt skal gøre Tjeneste med, saa er der dog altid lidt Afveksling og Opmuntring at finde ved Musikken.

Kære Broder, hvor er jeg dog glad ved, at Du er helt fri. Men somme Tider tænker jeg som saa, det kunde have været helt interessant for Dig, hvis Du kunde have besøgt mig et Par Dage og faaet et lille Indblik i Livet i Felten. Vi har nylig faaet Forstærkning af Rekrutter og Forstærkningsreservister.

Vil Du hilse S. og Marie og den alle fra mig. Tror Du, vi kommer hjem til Paaske? det er ved vanskeligt! Hvor maa vi være glade, at Krigen ikke raser hjemme hos os. Du kan tro, det ser ikke lysteligt ud her.
Hilsen til Jer alle
fra
Hans

Fra Skyttegravene i Østpreussen.

Fra nordslesvigske Landeværnsmænd der i 8 Uger har ligget i Skyttegravene i Østpreussen, er der iflg. “Fl.Av.” indløbet følgende Brev:

Østpreussen, 11. Jan. 1915.

Kære Familie!

I Dag skal I have et Brev fra mig, da jeg har Tid til at skrive. Vi er nemlig komne i Ro i syv Dage. Her er ikke noget videre nyt; den ene Dag gaar som den anden. Jeg kan da fortælle, at Rasmus Jørgensen og jeg har faaet os en Seng, en virkelig Seng, hvori vi kan lægge os om Aftenen ligesom enhver Civilperson. Det har jeg ikke haft siden jeg kom fra Slesvig. I maa tro, at det er en behagelig Følelse at trække af Klæderne, som klæbede os paa Kroppen; vi har jo ikke noget at skifte med, og Utøj har vi alle.

Vi bor her i P. hos nogle pæne og rare Folk. De Stakler har faaet at vide, hvad Krig er. Det er Mand, Kone og 3 Børn; en Søn er i Frankrig, og en blev skudt af Russerne. Den eneste Trøst for dem var, at de fandt hans Lig og fik det jordet; han var kun 19 Aar. Moderen, den Stakkel, kan slet ikke glemme det og taler ofte med mig derom. Jeg har set Grave af Russerne her, hvor en Haand eller endog Arme rager frem; ikke engang helt i Jorden har Russerne faaet deres Døde. Det er en Ynk at se, og Kragerne holder godt Maaltid.

Ja, kære Familie, saadan ser det ud, men vi er saa vante til Elendigheden, at vi næppe ser den mere; det er næsten, som om vore Følelser sløvedes. Men I skulde se vore nordslesvigske Folk her; det er Karle. Vore Overordnede er saa glade for os, at det er en Lyst. Hos Nordslesvigerne er der ingen Brovten og Pralen, men Rolighed, Ædruelighed og Paapassenhed i alle Retninger; der er ingen Drikken og ingen Banden. I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd; hos dem gaar Pligten over alt. Jeg har dog nu lært mange Slags Mennesker at kende, men Nordslesvigeren er Nr. 1.

Vi har det ellers temmelig roligt i denne Tid. Artilleriet er naturligvis altid i Virksomhed, men det gør os ikke megen Skade. Vi kan på Fløjtet nøje kende, hvad der kommer, om det er en Shrapnell, en lille “Aufschläger” eller en “Fuldtræffer”. De sidstnævnte har vi respekt for; de kan ødelægge et helt Hus med ét Skud. De førstnævnte kommer i en uhyre Fart og siger hui-rap, rap; de andre siger ssss-bump; de kommer mere langsomt og giver et Knald, der kan høres milevidt. Russerne skyder godt og er modige Soldater; men Førerne duer ikke, og Forplejningen er daarlig.

Lidt om Juleaften:

Juleaften gik jeg paa Vagt ved Pigtraaden og tænkte paa mine Kære derhjemme og lidt mindre paa Russerne. Jeg kom, saa daarlig en en Juleaften det ogsaa var, rigtig i Julestemning og nynnede en var vore smukke Julesalmer. Derved fløj mit Blik ud over det smukke hvide Landskab. Sneen glitrede som Krystal i Maaneskinnet, og alt saa saa herligt og fredeligt ud. Men saa begyndte paa én Gang vore Kanoner bag ved os at tordne, og Illusionen var brudt.

