Tag-arkiv: Luftangreb

12. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: L60 på langfart mod England

Den 12. april klokken 2.05 steg L60 op til langfart. Med sig havde den en bombelast på lidt over 3 tons, som skulle kastes over England. Fire andre luftskibe deltog angrebet: L61, L62, L63 og L64.

Turen over Nordsøen var præget af regnbyger, og da man nåede England, kunne man ikke se målene på grund af et lavthængende skydække. Luftskibene var derfor nødt at finde deres mål ved at pejle radiosignalerne fra marinens to pejlestationer i henholdsvis Cleve og Tønder, der udsendte signal to gange i timen.

På grundlag af pejlingerne troede L60´s besætningen, at man havde kastet bombelasten over Leeds, men det var ikke tilfældet, og dens bomber faldt uden at gøre synderlig skade. Det samme var tilfældet for L62, L63 og L64, mens det lykkedes L61 at kaste sine bomber over en by.

L61 havde uden at vide det haft kurs direkte mod Liverpools havn, der bugnede med krigsmateriel fra USA, men var drejet af 16 km før. I stedet kastede luftskibet alle sine bomber over byen Wigan, der ved en fejl ikke var blevet alarmeret om zeppelin-angrebet og derfor ikke var mørklagt. Lidt over halvdelen af bombelasten ramte byen, mens fire 300 kg bomber slog ned på en mark udenfor. I alt blev syv personer dræbt, mens 16 blev såret.

Flere af luftskibene led på hjemturen af motorproblemer, men L60´s motorer løb fint,  og luftskibet nåede uden problemer tilbage til Tønder.


I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 12. april 1918 noteret:

Tondern,

Vorm. Bedeckt, stark diesig, kühl, etwas böige, Ostwinde.

Nachm. Bedeckt, diesig, später Nebel, etwas wärmer, leichte O.S.O. bis W.-Winde.

L60 um 2,05 Uhr nachm. zur Fernfahrt aufgestiegen.
L54 von 3,30 Uhr bis 5,15 Uhr nachm. Probefahrt.

(RM116/77, Bundesarchiv)

2. marts 1918. Flyverangreb: “En dag talte jeg 72 døde heste på stribe”

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

I begyndelsen af marts gik turen tilbage til Frankrig , og vi fik atter vor sag for. Den sidste og afgørende fase af krigen begyndte.

Jeg tror ikke, at tropperne var kede af denne offensiv. Den almindelige mening var, at dette var “begyndelsen til enden”. Hvordan afslutningen ville forme sig, var man ligeglad med, når blot krigen ville holde op.

Denne gang kom vi længere mod nord. Cambrai, Arras og Lille er de større byer, jeg husker navnene på. Vi var snart her, snart dér og førte en omflakkende tilværelse ligesom i Galicien blot med den forskel, at her marcherede vi ikke, men blev fragtet med jernbane. Vi var sikkert en såkaldt “flyvende division”. Der sker for øvrigt mange mærkelige ting under en sådan offensiv. Engang lå vi en halv dag ved en stor læsse- eller losserampe. Vi blev læsset i toget, kørte knap en halv time, blev losset ud igen, og gik så den samme vej tilbage. Det har nok været for at narre fjenden. Det var velkendt, at det franske spionagenet var intakt.

Flyveraktiviteten, der i 1917 ikke havde været overvældende, tog til i en helt uhyggelig grad. MG-afdelingerne fik her en ny opgave, der til tider kunne være meget ubehagelig. Der blev altid et maskingevær tilbage for at dække bagagen, da de fjendtlige flyvere især søgte deres mål bag fronten.

En dag mistede v i under et luftangreb halvdelen af vore heste og en del af vognene. Det gik også ud over mandskabet. Før var man i nogenlunde sikkerhed, når man opholdt sig ved bagagen. Sådan var det ikke mere. Når fjendtlige flyvemaskiner nærmede sig, gjaldt det om at komme i skjul. Det gik endda for mandskabet, men køretøjerne — tit var det lange kolonner – var ikke så nemme at få væk. En dag talte jeg 72 døde heste på stribe. Det var ikke noget kønt syn.

