6. september 1918. Peter Poulsen slipper for fronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter 5 Dages Forløb var vi atter samlet, og atter gik det videre tilbage; men det varede endnu en hel Maaned, før vi var rigtig klar over, at det ustandselig gik tilbage.

Det tyndede slemt ud i Tropperne forude, og der kom gentagne Ordre fra Hærledelsen, at der skulde en Del Mandskab bort fra Provianten og ud i Linierne.

En Dag kom to Officerer fra Hovedkvarteret, og Ordren lød, at 40 Mand næste Dag skulde bort. Vor gamle, flinke Proviantmester kviede sig ved Tanken om det, og alle gik i ængstelig Spænding.

En lille Time før vi skulde stille, og Frontmandskabet udtages, gik han selv en Runde ude imellem os, og vi kunde se, at det pinte ham, for han var sikkert klar over, at det var det samme som at sende sine Folk ind i Døden.

Jeg stod paa Broen og kiggede ned i Kanalens rindende Vand, medens Hjertet løftede sig op til Ham, der paa underfuld Vis i Naade havde holdt sin Haand over mig til Legeme og Sjæl indtil denne Stund.

Saa fordybet var jeg i mine egne Tanker, at jeg slet ikke mærkede Proviantmesteren, før han let berørte min Skulder, og da jeg vendte mig om og stod ret for ham, sagde han til mig: ,,Se kun ikke saa forknyt ud, Poulsen, De kommer ikke bort, De er jo Landmand og vant til at omgaaes Heste, saa De maa overtage et Spand Heste.” Jeg svarede: „Javel, Hr. Ritmester!” men tænkte rigtignok, at jeg vilde hellere blive ved mine Melsække.

Jeg blev saa, men 40 Mand maatte af Sted, og de fleste af dem faldt.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *