Tag-arkiv: armeringssoldater

12. juni 1918. “… jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi måtte, før vi lagde os til at sove, pudse både Heste og Seletøj, som ligesom vi selv var i høj Grad overstænket med Snavs. Om Aftenen Kl. 9 skulde vi så af Sted igen. Den Gang kørte vi med 3 Vogne. Jeg havde lige fået spændt for den bagerste Vogn, da nogle Flyvere kastede deres Lyskegler ned over os; nu måtte vi se til at komme af Sted hvis vi ikke vilde gøre Bekendtskab med Flyvernes Bomber.

Nu gik det i fuld Fart hen ad den ujævne Vej, men lige med et stansede de 2 forreste Vogne, hvad jeg først opdagede, da jeg i fuld Fart brasede imod dem. Begge mine Heste faldt, og jeg landede i et Granathul, som var fyldt med Vand.

Inden jeg kom op igen, havde de to forreste Vogne sat sig i Bevægelse igen. Mine Heste vilde heller ikke vente efter mig, men satte i fuld Galop efter de andre Vogne. Jeg råbte efter Kusken, som sad på Vognen, men han hverken hørte eller så noget. Jeg løb, hvad jeg kunde, og fik også Hold på mine Heste, som var kommen foran, men jeg kunde ikke stanse dem, da den bagerste Vogn så vilde køre på os.

Jeg måtte så se til at komme op på Ryggen af den nærmere Hest; efter nogle Anstrengelser kom jeg også op på Hesten, hvor jeg sad som en druknet Mus, medens Vandet drev af mig, og jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.

Nu havde jeg fået Næsen fuld af at køre Ammunition, og vilde melde mig syg, så snart jeg kom til Lejren igen, Kl. 6 om Formiddagen var vi så tilbage igen; efter at jeg havde renset mine Heste og mig selv for Snavs, gik jeg over til Doktoren for at melde mig syg. I mit 14. år havde jeg været så uheldig at skyde mig selv i Underlivet med en 6 mm. Pistol, nu vilde jeg så prøve at melde mig syg af den Grund. Kl. 9 blev jeg ført til Lægen, ham fortalte jeg så at jeg havde Smerter i Underlivet, når jeg red på Hestene.

Efter at havde undersøgt mig, fik jeg skriftlig Bevis på, at jeg var uduelig til at ride eller køre.

Med Beviset gik jeg til Feltveblen og meddelte ham, at jeg hverken måtte køre eller ride, han blev gnaven og sagde, at så kunde jeg straks komme op på Kemmelbakken igen. Javel, Hr. Feltvebel, svarede jeg nok så fornøjet, for jeg vilde på ingen Måde lade ham mærke, at jeg var ked af at komme i Bakkens mørke Huler igen, men i det samme kom Vagtmesteren til og sagde, at han ikke kunde undvære mig, og hvis jeg ikke kunde ride eller køre, så kunde jeg da passe de Heste, som stod i Stalden.

Efter den Tid fik jeg mange forskellige Heste at passe, en Tid lang passede jeg et Par Heste, som stod ved Siden af Køkkenet; i min Fritid hentede jeg så Brændsel til Køkkenet, hvorfor jeg så fik en tør Skorpe eller også en ekstra Portion Mad.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

31. juli 1916. Hundehvalpe og krigskontrabande

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juli 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Vi var tre Mand, der havde lavet et Bord og hver en Skammel, og vi  tog et Slag Kort udenfor, naar Vejret tillod det.

En Aften kom selve Divisionsgeneralen forbi. Han var Generalløjtnant og skulde tituleres med »Excellence«.

Han hed von Bärenssprung og var en Mand paa 50-60 Aar, men et herligt Menneske. Det mærkede vi senere hen. Jeg har aldrig hørt, at han overfuste et Menneske.

Jeg sad for Bordenden og raabte: »Achtung!« Vi rejste os og stod ret; men han vinkede af, og vi satte os igen. Saa sagde han, at han gerne vilde se lidt paa vort Kortspil. Vi var ikke saa begejstrede for dette  Besøg. Han gik rundt om Bordet og saa til, og han kom flere Aftener, og var der en Aften, hvor vi ikke spillede, sagde han: »Naa, i Aften spilles der nok ikke« — og saa hilste han og gik.

I Staben var der ogsaa en Løjtnant, Ludvigs hed han. Han kom en Dag hen til mig og sagde: »De, Bygmester, kan De bygge mig et Hus?«

— »Ja, det kan jeg vel nok, naar vi har Materialer«.