Tyskerne havde også fået flere maskiner, og vi kunne tydeligt mærke, når vi havde en stærk jagereskadrille bag os, som kunne holde de fjendtlige flyvere i skak. Men Amerikas indsats af materiel gjorde efterhånden tyskerne underlegne også på dette område.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

4. februar 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om strejker på hjemmefronten og mytterier blandt soldaterne på begge sider. Llloyd George forsøger at omgå Douglas Haig. I Rusland går revolutionen sin gang og bolsjevikkerne øger deres magtområde. Østrigske marinere gør oprør. Også græske soldater gør mytteri. I luften gennemfører begge sider bombeangreb langt bag fjendens linjer med bombefly. Også London og Paris angribes fra luften.

25. januar 1918: “Den ene flaske kom frem …” – Frederik Tychsen i godt humør på march mod Lüttich.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Vi kom til kvarteret i Goed; det var imidlertid blevet mørkt, men vi fik straks noget at spise, og så gik vi til ro. Dagen efter – den 25. januar fik vi travlt straks fra morgenstunden af. Det meste af snavset blev kradset af kanoneme, remmene blev surret forsvarligt fast, alle ting blev set efter, og der blev spist tidlig til middag denne dag.

Kl. 3 trådte vi an, der blev meldt færdig, kommandoen: “Batterie March” lød og batteriet satte sig i bevægelse. Vi skulle forlades i Lichtervelde, og der var en march på en times tid. Før afmarchen havde hver kanonbetjening fået udleveret en 3 – 4 portioner snaps, som vi havde til gode, vi fik endvidere vin. Jeg foreslog at gemme vinen og snapsen til om natten i toget, for der var temmelig koldt, og så kunne vi bedre sove, når vi havde lidt at varme os på.

Til at begynde med var hele betjeningen indforstået, men det varede ikke ret længe, før de ville smage snapsen. Den ene flaske kom frem af Protzen, gik fra mand til mand, og da det var god cognac, blev den tømt. Det kan nok være, at der kom gang i sangen.

Det varede ikke længe, inden de ville smage vinen, der blev en flaske taget frem og tømt. Snapsen gjorde sin virkning, vi sang af hjertens lyst og livsens kræfter: ”In der Heimat, in der Heimat, da gibs ein Wiedersehn” osv. Ved ca. 4-tiden ankom vi til Lichtervelde.

Vi gik med sang gennem gaderne og kom om til banegården; vi kørte op på den lange militærrampe, og lidt efter blev vognstammen kørt frem og forladningen begyndte. Den ene kanon blev kørt ud på fladvognene efter den anden, og når kanonerne var læsset på, gik betjeningen hen til ammunitionsvognene og bagagevognene og hjalp til med at få dem læsset på. Det hele tog en time, så var batteriet læsset på.

Medens den øvrige betjening var behjælpelig med at læsse bagagevognene på, surrede jeg kanonen fast med ståltråd fra kanonen ned til jernbanevognen en 7 – 8 steder, der blev slået kiler ind under kanonhjulene, for at de kunne stå godt fast på jernbanevognene. Da jeg så bukkede mig ned ved et hjørne, blev hovedet for tungt, jeg fik overbalance og gik på hovedet ned i gruset på jernbanelegemet. Snapsen var vel en del af årsagen til dette lille uheld, men jeg tog ingen skade.

Det var imidlertid blevet ganske mørkt, men toget kørte ikke, da vi var færdig. Vi fik besked på, at der ville gå en lille time, inden toget ville køre. For at forkorte ventetiden gik Obergefreiter Müller og jeg samt en tredje mand om i byen, vi fandt ind i et ret stort marketenderi, og her købte vi hver en portion kartoffelsalat med bajriske pølser. Her var varmt og lunt og stuvende fuldt af militær.

De fleste sad med et glas øl foran sig; henne ved klaveret sad en soldat og spillede på det, og de sang med alle sammen af fuld hals. Midt under det hele kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned i nærheden af byen. Dette forstyrrede ikke synderligt – sangen fortsatte, der blev serveret kartoffelsalat og pølser, og de tømte glas blev fyldte igen. Vi sad og nød varmen og sangen og maden i en god halv time.