Vi skal ellers have Øjnene godt med os; thi naar der ligger Sne paa Jorden, kommer Russerne i lange hvide Kjortler og Huer, saa vi næsten ikke kan se dem. Maalet er at skære vore Pigtraadshegn over; derfor er det lidt farligt at staa paa Post ved Pigtraaden, vi har taget adskillige Russere derved. Vi anvender den samme List. De skyder vel paa os, men træffer for det meste ikke.

Vi har endnu vort nordslesvigske Humør, endskønt vi har ligget 10 Uger i Skyttegraven; det forlader os aldrig. Men hvor vi længtes efter at se andre Mennesker. Jeg var med nogle andre for nogen Tid siden afkommanderet til A. for at lære at kaste Bomber, at betjene Lyskasterne, at skyde Lyskugler og overvaage Klokkerne i Pigtraaden. Vi havde 6 Uger ikke set andet end Soldater og atter Soldater og blev staaende stille paa Gaden og saa paa Folk; enhver vi traf, tiltalte vi. jeg fik fat paa to Smaapiger paa lille Ingas Alder og gav dem hver en Groschen; blot for at holde lidt paa dem og tale med dem.

Ja, Krigen er skrækkelig; gid den snart havde Ende og vi kunde komme hjem vil vore Kære igen. Vi er jo alle ældre Folk her og har Kone og Børn hjemme.

Hjertelig Hilsen til Eder, I Kære, og Hilsen til alle Venner i Nordslesvig fra Gefrejter Bennedsen, Bolderslev, Landeværnsmændene Joh. Torp og Rasmus Jørgensen, Hjordkær, Knud Schultz, Johan Schrøder og Anton Maasbøl, Uge, Jens A. Hansen, Storde, Anton Jensen, Aarslev og Johan Bock, Hjerpsted.

20. januar 1915. “Man bliver jo helt forrykt i hovedet af at skulle være med til sådan noget.”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. I et brev til sin søster fortalte han om slaget ved Soissons, da det var kommet lidt på afstand.

Cuy den 20. januar 1915

Kære søster Misse!

Mange, mange tak for alle dine breve og pakker og gode sager; det strømmer nu ind over mig, da jeg ikke har fået post i de syv dage, jeg var i slag. Ja, det er en stor og mærkelig oplevelse, så rig på indtryk, men mest af en uhyggelig og ligefrem forfærde­lig art. Der var sådan et uendelig mystisk skær over det hele. Vi lå lejrede i en stor bjerghule med mange, mange gange; væggene var af hvid kalksten.

Om natten brød vi op og det med stormoppakning. Da begyndte vi alt at blive lidt urolige for, hvad der skulde ske. Det var så bælgmørkt, at vi ikke kunde se vor egen formand; vejene var frygtelig opkørte og fulde af dybe granathuller. Til sidst måtte vi gå i gåserad, ingen måtte sige et ord; hvert fodtrin skulde være så lydløst, at ikke franskmæn­dene skulde høre os. Der var meget uroligt, og kuglerne fløjtede fra en kant, så jeg slet ikke forstod stillingen. Til sidst vadede vi afsted gennem fodhøjt vand og kom endelig til en ny hule „Championshulen” kaldes den, hvor soldaterne lå side om side og sov; vi havde lige plads til at sidde på hug, og det varede heller ikke længe, før vi igen blev råbt op; og nu gik det skridt for skridt ud gennem vor egen trådforhugning, ned gennem en skov, hvor vi famlede os frem i mørket. Endelig kom vi ud på en landevej. Dér var jeg lige ved at træde på et lig, som lå der; der lå en tre-fire sammen, alle franskmænd. Vi kom ind i en grav, der var fuldstændig sammenskudt, så der bare var en rende i jorden.