— »Ja«, siger han saa, »det er et Hundehus«. Han havde en Racehund, et meget fint Dyr, og den skulde have Hvalpe. Nu manglede han en  Plads til den. Der blev søgt, vi fandt Materialer, og saa blev Boligen bygget, saa godt, at vi selv til Tider har haft det meget ringere.

Vi havde ogsaa en Arkitekt, en Sachser. Han arbejdede for hele Divisionsstaben, og han skulde give Lov til at faa udleveret Brædder. Han var jo Fagmand, som det hed ved Militæret, og saa kan de jo  klare alt.

En Aften kom Løjtnanten og sagde, at jeg skulde gaa med ham op og se Hunden, der nu havde faaet otte dejlige Hvalpe. Han kom da i  Tanker om, at det kunde være dejligt, om Hvalpene havde en  overdækket Legeplads; men det kunde vi ikke faa Materialer til. Der stod dog et Halvtag ved et Hus, hvor der boede et Par gamle  Mennesker, Manden havde engang været Faarehyrde, men Faarene havde Tyskerne taget. Jeg havde faaet en Hyrdestav, 2 m lang, af ham. Paa Staven var der udskaaret Portrætter af Napoleon,  Bismarck og en eller anden fransk General. Dette Halvtag kunde vi  bruge, men det var fyldt med Æblekasser, og dem maatte vi have  flyttet, for at vi kunde faa Stolperne med.

Hundehvalpe 6a44-077

— Jeg havde i de Dage en Meklenhorger til at hjælpe mig. Han hed Anderson — havde dog ikke opfundet Krudtet . . . Til det andet Byggeri havde jeg haft Henning Thorø fra Gabøl og Jes Jessen fra Skærbæk til Hjælp.

Da vi nu den sidste Dag flyttede Kasserne, kom der under en af dem en Rem til Syne. Jeg tog fat i den og trak til. Den var næsten en Meter lang. — Op af Jorden kom to Revolvere og tre Dum-Dum-Kugler. De var filet til som en halv Ært.

Jeg tog Revolverne og sagde til Anderson: »Du tager den ene, jeg den anden«. Jeg havde stukket min i Lommen paa min Vaabenfrakke. Han stod og fumlede med sin og vilde stikke den i Lommen. Da kom der en Korporal bagfra.

Han saa, at han havde noget blankt i Haanden. »Hvad har De der«, sagde han, »lad mig se det«. —

Han fik Revolveren og spurgte saa, om vi havde fundet mere. — »Ja«, sagde Anderson, »han har ogsaa een«. — Jeg hørte ikke meget efter, men Korporalen vilde ogsaa have den, jeg havde. — »Ikke paa  Vilkaar«, sagde jeg.

Det var mod Aften. Jeg gik ned i Barakken og gjorde Revolveren skudklar. Den var forsynet med Magasin til otte Skud. Der var lidt Gravrust i Løbet, men ellers var den pæn og fungerede udmærket.

Jeg sad og spiste Aftensmad, da en Tjener kom. Han sagde, at jeg skulde komme op til Løjtnanten. Nu troede jeg, det var angaaende  Hundene, saa det hastede vel ikke saa meget. Jeg spiste videre. Han kom igen og spurgte, om jeg snart kom. — »Ja, naar jeg er færdig«, sagde jeg.

Det varede ikke mange Minutter, saa kom der to Soldater med opplantet Bajonet. Jeg maatte med.

 De havde Ordre om, at jeg skulde tage Revolveren med. Jeg var ikke helt glad ved den Vending, som Sagen havde taget. Det var i de sidste Dage i Juli 1916, og jeg skulde paa Orlov den 4. August. Jeg tænkte, at bare min Orlov ikke gaar i Vasken. —

Naa, vi kom op til Løjtnanten. Der sad fem Mand rundt om et ovalt  Bord. De havde Papirer liggende foran sig, rede til at skrive. De fik  min Revolver. Den anden laa paa Bordet. Den, jeg havde, gik nu fra Haand til Haand. Jeg sagde, som sandt var, at jeg havde fundet dem under Æblekasserne.

De spurgte, om der ogsaa havde været Ammunition. — Nej, det havde jeg ikke set. De læste en hel Masse op om Straf og deslige. Den mindste Straf var to Aars Fæstning for at tilegne sig Krigskontrabande. Jeg blev afhørt. Naar og hvor jeg var født, og hvornaar jeg var blevet Soldat. Om jeg havde tjent aktivt og meget mere. —

Ja, altsaa: Den mindste Straf, jeg kunde regne med i dette Tilfælde, var altsaa to Aar. Det var ikke saa dejligt at høre. —

Jeg tænkte ved mig selv, at blot de ikke ville tage min Orlov, for nu ser de mig ikke mere. Kommer jeg hjem, gaar jeg nordpaa. —

Min Ven fra Kortspillet — Excellencen — var ikke til Stede den Aften. Endelig maatte jeg gaa, gjorde Honnør og var borte.