Vi gik så tilbage til banegården for at tage med toget. Men da vi kom hen på stationen, var toget kørt. Ak og ve! Vi tænkte først, at det måske var kørt ind på et sidespor, men det var det ikke. Vi gik til banegården og spurgte stationsforstanderen, hvordan vi nu bedst kunne komme bagefter.

Han begyndte med at skænde ud, alt det han kunne; men da en stationsforstander ikke var aktiv officer, men kun embedsmand, der hørte til jernbaneforvaltningen og stod under militæretaten, lod vi os ikke ret meget sige, og vi fik alle tre munden i gang og lod ham forstå, at hans bestilling var kun at give besked på, hvorledes vi bedst kunne få batteriet nået og komme hen til det på en eller anden måde.

Han blev flink lige på en gang, og fortalte os, at batteriet var kørt til Liége (Lüttich) og skulle til en forstad ved Lüttich, der hed Beyne Hensay, (det vidste vi ikke, før han sagde det) og vi kunne komme med II. batteri, der var ved at blive forladet i dette øjeblik. Vi gik så hen til den lange militærrampe og bad batteriføreren om at få lov til at køre med. Han skældte os først ud, for Bammelahter og for et ligegyldigt folkefærd, og så gav han os befaling til at hjælpe til med at læsse bagagevogne.

Det kan nok være, at han fornærmede os i allerhøjeste grad. De havde lige begyndt med at læsse, og vi måtte så hjælpe til; men vi forsvandt dog ret hurtigt, og gik hen i vognene med vor tornyster, karabiner osv.

Vi opdagede, at der i hver vogn var et Hindenburglys. Dem samlede vi sammen fra alle vogne og gik om i byen og solgte dem til marketenderiet. Det blev betalt med 1 Mark pr. styk. De indbragte en 10 – 12 Mark, og så købte vi honningkager for pengene. Vi gik hurtigt tilbage og satte os til inde i bænkevognen. Lidt efter blev de færdige med at indlade materiel og heste.

Ved 9 tiden satte toget sig i bevægelse, der var ingen, der savnede lysene, der var heller ingen, der talte om noget. Toget holdt et stykke tid i Bryssel, men der var ingen, der steg ud af toget – de fleste sov. Hen på morgenstunden kom der liv i soldaterne.

De havde bragt en spilledåse med, og den gik hele tiden, soldaterne af II. batteri sang med af fuld hals, en slog på en tom spand, og andre spillede på disse skyttegravsinstrumenter, bestående af tynde ståltråde spændt over en tom konservesdåse, der var anbragt på en gren, og på strengene blev der raspet med et stykke træ, der var savtakket i den ene kant. På denne måde kunne der laves en frygtelig ståhej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

3. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… et uhyggeligt Besøg”

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i januar 1918 befandt sig i Flandern.

Kort efter Nytaar havde vi en Nat et uhyggeligt Besøg. Det kunde til Tider Hænde, at Vandet pressede paa Nyrerne, og saa maate man jo ud selv om det var Nattetide. Kosten var nemlig temmelig vandet og næsten uden Indhold af Næring og Søvnen som Følge deraf lidt urolig.

Saadan gik det mig en Nat jeg var uden for, og da jeg lyttede, kunde jeg høre Flyverne. Paa lyden kunde man ganske tydeligt høre, det var en engelsk Flyver. Lidt efter gik jeg ind igen, lagde mig i “Sengen” og trak Dækket over Hovedet. Hele Kompagniet havde Opholdsrum i Kælderen. Kort efter lød et Brag uden for vort Kældervindue og Vinduesskærmen kom ind i Kælderen til os. Min gode Ven, W. Jensen, laa ved Siden af mig og jeg tiltalte ham med; Sover du, Willi! Træk tæppet over Ørerne, der er Flyvere uden for.

Flyene smed 9 Bomber rundt omkring Hospitalet. Da Uvejret var drevet over, gik vi ud for at se paa Skaden. Værst var det gaaet ud over en af Træbarakkerne, hvor 10 Heste laa saarede og døde. Hele Barakken var saa gennemhullet som et Si. P. Grevsens Apotekervogn var heller ikke bleven skaanet, og om den kunde transporteres videre var et Spørgsmaal.