Det begyndte at dages. Da så jeg, at hvorhen jeg end vendte øjet, lå der lig i underlige forvredne stillinger. Lige på dæknin­gen bag mig lå en tysk feltwebel. Han lå, som om han sov. Bag ham en anden, der havde hovedet helt sønderskudt. Så be­gyndte kuglerne at fløjte tappert. De kom fra tre sider; og jeg var forberedt på, at vi snart vilde blive angrebet i ryggen og taget til fange. – Da hørte vi med ét stormløb lige til højre for os. Fransk­mændene havde erobret et stykke af den skyttegrav, vi lå i, og 4. kompagni måtte storme den stilling, som de skulde besætte. Jeg så dem storme og falde, løbe tilbage og frem; så tog de stillingen med et hurra; der var kun 20 franskmænd i den. Kort efter kom der seks sårede fanger forbi os. –

Nu blev det alvor. Til venstre for os oppe på et højdedrag stod de franske batterier, og de kunde bestryge hele vor stilling på langs. Vi smed os ned i bunden af graven og dækkede os så godt, vi kunde; men vi var mange, og pladsen var så snæver, at vi ikke kunde få hel dækning, så jeg kunde ligge og se hele højdedraget, hvorfra ilden kom.

Det var forfærdeligt, de sprang om os i snesevis, hurrrhurrr – jord og splinter sprøjtede om os.

Peter Jensen sad sammen med 8 mand, en granat bumsede ned mellem dem – to døde, fem hårdt sårede, og han besvi­mede, men fejlede ingenting; han havde gravet sig en lille hule ind i væggen. De sårede kom i lange rækker og slæbte sig hen over os, og vi måtte ikke hjælpe dem. Det hed sig, at vi skulde forsvare stillingen, ikke angribe. Jeg tænkte, den kunde blive hamper nok: 50 meter foran os lå den franske skyttegrav; vor trådforhugning var skudt sønder og sammen. Inden vi kunde komme på benene, vilde de være over os. Og sådan lå vi time efter time. Da begyndte vort artilleri at bumse – for kort, for kort, de skød lige ved vor egen skyttegrav med svære haubitser. Der råbtes igennem med fortvivlelsens kraft: „Vort eget svære skyder for kort!” – „Der er ingen telefon” blev der svaret til­bage. „Vi må tilbage, vi kan ikke holde os!” De masede på fra højre. „Der er ti gange værre udenfor – hold ud – hold ud!” Kl. 12 stormede jægerne til venstre for os, op ad højderne; grana­terne sprang rundt i deres rækker og rev huller. De tog stillin­gen, og der kom en stor skare af fanger tilbage.

Å, det var skrækkeligt. Nu stormede de løs til venstre, blev slået tilbage under store tab. Granaterne regnede nu som et sandt haglvejr ned over os, så jord og himmel rystede, og det blev ved lige til kl. 5. Da endelig kunde vi strække de af kulde stivnede knæer efter at have ligget i samme stilling en halv snes timer.

„Plant bajonetten op!” lød det, „nu kommer de!” De kom ikke, det var os, der måtte løs – auf hurra! Tre feltwebler sårede, deriblandt Ahlefeldt. Vi stormede frem, jeg ved ikke, hvordan det gik. Jeg husker billedet af alle de lig, vi stormede hen over – lig fra de sidste dages forbitrede kampe. „Heksekedelen” eller „Zuavelunden” var vor, og franskmændene veg ned i Aisnedalen. Det var skrækkelige øjeblikke, men jeg var så glad, at jeg var sluppet helskindet fra det. Vi besatte den franske skyttegrav. Kort efter bombarderede haubitserne byen Crouy, der lå i dalen lige neden for os. –

Den nat sov jeg ikke, jeg stod vagtpost det meste af natten.

Det var to døgn uden søvn; men der skulde følge tre endnu, og det var de værste. Om dem vil jeg fortælle dig en anden gang. –

Du forstår nok, hvor sørgeligt det må være at se sine venner sådan tilredte.

Kom endelig med nogle gode beretninger andetstedsfra, for man bliver jo helt forrykt i hovedet af at skulle være med til sådan noget.

Soissons 6a49-105b

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

Senest ændret den 28. september 2017 19:21

Hejmdal

Nytaarhilsnen.

Fra 6 Nordslesvigere, der er med i Felten i Frankrig, har “Dv.” modtaget følgende: de bedste Ønsker om Held og Lykke i det nye Aar sendes af 6 Nordslesvigere i Felten i Frankrig:
Hans Chr. Mortensen, Skovbølling; Jens Nørregaard, Sønderballe; Marius Bramsen, Bolderslev; Hans Nissen, Langetved; L. Lebeck, Vojens; Lars Hansen, Grønnebek.
Konvolutten er stemplet den 5. Januar.