Nede i Barakken sad de andre Kammerater og ventede. Hvordan mon det ville gaa mig? Jeg fortalte, hvad de havde sagt og spurgt.

Jeg havde mest ondt af de gamle Mennesker, som boede i deres Hjem. De kom ogsaa i Forhør. Man hundsede med dem, og de blev ført bort. De maatte med en Bylt under Armen forlade deres Hjem. Det var Synd for dem, og det var jo faktisk mig, der var Skyld i det.

Halvtaget blev ikke flyttet, og Løjtnanten saa jeg ikke meget til mere.

DSK-årbøger 1960

5. marts 1916. Pigtråd ved Barry-au-Bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Guignicourt.

Vi opholdt os her i otte Dage. Saa hed det »Gør klar!«, og nu gik det ud i Stillingen overfor Berry au Bac.

Vi kom derud om Natten og havde fri den første Dag. Vort Arbejde foregik om Natten.

Forøvrigt havde vi her været med til at bygge Bunkers i Sommeren 1915, og mange af Løbegravene ogsaa, saa vi kendte Stillingen. Vi trak om Natten langt ud mod den forreste Skyttegrav.

Vort Arbejde bestod i, at hver Gruppe paa tre Mand skulde trække otte Ruller Pigtraad ned mod Aisne. En Gang imellem havde vi det Uheld at falde ned i Floden, der laa lige foran os.

Naar de otte Ruller var krøllet ud, havde vi fri og kunde gaa ned i vor Understand.

Her laa vi 14 Mand i to Rækker Over hinanden. Vi var fem Kammerater heroppefra: Hans Beck fra Roager, Karl Paulsen fra Frydendal, Magnus Lange fra Jægerlund ved Bevtoft, Lorens Christensen fra Bylderup-Bov og saa mig. Der var en 6-7m Dækning over os, og Understanden var anbragt under Vejen fra Goignicourt til Berry au Bac.

Det værste var, at vi savnede Vand. Vi fik os ikke vasket hver Dag, men naardet var meget smukt Vejr, tog vi ned til Aisne floden og vaskede Os i dens Vand.

Naar det frøs om Natten og saa tøede om Dagen, blev der et forfærdeligt Ælte i Graven. I lang Tid havde vi ikke Støvlerne af Fødderne, for vi var bange for, at vi ikke kunde faa dem paa igen, naar der var hurtig Udrykning.

Langt tilbage i en lille Skov laa vort Køkken. Naar det var klart Vejr,  maatte vi gaa igennem Gravene for at komme derhen. Det tog en halv Time at hente Mad; men i diset Vejr var det kun halvt saa langt, for da gik vi oppe paa Jorden.

DSK-årbøger 1959

4. marts 1916. Armeringssoldat ved Guignicourt og Berry-au-Bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat

Sammen med nogle Kammerater havde jeg haft Arbejde i en Skov i Nærheden af Laon, men blev saa flyttet til Guignicourt, en By ved Floden Aisne.

Vi laa oppe paa Loftet over en Stald. Taget var meget utæt, og vi frøs meget. Vi kom nemlig fra et meget godt Kvarter.

Her laa vi i otte Dage. I Byen var der et Soldaterhjem. Man raadede over hele tre Klaverer og meget andet til Tidsfordriv. Vi besøgte altid Soldaterhjemmet i vor Fritid. Her fandtes ogsaa en meget smuk Have med rindende Vand, som rislede ned over kunstfærdigt opsatte Sten. Engang havde her boet en Sangerinde fra Paris.

I Entreen var der anbragt store Spejle, der naaede fra Loft til Gulv. Man kunne se sig selv paa Ryggen. Havedøren og alle andre Døre var af Egetræ, og de var meget smukt forarbejdet.

En Dag faldt en Granat lige foran Døren: den blev gennemhullet, og Spejlene i Entreen ogsaa.

Byen var meget medtaget; men der var mange ubeskadigede Huse, og der fandtes endnu Civilbefolkning i Byen. Banegaarden blev af og til beskudt. Paa Byens store Kirkegaard blev mange af vore Kammerater begravet, navnlig Sachsere.

Det var det 12. Armekorps, som besatte dette Afsnit. En Morgen kom der Flyvere over og smed Bomber. De ramte Kirkegaarden, og der saa ikke godt ud bagefter.

DSK-årbøger 1959