Da det blev Dag, blev alle ti Heste flaaede og parterede; det gav nu rigeligt med Hestebøf og transporteret tilbage til Føde og for Krigsfangerne, som mange Steder var beskæftiget ved et eller andet Arbejde.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset, mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 128-30)

30. oktober 1917 – Danske officerer på vestfronttur: “… et fjendtligt Flyverangreb”

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

Fra Brügge foretog vi den 30/10 og 31/10 Udflugter til Nordsøkysten paa Strækningen Heyst – Blankenberghe – Zebrügge – Ostende. Denne Kyststrækning var forsynet med en Række i og bag Klitterne anlagte Batterier, Fodfolksstillinger, Observationsstandpladser m.m. Vi besaa flere af de store Batterianlæg samt Havneanlæg i Zeebrügge. I Ostende hørte man ustandselig Kanontorden fra den kun ca. 15 km fjerne Kampfront. Fra Stranden kunde vi tydelig se de tætte Røgskyer, i hvilke de tyske Batterier indhylder sig for at vanskeliggøre den fjendtlige Beskydning.

Ostendes mange elegante Badehoteller var delvis belagte af tysk Militær. Kathedralen og Partiet mellem denne og Banegaarden var ret stærkt beskadiget som en Følge af engelsk Beskydning fra Søen. Vi overværede i Ostende ved højlys Dag en kraftig Beskydning fra tysk Side af 7-8 fjendtlige Flyvere, som i en højde 3-4 km gik over Byen. Ingen af disse blev ramt, men Sprængskyerne fra de tyske Projektiler var tilsyneladende i truende Nærhed af Flyverne og undlod sikkert ikke at gøre deres Virkning gældende paa deres Bevægelser og Flugt.

Under vort Ophold i Brügge fandt Kl. 12 en Nat et fjendtligt Flyverangreb Sted; vi hørte de kraftige Detonationer af Flyverbomberne – der blev kastet 20 Bomber mod Arsenalet – og saa ogsaa her i den maaneklare Luft Sprængskyerne fra de tyske ”Flugabwehrkanoners” Projektiler. Heldigvis faldt der den Nat ingen Bomber paa Banegaardsterrainet, hvor vi overnattede.

I Brügge, Ostende og Blankenberghe var vi inviterede til Frokost og Middag hos de derværende Marinemyndigheder (Admiralerne v. Krosigk og Jacobsen).

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

16. juni 1917 – Tønder Zeppelinbase: Angreb på England

Klokken 14.45 den 16. juni 1917  lettede zeppelineren L45 fra luftskibsbasen ved Tønder for at deltage i et angreb på London.  Seks luftskibe skulle have deltaget i angrebet, men de to luftskibe, der var stationeret i Alhorn, kunne på grund af sidevind ikke komme ud af deres hangar, mens to andre luftskibe måtte vende om på grund af motorproblemer. Det ene af dem var L45, der fløj hjem på kun en enkelt motor og derfor så sig nødsaget til at overflyve det neurale Holland. Det landede i Tønder ved middagstid næste dag.

Luftskib bugseres ind i Toska-hallen, Tønder (Zeppelin- og garnisonsmuseet Tønder)

De to sidste luftskibe nåede England, men ikke London. Det ene, L42, valgte på grund af vejret at bombe, hvad man mente var Dover, men i virkeligheden var Ramsgate. En af bomberne traf et ammuntionsdepot, der eksploderede og satte ild til de nærliggende bygninger. Tre mistede livet og seksten blev såret.

Det andet, L48, løb ind i motorproblemer ud for den engelske kyst samtidig med, at kompasset frøs. Kaptajnen valgte derfor at bombe det nærliggende Harwich, og kaste bombelasten på flådebasen dér. Bomberne faldt dog på bar mark 8 km nord for målet.