Faldne.

Tidligere Skipper Jes Maag i Løjtkirkeby fik i Gaar Underretning om, at hans Søn, der havde været savnet i Begyndelsen af September Maaned, var falden i Vest.

Landmand Jes Bertelsen i Bjerndrup har ifølge “A.T.” modtaget den sørgelige Efterretning, at han eneste Søn, der var med paa den vestlige krigsskueplads, er falden.

Ligesaa har Landmand P. C. Nissen i Bjerndrup modtaget sin Søns personlige Ejendele fra Felten. Efterretningen om hans Død var allerede indløben.

Georg Ahrendt fra Sillerup er falden paa Valpladsen i Østpreussen den 30. December.

Jens Wriedt fra Sønderborg er falden den 23. November under kampene ved Lods.

Landeværnsmand Peter Simonsen Bossen fra Aventoft i Tønder Amt blev dødelig saaret den 30. December ved Stormen paa en fjendtlig Stilling paa den østlige Krigsskueplads. Han var gift og 30 Aar gammel. Nu ligger han ifølge “T.Z.” begravet i Paulswalde, en Landsby 7 Kilometer fra Augerburg i Østpreussen, hvor han døde paa Lasarettet den 2. januar.

Krigsfrivillig Heinrich Schulze fra Flensborg, Søn af Regnskabsraad Schulze hersteds, er, efter hvad der nu oplyses, falden i Frankrig den 7. September.

Hornist Wilhelm Jahn (Søn af Enkefru Jahn i Lyksborggade i Flensborg), som nylig dekoreredes med Jernkorset, er falden ved Otting paa den østlige Krigsskueplads.

Paa mange Lasarettet. – Saarede.

Landmand Andreas Paulsen fra Ris Hjarup, der staar i Landeværnet og har været med i Frankrig, blev saaret den 2. Oktober af en Granatsplint i venstre Haand. Haanden er endnu ikke rigtig kommen sig. Han har været sendt hen til 4 forskellige Lasaretter. Først kom han til Lyneborg i Hannover, saa til Aabenraa, dernæst til Sønderborg, hvor der er Lasaret i Forsamlingshuset, og slutteligt til Slesvig paa reservelasarettet. Derfra havde han Orlov i 18. Dage. da denne orlov var til Ende, maatte han melde sig i lejren ved Lockstedt, hvorfra han senere blev forflyttet til Oldesloe.
En Søn af Skomager H. Jensen i Barsmark, Lorens, er bleven saaret i Rusland ved et Skud i Armen. han ligger nu paa Lasaretet i Bajern.

Chauffør Carl Bock fra Graasten er bleven saaret under en Biltur paa den østlige Krigsskueplads.

Fra Tønder meddeles til “Vestsl.Tid.”, at Gæstgiver Detlev Johannsens Søn Heinrich, der ligger ved Østgrænsen som Lndeværnsmand, er bleven saaret ved et Skud gennem den ene Lunge.

Falden?

For et Par Dage siden modtog Landmand Jørgen Clausen i Kettingskov gennem Posten sin Søns, Christians, Nr. med Kæde, hans pung med nogle Pengesedler og Halsplade med Regimentsnummer. Oplysning om, havde der var hændt ham, fulgte ikke med, og Adressen kunde Faderen ikke læse. I Søndags kom der et Brev tilbage med Paaskrift “saaret den 15. December”. Man er nu i hjemmet dybt bekymret og nedtrykte for Sønnens Skæbne.

Tyfus.

Gæstgiver Wanges Søn fra Graasten har ifølge “Dvp.” ligget syf af Tyfus paa et Lasaret ved Fronten, men er nu saa rask, at han er kommen hjem paa Orlov for atter at komme til Kræfter.