Under luftskibets indflyvning var engelske fly gået i luften, et af dem blev ført af Løjtnant L.P. Watkins:

Over flyvepladsen steg jeg til 8.000 fod og satte så kurs i retning af Harwich, mens jeg stadig steg. I 11.000 fods højde over Harwich så jeg luftværnskanonerne skyde og adskillige søgelys peger mod et punkt. Et minut senere observerede jeg Zeppelineren 2.000 fod over mig. Efter at være steget 500 fod fyrede jeg en hel ammunitionstromle af mod dens hale, men uden virkning. Så steg jeg til 12.000 fod og affyrede endnu en tromle mod dens hale uden virkning. Så besluttede jeg mig for at vente med at affyre endnu en tromle, før jeg var på nært hold. Jeg steg jævnt, til jeg nåede 13.200 fod og var omkring 500 fod under Zeppelineren. Jeg affyrede tre korte salver på ca. 7 skud og så resten af tromlen. Zeppelinerens hale brød i brand, ilden løb langs begge sider, hele Zeppelineren brød i brand og faldt brændende ned. 
(D.H. Robinson: The Zeppelin in Combat, 1994, s. 250)

Mirakuløst overlevede tre besætningsmedlemmer. Luftskibet faldt forholdsvis langsomt til jorden og ramte med halen først, skibets forende blev derfor ikke som bagenden knust. Fra førergondolen overlevede en løjtnant med svære skader (han døde knap halvandet år senere), fra en af de forreste motorgondoler overlevede to, den ene brækkede begge ben, den anden fik kun overfladiske brandsår.

Se Zeppelinbasen i Tønder og bliv vist rundt på baseterrrænet ved det store åbent-hus-arrangement den 9. juli 2017 kl. 10:00-15:00.

13. marts 1917 – Milert Schulz: “das linke Bein abgerissen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 13/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Da ich bei der letzten Postver
teilung nichts von Euch hatte will ich Euch heute wieder ein Brief schreiben. Heute Abend gibt es wieder Post[,] kann aber leider nicht beantworten[,] da unsere Post nach der Heimat heute Abend also jeden 2ten Tag vom Schützengraben nach hinten geht, aber Übermorgen werde ich Euch schreiben ob etwas dabei war. Habe gestern einen Brief an Onkel Anton und Tante Mie geschrieben. Habe aber noch kein Wort von Onkel Anton gehört.

Werde Euch gelegentlich ein kleines Paket nach Hause schicken mit ein paar kleine Erinnerungen un zwar 1 grade Französische Gewehr kugel[,] welche direct über meinen Kopf flog und hinter mir in dem Sand einschlug[,] und 2 krummen von derselben Sorte[,] welche auch in der nähe von mir eingeschlagen sind und zwar auf dem hohen Berg wo wir im Februar lagen. Denn 1 Granatsplitter auch von diesem Berg wovon ich Euch geschrieben habe[,] der nicht exblodiert ist und zwar von einer französischen Granate.

Sonst gibt es ja nicht grade so schöne Erinnerungen von hier. Gestern kamen feindliche Flieger über uns und warfen Bomben in ein Dorf[,] zum Unglück war ich und 2 Kammeraden auch im Dorf und wollte Holz holen zum Brennen, aber uns ist Gott sei Dank nichts passiert. Dagegen wurden 2 Thelepfonnisten verwundet und 2 tot. Der eine bekam das linke Bein abgerissen und der andre ein Sprengstück im Hinterkopf. Der verwundete bekam die Ohrlippe aufgerissen und wo der andre verwundet wurde[,] weis ich nicht.

Heute morgen um 5 Uhr war ich Kaffehohlen gegangen als ich wieder zurück kam und kaum im Bombenwicheren war[,] fing die feindliche Artellerie nach uns zu schiessen an. Dicht um uns schlugen die Granaten ein aber der Herr hällt seine beschützen de Hand über mich. Wie oft habe ich gleiches nicht erfahren hier im Felde, wo man mitunter in tausend Ängsten gewesen ist und doch glücklich durchgekommen. men med ham ved min side. jeg tröstig kan stride.

Hoffentlich hat der Krieg bald ein Ende dass wir uns froh und glücklich im lieben Heim wiedersehen dürfen. Welch eine Freude wird das werden, aber nicht wie wir wollen sondnern wie Gott es will.

Nun schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder

Milert.

Habt Ihr ein paar Taschentücher abgeschickt?

(Brev i privateje)