Send ikke tyske Aviser til Krigsfanger. Officielt meddeles:
Det synes ikke tilraadeligt at sende tyske Aviser til krigsfangne Tyskere i Udlandet eller at anvende dem som Indpakningspapir i Pakker til Fangerne, fordi det maa befrygtes, at den fjendtlige Stat venter med Udleveringen af sådanne Pakker, ja hyppigt ogsaa af velforstaaelige Grunde holder den helt tilbage.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Spaamanden ved …. Kompagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.) [Må være fra Füsilierregiment 86, der lå ved Dreslincourt på dette tidspunkt, RR]

Dreslincourt, den 28. Okt.
(I Nærheden af en større By, som hedder Noyon og ligger ved Oise paa Banestrækningen St. Quentin – Paris, ca. 80 – 90 Klm. fra Paris. I vel vistnok kunne finde Byen paa Kort.)
Kære E!
…Jeg har kun været med i to Fægtninger i September. I Oktober har der intet Slag været, hvor jeg har været med. Alt er godt forskanset med Pigtraad, og i Timer ligger jeg hver Nat paa Forpospatrouille med mine to Kammerater og lurer paa Fjenden. Vi har jo noget Hø at ligge paa. Det er samme Tider svært at holde sig vaagen, men naar vi er tre Mand, saa gaar det jo. Der er nogle her, som bliver misundelige paa vor Patrouille, fordi vi er tjenestefri Resten af Dagen, efter at vi har ligget vore 4 Timer.
Du skulde blot se vore Leje, der er storartet efter Krigsbrug. En Madras, en Hovedpude, som netop ikke er det reneste, en Ble og mit Telt til at dække over mig. Vi har ikke været af Tøjet siden Flensborg, men jeg har skiftet Skjorte to Gange, idet jeg har modtaget en Skjorte og fire Par Strømper i Kærlighedsgaver fra Flensborg.
Nu maa jeg slutte for denne Gang. Hjertelig Hilsen til Eder alle og først og sidst til Dig fra
Din tro
Hans
(Efterskrift:) Lev vel til vi ses. Gud give vi maa ses friske og sunde igen. Det give Gud.

Dreslincourt, den 27. Novbr.
Kære E.!
Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget i Gaar. Jeg ser deraf, at I er sunde og raske, hvilket jeg ogsaa kan meddele Dig, at jeg er. Jeg har ogsaa modtaget et Kort fra C. og to Pakker fra hende, en fra Børnene i Skolen i S. og to fra Chr. med Sukker og Chokolade og en Daase med Fedt eller Smør – jeg har ikke set efter endnu – og saa Cigarer. Cigarer behøver Du ikke at sende foreløbig, thi nu faar vi hver Dag 3-6 Cigarer og 5-9 Cigaretter og desuden Shagtobak, saa vi har nok at ryge.
Nu har vi faaet Tøvejr igen. Lidt tør Frost vilde være helt net, for saa er det dog tørt om Benene. Men nu er det jo ogsaa mildt Vejr igen. Naar vi ligger 3 Mand i vor Hule, saa er det jo heller ikke koldt.
Der er en Landeværnsmand ved … Kompagni her, han er fra Haderslev, nu i Hamborg, han hedder L. Han kan se ind i Fremtiden i Drømme, naar han sover. Og han tror selv, hvad han ser, for vi andre med. Saaledes har han forudsagt om de tre Mand, som skulde rende paa en underjordisk Mine, hvilket jeg engang før har skrevet om til Dig. Saa har han sagt, at der var en Mand for mange i hans Korporalskab, og at en Mand af dem skulde blive skudt gennem Hovedet af en “Querschläger”, og at Kuglen skulde gaa igennem hans Skydehul – om Aftenen passerede det, som han havde sagt. Saa har han fortalt, at vi snart fik Sne; den havde vi i Forgaars, da var Jorden hvid. Saa har han fortalt om et stort Søslag ved Helgoland, som skal komme, og til en har han fortalt, at vi havde Fred den 15. Decbr. Da den anden lo ad ham, sagde han til ham; “Du tror det ikke, men jeg tror det for os begge. Og vi har ikke blot Fred, men vi har ogsaa vundet.” Han siger selv, at han hellere vilde, han ikke kunde se det alt, for hver Gang han blev vaagen, var han vaad af Sved.
Man kan næsten ikke tro det, men vi vil haabe det bedste, og at vi saa maa komme Hjem til Eder friske og sunde. Ogsaa Udfyldningsmandskaber, som kom i Gaar fra Flensborg (det er de Saarede, der kommer tilbage) fortæller om, at de engelske og franske Blade taler om Fred. Og ligesaa de neutrale Stater. Og vi har hørt, at Fredsforhandlingerne skulde begynde den 2. December i Genf. Det var jo at ønske, at Manden fra … Kompagni fik Ret. Men indtil nu er der ingen, der tror derpaa.
Nu har vi jo faaet Mahomedanerne til Hjælp, og det lader jo til, at de indtil nu har haft godt Held med sig baade mod Englænderne og Russerne. Afghanerne truer med at falde ind i Indien og fremkalde Oprør blandt Mahomedanerne mod England. Ogsaa Boerne i Sydafrika gør Oprør og vil ny jage Englænderne, deres gamle Arvefjende, ud. Vi har nu over en halv Million krigsfanger i Tyskland. Hvilken Glæde vilde det ogsaa blive, naar vi snart fik Fred, om vi end ikke kom hjem til Jul, saa dog, om Gud vil, at samles med Eder alle derhjemme igen. Hvor maatte vi ikke være ham taknemlig derfor, om vi igen kunde mødes, Du og jeg, friske og sunde.
Som vi har det nu, har vi det ogsaa godt, og vi ønsker, at vi maa blive liggende her, indtil Freden er sluttet.
Nu fortæller de, at Manden fra … Kompagni skal have sagt, at der i Dalen her ved Siden af skulde komme Forstærkning, og nu i Gaar kom den virklig ogsaa. Vor Oberstløjtnant og vor Major hører ogsaa paa hans Fortællinger. Han ser det alt i Søvne.
Tak for alle Pakkerne. Fra B. og H. har jeg ogsaa Løfte om Brød m.m., saa der er gode Udsigter. Men det var bedre, om jeg kunde undvære Pakkerne og komme hjem til Eder. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange hjertelige Hilsner til Dig og dem alle derhjemme og (Ønsket om) at vi snart maa ses igen. Fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, den 2. Decbr.
Kære E.!
(Brevskriveren takker først for de Pakker, han har faaet tilsendt, og fortæller derpaa:)
Saa længe vi ligger her, kan vi sagtes holde det ud, og vi vil gerne blive liggende her. Denne By her er blevet taget fire Gange af Tyskerne. Tre Gange blev den taget, men maatte opgives igen. Fjerde Gang holdt de Byen.
Ellers har jeg det godt, og jeg haaber, at dette Brev maa træffe Dig ved et godt Helbred. Det er godt, at Krigen ikke er hjemme, thi hvor vi ligger længe, alt bliver ødelagt, idet det franske Artilleri beskyder Byen hver dag. Værst gaar det ud over Slottet. De maa vel tro, at der er meget Militær der. Mange Huse er sønderskudte og afbrændt. Sengestederne er slaaet i Stykker. Vi har hentet Madrasser, Tæpper, Dyner, baade Døre, Vinduer, Luger, Stole o.m.m. til vor Bekvemmelighed, Sikkerhed mod Fjendens Kugler og mod Regn og Kulde. Nu brækker vi ned af Lofterne (i de fleste Huser er der Cementloft oven over Brædderne) til at lægge Fliser i Skyttegravene, da der er saa skiddent der, naar det regner, og vi saa kan arbejde med at gøre rent hver Gang. Det er godt, vi ikke er paa højre Fløj, hvor der er Oversvømmelse og Soldaterne står i Vandet til Knæerne, og hver det sner og fryser nu. Vi har jo ogsaa haft Ro nu i mange Uger.
Kære E., jeg vil nu fortælle Dig noget, som du ikke behøver at tro mere af, end Du vil; thi jeg tror ikke noget deraf. Vi skal nemlig have Fred den 15- og den 19. Eftermiddag Kl. 3 skal vi være paa Banegaarden i Noyon. /Her gentages saa, hvad der i det foregaaende Brev er fortalt om den synske Mand ved …. Kompagni. Derpaa hedder det videre:) Men Du har ikke Behov at vente os hjem til Jul; men ønskeligt var det jo. Hvor vilde det være glædeligt, og hvor maatte vi ikke bede Gud, at det maatte ske og vi saa maatte komme hjem til Eder igen alle sammen sunde og friske, og hvor maatte vi ikke takke ham. For ham er jo intet umuligt. Hvilken Glæde, hvis jeg kunde fejre Jul med Eder hjemme.
Nu ved jeg ikke mere denne Gang. Jeg ved ofte meget at fortælle, men glemmer det igen, naar jeg skriver. Nu en hjertelig Hilsen til Eder alle derhjemme og mest til Dig fra
Din tro
Hans

(Fortsættes.)

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

Senest ændret den 7. oktober 2022 8:44

Hejmdal

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

Senest ændret den 10. februar 2015 14:59

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.

Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.

Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.

I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.

Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.

Faldne.

Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.

Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.

Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.

Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.

Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.

Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.

Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.

Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.

Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.

Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.

Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.

Din Chr.

7. januar 1915. Danske aviser til sønderjyske krigsfanger i England?

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjydske Krigsfangers Aviser
Dem maa de ikke faa, men ellers er gaver velkomne
For nogen Tid siden henvendte Billedhugger Johannes Mølgaard sig til nogle Bladredaktioner og bad dem om at sende ham Aviser til Uddeling mel­lem de Sønderjydske Fanger, der i Øje­blikket opholder sig i de britiske Fange­lejre.
Idéen var smuk, man den kan des­værre ikke gennemføres – Fangerne maa ikke modtage aktuelle Aviser.

Sekretær William Lawrence i Krigs­fangernes Efterretnings-Bureau i Lon­don har, efter hvad “Kolding Avis” erfarer, sendt Billedhugger Mølgaard følgende venlige Brev:

“Jeg skriver for at udtrykke min Beklagelse over, at det ikke er muligt at omsende de Aviser, De har været saa venlig at sende til vort Kvarter for Fangerne, der kommer fra Nord­slesvig.

Under ingen Omstændigheder er det tilladt Fanger at modtage aktuelle Aviser, og denne Bestemmelse kan ikke ophæves overfor de slesvigske Fanger.

Vi sympatiserer hjærteligt med dem og deres danske Venner i Deres Hen­sigt at vise Fangerne fra Slesvig, at de mindes dem som Kammerater og Landsmænd. Og netop derfor vil jeg gerne spørge Dem, om de vilde sende nogle Bøger og Magasiner i det dan­ske Sprog.

Disse og saadanne Fornødenheder som Tobak, Chokolade, Linned m.m., som de kunde ønske at sende til de nordslesvigske Fanger, skal blive for­delt iblandt dem, og jeg skal lade det være mig en personlig Glæde at overvaage, at Gaverne kommer til de rette Mænd”

Der ligger i de sidste Ord en ven­lig Opmærksomhed, som vi med Glæde lader gaa videre til danske Læ­sere.

5. januar 1915. Indsamling af uld og bomuld

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En “Rigs-Uld-Uge”
vil blive afholdt i Tyskland fra 18. – 24. Januar. Formaalet, der er stærkt anbefalet af Kejserinden, er i denne Uge at samle Uldtøj og Bomuldstøj ind til Soldaterne under alle mulige Former: Overfrakker, Jakker, Bukser og fremfor alt Tæpper. Netop Tæp­per kan Hæren bruge en Mængde af.

Opraabet slutter:
“sammel fra Skabe og Kister, hvad I finder af Sager, som kan undværes!
Snør det i Pakker, pak det i Sække og hold det rede, naar alle vore Hjæl­pere i Rigs-Uld-Ugen fra 18.- 24. Januar banker paa eders Dør.”

Sammelt Obstkerne

26. december 1914: “Julepostens omdeling var vor største og eneste glæde.”

Senest ændret den 7. januar 2015 12:44

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

 Anden Juledag forløb i Fred og Ro, heller ikke Artilleriet forstyrrede. Det var, som om der ogsaa raadede Jule­stemning ovre hos Russerne, endskønt de ikke fejrede Jul paa dette Tidspunkt.

Da vi til Aften atter blev afløst, opnaaede vi at blive Reserve og komme helt tilbage til Partokko, hvortil vi nu fra vor nye Stilling havde halv­anden Times March. Nogle Huse var her indrettet til Forbindingsplads eller Lazaret, og Byen var mærkværdig­vis ganske ubeskadiget. Vi boede ellers i de faa Huse, der var tilbage af Chencitza.

Jobbet som Reserve nød vi i samfulde to Dage. Julepakkerne blev delt Kammeraterne imellem. Gennem Divisionen modtog jeg en større Pakke, som var sendt af Røde Kors i Flensborg. løvrigt var Jule­postens Omdeling vor største og eneste Glæde.

1914-10-19 russisk artilleri